I august 2010 blev vi for anden gang værtsfamilie ved AFS for et ungt menneske, der havde valgt at bruge 11 måneder af sit liv til at give sig selv og en dansk familie en unik oplevelse. Nemlig den, der kommer i et kulturmøde mellem 2 kulturer, der normalt næsten befinder sig på hver sin side af jordkloden. Vi har fået den fantastiske oplevelse at have en udvekslingsstudent fra Columbia boende hos os. Luis Daniel var 17 år da han kom, og om mindre end en måned skal han rejse hjem. Det gruer vi for, det bliver et kæmpestort savn! Vi var på sommerferie i udlandet da han kom til Danmark, så den første uge boede han hos sin kontaktperson, og vi var da noget spændte på, hvordan det ville være, når han nu skulle skifte familie. Men vi blev hans familie lige fra dag 1, han havde ventet med at pakke sin kuffert ud, men det blev den straks, da han fik sit værelse hjemme hos os. Vores familie består af Peter og Solvej, vores hjemmeboende datter Camilla, der går i 2. g, vores søn og svigerdatter Daniel og Tina, og deres datter Laura på 8 mdr. Vi har haft mange gode hverdagsoplevelser sammen med Luis Daniel, siddet udenfor på terrassen og nydt aftensmaden, og hørt at det er anderledes, at det er så lyst om aftenen helt til kl 21.30, når det hjemme hos ham bliver mørkt i løbet af få minutter allerede kl 18. Hver aften hele året rundt. Hvor anderledes det er at bo i en kultur, hvor man kun regner med 2 årstider, sommer og vinter – fordi hele året er ens med temperatur, og hvor sommerblomsterne blomstrer hele året. Til gengæld har han lært, hvorfor vi hele tiden taler om vejret. Vi har aldrig før været så ajour med vejrprognoserne for de kommende dage. Vi har oplevet mange ”første gange” sammen med ham, der er meget her, der er så anderledes end hjemme hos ham. Træerne, der taber bladene om efteråret, vinteren, længslen efter foråret og glæden når de første forårsbebudere - vintergækker og erantis – dukker op, og så igen visner for at ligge i dvale til næste forår. Det kender han slet ikke, det er de samme blomster hele året. Det får os til at se tingene på ny her, vi får hele tiden øjnene op for, hvordan der er her, og at det ikke er en selvfølge, at det er sådan. Luis Daniel har oplevet sin første sne her, og heldigvis rigtig meget af det. Han har bygget sin første snemand, og vi har haft mange sneboldkampe og listet sne ned ad ryggen på hinanden. Den slags var jeg
egentlig holdt op med for mange år siden, men det blev rigtig sjov igen, sammen med en nybegynder indenfor sne. Vi var også så heldige, at der pludselig var en, der synes det var sjov, at skovle fortovet rent for sne, - i det mindste i begyndelsen. Vi har med Luis Daniel fået en mere, der ligger på sofaen i stuen, når han er syg. For sådan gør vi i vores familie, og det passer åbenbart også ham godt. Det var helt hyggeligt, da han og Camilla lå på hver sin sofa i vinter i nogle dage med ondt i halsen. Luis Daniel er blevet rigtig god til dansk. Det var et af hans klare mål for opholdet her, så udover gule post it rundt i hele huset med de danske betegnelser, har han fået danskundervisning på ungdomsskolen sammen med andre udvekslingsstuderende, og jeg har læst og øvet meget dansk med ham herhjemme. Det har jeg nydt meget, det har givet anledning til mange gode ”snakker” om, hvordan tingene er her, og hvordan de er i hans hjemland. Verden er blevet både større og mindre. Udover det har Luis Daniel gået i en almindelig dansk 1. g, og deltaget på niveau, der har været muligt, når man starter med at være helt blank i det sprog, som undervisningen foregår på. Peter og jeg er til gengæld blevet ”super gode” til engelsk, der var vores fællessprog i starten, og som vi stadig kan gøre brug af, hvis der er noget svært eller meget vigtigt, der skal forklares. Det har været hyggeligt at være på udflugter rundt i Danmark, og vi har været steder, hvor det er mange år siden, vi sidst var der, - det er sådan en ekstra gevinst, at vi bliver sparket af sted, for vi vil jo så gerne vise frem. Men vi kan ikke rigtig komme af sted med at prale af Himmelbjerget, - det har han for mange bjerge til derhjemme. Vores søn og svigerdatter fik barn en måned efter at Luis Daniel var kommet, så han var med på sygehuset hver aften, for at se det lille vidunder, og han er såmænd blevet lige så vild med hende, som vi er. På mange måder er han blevet en naturlig del af familien. Vi kommer alle til at savne ham rigtig meget, når han rejser hjem igen. Samtidig er det godt at tænke på, at vi har været med til at præge ham for resten af livet. Inspireret af Luis Daniels ophold her, vil vores datter selv ud at rejse – som frivillig – efter gymnasiet. Hun har fået kontakter rundt i verden, ved at møde de udvekslingsstuderende her, og så holdes kontakten bagefter, når de er taget hjem. Nu lyder det, som om alt har været fryd og gammen, og det har det faktisk været. Noget af det kan tilskrives dèt, at det er anden gang, vi er værtsfamilie. At være værtsfamilie for anden gang, er som at få barn nr 2. Der er så meget, man allerede ved, og der er ikke så meget nervøsitet, om det nu bliver godt, om han får venner, - for det bliver godt, og han får venner, det kommer lige så stille. Begge parter vil jo ☺ Der er ikke noget, der kan måle sig med at være værtsfamilie første gang, men heller ikke noget, der kan måle sig med at være det anden gang ☺. Opskriften for os i hele det her forløb har været, at hvis vi er, som vi gerne vil at vores børn skal modtages i det fremmede, så kan det ikke gå helt galt.