100
155
155
23
100
5
5
5
E li z a b e t h Harrowe r
231
Sydney, 1940erne. De to søstre Laura og Clare skal skabe en ny tilværelse, efter at deres far er død, og deres mor er rejst tilbage til sit fædreland England efter anden verdenskrigs udbrud. Laura opgiver sine drømme og sit studie for at forsørge sig selv og Clare. Hun gifter sig med sin chef, den meget ældre Felix Shaw. Langsomt, men sikkert, fanges søstrene ind af Felix Shaws vrede, utilregnelighed og stærke behov for at kontrollere dem. I takt med at hans ondskab tiltager, indskrænkes Lauras og Clares frihed til et absolut minimum. Men har de noget valg, og er det egentlig så slemt? Udkigstårnet er et intenst psykologisk drama om tyranni og frihed.
lindhardtogringhof.dk
E li z a b e t h Harrowe r
‘En rystende roman, ubarmhjertig i sin beskrivelse af underkuelsen i et ægteskab, åndelig selvdestruktion og kvindeundertrykkelse i et mandsdomineret samfund.’ Washington Post
U dkigstårn et
Elizabeth Harrower er født i Sydney i 1928. Hun boede i London fra 1951-59, og her skrev hun de første af i alt fem romaner. Udkigstårnet, som udkom i 1966, er hendes første roman på dansk.
Li n dhardt og Ri n ghof
‘Ubehagelig læsning … Harrower skildrer på fornemste vis en kvindes kamp for at bevare sig selv og sin værdighed.’ Guardian ‘Uforglemmelig og elegant.’ Kirkus Review
‘Harrowers roman skærer dig i hjertet ... tryllebindende læsning.’ Washington Post
5
Omslag: Lene Perez
SMUDS_Harrower_Udkigst_155x231_final.indd 1
12/08/15 21.07
Elizabeth Harrower
Udkigst책rnet P책 dansk ved Signe Lyng
Lindhardt og Ringhof
Udkigst책rnet.indd 3
03/08/15 18.43
Udkigstårnet er oversat fra engelsk efter The Watch Tower Copyright © Elizabeth Harrower 1966 All rights reserved Published by agreement with The Text Publishing Company, Melbourne, and Leonhardt & Høier Literary Agency, Copenhagen Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag, København A/S Bogen er sat med Adobe Garamond Pro hos Lymi DTP Service og trykt hos ScandBook AB Omslag: Lene Perez 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden 2015 ISBN 978-87-1145371-1 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S – et selskab i Egmont
Udkigstårnet.indd 4
03/08/15 18.43
FØRSTE DEL
Udkigstårnet.indd 5
03/08/15 18.43
Udkigst책rnet.indd 6
03/08/15 18.43
“Nu hvor jeres far er borte ...” Stella Vaizey så det gibbe i de to ansigter, nu endnu skarpere årvågne, og tøvede. Sikke dog et par pedanter de var! Sikke pernittengryn, George Washington’er, optimister! “Død,” rettede hun bestemt sig selv, med et strejf af ondskabsfuldhed. “Nu hvor jeres far er død, skal vi tre bo sammen i Sydney.” De udtryksløse, modtagelige ansigter, de vidtåbne øjne vendte sig nu mod forstanderinden, miss Lambert, der beklagende nikkede sin bekræftelse. “Når jeg har solgt huset og fundet en lejlighed i byen, giver jeg miss Lambert besked,” fortsatte pigernes mor og noterede sig tørt de udvekslede blikke. En skade eller currawong, eller en anden fugl ude fra bushen hun håbede aldrig at høre i byen, fløjtede sit sorgløse, smukt langtrukne kald fra et gigantisk eukalyptustræ i det fjerne uden for skolens område. (Nogen sukkede). Tættere på lød der energiske lyde fra tennisbanerne, og latter. “Kan jeg dog ikke overtale Dem til at skifte mening, mrs. Vaizey? Hvis vi kunne beholde Laura her det sidste af hendes skoletid – hun er jo en af vores bedste elever.” Pigen havde tænkt at hun gerne ville studere medicin ligesom sin far, men havde af og til udtrykt villighed til, derudover, at synge i operaen, hvis man pressede hende. Og uanset hvor latterlige og usandsynlige den slags forestillinger ofte forekom, var det et faktum, det måtte miss Lambert indrømme, 7
Udkigstårnet.indd 7
03/08/15 18.43
at folk rent faktisk optrådte i operaer verden over, og at Laura havde en dejlig mezzosopran, var musikalsk og havde sprogøre. Men desværre havde hendes stakkels unge far – kun femogfyrre år, fem år yngre end miss Lambert – fået et hjerteslag bag rattet i sin bil en aften da han var på vej for at tilse en patient; og nu var hans datters liv – set fra en forstanderindes synspunkt – på en måde i fare. (Det var Clares også, naturligvis, men hun var kun ni, ikke på nær så vigtigt et trin; og havde det under alle omstændigheder, når hun venligt blev spurgt om sine planer for fremtiden, med at sige: “Det ved jeg ikke” – i modsætning til visse andre på hendes alder, der allerede, med en selvtillid miss Lambert yndede at tænke var skolens fortjeneste, kunne svare: “Fysioterapeut, miss Lambert”, eller “Debutant inde, miss Lambert”. Små, søde, beslutsomme piger!) “Lauras fremtid ... Det ville gøre en vældig forskel. Der findes stipendier ...” mumlede miss Lambert og rejste sig midt i sin talestrøm, for Stella Vaizey svarede sagte igen med en på en gang beroligende og fornærmende selvsikkerhed: “Pigerne forstår det godt. Deres far var ikke videre praktisk anlagt.” Døtrene så med prøvende usikkerhed op på mrs. Vaizey ved denne opfordring til forståelse. Hun var så ligeglad med dem at de var helt benovede. Deres far havde fortolket hende for dem af og til; nu måtte Laura forsøge at gøre det for både sig selv og Clare. For nylig havde hun forklaret: “Hun er rent faktisk fantastisk; det er bare fordi hun også er uforudsigelig. Men hun er usædvanlig fordi hun ikke er australier, tror jeg. Man må jo være anderledes når man er født i Indien.” Clare lod sin opmærksomhed og en finger dvæle ved den linjerede side i sit kladdehæfte og løftede sit klare grå blik mod sin søsters ansigt. Efter en indholdsløs gransking af dette ansigt, der tænkte intenst med blikket rettet mod et portræt af prinsesse Elizabeth i pastelfarver, sank Clares blik atter dybt ned i de blækblå opgaver om tog, der bevægede sig med halvfems, hundrede ti og hundrede tredive kilometer i timen imellem tre fjerne byer. “Jo,” gentog Laura og så på prinsessen med rynkede bryn. “Mmm.” Clares samtykke havde samme mutte, afvisende klang 8
Udkigstårnet.indd 8
03/08/15 18.43
som hos en der ignorerer vækkeuret, men en del af hendes sind var taknemmelig over at høre: fantastisk, uforudsigelig, født Indien. Men nu, for bare ti dage siden, havde deres far, som de altid havde anset for at være lige så uforgængelig som solen, vist sig at være mere upålidelig end nogen anden de havde kendt. Mrs. Vaizey var kommet med meddelelsen og gået igen. Deres venner var lusket bort med skiftevis snu og medlidende ansigtsudtryk, havde hvisket sammen for enden af gangen og opført sig som om Vaizey-pigerne havde overtrådt reglerne i en eller anden hemmelig forening. Miss Lambert og de andre lærere var venlige, men deres magtesløshed over for omstændighederne, og kløften mellem søstrene og disse officielt kærlige, velkendte mennesker blev mere og mere tydelig for dem, da deres mor nu trykkede miss Lamberts hånd og kyssede dem og forlod skolen. I det fjerne kom tanken langsomt til syne over horisonten: Det havde hele tiden bare været en forretningstransaktion. De var blot penge og ord og tal på en regning. I løbet af deres sidste dage på skolen stirrede pigerne ofte på hinanden i dyb forundring over den form deres verden pludselig havde antaget. Der var ingen fortilfælde af død i deres liv, eller af det bratte brud på det de havde troet var livsvarige venskaber med Sheila og Rose, eller af at være (sådan føltes det) prisgivet en mor som de ikke kendte særlig godt. Monumenter som miss Lambert og skolen havde åbenbart lige så lidt substans som de tomt stirrende væsener formet i sand så de lignede mennesker, af en skulptør på en strand i Sydney de engang besøgte. Lauras far – hendes far – var blevet kastet bort lige så nemt som de papirlapper på hvilke hun havde skrevet: Dr. Laura Vaizey. Den evolution der tages for givet af skoletilværelsen – at ankomme som “en af de små” og siden forlade den som en overmåde dygtig person, der havde arbejdet frygtelig hårdt for at bestå en yderst vanskelig eksamen – var åbenbart ikke uafvendelig. Laura havde læst bøger. I dem alle, på nær nogle enkelte dramaer der foregik mange århundreder tidligere, og hvis personer og omstændigheder lå latterligt fjernt fra hendes egen tilværelse, endte alting godt for unge heltinder. Selv om alle deres planer sank i grus og 9
Udkigstårnet.indd 9
03/08/15 18.43
der slet intet håb var tilbage, viste det sig altid at der havde været en fantastisk misforståelse. Herefter hastede pigerne og deres elskede leende mod deres rosenrøde fremtid. Var hun måske ikke en ung heltinde? De gamle tragedier (miss Lamberts klassikere) var naturligvis smukke, og vældig sørgelige, men de lignede slet ikke virkeligheden. Så det der var sket for hendes familie, kunne ikke være tragisk; det var blot overvældende, efterlod fremtiden gådefuld og umulig at forestille sig. Det føltes besynderligt kun at planlægge fra morgen til eftermiddag til aften, mens den følgende dag, den følgende uge, var et konturløst tomrum, og det følgende år, eller de følgende fem, som dybet bag verdens rand. Hun havde følelsen af at have forlagt en livsvigtig glæde som hun ikke helt kunne genkalde sig, eller et stykke af sig selv. Der var ingenting at drømme om! Clare klarede sin afgang fra skolen noget bedre eftersom hun altid havde haft indtryk af at hun i sin tid var blevet sendt dertil som straf, eller for at blive bragt af vejen. En aften for længe siden havde deres forældre været oppe at skændes. De havde sagt ord hun havde glemt, men som ikke desto mindre havde betydet det hun havde forstået og husket at de betød. Hun og Laura var uønskede. Skolen var et sted hvor de kunne forsvinde for tid og evighed. Der var heller ikke nogen der siden hendes ankomst tre år tidligere, havde forklaret helt fra begyndelsen hvad det egentlig var som de alle angiveligt stræbte efter. Et andet sted ville formålene måske stå klarere, og historiernes begyndelse måske blive fortalt – og med dem endda meningen med at være her i det hele taget. “Fra i morgen tidlig vil jeg gerne have at du og Clare tager over, lille frøken Fryd.” Stella Vaizey lænede sig tilbage i sengen og viftede med sin lille, ringprydede, manicurerede hånd i en endegyldigt affejende bevægelse. Hvilende mod to puder røg hun sin Abdulla-cigaret og så tolerant på Clare, der sad på knæ på taburetten foran toiletbordet med hængende fletninger og det ene marineblå hårbånd ubundet; og på Laura, der stod med ryggen til vinduerne og vurderede det fremmede soveværelse og dets møblement med flygtige øjekast. Laura hadede det “frøken Fryd”. 10
Udkigstårnet.indd 10
03/08/15 18.43
Det var ikke sødt ment. “Du skal begynde på handelsskolen; Clare er indskrevet i sin nye skole, og de ligger begge inden for gåafstand. I ved hvor butikkerne er, og stranden ligger for foden af bakken, så I kan da ikke klage, vel?” Hun var ved at strege dem af sin liste! “Og nu hvor alt er på plads, forventer jeg at I begge hjælper til. Jeg er meget træt. Jeg har haft sådan et forfærdeligt hyr med ham den klovn af en advokat der kludrede i alting og solgte huset. Det har været sådan et stort ...” Hendes øjne fyldtes af tårer. Hun nøs, og nøs igen, og klagede sig velbehageligt som om hun ville sige: “Der kan I bare se hvor hårdt jeg har haft det.” Hun var en meget smuk kvinde. Hendes glatte, flødefarvede hud blev nemt solbrændt; hendes ansigt var kort og bredt; hendes øjenbryn var mørke og smukt og regelmæssigt formede; hendes mund var køn, og hendes øjne så blide ud og skiftede fra violetgrå til rav på en måde mange havde fundet fascinerende. En smægtende indisk dovenskab og ynde i bevægelserne som man ikke altid fandt hos britiske majorers afkom, havde forbløffet og besnæret en række unge mænd, hvoraf ingen nogensinde ville blive berømt for sin skarpsindighed. En af dem var David Vaizey. Det stod klart selv nu, selv for pigerne, at hun var skabt til en bedre tilværelse end denne. “Stakkels mor!” Ude i køkkenet bragte Clare moderen ud af verden i en tone der var mere ligegyldig end oprigtig, mens hun vippede på sin stol med fødderne på dens hvidmalede tværpind. “Vi må lave et ugeskema og skrive lister. Du bliver nødt til at hjælpe!” Laura var imponeret over sin egen myndighed. Men det var samtidig en slags spøg. Selv hendes bestemte inddragelse af Clare blev gjort med konspiratorisk latter i blikket. Alligevel følte hun sig som en anden end hun var. “Jeg skal nok. Jeg skal nok hjælpe,” forsikrede Clare med sit livlige, spekulative blik fæstnet på den omgang far, mor og børn uden far de nu skulle lege. Hun lavede et ubesindigt ryk med stolen og landede så lang hun var på gulvet med luften slået ud af sig og en hastigt voksende bule i baghovedet. 11
Udkigstårnet.indd 11
03/08/15 18.43
“Åh, pas nu på!” hviskede Laura fnisende da deres mor råbte fra soveværelset: “Hvad i alverden ...?” De fnisede tavst mens Clare fik stablet sig selv på benene igen og deres mors stemme fortsatte sine beklagelser over deres tankeløse støjen. Og de blev ved med at fnise – nu hvor de var begyndt – på grund af noget pinligt der havde at gøre med deres far, som de faktisk heller ikke havde kendt særlig godt; fordi dette var den første dag i deres nye hjem, en møbleret lejlighed, i en ukendt forstad – Manley, til en kæmpemæssig by, Sydney – og de i morgen skulle gå alene til fremmede institutioner. De lo, og de måtte sætte sig ned; og de lo, og bed sig i hånden, og holdt sig på maven, og fik hinanden til at begynde igen netop som anfaldene så ud til at tage af. De lo til al deres latter var brugt, og følte sig så næsten øjeblikkelig meget trætte. De kunne lugte lejlighedens rene og uvante lugte – ny maling, tomme skabe – og trækken fra den salte vind der klaprede med de løse vinduer. “Hun skal nok stå op i morgen eller overmorgen.” Clare gøs og gabte, rejste sig for at gå i seng og knækkede så sammen uden nogen grund og begyndte at le igen. Og selv mens hun lo, steg en sær tavs panik op i hende, og hun tænkte med en slags lysende stivsind: Jeg vil hjem. Hun var fanget her. Laura låste døren til køkkentrappen, og hendes arme så hvide og svage ud. Laura vidste ikke mere end hun selv gjorde. Skolen, lærerne, veninderne havde slået hånden af dem. Deres far var intetsteds. Jeg vil hjem, tænkte Clare atter stædigt og stemte i sit sind imod bevidstheden om at hun virkelig ikke havde nogen steder at gå hen. Fanget, utryg, kold – der var ingen mennesker hun kunne stole på. Det var helt forkert! Hun sparkede til den stol der havde fået hende til at falde bagover. “Hvordan var de henne i skolen?” Laura skyllede omhyggeligt koteletterne, der stille og stædigt var gledet fra panden og ned på lino leummet. “Fine nok. En af pigerne sagde, jeg talte snobbet. Det passer ikke. Jeg sagde til hende at det bare var miss Carrolls taleundervisning. 12
Udkigstårnet.indd 12
03/08/15 18.43
Hvordan var de der hvor du var?” Hun lagde bestik på moderens bakke. “Fine nok.” Laura havde lært en række interessante ting der ikke havde noget med stenografi eller maskinskrivning at gøre: For eksempel var det ynkværdigt, ja skrækkeligt, ikke at have en kæreste; det var rædsomt at have håret i fletninger og ikke gå med sminke; det var sært ikke at have en far og samtidig have en mor der ikke behøvede at arbejde; det var topmålet af kedsommelighed for en pige på hendes alder ikke at kunne snakke med om film- og pladestjerner. “Jeg håber jeg vil komme til at kunne lide det. Når jeg lærer dem bedre at kende.” Ved den ene ende af spisestuebordet øvede Laura sig på stenografering; ved den anden sad Clare og hang over et atlas. “Hvor længe,” spurgte hun med blikket strejfende over den farvede verden. “Hvor længe tror du mor har tænkt sig at blive i sengen? For det har jo varet i ugevis nu. Jeg tror ikke hun er særlig syg.” Clare kiggede ud i køkkenet hvor snavsede tallerkener stod i trøstesløse stabler ved vasken; hun pressede ansigtet ud af facon med sine knyttede hænder og gjorde sig skeløjet. Laura stoppede op for at spidse sin blyant med et barberblad. “Det er hendes nerver,” sagde hun loyalt, mødte sin lillesøsters blik og slog så sit eget ned. Men det var vigtigt at tro på at ens mor i det mindste fortalte sandheden. Hun, Laura, var syv år ældre end Clare, så det var hendes ansvar ... “Jamen hvorfor vil hun ikke lade os gå nogen steder eller noget?” spurgte Clare dystert efter et kort øjeblik at have overvejet påstanden om moderens nerver. “Vi var da nede at bade i søndags, og vi får da lov at gå i biografen på lørdag.” Laura trykkede blyantens skarpe spids imod papiret og brækkede den. “Jo, men du ved hvad jeg mener. Det er jo kun os to. Hvorfor må vi aldrig være sammen med nogen af pigerne?” “Fordi hun gerne vil vide hvor vi er, og hvem vi er sammen med, og ...” – Laura så igen op fra blyantspidsningen – “de kan jo ikke 13
Udkigstårnet.indd 13
03/08/15 18.43
besøge os fordi mr. og mrs. Kirby nedenunder ejer stedet og de ville bede os flytte hvis du tog halvtreds støjende små venner med hjem.” “Og hvordan skulle vi i øvrigt få tid?” spurgte Laura uimodsigeligt. De havde altid ting at gøre. Eftermiddage blev til aftener mens der blev købt tomater og æbler, skrællet kartofler, vasket badeværelsesog køkkengulve, lavet aftensmad og læst lektier; og om lørdagen var der indkøb der skulle gøres, tæpper der skulle støvsuges, snavsetøj der skulle sjaskes til med vand og vaskemiddel og hænges op; søndag skulle der stryges, laves mere mad og læses flere lektier. Dog var der også badning nu hvor det var varmt igen. Hun stillede spørgsmålet, og Clare accepterede dets betydning uden mindste beklagelse. Deres interimistiske husførelse var tidskrævende men også ny og spændende. Der var ingen der holdt øje med dem. Laura luftede sin pæne stemme hver dag og holdt af at kigge ud ad værelsesvinduet på tre kæmpestore, stolte flammetræer på skråningen oven for cricketbanen, på deres sammenfiltrede grene. Clare holdt af at rutsje ned ad gelænderet til stueetagen. Hun holdt af at løbe, læse, svømme og synge. De løb ned ad den stejle bakke forbi to- og treetagersboligblokke som deres egen og den grå stenkirke der balancerede på bakkens skråning. De standsede for at få vejret og løb igen, standsede for trafikken og løb igen med de lange fletninger daskende mod ryggen og så rundt i svinget til de endelig nåede esplanaden og halvcirklen af norfolkgraner og det fine gule sand bag hvilket der kun var Stillehavet. Selv om de var usikre på alt andet, vidste de at dette var en grænse. Det forbløffede dem. De standsede brat og stirrede og stirrede inden de, i en vis forstand, gav op og begav sig stivbenede ned ad trinnene til stranden. “Huskede du at låne nye bøger, Laura?” Stella Vaizey lå på sin mørkeblå plyssofa under vinduet og glattede sine øjenbryn med en lillebitte børste, hvorpå hun betragtede resultatet i det ovale lommespejl fra sin håndtaske. “Ja, jeg lånte to af hver. Om de er gode, ved jeg ikke.” 14
Udkigstårnet.indd 14
03/08/15 18.43
På moderens opfordring var hun blevet låner på det lokale bibliotek og arbejdede sig nu systematisk gennem hylderne. Mrs. Vaizey bladrede adspredt igennem de romaner og halvlunkne rejseskildringer Laura kom hjem med, men der var stille i lejligheden i timevis mens døtrene, i huler bag puder og høje stolerygge eller omme i passagen mellem det murede vaskerum og plankeværket, fortærede de trykte sider med en sådan iver at alt hvad der var mindre forunderligt end ord, ville have taget varig skade. “Jeg tog til byen i eftermiddags. Nogle af fars venner hjemmefra ringede.” Laura satte sig på fodskamlen og lænede sig ivrigt frem. “Hvem? Hvad sagde de? Kunne de huske os?” Det kom ikke bag på hende, som det havde første gang, at høre at hendes mor havde været ude. Nu hvor forsommeren bød på uforligneligt klare morgener med en markant syngende stråleglans, skete det ofte at hun spadserede ud i dem. Hun kiggede på vinduer og puslede rundt og drak kaffe. Hun fik ordnet hår og mødtes med besøgende fra landet. Hun sad i de falmede flugtstole vendt mod havet og læste hvad astrologerne varslede for ugen der kom, og skrev til sin bror Edward i Indien og andre fjerne slægtninge i Somerset. Og hvad endnu vigtigere var: Hun var begyndt at spille bridge tre-fire gange om ugen med en gruppe kvinder der samledes i mrs. Cassons lejlighed nedenunder. Stella Vaizey var ved at komme sig. Hun residerede hos sine døtre snarere end boede sammen med dem. Hun lod sig blasert og distanceret passe og pleje. Hun kunne vove sig sikkert ud nu, for det stod efterhånden klart for pigerne, uden at der var blevet sagt et ord, at man ikke kunne plage nogen så lille med pligter. De var australiere, almindelige dødelige i mellemstørrelse, og manglede helt deres mors skrøbelighed og eksotiske væsen. Det var ganske selvfølgeligt at de skulle hoppe og springe, få blå mærker på skinne- og hofteben, skære sig i fingrene og få rande under øjnene i deres forsøg på at sørge for hende og sig selv. I byen kendte mrs. Vaizey ingen ud over sine kortspilsbekendtskaber. Den onkel hvis bopæl i Australien i sin tid havde været påskud15
Udkigstårnet.indd 15
03/08/15 18.43
det for hendes besøg i landet, og i hvis hus hun havde mødt David Vaizey, var død. Davids søster var gift og boede i Canada. Hans far, som nu var en ældre mand, og som hun aldrig havde mødt, boede et sted nord for Queensland med sin kone nummer to. Der ville næppe vise sig nogen løsninger i forhold til fremtiden fra nogen af de kanter, men ... “Noget vældig, vældig godt vil vise sig inden længe,” lovede hun sig selv højt til Clare. Ville det? Clare betragtede sin mor mens denne strøg en tændstik imod æsken og tændte sin cigaret. Clare så fascineret, med en næsten kærlig intensitet, på røgen der snoede sig opad. Hun kendte sin mor, men alligevel ville der ske noget godt. Det sagde hendes mor. “Hvem ved? Måske åbner jeg en lille gavebutik nede på esplanaden eller på The Corso med den smule penge jeres far efterlod sig. Eller måske blomster ...? Hun løftede blikket mod spejlet som hun altid havde ved hånden, og betragtede sit glatte flødeansigt. Det måtte vel have en betydning? Så præcist udformet. Selv hendes hår, der var tungt og glat og sat op i det miss Lowe længere nede ad gaden kaldte “en skulpturel egyptisk stil’, så på en eller anden måde tilsigtet ud. En velhavende ægtemand var, naturligvis, det indlysende svar. “Ja, en gavebutik!” bakkede Laura hende alvorligt op. “Eller blomster.” Hun og Clare havde reageret med ægte begejstring og opmuntring på dusinvis af den slags prøveballoner fra deres mor. Desværre endte hendes forslag og deres støtte dog altid med at forvandle idéen om handling til begravet erfaring. Men ... Laura bestod de beskedne eksamener på handelsskolen og fik ros af mr. Sparks der ejede den og havde et sort overskæg. “Som vores bedste elev, Laura, kan De jo vælge frit imellem alle de stillinger vi har i registeret, men Deres mor ser gerne at De finder noget lokalt, siger De? De ville tjene flere penge inde i byen.” Jim Sparks, der var femogtredive og bestemt til at bruge sine dage på at pleje sin invalide mor, løftede spørgende overskægget. 16
Udkigstårnet.indd 16
03/08/15 18.43
“Det er rejsetiden. Jeg hjælper til derhjemme.” “Javel ja. Det giver os godt nok ikke meget at vælge imellem.” Hans blege fingre gled gennem kortkartoteket med en cirklende bevægelse. “Shaws Æskefabrik. Moderat startløn. Fri lørdage.” Laura fik sine lysebrune, solblegede fletninger klippet samme eftermiddag, og hendes hår hang i løse, naturlige bølger ned til skuldrene. Med forskrækkede blå øjne betragtede hun sit nye ansigt. Hun mærkede en følelse der var svær at identificere. Hun overvejede halvt at tilskrive den tabet af sit hår, der aldrig før var blevet klippet. Men det var bare fordi virkeligheden, ved lyden af nogle få ord, havde fået hendes hjerte til at skælve. Shaws Æskefabrik. Doktor Laura Vaizey ... Laura Vaizey på Covent Garden ... Hun var som en der pludselig, efter tappert at have forberedt sig på en operation som næsten sikkert ville forkorte hendes liv, indså med en frygtelig skælven i hjertet netop som anæstesilægens narkosemaske lagde sig over hendes ansigt, at denne rædsomme ting virkelig fandt sted, uafværgeligt; skrigen og modstand ville ikke nytte noget. “Jamen hvis det er det job mr. Sparks har foreslået ...” Hendes mor tilsluttede sig mildt hans beslutning og fortsatte sit brev til Edward. I stedet for at fordufte som forventet blev Laura stående. Hendes tavse tilstedeværelse fik mrs. Vaizey til at se lettere irriteret op, men hun nøjedes med at tilføje: “Der skal nok dukke noget vældig godt op inden længe, bare vent og se.” Hun gned sin kæbelinje forsigtigt med venstre hånd. “Sig ikke at jeg er blevet stukket af en myg! ... Nej, hvis jeres far bare havde tænkt på ... Men, du er jo under alle omstændigheder den fødte husmor, som skabt til at gå derhjemme. Og du har et usædvanligt lille ansigt, kønne øjne, pæne tænder og et smalt liv. Du skal nok ...” Hun strøg bekymret sin kæbe “... møde nogen ...” Hun holdt atter inde. Laura traskede af. Mr. Shaw fra Shaws Æskefabrik var en mørklødet, trivelig mand på fireogfyrre der så ud til at være tættere på de halvtreds. Han var ikke højere end Laura i hendes ikke særlig høje hæle. Han havde som 17
Udkigstårnet.indd 17
03/08/15 18.43
regel et brunt jakkesæt på med jakken uknappet og flagrende åben, og havde en mørkebrun hat sat kækt på sned på det kraftige, sorte hår. Tunge, viltre bryn ragede frem over øjne der var ekstremt mørke med store irisser og næsten intet hvidt. Om eftermiddagen ved fire tiden begyndte hans skæg at gro frem. Han lignede en sørøver, og folk der aldrig havde set en tyrk eller perser, mente at han også lignede disse udenlandske mænd. Det meste af tiden var han ude af huset for at afhente materialer og levere færdige ordrer. Når han var på fabrikken, flyttede hans opmærksomhed sig med en primitiv maskines stive uforanderlighed fra det ene objekt til det næste – en hovedbog, et regnskab, en kasse fuld af små æsker. Han talte sjældent, og når han gjorde, handlede det altid kun om den bestemte opgave han var optaget af. Hans stemme rev og raspede, som om hans hals var evindeligt ru af at råbe. Da han havde for vane at tale uden at indikere hvilken medarbejder han henvendte sig til (ved, for eksempel, at se vedkommende i øjnene), og desuden havde det med at udtrykke sig som om han talte til sig selv, blev han meget ofte bedt om at gentage sine anvisninger. Undertiden lod dette til at irritere ham, men i reglen så han ikke ud til at bemærke andres tilstedeværelse. I fabrikkens eneste lokale sad fem piger på en lang bænk over for en række vinduer; på murstensvæggen der vagt skimtedes igennem glasset, kunne de, dag ud og dag ind, læse, i grønne bogstaver på gul baggrund: PRØV TRIXIES TE – DEN ER FRISTENDE, FORFRISKENDE OG FORFØRENDE! Cellofanmateriale presset i folder og skåret ud i korsform af en skæremaskine lå stablet ud for hver piges højre hånd. Fire strøg lim og et kort tryk samlede en æske. Hver dag blev der bygget hele tårne af disse farveløse terninger, og pigerne kappedes med hinanden om den højeste timeløn. Blomsterhandlere var mr. Shaws største kunder, men også guldsmede og stormagasiner var begyndt at afgive store ordrer. Radioen 18
Udkigstårnet.indd 18
03/08/15 18.43
kørte hele dagen. Pigerne arbejdede hurtigt og sang hæst. Efter nogle timers besigtigelse blev de henkastet venlige over for den nye pige der sad og klaprede på maskine ved sit skrivebord længere henne langs den samme snavsede væg. De havde oprigtigt ondt af enhver der skulle stenografere og lægge tal sammen. Især fordi de tjente flere penge end hun og arbejdede samme antal timer. Jo, de følte sig skam venligt stemt over for hende. ”Hvo’n går det så, Laurie? Ska’ du noget spændende i eftermiddag?” De skottede til hendes maskinskrevne side, til hendes notesblok, og lagde varme hænder på hendes skuldre. De standsede op et øjeblik, venligt nedladende, duftende af ansigtspudder og syltede løg og lim, og lod arbejdet hvile for at pjatte med hende og drille hende. På Lauras fjerde dag på fabrikken gav hun et hyl ved synet af to store rotter der kom pilende, ikke særlig hurtigt, imod hende langs panelet bag pigernes fødder. Aileen og Greta, der var ældst i gårde, lo larmende hen over deres æsker. “De er vores kæledyr! Ka’ du ikke li’ dem? Gi’ dem vores rester! De gør dig ikke noget! Mere bange for dig.” De nyeste af pigerne, Shirley, Diane og Bernadette, skreg som med én mund: “De ka’ heller ikke li’ dem, Laurie. De laver fis med dig. Store, beskidte bæster! – Rotterne, vi mente rotterne!” hvinede de med stemmer og ansigter der sprak af fniseri da de ældre truede med at stikke dem en. Da mr. Shaw vendte tilbage til sit kontor klokken tre samme eftermiddag, fandt han en dåse rottegift på sit skrivebord. Han læste etiketten, vendte omstændeligt dåsen på hovedet og løftede så blikket for at se på Laura for hvad der forekom hende at være allerførste gang. “Hvad foregår der her? Hvor kommer den her fra?” Hans stemme var tyk og tung. Laura fortalte at det var hende der havde købt den, og hvorfor. Mr. Shaw begyndte at le på en lettere foruroligende måde. Han så ... spøgefuld ud, tænkte Laura, men han lo som folk gjorde i børneteater, som en mand i damekostume, som om han lyttede til sig selv. Laura mærkede sig selv blegne, gengældte konventionelt høfligt 19
Udkigstårnet.indd 19
03/08/15 18.43
hans smil og spurgte, gysende ved tanken, om hun måtte lægge giften ud. “Nå nå! Nå nå!” Mr. Shaw afbrød forbløffende brat sin latter og så på Laura med en meget alvorlig mine, som havde hun bragt et helt andet emne på bane og nu bad ham smide halvdelen af sine aktiver ud. Hun følte, og var forlegen over at føle, at hun havde bedt ham om en kolossal tjeneste. På en måde ejede han jo faktisk rotterne. Hendes frimodighed falmede; hun forstod ingenting. Mr. Shaw så hendes vaklen og begyndte atter at le på en måde der skulle være, men ikke rigtig var, beroligende. “Jovist!” slog han ud med armene og forkastede alle fornuftige overvejelser. “Ud med dem! Og jeg skal nok lægge det ud selv.” Pigen her havde faktisk brugt sine penge på at slippe af med hans rotter. Det faktum slog ham igen og igen. Nej, det var ham skam ikke ligegyldigt. “Så sparer jeg Dem for ulejligheden,” tilføjede han. Herefter følte Laura en slags vag loyalitet over for manden. På en eller anden måde stod hun nu i gæld til ham. Mrs. Vaizey sad i solen på den lillebitte bagaltan der hørte til deres lejlighed. Fra affaldsskakten der førte ned til forbrændingsanlægget steg en svag, ubehagelig lugt af brændt papir. Hun stirrede vrantent på den blå himmel og de røde murstensmure på bygninger magen til den hun boede i, på to par stribede pyjamasbukser der, animeret af vinden, dansede en sømandsdans på tørresnoren overfor. Til sin bror Edward skrev hun: “Noget må der ske snart. Dette her kan ikke blive ved. Ens forbindelser er jo alle sammen hjemme i England. Forstadslivet her er udelukket. Pigerne har ikke noget imod det. De er deres fars døtre.” Deres fars døtre trængte sig vej imellem de lørdagsmorgenhandlende med bumpende, stødende indkøbsnet. De masede sig ind i slagterbutikken og stod blandt kvinderygge og halve okser og ventede. Clare strålede på vej ud af butikken. “Laura. Hende pigen i de blå shorts derinde. Hun smilede til mig. Laura. Hun så sød ud. Jeg troede hun ville sige noget til mig. Laura? Jeg ville ønske ...” 20
Udkigstårnet.indd 20
03/08/15 18.43
Laura lod blikket løbe ned over sin indkøbsliste. Hun så sig om efter Clare. “Hvor blev du af?” “Jeg var lige her. Som jeg sagde ...” Der var aldrig nogen der lyttede. Man kunne lige så godt være stemmeløs. De gik videre sammen. Clares fine ansigt havde fået et strejf af farve og var i varmen i dag så fugtigt som løvet på en plante. Igen svømmede det over af glæde, af oplysninger og begejstring. “Laura! Laura! Hør engang: Henne på mælkebaren vi lige gik forbi, sad der en mand der lignede far på en prik. Han så også os. Han ville måske have sagt noget hvis ikke det havde været fordi vi gik så hurtigt.” Laura rystede misbilligende på hovedet mens de snoede sig ind og ud imellem de langsommere fodgængere. “Han ville sikkert bede dig holde op med at stirre sådan. Det gør du hele tiden.” “Nej, han ville ikke. Det gør jeg ikke,” forsvarede Clare sig og sjoskede af sted med blikket i jorden nogle øjeblikke. Hun vidste godt at hun altid ... måske ikke ligefrem stirrede på folk, men holdt øje med dem. Holdt udkig. “Nå, det var det hele.” Laura så hen imod fodgængerovergangen der ledte hjem hen over den travle gade, og derpå ned på sin lillesøster, hvis tykke, lyse fletninger daskede mod hendes skuldre. Så sagde hun underligt arrigt: “Man kan ikke bare tale til folk på gaden hvis man ikke kender dem, Clare.” “Hvorfor ikke? Hvad ville der ske, hvis man gjorde?” På film, til lørdagsmatinéerne, talte fremmede til hinanden hele tiden. De dansede også på borde og sang i den fri luft, og der var tilsyneladende ingen der blev overraskede. Og hvad almindelig venlighed angik ... Hun kunne ikke se hvad der skulle forhindre hende i at tale til den første og bedste person der gik forbi. “Hvorfor må man ikke det?” “Godt spørgsmål,” sagde Laura modvilligt og flyttede sit tunge net fra højre til venstre hånd. “Pas på den bus, Clare!” De smuttede over gaden og gik videre under en mørk allé af magnoliafigentræer. Det var sandt. Hvis man ikke kendte nogen, tænkte Laura, og ikke 21
Udkigstårnet.indd 21
03/08/15 18.43
måtte tale til nogen indtil man kendte ham eller hende, hvordan skulle man så nogensinde kunne lære nogen at kende? For man var jo selv ukendt og kunne derfor ikke tiltales. Hun sukkede. “Laura. Vi har været i Sydney længe nu, har vi ikke? Jeg har regnet det ud.” Laura nikkede og tænkte på fabrikken. Solen strålede vredt. De sled sig op ad den stejle bakke og stirrede stumt ind i de bi-tiltrækkende hibiscus i abrikos og blegrosa der stod langs vejen. Laura lå vågen i sengen og hørte budbilen hvine om hjørnet. Så blev de fire tætrullede aviser kylet – uvenligt lød det som – ind i vestibulen af kunstig marmor. Clare sov stadig, usynlig under sengetøjet. Laura knirkede forsig tigt ud af værelset, smuttede nedenunder, smuttede op igen og slog så The Sydney Morning Herald op på siden med afgangsresultaterne på det leverfarvede bord i køkkenet. Sært opløftet fandt hun sin skole og kiggede ned over listen mens udeladelserne begyndte at bundfælde sig i hendes sind. Jacqueline Smith var dumpet, og det samme var Paula, og det samme var Ruth. Ja, der manglede andre navne end Lauras eget. Det gav et sæt i hende. I værelset ringede uret som en gal. Hvis der ikke var nogen der slog det fra, kunne det danse sig selv ned fra toiletbordet i et anfald af hidsighed. Hendes hjerte dirrede. Stilheden sænkede sig brat, og Laura pustede ud og bevægede distræt hænderne hen over avisen i et forsøg på at folde den sammen. Efter sit brusebad vendte hun tilbage for at ordne sin mors bakke og lave morgenmad. Selv med penge kan man ikke købe alt. Tanken dukkede hævngerrigt op i hendes sind mens hun hældte uskadelige cornflakes op i de tre ventende tallerkener. Hun holdt inde, rettede pakken op og stoppede strømmen. Selv med penge kan man ikke købe alt. Tanken vendte tilbage med et stik af triumf der ikke var pænt. Laura var chokeret. Hastigt satte hun pakken fra sig, tændte for ra22
Udkigstårnet.indd 22
03/08/15 18.43
dioen og kaffemaskinen, skar brød til ristning og lyttede stærkt oprevet til en cigaretreklame. Nogle af de piger, Jackie Smith for eksempel, plejede at få dobbelt så meget i lommepenge som den løn Laura nu bidrog til husholdningen med. Paula var en ud af flere der var blevet lovet en bil hvis hun bestod sin eksamen. Hun havde ikke engang klaret sig igennem! Laura knasede sine cornflakes for at drukne stemmerne i sit hoved mens hun sad over for Clare og lod som om hun lyttede til reklamerne for forførende brystholdere og ufejlbarlige hovedpinepulvere. Frøken Klokken brød ind. Sangere sang. “Og nu bringer vi John Charles Thomas og ... The Bluebird of Happiness. Et vidunderligt nummer.” Programværtens tonefald fra den lille gule radio antydede at her var et eksempel på usædvanlig gavmildhed fra hans side. Clare, der ellers havde sludret muntert løs om sine lektier i historie, lukkede øjeblikkelig munden. Begge piger smurte smør og marmelade på deres brød og tyggede forsigtigt for ikke at gå glip af et eneste ord. Be like I, hold your head up high, Soon you’ll find the bluebird of happiness ... Var det sandt? De så alvorligt på hinanden over kanten af de store kaffekopper. You will see a ray of light creep through So just remember this, life is no abyss Somewhere there’s a bluebird of happiness. Virkelig? De havde hørt den historie så ofte – næsten hver eneste dag – og den blev sunget så oprigtigt, så måske passede det. Men hvis det gjorde, og de ikke kunne undgå at finde en sådan lykkefugl, hvorfor lød det så så ... bedrøveligt? Der var en anden, mere livlig sang om 23
Udkigstårnet.indd 23
03/08/15 18.43
en bluebird i ens egen baghave der også var meget populær blandt pladevælgerne. Clare, der var velsignet med evnen til at tro på magi og mirakler, havde kigget ned fra den opmurede altan til den lille firkant cement hvor vasketøjet hang, helt parat til at få øje på en ægte, men fortryllet, bluebird, hvis en sådan skulle få lyst til at dukke op. Lauras væsen var mindre elastisk, men hun havde en gang eller to, mens hun hængte lagner og kjoler op på tørresnoren, forsøgt at forestille sig præcis hvilken slags begivenhed, hvilken mulig begivenhed der kunne finde sted her i denne lille gård bag bygningen og ændre hendes liv til det bedre. Eller endda i selve lejligheden. Hvad skulle der dog kunne ske? Medmindre det viste sig at hendes far set ikke var død? Men det måtte han jo være. Da hun og Clare havde været hjemme på besøg dagen efter begravelsen, listede alle naboerne ind og ud af huset med frygtelige miner. You’ll find your happiness lies Right under your eyes Back in your own backyard – Medmindre det betød at hun burde hellige sig sin familie mere uselvisk. Laura tvivlede på det, men hun ville gerne være fejlfri og glæde sin mor. Åh, især glæde sin mor. Så hun blev ved med at suge sangteksterne til sig, ligesom Clare gjorde, med hemmelig alvor. De indeholdt nyt fra verden, ligesom bøger og film gjorde, og blev stilet til dem af uvildige fremmede voksne. Bortset fra disse overmenneskelige personer der sendte dem kommunikéer om livet, kendte de kun deres mor, mr. Shaw, deres aldrende naboer og Clares lærere – og ingen af disse kunne siges at være konversationstalenter eller sprudlende af ånd og forestillingsevne. Clare lod sine brødskorper ligge og gik ind for at hente sin mors tømte bakke; Laura tog sig en kop kaffe til, og derpå styrtede de begge rundt med støveklud og kost. På fabrikken gik man i gang klokken otte, så Laura var altid den 24
Udkigstårnet.indd 24
03/08/15 18.43
første der forlod lejligheden. På vej ned ad bakken, uden nogen god grund hun kunne komme på, begyndte Laura til sin egen forundring denne morgen at græde, at udstøde langsomme, sære hulk helt nede fra brystet. Hun vidste knap at man overhovedet kunne græde midt på en stejl bakkeskråning i solen. Heldigvis var der ikke mange mennesker ude, og ingen i nærheden af hende. Hun fortsatte hen ad fortovet fra side til side mens hun udstødte skrækkelige, overraskende klynk. Laura nægtede altid at vide det hun ikke ville vide, og derfor kom hendes sorg og den tilbagevendende besynderlige synkende, svækkende fornemmelse i hendes hjerte, bag på hende. Tårer faldt i pletter på asfalten. Laura pudsede næsen og stirrede desperat på udsigten. Den var meget smuk – af en forstadsudsigt at være. Der var de tre sammenfiltrede flammetræer, og umiddelbart til højre for hende lå den græsklædte oval hvor mænd i hvidt spillede cricket i weekenden. Helt nede for foden af bakken stod norfolkgranerne med havet bagved. Indkøbscenteret lå udstrakt til højre neden for hende på den flade stribe land imellem havnen og havet, med bygninger der for de flestes vedkommende var i to etager. De lokale yndede at kalde Manly for “Landsbyen”. Laura syntes det lød ret sødt, men af en eller anden grund hadede Clare når hun sagde det og hvinede ad hende når hun gjorde det. “Hejsa, Laurie!” Bernadettes sprukne stemme slog imod hende i fabriksdøren. Så det viste sig at være en dag præcis som alle andre, bortset fra at hun aldrig glemte den. “Nå, nu har De da trisset rundt her et godt stykke tid efterhånden.” Mr. Shaw studerede sin lønningsbog og talte til Laura uden at se på hende. “Jeg tænker vi hellere må give Dem lidt mere i løn, tror De ikke?” Hans stemme skurrede under forsøget på at lyde munter. Han havde villet give pigen flere penge i månedsvis. Han ville så gerne være gavmild og have ry som en gavmild mand. Han ville så inderligt gerne give, og samtidig ville han så skrækkelig nødig. Men 25
Udkigstårnet.indd 25
03/08/15 18.43
ifølge loven havde hun ret til flere penge, så det fik hun altså nu. Laura håbede at kunne beholde en del af dem selv, for hendes tøj var meget slidt. Clare havde fået plads på en realskole inde i byen, og færgebilletterne og udgifterne til ny uniform og andet udstyr steg i det uendelige. Laura nævnte det for sin mor da Clare var løbet ned for at købe smør og æg. “Det er hårdt for dig, Laura.” Mrs. Vaizey så op fra sit blad og slængte armen langs sofaens ryg. “Jeg tænkte på ...” Laura støttede sig til moppen og pillede en løs flage grøn maling af skaftet. “Jeg tænkte på om ... om arven efter far ... om ikke du kunne ...” Stella Vaizey rystede på hovedet og sendte sin datter et mærkeligt beregnende smil. “Jeg har fortalt dig hvordan sagerne står. Du ved lige så godt som jeg hvad din far var for en.” Hun rystede atter på hovedet og tog en spinkel porcelænskop (et af de få tiloversblevne klenodier fra auktionen) op fra det lille sofabord. Laura lod malingen være og så stædigt på sin mor mens hun stadig støttede sig tungt til moppen. “Du ender med at ødelægge den, Laura! ... Nej, jeg foreslår at vi fortæller nogen på uddannelseskontoret at vi er nødt til at have Clare i den lokale realskole.” Hendes små, hvide tænder brækkede en lille kokossmåkage over i to. Hun spiste den ene halvdel af kagen med paralyserende langsommelighed uden at tage sit klare, tålmodige, upersonlige blik fra sin datter. Laura tog en dyb indånding gennem munden, pressede læberne sammen og kastede sig over gulvet med moppen, som hun skubbede frem og tilbage over de lakerede planker der omgav det smaragdgrønne tæppe. “Nej. De lærer dem ikke andet end husgerning der. Jeg har lige fået lønforhøjelse. Vi skal nok klare den.” “Hvis din far havde tænkt på dette i stedet for på sine tåbelige investeringer ...” Hun stak den anden halvdel af småkagen i munden og børstede fingerspidserne let af mod hinanden. “Se nu der, jeg har drysset krummer på dit rene gulv.” 26
Udkigstårnet.indd 26
03/08/15 18.43
100
155
155
23
100
5
5
5
E li z a b e t h Harrowe r
231
Sydney, 1940erne. De to søstre Laura og Clare skal skabe en ny tilværelse, efter at deres far er død, og deres mor er rejst tilbage til sit fædreland England efter anden verdenskrigs udbrud. Laura opgiver sine drømme og sit studie for at forsørge sig selv og Clare. Hun gifter sig med sin chef, den meget ældre Felix Shaw. Langsomt, men sikkert, fanges søstrene ind af Felix Shaws vrede, utilregnelighed og stærke behov for at kontrollere dem. I takt med at hans ondskab tiltager, indskrænkes Lauras og Clares frihed til et absolut minimum. Men har de noget valg, og er det egentlig så slemt? Udkigstårnet er et intenst psykologisk drama om tyranni og frihed.
lindhardtogringhof.dk
E li z a b e t h Harrowe r
‘En rystende roman, ubarmhjertig i sin beskrivelse af underkuelsen i et ægteskab, åndelig selvdestruktion og kvindeundertrykkelse i et mandsdomineret samfund.’ Washington Post
U dkigstårn et
Elizabeth Harrower er født i Sydney i 1928. Hun boede i London fra 1951-59, og her skrev hun de første af i alt fem romaner. Udkigstårnet, som udkom i 1966, er hendes første roman på dansk.
Li n dhardt og Ri n ghof
‘Ubehagelig læsning … Harrower skildrer på fornemste vis en kvindes kamp for at bevare sig selv og sin værdighed.’ Guardian ‘Uforglemmelig og elegant.’ Kirkus Review
‘Harrowers roman skærer dig i hjertet ... tryllebindende læsning.’ Washington Post
5
Omslag: Lene Perez
SMUDS_Harrower_Udkigst_155x231_final.indd 1
12/08/15 21.07