Et andet sted læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

Et andet sted er den unge kvinde Annas fortælling

Uddrag fra bogen

Et andet sted er en roman, der handler om at tabe

om det år, der ændrede alt. Anna bor sammen med sin mand Mattis og deres lille datter i en dejlig lejlighed i et godt kvarter. Alt er, som det skal være. Og så alligevel ikke. På en togrejse en sen januaraften, hvor Anna rejser op til sin storebror i Norge, møder hun en mand fra sin tidlige ungdom. Det bliver et skæbnesvangert møde, der ikke blot knuser Annas familieliv, men også trækker tråde helt ned i hendes barndom og tilbage til det frygtelige tab af hendes lillebror. I kølvandet herpå udfoldes en stærk familiehistorie med dybe sår og usagte ord. Vi møder Annas distancerede forældre, hendes troløse storebror og den karismatiske mormor, Oldingen, der faldt igennem isen som lille.

133+2 mm

Signe Langtved Pa ll i s g a a r d

Et a nd e t s t ed

sit liv på gulvet, falde og rejse sig igen.

Roman

o m s l a g : a l e tt e b e r t e l s e n / a l e tt e b . d k

Lindhardt og Ringhof

100 mm

FO T O : m o r t e n h o lt u m

210 mm

Indtil alting begyndte at blive svært og forkert, var det nemt og rigtigt. Følelserne strømmede som en forårsbæk. En flod af ord og betydninger brusede fra den ene til den anden. Men den tabte langsomt sin kraft og begyndte at tørre ud. Blikkene blev kortere. Tavsheden længere. Selvom ordene mellem os havde revet sig løs fra deres oprindelige betydninger og stod tilbage som smuldrede sten i en for længst forladt ruin, står kærligheden endnu, sagde jeg til mig selv, når vi sad i køkkenet og kiggede i hver sin retning.

19 mm

Et andet sted

133+2 mm

Signe Langtved Pa ll i s g a a r d

100 mm

Signe Langtved Pallisgaard født 1978 i Charlottenlund. Cand.mag. i dansk og kunsthistorie og litteraturkonsulent på Gentofte Hovedbibliotek. Et andet sted er hendes første bog.

SIGNE LANGTVED PALLISGA ARD

Et andet sted roman

Lindhardt og Ringhof

Da jeg hældte kogende vand over tebrevet, slog det mig: I dag er det præcis et år siden, det hele begyndte. Et år siden jeg rejste til Norge, og alting tog fart mod afgrunden. Det er ikke, fordi jeg hænger mig i mærkedage, men der er noget betryggende i forestillingen om et begyndelsespunkt. For det, der starter et sted, bør også have et punkt, hvor det slutter. Jeg vil tro, at denne trang til orden beror på en uopdaget fejl i mit system: Et løst stillads eller et svagt skelet, der alt for nemt knækker sammen i tilfældighedernes stormvejr. På fredag skal jeg rejse til Norge igen. Min bror Anders er blevet far til en lille dreng. Bjørn, hedder han. Han blev født i sidste uge, den samme dag som min mormor blev begravet. Jeg har to brødre. En levende og en død. En storebror og en lillebror. Min storebror lever i sit rødmalede hus i Norge, men min lillebror døde, inden han nåede at blive et år. Han havde ikke engang nået at tage sit første skridt, da katastrofen ramte. Anders, den levende, sagde engang, at alle katastrofer skyldes menneskelige fejl. Ethvert bygningsværk kan brase sammen, alle systemer har svage punkter, og ingen kærlighed er så stærk, at den ikke kan slå sprækker. Det sidste har han nu aldrig sagt, for han taler så nødigt om kærlighed. 7

I dag er det et år siden, han ringede til mig en tidlig morgen og fortalte, at hans verden var styrtet i grus. Det var januar, og lejligheden lå indhyllet i mørke. Da jeg løb ud til telefonen, der lå og kimede på en kommode i entréen, hang jeg stadig fast i udkanten af en drøm. Derfor strejfede det mig ikke, at det ofte betyder, at nogen er død, eller tæt på at være det, når man bliver ringet op klokken fire om morgenen. Desuden var jeg bange for, at Mattis skulle vågne, for vi boede sammen dengang, og han var ikke meget for disse morgensamtaler med min bror. „Åhh, Anna, det værste er, at det havde været så nemt at afværge,“ jamrede Anders. „Så nemt som ingenting kunne jeg have forhindret det.“ Jeg kunne høre, at han knipsede ud i luften for at illustrere hvor let. Jeg vågnede brat op. „Afværge hvad? Hvad er der sket?“ Han hulkede. Den store mand hulkede som et barn. Jeg holdt telefonen fast mellem kinden og skulderen og tørrede en død flue ned fra kommoden. Da han fortalte, hvad der var sket, kom det ikke det fjerneste bag på mig. I årevis havde jeg hørt tvivlen sidde i min brors stemme som en tøven, og for øvrigt mente jeg, at det havde været slut lige fra starten af, det ægteskab. Tekoppen i min hånd er blevet kold, mens jeg har siddet og stirret på min datter gennem dørsprækken ind til stuen. Jeg kan se et snit af hendes spinkle natbukseben, der er foldet sammen under hende i kurvestolen, og en strimmel af hendes ansigt: Lyst og åbent. En falsetstemme skratter fra fjernsynet. Lyden fylder hele stuen. Med ujævne mellemrum hopper hun i stolen, så den skrider frem og tilbage på trægulvet. 8

Jeg lister hen til døren, hvor jeg kan stå og betragte det skiftende liv i hendes ansigt. Hun tager imod alting, og alting tager imod hende. Det ser ud, som om hun har fundet en verden i sig selv, hvor der er godt at være. Der er få ting, jeg ønsker mig højere end det, men det er heller ikke så lidt. Jeg går tilbage til min stol ved spisebordet. Inden længe kommer hun ud i køkkenet, hviler hagen på mit knæ, kigger op på mig med øjne, der suger mig helt ned i bunden af hende, og siger: „Ved du, hvad jeg gerne vil tegne, mor?“ „Nej, Selma. Hvad vil du gerne tegne?“ Hun presser læberne hemmelighedsfuldt sammen og glider ind på sin høje stol. Jeg henter en stak papir og lægger den foran hende, men inden hun begynder at kradse i det øverste ark med en tusch, sender hun mig et kort og undersøgende blik, der forsvinder, lige så hurtigt som det kom. Jeg nyder det øjeblik af stilhed, der er mellem os, indtil hun lægger hovedet på skrå og begynder at nynne højt og insisterende. Der var noget ved den måde, hun kiggede på mig, da vi spiste morgenmad, der fik mig til at gå i gang med at skrive dette. Jeg ved godt, at man ikke bare sådan kan ændre et kapitel i et andet menneskes livshistorie, uden at det får konsekvenser for helheden, så derfor har jeg sat mig for at skrive ned, hvad der er sket. Når man ved, hvordan en familie hænger sammen, er det nemmere at forstå, hvordan den kan falde fra hinanden. Selma bliver lynhurtigt træt af at tegne. Snart er hun nede på en enkelt krusedulle på hvert papir, inden hun flår det ud af bunken og går videre til det næste. „Vil du se mere fjernsyn?“ spørger jeg, da hun er nået ned til den nøgne 9

bordplade. „Nej, jeg vil ud,“ konstaterer hun og hopper ned fra stolen. Jeg kigger ud ad vinduet. Vejret ser fint ud, der er ingen grund til, at vi ikke skulle gå udenfor. „Hvad skal vi lave derude?“ spørger jeg, men ved med det samme, at det er forkert. Man skal ikke lægge den slags rastløshed over på skuldrene af et barn. Jeg ved bare ikke, hvor jeg ellers skal gøre af den. Det er en af de største ulemper ved at være alene: Man har ikke noget sted at sætte tingene fra sig. „Jeg vil hjem til mormor og morfar,“ siger hun og kigger på mig med noget, der ligner trods. „Nej, Selma, vi bliver her. Vi er nødt til at blive, hvor vi er.“ Jeg har boet her nogle måneder, men det føles stadig som et fremmed land. En anden verdensdel. Hun accepterer min plan om at gå ned på havnen og se på skibe, og jeg beslutter mig for at belønne os begge med en kop kakao på en café, når vi kommer ned på Langelinie. Er det ikke sådan, man gør? Er det ikke sådan, man tænker? Når man er en ordentlig mor. Mens jeg ligger på knæ på gulvet og samler hendes tegnepapirer sammen, står hun i entréen i nattøj og ligner en, der venter på en ordre. „Kan du gå ind og tage tøj på?“ spørger jeg. „Eller vil du hellere beholde nattøjet på?“ Hun nikker tungt, stamper i gulvet med den ene fod og siger: „Ja, ja, ja.“ „O.k. Så får du lov til det.“ Der sker vel heller ikke noget ved, at ungen har natdragt på inden under flyverdragten, tænker jeg og slukker for computeren. Anders, der er min fars søn fra et tidligere forhold, er hverken almindelig i ydre eller indre. Selvom han gør en dyd ud af 10

ikke at være en klog mand, og selvom han nok må siges at være en smule fedladen, er tingene altid kommet let til ham. Han har tidligt i sit liv lært, hvor langt man kan komme med et par velvalgte ord, og han har altid kunnet se på en kvinde med et helt bestemt blik og vidst, at hun ikke kan lade være med at gengælde det. Jeg har efterhånden mistet overblikket over, hvor mange af mine veninder der har været hovedkulds forelsket i ham. Hvor mange der har været klar til at kaste deres tilværelse over bord for Anders’ skyld. Måske er hemmeligheden det klare, næsten faderlige, blik i de isblå øjne, et blik, der får selv den mest almindelige kvinde til at føle sig enestående. „Jeg tror, at det er for at kompensere for noget, at du er blevet så charmerende,“ siger hans kone, Hilde, ofte med et strejf af bebrejdelse i stemmen. Og når noget går ham godt, forsømmer hun aldrig en chance for at klappe ham lidt for hårdt på kinden og tilføje: „Så er der jo så meget andet, du ikke kan, min ven.“ Man har altid en fornemmelse af, at Anders’ hengivenhed over for én øjeblikkeligt og uden varsel kan slå over i gold ligegyldighed. Der er fasthed i hans blik, men alligevel er det det nemmeste i verden at aflede. „Jeg slipper dig aldrig,“ hvisker han altid, lige inden han slipper. Men nu var han tilsyneladende havnet i kærlighedsproblemer. „Det er min skyld, min, og ingen andens,“ klagede han i telefonen og holdt en lang pause, i håbet om at jeg skulle modsige ham. Da dette ikke skete, peb han videre, at han burde hænges ved daggry og slæbes gennem gaderne i sine hårrødder. Jeg syntes, det var for tidligt på dagen til den slags dramatik, så jeg svarede ham ikke. De største ulykker udløses ofte af de mindste ting. Et 11

strejf af tankeløshed, et uopmærksomt øjeblik. Et skridt til den forkerte side, og dér er afgrunden. Her tænker jeg ikke kun på store begivenheder som atomulykker, olieudslip, faldulykker og trafikuheld. Det gælder også dagligdagens små tragedier. Det, der skete den aften i det rødmalede hus på bjerget, kunne nemt have været afskrevet som et af Anders’ evindelige forsøg på at være morsom. Min bror er en morsom mand, men han er mest morsom for dem, der ikke kender ham så godt, og han kan være svær at le ad for os, der gør. Anders og Hilde bor langt uden for lands lov og ret, men hvis man står på terrassen foran huset og spejder i den rigtige retning, kan man skimte en flig af Mjøsa. Den åbner sig for foden af den lille by, som egentlig ikke er en by, men en affolket flække med et butikscenter, en tømmerhandel og en tankstation, der gennem årene er vokset sammen med en vejkro. Huset, de bor i, er Anders’ barndomshjem. Han voksede op hos sin mor og stedfar, der døde med få måneders mellemrum. Da de var lagt i jorden, arvede Anders huset. Uden at tøve opgav han sin ungkarletilværelse i Oslo, og med samme beslutsomhed, som når man folder en mælkekarton sammen og smider den i skraldespanden, sagde han sit job som barchef op, afviklede sin lejlighed, pakkede sit liv ned i kasser og flyttede nordpå. Han efterlod alt, hvad han kendte, og startede, med en slående mangel på sentimentalitet, noget helt nyt. Jeg har svært ved at forestille mig noget mere kedsommeligt end at leve mit liv i sådan en flække. Alligevel har jeg altid holdt af at være der. Det har en beroligende virkning 12

på mig at være i hans hus. Jeg falder til bunds i mig selv, i samme øjeblik jeg træder ind ad døren. Anders brugte hele det første år på at udhule huset, køre fortiden væk på sin ladvogn og fylde det ud med sine forventninger til alt det, der skulle komme. Han byggede det lille træhus om fra kælder til kvist, og i dag står der stadig en svag duft af nyt træ og byggestøv mellem væggene. Om aftenen er der ild i pejsen, varmt som i en sauna, og slikskål på sofabordet. Midt i huset står det flimrende tv som en hjertemuskel. På den slags mørke vinteraftener kan huset godt virke ensomt og udsat, men det må man tage med, for i dagslys er det noget ganske andet. Om dagen åbenbares en storslået udsigt omkring huset, som ingen værdsætter med større opmærksomhed end Hilde, påstår hun. Hilde er en historie for sig. Selvom man må sige, at hun er blevet bedre med årene, synes jeg stadig, at Anders fortjener noget mere stabilt. En klippe at læne sig op ad. Et grundfjeld at stå fast på. Anders har ikke altid haft det nemt, og folk, der har haft det svært, har ikke brug for porøse småsten, de har brug for noget fast og uforanderligt. Og det er Hilde ikke. Hun indretter sig altid efter, hvem hun er sammen med. Denne begejstring for naturen er eksempelvis ikke ægte, det er noget, hun har iklædt sig som en kåbe eller en paryk, for at fastholde Anders’ interesse. Tidligere i sit liv har hun afskyet alt, hvad der ikke var opvarmet, aflukket og menneskeskabt. Men en dag, ikke længe efter at hun var flyttet op til Anders, havde hun, ved en pludselig indskydelse, vovet sig ind i skoven, hvis ranke og hemmelighedsfulde stammer stimler sammen bag huset. Selvom skoven er dyb og mørk, og Hilde er bange for alt, hvad der er dybt og mørkt, gik hun derind. Hun brød igennem muren til sig selv og gik derind. 13

„Man tror det ikke, når man ser den udefra, men den er fuld af små, fredelige lysninger, den skov,“ udbrød hun med strålende øjne, da hun kom hjem igen. Det var sen juni. Anders og Hilde var lige blevet kærester sådan for alvor, og jeg var oppe og holde et par dages sommerferie hos dem. Anders og jeg sad ude på verandaen og drak jæger-te, mens dagens sidste solstråler varmede vores ansigter. Vi havde slet ikke opdaget, at hun var væk, før hun kom tilbage. Før hun stod nedenfor verandaen i sine beskidte støvler og lyste af stolthed. Anders, der ikke har blik for andres landvindinger, og for øvrigt er svær at imponere, løftede blot et øjenbryn og sagde: „Jeg er vokset op med naturen.“ Fordi han var vokset op med naturen, mente han, at han kunne tillade sig at tage den for givet. Han har aldrig gået en tur, bare for at gå en tur, og han er aldrig standset op og lyttet til en fugl, bare for at standse op og lytte til en fugl. Han gør aldrig noget uden grund, og det irriterer mig helt ind i sjælen. Det er jo altid rart at dele sin grundløshed med en anden. Vi er på vej hjem fra Langelinie. Det har været en god tur. Vi går ned ad Østbanegade. Hendes vantehånd i min. Et lille menneske med et større i hånden: Mor og datter, tænker jeg og falder flere gange ned på knæ for at kramme hendes lille krop, som man næsten ikke kan mærke bag den tykke flyverdragt. Da vi kommer hjem, står Mattis allerede uden for bygningen og venter på os. Han læner sig op ad sin bil, og jeg lægger mærke til, at han har nye solbriller på. Et strejf af vintersol leger i hans lyse hår. Det er underligt, at den, man kender allerbedst, pludselig kan stå der på fortovet og være en fremmed. 14

„Har I været på tur?“ spørger han og sætter sig ned på hug foran sin datter. Han kysser hendes næsetip. Da han rejser sig igen, slår hun armene rundt om ham. Som hun står dér i sin blomstrede flyverdragt og klamrer sig til sin fars ben, ligner hun en fin lille klatrerose. Midt om vinteren. Det sner let. Han flytter blikket op mod mig, men siger ikke noget. „Vil I ikke lige med op?“ spørger jeg. Han sukker. „Kan du ikke bare hente hendes ting?“ Jeg løber op ad trappen. Med langsomme bevægelser samler jeg hendes ting sammen til en bunke i entréen. Et par ponyer, et plastikdiadem med similisten og det slidte tøjdyr. Forsigtigt lægger jeg alle tingene ned i hendes lille taske. Lynlåsen binder. Selvom jeg trækker den frem og tilbage flere gange, nægter den at glide i. Og da jeg slynger tasken over skulderen, styrter alle tingene til jorden. Med tårer i øjnene samler jeg det hele sammen en gang til og tænker på, hvor håbløst alting er. Da jeg kommer ned på gaden, river Mattis tasken ud af mine hænder, kaster den ind i bagagerummet, løfter vores datter ind på bagsædet, spænder hende fast i autostolen, hopper selv ind på forsædet, sætter bilen i bakgear, ruller den et par meter tilbage, drejer rettet i bund og skyder bilen ud på den frosne vej. Jeg står alene tilbage og stirrer på den mørke plet på asfalten, hvor bilen har stået.

Oppe i lejligheden er der stille som i en vinterhave. Alting sover, når hun ikke er her. Omgivelserne går i dvale. Jeg tænder computeren og tvinger mig selv til at tænke tilbage på sms-katastrofen i Norge. Hvis Anders havde været lidt mere snarrådigt indrettet, havde det ikke behøvet at gå så galt. Hilde kunne have nøjedes med at blusse i kinderne, som man gør, når nogen laver en joke med én, eller hun kunne have kastet telefonen i nakken på ham. Mens jeg stod i entréen med mobilen i hånden den morgen og lyttede til Anders, forsøgte jeg at forestille mig det scenarie fra aftenen forinden, der blev malet frem for mig: De to tallerkener på sofabordet, der ventede på at blive båret ud, madresterne, der ventede på at blive skrabet væk, det larmende fjernsyn, der ventede på at blive slukket, de tavse gardiner, der hang og ventede på lyset, og Hilde, som stod med sin telefon i hånden og forsøgte at forstå. Hvis bare han havde hostet op med en røverhistorie. Så kunne hun med sitrende underlæbe og våde øjne have råbt til ham, at denne gang var han virkelig gået over stregen med sine morsomheder. Hun kunne have smækket med døren, så billederne var raslet ned fra væggene. Men det gjorde hun ikke. Hun gjorde ingenting. 16

Hilde er et enfoldigt menneske, men ikke helt så enfoldig, som man skulle tro. Selvom størstedelen af hendes viden stammer fra kulørte magasiner, er hun interesseret i mange ting. Det brænder eksempelvis i hende som en lidenskab at afsløre andres hemmeligheder, og under andre omstændigheder kunne denne evne måske have bragt hende vidt. „Hvis jeg skulle have gjort noget mere med mit liv,“ sagde hun engang: „så ville jeg have læst alt, hvad der er skrevet om mennesket og dets inderste væsen. Jeg ville have sat mig ind i tingene, arbejdet mig ind i alle kringelkrogene.“ På det punkt i historien gjorde hun en borende bevægelse med pegefingeren, der gav mig kuldegysninger af ubehag. Men når alt kommer til alt, er Hilde ikke engang i stand til at se igennem det mest gennemsigtige, og sandheden er, at hun ikke laver ret meget andet end at tænke på alt det, hun kunne have gjort, hvis tingene var faldet anderledes ud for hende. Jeg listede ud på toilettet og prøvede at tisse lydløst med telefonen presset mod øret. „Sidder du og tisser, Anna?“ „Nej, da,“ svarede jeg, og efter et øjebliks mistænksom tøven vendte Anders tilbage til sin fortælling. „Nå, men jeg sad altså og lænede mig ind til hende, lige inden uheldet skete.“ Jeg havde svært ved at se, hvordan held og manglen på samme kom ind i billedet, men folk skal have lov at have deres forklaringer i fred. „Hvor kom jeg fra?“ hostede han. Jeg kunne ligefrem høre slimet løsne sig i svælget på ham. „Jo, jeg lagde øret mod hendes bryst og lyttede til hendes hjerte, der lød som hestehove mod fugtig skovbund.“ Host. „Og så duftede jeg til hendes hår, og det mindede mig om nedfaldsæbler, både 17

sødt og syrligt på en gang.“ Han spyttede ordene ud, som om han skulle nå at komme af med dem, inden den næste bølge gråd, eller også var det hoste, ramte ham. Jeg så for mig, hvordan Hilde måtte have stået der på gulvet og mærket jorden åbne sig. Hilde er smuk. Det kan man ikke nægte. Hun har lange øjenvipper og bølgeblå øjne, der skifter nuance, alt efter hvad de ser på. Det har dog ikke gjort hendes liv ret meget nemmere. Når alt kommer til alt, er hun ikke en person, der giver meget af sig selv, og derfor varer det ikke længe, før andre heller ikke ønsker ret meget af hende. „Er du der, Anna? Nå, godt. Hvor kom jeg til? Jo. Det var i samme øjeblik, jeg fiskede min telefon op af lommen for at skrive en enkelt sms til Kajsa: Tak for i går, sexy, skrev jeg. Så uskyldigt var det. Åh, Gud, så meget postyr på grund af så lidt.“ Senere på morgenen måtte jeg forklare Mattis, at det var vanens kraft, der havde fået Anders til at sende beskeden til Hilde i sofaen i stedet for til hende, der sad nede i dalen og knugede sin tavse telefon i hånden. Det mest bemærkelsesværdige ved Anders er hans mangel på omtanke. Havde de bare heddet noget, der mindede om hinanden, de to piger, tænkte jeg, så kunne man måske forstå fejltagelsen. Men de har vidt forskellige navne, Hilde, den lyse, og Kajsa med de sorte øjne, der ligger og ulmer i øjenhulerne som to stykker kul. Anders havde ved flere lejligheder fortalt mig om Kajsa. Han havde mødt hende i butikscenterets blomsterbutik, hvor han hver fredag havde købt blomster med hjem til Hilde. Hun stod der bag kasseapparatet og smilte så bredt, at alting gik op i en højere enhed for Anders, og så var det gået slag i slag, som den slags ofte gør. „Åh, herregud,“ sagde 18

han henført, da han første gang fortalte mig om det nye bekendtskab. „Hun har de smukkeste øjne. Store, sarte dukkeøjne, der blæser i, når man så meget som puster til dem.“ Ved en senere anledning beskrev han, med en vis bekymring i stemmen, hvordan han havde ligget og elsket med hendes lille senede krop på en madras i baglokalet, da hun pludselig havde stirret ham ind i øjnene og hvisket: „Jeg har arvet dem,“ øjnene altså, „fra min mormor, der er lappekvinde og altid strejfer omkring.“ Der var stor vigtighed indlejret i hvert ord, da hun sagde det, fortalte Anders, og selvom han syntes, det var en upassende ting at sige i situationen, havde han nikket samtykkende. Han havde tilmed fået en ubehagelig fornemmelse af, at hun forventede noget bestemt som svar, og det gjorde hun sikkert også. Da jeg besøgte Anders vinteren forinden, hvor affæren var i sin hedeste begyndelse, sneg jeg mig en eftermiddag ind i centeret for at se den kvinde an, der havde drejet min storebror sådan af led. Hun stod foran disken med vægten på det ene ben og talte med en kunde, imens hun sparkede sin fine lille fod rytmisk ind i en metalspand fuld af gule roser. Det gav en smældende lyd fra sig, som man kunne høre helt ude på den anden side af butikkens ruder. Jeg trådte så tæt på, at jeg kunne se hende stå og hvile hånden skødesløst i den slanke talje, lige dér, hvor forklædets bælte skar hende midt over. Jeg kunne lige forestille mig Anders ligge nøgen og mægtig ved siden af hende. Stryge de sorte hårlokker væk fra pigens ansigt og blotte en pande, der var skrigende hvid. Anders faldt mere og mere til ro i telefonen. Mens jeg gik ud i køkkenet og lavede en kop kaffe, beskrev han, hvordan katten, i samme sekund som Hildes telefon bippede, havde 19

smøget sin slanke rygrad rundt om hans ben, blottet sine spidse tænder og set op på ham med et hvæs. „Jeg hader katte,“ udbrød han. „Jeg hader den kat. Jeg hader hele dens væsen og slibrige selvtilfredshed.“ Jeg tog en slurk af kaffen og undrede mig over, hvor al den vrede kom fra. Anders blev sjældent gal. „Hvis man ikke kan sige noget pænt, skal man slet ikke sige noget,“ sagde han altid. Med tiden havde jeg dog forstået, at det snarere var konfliktskyhed end moralske overvejelser, der lå bag den holdning. Og i samme åndedrag noterede jeg mig, at man aldrig skal undervurdere en tålmodig mands vrede. Det hele var faldet mere end almindelig uheldigt ud den aften. Hilde, der normalt satte en ære i ikke at lade moderne kommunikationsmidler trække sig rundt i manegen, kastede sig over telefonen, og Anders, der kunne have gjort mange ting, hvis han havde været i stand til at tænke klart, gjorde ingenting. Han kunne have ladet, som om det hele var en dårlig spøg. Han havde haft tid nok til at brygge en forklaring sammen, hvis ikke det var fordi, han netop den aften var så utrolig træg i hovedet. Det tog ham lige så lang tid, som det tog Hilde at læse beskeden, at kæde den begivenhed, at han havde sendt en besked, sammen med den begivenhed, at hun havde fået én. „Men det var for sent, Anna. Åh, det var alt for sent. I det øjeblik havde jeg allerede afsløret mig selv som den forræder, jeg er.“ De små prikker, der hastigt bredte sig over Anders’ ansigt, var tilsyneladende hurtigere end ham selv til at forstå sagens sammenhæng. For allerede inden katastrofens omfang gik op for ham, begyndte de at vokse og blev øjeblikkeligt til 20

det, han bedst kunne beskrive som plamager. „Jeg sad bare dér i sofaen med plamager i hele fjæset og stirrede ned på sofaens syning,“ snøftede han. „Talte stingene. Sirlige og ens var de. Helt klart syet af en maskine. Hun så ikke engang hen på mig. Hun læste bare beskeden igen og igen, og da hun endelig vendte sig mod mig, så hun ud, som om hun stirrede ind i øjnene på en fremmed.“ Det tror jeg nu ikke. Jeg tror, hun så på Anders og vidste, at hun aldrig har kendt nogen så godt, som hun kender ham. Hun lagde telefonen fra sig på reolen og satte sig hen på kanten af sofabordet med en hånd på maven. Det var ikke mere end et par uger siden, de havde besluttet, at de ville lave et barn. Jeg tøffede ind i sofahjørnet med mobiltelefonen mod øret og forsøgte at vikle det lille hæklede tæppe, der havde været min lillebrors, omkring mig. Der var koldt i stuen. Langt nede i opgangen smækkede hoveddøren. Det gav et sæt i mig. Jeg spekulerede på, hvem det var, der gik hjemmefra så tidligt og hvorfor, da Anders brød ind i mine tanker. „Jeg troede, at jeg var fortabt,“ sagde han. „Men så kom mine tanker mig til undsætning. Omvendte tanker. Det gik op for mig, at jeg faktisk godt kunne tillade mig at blive fornærmet over, at hun overhovedet kan tro den slags om mig.“ Han lød med ét helt oplivet. „På så spinkelt et grundlag. Hun har jo intet bevis for noget som helst. Det er den rene og skære spekulation.“ Han holdt en tænksom pause, inden han fortsatte: „Det er i grunden skræmmende, hvor mistroisk et menneske hun er, synes du ikke?“ De havde været gift i tre år, da Anders kom til at sende den ulyksalige sms. Det kom dog ikke ud af det blå. Min 21

bror havde ofte beskrevet ægteskabet som et personligt overgreb. „Det er som at få at vide, at du ikke længere må være dig selv,“ havde han sagt, „at du ikke længere må gøre de ting, du har lyst til, ja, du må ikke engang have lyst til dem længere. Den slags kan kun de færreste leve med i længden. Ethvert menneske har ret til et privat rum. Et sted i livet, der er ens helt eget, hvor ingen andre kommer. Dette er mit sted. Hemmelighederne er mit sted.“ Nu skal man ikke tro, at jeg havde levet i uvidenhed om Anders’ tendenser. Men jeg sætter min brors fortrolighed over alt. Mit behov for at være tæt på ham kommer foran alle andre hensyn. „Benægt det hele,“ havde jeg engang, ved en tidligere lejlighed, sagt. Det var dagen efter, jeg havde stået og luret på Kajsa i blomsterbutikken. Jeg kan stadig høre lyden af hendes fod, der slår mod spanden, rytmisk som en nedtælling. Et metallisk hjerteslag. Vi stod så tæt på den frådende elv, at vi hele tiden måtte tørre skumsprøjt af ansigterne, da jeg sagde det. Anders var ved at bygge en ny veranda foran huset, og jeg havde taget et par dage fri fra studier og børnepasning og var rejst op for at hjælpe ham. Vi var nede i tømmerhandlen for at hente træ. Lange, ensartede planker. Nøje udvalgt. Han kiggede overrasket hen på mig et øjeblik, inden han lagde hovedet bagover og gentog: „Benægt? Er det dit råd?“ Så kiggede han hovedrystende på mig, og i et flygtigt glimt kunne jeg se, at han elskede mig. Som tak sendte jeg ham mit allerbedste smil. Han kløede sig i fuldskægget og kastede en bjælke op på ladvognen med samme lethed, som var den et bundt nøgler. „Ja, det er sådan set et råd, du kan bruge til det meste,“ tilføjede jeg, og det fik ham til at le, 22

så tårerne trillede. Han tørrede i hvert fald ansigtet med sit jakkeærme. Samme aften omkring spisetid, da vi sad i hans bil på vej op til huset med brædderne spændt fast på ladet, gik en lysende indsigt igennem min bror. Han svingede bilen ud i vejsiden og erklærede, at han pludselig kunne se det hele klart: Han kunne se, at han var så behæftet med fejl, at det alligevel var håbløst at rette op på dem. Så håbløst at nu, hvor de master af stolthed, han engang havde rejst, for længst var knækket, kunne han lige så godt fortsætte med at være sig selv og tilmed prøve at få det bedste ud af det. Han gjorde korsets tegn, inden han startede bilen igen, for det fornægtede sig ikke i hans tankegang, at han som barn var blevet tvunget regelmæssigt i kirke. Resterne af en slags tro hang stadig fast i ham som genstridige pletter på et gulvtæppe. Tanken gjorde ham så tilfreds, at han fløjtede hele vejen hjem. Og senere, da han sad i sofaen med sin kaffe og smørkringle i skødet og betragtede Hildes runde bagdel bevæge sig fra side til side, mens hun lå og tændte op i brændeovnen, sendte han mig et blik gennem stuen, der sagde: Se selv, lillesøster, i bund og grund er jeg en meget tilfreds mand. „Jeg har altså svært ved at bebrejde mig selv det, Anna,“ lød Anders’ stemme i mobilen. „Hvad?“ spurgte jeg træt og strakte mig i sofaen, så benene slap ud i morgenkulden. „At jeg har været sammen med hende. Kajsa, altså.“ Det, han havde svært ved at bebrejde sig selv, var, at han et utal af gange var trængt ind i lappepigen på blomsterbutikkens betongulv. At han havde løftet hende op på bordet, hvor man binder buketter. Lagt hende på torne og afskårne 23

stilke. At han havde taget hende forfra, bagfra og fra alle sider på madrassen, der lå i baglokalet og duftede af halm. Han havde ikke længere tal på, hvor mange gange han havde trukket den tunge, krydrede duft af lavendel ned i lungerne, mens han spredte ballerne på den unge pige. For, som han sagde: „Hvilken mand ville man være, hvis man ikke kunne se det drilsk udfordrende glimt i hendes mørke øjne? Hvilket menneske? Jeg elsker min kone. Det gør jeg. Selv ordet kone elsker jeg. Jeg elsker lyden af hendes navn, jeg elsker at elske blidt med hende. Jeg elsker hendes måde at elske mig på.“ Den dag havde han åbenbart ikke noget problem med at tale om kærlighed, og da han først var kommet i gang, var han nærmest ustoppelig. „Hun passer også godt på mig,“ blev han ved. „Hun lægger mit tøj hen over radiatoren om morgenen, så det er lunt at tage på. Hun ser underfundig ud, når jeg siger noget sjovt, og hun piller omhyggeligt små træsplinter ud af mine hænder under et forstørrelsesglas om aftenen. Hun giver mig endda to sukkerknalder i kaffen uden at spørge. Og det er spørgsmålet, om man i grunden kan ønske sig ret meget mere?“ Jeg rystede på hovedet, men det kan man jo hverken se eller høre gennem en mobiltelefon. „Hvad skete der så?“ spurgte jeg. „Hun sagde: Hvem er det, du kalder sexy?“ Han gav et hulk fra sig, men jeg var ikke sikker på, om det kom fra ham, eller blot var en del af genfortællingen. Jeg spekulerede på, hvornår Mattis ville opdage, at jeg ikke lå i sengen sammen med ham, da Anders bragte mig tilbage til nu’et med endnu en sindsoprivende kendsgerning: „Det værste er, at jeg slet ikke havde tænkt på lappepigen, da jeg sendte beskeden. Det var bare noget, jeg skrev. Det 24

er to virkeligheder, der ikke hører sammen, og derfor skrev jeg det. Fordi det var ved at løbe ud i sandet for mig, og det er altid lidt sørgeligt, når det sker. Jeg hader, når mine følelser slipper op. Følelser er noget af det værste, man kan løbe tør for.“ Det var flere ting, der havde gjort udslaget. Hun var begyndt at kalde ham kjære, hun havde altid frisk kaffe på kanden, når han kom forbi blomsterbutikken, og hun havde ikke villet slippe hans hånd, da han trak den til sig. Men det værste var, at hun havde mumlet noget med, at kærligheden ikke kan flytte ind, hvor kærligheden allerede bor. I det øjeblik stod det lysende klart for Anders, at han ikke ville gøre det igen. Ikke med hende i hvert fald. Han skulle bare finde en nogenlunde skånsom måde at slutte det på, for „det er jo synd for hende,“ som han sagde: „og man vil helst ikke knuse hendes hjerte. Man ved aldrig helt, hvad knuste hjerter kan finde på.“ Et øjeblik, da han øste af denne indsigt, virkede det, som om katastrofens omfang gled lidt i baggrunden for ham. Inde i sengen begyndte Mattis at rumstere rundt. Det irriterede ham, når jeg snakkede for længe i telefon med Anders. Han mener, at min bror udnytter min kærlighed, og det gør han måske også. Da vi var færdige med at tale om Kajsa og hendes knuste hjerte, vendte han tilbage til den skæbnesvangre ordudveksling aftenen forinden. „Hvad skete der i går?“ spurgte Hilde. „Du må ikke blive vred,“ svarede Anders. „Det skulle du aldrig have sagt,“ sukkede jeg. „Jeg ved det godt,“ hviskede han. „Jeg ved det.“ 25

„Hvad skete der så?“ „Tja, hun rystede bare på hovedet og hviskede: Hvordan kunne du gøre det, Anders? Og det kunne jeg ikke svare på, for jeg ved ikke, hvordan jeg kunne gøre det. Du skal ikke sige mere, sagde hun så, og hendes stemme var ikke bare lille og pibende, som den plejer at være, når jeg gør hende ulykkelig, den var kold og fremmed.“ „Det tror jeg gerne, den var,“ sagde jeg opgivende. Men jeg troede ingenting. Jeg var sikker på, at Hildes stemme var præcis så fremmed, som kun det, man kender allerbedst, kan være det.

Et andet sted Copyright © Signe Langtved Pallisgaard og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København 2014 Omslag: Alette Bertelsen Bogen er sat med Garamond hos Christensen Grafisk Trykt hos Livonia Print Printed in Latvia 2014 ISBN 978-87-11-37647-8 1. udgave, 1. oplag Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Et andet sted er den unge kvinde Annas fortælling

Uddrag fra bogen

Et andet sted er en roman, der handler om at tabe

133+2 mm

Signe Langtved Pa ll i s g a a r d

Et a nd e t s t ed

sit liv på gulvet, falde og rejse sig igen.

Roman

o m s l a g : a l e tt e b e r t e l s e n / a l e tt e b . d k

Lindhardt og Ringhof

100 mm

FO T O : m o r t e n h o lt u m

210 mm

19 mm

Et andet sted

133+2 mm

Signe Langtved Pa ll i s g a a r d

100 mm

Signe Langtved Pallisgaard født 1978 i Charlottenlund. Cand.mag. i dansk og kunsthistorie og litteraturkonsulent på Gentofte Hovedbibliotek. Et andet sted er hendes første bog.