Min sygdom er lige så sjælden, som den er berømt. Jeg er dybest set allergisk over for verden. Jeg har ikke været uden for huset i 17 år. De eneste mennesker, jeg nogensinde ser, er min mor og min sygeplejerske, Carla. Men så en dag holder der en fly t tebil foran nabohuset. Jeg kigger ud ad vinduet, og der står han. Han er høj, slank , og alt hans tøj er sor t. Sor t T-shir t, sor te jeans, sor te kondisko og en sor t hue, der skjuler hans hår. Han hedder Olly. Vi kan måske ikke forudsige alt, men vi kan forudsige nogle ting. For eksempel bliver jeg helt sikker t forelsket i Olly. Det bliver næsten helt sikker t en katastrofe.
9
788711 458525
Nicola Yoon
ALT ELLER INTET Illustreret af David Yoon
P책 dansk ved Lea Carlsen Ejsing
alt eller intet.indd 3
19/08/15 16.11
Alt eller intet Illustreret af David Yoon Oversat fra engelsk af Lea Carlsen Ejsing efter Everything, Everything Copyright © 2014 by Alloy Entertainment and Nicola Yoon Dansk udgave © Forlaget Carlsen, 2015 Published by arrangement with Rights People, London Omslagsillustration og design: Andreas Erstling Sat med Adobe Caslon Pro hos Kat·Art Og trykt hos Livonia ISBN 9788711458525 1. udgave, 1. oplag
Side 7: Citat oversat af Asta Hoff-Jørgensen Side 314: Picture from The Little Prince by Antoine de Saint-Exupéry, translated by Richard Howard. Copyright © 1971 by Consuelo de Saint-Exupéry. English translation copyright © 2000 by Richard Howard. Reprinted by permission of Houghton Mifflin Harcourt Publishing Company. All rights reserved.
www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont
alt eller intet.indd 4
19/08/15 16.11
Nu skal jeg betro dig min hemmelighed. Den er ganske ligetil: kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet. – Antoine de Saint-Exupéry, Den Lille Prins
alt eller intet.indd 7
19/08/15 16.11
alt eller intet.indd 8
19/08/15 16.11
D E T H V I D E VÆR EL S E
Jeg har læst mange flere bøger end dig. Uanset hvor mange du har læst. Jeg har læst flere. Tro mig. Jeg har haft god tid. På mit hvide værelse, mod mine hvide vægge på mine skinnende hvide hylder, er bogryggene den eneste farve. Alle bøgerne er nye og i hård indbinding – ingen brugte paperbacks fulde af bakterier til mig. Når de kommer til mig Udefra, er de desinficerede og vakuumpakkede. Jeg vil gerne se den maskine, der gør det. Jeg forestiller mig, at hver bog kører på et hvidt samlebånd hen mod firkantede, hvide maskiner, hvor hvide robotarme børster, skraber, sprayer og steriliserer dem, før de bliver anset for at være rene nok til mig. Når en ny bog ankommer, er min første opgave at fjerne indpakningen. Det arbejde kræver en saks og flere knækkede negle. Min anden opgave er at skrive mit navn i bogen.
Tilhører Madeline Whittier Jeg ved ikke, hvorfor jeg gør det. Her er ingen andre end min mor, som aldrig læser, og min sygeplejerske, Clara, som ikke har tid til at læse, fordi hun bruger al sin tid på at se mig trække vejret. Jeg har sjældent gæster, og der er ingen, jeg kan låne mine 9
alt eller intet.indd 9
19/08/15 16.11
bøger. Ingen skal mindes om, at den glemte bog på deres reol tilhører mig.
Findeløn (sæt kryds) Listen tager længst tid, og jeg skriver en ny til hver bog. Nogle gange er findelønnen fantasifuld:
– Skovtur med mig (Madeline) på en pollenfyldt eng med valmuer, liljer og tagetes under en skyfri, blå sommerhimmel. – Te med mig (Madeline) i et fyrtårn midt i Atlanterhavet under en orkan. – Snorkle med mig (Madeline) ud for Molokini for at se Hawaiis nationalfisk humuhumunukunukuapua’a.
Andre gange er findelønnen ikke så fantasifuld:
– En tur i et bogantikvariat sammen med mig (Madeline). – En gåtur udenfor sammen med mig (Madeline), bare ned for enden af gaden og tilbage. – En kort samtale med mig (Madeline). Vi taler om det, du har lyst til, i min hvide sofa i mit hvide værelse. Findelønnen kan også bare være:
– Mig (Madeline).
alt eller intet.indd 10
19/08/15 16.11
S C I D EG O DT
Min sygdom er lige så sjælden, som den er berømt. Det er en variant af Severe Combined Immunodeficiency, eller svær kombineret immundefekt, men du kender den måske fra filmen Bubble Boy. Jeg er dybest set allergisk over for verden. Alt kan udløse et anfald. Det kan være et kemikalie i det rengøringsmiddel, der blev brugt på det bord, jeg lige rørte. Det kan være nogens parfume. Det kan være et eksotisk krydderi i den mad, jeg lige spiste. Måske er det én af de ting, måske dem alle, eller måske ingen af dem. Ingen ved, hvad der udløser det, men alle kender konsekvensen. Ifølge min mor var jeg tæt på at dø, da jeg var spæd. Og derfor har jeg det SCIDegodt, så længe jeg intet gør. Jeg forlader aldrig mit hjem. Jeg har ikke været uden for huset i 17 år.
11
alt eller intet.indd 11
19/08/15 16.11
DAGLIG JOURNAL
Madeline Whittier
__________________________ PATIENTENS NAVN:
2. maj
__________________________ DATO:
Dr. Pauline Whittier __________________________ PLEJEPERSONALE:
12
alt eller intet.indd 12
19/08/15 16.11
ÅNDEDRAG PR.MINUT
20
10
0 08:00
10:00
12:00
14:00
16:00
18:00
20:00
__________________________
13
alt eller intet.indd 13
19/08/15 16.11
STUETEMPERATUR
24°
22°
20°
18°
16°
08:00
10:00
12:00
14:00
16:00
18:00
20:00
14
alt eller intet.indd 14
19/08/15 16.11
VENTILATION STATUS 08:00 09:00 10:00 11:00 12:00 13:00 14:00 15:00 16:00 17:00 18:00 19:00 17:00
15
alt eller intet.indd 15
19/08/15 16.11
F Ø S DA S Ø N S G Å R
”Filmaften eller Ærlig Tegn og Gæt eller Bogklub?” spørger min mor, mens hun pumper luft i manchetten til blodtryksmåleren på min arm. Hun nævner ikke sin egen favorit blandt vores aftenaktiviteter – Fonetisk Scrabble. Da jeg møder hendes blik, smiler hendes øjne allerede til mig. ”Fonetisk,” siger jeg. Hun stopper med luftpumpen. Normalt er det Carla, min fuldtidssygeplejerske, der måler blodtryk og udfylder min journal, men min mor har givet hende en fridag. Det er min fødselsdag, og den dag er vi altid sammen, bare os to. Hun tager sit stetoskop på, så hun kan lytte til mit hjerteslag. Det er det ansigtsudtryk, hendes patienter normalt ser – lidt fjernt, professionelt og bekymret. Mon det beroliger dem? Hurtigt giver jeg hende et kys på panden for at minde hende om, at det bare er mig, hendes yndlingspatient, hendes datter. Hun åbner øjnene, smiler og aer mig på kinden. Hvis man skal fødes med en sygdom, der kræver konstant pleje, er det godt at have sin mor som læge. Et øjeblik efter sender hun mig det blik, der siger: Jeg er lægen, og jeg har desværre dårlige nyheder. ”Det er din store dag. 16
alt eller intet.indd 16
19/08/15 16.11
Vil du ikke hellere spille noget, hvor du har chance for at vinde? Ærlig Tegn og Gæt?” Almindelig Tegn og Gæt kan ikke spilles af to personer, derfor har vi opfundet Ærlig Tegn og Gæt. Den ene person tegner, og den anden skal helt ærligt komme med sit bedste gæt. Hvis man gætter rigtigt, får den anden point. Jeg kniber øjnene sammen. ”Vi spiller Fonetisk, og jeg vinder,” siger jeg fuld af selvtillid, selv om jeg ikke har en chance. Jeg har ikke vundet en eneste gang i alle de år, vi har spillet Fonetisk Scrabble, eller Fonetisk Skrabl. Sidst vi spillede, var jeg tæt på. Men så smadrede hun mig på det sidste ord ved at skrive BÅGSÅR og ramme tre gange ord. ”Okay.” Hun ryster på hovedet, som om hun har ondt af mig. ”Det er op til dig.” Hun lukker sine smilende øjne for at lytte til stetoskopet. Om formiddagen bager jeg min traditionelle fødselsdagskage, en vaniljesandkage med vaniljecreme. Da den er kølet af, smører jeg et latterligt tyndt lag glasur på, kun lige nok til at dække kagen. Vi elsker begge to kage, ikke glasur. Jeg tegner 18 glasurblomster med hvide blade og en hvid prik i midten som pynt. På siderne former jeg hvide blonder. ”Perfekt.” Min mor kigger mig over skulderen, mens jeg gør den færdig. ”Ligesom dig.” Jeg vender mig om mod hende. Hun sender mig et stort, stolt smil, men hendes øjne er blanke af tårer. ”Du. Er. For. Meget,” siger jeg og sætter en klat glasur på hendes næse, hvilket kun får hende til at le og græde endnu mere. I virkeligheden plejer hun ikke at være så følelsesladet, men på min fødselsdag har hun altid let til både tårer og grin. 17
alt eller intet.indd 17
19/08/15 16.11
Og så griner og græder jeg også. ”Jeg ved det godt,” siger hun og slår hjælpeløs ud med armene. ”Jeg er totalt ynkelig.” Hun trækker mig ind til et kram og klemmer til. Jeg får glasur i håret. Min fødselsdag er den dag på året, hvor vi bliver mindet mest om min sygdom. Det er følelsen af, at tiden går. Endnu et år, hvor jeg har været syg uden håb om en kur i horisonten. Endnu et år, hvor jeg er gået glip af teenagerting – køretimer, første kys, skolefester, kærestesorger, første bule i bilen. Endnu et år, hvor min mor ikke har lavet andet end at arbejde og passe mig. Alle andre dage er det let nok, eller i hvert fald lettere, at ignorere det, vi må undvære. I år er det lidt sværere. Måske fordi jeg bliver 18. Teknisk set er jeg voksen. Jeg burde flytte hjemmefra og starte på college. Min mor burde frygte ensomheden, når ungen er fløjet fra reden. Men på grund af SCID skal jeg ingen steder. Efter middagen giver hun mig en smuk æske akvarelblyanter, som jeg har ønsket mig i månedsvis. Vi går ind i stuen og sidder i skrædderstilling ved sofabordet. Det er også en af fødselsdagstraditionerne. Hun tænder et stearinlys midt i kagen. Jeg lukker øjnene og ønsker. Jeg puster lyset ud. ”Hvad ønskede du?” spørger hun, så snart jeg åbner øjnene. Jeg har faktisk kun ét ønske – en mirakelkur, så jeg kan løbe frit som et vildt dyr, men det ønsker jeg aldrig, fordi det er umuligt. Det ville være som at ønske, at havfruer og drager og enhjørninger var virkelige. I stedet ønsker jeg noget, der er mere sandsynligt end at blive rask. Noget, der ikke gør os triste. ”Fred i verden,” siger jeg. 18
alt eller intet.indd 18
19/08/15 16.11
Efter tre stykker kage begynder vi at spille Fonetisk. Jeg vinder ikke. Jeg er ikke engang tæt på. Hun bruger alle syv bogstaver og skriver POKALYP ved et S og et E. POKALYPSE. ”Hvad er det?” spørger jeg. ”Apokalypse,” siger hun med et drillende blik. ”Nej, mor. Glem det. Det kan jeg ikke gå med til.” ”Jo,” siger hun bare. ”Mor, du skal bruge et A mere. Glem det.” ”Pokalypse,” siger hun for at vise, hvad hun mener, mens hun peger på bogstaverne. ”Det holder 100 procent.” Jeg ryster på hovedet. ”P O K A L Y P S E.” Hun trækker ordet ud. ”Hold nu op, du er stædig,” siger jeg og holder hænderne i vejret. ”Okay, okay, jeg lader dig få den.” ”Sådan.” Hun pumper med en knyttet næve og ler til mig, mens hun noterer sine uopnåelige point. ”Du har aldrig rigtig forstået det her spil,” siger hun. ”Det gælder om at overbevise den anden.” Jeg skærer mig et stykke kage mere. ”Du overbeviste mig ikke. Du snød.” ”Det er næsten det samme,” siger hun, og vi ler begge to. ”Du kan tæve mig i Ærlig Tegn og Gæt i morgen,” siger hun. Da jeg har tabt, sætter vi os i sofaen og ser vores yndlingsfilm, Frankenstein Junior. Den film er også en fødselsdagstradition. Jeg lægger hovedet i hendes skød, og hun nusser mig i håret, og vi ler ad det samme, som vi har gjort i årevis. Alt i alt en fin måde at fejre sin 18-års fødselsdag på.
alt eller intet.indd 19
19/08/15 16.11
A LT S O M D E T P L E J ER
Jeg sidder i min hvide sofa og læser, da Carla kommer næste morgen. ”Feliz cumpleaños,” synger hun. Jeg sænker bogen. ”Gracias.” ”Havde du en god dag?” Hun begynder at pakke sin medicintaske ud. ”Vi hyggede os.” ”Vaniljekage med vaniljeglasur?” spørger hun. ”Selvfølgelig.” ”Frankenstein Junior?” ”Ja.” ”Og du tabte i det der spil?” spørger hun. ”Vi er vist ret forudsigelige.” ”Pyt,” siger hun og ler. ”Jeg er bare misundelig på, hvor søde I er, dig og din mama.” Hun tager min journal fra i går, kigger hurtigt ned over min mors målinger og sætter et nyt ark på clipboardet. ”Rosa gider dårligt nok svare mig for tiden.” Rosa er Carlas 17-årige datter. Ifølge Carla var de tætte, indtil hormonerne og drenge kom i vejen. Jeg kan ikke forestille mig, at det skulle ske for mig og min mor. 20
alt eller intet.indd 20
19/08/15 16.11
Carla sætter sig ved siden af mig, og jeg rækker armen frem for at få blodtryksmanchetten på. Hun kaster et blik på min bog. ”Blomster til Algernon igen?” spørger hun. ”Græder du ikke altid over den bog?” ”En dag gør jeg ikke,” siger jeg. ”Jeg vil være sikker på, at jeg læser bogen den dag.” Hun vender øjne og tager min hånd. Det er et underligt svar, men måske er det faktisk det, jeg gør? Måske klamrer jeg mig til håbet om, at alt en dag vil forandre sig.
alt eller intet.indd 21
19/08/15 16.11
L I V E T ER KO R T ™ ANMELDEL SER AF M ADELINE
BLOMSTER TIL ALGERNON af DANIEL KEYES Spoiler alert! Algernon er en mus. Musen dør.
alt eller intet.indd 22
19/08/15 16.11
I N VA S I O N FR A R U M M E T #2
Jeg er nået dertil, hvor Charlie forstår, at han måske får samme skæbne som musen, da jeg hører en høj, brummende lyd udenfor. Straks tænker jeg på det ydre rum. Jeg forestiller mig et stort rumskib, der hænger på himlen over os. Huset ryster, og mine bøger dirrer på hylderne. Biplyde blander sig med den brummende lyd, og jeg ved, hvad det er. En lastbil. Den er sikkert faret vild, siger jeg til mig selv for ikke at blive skuffet. Sikkert bare en, der er drejet forkert på vej et andet sted hen. Men motoren slukker. Døre bliver åbnet og lukket. Der går et øjeblik, så et mere, og så råber en kvinde: ”Velkommen til vores nye hjem, alle sammen!” Carla stirrer hårdt på mig i et par sekunder. Jeg ved, hvad hun tænker. Nu sker det igen.
alt eller intet.indd 23
19/08/15 16.11
M A D EL I N E S DAG B O G
5. august Familien inde ved siden af er flyttet. Drengen grĂŚd. Han gemte sig i haven og spiste jord, indtil hans mor fandt ham. Men hun skĂŚldte ham ikke ud, fordi han havde spist jord, som hun plejer. Udenfor er der stille nu.
24
alt eller intet.indd 24
19/08/15 16.11
I nat drømte jeg, at de slet ikke var flyttet. De blev kidnappet af rumvÌsner. RumvÌsnerne tog ikke mig, fordi jeg er syg, og de vil kun have raske mennesker. De tog min mor og Carla og familien inde ved siden af, og jeg var helt alene.
25
alt eller intet.indd 25
19/08/15 16.11
Jeg vågnede og græd, og mor kom og lå i sengen hos mig. Jeg fortalte hende ikke, hvad drømmen handlede om, fordi det ville gøre hende ked af det. Men jeg fortalte Carla om det, og hun gav mig et kram.
26
alt eller intet.indd 26
19/08/15 16.11
V EL KO M S T KO M I T É
”Carla,” siger jeg. ”Det bliver ikke som sidste gang.” Jeg er ikke otte år længere. ”Du skal love mig …” siger hun, men jeg er allerede henne ved vinduet og trækker gardinerne fra. Jeg er ikke forberedt på den skarpe californiske sol. Jeg er ikke forberedt på synet af den, stor, glohed og hvid på den matte, lyse himmel. Jeg bliver blændet. Men så forsvinder det hvide slør for mit blik. Alt står i stråleglans. Jeg ser lastbilen og silhuetten af en ældre kvinde, der hvirvler rundt – moderen. Jeg ser en ældre mand på lastbilens lad – faderen. Jeg ser en pige, måske lidt yngre end mig – datteren. Så ser jeg ham. Han er høj, slank, og alt hans tøj er sort. Sort T-shirt, sorte jeans, sorte kondisko og en sort hue, der skjuler hans hår. Hans hud er hvid med en lys, gylden tone, og hans ansigtstræk er markerede. Han springer ned fra ladet og skrider tværs over indkørslen. Han bevæger sig, som om tyngdekraften påvirker ham anderledes end andre mennesker. Han stopper, lægger hovedet på skrå og stirrer op på sit nye hjem, som om det var en gåde. Et øjeblik efter står han og hopper let på tåspidserne. Pludselig sprinter han af sted og løber to meter op ad muren. Han 27
alt eller intet.indd 27
19/08/15 16.11
griber fat i vindueskarmen og hænger et sekund eller to, før han falder ned igen og sidder på hug. ”Flot, Olly,” siger hans mor. ”Har jeg ikke sagt, du skal holde op med det der?” snerrer hans far. Han ignorerer dem begge og bliver siddende på hug. Jeg lægger hånden mod ruden, forpustet som om jeg selv havde lavet det vanvittige stunt. Jeg kigger fra ham til muren, op til vindueskarmen og tilbage til ham. Han sidder ikke længere på hug. Han stirrer op på mig. Vores øjne mødes. Hvad mon han ser i vinduet? En underlig pige, klædt i hvidt, med store, stirrende øjne. Han smiler flabet til mig, og det hårde i hans ansigt forsvinder; det er ikke så alvorligt længere. Jeg forsøger at smile tilbage, men jeg er så befippet, at jeg i stedet rynker brynene.
alt eller intet.indd 28
19/08/15 16.11
Min sygdom er lige så sjælden, som den er berømt. Jeg er dybest set allergisk over for verden. Jeg har ikke været uden for huset i 17 år. De eneste mennesker, jeg nogensinde ser, er min mor og min sygeplejerske, Carla. Men så en dag holder der en fly t tebil foran nabohuset. Jeg kigger ud ad vinduet, og der står han. Han er høj, slank , og alt hans tøj er sor t. Sor t T-shir t, sor te jeans, sor te kondisko og en sor t hue, der skjuler hans hår. Han hedder Olly. Vi kan måske ikke forudsige alt, men vi kan forudsige nogle ting. For eksempel bliver jeg helt sikker t forelsket i Olly. Det bliver næsten helt sikker t en katastrofe.
9
788711 458525