3 minute read

Én gang VU’er, altid VU’er - Jens Husted

Af Jens Husted Kampagnechef i Venstre

ÉN GANG VU’ER, ALTID VU’ER

Advertisement

Mit navn er Jens Husted. Jeg arbejder til daglig som kampagnechef i Venstre, men har en baggrund i VU. I min VU-tid har jeg haft en lang række poster. Jeg har været næstformand for VU i Randers, formand for VU Aarhus, formand for landsstyrelsen og landsnæstformand. I 2013 blev jeg valgt som landsformand. Jeg bilder derfor mig selv ind, at jeg har lavet mere eller mindre alt i VU – lige fra at være aktiv i forskellige lokalforeninger, til at stå i spidsen for hele organisationen.

”Uddannelsen” man får i VU er utrolig alsidig. Udover læren om at navigere i det rent politiske, så giver VU også en glimrende lederuddannelse, hvor man blandt andet lærer at gå forrest, og at motivere sin sidemand. Selvom det som VU’er grundlæggende ikke er specielt morsomt at stå tidligt op om morgenen for at dele flyers ud når vejret er gråt og koldt, gør dét at man kan gå forrest og motivere andre, at folk har lyst til at være med. Det er en egenskab som man hurtigt lærer i VU, og som man kan få glæde af alle steder igennem livet.

I dag er jeg kampagnechef i Venstre og arbejder meget med strategi, analyse og kommunikation. Udover selve den politiske ”uddannelse”, som jeg fik

i VU, er det at kunne analysere en politisk problemstilling, skære den til og uddrage det centrale, noget af det jeg bruger enormt meget tid på. Det lyder måske banalt – og er det måske også, når man er aktiv i VU – men den evne er utrolig nyttig. Når jeg generelt ser mig omkring blandt de mennesker jeg i sin tid var aktiv i VU med, er der rigtig mange af dem som i dag bruger den del i det daglige - uanset om de sidder på Christiansborg, i en erhvervsorganisation eller i en virksomhed.

Udover at skære en politisk sag til, som man i et eller andet omfang lærer ved at blive aktiv VU’er, vil jeg generelt anbefale det at engagere sig og tage ansvar i VU. VU er et helt fantastisk sted, hvor man i en meget ung alder kan få meget indflydelse – og meget ansvar. Det gør en forskel på den anden side, når man er færdig med sin uddannelse og skal have et ”rigtigt” arbejde. Det er ikke særlig mange nyuddannede der kan fremvise en så bred vifte af erfaringer, som dem der har været aktive i VU. Det er ikke specielt sjovt at vaske gulv dagen efter en VU-fest, men hold alligevel øje med dem der gør det - de kommer lige 10 pct. længere. Det gør de fordi de har lært at knokle på og tage ansvar – også når det måske ikke er verdens sjoveste opgave der skal løses. Derfor vil mit råd altid være, at du skal engagere dig i det politiske arbejde i VU. Det er vigtigt. VU er virkelig en vigtig motor til at sikre et mere liberalt Danmark. Når du så er blevet aktiv, kan jeg kun anbefale dig at du tager gulvvasken, selvom du har tømmermænd. Jeg garanterer dig, at du ikke vil fortryde det!

En af de bedste oplevelser jeg har haft i VU, var da jeg blev valgt som landsformand i 2013. Mens jeg var formand, overhalede vi blandt andet de andre ungdomspartier og blev det største ungdomsparti - hvilket VU har været lige siden. Generelt har jeg haft mange fantastiske oplevelser i VU, som også har budt på rejser til bl.a. USA, Kina og Mellemøsten.

Hvis jeg i dag skulle sælge et VU-medlemskab til en ven, vil jeg først og fremmest sige, at man støtter en god sag. Kontingentet koster ikke alverden, og pengene gør virkelig en forskel for at skabe et mere blåt Danmark. Jeg vil også fremhæve, hvor meget indflydelse man egentlig kan få, hvis man har en god ide og er villig til at knokle for den. Det er unikt, men kræver også politisk tæft og gåpåmod. Derudover vil jeg sige, at man får et utrolig stærkt netværk – ikke kun i det politiske miljø og i Venstre. I det daglige støder jeg jævnligt ind i folk, som jeg har lært at kende igennem VU. Det er både på Christiansborg, som embedsmænd i ministerier, i erhvervsorganisationer eller fagbevægelsen og i spændende virksomheder. Endelig ville jeg sige, at det er sjovt at være medlem af VU.

This article is from: