SIDE 4 SIDE

Tekst og foto af Filip Graugaard Esmarch

Mandag den 20. august 2012 var sommerens varmeste dag. I et konferencelokale på Hotel Nyborg Strand forsøgte knap 70 kirkefunktionærer at holde hovedet koldt, mens de var samlet om et af de hotteste emner i folkekirken for tiden: Folkekirkens opbygning og fordeling af kompetencer – i dette tilfælde ikke mindst med fokus på forholdene for kirkens almindelige ansatte rundt omkring i sognene. Flemming Ibsen så med en arbejdsmarkedsforskers briller på folkekirken som arbejdsmarked. Og derefter præsenterede Peter Christensen fra Selskab for Kirkeret et mere internt og erfaringsbaseret perspektiv på kirkens styringsstruktur og organisation. Om tirsdagen lå fokus mere på de konkrete overenskomster, da sekretariatschef i CO10/ SKAF, Mariann Skovgaard, holdt sit oplæg. Og om eftermiddagen diskuterede de deltagende kirkefunktionærer udbyttet af de to dage. De besluttede sig for i fællesskab at gå målrettet efter at udnytte det ”vindue for forandringer” i folkekirken, som Ibsen og Christensen begge havde peget på.

ET DYSFUNKTIONELT SYSTEM

Flemming Ibsens oplæg handlede om, hvordan folkekirken som arbejdsmarked er i proces med at komme til at ligne den øvrige off entlige sektor mere – bevægelsen fra et tjenestemandssystem til et system med overenskomstansatte medarbejdere. ”Tjenestemandssystemet passer ikke så godt sammen med væksten i velfærdsstaten. Derfor har man på det off entlige område ønsket en større fleksibilitet i ansættelse, afskedigelse og aflønning. Det er kommet sent til jer, men nu er det kommet, og de gode gamle, kedsommelige dage kommer ikke tilbage,” fastslog Flemming Ibsen. Han løftede derefter lidt af sløret for sin konklusion om situationen i folkekirken: ”Er der noget dysfunktionelt i systemet i forhold til den danske model? Det vil jeg prøve at sætte fingeren på. Men hvad er den danske model for en størrelse? Den består ikke kun af en aftalemodel – der er en masse andre ting i den,” sagde han. Herfra gik Flemming Ibsen tilbage til fagbevægelsens kamp i 1899 og opridsede en række vigtige mellemregninger for at kunne se fyldestgørende på den danske model anno 2012. En af pointerne er i den forbindelse, at det off entlige arbejdsmarked adskiller sig fra det private ved, at arbejdsgiverne også er folkevalgte politikere, som blandt andet administrerer vælgernes penge. Og det er noget, som kan udfordre den almene præmis om, at en overenskomst skal indgås mellem to ligeværdige parter.

LEDELSE SKAL LÆRES

Flemming Ibsen gennemgik derefter de mange parter, som folkekirkens aftalesystem rummer. Og om menighedsrådene sagde han:

”Folkekirken styres på mange områder af nogle glade amatører, som ikke er skolet i den danske model. Landsforeningen af Menighedsråd har derfor en central opgave – uden den var menighedsrådene på Herrens mark.” Efter at have været omkring den helt overordnede forhandlingsstruktur med centralorganisationerne på den ene side og finansministeriets Moderniseringsstyrelse på den anden side, bevægede Flemming Ibsen sig til det lokale niveau. ”I den off entlige sektor er det den lokale lønforhandling, der er utilfredshed med blandt de ansatte. Hvorimod arbejdsgiverne har været glade for at få indført lokal løndannelse,” sagde han. Sådan er det også i folkekirken – som samtidig kæmper med nogle specielle udfordringer lokalt. ”Der er kun få store kirker med så mange ansatte, at de kan sammenlignes med den øvrige off entlige sektor. I de fleste sogne er det et alvorligt problem, at en professionel ledelse ikke er til stede,” fremførte Flemming Ibsen og forklarede: ”Ledelse er et fag, man skal lære. Man kan have personlige egenskaber, men derudover skal man vide, hvad det vil sige at være leder – at sætte sig nogle mål og få de ansatte inddraget og motiveret til at nå målene.” To af de undermodeller, som den danske model rummer, er samarbejdsmodellen og ledelsesmodellen. Her er det Flemming Ibsens pointe, at det i øjeblikket er svært at få de to harmoniseret i folkekirken.

STØTTE ER IKKE NOK

Flemming Ibsen pegede på en række konkrete problemer med at implementere den danske model på sogneniveau:

Ved seminaret i august så Flemming Ibsen optimistisk på kirkefunktionærernes muligheder for at skabe lydhørhed for et ønske om mere professionel sogneledelse. Den 12. september meldte kirkeministeren dog ud, at funktionærerne ikke er repræsenteret i det nye struktur-udvalg, fordi deres ansættelsesforhold eller menighedsrådenes rolle som arbejdsgivere slet ikke skal diskuteres af udvalget.

”Den daglige leder er i visse tilfælde præsten, som er født medlem af menighedsrådet, men som også er en kollega. Når der ikke er nogen i menighedsrådene, der har lyst til at påtage sig rollen som professionel arbejdsgiver, kalder det i den grad på et andet system,” sagde han. Som led i sin forskning i emnet, har han talt med en række personer fra både arbejdsgiversiden og lønmodtagersiden. Her er hans konklusion, at arbejdsgiverne mener, at selve det nuværende system fungerer godt nok, men at det nok skal have nogle støttefunktioner. ”Det kan være i form af samarbejde mellem flere sogne, og provstikonsulenter kan hjælpe. Desuden udvikler Landsforeningen af Menighedsråd som interesseorganisation nogle støttefunktioner, hvis pointe er at professionalisere,” sagde Flemming Ibsen. Men arbejdsmarkedsforskerens opfattelse er, at det næppe er nok. ”Systemet er grundlæggende dysfunktionelt. Og det, som er problemet, er for mig at se menighedsrådene. De har nogle opgaver, som de ikke har kompetencer til.”

TRE MODELLER FOR UDVIKLING

Herefter afsluttede Flemming Ibsen selve sit oplæg med tre mulige scenarier for udvikling af den danske model i folkekirken. ”Det første scenarium minder lidt om en kommunal model, hvor man kunne gøre Landsforeningen af Menighedsråd til en egentlig arbejdsgiverorganisation på linje med Kommunernes Landsforening. Det indebærer så, at Moderniseringsstyrelsen afgiver aftaleretten,” sagde han. Denne model vil Landsforeningen – både ansatte konsulenter og demokratisk valgte – ifølge Flemming Ibsen meget gerne være med til. For ham at se er de store fordele ved den, at menighedsrådene vil få ejerskab til overenskomsterne, og folkekirkens ledelsesstruktur vil blive mere klar, når ministeriets og stifternes rolle som myndighed bliver mere entydig. ”Det andet scenarium ligner det, man har indført i Norge: En rent verdslig model, hvor det gejstlige element udskilles. Det betyder, at menighedsrådene kun skal tage sig af selve det kirkelige arbejde – som formentlig også er der, de har deres motivation,” sagde Flemming Ibsen. Efter denne model skal provstierne have tilknyttet personaledirektører, som står for en lokal forhandling af løn og arbejdsvilkår, foruden provstikonsulenter, som sørger for den daglige ledelse i sognene og koordinering mellem dem.

Organistformand Anders Thorup kommer med indspil i debatten.

ORGANISATIONER, STÅ SAMMEN

De to scenarier kan kombineres i et tredje: Den såkaldte kirkerådsmodel, hvor et råd i provstiet styrer både kirkelige aktiviteter og lokal løn- og personalepolitik – med hjælp fra eksterne konsulenter, som sikrer en tilstrækkelig professionalisme. Der skal fortsat være menighedsråd, som blot bliver fri for en række af de opgaver, de i dag har svært ved at løfte. ”Jeg har hørt, at mange kontaktpersoner ikke genopstiller til det næste menighedsrådsvalg. Det er en befrielse for dem at komme af med det arbejde – og så kan man jo lige så godt

lade dem slippe,” sagde Flemming Ibsen under den efterfølgende debat. Her opfordrede han også kirkefunktionærernes organisationer til i fællesskab at prøve at sætte en dagsorden i den aktuelle situation. ”Det er fagbevægelsens opgave at være innovativ og sætte en progressiv dagsorden. Og der er et vindue åbent for forandringer i folkekirken nu,” mindede han om med henvisning til regeringens helt aktuelle planer om at igangsætte en nytænkning af kirkens styringsstruktur.

EN UNDERLIG BLANDING

Seminarets næste oplægsholder, Peter Christensen, har som en af sine daglige beskæftigelser til opgave at træde til som fungerende formand i menighedsråd, hvor tingene af en eller anden grund er kørt af sporet. Blandt andet derfra, og fra sin tidligere stilling som stiftamtmand (verdslig stiftsøvrighed), har han en indgående føling med, hvad der virker og ikke virker rundt omkring i folkekirkens afkroge. Som formand for Selskab for Kirkeret stod han sidste år i spidsen for lanceringen af et forslag til en folkekirkelig forfatning. Og netop en forfatning eller styrelseslov gjorde han her i Nyborg en del ud af at argumentere for. ”Hvem repræsenterer folkekirken? Ingen. Højst ministeren, men han behøver ikke engang være medlem selv – endsige kristen,” sagde Peter Christensen og spurgte seminardeltagerne, om de skriver folkekirken med stort eller lille F. ”Jeg skriver det altid med småt, for Folkekirken findes jo egentlig ikke. Man kan ikke sende et brev til Folkekirken.” Der blev viftet livligt med konference-notesblokke i det ophedede lokale, da Peter Christensen fortsatte med ord som forvaltningsvæsen, synodal, episkopal og kongressionalistisk. Ord, som beskriver forskellige træk ved folkekirken. ”Folkekirkeordningen er en underlig blanding af en helt masse forskellige ting,” sammenfattede Peter Christensen.

GRIMT MEN SANDT

Ligesom Flemming Ibsen nåede Peter Christensen også ned på sogneniveau. ”Der er indbygget utrolige problemer i, at præsten kan blive menighedsrådsformand,” sagde han. Ledelsessituationen på sogneniveau er dog ikke et fokuspunkt i forslaget fra Selskab for Kirkeret – selvom dets formand også ser problemer her. Hans måde at karakterisere det typiske menighedsråd på fik latteren frem i salen: ”Det er grimt, det jeg siger nu: De fleste er gamle damer. De egner sig ikke til at være arbejdsgivere. Men jeg har heller aldrig hørt om nogen, der er gået ind i et menighedsråd, fordi de gerne ville lave ansættelsesbeviser og APVvurderinger. Motivationen ligger jo typisk i at gøre noget for menighedens liv og vækst,” lød det fra Peter Christensen. Notesblokke måtte i svingninger igen: korporatisme og informationstrængsel. Ord, der – sammen med sognenes uprofessionelle ledelse – beskriver folkekirkens dysfunktioner. Ledelsesforholdene blev igen diskuteret, da der efterfølgende var debat. Her pegede Peter Christensen med en variant af Flemming Ibsens formulering på det sjældne ”window of opportunity”, der nu med udvalgsarbejde om folkekirkens fremtid har åbnet sig i forhold til justeringer af kirkens ledelsesstruktur. Hele den afsatte debattid blev udnyttet, inden deltagerne om aftenen kunne adsprede sig med en traditionel middag, hyggeligt samvær og jazzede toner fra gruppen Hot N Spicy.