4 minute read

Banko & bobler

Mød museets klubmedlemmer

På Nationalmuseet tror vi på, at vores fælles historie binder os sammen. Det er omdrejningspunktet for vores nye NATKLUB og de arrangementer, vi tilbyder dig som NATKLUB-medlem. Som medlem får du et års fri entré på Nationalmuseet, invitation til udstillingsåbninger og særarrangementer samt rabatter. Se mere på nationalmuseet.dk/natklub.

Advertisement

Shalla Jeg kommer fra Afghanistan og bruger Nationalmuseet til at lære mere om Danmarks historie og kultur. I dag har jeg også taget min søn med. Når vi går rundt herinde, bliver vi en del af det hele, næsten som om vi havde været der selv. Nu, hvor jeg er medlem af NATKLUB, glæder jeg mig til at invitere hele familien med herind, så de kan se, hvordan danskerne levede i gamle dage, før vi kom hertil.

Vi har spurgt vores NATKLUB-medlemmer, hvorfor det er fedt at være medlem Mathilde og Amanda

Vi er tit herinde sammen for at høre debatter og foredrag, som altid er virkelig aktuelle. Det bliver rigtig tydeligt, hvordan vi kan bruge historien til at forstå den tid, vi lever i. For eksempel når succesfulde erhvervskvinder taler om, hvordan de er inspireret af magtfulde kvinder gennem historien. Når man er medlem af NATKLUB, kan man jo komme herind igen og igen uden at skulle betale hver gang.

Stefan og Emilie

Når vi er med til arrangementer og udstillinger herinde, bliver vi inddraget og inviteret med ind i et nyt univers. Man kan både lugte, smage, se og høre historien. Vi fandt så ud af, at NATKLUB-medlemmer kan tage en gratis gæst med. Og det er jo smart, når man er et par. Det er også lidt nemmere at lokke sine venner på SU med herind, når man hiver NATKLUB-kortet op af lommen og siger, “jeg giver!”.

Mette og Asta Maria

Det bedste ved at være medlem af NATKLUB er, at man får lidt forhåndsviden og får lov til at komme med om bag kulissen. Vi bliver inddraget i de tanker, der ligger bag udstillingerne. Det er også sjovt at blive inviteret med til særlige events. Så føler man sig også lidt vigtig. Engang mødte vi Rane Willerslev herinde, og Asta Maria fik et billede med ham og en personlig hilsen. Vi synes, han er vildt sej.

Christa og Peer med datter og børnebørn Vi kan bedst lide de udstillinger, hvor man kan tage børnebørnene med. Engang vi var herinde, stødte vi for eksempel ind i en viking. Det syntes ungerne var ret sjovt. Så bliver historien virkelig levende. Nu glæder vi os meget til at komme herind igen alle sammen og tage med vikingerne på togt.

Ses vi i klubben?

Pris for dig, der kommer alene: 195 kr.

Pris for dig, der kommer med ledsager: 345 kr.

Køb dit NATKLUB-kort på museet eller på natmus.dk/natklub

Victoria og Annemette

Det er ret fedt, at vi kan komme til quiz med øl. Normalt kan vi aldrig følge med i barquizzer, fordi det altid er sådan nogle sære emner. Men vi ved da lidt om historie, så her har vi faktisk en chance for at vinde noget! Og så kan vi som medlemmer komme så tit, vi vil helt gratis.

Qúnâq med snebriller og jagtudstyr, netop hjemvendt fra fangst. Qúnâq tilhører gruppen Pâdlermio. Fotografiet er taget ved Arviat, Nunavut, 1923. Foto: Kaj Birket-Smith ©Nationalmuseet

Den største slæderejse

Nationalmuseet markerer til september 100-året for Knud Rasmussens 5. Thule-ekspedition

Nordlys festival 17.-19. september For 100 år siden, den 18. september 1921, svinger ekspeditionsleder Knud Rasmussen pisken og sætter gang i en over tre år lang slæderejse hen over det barske arkitiske landskab. Ekspeditionen tilbagelægger over 18.000 km slædespor fra arktisk Canada over Alaska til Sibirien og bliver en verdensomspændende sensation. Succesen skyldtes ikke Knud Rasmussen alene, men et hold af både kvindelige og mandlige ekspeditionsmedlemmer fra Grønland og Danmark, der sammen skaber banebrydende forskning.

Undervejs indsamler de myter og sagn og ca. 20.000 redskaber, pelsdragter, amuletter, våben, tekstiler og andre hverdagsting. De fastslår videnskabeligt, at Inuit er ét folk langs den arktiske cirkel fra Grønland til Stillehavet med en fælles forhistorie. Mange af de indsamlede genstande kan du i dag se på Nationalmuseet.

Nordlys festival 17. - 19. september

Over tre dage i september inviterer vi dig til at møde de mennesker, der levede og rejste i Arktis på ekspeditionens tid. Samt dem, der i dag fører inuit-kulturen videre. Festivalen byder på fotoudstilling, debatter, håndværk, film, musik, rundvisninger, poesi, podcasts, samtaler og mad, der udfolder og fortolker ekspeditionen og den tid, den udfoldede sig i. •