4 minute read

NY REKTOR SER LYST PÅ FREMTIDEN

AF MARTIN UHLENFELDT NY REKTOR SER LYST PÅ FREMTIDEN

Marstal Navigationsskoles nye rektor, Helle Bak Poulsen, havde dårligt sat sig til rette i stolen den 1. februar, inden virussen vendte op og ned på det hele. Selv om det er blevet mere besværligt at drive undervisning under de nye regler, er Helle Bak Poulsen optimist, og glæder sig til at komme i gang med de mange nye projekter skolen har i støbeskeen.

Advertisement

”Det er jo en meget anderledes skole jeg er rektor for, end jeg havde forestillet mig”, siger Helle Bak Poulsen med et smil.

”Men bortset fra det, så synes jeg egentlig, jeg er kommet meget godt fra start. Jeg går glad på arbejde hver dag - og træt hjem”.

Det kom som en overraskelse for de fleste, at Marstal Navigationsskoles tidligere rektor Jeppe Carstensen sidste år sagde sin stilling op, for umiddelbart efter at tiltræde en ny stilling som efteruddannelses- og kursuschef på SIMAC i Svendborg.

Mindre overraskende var det nok, at Marstal Navigationsskoles bestyrelse valgte at hente den nye rektor fra skolens egne rækker - den vellidte lektor Helle Bak Poulsen.

”Jeg kender jo alle, og alle kender mig - og vi arbejder godt sammen. Det er en klar fordel”, siger Helle Bak Poulsen.

Hvilke mål har du sat dig for din gerning? ”Jeg vil rigtig gerne fremme trivslen på skolen, ikke mindst blandt HF-eleverne - at vi understøtter dem på en helt anden måde end vi gør nu. De seneste år haft vi haft et ret stort frafald blandt 1. års eleverne, og det vil jeg gerne have stoppet”, siger Helle Bak Poulsen.

”Nogle af dem er ret unge, 15 år, når de starter, og lidt overladt til sig selv på skolehjemmet når dagens undervisning er slut. Jeg vil gerne have dem integreret noget mere, præge dem, så de vælger at blive søfolk - og gerne vores egne studerende på et tidspunkt”.

DEN NYE SKIBSFØRERUDDANNELSE

Selv om de nye coronaregler betyder, at en del af undervisningen foregår som fjernundervisning, er der igen kommet liv på skolen. Og går alt som planlagt, håber skolen at starte op igen i fuldt omfang efter sommerferien - naturligvis med behørig afstand og god håndhygiejne.

Et af de mange spændende tiltag på skolen er den nye skibsføreruddannelse, hvor det første hold studerende efter sommerferien skal i gang med 3. semester.

”Nogle af fagene er ganske nye, og sat sammen på en helt anden måde. Så der er mange ting der skal forberedes - lærebogsmaterialer der skal fremskaffes, planer der skal gøres færdige”, fortæller Helle Bak Poulsen.

”Vi arbejder sammen med MARTEC om udbud af 4. semester som valgfagspakke - det bliver også spændende at få rullet ud. Jeg har været med på projektet helt fra start, og håber selvfølgelig at det bliver rigtig godt”.

FÆRGENAVIGATØRUDDANNELSEN

Et af de nye initiativer man arbejder med på Marstal Navigationsskole, er Færgenavigatøruddannelsen. Det er en ny uddannelse som skolen har taget initiativ til i tæt samarbejde med Færgesekretariatet – et sekretariat, som 18 kommuner har etableret for at fremme tiltag, der kan optimere færgefarten til de danske småøer.

Uddannelsen, der har været på tegnebrættet igennem længere tid, har fået grønt lys fra Søfartsstyrelsen, og afventer nu en forsøgsgodkendelse fra Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte. Når den er i hus, går man i gang.

Uddannelsen består af en fem ugers grunduddannelse, som den nye rektor håber kan afvikles sidst på efteråret, efterfulgt af et halvt års praktik ude på færgerne. Den teoretiske del af uddannelsen, et 20-uger langt forløb, kan så gå i gang sammen med resten af undervisningen på skolen efter sommerferien 2021. ”Før vi går i gang, skal vi jo lige have klaret noget rekruttering, skaffet praktikpladser og så videre. Men det skal vi nok nå”, siger Helle Bak Poulsen.

SELV ELEV PÅ SKOLEN

At Helle Bak Poulsen kender Marstal Navigationsskole særdeles godt indefra, er ingen overdrivelse. Ikke blot har hun undervist på skolen de sidste 12 år, hun er også selv uddannet skibsfører fra skolen - det var tilbage i 1997.

Efter endt uddannelse blev hun ansat som timelærer på skolen, og startede fire år senere som overstyrmand på Søby-Mommark overfarten. Samtidig med at hun passede et job som hjælpelærer på navigationsskolen, avancerede hun til overfartsleder på den dangang private færgerute. Det blev dog alligevel for meget. Hun sagde færgejobbet op, og startede som fuldtids adjunkt på Marstal Navigationsskole. Siden blev hun lektor, koordinator og tillidsmand - for blot at nævne nogle af de mange titler hun har haft. Hertil kommer et hav af efteruddannelser, inkl. universitetsstudier og en lederuddannelse.

Indimellem er der også blevet tid til at være mor til tre børn.

FORTSÆTTER SOM UNDERVISER

Selv om der nu står rektor på visitkortet, betyder det ikke at hun har lagt undervisningen bag sig. Hun har ikke helt så mange undervisningstimer som før, men hun holder fast i, at hun vil fortsætte med at undervise.

”Jeg synes det er vigtigt, at jeg som rektor er synlig overfor eleverne. At jeg stadig er den Helle jeg var, da jeg kom ovre hos dem på gangen. Jeg ændrer ikke personlighed, bare fordi jeg har ændret stilling. Og så synes jeg også det er vigtigt at bevare kontakten med det faglige”, siger Helle Bak Poulsen.