5 minute read

NYUDVIKLET FOIL REDUCERER BRÆNDSTOFFORBRUGET

AF MARTIN UHLENFELDT NYUDVIKLET FOIL REDUCERER BRÆNDSTOFFORBRUGET

Den færøske færge Teistin, der besejler ruten mellem Streymoy, Sandoy og Hestur for Strandfaraskip Landsins, blev i september sidste år - som det første skib i verden - udstyret med et foil i stævnen, udviklet af den norske virksomhed Wavefoil. Målet var at reducere færgens brandstofforbrug mærkbart. Og det lykkedes.

Advertisement

”Brændstofforbruget om bord på Teistin er faldet med 9 procent i løbet af det første halve år. Det er en stor reduktion i en branche, der kæmper for at finde besparelser”, siger Eirik Bøckmann, direktør i startupvirksomheden Wavefoil, som er hjemmehørende i Trondheim.

Det færøske transportselskab Strandfaraskip Landsins, der ejer Teistin, er også godt tilfreds med brændstofbesparelsen, men en anden effekt har gjort mindst lige så stort indtryk. Færgen ligger nu mere stabilt i vandet, hvilket ikke mindst passagererne sætter stor pris på i det barske farvand.

”Jeg kan mærke, at Teistin bevæger sig mindre i søen end tidligere”, siger Jónleif Láberg, kaptajn på Teistin.

BØLGER ER AFGØRENDE

Foilet fjernbetjenes fra broen, og køres ud når der er brug for det. I stille vejr er der ingen besparelse at hente, men så snart bølgegangen tager til, er der brændstof at spare, og øget komfort at hente, når foilet køres ud.

”Vores moduler passer til skibe med en længde på op til 200 meter, der sejler i bølgerige farvande. Vi kunne ikke have ønsket os et mere velegnet skib til vores første installation, end Teisten. Færgen sejler på en rute der ofte er udsat for hårdt vejr, og foilet er derfor i brug stort set hele tiden”, siger Eirik Bøckman.

Foilet konverterer bølgeenergien direkte til fremdrift, og reducerer samtidig skibets bevægelser i vandet.

Hvor stor brændstofbesparelsen er, afhænger af mange faktorer - hvoraf bølgegangen er den vigtigste. Men skibets længde, bredde og dybgang spiller også ind.

VINGER AF GLASFIBER

Vingerne, der stikker ud på hver side af foilet, er bygget af en særlig type glasfiber, der er stærkere end almindelig glasfiber, men stadig elastisk.

Vingerne sidder på et skinnesystem og trækkes vertikalt ind mod skroget, når de ikke er i brug. Omvendt bliver de låst fast i den rigtige position, når de køres ud.

KENDT EFFEKT

At man med fordel kan montere et foil i stævnen, har været kendt siden 1800-tallet. Det nye er, at Wavefoils patenterede vinger kan trækkes ind i skibet, når der ikke er brug for dem, eller når vejret bliver ekstremt og de risikerer at blive ødelagt eller revet af.

I teorien kan foilet generere en brændstofbesparelse på mellem 5 og 15 procent, tal som forsøg i indendørs prøvebassiner understøtter. Men det er ikke altid at teori og erfaringer fra prøvebassiner kan omsættes til praksis ude på havet. Det kan det så i dette tilfælde.

WAVEFOIL

Wavefoil blev grundlagt i 2016, som en spinoff af Norges Tekniske Universitet i Trondheim. Med støtte fra Climate-KIC, Forskningsrådet, Innovasjon Norge og NTNU Discovery er det på få år lykkedes at udvikle foilet, fra teoretiske beregninger til færdigt industriprodukt.

”Vores foil leveres som et komplet modul. Vi har udviklet fire moduler, der tilsammen dækker behovet om bord på alle skibe med en længde på mellem 20 og 200 meter”, siger Eirik Bøckmann, direktør i Wavefoil, til skipsrevyen.no.

”Hvis alle egnede skibe fik installeret et af vores moduler, vil man kunne spare 10-20 millioner ton CO2-ekvivalenter”, konstaterer Bøckmann.

Wavefoil har i dag 4 ansatte.

NÆSTE PROJEKT

Succesen med Teistin kommer ikke til at stå alene. Det næste projekt er allerede i støbeskeen, og bliver til virkelighed i løbet af denne sommer. Her er der tale om et meget anderledes skib - en ambulancebåd bygget på værftet Maritime Partner i Ålesund til indsættelse i Vest-Finnmark.

På ambulancebåden vil foilet bidrage til, at båden kan sejle med højere fart gennem bølgerne, uden at det går ud over passagerernes komfort.

”Det kan i sidste ende redde liv. Det er ikke hverdagskost for marineingeniører”, siger Eirik Bøckmann, direktør i Wavefoil, til skipsrevyen.no.

RETROFIT

Wavefoils moduler kan med fordel indgå i nybygninger, men kan - som den færøske færge Teistin viser - også retrofittes på eksisterende skibe.

FEM NYE MARITIME STARS

56 maritime start up-virksomheder forsøgte i år at blive en del af det landsdækkende iværksætterprogram Maritime Stars - som kårer 5 nye maritime stjerner, der skal være med til at skabe vækst og innovation i den maritime branche.

Af de 56 virksomheder der stillede op, blev 10 udvalgt til at deltage i selve konkurrencen - et event hvor deltagerne pitcher deres idé foran et panel bestående af 20 etablerede maritime virksomheder - såkaldte fyrtårnsvirksomheder.

Fyrtårnene tildeler deltagerne point inden for fire parametre: Vækst- og skaleringspotentiale, Innovation/potentiale for branchen, Ambitionsniveau og Teamet bag. De fem virksomheder der opnår flest point, vinder konkurrencen.

ÅRETS VINDERE

Årets fem nye Maritime Stars er: Dacoma, E-AT, Hybrid Greentech, Scoutbas og Sternula.

”Der var et meget stærkt kandidatfelt og jeg vil mene, at alle kandidater var berettigede til at deltage i programmet. Vi glæder os som fyrtårnsvirksomhed til at lære kandidaterne endnu bedre at kende og forhåbentlig hjælpe dem til vækst og forretningsskabelse”, siger Lars Riisberg, adm. direktør i Logimatic.

De fem nye stjerner skal i de kommende måneder gennem et forløb med sparring, vejledning og strategi sammen med en forretningsudvikler.

”Danmark er en maritim nation og det blå Danmark spiller en vigtig rolle for både erhvervsliv og samfund. Derfor er det vigtigt, at sektoren hele tiden fornyer sig og bringer innovative løsninger i spil. Og det er netop på det punkt - som budbringere af gode idéer, der kan udvikle sig til værdifulde og konkurrencedygtige løsninger”, siger Thomas Hofman-Bang, adm. direktør i Industriens Fond, der finansierer Maritime Stars sammen med EU’s Socialfond.

MARITIME STARS 2019

De fem vindere i sidste års Maritime Stars var: Dry Bulk Chemicals, C-LOG, Upteko, Optimum Voyage og Frugal Technologies. ”Vi har nu fundet de skarpeste profiler, som vi glæder os til at arbejde med. Og så kan vi samtidig glæde os til 2021, hvor vi igen skal ud at finde de næste stjerner”, siger Christine Lunde, adm. direktør i MARCOD, der på andet år driver Maritime Stars.

FYRTÅRNSVIRKSOMHEDER

De 20 fyrtårnsvirksomheder er: Alfa Laval, Danske Rederier, Danfoss, DESMI, DFDS, Fjordline, Gatehouse, Hoyer Motors, Logimatic, Maersk Tankers, MAN Energy Solutions, Terntank, Viking Life-Saving Equipment, Wrist Ship Supply, World Marine Offshore, Wärtsila Danmark, Hans Jensen Lubricators, Unifeeder, Frederikshavn Havn og Aalborg Havn.