Forord: ”Enhver by har historie, men Berlin har for meget!”

FORORD: ”ENHVER BY HAR HISTORIE, MEN BERLIN HAR FOR MEGET!”

Berlin er en nøgen by. Den viser åbent sine sår og ar. Den vil have dig til at se. Langs talløse gader er stenene og murene fulde af afsvedne huller og fordybninger – konkrete minder om, hvor kuglerne har ramt. Disse vansiringer fremstår som ekkoer af et enormt, blodigt traume, som berlinerne i mange år var uvillige til at tale åbent om. I skyggen af et beskidt folkedrab var det tabu at antyde, at de også var ofre i Hitlers krig. Byen selv er for længst helet, men skaderne ses stadig alle vegne: Muren i det gamle Friedrichsruhebryggeri med sit brogede mønster forårsaget af kraftige granatnedslag, basrelieffet i soklen under Siegessäule, Kristus på korset gennemboret af en granatsplint i hjertet, indgangsportalen til den sønderbombede Anhalter Bahnhof med romanske teglstensbuer, som nu står alene og kun fører ud i den blå luft. I Humboldthain, en frodig park lige nord for bykernen, vokser træerne op omkring en dyster, enorm betonfæstning, som i slutningen af krigen fungerede som herberg, hospital og katakombe. Mest berømt er det ødelagte kirketårn med en hætte af metal, som står over den travle Kurfürstendamm-butiksgade: Kaiser-Wilhelm-Gedächtnis-Kirche. Tårnet er næsten det eneste, der er tilbage af den oprindelige kirke, der blev opført kort før 1900; en nat i 1943 blev den ramt under et bombeangreb og opslugt af flammer (efter krigen blev der opført en ny sekskantet, modernistisk betonkirke ved siden af den). Hvis man intet kendte til denne bys historie, ville det første syn af det sære tårn virke foruroligende. Hvad er meningen med den underlige ruin, som er bevaret midt i et indifferent, travlt shoppingområde?

15

Andre europæiske hovedstæder anerkender den mørke fortid med elegant udformede monumenter i et forsøg på at glatte historiens ujævne kanter ud. Men ikke Berlin.

Gennem det tyvende århundred var Berlin selve centrummet i en tumultarisk verden. Den skiftevis forførte og hjemsøgte den internationale forestillingsverden. Essensen af byen syntes at være dens udtalte, dobbelte natur: de strålende boulevarder, de støjende boligblokke, sværindustriens mørke, røgfyldte citadeller, de omgivende klare vande og skove, de jublende panseksuelle kabareter, den højstemte operas stive værdighed, dadaisternes farverige udskejelser, den makabre uniformitet i masseoptogene med hagekorsflag. Og med nazisternes komme fulgte en konstant tiltagende dødens trommehvirvel. De fleste blandt Berlins jødiske befolkning, der blev i byen under nazisterne – omkring 80.000 mennesker – blev deporteret og myrdet mellem 1941 og 1943. Derudover skønnes 25.000 berlinere at være blevet dræbt under de allieredes angreb i krigens sidste uger i 1945. Men frygtens kontinuerlige nærhed var der også, både før og efter. For enhver født i Berlin omkring 1900 – og som var så heldig at overleve frem til 1970’erne eller 1980’erne – var livet i byen en endeløs række af revolutioner, en malstrøm af voldsom uro og usikkerhed. Fra Første Verdenskrigs lammende traume med sygdommene og volden, der fulgte umiddelbart efter; over den moderne industris bratte, svimlende indtrængen og den trodsigt revolutionære arkitektur, der afspejlede den og buldrede løs i tidligere så velkendte gader og arbejdspladser; til kvalmen ved voldsomme økonomiske nedture, der bragte stor armod og sult; derefter det nazistiske overherredømme, folkedrabets psykose og krigens brande; og til sidst byens hjerte skåret midtover af konkurrerende ideologier. I centrum for alle disse traumer står ugerne i slutningen af krigen i foråret 1945, hvor den ødelæggelse, som blev bragt over Berlin og dens befolkning, bedst kunne sammenlignes med oldtidens infernalske hævnakter.

I byen skorter det ikke på dybfølte hyldester til de døde, som for eksempel det fine holocaustmindesmærke, Jüdisches Museum, som er opført i nyere tid – en labyrint af monolitter, der stiger op

16

over ens hoved, jo dybere man bevæger sig ind mellem dem, er et af de få steder, hvor berlinerne tvungent må sænke deres rastløse tempo. Få gader derfra ligger det meget ældre, nyklassicistiske Neue Wache-mindesmærke opført i lyse sten i 1818 lige efter en forfærdelig europæisk konflikt. I nyere tid er dets formål blevet udvidet, og det er blevet forvandlet til en enestående mindehal for ”ofre for krig og diktatur”; lyset strømmer ned gennem et okulus, et rundt hul i taget. Men for Berlin er det aldrig let at vende tilbage til mindet om den overordentlige katastrofe og ødelæggelserne, som overgik byen under Hitlers krig. I foråret 1945, mens amerikanerne og briterne kæmpede sig gennem Tyskland, og mens deres bombefly smadrede endnu flere gader og boligblokke og forvandlede hjem til aske, og de enorme sovjetiske styrker strammede grebet om byen, og deres hvinende projektiler flængede luften, blev jævne berlinere spærret inde som fanger og gennemlevede ubegribelige rædsler. Byen blev til en åben slagmark, der udstillede totalkrigens grusomme konsekvens. Symbolerne på civilisation var malet til støv, og berlinerne blev tvunget til at leve et sultent rakkerliv, der blotlagde nye sider af menneskets natur.

Og endnu et smertefuldt element knytter sig til 1945 – et, som overgik bomberne og mortergranaterne, som efterlod ubegravede lig hinsides al genkendelighed, nemlig bølgen af selvmord, da tusinder af borgere valgte at gøre en ende på deres liv frem for at underkaste sig en fjende, der fyldte dem med rædsel – og også de utallige massevoldtægter, der efterlod familier i traumer rundtom i byen gennem flere årtier. Af den uforsonlige omverden blev disse voldtægter og grusomheder betragtet som forståelige – en sidste hvirvelvind af hævnakter, der var lige så ustoppelige som naturen selv. Det nazistiske lederskab havde påført millioner af mennesker rundtom i Europa lidelser og død. Berlins engang så betydelige jødiske samfundsgruppe blev terroriseret i årevis, inden de blev fordrevet og udryddet. Så hvordan kunne deres naboer i Berlin formaste sig til at fortælle verden, at de også havde lidt i uhyrlig grad? Denne bodslignende tavshed efterlod en forvirrende sky af moralsk tvetydighed over byen. Hvor total var nazisternes totalitarisme nu?

17

Berlins fald i 1945 er et af de øjeblikke i historien, der står som et fyrtårn; strålen drejer rundt og kaster et skarpt lys på det, der kom før, og det, der kom efter. Det var ikke bare den usle død for manden, der stod i centrum af hele denne malstrøm, eller måden, som hans endelige selvdestruktion i en underjordisk bunker syntes at sive ud og opløse selve byens fundament. Det er heller ikke en historie, som kan forstås fuldt ud som militærhistorie, eftersom det også er en mægtig gobelin af almindelige, civile berlinere, som i antal langt overgik de tilbageværende soldater, der ikke længere kunne beskytte dem – og deres forsøg på at holde fast i deres mentale sundhed, mens deres tilværelser brød sammen. Det er også historien om dem, som havde bemærket de advarende skygger, som på voldelig vis kastedes i årene forinden. Der var ældre berlinere i 1945, som havde været der under eftervirkningerne fra Den Store Krig og den mislykkede tyske revolution i 1918; som allerede tidligere havde sneget sig ned ad tilisede gader forvandlet til snigskyttekløfter; som i forvejen havde oplevet kronisk fødevaremangel og en kulde, de ikke kunne blive fri af. I 1919 hang mange steder i byen en plakat, der viste en elegant kvinde i en dødelig tango med et skelet. ”Berlin, stop op og tænk! Din dansepartner er døden!” lød overskriften. Plakaten, inspireret af digteren Paul Zech, handlede om offentlige sundhedstiltag i kølvandet på krigen, men antydede samtidig en generel morbiditet i byens natur.

På lignende vis kastede mareridtet i 1945 sin skygge langt ind i byens fremtid. I efterskælvet fra nazismen stod disse almindelige borgere over for nye bølger af efterkrigstidsvold, afsavn, uro og en hel ny cyklus af totalitarisme. Den dødelige, grå farve i Berlinmuren, som man begyndte at bygge i 1961, var i sig selv en del af efterskælvet fra 1945, da byen fortsatte med at være i centrum for global, geopolitisk frygt, det potentielle eksplosionspunkt for en atomkrig. Men selv inden for denne nye gentagelse af dualitet bestod viddet og kunsten og den frimodigt trodsige ånd.

Mennesker lever ikke deres liv i afgrænsede æraer; en epoke slutter, men menneskene fortsætter – eller prøver at fortsætte – ligesom de gjorde tidligere. Berlins nyere historie bliver ofte set gennem

18

fastlåste prismer af tidsinddelinger: vilhelminsk, Weimar, nazistisk, kommunistisk, hver periode hermetisk forseglet. Men dens borgeres liv dannede et beklemt kontinuum gennem alle disse regimer; det var mennesker, som altid kæmpede hårdt for at tilpasse sig livet i en by, der ændrede sig med en piskesnerts hastighed. Hvordan må alle de voldelige revolutioner have været for berlinere, der blot ønskede at leve og arbejde og elske? De, der voksede op i Weimartiden, som mærkede nazisternes skygge lægge sig over dem, og i årene bagefter så deres by blive besat og domineret af andre magter – hvordan kunne deres mentale landskaber, deres minder om særlige kvarterer, være bestandige, når det fysiske urbane landskab omkring dem var i en konstant tilstand af forvirrende forandring og nedbrydning i sådan en udstrækning, at selv nogle af dem, der var født i byen, ikke længere kunne finde vej til tidligere så velkendte gader? De hårdnakket åndfulde borgere kunne heller aldrig udelukkende blive defineret af krigens mareridt; ved at udforske deres liv og deres historie nu er det vigtigt at anerkende, at deres historier også omfatter Berlins enestående kulturelle bagland – ikke kun dens vildt innovative og verdensførende kunst og film og musik, ikke kun dens rige videnskabelige stræben, men også dens martrede forhold til et gammelt aristokrati og til klassekampens og gadevoldens konstant kværnende apparater.

Inden Hitler havde det været en kosmopolitisk by, som tiltrak fascinerede gæster og immigranter fra hele verden. Blandt 1920’ernes elegante lejlighedskomplekser og futuristiske stormagasiner bevægede kunstnere sig rundt med sensuelle og satiriske visioner af den nye realitet i bylivet. Dette sprudlende liv blev næsten (dog aldrig fuldstændigt, selv ikke under nazisterne) udslettet for en tid. Umiddelbart efter maj 1945 sprang flammen højt på ny og nærede sig af ilten i befrielsen. Og så var der før nazitiden Berlins banebrydende løfte om selvrealisering. En overgang var kvinder og mænd i byen relativt frie til at leve i overensstemmelse med deres sande seksuelle orientering. Her blev de, i modsætning til i de fleste af verdens andre byer dengang, ikke hånet; de kunne omsider give udtryk for den kærlighed, som var blevet dem nægtet. Nazisterne

19

gjorde på de grusomste måder alt, der stod i deres magt, for at kvæle denne side af byens liv. Mange berlinere led en brutal død af den grund. Men af asken rejste sig trods, og byen genfandt sin sensuelle smag endnu en gang.

Der var også fremdrift i byens intellektuelle liv. I videnskaben, såvel som i kunsten, blev en række nye verdener fremkaldt i laboratorier over hele Berlin. Inden nazismen havde det været Einsteins by, men han var ikke den eneste strålende fornyer. Kvantefysikkens gåder blev her udforsket af hjerner, der opererede i nye og aldrig før tænkte verdener. Slagtofferet af byen i 1945 kaster et grelt lys på de retninger, videnskaben i mellemtiden havde taget, og på, hvor langt Stalin var parat til at gå for at stjæle byens atomhemmeligheder og gøre dem til sine egne.

Prisen for innovation i det tidlige tyvende århundred var usikkerhed og fremmedgørelse; det rasende tempo, de videnskabelige opdagelser og sociale, seksuelle og kunstneriske forandringer skete i, var oplivende for nogle, skræmmende for andre. Det gav Berlin en skiftende identitet, som ikke var let at definere. Byens usædvanlige sensibilitet – synlig selv midt i lugten af død og mellem ruinerne efter den sovjetiske invasion – var før blevet bemærket. ”Det har altid,” skrev digteren Stephen Spender, ”været en by, hvor indbyggernes psykologi sad uden på tøjet.”¹ I 1930 skrev forfatteren og satirikeren Joseph Roth: ”Berlin er en ung og ulykkelig fremtidens by.”² Han vandrede rundt i byens østlige del og sagde om Hirtenstrasse, en boulevard fyldt med strenge boligblokke: ”Ingen gade i verden er så trist.”³ Men i 1920’ernes rejsebrochurer blev Berlin kaldt ”den nye by af lys i Europa”.4 Det blev bemærket i 1929, at ”der findes ingen by i verden så rastløs som Berlin. Alt er i bevægelse.”5 Den internationalt kendte teaterdirektør Max Reinhardt havde inden nazismens tilkomst bemærket: ”Hvad jeg elsker, er smagen af flygtighed på tungen – hvert år kan blive det sidste.”6 Selv i de pulserende neonlys, der gennemborede tågen i efterårets tusmørke, var muligheden for mørke altid tæt på. Kunstneren George Grosz var optaget af ”boligblokkenes mørke mure” og den truende nærhed af ”opstand og massakre”.7 Og efter krigen,

20

da Berlin blev lagt på pinebænken mellem nye besættelsesmagter, blev denne skærpede følelse af urban fremmedgørelse forværret. Kunstnere som Bertolt Brecht var blandt dem, der undersøgte byens flænger og brud. Både i den kommunistiske østlige del af byen og den amerikansk dominerede vestlige zone skete en opblussen af lavaglødende, æstetisk energi. Og ligesom perioden efter Første Verdenskrig var det blandet op med noget feberagtigt og svimlende, på randen af det balstyriske.

Berlin i dag er vidunderlig for den planløse vandrer; dens øjensynlige mangel på et tydeligt centrum gør den fascinerende at udforske. Man kunne være tilbøjelig til at se byens hjerte ligge ved Brandenburger Tor og den restaurerede Bundestag, der står ved siden af den. Men nej, der er ingen overvældende følelse af begivenhed eller pragt, blot en følelse af, at det er dér, landet bliver regeret fra uden større ståhej. Dette hjerte skal måske så findes blandt gravmuseerne og katedralen på Museumsøen, blandt de nyklassicistiske søjlegange og kupler? Igen nej: Mens de unægteligt er tillokkende og attraktivt anlagt, synes de storslåede attenhundredtals-institutioner næsten malplacerede: De er der for at gøre indtryk på gæster, men signalerer ikke arkitektonisk, at de er en del af byens organiske hverdagsliv. Nøglen skal måske findes i historien om Berlins grufuldt forfulgte jødiske samfund. Ikke så langt herfra, lidt længere mod nord efter en spadseretur langs Sprees bredder, ligger en meget smuk bygning, Neue Synagoge, hvis mauriske kuppel gløder i den gyldne sol. Men det er en bygning, der er vendt tilbage fra de døde. I 1943 blev synagogen delvist ødelagt, og efter krigen gik den raserede synagoge yderligere i forfald, indtil den til sidst blev revet ned. Bygningen, vi ser i dag, er en dybfølt rekonstruktion. Den er en vigtig del af historien – men ikke hele historien.

Det samme kan siges om en anden enorm kopi: Berliner Schloss – et syttenhundredtals-palads bygget til Hohenzollerne, erobret under Den Tyske Revolution i 1918, stort set ignoreret af nazisterne, pulveriseret af de allieredes bombninger og nedrevet af russerne i 1950’erne, men genopbygget ved Spree eller delvist genopbygget. Tre af slottets fire mægtige ydermure er blevet perfekt genskabt i al

21

deres barokke pragt, og bygningen huser nu Humboldtmuseet. Men denne genskabelse har også fremkaldt stor kontrovers. Lidenskabelige kritikere har hævdet, at der er noget ubehageligt neokolonialt over den bevidste rekonstruktion af hovedsædet for den imperiale magt. ”Enhver by har historie,” bemærkede den førende Berlinarkitekt David Chipperfield. ”Men Berlin har for meget.”8

Men der er en fredeligere, mere arbejderklassepræget enklave i nordvest – gader med traurige og støvet udseende lejlighedskomplekser, hvor noget af byens grundlæggende historie i en vis forstand er blevet indfanget. Den finder man på nogle kontorer, som har ydet en enestående indsats. Zeitzeugenbörse – Samtidsvidnebørsen – har arbejdet på at indfange og registrere almindelige berlineres stemmer hele vejen op gennem århundredet, deres liv og oplevelser gennem årtiers traumer. Den gamle følelse af, at det tyske folk måtte undertrykke deres egne lidelseshistorier, havde den utilsigtede virkning, at der blev skabt en masse af historisk mørkt stof, tavshed og dunkelhed omkring visse epokale begivenheder. De vidunderlige akademikere og frivillige, der driver Zeitzeugenbörse, har i de senere år arbejdet på at sikre, at en generation af berlinerstemmer aldrig vil gå tabt. Det er de stemmer, der kan guide os gennem et århundred præget af både terror og ukueligt sjælsmod.

De kan også give os levende, uforglemmelige perspektiver på fortiden. Tag for eksempel erindringerne efterladt af Helga Hauthal, en berlinsk skoleelev i 1940’erne, hvis uskyldige besættelse af filmens verden bragte hende i konflikt med ubøjelig autoritet; eller Horst Basemann, en ung berliner på østfronten i 1945, der mindes sin barndom og den berusende oplevelse af bålene, som Hitlerjugend tændte om natten i skovene i 1930’erne; Mechtild Evers, som i 1945 i sine forsøg på at undslippe en hær i anmarch løb ind i endnu mere forfærdende farer; Reinhart Crüger, en tolvårig dreng i 1941, som med rædsel så Gestapo komme og anholde hver af hans jødiske naboer efter tur; og Christa Ronke, en ung teenager, der ligesom så mange andre på hendes alder blot havde ønsket at kunne koncentrere sig om sit skolearbejde, selv da verden omkring hende gik i opløsning i 1945, og derefter, ligesom sine venner, på

22

en eller anden måde lærte at undertrykke traumet efter krigen, mens hun forsøgte at skabe et nyt liv i det sønderrevne landskab.

Hvor de mægtiges regimer altid bliver registreret og dokumenteret nøje, har fortællingen om dem, hvis almindelige liv blev kastet rundt med igennem deres handlinger og ideologier, en duft og en konsistens, der måske fortæller os mere om moralitet og menneskelige valg. Og sådanne ting vækker en særlig genklang i Berlin: På grund af nærheden til det onde i alle deres liv blev disse borgere særligt fascinerende. Det, der skete i Berlin og i resten af Tyskland, kunne være sket hvor som helst, men hvordan gik det til, at disse ideologier – fascismens kompromisløse, iskolde brutalitet og panoptiske undertrykkelse af kommunismen – slog ud i fuldt flor her? Og hvordan blev eftervirkningerne oplevet rundtom i hele Europa og Vesten helt frem til den enestående aften i efteråret 1989, da Muren – det definitive udtryk for totalitær undertrykkelse – omsider blev væltet?

I den forstand kan man ikke forstå det tyvende århundred uden at forstå Berlin. Da byen faldt i slutningen af krigen i 1945, var det i bund og grund det øjeblik, som sammenfattede den nihilistiske rædsel – meningsløs massedød i en ubegribelig skala. Men selv i den forpestede luft var det stadig muligt at skimte gnister fra byens rastløse og utålmodige etos. At gå rundt i byen nu er at mærke alle disse fortidens lag. Myndighederne har med stor sensibilitet i de senere år gjort det muligt at påskønne de forskellige ideer om byen, som den var. Det kulminerende mørke i 1945 lærer os, at selv mens skyggerne blev tættere, var der stadig liv og kærlighed og drømme i Berlin, der talte til byens virkelige sjæl.