En slider bliver 100

Herluf Ting er højt respekteret for sin lange historie og hengivenhed for KFUM’s Soldatermissions sag. 26. maj fylder han 100 år.

”Vi fik et bibelord, vi skulle huske til næste år, hvor han kom. Så blev vi hørt i det. Og vi samlede én, to og fem-ører til felttestamenter til soldaterne. Det var jeg med til, og jeg fik et kort med Noas ark, hvor der stod: ”Hånd som aldrig slipper, hold mig fast”,” beretter den trofaste missionsmand.

Fra fodermester til udsyn

Jeg

sidder i Gerdas lænestol hjemme på Annavej i Fredericia, ikke langt fra Landskontoret, ”så jeg lige kan gå derud og se, om de bestiller noget”. Gerda er her ikke længere, og det er tydeligt at mærke, hvordan Herlufs stemme skifter glød, når han taler om sin hustru gennem godt 70 år. Hun døde i september ’21 efter flere års sygdom 95 år gammel. Hele vejen har hun gået med ham i de næsten 42 år i KFUM’s Soldatermission – først som soldaterhjemsleder i Avedøre, Sandholmlejren og Fredericia, og derefter på landskontoret som rejsesekretær og landssekretær. Og han holder fast, for han er et nidkært menneske, fortæller han mig denne forårsdag.

”Jeg ser på Soldatermissionens arbejde i dag med stor glæde - ikke fordi det kører som dengang. For havde det kørt, som det plejer, var det forkert. Der har været SÅ mange opgaver siden, som mine efterfølgere bedre har kunnet klare. Gennem alle årene har vi følt, at det lagde sig til rette, og vi var hvor vi skulle være. Andet er der ikke at sige”, konkluderer Herluf Ting efter 2 timers varm samtale med adskillige muntre indslag undervejs i beretningen. Men lad os tage starten med:

Thybofamilie med hang til soldater

”Vi læste altid soldatervennen hjemme i Hvidbjerg på Thyholm”, fortæller han. ”Husker du Kühle-møderne ? Når nej, du er for ung. Kühle kom hvert år i vores søndagsskole og fortalte soldater- og bibelhistorier i en skøn sammenhæng. Det vakte mig”.

”Vejen var jo egentlig lagt for mig som fodermester på forskellige gårde, men der var noget i mig, der kaldte på, at der også måtte være andre muligheder”, fortæller han. Det lykkedes ham at komme med på menighedslinjen på Den Udvidede Højskole i Haslev i efteråret 1944. ”Her kom jeg i forbindelse med andre folk, der havde prøvet forskellige ting f.eks. som missionærer ude og hjemme. Desværre skulle tyskerne bruge højskolen fra den ene dag til den anden, og i starten af marts ’45 blev vi smidt ud. Så vi måtte holde afskedsfest om aftenen og natten, og jeg kom hjem som fodermester på Thyholm igen”. Men det varede ikke længe, før han blev kaldt til en ny opgave.

Nr. 77 bad aftenbøn

Efter befrielsen blev Herluf indkaldt som soldat i Århus. ”Det var en national opgave og en æressag, og der kom hundredvis af unge mænd til byen den dag”, beretter han. ”Da vi gik rundt til de tre kaserner, glemmer jeg aldrig en lille purk på 5 år, der stod og vinkede til os med sit dannebrogsflag. Nu kom der DANSKE soldater”.

Herluf kom rigtig meget på soldaterhjemmet. Han havde et KFUM-em- blem, der godt måtte bæres på uniformens venstre overærme.

”Flere spurgte til, hvad emblemet betød, for der var ikke mange kristne. Men det var alligevel gode kammerater, selvom de kunne nogle saftige historier. Ingen generede mig, når jeg bad min aftenbøn og læste i min bibel,” fortæller soldat nr. 77 fra Thyholm.

Han fik lov til at hjælpe til på soldaterhjemmet, og den erfaring fik han hurtigt brug for. ”Hvis jeg ellers slipper nogenlunde uskadt fra arbejdet i militæret, kunne jeg tænke mig at arbejde på et soldaterhjem”, står der i hans rekrutpapirer. Så efter aftjent værnepligt søgte han job i Soldatermissionen, men fik ikke noget svar. Så selvom han aldrig havde været i hovedstaden, inviterede han sin kæreste på tur. De troppede op i Gothersgade og spurgte direkte!

Jyder med mange penge

”Jo, Soldatermissionen havde lige haft møde om brevet, og jeg kunne begynde med det samme som soldaterhjemsleder i Avedøre. Jeg startede Valdemars dag”, fortæller den snart 100-årige soldaterven med usvigelig sikkerhed. Han fik en nøgle til huset, og måtte lære alt fra bunden.

”Der skete ikke meget i Avedøre, men 3-4 måneder senere blev jeg flyttet til Sandholmlejren, hvor der skulle være en stor indkaldelse med 6-700 mand. Der blev rigtig travlt, og jeg fik mange tusinde kroner ind i banken, fordi mange karle fra Jylland lige havde fået lønudbetaling inden de ankom. De måtte ikke gå med mere end 19 kr. på lommen”, fortæller Herluf Ting.

Året i Sandholm blev ekstra vidunderligt af, at hans kæreste Gerda fik plads som kokkepige i et pensionat i Gothersgade, så han kunne cykle ind til hende.

Pak og flyt

Han og Gerda blev bedt om at blive soldaterhjemslederpar i Fredericia 1. december 1948. ”Næste morgen gik vi i gang med at planlægge bryllup på Thy 24. november i Hvidbjerg kirke. Vi så det som Guds finger hele vejen”, fortæller han.

Efter godt 10 år og de første to af tre børn, spurgte sekretær Riberholdt, om Herluf ville blive rejsesekretær. 1. oktober 1959 begyndte han sammen med Erik Bærenholdt, der var startet et par år før. ”Nu stod jeg på skuldrene af Kühles, Riberholts og Bærenholdts mange møder og gudstjenester rundt i landet”.

Senere blev han assisterende landssekretær og startede først i ’72 som ledende landssekretær – i dag benævnt generalsekretær. Han gik på pension som 65-årig i januar 1989 efter næsten 42 års tro og hengivende tjeneste for KFUM’s Soldatermission, og nyder nu sine seks børnebørn og fire oldebørn.

Vejen var planlagt

”Fra jeg begyndte 9. juni 1947 til jeg fratrådte, har andre hele tiden sagt, hvad jeg skulle. Men jeg ved fuldstændigt, at det er Gud, der har planlagt vejen for os”, fortæller en glad soldaterven og slutter med et vers fra en sang: ”Minderne lader som ingenting, men er dog et lønligt kildespring.”

”Vi ved ikke andet om det på den anden side, end at vi får lov til at være sammen med Jesus. Men jeg tror på evigt liv hos Gud, og der bliver jeg forenet med Gerda igen. Det er jeg ikke i tvivl om”.

Vi ønsker Herluf tillykke med fødselsdagen, og tak for alt, hvad du har gjort for KFUM’s Soldatermission.

Herluf Ting har samtlige numre af Soldatervennen stående indbundet på kontoret. Og han har selv haft fingrene i at producere en stor del af dem.