2 minute read

Årsberetning fra Kompetenceudvalget

Anderledes efteruddannelse i 2021

2021 har ligesom 2020 været lidt af en udfordring, når man arrangerer seminarer og kurser. Dette har vi i Geoforums kompetenceudvalg forsøgt at navigere i efter bedste evne, og vi har måttet lære en del undervejs. Kigger vi tilbage til 2021, er der navnlig tre arrangementer, vi særligt vil huske året for.

AF MORTEN FUGLSANG, FORMAND FOR KOMPETENCEUDVALGET

På trods af udfordringer med at kunne afholde seminarer og kurser med fysisk tilstedeværelse i perioden med Coronarestriktioner, har Kompetenceudvalget fornemmet et stort behov for og et fortsat ønske om efteruddannelse i geodata-branchen. Vi har således bestræbt os på at levere god efteruddannelse til Geoforums medlemmer, selvom formen har måttet gentænkes.

Den 20. maj afholdt vi vores hidtil største og mest omfangsrige webinar, der handlede om Datafordeleren. Her deltog 85 tilhørere og 10 oplægsholdere i et webinar, der foruden oplæg fra SDFE også indeholdt parallelle sessioner med både desktop GIS og webGIS – samt en workshop om brug af REST-services. Afviklingen af dette seminar krævede udnyttelse af en lang række funktioner teknisk set, og mere end halvdelen af Kompetenceudvalgets medlemmer var involverede i roller som værter og ordstyrere.

Det lykkedes os også at få afholdt et kursus i foråret om ejendomsdata. Med et stærkt hold i arrangementsgruppen fra en række myndigheder havde vi over en lang periode arbejdet med at tilrettelægge et kursus, så deltagerne kunne få en grundig gennemgang af ejendomsdata-domænet. I løbet af Coronavinteren 2020-2021 besluttede vi, at kurset skulle konverteres til et virtuelt kursus, og i sidste ende blev det afholdt over tre enkeltstående dage i løbet af april.

Det er vores indtryk fra evalueringen, at de 94 deltagere fik virkelig meget ud af det virtuelle kursusforløb, og arrangementet står også tilbage som en landvinding for os i forhold til, hvordan vi også kan afholde kurser, hvis det kommer til at brænde på igen med at mødes fysisk. Endelig – i oktober 2021 – lykkedes det også langt om længe at afvikle et seminar, som første gang var på tegnebrættet i december 2019. Efter at være blevet udskudt fire gange og forsøgt afholdt på tre forskellige lokaliteter, havde vi fornøjelsen af at tage imod 85 deltagere – primært adresse-medarbejdere fra kommunerne – til et seminar arrangeret i samarbejde med SDFE hos Food Space i Kødbyen, København.

Det var tydeligt, at gensynsglæden var stor, og der blev netværket efter alle kunstens regler - sideløbende med et stærkt fagligt program med indlæg fra både private og offentlige adresse-aktører. Hovedparten af deltagerne havde haft deres tilmelding til dette seminar siden starten af 2020 – og det kunne ses i evalueringen, at en stor del af dem slet ikke kunne huske, hvordan de havde hørt om seminaret i sin tid. Derfor var det dejligt, at vi langt om længe kunne få afviklet dette store fysiske seminar.

Vi ser nu frem mod at planlægge 2022 med et stærkt program, hvor vi forhåbentlig kan afholde vores aktiviteter som planlagt. Det er klart, at vi har lært en masse om afvikling af webinarer, som vi kan arbejde videre med. Vi forventer, at det vil kunne styrke aktiviteterne, da vi nu har flere muligheder for at afvikle seminarer og kurser.

This article is from: