Lars Nymark Heilesen, Lena Kjems, Johanne Langkjær Fårup og Stinna Ahrenst (red.)
PÅ SØNDAG 50 inspirationsoplæg til konfirmandkirkeåret
Eksistensen 2021
På søndag 50 inspirationsoplæg til konfirmandkirkeåret af Lars Nymark Heilesen, Lena Kjems, Johanne Langkjær Fårup og Stinna Ahrenst © Eksistensen og forfatterne, 2021 1. udgave, 1. oplag Grafisk tilrettelæggelse: Claus Nielsen ISBN: 978-87-410-0838-7 Tryk: Druka www.eksistensen.dk
Indhold Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s. 7 På søndag – en håndbog . . . . . . . . . . . . . . . . . s. 9 Om kirkeåret og konfirmandkirkeåret . . . . . . .
s. 11
Gudstjenesten i et religionspædagogisk perspektiv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s. 14 Giv konfirmanderne stemme . . . . . . . . . . . . . . s. 18 50 inspirationsoplæg til konfirmandkirkeåret . . . . . . . . . . . . . . . . s. 23 Metoder til bibellæsning med konfirmander . . . s. 217 Oversigt over kirkeårsoplæggenes temaer, salmer og forfattere . . . . . . . . . . . . . s. 219
Indhold • 5
Forord »På søndag« siger præster i annonceringen fra prædikestolen og peger frem mod kommende søndag i kirkeåret. »På søndag« siger de i konfirmandstuen i håb om at motivere konfirmanderne for gudstjenesten kommende søndag. I 2019 nedsatte Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV) en arbejdsgruppe af præster, kirke- og kulturmedarbejdere, en kirkemusiker og organist, der skulle arbejde med tematikken »Gudstjeneste og konfirmander«. Projektet var et efteruddannelsesinitiativ, idet indsigter og viden skulle vindes i takt med, at deltagerne skulle udvikle deres egen konfirmationsforberedelse. Baggrund for nedsættelsen af arbejdsgruppen var tre konfirmandundersøgelser fra de seneste femten år. To omfattende europæiske kvantitative konfirmandundersøgelser (2007-8 og 2012-13) med deltagelse af 1500 danske konfirmander har dokumenteret, at den »fortrolighed med folkekirkens gudstjeneste«, som Konfirmationsanordningen sætter som mål, ikke opnås for flertallet af konfirmander trods krav om konfirmanders regelmæssige kirkegang og introducerende anstrengelser fra præsternes side. I 2017 fulgte sognepræst Karen Togsverd Hansen op med en masteropgave med en kvalitativ undersøgelse, der understøttede de folkekirkelige udfordringer omkring konfirmandernes fortrolighed med højmessen. På baggrund af interview med konfirmanderne angav hun en række anbefalinger til at tage konkrete udfordringer op. Det er denne dokumenterede folkekirkelige virkelighed og anbefaling til at sætte gang i en ny styrkende udvikling omkring »gudstjeneste og konfirmander«, der danner baggrund for FUV’s efteruddannelsesinitiativ. Projektet har været baseret på indhentning af faglig viden i uddannelsesuger, kollegial sparring i skrivegrupper og individuel praksis. Det har fra begyndelsen stået klart for arbejdsgruppen, at det ikke kun handlede om »uddannelse for egen skyld«. Arbejdet skulle samtidig være et bidrag til en folkekirkelig udvikling. Resultatet er blevet PÅ SØNDAG – 50 inspirationsoplæg til konfirmandkirkeåret. Bogen bevæger sig i et konstruktivt, tværfagligt felt mellem homiletik og kateketik og rummer oplæg til prædikentemaer, konfirmandandagter og undervisningsforslag med udgangspunkt i prædiketeksten til søn- og helligdagene i konfirmandåret (august-maj). Dertil kommer en introduktion til brug af bogen som håndbog i gudstjeneste-, prædiken- og konfirmationsforberedelse og en række perspektiverende artikler om kirkeår og konfirmandår, gudstjene-
Forord • 7
stens formidlingsakser og salmer og konfirmander. Endelig rummer bogen til sidst et kort metodeafsnit om bibeltekstlæsning med konfirmander og en oversigt over de temaer og salmer, som indgår i bogens konfirmandkirkeårs-oplæg. Vi håber, at håndbogen må blive til inspiration både for præster og undervisere, konfirmander og menigheder. FUV Løgumkloster, den 1. maj 2021. Forfatterne
Arbejdsgruppen på FUV Løgumkloster 2019-21 har bestået af Anita Obeling Kring, cand.theol. og kirke- og kulturmedarbejder, Solrød Sogn Anna Jensen, sognepræst, Malt-Folding Pastorat Christina Feddersen, sognepræst, Karlslunde-Karlstrup Pastorat Erik Søndergård, sognepræst, Skødstrup Sogn Eva Pedersen, sognepræst, Hinnerup, og akademileder for præstekadetter i Favrskov Provsti Gitte Thorsøe, stiftspræst for kirkelig undervisning i Viborg Stift Jakob Ulrik Hansen, sognepræst, Stengård Sogn Jóannes Holm, kateketisk medarbejder, Holbæk Provsti Johanne Langkjær Fårup, sognepræst, Middelfart Sogn, og timelærer i kateketik, FUV Aarhus Karen Togsverd Hansen, sognepræst, Skæring Sogn Lars Gustav Lindhardt, sognepræst, Frederiksberg Sogn Lars Nymark Heilesen, lektor, FUV Løgumkloster Lena Kjems, lektor, FUV København Martin L. Hornstrup, organist og kirkemusiker, Gellerup Kirke Peder Kristiansen, sognepræst, Øsby-Aarø Pastorat (udtrådt sommer 2020) Sara Schouby, sognepræst, Aars Sogn Stinna Ahrenst, religionspædagogisk konsulent, Roskilde Stift, sognepræst, Søborggaard Sogn og timelærer i kateketik, FUV København
8 • På SØNDAG — en håndbog
På søndag – en håndbog Ved Stinna Ahrenst, Lena Kjems, Lars Nymark Heilesen og Johanne Langkjær Fårup
Bogens formål »Hvor mange gange skal vi i kirke?« Det er velsagtens det oftest stillede spørgsmål til præsten fra konfirmanderne. Som supplement til den almindelige undervisning er det nemlig fortsat sådan mange steder, at konfirmanderne skal et antal gange i kirke til søndagens gudstjeneste for herigennem at stifte bekendtskab og opnå fortrolighed med et af folkekirkens vigtigste pulsslag, søndagens gudstjeneste. Det er imidlertid spørgsmålet, om dette møde altid falder ud efter intentionen. Får præster tænkt konfirmanderne ind som en ligeværdig del af søndagens gudstjenestedeltagere, eller overlades de til sig selv på »tålt ophold« på bagerste kirkebænk? Kommer kirkeårets mange og forskelligartede evangelietekster indimellem til at fungere mere fremmedgørende end fortrolighedsskabende for konfirmanderne? Det er hensigten med denne bog at forsøge at bygge bro mellem søndagens gudstjeneste og i særlig grad kirkeårets evangelietekster på den ene side og konfirmandernes livsverden på den anden i ønsket om, at to af folkekirkens vigtige grundsten hermed frugtbart vil kunne inspirere hinanden. Ikke alle kirkeårets tekster er umiddelbart nemt tilgængelige for konfirmander, men vi har taget opgaven – at sætte teksterne i spil sammen med konfirmanderne – på os alligevel, hvilket vi håber åbner for nye indsigter inden for begge områder: Bogen giver nye vinkler på søndagens gudstjeneste, herunder ikke mindst prædikenen, men henter også kirkeårets »pulsslag« ind i konfirmandstuen for dermed forhåbentlig at lade kirkeårets evangelietekster kaste deres lys ind i konfirmandstuens undervisning.
Bogens anvendelse Bogen er skrevet som en håndbog. Den giver inspiration til prædiken og ideer til andagter og undervisning og kan bruges direkte i forberedelsen
På søndag – en håndbog
• 9
heraf. Målgruppen er fortrinsvis præster, men bogen kan også læses af den konfirmandunderviser, som ikke er præst, eller andre med interesse for dette felt. Bogen kan bruges systematisk til hver uge eller som opslagsværk til inspiration for enkelte søndage eller undervisningsgange, hvor præsten ønsker at knytte konfirmander og kirkeår tættere sammen.
Bogens struktur Kirkeår og konfirmandår er tænkt sammen. Bogen er bygget op over en konfirmandsæson, dvs. at den tager sin begyndelse i august med 9. søndag efter trinitatis, hvor mange indleder konfirmationsforberedelsen, og slutter til Kristi himmelfarts dag, hvor de sidste konfirmationer finder sted. Bogen følger undervejs kirkeårets evangelietekster. De to tekstrækker, der ikke nødvendigvis har samme tema, bringes sammen, og hver bidragyder har selv valgt et eller flere temaer fra prædiketeksterne med konfirmandernes livsverden som horisont. Der er ikke tale om en egentlig homiletisk gennemgang af teksten, men temaanslag til prædiken, som følges op både i andagtsforslag og undervisningsforslag. De kirkeårstekster, der falder uden for konfirmandperioden, er ikke medtaget i bogen, og de søndage, hvor der er valgfrihed mellem prædikenteksterne, har vi ladet de enkelte bidragydere vælge selv, hvilken tekst de tager udgangspunkt i. Hvert opslag indeholder: 1. kirkeårsovervejelser, 2. prædikentema, 3. konfirmandandagtsforslag herunder salmevalg, 4. forslag til andre salmer, 5. undervisningsforslag og 6. ideer til inddragelse af konfirmander i højmessen.
Perspektiverende kapitler Ydermere indeholder bogen nogle perspektiverende kapitler: et kapitel om kirkeåret og konfirmandkirkeåret, et kapitel om gudstjenesten set med religionspædagogiske briller og et kapitel om brug af salmer med konfirmander. Desuden er der en oversigt over gode metoder til at arbejde med søndagens tekst sammen med konfirmander og et indeks over salmer og de temaer, der er bærende for de enkelte kapitler i bogen. Salmevalget er foretaget ud fra, at salmen skal tilgodese salmetraditionen, konfirmanderne og højmessen. Der inddrages både salmer fra salmebogen (DDS), 100 salmer (100S), Kirkesangbogen (KS) samt Salmer.dk (SDK).
10 • På SØNDAG — en håndbog
Om kirkeåret og konfirmandkirkeåret Ved Jakob Ulrik Hansen
I forbindelse med bestræbelsen på at lade konfirmationsforberedelsen følge kirkeårets tekstrækker er der nogle spørgsmål, som må overvejes. Kirkeåret begynder med advent og slutter i november, hvor et nyt kirkeår tager fat. Langt de fleste konfirmationsforløb tager deres begyndelse i august-september og afsluttes april eller maj. De følger derfor kun en del af det samlede kirkeår og rammer tilmed skævt på kirkeårskronologien. Konfirmationsforløbet strækker sig på den måde fra midten af trinitatis og afsluttes før eller efter påske, og spørgsmålet er, hvordan den del af kirkeåret kan danne grundlag for en sammenhængende kristendomsforståelse hos konfirmanderne. Ikke mindst lyder spørgsmålet: Hvad betyder det, at forløbet rummer jul og påske, men ikke pinsen? Det korte svar er: Selv om pinsen ikke indeholdes i konfirmationsforløbet, er den til stede i en særlig forstand. For kirkeårets fortælling om den treenige Gud, der bevæger sig igennem jul og påske, kan kun forstås ud fra pinsens begivenhed. Det vil sige, at pinsen og dens budskab hele tiden må være – og er – til stede fra begyndelsen af kirkeåret.
En nødvendig spoiler Hvis man giver sig til at fortælle en historie, og man undervejs bryder historiens kronologiske struktur og foregriber fortællingens slutning, vil det sikkert vække undren. For hvis man fra begyndelsen er bekendt med fortællingers afslutning og de vigtige pointer, forsvinder spændingen, og beretningens klimaks vil udeblive. »Du spoiler handlingen!« – vil tilhørerne måske udbryde. Men der findes fortællinger, som på en særlig måde forudsætter, at de foregribes og afsløres fra begyndelsen, for at de kan forstås og give mening for tilhøreren. Netop sådan er kirkeårets fortælling om Gud-Fader, Sønnen og Helligånden. For kirkeårets udsagn – om at Gud-Fader lader sig binde
Om kirkeåret og konfirmandkirkeåret • 11
i kærlighed til verden ved at blive et menneske, og at Faderen og Sønnen lever i et væsensfællesskab – kan kun forstås i en særlig ånd. Helligånden er den sammenhæng, som forbinder Faderen og Sønnen. Det er ligeledes den Ånd, som åbenbarer denne sandhed for verden. Derfor er pinsen og dens betydning forudsætning for forståelsen af hele kirkeåret. Bevægelsen ind i kirkeåret er på den måde baglæns i forhold til fortællingens kronologi. Kirkens menighed, som bekender, at Jesus er Kristus som verdens frelser, står derfor i et privilegeret forhold til kirkeårets fortælling. For samtidig med at menigheden bekender Faderens og Sønnens forbundenhed i en treenighed med Helligånden, er det selv samme Helligånd, som er den sammenhængskraft, der forbinder menigheden med Gud. Det vil sige, at pinsens budsskab fra begyndelsen er virkende i menigheden.
Kirkeårets gang Traditionelt set er kirkeårets begyndelsespunkt 1. søndag i advent, hvor Gud-Faders inkarnation i et menneske forudsiges. Advent og jul er dermed kirkeårets første fest. Det er Faderens fest, hvori åbenbaringen af den transcendente Gud udlægges i fortællingen om Jesus, og den finder sin afslutning langfredag. Kirkeårets anden fest er Sønnens fest, der fejres mellem påskedag og Kristi himmelfartsdag, og som beretter om Kristi død, opstandelse og himmelfart. Kirkeårets tredje og sidste fest er pinsen, hvor Gud på ny træder ind i verden som Helligånden. Her fortsætter Gud sin inkarnation gennem den korsfæstede og opstandnes Ånd. I den Ånd skal menigheden bære Gud videre ud i verden.1 For det tempel, der endegyldigt var blevet destrueret i Jerusalem, skal her genrejses som et nyt åndeligt tempel i verden. Ifølge Paulus skal kirkens menighed på den måde se sig som Guds tempel med Kristus som sin grundvold, og Guds ånd bor i dem (jf. 1 Kor 3,16). Således overdrages det kirkens menighed at fortælle den treenige Guds fortælling videre. Med den udgydte Helligånd som talsmand og vejleder får menigheden opgaven at realisere et guddommeligt fællesskab i verden. Trinitatis er på den måde den festløse periode, hvor menigheden i sin Herres fravær netop arbejder på at realisere den opstandne Herres liv i verden.2 Men ligegyldigt hvor stort et engagement og hvor mange kræfter der lægges i opgaven, så lider projektet skibbrud. For den brudthed (eller syn1
Jf. Thomsen, Henning Kjær, 2019, Plastik eller presenning – en kristologiske tydning i: Christine Svinth-Værge Põder m.fl.: Eftertænkning og genopførelser. Festskrift til Bent Flemming Nielsen s. 311-330, Frederiksberg. 2 Ibid.
12 • På SØNDAG — en håndbog
dens magt), som mennesket rummer, viser sig før eller siden. Evangeliet til sidste søndag i kirkeåret 1. rk. udtrykker det sammenbrud i det apokalyptiske billede om verdensdommen (Matt 25,31-46). Her ved vejs ende i kirkeåret står det klart, hvordan det er med menneskets egne muligheder. Menneskets eneste håb kommer udefra i skikkelse af et barn, der fødes ind i verden. Det er på dette barn, hele verden skal grundfæstes og understøttes. Omtrent som en hermeneutisk cirkel påbegynder kirkens menighed endnu en gang kirkeårets fortælling.
Kirkeåret fortalt igennem et konfirmandkirkeår Det er på den måde muligt at springe ind i kirkeårets fortælling på et hvilket som helst tidspunkt, forudsat at pinsens begivenhed er til stede som den forståelsesmæssige forudsætning. Det er kun ud fra udsagnet om, at Jesus er Kristus, at Guds fortælling kan forstås. Kirkeårets to første fester – julens udsagn om Faderens åbenbaring i verden og påskens forsoning – kan kun forstås gennem fortællingen om Helligånden og kirkeårets tredje og sidste fest. Med den på forhånd afslørede pointe – som bekendelse og forståelsesgrundlag – fortæller kirkeåret den treenige Guds fortælling. Denne cirkulære fortælling kan dermed finde mange begyndelser, men et oplagt begyndelsespunkt synes netop at være i trinitatis. For med pinsens udsagn må konfirmanderne og kirkens øvrige menighed leve sig ind i deres opgave, som er at fortælle den treenige Guds fortælling videre i verden.
Om kirkeåret og konfirmandkirkeåret • 13
Gudstjenesten i et religionspædagogisk perspektiv Ved Lars Nymark Heilesen
Konfirmationsanordningen sætter »fortrolighed med folkekirkens gudstjeneste« op som et hovedformål for konfirmander (§ 1 stk. 2). Hvad er da gudstjenestens bidrag til konfirmationsforberedelsens formidling af det elementære i den kristne tro? Der er forskel på gudstjeneste og konfirmationsforberedelse. Hvor gudstjenestens kategoriale form er »tiltale«, i hvert fald når man abonnerer på en tilgang, der har udspring hos Luther, er undervisningens kategoriale form »samtale«. Hvor gudstjenestens forankring i den grundforståelse er vertikal – menighedsfællesskabet, kulten, der er båret oppe af Gud, som kommer mennesket i møde – er konfirmationsforberedelsens forankring horisontal – båret oppe af læringsfællesskabet omkring »det med Gud«. Alligevel er der rigtig meget pædagogik og pædagogisk formidling i gudstjenesten, i hele gudstjenestens form, i dens rum, i dåbs- og nadverritualets udformning og i prædikenen. I disse år er der endda øget fokus på gudstjenestens og prædikenens formidlingsformer. Det pågående biskoppelige gudstjeneste- og liturgiarbejde er udtryk for det. Omvendt er der også meget gudstjeneste i konfirmationsforberedelsen. Oftest er der en indledende konfirmandandagt, som sætter fortegnet. Når konfirmander og underviser efterfølgende sammen eksperimenterer, reflekterer, spørger og afprøver, hvad der er det elementære i den kristne tro, er det hele tiden med henblik på selv at blive de lyttende og modtagende. Ligesom katekismen for Luther var kundskab, ikke som leksikalsk viden, men kundskab om det, man som kristen »kunne«, dvs. levede af og levede ud som bøn, bekendelse og taknemmelig lovsang til Gud i form af næstekærlig handling.3 Konfirmanderne samles som menighed og ikke skoleklasse. Gudstjeneste, liturgi og ritual er konfirmationsforberedelsens »fagspecifikke metoder« ved 3
jf. Ninna Jørgensen, 2001, Elementarisering og katekismusbelæring i: Kritisk Forum for Praktisk Teologi 86/December 2001 s. 15; 19f; 23, inkl. note 25
14 • På SØNDAG — en håndbog
siden af hele paletten af almenpædagogiske metoder, som konfirmationsforberedelsen deler med al anden undervisning.
Gudstjenesterummet som »resonans-oase« Den tyske sociolog Hartmut Rosa siger, at ritual og liturgi skaber et resonansrum. På et fundamentalt plan i forhold til sprog og tankemæssig forståelse bringer de deltageren som sansende krop i forvandlende og opladende svingninger med verden, livet, universet i dets totalitet. Dvs. det, som religionen kalder det guddommelige, og som kristendommen kalder Gud med stort G.4 Musikken og salmernes sungne poesi og billeder åbner for noget andet og samtidig fælles, der tager os ind. Bønnen skaber en akse mellem noget uden for os (Gud) og noget dybt inde i os selv. Det er den konkrete kropslige »gøren« – at vi synger, lytter, deltager, rækker hånden ud og modtager, folder hænderne til bøn osv. – der får os til at løsne grebet om os selv, både kropsligt og mentalt, så vi erfarer, at vi står i en verden, »der er større end os selv«.5 Og resonansen i os er ikke bare et ekko. Det handler om noget, der sætter os i bevægelse og kalder på vores egne svar.6 Der »sker« noget i gudstjenesten, som vi ikke selv råder over, men som samtidig er udtrykt i ordene »jeg tror«.7 Gudstjenesten formidler religiøs indsigt eller mere specifikt troserfaring og -forståelse på en måde, som ikke lader sig erstatte af andet. Det er samtidig en formidling, som er umiddelbart tilgængelig for alle, der deltager, kropsligt funderet som den er. Man kan på den baggrund hævde, at gudstjenesten er en fundamental formidlingsakse i konfirmationsforberedelsens opfyldelse af sit formål: at skabe fortrolighed med den kristne tros elementære indhold. I denne bog er det udtrykt i stadig inspiration til: • liturgisk nærvær med konfirmanderne både i konfirmandstuen og i gudstjenesten • brug af kirkeårets omfattende liturgiske ramme til at formidle kristen tro både om tirsdagen og om søndagen • salmerne, bønnen/Fadervor, bibellæsningen, Trosbekendelsen, Velsignelsen, dåben og nadveren som bærende elementer i formidlingen både i form af traditionsdeling og »fælles-skabelse« med konfirmanderne 4 5 6 7
Rosa, Hartmut, 2021 (2016), Resonans. En sociologi om forholdet til verden, København, s. 202; 297ff Nielsen, Bent Flemming, 2019, En høflig liturgi, i: Kritisk Forum for Praktisk Teologi 155/marts 2019, s. 9f Rosa, Hartmut, 2021 (2016), Resonans. En sociologi om forholdet til verden, København, s. 194; 203 Rosa, ibid. s.216; 303f
Gudstjenesten i et religionspædagogisk perspektiv • 15
• gudstjenesterummets centrale placering i undervisningen • liturgiske tilgange som grundlæggende metoder i konfirmandstuen • udvidelse af lægmandsansvaret for den evangelisk-lutherske gudstjeneste til konfirmanderne i form af deres bidrag til den gudstjenestelige praksis og prædikenen om søndagen
Hvad så med prædikenen i gudstjenestens formidling? Prædikenens udgangspunkt er et metodisk, reflekterende arbejde med »troens grammatik«.8 Den udspringer af prædikantens forudgående anstrengelser for at gennemlyse og forståeliggøre prædiketeksten som et bud på kristendommens gyldige mening og betydning for nutidsmennesket. Her må både akademisk teologiske discipliner og indsigter og kulturforståelse i spil. Men resultatet af den homiletiske proces frem mod den aktuelle, formulerede søndagsprædiken har ikke et studieformål. Den skal give tilhøreren mulighed for at erfare en fornyet livs- og meningsforståelse i gudstjenesterummet.9 Ved siden af liturgien udgør prædikenen gudstjenestens anden formidlingsakse. Den er på én gang et brud med liturgien i sin reflekterende taleform, samtidig med at den selv er en integreret del af gudstjenesteliturgien.10 Prædikenen er et teologisk arbejde – et reflekterende og hermeneutisk tekstarbejde ud fra den treenige Gud som præmis – og det er samtidig i sin karakter et religionspædagogisk arbejde omkring formidling til de aktuelle tilhørere. Set i denne bogs kontekst er prædikenen et aktiv i den sammentænkning af »konfirmandernes livsverden og evangeliet«, der er Konfirmationsanordningens erklærede formål (§ 8). I formidlingsperspektivet i forhold til konfirmanderne har præster og undervisere derfor omkring prædikenen i gudstjenesten en forberedende opgave i: • at give og vække sprog omkring prædiketeksterne • at åbne og oplyse prædiketeksternes fremmedhed og kontekst for konfirmanderne som led i den hermeneutiske proces, der ikke bare vil »lande« teksten i konfirmandernes selvforståelse, men udfordre, udvide og forMikkelsen, Hans Vium, 2021, Fundamentalteologi: artikler om teologi mellem tradition og samtid, København, s. 287ff 9 Christensen, Pia Nordin; Davidsen, Mads; Harms, Maria; Mårup, Arne; Nielsen, Kjeld Slot, 2021, Prædikenhåndbogen, Eksistensen, s. 13-44 10 Nielsen, Bent Flemming, 2011, Prædiken og liturgi. Bemærkninger om luthersk homiletik og gudstjeneste i: Engemann, Wilfried; Nielsen, Bent Flemming, Menneskesyn og gudstjeneste. Værkstedshæfte nr. 55, Løgumkloster, s. 33-48 8
16 • På SØNDAG — en håndbog
vandle deres selvforståelse. Prædiketeksterne, læst som »Dette hellige evangelium«, forankrer blikket og livet et nyt sted, som ikke bare ligger i omkredsen af egen navle • at gøre arbejdet for, at prædikenens ord – dens fortællinger, formuleringer, erfaringer, billeder og relationelle nærvær – kan blive til troserfaring og -forståelse også for konfirmander, når de deltager i gudstjenesten I denne bog er det udtrykt i stadig inspiration til: • at gøre prædiketeksterne i konfirmandkirkeåret dagsordensættende for formidling af kristendom til konfirmanderne med en dynamisk spændstighed for undervisningen i konfirmandstuen til følge. Når ikke kun det selvsagte, men det fremmede og udfordrende i teksterne er bragt i spil, får verden og konfirmanderne mulighed for at blive set med et evangelisk blik og ikke kun konfirmandernes eget blik. Samtidig sikrer rækken af konfirmandkirkeårets prædiketekster, at ikke kun Den barmhjertige Samaritaner, men også fødslen, korset, opstandelsen og eskatologien i dynamisk samspil bliver rygraden i udfoldelsen af den kristne tros elementære indhold for konfirmanderne. • at gøre konfirmanderne dagsordensættende for læsning af prædikenteksten i konfirmandstuen. De og deres livsverden er her specifikt gjort til den anden pol i den hermeneutiske spændingskurve. Det er dem og deres verden, der er den eksperimenterende og reflekterende vinkel for arbejdet med teksten. Også konfirmander har som døbte krav på at få fortalt deres historie i lyset af de bibelske tekster. • at gøre konfirmanderne til præstens teologiske medarbejdere i forhold til prædikenen i søndagsgudstjenesten. Det sker dels som inspiration til prædikantens forberedelse gennem tematiske, homiletiske anslag omkring prædiketeksten, der er hentet fra konfirmandernes livsverden, og dels gennem konfirmandernes konkrete bidrag eller rolle i højmessen. Det betyder ikke, at konfirmanderne nu skal gøres til søndagsgudstjenestens primære eller eneste menighed, men det er en ansporing til, at også konfirmanderne bliver tænkt reelt med i gudstjenestemenigheden, hvor dåb og nadver konstituerer fællesskabet med alle. Gudstjenesten med de to formidlingsakser, liturgi og prædiken, er helt afgørende for formidlingen af den kristne tros elementære indhold – også i konfirmationsforberedelsen.
Gudstjenesten i et religionspædagogisk perspektiv • 17