INDLEDNING

Vi har skrevet en bog om sammenhængen mellem tro og administration, mellem folk og kirke og mellem kirke og samfund i tæt tilknytning til staten Det er et indstik og et indspark til en debat om at være kirke i tiden som en vekselvirkning mellem kirken og den enkelte på vilkår af det samfund, som kirken er en del af Vi har været folkekirke “i tiden” gennem et par århundreder nu, og vi tror, at den med eller uden vores bidrag også vil være det om tusind år Vores påstand er dog, at folkekirkens bidrag til dagens Danmark som med- og modspiller kunne være meget større

Naturvidenskaben har fået en central plads som løsning og forklaringskraft på alt fra livets oprindelse over helbredelse af sygdomme til forklaring af kærlighed som kemiske forbindelser i hjernen Den spiller en central rolle som redskab i vores forsøg på at planlægge, styre og forstå verden, på en måde, der ofte hævdes at stå i et modsætningsforhold til troen

Den samfundsmodel, vi de seneste 30 år har fået indrettet os med, har nok skabt et rigere og tryggere samfund, fordi vi har optimeret opgavevaretagelsen og haft fokus på bundlinje og effektivitet i alle led Men vi ved også, at vi lever i et samfund, hvor ensomhed, unges mistrivsel, psykisk sygdom og stress er blevet et vilkår for mange, børn såvel som voksne Det er også et samfund, der er præget af hurtig udvikling og konstante forandringer som følge af de teknologiske nybrud, der ikke bare giver os nye muligheder, men helt grundlæggende ændrer vores måder at være sammen på, vores måder at løfte opgaverne på og dermed ændrer vores samfund De sociale medier blev for 10 år siden udråbt som de platforme, der kan understøtte demokratiet Alle, politikere såvel som private, kan nu komme til orde i den offentlige debat, ligesom alle risikerer at blive ofre for en shitstorm, hvis de benytter sig af muligheden På de digitale platforme kan man etablere virtuelle venskaber om en sag, som end ikke ens venner i den fysiske verden kender til I en tid præget af ny teknologi, stadig optimering og individualisering på godt og ondt har folkekirken haft en relativt tilbagetrukket plads, og er måske ligefrem blevet set som et misforstået middelalderligt indslag i en moderne verden, hvor troen på Gud i bedste fald er blevet et kuriosum

Der er meget der tyder på, at samfundet lige nu står med en styringsmæssig udfordring, når det gælder løsningen af stadigt mere komplekse eller “vilde” problemer, og at det også kalder på et værdimæssigt skifte: I den offentlige sektor ser nye styringsparadigmer dagens lys, hvor de gamle er kommet til kort Samskabelse er blevet det nye sort Dannelsesbegrebet har fået en renæssance i uddannelsesverdenen Regeringen har lagt op til en decentralisering af beslutningskompetencen på f eks ældreområdet Vi vender os fra kun at se på effektivitet og bundlinje til at tale om, at samvær og nærvær igen kan have værdi i sig selv Menneskeskabte klimaændringer og overudnyttelsen af jordens ressourcer nødvendiggør en tænkning, et sprog og et værdisæt, som åbner for og tænker omverdenen og medmennesket med, dvs kalder på et større og endda mere åndeligt perspektiv end det, den antropocæne epoke har bidraget med

Psykologiprofessor Svend Brinkmann har således skrevet en bog om Gud og tro 1 Den britiske økonom Daniel Fujiwara fore- slår, at vi måler vores velfærd i glæde 2 Ifølge professor Vincent

Hendricks i udsendelsen “Brinkmanns briks”3 er coronapandemien ikke bare en videnskabelig udfordring, men også et økonomisk anliggende, et politisk anliggende, et informationsanliggende, et samfundsvidenskabeligt OG et teologisk anliggende

Det er indlysende, at teologien og folkekirken ikke alene er ét blandt mange bidrag til forståelsen af det samfund, vi lever i, men også skylder at yde sit bidrag til at løfte udviklingen Teologien åbner jo netop for en verden, der er større end det enkelte individ, og peger samtidig på det menneskelige ansvar Teologiens ærinde er at tale troens, håbets og kærlighedens sprog ind i en verden, hvor mennesket let går tabt i sit eget Det er derfor helt vitalt, at teologien bliver almengjort, ikke bare af hensyn til forståelsen af os selv og vores private verden, men nok så meget af hensyn til den verden, vi er fælles om

Også med sin organiseringsform kan folkekirken have meget at bidrage med Den har en nærhed til det enkelte menneske, som det offentlige ikke længere har Politikerne er blevet fjerne, vi møder dem ikke længere i Brugsen Enten skal man tilgå forvaltningen digitalt, eller også skal man køre langt for at få hjælp Forhold der slider på legitimiteten Her repræsenterer folkekirken i kraft af sin flade struktur og decentrale organisering fra den fjerneste afkrog i landet til dronningens København en kultur og en traditionshistorie, som er et modbillede til en offentlig sektor, der må kompensere for centraliseringens fremmedgørende bivirkninger med “overstyring”

Med denne lille bog vil vi pege på, at folkekirken har meget mere at byde på, end det umiddelbart synlige Vi vil gerne bringe teologien – og dermed også folkekirken – i spil i alle hjørner af samfundslivet Folkekirken er ikke blot relevant, når man taler tro eller skal bidrage i diakonale og sociale indsatser, men folkekirken kan på alle måder bidrage til samarbejde og dialog om, hvordan vi skal organisere samfundet, gribe klimaindsatsen an, styrke sammenhængskraften, eller sammenholdet Folkekirken kan indgå i dialog og samarbejder lokalt, regionalt og samfundsmæssigt, og folkekirken er med sin tilknytning til staten, sit landsdækkende ‘buttom up’ myndighedshierarki og demokrati en værdifuld partner, når det drejer sig om at løse såvel nutidens som fremtidens opgaver

HVEM ER VI?

Elisabeth Tine Aggerbeck (f 1965) er stiftskontorchef i Ribe Stift Hendes udgangspunkt er den kirkelige administration Hun har stor erfaring med offentlig administration Kommunal, regional, statslig og offentlig forvaltning i den del af staten, der vedrører folkekirken, er ikke stort forskellig fra al anden offentlig administration Men den kirkelige og ikke mindst teologiske kontekst gør alligevel rollen som offentligt ansat i folkekirken anderledes Her er man sat i en organisatorisk hybrid mellem statslig forvaltning og medlemsforeningen folkekirken og mellem den strikte offentlige forvaltning og de opgaver, som folkekirken løfter i bevægelsen mellem mennesker, samfund og kirke – der hvor teologien har sit hjemsted

“Var jeg ansat i en interesseorganisation,” siger Elisabeth Aggerbeck “ville mine opgaver skulle spejle sig i formålet med interesseorganisationen Tag f eks Danmarks Naturfredningsforening De arbejder for mere natur i Danmark, et renere miljø og en bæredygtig fremtid Som ansat i den organisation forpligter man sig til at bidrage til det mål, uanset i hvilket hjørne af organisationen, man arbejder Er man som jeg ansat i stiftsadministrationen, arbejder man i virkeligheden for Kirkeministeriet og ikke for kirkens liv og vækst eller for at “forkynde Jesus som verdens frelser” Det ser måske ud som en modsætning Det er det heldigvis ikke, for det har vist sig, at de rammer kan understøtte hinanden i praksis, selvom det ikke er indlysende I mit arbejde ved stiftsadministrationen har jeg lært en smule om teologi og lært, hvad folkekirken kan bidrage med til menneskers liv som medspillere og initiativtager i lokalsamfundet og som dialogpartner på landsplan Samtidig er jeg forundret over, hvor lidt nærværende de muligheder er for alle os, der ikke på den måde er kirken Jeg synes med andre ord, at der er uendelig meget at hente i en tættere vekselvirkning mellem folkekirken, teologien, og samfundet ”

Jens Torkild Bak (f 1952) er domprovst emeritus i Ribe Torkild har altid jagtet nye ideer og vinkler på de store teologiske og samfundsmæssige spørgsmål Ny viden inden for teologi, humaniora og samfundsvidenskab er blevet tilegnet simultant i arbejdet som præst og domprovst og omsat i en ofte essayistisk udlægning af evangeliet ved søndagens gudstjenester, drevet af uviljen mod en teologi, der er lukket inde i sin egen osteklokke En stadig inspiration har været det mangeårige engagement i det tværfaglige forskernetværk Forum for Europæisk Kirkekundskab (FEKK), som han i 1990’erne var initiativtager til, samt bestyrelsesarbejdet i Selskabet for Kirkeret

Torkild har en master i offentlig ledelse (MPM): “Det er vigtigt at udvide blikket hos folkekirkens aktører for de styringsparadigmer og det sprog, som udvikler sig inden for hele den offentlige sektor, hvis vi vil forstå det samfund, vi som folkekirke og en forgrening af den offentlige forvaltning er en del af I stedet for at dyrke vores egne særligheder er der nødvendig viden at hente i politologi og organisationsteorier, men også større muligheder for at give tilbage og selv bidrage til det samarbejde, der går på tværs af den offentlige sektor ”

Elof Westergaard (f 1962) er biskop over Ribe Stift Han holder af søndagens gudstjeneste og har siden coronaen lukkede Danmark ned første gang sammen med Elisabeth Aggerbeck optaget små korte prædikener til facebook Elof er som biskop optaget af, hvordan stift og provstier kan understøtte de lokale menighedsråd og styrke det lokale kirkeliv Elof siger: “Det er magtpåliggende for mig, at folkekirkens organisering sker således, at såvel bittesmå sogne med under 100 medlemmer som store sogne med mange tusind medlemmer kan trives Det kræver fortsat stor smidighed i folkekirkens organisering og en stadig sans for og glæde ved forskelligheden og rummeligheden i udviklingen af folkekirken ” Elof ved desuden fra de forskellige sogne, han har været ansat i som præst, og fra sin tid som provst og nu som biskop, hvor vigtigt samspillet mellem præst og menighed er Endelig har Elof som del af stiftsøvrigheden og som mangeårig bestyrelsesformand og medlem af forskellige skoler og uddannelsesinstitutioner samt museer lært vigtigheden af at kunne aflæse og forstå de forskellige styringsparadigmer i det offentlige “Alfa og omega er her,” udtaler Elof, “at forholdet til den bevilgende myndighed (læs: stat og kommune) altid må være karakteriseret af gensidig respekt, og at den styring, som finder sted, altid må have øje for den opgave, som den pågældende skole og institution løfter Det fordrer igen blik for mangfoldighed og stor skønsomhed Det fordrer et generøst blik ”