Forord

Vi skal alle dø, og vi kommer alle til at tage afsked med et familiemedlem, en ven eller veninde eller et menneske, vi har lært at kende. Det er et vilkår for os alle. Nogle vil helst se bort fra, at vi ikke lever evigt, mens andre helst vil planlægge og nedskrive deres ønsker, mens de er i live. Vi er så forskellige og handler forskelligt, når det drejer sig om livets afslutning.

Vi har mulighed for at tage stilling til mange etiske og juridiske spørgsmål, som kan opstå i forbindelse med sygdom og død. Måske har vi ikke et overblik over, hvor mange ting vi kan beslutte, fordi vi hele tiden udskyder tanken om, at vi en dag skal væk herfra. Måske er vi ikke bevidste om, at lovgivningen rummer mange muligheder. Og måske er vi tilbageholdende med at inddrage vores nærmeste i vores tanker. Men i takt med at familieformerne bliver mere og mere forskellige, og i takt med at skilsmisseprocenten stiger, og andelen af ældre vokser, opstår der et ønske om at tage stilling, således at vi kan skåne vores nærmeste for spekulationer, diskussioner og uvenskab om, hvad der var i afdødes ånd.

I de seneste år er der sket en ændring i vores holdning til, hvorledes den sidste afsked med en afdød skal foregå. Tidligere var det helt almindeligt med traditionelle kirkebegravelser planlagt i samarbejde med et bedemandsfirma og forrettet af en præst. For de efterladte har det været trygt at lade en bedemand løse en lang række af de administrative og praktiske opgaver, som kommer, når en person afgår ved døden. Og det har været trygt at lade præsten tage beslutninger om salmer og om det skriftsted, der passer til afdøde og til de efterladte.

Men der er sket en ændring. I dag er der mange, som ønsker, at den sidste afsked skal være et personligt farvel, hvor man tydeligt kan genkende afdøde i ceremonien. Det er blevet almindeligt, at man ønsker at sætte sit eget præg på afskeden, og at den sidste afsked skal være særlig. Mange vil have et minde, som ikke er tilrettelagt af et bedemandsfirma og en præst, og de vil selv bestemme, hvordan afskeden skal forløbe, hvad der skal siges og synges.

Kritikere af denne tendens mener, kirkens overgangsritualer er blevet reduceret til underholdning. Men tendensen kan også ses i et andet lys.

Mange føler et behov for at skabe struktur, orden og forklaringer på et dødsfald. De har behov for selv at håndtere de krav, der stilles, når de ved, at de snart skal dø, eller når et familiemedlem skal dø. Det giver mening at bruge tid og engagere sig i at tilrettelægge den sidste afsked i afdødes ånd. Det meningsfulde beror bl.a. på, at de værdier eller forhold i vores liv, vi prioriterer højt, ikke trædes under fode eller tilsidesættes. Når den sidste afsked tager hensyn til de værdier og forhold, der har haft betydning i afdødes og de efterladtes liv, skabes der sammenhæng mellem det levede liv og afskeden med den døde.

Muligvis kan den nye tendens også ses i et helt andet lys. I dag kan man bestille ydelser fra et bedemandsfirma på nettet. Nogle bedemandsfirmaer yder et fint arbejde, mens andre bedemænd efterlader de pårørende i stor skuffelse efter en bisættelse eller begravelse. Enhver kan nemlig starte en bedemandsforretning. Der er ikke krav om en særlig uddannelse eller autorisation for at fungere som bedemand. Bedemænd har imidlertid med andre mennesker at gøre, når de er i en særlig livssituation præget af sorg eller chok. Hvis firmaet ikke lever op til forventningerne, er det ikke alle, som efterfølgende har kræfter til at klage over den ydelse, de har betalt for. Men den erfaring, de efterladte har fået, kan få dem til selv at tilrettelægge en bisættelse eller en begravelse, næste gang de skal tage afsked med en af deres kære.

Ønsket om selv at håndtere de krav, der stilles, når en person dør, kræver viden om lovgivning. Lovregler er udformet som nøjagtigt beskrevne forpligtelser og forbud, der paragraf for paragraf fortæller, hvad man skal, hvad der er lovligt, og hvad der er ulovligt. Juraen kan være meget hjælpsom, når den, som skal dø, eller de efterladte vil tilrettelægge en afsked i vedkommendes ånd. Men juraen kan ikke stå alene. For mange efterladte kommer der også en lang række etiske og moralske overvejelser om, hvad der er rigtigt og forkert i forbindelse med afskeden. Vil vi følge det, afdøde havde ønsket og skrevet ned? Er det for prestigefyldt for os efterladte? Vil det, præsten vil sige, være i overensstemmelse med afdødes ånd? Hvad er rigtig og forkert tale og adfærd ved en kirkelig og en borgerlig begravelse? Hvordan skal eventuelle familiekonflikter håndteres? Skal begravelsen eller bisættelsen foregå i stilhed? Skal der være fanevagt, og hvem skal bestemme det? Skal kisten bæres ud efter ceremonien, eller skal den blive stående, så det er følget, der forlader afdøde? Der er så mange spørgsmål, de efterladte skal tage stilling til, og de har brug for tid til grundige overvejelser, før de beslutter sig. Den sidste afsked kan ikke gøres om.

Jura og etiske overvejelser er en del af afskeden med livet. Det er det, denne bog handler om. Nogen vil måske spørge til mine forudsætninger for at skrive bogen. Som fagperson kommer min uddannelse i religion og min Ph.d.-afhandling (1990) om unges holdninger til etiske spørgsmål om liv og død mig til gode. Desuden har jeg været leder af Center for Selvmordsforskning i over 17 år. I forbindelse med et forskningsprojekt om præsters forebyggelse af selvmordsadfærd har jeg haft lange samtaler med præster. Ligeledes har jeg i forbindelse med forskning blandt efterladte efter selvmord lyttet til mange pårørendes beretninger om etiske overvejelser om afsked med en afdød. Jeg har siddet i NATO og talt med præster om soldaters død, og jeg har været formand for Landsforeningen Mit Livstestamente, hvor vi fik ændret lægeloven, således at læger har pligt til at respektere ordlyden i Livstestamentet. Dette blev vedtaget i 1992, hvorefter foreningen Mit Livstestamente blev nedlagt. Jeg har desuden i en lang årrække siddet i repræsentantskabet for Landsforeningen Liv og Død, hvor møderne indeholdt præsentation af nye tendenser omkring bisættelser og begravelser i ind- og udland.

Fra mit private liv har jeg trukket på erfaringerne fra min fars død og de mange etiske overvejelser og samtalen med en præst, der fandt sted i forbindelse med hans begravelse. Desuden har jeg inddraget erfaringerne fra min datters død og de ønsker, vi som familie havde til hendes bisættelse. Min svigermor døde som 101-årig, og her var der tale om en begravelse som i gamle dage, bortset fra de hensyn, der skulle tages i forhold til Coronasmitte. Jeg har i løbet af mit liv været til mange bisættelser, begravelser og mindehøjtideligheder. Nogle af dem har været helt traditionelle, andre har været særlige, fordi afdøde forud for bisættelsen selv havde aftalt med bedemand og præst, hvordan bisættelsen skulle foregå. Nogle bisættelser har været overraskende, fordi de efterladte havde forventet et andet forløb ud fra aftalen med præsten. Disse bisættelser har efterfølgende været genstand for mange refleksioner og samtaler, og jeg har inddraget nogle af tankerne i arbejdet med denne bog.

Jeg har gennem mange år haft venskaber med præster og er dem dybt taknemmelig for de samtaler, vi har haft om holdninger til det kirkelige arbejde i forbindelse med bisættelser eller begravelser.

Under bogens tilblivelse har jeg rejst rundt og talt med mange mennesker, som har taget afsked med et familiemedlem eller en nær ven. Disse mennesker har for mig været ukendte, men de har åbnet deres dør og fortalt om de overvejelser, de har været igennem, da de skulle tilrettelægge afskeden. De har fortalt om de etiske konflikter, de har stået i, og om de beslutninger, de har truffet. Alle er de blevet lovet anonymitet, og alle har givet tilsagn