1 minute read

Sjov med tysk grammatik

Film Noir-stemning går fint hånd i hånd med uregelmæssige verber i nyt grammatikspil til tysk.

Det skal være sjovt at lære sprog, det er tilgangen hos Minlæring Studio, der skaber undervisningsmaterialer som brætspil og træningshæfter. Deres produkter er primært analoge, men med QR-koder er der adgang til dertilhørende film og lydfiler.

“Das Verbrechen im Hotel” er et nyt tyskspil, og det er virkeligt lækkert at have i hænderne. Layoutet og spillepladen er flot sat op, og de små animationsfilm er velproducerede med autentisk tysk sprog. Mine elever havde en oplevelse af, at de let kunne for-

Das Verbrechen im Hotel

TYSK

3.999 kroner Minlæring Studio stå filmene og instruktionerne. Spillet kan spilles af to til seks personer, og et klassesæt består derfor af fem spil. Det kræver opmærksomhed og koncentration at komme i gang med spillet, for der er mange kort og opgavetyper, og de skal lægges rigtigt op.

Eleverne skal opklare en forbrydelse, på deres vej gennem hotellets rum samler de information og ledetråde. For hvert rum i hotellet, eleverne kommer til, skal de se en kort animeret film, de scanner koden på kortet og bliver ført videre i fortællingen. Hver film introducerer en ny mistænkt såvel som et grammatisk område, der skal arbejdes med. Områderne er verber, adjektiver, kasus, præpositioner, pronomener samt substantiver og artikel. Spilleren eller holdet stilles en opgave, og ved rigtigt svar trækker man et kort med en ledetråd. Ud fra samlingen af ledetråde vurderer spillerne til sidst, hvilket karakterkort der passer på morderens beskrivelse. Derefter afprøver spillerne, om de er lykkedes med at vælge den rigtige gerningsperson, afsløringen sker via QR-kode.

Spillet er differentieret i tre sværhedsgrader, hvor det letteste, der hedder Kriminalmeister, er henvendt til elever i udskolingen. I 9. klasse vil der være elever, der skal stå på tæer i nogle af opgaverne, så jeg kan lide tilgangen, hvor eleverne spiller på hold og taler om opgaven. Derudover er der to opgavesæt, henholdsvis Kriminalkommisar og Kriminaldirektor, der anbefales til gymnasieelever, i hvert sæt er der en ny morder.

Materialet bygger på et kommunikativt sprogsyn, og i “Das Verbrechen im Hotel” lykkes det hele rigtig godt. Det er tydeligt, at der er gjort noget ud af helhedsoplevelsen, og underholdningen er i top, selv om opgaverne tester din viden om grammatik og din evne til at anvende den.