2 minute read

Naturlig reaktion på en livsovergang

Det er helt normalt, hvis du føler sorg eller tomhed, efter dit barn er flyttet på efterskole. Det er en følelse, der kan sammenlignes med at blive forladt, forklarer psykolog Heidi Agerkvist med speciale i ’empty nest’-syndromet.

Efterskolen er en stor omvæltning – både for dit barn og for dig som forælder. Når du træder ind ad døren efter at have afleveret dit barn på efterskole, er der pludselig tomt i entreen, som normalt flyder med sko fra din teenager og de venner, der plejer at være på besøg.

For nogle fylder tomheden så meget, at den kan føles som en stor sorg, forklarer psykolog Heidi Agerkvist. Hun er specialiseret i forældreskab og holder foredrag om ’empty nest’ – et syndrom, som kan udløses, når nogen flytter hjemmefra. Det kan sammenlignes med følelsen af at blive forladt.

“Man er vant til hele tiden at tjekke op på, hvordan barnet har det, og når man pludselig ikke kan det længere, kan det føles som et tab. Det er en følelse af at miste kontrol og en følelse af at miste den relation, man før havde til sit barn,” siger hun.

’Empty nest’ kan være særlig tydelig hos forældre, som sender deres barn på efterskole, forklarer Heidi Agerkvist. Også selvom man ved, at barnet kommer hjem igen.

“Normalt kan forældre gradvist vænne sig til, at barnet løsriver sig, men ved en efterskolestart er barnet væk fra den ene dag til den anden. Der sker et meget tydeligt skifte i relationen, hvor man før har været meget symbiotiske, til at barnet bliver mere selvstændigt,” siger hun.

’Hvad så med mig?’

’Tag en tudekiks!’ Eller: ’Det ville da være værre, hvis dit barn blev boende hjemme, til han var 25!’

Det er nogle af de reaktioner, som Heidi Agerkvist oplever, at forældre får fra omverdenen, når de beskriver en tomhed og tristhed, efter deres barn er fløjet fra reden. Derfor kan ’empty nest’-syndromet også være forbundet med skam og ensomhed, og det kan være svært at dele med andre, hvis man får at vide, at man bare er for følsom.

“Man kan føle sig så forkert, når ens barn stråler, mens man selv føler sig helt tom indeni. Man kan tænke: ’Hvem er jeg som forælder, hvis jeg ikke bare er glad på mit barns vegne?’ Men vi rummer hele tiden modsatrettede følelser, og det er helt naturligt at glæde sig over

Bagom ’empty nest’

• ’Empty nest’-syndromet er en tilstand af sorg, ensomhed og tomhed, som udløses af, at nogen flytter hjemmefra, eller at barnet flytter på efterskole. Det er ikke en diagnose eller en sygdom. Det er en fase, hvor en række symptomer viser sig på samme tid.

• Det er en helt normal reaktion på en livsovergang. Nogle oplever det slet ikke, mens andre kan have symptomerne i flere uger eller måneder efter, de har afleveret barnet på efterskolen.

• Hvis symptomerne stadig er der efter et halvt år, er det vigtigt at tage det alvorligt og søge hjælp. Det kan også være reaktioner på andre ting, der er sket i ens liv.

KILDE Heidi Agerkvist, psykolog med speciale i parforhold, forældreskab og ’empty nest’ én ting og samtidig være ked af det og forvirret over noget andet. Det har intet med egoisme at gøre – det er en helt naturlig reaktion på en stor forandring,” siger hun.

’Empty nest’ har i mange år været et relativt ukendt begreb, men i dag får Heidi Agerkvist flere og flere henvendelser fra forældre, som mærker tomhed, savn og tristhed, efter barnet er flyttet på efterskole.

“Vi er en generation af forældre, som er ekstremt optagede af vores børn og optagede af at være gode forældre. Vi har pisket rundt for at læse beskeder på Aula, være med til svømmestævner og sørge for, at barnet har det godt. Det er langt hen ad vejen en god ting, men vi kan i mellemtiden have glemt, at vi også er andet end forældre. Så står vi tilbage og tænker: ’Hvad så med mig? Hvem er jeg så?’” siger Heidi Agerkvist.