med mit

Jeg spiller på en fagot fra et tysk instrumentværksted, som har specialiseret sig i at bygge fagotter siden 1800-tallet. Det er et familieforetagende, som begyndte på Strauss’ og Wagners tid og stadig er verdens førende. I dag har de en ventetid på 15 år for nye instrumenter – men så kan man også få tilpasset en masse detaljer som fx farvenuancer i lakken, størrelsen på klapper og så videre.

Da jeg fik min nye fagot, lagde jeg hele min teknik og spillestil om. Jeg var for længst færdiguddannet og havde vundet min stilling i DR Symfoniorkestret, men det føltes som om, det nye instrument hjalp mig med at finde ind til min egen, musikalske stemme. Med det instrument begyndte jeg at føle, at jeg havde mit eget udtryk, og at jeg kunne stå på egne ben som musiker.

I dag er jeg nærmest vokset sammen med mit instrument. På et tidspunkt fik jeg mulighed for at skifte til en nyere model fra samme instrumentbygger, men efter et stykke tid vendte jeg tilbage til mit eget instrument. Det er noget med lyden og udtrykket, og så er den ret let at bære på og reagerer lynhurtigt – det passer mig rigtig godt.

Det vigtigste er nok, at jeg føler, mit instrument giver mig mulighed for at blive ved med at udvikle mig. Som orkestermusiker prøver man hver eneste dag at blive bedre. Det at være musiker er som en lang rejse, der aldrig stopper – og jeg tror aldrig mere, at jeg skifter instrument på den rejse.