Ved Upernavik på̊ Grønlands nordligste Vestkyst er landskabet så ufremkommeligt, at man har været nødsaget til at skrabe toppen af et bjerg for at kunne lande et lille propelfly. Vi er ikke mere en tyve mennesker med flyet, men alligevel er lufthavnen fyldt med folk, der hilser familie og venner velkommen. Idet jeg træder ud af bygningen, ser jeg for første gang landskabet i øjenhøjde. Klippe og hav, hårdt og koldt. På den ene side strækker sig den enorme indlandsis, og på̊ den anden ligger Baffinbugten, der huser den største koncentration af isfjelde i verden. At der overhovedet bor mennesker i dette landskab er virkelig forbløffende.
Det er umuligt at komme rundt i distriktet, medmindre man har en jolle. Havet og vejret er altafgørende for indbyggerne, som primært lever af fiskeri. Upernavik er et af de få steder i Grønland, hvor små glimt af den oprindelige fangerkultur lever videre midt i en højteknologisk fiskeindustri.
