Vi vil lave musik, som skaber samtale

Snapshots of a Wo/Man: Vi vil lave musik, som skaber samtale

Foto: Anders Graver

Dorte Hartmann, Tomas Høffding og Tor Kolding står bag Snapshots of Wo/Man; et projekt om køn gennem koncerter, vox-pop-interviews og minidokumentarer ud fra et ciskønnet, heteroseksuelt mandligt og kvindeligt perspektiv.

Dorte Hartmann er den kvindelige musiker (under personaen A Mess), Tomas Høffding den mandlige, mens Tor Kolding er filminstruktøren bag projekts minidokumentarer. MUSIKKEN har taget en snak med Dorte Hartmann for at blive klogere på, hvorfor det er vigtigt at bruge musikken som formidlingsform i debatten om ciskønnene.

Fakta

Snapshots of Wo/Man behandler seks tematikker, der er blevet til tolv sange – seks fra manden og seks fra kvinden - som fremføres til pop-up-koncerter rundt omkring i København. Temaerne er: Dating (som mand, som kvinde), Utroskab (do eller don’t?), Samtykke (gråzonen), Magt (normer og forventninger), Børn (ja/nej?), Venskaber (vigtigheden eller manglen på...)

Hvad er Snapshots of Wo/Man?

Snapshots of Wo/Man er en kunsthybrid, som forsøger at nedbryde skellene mellem ciskønnene og have en kønsdebat som er sjov, lettilgængelig, og som ikke tegner grænserne mellem kønnene så skarpt op. Vi skaber kønsdebat via forskellige pop-up-koncerter og minidoks, hvor vi arbejder med forskellige tematikker fra en heteroseksuel ciskønnet mandlig + kvindelig vinkel. Vi har valgt musik som kunstart, fordi det er den mest tilgængelige, mens minidokumentarerne fungerer rigtig godt på SoMe. Projektet skal både kunne leve online, i vores bevidsthed, live til koncerter og til diverse filmarrangementer. Ledelsen og ejerskabet for Snapshots of Wo/Man er Tor og mig.

Hvordan udsprang idéen til Snapshots of Wo/Man?

Tor og jeg har kendt hinanden i nogle år, og i takt med at #metoo-bølgen startede i 2017, og det blev legitimt at tale om kønsulighed og feminisme, blev vi tiltagende mere uenige. Der er blevet smækket med døre og råbt. Vi havde svært ved at finde et ståsted, hvor han forstod mig, og jeg forstod ham. Han følte sig stødt og mente, at alle mænd nu blev anklaget. Jeg derimod kunne slet ikke forstå, at han ikke kunne se, at jeg var utryg; at jeg fx har været udsat for seksuelt overskridende adfærd og sex uden samtykke samt oplevet konkrete eksempler på at være blevet forbigået karrieremæssigt på baggrund af mit køn. Og så var det, vi besluttede at tale mere konstruk-

tivt om det. Jeg fandt ud af, at jeg havde skrevet minimum seks numre i mit soloprojekt (A Mess), der faktisk handlede om både personlige erfaringer og strukturelle temaer om at være kvinde. Vi blev enige om at sætte en visuel side til det gennem minidoks og gøre det til et større projekt. For hvis vi to har så svært ved at være enige, så må der være andre, der har det på samme måde. Vi fandt også ud af via Tors sideløbende arbejde som gymnasielærer i mediefag, at de unge ikke nødvendigvis er så ”woke”, som vi går og tror. Der er faktisk brug for, at vi kan snakke mere nuanceret om mandens og kvindens perspektiver. For vi går jo rundt og tror, at vi forstår hinanden, men det gør vi måske ikke. Faktisk startede projektet helt feministisk – seks sange fra en kvindes perspektiv og seks minidoks om, hvordan det var at være kvinde. Men så var Tors klausul, at der også skulle være en mand med, så vi kunne arbejde på at nuancere begge perspektiver.

Hvordan kan dine og Tomas Høffdings sange være med til at skabe debat omkring køn? Hvad kan musik, som fx et foredrag om køn ikke kan?

Foto: Tor Kolding

Musikforbrugeren er størst af alle. Du tænder en radio, og så er du musikforbruger. Du skal ikke ud til et kunstudstillingssted, du skal ikke tænde for dit tv eller sætte dig ned og se en film. Alle former for musik er kunst. Det er et nemt tilgængeligt format, som vi kan bruge næsten anytime, som det passer os. De fleste musikforbrugere er ikke ”bevidste musikforbrugere” i den forstand, at musikken også bare kan køre i baggrunden, mens man laver noget andet. Og det prøver vi også at skubbe lidt til med det her projekt; at lave musik som vil noget mere end at underholde; nemlig skabe samtale.

Hvordan har de første koncerter og efterfølgende samtaler været?

Vi har foreløbig haft i alt 24 koncerter, og alle er gået godt. Det var været meget varierende fremmøde i forhold til publikums diversitet. Yngste har være spædbørn, og de ældste i 70'erne. I Fælledparken fangede vi flere gange sygeplejestuderende og fik så fat i de lidt yngre mennesker i 20’erne. Alle koncerter er blevet filmet, og folk er blevet interviewet i forbindelse med vores voxpop efter koncerterne. Der er blevet taget rigtigt godt imod det, og det været ok nemt at få folk i tale efterfølgende. Her gik vi ud i udbrydergrupper, hvor vi sad med 5-8 tilskuere og diskuterede tematikkerne. Det var folk ret åbne overfor. Jeg kunne også mærke, at de faktisk åbnede sig og blev mere lydhøre over for de andres synsvinkler. Så jeg synes, det har været en succes. At lokke fok på græs har dog også vist sig at være lidt svært, på trods af at mange har sagt, at de savnede kunst og kultur under corona.

Har I oplevet kritik af koncerterne?

Indtil videre har vi ikke modtaget noget kritik. Vi var ret bange for at komme i medierne og få på puklen over, at vi ikke tog minoritetsperspektivet; at vi ikke har en ikke-ciskønnet, non-binær aktør med i kunstkollektivet. Men der har vi sådan set været helt åbne med, at vi prøver at tale en side af sagen, som vi ikke hører så meget lige nu, fordi minoriteterne fylder det meste i identitetsdebatten. Alt imens er vi en gruppe på 80-90 % af befolkningen, der er mega forvirrede over vores identitet - også selvom vi er helt vildt meget kvinde eller mand og identificerer os som det, vi er født som. Og dem taler vi ikke så meget om længere; særligt ikke mændene.

Hvad er målet med Snapshots of wo/man? Hvad ønsker I at få ud af det?

Den store mission er selvfølgelig at skabe større forståelse for vores forskellige udgangspunkter som mand og kvinde. At tilhørerne går derfra og kan tale om svære problematikker mere nuanceret og med mere glimt i øjet og på en ikke så skinger måde. Målet er at bruge musik som løftestang for at skabe forståelse af, at sammenhængskraften imellem mennesker er større; at vi kan spejle os i hinanden i stedet for at se hinanden som modsætninger. Dette både igennem livekoncerter, vores onlineunivers og de indspillede sange, man kan lytte til.

Jeg har ikke et udelukkende kommercielt formål med den musik, jeg skaber. Jeg tror på, at kunst skal noget andet; skabe identifikation for dem, der ikke føler sig set og hørt andre steder. Skabe samhørighed mellem folk. Der synes jeg, at musikken er et godt medie. Et andet mål med projektet er selvfølgelig at skabe synlighed for vores respektive musikalske karrierebaner. Snapshots of Wo/Man giver et narrativ og en branding-value til vores musik, den måske ikke ellers ville have fået. Det er ikke så interessant at høre om, at ”Dorte Hartmann har lavet en ny grunge-rock-single”. Det er mere spændende at læse om hende, der laver semi-aggressiv musik på en guitar, og som har holdninger. A Mess er en persona, jeg har skabt for at have et talerør; en som er feministisk og fremme i skoene, og det er lig med mig som privatperson. Men så er der også nogle af fortællingerne, der ikke er mig. Jeg føler A Mess kan tillade sig mere, end jeg selv kan.