4 minute read

Tema // Ungt jazztalent: Sommeren ser fornuftig ud

Festivalleder og musiker Mai Seidelin: ”Der SKAL være kunst under corona”

Foto: morphinion.com

Advertisement

Selv om coronakrisen har gjort det både besværligt og usikkert at afholde festivaler, så kan og skal der være plads til musik og kultur. Det fortæller Mai Seidelin, der sammen med Johan Bylling Lang står bag Copenhagen Harbour Parade

Det nemmeste havde måske været at aflyse dette års Harbour Parade i Københavns Havn. Men det havde ikke været den bedste beslutning for hverken festivalen, publikum eller de udøvende kunstnere.

Det fortæller festivalleder og musiker Mai Seidelin, der sammen med Johan Bylling Lang står bag Copenhagen Harbour Parade, der løb af stablen den 5. juni.

Siden september sidste år har de to sammen knoklet for at få festivalen, der afvikles i Københavns Havn, til at lykkes. Og mens de fleste af deres samarbejdspartnere trak sig fra samarbejdet op til festivalen grundet corona, har Mai Seidelin og Johan Bylling Lang holdt fast. Festivalen skulle afvikles.

”Siden sidste års festival har vi arbejdet benhårdt på både fundraising og på at finde samarbejdspartnere. Usikkerheden omkring corona har undervejs betydet, at flere samarbejdspartnere har meldt fra, men vi ville gennemføre. Det har krævet noget is i maven, men jeg er glad for, at vi har holdt fast,” fortæller Mai Seidelin, og uddyber:

”Der er flere praktiske grunde til, at vi ikke har udsat det til næste år, eksempelvis at vi har modtaget støtte og indgået kontrakter med en lang række musikere og kunstnere allerede. Men det vigtigste er, at der skal være kunst under corona, og vores opgave har så været at finde en måde, hvor på det kan lade sig gøre,” siger hun.

Løsningen har været at lave 15-20 scener på lige så mange både og fylde dem med musik, teater, ballet, opera og andre kunstformer og lade dem sejle fra Sydhavnen til Reffen, hvor folk i behørig afstand kan lytte og se med fra kajen med god afstand til hinanden indenfor de gældende forsamlingsregler. I alt skal omkring 90 kunstnere optræde på dagen, hvor der også er ca. 10 events på land.

To ildsjæle

Både Mai Seidelin og Johan Bylling Lang har længe markeret sig som to markante ildsjæle på den københavnske kulturscene med ansvar for en lang række festivaler og kulturevents. Den allerførste Copenhagen Harbour Parade, der blev afviklet sidste år i september, vandt da også den anerkendte “JazzDanmark Prisen” ved Danish Music Awards Jazz 2020 for den mest innovative koncertoplevelse.

I år er ambitionerne øget ved at udvide det tværkunstneriske aspekt i projektet ved at tage flere samarbejdspartnere med om bord i ambitionen om at gøre projektet til et vartegn for København på linje med Copenhagen Pride, Copenhagen Jazz Festival og andre toneangivende events, der hvert år vender tilbage. Men det kræver naturligvis, at festivalen kommer godt fra start, får opmærksomhed og rent faktisk bliver afholdt.

Måtte vente på tilladelse

Netop fordi festivalen er så ung, var det heller ikke muligt at søge økonomisk kompensation ved en aflysning, hvorfor en udsættelse til næste år ville være skidt i forhold til sponsorer, bidragsydere og kunstnere, der ikke ville kunne kompenseres ved aflysning, fortæller Mai Seidelin.

“Der er mange folk, der har støttet os, og dem vil vi også meget nødigt skuffe med en aflysning,” siger Mai Seidelin, der har måttet være yderst tålmodig i forhold til tilladelser og økonomisk støtte ved dette års festival.

På grund af de sene og skiftende politiske udmeldinger, hvor især genåbningen af kulturlivet blev trukket til det sidste, var det eksempelvis ikke muligt for politiet at give den afgørende tilladelse til arrangementet før blot tre uger inden dagen. Og bevillingen fra regeringens aktivitetspulje kom også først nogle uger, inden festivalen løb af stablen. Med andre ord er der blevet bidt nogle negle og kigget nervøst på uret hos de to ildsjæle de sidste par måneder op til festivalen.

”Vi er glade for, at det lykkedes til sidst, og vi ikke gav op. Vi har lagt et kæmpe stykke arbejde i at få vores samarbejdspartnere med om bord, og selv om mange ikke er med i år, så håber vi på, at de klar igen i 2022, hvor Københavns Havn igen skal fyldes med kultur,” siger Mai Seidelin.

Denne artikel er pga. magasinets deadline skrevet inden Copenhagen Harbour Parade blev afviklet 5. juni.

Fakta

Mai Seidelin og Johan Bylling Lang.

Mai Seidelin Sangerinde, bandleder, sangskriver, og kulturiværksætter. Mai har en solid karriere bag sig som musiker, bandleder, underviser og kulturiværksætter. Mai er en ivrig koncertarrangør og står bag flere festivaler og kulturevents. Dertil er Mai yderst politisk aktiv i kulturdebatten i København og som bestyrelsesmedlem i Dansk Musiker Forbund København.

Johan Bylling Lang Saxofonist, bandleder, underviser og kulturiværksætter. Johan har en lang karriere som professionel udøvende musiker, men derudover også en solid erfaring som kulturentreprenør, hvor han selv har skabt flere festivaler og events, som har fået stor opmærksomhed. Projekterne har bl.a. haft fokus på nytænkende koncertformater.