3 minute read

Institutionen skal genrejses

I slutningen af december sidste år overtog tidligere teaterchef HC Gimbel tøjlerne hos spillestedet Alice. Nu venter genhusning i Vanløse og med det en genrejsning af institutionen Alice, fortæller den nye leder.

Efter en del tumult omkring spillestedet Alice’s fremtid stoppede den daglige leder Bjarke Svendsen i december 2022, og i dag hedder chefen for Alice HC Gimbel. Han er landet i jobbet fyldt med energi og ser frem til de muligheder, der ligger i at flytte koncerterne til Vanløse det næste års tid, fortæller han.

Advertisement

”Jeg sagde ja til jobbet velvidende, hvad jeg gik ind til. Ingen af de udfordringer, Alice har døjet med, kommer bag på mig, og jeg er sikker på, at det nok skal blive godt igen. Både i Vanløse og når vi i 2024 vender hjem,” siger HC Gimbel over en kop kaffe i Unions cafe på Nørre Alle på Nørrebro, hvor de ansatte på Alice stadig har deres kontorpladser.

Her fra kan man se over til den meget omtalte koncertbygning i gule mursten, hvor det er godt tre år siden, musikken sidst har spillet.

Først satte corona en stopper for koncerterne, og siden var det et defekt ventilationssystemet, der lukkede stedet. Ved efterfølgende inspektion er der også fundet sætningsskader på bygningen, hvorfor arbejdet med at udbedre skaderne anslås til at vare fire måneder.

Renoveringen bliver efter planen udført i år, og Alice er i 2023 blevet genhuset i kulturhuset Stairway i Vanløse under navnet Alice på Stairway, indtil de efter planen vender tilbage til Nørrebro næste år.

Fra teater til global roots HC Gimbel kommer fra en baggrund som teatermand, hvor han bl.a. har startet og drevet Teater Republique i en årerække og været ansat som souschef hos Aalborg Teater.

Opgaven som daglig leder hos Alice bliver med hans egne ord at genrejse spillestedet, der efter tre år uden åbne døre har mistet et stort antal aktiviteter og dermed også publikum og flere ansatte. Nu er alle ledige stillinger dog besat igen, og HC glæder sig til at åbne dørene i Vanløse den 9. februar.

Musikprofilen er fortsat den, man før kaldte verdensmusik, men som i dag kendes som global roots, folk, ny eksperimenterende musik osv., forklarer han. Og for at sikre en bred variation af kunstnere fra ind- og udland har han besluttet, at der også skal være en højere grad af repræsentation blandt Alices bookere.

”Alice er kendt for sin brede repræsentation af global roots musik, og hvis vi skal sikre den, kræver det også, at dem, der udvælger musikken, har forskellige baggrunde og syn på musik,” siger han.

Skattekroner ud til publikum

Den tilgang skal også være med at genrejse Alice som spillested i den ånd, som stedet har skabt og bevaret i mange år, fortæller han.

”Alice har en meget specifik profil, som vi skal værne om. Og det interessante for mig bliver arbejdet med at generere et stort publikum til netop den musik,” siger han og uddyber:

”Man kan sige, at Teater Republique var for scenekunst, hvad Alice er for musik. Og som kulturfaglig og formidlingsfaglig leder er det min mission at få skattekronerne ud til publikum i form at interessant indhold.”

Til det tilføjer han, at en del af Alices DNA også er at være springbræt for nye og gerne eksperimenterende kunstnere, der forhåbentligt med tiden bliver for store til at spille på et sted som Alice, der normalt kun har plads til lidt over 200 publikummer, og hvor mange koncerter har færre publikummer end det.

”Alice skal være et sted, hvor musiklivet kan vokse, og hvor der er plads til at prøve ting af for både musikere og os,” siger han.

Farvel om et år

Indtil musikken igen spiller på Nørre Alle, er det altså i Vanløse, at Alice skal slå sine vingeslag. 250 koncerter skal der afvikles i år, så der er nok at se til. Og for HC Gimbel er det vigtigt, at Stairway om et år bliver efterladt med det boost, som et kendt brand som Alice kan tilføre.

”For mig er det strategisk set interessant at arbejde med, hvordan vi kan aflevere Stairway i en bedre stand, end da vi overtog det. Når man arbejder for offentlige midler, har man kun ting til låns, og de skal behandles ordentligt,” siger han og uddyber:

”På Stairway har vi plads til omkring 100 flere publikummer end på Nørrebro, og sammen med stedets udformning sætter det nogle krav til, at der afvikles koncerter, hvor der kommer flere folk end normalt. Derfor har vi bl.a. fokus på at lave et mere populært program, der kan trække flere folk til. Vi indfører også nye koncepter som eksempelvis Jazz-Matiné, hvor vi den sidste søndag i hver måned har jazzkoncerter. Og forhåbentligt lærer publikum undervejs Stairway at kende som et godt spillested, som de vil besøge massivt efter, vi har forladt det igen,” slutter han.