3 minute read

Tema // 5 ting du skal afklare

Hvor meget skal du tage for at spille? 5 ting du skal afklare

Når du som musiker skal hyres til et spillejob, vil det i sidste ende være op til kunden, om de vil betale den pris, du sætter. Derfor er der en række ting, du med fordel kan undersøge og få afklaret, inden du sætter din pris.

Advertisement

Uanset, hvad man sælger, så handler det om at finde det gyldne snit, hvor både sælger og køber er tilfreds med prisen. Det gælder også for musikere, der hyres til spillejobs og andre opgaver.

Det er dog ikke sikkert, at alle kunder skal betale det samme, og er du i et marked med stor konkurrence, skal du vide, hvad du skal sælge dig selv på.

Til at blive klogere på det, får du her fem gode tips, der kan hjælpe dig på vej til at finde den rigtige pris.

Hvad plejer kunderne at betale for musik?

Når du skal prissætte dig selv, er det vigtigt, at du kender markedsprisen. Det er den cirka pris, som andre musikere tager for lignende ydelser som det, du sælger. Til at starte med bør du derfor undersøge, hvad potentielle kunder skal betale hos andre musikere. På den måde bliver du klogere på markedsprisen, og den er vigtig i forhold til, om kunderne også vil finde din prissætning rimelig.

Sammenlign med folk på dit niveau

Når du for at finde markedsprisen sammenligner dig selv med andre musikere, er det vigtigt, at du sammenligner med folk, der er på samme niveau som dig selv eller lige lidt over. Det skal du gøre for at sikre, at der en sammenhæng mellem din pris og kundens forventninger til det, du kan levere. Her er det typisk evner og erfaring, man skal kigge på.

Hvad kan du sælge dig på?

Med kendskab til markedsprisen skal du finde ud af, hvor du skal placere dig i forhold til dine konkurrenter. Vil du have en højere pris end markedsprisen, skal du fremhæve og fortælle, hvorfor du er værd at betale mere for. Det kan være særlige elementer i dit show, gode anbefalinger, popularitet, ekstra services osv. Her må man gerne være kreativ, så længe man kan levere det, man lover.

Vær ikke for billig

Som freelancemusiker skal du passe på med at sælge ydelser billigt for at komme ind på markedet. Med en kunstigt lav pris kan du nemlig ikke vide, om folk har valgt dig til, fordi de kan se værdien i det, du sælger, eller de blot valgte dig, fordi du er billigere end de andre.

Hvis du skal kunne leve af musikken, er det afgørende, at kunderne kan se værdien i det, du sælger, og du skal vide, om du sælger til de rigtige kunder. Og det er svært at vide, hvis man udelukkende bliver valgt til på prisen. Og lige så vigtigt: Folk glemmer aldrig en god pris, hvorfor det kan blive svært at hæve den.

Undersøg dine kunder

Det gælder for at alle brancher, at jo bedre, du kender dine kunder, desto bedre kan du sætte en fair pris. For at lære dine potentielle kunder bedre at kende, kan du lave en kundeundersøgelse i form af lidt detektivarbejde. I nogle brancher kan det give mening at sende et kort spørgeskema pr. mail til en række kunder og bede dem svare på det.

Men som musiker i et begrænset marked giver det måske bedre mening at ringe til en håndfuld af de potentielle kunder, man gerne vil sælge til, for at høre, hvornår de har behov for ydelser som dine, hvorfor de køber dem, og hvad de er villige til at betale. Med den viden får du nogle vigtige indsigter, du kan bruge til at sætte din pris og kontakte kunderne, når de er mest interesserede i at købe.