Dansk Noter 1/2015 by Dansklærerforeningens Forlag

DANSK NOTER

Krig

Marts 2015

dansklf.dk/Dansk_Noter

DANSK 1 2015 NOTER Redaktion Ansvarshavende Jette Sindbjerg Martinsen Maribovej 4B, 2500 Valby Tlf. 2248 5483 js@norreg.dk Anmeldelser Lars Dalum Granild

DANSK NOTER 2/2015: Tema: Verdenslitteratur Deadline: 16.03.15 Abonnement (4 numre + særnumre): kr. 300,- ekskl. moms. Enkeltnumre: kr. 100,- ekskl. moms.

kan gives i parenteser i teksten eller som noter. Begræns venligst brugen af noter. Fuldstændige litteraturreferencer placeres i litteraturlisten. Antagne tekster kan også offentliggøres på Dansk Noters hjemmeside og i Dansklærerforeningens nordiske søsterblade.

Dansklærerforeningens administration Billedredaktører Rathsacksvej 7 Lisa Kaas og Kurt Christensen 1862 Frederiksberg C Øvrige Tlf. 3379 0010 redaktionsmedlemmer Mandag-fredag 10-14 Anne Mette Finderup Dansk Noter er en del af medlemska- dansklf@dansklf.dk Rosenvængets Sideallé 9, 3. tv. bet for medlemmer af Dansklærerfor2100 København Ø eningens sektion for gymnasielærere. Alle henvendelser vedr. medlemskab, Tlf. 2893 7904 kontingent, bogpakker, abonnement, af@ijg.dk adresseændring og efteruddannelsesDansk Noters hjemmeside: kurser skal ske til administrationen dansklf.dk/Dansk_Noter Ditte Eberth Timmermann på dansklf@dansklf.dk Søvejen 20A, Blegind, 8362 Hørning Manuskripter og indlæg: Tlf. 6077 7304 ISSN: 0107-1424 Sendes til det@aarhustech.dk Oplag: 3000 js@norreg.dk Ivar Lærkesen Printed in Denmark 2015 eller: Jette Sindbjerg Martinsen Baneparken 2, 3720 Aakirkeby Maribovej 4B Tlf.: 5697 2547 Kunstner: 2500 Valby ILaerkesen@gmail.com Jan Grarup og J.F. Willumsen Vi modtager meget gerne bidrag Kurt Christensen Grafisk tilrettelæggelse til bladet efter disse retningslinjer: Sortemosevej 101, 2730 Herlev og produktion: Maksimallængde på artikler er norTlf. 3175 3101 Zeuner Grafisk as malt 12.000 tegn inklusive kurtchristensen@hotmail.com mellemrum. Skriv gerne kortere. Lisa Kaas Dansk Noter kan tilbyde fagfællebe- Tidsskriftet udgives med støtte af Jerichausgade 29, 1777 Kbh. V dømmelse af artikler hvis det ønskes. Undervisningsministeriets tipsmidler Tlf. 3117 7500 gennem tilskud til porto/forsendelse lisamargrethekaashansen@gmail.com Opsætning: Antal anslag opgives fra ”Bladpuljen” under Styrelsen for bibliotek og medier. først i artiklen. Skriv forfatternavn, Birgitte Elkjær Lamb titel m.v. over titlen/rubrikken. Og Ny Holstedvej 36, 4700 Næstved skriv gerne et par linjer om dig selv Tlf. 4161 3245 Forsidefoto: (fødselsår, stilling, publikationer, bil@herlufsholm.dk Jan Grarup: Central African Crisis andet). Vedlæg digitalt billede af dig Maja Christine Wester selv. Afsnit markeres med indryk. Stefansgade 36, 2. th 2200 København N Længere citater skal kursiveres Tlf. 2512 9368 og markeres med en blank linje før mw@stenhus-gym.dk og efter samt indryk. Bestilling af abonnement sker ved henvendelse til Dansklærerforeningen på dansklf@dansklf.dk. Bestilling af enkeltnumre sker på dansklf.dk/Dansk_Noter

Artikler bør have en kort pointerende manchet og mellemrubrikker samt forslag til citater som kan fremhæves grafisk. Eventuelle referencer

Indhold

4 Leder 6 Præsentation 7 Illustrationer

J.F. Willumsen og Jan Grarup

TEMA: KRIG 8 Af Soldatens år

Af Klaus Rothstein

Fanget Af Mette Kia Krabbe Meyer

Interwiew Dy Plambeck

Thomas Kluge: Dybbøl 1864 Af Inge Adriansen

8 ”Hvad stiller man op med flere hundrede fotografier af russiske krigsfanger taget under 1. Verdenskrig?”

”Når jeg er i Danmark, længes jeg efter livet her i lejren. Her ved jeg, hvad min opgave er.”

Tre nye bataljemalerier på Frederiksborg Af Mette Skougaard

” Jeg

TEKSTEN I MIDTEN Af Mikkel Brixvold

Fiktive krigsbilleder Af Flemming Kaspersen

Udenfor tema 46 Et sted i verden

Af Katrine Marie Guldager

vil med romanen prøve at skabe et sted, hvor der kan tales om krig. Hvor der kunne sættes ord på det ordløse ”

Karen Blixens etik – og humor Af Ivan Z. Sørensen

VOXPOP Jan Grarup på Herlev Gymnasium & HF

56 SYNSPUNKT 60 ANMELDELSER 64 DIN FORENING

33 ” Netop nostalgi er en følelse, Hvidsten Gruppen meget bevidst går efter. ”

Leder

“Mening kan aldrig kun komme fra rationalitet. Rationalitet kan vise os den letteste vej til målet, men den kan aldrig fortælle os hvor vi skal hen”. Pling! Ja! Så klogt talte kulturminister Marianne Jelved ved åbningen af den danske pavillon i Venedig i år. Hun fortsatte: “Det er derfor kunst og arkitektur er vigtigt i verden …” Vi kunne supplere: Derfor er sprog vigtigt. Fordi sprog er vigtigt til at tænke og drømme med. Og til at formulere det vigtige så enkelt og smukt med. Sådan lyder det ikke helt i regeringens udspil til justeringen af de gymnasiale uddannelser. Der er andre dagsordener på spil. Uddannelserne skal effektiviseres. De unges kringlede veje mod målet skal rettes ud og skal målrettes optag på de videregående uddannelser. Der synes at være forbindelse til efterårets “dimensioneringsplan” hvor universiteternes humanistiske fag blev mødt af nedskæringer ud fra en ofte fordomsfuld og ikke særlig innovativ “logik” om nytte og nytteløshed. Man kan spore lignende rationelle kalkuler bag udspillet til ungdomsuddannelserne. “Effektiv læring” er det nye vi skal sigte efter, står der. Man tænker mens man læser udspillet: Hvem kunne mon ønske ineffektiv læring? Der er mange gode ideer i regeringens udspil. Gode ideer til at samle studieretninger til fagpakker med flere A-niveauer, til at arbejde med omlagt skriftlighed med vejledning og feedback, med overgangen mellem grundskole og ungdomsuddannelse, med nye eksamensformer og anvendelse og innovation. Måske er det ikke det som står i udspillet, der undrer. Men det som mangler. Danskfaget fx. Fordybelsen. De kreative fag. De andre “traditionelle” dannelsesfag hvor tyngden ligger i det historiske blik, den eksistentielle undren og den demokratiske etik og kritik. Vi kunne ønske os at politikerne turde diskutere dannelse i stedet for så kraftigt at dyrke en bestemt type af dannelse som den vigtigste, nemlig den man forestiller sig er den mest effektive og rationelle i et studievalgs-perspektiv. Hvor er et nyt dannelsesbegreb der kunne rumme Marianne Jelveds visdom? En kritisk, digital dannelse eller mediedannelse fx? Regeringens udspil giver “den brede naturviden-

4 DANSK NOTER

skabelige dannelse” fokus. At styrke den naturvidenskabelige dannelse er på alle måder en god ide. Det er med til at øge elevernes omverdensforståelse og gøre dem parate til deltagelse i demokratisk samtale hvor naturvidenskabelige forhold spiller en central rolle. Men den kan ikke stå alene. Danskfaget kan bidrage med perspektiv og spørgsmål. I dansk arbejder vi med tekster hvor eleverne styrker deres evne til indlevelse, oplevelse og empati. Eleverne lærer at det gør en forskel hvilke ord der anvendes, i hvilken kontekst noget ytres, og hvordan man kan anvende sproget til et væld af formål. De trænes i fordybelse i en tid hvor fordybelsen måske trues af det stadigt voksende online-liv. Det kritiske blik, fordybelsen og sprogbevidstheden trænes i tekstlæsningen og i det skriftlige arbejde. I regeringsudspillet understreges to vigtige sider af skriftligheden som danskfaget også prioriterer, nemlig at skriftlighed handler om udtryksevne og om at lære gennem det skriftlige. Når vi skriver i dansk, arbejder vi med den skrivning der støtter elevernes tænkning, fordybelse og hukommelse. Samtidig har vi fokus på at kommunikere om fag og om sager i bredere forstand og på at kunne analysere og vurdere andres og egen skriftlige produktion. På den måde er der et metalag om skriftlighed når vi arbejder med skriftlighed i danskfaget. Regeringsudspillet markerer en vilje til at integrere det mundtlige og det skriftlige mere hensigtsmæssigt, og det afspejler i høj grad hvad vi i Dansklærerforeningen har argumenteret for siden indførelsen af elevtiden. Det styrker læringen at bearbejde det faglige stof skriftligt. Motiverende er det også for eleverne når det de skriver om i deres afleveringer, ikke er løsrevet fra det fælles. De kan med fordel skrive på stof der er undersøgt og gjort interessant i klassen, ligesom de kan kommunikere deres faglige undersøgelser i genrer og medier der findes uden for skolen, fx i blogs. Hadefuld tale på Facebook, satire, spin, provokerende kunst og livsfarlige ytringer er en konkret og drabelig virkelighed som eleverne er vidner til og deltagere i. Vi kan i dansk gøre denne virkelighed til genstand for analyse og afprøve måder at færdes i den. Danskfaget er nemlig et anvendelsesorienteret fag trods fordomme

om det modsatte. Det afhænger af synet på anvendelighed. Danskfaget har som ambition at gøre eleverne til reflekterede og dermed dannede sprogbrugere. Eleverne møder gennem faget et dobbelt blik – et der tager udgangspunkt i tilværelsen her og nu, og et der ser tilværelsen i et historisk perspektiv. Eleverne bliver livsduelige og sprogduelige, og deres kritiske sans styrkes.

Danskfaget er på den måde anvendelsesorienteret og virkelighedsnært, men det er en anden form for anvendelse, en anden form for nytte, der tilbydes. Danskfaget lover ikke nemme svar, men det giver mulighed for svar. Det stiller spørgsmål med udgangspunkt i livet her og nu; hvor kommer vi fra, og hvor skal vi hen? Bestyrelsen stx og hf

DANSK NOTER 5

Præsentation

De sidste årtier har Danmark deltaget aktivt i flere krige. Siden 1990 har omkring 28.000 danske soldater været en del af internationale styrker på Balkan, i Afghanistan, Irak og Libyen. I dette nummer sætter vi fokus på litteraturens, film-, foto- og malerkunstens reaktion på den danske krigsdeltagelse. Det handler om sprog og det ordløse, om den hjemvendte soldats traumer og om dansk identitet; en ny måde at opleve land og nation. Vi åbner med et overblik over de spor som krigene i Irak og Afghanistan har sat i litteraturen. Klaus Rothstein introducerer og undersøger om der findes en mere kritisk tilgang til de danske soldaters indsats i fjerne egne. Dernæst en afstikker til en dansk historie om 1. verdenskrig. En dag finder forskningsbibliotekar Mette Kia Krabbe Meyer en gulnet kuvert der viser sig at indeholde en stak fotografier af russiske krigsfanger interneret i Jylland. Artiklen reflekterer over hvordan vi kan forstå og tolke fotografier – og fortæller ikke mindst historien om de russiske krigsfanger. I 2012 rejste forfatteren Dy Plambeck til Helmandprovinsen i Afghanistan for at skrive artikler til en dansk avis. Rejsen blev også til romanen Mikael om ildkampe og kærlighed. Dansk Noter har interviewet Dy Plambeck om sprog der kommer til kort i skildringen af krig og soldaters tab af egen identitet.

6 DANSK NOTER

De danske krigserfaringer har også sat sig spor i malerkunsten hvor bataljemaleriet er blevet genoplivet. Mette Skougaard fra Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg præsenterer genren og analyserer museets nye bataljemalerier der har motiver fra den danske krigsdeltagelse i Afghanistan og Libyen. Maleren Thomas Kluge udførte i 1998 et historiemaleri med fire danske FN-soldater i Bosnien som motiv. De samme fire soldater møder vi i Kluges nye historiemaleri Dybbøl 1864, der sætter spørgsmålstegn ved eftertidens tolkning af nederlaget ved Dybbøl. Vi er glade for at kunne præsentere begge malerier, som Inge Adriansen introducerer og åbner for os. Som vi senest har set med Ole Bornedals serie om 1864, sætter også fiktionsfilm spørgsmålstegn ved vores forståelse af fortidige og nutidige begivenheder. Krigsfilmen er en genre der skildrer nationen i sin mest ekstreme tilstand, og i sin artikel om fiktive krigsbilleder viser Flemming Kaspersen hvorledes film som Hvidsten Gruppen og De røde enge er med til at definere vores historiebevidsthed og selvforståelse. Teksten i midten præsenterer eksempler fra Mikkel Brixvolds digtsamling Så efterlades alt flæskende, der trækker på forfatterens erfaringer som udsendt soldat i Irak.

Illustrationer

I dette nummer præsenterer Dansk Noter fire opslag hvor fotograf Jan Grarup har udvalgt egne krigsfotografier og sat dem i dialog med J.F. Willumsens grafiske værker fra 1. verdenskrig. Værkerne har været vist på udstillingen ’Krigens Aftryk’ på Willumsens Museum 13. september 2014 - 22. februar 2015. Med museets egne ord: ’J.F. Willumsens og Jan Grarups billeder for-

midler krigens brutalitet og lidelser i et æstetisk udtryk, der bringer os tættere på de menneskelige omkostninger. Vi har i mere end ti år været en krigsførende nation, og selv om krigshandlingerne har fundet sted uden for vores synsfelt, fjernt fra Danmarks grænser, frikender det os ikke for at skulle reflektere over vores rolle og ansvar.’

J.F. Willumsen J.F. Willumsen, 1863-1958, er kendt som maler, grafiker, billedhugger, kunsthåndværker, fotograf, kunsthistoriker og – skribent, og var vel det man kan kalde en sand multikunstner. Vi kender bl.a. Willumsen fra hans symbolistiske, ekspressionistiske og farvestrålende værker. I dette nummer skal vi se Willumsen fra en mere dyster side, idet 1. verdenskrig gjorde et voldsomt indtryk på ham.

Jan Grarup Jan Grarup er født i Danmark i 1968, uddannet fra Journalisthøjskolen i Århus. Grarup har i 25 år fotograferet krige, konflikter og humanitære katastrofer. Arbejdet afspejler hans tro på at fotojournalistikken kan bruges som et redskab, og vidner om nødvendigheden af at fortælle historier om mennesker der ikke selv er i stand til at fortælle deres historier. Grarup er blevet hædret med mange prestigefyldte priser, herunder to nomineringer til W. Eugene Smith Fond for humanistisk fotografering, 8 World Press Photography Awards, to UNICEF-priser og har vundet VISA D'OR for sin dækning af Darfurs humanitære krise.

DANSK NOTER 7

Tema: Krig

Af Soldatens år Den danske krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan har sat sine spor i litteraturen, og de danske forfattere er især optaget af den hjemvendte soldats hjemkomst og traumer. I sin bog Soldatens år (2014) introducerer Klaus Rothstein til den aktuelle litteratur om Danmark i krig. Vi bringer her et uddrag.

Siden januar 2002 har Danmark været en del af krigskoalitionen i Afghanistan. Danske regeringer har i tolv år fastholdt, at det hele går, som det skal, mens kritikere mener, at slaget er tabt. Tidligt i august 2014 forlod de sidste danske kampstyrker Afghanistan. Men er kampen mod terror så vundet? Er afghanerne selv i stand til at styre deres land? Kan den afghanske hær sørge for sikkerheden? Eller vil Taleban igen sætte sig på magten til ubodelig skade for demokrati, menneskerettigheder, kvinders stilling osv.? Var ideen om at føre krig for demokratiets udbredelse i Afghanistan i det hele taget holdbar? Var den oprigtig? Spørgsmål som disse har endnu ikke slået rod i dansk skønlitteratur, som primært har fokuseret på soldatens psyke, men romaner har naturligvis en vis modningstid – og vi venter gerne. Den danske skønlitteratur om krigen er primært en litteratur om soldaterne, og forfatternes dominerende tema er kontrasten mellem det meningsgivende liv ved fronten og det meningsløse liv efter hjemkomsten. At temaet ikke er taget ud af den blå luft, kan vi se i journalistikken og den mere dokumentariske skildring af soldaterne, f.eks. i et par reportageartikler af forfatteren Dy Plambeck, der skulle komme til at danne grundlag for hendes roman om en Afghanistan-soldat, Mikael. I 2012 besøgte Dy Plambeck Camp Viking og Camp Bastion, hvor hun interviewede soldaterne. Af artiklen fremgår det tydeligt, at soldaterne lægger afgørende vægt på deres fællesskab og på den særlige soldaterkultur, der står i skarp kontrast til det individualiserede liv derhjemme. „Når jeg er i Danmark, længes jeg efter livet her i lejren. Her ved jeg, hvad min opgave er. Jeg ved, hvad tøj jeg skal have på. Jeg ved, hvornår jeg skal spise og sove. Alt det fnidder, som folk går op i derhjemme, det slipper

8 DANSK NOTER

jeg for,“ sagde Morten, der er sergent, til Dy Plambeck. Og et citat mere fra artiklen: „Når du først er kommet ind i Forsvaret, er det svært at blive civil igen. Der er noget symbiotisk over vores livsstil. Vi sover og spiser sammen. Vi ser ens ud. Vi er sammen døgnet rundt i lang tid. Vi har set hinanden græde og gå i chok. Vi ved, hvordan hver enkelt i vores gruppe er, og at vi kan stole på hinanden.“ Forfatteren Mikkel Brixvold – der har en fortid som soldat i Irak og i 2014 debuterede med digtsamlingen Så efterlades alt flæskende – har været inde på det samme i en artikel, hvor han skildrer det at være i krig: „Krig på soldaterniveau er et spørgsmål om overlevelse. Soldater i skudlinjen, både på den ene og den anden side, udvikler et sammenhold, de fleste kun kan drømme om. Der er ikke noget, der binder individer i en flok så meget sammen som at redde hinanden fra døden. I det øjeblik handler det ikke længere om, hvorfor man er i krig, men kun om at holde sig selv og sine nærmeste i live.“ Dy Plambecks roman, Mikael, der voksede ud af artiklerne, skildrer netop kontrasten mellem ude og hjemme. Mens udstationeringen giver identitet og konsistens, fremkalder tiden hjemme i Danmark en mere flegmatisk forvirring. I andre romaner bliver kontrasten brugt til at skildre egentlige psykologiske sammenbrud hos hjemvendte veteraner, som Lars Frosts Jens, Lars Husums Jakob, Nikoline Werdelins Niels og Jesper Nøddelund, der i rollen som sig selv fortæller om sine traumer i krigsballetten I føling. Alle soldater, der enten er traumatiserede, mangler en retning i livet eller i hvert fald bærer krigen med sig som et mentalt mærke. De er – som Ludvig Holbergs Jeppe, Ernest Hemingways Harold Krebs, Virginia Woolfs Septimus Smith, Kjell Askildsens Jonas Vidde, J.D. Salingers Seymour Glass og Jan Stages overkonstabel Lund – sol-

Af Klaus Rothstein, journalist ved Weekendavisen, redaktør og studievært på DR P1 og forfatter til bøger om litteratur, kultur og politik

dater, der nok er kommet hjem, men ikke har magtet at komme overens med tiden efter krigen. I et radiointerview har Mikkel Vedby Rasmussen, professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet og forfatter til debatbogen Den gode krig, analyseret danskernes forhold til soldaterne og krigene. Hans analyse er kongenial med tendensen i skønlitteraturen. Danskerne kan være nok så kritiske over for krigens grundlag, men der er respekt om soldaternes fag, sagde han. Det er nemlig nemmere at forholde sig til en konkret soldat end til det politiske og folkeretlige grundlag for den danske deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan. Mikkel Vedby Rasmussen hæfter sig ved, at vi har flagdage, veteranparader og gule solidaritetssløjfer – og at danske officerer i dag tager toget hjem fra kasernen iført uniform, hvilket var utænkeligt for nogle år siden, hvor de ville klæde om til civil. Det er med andre ord blevet respekteret at være soldat – og at skilte med det. Det er sågar blevet muligt at købe barnevogne i camouflagedesign. Samfundsanalysen og skønlitteraturen bekræfter hinanden. Soldaten er det motiv, som forfatterne og de andre kunstnere hele tiden vender tilbage til, den introverte, desperadoen, den traumatiserede, den suicidale – men også den beskyttende, den pålidelige, kammeraten. Jeg tror, at netop denne skikkelse dominerer litteraturen om krigen, fordi vi kan identificere os med den, dels rent solidarisk og ud fra præmissen „godt det ikke er mig“ eller „godt det ikke er min søn“, dels fordi vi danskere tilsyneladende selv har et introvert og traumatiseret forhold til krigen i Afghanistan. Vi ved, at den er der, men vi orker ikke at forholde os til den. End ikke endnu en soldat i ligpose får de store følelser frem. Derfor forventer vi heller ikke andet af litteraturen, end at den skal være underholdende – krig og krimi passer godt sammen – og at den skal afspejle det, vi kan overskue og forstå. Og det er ikke krigen som et globalt-magtpolitisk-strategiskideologisk fænomen. Det er historien om soldatens krig, den sårbare soldat, der gør krigen personlig og konkret, ikke politisk og kompleks. Derfor handler litteraturen i så høj grad om soldater, der sidder fast som ofre for den battlemind, de er optrænet til at være i ved fronten, og som ikke uden videre kan lægges på hylden efter hjemkomsten

til fredelige Danmark. Skildringen af manden, der har mistet sin identitet som soldat, er sympatisk og solidarisk, ja, den udtrykker en slags humanistisk bekymring for mennesket, der risikerede liv og førlighed og mental sundhed, og nu kommer hjem til en omverden, som han har svært ved at finde sin plads i. Mens der er meget krop, kamp og psyke i den danske litteratur om Afghanistan-krigen, er en tredje dimension så godt som fraværende, nemlig skildringer, analyser og kritik af krigen som et globalt politisk fænomen. Kunstnerne skaber det psykologiske portræt af soldaten, men undviger ethvert forsøg på at tegne et signalement af tiden, politikken, værdikampen, rævekagerne. Ingen danske forfattere skildrer for alvor krigen som et storpolitisk fænomen, ingen har skrevet romanen om politikerne på Christiansborg, om statsministeren, forsvarsministeren, oppositionen og den offentlige opinion, og ingen påtager sig at forsvare krigens rimelighed og retfærdighed, at være for krigen som et nødvendigt værn mod terror. Det kunne ellers være en kunstnerisk udfordring. Så hvor blev litteraturen som samfundskritik af? Den holder lav profil. Hvis man vil udtrykke en kritik af krigen, så skriver man et digt eller en kronik, ikke en roman. Hvis man vil forstå en soldats psykologi, så skriver man en roman, ikke en kronik. Soldaterforfatterne Hvem ved bedre, hvordan soldaten tænker, end soldaten selv? Mens mange af forfatterne, der skrev om 1. Verdenskrig, 2. Verdenskrig og Vietnamkrigen, rent faktisk havde en fortid ved fronten, er det karakteristisk, at forfatterne, der skriver om nutidens krige, gør det fra en position herhjemme eller måske efter et par rejser og researchture som journalister, hvor de under ingen omstændigheder kommer i føling med fjenden. Litteraturen er med andre ord i meget høj grad skrevet på afstand af krigene. Men ikke kun. For krige skaber vindere, tabere og ofre. Og krige skaber forfattere. Hvad ville Erich Maria Remarque have været uden Den 1. Verdenskrig? Og hvad ville Hemingway have været uden Den 1. Verdenskrig og Den Spanske Borgerkrig? Norman Mailer uden 2. Verdenskrig? Og ville Ron

DANSK NOTER 9

Jan Grarup: Danish ISAF, Helmand

Kovic været blevet forfatter uden Vietnam-krigen, der førte til romanen Født den 4. juli? Men hvordan forholder det sig så med de seneste krige i Irak og Afghanistan? Har de skabt forfattere? Til en vis grad, ja. I Danmark var Mikkel Brixvold den første eks-soldat, der skrev en bog, som ikke var non-fiction. Digtsamlingen Så efterlades alt flæskende trækker på hans erfaringer som udsendt soldat i Irak. Med erindringsdigte og

10 DANSK NOTER

reportagelyrik fra fronten forsøger forfatteren at give et billede af soldatens virkelighed. Med sin faste fokus på soldaten – og med erindringsglimt tilbage til barndommen – skriver Mikkel Brixvold sig ind i tidens tradition for soldaterportrætter, der følger den professionelle identitet under missionen ind i den sociale virkelighed efter hjemkomsten til Danmark, hvor soldaten tager sine instinkter og rutiner fra krigen med hjem til den normaldanske hverdag. Som vi også har set det

J.F. Willumsen: Invasionen, 1917, Akvatinte, 42,9 x 55,7 Maleriet tilhører J.F. Willumsens Museum. Fotograf: Anders Sune Berg

hos f.eks. Lars Husum og Dy Plambeck, skriver Mikkel Brixvold meget konkret om, hvordan en soldat går ind i en lejlighed, hvor der naturligvis ikke er nogen fjende at frygte. Måske vil de kommende år byde på mere skønlitteratur fra soldater, der har været udstationeret i Irak og Afghanistan (eller i den danske luftkrig over Libyen). Måske er det et spørgsmål om inkubationstid, om en naturlig forsinkelse. Eric Maria Remarque skrev Intet

nyt fra Vestfronten i 1928, ca. 15 år efter hans egen tid som soldat i skyttegravene i Frankrig, og eftersom vi ved, at soldaterne på mange måder bærer krigen med sig som en uudslettelig erindring, er det muligt, at behovet for at beskrive den i ord først melder sig på afstand. Fra Paul Bräumer ved vi jo, at krigen synker ned i soldaten som en sten, men at den vil vende tilbage som en indre strid på liv og død. Af denne indre strid kan litteraturen opstå.

DANSK NOTER 11

Tema: Krig

Fanget Fotografier af russiske krigsfanger under 1. Verdenskrig Hvad stiller man op med flere hundrede fotografier af russiske krigsfanger taget under 1. Verdenskrig, når det, at de er russiske krigsfanger, er det eneste, man ved, fordi det står på bagsiden af kuverten? Når man er forskningsbibliotekar på Det Kongelige Bibliotek, tager man detektivbrillerne på. Mette Kia Krabbe Meyer guider os i denne artikel gennem mysteriet og frem til historierne bag fotografierne af de russiske fanger – og giver os indblik i, hvordan vi kan forstå fotografier.

I Det Kongelige Biblioteks billedsamling ligger der flere hundrede fotografier af russiske krigsfanger taget under 1. Verdenskrig. På de fleste af billederne står mændene på en stentrappe op til en bygning med sprossede fløjdøre. Nogle af dem har medtagne skjorter og posede bukser med knæ på, andre er i krigsfangeuniform med armbind og påstemplet KG, andre igen er i pæne jakkesæt med vest og urkæde. Fangerne ser ligeud, og det er, som om de ser direkte på mig. Jeg lægger mærke til deres rynkede bryn og deres sammenknebne læber, og jeg føler det nærmest som et fysisk møde. Det er fotografiets realisme og dets nærvær, der er virksomt, og jeg nærmest lammes af det. Nærværet er imidlertid samtidig gennemsyret af fravær. For billederne er jo taget for 100 år siden, og de fortæller faktisk i sig selv meget lidt om den historiske situation, de er taget i. Egentlig er det kun, fordi det står på kuverten, at jeg ved, de forestiller krigsfanger. Men hvem er de? Og hvad laver de i det neutrale Danmark? Hvorfor er de fotograferet? Selv om det virker sådan, er det ikke mig, fangerne ser på, men en fotograf, jeg ikke kender. Til trods for fotografiets overvældende nærvær må jeg analysere billederne nærmere og på jagt i andre kilder for at blive klogere på fotografierne og på historien om fangerne i Danmark under 1. Verdenskrig. Fotografisk nærvær Forestiller man sig et øjeblik, at jeg havde fundet billederne på et loppemarked uden nogen som helst information, så ville jeg have en primær oplevelse af dem. Jeg kunne se på dem og finde forskelle og ligheder. Registrere, at flertallet af mændene har overskæg. Nogle har kasket på, andre er barhovedede. Nogle er lavstam-

12 DANSK NOTER

mede med tætte kroppe, andre langlemmede og mere ranglede. Notere mig, at mange har uformelige støvler, slidte sko eller træsko på, men at der også er nogle med bare fødder. Det ville være nok til at blive rørt af billederne. På grund af fotografiets rige detaljeringsgrad skabt gennem en optisk-kemisk proces, der indebærer, at det er mændenes egen refleksion, der har aftegnet sig på negativet, skaber fotografierne følelsen af, at man som beskuer nærmest er ansigt til ansigt med mændene. I fotografiteorien er fotografiets nærhed, det, at det er et automatisk spor, blevet betegnet som det indeksikale, og dets lighed samtidig kaldt det ikoniske.1 Et mindre udforsket område er det faktum, at fotografiet fastfryser virkeligheden, og at det er muligt at betragte motivet over lang tid. Man kan uden at blive forlegen se på den, der er fotograferet og studere vedkommendes kropsholdning og mimik, der samtidig virker stærkere på én i fotografiets statiske form. Øjet dvæler længe ved ansigtstræk, og man reagerer følelsesmæssigt på et smil eller på et trist blik, men også på en sammenknyttet hånd eller et par bare fødder. Det er et primært niveau i forståelsen: I dette tilfælde en genkendelse af en krop og en fortolkning af kropssprog og mimik. Tidsspor Den primære fortolkning er ikke afhængig af, at vi ved noget om, hvor og hvornår og af hvem billederne er taget. Vi forholder os til de fotograferede som medmennesker – et forhold, der er blevet udnyttet i det humanistiske dokumentarfotografi, hvor det i nogle tilfælde netop er pointen, at der er et fællesskab på tværs af tid og rum.

Af Mette Kia Krabbe Meyer, forskningsbibliotekar på Det Kongelige Bibliotek

Alligevel giver det ikke mening at sige, at vi kan forholde os ahistorisk til billederne, for både personerne på billederne, omgivelserne og fotografierne er tidsspor. Ikke blot forstået sådan at de fastholder refleksionen af et bestemt øjeblik, men også sådan at dette øjeblik og den måde, det bliver fastholdt på, har et tidsmærke. Når man ser på billederne af mændene, kan man selvfølgelig ikke udelukke, at det drejer sig om statister i et nutidigt historisk drama, men går man ud fra, at det ikke er tilfældet, kan man tidsfæste billedet ved hjælp af mændenes påklædning. De fleste vil på det grundlag have en fornemmelse af, at billederne er taget for mere end 50 år siden. Det vil man kunne fastslå i en analyse af billedets indhold, mens man samtidig vil understøtte det med en analyse af det fysiske billede, for ikke blot mændenes påklædning er mærket af deres tid, det er også selve fotografiet. I dette tilfælde bekræfter det forhold, at det er papirfotografier i sort-hvid, at der er tale om historiske fotografier. Kender man yderligere til fotografiets tekniske udvikling, kan man samtidig konstatere, at billederne mange steder har sølvspejl, dvs. et metallisk skær som resultat af en nedbrydning af fotografiets billedsølv, og at de er fremkaldt på såkaldt postkort-papir, der var udbredt i tiden fra 1890'erne og frem til 1960'erne, hvor farvefotografiet begyndte at blive udbredt. Uden for billedet Et fotografi kan sagtens indeholde flere oplysninger, der kan bidrage til fastsættelse af dets tid og sted. Der kan være genkendelige bygninger eller begivenheder eller andet, men oftest vil man samtidig søge viden om billedets motiv uden for billedet. I dette tilfælde ved jeg, at det drejer sig om billeder af krigsfanger under 1. Verdenskrig, fordi fotografierne er arkiveret i den historisk kronologiske samling på Det Kongelige Bibliotek under perioden 1914-1918 og overskriften ”Krigsfanger”. Jeg ved også, at de er taget i Brørup nær Ribe, fordi det er noteret bag på billederne. Men jeg må læse yderligere litteratur, før jeg kender historien om det store antal krigsfanger, der kom til Danmark under 1. Verdenskrig. Historikerne Bent Blüdnikow og Inge Adriansen har beskrevet, hvorledes Danmark for at styrke sin neutralitet gennem humanitært hjælpearbejde etablerede krigsfangelejre, hvortil de krigsførende lande kunne sende deres krigsfanger.2 Ved krigens udbrud forestillede de fleste sig, at den ville blive kort, men 1. Verdenskrig endte med at blive en langvarig udmattelseskrig. Tysk-

land tog alene 1.700.000 fanger, hvoraf hovedparten var russiske, og det blev hurtigt et problem at huse dem i landet.3 Ideen til danske lejre opstod egentlig privat, men det blev den radikale regering, der tog initiativ til forhandlinger og indgik en officiel aftale med Tyskland, Rusland og Østrig-Ungarn. Der blev etableret to lejre, en i Hald ved Viborg og en i Horserød ved Helsingør. I forhold til det samlede antal russiske fanger var det ikke overvældende, hvor mange fanger der officielt kom til Danmark fra lejrenes åbning i maj 1917: kun op mod 4000.4 Til de syge krigsfanger, der ankom som del af den internationale aftale, skal man lægge et stort antal raske fanger, der flygtede til Danmark. Haag-konventionen af 1907 havde defineret, hvorledes fangerne skulle behandles, men ét var juraen, noget andet var virkeligheden i det krigshærgede, økonomisk udhungrede Tyskland, og forholdene i mange lejre var meget dårlige.5 Man ved, at russerne fik det hårdeste arbejde i de arbejdslejre, der blev oprettet nær fronten, at

Stepan Prokop Mickov blev fotograferet hos fotografen Andreas Lauridsen i Ribe. Muligvis er fotografiet på bordet et billede af familien, han har haft med sig, og måske har han sendt en udgave af dette portræt retur til familien. Dette billede er i Ingeborg Stemanns samling og blev måske givet som et minde. Det bærer hans navn og adresse på bagsiden. Det Kongelige Bibliotek

DANSK NOTER 13

sygdomsepidemier ofte blev tilskrevet russerne, og at de generelt fik en hårdere behandling end de øvrige fanger. 6 I det daværende tyske Slesvig (i dag Sønderjylland) var forholdene generelt bedre, men der er alligevel mange beretninger om særligt de tysksindedes misrøgt af russerne.7 Krigsfangerne blev her udstationeret på landbrugsejendomme for at arbejde. Det var relativt let at flygte herfra til Danmark, hvor de blev samlet op i midlertidige lejre og senere flyttet til de danske hovedlejre. Mange blev hurtigt sendt hjem til Rusland, men i december 1917 lukkede grænsen mellem Finland og Rusland, og hjemsendelserne standsede. Nogle flygtninge fik arbejde i landbruget, mens andre blev beskæftiget i lejrene. Ser man på fotografierne med den historiske viden, Ivan Malakov, Aleksej Evelev, Sava Berlov og Aleksej Danilovitsch Tschigikoff. Fotografier af russiske krigsfanger taget i Danmark under 1. Verdenskrig. Fotografiets detaljerigdom og det faktum, at det er selve fangernes refleksion, der har aftegnet sig på negativet, skaber et særligt nærvær. Det kræver imidlertid analyse og søgen i andre kilder for at placere billedet i en historisk kontekst. Det Kongelige Bibliotek

14 DANSK NOTER

har mændene nu en identitet som mænd, der har forladt deres familier, og er blevet sendt til fronten i 1. Verdenskrig. Det drejer sig formentlig om den gruppe af soldater, der har været i tysk fangenskab, men som er flygtet til Danmark, for billederne er optaget tæt på den daværende grænse, en del er optaget før lejrenes etablering, og litteraturen fortæller ydermere om nogle af fangernes flugt.8 Nogle fanger gik over lange strækninger, gravede sig ned om dagen og fortsatte vandringen om natten af angst for at blive taget af grænsevagterne. Andre flygtede til søs. Tog, hvad de kunne finde at sejle på, joller, brædder, vognbunde, sammenbundne grene. Man fortolker nu den måde, de står på, og deres ansigtsudtryk i forhold til deres fortid. Man ser dem måske som ofre for krigen og forstår et sammenbidt udtryk som tegn på smerte eller desillusion, et dødt blik som et resultat af granatchok. Eller man ser beslutsomhed og egenrådighed i deres blik og kæder det sammen med, at det kun var de stærkeste, det lykkedes at flygte. Uanset at flygtningene kan tænke på så meget andet i det konkrete øjeblik, de bliver fotograferet, så vil man ofte kæde en forståelse af en generel livssituation sammen med det fotografiske øjeblik.

Myndighedernes registrering Når man har en generel viden om den historiske kontekst, er man samtidig et skridt nærmere forståelsen af den konkrete situation, billederne er taget i. Man vil typisk kombinere viden fra de historiske kilder med en analyse af selve billedet og andre lignende fotografier. Tager man i dette tilfælde flugthistorien og den måde, flygtningene er stillet op på, virker det sandsynligt, at billederne er en slags registreringsfotografier i stil med dem, man kender fra politiets eller sundhedsmyndighedernes arkiver, hvilket litteraturen også peger på.9 Ved at henvende mig til Museum Sønderjylland får jeg afklaret, at flygtningene er fotograferet foran Epidemihospitalet i Brørup, og på Rigsarkivet får jeg bekræftet, at hospitalet har fungeret som opsamlingssted for de flygtede fanger.10 Med den viden fortolker jeg ikke længere et stift blik som et udtryk for fangernes livsforhold alene, men lige så meget som en reaktion på det at blive registreret af en bestemmende autoritet. Jeg sporer måske en aggressivitet eller et forbehold over for fotografen på nogle af billederne. Samtidig er der noget, der forstyrrer denne fortolkning. For pludselig er der en flygtning, der

smiler. Det kan jeg selvfølgelig forklare med udgangspunkt i hans generelle situation. Jeg kan tænke, at hans lettelse over at være kommet til neutral grund langt fra krigens sønderbombede, mudrede dødsrige overskygger hans ubehag ved at blive registreret. Eller jeg kan se det som et udtryk for en helt automatisk reaktion på det at blive fotograferet, som et smil, der kun refererer til det at blive fotograferet og ikke til fangens situation. Besøg hos fotografen Ud over billederne fra Brørup er der også en række fotografier, der er optaget i private atelierer. Nogle i Slesvig syd for den daværende grænse, andre i atelierer nord for grænsen, andre igen i russiske atelierer, fremgår det af fotografernes stempler. Her ser man flygtningene i de siden 1860’erne velkendte interiører med en stol, evt. et bord, et lille hegn eller andet, nogle med et romantisk landskabsmotiv som baggrund. Fotografierne rejser spørgsmålet, om de mon også er registreringsfotografier i stil med billederne taget foran Epidemihospitalet. I det tidlige kriminalfotografi blev kriminelle nemlig registreret samme sted som byens borgerskab: hos byens portrætfotograf.11 Det gør det

DANSK NOTER 15

usikkert alene på baggrund af omgivelserne, som mændene er fotograferet i, at bestemme dem som portrætter, som soldaterne selv har bestilt og betalt for. Også her må man underbygge med en fortolkning af deres kropssprog og med andre informationer. At mændene poserer for fotografen, betyder, som jeg har været inde på, ikke nødvendigvis, at billederne ikke kan være taget i registreringsøjemed, men sammenholder vi flygtningenes holdning med deres påklædning, får vi et klart indtryk af, at de selv har opsøgt fotograferne. Inge Adriansen fortæller da også, at mange af fangerne i Slesvig brugte en del af deres meget beskedne dagløn på at lade sig fotografere. I de forordninger, der blev udstedt ved krigens begyndelse, var der ganske vist et forbud mod fotografering, ligesom der var forbud mod social omgang med værtsfamilierne, fordi man var bange for fraternisering, men ingen af delene blev respekteret.12 Der blev optaget gruppebilleder, men fangerne opsøgte også ofte private atelierer, og det virker sandsynligt, at at fotografierne her hører til denne genre. Set fra det synspunkt viser fotografiet de flygtede fanger efter deres restituering i Danmark. Det mest iøjnefaldende er den ændrede påklædning. Der optræder ingen i slidt uniform eller bare fødder. De er nu alle i jakkesæt. De fleste ser ind i kameraet med en vis selvbevidsthed og et ønske om at tage sig godt ud på billedet. En del af dem har sikkert været fortrolige med det at blive fotograferet. De har måske besøgt atelierer i Rusland før krigen, hvor portrætfotografiet som i Danmark havde nået et publikum ud over borgerskabet, men der har måske også været fattige bønder, hvor det var deres første besøg hos en fotograf. Om nogle af flygtningene har bemærket ruinmotiverne på bagtæppet og har sat det i forbindelse med deres egne oplevelser i det krigshærgede Europa – eller med deres uvisse fremtid i et land nedbrudt af revolutionen – er ikke til at vide. Men for en nutidig beskuer kan atelierets lille, kunstige univers virke som et sært fodfæste i datidens kaotiske og usikre verden. Billederne har flygtningene foræret til de familier, de har arbejdet for, eller til andre, som de har knyttet sig til. Nogle af dem er også blevet sendt til deres egne slægtninge i Rusland som en del af den udveksling af fotografier, der foregik under 1. Verdenskrig. Det var helt almindeligt, at soldater blev fotograferet, før de drog i krig, og at familien hægede om dette billede af den tapre soldat, der dog hurtigt kunne forvandles til relikvie, hvis soldaten omkom.13 Breve, der blev

16 DANSK NOTER

sendt hjem, gav en vished om, at soldaten stadig var i live, men et fotografi virkede langt stærkere qua dets lighed og nærhed. Samtidig var der i atelierbillederne et tydeligt budskab om, at man ikke blot var undsluppet skyttegravene, men at man i hvert fald fysisk havde gode forhold med tilstrækkelig mad og tøj. Samleren Under arbejdet med fotografierne bliver jeg opmærksom på, at registreringsfotografierne af flygtningene foran Epidemihospitalet i Brørup har samme accessionsnummer som atelierfotografierne, der er taget på bestilling af de flygtede fanger selv. De er altså kommet til biblioteket på samme tidspunkt, muligvis fra samme giver eller ved et samlet køb. Her er der endnu en mulighed for at få oplysninger om fotografierne, og jeg henter accessionsprotokollen og finder ud af, at alle fotografierne er doneret af cand.mag. Ingeborg Stemann. Stemann arbejdede som tolk i Horserødlejren, men deltog også i andre administrative opgaver vedrørende krigsfangerne og satte sig derudover også for at dokumentere fangernes flugt. Inge Adriansen skriver f.eks., at hun i samarbejde med redaktøren for Ribe Amtstidende, Carl Willemoes, indsamlede flugtberetninger og fotografier, og det giver en ny mulighed for, af hvem og hvor fotografierne kan være taget.14 Det vil i så fald forklare, hvorfor fangerne har så uformel en holdning på mange af billederne, og hvorfor nogle smiler og poserer for fotografen. Jeg er alligevel ikke helt overbevist, men kan nu ikke se på fotografierne uden at spørge mig selv om, hvem der stod foran kameraet. Var det en fotograf, der registrerede for myndighederne, eller en redaktør og en akademiker på journalistisk opgave? Under alle omstændigheder er jeg nu i et nyt led af fotografiernes betydning, nemlig billederne som del af et fortællende projekt, hvor indsamleren og fortællerens perspektiv føjer sig til det, man kan sige om dem. Umiddelbart fremstiller Stemann sig selv som en neutral formidler, og de mange flugtberetninger, der også ligger i Det Kongelige Biblioteks samling, har da også et registrerende præg.15 Hendes projekt kan ses som et humanistisk, akademisk projekt, hvor fangernes liv dokumenteres, så det får en plads i historien. Men Stemann er selvfølgelig som alle mulige andre fortællere med til at vælge den historie ud, som hun vil fortælle. Hun har også en politisk holdning til fangerne, som ikke mindst med den russiske revolutions udbrud bliver tydelig. 16

At forstå fotografi Fotografierne har ikke mistet deres umiddelbare nærvær, når jeg ser på dem med al den viden, jeg nu har. Selv om jeg ved, det er en illusion, så oplever jeg gang på gang, at det er mig, krigsfangerne ser på. Samtidig er jeg bevidst om, at jeg er adskilt fra dem med op mod 100 år, og at den viden, jeg har, er hentet fra andre kilder. Den generelle historie om krigsfangernes oplevelser under krigen og deres flugt til Danmark præger nu oplevelsen af de enkelte fanger, samtidig med at det er skjult for mig, hvad fangerne tænker netop i det øjeblik, billederne er taget. Jeg har forsøgt at komme

nærmere, hvilken situation billederne er taget i, men jeg er stadig ikke sikker på, præcis hvem der stod foran kameraet for 100 år siden i registreringsfotografiernes tilfælde. Uanset hvilken rolle akademikeren og tolken Ingeborg Stemann har spillet, så skaber min viden om hendes samling nu en fortolkningsramme, hvor hendes brug af fotografierne og forhold til krigsfangerne er i centrum. Mange spørgsmål er besvaret, men nye er stillet. Det fotografiske nu, som er fastholdt, har stadig så mange ubekendte, og der skal arbejdes mere for at placere motiv, optagesituation, fotograf og fortolkning i en personlig, en social og en politisk kontekst.17

Noter 1 Begreberne stammer fra den amerikanske sprogfilosof Charles S. Peirce. Charles S. Peirce, ‘The Icon, Index , and Symbol’, - Collected papers of Charles Sanders Peirce. Vol. 2: Elements of Logic, ed. by Charles Hartshorne and Paul Weiss, Reprint of the 1931-58 ed. (Thoemmes, 1998). Se bl.a. Mette Sandbye, Mindesmærker: tid og erindring i fotografiet (København: Politisk revy, 2001). 2 Inge Adriansen, Ivan fra Odessa, krigsfanger i Nordslesvig og Danmark 1914-1920 (Historisk Samfund for Als og Sundeved, 1991); Bent Blüdnikow, Krigsfanger: Et Billeddrama Om Krigsfanger I Danmark under 1. Verdenskrig, Odense University Studies in History and Social Sciences, vol. 112 (Odense: Odense Universitetsforlag, 1988); Bent Blüdnikow, ‘Denmark during the First World War’, i Journal of Contemporary History, 24 (1989), pp. 683–703. 3 Adriansen, p. 15. 4 Adriansen angiver det samlede antal behandlede krigsfanger til 3847. Adriansen, p. 68. Jeg anvender i artiklen betegnelsen russiske krigsfanger om alle fanger fra det daværende russiske imperium, dvs. også om soldater fra Ukraine, Hvide Rusland, Kaukasien m.fl. 5 Adriansen, pp. 14, 28; Bekendtgørelse Angaaende Den Paa Den 2den Internationale Fredskonference I Haag Den 18de Oktober 1907 Afsluttede Konvention Om Regler Og Vedtægter for Krig Til Lands <https://www. retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=70138&exp=1>. 6 Heather Jones, Violence against Prisoners of War in the First World War. (Cambridge: Cambridge University Press, 2013), pp. 90, 105, 127. 7 Adriansen, pp. 28, 44. 8 Blüdnikow, p. 96; Adriansen, p. 70. 9 Blüdnikow skriver under et af fotografierne: "De blev registreret og fotograferet kort efter deres ankomst". Blüdnikow, p. 101. Se også Poul Duedahl, Peter Wodskou Christensen og Gitte Bergendorff Høstbo, Forbrydelsens ansigt, 2. oplag (Gad, 2013); Allan Sekula, ‘The Body and the Archive’, i October, 39 (1986), 3–64 <http://dx.doi. org/10.2307/778312>; Susanne Regener, Fotografische Erfassung, zur Geschichte medialer Konstruktionen des Kriminellen (Wilhelm Fink Verlag, 1999); Susanne Regener, ‘Atelierfotografi’, i Synets medier, Niels Ole Finnemann, Bodil Marie Thomsen og Susanne Regener (red.) (Aarhus Universitetsforlag, 1991).

10 Tak til Inge Adriansen og Linda Klitmøller. C. Bruun, ‘C. Bruun Til Justitsministeriet’, 9 1918, Justitsministeriet 2. Kontor Journalsag 1241/25428, Statens Arkiver. 11 Mette Mortensen, ‘Portræt af borgerskabet’, i Dansk fotografihistorie, Mette Sandbye (red.), 1. udgave, 1. oplag (Gyldendal, 2004), pp. 38–61 (p. 57). 12 Adriansen, pp. 23, 25, 33. 13 John Stauffer, ‘The “Terrible Reality” of the First Living-Room Wars"’, i War/photography, images of armed conflict and its aftermath, ed. by Anne Tucker, Will Michels, and Natalie Zelt (Museum of Fine Arts, Houston: Distributed by Yale University Press, 2012), pp. 80–91 (p. 83); Geoffrey Batchen, Forget Me Not : Photography and Remembrance (New York, NY, USA: Princeton Architectural Press, 2004) John Stauffer, ‘The “Terrible Reality” of the First Living-Room Wars"’, in War/photography, images of armed conflict and its aftermath, ed. by Anne Tucker, Will Michels, and Natalie Zelt (Museum of Fine Arts, Houston: Distributed by Yale University Press, 2012) 14 Adriansen, p. 72. 15 Ingeborg Stemann, ‘Efterladte Papirer: I. Breve; II. Personalia; III. Optegnelser Og Manuskripter; IV. Forenings- Og Kursusvirksomhed; V. Breve Og Beretninger Fra Polske Og Russiske Krigsfanger, Der Flygtede Til Danmark under Og Efter 1. Verdenskrig; VI. Tryksager.’, Tilg. 573, Det Kongelige Bibliotek. 16 Ingeborg Stemanns historie er del af udstillingen Ned med våbnene (Det Kongelige Bibliotek 4. sept. 2014 - 31. jan. 2015). Se http:// www.kb.dk/da/dia/udstillinger/nedmedvaabnene.html 17 Det Kongelige Bibliotek har bidraget til Europeana Collections 19141918, et fælleseuropæisk digitaliserings- og formidlingsprojekt om 1. Verdenskrig under EU’s kulturarvsportal EUROPEANA. Billedsamlingen har digitaliseret alt i den danske historiske kronologiske samling 1914-1920 (inkl. Genforeningen), og alle fotografierne er tilgængelige på http://www.europeana1914-1918.eu/da. Se også British Librarys læringssite http://www.bl.uk/world-war-one

DANSK NOTER 17

Tema: Krig

Krig og sprog Interview med Dy Plambeck Dy Plambeck debuterede i 2005 med digtsamlingen Buresø-fortællinger. Siden er romanerne Texas’ rose (2008), Gudfar (2011) og Mikael (2014) udkommet. Dy Plambeck har modtaget flere priser for sit forfatterskab, bl.a. Klaus Rifbjergs debutantpris (2006), Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium (2006) og Jytte Borberg-prisen (2011).

I et mailinterview med Dansk Noter har forfatteren Dy Plambeck reflekteret over hvad krig gør ved sproget. Du har beskæftiget dig med at skrive om krig i henholdsvis Weekendavisen og i romanen Mikael. Dermed har du formidlet emnet krig i to forskellige genrer; hvilke overvejelser har du gjort dig om det? Hvilke forskellige erkendelser kan man nå frem til i de to genrer? Da jeg tog til Afghanistan i 2012, vidste jeg ikke, om jeg kunne skrive en roman om krig. Jeg ville gerne, men jeg vidste ikke, om stoffet var der. Jeg var taget af sted som reporter for Weekendavisen med en masse små, sorte notesbøger under armen til at skrive i. Dem fyldte jeg ud. Da jeg havde skrevet mine reportager fra Helmandprovinsen om hverdagen ved fronten, kunne jeg se, at der var en masse stof tilbage, men fordi jeg netop var taget af sted som journalist, havde jeg også journalistens blik på krigen og stoffet til at starte med. Alt det, jeg havde skrevet, måtte gennem en transformation for at blive fiktion, en konstruktion. Jeg skrev de første sider af romanen igennem igen og igen, indtil fiktionen trådte frem med sit sprog. For mig er reportagerne og romanen to vidt forskellige ting, men det gælder for dem begge, at jeg ikke forsøger at konkludere noget, men tværtimod at udvide verden – lade den stå åben. Du har flere gange udtalt at dit møde med krigen i Afghanistan fik dit sprog til at bryde sammen. Hvad betyder det? Kan du give nogle konkrete eksempler? Jeg ønsker med Mikael at give krigen et sprog. Det var min oplevelse, da jeg var i Afghanistan, at der mangler et

18 DANSK NOTER

sprog i krigen, ikke konkret, for krigen har sit eget sprog og udtryk, men et sprog for, hvordan det er at være i krigens bevidsthed. Jeg oplevede i Afghanistan, at sproget er noget af det sværeste for soldaten. Det, soldaterne oplever, ligger uden for det civile sprogs rammer. I stedet for sidder det i kroppen på dem. Alt, hvad vi mennesker foretager os i løbet af en dag, har vi et sprog for. En soldat, der er udsendt i Afghanistan, foretager sig noget, der ligger uden for, hvad det civile sprog rummer. Der mangler et sprog for, hvad det vil sige at være uden for det civile samfund og sprog. Soldaten sidder tilbage med sit følelsesapparat uden at kunne italesætte det. Det viser sig også, når soldaten kommer tilbage i det civile samfund efter sin udsendelse. Han har oplevet noget, han ikke rigtig har ord for. Derfor kan han ikke tale med sine pårørende om det. Men også fordi der i krig opstår et særligt sprog. De pårørende kan simpelthen ikke forstå, hvad soldaten siger. De fleste soldater er mindst belastet, når de er udsendt. Det hedder efterreaktioner. Hvorfor knækker de ikke dernede? Det er mærkeligt, men jeg tror, det skyldes, at soldaterne bevæger sig ud over den sproglige civile grænse. Det, de oplever, er ordløst for dem. I stedet for sidder det i kroppen på dem. Samtidig oplevede jeg selv at miste sproget efter at have været i Afghanistan, eller rettere: Jeg kunne ikke vende tilbage til den måde, jeg havde skrevet på før, eller til de emner, som jeg havde beskæftiget mig med tidligere. Jeg lagde en roman væk, som jeg var i gang med. Jeg kunne ikke skrive videre på den. Jeg var nødt til at opfinde et nyt sprog at skrive i. Det krævede stoffet, formen og emnet. Så for mig handlede det også om at vinde sproget tilbage. Jeg vidste, at romanen ikke ville blive nogen hyggelig og lun roman, men at den var nødvendig. Også for mig som forfatter. Jeg skulle

Dy Plambeck, forfatter

væk fra mine tidlige universer, der foregik i det såkaldte Udkantsdanmark. Jeg havde brug for at sprænge rammerne for mig selv og for, hvad jeg kunne skrive om, bryde med at være den forfatter, der ikke så langt ud over kommuneskiltet i sine romaner og skrev om skæve eksistenser. Du har også udtalt at krig er en sindstilstand, og at krig er ordløs. Hvilke overvejelser har du gjort dig om det at gøre noget ordløst til sprog? Jeg vil med romanen prøve at skabe et sted, hvor der kan tales om krig. Hvor der kunne sættes ord på det ordløse. Mikael er ikke en roman, der beskæftiger sig med de store krigsoperationer, og hvad de forskellige

pansrede køretøjer hedder, men om krigen som en sindstilstand. Hvad der ligger bag alt det ydre i krigen. Hvad der gemmer sig i dybet af krigens og soldaternes bevidsthed. Jeg ville ind under huden på krigen. Det var ikke min interesse at forholde mig til krigen politisk, men i stedet for at se på, hvad krig er, og hvad det vil sige at være i en krigsbevidsthed. Jeg kunne godt skrive en roman, der gik op i, hvad de forskellige ting i krigen hed, geværet, feltrationerne, de pansrede køretøjer osv. Men jeg ville bag om alt det, bag om de store kampe og ind i krigens bevidsthed. Og se, hvad der gemmer sig derinde. Alt det udenom er en slags støj, der dækker for dét, det egentlig handler om. Naturen og dyrene i Afghanistan og i de andre landskaber, man møder i romanen, er også billeder på den sindstilstand, der både er krigens og soldaternes.

DANSK NOTER 19

Til et forfatterarrangement i Thiemers Magasin var du inde på at stedet er definerende for hvad der kan foregå i en tekst, og du sammenlignede det at være i krig med at være i en provinsby. Kan du uddybe det? Stedet i en tekst definerer, hvad der kan ske i teksten, og hvilke mennesker der kan optræde i den. Der kan ikke ske det samme i en militærlejr i Afghanistan som i København. Menneskene er heller ikke de samme. Da jeg var i Afghanistan, oplevede jeg at blive både skræmt og fascineret af krigen. Af det rum, som krigen er. De store lejre, Camp Bastion og Mob Price, hvor de danske soldater er i Afghanistan, er bygget op fuldstændig som en lille, dansk provinsby, med et posthus i et telt, en kirke i et telt, caféen Kuffen, hvor de bager kager flere gange om dagen, og supermarkedet, hvor man kan købe poser med Familie Guf. Det ligner vores civilisation, men de ting, der foregår i det rum, ligger uden for vores civilisation. Det gik hurtigt op for mig, at krigen er et rum ved siden af civilisationen. Der sker helt andre ting end i den civile civilisation. I krigens rum må man slå ihjel. Noget af det, der fascinerede mig ved at være i Afghanistan, var, at jeg oplevede, at mange soldater havde været udsendt to-tre-fire gange, fordi de simpelthen længtes tilbage til Afghanistan, når de var i Danmark. Og det havde ikke at gøre med, at de var ødelagte mennesker eller voldelige mænd, der bare ville skyde løs, men om en reel længsel. Hvad bunder den længsel i? Hvad er krigens væsen? Krigen er et sted, hvor mennesket, som vi kender det, næsten holder op med at være menneske.

20 DANSK NOTER

Og hvad er det så? Det prøver romanen på godt og ondt at undersøge ud fra en enkelt soldats historie. Soldaterne mister i krigen deres egen identitet, der bliver et skel mellem at være en person og en funktion, som er et andet end i den civile verden, i en krig er en person i høj grad en funktion, får at vide af andre, hvad han skal gøre. Hvor starter personen, og hvor funktionen? Hvad er det, soldaterne savner? De er ikke psykopater. De savner ikke at slå mennesker ihjel, de savner ikke at blive skudt efter eller se deres kammerater dø. Jeg tror, noget af det, de savner, til dels er sammenholdet, og når jeg siger det, mener jeg noget andet end venskab. Venskab er noget, vi har i det civile samfund. Jo mere du kan lide en person, jo mere vil du gøre for ham. Sådan fungerer det ikke i en gruppe af soldater i krigen. Der har det ikke noget med, hvor meget du kan lide personen, at gøre, du sætter gruppens sikkerhed højere end dig selv, det er sammenhold. Den følelse af sammenhold kan soldaterne ikke genvinde i samfundet, de ved ikke, hvad andre vil gøre for dem, hvis det virkelig brænder på. Det er det skræmmende for dem, ikke krigen. Men det er også et savn efter at være den funktion, at det menneskelige, det personlige skal blive ophævet. At have en plads i livet, der er defineret. Har dit arbejde med krig og med Mikael givet dit forfatterskab en ny tone? I givet fald hvilken? Ja. Mikael var som sagt nødt til at blive skrevet i et andet sprog, en mere alvorlig, nøgtern tone kom frem, men stadig meget poetisk.

Nordspråk i Island 2015

Læselyst Den nordiske novelle på menuen 25.-30. juli Det centrale i kurset er den nordiske novelle og hvordan den kan bruges for at øge elevernes læselyst. På kurset kommer deltagerne i kontakt med forskellige didaktiske former som kan anvendes i litteraturundervisningen, og der bliver fokuseret på læse- og lytteforståelse. Sammen med andre sproglærere og lærere i de nordiske nabosprog får deltagerne konkrete redskaber til at undervise i den nordiske litteratur samt teoretiske oplæg og kulturelle oplevelser.

æselyst ‐ Den nordiske novellen på menuen 25.‐30. ju Kurset bliver holdt i Reykjavík og i Stykkishólmur, en lille landsby på vestkysten. Undervejs kigger vi på de fineste seværdigheder på Snæfellsnes, både med hensyn til natur og litteratur.

Målgruppe: Modersmålslærere og lærere som underviser i de nordiske sprog / ntrala i kursen er den nordiske novellen og hvordan den kan brug nabosprog, for grundskolens ældste elever og i ungdomsuddannelserne. nes læselyst. Under kursen kommer deltagerne i kontakt me 4500 DKK i dobbeltværelse/6300 DKK i enkeltværelse ska formerDeltagerafgift: som kan Antal deltagere: 30 anvendes i litteraturundervisningen og der b e- og lytteforståelse. Sammen med andre sproglærere og lærere Tilmeldingsfrist: 15. april 2015 prog får deltagerne konkrete redskaber til at undervise i den nord Tilmelding via www.nordsprak.com eoretiske oplæg og kulturelle oplevelser. Kursustilrettelæggere: Lilja Margrét Möller lilja.margret.moller@reykjavik.is og Steinunn Egilsdóttir steinunnegils@gmail.com

n bliver holdt i Reykjavík og i Stykkishólmur, en lille landsby på vejs kigger vi på de heldste seværdigheder på Snæfellsnes, både

Jan Grarup: Kosovo

22 DANSK NOTER

J.F. Willumsen: Miss Edith Cavell’s martyrium, 1916, stregætsning og kludetone, 61,5 x 47 Maleriet tilhører J.F. Willumsens Museum. Fotograf: Anders Sune Berg

DANSK NOTER 23

Tema: Krig

Thomas Kluge: Dybbøl 1864 En introduktion til Thomas Kluges historiemaleri Dybbøl 1864

Thomas Kluge, ”Et kort ophold”, 1998 Akryl på lærred, 202 x 246 cm Foto: Ole Haupt Tilhører Det Nationalhistoriske Mueum på Frederiksborg Slot

24 DANSK NOTER

Af Inge Adriansen, ph.d, adjungeret professor, institut for Grænseregionsforskning og museumsinspektør ved Sønderborg Slot

Thomas Kluge: Dybbøl 1864. Udført 2014. Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot. Acryl på lærred. 2,5 x 2,5 m. Fotograf: Søren Petersen

DANSK NOTER 25

Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot har erhvervet et nyt monumentalt historiemaleri af Thomas Kluge. Billedet viser en scene fra krigen 1864, der udspiller sig i det nutidige kulturlandskab i skanserne på Dybbøl Banke med to nationale symboler i baggrunden i form af møllen og flaget. Ved et bord ses fire danske soldater, tre menige og en officer. En tom stol og en efterladt pikkelhjelm viser, at en preussisk officer har forladt scenen. På bordet står et skakbræt med et uafsluttet spil, men det er tydeligt, at ’hvid’ vil blive skakmat i næste træk. Den siddende officer ser opgivende og dybt bekymret ud, mens en af de stående soldater læser et brev eller telegram og er tilsyneladende endnu ved godt mod. I græsset ligger en af krigens populære skillingsviser, ”Jens var aldrig bange, men de var for mange”, sammen med en medalje fra 1872, hvor der i randen står: ”For hvert et tab igen erstatning findes; hvad udad tabtes, det må indad vindes”. Dette motto kom i den mundrette form ”Hvad udad tabes, skal indad vindes” til at kendetegne Danmarks genrejsning efter krigsnederlaget og den hårde fredsslutning. På bordet ligger en mønt, en moderne euro præget med ørnen, der er et tysk symbol. Thomas Kluges spil med virkelighed og historie vækker beskuerens nysgerrighed og opfordrer til stillingtagen til motivets betydninger. Herved sættes spørgsmålstegn ved, hvem der i 1864 sejrede, og hvem der led nederlag set i et længere perspektiv. Inden for rammerne af en magisk, symbolsk realisme inddrager billedet kendte nationalhistoriske elementer, men selve fortællingen er uheroisk. Fortid og nutid, virkelighed og fantasi indgår her i en symbiose.

26 DANSK NOTER

Maleriet Dybbøl 1864 refererer til Thomas Kluges første historiemaleri, Et kort ophold, som blev udført i 1998 på bestilling af den daværende amerikanske ambassadør i Danmark, Edward Elson, der skænkede det til Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Motivet er danske FN-tropper i Bosnien i midten af 1990’erne. Fire soldater står bag en ruinmur i et bjerglandskab ved siden af en kampvogn og med et FNobservationstårn i baggrunden. Billedet er malet med fotografisk realisme, men rummer også urealistiske, foruroligende elementer. Det er samme person, der her er malet i fire forskellige udgaver. Ved afsløringen af Et kort ophold blev det fremhævet, at Danmark omsider var ”kommet ud af skyggen fra 1864” i kraft af de danske troppers fredsskabende virksomhed på Balkan. Denne frie fortolkning gav inspiration til et ønske om at få Thomas Kluge til at udføre et historiemaleri med motiv fra krigen i 1864 til Sønderborg Slot og med soldaten fra Bosnien-billedet som model. Kunstneren var straks med på ideen, og efter en heldags skansevandring på Dybbøl i år 2000 udførte han den første skitse til billedet. Af flere grunde gik der mange år, før billedet kunne udføres, men i 150året for 1864 lykkedes det takket være generøs støtte fra fonde. Maleriet hænger nu på Sønderborg Slot sammen med andre danske og tyske historiemalerier, ældre som nyere, så dialogen mellem billederne sker ikke kun på tværs af grænser, men også på tværs af tid. Thomas Kluges Dybbøl-billede giver ligesom hans Balkan-billede mulighed for flere fortolkninger. Det viser også overbevisende, at historiemaleriet ikke er dødt som genre, selvom det ikke længere er nationalt heroiserende.

MIN STØRSTE INTERESSE – Danskfaget og arbejdet som dansklærer er det der interesserer mig allermest i hverdagen. Derfor er det helt naturligt at være med i Dansklærerforeningen og bruge foreningens tilbud. Jeg kunne slet ikke forestille mig ikke at være medlem. Hanne Bladt Clausen

DANSK BOG

N VIS ANNONCE K TIL DIN DANS KOLLEGA!

distribution

DANSK

LÆRER

foreningens hus I Dansklærerforeningen er vi 7.500 medlemmer. Vi arbejder på tværs af skoleformer for et stærkt og engageret danskfag. Som medlem får du mails med aktuelle danskfaglige nyheder, faglig opdatering, rabat på materialer og kurser og medlemsbladet DANSK NOTER fire gange årligt. Meld dig ind på dansklf.dk/bliv_medlem

dansklf.dk –– dansklf@dansklf.dk –– 33 79 00 10

DANSK

LÆRER

foreningen VIDEN INSPIRATION INDFLYDELSE DIALOG

Tema: Krig

Tre nye bataljemalerier på Frederiksborg Den danske krigsdeltagelse har genoplivet bataljemaleriet. Mette Skougaard præsenterer nye bataljemalerier af Mathilde Fenger, Peter Martensen og Peter Smith Carlsen. Det handler om dansk identitet; en ny måde at opleve land og nation på.

Efter Den Kolde Krigs afslutning er der sket en nyorientering af Danmarks udenrigsog sikkerhedspolitik. Med udgangspunkt i folketingsbeslutninger er danske militærstyrker blevet sat ind i internationale konflikter i fjerne lande, og adskillige af vore landsmænd er blevet såret eller har mistet livet. Der har været tale om meget forskellige typer af konflikter, og de begrundelser, der er blevet anført for den såkaldte aktivistiske udenrigsog sikkerhedspolitik, har spændt fra beskyttelse af den lokale civilbefolkning til bidrag i de verdensomspændende forsøg på at dæmme op for terrorisme. Mange tusinde danskere har været udsendt, og det er indlysende, at oplevelserne har været med til at forme soldaternes liv; dertil kommer familie og andre pårørende, der også er blevet mærket af begivenhederne. Men den nye udenrigsog sikkerhedspolitik har også præget den måde, hvorpå danskerne oplever land og nation, ligesom omverdenens syn på Danmark er blevet ændret. Tuzla og Helmand vil være at finde i registrene i fremtidens danmarkshistoriske fremstillinger sammen med Dybbøl og Kolberger Heide, og de senere års krigs- og kamphandlinger under fjerne himmelstrøg er en del af en historie, som er med til at forme os og vore efterkommere. Det er ikke til at komme uden om. For at have repræsenteret dette historiske kapitel i samlingerne besluttede Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg i begyndelsen af 2011 at få malet tre bataljemalerier, der skulle vise de aktuelle internationale konflikter, som Danmark var involveret i. De færdige værker er blevet præsenteret på museet 2013-14. Mathilde Fenger har skildret den sidste fase af hærens indsats i Afghanistan, den såkaldte ”Transition”, hvor det sikkerhedsmæssige ansvar blev overdraget til de afghanske myndigheder. Peter Carlsens ”Libyen 2011” knytter sig til flyvevåbnets medvirken i luftkampag-

28 DANSK NOTER

nen under den libyske borgerkrig. Udgangspunktet var en resolution i FN’s sikkerhedsråd, hvis hensigt var at beskytte civilbefolkningen mod beskydning og bombardementer udført af diktatoren Muammar Gaddafis styrker. Museets sidste bataljemaleri, Peter Martensens ”Blue Shield”, skildrer søværnets bidrag til kampen mod pirateri i farvandet ud for Afrikas Horn. I det følgende vil jeg med udgangspunkt i en række af Det Nationalhistoriske Museums bataljemalerier præsentere genren for dernæst kort at karakterisere de tre nye billeder. Traditionen Billeder af krig har altid udgjort et væsentligt islæt i Det Nationalhistoriske Museums samling. Malerierne afspejler, hvordan man i sam- og eftertid har opfattet krigene og vægtet deres betydning. Mange af billederne er også krigshistoriske kilder. Et af museets ypperste værker fra Karl Gustav-krigene er den nederlandske kunstner Willum van der Veldes tegning af slaget i Øresund den 29. oktober 1658. Van der Velde var om bord på den hollandske flåde, der sejrede i slaget og dermed brød den svenske blokade af det belejrede København. Van der Velde havde således selv været øjenvidne til et af de afgørende øjeblikke i Danmarkshistorien. En stor del af museets bataljebilleder har motiver fra de slesvigske krige, der har betydet så meget for Danmark og dansk identitet. Blandt Jørgen Sonnes værker er et maleri, der viser udfaldet fra Fredericia den 6. juli 1849. Sonne havde fået lov til at følge den danske hær og udførte skitser i felten. Soldater, der havde deltaget i slaget ved Fredericia, kunne siden berette, hvordan de havde undret sig over den civilklædte kunstner, som færdedes mellem skanserne. Ikonisk for nederlaget i 1864 står Niels Simonsens grisaille med soldater, der ad

Af direktør Mette Skougaard, Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg

Wilhelm van der Welde viser slaget i Sundet mellem den hollandske og den svenske flåde 29. oktober 1658, ca. 1658 Olie på træ, 41 x 73 cm

snedækkede veje under stor møje og besvær bjærger en kanon ved tilbagetrækningen fra Dannevirke. Billedet formidler stemningen af det tunge, uundgåelige nederlag, trods danske soldaters seje udholdenhed og mod. Der er bemærkelsesværdigt få danske malerier, der skildrer krigsbegivenheder efter 1864. Nævnes kan Anna Marie Mehrns af træfningen ved Hokkerup i Sønderjylland den 9. april 1940, et par af modstandsbevægelsens sabotageaktioner og så Thomas Kluges maleri af de danske FN-soldater i Bosnien. Det hænger ikke kun sammen med en kunsthistorisk udvikling; for i andre landet fortsatte man med at skildre krigshandlinger i kunsten. Den væsentligste årsag er nok, at krig har spillet en mindre fremtrædende rolle i Danmarkshi-

Foto: Kit Weiss

storien og for dansk selvforståelse siden 1864 og indtil 1990’erne. Mathilde Fengers ”Transition” Mathilde Fenger rejste i 2010 på eget initiativ med danske soldater til Afghanistan. Med sin pensel skildrede hun efterfølgende militærets virke – fra patruljering, over oplæring af afghanske politistyrker og kontakt med lokalbefolkningen til soldaternes fritid. Da Mathilde Fenger fik opgaven med at male et bataljemaleri til museet, rejste hun atter til Afghanistan i efteråret 2012. For at skildre overdragelsen af ansvaret for den afghanske sikkerhed har kunstneren i forgrunden af maleriet afbildet en dansk jægersoldat i samtale med

DANSK NOTER 29

Niels Simonsen, Tilbagetoget fra Dannevirke, 1864 En grisaille på lærred, 48,5 x 80 cm

en afghansk soldat. Til venstre ses en transparent søjle. Den markerer et af tvillingetårnene fra World Trade Center i New York, der blev ødelagt ved dét terrorangreb den 11. september 2001, som udløste krigen mod Taleban og Al-Qaeda i Afghanistan. Den forholdsvis rolige scene afspejler, at krigen kæmpes mod en fjende,

30 DANSK NOTER

Foto: Ole Haupt

der ikke er synlig som på en traditionel slagmark. Men mellem valmuerne i forgrunden ses detonatoren på en nedgravet vejsidebombe. Valmuerne afspejler også et andet problem i dagens Afghanistan – at mange bønder er økonomisk afhængige af opiumsproduktion. Skyggerne fra de danske soldater falder til højre,

Mathilde Fenger, Transition – De danske styrker i Afghanistan, 2013 Olie på lærred, 190 x 228 cm

mens de afghanske skygger falder til venstre. En enkelt person mellem bygningerne i baggrunden til venstre kaster skygger i begge retninger. Han repræsenterer den skjulte fjende, Taleban, og kan, hvis han udløser vejsidebomben, forvandle roen til kaos.

Foto: MEW

Peter Carlsens ”Libyen 2011” Peter Carlsen har baseret sit maleri på fotomateriale og interviews med personer, der var involveret i aktionen i luftrummet over Libyen. På en himmel flyver to danske F-16-fly. Den libyske jord er repræsenteret ved en fjern, skæv horisont, som understreger, at det ikke er et land-

DANSK NOTER 31

Peter Martensen, Blue Shield, 2014

skabsbillede med en traditionel vandret horisont; man ser jorden, som så man den fra et fly. Der er referencer til kamphandlinger to steder i billedet: På det ene fly mangler der en bombe, den er kastet, og en røgsøjle – muligvis fra en nedkastet bombe – stiger op ude til højre i billedet. Perspektivet understreger den umådelige afstand mellem flyene og bombernes virkning på landjorden. Neden under den store fremstilling af himmelrummet har kunstneren lavet en mindre, fortællende billedrække, en såkaldt predella. Det første billede viser piloter, der går ud til danske fly på en base på Sicilien. I midten ses den libyske leder Muammar Gadaffi. Efter portrættet er afbildet en lufttankning i solnedgangens skær og til sidst det kaos, som den libyske befolkning ifølge kunstneren er efterladt alene tilbage i.

32 DANSK NOTER

Foto: Ida Marie Martensen

Peter Martensens ”Blue Shield” Danmarks engagement i kampen mod pirateri ud for Afrikas Horn har stået på siden januar 2008. Efter at Peter Martensen havde fået opgaven med at male et bataljemaleri til museet, indvilgede søværnet i, at kunstneren i november 2013 kunne komme om bord på støtteskibet Esbern Snare, der på dette tidspunkt var udstationeret i Det Indiske Ocean. Om bord oplevede Peter Martensen en aktion, hvor formodede pirater blev arresteret. Peter Martensen har delt sit maleri op i tre felter. Øverst til venstre er man oppe på dækket. Ved siden af en maskinkanon står en soldat i kampuniform og overvåger havet med sin kikkert. På havet ses containerskibe og mindre både, hvis besætning formentlig Fortsættes side 38

Teksten i midten

Kunsten at bygge et sprog for krig Det er en granatchokket syntaks, vi møder i Mikkel Brixvolds debutdigtsamling Så efterlades alt flæskende. Og sådan må det nødvendigvis være, for som bådebyggeren, matrosen og den tidligere elitesoldat har sagt i flere dagbladsinterviews i 2014, så mangler vi et sprog for krig. ”Vi vil gerne have krig til at være noget pænt og civiliseret,” mener forfatteren, ”og det sætter sig i sproget.” Et sprog, som digtene her splintrer, og som konkret beskriver hverdagen i en krigszone. Den

krigszone, Mikkel Brixvold selv befandt sig i, da han som en del af Frømandskorpsets specialstyrke i 2007 var udsendt til Irak, ligesom digtene også viser, hvordan det er at vende hjem. Til et samfund, hvor københavner-uniformen er skovmandsternet og flokken ”flamingo.”

Jannie Schjødt Kold Journalist

DANSK NOTER 33

Den romersk lige olivenmørkkanvasteltlejr vi landede i strakte sig over en kvadrat kilometer skraldespande stod linet op bundfyldt tung med felt rationers glitter cello fan og bleghvidt størknet wc papir som en udskudt interval trykkoger er unge mænd mellem krig og fred siger fuglen fra en russisk krønike det ligner sgu sig selv sagde den og GABTE GABTE GABTE GABTE GABTE men hende den Darth Vader sort kutteklædte kvinde som først langt senere skulle gøre arabisk rent på mit værelse gabte nok nærmest hertuguangribeligt aldrig men var lidt mere som et tusindårigt kvindeligt krigsvant langt suk der kun-næsten lydløst gled anklagende gennem bygningen MEN PRØV NU AT HØRE jeg har jo ikke noget personligt imod dine børn jeg arbejder her bare sagde uniformen ikke særlig over bevisende og så fortsatte de og da en politistation som før eller siden eller blev sprunget i luften røg og den ene af de to eneste overlevende på blodscenen sad og sit hoved dunkede ind i en rytmisk betonsøjle og mumlede noget nede i halsen uforståeligt helt tunge tyksom senere gennem en officer sprog tolk talt bla skulle vise sig at være iran iran ira nira

34 DANSK NOTER

nir an a og dermed også at han var en overlever fra kampene dengang som med et par årtiers nådefulde pause havde FÅET genkaldt granatchokket var det forståeligt nok svært for alle involverede at finde nogen egentlig forskel på halehoved på gulvet eller i tale og den anden krig eller den ene bum brag men lysets morgen godhedens morgen blev der sagt på talt tolk sprog officer omvendt og så blev der videre kørt rumle rumle Mandag onsdag og torsdag spiller vi Ultimate Frisbee på jordpladsen ved Camp Black Hawk stod der på sedlen på tavlen der mest mindede om noget fra dagli brugsen hvis altså ikke det lige var for geografien og det ruin skudte palads vi kiggede på hver gang vi varmede op og det FAKTUM at når en helo lagde an eller letter også grusstøv og gør frisbee’ens bane endog svært utilregnelig DET er en selvhenter sagde Dave der havde spillet det i high school hvis jeg havde været der længere var jeg nok begyndt til salsa-hoftHOMO hvis altså ikke der stod på den seddel at det lige lå dér om lørdagen hvor der var lobster night på DFAC’en jeg har ellers altid holdt mest af rejer mister

FISKETUR, PLIK Jeg er otte luften er frisk og fugtig saltet ligger latent i alle sprækker smager af opvækst og efterårskedsomhed til tonen af tågehorn sejler båden fisketomt tilbage mod havn og springer i luften i indløbet vandet er koldt jeg tror jeg dør jeg tror jeg drukner det gør du ikke siger manden med en arm om den yngre dreng jeg svømmer selv i havn og betragter båd brænde ned til vandlinje I bilen sad barnet på skødet af ham den umiddelbart voksne der rettede en pistol mod hendes tinding og råbte noget negle sort sygt uforståeligt helt galt gennem glasruder og grej rammer kugler sådan set aldrig helt præcist og vi vidste jo godt hvem der ville blive ofret for DEN fadæse vi ville blive RISTET forhørt af auditørerne afsat uden pension SKRID og lagt for hadhån af morgenmads landskabet derhjemme hvis vi skød barnet så vi ventede vist 2 sekunder for lang hammertung domtimetid så skød han hende så skød vi ham og så

når vi Mogadishu-skyder ham to kugler i brystet og så SLUKKER for ham med den sidste lige midt i synet gør vi det for menneskerettigheder ifølge medierne dræber vi ikke men skal gradvist eskalerende skadepåvirkende mest muligt humant overbevise dem om vores gode intentioner måske gir det mening bag et medietrænet helt negletætklippet skrivebord giv mig til hver en tid hellere en enlig ærlig uøkologisk morder! gift! Pludselig en dag på vej hjem i trappeopgangen er mit tøj forunderligt radikalt civiliseret jeg siger det ikke for du vil tro jeg er en anden men tænd ikke lampen skat lys er lig med død vi kan godt se i mørke lås op og først når vi er inde har vi helle

DANSK NOTER 35

Brændevin snaps SNAPS! slår døren ind i skroget porehamrer nøgen panden mod bjørnen sætter naglen i jomfruen splejser bjælkevægen til dørken sætter sejl for alle vinde og brøler BRØLER ! FUCKFUCKFUCKFUCKFUCKFUCKFUCK FUCK! løgnens ligegyldighed trods! TRODS! DET HELE! Lad os alle danse lad os dreje hurtigere omkring meningens drænede hul sandpapir solskoldet hud se cirklernes runddans blive mindre og mindre indtil intet længere er nyt men for altid ældgamle gentagelser og så dør selv tiden for en stund jeg er ikke gammel nok til at føle mig så gammel lad dog den hashrygende trappe tale sig selv ihjel lad den syltede hest og Nordkaperen forlise og brænd resten

36 DANSK NOTER

Lad os give fanden lad os gentage vores døde ritualer lad os partere og spise de radmagre hunde lad ligegyldigheden rodfæstes lad os kneppe alt der kneppes kan lad hele verden være vores spejls slagmark sælg din integritet for succes lad os le af den svage lad os lade ærligheden blive den spedalske lad os fejre et selvmodsigende ungdomsoprørs tvivlsomme sejr lad os alle mæske os ved mammons tøjlesløse bord lad det onde år umærkeligt glide over i det næste lad os dog bare lade det rådne lig af troen på noget bedre brænde ved 1000 grader

NYHED Se uddrag

9480 9492

NEWS EN GRUNDBOG I JOURNALISTIK OG MEDIER DANSK NEWS fokuserer primært på: politisk journalistik og medier fra interaktive web-baserede platforme over tv, radio og aviser og tilbage til 1600-tallets krigsbulletiner. ■

Også fokus på diskursanalyse, argumentation, retorik,

■

Udgangspunkt i autentiske eksempler fra medieverdenen

grammatik og sprogbrug – bl.a. artikler trykt i bogen og tv-klip på dr.dk/gymnasium ■

Øvelser til hvert kapitel og konkrete eksempler fra alle typer medieplatforme og genrer

Se uddrag af bogen på gyldendal-uddannelse.dk

gyldendal-uddannelse.dk tlf. 33 75 55 60 information@gyldendal.dk

Fortsat fra side 32 er fiskere, men også kan være pirater. Nedenunder ser man det såkaldte O-rum på Esbern Snare. Her overvåges billeder fra almindelige såvel som varmesøgende kameraer og radarer. Officeren i forgrunden betragter pirater, der er ved at blive pågrebet. Maleriets midterfelt viser tre pirater, der har hænderne i vejret. De er ved at blive pågrebet. Frømandskorpset er på vej i en gummibåd, og bag dem kommer militærpolitiet, der skal arrestere dem. Det højre felt viser Det Indiske Ocean ovenfra. Man ser Esbern Snares helikopter, der dykker mod kysten efter at have observeret en fiskerbåd med kurs mod et containerskib. På Somalia-kysten er der små forlægninger med både. Afsluttende betragtninger Det er museets håb, at de nye bataljemalerier kan blive væsentlige for understøttelsen af danskernes historiske bevidsthed. Kunstværkerne er med til at præsentere aspekter af de komplekse problemstillinger på en måde, der umiddelbart er til at fatte – billederne refererer til en konkret virkelighed med landskaber, militærpersonel og – udstyr mv. Modsat fotos kan malerierne syntetisere over begivenhederne; kunstnerne har sammensat deres eget univers, hvor begivenhederne fortættes til ét billede. Med de nye bataljemalerier håber vi, at museums-

38 DANSK NOTER

gæster med alle mulige forskellige baggrunde nu og i fremtiden vil kunne finde anledning til at mindes og diskutere et stykke Danmarkshistorie, der udspillede sig fjernt fra den hjemlige horisont.

Forslag til videre læsning Jørgen Paulsen: Billeder fra Treaarskrigen 1848 – 1849 – 1850, Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg, 1952 Mette Skougaard: ”Transition”, Carlsbergfondet Årsskrift, 2014, s. 162-69 Thomas Lyngby (red.): Libyen 2011, Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg, 2014 Thomas Lyngby (red.): Blue Shield. Peter Martensens bataljemaleri af søværnets indsats mod pirateri i farvandet ud for Afrikas Horn, Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg 2014

Peter Smith Carlsen, Libyen 2011, 2014 Olie på lærred

Foto: Kit Weiss

DANSK NOTER 39

Tema: Krig

Fiktive krigsbilleder Fiktionsfilmen definerer vores historiebevidsthed. Stærke fiktionshistorier holder historien i live. Med udgangspunkt i en workshop afholdt på Dansklærerforeningens årsmøde i 2014 er her nogle nedslag og eksempler på, hvordan tematik og genre spiller sammen i fiktionsfilm om krig.

Ole Bornedals tv-serie 1864 løb over de danske tvskærme i oktober og november 2014. Et sted mellem én og to millioner mennesker så med. Serien affødte hidsig debat i de danske medier. Var den en autentisk skildring af krigen i 1864? Var den historisk korrekt? Var serien en slet skjult politisk kommentar til den danske krigsindsats i Irak og Afghanistan og til nationalistiske tendenser i nutidens Danmark? Var det filmkunst eller melodrama? 1864 er et klassisk eksempel på, hvordan en række spørgsmål melder sig, når fiktionsfilmen skildrer virkelige historiske begivenheder: spørgsmål omkring autenticitet og fiktion, historisk realisme versus følelsesmæssigt engagement, kildetro over for kunstnerisk frihed, modsætningen ”mellem fodnoternes præcision og fiktionens fascination” (Ladegaard, s. 10). De mange kontroverser, der omgav 1864, demonstrerer, hvordan vores historiske bevidsthed i vid udstrækning bestemmes af fiktionsfilm og andre fiktive fortællinger. For Bornedals serie vil givetvis stå som en afgørende populærkulturel skildring af krigen i 1864. Når de finere detaljer har fortonet sig, vil der stadig være stærke billeder tilbage. Og er der noget, vi husker, er det stærke billeder. 1864 gør det, fiktionsfilmen gør bedst: Den forvandler kompliceret faktuel historie til almene følelser og stærke billeder.

Matador og historiebevidstheden Matador (1978-81) er den mest populære danske tv-serie nogensinde. Den er blevet genudsendt seks gange og har solgt næsten fire millioner dvd’er. Matador er blevet en de facto-målestok for al efterfølgende historisk tvfiktion herhjemme. Besættelsestiden 1940-45 er central i serien. Der har været skrevet meget om seriens forskellige historiske

40 DANSK NOTER

ukorrektheder. Men i kraft af sin helt enorme popularitet er Matador for flere generationer af danskere stadig dén afgørende skildring af besættelsesårene. Matador fortæller et stykke danmarkshistorie via figurer, situationer og billeder, som de fleste af os husker og har et følelsesmæssigt forhold til – og som i dag for længst har opnået ikonisk status. På den måde har Matador i mere end 30 år bl.a. været med til at definere vores opfattelse af Danmark under besættelsen. Den er et af de stærkeste eksempler på, at vores historiske bevidsthed formes af stærke fiktionshistorier. Russisk roulette i Vietnam I Matador er den historiske autenticitet underordnet en følelsesmæssig autenticitet. Et andet eksempel på dette forhold er Michael Ciminos klassiske film om Vietnamkrigen, The Deer Hunter (1978). I en af filmens mest mindeværdige scener tvinges nogle tilfangetagne amerikanske soldater af deres Viet Cong-vogtere til at spille russisk roulette mod hinanden. En udspekuleret og grusom form for tortur. Scenen er en af amerikansk films stærkeste skildringer af Vietnamkrigens vanvid. Men efter alt at dømme er den pure opspind og uden historisk belæg. Billedet af Robert De Niro med en revolver for tindingen er imidlertid samtidig en ret præcis spejling af et autentisk billede fra Vietnamkrigen – nemlig det berømte foto af den sydvietnamesiske politichef, der i 1968 henretter en mistænkt Viet Cong-soldat på åben gade med et revolverskud i tindingen. The Deer Hunter tager hér – muligvis ubevidst – en autentisk grusom hændelse og forvandler den til en stærk metafor. Russisk roulette-scenen er ren fantasi, men den bliver et effektivt symbol på en meget virkelig krig. Scenen formidler en følelsesmæssig sandhed om krigens rædsler.

Af Flemming Kaspersen, redaktør på Det Danske Filminstitut og skribent på filmmagasinet Ekko

Nationale fortællinger Krigsfilmen er en genre, der skildrer nationen i sin mest ekstreme tilstand. Hermed er det en genre, der i udpræget grad iscenesætter nationale fortællinger. Eksemplerne ovenfor – 1864, Matador og The Deer Hunter – kan alle læses som spejlinger og fortolkninger af nationale temaer og identiteter. 1864 gør det meget eksplicit. Seriens persongalleri er stereotyper: politikere, kunstnere, soldater, indvandrere, børn, unge, gamle, godsejere og bønder osv. I fremtoning, handlinger og replikker bliver de brikker til en fortælling om national identitet. Politikerne er gale og/eller kyniske opportunister; officererne er ondskabsfulde og virkelighedsfjerne; de menige soldater er uskyldige ofre; kvinderne elsker og lider; overklassens mænd er voldelige og fordrukne og har sex med køer; sigøjnerne er ædle vilde, der sætter vores manglende udsyn i perspektiv. 1864 er skildringen af Danmark som et klassesamfund. Matador er – med Erik Balling som instruktør – mere grundet i en folkekomedie-tradition. Det gør den politisk mere subtil end den meget polemiske 1864, men den præsenterer stadig en mikro-version af et klassedelt Danmark i perioden 1929-47. I sin skildring af besættelsesårene præsenterer Matador et galleri af arketypiske karakterer: modstandsfolk, kollaboratører, danske SS-frivillige, tyske og britiske soldater – og en masse almindelige danskere, der går mere

eller mindre uberørt gennem besættelsen. Grisehandleren gør stille oprør med billeder af Hitler og Stalin på lokummet. Overklassefruen Maude Varnæs modnes som menneske, da hun hjælper den jødiske bankmand hr. Stein ud af landet. Både advokaten Skjold-Hansen og Mads Skjern tjener gode penge på tyskerne. SkjoldHansen får et nervesammenbrud efter at være blevet taget af modstandsbevægelsen, Mads Skjern flyder oven på. Og imens befrielsens kugler flyver, dør Lærer Andersen på Misse Møghes altan; seriens fineste og mest ironiske billede på, at livet (og døden) skam gik videre som vanligt. The Deer Hunter skildrer Vietnamkrigen som et traume for USA. Den gør det primært gennem sine to hovedpersoner: Robert De Niro som Michael, der overlever krigen med førligheden i behold, og Christopher Walken som den følsomme Nick, der aldrig kommer hjem fra Vietnam. Begge ender de fremmedgjorte i forhold til den nation, de angiveligt er sendt i krig for at beskytte. Ligesom soldaterne i 1864 rives de med i en malstrøm af lidelse, sat i værk af et politisk system, som de ikke har noget forhold til.

Hvidsten Gruppens heltekvad En dansk film, der meget tydeligt tematiserer det nationale, er Anne-Grethe Bjarup Riis’ Hvidsten Gruppen (2012). Filmen, der skildrer den autentiske danske modstandsgruppe, blev en enorm publikumssucces. Det var

1864: Danmarks Radio. Fotograf: Per Arnesen

DANSK NOTER 41

De røde enge: Asa Film

tydeligvis en film, som fortalte den rette historie på det rette tidspunkt. Hvidsten Gruppen minder tematisk meget om de danske besættelsesfilm, der kom lige efter anden verdenskrigs afslutning. Navnlig den klassiske modstandsfilm De røde enge (1945), med Poul Reichhardt som modstandsmanden, der bliver fængslet og torteret af værnemagten. Ligesom De røde enge er Hvidsten Gruppen et nationalt heltekvad. Den handler om almindelige danskere, der har modet til at tage kampen op, og som må betale prisen. Begge film har en undertone af politisk kritik: Når politikerne overgiver sig, er det op til enkelte modige danskere at tage kampen op på nationens vegne. De røde enge havde premiere i december 1945, få måneder efter befrielsen. Den var både en hyldest til modstandsbevægelsen og en kollektiv bearbejdelse af besættelsestidens traume, som stadig var et helt frisk sår

42 DANSK NOTER

i den danske sjæl. Hvidsten Gruppen er ligeledes en hyldest til modstandsbevægelsen. Men sammenlignet med december 1945 er det nationale traume, den fortolker, for længst overstået. Det blødende sår er erstattet af nostalgi. Netop nostalgi er en følelse, Hvidsten Gruppen meget bevidst går efter. Men der er snarere tale om filmhistorisk end realhistorisk nostalgi. Æstetisk trækker den bl.a. på 1950’ernes og -60’ernes Morten Korch-film og på Matador. Filmens enkle skelnen mellem godt og ondt afspejles i billedstilen: Filmen åbner med en sølvbryllupsfest holdt i gyldne, varme farver. Jævne folk med et billede af Kongen på væggen. Da modstandsfolkene tages til fange, er farveholdningen bleg og kold, domineret af de rød/sorte hagekors og tyskernes grågrønne uniformer. Hvidsten Gruppen handler om besættelsen, men den rammer markant en 2012-tidsånd med sin blanding af

Hvidsten Gruppen: Regner Grasten Film/United International Pictures. Fotograf: Lars Høgsted

folkeligt melodrama, filmisk nostalgi og hygge-nationalisme. Filmen som kilde – Resnais vs. Spielberg Hvidsten Gruppen er således både en autentisk baseret skildring af besættelsestiden og en afspejling af sin egen tid. Den er et udmærket eksempel på, at historiske film altid må ses som kilder til den tid, de er produceret i. To afgørende film om holocaust illustrerer, hvordan man kan betragte filmen som kilde: Alain Resnais’ dokumentarfilm Nat og tåge (1956) og Steven Spielbergs spillefilm Schindlers liste (1993). Nat og tåge anvender dokumentarisk materiale, men er også en polemisk film, der bl.a. var tænkt som en kommentar til den samtidige franske krig i Algeriet. Den er desuden kontroversiel ved ikke at nævne jøderne specifikt som ofre.

Omvendt stræber Spielberg i sin film efter en slags realisme ved at filme i sort-hvid. Vi er netop vant til at se anden verdenskrig skildret i sort-hvide fotos og filmoptagelser, så brugen af sort-hvid giver en fornemmelse af noget autentisk. Han slutter i øvrigt filmen med nutidige optagelser af de virkelige overlevende Schindler-jøder. Det mest demonstrativt fiktive greb, Spielberg benytter, er en lille pige i en rød frakke, som bliver en både barsk og poetisk kontrast til filmens hårde sort-hvid-billeder. Begge film er fortolkninger. Den ene er ikke mere eller mindre autentisk end den anden. De balancerer begge kunstnerisk frihed med en stræben efter autenticitet, men deres realhistoriske kildeværdi er begrænset. Det afgørende spørgsmål må være, om de to film fortæller os noget om holocaust. Og det gør de begge to. De skildrer både holocausts ondskab og det bureaukrati, der lå bag denne industrialiserede udryddelse af

DANSK NOTER 43

Warsawas ghetto: public domain millioner af mennesker. Og de gør det ved at engagere vores følelser. (For en mere uddybende analyse og sammenligning af Nat og tåge og Schindlers liste se Rasmus Falbe-Hansen: ”Holocaust på film”). Armadillo: dokumentar med fiktionskoder Rasmus Falbe-Hansen siger om forholdet mellem film og historie: ”De historiske spillefilm og dokumentarfilm placerer sig (…) i spændingsfeltet mellem faghistorie og populærhistorie.” (Rasmus Falbe-Hansen s. 13) Men et andet spændingsfelt er lige så vigtigt. Grænselandet mellem dokumentarfilmen og fiktionsfilmen vokser. Mens fiktionsfilmen bruger dokumentariske teknikker for at opnå realisme, bruger dokumentarfilmen fiktive greb for at opnå indlevelse. Et godt eksempel er den danske dokumentarfilm Armadillo (2010), der skildrer danske soldater i Afghanistan. Den bruger et omfattende arsenal af fiktive greb: Den har klart tegnede karakterer, som vi kan identificere os med. Den benytter stemningsunderbyggende musik og klipper sine kampscener som en actionfilm.

44 DANSK NOTER

Den har et stramt plot med en tydelig dramaturgi. Man kan med udbytte sammenligne Armadillo med nyere amerikanske krigsfilm som The Hurt Locker (2008) eller Lone Survivor (2013). Deres stilistiske greb er ikke så forskellige. Den nøgternt registrerende dokumentarfilms tid er forbi. Den moderne dokumentarfilm er lige så æstetiseret og dramaturgiseret som en fiktionsfilm. Fiktionen holder historien levende Fiktionsfilmen er med til at forme vores fælles historiebevidsthed. Og det omvendte gør sig også gældende: Perioder, der ikke er skildret i fiktion, vil ofte ikke registrere sig i vores fælles bevidsthed. Hvis vi for eksempel holder op med at lave populære fiktionsfilm om besættelsestiden, hvis en generation af unge mennesker ikke længere gider se Matador eller film som Hvidsten Gruppen – vil vores fælles, brede erindring om besættelsestiden så forsvinde? Det er ikke nogen fjern tanke. Man plejer at sige, at erindringen om modstandskampen 1940-45 vil dø med den sidste danske modstandsmand. Men i virkeligheden vil den snarere dø med den sidste populære film eller tv-serie om besættelsen.

Schindlers liste: United International Pictures

Litteraturforslag: Bøger: Rasmus Falbe-Hansen: Historie i levende billeder (Columbus 2013) Claus Ladegaard (red.): Når medierne spinder historiens tråd (Akademisk Forlag 1993) Robert A. Rosenstone: The Historical Film as Real History (Film-Historia, Vol. V, No.1 (1995)) Jay Slater (red.): Under Fire: A Century of War Movies (Ian Allan Publishing 2009) Guy Westwell: War Cinema: Hollywood on the Front Line (Wallflower Press 2006)

Web: Tema: Historie og identitet (Filmmagasinet Ekko): http://www.ekkofilm.dk/artikler/tema/ historie-og-identitet/ Tema: Danmark i krig (Filmmagasinet Ekko): http://www.ekkofilm.dk/artikler/tema/danmarki-krig/ Rasmus Falbe-Hansen: Holocaust på film: http:// filmcentralen.dk/gymnasiet/undervisning/holocaust-paa-film Dansk film i mellemkrigstiden: http://filmcentralen.dk/gymnasiet/undervisning/dansk-film-imellemkrigstiden Verdenskrig og iscenesættelse: del af http://www. sculptingthepast.dk/

DANSK NOTER 45

Udenfor tema

Et sted i verden Refleksioner over, hvordan digtsamlingen Et sted i verden blev til, hvad den handler om, og hvordan man kan læse digtene.

Det tog ikke så lang tid at skrive digtene i Et sted i verden, og alligevel vil jeg mene, at de har været i gang med at skrive sig i mig i tyve år. Noget af stoffet går i hvert fald så lang tid tilbage. Jeg har engang sagt, at det at skrive digte er som at drikke champagne, og det mener jeg på den måde, at man ikke skal gøre det for tit. Hvem kan leve af champagne? Ikke jeg. Da jeg begyndte på Et sted i verden, forestillede jeg mig, at det var en helt anden digtsamling. Jeg forestillede mig, at det skulle være en digtsamling, der rasede mod denne verdens uretfærdighed, jeg forestillede mig digtsamlingen som en brøl af undertrykte sandheder. Indtil det gik op for mig, at jeg har skrevet den digtsamling før. Indtil det gik op for mig, at flere og flere digte trak digtsamlingen i en anden retning. Min digtsamling truede med at blive revet midt over. For mig er situationen klassisk, jeg vil altid for meget. For mig består hele arbejdet i at afklare, hugge fra. Til sidst har jeg hugget så meget fra, at der ikke er noget tilbage af det, der er irriterende, foruroligende og grimt. Så må jeg genindføre det, hugge fra og genindføre. Igen og igen. I stedet for en politisk, polyfon digtsamling er jeg endt med en digtsamling, som bedst kan beskrives som centrallyrisk. Centrallyrik er en poesi, der ”udtrykker det skrivende jegs personlige oplevelse af omverdenen”, som det hedder i Gyldendals encyklopædi. Et centrallyrisk digt er skrevet på det sted, hvor man forlader den buldrende fest, middagsbordet i køkkenet, det knævrende tv og støjen fra andre mennesker. Det er skrevet på det tidspunkt, hvor man går ind i et afsides værelse og kigger sig i spejlet og spørger: Hvor står jeg lige nu? Hvordan går det for mig som menneske? Er jeg glad? Trist? Bitter? Er jeg der, hvor jeg gerne vil være? Et sted i verden handler om mange af de grundlæggende følelser, man har som menneske. Den handler blandt andet om ensomhed. Der er ingen, der kan stå lige dér, hvor du står. Der er ingen, der kan påtage sig at være dig. Og der er ingen, der kan vide præcis, hvordan

46 DANSK NOTER

det er at være dig. Den ensomhed handler digtene om. Et af digtene handler om, at man skal forsone sig, men at man måske også skal forsone sig med, at man ikke skal forsone sig. Det handler om at prøve at tilgive og ikke kunne, den handler om at være bitter, og om at ønske, at man ikke var. Digtene handler egentlig om at rumme de dele af tilværelsen, man helst ville være fri for. Og de handler om at blive reddet af en anden, om kærlighedens mirakel, det at nogen pludselig kan rumme én, pludselig kan sige: Dig, dig kan jeg stå inde for. Den handler om at opgive alle sandhederne og bære tilværelsens kaos i sig. Den handler om det tidspunkt, hvor bordet fanger. Digtsamlingen handler også om sorg Det er først noget, jeg har lært at acceptere som voksen, at sorgen ikke bare er en uvelkommen gæst i det perfekte liv. Måske er sorgen den lim, der for alvor knytter os mennesker sammen, måske har sorgen en dybere klangbund end glæden. Lykken er gavnlig for kroppen, men det er sorgen, der udvikler sindets kræfter, som Marcel Proust har sagt det. På en måde handler min digte også om at komme igennem sorgen, om at genopstå som en anden. Det er en klassisk fortælling i vores kulturkreds. Dostojevskij har engang sagt det: Desto mørkere natten er, desto klarere er stjernerne. Natten er mørkest lige før daggry. Vi kender det alle sammen i mindre målestok, at noget må dø, for at noget nyt kan genopstå, og vi kender det selvfølgelig fra biblen. Man hører så tit, når et forhold går dårligt: De var nødt til at gå fra hinanden, det havde gået dårligt længe. Men hvad nu, hvis rejsen gennem mørket faktisk førte til lyset? Hvad nu, hvis man går glip af lyset, fordi man undgår mørket? Digtene i Et sted i verden handler også meget om relationer. Faktisk handler digtsamlingen meget om brudte relationer. Om at komme dertil, hvor nu kan man ikke

Af Katrine Marie Guldager, forfatter

strække sig længere. Ikke uden at miste sig selv. Og så må man jo gå. Når man bliver voksen, hører man så meget om, at man skal gå på kompromis. Men præcis hvor meget kan man gå på kompromis uden at miste sig selv? Det spørgsmål er ikke let at svare på. Nogle gange når man læser et digt, kan det være svært at sige, hvad det egentlig handler om. Man kan føle, at digtet rammer noget rigtigt, man kan føle, at det er nogle gode, prægnante billeder, eller man kan lade sig forføre af sprogets musik, vokallydene, rytmen. Enten det, eller man kan stå foran digtet og føle, at det er en gigantisk port, der smækker i, lige i knolden på én. Man kan tænke: Digtere, er det ikke bare sådan nogle, der skriver det, der tilfældigvis falder dem ind? Hvad rager det mig? Men sagen er, at digte er et stykke sprog, som man ikke kan gå til på samme måde, som man kan gå til alt andet sprog. Digte er ikke direkte omsættelige, som for eksempel tv-avisen er det, eller en avisartikel. Hvis man vil læse en digtsamling med de briller, går det galt. Man kan sammenligne det med musik. Hvem her kan egentlig forklare, hvorfor man kan lide AC/DC og ikke Medina? Det, man skal huske på, er, at der er forskel på mening og betydning. Bare fordi man ikke kan forklare, præcis hvad meningen med noget er, betyder det ikke, at det ikke kan være dirrende fuld af betydning. Masser af ting er fulde af betydning, uden at vi kan redegøre for, præcis hvordan de er det. Det, man skal huske om digte, er, at de ikke er en rebus. Hvis de virkelig var en rebus, kunne digteren jo lige så godt bare ”udtrykke sig lidt mere enkelt” eller simpelthen sige det ”ligeud”. Vi må tilbage til musikken. Tror I, en analyse af en sang kan gøre lige så stort et indtryk som sangen selv? Summen af alt det, et digt indeholder, kan ikke rummes i én analyse, for digtet spiller på alle mulige

forskellige tangenter i læseren. Digtet vil, hvis det er godt, åbne sig for nye fortolkninger igen og igen. Det betyder ikke, at alt, hvad man tænker og føler om digtet, mens man læser det, også er rigtigt. For at blive i billedet med døren: Det betyder ikke, at porten ind til digtet altid står åben, og at man bare kan komme og gå, som man vil. Hvis man vil analysere en digtsamling på én bestemt måde, må man argumentere for det. Og hvorfor? Fordi man bliver en bedre sprogbruger af at gruble over, hvorfor forfatteren har valgt lige præcis de ord. Fordi intet i digtet er tilfældigt. Fordi digtet vil sin læser noget. Fordi digtet taler til os på en anden måde, end vi er vant til. Bonusinfo: Digtene i Et sted i verden findes også som små videoer på YouTube. Søg på Katrine Marie Guldager. Kontakt eventuelt også forfatteren med henblik på foredrag.

DANSK NOTER 47

Fotografier af Jan Grarup: Rwanda Genocide

48 DANSK NOTER

J.F. Willumsen: To døde soldater, 1917, Tørnål, stregætsning og akvatinte, 32,5 x 21,2 Maleriet tilhører J.F. Willumsens Museum. Fotograf: Anders Sune Berg

DANSK NOTER 49

Udenfor tema

Karen Blixens etik – og humor ”Jeg vil ikke stå til regnskab for det, Isak Dinesen skriver. Det er hæmmende.” Sådan sagde Karen Blixen til Berlingske Tidende i 1934, da det netop var blevet afsløret, at det var baronessen på Rungstedlund, der var ophavskvinde til den pludselige verdenssucces Seven Gothic Tales. Hæmmende for hvad? kunne man spørge. Hæmmende for at kunne slå sig løs og ”gøre nar ad alt” – som hun drømmer om i et brev fra Afrika i 1926. Med de Syv fantastiske Fortællinger – og alle de andre fortællinger sidenhen – slog hun sig løs. Hæmningsløst. Gjorde nar ikke mindst af den pæne, borgerligt-kristne moral. Og det i en sådan grad at hun blev kaldt pervers og slibrig og meget andet grimt. Hun er da også grænseoverskridende. Historierne myldrer med mærkværdige personager og aparte menneskelige relationer. Impotente, magtliderlige herrer; eller voldspersoner; eller homoseksuelle; eller kvinder, der for et godt ord er deres ægtemænd utro. Overhovedet ingen ”normale mennesker”, som en anmelder fastslog. Og læseren forledes og forføres til at indleve sig i disse skæve og umoralske personer og med dem at fatte sympati for f.eks. en røver-morder – som i skæbneanekdoten ”Ringen”. Lige indtil man måske besinder sig etisk og spørger: Hallo Lise, er det o.k., hvad du har gang i? Og hvad med den mand, som du lige har giftet dig med? Han var måske ikke så sjov i sengen, men alligevel? Georg Brandes mente i sin tid, at det var noget ”spilfægteri”, når Søren Kierkegaard insisterede på at skelne mellem det pseudonyme forfatterskab på den ene side (Victor Eremitas, Johannes de silentio osv.) og skrifter i eget navn på den anden: ’Det er jo naturligt nok, at han ikke selv kan bære ansvaret for, hvad hans opdigtede personer siger,’ skriver Brandes, ’men det er ren indbildning, at Kierkegaard virkelig skulle have formået at frembringe sine forfattere på anden hånd.’ Karen Blixen var dybt påvirket af både Kierkegaard

50 DANSK NOTER

og Brandes, samtidig med at hun var anfægtet af dem og sagde dem midt imod. Hvad pseudonymiteten angår, så mente hun nok, at hun, ligesom Kierkegaard, kunne magte at frembringe sin forfatter – Isak Dinesen – på anden hånd. Og havde det stået til hende, så havde hun forbeholdt pseudonymet ’Isak Dinesen’ til fortællingerne og navnet Karen Blixen til de bøger og artikler, hvor hun tilkendegav, hvad hun ubetinget ville ’stå til regnskab for’. Bevidstheden om denne dobbeltidentitet udtrykker Blixen allerede i forbindelse med, at hun i 1926, mens hun endnu var i Afrika, havde fået trykt en lille ’marionetkomedie’, Sandhedens Hævn, i tidsskriftet Tilskueren; redaktøren Levin havde her anført forfatternavnet Karen Blixen-Fineche. I et brev til sin mor, Ingeborg Dinesen, skriver Blixen: ”det er aldeles forkert og uforskammet, at Levin har sat mit navn derpå; det er stik imod aftalen, og jeg fremhævede for ham, at hvis jeg sendte ham nogle skildringer her fra Afrika, kunne han sætte mit navn derpå, men ikke på denne slags skønlitterær produktion.” Langt senere i livet og i forfatterskabet fastholder Karen Blixen dobbeltheden; i forbindelse med udgivelsen af Sidste Fortællinger (1957) skriver hun til en ven: ”Det er jo slet og ret historier, – i mindre grad forfatterens personlige anskuelser.” De ’personlige anskuelser’ fremsatte hun i andre genrer og medier. Her er et eksempel på, hvor forskelligt et af hendes yndlingsemner kan tage sig ud, når Karen Blixen udtaler sig i eget navn – i modsætning til hvad Isak Dinesen kan finde på, når hun lader sine personer sætte tingene på spidsen i en story: I et interview i Tidens Kvinder (1941) fastslår Karen Blixen, at ”vekselvirkningen mellem de to køn er livets salt og gehalt” (dvs. substans). Vekselvirkning er et grundprincip i Blixens livsanskuelse. Men det princip får et skud for boven, når den fandenivoldske ”Isak Dinesen” – i vinter-eventyret ”En opbyggelig

Ivan Z. Sørensen, f. 1949, er lektor på Roskilde Gymnasium, forfatter og foredragsholder. Har bl.a., sammen med Johan Rosdahl, skrevet bogen ”At læse Karen Blixen” på forlaget Systime; ibogs-versionen er netop blevet udvidet med et nyt kapitel: ”Det etiske fokus”. I en nær fremtid udkommer også bogen Karen Blixens humor på forlaget Tiderne skifter.

Historie” – lader en af personerne filosofere: ”Manden og kvinden er to aflåsede skrin, og det ene indeholder nøglen til det andet”. Skakmat! Så kan læseren ta’ den. Isak Dinesens fortællinger læses og nydes jo over den ganske verden, og de er blevet dejligt analyseret og fortolket fra alle leder og kanter. Mange af Karen Blixens artikler, (radio)foredrag osv. er samlet under titlen Essays (1965 og 1985), men de er ikke så kendte og elskede som fortællingerne. Først for nylig (marts 2014) er de blevet behandlet ud fra et helhedssynspunkt, nemlig i Marianne T. Stechers afhandling The Creative Dialectic in Karen Blixen’s Essays. Det blixenske grundsynspunkt, som Stecher fremanalyserer, og som hendes bogtitel refererer til, kan opsummeres i ordet vekselvirkning (”Dialectic”). Forholdet mellem de to køn, mellem sorte og hvide, mellem mennesker og dyr – uanset hvilke relationer Blixen retter sit blik imod, så er det accepten af forskelligheden, hun fastholder; samtidig med at hun insisterer på muligheden for en vekselvirkning mellem parterne. I modsætning til enhver form for nedværdigende underordningsforhold. Stecher citerer fra et af de Blixen-essays, hun analyserer, ”En Baaltale” (1952): Skal jeg her give min egen opfattelse af det formålstjenlige i spaltningen i to køn, da kommer jeg tilbage til min gamle tro på vekselvirkningens betydning og til min overbevisning om den store rigdom og de ubegrænsede muligheder, som rummes i to forskelligartede enheders fællesskab og samspil. Stecher konkluderer, at Blixen i sine essays ikke er mindre polemisk og provokerende, ukonventionel og oprørsk, end ’Dinesen’ er i fortællingerne. Men hun er det på en anden måde.

Marianne T. Stecher er professor i dansk og skandinavisk litteratur ved University of Washington i Seattle, USA. Hendes afhandling om Blixens essays henvender sig til et internationalt publikum og er derfor skrevet på engelsk, men er udkommet på det danske forlag Museum Tusculanum i 2014.

DANSK NOTER 51

I foredrag, artikler, såvel som i breve, argumenterer hun indstændigt for sine standpunkter, hvor hun i argumentationen ofte inddrager erfaringer og ”skildringer” fra Afrika. Jeg vil her pege på en sjælden og ret ukendt Blixentekst, hvor vekselvirknings-princippet udfoldes – i nydeligste samklang med hendes grundlæggende etiske princip. I stærk kontrast til det konventionelle, borgerligt-kristne moralkodeks. Karen Blixen etiske princip er værdighed. I 1957 bad ugebladet Alt for Damerne Karen Blixen om at bidrage med en tekst til et tema om næstekærlighed. Hun indvilligede og sendte dem ”Den store Gestus”. (Denne artikel blev senere omformet til et kapitel i hendes sidste bogudgivelse Skygger paa Græsset (1960)). Hun starter med en lille observation i zoologisk have i København. Her står gode og pæne mennesker og nyder ”de arme, fornedrede og håbløst fortvivlede dyr.” For i disse folks øjne lever dyrene jo i den bedste af alle verdener med regelmæssige, rigelige måltider og et blødt leje. En tilværelse, der ligner de pæne borgeres egen tilværelse. Og så kommer Blixens guddommelige rap til den bedsteborgerlige næstekærlighed: Fantasi er en hjertets lige så vel som en intellektets evne, og buddet ’gør mod andre, hvad Du vil at andre skal gøre mod Dig’ bliver en usikker og farlig leveregel i hænderne på fantasiløse mennesker. Kristendommens berømte gyldne regel rummer for Blixen den fare, at man glemmer et afgørende aspekt i hendes vekselvirkningsprincip, nemlig fastholdelsen af og respekten for forskelligheden. Er det så ganske selvfølgeligt, at ’min næste’ har brug for det samme som mig? Nej, men det kræver fantasi at forestille sig andre skabningers vilkår og fornødenheder. Og mangler denne fantasi, så vil den gyldne regel blokere for en værdig vekselvirkning mellem de to parter. Det kristne bud – den kristne etik – er en såre betænkelig leveregel. Det er typisk Blixen, at ’næste-begrebet’ også omfatter dyrene. I begyndelsen af 1950’erne var hun i heftig polemik med nogle videnskabsmænd i forbindelse med et lovforslag om vivisektion – dvs. tilladelse til videnskabelige forsøg med levende dyr. I artikler og foredrag kaster hun sig ud i kampen for en anstændig behandling af dyrene.

52 DANSK NOTER

Et af de grufulde eksempler, hun bruger i argumentationen, er en beretning om, hvordan en videnskabsmand behændigt slipper for vrøvl fra naboer, der klager over skrig og hylen fra de dyr, han vivisekterer: Han skærer dyrenes stemmebånd over. Diskussionen om dyreforsøg tvinger Blixen til at præcisere hele sit værdigrundlag, nemlig ”forestillingen om en etisk verdensorden, – eller, for at operere med et mindre abstrakt og højtideligt begreb, om en i folkeslagene tilstedeværende retsbevidsthed.” Hun får skudt i skoene, at de videnskabelige forsøg jo medvirker til at redde menneskeliv. I sit modsvar refererer hun til Erik Knudsens etik-definition: Etik er ”ansvar for alt levende”. Hun medgiver, at det selvfølgelig er vigtigt at redde menneskeliv. Men så spidsformulerer hun: ”det er endnu vigtigere at gøre menneskeliv værd at bevare.” Værdighed. Det er noget skvadder i naturvidenskabsmændenes ører. Ligesom det generelt er et fremmed begreb i dansk kultur, som er fordærvet af Luthers insisteren på, at mennesket er en synder. Den tanke ligger Blixen fjernt. Derfor har hun, selvom hun ikke er kristen, et godt øje til katolicismen, for her er der trods alt en stadigt levende linje tilbage til Frans af Assisi. Frans prædikede som bekendt for fuglene, han værdsatte i det hele taget alle Guds skabninger, alt levende. Og Frans snakker ofte med i Blixens essays. Etik er in for tiden. På alle kanaler. ”Generation etik” er den unge lyriker-generation blevet kaldt. Og ”The Ethical Turn/den etiske vending” er en ny trend i amerikansk litteraturteori. Her er trosartiklen, at man bliver et bedre menneske af at læse litteratur – fordi man ved denne aktivitet nødvendigvis må indleve sig i de litterære figurer; derved træner læseren sin fantasi, sin indfølingsevne, sin empati. Og det kan der nok være meget rigtigt i. Men træningen sker måske især ved, at læseren tvinges til at forholde sig til de etiske positioner, som en fortællings personer repræsenterer, som f.eks. Lise i ”Ringen”. Er Blixen/Dinesen så en trendy ”etiker” – i og med sin eksplicitte etiske livsanskuelse på den ene side og et provokerende forfatterskab på den anden? Hun ville jo nok til en sådan udnævnelse svare på samme vis, som da hun pointerede, at hun ikke var æstetiker – ”hvis man da overhovedet kan ’være’ det. Er udtrykket stort mere end en kliché?” For hende er der ikke en konflikt mellem ’det gode’ og ’det skønne’, det drejer sig snarere om overblik. Så

skal der nok komme en frugtbar vekselvirkning ud af det. Blixen var uomtvisteligt stærkt anfægtet af både Kierkegaard og Brandes, men hvad livsanskuelse angår, så var hun måske allermest på linje med en tredje dansk tænker, nemlig Harald Høffding. Hendes vekselvirkning synes at være funderet i den livsanskuelse, Høffding kalder Den store Humor (som også, titlen på hans bog fra 1916). Blixen omtaler Høffding med respekt og anerkendelse i essays og breve – lige fra hun engang som ganske ung havde ham til bords, til inddragelse af ham i debatten om dyreforsøg. Høffding tidsfæster forudsætningerne for humor til nyere tid, dvs. omkring 1600; for først fra dette tidspunkt er der vidnesbyrd om en psykologisk forståelse for og filosoferen over ”livets mangfoldighed og modsætningsrigdom”; nemlig hos forfattere og tænkere som f.eks. Giordano Bruno, Spinoza og ikke mindst Shakespeare – og senere Kierkegaard. Alle navne, som Blixen refererer til, specielt de to sidste. Den livsanskuelse, som Høffding kalder ’den store humor’, er en totalfølelse, der er karakteriseret ved sans for modsætningernes sammenspil. Eller med Blixens ord: vekselvirkning. Med den kan Blixen hævde humorens førsteplads i en verdslig, anstændig og ansvarsbevidst livsanskuelse. Eller med Høffdings ord: “Den store humor vil være forbundet med en stadig søgen og står i modsætning til al dogmatisk visdom, hvad enten den optræder i den sunde menneskeforstands, videnskabens eller religionens navn.”

Humor er ordet, der måske kan sammenfatte den holdning, der strømmer gennem det samlede forfatterskab. Både hvad angår Blixens etiske livsanskuelse og Dinesens amoralske fortællinger. Hvad så med Blixens forhold til de lærde magistre, som hun i 50’erne inviterede til Rungstedlund? Det er svært at få øje på hendes etik i mange af deres portrætter af hende. Fascinerende javist, men især grum og lunefuld og hekseagtig fremstår hun, grænsende til det ondskabsfulde. Igen og igen. I bøger og dokumentarfilm. Men der er dem – især de dengang noget yngre mænd – der giver et anderledes billede af deres forhold til ’baronessen’: et varmt og hjerteligt, afslappet og ukompliceret venskab i vekselvirkningens ånd. Jørgen Kalckar (dengang ’kun student’, senere atomfysiker) fortæller, hvordan han, ligesom mange andre, blev opfordret til at blande blod med heksen. Han afværgede ved at fortælle hende en grotesk historie om et sådant foretagende – og det hele endte i godmodig latter. Digteren Jørgen Gustava Brandt, som Blixen gav en ”fornemmelse af velvære og fortrolighed”, undrer sig over, hvordan hendes ’opfordring til dans’ med magistrene slog over i ”tung og svedig alvor – for dem.” Hun tog i virkeligheden ofte fejl af folk, hævder Brandt, og hun skuffedes i sidste ende. Måske fordi magistrene manglede den humoristiske sans, der er fornødent til vekselvirkning?

DANSK NOTER 53

· v l s o k r n p p s e a o x r n D p o a æ x · l D o k p æ · v l s o k r n p p s e a o r n D p ox a æ x · l D o k p · v l s o k r n p p s e a o x r n a vo op · D nsklæ r-voxp D · k p p s e a o x r n D p o a æ x · v l D o k p · v s o k r n p Voxpop p s e a o x r n D p o a æ x l -v pop · D o k · v s r n p s e a o Ix oktober 2014 var Jan Grarup på besøg på r n D p o a æ x · v l D oom sit arbejde k r- Herlev p · v s Gymnasium og HF for at fortælle o r n p p s e a o x r n D p o med fotografi. Det blev et intenst møde, som satte mange a æ x · v l D o k r- følelser p · v s o r og tanker i gang hos tilhørerne. n p p e a o x r n D p o a æ x · v l D o k r p · v s e o r n p p e a o x r n D p o a æ x · v l D o k p · v s er o r n p p e a o x r D p o a æ x · v l D o k r p · v s o re r n p p e a o x r D p o a æ x · v l D o k r p · v s o re r n p p e a o x r D p o æ x · l -v pop D o k r · v s e r r n p e a o æ x r D p o æ x · v l D o k r p · v s e o r r n p p e a o æ x r D p o æ x · v l D o k r p · v s e o r r n p p e a o æ x r D p o æ x · v l o k r p · v s e o r r n p p e a o æ x r l D p o æ x · v l o k r p · v s e o r r n p p e a klæ er-vox op · D sklær -voxpo klær er-voxp op · Dan sklærer -voxpop r r n p p e a o æ x r l D p o k æ l s -v pop · ox k r v s e r r n o e a p æ x r l x D o k æ o · v l s v k r p s r e o e r n o p r a p æ x l æ x D o l nsk ærer-v pop · Dansk rer-vo p x l æ x · o l k o v k s p v s r n o r n e p e r a x r D p æ o l æ x · v l k o k s r p an klære voxpo · Dans ærer-v x l s o k r n p v s e a o r r n D p ox klæ ære x · Da Voxpop

Camilla Blommegård, lektor i dansk, tysk og billedkunst, Herlev Gymnasium & HF

Det var en øjenåbner for både os undervisere og for eleverne at få sat ansigt – og ikke mindst et stort bankende og engageret hjerte – på en af de fotografer, der har markeret sig i den billedstrøm, vi alle navigerer i. Ud over at blive præsenteret for Jan Grarups smukke og til tider chokerende sandfærdige billeder af menneskelige skæbner i verdens brændpunkter var der mulighed for at få Grarups syn på både etiske og æstetiske problemstillinger, der havde optaget os i forløbet forinden: Kan det altid lade sig gøre at være objektiv? Hvor går grænsen for, hvad man kan sende ud i medierne? Skal alle billeder overhovedet tages? Hvad kan sort-hvid-fotografiet, som farvefotoet ikke kan? Efter halvanden time i selskab med Jan Grarup og hans billedverden stod det klart for alle, at konflikter handler om mennesker. Men også at mennesker – og medier som fotografiet – kan gøre en forskel i disse konflikter: ved med sine æstetiske virkemidler at være den sten i skoen, der får os til at reflektere over konflikter, men også ved at at spille en konkret rolle som dokumentation f.eks. i forbindelse med krigstribunalen i Haag.

54 DANSK NOTER

Sofie Pedersen, 2. s, Herlev Gymnasium & HF

Død og ødelæggelse i andre lande er sjældent noget, vi lægger særlig meget mærke til. Jan Grarups billeder afspejler virkeligheden i krigsramte lande, diktaturer, naturkatastrofer, borgerkrige, hungersnød. Alt det, som vi ikke ser, er det, Jan Grarup jagter. Jan Grarup bevægede mig på en helt ny måde. Hans måde at tage billeder på, og at de er sort-hvide, gør dem meget mere dramatiske og fængende. Fordi billederne ikke er i farver, er de særlig stærke at se på, og man kan se både frygt og ulykke i personernes øjne. Jan Grarups foredrag var meget tankevækkende. Han var god til at forklare om de hårde oplevelser, han havde haft, og det gjorde foredraget mere dragende og gribende. Der var især ét billede, der rørte mig. Det var et billede af en grædende kvinde, der blev omfavnet af to andre kvinder. Hun var lige kommet hjem og havde fået at vide, at hendes mand var blevet dræbt. Jan Grarups måde at være så rolig omkring krig og død var utrolig inspirerende. Han havde en helt fantastisk rolig måde at takle alle de katastrofer på, han havde set. At han kan blive ved med at tage billeder af noget så psykisk hårdt, det er svært at tro.

x r D p o æ x · v l o k r p v s ære -voxpo · Dan lærer- oxpop · k r p · v s e o r r n p p e a o æ x r l D p o æ x · v l o k r p · v s e o r r n p p e a klæ er-vox op · D sklær -voxpo · klær er-voxp op · Dan sklærer -voxpop r r n p p e a o æ x r l D p o k æ x l s -v pop · o k r v s e r r n p e a o æ x r l D p o k æ x · v l s o k r p v s e o r r n p p e a o æ x r l D p o nsk ærer-v pop · ansklæ er-vox o x nskl ærer-vo pop · D ansklær er-voxp o x r l D p o k æ x · v l s o k r n p v s e a o r r n p e a æ x r l D p o k æ x · v l s o k r n p v s e a o r r n p e a æ x r l D p o k æ x · v l s o k r n p v s r Da klære voxpo · Dan e r p æ x l s o k r n Da klære voxpop · Dans ærer-v x l s o k r n p v s e a o r r n D p e a æ x r l D o k æ o · v l s v k r n p s r e a o e r n D p r a æ x l æ D o l k · v k s v s r n p r n e a o e r a D p r D æ x · l æ · o l k v k s p v s r n o r n e a p e r a x D r D æ o · l æ · v l k k s r p s e n o r r n a p e a æ x D r l p · Dansk rer-vo pop · D nsklæ r e a æ x · r l D o k p æ · v l s o k r n p s e a o r r n D p e a æ x · r l D o æ l op Dansk rer-v pop · k s n e a æ x · r l D o k p æ · v l s k r p po · Dan s e o r n p e a æ x r l D o k p æ · v l s k r p po · Dan s e o r n p a æ x l e D o r k p · v s o æ l r n p e k a o xp r s D p n æ x · l e a o r k p D v s o æ · l r n p e k a p x Klara 3. t, Herlev Gymnasium & HF

Rasmus Beyer, 2. s, Herlev Gymnasium & HF

Jan Grarup har en sjælden måde at fange situationer på, hvorpå han både viser de forfærdelige begivenheder, der finder sted i de krigsramte områder – men samtidig også viser de mennesker, der i disse rædselsfulde situationer stadig holder hovedet højt, og de mennesker, der stadig viser håb. Jan Grarup sætter menneskerne i fokus – i stedet for omgivelserne. Dette kan man se ved, at hans billeder altid er i sort-hvid – dette gælder alle hans fotografier. Han mener, at farver, især stærke farver, går ind og forstyrrer ens opfattelse af billedet. I stedet for at blikfanget bliver farverne, bliver det i stedet menneskernes udtryk eller gøren. Dette, mener jeg, er en mere sjælden indgang til det at fotografere krige, men også en vigtig tilgangsmåde. Han afbilder krige på en måde, så folk får lyst til at hjælpe de ramte områder, og han får det vigtigste ”emne” frem i krigene – menneskene. Jeg har anvendt Jan Grarups billeder i mit studieretningsprojekt. Jeg skrev om krigen i Rwanda i 1994, og havde valgt tre af hans billeder fra krigen. Jeg valgte de tre fotografier, der personligt fangede mig mest. Ud fra Jan Grarups fremstilling af begivenhederne, og bogen ”An Ordinary Man” af Paul Rusesabagina, diskuterede jeg, hvorvidt man kan se det, der skete i Rwanda i 1994, som et folkedrab. Min konklusion ift. Jan Grarups billeder var, at man ikke ud fra hans billeder kan konkludere, at der var tale om et folkedrab – men at de – enkeltvis og samlet – kan føre bevis for, at der var tale om et folkedrab.

Verden står i flammer, og medmenneskeligheden viser sjældent sit ansigt, men når solens opløftende lys reflekteres i de store brune børneøje, skabes et unikt øjeblik – det yndefulde lys vidner om et sekund med håb midt i en sorgfuld humanitær katastrofe. Det hvide lys glimrer som havets mest betagende perle eller himlens klareste stjerne. Dette glimt er som et fnug i luften, omringet af død, ødelæggelse og smerte. En rædselsvækkende verden, vi jævnligt smider i glemme-kassen sammen med vores kærlighed til andre mennesker. De skræmmende billeder fra Syrien, Rwanda og Irak bliver hurtigt fortrængt af hverdagens stress og jag, men det kamera, Jan Grarup bærer på, indeholder beviser om den lukkede bog, som vi helst ikke vil åbne. Bogen fortæller os den chokerende sandhed om, hvilke skader mennesker kan påføre hinanden, og hvorledes religion, nationalitet eller seksualitet kan give et folkemord ’legitimitet’. Jan Garups kamera åbner en dør til en verden udenfor. En verden med skønhed, håb, katastrofer og terror – vi er alle en del af den virkelighed, og vi bør tage et ansvar. Kameraet er vores formidler, og et billede illustrerer en brøkdel af den verdenshistorie, vi alle er en del af – I see humans but no humanity.

DANSK NOTER 55

SYNSPUNKT

Nej tak til digitale eksamensformer – derfor skal også skriftligt dansk være uden netadgang Af Lone Nørgaard Efter at have orienteret mig i materialet vedr. forsøg med skriftlig eksamensopgave med netadgang i dansk hf står det klart, at kursen er gal. Uanset de positive tilbagemeldinger fra dansklærere går den nye prøveform i den forkerte retning i forhold til at erhverve sig faglig (parat)viden og kundskaber. Som akademisk uddannede burde gymnasielærerne være langt mere kritiske over for de digitale medier. Desværre er førerhundene inden for uddannelsessystemet innovations-entusiaster, der løber under sloganet ’Accepter forandringer, for det kan ikke være anderledes’ – peppet op med juhu-ordene: tidssvarende, virkelighedsnær, tilpasning til en moderne medieverden. En ren nyttepolitisk argumentation, der slet ikke har blik for skolens dannelseskerne i form af tilværelsesoplysning og tilegnelse af lærdom. I dag foreligger der så meget litteratur om de digitale mediers skadelige virkninger, at det er uansvarligt ikke at handle på dem. Af pladshensyn må jeg her nøjes med at opliste en række pointer i Nicholas Carrs bog ”The Shallows: What the Internet Is Doing to Our Brains”: • I det lange løb betyder et medies indhold mindre end mediets indflydelse på den måde, som vi tænker og handler på. Medier er ikke bare informationskanaler. De forsyner os med tankegods, men de skaber også tankeprocessen. • Nettet lader til, skridt for skridt, at slå skår af vores evne til at koncentrere og fordybe os. Jo mere vi bruger nettet, jo større problemer har vi med at fokusere i forhold til længere tekster. • Vi tror, at teknologien blot er et redskab, som vi behersker. I virkeligheden omformer og forandrer teknologien vores hjerner og psyke. Dyreforsøg er meget overbevisende. • Tidligere troede de fleste biologer og neurologer, at

56 DANSK NOTER

•

den voksne hjernes struktur ikke ændrede sig. Det passer ikke. Vores hjerner og deres kredsløb ændrer sig konstant som reaktion på vores erfaringer og adfærd. Vi bliver neurologisk, hvad vi tænker. De væsentlige baner (paths) i vores hjerner bliver de baner, hvor der er mindst modstand. Det er de ”stier”, de fleste af os vil gå det meste af tiden, og jo mere vi benytter dem, jo mere vanskeligt bliver det at vende om. Civilisationen har antaget sin nuværende form som et resultat af de teknologier, folk i almindelighed har brugt. Lad os foretage et historisk tilbageblik til den periode, hvor skriftsproget bryder med den mundtlige tradition: At læse en lang bog i stilhed krævede en evne til at koncentrere sig intenst i et længere tidsrum, at fortabe sig i bogsiderne. Det helt specielle ved boglæsning var, at den dybe koncentration var forbundet med en yderst aktiv og effektiv afkodning af teksten og tolkning af betydningen. De tidligste læsere erkendte den bemærkelsesværdige forandring i deres bevidsthed, når de fordybede sig i en bog. En skærmverden er et helt andet sted end en sideverden, hvilket udvirker en omrokering af vores hjernebaner. Hver gang vi tænder vores pc, bliver vi slynget ind i et økosystem af afbrydelses-teknologier fremkaldt af hyperlinks … så er vi et sted, så et andet, så ud af et tredje link. Internettet ændrer ikke vores intellektuelle vaner mod vores vilje, men ændre vanerne gør nettet. Selv erfaringer og oplevelser i den virkelige verden bliver medieret af nettet. Nettet kan bedst forstås som det seneste værktøj i en række af opfindelser (fx landkortet og uret), som har bidraget til at forme den menneskelige bevidsthed. Når vi går online, træder vi ind i et rum, som fremmer overfladisk læsning, forhastet og distraheret tænkning og overfladisk indlæring. Sat på spidsen

•

• • •

gør nettet os til forsøgsrotter. Nettet griber vores opmærksomhed alene for at sprede den. De hyppige afbrydelser spreder vores tanker, svækker vores hukommelse og gør os anspændte og ængstelige. ”How do users read on the web? (…) They don’t”. Skiftet fra at læse til at ‘power-browse’ sker meget hurtigt. Skimning bliver den dominerende læsemåde. Når vi multitasker, lærer vi på et overfladisk niveau (”To be everywhere is to be nowhere”). Sand oplysning kommer kun via fordybelse og introspektion. Jo flere gange en erfaring bliver gentaget, desto længere varer mindet om erfaringen. Hvis vi ’outsorcer’ hukommelsen til en ekstern harddisk, visner kulturen – på grund af dens overfladiske, historieløse individer. Vi nedbryder vores civilisation, hvis kulturen ikke så at sige bliver ”fornyet” i bevidstheden hos medlemmerne i hver ny generation.

Allerede nu er elevernes konstante brug af smartphones, iPads og pc’er i klasseværelset ødelæggende for tilegnelsen af stof. Derfor er det ikke mindst os lærere, der som voksne, ansvarlige og fremsynede skal sætte foden ned for yderligere digitalisering. Da det er uundgåeligt, at digitale eksamensformer vil smitte af på den daglige undervisning og øge brugen af de digitale medier, skal denne eksamensform stoppes lige nu. Vi skal fra overfladisk surfning til viden, som huskes. Derfor skal vi ikke have mere IT ind i undervisningen, vi skal have mindre.

Om fortatteren: Lone Nørgaard er lektor i dansk og historie, VUC i Roskilde.

Så vidt Carr. Litteratur: Lars Bo Bojesen: ”Tilblivelsen af myndighed. 5 essays om etik og pædagogik” (red. af Iben Benedikte Valentin Jensen). Nyt Askov. Praxis. Erhvervsskolernes Forlag 2014. Svend Brinkmann: ”Stå fast. Et opgør med tidens udviklingstvang”. Gyldendal Business 2014. David Bugge: ”Løgstrup og skolen”. Med bidrag af Bente Kasper Madsen og tekster af K.E. Løgstrup. Forlaget Klim 2014. Michael Böss: ”Det demente samfund. Historieløshed i nutidskulturen”. Kristeligt Dagblads Forlag 2014. Nicholas Carr: “The Shallows: What the Internet Is Doing to Our Brains” (2010) Jaron Lanier: “you are not a gadget” (2010) William Powers: “Hamlet’s Blackberry – A practical philosophy for building a good life in the digital age” (2010) Sherry Turkle: “Alone Together – Why we expect more from technology and less from each other” (2011)

DANSK NOTER 57

SYNSPUNKT

Dansk er mere end paratviden – en kort forsvarstale for skriftlig eksamen med netadgang

Nicolai Rekve Eriksen I 2013 var jeg skriftlig censor på omkring 100 hf-stile. Ud fra en snæver økonomisk optik var det en succes: Stilene var i snit på ca. to sider, og i mange tilfælde udkrystalliseredes, på baggrund af en hurtig skrålæsning, de 3-4 basale mangler, der umuliggør en karakter over 02. Set med professionelle briller var det imidlertid en lidt bekymrende oplevelse at være vidne til den ulige kamp, mange kursister havde kæmpet, for at sætte stoffet og deres faglige kundskaber i form. Typisk fornemmedes en vilje til at gå i dybden med tekster og emne og til at udfolde en relevant faglig terminologi, men alt for ofte udartede opgaverne til ørkesløse parafraseringer af de forhåndenværende fælleshæfte-tekster. Genre- og formidlingsbevidsthed var der ikke meget af, og fagligheden begrænsede sig i mange tilfælde til et enkelt ’logos’ eller ’in medias res’. Som læser stod jeg tilbage med et samlet billede af en flok hf-kursister, der grundlæggende havde været utrygge ved skrivesituationen – en utryghed, der udmøntede sig i korte, forkrampede stile. Mit indtryk blev senere bekræftet ret præcist af statistikkerne: Hf-studenterne fik det år et samlet gennemsnit på 5,0 i skriftlig dansk, og ca. en ud af ti dumpede. Året efter var snittet faldet til 4,8 … En af de vigtigste forudsætninger for at kunne skrive (godt) er, at man føler sig tryg og har en klar fornemmelse af, hvad skriften skal bruges til, og hvor den skal bevæge sig hen. Der kan være flere ting, der forårsager hf-kursisternes usikkerhed. Noget af det, der til stadighed er blevet påpeget, er opgavernes kompleksitet og den store tekstmængde. Allerede før det egentlige analysearbejde kan gå i gang, skal kursisterne have forholdt sig til et helt hæfte med op til 10 såkaldte fællestekster, der på forskellig vis kaster lys over det overordnede tema. Efter halvanden times gruppedrøftelser præsenteres de så for et nyt hæfte med 3-4 særtekster, der både skal underkastes en nærlæsning og kædes sammen med fællesteksterne. Med dette tekstkorpus som afsæt skal

58 DANSK NOTER

kursisterne altså demonstrere, at de er i stand til 1) at foretage et fagligt solidt analyse- og fortolkningsarbejde, 2) at udvælge og strukturere materialet fra fælleshæftet, 3) at sætte teksterne ind i en tematisk ramme og anvende relevante danskfaglige begreber, 4) at skrive genrebevidst, 5) at skrive formidlende og med læseren for øje. Måske er det ikke så mærkeligt, at mange kursister har svært ved at finde den fornødne ro og tryghed til at skrive. De IT-baserede opgaver forsøger i første omgang at reducere tekstmængden. Kursisterne præsenteres for det tekstmateriale, de skal analysere og anvende i deres besvarelser, og med åbningen til nettet får de mulighed for at opsøge netop de typer og den mængde informationer, de har brug for til at komme i dybden med teksten og/eller emnet. Til analysen af dokumentarfilmen Blodets bånd kan de fx finde baggrundsviden om instruktørernes metode eller stikord til genrens kendetegn og typiske virkemidler. Til den introducerende artikel om danskhed kan de fx gå på hugst i artikler og debatindlæg om kongehuset, roliganbevægelsen, DF eller Basim – alt efter hvilken vinkel de anlægger. Til den diskuterende artikel om unge og stress kan de finde både pro et contra i kronikker, kommentarer, læserbreve og kommentartråde. Vil de nye opgaver gå ud over det faglige niveau og indbyde til overfladedyrkelse på bekostning af fordybelse og almen viden, som Lone Nørgaard frygter? Umiddelbart er det svært at forstå frygten: Der er ingen forskel i de faglige krav, opgaverne stiller til kursisterne. De skal fortsat vise, at de behersker grundlæggende skrivehandlinger som redegørelse, karakteristik og diskussion, ligesom der ikke er slækket på kravene til analyse og fortolkning. Tværtimod udvides kravene i den analyserende artikel, hvor de nu i tilgift til litterær analyse skal kunne analysere og fortolke tekster inden for et langt bredere spektrum (helt konkret i de tre

forsøgssæt: taler, dokumentarfilm, kortfilm samt mere komplekse hybrider). Lige så grundløst er det modsætningsforhold, Nørgaard ser mellem informationssøgning på nettet på den ene side og grundlæggende faglige kundskaber på den anden side. Hidtil har kursisterne fået en række fællestekster, der kan stilladsere deres arbejde med emnet og give dem forskellige åbninger til temaet og til særteksterne. Her er det altså opgavekommissionen, der tager sig af udvælgelsesarbejdet og leverer en buket perspektivtekster, faglige vinkler, begreber o.l., som kursisterne frit kan vælge mellem. Denne del af processen lægges nu i hænderne på kursisterne selv. Derved får de dels et større ansvar for at tilvejebringe faglige synsvinkler på emnet, dels en mulighed for mere selvstændigt at vinkle deres opgaver. Med de nye opgavetyper honoreres således lovens krav om at kunne ”navigere og udvælge information i skærmbaserede tekster med et fagligt fokus”1 og ”opnå (…) evne til at fungere i et studiemiljø, hvor kravene til selvstændighed, samarbejde og sans for at opsøge viden er centrale.”2 At kursisterne nu får netadgang, bør i sagens natur sætte sig nogle spor i den daglige undervisning: At kunne lave en kvalificeret søgning på nettet kræver træning. Uden faglige kundskaber og en vis paratviden kommer man ingen vegne på selv de mest avancerede søgemaskiner. Et af undervisningens mål må være at give kursisterne en faglig ballast og viden, der ruster

dem til selvstændigt, kritisk og reflekterende at kunne opsøge viden. Også når de befinder sig i en presset eksamenssituation. Allerede nu foreligger der forslag til gode øvelser og bud på søgestrategier – både i bogform og på nettet. Mere er på vej. I arbejdsgruppen er vi ikke i tvivl om, at de justerede opgavegenrer til hf og åbningen til nettet vil give kursisterne de nødvendige faglige udfordringer. I tilgift er genrerne i højere grad i samklang med den virtuelle samtid, der er både vores og kursisterne virkelighed. Dét i kombination med den reducerede tekstmængde og kompleksitet kan forhåbentlig bidrage til at frigøre kursisterne, faglige potentiale og give dem netop den tryghed og sikkerhed, der er forudsætningen for at kunne skrive frit, personligt og formidlingsbevidst.

Om forfatteren: Nicolai Rekve Eriksen: Medlem af den arbejdsgruppe, der har udarbejdet de tre forsøgssæt. Medforfatter til Udredningsarbejde vedrørende digitale prøver i Dansk A hf 2013-15 og sammen med Anders Østergaard forfatter til artiklen Forsøg med digitale prøver.

Noter 1 Bekendtgørelse for Dansk A - toårigt hf, juni 2013, 2.1.: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=152579#Bil9 2 Bekendtgørelse af lov om uddannelsen til højere forberedelseseksamen (hf-loven), kap. 1, paragraf 1, stk. 3 https://www.retsinformation.dk/ forms/r0710.aspx?id=158240

DANSK NOTER 59

Livretter – mad i kunst og litteratur

(Dansk Noter 2, 2014).

Af Lars Knudsen, Herlev Gymnasium og HF

Livretter – mad i kunst og litteratur af Casper Thrane og Jørgen Holdt Eriksen ’Sammenhængskraft’ er en af de sproglige nyskabelser, vi har hørt meget til i de senere år. Det handler vist nok om samfundet, nationalstaten og dens borgere, men i faget dansk kan det måske give bedre mening. Dansklæreren skal på få timer nå at dække ganske meget stof. Der skal være både ny og ældre litteratur, genremæssig spredning, sproglige emner, mediestof, og kanonforfatterne skal læses. Det klarer de fleste jo, men for eleverne kan det af og til knibe med at se den store, om nogen, sammenhæng i det hele. Med udgivelsen ”Livretter – mad i kunst og litteratur” bliver både lærere og elever lykkeligvis tilbudt danskfaglig sammenhængskraft, så det batter. ”Livretter – mad i kunst og litteratur” beskæftiger sig med mad som gennemgående motiv i litteratur og billedkunst, og bogen er virkelig et tag selv-bord med substans og næring. I to kapitler introduceres motivet og de teoretiske tilgange, og herfra serveres en række velskrevne udvalg af tematiske og epokale læsninger i mad. Temaerne spænder fra det religiøse, det erotiske og til den moderne selviscenesættelse i form af kogebøger. Maden og måltidet fungerer her som et motiv, der kan skabe sammenhæng mellem både perioder, genrer og stofområder. ”Livretter – mad i kunst og litteratur” præsenterer et imponerende udvalg af værker. Der er indbydende genoptryk af malerier og fotos, samt et godt udvalg af tekster. De oplagte klassikere præsenteres og læses eksemplarisk. Det er for eksempel Prousts Madeleinekage, Johannes V. Jensens smørrebrød og Blixens gæstebud, der gennemgås for eleverne, men forfatterne har også gravet dybt og fundet mange mindre kendte tekster, hvor maden spiller en central rolle. Bogen supplerer desuden læreren med yderligere titler, så videre læsning, paralleltekster og eksamensspørgsmål bliver en

60 DANSK NOTER

overkommelig opgave. Efter hvert kapitel er der forslag til gruppearbejder, skriveøvelser og skriftlige afleveringer. ”Livretter – mad i kunst og litteratur” er en veloplagt og appetitvækkende bog, der peger på nye sammenhænge i danskfagets store stofområde.

To sprogbøger Af Oluf Lindberg, lektor i dansk og filosofi, Århus Statsgymnasium

Sætningsled og ordstilling ”I fagene dansk og dansk som andetsprog” af Maria Tiemroth og Søren Lindskrog Det fremføres ofte, at dansk er blandt de sprog, der gennemgår de hastigste forandringer. Og vi kender som dansklærere kun alt for godt til, at en del af eleverne har ikke længere styr på ordstillingen i bisætninger. Stop. Hedder det ikke: ”eleverne ikke har…”? Hvordan er det lige et adverbialled skal placeres i en bisætning, og er der forskel på det talte og det skrevne sprog? De spørgsmål kan man finde svar på i to meget forskellige bøger om sproget, der er udkommet for nylig. Sætningsled og ordstilling med undertitlen ”I fagene dansk og dansk som andetsprog” af Maria Tiemroth og Søren Lindskrog er en overskuelig introduktion til sprogets grammatiske struktur. Bogen begynder med et overblik over sætningen og går via sætningsleddene til ordstilling. Her finder vi et forsigtigt svar på et af indledningens spørgsmål: ”nogle adverbier [har] en helt fast plads i skriftsproget, men i talesprog kan de stå forskellige steder.” Bogen er bygget op af 6 kapitler, som igen er opdelt i i alt 15 lektioner, så den er lige til at anvende i undervisningen. Lektionerne er en blanding af korte introduktioner og elevøvelser. Som man kan se på undertitlen, defineres målgruppen temmelig bredt, og i hvert fald de første 9 lektioner er (forhåbentlig) for introducerende til gymnasieniveauet efter almen sprogforståelse. Til gengæld er de to afsnit ”Ordstilling i en helsætning” og ”Ordstilling i en ledsætning” ganske anvendelige. Det sidste for elever, der hovedsagelig baserer deres syntaks på det talte sprog. Det første til dem, der altid begynder hovedsætningerne med subjektet og generelt ikke kender det sproglige og kommunikative potentiale i inversion. I det hele taget er der i dette kapitel mulighed for udvikling af elevernes skriftsproglige kompetencer gennem systematisk arbejde med deres bevidsthed

Tæt på sprog af Johannes Fibiger og Martin Jørgensen

om ordstillingens betydning for sproglig variation og præcision. I Johannes Fibiger og Martin Jørgensens Tæt på sprog er svaret på indledningens spørgsmål: ”En at-sætning kan have helsætningsledstilling”. Og de supplerer: Denne ordstilling virker talesprogsagtig, men kan også bruges litterært, fx i impressionismen, hvor man netop tilstræbte en talesprogsnær stil. Allerede dette svar antyder, at de enkelte emner behandles grundigt og med sans for, hvornår den mur- og nagelfaste grammatik slipper fæstet. Ud over kapitler om sætningsopbygning, ordenes bøjning og anden traditionel grammatik behandler bogen alle tænkelige sproglige facetter af danskundervisningen. Den indledes med ”Ti teser om sprog og sprogdidaktik”, hvori forfatterne formulerer deres sprogsyn. Derefter følger to kapitler om henholdsvis det sprogdidaktiske fundament og om sprogteorier, så læserne har et ganske teoretisk fundament inden de sidste 10 mere konkrete kapitler. Det fremgår ikke direkte af hverken omslag eller forord, men bogen er skrevet med lærerstuderende som målgruppe. Derfor indeholder den en række overvejelser om sprogdidaktik i folkeskolen, og mange eksempler tager udgangspunkt i folkeskoleelevers tekster og læringsprocesser. Umiddelbart kan den altså ikke tænkes indkøbt som klassesæt til gymnasiebrug, men det er nu stadig en god bog at have stående i lærerens reol. Og hvis bogen foreskriver en standard for fremtidens danskundervisning i folkeskolen, så glæder jeg mig til at møde eleverne om nogle år.

DANSK NOTER 61

Jan Grarup: Bangkok Unrest

62 DANSK NOTER

J.F. Willumsen: Den belgiske soldat, 1918, stregĂŚtsning og akvatinte, 42,9 x 55,8 Maleriet tilhĂ¸rer J.F. Willumsens Museum. Fotograf: Anders Sune Berg

DANSK NOTER 63

DIN FORENING:

Tre spørgsmål til politikerne Bestyrelsen for stx og hf spørger 1. Hvorfor fokuseres så ensidigt på den naturvidenskabelige og logiske dannelse? Almendannelse fordrer mere end matematiske færdigheder og rationalitet: Det nævnes flere gange i udspillet at matematiske færdigheder som evne til abstraktion og logisk tænkning styrker den almene dannelse og studiekompetencerne. Som sproglærere er vi glade for det øgede fokus på evnen til logisk tankegang, og vi håber derfor at regeringen også er opmærksom på danskfagets sproglige dimension hvor vi netop arbejder med at lære eleverne stringent argumentation og analyse af samme. Matematik er på mange måder en sproglig disciplin, og det vil gøre sammenhængen mellem fagene i gymnasiets fagrække tydelig for eleverne hvis regeringen i sit udspil også indtænker danskfagets sproglige disciplin. Abstraktion træner eleverne samtidig i dansk når de læser og analyserer litterære tekster som er fremmede og komplekse. Tekstanalyse og fortolkning er en proces hvor abstraktion indgår. Vi håber at regeringen vil sikre forståelse for at logik og abstraktion findes i flere fag end blot matematik. Det er vigtigt at eleverne oplever at en naturvidenskabelig dannelse ikke står alene. Der kræves gode kommunikationsevner, evne til etiske refleksioner og viden om menneskets placering i såvel historien som bevidstheds- og idehistorien. De evner får man i spil i danskfaget. Eleverne dannes som demokratiske medborgere og medspillere i et moderne samfund. Vi vil gerne opfordre til at regeringen får øjnene op for fx den digitale dannelse og for den almendannelse danskfaget bidrager med. 2. Er I opmærksomme på at danskfagets elevtid er begrænset? Danskfagets elevtid bør hæves Der tales og skrives om skriftlighed som aldrig før. Behovet for at kunne kommunikere hensigtsmæssigt og etisk i en demokratisk virkelighed med sproglig præcision stiger i takt med at der skrives mere og mere. Aktuelt har Dansk Sprognævn gennemført en undersøgelse af danske folkeskoleelevers stavning. Undersøgelsen viser at eleverne staver dårligere end de gjorde for 30 år siden. Og selvom stavning aldrig kan blive det eneste

64 DANSK NOTER

parameter vi måler skriftlighed på, har netop stavning og kommatering stor bevågenhed fra politisk hold, og stavefejl betragtes bredt set som tegn på dårlige kommunikative evner. At styrke og udvikle elevernes formidlings- og skrivekompetence er en væsentlig forudsætning for at de unge vil kunne begå sig også efter gymnasiet. Det er stadig danskfaget der opfattes som bærende når det kommer til at lære eleverne at kommunikere skriftligt i bred forstand. Men ude i gymnasievirkeligheden er vores tid begrænset. Vi vil gerne være med til at vejlede eleverne når det skriftlige arbejde omlægges, og vi oplever lige nu at vi ikke har mange timer at give af til dette. Vi opfordrer derfor til at antallet af danskfagets elevtimer til skriftlighed øges så det stilles på lige fod med de øvrige A-fag. 3. Betyder de nye formuleringer om studieretningerne at dansk og historiefaget stilles lige med de andre A-niveauer i studieretningerne? Kan det få betydning for SRP? Danskfaget er et studieretningsfag og bør betragtes derefter Samspillet skal styrkes i studieretningerne og fagligheden ligeså, fremhæves det i regeringsudspillet. Det kan vi støtte. Vi vil samtidig opfordre til at det gøres tydeligt at dansk er et studieretningsfag, omend det ikke er det fag der tegner eller profilerer retningen. Det har været uklart siden indførslen af studieretningsgymnasiet hvordan dansk (og historie) blev betragtet. Indimellem er der på ulden vis blevet skelnet mellem A-niveauer i studieretningen og A-niveauerne udenfor. Som A-niveau kan danskfaget bidrage til fordybelsen i studieretningen lige så vel som de andre A-niveau-fag som alle klassens elever har. Den forvirrende skelnen mellem studieretningsfagene synes ikke at optræde i udspillet fra regeringen, og det er vi glade for. Vi vil forstå det som at danskfaget stilles mere centralt. Derfor vil vi også opfordre til at man fremover vil kunne stille opgaver i SRP med udgangspunkt i alle studieretningens A-niveaufag, og at studieretningernes profil tydeligere skærpes i de obligatoriske A-niveaufag. Hvis dansk sidestilles med de øvrige A-niveaufag i SRPsammenhæng, vil det være med til at konkretisere og anskueliggøre danskfagets bredde og anvendelighed for eleverne.

Dansk Noter søger anmeldere Det er vigtigt for Dansk Noter at holde dansklærere orienteret om de nyeste udgivelser inden for faget. Dansk Noter vil derfor gerne udvide sit anmelderpanel, så flere bøger kan blive anmeldt. Har du lyst til en gang imellem at anmelde en bog, så kontakt: js@norreg.dk

Er der en forfatterspire i dig? Dansklærerforeningens Forlag har fået mange positive tilbagemeldinger på efterårets bogpakke. Har du selv erfaringer eller anbefalinger til brug af vores bøger og andre udgivelser, så hold dig ikke tilbage med at dele dem med os! Vi er også altid interesserede i nye forfatterspirer. Det kan være til en udgivelse, dele af en udgivelse eller til et undervisningsforløb på dansklf.dk. Send dit forslag til forlag@dansklf.dk

Bøger på vej Glæd dig til forårets bogpakke, som denne gang kommer til at bestå af hele seks bøger til ungdomsuddannelserne. Husk at du som medlem af Dansklærerforeningen har mulighed for at købe bøgerne med 60 % rabat. På Dansklærerforeningens Forlag udkommer dels Grafiske romaner – en inspirerende grundbog til analyse af grafiske romaner, inkl. en fyldig opgave- og antologidel med uddrag fra internationale highlights. Dels Selvfortalt – en undervisningsbog, der introducerer elever og kursister til autofiktion som dominerende strømning i de seneste års prosa, lyrik, film/tv og teater. Bogen er en selvstændig opfølger på den populære bog Livsværk. I forlagssamarbejdet med Systime udgives 4 bøger: Sproget arbejder – en nytænkende bog, der

bl.a. tilfører det sproglige arbejde i dansk en historisk og sprogfilosofisk dimension. Fem års litteratur – 2010–2014, som foruden en introduktion til periodens litterære tendenser også rummer arbejdsopgaver til og på tværs af teksterne. Håndbog til dansk – en værktøjskasse og et opslagsværk der giver elever og kursister en klar og velstruktureret indføring i fagets genrer, metoder og begreber. Og endelig HF & VUC – målgrupper, pædagogik og udvikling, som giver læreren redskaber til at håndtere de særlige pædagogiske udfordringer på HF og VUC.

God læselyst!

Skrivecup Dansklærerforeningen har besluttet økonomisk at støtte det nystartede initiativ ”Skrivecup”. Skrivecuppen er en landsdækkende skrivekonkurrence for gymnasieelever (stx, hf, htx og hhx) hvor en oprindelig litterær tekst skal gentænkes (fx i form af en remediering). Støtten går til vinderpræmien. Intentionen er desuden at vinderteksten skal offentliggøres på siderne “Teksten i Midten” i Dansk Noter.

Intentionen bag skrivecuppen er bl.a. at synliggøre danskfagets og litteraturens relevans udadtil – og give de kreative og skriveglade danskelever et tilbud svarende til det de møder i andre fag hvor landsdækkende faglige konkurrencer er en stor succes.

DANSK NOTER 65

DIN FORENING:

Debat om sprog og skriftlighed Dansklærerforeningen har i efteråret været aktiv i en række debatter om sprog og skriftlighed: Bestyrelserne for stx, hf, hhx og htx har sendt et brev om problemet med tid og plads til at fokusere på de øgede skriftlighedskrav til Børne- og Undervisningsudvalget. Birgitte Darger, bestyrelsesformand i Dansklærerforeningens sektion for stx og hf, har i Gymnasiesko-

len kommenteret på hvordan man retter skriftlige opgaver i gymnasiet. Og endelig har Dansklærerforeningen skrevet en kommentar til partiet Venstres forslag om et løft til sprogfagene og arbejdet med sprog. Dansklærerforeningen hilser et løft af sprogfagene velkommen. Læs alle debatindlæg på hjemmesidens debatsektion.

Aktiviteter i foråret Dansklærerforeningen var medarrangør af den netop afholdte konference: Dansk i mange retninger. Konferencen satte fokus på hvordan faget kan forstå sig selv i et krydspres mellem vokseværk og legitimeringskrav, og hvad det betyder for teori og praksis i de forskellige danskfag på langs og på tværs i uddannelsessystemet.

Dansklærerforeningens fælles generalforsamling afholdes d. 14. april sammen med konferencen ”Flerstemmighed og multimodalitet”. Se mere om generalforsamlingen på foreningens hjemmeside: http://dansklf.dk/Om_Dansklaererforeningen/ Hvem_er_vi/Generalforsamling

Dansk Noter modtager meget gerne bidrag til artikler til sektionen ”Udenfor tema” eller synspunkter der har med faget at gøre. Forslag sendes til js@norreg.dk.”

66 DANSK NOTER

G-bestyrelsen

Formand Birgitte Darger Nørre Side Allé 2, 3. th. 2200 København N Tlf: 3535 1073 bda@detfri.dk

Suppleanter Helle Trier Winthersvej 8B, Nødebo 3480 Fredensborg Tlf.: 2032 1261 helletrier@gmail.com

Næstformand: Camilla Aaquist Roers Alle 8, 5210 Odense NV Tlf: 2294 6592 aaquist83@gmail.com

René A. Christoffersen Damagervej 18, 1. th. 2450 København SV Tlf.: 5057 9641 rc@ghg.dk

Øvrige bestyrelsesmedlemmer Mette Clausen Nordkrog 22,1. 2900 Hellerup Tlf.: 2251 8106 mette.clausen@roskilde-gym.dk

Oversigt over udvalg og bestyrelsens repræsentanter i andre fora: (Koordinator står først)

Signe Højholt Damstien 36, 2720 Vanløse Tlf.: 3141 1759 si@kvuc.dk Mette Møller Jørgensen Ved Linden 13, st. th. 2300 København S. Tlf.: 5129 5733 mjo@gefion-gym.dk Jette Sindbjerg Martinsen Maribovej 4B, 2500 Valby Tlf.: 2248 5483 js@norreg.dk Christian H. Mohn Svanevej 3, 3. tv. 8600 Silkeborg Tlf.: 2192 6550 christian@chmohn.dk

Skolebaserede kurser: Camilla Aaquist Regionskurser: Christian H. Mohn Internatkurser: Sissel Worm Glass Repræsentant i PS: Birgitte Darger Nordisk Udvalg: Turnus Det nordiske redaktørsamarbejde: Birgitte Lamb Repræsentant i Dansk Sprognævn: Ivar Lærkesen

Kathinka Skriver Oldtidsvej 14, 3300 Frederiksværk Tlf.: 2243 0672 kathinkask@yahoo.dk

Medlem af Dansklærerforeningens Hus A/S bestyrelse: Birgitte Darger

Maja Christine Wester Stefansgade 36, 2. th. 2200 København N Tlf.: 2512 9368 mw@stenhus-gym.dk

Repræsentant i GYMsprog: Camilla Aaquist

Regionsrepræsentanterne København/Bornholm Jan Maintz Hansen Virum Gymnasium Carit Etlars Vej 7, 2. th. 1814 Frederiksberg C Tlf.: 2539 9310 ja@edu.virum-gym.dk Karen Wagner Luganovej 30, 3. th. 2300 Kbh. S Tlf.: 5093 1459 kwa@oerestadgym.dk Sjælland Trine Paludan Maribo Gymnasium Refshalevej 2 4930 Maribo tp@maribo-gym.dk Sydjylland/Fyn Morten Mikkelsen Fredericia Gymnasium Mølvangvej 58 7300 Jelling Tlf.: 7587 2745 MM@fredericia-gym.dk Midtjylland Steen Fiil Christensen Tørring Gymnasium Sølystgade 49b 8000 Århus C sc@toerring-gym.dk Nordjylland Claus Nielsen Korsagervej 5 9400 Nørresundby Tlf.: 9817 9805 cnu@vucnordjylland.dk

Repræsentant i Fagligt Forum: Birgitte Darger Medlem af Dansk Noters redaktion: Maja Wester og Jette Sindbjerg Martinsen

Fagkonsulent Sune Weile Ildfuglevænget 80 5260 Odense S Tlf. 2557 4154 weile@galnet.dk

DANSK NOTER 67

IDNR 46586

E-bestyrelsen Formand Gitte Lautrup Udsigten 11, Uggelhuse 8900 Randers Tlf.: 8649 4353 gl@tradium.dk

Næstformand Ditte Eberth Timmermann Søvejen 20A, 8362 Hørning Tlf.: 6077 7304 det@aarhustech.dk

Øvrige bestyrelsesmedlemmer Lise Fuur Andersen Æblehaven 10 6000 Kolding Tlf.: 7518 0587 lisefuur@gmail.com Lisbeth Kahr Greve Skelagervej 562 8200 Aarhus N lg@tradium.dk Tina Svane Jakobsen Piledamsvej 30 6000 Kolding tsj@hansenberg.dk

Dorthe Hedegaard Mikkelsen Bakkegårdsvej 31 8240 Risskov dhm@aarhustech.dk Jørn Schmidt Strindbergsvej 56 2500 Valby Tlf.:3388 0966 jsc@dansklf.dk Suppleanter: Rikke Hansen rha@eucnvs.dk Trine Noes Olesen trinenoes@gmail.com