TEMA: Kritisk videnskabsjournalistik

Kritisk videnskabsjournalistik

Tekst: Ove Høeg Christensen og Knud Aa. Back

ORIGO stiller spørgsmålet: Er videnskabsjournalistikken tilstrækkelig kritisk?

[En brugsanvisning til afkodning af videnskabsjournalistik]

Det er en kendt sag at journalister generelt ikke lige frem scorer højt på befolkningens troværdighedsskala. Og da slet ikke de politiske af slagsen. Det hænger nok sammen med “watergate-syndromet”, nemlig den udbredte tendens til at en tvinterviewer anser det for sin fornemste opgave at fange sit offer (helst en politiker) på det forkerte ben, fremfor at formidle hvad den pågældende har på hjerte.

Her kan vi konstatere at den grøft er videnskabsjournalister tydeligvis ikke faldet i. De refererer gennemgående loyalt de kilder de henviser til; måske endog af & til en anelse for loyalt.

For som “den 4. statsmagt” har til opgave at holde politikerne i ørerne, burde det samme vel også være gældende for videnskabsjournalisten. Det er jo et demokratisk problem hvis ikke de folkevalgte holdes i kort snor. Magt korrumperer som bekendt. Men hvad med forskningen? Er der også magtmonopoler her der bør udfordres?

Vi mener JA.

Det er lige så stort et problem for den demokratiske samtale hvis der ikke orienteres bredt om hvad der foregår i forskningsverdenen, som hvis en politisk reportage er for ensidig. Især i en tid hvor “eksperten” er sidste appelinstans i mange diskussioner. Det er endvidere et problem for borgerne hvis videnskabsjournalisterne ikke har fingeren på pulsen over for nyere tendenser i forskningen. Igen: Det ville svare til at alle christiansborgjournalister var enige om at dømme et nyt politisk parti ude. Er alle forskere i dag fx helt enige om at “Darwins forklaringer” holder vand? Er der et gryende opbrud iblandt yngre forskere? Er der sket noget afgørende nyt i dette årtusinde? Hvad med epigenetikken?!

Til en saglig vurdering af videnskabsjournalistikkens status i dagens Danmark/Norge har vi sat os for at kikke denne del af den demokratiske samtale efter i sømmene. I dette nr. af ORIGO har vi som eksempel gennemgået en række artikler af Berlingskes videnskabsjournalist Lars Henrik Aagaard. Han er kendt for virkelig at sætte sig ind i sagerne. Men måske har han alligevel en blind plet over for de tilfælde hvor den videnskabelige verden lukker sig om sig selv? Der er nemlig en fare man skal være opmærksom på når man nærmer sig det naturvidenskabelige stof: Forskeres manglende evne til at “titte ud af boksen”, som givetvis hænger sammen med at de er bange for hvad noget sådant vil kunne betyde for fagfællebedømmelsen (det s.k. peer review). Hvis alle politikere er alt for enige om en ting, er der så netop ikke grund til for journalisten at grave lidt dybere? Hvorfor så ikke også forskerne?

Alt dette ser vi nærmere på i en række tilfældigt udvalgte (men forhåbentlig repræsentative) artikler.

Hvad vi ofte savner blandt videnskabsjournalister, er deres mod til at stille kritiske spørgsmål til evolutionsforklaringerne. Som det fremgår af andre artikler i ORIGO, er fx dét med at forvandle én livsform til en ganske anden (begrebet makroevolution som hele evolutionsteorien hviler på), ikke helt så enkelt som hidtil påstået. Hvorfor er der ikke mere fokus på det gryende oprør fra unge forskere (især fra Kina?!) mod darwinistisk vanetænkning? n

Nu er det også på Berlingske blevet mere vigtigt at fremhæve sin (videnskabs)journalist frem for det interessante stof han er sat til at formidle. Var det mere rimeligt at fremhæve at der fx er nyt om menneskets udvikling? – De nye fund, de nye gen-sammenligninger, noget om hvor stor menneskefamilien egentligt er/har været siden tidernes morgen?

Reklame fra Berlingske søndagsmagasin “B Søndag” den 17/4 2016.

»Hvad vil der ske med vandstanden i danske fjorde hvis al isen på Grønland skulle smelte?« »Hvorfor tale om at isen smelter på Sydpolen når satellitterne beretter om det modsatte?«

Benyt ORIGOs nye mailservice (se side 3) og læs om Aagaards hyldest til Superateisten Richard Dawkins.

»Hvordan kommer man om ved problemet med det store antal samtidige forandringer der skal ske i en art der ikke kan gå på to ben, før den kan?«