Februar 2014 The Smiths og Manchester-scenen
Månedens tema på DR P6 Beat Hør udsendelsen "P6 Beat elsker The Smiths" på DR radiokanalen P6 Beat den 22/2 kl. 10-16
Månedens tema i GAFFA PLUS GAFFA, nordens største musikmagasin, har tidligere bragt anmeldelser og artikler om The Smiths, som du kan læse på GAFFA.dk. Find mere om The Smiths på GAFFA.dk samt tilbud på musik og merchandise i GAFFAs medlemsklub GAFFA Plus.
Månedens tema på Bibzoom Læs artikler om månedens tema og lyt til musikken.
Musik Download indspilninger på Bibzoom CD og DVD på Bibliotek.dk
Tekst og Redaktion: Emilie Wieth-Knudsen
Introduktion I februar 2014 er det 30 år siden The Smiths udgav debutalbummet ”The Smiths”. Forud for albummet var debutsinglen ”Hand in Glove” blevet udsendt i maj 1983. Den blev et hit på indiescenen og fik en del omtale i den engelske musikpresse. Den næste single, ”This Charming Man” nåede Top 30 på den engelske singlehitliste og skaffede bandet en optræden i ”Top Of The Pops”. Derfor var der relativ stor opmærksomhed på debutalbummet, der kom ind på en andenplads på hitlisten. Op til udgivelsen af både singler og album havde The Smiths spillet flere koncerter, der havde vakt interessen for især partnerskabet mellem forsanger Morrissey og guitarist Johnny Marr. Den aparte forsanger med de smukke croonerfraseringer og indimellem nærmest falske falset fascinerer både publikum og anmeldere. Bag ham klinger det fineste og raffinerede guitarspil, som tegner melodierne op. Det får de en pladekontrakt med Rough Trade ud af – men det er kun Morrissey og Marr der optræder på papiret, selvom The Smiths blev dannet sammen med trommeslageren Mike Joyce og bassisten Andy Rourke i 1982. Bandet bestod da også af de samme fire medlemmer frem til opløsningen i 1987. Netop som The Smiths går i opløsning rammer ”Madchester”-bølgen Manchesters musikliv. Denne musikalske opblomstring var i høj grad knyttet til TV-værten Tony Wilson. Han var med til at starte Factory Records i 1978 og grundlagde i 1982 klubben ”The Hacienda”, der blev en central del af infrastrukturen for Manchester-scenens musikere og bands. I 1986 arrangerede Tony Wilson ”The Festival of the Tenth Summer” for at markere 10-året for Sex Pistolskoncerten i 1976. Denne koncert blev begyndelsen til den musikalske revolution, der siden er blevet benævnt post-punken. Her var folk fra det, der senere blev til The Smiths, The Buzzcocks, Joy Division/New Order, The Fall og Simply Red til stede. The Smiths optræder også til Tony Wilsons festival 10 år senere, men går altså i opløsning året efter. Festivalen i 1986 satte gang i endnu en bølge af verdensberømt musik fra Manchester, som især var centreret omkring de tre bands Inspiral Carpets, The Stone Roses og Happy Mondays. ”The Second Summer of Love” nåede sit højdepunkt i 1990, men problemer med bander, salg af stoffer på klubberne og vold på den ene side og kontraktmæssige uenigheder med pladebranchen på den anden side fik efterhånden kvalt ”Madchester”. Factory Records gik konkurs i 1992 og ”The Hacienda” lukkede endegyldigt i 1997. Men det var ikke slut på Manchesters vigtige rolle i britisk musik. Brit-poppen overtog scenen, hvor Manchesterbandet Oasis spillede en væsentlig rolle.
En kort introduktion til The Smiths og Morrissey Af: Karsten Olesen Uddrag af artikel oprindeligt udgivet på Musikbibliotek.dk i oktober 2002 (Læs hele artiklen på Bibzoom)
80'erne? Ja, hvad skal vi med dem i dag - for siger puddelhundehår, hyttesko og en dansehit-formular sat på simple synth-toner os overhovedet noget mere? Er den tid for os nu overhovedet andet og mere end effekter på loppemarkeder og kitsch? Hvad angår musikken er det i den forbindelse yderst tankevækkende, så ofte det netop er din Greatest hits of the 80's der bliver sat på til fester, men det viser jo netop at man skal have noget under vesten for at komme i øjenhøjde med den tids musik? Men der er jo altid bud efter lyd til fester, så utallige er de grupper der fra dengang er blevet gendannet igen i dag - for de fleste vender de tilbage som en godt betalt og komplet pinlig parodi (ingen nævnt, ingen glemt!), men andre har faktisk fået sig en troværdig og opdateret revival - Kylie Minogue f.eks. Og så er der andre der hele tiden har været der, i det små og uden de store armbevægelser i frustration over at tiden er en anden, de er bare til, fordi deres kunstneriske udtryk simpelthen er ægte. Af (de få) eksempler er The Cure, Pet Shop Boys og en Hr. Steven Patrick Morrissey fra kulbyen Manchester, England. The Smiths I midt 80'erne fandt Morrissey sammen med den gudsbenådede guitarist Johnny Marr, og de dannede med bassisten Andy Rourke og trommeslageren Mike Joyce (tilsammen er de to sidste iøvrigt mere end ofte blevet kaldt for den bedste rytmesektion nogen sinde inden for rocken - man har lyst til give dem ret) kollektiv omkring bandet The Smiths, et projekt der til al evighed har forandret opfattelsen af intelligent pop. En undersøgelse i NME satte deres indflydelse- og inspirationsgrad højere end The Beatles! Sammen stod Morrissey og Marr nemlig for et bagkatalog af frygtindgydende gode sange med altid fremragende melodier fra Marrs side og påsat højst pirrende ordmønstre i et sært ironisk, sarkastisk, poetisk og aristokratisk engelsk - alt sammen inspireret af Oscar Wilde og som hos ham oftest omhandlende sortsind (som sagt er Manchester en kulmineby!) hos den af kærlighed kæntrede eller om den envejsforlskedes kluntede lige-ved-ognæsten oplevelser, men også med skarpe politiske udfald mod f.eks. det engelske borgerskab og, især, det engelske kongehus samt ikke mindst en stærk, ja nærmest fundamentalistisk, holdning til det at være vegetar. De lange titler alene er legendariske for deres store vid og dybe bid og her skal der da kun lige nævnes et pareksempler: "Heaven knows I'm miserable now", "Some girls are bigger than others", "Barbarism begins at home", "Shoplifters of the world unite" og "Stop me if you think you've heard this one before"! Fem albums blev det til, hvoraf The queen is dead (86) går som det generelt accepterede hovedværk, og med svanesangen Strangeways, here we come (87) som tronarving til titlen hos de fleste dedikerede fans, som f.eks. undertegnede. Vi ved det ikke, men bruddet i The Smiths har sikkert været bittert (bruddet var i hvert fald bittert for os fans), for titlen til Morrisseys debut var Viva hate. Morrissey har siden lavet knap et dusin albums hvortil kommer diverse opsamlinger. Hans teknik er at samarbejde med skiftende musikere, der sender ham demoer som han så vælger fra og sætter tekster på. Sparringspartnerne bliver skiftet ud og sat ind, så de altid danser helt og aldeles efter
mandens pibe. Den enevældige selektion sikrer naturligvis ikke noget frodigt forum for den mere kritisk funderede musik, så derfor går formen, ikke overraskende, fra det overvejende ordinære med plader som Kill uncle (91) og Southpaw grammar (95) og ind imellem kommer så det absolutte mesterværk i solo-regi i form af Vauxhall and I (94), der er en sand tour de force i sjælden inspiration og stortekstlig overskud. De musikalske udtryk er dog samlet udvidet betragteligt siden The Smiths-tiden med den rene, og i øvrigt fremragende, rockabilly-plade Your arsenal (92), og med Soutpaw grammar fik vi en næsten ren rockplade. Fordi han så åbenlyst dikterer alle, også sine pladeselskaber, stod han efter 97's hæderlige Maladjusted kontrakt med et modigt pladeselskab. Men det var en fyldt Store Vega så pivende ligeglad med, da der var koncert med manden den 23. oktober 2002. Koncerten Vi startede med den klassiske entre fra Smiths-tiden hvor Morrissey straks bliver overdænget med blomster fra de første rækker, primært nelliker. De næste knap halvanden time blev vi så gudsbenådet med en yderst velvalgt sætliste af bagkataloget, af enkelte Smiths-numre og af overraskende mange nye numre, som angivelig bare lige manglede en underskrevet kontrakt for at ende som andet end spor på de utallige bootlegs fra hans koncerter. Morrisseys tilgang til numrene var overraskende aggressiv og afslørede en ægte drift efter at komme ud med et budskab, med at synge sangene hjem. Entreen foregik da også til en særegen gang, der angivelig skal ligne en pastiche på en af mandens andre helte i form af den unge døde James Dean, men nu mest minder om Elefantmandens i David Lynchs udgave, hvor fødderne skraber efter sig, og hvor armene holdes krumme ind til brystet! Og alligevel bliver han så regnet effektivt til med blomster! For foruden faktisk at være meget forfængelig har Morrissey alligevel aldrig været bleg for at vise at han, bag forgudningen fra de dedikerede fans, faktisk også er et ganske almindeligt menneske, der midt i 80'ernes nærmest sygelige imagepleje kunne forarge ved at bruge briller eller plaster ved promo-sessions. Det er denne lige blanding af sikker tiltro til eget værd og en let ironisk distance til det hele der, mener jeg, gjorde at publikum denne aften ikke bare var gamle fans alene, men derimod også et stort og sundt kontingent af nye fans der på den ene side er så uendelig trætte af maskinproducerede "stjerner", men alligevel er åbne for idoldyrkelse af et så beundringsværdigt menneske som f.eks. Morrissey. Og sandt at sige er Morrissey da også den eneste kunstner jeg nogensinde selv har dyrket som var jeg en uhæmmet lille teenager og jeg er sgu stolt af det! Og det var publikum tydeligvis også. Fans'ne Og Morrissey har så sandelig et massivt kultfølge, hvoraf nogle er så dedikerede som handlede det om livet selv: Efter fjerde nummer, "Hairdresser on fire", skyggede Morrissey med hånden og ledte tydeligvis efter en eller anden på forreste række, og hurtigt fik vi et lille og beskedent udbrud ved navnet "Julia". Et optrin som der næppe var mange der lagde mærke til. Og i sidste vers af "Late night, Maudlin Street" rakte han så hånden ud til en pige allerforrest og ændrede slutteksten fra den originale "Oh truly I do love you" til "and Julia I do love you"! Julia Riley er en legendarisk fan, der i samme stil som Grateful Deads såkaldte "deadheads" simpelthen rejser verden rundt til samtlige Morrisseys koncerter! Desværre fik jeg ikke set hende ordentligt ud, men fascinerende er det i hvert fald at Morrissey i den grad bekymrer sig om et enkelt menneske i flokken. Og det er jo præcis det en perfekt koncert gør ved dig - den rammer dig indvendigt som var hver strofe sunget til dig, og kun dig. Og Morrisseys kommunikation med publikum er da også et underholdende kapitel for sig, f.eks. kan han finde på takke for begejstrede klapsalver med et højt og affekteret "Thank YOU - for Elvis!" eller et "Thank you everybody except YOU at the back!" Han kan også være lynende selvironisk med det overstadige kor af kernefans og deres uendeligt repetitive "Morrissey! Morrissey!" ved med et strengt rævesmil at svare "I know my name!" eller "You don't know who I am ? I could be The Sugarbabes - I am a sugarbabe!" Han kan også henvende sig direkte til en tilfældig forrest og sige "I've been waiting for you to call me - where've you been?" Hvis en fan skriger et enkelt skingert "Morrissey!" kan han svare med overbærende "No happiness?" Derfor elsker vi ham og derfor er en koncert med Morrissey altid uforudsigelig, speciel.
Anmeldelse af debut-albummet—”The Smiths ” Af Kjartan F. Stolberg Kjartan F. Stolberg er i færd med at anmelde samtlige albums på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. The Smiths debut-album er nr. 481 på listen. Før Nirvana gjorde alternativ rock til noget, alle og enhver lyttede til i hele verden, var der et andet band, der syv år forinden havde fået enorm kommerciel succes med deres debut. Jeg snakker selvfølgelig her om The Smiths med albummet af samme navn. I modsætning til Nirvana fik The Smiths desværre kun større succes i Storbritannien og omegn, og jo længere væk fra Manchester man var i 1984, desto sværere ville det være at finde nogen, der kendte til The Smiths. De er dog et af de bedste bands, 80′ erne har at byde på, og næsten intet af tidens musik lød som dem. Deres tekster er drevet af angst, sorg og i stor grad også dårlige minder. Forsanger Morrissey har en særpræget stemme, og da jeg selv for første gang lyttede til the Smiths, var jeg ikke helt så glad for den. Det er uden tvivl noget man skal vænne sig til, men nu har jeg ingen problemer med den. Den udtrykker følelsesmæssige lavpunkter bedre end de flestes, selvom han ofte synger decideret falsk, og for mange lyder den nok fuldkommen latterlig. The Smiths er, hvis man lige kan overkomme Morrisseys stemme, et let tilgængeligt band. Morrissey har sammen med guitarist Johnny Marr skabt meget fængende og ofte rørende melodier, hvis styrke bliver øget af Morrisseys stemme. Johnny Marr spiller aldrig en eneste guitarsolo på denne plade, men selvom han for det meste holder sig i baggrunden, gør han helt fantastiske ting, hvis man lytter efter. Han gør disse langsomme, triste melodier rigtig fyldige, så der virkelig er noget at bide i. Oftere end det er det dog musikken, der bider i lytteren. Det er følelsesrigt, og det varer altid absolut lige den tid det skal, for at man er mest muligt rørt mod slutningen. Sangene handler oftest om Morrisseys opvækst i Manchester, og der bliver fokuseret meget på historiens mere triste sider. Han bliver på den måde meget kritisk overfor ting som skolegang og sex, og hvad han ellers hader. Når Morrissey taler uden musik virker han mest af alt som et brokkehoved, der hader alt og alle. Når han til gengæld synger, får man utrolig meget sympati for ham. The Smiths blev senere en af grundpillerne i den store britpop-genre, der udbredte sig i 90′ erne med bands som Oasis, Blur, Suede, Pulp og The Verve. I modsætning til så meget andet popmusik fra tiden var The Smiths grimme, groft producerede og lyrisk meget kritiske. Samtidig har de dog den hjertevarme og sødme, som gør, at et poppublikum sagtens kan lytte til dem uden at kalde det for larm. Man kan faktisk knap nok høre, at det er så grimt igen, hvis man ikke lige tænker over det. Det føles bare specielt, hvilket gør, at de stadig lyder friske nu, næsten 30 år efter udgivelsen. The Smiths er et album for alle, der gerne vil have noget skævere, noget spøjsere, noget lidt grimmere i deres popmusik. Men lyt gerne til pladen flere gange, hvis du ikke er vant til Morrisseys stemme, for den tager virkelig noget tid at vænne sig til, men når man først kan acceptere den, ender man med at elske den.
Overblik
Diskografi
Om The Smiths
The Smiths
Dansk Wikipedia <Link>
All Music <Link>
The Smiths (1984) Hatful of Hollow (1984), opsamling Meat is Murder (1985) The Queen Is Dead (1986) The World Won't Listen (1987), opsamling Louder Than Bombs (1987), opsamling Strangeways, Here We Come (1987) Rank (1988), liveoptagelse
Om Manchester-scenen
Manchester-scenen Udvalgte albums
Engelsk Wikipedia <Link>
Engelsk Wikipedia <Link>
Om Madchester Engelsk Wikipedia <Link>
The Buzzcocks: A Different Kind of Tension (1979) Joy Division: Unknown Pleasures (1979) og Closer (1980) New Order: Power, Corruption & Lies (1983) The Fall: The Wonderful and Frightening World of the Fall (1984) James: Stutter (1986)
Madchester-scenen Udvalgte albums Happy Mondays: Bummed (1988) The Stone Roses: The Stone Roses (1989) Inspiral Carpets: Life (1990)
Uddybende læsning 78.9064 Hygum Sørensen, Dorte 78.9061 The Smiths Rock : fra rhythm'n'blues til mash up / Dorte Hygum SøGallagher, Tom All men have secrets / Tom Gallagher, Michael Campbell, rensen ; redaktion og billedredaktion: Per Reinholdt Nielsen. - 1. udgave, 1. oplag. - Kbh. : Politiken, 2007. - 310 Murdo Gillies. - London : Virgin, 1995. - xvi, 256 sider sider : ill. i farver Små historier fortalt af forskellige mennesker fra hele verden, der alle har haft en oplevelse med The Smiths og Heri s. 183-187 om Joy Division, Manchester-scenen, The Stone Roses, Happy Mondays og The Smiths deres sange. Inddelt alfabetisk efter sangtitler. Fin og sjælden måde at formidle musikken gennem de fans, der har elsket og lidt med The Smiths som soundtrack.
Bøger
Artikler
78.9061 The Smiths Rogan, Johnny The Smiths : the visual documentary / Johnny Rogan ; edited by Chris Charlesworth. - London : Omnibus Press : exclusive distributors: Book Sales, 1994. - 175 sider : ill. (nogle i farver) ; 29 cm Complete Smiths UK discography: side 170-176 99.4 Morrissey Goddard, Simon Mozipedia : the encyclopedia of Morrissey and The Smiths / forfatter: Simon Goddard. - [London] : Ebury Press, 2009. - xi, 532 sider, tavler (nogle i farver) Med litteraturhenvisninger og diskografi Lækkert opslagsværk, hvor man kan slå op på alle sange, albums, byer, livsbegivenheder, personer, kunstnere mm., som kan forbindes til The Smiths og Morrissey. Lækre billeder og fuld diskografi med alle singleudgivelser.
78.906 Poesi og litteratur eksisterer ikke mere / Claes Johansen, interview med Morrissey The Smiths, engelsk rockgruppe I: MM. - 1984. - ISSN 0105-6972. - Årg. 17, nr. 4 (1984), S. 5-6 78.9061 Electronic Legendernes fald og oprejsning Historien om Johnny Marr, Electronic og The Smiths I: Zoo magazine. - 1999. - ISSN 1396-9714. - Nr. 21 (1999), S. 98-102, 104-108, 110-112, 114-115 : ill. 99.4 Morrissey, Stephen Patrick At betragte sin egen lidelse Forsanger og tekstforfatter i The Smiths er tilbage I: Weekendavisen. - 2004. - ISSN 0106-4142. - 2004-0514, Kultur , s. 2 : ill
78.9061 The Smiths Jeg sagde noget i stil med: Du har aldrig hørt noget lignende / forfatter: Simon Lund 7. december for 25 år siden sendte The Smiths deres sidste single, 'Last Night I Dreamt That Somebody Loved Me', på gaden. Den melankolske svanesang blev et stille dryp i et oprørt hav, hvor 1980'ernes vigtigste engelske band allerede var gået til bunds. Revet fra hinanden af de to hovedpersoner: guitartroldmanden Johnny Marr 78.9064 og ordekvilibristen Morrissey. Siden har The Smiths med Lydbilleder : stemmer, strofer og beats i en ny tids muderes følelsesvædede guitarpop og kontrære selvforståsik / Jesper Nykjær Knudsen & Jeppe Krogsgaard Chrielse fået status som indierockens stamfædre. Men såret stensen. - 1. udgave, 1. oplag. - [Århus] : Modtryk, 2005. er aldrig helet - 412 sider : ill. I: Politiken. - 2012. - ISSN 0907-1814. - 2012-12-01, SekHeri s. 190-205 om The Smiths og Morrissey tion 3, s. 18-20 : ill. 78.9061 The Smiths Rogan, Johnny Morrissey & Marr : the severed alliance / Johnny Rogan. - London : Omnibus Press : distributors: Book Sales, 1992. - 352 sider, tavler På omslaget: The definitive story of The Smiths Discography: side 304-342
99.4 Morrissey Sørensen, Jesper (f. 1969)Alle dage er som søndag : en dansk bog om Morrissey / forfatter: Jesper Sørensen. - 1. udgave, 1. oplag. - [Kbh.] : Rosenkilde, 2009. - 287 sider, tavler i farver Kan også læses på e-reolen.dk og ebib.dk
Inspiration Quiz 78.9064 Rock & popquiz / Klaus Lynggaard & Henrik Queitsch. Kbh. : Information, 2005. - 104 sider 800 spørgsmål til musikfans i alle aldre, fra novicen til nørden, opdelt i forskellige kategorier om bands, solister og emner. Heri s. 55 med quiz-spørgsmål til The Smiths og Morrissey.
Morrisseys tekster Der er et fantastisk tekstunivers at gå på opdagelse i, hvis man først begynder. Mozipedia er din ven her, der er historier om hvert eneste nummer. Bl.a. Panic, hvis strofe ”hang the blessed DJ” gav anledning til mange diskussioner i musikpressen. Veganer, misantrop, poet og samfundsrevser – Morrissey er en mangefacetteret personlighed og han holder sig ikke tilbage.
af Morrisseys store idoler). Læs mere i Mozipedia eller på wikipedia.
Inspiration for den næste generation I 1996 udgav det franske magasin Les Inrockuptibles i samarbejde med Sony coverpladen ”The Smiths is dead” i anledning af 10-året for udgivelsen af ”The Queen is Dead”, der betragtes som et mesterværk og en milepæl i den britiske musikhistorie. Albummet blev udgivet mens britpop-fænomenet var på sit højeste og er med nogle af de mest populære bands fra denne periode. Bl.a. The Boo Radleys, Supergrass, Placebo og The Divine Comedy. Prøv at sammenligne coverversionen af ”There Is A Light That Never Goes Out” med originalen.
Videoer Den legendariske optræden i TV-programmet Top Of The Pops i november 1983 <Link>
Johnny Marrs guitarspil Ingen spiller helt som ham. Prøv f.eks. at lytte til indledningen af ”This Charming Man”, hvor et helt særligt og fængende guitarriff giver sangen karakter. Det er heller ikke enkelt at spille. Johnny Marrs fantastiske melodier holder sammen på Morrisseys specielle klang og vilde fraseringer, der nogle gange nærmest truer med at stikke af. Lyt f.eks. til sangen ” What difference does it make” fra debutalbummet.
Fantastisk liveoptagelse fra Derby Assembly Rooms i 1983, hvor scenen bliver totalt overtaget af publikum. Mange af dem har de karakteristiske blomsterbukketter magen til dem, som Morrissey ofte optræder med – enten i baglommen eller svingende rundt i den ene hånd. Læg mærke til, hvordan bandet bare spiller ufortrødent videre indtil nummeret er færdigt <Link>
Albumcovers—The Smiths Der er en særlig historie bag alle covers på The Smiths udgivelser. Forsiderne blev gerne hentet fra filmscener, som Morrissey havde en forkærlighed for. F.eks. er forsiden på coveret til Strangeways Here We Come hentet fra film East of Eden og er et billede af skuespilleren Richard Davalos, som spiller overfor James Dean (et andet