5 minute read

Mit forbrug

”Jeg elsker mad, der knaser”

Historiker Gry Jexen spiser flere kilo gulerødder om ugen og hader at købe tøj, der ikke rigtig passer. Og så har hun et godt tip til at holde op med at klathandle.

Advertisement

TEKST NANNA HEIN FOTO MARTIN HANSEN/SIMONE MARIA KØNIG LILMOES

Hvad er din livret?

 Jeg elsker mad generelt, men min livret er kylling. Sådan en god ovnstegt kylling med en god salat til og nogle nye kartofler med frisk persille.

Hvad er der altid i jeres køleskab?

 Gulerødder! Jeg elsker gulerødder og spiser virkelig mange. Hvis jeg har lyst til en god snack, så skræller jeg bare nogle gulerødder, og jeg er nok oppe at spise et sted mellem to og tre kilo om ugen. Min mand driller mig også med, at jeg kan blive orange af det, fordi jeg spiser så mange. Det handler ikke kun om at være sund, jeg elsker bare i det hele taget mad, der knaser.

Hvad spiser I oftest hjemme hos jer?

 Når min mand, Christoffer, laver mad, så er det tit nogle klassiske børneretter som spaghetti med kødsovs og lasagne. Men faktisk er det mest mig, der laver mad herhjemme, og jeg kan bedst lide mad med så meget grønt som muligt. Ofte bliver det til en form for kød med nogle forskellige salater til – meget gerne noget med kål. Kål er jeg virkelig også glad for! Og så laver vi tit sådan et snackfad, hvor der er forskellige rå grøntsager på, som min søn, Eddie, kan tage fra.

Hvad gør du dig af overvejelser, når du køber ind?

 Jeg er opdraget til at købe økologisk. Men engang gik jeg på højskole med en fyr, som kom fra et stort landbrug. Han fortalte mig, at hvis man ikke kan få dansk økologi, så er det næstbedste at købe dansk ikkeøkologisk. Så det er faktisk det,

KORT OM GRY JEXEN

Gry Jexen er helt vild med at snacke gulerødder, og så er hun klar tilhænger af lange indkøbslister.

jeg går efter, når jeg handler grøntsager. Hvis jeg ikke kan få det økologisk og dansk, så køber jeg hellere bare dansk. For mig virker det lidt fjollet at købe noget økologisk, der er blevet fløjet ind fra f.eks. Spanien. Men jeg køber ALTID økologisk kød. Jeg har svært ved at få det ned, hvis jeg ved, at dyret ikke har haft det godt …

Historiker Gry Jexen er vokset op i Hellerup, men bor i dag i Birkerød med sin mand, Christoffer, og sønnen Eddie på fire. Gry driver instagram-profilen ”Kvinde kend din historie” og er vært på podcasten af samme navn. 11. maj udkommer hendes bog, ”Kvinde kend din historie – spejl dig i fortiden”. Bogen portrætterer 50 kvinder, der i løbet af de seneste 500 år har levet i Danmark, og som fortjener en plads i danmarkshistorien. Bogen udgives af Gyldendal.

Hvad er dit bedste trick til en nemmere hverdag?

 Det er helt klart at lave en indkøbsliste, hvor man har planlagt, hvad man skal spise hele ugen, og så lave et stort indkøb. Jeg prøver selv at gøre det, selv om det ikke altid lykkes. Når jeg ikke handler stort ind en gang om ugen, kommer jeg til at klathandle, og når jeg klathandler, kommer der som regel meget mere ned i indkøbskurven, som jeg slet ikke har brug for.

Har du nogen luksusvaner?

 Jeg er faktisk begyndt at få skræddersyet mit tøj. Jeg går altid med kjole, så jeg har fået lavet nogle stykker, som bare passer lige præcis til mig. Det er, fordi jeg var træt af at lave fejlkøb. Min krop passer åbenbart ikke til det tøj, du finder i tøjkæderne, og jeg blev bare vildt træt af altid at få ting hjem, som ikke passede sådan rigtig godt. Nu køber jeg også mindre tøj, fordi det jeg har bare passer helt perfekt. 

BÆREDYGTIGHED | MILJØ | KLIMA

Journalist Maria Præst er ikke fan af at smøre madpakker, men med disse tips bliver det hele lidt lettere.

10 TIPS TIL LÆKRE OG KLIMAVENLIGE MADPAKKER

Hverdagen er så småt tilbage med skole og arbejde uden for hjemmets fire vægge – og det betyder også gang i madpakkerne igen. Hold dem klimavenlige med disse tips.

FOTO STINE CHRISTIANSEN

1. HUSK DRIKKEDUNKEN – OG DRIK VAND

Med en drikkedunk af glas eller stål kan du drikke vand fra hanen, der er langt mindre CO2-belastende end kildevand, juice eller sodavand. Det kræver f.eks. 1.500 gange så meget energi at producere flaskevand som postevand.

2. DROP SØLVPAPIRET

Det er fristende lige at smide et stykke sølvpapir om din mad, inden den ryger i tasken, men skifter du sølvpapiret ud med for eksempel madpapir eller wraps af bivoks, udleder din madpakke 30 gange mindre CO2.

3. LAV EN SKUFFE MED GRØNNE SNACKS

Der skal ikke så meget til for at pifte madpakken lidt op. Gør det nemt ved at samle en masse grønne snacks i en skuffe i køleskabet eller køkkenet. Det kan være smoothies, tørret frugt, daddelkugler eller grove kiks – så er det nemt lige at smide en ekstra lækkerbisken i madpakken.

4. VÆLG FRUGT EFTER SÆSON

Et sprødt æble er nemt og lækkert i madpakken, og lige nu er det faktisk bedst at vælge udenlandske æbler, da de er i sæson, frem for danske æbler, der har overvintret i energikrævende kølehuse.

5. HOLD MADEN FRISK

Nu hvor det begynder at bliver varmere udenfor, er det en god idé at sørge for at holde madpakken frisk og indbydende. Læg en frossen juicebrik, smoothie eller et lille køleelement deri.

6. SPIS RESTER OG UNDGÅ MADSPILD

En gennemsnitlig dansk familie med to voksne og to børn smider mad ud for 10.000 kroner om året – men du kan undgå madspild ved at snuppe rester fra aftensmaden med på madpakken.

7. SKJULTE GRØNTSAGER

Du kan også være snedig og snige grøntsagerne med i madpakken – næsten uden nogen opdager det. Du kan smide grøntsager i alt fra bolledejen til sandwichen, smoothien eller drikkeyoghurten.

8. MASSER AF GNAVEGRØNT

Grøntsager er den type fødevarer, som belaster klimaet mindst – og det behøver ikke at være besværligt at gøre madpakken lidt grønnere. Tænk i gnavegrønt som små tomater, snackpeber eller stænger af agurk, gulerod og bladselleri – og snup en lille bøtte hummus med som dip.

9. SKÆR NED PÅ KØDPÅLÆGGET En klapsammen med spegepølse, kødpølse eller hamburgerryg er en

11.400.000

Så mange madpakker smører vi i Danmark hver eneste uge. Hvor mange af dem smører du?

Kilde: Landbrug & Fødevarer, 2017

klassiker i madpakken – men ikke så klimavenlig. Du kan heldigvis nemt skifte kødskiverne ud med et grønnere alternativ. Prøv med smørepålæg som hummus, ærteavocadocreme eller æggesalat.

10. VÆR KREATIV

Tag ungerne med i køkkenet, og se, om I kan få noget sjovt ud af det, I lige har i køleskabet. Hvad kan man bruge et kvart spidskål til? Kunne det være sjovt at lave et spyd med cherrytomater? Brug jeres fantasi.

This article is from: