5 minute read

krydser fingre for held og undgår helst nummeret Men hvorfor i alverden gør vi det – og virker det? På en måde gør det faktisk.

Større end popmusik

Sanger og sangskriver Annika Aakjær har altid været sjov, og selv om hendes musik er fyldt med følelser og seriøsitet, er det helt naturligt, at det sjove også har en plads. Hun besidder nemlig en særlig evne til både at kunne få folk til at grine og græde – og så er musikken pludselig mere end bare gode rytmer.

Advertisement

TEKST NANNA HEIN FOTO DITTE CAPION MAKEUP OG STYLING GULL-MAI FRIIS

En 9-årig Annika Aakjær tager mikrofonen til sin fars daværende kærestes søns konfirmation. Hun vil gerne synge en sang. Ingen har godt nok spurgt efter en sang fra hendes mund, men den unge, lyshårede nordjyde tænker, at en optræden fra hendes side er præcis, hvad dette suppe, steg og is-arrangement har brug for. Så hun synger en sang. Bagefter fortæller hun en vittighed, så synger hun igen, fortæller en vittighed, så endnu en sang og endnu en vittighed …

Spoler vi tiden 30 år frem, er det forsat sådan, den nu 39-årige sanger, sangskriver og ikke mindst entertainer optræder. I 15 år har hun rejst rundt i det lille danske kongerige og underholdt med sin linedans, hvor hun behændigt jonglerer med både det sjove og det seriøse.

Ligesom en tjener på en smart Michelin-restaurant vil præsentere, hvordan en særlig havskum er lavet, ligeså præsenterer Annika Aakjær sine sange. Og selv om en tjener nok sjældent vil joke med, hvad der ligger på tallerkenen, så har de to præsentationer samme funktion – de skal hjælpe folk med at forstå, hvad der ligger foran dem, hvad end det er mad eller musik. – Mine tekster er hellige for mig, derfor giver jeg folk små nøgler, så de kan forstå sangene, første gang de hører dem. Det er netop, når vi deler noget, vi forstår det. Når folk griner sammen imellem sangene, er det et bevis på, at folk er med. På den måde bliver det til noget andet og mere end bare gode rytmer og dejlige toner.

DEN SJOVESTE

Fra hun vågner op om morgenen, til hun står i bagscenens skygge, er hun fokuseret. Hun har en stram tidsramme på bare otte minutter, som hun skal holde sig inden for. Og så er det nu, hun skal levere. Selv om hun ved, at hun er sjov, er der meget på spil. Det er nu, det gælder. Det er nu, hun skal ramme den lige i røven.

Zulu Comedy Galla har i august 2019 fyldt Operaen med alle de sjove fra Mediedanmark, og ind på scenen foran dem træder Annika Aakjær. Hun er iført sort turtleneck, sorte bukser, sin guitar og siger tørt “Hej, jeg hedder Annika, og jeg sked i bukserne, indtil jeg var tolv, så da jeg fik menstruation første gang, der blev jeg meget, meget bange … ” De næste minutter fortæller hun om, hvor brunt menstruationsblod i virkeligheden kan være, og afslutter med at synge menstruationssangen – “Natbind om dagen” – mens salen klasker sig på lårene af grin. – Jeg tænkte ikke på, om jeg nu brød et eller andet tabu. Jeg tænkte ikke på, om jeg nu var et eller andet feministisk ikon. Jeg tænkte ikke på andet end at være den sjoveste overhovedet. ➻

BLÅ BOG

 Annika Aakjær er født i 1982 og vokset op i Vodskov i nærheden af Aalborg.  Dimitterede som sangskriver i 2012 fra Rytmisk Musikkonservatorium i København.  Har udgivet pladerne “Lille Filantrop”, “Missionær” og “Lykkens Gang” og turneret med sit onewomanshow “Enebarn”.  Har spillet med i forestillingerne “Come Together”, “Snehvide” og “Oliver med et Twist”, julekalenderen “Julestjerner”, filmene “Dirch” og “Esthers Orkester”, sidstnævnte har hun også skrevet musikken til, ligesom hun skrev titelsangen til filmen “Gummi T”, som hun vandt en Robert for.  Hun har været vært på Danish Music Award 2020, medvirket i “Toppen af Poppen”, “Danmark griner” og “Stormester” – som hun vandt.  Bor på Amager med sin hund, Tove.

Et par år før hendes optræden i Operaen opsagde hendes pladeselskab samarbejdet. Nok var hun både blevet kaldt “en ordenes jonglør” og “en alsidig ener”, men den musikalske selvtillid forduftede nu fra den ene dag til den anden. – Jeg tror ikke, at de vidste, hvordan de skulle fremvise den sjove del af mig. De ville egentlig gerne have, at jeg lagde lidt låg på det sjove, eller i hvert fald at det ikke fyldte så meget. Men jeg vidste, at det er vejen ind til publikum. Det er vejen til, at det bliver større end popmusik.

Efter samarbejdet med pladeselskabet stoppede, skrev hun næsten ingen sange i et år. I stedet lavede hun sit onewomanshow “Enebarn”, som hun rejste landet rundt med, og som gav hende de gyldne minutter på scenen i Operaen. Siden hun var barn, da hun fik sin farmor til “at grine, så hun gryntede”, har det betydet noget for hende at være sjov. Men hendes optræden til Zulu Comedy Galla var første gang, hun skulle stå i fjernsynet og vise hr. og fru Danmark, hvor meget hun kunne få folk til at grine. – Der var en særlig nerve … Med spids mund suger hun højlydt luft ind for at illustrere følelsen af at være helt spændt: – Det var den chance, jeg fik for at vise den side af mig selv. Det var rigtig rart. Det føltes som at starte forfra, fordi det var noget andet end musik – noget, som jeg egentlig altid har brændt for.

Hendes optræden gik viralt, og selv om hun hurtigt blev en etableret del af det sjove Danmark, så er Annika Aakjær sangskriver og ikke standupkomiker. – Når det gælder humor, har jeg nok et konkurrencegen – jeg vil være den sjoveste. Men det vil alle de mennesker, som er en del af det miljø. Jeg er nok sårbar på det punkt, fordi det betyder så meget for mig at være sjov, så jeg bliver aldrig standupkomiker. Jeg tillader mig i stedet at kombinere det. Jeg kan virkelig godt lide at få folk til at grine, men jeg har også behov for det triste og for sangene. Det med at kunne få folk til både at grine og græde er vigtigt for mig.

AT VÆRE HER LÆNGE

Tilbage i 2008 turnerede pladedebutanten Annika Aakjær rundt som opvarmning for Thomas Buttenschøn. Det første sted på touren var Musikhuzet på Bornholm. Her var kældervæggene beklædt med tidligere programmer – alle kunstnere, der havde spillet der siden starten af 90’erne, hang her. Navne som Thomas Helmig, ➻

This article is from: