Andre bøger af Juliane Preisler:
Uden, digte 1983 Ind, digte 1984 Standset aften, noveller 1985 Det tændte hus, digte 1987 I en anden, roman 1987 Du lille, roman, 1987 Ønskeøjne, digte 1988 Lyn, roman 1989 Hun, digte 1990 Silke, roman, 1991 Zip, børnebog 1991 Kys, børnebog 1992 Dyr, roman 1992 Fuglenat, digte 1993 Kysse-Marie, roman 1994 Liv, digte 1996 Eventyr, roman 1997 Glas, roman 1998 Nord, digte 2000 Uvejr, digte 2002 Dreng, roman 2003 Lyse tider, roman 2005 Divadrømmende, digte 2006 Legetøjsliv, roman 2007 Privatpersoner, roman 2009 Drageånde, digte 2011 Svaneø, roman 2012
TIDERNE_ARIÈL_P.indd 2
16/10/13 14.39
Juliane Preisler
ARIÈL Roman
TIDERNE SKIFTER
TIDERNE_ARIÈL_P.indd 3
16/10/13 14.39
Arièl © 2013 Juliane Preisler/Tiderne Skifter Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Bookman Old Style hos An:Sats, Espergærde og trykt hos Printing House „POZKAL“ ISBN 978-87-7973-614-6
Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk
TIDERNE_ARIÈL_P.indd 4
16/10/13 14.39
Han står ved gadedøren til nummer syv med den lille firkantede pakke i hånden, sol og regn gnistrer omkring ham, alting blinker af væde og lys. Det er en skarp dag hvor alt kan ske sådan som det skinner og drypper og blæser og pifter om hjørnerne. Hvis der ikke svares på tredie, så ring på på første, står der på sedlen. Han ved inden han prøver at der ikke bliver svaret på tredie, når folk skriver sådan er det fordi de har besluttet ikke at være hjemme, men han gør det alligevel, han sætter sin finger på knappen til tredie og lader den blive der længe. Intet sker, og imens ser han ind i hjørneforretningen ved siden af hvor en gruppe håndværkere er i gang, han kan høre deres radio enormt højt skruet op og se dem danse rundt med stiger og malerbøtter og boremaskiner. Som små stykker legetøj sat i gang både af den høje lyd og af alt det gnistrende udenfor. De ser ham ikke, han træder lidt til siden og spejler sig i deres rude, en høj, ranglet, lyshåret dreng med kantede træk i en åndssvag uniform med 5
TIDERNE_ARIÈL_P.indd 5
16/10/13 14.39
røde farver, det er ikke så mærkeligt at de ikke ser ham, han ville ikke se sig selv som andet end sådan et bud der bare pisker forbi med pakker. En rød streg i luften. En af håndværkerne gør en gestus med en boremaskine farligt tæt på en andens baller i hvidt stof med malerpletter på, de er i højt humør som håndværkere nu kan være når solen skinner og radioen larmer. Så træder han tilbage foran den lukkede hoveddør og ringer på på første sal, og en kvidrende kvindestemme svarer med det samme og lukker også op. En pakke til tredie, ja. Og mens han går op ad trinnene ser han igen på den lille pakke, der er frimærker på med store fugle og mærkelige planter som om den kom fra et fjernt og eksotisk sted, men den vejer faktisk ikke noget særligt. Så er han oppe ved tredie hvor der ligger en grøn og gul dørmåtte, pakken ser lille og let og næsten skrøbelig ud i hans hænder, han banker let på døren og i det samme går den op. Der står en kvinde af ubestemmelig alder, hun er slank og forholdsvis høj, han behøver ikke se nedad for at se hende ind i ansigtet som er meget blegt og med et eller andet flyvende rundt indeni hendes øjne, angst måske? – Ringede du på på første? spørger hun. Hun ser faktisk bange ud eller i hvert fald 6
TIDERNE_ARIÈL_P.indd 6
16/10/13 14.39
nervøs, som gennemlyst af et eller andet truende, og han får en sær trang til at beskytte hende så han svarer beroligende: Også det. Jeg ringede også på på første. – Ja, for … vi kan jo ikke være hjemme hele tiden … siger hun. Han ser ind bag hende for at se hvad det „vi“ kunne dække over, men der er ikke andet end et kaos af høje reoler med bøger i, mange, mange bøger, sløset sat oveni hinanden. Og så et mørkt tæppe der fortaber sig bagud i lejligheden. – Nej, det forstår jeg godt, siger han stadig beroligende og kommer til at se ind i de øjne igen hvor noget nu ligefrem synes at flygte. Han rækker hende pakken og vil have hende til at skrive under, så han rækker hende også pennen og hendes hånd strejfer hans. Hun har en lang slank hånd med forbløffende varme fingre, men skrive kan hun ikke, eller ikke lige nu i hvert fald, det bliver noget underligt krimskrams som ingen ville kunne læse. – Det gør ikke noget, siger han. Hun ser på ham igen og han ser på hende, det er næsten som om det flygter fra hende til ham og tilbage igen, angst eller hvad det nu er. – Ja, for vi kan jo ikke … siger hun igen, som om hun bare ikke kommer videre. Han ser på hende, hun ser på ham. 7
TIDERNE_ARIÈL_P.indd 7
16/10/13 14.39
– Jeg forstår, siger han. Og det gør han virkelig. Han forstår meget mere end hun aner at han gør. Han forstår at det kaos der afspejler sig et sted bag hende, i de lidt for mange bøger i de høje reoler, i noget underligt flosset i det mørke tæppe, i et „vi“ der synes underligt svævende, ja at det faktisk ER et kaos det hele. Hendes liv indeni i det der „vi“ og omgivet af de lidt for mange bøger og med noget flagrende eller flygtende i blikket. Han vil sige noget mere, noget om at have en god dag måske, men han kan bare ikke, der er for meget i de øjne, så han siger bare „vi ses“ og overrasker sig selv, for hvordan skulle de dog ses med mindre hun bliver ved med at få små, lette pakker, som det tilfældigvis er ham der bringer ud. Så træder hun et skridt tilbage, ligesom lidt tøvende, og lukker sin dør, han løber nedad og på første sal går endnu en dør op og en lidt yngre kvinde står i den. – Nå … blev der åbnet? spørger hun. – Hvad? siger han. – Blev der åbnet oppe på tredie? – Ja. Ja, det gjorde der. – De er altid hjemme, siger den lidt yngre kvin de. – Nå … svarer han, et sted mellem spørgende og afvisende. 8
TIDERNE_ARIÈL_P.indd 8
16/10/13 14.39
Og han tænker på om hun ikke har et arbejde hun skal passe, første sal ligner en slags virk somhed eller et kontor. Men hun snakker bare videre: – Ja, det er mærkeligt. De er altid hjemme, men det er altid os der skal åbne … – Nå, siger han igen og vender sig mod trappen. – Så du nogen? halvråber hun efter ham. – Hvad? – Så du nogen? Andre end hende? Vi ser aldrig andre end hende, men der bor vist nok to. – Nej, råber han nede fra stuen. – Der var kun hende. Og han fortryder det i det samme, for det rager vel egentlig ikke hende på første hvordan der ser ud på tredie? Da han tager fat i gadedøren hører han en ambulance komme kørende med fuld gang i sire nerne og så en hård opbremsning lige udenfor. Han åbner gadedøren og er helt bange for hvad han får at se, men det er vist henne på hjørnet, håndværkernes hjørne. Han træder helt ud og har taget et par skridt videre, før han næsten modvilligt ser ind gennem ruden til forretningen. En af håndværkerne ligger ned, blod sprøjter fra ham, han ligger i en hel pøl. Flere af hans kammerater står rundt omkring 9
TIDERNE_ARIÈL_P.indd 9
16/10/13 14.39
ham, helt hvide i hovederne. Og han tænker lige i forbifarten, at måske er han det eneste vidne, måske så ingen, ikke engang de andre håndværkere, hvordan det gik til at nogen kom til skade, og den der har ført boremaskinen vil næppe selv sige det? Men nu er der i hvert fald styr på det, ambulancefolkene har fået foldet båren ud og er på vej ind til den skadede, og han tager sin cykel og sætter sig op på den og forsvinder om et hjørne, ja bare det næste hjørne som om man kunne forsvinde om et der var fjernere, sikke en mærkelig tanke. Som at være udenfor sig selv eller se sig selv oppefra, bare et øjeblik. Mens han cykler tænker han både på nærme re og fjernere hjørner og på at se sig selv udefra, og på det flygtende i kvindens øjne, og på samtidighed, altså at ting sker samtidig. For eksempel at han måske rakte hende pakken med de kulørte frimærker lige præcis i det øjeblik hvor håndværkeren med boremaskinen gled fra spøg til alvor og ind i kroppen på en anden. Det er lige så det gør ondt bare at tænke på det. Og mens han tænker på alt det rammer cykelhjulet en rist i asfalten der er lidt forhøjet eller skæv på en eller anden måde og han er lige ved at ryge forover og ud over styret. Så måske er det bedre ikke at tænke så meget. Eller på så meget på én gang. Det lykkes lige et par gader at holde hovedet 10
TIDERNE_ARIÈL_P.indd 10
16/10/13 14.39
dejligt tomt, men så tænker han på ham håndværkeren igen, eller dem begge to, ham der gjorde det og ham der blev boret i så blodet sprøjtede. Han tænker på om han havde kunnet gøre noget for at forhindre det. Hvis han nu havde stået på den anden side af ruden netop i dét øjeblik og ikke et par øjeblikke tidligere. Om han simpelt hen havde kunnet skubbe den væk, hånden med boremaskinen farligt tæt på, eller den andens krop der kom for tæt på boremaskinen. Han kalder det at skubbe det væk, det han gør når han gør det. Det han har kunnet siden han var helt lille og slet ikke vidste at han kunne, han gjorde det simpelt hen, skubbede det væk eller hvad det nu var. Hans små hænder fægtede lidt frem og tilbage, måske skabte de en vind som ikke var der, måske greb de fat i nogle usynlige tråde i luften omkring ham og noget skete bare. En sky gik fra solen, eller en irriterende flue fløj væk, eller en hveps på vej hen mod hans kind ændrede retning, eller en vinduespudser i huset overfor, farligt tæt på at falde ned, rettede sig pludselig og faldt ikke nogen steder alligevel. Ligesom han måske for et øjeblik siden, hvis han havde set ind til håndværkerne på det helt rigtige tidspunkt og havde løftet en hånd, havde kunnet få boremaskinen til bare at glide harm11
TIDERNE_ARIÈL_P.indd 11
16/10/13 14.39
løst forbi i luften endnu engang. Men han var der jo ikke, han stod oppe på trappen med en pakke med blomstrede frimærker på. Som lidt større dreng så han somme tider diri genter på film eller i fjernsynet. Og tænkte at de var ligesom ham selv, de stod der og skubbede det hele væk med deres hænder, alle denne verdens ulykker fra tog der stødte sammen, til syge eller døende i deres senge, og floder der flød over og vulkaner i udbrud. At der samtidig kom musik ud af det var nok bare fordi der skulle så store bevægelser til at det også blev til lyd. Lidt senere lagde han også mærke til orkesteret og musikerne og så gav det hele kun endnu mere mening: De allerstørste ulykker blev åbenbart skubbet væk ved at der stod én og styrede en hel masse andre der også skubbede. Ingen kunne helt forstå hvorfor han elskede at se dirigenter på film da han var lille, men det var bare det bedste han vidste. Det var så beroligende at se at der fandtes andre der kunne skubbe ulykker væk med deres hænder. I lang tid var hans mor overbevist om at han måtte være musikalsk, så han fik en lille violin som han i den grad ikke havde ønsket sig. Og lavede nogle frygtelige lyde på den i et par uger indtil hun var nødt til at bede ham om at holde op. 12
TIDERNE_ARIÈL_P.indd 12
16/10/13 14.39
Han ser ned på cykelstyret og sine egne hænder på det og husker med forbløffelse på hvor frygtelig en lyd der egentlig kunne komme ud af så lille et instrument. På film og fjernsyn så det så nemt ud. Men så kommer der sådan et bump igen, eller en rist der ligger skævt, og han må hellere koncentrere sig om de næste hjørner fremfor om lyden af en violin fra for mange år siden. Eller om at komme hjem, måske skulle han hellere koncentrere sig om at komme hjem. Og om at være en dreng eller ung mand i den alder han nu er i, på cykel og om hjørner og lige nu på vej hjem til sin mor, for han bor stadig hos sin mor selv om han på en måde hellere vil alt andet. Uden at han helt ved hvad alt andet er. Hun kan heller ikke rigtigt klare sig selv, hans mor. Hun går rundt i verden som et stort forvildet barn med sit latterlige franske navn, Adèle, som ingen ved hvordan de skal udtale, og sine vanvittige skiftende hårfarver og absurd højhælede sko og alt for dyre håndtasker og sine ulykkelige, ulykkelige øjne. Måske er hun netop nu ved at farve hår igen, og måske lugter der i hele lejligheden af hårfarven som også har afsat sig spor mange andre steder, fra badeværelse til køkken og tilbage igen. Han kunne kaste op over lugten af den hårfarve, 13
TIDERNE_ARIÈL_P.indd 13
16/10/13 14.39
men hvis det nu hjælper på et eller andet at hendes hår ikke er gråt som det egentlig er, så må han vel leve med lugten. Han får stillet sin cykel og går så adstadigt op ad trapperne derhjemme som om han var et ældgammelt menneske, det er næsten et ritual, alle andre trapper løber han opad med eller uden pakker, herhjemme går han. Han synes han kan lugte hårfarven allerede inden han låser sig ind gennem hoveddøren med deres to navne og den lille ekstra klokke som hans mor har sat op i et anfald af vanvid. En lille bjælde er det måske snarere som kun et meget lille barn ville kunne finde på at ringe med. Og et meget lille barn ville ikke kunne nå op, så den klokke er virkelig vanvittig. Så er han inde i entreen, han synes allerede han er omgivet af lugt, og hører hendes stemme ude fra badeværelset: – Arièl? Er det dig? Ja hvem skulle det ellers være, og hun siger hans navn lige præcis så irriterende som hun altid gør, Arièl med helt overdrevet tryk på sidste stavelse, men han svarer beroligende og hun rumsterer videre derude. Kort efter dukker hun op i sin badekåbe, stadig i højhælede sko og med badehætte om håret, og hun ligner lidt en svamp, helt præcis en champignon på stylter, men det 14
TIDERNE_ARIÈL_P.indd 14
16/10/13 14.39
er der vel ikke nogen grund til at fortælle hende. – Var det slemt? spørger hun. Han ved godt hvad hun mener, hun mener hans arbejdsdag, ikke så meget alle trapperne men mere alt det han ser undervejs, med sit andet blik, det dybe blik, folk i så mange forskellige situationer med brug for hjælp. Ikke at hun helt forstår eller faktisk ved at han kunne hjælpe. Ved simpelt hen at skubbe det væk, det der ikke skal være der. Alt det der plager folk, fra splintrende hovedpine til hofter der sætter ud og ankler der svigter, til det der er meget, meget værre. Den del af det forstår hun ikke. Men hun forstår alligevel noget, hun forstår at han mærker det når nogen har det dårligt eller er i vanskeligheder. – Arièl er så FØLSOM, siger hun til alle der gider høre på det. Og hendes stemme lyder altid et sted mellem stolt og skamfuld som skulle ens barn helst ikke være sådan men så måske alligevel gerne. Han ser på hende. Champignon foroven, og forneden en slidt badekåbe med temmelig mange pletter af forskellige hårfarver på. Og så de tårnhøje sko. – Næh, siger han. – Det kunne have været værre. Hvad er det for én? – Hvilken én? – Hårfarven … hvad er det for én? 15
TIDERNE_ARIÈL_P.indd 15
16/10/13 14.39
– Den er sådan ... efterårsgylden … eller antikkobber … eller … Hun venter lidt på hans reaktion. Den kommer ikke. Hun skal altid være så poetisk. Han forestiller sig at der blot står rød på pakken med hårfarve, men det er ikke godt nok, alting skal altid være så smukt og stort. – Eller … valmuerød … eller … – … Hun letter lidt på konstruktionen oven på hovedet. – Jeg tænkte … den der rødgyldne … som bladene har … om efteråret … – … Når hun først får vasket farven ud igen er den altid lidt anderledes end forventet til en kedelig side. Han undlader at sige noget om at visne blade faktisk bare er … visne. Hun ser på ham under den skrækkelige hætte, han ser på hende. – Jeg har også bagt brød, siger hun. – Mmm … siger han. Hvad skal han ellers sige? Hendes brød er al tid stenhårde, aflange og stenhårde som ja, netop mursten. Sidst hun bagte tabte hun et af dem på gulvet og det lød også præcis som en mursten, sådan en lidt tør, tung lyd. Han kan se vanviddet og fortvivlelsen brede 16
TIDERNE_ARIÈL_P.indd 16
16/10/13 14.39
sig omkring hende og han kan intet gøre. Han som kan så meget med så mange, og skubbe alverdens ulykker væk før de når at blive værre, men lige i forhold til hende kan han intet gøre. Små bevægelser måske, men ikke noget der betyder noget. Som om netop det at det er hans mor får hans hænder til at gå i stå længe før de får begyndt på noget som helst. Hun ser på ham. Han ser på hende. Hun flytter lidt på hætten som om den strammer i panden, en stribe indtørret brunt mudder kommer til syne under den. – Vil du … fortælle om din dag? spørger hun. – Næh … siger han. Og så ser hun så fortvivlet ud at han alligevel taler videre: – Der var en håndværker der kom til skade. – Faldt han ned? – Næh han … der var en der borede i ham. – Borede? – I hans … ja, altså den smuttede fra ham, boremaskinen … – Nej! – Jo. Og så går de i stå igen ham og hans mor over for hinanden, næsten som to fremmede, men det er jo også fremmede mennesker de taler om. I stedet for at tale om hvorfor hun er så ulykkelig. 17
TIDERNE_ARIÈL_P.indd 17
16/10/13 14.39
Eller hvorfor det der vanvid bliver ved at brede sig omkring hende, tilsyneladende især på bestemte tidspunkter hver dag hvor en eller anden træthed eller tomhed sætter ind. – Skal jeg lave mad? spørger han. Hun ser endnu mere trykket ud under sin hætte med mudder, og han ved ikke hvad han skal gøre for at det skal blive bedre. Om han så havde fire hænder ville han ikke kunne skubbe det væk det der gør hans mor så ked af det, det er ligesom noget der er særligt hendes, noget stort og udefinerligt og flydende der bare breder sig i alle retninger. Han ser på hende: – Eller hente? siger han. – Hente? – Ja, vi kunne … pizza eller … – Jeg er ikke sulten, siger hun. Det er han sådan set heller ikke selv. Men han ved jo godt at der skal mad til og helst meget af den ellers flyver han væk. Eller ud. Eller op. Hvor er det egentlig man flyver hen når man ikke kan blive på jorden og bare flyver af sted? Og han ser på sin mor som ikke flyver nogen steder, og han har lyst til at stryge hende over kinden, men han kan slet ikke komme til for bar mudder og hætte. – Jeg henter noget pizza, siger han. – Tak, siger hun. 18
TIDERNE_ARIÈL_P.indd 18
16/10/13 14.39
Og smiler skævt til ham som om hun et øjeblik godt kan se hvor fattigt det hele er, alle forsøgene med nye hårfarver med for smukke navne eller endnu flere sko med latterligt høje hæle eller hjemmebagte tonstunge brød. For slet ikke at tale om de mange glas rødvin der tit kommer efter den brødbagning og hårfarvning der ikke er lykkedes. Han kender det så godt, de øjeblikke hvor hun ser ud som om hun forstår det hele, en gang imellem prøver han at holde fast i dem, men de smutter bare igen som små våde fisk mellem hans fingre. – Med ost eller årstider? spørger han. – … – Pizza. Med ost eller årstider? – Ost, siger hun. Hun bliver for tyk af det, det ved de begge, men hendes pizza skal bare være én af dem med fire ting pladret oveni hinanden, enten årstider eller ost, som om det hjælper at der er for meget af alting. Og for at hun ikke skal være helt alene tager han altid den anden slags med ting oveni hinanden, så slipper han også for at tænke over dét. Han går lidt bumpende ned ad trapperne, hans ben er så trætte, han har ikke travlt og da slet ikke med at komme tilbage igen. 19
TIDERNE_ARIÈL_P.indd 19
16/10/13 14.39