6 minute read

Vendepunktet

Flasken eller familien

“Hvis det ikke var for min søster, så havde jeg nok ikke været her i dag. Så havde jeg nok brugt alle mine penge på Boonekamp og snaps”

Af Liv Mygind Illustration Mikkel Henssel

Tonny passede sit arbejde som vejstribemand, han pudsede sine vinduer og støvsugede sit hjem. Men han var holdt op med at spise og levede udelukkende af de cirka 30 genstande, han drak om dagen ....

SKRIV TIL OS Har du oplevet, at dit liv ændrede sig fra det ene øjeblik til det andet? Så hører vi gerne fra dig, og så er det måske dit vendepunkt, vi dykker ned i næste gang. Skriv til: vendepunktet@aeldresagen.dk eller send et brev med dit navn og adresse til: Ældre Sagen, Snorresgade 17-19, 2300 København S. Mærk brevet: ”Vendepunktet”.

Af Liv Mygind Illustration Mikkel Henssel

”Jeg var blevet skilt, og jeg var nok lidt ensom. Men jeg fandt ind i et fællesskab på arbejdet. Det var os, der ikke havde noget at komme hjem til. Vi blev siddende til langt ud på aftenen, hvor vi sad og spillede og drak. Jeg kan ikke lide øl, så jeg drak snaps i kaffen. Jeg begyndte også at drikke et par Underberg eller Boonekamp på cyklen på vej til arbejde. Så kom der også snaps i kaffen i løbet af arbejdsdagen. Mere og mere snaps, og til sidst kun lidt kaffe for farvens skyld.

Jeg syntes jo egentlig ikke, at jeg havde et problem. Jeg drak godt nok op imod 200 genstande om ugen, men jeg passede jo stadigvæk mit arbejde som vejstribemand. Jeg pudsede også mine vinduer og boede pænt og rent. Jeg gemte alle mine små flasker, så uventede gæster ikke ville opdage noget. Der var flasker gemt i sokkeskuffen, i skabene og bag møblerne. Jeg var en mester i løgne.

Mine tre store børn kom og besøgte mig hver anden weekend – og så drak jeg ikke. Eller jeg drak kun så meget, at jeg ikke rystede. Nede på tanken kaldte de mig Underbergmanden, fordi jeg altid kom om natten og købte Underberg. Jeg syntes ikke, at jeg fejlede noget, og jeg tænkte ikke over, hvad konsekvensen var af at drikke så meget. Jeg var glad. Nej, jeg var ikke glad, men jeg havde en fest med mig selv, når jeg drak, og så havde jeg det dejligt. Jeg drak mig også træt, og så behøvede jeg ikke tænke. Så sov jeg på sofaen, og så var den dag gået.

Men så en dag ringede min søster om morgenen og sagde, at jeg igen i nat havde ringet og vækket hende klokken 3 og ville snakke. Det kunne jeg overhovedet ikke huske, og jeg benægtede det.

Min søster kom over til mig. Hun er sådan en lille skrap én, der vejer 45 kilo og er 160 centimeter høj, men som ikke er bange for at sige sin mening. Hun viste mig telefonen, hvor man kunne se de natlige opkald fra mig. Hun syntes, jeg var blevet ussel, og sagde, at jeg måtte vælge mellem flasken og familien. Jeg benægtede, at jeg havde et problem. Men næste gang kom hun sammen med mine børn. De sagde, at de ikke ville se mig mere, hvis jeg blev ved med at drikke. De var bange for at miste mig. Det betød alt. Min datter græd, og det gjorde jeg også. Mine sønner sagde ikke så meget.

Tanken om, at jeg ikke skulle se mine børn mere, var fuldstændig forfærdelig. Heldigvis havde jeg et klart øjeblik den dag og sagde ja til at snakke med lægen. Da vi tog op til lægen, havde jeg en promille på 3,2. Lægen var dybt rystet over, at jeg ikke virkede fuld med den promille. Jeg måtte vente, til jeg var helt ædru, og så kom jeg på antabus og i offentlig behandling.

I starten var jeg ikke særlig glad for det. Jeg mistede jo mine drukkammerater. Men jeg fik efterhånden nye venner, og nu arbejder jeg frivilligt og arrangerer samvær, sommerferieture og spiseaftener for tørlagte alkoholikere. Her har jeg fået en ny vennekreds. Og så har jeg stadigvæk mine børn. De første to år ringede jeg til min datter, hver gang jeg havde fået antabus. Men til sidst sagde hun, at nu gad hun ikke høre på det mere – hun havde forstået, at jeg ikke drak mere.

Jeg har fået et fantastisk forhold til mine børn igen. Vi er blevet endnu tættere. Jeg har fået min livsglæde tilbage, og jeg har fået et barnebarn. Så alle de penge, jeg brugte på Boonekamp og snaps før, dem bruger jeg nu i BabySam. Det lykkeligste øjeblik, jeg har haft, var forleden, da jeg facetimede med mit barnebarn på halvandet år, og han sagde farfar for første gang. Det var fantastisk.

Den oplevelse havde jeg nok ikke haft, hvis jeg ikke var stoppet med at drikke. Måske havde jeg slet ikke kendt mit barnebarn. Hvis min søster og mine børn ikke havde stillet mig det ultimatum, så havde jeg brugt alle mine penge på alkohol. Måske havde jeg slet ikke været her. Man kan ikke overleve så længe, når man drikker mere end en liter hård sprut om dagen.”

OM TONNY

Tonny er 59 år og har været ædru i ni år. Han arbejder som vejstribemand på 35. år. Han er fraskilt og har tre voksne børn. Han har også et barnebarn. Han arbejder frivilligt fem dage om ugen i Lænken, en forening og socialt samlingssted for tørlagte alkoholikere.

Lyt til VENDEPUNKTET

Lyt til Tonny, der fortæller hele sin rørende historie i podcasten: Vendepunktet. Du finder podcasten på aeldresagen.dk/podcast eller i din foretrukne podcast-app.

TOLERANCE OVER FOR PROMILLER

De fleste mennesker ville ikke kunne arbejde og fungere normalt med en promille på fire-fem. Det normale ville være at miste bevidstheden, og der ville være en stor risiko for at få en lammelse af åndedrættet og dø med så høj en promille. Men har man vænnet sin krop til druk, kan man udvikle en tolerance, så man ikke dør af selv meget høje promiller. Men så dør man af andre årsager – fx af ophobet fedt i leveren, også kaldet skrumpelever.

ANTAL ALKOHOLIKERE I DANMARK

Danskernes alkoholforbrug overstiger i mange tilfælde de officielle anbefalinger. Og det får hvert år konsekvenser. Der findes ingen officiel definition, som slår fast, hvad det vil sige at være alkoholiker. Derfor er det også svært at svare på, hvor mange der er alkoholikere i Danmark.

• 860.000 danskere har et storforbrug af alkohol – og har dermed et problematisk forhold til alkohol, der kan udvikle sig til decideret alkoholisme. Desuden viser næsten hver femte danske mand tegn på alkoholproblemer.

• Cirka 140.000 danskere er decideret afhængige af alkohol.

Kilde: Sundhedsstyrelsen og Dansk Misbrugsbehandling

ÆLDRE TÅLER ALKOHOL DÅRLIGERE

Som ældre skal man være mere påpasselig med alkohol. Forskningen peger på, at ældre er mere følsomme over for alkohols skadelige virkninger på helbredet. Det skyldes, at ældre har mindre væske i kroppen og derfor får en højere promille end yngre med det samme forbrug. Samtidig nedsættes kroppens evne til at omsætte alkoholen. Ældre, der får medicin, skal være særligt forsigtige med alkohol, da den kan forøge medicinens bivirkninger eller forringe medicinens effekt. Kilde: Sundhedsstyrelsen

ALKOHOL DRÆBER

Ifølge Sundhedsstyrelsen har alkoholikere trefem gange større risiko for at dø tidligt sammenlignet med resten af befolkningen. Det er videnskabeligt dokumenteret, at alkoholisme øger risikoen for at udvikle mere end 200 forskellige fysiske og psykiske lidelser.