Læserbreve

Læserbreve sendes på mail til bladet@aeldresagen.dk eller Ældre Sagen, att.: Redaktionen, Snorresgade 17-19, 2300 København S. Mærk kuverten ”Læserbrev”. Vi bringer udvalgte – og aldrig anonyme – læserbreve.

Bedste læserbrev. Vinderen modtager lakrids fra Bülow.

Det vigtigste

DET VIGTIGSTE ER, at du har det godt, det er ikke, om du er superflot, nej, det er, hvordan du har det indeni, om du føler dig glad og fri. Vær ikke uvenner med dig selv, du skal ikke være mønstermodel. Du er den, du er, hold fast i det husk – du er havens orkidé.

HANS JØRGEN BUCHBERG, KALUNDBORG

Idiot-digitalisering

DET BLIVER MERE OG MERE TYDELIGT, at den offentlige digitalisering ikke er til borgernes gavn, men alene er indført for at lægge besværet og omkostningerne over på brugerne. Eksempelvis skulle jeg som så ofte før købe en jernbanebillet. Men jeg kunne ikke komme igennem med NemID. Jeg henvendte mig til min bank, men den sagde, at jeg skulle i ”Borgerservice”, en grov eufemisme. I Nyropsgade var der 11 dages ventetid på at blive ekspederet, men der skulle være ledige tider i Jemtelandsgade. Ganske rigtigt – om syv dage. Og så skulle man bestille tid. Ikke noget med, at de kunne ordne det over telefonen.

HANS PAGH KNUDSEN, KØBENHAVN K

Tanker om at blive ældre

JO ÆLDRE MAN BLIVER, des mere ned ad bakke går det. Og når man så er blevet rigtig gammel, er det op ad bakke hele vejen.

BIRGER OEST JACOBSEN, TAASTRUP

En tur på Margueritruten

FORANLEDIGET AF ARTIKLEN i augustnummeret om Margueritruten vil jeg komme med lidt oplysninger om vores oplevelser med ruten. Da corona lukkede af for mange ting, besluttede vi at gennemkøre Margueritruten i vores lille autocamper. Vi har nu været gennem Jylland og det meste af Fyn. Det tager faktisk lang tid, når man tager de nærliggende attraktioner med. Det er en god oplevelse med mange nye steder, der bliver besøgt, men det med at ruten er opdateret, kan vi ikke helt genkende. GPS var ikke opdateret, så et godt gammelt kort og en god kortlæser hjalp på det. En gang imellem udviklede det sig til et mindre orienteringsløb for at finde ruten. Det er åbenbart ikke alle steder, der bliver sat nye skilte op, når de gamle er udtjente, og hvis der er anlagt nye veje, så har jeg indtryk af, at disse skilte bliver glemt. Ellers en fin tur rundt i det skønne Danmark.

SVEND O. CHRISTENSEN, BØRKOP

Dufte kalder minder frem

MIN BEDSTEMOR var flyttet i en ældrebolig, der hørte til et plejehjem. Hun kunne ikke have meget med i den lille lejlighed, men en deodorant, der havde tilhørt min bedstefar, havde hun haft stående, siden han døde tolv år før. Nu kom den på hylden det nye sted og duftede dejligt hjemligt af bedstefar og over halvtreds års ægteskab. En dag var den væk, og bedstemor spurgte personalet, hvor den var. De havde smidt den ud, den var jo tom. Bedstemor sagde ingenting, men jeg kunne se, at det gjorde ondt – der er jo intet som dufte, der kan kalde minder frem. Hvis jeg en dag kommer på plejehjem, skal der mere end én person til at vriste min afdøde mors parfume og min mands deodorant ud af hænderne på mig.

BENTE DALL, KOLDING

Foto: Bo Nymann/ Ritzau Scanpix

Skæbner i bunden af en pram

DET VAR EN MEGET INTERESSANT ARTIKEL i augustbladet og en rystende oplevelse for beboerne på Møn. Artiklen omtaler, at de udmarvede fanger ombord var fra Polen, Rusland, Litauen, Estland og Tjekkoslovakiet, men der var også fem tyskere med. De havde siddet som fanger i Stutthof, fordi de var Jehovas Vidner. I alt var der 15 Jehovas Vidner ombord, men kun fem tyskere. Jehovas Vidner var stærkt forfulgt i Tyskland og næsten alle besatte lande, dog ikke Danmark. En af tyskerne, den 19-årige Hermine Koschmieder, meldte sig frivilligt til at hjælpe sine landsmænd i Gedhus-flygtningelejren. Hun fik først lov til at rejse til Tyskland i begyndelsen af 1947. Hermine Schmidt har skrevet en bog om sin tid i Stutthof og redningen i Danmark. På dansk hedder bogen: ”Med glæden i behold”, udgivet af forlaget Gramma.

HELENA STUBBE NIELSEN, HURUP

Margueritruten

MARGUERITTEN ER EN AF DE SMUKKESTE

blomster, vi har i Danmarks have. Ren, hvid, enkel med sin gule sol i midten. Derfor ønskede jeg den også i min brudebuket i sin tid, og kun hvide margueritter. Og jeg syede 24 hvide margueritter i to rækker forneden på min lange, lysegrønne brudenederdel. Så jeg hylder derfor også margueritten på de små skilte som markering af naturskønne veje rundt i landet. Men hvorfor skal den være på den grimme brune farve? Det generer mig meget, hver gang jeg ser det, og det er en hån mod blomsten. Den burde være på en lysegrøn eller bladgrøn baggrund. Det havde været naturligt og klædeligt for den fine blomst.

HANNE BORELLO, SKÆLSKØR VI SKAL BEVARE EVNEN TIL AT KUNNE FORUNDRES. MAN BLIVER YDMYG AF AT BLIVE FORUNDRET”

Bodil Jørgensen, skuespiller, til Alt for Damerne

I ældreboligen

Jeg sidder i min ældrebolig; føler mig lidt alene. Føler mig for ung indeni. Jeg bare sidder og venter på kommunens mad, venter på hjemmehjælperen, der skal give mig støttestrømper på, venter på rengøring. Livet er alt for kort til al den venten. Har egentlig lyst til meget mer.

HENNI WEIEN HANSEN, KØBENHAVN N

Film på stribe

MANGE TAK for mange vigtige informationer, som vi læsere modtager via medlemsbladet. Således også i augustnummeret, hvor jeg bl.a. læste om “Gratis film du kan se hjemme”. Jeg kendte fx ikke til streamingtjenesten stumfilm.dk. Til gengæld bruger jeg selv meget ofte streamingtjenesten Filmstriben, hvor jeg via mit biblioteksnummer gratis kan streame op til otte film pr. måned. Filmstriben rummer rigtig mange film også af nyere dato og mange genrer.

NIELS-JØRN JAKOBSEN, VIBORG

Hverdagshistorier

Mød 69-årige Hanne Simonsen, der sammen med 17 andre kvinder skrev Danmarkshistorie, da de i 1977 som de første kvinder blev optaget på Politiskolen på lige fod med mænd. De kvindelige betjente vakte stor opmærksomhed, og der skulle både bygges toiletter og syes nye uniformer til dem. Som betjent har hun oplevet lidt af hvert, herunder at arbejde undercover på Christiania og skygge en narkokurer fra Holland. Hun har også haft specielle oplevelser, når hun kom ud til mennesker, der blev overraskede over at se en kvinde i uniform.

En af de første politikvinder

Hanne Simonsen var en af Danmarks første kvindelige politibetjente i uniform

Af Vera Bundgaard Foto Ulrik Jantzen og privatfotos

Det kræver gåpåmod som kvinde at søge ind i et traditionelt mandefag, men det havde Hanne Simonsen. Og samtidig fik hun et puf i den rigtige retning. ”Jeg arbejdede i Føtex i Aalborg, og om aftenen gik vi på danserestauranten ”Håbets Gård”. Der mødte jeg nogle kriminalbetjente fra rejseafdelingen, og jeg syntes, deres arbejde lød så spændende. De sagde: " Du skal da søge ind!" Og det gjorde jeg så,” fortæller Hanne Simonsen.

Året var 1973, og Hanne skulle op til blandt andet dansk- og regneprøve, men bestod ikke sidstnævnte. Samtidig fik hun at vide, at politiet ikke tog kvinder ind, men hun var velkommen til at søge igen. Det gjorde hun i 1975 og bestod denne gang, men igen fik hun at vide, at kvinder ikke kunne komme ind.

Til gengæld ville de stille ansøgningen i bero, og et år efter fik hun brev om, at nu var politiet klar til at ansætte kvinder. Hun blev indkaldt til fysiske prøver og et møde med en bedømmelseskommission. ”De fysiske prøver bestod i løb, kropshævninger og højdespring samt diverse opvarmningsøvelser. Vi kvinder skulle ikke springe så højt som mændene, men ellers var prøverne nogenlunde de samme,” siger Hanne Simonsen, der klarede skærene. 1. maj 1977 blev hun ansat i politiet og kunne sammen med 17 andre kvinder skrive historie, da de som de første startede på Politiskolen på lige fod med mændene.

Dametoiletter og uniformer

Tidligere var der blevet ansat kvinder i politiet, men primært til særlige opgaver i det civilklædte politi, så det var første gang og noget helt nyt, at kvinder nu skulle bære uniform. ”Vi ville det virkelig, os, der søgte ind gennem flere år,” siger hun.

”Det var spændende at starte. Jeg havde kun været i København én gang før, så det var nyt alt sammen. En tidligere kollega fra Føtex hjalp mig med at finde et værelse hos en ældre dame på Christianshavn. Det var meget almindeligt dengang, at ældre gerne ville have politielever boende,” fortæller hun.

Og så var der alt det praktiske i forbindelse med, at kvinderne indtog Politiskolen. Der blev bygget barakker med dametoiletter, og da de skulle ud i praktik, blev de fordelt på stationer, der også var forsynet med toiletter til kvinder.

Nye uniformer skulle der også til, for indtil nu havde de kun været til mænd. Der blev syet en ny model, men til en meget tynd én, og den passede ikke til de lidt større modeller. ”Så blev der også syet uniformer til os, men i starten var der meget kritik af dem. Man mente ikke, de passede til kvinder, selvom vi fik udleveret nederdele. Jeg brugte den kun få gange,

blandt andet da der var kvindekonference i Bellacentret, og da vi fik udleveret politiskilt,” fortæller hun.

De kvindelige betjente vakte naturligt nok opmærksomhed. ”Da vi begyndte på skolen, var der meget fokus på os i medierne. Vi skulle deltage, da Lån & Spar Bank havde jubilæum, og da vi kom, stod alle medierne linet op. Drengene var lidt trætte af al den fokus på os, men det kunne ikke undgås,” siger hun.

Slår ikke på piger

Det var Ligestillingsrådet, der havde besluttet, at kvinder skulle ind i ordenspolitiet. Ifølge Hanne Simonsen var det fornuftigt, for der er mange områder, hvor kvinder kan gøre en forskel, også selv om de ikke har samme fysiske styrke som mændene. ”Jeg har altid sagt, at jeg snakker mig ud af det,” siger hun.

De kvindelige betjente fik dog også nogle specielle reaktioner: ”Engang, da vi skulle ud til rockergruppen Bullshit, sagde en af deres medlemmer: "Jeg er kraftedeme træt af, at de er begyndt at ansætte kvinder, for jeg slår ikke på piger!”

En anden gang mødte Hanne Simonsen på nattevagt og blev sammen med en kvindelig kollega sendt ud til noget husspektakel. ”Manden havde været ude at sejle og var kommet hjem, og så havde konen fået tæsk. Han blev overrasket over, at vi kom to piger. 'Nu må I holde op!' sagde han, men vi bad ham bare om at komme med, og det gjorde han. Vi læssede ham af hos en kammerat, for konen ville ikke anmelde det,” fortæller hun.

Undercover på Christiania

I 1980 kom Hanne Simonsen med i en specialgruppe, der skulle arbejde undercover på Christiania. ”Der havde tidligere været en gruppe mænd derude, men de blev hurtigt afsløret. Dengang havde de jo næsten alle sammen overskæg. Derfor sagde min makker, at han ville have en kvinde med, og jeg sagde ja.”

De var en gruppe på ti, der blandt andet skulle undersøge, om der var en hælercentral og narkohandel. For at gøre det, skulle de kunne gå ubemærket rundt i fristaden.

OM HANNE SIMONSEN

• Født i 1951 i Skanderborg. • Gik ud af skolen efter 9. klasse. Tog 10. klasse og

HF-enkeltfag på aftenskole, før hun i 1977 blev optaget på Politiskolen.

Gik på pension i 2014 og har en butik, hvor hun sælger porcelæn. • Bor i København sammen med sin mand,

Frank Bøgh, der også har arbejdet i politiet. Siden han blev pensioneret, har han udgivet ti bøger, blandt andet én om politimorderen Palle Sørensen.

”Min makker tog en paryk og tophue på, og jeg var klædt i slidt og uvasket tøj. Vi hang ud på værtshuse og gik også rundt i gangene under voldene, men fandt hverken hælervarer eller våben,” fortæller hun. ”Vi forsøgte at falde ind i miljøet, så vi røg også lidt hash. Der blev røget og solgt hash, men det var ikke så organiseret som i dag. Uropatruljen kom der også, og hver gang begyndte christianitterne at synge ”I kan ikke slå os ihjel”. Så var hashen pist væk! Det tænker jeg altid på, når jeg hører den sang,” griner hun.

Gruppen fik også til opgave at skygge en kvinde efter aflytning af en telefonboks i Prinsessegade. Her kom politiet under vejr med, at en stor sending på 70 kilo hash snart ville blive transporteret i en bil, skjult i en falsk gastank, fra Holland til Danmark. ”Min makker og jeg fik besked på at tage til Holland, og vi lånte Poul Eefsens (politidirektør i København, red.) Granada 2,8, en stor, fin bil. Vi kørte til Holland og mødte gruppen, der havde fulgt manden, som skulle køre hashen til Danmark,” fortæller hun.

Mandens bil var imidlertid i stykker og skulle på værksted, så de måtte vente i tre dage, før de sammen med hollænderne kunne følge efter ham på vej til Danmark. Enden på det hele blev, at både manden og den danske kvinde blev anholdt, og hash til en værdi af cirka halvanden million kroner blev beslaglagt.

Pension og porcelæn

Christianiagruppen blev lukket efter knapt et år, uden de var blevet afsløret. Derefter var Hanne Simonsen nogle år i kriminalpolitiet, før hun i 1984 begyndte at arbejde med kriminalpræventiv undervisning i 7.-10.-klasser. Vejen gik videre til informationstjenesten og videogruppen, hvor hun de næste 15 år igen arbejdede sammen med makkeren fra Christiania. ”Vi havde et fantastisk samarbejde,” siger hun.

Hun sluttede karrieren af på Politimuseet, før hun gik på pension i 2014. Nogle år tidligere havde hun sammen med en kollega åbnet en genbrugsbutik, der kun ligger et stenkast fra Politigården i København. Butikken har hun stadig, men sælger nu kun porcelæn.

I de 37 år Hanne Simonsen var i politiet, har meget selvfølgelig ændret sig. ”Da jeg blev ansat og mange år frem, var det sådan, at hvis man kom ind i politiet, så blev man der resten af tiden. Nu søger folk væk, hvis de finder noget bedre. Sådan er det vel generelt, at de unge skifter mere. De stiller nok også flere spørgsmålstegn, hvis de får en ordre,” siger hun.

Hun tilføjer, at man selvfølgelig også skal sige fra over for visse ting.

Hvordan var det at havne i et mandefag? ”Jeg tænkte, at det ville være noget andet end det fnidder, der kan være blandt kvinder, men det var ikke en skid anderledes! Mænd har bare en anden måde at gøre det på, og de brænder måske mere inde med det. Men det sladderagtige, det var fuldstændig det samme.”

Der måtte syes nye uniformer, da kvinderne kom ind i politikorpset. Hanne Simonsen på arbejde som undercoverbetjent på Christiania.

KONKURRENCE:

Politikvinder i aktion

Skyggejægeren er titlen på den svenske krimiforfatter Camilla Grebes bog om tre forskellige kvindelige politiefterforskere, som over et spænd på 70 år søger at opklare nogle bestialske mord. Mord, som er udført på samme måde og på enlige kvinder. Det første mord sker i 1944, det sidste i 2019. Spørgsmålet er, om den samme drabsmand står bag. Den uhyggelige krimi belyser sideløbende de kvindelige politibetjentes kamp for at få arbejde og hverdag til at hænge sammen og ikke mindst: Opnå ligestilling.

Har du lyst til at læse Skyggejægeren, kan du deltage i en konkurrence om at vinde en af de tre bøger, som forlaget Lindhardt og Ringhof donerer til Ældre Sagens læsere. Gå ind på hjemmesiden aeldresagen.dk/konkurrence, og skriv dit navn og adresse. Eller send os et postkort med navn og adresse, så vi har det i hænde senest 26. oktober. Adressen er: Ældre Sagen, Snorresgade 17-19, 2300 København S. Mærk kortet ”Politi”.

Vinderne får direkte besked.

Helten fra de store coronapressemøder

Man må gerne spørge Knud Meldgaard, om han er bange for døden. For det er han i den grad. Mød manden, der for alvor blev kendt under pressemøderne i forbindelse med corona

Af Mette Fugl Foto Per Morten Abrahamsen

Han er slet ikke så påtrængende skræddersyet, som jeg husker det, fra dengang livet var en stor pressekonference med alvorstyngede ministre og pandemiens rædsler på dagsordenen. Men han er nydelig, som han kommer gående i solskinnet på Vesterbro i København. Lyserød skjorte og mørkerød vest. Vi mødes på Pios Vinbar, hvor ejeren har stillet et chambre séparée til rådighed. For Knud og for mig.

Den første betingelse for at ville mødes var, at det ikke måtte udvikle sig til et Se og Hør-interview. Og hvordan skal det så forstås? Redaktør Knud Meldgaard nævner med en vis irritation kollegernes optagethed af hans påklædning. De mener, at det var den, der gav ham X-faktor.

”For mig er det naturligt at være velklædt, når man færdes i Statsministeriet; i magtens korridorer. Apropos klædt på er det væsentligste at være journalistisk klædt på – og det vil sige at være velforberedt med spørgsmål for at få de svar, borgerne har brug for. Det er gået de flestes næse forbi, at jeg har dækket pressemøder i mange år. Jeg tog bare en pause, da den tidligere statsminister Helle Thorning Schmidt fire til fem gange i rap fortalte, at der ville komme et godt svar i morgen. Der meldte jeg mig simpelthen ud.”

Og ja – det er måske gået de flestes næse forbi, men pludselig blev Knud Meldgaard kendt i den brede offentlighed. Han er ansvarshavende redaktør og manden bag en række forskellige udgivelser. Det er i den

For mig er det naturligt at være velklædt, når man færdes i Statsministeriet; i magtens korridorer

egenskab, han sætter sig til rette i Statsministeriet. Hans udgivelser er blandt andre kulturmagasinet Omnibus, magasinet Transeuropa, og Levnedsmiddel og Fødevaremagasinet, som han kalder Hønsefødder og gulerødder.

Der opstod en del panik, da covid dukkede op i vores hverdag. Var du også lidt angstprovokeret, da du besluttede at følge Mette Frederiksens og eksperternes pressemøder? ”Ja, for pokker. Jeg fik selv covid. Det varede kun fire dage. Men det første døgn lå jeg og spekulerede på, hvor mange penge, der var i banken, og på, hvem der skulle bære kisten. Og hvordan bårebuketten skulle se ud. Det var vel inspirationen til at sætte mig ind i substansen for alvor. Det er det ukendte, der skaber angsten. Vi har løftet en flig af virus. Vi aner ikke, hvad der er tilbage i posen.”

Demokratiet ude af spil

Den velklædte og velformulerede Knud Meldgaard fik pludselig kendis-status og stjal rampelyset i de nogle gange kedelige og forudsigelige seancer. Også det yngre publikum fik øje på manden, der afviser at være journalist, for den uddannelse har han ikke. Han er redaktør. Faktisk blev Knud Meldgaard så populær, at han fik sin egen actionman. Figuren blev sat til salg på nettet, og salgsprisen var efter sigende over 1.500 kr. Helt skørt, hvis du spørger manden selv, der bare passede sit arbejde. ”Jeg husker mange interessante ting fra pressemøderne. Specielt da Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, gjorde det klart, at der efter styrelsens mening ikke var belæg for den store nedlukning. Så stod han til skideballe.” ”Vi kører den politisk i Danmark, og i Sverige kører de den efter Tegnell, der er deres sundhedsdirektør. I Sverige er der 15.000 mennesker, der er døde. Og i Danmark er der 2.500 døde. Statsministeren agerer ligesom Estrup i sin tid. Hun udsteder dekreter. Der er ikke noget som helst demokrati tilbage. Det har der ikke været i over et år. Og det synes jeg, er skidegodt.”

Ligefrem skidegodt? Et lidt usædvanligt synspunkt? ”Jeg holder mig til den gamle generaldirektør Hans Sølvhøj, der sagde, at han var demokrat af princip, men ikke af natur. Der har været brug for denne her hårde hånd.”

Når det gælder den, efter Knud Meldgaards opfattelse, ligegyldige debat om tøjstil, vælger han med sit eget spøjse sprog at citere sig selv om yngre kollegers fremtoning: ”Jeg vil ikke, som de gør det, optræde med fedtet T-shirt, hullede sko og en radise i røven.”

Hvad det med radisen går ud på, fandt jeg aldrig ud af. Men der er andre ting at opklare. Da redaktøren fyldte 75 år, fik han roser og denne karakteristik: Docerende, moraliserende, bedrevidende, arrogant og en intellektuel narrerøv. Han er enig og mener, det er en delvis korrekt beskrivelse af hans natur.

Hvorfor synes du, at netop de ord, rammer dig rigtigt ind? Er det klædeligt? ”Jeg bliver arrogant, når jeg møder stupiditet. Altså mennesker, der godt kan lide at påstå, at måner nu engang har den farve, måner skal have. Heldigvis har jeg gode veninder, der fortæller mig, at arrogancen optræder for at skjule min uvidenhed. Et slags panser. Og det kan

der være noget om. Jeg vil gerne medgive, at jeg kan være docerende. Hvis min datter spørger mig, hvornår Christian IV døde, tilføjer hun, at hun kun vil have den korte version. Årstallet. Hun ved, at jeg har en stor trang til at meddele mig. Og når man taler om mig som en intellektuel narrerøv, er det delvist forkert. Jeg er intellektuel. Narrerøv kan vi diskutere.”

I rampelyset

Rampelyset kom til at skinne stærkt og uventet på Knud. Han er ikke selv på sociale medier, men døtrene holder sig ikke tilbage med at referere. Mest for at passe på ham, når en fanklub af kvinder tilbyder ham sex og fint porcelæn. Eller som han bramfrit udtrykker det ’fisse og mågestel’.

Har han været fristet?

Han ryster på de lange, grå krøller. Jeg bilder mig ind, at den imponerende og velplejede snurbart vipper lidt usikkert, mens han tænker et øjeblik: ”Nej. Hele denne oplevelse har lært mig, at man skal vide, hvad man kan, og især hvad man ikke kan. Jeg kan

OM KNUD MELDGAARD

• 75 år og opvokset på Vesterbro. • Begyndte sin karriere i mediebranchen som konsulent ved Den Socialdemokratiske Presse. • Har arbejdet med både radio og tv.

Udgav sit første blad som ansvarshavende redaktør i 1972. Har blandt andet udgivet magasinet Jettime for

Sterling Airways. • Står bag flere udgivelser, blandt andet kulturnyhedsbrevet Omnibus og nyhedsbrevet Transeuropa om transport, politik og infrastruktur i især

Øresundsregionen. • Har tidligere ejet flere restauranter i

København og et hotel i Vestjylland. • Har fire børn og fire børnebørn.

Der er ikke noget som helst demokrati tilbage. Det har der ikke været i over et år. Og det synes jeg er skidegodt

ikke spilde min tid på tabloider og sociale platforme.”

Hvad kan vi egentlig også lære af de rasende råb, der giver genlyd på internettet, når noget ikke passer det store publikum? For nylig kunne vi eksempelvis få at vide, at yngre mennesker ikke kan tillade sig at spørge ældre, om de er bange for døden. Et spørgsmål, den 86-årige skuespiller Ghita Nørby afviste som idiotisk, da hun fik det af en yngre journalist. Ikke kun idiotisk, men også et udtryk for, at journalisten manglede evnen til eftertanke. Fordi jeg kun er tre år yngre end Knuds 75 år, vover jeg alligevel.

Er du bange for døden? ”Ja. Gu’ er jeg da det. Jeg har været det, lige siden jeg blev klar over, hvad livet er. Men jeg er trods alt så forholdsvis begavet, at jeg ved, der ikke er noget at gøre ved det. Der er ingen at bestikke. En dag sker det.”

Er det mon for meget forlangt at finde ud af, hvad frygten går ud på? Jeg har den jo selv. Vi er mange. ”Det er egocentri. Skal verden gå glip af mig? I må være tossede. Jeg husker ikke, hvem der sagde det. Noget i retning af, at det bliver spændende at dø. Det har jeg jo aldrig prøvet før. Jeg er nu bange for det ukendte. Hvem er ikke det?”

Nu kommer den muntre larm fra vinbaren lidt upassende ind i vores private rum. Vi skal gå. Med sin slutbemærkning henviser Knud til en ven, der advarede ham mod mig: ”Han sagde, at du var strid, og at vi enten ville komme op at skændes i løbet af kort tid og forsøge at slå hinanden ihjel. Eller der var en mulighed for, at vi kunne blive venner. Det sidste vil jeg gerne fejre ved at give et glas ude i solen.”

Tak som byder. Knud er ikke bare en dandy. Men en generøs dandy.

Roen kom med diagnosen

Først da Kirsten Lundsgaard som 57-årig fik diagnosen ADHD og kom i behandling, fandt hun ud af, hvad det ville sige at mærke en indre ro

Af Eva Frydensberg Holm Foto Michael Drost-Hansen

Det var sommer, og det var kort tid efter, at sønnen Martin var blevet udskrevet fra Psykiatrisk Hospital i Risskov, hvor han havde været indlagt med en svær depression. Nu havde han fået diagnosen ADHD. ”Jeg var selvfølgelig meget optaget af, hvordan Martin havde det. Og tankerne kørte blandt andet på den diagnose, han havde fået. Og pludselig en morgen vågnede jeg op og tænkte: Jeg har det da selv. Mit liv kørte gennem mit hoved, og jeg kunne pludselig se en klar rød tråd.” Sådan fortæller Kirsten Lundsgaard, der i dag er 67 år, om den morgen i 2011, hvor det gik op for hende, at hun meget muligt – ligesom sin søn – havde opmærksomhedsforstyrrelsen ADHD. Kort tid efter bekræftede en psykiater, at hun havde ret. ”Det var en kæmpe øjenåbner. Fx havde jeg som barn altid fået at vide, at jeg var langsom og doven. Nu gik det, med psykiaterens hjælp, op for mig, at jeg bare ikke havde fået gjort tingene færdige.”

En drengepige

Kirsten voksede op på en lille friskole på Midtfyn, hvor hun ligesom sine tre søskende, gik i skole hos sine forældre, der var de eneste lærere på skolen. Hun mindes en far,

der var voldsomt optaget af Danmarkshistorien og kunne fortabe sig så meget i fortællingerne, at han glemte tiden, og timerne trak ud i det uendelige. Eller sådan føltes det i hvert fald. ”Det var nærmest uudholdeligt for mig at sidde stille så længe, så jeg fandt på påskud for at få en pause, og så gik jeg ind og snakkede med min mor. Det samme gjorde sig gældende, når vi var i kirke om søndagen. Gudstjenesten føltes som en evighed. Lige indtil den dag, hvor organisten inviterede os søskende til at stå oppe ved orglet og synge. Så var jeg grebet. Mange tror, at folk med ADHD ikke Mange tror, at folk med ADHD ikke kan sidde stille, fordi de har for meget energi. I virkeligheden handler det om, at hjernen falder i søvn, hvis den ikke konstant bliver stikan sidde stille, muleret,” fortæller Kirsten Lundsgaard. fordi de har for meget energi Kirsten husker, at familien ofte ventede på hende. Allerede dengang havde hun svært ved at blive færdig til tiden. Og så var hun KIRSTEN LUNDSGAARD den af de fire søskende, der altid kom galt afsted. Bare 15 måneder gammel måtte hun indlægges på hospitalet med forbrændinger over hele kroppen, fordi hendes nysgerrighed havde drevet hende til at hive et fad kogende vand ned over sig selv. Og sådan fortsatte det. Styrt på cyklen og et fald gennem en glasrude har sammen med forbrændingen foreviget sig i form af ar på kroppen. Når hun tænker tilbage, synes hun egentligt, at hendes forældre gav hende lov til at være den, hun var – en drengepige, kalder hun

Kirsten Lundsgaard var 57 år, da hun fik diagnosen ADHD. Generelt får kvinder stillet en diagnose langt senere end mænd.

sig selv. Alligevel voksede hun op med en fornemmelse af at være anderledes og forkert – og at særligt hendes mor ikke havde tillid til hende. ”I dag kan jeg godt se, at hun var bekymret. At hun ikke forstod mig og samtidig konstant var bange for, at jeg skulle komme galt afsted.”

Mens Kirsten fortæller, bladrer hun indimellem i et tætskrevet kladdehæfte, som hun har lagt foran sig på spisebordet. Nedskrivningen af minderne har været en vigtig del af den proces, der fulgte efter diagnosen. ”Jeg så jo pludselig mit liv i et helt andet lys, så det har været en vigtig del af at få brikkerne til at falde på plads,” siger Kirsten.

Svært ved at mærke sig selv

I ungdommen trak friheden. Som 18-årig tog hun til London for at arbejde som au pair. Senere til San Francisco, hvor hun mødte den mand, hun endte med at være gift med i 25 år, og som hun fik sine to børn med. Sammen boede de to år i Nepal. ”Da jeg blev udredt, talte jeg med psykiateren om, at jeg havde flyttet meget, rejst meget og ofte skiftet job. Mennesker med ADHD er sjældent særligt vedholdende. Og så sagde han: Men du har været gift i 25 år. Det var jo rigtigt, men det var ikke nemt for mig.”

”Min eks-mand havde sine fødder solidt plantet i jorden. På en måde var han god for mig, men jeg havde en evig dårlig samvittighed og en fornemmelse af ikke at slå til. Jeg ønskede virkelig ofte at blive skilt og blev det også, da mine børn flyttede hjemmefra.”

Hun fortæller, at ægteskabet gik bedst i de år, hvor hendes eks-mand havde brug for hendes støtte – til at videreuddanne sig eller kaste sig ud i et nyt job. Så længe hun kunne være der for ham, følte hun, at hun havde en værdi. Senere blev det sværere. Men hun blev og forsøgte at passe ind. Blandt andet, fordi hun var rædselsslagen for at skulle bo alene.

For Kirsten, der havde svært ved at koncentrere sig i skolen, blev det ikke til en studentereksamen. Hendes storesøster, der gik på gymnasiet, mente ikke, det var noget for lillesøster Kirsten. Men hun kunne jo altid passe børn, fik hun at vide. Og sådan blev det. Uden studenterhue, men med en stærk vilje og en evne til at lukke alt andet ude, knoklede Kirsten sig igennem en uddannelse til socialpædagog.

Hun kom til at holde af at arbejde med børn. Men ikke så få gange ragede hun uklar med lederne i de institutioner, hvor hun fik job som pædagog.

”Jeg havde det svært med autoriteter. Jeg ville ikke dikteres, og jeg syntes ofte ikke, at lederne var dygtige nok. Men det var dobbelt, for jeg turde heller ikke selv tage ansvaret. Jeg kan huske engang, nogle forældre sagde til mig: "Det bliver ikke bedre medmindre, du bliver leder". Det turde jeg slet ikke. Jeg var bange for ikke at kunne leve op til mine egne forventninger. Samtidig vidste jeg, at jeg havde for lidt styr på mit følelsesregister.” ”Jeg gjorde alt for at være sød og samarbejdsvillig, men når jeg blev gal, kogte jeg simpelthen over. Generelt har jeg haft svært ved at mærke mig selv, hvornår jeg havde brug for en pause – eller hvornår min grænse blev overskredet, og jeg har ofte strakt mig alt for langt,” fortæller Kirsten, der flere gange har

været sygemeldt med stress. Senest i 2011, da sønnen Martin var syg, og hun samtidig var ved at afslutte en uddannelse til sexolog.

Ja til medicin

Da Kirsten fik sin diagnose, spurgte psykiateren, om det var noget, de skulle gøre noget ved. Det var jo noget, hun havde levet med i mange år. Men Kirsten var ikke i tvivl. Hvis medicin kunne hjælpe hende, var hun klar til at tage den. Det viste det sig, at den kunne. ”Det har været livsomvæltende for mig at få den rette medicin. I dag har jeg en fornemmelse af at kunne rejse mig op og være mig selv. Jeg kan fokusere, finde ro og tage én ting ad gangen,” siger Kirsten og fortæller, at der er blevet plads til nuancerne i livet. Før var det sort-hvidt. Enten var det kedeligt, eller også var det spændende. Enten var noget rigtigt, eller også var det forkert. Enten havde hun kontrol, eller også var der kaos.

Og så har hun lært at nyde en læreproces. Fra at det engang handlede om at blive god til noget med det samme for ikke at føle sig som en fiasko, kan hun i dag nyde vejen dertil. Lige nu blandt andet for skridt for skridt at finde rytmen i den argentinske tango. Og at være ene bygningsansvarlig for det lille sommerhus, hun er ved at opføre til sig selv på Nordfyn. ”Det er selvfølgelig ikke medicinen, der gør det hele. Den anden del er, at jeg forstår mig selv bedre.”

Kirsten bor i dag alene i en lejlighed i Middelfart – og elsker det. Hun er folkepensionist, men to dage om ugen arbejder hun i sin praksis for familie- og parterapi, hvor hun bruger sin viden og erfaring til at hjælpe andre. ”Mange har svært ved at tro på, at jeg har ADHD, blandt andet fordi jeg har taget flere uddannelser og har klaret mig godt. Men de kan jo ikke se den indre kamp, det har været for mig at leve op til mine egne og andres forventninger, og at jeg har levet i en evig angst for at blive afsløret som uduelig. Den erfaring kan jeg bruge i mit arbejde,” siger Kirsten, der samtidig frygter folks fordomme, når hun fortæller om sin diagnose. ”Det værste er dem, der ikke anerkender, at ADHD er en diagnose.”

Jeg så jo pludselig mit liv i et helt andet lys, så det har været en vigtig del af at få brikkerne til at falde på plads

KIRSTEN LUNDSGAARD

OM KIRSTEN LUNDSGAARD

• 67 år. Bor i Middelfart.

• Uddannet pædagog, familieterapeut og sexolog. • Folkepensionist, men har sin egen praksis for familie- og parterapi. • Har to voksne børn og tre børnebørn. • Fik diagnosen ADHD i 2011.

Kvinder og ADHD

78. Det er alderen på den ældste kvinde, som psykiater Lotta Borg Skoglund har diagnosticeret med ADHD

Af Eva Frydensberg Holm

Vi forbinder typisk ADHD med drenge, der sidder uroligt, er forstyrrende og har svært ved at koncentrere sig i skolen. Men lige så mange piger som drenge lider angiveligt af opmærksomhedsforstyrrelsen ADHD. Mange af dem må gå udiagnosticerede igennem en stor del af livet, fordi vi overser deres symptomer.

Det fortæller Lotta Borg Skoglund, der er psykiater og har specialiseret sig i at hjælpe piger og kvinder med ADHD. For nylig udgav hun bogen ’ADHD hos piger og kvinder. Fra dygtig pige til udbrændt kvinde’. ”Symptomerne hos pigerne er de samme som hos drengene: Hyperaktivitet, impulsivitet og uopmærksomhed, men de viser sig på en anden måde. Piger er tidligere observante på sociale koder og forventninger, og det betyder, at de er bedre til at skjule deres symptomer, hvilket gør, at vi misser mange af dem.”

Lotta Borg Skoglund forklarer, at mens drengenes impulsivitet ofte er fysisk, kan pigernes være følelsesmæssig, og deres hyperaktivitet kan komme til udtryk ved, at de taler meget, snarere end at de er meget fysisk aktive.

At vi ikke får øje på pigernes symptomer betyder, at mange af dem kæmper med en følelse af at være anderledes og ofte har store udfordringer i deres sociale relationer. En stor del af dem udvikler desuden psykiatriske problemer som angst, depression, spiseforstyrrelser eller OCD. ”Når de så dukker op med nogle af disse lidelser, overser vi igen deres ADHD-symptomer.

Vi bruger faktisk en masse ressourcer på at forsøge at hjælpe disse piger – men med de forkerte forklaringer, fordi vi kigger på deres udfordringer som om de var psyko-sociale, mens drengene straks får behandling for deres ADHD.”

Lotta Borg Skoglund fortæller, at en dreng i gennemsnit er 18,5 år, når han får en ADHD-diagnose. Gennemsnitsalderen hos piger er 30 år.

Hun peger på, at vi generelt bør tale mere om kønnede diagnoser. For ligesom vi overser piger med ADHD, misser vi også mange drenge med spiseforstyrrelser.

Aldrig for sent at få en diagnose

Vi bør, ifølge Lotta Borg Skoglund, have langt mere fokus på at spotte pigernes symptomer så tidligt som muligt, så de kan få den rette hjælp, men hun fremhæver samtidig, at det aldrig er for sent at få en diagnose. ”Den ældste kvinde, jeg har diagnosticeret, var 78. Hun kom til mig fordi hendes barnebarn var blevet diagnosticeret med ADHD, og hun kunne genkende symptomerne. For hende førte diagnosen til, at hun kunne genskabe sin relation til sine børn, hjælpe sit barnebarn og kigge på sig selv med et mere empatisk og omsorgsfuldt blik,” siger Lotta Borg Skoglund. Hun fortæller, at det at få ADHD-diagnosen sent i livet selvfølgelig kan være forbundet med en sorg over ikke at have vidst det tidligere, men for langt de fleste er det positivt at få en forklaring på, hvorfor tingene har været så komplicerede.

Ifølge Lotta Borg Skoglund lider tre procent af befolkningen over 60 af ADHD. I Sverige, hvor Lotta Borg Skoglund er psykiater, har 0,2 procent fået diagnosen. ”Det fortæller os, at der er mange udiagnosticerede mennesker derude, der ikke får den rette behandling, og som kæmper med at forsøge at hjælpe sig selv – måske med selvmedicinering i form af alkohol eller anti-depressive,” siger Lotta Borg Skoglund.

En del af behandlingen for ADHD er medicin, men det er langt fra hele løsningen. ”Den stærkeste behandling er at erkende, at man har diagnosen. At forstå, at man ikke er dum og håbløs, men at man har gjort sit bedste. At man har kæmpet mod kræfter, man ikke kendte, og har fundet strategier, der var mere eller mindre produktive. Og så at lære, hvordan ens individuelle ADHD påvirker, og hvordan man skal forholde sig til den i hverdagen. Det er faktisk mit vigtigste budskab.”

HVAD ER ADHD?

For at blive diagnosticeret med ADHD kræver det, at man oplever og udviser permanente vanskeligheder med opmærksomhed og/eller impulsivitet og hyperaktivitet. Symptomerne skal have forårsaget vanskeligheder og lidelser inden for flere sider af livet, og de skal kunne beskrives, inden man er fyldt 12 år. Kilde: ADHD hos piger og kvinder. Fra dygtig pige til udbrændt kvinde, Lotta Borg Skoglund, 2021

Da Hans Handt som ung kom til Danmark, havde han alle sine ejendele i den kuffert, han sidder på.

Udset til arisk stamfar

Hans Handt, 80, har haft en omtumlet tilværelse som østpreussisk krigsbarn

Af Kirsten Skaaning Foto Lars Skaaning

Det er cirka 60 år siden, Hans Handt kom til Danmark. I en kuffert lå alt hans habengut. Sammen med det tøj, han havde på, udgjorde det hans samlede fysiske bagage.

Hans psykiske bagage, derimod, omfatter historier til flere liv. Født som elskovsbarn på et børnehjem i 1940. Som tre-fire-årig sat i pleje hos en købmandsfamilie i Allenstein i det tidligere Østpreussen. En familie, som knuselskede ham.

Hans Handts omtumlede liv er beskrevet i romanen ”Lebensborn – et barn til Hitler”. Skrevet af Charlotte Blay, forfatter og svigerinde til Hans Handt.

Lebensborn

Lebensborn kan oversættes til springvand eller livets kilde. Begrebet blev indført af nazisterne og dækker over institutioner, der skulle understøtte og hjælpe ugifte, gravide kvinder og deres børn. En form for Mødrehjælps-institutioner.

Hitler var bekymret for, at befolkningstallet gik tilbage i Tyskland. En ung, ugift pige, som var blevet ufrivilligt gravid, ville måske få en illegal abort. I stedet fik hun tilbudt ophold på et Lebensborn-hjem. Her kunne pigen i hemmelighed føde sit barn og komme videre i sit liv.

Det samme tilbud fik gifte kvinder, der var blevet gravide efter en udenoms-ægteskabelig affære.

Børnene blev på institutionerne, til de var et par år gamle. Herefter blev de bortadopteret til godkendte familier. ”Den oprindelige tanke med Lebensborn var at beskytte enlige mødre og deres børn. Det er den positive fortælling,” siger Karl Christian Lammers, lektor emeritus ved Københavns Universitet. Med speciale i moderne tysk historie og forfatter til flere bøger om nazisme.

Den negative side er, at i Polen blev institutionerne brugt til at anbringe børn med ariske træk, som tyskerne havde tvangsfjernet fra deres familier. Herfra kom børnene som små videre til en anerkendt plejefamilie.

Man regner med, at op mod 50.000 polske og hviderussiske børn blev fjernet i Polen og Hviderusland.

En skrøne

I Norge og Tyskland var der flest institutioner. I Norge blev der under 2. verdenskrig født godt 8.000 børn med en norsk mor og en tysk far. Her blev Lebensborn-hjemmene oprettet for at beskytte ugifte mødre og deres børn. I Polen handlede det om at beskytte den tyske stamme af lyshårede, blåøjede børn.

Der var desuden enkelte Lebensborn-hjem andre steder i Europa. I Danmark var der planer om at oprette to. Det nåede man ikke før afslutningen af 2. verdenskrig.

Det var Heinrich Himmler, Hitlers højrehånd, der igangsatte Lebensbornprojektet i 1935 under hans SS-regi. Da tyskerne tabte 2. verdenskrig i 1945, ophørte Lebensborn-projektet.

I 1960’erne blev der produceret flere film, som påstod, at nazisterne stod for en systematisk tvangsparring, der bidrog til en bestemt race. ”Men det er en skrøne,” siger Karl Christian Lammers.

Flugt

Hans Handt er ganske lille, da hans familie første gang flygter sydpå med russerne i hælene. Efter en uge bliver flygtningene jaget tilbage af deres egne, tyske soldater. Som forsikrer, at russerne er inddæmmet.

Den anden flugt sker om vinteren, i januar 1945. Denne gang jager tyskerne deres egne nordpå mod Østersøen. Væk fra Den Røde Hærs kanoner.

Hans Handt husker, at han altid sakker bagud og er bange for at blive væk fra familien. Hans mor får ham ved lokken og trusler hevet med. Hun sørger også for, at de tager flugtvejen mod Østersøen via en landtange i stedet for på isen. Den var usikker, efter at engelske fly havde beskudt russerne.

Også denne flugt overlever familien og ender i Mecklenburg-Vorpommern. Efter fredsslutningen i 1945 bliver familien boende i det, som bliver til Østtyskland. Her skal de hjælpe til i russisk inspirerede kollektiver, hvor alt er statens ejendom.

Hans Handt bliver beskæftiget ved landbruget og er især glad for at arbejde med dyr.

Men styreformen bryder han sig ikke om.

Moren

Efter krigen finder hans biologiske mor via Røde Kors frem til, hvor Hans Handt bor. Hun skriver et brev til ham, hvori hun giver sig til kende. Tilskyndet af brevet og udsigten til et bedre liv flygter Hans Handt som 16-årig til Vesttyskland sammen med sin søster. Som små har de været plejebørn i den samme familie.

Foreningen med moren bliver en skuffelse. Men han ser et billede af sin far og får at vide, at han var tysk soldat. Faren har Hans Handt aldrig set i live.

Moren er stærk tilhænger af Jehovas Vidner. Det kan Hans Handt ikke forlige sig med og opgiver siden al kontakt med hende. Med til den del af hans liv hører, at han har haft løbende kontakt med sin søster. Hun bliver hos deres mor i Vesttyskland.

Søsteren har kunnet videregive flere brudstykker af deres fortid, som deres mor har fortalt hende: At moren var vildt forelsket i deres far, en gift, lyshåret SS-officer. At begge børn er født på et børnehjem. At børnene blev sat i pleje i den familie, som Røde Kors fik opsporet.

Søsteren har ligesom moren bekendt sig til Jehovas Vidner. Siden har de to søskende derfor kun haft sporadisk forbindelse med hinanden. Søsteren er nu dement og bor i Vesttyskland.

Efter nogle år i Vesttyskland øjnede Hans Handt mulighed for at udvikle sig yderligere og rejste til Danmark. Her har han uddannet sig på landsbrugsfaglige skoler og har haft flere betroede stillinger inden for forskning. Senest på medicinalvirksom-

Hans Handt har været passioneret fodboldspiller. Da han som ung tjente ved Bodensee i Tyskland, tog han initiativ til at oprette en fodboldklub for byens unge.

heden Lundbeck. Hans Handt er gift og har aldrig fortrudt ankomsten til Danmark for cirka 60 år siden. ”Her begyndte mit nye liv,” siger han.

På sporet af fortiden

Da Charlotte Blay hører om Hans’ fortid, finder hun ligheder med Lebensborn. Efter Murens fald i 1989 rejser de sammen til hans barndomsegn i Østtyskland – det nuværende Polen – for at forske i hans ophav.

I byen Allenstein (nu Olsztyn) genkender Hans Handt det hus, hvor han boede som lille med sin plejefamilie. Og efter rejsen rundt til de steder, hvor han er opvokset, tyder meget på, at han har været et Lebensborn-barn.

Angsten fra fortiden har forfulgt Hans Handt langt op i voksenalderen: Mareridt om fly, der forfølger ham helt ned i et musehul, angst for at være spærret inde i papkasser. Angst for at sakke bagud.

Billedet af Hans Handt og hans storesøster er taget i 1943. Da var han tre år og søsteren fire. De er fint klædt på, fordi de som Lebensborn-børn var noget ganske særligt i det tyske samfund. KONKURRENCE:

Et barn til Hitler

Willi er på flugt. Som lille på flugt fra Den Røde Hær. Senere fra en flygtningetilværelse i DDR. Spørgsmålet om hans ophav dukker konstant op hos drengen, der er født i Polen i 1940. Sent i livet finder han ud af, at han formentlig er et Lebensborn-barn, sat i pleje for at leve op til Hitlers tanker om at fremme den ariske race. Charlotte Blay er forfatter til romanen ”Lebensborn – et barn til Hitler”. Her beskriver hun den turbulente tilværelse, hendes svoger har med i bagagen.

Willi er pseudonym for virkelighedens Hans Handt. Nu er det omkring 60 år siden, han forlod Vesttyskland for at forme en ny tilværelse i Danmark. Har du lyst til at læse mere om, hvordan det har været for romanfiguren Willi at vokse op under 2. verdenskrig, kan du deltage i en konkurrence om en af de tre bøger, Byens Forlag donerer til Ældre Sagens læsere. Gå ind på hjemmesiden aeldresagen.dk/konkurrence og skriv dit navn og adresse. Eller send os et postkort med navn og adresse, så vi har det i hænde senest 26. oktober. Adressen er: Ældre Sagen, Snorresgade 17-19, 2300 København S. Mærk kortet ”Willi”.

Vinderne får direkte besked.

JEG HAVDE NÆR MISTET OVERBLIKKET !

Rutheren travl og aktiv dame, der nyder pensionisttilværelsen. –Jeg har altid været frisk og klar i hovedet, men for noglemåneder siden var det som om, jeg begyndte at miste overblikket.

–Jeg havde svært ved at klare helt almindelige hverdags gøremål, jeg kunne ikke huske, hvor jeg lagde ting og jeg følte mig ked af det. Jeg er begyndt at tage 2 Clear Brain tabletter hver dag. –Det er vigtigt for mig at holde mig klar i hovedet, så jeg kan nyde tilværelsen og være noget for mine børnebørn, passe min have og spille kort med mine naboer. Jeg vil gerne være i stand til at have travlt, uden at jeg mister overblikket og føler mig forvirret og udmattet. Jeg skal ikke sidde og falde hen i en lænestol, jeg vil ud og være sammen med min familie og venner.

FORSØGSRESULTATERNE ER IMPONERENDE

New Nordic har udviklet en banebrydende tablet Annoncemed kraftfulde næringsstoffer til hjernen. Tabletten bidrager til din mentale ydeevne og kognitive funktion, så som hukommelse, opmærksomhed og koncentration. Tabletten kan anvendes af både unge og ældre. Tabletten er med aminosyren L-theanin, der naturligt findes i grøn te. Hjernescanninger af raske personer viser tydeligt hvordan hjernebølgerne afslører

højere aktivitet allerede inGrøn te L-theanin Placebo denfor en time. Fra målinger ses her hvordan det naturlige ekstrakt aktiverer hjernens hukommelses- og koncentrationsdel – de røde hjernebølger – i modsætning til de mere inaktive blå hjernebølger hos forsøgspersonen, der har fået placebo tablet (“snyde-tablet”).

RÅD & VEJLEDNING

Hvis du har spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte New Nordic på :

TLF.: 46 33 76 00

AKTUELT NU:

Bestil Clear Brain™ i dag og få leveret direkte til døren

Fås også hos Matas, Helsam og andre helsekostbutikker samt på apoteket

Klik på newnordic.dk, matas.dk, helsam.dk eller andre online helsebutikker.

456 danske ødekirker

En af ødekirkerne er Starkær ved Viborg, der blev udgravet sidste år

Af Kirsten Skaaning Foto Jesper Plambech/Ritzau Scanpix

IDanmark har vi 456 ødekirker fordelt landet over. Det ved vi, fordi Nationalmuseet i 2018 har udarbejdet en oversigt over kirkerne. Både dem, der ligger over jorden, og dem, der er dækket af jordlag i by og på land.

Men hvad er en ødekirke? ”Hvis en kirke eller et kapel ikke længeres bruges til kirkelige handlinger, så er det en ødekirke,” fortæller museumsinspektør Jakob Kieffer-Olsen fra Nationalmuseet.

Ødekirken er en kirke, som har været ude af drift siden første halvdel af 1500-tallet eller tidligere. Som regel forfaldt ødekirker i det åbne land med tiden. En moderne undtagelse er Mårup Kirke i Nordjylland. For nogle år siden blev resterne af den bevidst taget ned sten for sten, fordi den var i fare for at styrte i havet. Mårup Kirke har været ødekirke siden 1928, da Lønstrup Kirke blev opført som afløser.

Det er sket flere gange op gennem danmarkshistorien, at kirker og kapeller er blevet nedlagt. Som regel på grund af dårlig økonomi. Den sorte død – pesten – og de efterfølgende epidemier, der hærgede mellem 1350 og ind i begyndelsen af 1400-tallet, var en af de perioder. Her døde halvdelen af Danmarks befolkning, som før epidemierne var på to millioner. Danmark omfattede dengang også Skåne, Halland, Blekinge og Sydslesvig.

Efter den markante ’åreladning’ af befolkningen, var der ikke råd til at vedligeholde kirkerne. Mange kirker på landet blev nedlagt sammen med flere i byerne.

Senere – under reformationen omkring 1536 – blev der nedlagt adskillige kirker i store byer som fx Roskilde og Viborg.

137 truet af dyrkning

Det er Nils Engberg, museumsinspektør, forsker og arkæolog ved Nationalmuseet, der har registreret de 456 ødekirker fra middelalderen. Heriblandt Starkær nær Hjermind, der så dagens lys sidste år.

Nils Engberg har opgjort, at 137 af ødekirkerne er i fare for at blive ødelagt af dyrkning. De er ikke synlige i landskabet. Dertil kommer en del kirketomter i byerne, som også er gemt under jorden.

Ifølge Jakob Kieffer-Olsen er der ingen tvivl om, at der er endnu flere ødekirker gemt under byer eller rundt om i landskabet. Nogle af dem er stedfæstet, andre venter på at blive opdaget.

Rift om byggematerialer

Der har altid været rift om byggematerialer. Derfor har det været oplagt at hente sten og andre materialer fra nedlagte kirker. Materialerne er brugt til byggeri af gårde og huse, som ligger i nærheden af ødekirker. Granitkvadre er blot et eksempel. ”Der har ikke været råd til at lade gode byggematerialer stå. Det har været oplagt at udnytte ruin-rester fra ødekirker. Også den lokale præst har hentet sten fra Starkær i 1700-tallet, fremgår det af en fortegnelse. Helt lovligt,” fortæller Jakob Kieffer-Olsen.

Nogle har haft kvababbelse over at bruge materialer fra en hellig bygning som en kirke. Andre har genbrugt med god samvittighed.

At det har været udbredt praksis, er dokumenteret af folkemindesamler Evald Tang Kristensen. Han kan berette om flere, som har sagt til ham: ”Da jeg var barn, var jeg med til at hente sten fra en (navngivet) kirke, som vi brugte til at bygge med.”

De beretninger stammer fra sidste del af 1800-tallet.

Jakob Kieffer-Olsen understreger, at det er forbudt at fjerne noget som helst fra Danmarks fredede fortidsminder. Herunder de 134 ødekirker, som er fredede.

Mårup Kirke inden den blev revet ned i 2015.

Spor af grubehuse og stolpehuller, der tilhører den store bebyggelse mod vest fra yngre jernalder. Senmiddelalderlig vestforlængelse med kraftig funderet styltetårn, som udspringer af vestgavlen. Formodede spor af efterreformatorisk ændring i form af en gennembrydning af triumvæggen for at lave en trappeopgang fra korsiden til en højtsiddende prædikestol stående på en kraftig stolpe i skibets nordøst- eller sydøsthjørne.

Begravelse med skelettet til en ca. 176 cm høj ung høj mand, som formodentlig er død i en alder af midten af 20'erne. To parallelle tracéer med højspændingskabler.

Ødekirke ryster jorden af sig

Romansk kirke nær Viborg har set dagens lys efter århundreder i glemsel

Af Kirsten Skaaning Illustrationer Viborg Museum

Murbrokker er pløjet op. Snakken har gået om, at der har ligget en kirke tæt ved Hjermind Kirke ved Viborg. Private mennesker med metaldetektorer har pendlet rundt om stedet og fundet mønter og tegl. Og nu er det ganske vist. Sidste år så resterne af en ødekirke dagens lys, da arkæologer fra Viborg Museum under ledelse af museumsinspektør Lars Agersnap havde gravet fundamentet fri og blotlagt middelalderkirken. En kirke, hvor kun fundamentet er tilbage. Museet mener, at kirken er nedlagt i 1500- eller 1600-tallet.

Nogle arkæologer mener, at der er tale om Starkær Kirke. Det er Lars Agersnap ikke overbevist om. Men det ødelægger ikke hans begejstring.

”Det er absolut ikke hverdagskost at finde en ødekirke,” siger han.

Særlig imponeret er han over interessen fra de lokale. Dagligt stimlede folk forbi for at følge udgravningen skovl for skovl. Nogle af dem gav en hånd med, når der skulle flyttes jord eller graves snitundersøgelser i fundamentet. ”De synes, det var så fantastisk, at de fortællinger om en skjult kirke, som de havde hørt deres forældre og bedsteforældre snakke om, viste sig at holde stik. Det var meget inspirerende for vores arbejde,” siger forskningsleder Lars Agersnap.

Ruinen lå ganske tæt på overfladen. Den vestlige del af kirken kun fire cm under jorden. Den østlige del blot et

Oversigt over udgravningsfeltet ved ødekirken i nærheden af Viborg.

DIGT OM ØDEKIRKE

Møndigteren Lauritz Larsen har i bogen Hjemstavnssange fra 1932 skrevet et digt på otte vers, som hedder ”Øde Kirke”.

De to første vers lyder: Som en Oldings Skaldenakke ligger der en kuplet Bakke nær ved Norets grønne Bred. Den er kun som andre Banker, og dog kalder den på Tanker; Navnet hvisker, hvad den veed. Øde Kirke kaldtes stedet! Mens Aarhundreder er ledet, gik det Navn fra Slægt til Slægt. Øde Kirke! Dulgt i Taage blev et Minde ved at vaage hos et Savn, som længst var lægt.

spadestik dybere. Den oprindelige kirke er 24 meter lang og 7,6 meter bred. Det er en romansk kirke fra 1200-tallet, som blev forlænget mod vest i senmiddelalderen. Inde i kirken er der fundet rester af en ung mand i tyverne, som er begravet her.

Fundet er en lækkerbisken for enhver arkæolog. Det kan afsløre en hel del om datidens kirkebyggeri. Byggematerialer, byggeteknik, mørteltyper, tilbygning og den omgivende flora fra plantefrø, som er blæst ind i bygningen.

Slots- og Kulturstyrelsen har betegnet ødekirken som en af de 10 vigtigste danske arkæologiske fund i 2020. Lars Agersnap ser gerne, at ruinen bliver markeret i landskabet. Det afhænger dog af lodsejers velvilje og midler til at gennemføre og vedligeholde projektet.

I Viborg by var der 12 sognekirker før 1529. De blev alle nedlagt, efter at bystyret havde søgt kongen om tilladelse. Herefter blev to tiggerklostre brugt som sognekirker, Sortebrødre Kirke og Gråbrødre Kirke, fortæller Lars Agersnap. Af Kirsten Skaaning

Bøger

Bordet er dækket med dansk

design, Susse Fischer. Stellet blåkant, Ole, Hank, Købenstyle og Ursula-stellet er eksempler på dansk design, som er blevet evergreens. I bogen er historien om de fem designere bag de smukke kander, fade, bestik og tallerkener, som det er en fryd for øjet at sætte på bordet. Som ekstra bonus er der opskrifter på mad serveret af de kreative kunstnere. Turbine Forlaget, 352 sider, 350 kroner. Vindens Port, Anne-Cathrine Riebnitzsky. Da en kristen invasion nærmer sig, forsøger Ibrahim Banu Said at være en nådig og klog borgherre for sin muslimske befolkning i fæstningen Al Qalat i Andalusien. Samt en god mand for sine tre meget forskellige hustruer. En historisk roman fra 1300-tallet, hvor den muslimske verden er førende inden for lægevidenskab, matematik, astronomi og filosofi. Lindhardt og Ringhof, 448 sider, 349,95 kroner.

Gemmebogen, Knud Sørensen. Den poetiske forfatter fra Mors har heldigvis samlet og skrevet endnu en digtsamling. Fra egnene ved Limfjorden forvandler han små og store oplevelser til digte, som du befinder dig godt i. Kan gå ud og ind i, tænke i og blive i. Med den sanselige indlevelse fra hverdagslivet, som kendetegner den store, stovte og milde digter. Herman & Frudit, 30 sider, 150 kroner.

Vi ville så meget, Morten Vittrup. Efter en insiderskandale under finanskrisen har bankmanden Jonas indledt en ny karriere i Londons finansielle sektor. I den anden ende af London sidder journalisten Ben optændt af had efter at være ruineret af finanssektoren. Da deres liv krydser hinanden, øjner Ben mulighed for at hævne sig. En roman om livet før, under og efter finanskrisen. Politikens forlag, 368 sider, 300 kroner.

MORTEN VITTRUP

Vi ville så meget

ROMAN

Politikens Forlag

Personer søges til test af næsten usynlige høreapparater

Det er gratis & uforpligtende

Der er sket meget i udviklingen af høreapparater. I dag lægger man knapt mærke til de små apparater, hvor teknik og design er afgørende for, at man får en god oplevelse. AudioNova Hørecenter leder efter personer, der vil teste vores næsten usynlige høreapparat Phonak Virto™ M-Titanium i 14 dage.

Høretab kommer som oftest snigende, uden man bemærker det. Nedsat hørelse påvirker ikke kun en selv, men også de pårørende. Vi kender alle sammen til de misforståelser, der kan opstå, når man hører et ord eller en sætning forkert. Disse misforståelser er ofte et problem, når man fører en samtale i selskab med flere personer, eller når man befinder sig i støjende omgivelser, og det kan være dybt frustrerende.

Komfortable kvalitetsapparater

Hos AudioNova Hørecenter oplever vi, at der stadig er en del fordomme omkring høreapparater. Mange tror, at de er store, at de hyler, eller at de er ubehagelige at have på. Virto™ M-Titanium høreapparater er teknisk avancerede, nemme at betjene og yderst komfortable. AudioNova giver dig nu mulighed for at teste Virto™ M-Titanium gratis og uforpligtende i 14 dage. Testen er ikke videnskabelig, den fokuserer alene på brugernes oplevelser. Testforløbet afsluttes med besvarelse af et spørgeskema og en samtale om et evt. videre forløb.

Næsten usynlige høreapparater

Virto™ M-Titanium høreapparaterne sidder inde i øret og er ikke alene næsten usynlige, de har også helt unikke funktioner, som gør, at brugeren ikke skal anstrenge sig for at lytte og forstå. Apparaterne er ganske enkelt en rigtig god løsning i mange daglige lyttesituationer.

Test høreapparater gratis

AudioNova søger testpersoner til at teste Virto™ M-Titanium, som er et af vores mest banebrydende høreapparater. Det er lavet af titanium, hvilket muliggør en individuel tilpasning, som giver stor komfort. Formålet med testen er at undersøge, om teknikken lever op til brugernes behov, og det er både gratis og uforpligtende at teste.

I-øret-høreapparater

Prøv Virto™ M-Titanium

• Næsten usynlige, da de sidder i øret • Individuelt tilpasset og dermed komfortable • Nyeste teknik, som sikrer fremragende taleforståelse • Naturlig lydkvalitet og dermed behagelig lytteoplevelse

AudioNova

Test i-ørethøreapparater gratis

Phonak Virto™ M-Titanium

Hvem kan blive testperson?

Deltagelse i testen forudsætter, at du er fyldt 18 år, bor i Danmark, formoder du har et høretab, samt at du enten ikke har høreapparater eller har apparater, som er mere end 3½ år.

Bliv testperson i dit lokale AudioNova Hørecenter

Ring og tilmeld dig på tlf.:

70 60 60 36

Tilmeld dig senest den 31. oktober.

AudioNova har mere end 100 hørecentre i hele landet. Du finder dit lokale hørecenter på www.audionova.dk