VENDEPUNKTET
SKRIV TIL O
S
Tonny passede sit arbejde som vejstribemand, han pudsede sine vinduer og støvsugede sit hjem. Men han var holdt op med at spise og levede udelukkende af de cirka 30 genstande, han drak om dagen ....
Af Liv Mygind
”
Illustration Mikkel Henssel
Jeg var blevet skilt, og jeg var nok lidt ensom. Men jeg fandt ind i et fællesskab på arbejdet. Det var os, der ikke havde noget at komme hjem til. Vi blev sid dende til langt ud på aftenen, hvor vi sad og spillede og drak. Jeg kan ikke lide øl, så jeg drak snaps i kaffen. Jeg be gyndte også at drikke et par Underberg eller Boonekamp på cyklen på vej til arbejde. Så kom der også snaps i kaffen i løbet af arbejdsdagen. Mere og mere snaps, og til sidst kun lidt kaffe for farvens skyld. Jeg syntes jo egentlig ikke, at jeg havde et problem. Jeg drak godt nok op imod 200 genstande om ugen, men jeg passede jo stadigvæk mit arbejde som vejstribemand. Jeg pudsede også mine vinduer og boede pænt og rent. Jeg gemte alle mine små flasker, så uventede gæster ikke ville opdage noget. Der var flasker gemt i sokkeskuffen, i skabe ne og bag møblerne. Jeg var en mester i løgne. Mine tre store børn kom og besøgte mig hver anden weekend – og så drak jeg ikke. Eller jeg drak kun så meget, at jeg ikke rystede. Nede på tanken kaldte de mig Under bergmanden, fordi jeg altid kom om natten og købte Un derberg. Jeg syntes ikke, at jeg fejlede noget, og jeg tænkte ikke over, hvad konsekvensen var af at drikke så meget. Jeg var glad. Nej, jeg var ikke glad, men jeg havde en fest med mig selv, når jeg drak, og så havde jeg det dejligt. Jeg drak mig også træt, og så behøvede jeg ikke tænke. Så sov jeg på sofaen, og så var den dag gået. Men så en dag ringede min søster om morgenen og sag de, at jeg igen i nat havde ringet og vækket hende klokken 3 og ville snakke. Det kunne jeg overhovedet ikke huske, og jeg benægtede det. Min søster kom over til mig. Hun er sådan en lille skrap én, der vejer 45 kilo og er 160 centimeter høj, men som ikke er bange for at sige sin mening. Hun viste mig tele fonen, hvor man kunne se de natlige opkald fra mig. Hun syntes, jeg var blevet ussel, og sagde, at jeg måtte vælge mellem flasken og familien. Jeg benægtede, at jeg havde et problem. Men næste gang kom hun sammen med mine børn. De sagde, at de ikke ville se mig mere, hvis jeg blev ved med at drikke. De var bange for at miste mig. Det be tød alt. Min datter græd, og det gjorde jeg også. Mine søn ner sagde ikke så meget.
88
Har du ople vet, at dit liv drede sig fr æna det ene øje blik til det andet? Så h ører vi gern e fra dig, og er det måsk så e dit vendep unkt, vi dyk ned i næste k er gang. Skriv til: vendepunk tet@aeldre sagen.dk e send et bre ller v med dit na vn og adress til: Ældre S e agen, Snorr esgade 17-19, 2300 København S. Mærk brevet: ”Ven depunktet” .
Tanken om, at jeg ikke skulle se mine børn mere, var fuldstændig forfærdelig. Heldigvis havde jeg et klart øje blik den dag og sagde ja til at snakke med lægen. Da vi tog op til lægen, havde jeg en promille på 3,2. Lægen var dybt rystet over, at jeg ikke virkede fuld med den promille. Jeg måtte vente, til jeg var helt ædru, og så kom jeg på antabus og i offentlig behandling. I starten var jeg ikke særlig glad for det. Jeg mistede jo mine drukkammerater. Men jeg fik efterhånden nye venner, og nu arbejder jeg frivilligt og arrangerer samvær, sommerferieture og spiseaftener for tørlagte alkoholikere. Her har jeg fået en ny vennekreds. Og så har jeg stadigvæk mine børn. De første to år ringede jeg til min datter, hver gang jeg havde fået antabus. Men til sidst sagde hun, at nu gad hun ikke høre på det mere – hun havde forstået, at jeg ikke drak mere. Jeg har fået et fantastisk forhold til mine børn igen. Vi er blevet endnu tættere. Jeg har fået min livsglæde tilbage, og jeg har fået et barnebarn. Så alle de penge, jeg brugte på Boonekamp og snaps før, dem bruger jeg nu i BabySam. Det lykkeligste øjeblik, jeg har haft, var forleden, da jeg facetimede med mit barnebarn på halvandet år, og han sagde farfar for første gang. Det var fantastisk. Den oplevelse havde jeg nok ikke haft, hvis jeg ikke var stoppet med at drikke. Måske havde jeg slet ikke kendt mit barnebarn. Hvis min søster og mine børn ikke havde stil let mig det ultimatum, så havde jeg brugt alle mine penge på alkohol. Måske havde jeg slet ikke været her. Man kan ikke overleve så længe, når man drikker mere end en liter hård sprut om dagen.” OM TONNY Tonny er 59 år og har været ædru i ni år. Han arbejder som vejstribemand på 35. år. Han er fraskilt og har tre voksne børn. Han har også et barnebarn. Han arbejder frivilligt fem dage om ugen i Lænken, en forening og socialt samlingssted for tørlagte alkoholikere.
