Page 1

Kunst M

A

G

A

S

I

N

E

T


harris@nal-net.dk


Kunst M

A

G

A

S

I

N

E

T


Ved Hans Jørgen Henriksen (www.zonering.dk).

Det begyndte med en uddannelse på akademiet for fri og merkantil kunst i København. Croquis undervisning på den statsstøttede croquisskole. Jørgen Løvgret har arbejdet med sit maleri hele livet, men måtte konstatere at der ikke var penge i at male, så han valgte at lave noget andet ved siden af

og fik job i SAS hvor han arbejdede i mange år. Det bragte ham rundt i verden, men malerierne fulgte med under armen, og det samme gjorde udstillingerne. Syv år i Afrika. Fem år i Berlin. Los Angeles. Seattle. Rom. osv. Som Jørgen forklarer: ”Jeg kommer fra Sorø, men jeg har boet det meste af mit liv i udlandet”.

Udsigt fra hotellet

Jørgen Løvgret fandt Izmir Biennalen på nettet, tog kontakt, søgte legater og fonde men måtte konstatere at han ikke kunne få noget støtte. ”Så skrev jeg hertil at jeg måtte trække mig ud igen, men så inviterede de mig som gæstekunster”. Det betød at Jørgen besluttede sig for at deltage, han sparede jo en del penge til registreringen (som kostede ca. 15.000 kr), nu skulle han bare betale transporten og bolig herned. ”Og så er mine malerier jo i den størrelse så jeg kan pakke dem ned i en kuffert. Det gør det jo lidt billigere”. Faktisk er Jørgens billeder særligt raffinerede derved at de kan sættes sammen lidt ligesom legoklodser, så landskabet kan blive ved og ved. ”Det store indtryk det er at det er en flot udstilling. Det er flot sat op. Men jeg havde forventet at der var mere professionelle kunstnere til stede. Der er kolossalt meget amatøragtigt ind imellem”, vurderer


efterkommer af den indiske Brahmin kaste, det skal vi nok lige komme tilbage til, for det sætter efter min mening tingene i et forståeligt perspektiv. Ja faktisk har Janice rigtig travlt i baggrunden med at finpudse sin udstilling her et par timer før det for alvor går løs med den officielle åbning, mens jeg interviewer Jørgen Jolo Løvgret. Jørgen har ikke noget imod at folk maler efter hjertet, men ønsker på den anden siden en højere standard på visse af de ting der vises på udstillingen. Men på den anden side så har Løvgret aldrig været på en biennale før og har ikke noget sammenligningsgrundlag. Men han vil overveje grundigere fremover, og ville ønske at når arrangørerne af en biennale vurderer potentielle kunstneres billeder, ikke bare tager en, fordi han kommer fra Danmark, men også tager efter en vis kvalitet. Men det rokker dog ikke ved Jørgens intention med at deltage i Izmir: ”Nu hvor jeg har slået mig ned i Sorø kan jeg jo godt mærke at jeg er lidt langt væk fra det hele. Derfor synes jeg, at jeg vil ud igen. Jeg vil ud og prøve verden”. Han har aldrig prøvet en biennale før men han har haft utallige soloudstillinger arrangeret af gallerier i udlandet. Det har været vældigt spændende og det meste foregår på åbningsdagen, det er her kunstinteresserede dukker op og køber.

Jeg vil vide om deltagelsen i internationale udstillinger har betydet noget for Jørgens måde at male på. Det har det ikke for Jørgens vedkommende. Det der har betydet noget har derimod været, at Jørgen har boet 10 år i Provence: ”Da jeg kom ned til Provence så skete der en eksplosion i mine farver. Næsten på samme måde som det skete for van Gogh. Det er lyset, farver, stemningen i landskabet, duftene som påvirker en”, siger Jørgen. Samtidig opdagede Jørgen at han havde det nordiske med. Og igen da han kom hjem fra Frankrig, så kunne han mærke at han havde det franske med. Som han uddyber det: ”300 dage med solskin. Du ser skygger. Du ser blå og grønne farver på en anden Jørgen. At der så lige ved siden af Jørgens måde. Du ser de farver støvet lægger på farverne. udstillingsområde, faktisk er en af verdens førende Det er det du prøver at fange”. kunstnere nemlig Janice Devali, som er en Grønne farver i et utal af nuancer.


Jørgen Løvgret(Danmark)

Da jeg ankom til Jørgen Løvgrets stand for at lave det aftalte interview sad Jørgen Jolo Løvgret og talte men en særdeles velklædt herre som var gallerirepræsentant for det prominente Robinson Art Gallery med gallerier i både Belgien og New York. Jeg fik af en eller anden grund aldrig hans navn så skal vi kalde ham Mr. Crap. Tilnavnet har jeg givet ham for det svarer til hans overordnede vurdering af Izmir Biennale: ”This is crap”. Det er noget andet med Venedig biennalen, her er der en velrenommeret udvælgelsesprocedurer (eller censurering) om man vil. Det galleri han er tilknyttet, Robinson Art Galleri, står bag nogen af kunstnerne der deltager her i Izmir, de har bl.a. spøttet 5000 euro i transporten alene af Janice Devali’s bekostelige billeder. Devali er en kunstner der voksede op i vesten, og derfor ikke ønskede at underlægge sig den indiske kulturs kvindeundertrykkelse. Hun tog ligesom Jørgen Løvgret noget mere med i sin bagage, i Devali’s tilfælde sine drømme om et samfund unden kvindeundertrykkelse.

Når man er kunstner i et velrenommeret galleris stald (som Robinson Art Gallery) så tjener kunstneren kun 15 % af salgsprisen fortæller Mr. Crap. De 85 % går til dækning af de mange udgifter som galleriet har til promovering af kunstneren. Det kan derfor ikke undre nogen af os at Janice Devali’s billeder sælges til filmstjerne og andre med en helt anden pengepung end de kunder vi er vant

til at sælge til. Prisen på et Devali maleri er tårnhøj (ca. 100.000 kr pr. stk.). Jørgen Løvgret lagde i sin snak mærke til at Mr. Crap kom med forskellige ideer, det du også ser i de her japanske manga-tegninger. Det går igen i de malerier der i øjeblikket er hotte, maleriet begynder at ligne mango tegninger og cartoons. Jørgen Løvgret konstaterer derfor tørt at det er jo ikke noget han kan bruge til noget som helst i sine landskabsmalerier: ”Han gav mig noget som jeg ikke kan bruge til ret meget”. Jørgen Løvgret viser et nummer af ”World Art” frem som Mr. Crap har strøet ud i området på de små borde ved standene. Forsiden er prydet med et værk af Janice Devali. Jørgen Løvgret pointerer: ”Trykt i 20. mio. ex. Det er hendes billeder der er på forsiden”. ”Og er det et troværdigt tidsskrift?” spørger jeg måbende og kaster et blik hen ad gangen for at se om Janis stadig er her. Jørgen åbner tidsskriftet og peger: ”Ja det er kinesisk. Du kan se her, det er et kinesisk tidsskrift. Det er hendes billeder”. Vi kan godt set at hendes billeder har budskab. ”Det er specielt. Det er jo mest perler, stjerner og sådan noget”. Det forklarer de høje transportudgifter og priser, de mange perler der er malet ind i billedet, og skånsomt skal transporteres kloden rundt. FAKTA De fleste er her for at vise deres malerier frem, fra de helt professionelle og så til amatørerne. Der er ifølge en ”mursten af et program” 544 biennale artister der deltager, de fleste fra Tyrkiet og 97 udlændinge. Hver artist har det der svarer til en A4 side med et udvalgt billede og en tekst om kunstneren.

Meget vellykket dag på Izmir Biennalen! Jeg lavede lidt feberredning i dag (det er derfor jeg kan lide at være på biennaler, fordi det tvinger en til at overskride de gængse grænser, og etablere nye alliancer på tværs af det etablerede). For det første fik jeg hevet den omtalte hotshot hollandsk / indiske kunstner hen til min stand, det viste sig at være en lille åbenbaring, for hun havde faktisk nogen rigtig gode råd til mig, omkring hvordan man sælger billederne, fx på en stand på en bienalle.


Forinden havde mit highlight dog været, opmuntret af tråden på CyberGalleriet.dk til at interessere mig mere for de tyrkiste kunstnere. Så jeg begav mig rundt i de to haller for at se hvad der hang. Jeg landede så hos to kunstnere, fra Ankara, som havde noget kunst jeg kunne tænde på. Så viste det sig at en af de to udstillere havde et galleri i Ankara. Derfor hev jeg en længe gennemtænkt plan frem af kufferten, hvor jeg skulle lave en kontrakt med et tyrkisk galleri med henblik på at billederne kunne blive hernede i to år, mens jeg kunne få noget eksponering i Ankara. Galleriet fra Ankara bed på, og nu har jeg en aftale om at de ikke skal hjemsendes, men udstationeres i Ankara i to år, med henblik på salg derfra. Det er den første biennale og meget kan og skal forbedres. Men det er godt nok et spændende sted at udstille.

For Karl-Otto Myrstad har motiveringen for at deltage på Izmir Biennalen været at komme udenfor Sverige. Derfor har han deltaget i Florence biennalen og London (the dark show) på lignende gruppeudstillinger. Han fik en indbydelse på mail, og fik mulighed for at deltage som gæsteartist. Karl-Otte mener at deltagelse på en biennale giver et godt overblik over hvad der rører sig i kunsten. Han mener kvaliteten her er sammenlignelig med kvaliteten de andre steder. Han vil gerne ud og vise sine ting frem, få inspiration osv.

Karl-Otto Myrstad, (Sverige)

At være med på en biennale er at "skabe masser af ringe i vandet" som han udtrykker det. Man får mange kontakter, og nye henvendelser når man

deltager. Det er på linie med andre vurderinger. Man skal bare være med på mindst en international biennale hvert år. Det ændrer ikke ens malestil at deltage, men andre begivenheder fx alvorlige sygdomme, har for KarlOtto betydet at han i stedet for blomsterbilleder nu er begyndt at male surrealistiske landskaber, som dog altid indholder et lille livstegn, en lille rød dims. "Om 200 år er verden gået under", vurderere KarlOtto.

Anneli di Francis (Finland)

Som mange andre afslog Anneli i første omgang at deltage pga. det høje deltager gebyr. Men hun kunne ikke sige nej til tilbudet om at blive "gæsteartist", så derfor besluttede hun at deltage i Izmir Biennalen. Hvad synes du om det her, vil jeg vide: "Thrilling. Det er en meget flot scene med så mange kunstnere fra forskellige lande, og med en ret flot kvalitet". Hun mener at det store antal tyrkiske kunstnere er udtryk for at man gerne vil vise sine egne kunstnere frem her i Izmir. En barrier for flere udlandske deltagere er formentlig at det er den første biennale her i Izmir, den har endnu ikke den status som nogen af de andre biennaler har opbygget. Hun har egentlig ikke helt gjort sig klar hvad det betyder for hende at deltage her i Izmir. I Finland er der faktisk en lov der kun giver tilladelser for folk med fast arbejde til at udstille. Selvfølgelig bliver loven brudt hele tiden, men Anneli har altså valgt at


Hans Jørgen Henriksen


som optræder på min film fra Izmir (i kan se den på CyberGalleriet.dk, under under punktet film på min profil). Det Taher gerne vil er at få mulighed for at forklare hvorfor muslimerne føler sig krænkede af Muhammed-tegningerne. Når Jyllandsposten har givet en journalist (og karikaturtegnere) mulighed for at vise Muhammed tegningerne, så bør Danmark også give Taher mulighed for at vise hans version af historien om Muhammed. For han har selve Muftien af republikkens tilladelse til at vise sin version af Muhammed historien. Han synes Danmark bør tage initiativ til: "at muslimer får mulighed for at forklare til andre mennesker hvad det drejer sig om på den rigtige måde". Det startede med at der i sommeren 2009 skete noget højst usædvanligt i Egyptens kunstverden. For denne sommer åbnede muftien et kunstmuseum! Og hvad der var mindst lige så usædvanligt, så tillod muftien at kunstnere, i figurative malerier, afbildede begivenheder i islams historie, og profeten Muhammeds biografi i særdeleshed. Det var usædvanligt, fordi de religiøse ledere i Egypten siden 1980 havde talt dunder mod kunst, især film og musik, men også billedkunsten (noget med at billedkunsten skaber falske idoler og umoralske akter, eller de anså kunsten som en blasfemisk imitation af guds skaberkraft). Taher Abdel Azeem var den kunstner, professor i 40erne fra Cairo College of Fine Arts, som fik muftiens tilladelse til at udstille sin Muhammed virkelighed. Det er væsentligt her at præcisere, at det stats college Taher har været ansat ved i mere end 20 år, som alle statslige kollegier og kulturinstitutioner i Egypten, ikke er religiøst, men sekulært, i sin udannelse og orientering, fordi det oficielle Egypten søger at fremme en liberal, ikke islamiske, kunst. Man lærer på dette college, at der ikke findes noget der hedder 'contemporary islamic art', derimod lærer de studerende om alle retninger indenfor kunsten i Egypten: Gammel egyptisk kunst, Islamisk kunst, koptisk kristen middelalder kunst, og folkekunst. Hans maleri af Muhammeds historie var både et forsøg på at give denne virkelighed værdi, samtidig med at det at male historien om muhammed, var med til at tage brodden af historien. Abdel Azeem lærte at man var Lad mig slutte tråden af med den Egypter der havde nødt til at relancere Egypten som en som en spiller et klart budskab til danskerne (vi er altså nu i den i den internationale kunstverden, og at man bedst mere politiske afdeling) som jeg nævnte tidligere, og kunne gøre det, hvis man byggede på egyptens egen deltage fx på biennaler for at komme ud med sin kunst. "Det giver nye ideer at deltage. Det inspirerer. Jeg er faktisk begyndt at male mere (før lavede hun mest skulpturer). Det udvider mit udsyn. Ifølge mine kunstnervenner så maler jeg to dimensionale skulpturer hvor farverne ikke er lige så vigtige som formen". For Anneli di Francis er det overordnede formål med hendes kunst at krediterer "de menneskelige følelser og passionen". Hun er ikke spontan maler, hun har behov for først at kunne se sit billede for sig, og når hun så ser det, så går hun i gang med at male det. Kunstnere er trendsættere der skaber kulturelt føde til Finnernes sjæl... Derfor er det ubegribeligt for Anneli di Francis at man i stedet for at forøge støtten til kunsten i de her år gør alt hvad man overhovedet kan for at lukke ned for fx undervisnings job i skolerne hvor kunstnere har mulighed for at give eleverne "et frikvarter", fra alt det andet indlæringsstof. Der var utroligt mange gode tyrkiske kunstnere på Izmir Biennalen. En af dem hed Aysel Gözübüyük, som driver et galleri i Ankara (det galleri der vil forsøge at sælge mine billeder indenfor de næste to år). Aysel maler selv nogen fede billeder efter min smag, det var det der fik mig til at spørge. Den tråd er ret billedfattig, men jeg har bestemt at der i det mindste skal være et enkelt maleri fra biennalen, og som tingene er landet, så fortjene Aysel en ekstra opmærksomhed. Aysel er egentlig uddannet fra matematisk-fysisk afdeling på Istanbul universitets videnskabelige fakultet, hvorefter hun har studeret engelsk litteratur og sprog på Ankara universitet. Hun er inspireret af kunst med politisk indhold, og forsøger at skabe malerier der handler om religion, køns politik, og race diskrimination. Hun maler mennesker, især kvinder, i et abstrakt rum. Hun negligerer detaljerne i den ydre virkelighed og fokuserer på figuren i sig selv, for at skabe et stærkere udtryk.


historie, men samtidig blandede den med vestens kunsthistorie. Taher's intentioner havde fire elementer: (1) at svare på de danske karikaturtegninger som svinede profeten til men gøre det på en mere civiliseret måde, end den 'svinske' vestlige (danske) måde (2) at sætte et aftryk på verden (3) at give visuel oplevelse til sit publikum (4) at opmuntre så mange som muligt til at gå tilbage til profetens biografi, lære om den, og få større kendskab til islam og i retning af at blive bedre muslimer. Det fem meter lange maleri der pryder Izmir biennalens væg ved udgangen viser nøgle begivenheder i profetens liv, fra højre mod venstre: (a) De etiopiske hersker Abraha's forsøg på at destruere Kaàba med en flok elefanter, (b) de stenkastende fugle sendt af gud for at forhindre denne hændelse, (c) spredningen af falsk idol dyrkelse i området rundt om Kaàbaen, (d) profetens fødsel, og (e) en begivenhed omtalt i i Qur'en og hadith kendt som "splitting of the chest", (f) den begivenhed hvor Muhammed forhandlede en strid om flytningen af en berømt sort sten i Kaàba og endelig (g) den første åbenbaring, hvor gud viste sig for Muhammed. Taher's motivation er altså at vise den rigtige islamiske virkelighed og vise muslimerne noget om deres religion via sine billeder. Han har en besked til det danske samfund: "Jeg tror at danskerne elsker mennesker og menneskeheden og arbejder for menneskers frihed. Men frihed, det betyder ikke, at man må angribe andre menneskers følelser". Taher føler et behov for at fortælle en mere korrekt version af historien, end den karrikatur krisen blev udtryk for. Han vil give muslimerne et godt billede af deres virkelighed! Han ønsker ikke at angribe tegnerne, hans idé er at man ikke må fordømme alle muslimer på grund af et par fanatikere. Om den nuværende revolution i Egypten er Taher egentlig ganske fortrøstningsfuld, og forklare om sine seneste malerier fra revolutionen: "Det er frihed og det har egypterne ikke prøvet før. Helten er folket, der før ikke kunne udtrykke sig. Hvordan vil Taher Abdela - Zaeem Saeed (Egypt) det ende?, spørger jeg. "Det er et godt spørgsmål, alle har store meget positiv med hensyn til fremtiden", siger Taher forventninger. Hver dag sker der nye hændelser så med overbevisning i stemmen. folk ikke ved hvordan det skal ende. Men jeg er Monhal Issa (Syria)


Har du et emne med relation til kunst og som det kan vÌre interessant for andre at lÌse om, er du velkommen til at offentliggøre det her i bladet. For yderligere oplysninger kontakt harris@nal-net.dk

... se andre gratis net magasiner pĂĽ www.harrisknudsen.dk/netmagasiner


Næsbygårdsvej 34 5270 Odense N Danmark Tel: 66 18 27 94 harris@nal-net.dk www.harrisknudsen.dk

Izmir biennale - jeg vil prøve verden  

Interviews og reportage fra 1th. internationale biennale i Izmir, Tyrkiet 4.-11. maj. 2011

Izmir biennale - jeg vil prøve verden  

Interviews og reportage fra 1th. internationale biennale i Izmir, Tyrkiet 4.-11. maj. 2011

Advertisement