Page 1

HUN historien om hun, han og hende

2

Skrevet af Katrine Krog Russo

HAN


HUN

HAN

Her går hun. Helt selv, alene. Det er ikke, fordi hun skal nogen steder hen. Eller for den sags skyld ikke skal nogen steder hen. Indtil videre vil hun bare væk. Det er ikke kun livet, der opfører sig imod ønsket - vejen gør det også. Der ser aldrig sådan ud, som hun havde håbet på. Det er alt for tydeligt, når hun går, hun ser alt for klart. Hvad der skal ske, hvordan der ser ud, hvem hun møder, hvordan de er, reagerer - på hende. Men når hun så rent faktisk kigger ud gennem øjnene, gående, er det alligevel helt anderledes, grimmere, smukkere, sjovere, alvorligere, end hun regnede med. Tingene sker ikke eller sker for meget. Folk er slet ikke eller er for meget - og reagerer ikke. Det er latterligt, tænker hun, hvordan kan det egentlig lade sig gøre at tænke forkert hele tiden. At intet gør, som man regner med. Selv når hun så forestiller sig, at alt er uforudsigeligt, virker det ikke. Således bliver alt fulstændig forudsigeligt og skemalagt i selvsamme sekund. Er det hende, der skaber det? Det kører i ring og bliver uinteressant. Hun straffer sig selv ved ikke at måtte kigge ned, mens hun går. Vær her så. Se så. Føl så. Det bliver nu også hurtigt forlorent, og det er tid til at finde en anden måde at distrahere sig selv på. Fugl, pip, påfugl, fjer, skræmt, sur, fold ud, folde sig ud, fold dig ud, dig selv, vær dig selv, med det hele - og vi er tilbage igen. PIS Det er umuligt at sige noget fornuftigt om hende. Beskrivelsen kan kun finde sted indefra. I de tanker, som ikke kan eller gør noget og samtidigt gør alt for meget.


Tanker altså, mine tanker. Det er jo ikke sådan, at jeg gør det med vilje. De har deres eget liv, jeg vælger blot at følge eller ikke følge deres strøm - at overvåge eller ikke. Være dem bevidst måske. Det er sgu ikke med min gode vilje. Jeg ønsker at være i fred, først og fremmest. For mig selv, det er muligt. Jeg begynder nok også at kede mig. Jeg kan godt lide de korte tanker, dem der kommer som sjove og ligetil ord. De vil ikke så meget og synes at kunne selv. Det er de anmasende og villende tanker, der driver mig steder hen, som jeg ikke ønsker, får mig til at handle uden egentlig at ville, som jeg jeg jeg jeg hader. Hvis jeg slår rigtig hårdt, går det i stykker? Så er vi tilbage igen. Hun står og stirrer blindt. Ønsker at se og forstå, men resultatet er lammelse og passivitet. Skal hun sparkes, nives, rives? Vi efterlader hende kort, og ser om hun selv finder vejen ud ad det.

Hun lister sig tilbage. Hen over siden. Håber, at ingen ser hende. Det er ikke fordi, hun ikke vil ses, men jeg er ærlig talt ikke sikker på, at man kan se hende. Det er den form for gennemsigtighed, som pludselig rammer. Hun er ikke selv klar over det - det er man aldrig. Hun tror faktisk, at folk ignorerer hende. Det får hende til at føle sig hævet over dem. På en ikke arrogant måde, hvis man kan det. Det er altså således, at gennem noget som egentlig ikke er, hende som skikkelse der ikke ses af nogen, kan hun nu hæve sig over masserne, være til i balance med det hun er og ønsker at være. Det er en absurditet, men en god en af slagsen.


Åh freden i min sjæl, se mig vandre stille afsted - og jeg er helt rolig og fredelig, ingen sitren, ingen slet skjult kvalme, ingen sugen i maven, bare stille væren. Jeg takker gud for at hjælpe mig til denne opdagelse - opdagelsen af at alle er ligeglade med mig. Undtagen gud, som er tilstede 100%. Sådan skulle troen altså komme til mig. I folks fravær. Vi lader billedet stå lidt. Jeg er forvirret. Har hun nu fundet gud? og skal det ikke skrives med stort, hvis hun virkelig tror? Vi har brug for flere informationer og måske lidt farve...

Nu spiller musikken. Hun kan høre den fjernt, derfra hvor hun går. Vælger at gå imod den. Er det der, hun vil hen, eller er det benene, der vil? Det er, som om hun ikke er med, at hun rent faktisk har forladt sig selv. Efterladt sig selv. Lige der hvor lynet slog ned. Der hvor det sande liv åbenbarede sig og løftede åget fra hendes skuldre. Nu svæver hun afsted uden selv at styre. Lader sig føre. Flyder med. Jeg misunder hende den åbenbare ro og afklaring. Følger hende lidt på afstand - ønsker mig nærmere for måske at kunne smittes med det. Smitter det? Hvor er hun smuk.

Det er jo latterligt. Hvem siger hun taler sandt? Er det ikke sådan, at vi siger det, der synes som det rigtige og ordentlige lige dér. For hende/ham/den/det? Hendes tanker er mine tanker – og jeg føler, at det hun tænker på er anderledes og rører sig på et dybere plan. Hun lader sig røre på et dybere plan. Hun rører sig dybere. Helt til bunden. Mindet som kom om natten, snigende og trængte sig på, trængte sig ind. Hun ligger stille og lader som om, det ikke er. Lader sig fylde af den villen som vil - helt af sig selv, og uden at hun bad om det. Hun går og lader det være, lader det komme. Hun vil gerne komme - af sig selv. Gud er løgn - er det sidste hun tænker, før hun når bunden sammen med ham.


Time out!

Der gik hun så, fuldstændig blottet. Der var ingen skal på hende. Han fangede hende midt på vejen. Hvad ville hun? Hvad ville han? Tankerne fløj lige hen over hovederne på dem, mens tiden stod stille et øjeblik. Så hører hun det hele baglæns. Først hans tanker, der kommer stille snigende, som om de altid har været der for hende at tage. Derefter lyden af vejen, bilerne, folk der går og snakker, som mødes, ler, græder? Jeg tror ikke, at de forstår vigtigheden af dette øjeblik mødet. Nu ser hun det og går stille mod det. Uden frygt vælter det hele ud, uden at tænke - sig om. Nu sitrer det hele, og der er ingen vej tilbage. Det river og suger. livet. Jeg vil ikke vide mere. Find det selv. Hvis du vil.


her er ingen løfter - de er hævet over hinanden og svæver i flokke på 10

her flår de tøjet af hinanden på det nærmeste gadehjørne glemmer at verden findes og elsker hudløst midt på vejen

her skriger hun stille og uden lyd i bilen som kører på vejen - hjem hun er alene og uden lyd hul igennem

her går de hånd i hånd på en fremmed planet hvor der ikke er andet end ingenting

her forstår hun ingenting

her er alt her råber hun højt af ham og beder ham gå væk og aldrig komme tilbage hun græder

ruden smadres

her har de set det hele og verden imploderer i skrig og skrål og tænders gnidsel

her går hun sin vej

her ser jeg ingenting

her står tiden stille og hun er væk igen for sig selv og for alle andre flyder som i vand – luften er tyk af vandet som er over og under uden at hun rører sig. jeg tror hun er død

her retter tingene sig ikke efter hende eller ham de går lige efter deres eget hoved.

her står hun bag en mur og græder hulkende mens spændingen langsomt forsvinder


Jeg mangler et billede som passer. Jeg vil prøve at finde et. Vent*

Vi tager den røde pil, den vil bringe os indsigt.

Jeg er ikke sikker på, at jeg kan mere. Holde mere. Være mere. Kan man være alene og sammen på samme tid? Ja? Nu? Ja, nu skriver jeg det bare. Som om det ikke bliver hørt af nogen. Jeg har været en taber - noget så ynkelig. Jeg har fulgt dig, har prøvet at følge dig er nok bedre beskrevet. Hele byen rundt, hele natten, siddet på trappesten og ventet på ,at du måske kom forbi den bar, du engang nævnte i en sidebemærkning. Gået lidt frem og tilbage, fundet på dårlige undskyldninger for at tage turen én gang mere. Det kunne jo være, at du var lige der, lige nu, lige her, ligesom da du fangede mig helt uden noget, og andet. Jeg ville ønske, at jeg var fri - efter al den tid, men næh nej. Det er ligesom om, at det bare kommer tilbage trefold. Som en sommerfugl der har blafret for meget - sat alt for meget i bevægelse. Forvirringen er nu total. Jeg troede egentlig, at jeg forstod hende. Så hende, som den hun virkelig var. Måske føler jeg mig narret, og det er derfor, jeg er så sur. Jeg håbede, der var noget mere, noget dybere - noget sandere måske. Er det misundelse? Det er lige før. Men alligevel. Det er da meget sødt og rigtigt, at det bare var det: søgen efter ham, efter suset, efter noget mere, noget der kan flytte. Vil vi ikke alle flyttes? ses?


hov væk ud om hen over til noget du dig hende ham fest have koldt blod hjerte lyst nød barn børn træ kjole ben solbriller hmm ahh ihh åhh hjælp vinde noget ??? +++ @@@ ¤¤¤ [[[

Her kommer verdensmesteren så endelig i fokus. Vi har ventet på det længe, at han skulle vise sig for os. Med tilbageholdt åndedræt ser vi ham. Han kommer skridende ind fra højre, med armene højt hævet over hovedet. Her er ingen slinger i valsen, kun målrettet fremdrift. Ingen slentren her. Han ligner en mand, som ikke tvivler på noget. Allermindst sit eget værd. Han kan se igennem alt med sit røngtenblik og kaster domme ud over verden uden tøven. Dybt fascineret ser jeg på ham skjult for hans blik. Han er stor og stærk og ved, hvad der skal til.

Jeg er nervøs for, at han får øje på mig. Jeg vil ikke have, at han ser min imperfektion. Blikket er alt for skarpt. Som små knive der skærer lige igennem mig og alle mine forsvar. Jeg er tryg her, hvor jeg endnu ikke rigtig findes for ham. Nu hopper han højt, nu råber han uforståelige ord, nu løber han hurtigt som vinden, nu tier alle stille.*


Nu ser jeg ham, nu ser han mig. Det sker - jeg sprænges indefra, med al den kraft jeg indeholder, som bliver aktiveret på én gang, som når alle celler vibrerer kraftigt og voldsomt og frigør uanet energi. Se hvor han hopper, se hvor han danser. Foran mig med lysende øjne. Han tatoverer mig med sin villen, og jeg må kigge væk, og han går videre Kan han det, vi alle håber? Kan han redde hende? Kan han bære hende? Rumme, føle, være der, altid? Skal vi lade dem være et øjeblik? Eller skal vi, som de dyneløftere vi er, snige os efter og se, hvad der sker? Jeg tror, vi vælger det sidste, da spændingen ellers bliver for stor.

Suset i min krop, når blikket rammer mig. Det er sådan, jeg mærker dig. Jeg er ikke mere eller mindre, end lige præcis det du ser. Og ønsker egentlig ikke noget fra dig. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan give dig noget. Det er ikke fordi, jeg ikke vil, jeg har bare ikke helt forstået, hvad det er du har brug for, og om jeg har det at give. Og jeg er ikke sikker på, at jeg vil høre det her. Vi har brug for helte og supermænd. Vi har brug for nogen at følge, nogen at se op til. Hvis han ikke kan bære det, hvad skal vi så med ham? Hvad skal HUN med ham? Det er ikke klart, og vi gør, som vi plejer og lader tingene stå i et øjeblik med tilbageholdt åndedrag og fødderne samlet.


Jeg vil have et billede ind - måske af ham

Se blodet flyder, se musklerne strammes og senerne spændes. Det er skønheden i nøgenheden, det afskrællede, det afskallede. Jeg er stadig dybt fascineret af ham, og det han er. Jeg ved ikke, om jeg orker at høre hans syn på det - jeg er ikke sikker på, at det kan noget. Det er sødt og hyggeligt, når det handler om manglende evne til at kunne. Men hvem gider egentlig at høre på en verdensmester, som ikke føler sig som sådan?

Han vil gerne Hun vil gerne


Jeg kan stadig huske, da du fandt mig. Helt krøllet sammen i et hjørne. Træt af at vente og uden lyst til noget. Du tog mig i dine stærke arme, holdt mig sammen og fortalte mig, at jeg var den, du havde ledt efter. Der var ingen spørgsmål, og der var ingen svar, bare dig og mig i regnen under træet med månen, havet og dådyrene som vidner. Nu kan jeg ikke mindes, hvordan det var at være alene. Jeg føler mig tryg og varm indeni, når du er i nærheden. Du fylder mig med kærlighed og lyst til at leve livet fuldt ud. Gøre tingene 100%. Det er dig, jeg kan takke for at have båret mig igennem og hjulpet mig til bedre at kunne forstå mig selv, og det som jeg kan. Der ingen som dig, som kan få mig til at leve, og jeg kunne ikke ønske mig mere. Du er alt, jeg vil vil vil v

Der står du igen og vil mig alt og alt for meget. Hvis du bare ville lade mig være et øjeblik. I al min usselhed og mangel på vilje. Jeg ved sgu' godt, at jeg kan, men det er jo ikke altid, at man vil. Jeg ville ønske, at du ikke altid skulle stå der og prikke mig på skulderen. Lad mig ligge i mit hjørnet, som jeg kender så godt. Lad mig føle livet kradse og gøre ondt. Det er her, jeg lever, og det er her, jeg ånder. Hvor det gør ondt på den gode måde. Ingen krav ingen villen ingenting, der kan gå i stykker. Jeg vil gå i stykker i fred og uden dårlig samvittighed over ikke at kunne være korrekt. Jeg vil grave mig ned i de dybe dunkle tanker, som går i ring uden mening og mål. Her vil jeg ligge, her vil jeg være. Uden noget. Uden nogen. Eller bare uden uden uden u

Hun tænker alt for meget. Hun tænker, at det er alt for meget. Hun er alt for meget. Han vil alt for meget. Hun kan alt for lidt. Det er, som om verden langsomt skrumper, mens hun stadig er der. Føler at luften presses sammen og så ud. Hun hiver efter vejret og rammer sig selv lige midt i mellemgulvet og mister nu luften totalt. Skal hun dø af det? Nej, det føles bare sådan. Hun er faktisk i dette limboland, tættere på at forstå nuet, end hun nogensinde har været. Det er her, hvor det hele er på spidsen, og alt vil alt for meget og det hele på én gang - hvor der er så lidt plads, at ikke engang en tanke kan finde ro, at hun kan være til stede fuldt ud. Og det er ikke, fordi spørgsmålene ikke findes eller føles, men simpelthen mængden af uopklarede områder, der gør, at opgivelsen og overgivelsen er


den eneste vej, og det skal vise sig, at det også er den rigtige vej. Det er her, hvor der kun er tilbage at gribe i hinanden og tie, mens de ånder den samme luft ud og ind, at der er ro og kaos nok til at lade lyset skinne. Afklarelsens lys. Det vil ikke røres, det kan ikke røres og forsvinder, så snart hun peger. Fortvivlelsen rammer, men anarkiet tager hurtigt over igen, hvor vejrtrækningen bliver så besværet, at afklarelsen og opklarelsen lyser på hende igen, med barmhjertighed og endeløs kærlighed. Vi kan alle sammen se det, og man kan kun misunde hende dette øjeblik.

Pludselig løber han fra mig. Hurtigt, som et lyn afsted afsted. Uden at se sig tilbage. Uden at se mit overraskede blik, forsvinder han om hjørnet uden at ænse mig. Det synes mig uforståeligt, at han ikke som en iboende viden ved, at jeg står her, og jeg vil gøre hvad som helst for at forstå ham, for at være nærmere ham - under huden på ham, se ham indefra så forståelsen er inklusiv, ekslusiv og total, som de ting man ved uden at have fået det at vide. Det er så tydeligt for mig, men væk er han. Åhh hvor jeg elsker det. De forvirrer mig. HUN. HAN. ? Hvem føler hvad? Hvordan


fungerer det? Han siger, hun føler. Jeg siger, de gør - ikke? Det er vel bare sådan, at det ikke kan skrives ned på papir, med ord. Det er, som hun siger, når ordet bliver sagt, mister det værdien. Er han vild med hende? Det virker ikke sådan udefra. Han står jo bare der - og gør ingenting. Smiler, jo. Rører, jo. Men igen fatter man ikke rigtig noget. Lad os igen prøve at nærme os og høre deres larmende tanker.

Jeg hvisker det stille i dit øre. Det er ikke meningen, at alle skal kunne høre det. Kom til mig snigende om natten, hvor jeg ikke tager stilling til, hvad jeg vil eller ikke vil. Kom og hold mig og tag mig, mens jeg stadig sover, så jeg lader mig føre stille og ikke vågner, før blodet ruller så hurtigt i mine årer, at jeg ikke vil standse mere. Tag mig så, som du vil. Hurtigt og hårdt, blødt og blidt, forfra bagfra. Uden at spørge og uden at forholde sig til hvem, hvad og hvor. Det hele hænger sammen nu.

Nu har jeg forstået, hvad problemet er. Det er sgu' ansvarets hat, der trykker. Har du problemer med at blive voksen lille pige? Buhu hvor er det hårdt, at man skal tage stilling til ting. Buhu hvor er det hårdt, at dine handlinger har konsekvenser. Buhu hvor er det hårdt, at det er alvor, og at folk kræver andet af dig end bare almindeligt tilstedevær og slatne smil. Kom så ind i kampen tøs – ikke hænge sådan med næbbet. Jeg er sikker på, at du godt kan - og hvad om du egentlig også gerne vil? At det hele faktisk bliver sjovere, når ansvaret følger. At det hele faktisk bliver nemmere, når du gør ting i fuld bevidsthed og ikke med hovedet skjult i en busk halvdelen af tiden, fordi du ikke kan se dig selv i øjnene. At det hele faktisk bliver, sådan som du drømmer om, når du, i stedet for at søge fritkvarterer og 'lad mig være i fred', er 100 % tilstede og tager dit eget liv i hånden. Så skide være med skizofreni og dobbelt personlighed. Der er plads til jer alle – the more the marrier. Bare du ikke er fraværende halvdelen af tiden. Vær med os.


Jeg går grædende afsted. Tårerne løber ned af kinderne på mig, kildrer mig, mens ulykken vælter ind over mig. Jeg smiler ikke, griner ikke. Jeg er slået ud. Jeg har mistet ham Jeg fortsætter hele natten med at vandre rundt og lede efter ham. Se om jeg kan få øje på det lys, han bærer indeni Her er mørkt

hvor mørkt

er jeg

som mørkt ingen

han søger

kun alle

et de

ved

oppe

mørkt barn

steder mørkt

husker som

mørkt


jeg vil gerne møde ham her? NU

i mørket


Der var hun jo. Tilbage. Har hun været der hele tiden? Fuck! Det gør mig bare så glad. At det ikke er slut, at jeg stadig kan være tryg i hendes og hans nærvær. Jeg ved ikke. Det er, som om det har fået sit eget liv nu. At mit liv leves her mellem deres ord i mit forsøg på at forstå dem, at komme tættere på, så tæt som muligt. Jeg har svært ved at stoppe, at lade være. Jeg suges herind hver dag hele tiden. Jeg føler mig tryggest og helt åben og klar i tankerne i timerne, minutterne, hvor jeg sidder her. Hvis det blot var muligt at lade sig opsluge helt af disse to vidunderlige mennesker. Jeg er blevet forelsket, som en teenager i disse to, som uden pis - er Det er svært at forstå og acceptere, at det er kommet mig. Det er som en fantasi, der langsomt, men sikkert egen krop, som jeg pludselig føler, jeg ikke vil leve kun er i mit hoved. Det findes ikke for dem. Jeg tror det giver bare nyt og stærkere liv til mit behov. Det regnskab, at jeg kan fordybe mig 100%, uden at de ved 100% for dem.

til at fylde så meget for har fået sit eget liv, sin uden. Jeg ved nu godt, det ikke, de ved, jeg er her, men at jeg ikke skal stå til det. Men jeg er der stadig

Det glæder mig, at du forstår

::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::: Jeg er her. Gående stille langs søens bred. Alle de billeder, som I måtte have af mig, er rigtige. I dag føler jeg mig som en fandens karl - jeres ord. Jeg svæver nærmest over jorden i glæden over, hvor let livet kan føles. Disse korte glimt af lykken føles i dag som evigheder, som ikke kan slutte, og som kan fastholdes, for mig evigt. Jeg ved for fanden godt, at det ikke er sådan, men lad mig nu bare være lidt.

Jeg lever og ånder ham og vil intet andet, end det han siger og gør. Jeg kan ikke helt forstå, at han kan leve det hele så let,


når jeg lever det så svært. Det lugter lidt af falskhed, selv om mens jeg siger det, næsten ikke kan få vejret og har ikke lyst til at fortsætte tanken. Det er mit liv, men jeg vil gøre hvad som helst for ikke at gøre ham sur eller gøre noget, som kunne betyde, at han ikke vil være med mere. Men det er nu nok ikke mig der bestemmer.

Det er ikke fordi, jeg ikke tror på dem. Et eller andet sted tror jeg ikke, at det betyder noget. Jeg tror, jeg bliver nødt til at blande mig uden om. For at historien kan gøre, som den vil. Det er ikke meningen, at jeg skal blande mig på den måde. Det er meningen, at jeg skal fortælle jer om ham og hende. Jeg har vist blandet mig for meget. Jeg er blevet indfanget af projektet og personerne og har svært ved ikke at skrive mig selv med. Jeg vil nu prøve at blande mig uden om. Så må vi se, hvad der sker.


Jeg vil så gerne have en lykkelig slutning Det er savnet, som tager pusten fra mig. Følelsen af ikke at være helt tilstede. Som om jeg hele tiden bør gå et andet sted hen. Du kan sgu da sagtens kalde det angst for at blive voksen, det er da det nemmeste i hele verden, men jeg synes, du skulle give mig en smule mere tillid end det. Jeg vil så gerne have en lykkelig slutning Jeg vil ikke have, at det er så lidt og så latterligt. Det synes meget større for mig, men sådan er det måske bare, når man står midt i lorten. Det er liv eller død. Lort eller lagkage Jeg vil så gerne have en lykkelig slutning Jeg føler det hele på én gang - jeg er ikke helt sikker på, hvordan det kan lade sig gøre. Nogle gange svinger jeg frem og tilbage mellem én udgave af mig og en anden - og for den sags skyld en tredje. Andre gange, som i dag, føles det som om, at alle er på én gang Jeg vil så gerne have en lykkelig slutning Jeg tror, jeg mangler et helt specifikt gen. Jeg ved ikke, om jeg skal kalde det medfølelse. Det tror jeg ikke, det er. Det er mere en form for gigantisk ego, der i bund og grund ikke kan forstå, hvorfor jeg skal forholde mig til andre mennesker end mig selv. Kan de ikke bare passe deres? Jeg vil så gerne have en lykkelig slutning


Det bliver sgu nok svært! Det er ikke noget, du kan købe på hjørnet. Ikke noget du kan få gratis af hvem som helst. Der skal opofrelse til skatter. Giv noget - modtag noget. Tænk at du er så simpel. Jeg troede, du havde alt muligt at byde på. Al mulig dybde at komme med. Ikke bare almindeligt røvkedeligt og super usexet EGO Du vil så gerne have en lykkelig slutning. Lige i dag kan du få en røv at trutte i - det kan være det hjælper.

Stor fed røv - det kan du selv være. Hvor det unfair, at du sådan skyder på en der ligger ned. Helt ærligt. Jeg troede, det her var mit fristed, et sted hvor jeg ikke skal forstille mig, ikke være andet end det jeg er. Snyd og bedrag. Nå, men så er det her, så bare lige så falskt som resten af verden. Lige så uigennemsigtigt og udvandet som jeg regnede med. Vi er to om at være desillusionerede skatter! Kom igen Det hele bliver så hårdt at røre ved. Du er så blød, kan du ikke bare være det? Jeg prøver desperat at mærke dig, der hvor du er, og ikke flytte mig for meget eller flytte dig for meget - for mig. Hvis jeg nu bare bliver stående lige her. Så du selv kan bumpe ind i mig, når du har lyst. Vil du så? Bumpe?


Du troede, det var forbi, troede det var slut nu, men vi er her jo stadig, baby. Stadig stående, bævende og rystende med alle vores ønsker og håb. Er vi uden håb? Det tror jeg ikke. Jeg kan ikke stoppe. Kan du? Vil vi? Jeg ville ønske, at deres liv stod mere klart for dem. Så vi kunne hjælpe dem. Så de kunne sætte ord på det, der er problemet. Er der et problem? Eller er det bare livet, som det er? Er han til nogen hjælp? Prinsen på den hvide hest. Ham vi troede ville redde det hele - give klarhed. Hun synes, som et fly der er gået i spin og styrter mod jorden, uden at nogen kan stoppe det.

Farten giver mig sommerfuglevinger i maven - hele vejen rundt, jeg føler, jeg lever nu. Lige her hvor det står allerklarest. Jeg kan det hele og fylder lige det, jeg skal og vil. Jeg stopper.

Det er såmænd ikke så svært at gennemskue, hvis du nu tænker dig om. Troede du virkelig, jeg kunne forsvinde så let, om jeg så ville. Næ, jeg har besluttet at holde en pause. Jeg lever mit liv i det skjulte, hvor deres nysgerrige blikke ikke kan følge mig. Jeg har haft brug for lidt tid til at tænke i. Måske også lidt over dig og din måde at være på. Jeg er ikke helt klar til at fortælle om det endnu, men jeg vender tilbage. Bare rolig. Nu vil jeg forsvinde igen.

Jeg er bange, for at vi mister dem. Dør de nu? Eller lever de nu?


Jeg giver dem lige lidt mere tid og ser, om de kommer tilbage for en sidste bemĂŚrkning.

Hmm, stilhed...


Så kommer tomheden – tomheden over manglende evne til at forstå, tomhed over ikke at kunne komme ind under huden på dem og forstå, hvornår de kommer, hvorfor de går. Er der noget i deres møde, jeg mangler at forstå for at kunne se dem i det rette perspektiv? Det er måske netop i mødet, at sandheden viste sig. Deres sande ansigt? Jeg er i tvivl om mine ønsker. Om det er behovet for at sætte dem plads, putte dem i en kasse, der driver værket. Eller er det, der driver mig fascination, et ønske om at kunne være som dem ved at forstå dem helt? Er det i virkeligheden mig, som er, selv? Kan jeg i virkeligheden selv? Her står jeg - og falder i ét med muren der omgiver mig. Jeg tror muren lige præcis er det, der mangler for at gøre billedet komplet.

Den er stor og flot, bygget af fine mursten, som er skabt med kærlig hånd og af det bedste ler. Den er blevet bygget for længe siden, men holder sig flot. Den skifter farve med årstiderne: lysebrun om sommeren, bleget af timerne i solen. Fugtig og duftende af ler om efteråret, hvor regnen trækker spor ned ad siderne. Om vinteren med snehat og skjolder af frost. Når man går tæt på, kan man se iskrystallerne sidde på stenene. På de dage hvor solen skinner, glimter de kort i solen, før de smelter. Foråret, hvor de får et fint skær af grønt fra mug og mos, der gror i sprækkerne, hvor der ikke burde være liv. Min mur

Profile for Katrine Krog Russo

HUN - HAN  

Dette er 2. og hoveddelen af historien om HUN og HAN og hende. Mødet og det der fulgte eller ikke. Skrevet af Katrine Krog Russo

HUN - HAN  

Dette er 2. og hoveddelen af historien om HUN og HAN og hende. Mødet og det der fulgte eller ikke. Skrevet af Katrine Krog Russo

Profile for zina
Advertisement