Page 8

TEMA: Økonomi på anbringelsesområdet

En udgiftskurve der stiger o Forsker afviser de gentagne påstande om en eksplosion i udgifterne på anbringelsesområdet og direktøren i LOS opfordrer til, at påstandene bliver undersøgt til bunds. Af Stig Andersen, journalist

I

gen og igen fremkommer der i debatten påstande om en priseksplosion i kommunernes udgifter til udsatte og anbragte børn. Og ikke mindst påstande om, at især udgifterne til de private opholdssteder er eksploderet. Men hvad er virkeligheden? Hvad gemmer der sig bag tallene, som både de enkelte kommuner, Kommunernes Landsforening og såvel Finans- som Socialministeriet løbende bidrager til debatten med? Er der nogen, som scorer kassen? Er der noget, som er løbet løbsk? Er der nye måder at opgøre tingene på? Er det antallet af udsatte og anbragte børn, der er steget? Eller er det ændringerne i forbindelse med den nu tre år gamle Kommunalreform, der blot giver sig udslag i, at tallene og taksterne gøres op på en anden måde? Ingen synes at kende realiteterne bag påstandene om en eksplosion i kommunernes udgifter, men de påvirker debatten og holdningen til den indsats, der kan og skal gøres for udsatte og anbragte børn, og de giver i takt med kommunernes mere og mere trængte økonomi grobund for gentagne udsagn om, at »nu skal udgifterne til anbragte reduceres«.

8

Gi’ LOS • 3-2010

LOS opfordrer til undersøgelse Derfor opfordrer direktøren i LOS, Geert Jørgensen, nu til, at der gennemføres en tilbundsgående undersøgelse af, hvad der er op og ned i diskussionen om samfundets udgifter til udsatte og anbragte børn og i påstanden om en eksplosiv udgiftsudvikling på området. Signe Hald Andersen, sociolog og seniorforsker i Rockwool Fondens Forskningsenhed, har beskæftiget sig med netop dette område, og om påstandene om udgiftseksplosioner siger hun: »Vi har i Rockwool Fonden undersøgt prisudviklingen over en længere periode. Kendsgerningen er nemlig, at når bl.a. Kommunernes Landsforening påstår, at udgifterne er eksploderet, så forholder de sig kun til perioden fra 2007 til 2009. Men i Rockwool Fonden har vi kigget længere tilbage og set på udgiftsudviklingen over en længere periode.« »Selvfølgelig har der været variationer i udgiftsudviklingen, men for den periode, vi har kigget på, er der ikke tale om nogen udgiftseksplosioner. Der eksisterer ikke en udgiftskurve, der bare stiger og stiger.« »Hvis man tager udgangspunkt i hvor stor en del af kommunernes samlede nettoudgifter, der er gået til anbragte børn, så ligger andelen set i forhold til bruttonationalproduktet lige omkring 1 procent set over 15 år, og det er den tidshorisont, vi har arbejdet med. Selvfølgelig er der variationer, men det man tænker, når der tales som udgiftseksplosioner, er jo sådan en stærkt stigende kurve. Men set over de l5 år, vi har undersøgt, så går kurven både op og ned. Det er korrekt, at der det sidste par år – den

periode KL tager udgangspunkt i – er sket lidt. Men set i det lange perspektiv er det ikke dramatisk.«

Ingen stigende tendens »Kigger man på det samme forløb og det samme materiale i forhold til kommunernes budgetter, så er der over en 8-årig periode fra 2001, hvor vi havde grundtakstreformen, og hvor man ændrede den måde, udgifterne blev opgjort på, tale om en stigning på 0,2 procent. Men der har været fald undervejs, så man kan ikke tale om nogen konstant stigende tendens«, siger Signe Hald Andersen. »De undersøgelser vi har lavet, fortæller mig, at den incitamentsstrukter, der løbende er blevet indbygget i lovgivningen og dermed løbende har givet kommunerne et værktøj, som de kan forvalte deres ansvar på, de virker. Resultatet er, at der sker det modsatte af udgifts-eksplosioner, netop fordi lovgivningen løbende er blevet indrettet, så kommunerne bliver mere påpasselige. Men det lukker naturligvis op for den anden del af denne diskussion, nemlig muligheden for at kommunernes tilbud bliver et økonomisk spørgsmål mere end det bliver et kvalitetsspørgsmål, og det kan naturligvis være problematisk.«

Kan frygte at økonomien styrer Er det det, der sker i øjeblikket? »Det kan man i hvert fald frygte, men jeg kan ikke sige noget præcist om, hvordan tingene foregår ude i kommunerne. Men det er jo nemt at forestille sig, at hvis man får at vide, at der skal spares, så gør man det, og så går det naturligvis ud over nogen. Hvis det sker i sagerne om anbringel-

Gi' LOS Sept. 2010  

Medlemsblad Nr. 3 - 17. årgang - september 2010