Naturmøder

J.F. Willumsen Astrid Kruse Jensen Dark Matters Ditte Knus Tønnesen Ebbe Stub Wittrup Eske Kath Eva Koch Jacob Kirkegaard John Kørner Nicolai Howalt Olafur Eliasson Tal R

8.10. 2015 J.F. Willumsens Museum 3.4. 2016

8.10. 2015 J.F. Willumsens Museum 3.4. 2016

3

4

Indhold

8 Forord

10 At vokse som kornet i natten Christoffer Boserup Skov

18 Naturmøder Lisbeth Lund

56 Menneske, natur og videnskab Gry Hedin

70 Kunstnere

72 VĂŚrkfortegnelse

5

Jeg gik mellem blå og gyldne bjerge, hvor solen foldede sin lysvifte ud og vandrede over himmelhvælvet for at synke bag kolde, grå stenmure.

Jeg oplevede lyset, der legede mellem skyer og tåger og brødes mod højdernes evige sne. Jeg så regnbuen spænde bro over grønne dale.

6

J.F. Willumsen i J.F. Willumsen. Mine Erindringer fortalt til Ernst Mentze, 1953, s. 144

Jeg havde følelsen af at være midt i et jordskælv, hvor universet syntes at dingle og mangle et fast holdepunkt.

Alle afstande blev forrykkede med forskydninger både i vandret og i lodret retning. Det var umuligt at finde noget at støtte øjet til, alt gik hulter til bulter.

Man kunne ikke se, hvad der var langt borte, og hvad der var tæt ved på grund af tåger, der flyttede sig med solen og de skiftende skygger. Den normale afstands­ bedø­mmelse blev forrykket. Det, som var tæt ved, syntes let, og det der var langt borte, virkede tungt og massivt. Bjerg­toppene i det fjerne kunne pludseligt komme frem af tågesløret med en mærkelig klarhed. Alle regler for naturvirkninger kendt fra slette­ landet ophævedes i disse omgivelser.

J.F. Willumsen i J.F. Willumsen. Mine Erindringer fortalt til Ernst Mentze, 1953, s. 92

7

Forord

I foråret 2014 blev J.F. Willumsens Museu­m kontaktet af Folkekirkens Skole­ tjeneste, som gerne ville etablere et sam­ arbej­de om et undervisningsprojekt med udgangspunkt i Willumsens bjergbilleder.

Konceptet udviklede sig til at inkludere både samtidskunst og en variatio­n af naturfænomener, og hermed voksede projektet til den omfangsrige udstilli­ng Naturmøder, der vises på J.F. Willumsens Museum fra 8. oktober 2015 til 3. april 2016.

Naturen har til alle tider inspireret kunst­ nere og filosoffer. I deres arbejde konden­ serer de vores grundlæggende fascination af naturens overvældende kræfter og mangfoldighed. Naturen og det naturlige fungerer i dag nærmest som en form for korrelat til vores fortravlede hverdagsliv.

Vi dyrker naturen, og vi dyrker os selv i den. I naturen finder vi ro i sjælen og mental styrke, og vi tester vores fysiske grænser ved at udforske eller overvinde naturens kræfter. Naturen giver plads til refleksion over det grundlæggende, filo­ so­fiske spørgsmål: Hvem er vi som mennesk­er? Og hvad er vores betydning i verden?

8

Udgangspunktet for Naturmøder er en række af J.F. Willumsens spektakulære og egenartede naturskildringer, som udgør en særlig del af hans kunstneriske produktion. I udstillingen vises de sammen med udvalgte værker af 11 danske sam­ tidskunstnere - Astrid Kruse Jensen, det visuelle studio Dark Matters, Ditte Knus Tønnesen, Ebbe Stub Wittrup, Eske Kath, Eva Koch, Jacob Kirkegaard, John Kørner, Nicolai Howalt, Olafur Eliasson og Tal R som på hver deres måde har for­tolket og bearbejdet indtryk af naturen i dele af deres kunst. Formålet med udstillingen er at indkredse nogle af de æstetiske og formelle strategier, som kunstnerne har anvendt i deres arbejde med naturen som motiv, men også at åbne for nogle af de eksistentielle, mentale og kulturelle dimen­sioner, som alle naturskildringer nødvendigvis rummer. Gennem kunst­ værkernes farver, former, materialer, stemninger og lyde aktiveres vores sanser og skaber forbindelse til vores følelser, erindrin­ger og drømme.

Kataloget indeholder en introduktion og to artikler. Museumsinspektør Lisbeth Lund præsenterer udstillingens koncept og de

fem temaer – Kortlægning, Kon­densering, Konfrontation, Konstruktion og Kontemplation – der indrammer møderne mellem Willumsens bjerglandskaber og de nu­ tidige naturfremstillinger i udstil­lingen.

Forfatter og filosof Christoffer Boserup Skov giver et filosofisk bud på, hvorfor vi mennesker fascineres af naturen og dens kræfter, mens museums­inspek­tør, ph.d., Gry Hedin beskriver, hvordan Willum­sen var inspireret af naturviden­skabelige metode­r og modeller i sin arbejds­proces.

J.F. Willumsens Museum vil gerne rette en varm tak til de personer, der har været med til at realisere udstillingen og nær­ værende katalog. Det gælder først og frem­ mest de deltagende kunstnere, der involve­ rede sig nysgerrigt og med stor entusiasme i projektet og stillede deres værker til rådig­hed. En stor tak også til de private udlånere, til galerie Mikael Ander­sen, Martin Asbæk Gallery, Loui­sia­na Museum of Modern Art, neugerriemschneider, Berlin, samt Det Kongelige Bibliotek – Kort og Billedafdelingen for udlån af vær­ker til udstillingen. Sigrun Gudbrandsdottir, som har stået for det grafiske arbejde med kataloget og PR- og formidlingsmate­rialet,

takkes varmt for sit engagement og tål­ modighed, og en varm tak omfatter også artikelforfatterne Christoffer Boserup Skov og Gry Hedin. For en helt uundværlig økonomisk støtte til udstillingen og kata­ loget rettes desuden en hjertelig tak til Augustinus Fonden, Grosserer L.F. Foghts Fond, 15. Juni Fonden, Martha og Paul Kerrn-Jespersens Fond, Frimodt-Heineke Fonden og til Statens Kunst­fond. Derud­ over takkes Egetæpper, ERCO, Flügger, Kvadrat og STARK for deres generøse sponsorering af materialer til udstillingen, og Produktionsskolen Frederikssund Kreativ Linje for bidrag til installation af Jacob Kirkegaards værk. Endelig vil vi gerne takke J.F. Willumsens Museums medarbejdere og bestyrelse for deres arbejds­indsats og opbakning.

Annette Johansen Museumsdirektør Lisbeth Lund Museumsinspektør Louise Bugge Jacobsen Museumsinspektør 9

At vokse som kornet i natten Af Christoffer Boserup Skov

10

Christoffer Boserup Skov (f. 1976) er cand.mag. i filosofi og har en master i retorik. Han er forfatter til flere bøger om filosofi bl.a. den populærfilosofiske bog Meningen med livet - otte svar og en hulens masse spørgsmål.

Har man sagt J. F. Willumsen, har man også sagt fascination af naturen. I Wil­ lumsens værker ser vi ofte en forståelse af naturen som et ophøjet sted – et sted, hvor vi mennesker kan komme i kontakt med eller måske ligefrem blive ét med os selv. Og Willumsens fascination af naturen er langt fra noget enestående; det ses også hos mange andre kunstnere og tænkere gennem historien. Men hvad er det helt præcist, der er så fascinerende ved naturen? Hvorfor er det, at disse kunstnere og filosoffer mener, at naturen er noget særligt?

Umiddelbart forbinder vi naturen med positive værdier som det at få nogle smukke oplevelser: I naturen kan vi finde ro og slippe for stress, jag, larm og de konstante projekter, der præger og piner mange moderne mennesker. Naturen appeller­er umiddelbart til os og står for noget rart, oprindeligt og sublimt. Samti­ dig indgyder naturen også respekt, for naturen er barsk og besidder ustyrlige og altødelæggende kræfter. Der er også noge­t uskyldigt over naturen; den er ren og jomfruelig og ligger ikke under for den menneskeskabte civilisations og kulturs normer. Psykologisk symboliserer naturen det rå, det uhæmmede og det ubevidste.

I modsætning til naturen står vores kulturel­le normer, hvor rationalitet og

kontrol er dominerende. Vi mennesker er på den måde altså altid fanget i en dobbelt­hed, da vi både er natur- og kultur­væsener. Og undertrykker vi den ene del, så undertrykker vi automatisk også en del af os selv.

Filosofien har lige siden de første græske naturfilosoffer kredset om naturen og for­ søgt at forstå den – og forsøgt at begribe, hvad det er, naturen gør ved os som men­ nesker. Hos den tyske filosof Immanuel Kant finder vi et såkaldt teleogisk (formåls­ bestemt) natursyn, dvs. en tanke om, at der er et bestemt formål med naturen, at nature­n udvikler sig med en hensigt. Det er altså ikke bare kaos og tilfældigheder, der hersker i naturen, men en stræben mod en højere og skønnere orden. Kant taler også om begrebet det sublime, der er en betegnelse for den storslåede op­ levelse, naturen kan give os; i mødet med naturen kan vi få følelsen af, at natur­en har en særlig åndelig karakter og værdi. Hos den franske filosof Jean-Jacque­s Rosseau finder vi en ande­n markant form for naturopfattelse. Han opfatter naturen som det rene, oprinde­ lige og uskyldige sted, hvor mennesket kan genfinde sig selv som naturvæsen.

Denne opfattelse dukker af og til op i vores populærkultur, fx i filmen Into the Wild fra 2007, hvor en ung mand 11

drager ud for at bo i naturen for at søge den ultimative frihed.

Den amerikanske filosof Henry David Thoureau gjorde i midten af 1800-tallet netop det, som mange af os fortravlede mennesker har tænkt på i et kort sekund, men hverken tør at tænke til ende eller føre ud i praksis: I 1845 sagde han farvel til byens støj, industri og travlhed og tog ud i skoven for at slå sig ned. Her byg­ gede han et lille træhus ved skovsøen Walden i Massachusetts. Her levede han en lang årrække et simpelt liv med prak­ tisk arbejde, og han spiste af naturens forrå­d. Han levede i pagt med naturen og sig selv – og undgik at forholde sig til, hvad han mente hans samtid var udtryk for; det moderne livs ligegyldigheder og materi­elle overfladiskhed.

Det banker noget hurtigere i de flestes roma­ntiske naturhjerter, når Thoureau beskriver, hvordan han i skoven er ét med naturen, og hvordan tid pludselig ikke bliver en stressfaktor, men noget der opleves som givende: ”… når jeg en sommermorgen havde tag­ et mit sædvanlige bad, blev jeg siddende i solen i min dør hele formiddagen, synket hen i drømmerier blandt fyrre, valnød­ træer og sumak, i uforstyrret ensomhed 12

og ro, mens fuglene sang rundt omkring eller fløj lydløst … På sådanne dage vokse­de jeg som kornet om natten, og de var langt bedre end nogen arbejdsdag kunne have været. Det føltes ikke som om tiden forsvandt mellem fingrene på mig, men tværtimod som om, jeg fik den skæn­ ket i langt rigere mål end sædvanligt.”1 For Thoureau hænger fascinationen af nature­n sammen med en fascination af det simple liv, hvor man klarer sig med praktisk arbejde, en asketisk livsstil og nyder nuet i stedet for at tænke på, at der skal være en bestemt nytteværdi eller en fremtidig profit i det, man laver.

Overordnet kan man sige, at det roman­ tiske natursyn er kendetegnet ved en idé om, at vi ved at være i pagt med naturen kan opnå en lykketilstand: Det er her, vi kan genfinde vores egentlige identitet, som er blevet mere uklar for os i takt med udviklingen af den moderne civilisation og kultur. Et godt eksempel på, at vi i dag i høj grad er fremmedgjorte fra naturen, kommer nærmest komisk op til over­ fladen, da Zoologisk Have i København for nogle år tilbage valgte at slagte giraf­ fen Marius. Det blev en verdensnyhed, der vakte harme og vrede. Det er tragikomisk, fordi vi samtidig blindt opretholder en landbrugsproduktion, hvor langt største­

delen af dyrene lider uforholdsmæssigt meget, fordi der skal oprettes nogle bil­ lige forbrugspriser. Måske er giraffer mere nuttede end grise, men alligevel …

Og hvad betyder det så, at vi kan finde vores identitet i naturen? Hvis man behold­er de filosofiske briller på, så er min pointe, at naturen er interessant for os – ikke bare fordi, den indgyder til ro, et simpelt liv og kan give os skønne oplevelser. Naturen er også interessant, fordi den giver rum til refleksion og derfor åbner for det grundlæggende filosofiske spørgsmål: Hvem er jeg?

Når vi står over for de betagende bjerge, der stikker op mod himlen (som Willum­ sen var så fascineret af), når vi en frost­ klar nat betragter et svimlende stjernehav over os, eller når vi oplever en talrig stæreflok, der indtager himlen i fantas­ tiske formationer, så gør det noget ved os.

Vi bliver mindet om vores ubetydelighed.

Vi oplever, hvor stor verden og naturen omkring os er, og vi mærker en sårbar­ hed; for hvor er vi egentlig uendelig små og ubetydelige i det store hele. Og min pointe er, at netop sådanne naturoplevel­ ser (som man jo kan få masser af) gør, at vi begynder at sætte os selv i relation til naturen – dvs. vi begynder at reflektere over, hvem vi er. Det er, når vi betragter

naturens skønhed, mærker dens storhed, indser dens barskhed og fornemmer roen, at vi begynder at tænke over, at vi ikke bliver født med en medfølgende manual eller brugsvejledning, men at vi hver især skal finde ud af vores værdier og vores livsprojekt. Naturen kan, med andre ord, tilskynde os til at tænke over, hvem vi er.

Og hvem er vi så? Ja, i det daglige har vi en tendens til ofte at definere os på en bestemt måde: Når vi taler om os selv, tale­r vi ofte om kompetencer, kvalifika­ tioner og evner. Vi har altså fokus på, hvad vi kan. Vi kender det, når vi skal præsentere os selv over for andre i et selskab, hvor vi ikke kender nogen, hvor det første spørgsmål som regel går på, hvad vedkommende arbejder med. Under­ forstået: Hvad kan du? Vi lever også i en tid, hvor vi har meget fokus på det at kunne noget; vi taler fx ikke længe­re om velfærds­samfund, men om en konkur­ rencestat, hvor borgerne konstant er i konkurrence med hinanden og andre samfund om at overleve, derfor skal vi hele tiden dokumentere, hvad vi kan. I populærkulturen konkurreres der stor set om alt; i at synge, danse, bage! Konkur­ rence­aspektet er med til at understøtte det, at vi definerer os selv og hinanden ud fra, hvad vi kan.

13

Men i filosofien er det anderledes. Her fokuserer man i stedet på, hvem vi men­ nesker er. Her er vores eksistens i cen­ trum; altså hvem er jeg? Her er man ikke interesseret i at tale om kompetencer og konkurrence, men i stedet taler man altså om vores tilværelse, vores eksistens, det at vi er til. Og kunne man tilføje – det at vi er til som naturvæsener.

I naturvidenskaberne er formålet at søge forklaringer. Her undersøger man fæno­ mener i verden for at få forklaringer på, hvordan ting fungerer og hænger sam­ men. Inden for de humanistiske fag, hvor filosofien og kunsten hører til, handler det ikke om forklaringer, men om forståelse.

Her søger man at forstå mennesket, forstå vores eksistens; hvem vi er, hvordan vi skal handle, vores behov og motiver. Her bliver undersøgt hvilke værdier, vi skal leve efter, og hvordan vi skal forstå os selv i den store sammenhæng.

Så det, kunsten og filosofien egentlig gør, er at give plads til at kunne stille og reflek­tere over helt andre typer af spørgsmål. I vores kultur diskuterer vi fx ofte, hvordan vi kan optimere vores konkurrencesamfund. Men en filosof og kunstner, der har fokus på vores eksi­ stens, det at vi er til, vil i stedet spørge til, hvordan vi indretter et retfærdigt samfund, 14

og hvordan man bliver en god borger?

I vores kultur bugner reolerne med selvhjælpsbøger, og vi diskuterer, hvordan man kan blive lykkelig i en fart, tabe 10 kilo på 14 dage, få en flad mave på to uger eller andre ting i samme stil.

En filosof vil i stedet undersøge og spørge til, hvordan jeg kan blive et godt menne­ ske? Og et sidste eksempel: Vi bruger også meget tid på coaching og på at skabe vores helt perfekte karriereveje og skrabe store formuer sammen. Og rigtigt gættet; en filosof vil interessere sig for et helt ande­t spørgsmål af meget mere eksisten­ tiel og vigtig karakter: Hvordan forbereder jeg mig på, at jeg skal dø?

Det er, når vi stiller disse spørgsmål og tænker over dem, at vi forholder os til vores eksistens. Naturen, filosofien og kunsten kan hjælpe os på vej og skabe rummet for disse refleksioner. For det kræver netop et frirum; i dagligdagen bliver vi ofte mødt af, at ting skal kunne betale sig, at man skal gøre ting med et bestemt formål. Vi skal – med et ikke kønt nydansk ord – performe. Men lige præcis med de grundlæggende og eksistentielle spørgsmål kan der ikke laves en smart business case eller en udregning af nytte­ værdien. Det er bare noget, vi tænker over uden nødvendigvis at komme frem til et bestemt svar eller resultat. Og det er helt

o.k.! Inden for filosofien og kunsten er man ikke blevet klogere på de her spørgsmål, siden Sokrates begyndte at stille dem til sine medborgerne for 2500 år siden på torvet i Athen. Men det er lige meget, for det er ikke altid nytten, resul­ taterne eller hvad vi kan, der har værdi.

Det har en værdi i sig selv at forholde sig til disse spørgsmål – fordi vi netop er naturvæsener, der kan reflektere over os selv.

Så kunstens rolle i forhold til naturen er ofte – og det ses i særdeleshed hos Willum­sen – at gøre os tilskuere bevidste om, at vi netop er denne sammensmelt­ ning af natur- og kulturvæsener. Kunsten kan give os en referenceramme og et sprog til at diskutere det forhold; og det er måske i bund og grund en af kunstens fornemmeste opgaver; at skabe rum for en dialog om, hvad vi mennesker egentlig er for en størrelse, og hvordan vi skal handle i denne verden?

1 Henry David Thoreau: Walden - livet i skovene. Gyldendal 2008, s. 102-103

15

16

17

natur møder

J.F. Willumsen er kendt for sin særpræ­ gede, monumentale stil med intense farver, blændende lys og en motivkreds, der oftest har mennesket i centrum; Det Store Relief med de forskellige figurgrupper, talrige portrætter og selvportrætter, dansende kvinder og rejseskildringer af folkelivet i det sydlige Europa. Men i en række natur­ skildringer, særligt af bjerge, har Wil­ lumsen imidlertid skabt nogle menneske­ tomme værker, hvor mødet med naturen i kunstnerens egen subjektive fortolkning er omdrejningspunktet. Det er disse værker, der er udgangspunkt for udstil­ lingen NATURMØDER. Gennem en udvidet dialog med værker af 11 danske samtidskunstnere udfolder og perspektiverer udstillingen Willumsens fascination af og frygt for den barske natur, og særligt hans optagethed af bjergenes kraft som katalysatorer for mentale rejser ud i sindets krinkelkroge. De udvalgte samtidskunstnere fortolker naturen ud fra forskellige vinkler, der både inkluderer det systematisk observerende og regi­ strerende, det filosofisk og eksistentielt afsøgende samt det konstruerede og kul­ turelt betingede. Det er ikke det flade, danske landskab, der er afsættet for deres værker, men voldsomme naturfænomener som gletchere, vulkanudbrud, flodbølger og solens brændende stråler.

Temaerne Kortlægning, Kondensering, Konfrontation, Konstruktion og Kontemplation indrammer møderne mellem Willumse­ns bjerglandskaber og de nutidi­ge naturfremstillinger. De tematiske sammenstillinger åbner for nye lag og for­tællin­ger, hvor arbejdsproces, form, indhol­d og perception indgår i en gen­ sidig udveksling på tværs af tid og sted.

Temaern­e skal opfattes som synsvinkler på kunsten, men de er vejledende og grænserne imellem dem i høj grad fly­ dende.

I de udstillede kunstværker er der ingen figurer, man kan identificere sig med og opleve naturen igennem. Som beskuere konfronteres vi direkte med de kunstne­ riske fortolkninger af naturfænomenerne og må selv tage på rejse ind i værkernes fortællinger.

Rigtig god tur

19

kort lĂŚg ning

20

J.F. Willumsens naturbilleder er ikke objek­tive og naturalistiske skildringer, men rummer subjektive oplevelser i form af sansning og følelser. Udgangspunktet for motiverne er dog en omhyggelig ar­­­bejds­met­o­­de, der på mange måder kan minde om en naturvidenskabsmands, med systematiske observationer og ind­ samling af data i naturen. Willumsen har eksempelvis studeret og klassificeret for­ skellige planter og blomster i sit herba­ rium, og han har sirligt noteret på skitser og fotografier fra Alperne1, hvordan vejr­ forhold og tidspunkt på dagen påvirker bjerg­landskabets farver og stemninger.

Hans nøgterne men også poetiske regi­ strering af naturens fænomener møder i udstillingen Nicolai Howalts studier af sollys i serien Light Break / Wavelength, 2014/2015, og Olafur Eliassons foto­ grafiske værk 360° rock series fra Island, 2006. Som Willumsens studier krydser deres værker spor mellem naturviden­ skabens og kunstens verden og forener det dokumentarisk registrerende med et æstetisk udtryk.

Howalt har i sin billedserie systematisk foto­graferet solens stråler gennem linser og filtre, som lægen Niels Finsen i 1800tallet anvendte i sin banebrydende behandli­ng af hudlidelser. Billederne er foto­grammer, skabt direkte på lysfølsomt,

fotografisk papir inde i kameraet.2 Med filtre­ne undersøger han lysets ellers immateriel­le karakter og giver det form og farve i fotografierne. De brændende sole fremstår som ekspressive farve­ eksperimenter, der i udtryk minder om Willumsens konkretiseringer af sollyset i fotografier og skitser fra bjergene.

Hos begge kunstnere materialiserer lyset sig som et eksplosivt element med en dobbelt­hed af både livgivende og destruktive kræfter.

Lyset er også centralt i Eliassons fotoserie 360° rock series, der viser et klippe­stykke i den islandske natur. I de 9 fotografier, der samlet udgør et 360° panoramisk billede af motivet, har Eliasson på nærmest viden­skabelig vis kortlagt, hvordan klip­ pens udseende varierer alt afhængig af synsvinkel og lysets skiftende intensitet i løbet af dagen. Men modsat naturviden­ skabens kvantificering af iagttagelser og opstilling af objektive lov­mæs­sigheder illustre­rer værket en empirisk og fænome­ nologisk tilgang til naturen, baseret på individets subjektive oplevel­se. 360° rock series umuliggør én central position, som klippestykket kan overskues fra; klippens form og udtryk forvandles kontinuerligt ved kunstnerens bevægelse i naturen og sollysets skiftende styrke.

21

22

J. F. Willumsen Opslag fra udklipsmappen Land og Vand Ca. 1900-1911

23

24

Nicolai Howalt Light Break / Wavelength. 2014/2015 Unique light exposure C-type color print, 25,5 x 20,3 cm

Nicolai Howalt Light Break / Wavelength. 2014/2015 Unique light exposure C-type color print, 25,5 x 20,3 cm

25

26

Nicolai Howalt Light Break - Photography / Light Therapy, Installationsview Martin AsbĂŚk Gallery. 2015

27

28

Olafur Eliasson 360째 rock series. 2006 C-prints, 42 x 65 cm. 9 stk.

136 x 205 cm

29

kon den sering

30

Gennem de mange skitser af bjergland­ skabets foranderlige natur kommer Willum­sen ind under huden på sit motiv.

Han iagttager dets særegenheder, mærke­r og sanser det, og studierne funger­er som visuelle noter, han be­arbej­ der og omsætter til nye udtryk i sine malerier. Hans observationer af naturen er i skitserne reduceret til et forenklet billedsprog af former, farver og flader, der bevæger sig mellem figuration og abstrak­tion. Skitserne fremstår som et koncentrat af det oplevede – en fortæt­ ning af stemninger og følelser.

I Tal R’s tegninger fra Nordøstgrønland Ekspeditionen 2011 er noget lignende på spil. Undervejs på rejsen har han med olie­kridt i stærke, klare farver nedfældet sine indtryk af den storslåede natur i en lille notesbog. I bogen er de gennem­ gående motiver af skyer, bjerge, fjorde og hav kondenseret til organiske og geo­ metriske former af nærmest dekorativ karakter. Den grønlandske natur er ud­ gangspunktet for Tal R’s skitser, men forenklingen giver tegningerne et fiktivt udtryk og et element af noget konstrueret.

bygger på udklip fra hans udklipsmapper, skitser fra tidligere rejser og erindringer og forestillinger om bjerglandskaber.

De forenklede former og flader og en legen­de, koloristisk stil kendetegner også Eske Kaths monumentale værker af bjerge, vulkaner, ild og vand, der ind­ holdsmæssigt kredser om menneskets frygt for og fascination af naturkata­strofer.

Kath maler ikke naturen udelukkende på baggrund af egne erfaringer, men henter inspiration i både massekulturens billed­ strøm, naturvidenskabelige modeller og kunsthistoriske referencer. I maleriet Disintegra­tion, 2003, centrifugeres de for­ skellige visuelle udtryk i et kaotisk infer­ no. Selvom billedet er mennesketomt, er der noget menneskeligt over bl.a. lava­ flodens draperede former, som var de ab­ straktioner over menneskekroppen. En lignende personificering ses i Willumsens maleri Naturens skjolder, bjergene med de tre farver fra 1936, hvor bjergene fremstår som fantasivæsner fulde af liv, på nippet til at bryde ud af billedrammen.3

I Willumsens sene bjergbilleder fra 1930’erne er der skruet op for farverne, og stilen har fået en tegneserieagtig karakter. Det er en imaginær natur, der 31

32

J. F. Willumsen Akvarel. Ca. 1901 Vandfarve p책 papir, 45,7 x 30,2 cm

J. F. Willumsen Akvarel. Ca. 1901 Vandfarve p책 papir, 30,3 x 45,7 cm

J. F. Willumsen Akvarel. Ca. 1901 Vandfarve p책 papir, 20,4 x 30,3 cm

33

34

Tal R Qaqqarsuaq. 2011 Tal/Z 10112. Farvekridt p책 papir, 24 x 16 cm

Tal R Qaqqarsuaq. 2011 Tal/Z 10077. Farvekridt p책 papir, 24 x 16 cm

35

36

J.F. Willumsen Naturens skjolder, bjergene med de tre farver. 1936 Olie pĂĽ lĂŚrred,126 x 150,5 cm

Eske Kath Disintegration. 2003 Olie på lærred, 230 x 360 cm

37

Kon fronta tion

38

Willumsen bjergtages af naturens storhed og styrke, men hans fascination går hånd i hånd med en dyb angst og afmagt, som leder tankerne hen på romantikkens fore­ stilling om det sublime. Møderne med den brændende sol, havets voldsomme bølger og bjergenes overrumplende styrke giver på én gang anledning til poetiske og destruktive tanker. I naturfænomenerne oplever Willumsen både det liv­givende og dødbringende, det skabende og ned­ brydende, tro og tvivl – modsætnings­ forhold, som han spejler i den menne­ skelige eksistens’ grundvilkår. For at formidle de følelser og refleksioner, som naturoplevelserne fremkalder, arbejder han med et sanseligt formsprog i sine værker. Han former malerierne som konfronteren­de udsagn i beskuerens rum ved at benytte store billedformater og ind­ drage rammen som en del af værkets fortælling.

Krop og sanser sættes også i spil i henholds­vis John Kørners installation Tsunami, 2015, Jacob Kirkegaards lyd­ værk Isfald, 2013 og Eva Kochs instal­ lation I am the River / #3 Seljalandsfoss fra 2015. Kørners værk, der mimer en dødbringende tsunami udformet som et gigantisk, bølgeformet tæppe, er som naturfænomen frygtindgydende og destruktiv, men i sin kunstneriske form

også indbydende og udfordrende. Der er noget rart, nærmest hjemligt over mate­ rialet, og konstruktionen inviterer beskuere­n til at interagere med bølgen og prøve kræfter med dens styrke. I Kirkegaards installation Isfald er det Grønlands imposante gletsjere, som beskuer­en konfronteres med. Værket afspill­er lyden af den smeltende is, ​​ ind­ spillet med undersøiske mikrofoner og med sensorer på smeltende gletsjere. I det mørklagte rum skærpes sanserne, og lyden af isens knirken, rislen og buldren føles lige så meget, som den høres - som stod vi ovenpå den arktiske undergrund.

Det er på en gang poetisk og faretruende.

Lyden mærkes ligeledes rent kropsligt i Eva Kochs installation I am the River / #3 Seljalandsfoss. Værket viser det eksplo­ sionsagtige og energiudladende øjeblik, hvor vandfaldets og elvens vand mødes.

Koch skærper vores sansning af fænomenet ved at filme med nedsat hastighed, så vi på én gang suges ind i det brusende vand og samtidig oplever de forstøvede dråber enkeltvis. Den kraft­ fulde lydkulisse og værkets monumentale dimensioner giver en kropslig erkendelse af, hvor skrøbeligt menneskelivet er i forhold til naturens voldsomme kræfter.

39

40

J.F. Willumsen Tåger og sneklatter på bjerg. 1938 Olie på lærred, 127 x 150 cm

John Kørner Tsunami. 2015 Tæppe og træ, 1026,8 x 1260 cm

41

42

Jacob Kirkegaard Isfald. 2013 Lydinstallation: Mixed media, 535 x 420 x 420 cm

Eva Koch I am the River / #3 Seljalandsfoss. 2015 Videoinstallation, ca. 600 x 1200 cm

43

Kon struk tion

44

Willumsen er i 1892 på en rejse til Norge for at male et helt anderledes landskab end det danske. Mødet med den barske natur i Jotunheimens fjeldområde sætter på flere måder spor i Willumsens sind, og hjemvendt fra rejsen omsætter han sine indtryk i værket Jotunheim. Skiftende bjergprofiler, synsvinkler, lys og vari­eren­de tider af døgnet samler sig i maleriet til et panoramisk billede. I siderne er tilføjet relieffer, der symboliserer mod­ polerne i den menneskelige natur – fornuf­t og følelse – og på rammens over­ligger bryder de opadstræbende bjergtoppe fysisk igennem formet i emalje. Frem for at være en naturalistisk gengivelse af en bestemt bjergtopografi er værket et konstrueret landskab i både indhold og form. Det er en syntese af det fysisk oplevede land­skab blandet med følelser, stemninger, erindrin­ger og fore­ stillinger om den storslåede natur. På rejse­n møder Willumsen ikke kun det overvældende bjergmassiv i sin fysiske materialitet, men også litteraturens og avisernes fortællinger om det norske landskab som frygtindgydende og sub­ limt.4 Det konstruerede og fragmenterede billed­rum er også nærværende i både Ditte Knus Tønnesens skulpturelle værker og Ebbe Stub Wittrups fotografier af

bjergnatur. Knus Tønnesens udgangs­ punkt er egne fotografier af det nordiske landskab med spor af menneskelig til­ stedeværelse, som hun dekonstruerer og sammensætter til nye visuelle udtryk i rumlige iscenesæt­telser. I værkerne undersøg­er hun ideen om den uberørte natur og menneskets kulturelt betingede oplevelse af land­skabet. Findes der en autentisk natur? Og kan vi opleve den uden filter?

Stub Wittrup arbejder på lignende måde med den kulturelle billedliggørelse af natur­en i sin fotografiske serie Out From Under fra 2007. Igennem manipulation af fundne fotografier ændrer han billedernes oprindelige fokus på bjergvandrere til en mennesketom natur med bjerg­mas­ siverne i centrum. I billederne er land­ skabe­t trukket helt frem i billedfladen, og betoningen af fladen, de monokrome farver og forskudte gentagelser af motivet i sekventielle forløb giver fotografierne et malerisk udtryk. Referencen til den natur, billederne dokumenterer, sløres, og foto­ serien fremstår som et landskab i sig selv, der er åbent for beskuerens forestillinger, erfaringer og drømme om en potentiel bjergvandring.

45

46

J.F. Willumsen Jotunheim. 1892-93 Olie på lærred, træ, malet zink og emalje på kobber, 152 x 275 x 13 cm

Ditte Knus Tønnesen If You Are Earth Then I am Water. 2014 Fotografisk emulsion og lak på MDF plade, 220 x 166 x130 cm

Ebbe Stub Wittrup Out From Under Installationsview Martin Asbæk Gallery. 2007

47

Kon templa tion

48

I flere af Willumsens naturbilleder træk­ kes vi ind i gådefulde rum, hvor tingene ikke altid er, hvad de ved første øjekast giver sig ud for at være. Klippeblokke og sneklatter forvandler sig til fantasivæsner, og tusmørket og det sceniske månelys mystificerer landskabet. I maleriet Sidste lysning på Mont Blanc fra 1938 eksi­ sterer skønheden og det foruroligende side om side; der er på én gang noget meditativt og urovækkende over bjerg­ landskabets ophøjede ro og månelysets drømmeagtige skær. Willumsen maler sine billeder med direk­te afsæt i foto­ grafiske forlæg af landskab­et. Mont Blanc’s karakteristiske spidser og gletsjer­formationer gen­kendes eksem­ pelvis i nogle af bjergbillederne. Men når motiverne omsættes til maleri mister de deres tids- og steds­specifikke reference. Med ekspressive farver og forenklede former skaber Willum­sen imagi­nære landskaber og visualise­rer følelser og stemninger snarere end bestemte bjergtopografier.

proces, hvilket får lyskilderne til at træde frem med en særlig intensitet og tilfører billederne en kunstighed og en stemning af noget uvirkeligt. I værket Hidden Places #2 skaber kontrasten mellem lyse og mørke områder og spillet mellem kon­ krete og abstrakte former en verden, der pendulerer mellem virkelighed og drøm.

Vi både genkender og farer vild i billedets elementer, og med Sigmund Freuds ord er der noget un­heimlich over situationen; det, vi er fortroli­ge med, slår over i en truend­e fremmedhed. De store formater, farve­mættede billedflader og delvist ab­ strakte billedrum tilfører fotografierne maleriske kvaliteter og et udtryk, der indskriv­er dem i en romantisk og sym­ bolistisk landskabs­tradition.

Det tvetydige og drømmeagtige karakte­ riserer også Astrid Kruse Jensens foto­ grafier fra serien Hidden Places, 2008, der skildrer landskaber i den myteom­ spundne islandske natur optaget i skum­ ringstiden. Kruse Jensen opererer med en lang eksponeringstid i den fotografiske 49

50

J. F. Willumsen Sidste lysning på Mont Blanc. 1938 Olie på lærred, 126 x 150 cm

Astrid Kruse Jensen Hidden Places #2. 2008 Farvefotografi, 120 x 150 cm

51

Ud eller ind i naturen I det sidste udstillingsrum kan publikum med krop og sind selv prøve kræfter med nogle af udstillingens temaer. Det visuelle studio Dark Matters har med værket Qualia konstrueret en virtuel parallel­ verden til det fysiske udstillingsrum og den omkringliggende natur, som publikum kan interagere med og påvirke. Ved hjælp af Virtual Reality brillerne Oculus Rift og en række naturoplevelser, skabt og for­tol­­ket af Dark Matters, iscenesættes en dobbelt-realistisk virkelighedsfølelse, som åbner for dialog om vores personlige sansekarakteristika og virkelighedsop­ levelse. Med brillerne på står vi ikke blot og kigger på landskabet, vi befinder os 52

midt i det. Værket stiller spørgsmål ved, hvordan vi oplever og erfarer vores omgivelser og dermed også naturen.

Hvis vi kan snyde vores sanser og skabe en overbevisende illusion om at være til stede i en simuleret virkelighed, er det så nødvendigt at gå ud og sanse den virke­ lige verden? Og hvis naturoplevelsen finder sted i vores bevidsthed, er den konstruere­de natur så ikke lige så virkelig som den fysiske?

Qualia er IKKE et computerspil, men en intens og fordybende oplevelse, der sætter publikums sanser i spil. I interaktionen

med værket smelter vores bevidsthed og erfaringer om naturen sammen med de kropslige erkendelser, som filmene i Oculu­s brillen skaber. Oplevelsen er i

høj grad subjektivt betinget, og ændrer karakter afhængigt af øjnene, der ser, og de valg aktøren træffer i den virtuelle verden.

1 På sin rejse i Alperne tager Willumsen flere fotografier af bjerglandskabet, som han indsætter i sin udklips­map­pe Land og Vand. Willumsen samler i perioden ca. 1900 1911 illustrationer fra blade og tidsskrifter i fjorten store mapper ordnet systematisk efter forskellige emner som Arkitektur, Tegning, Kunsthåndværk, Maleri, Skulptur, Land og Vand, Mennesker, Menneskerace, Børn, Kvinder, Mænd og Dyr. Ind imellem udklippene anbringer Wil­ lum­sen sine egne fotografier, hvor de passer ind i sam­ menhængen.

2 Ved hjælp af de farvede filtre indfanger Howalt dele af solens stråler og lader det resterende lys løbe gennem bjergkrystals-linser. Lysstrålerne opfanges på lysfølsomt, fotografisk papir og bliver til unikke fotogrammer –

direk­te og ubearbejdede aftryk af solens lys. Processen og Finsens metoder er beskrevet i Nicola­i Howalt: Light Break. Photograpy / Light Therapy. Fabrik Books 2015.

3 Kunsthistoriker Anne Gregersen beskriver i kataloget Vitale Willumsen, hvordan naturen personificeres i flere af Willumsens bjergbilleder. Anne Gregersen: Vitale Willumsen, J.F. Willumsens Museum 2008, s. 24-30.

4 Kunsthistoriker Troels Branth Pedersen uddyber i sin bog om Willumsens rejse til Jotunheimen, hvordan kunst­nerens forestilling om den sublime fjeldnatur er en kompleks størelse, der både bygger på erfaringer, kunst­ historiske referencer, folkekunstens billedverden og beskrivelser i aviser og litteratur. Troels Branth Peder­sen: Bjergtaget. J.F. Willumsen i Norge 1892, Klim 2006.

Dark Matters Qualia. 2015

53

54

55

Menneske, natur og videnskab J.F. Willumsens arbejde med systemer, naturlove og ornamentik

Af Gry Hedin

56

Gry Hedin (f. 1974) er mag.art. i kunsthistorie fra Københavns Universitet og ph.d. fra Nordiske Studier og Sprogvidenskab. Hun har i sin forskning arbejdet med forholdet mellem kunst, litteratur og naturvidenskab med fokus på dansk og nordisk kunst i 1800-tallet. Siden 2014 museumsinspektør på Faaborg Museum.

Bag mange af J.F. Willumsens menneske­­ tomme skildringer af naturen ligger en in­teres­se for menneskets måde at opleve og forstå naturen på. Willumsen så viden­ skabs­­mandens omhyggelige eksperimen­ ter som et ideal for kunstneren, og i mange værker er videnskabelige refleksioner og indsigter ikke langt væk. I raderingen Frugtbarhed,1891, og i hovedværket Jotun­heim,1892-3, refererer han direkte til naturvidenskaben, mens han i andre værker eksperimenterer med, hvordan mennesket opfatter og forstår verden om­ kring sig. Netop dette er underliggende temaer i malerier som To gående koner, 1890, Ægte kastanjer,1891, og Tåger og sne­klatter på bjerg,1938. Disse værker giver en enestående indsigt i, hvordan en kunstner kan trække på egne iagttagelser og naturvidenskabelige indsigt­er og sætte dem ind i en større filo­sofisk sam­ menhæng.

Darwins diagram Raderingen Frugtbarhed (ill. 1) er ikke blot et portræt af Willumsens gravide kone Juliette. Ved siden af den gravide mave vokser et kornaks, hvis kerner spirer og bliver til flere for at danne et livets træ, og midt i det har Willumsen skrevet et digt om kunstens sprog. Det mønster, som korn­aksene danner, minder om det dia­ gram, som Charles Darwin brugte til at

vise, hvordan alle livsformer har udviklet sig gradvist fra et fælles udgangspunkt.

Diagrammet er den eneste illustration i det berømte debutværk Om arternes oprindelse (ill. 2). Willumsen havde bøger om den engelske naturvidenskabsmand med gengivelser af diagrammet og kan have været fascineret af, hvordan men­ nesket som andre arter er forbundet med naturen på et helt fundamentalt niveau. I raderingen er menneske og kornaks side­ stillet som del af samme, store familie.1 Diagrammet var et vigtigt naturvidenskabe­ ligt billede i slutningen af 1800tallet, og det inspirerede andre naturvidenskabs­ mænd til at kortlægge forskellige planteog dyre­arters udvikling og endda til at forstå, hvor­dan menneskets sprog har ud­ viklet sig. Herfra er der ikke langt til ud­ viklingen af kunstens formsprog, som Willumsen skriver om i et digt på fransk skrevet ind i selve billedet. Også kunstens sprog udvikler sig til stadighed, og man må lære sig det nye sprog for at forstå den moderne kunst, skriver Willumsen. Han søgte selv efter et nyt sprog for kunsten ved at gå tilbage til kunstens rødder. Han tager med den forsimplede tegning af den gravide Juliette udgangspunkt i ’ur­ kunsten’ – den assyriske, ægyptiske og akaiske kunst, som han kunne studere på Louvre i Paris – men han frembringer et 57

58

1: J.F. Willumsen: Frugtbarhed. 1891. J.F. Willumsens Museum 2: Charles Darwins diagram over arternes udvikling i: Charles Darwin, On the Origin of Species by Means of Natural Selection, or the Preservation of Favoured Races in the Struggle for Life. John Murray, London 1859

helt moderne værk, der skabte stor debat i samtiden.

Med kornakset, digtet og kvinden argu­ menterer Willumsen via naturvidenskaben for, at kunsten må udvikle sig med ud­ gangs­­punkt i fortiden, men hans værker handler dog sjældent kun om kunst. Han var også optaget af, hvordan Darwin med sit dia­gram viser naturens usynlige, under­ liggende orden – den orden, som det enkel­te menneske genfinder i sit eget stamtræ. Naturvidenskabens abstrakte og skematiske modeller af naturens usynlige strukturer former vores måde at forstå verden på, og i slutningen af 1800tallet var man optaget af at kortlægge de histo­risk­e rødder for at forstå den fremad­ skridende udvikling. I dag går fascina­ tionen indad fremfor bagud, og Niels Bohrs atommodel og den slyngede dnaspiral er almenkendte visualiseringer af det vi ikke kan se, men som danner bag­ grund for vores forståelse af verdens og menneskets byggesten.

3: J.F. Willumsen: Jotunheim. 1892-93. J.F. Willumsens Museum 4: Jotunheim: Detalje af relief med videnskabsmænd og naturlove

59

Naturlove i fletværk Willumsen vendte tilbage til naturviden­ skabens forsøg på at beskrive verden i Jotunheim (ill. 3). Mens han i Frugtbarhed refererer til en vigtig ny indsigt i sin tids videnskab, er det et mere overordnet spørgsmål, han tager fat på her.2 Selve maleriet er en syntese af et norsk bjerg­ landskab med takkede rækker af bjerge over hinanden, der med deres spredte sneklatter spejler sig i to bjergsøer. Men for Willumsen var maleriet ikke nok til at udtrykke hans oplevelse af bjergene, og i rammens venstre side gengiver han noget så abstrakt som naturlove. Her ses fire nøgne mænd i forskellige aldre. De to øverste strammer med spændte muskler og rynkede pander et fletværk ud, mens en ældre mand med sammenknebne øjne holder en enkelt streng mellem venstre hånds tommel- og pegefinger. Kontur­ linjerne omkring ham udgøres af fletvær­ kets strenge. Under ham er en yngre mand, omkring hvis hoved to tykke, uregelmæs­ sige linjer slynger sig. Han har lukkede øjne og en krop uden markerede muskler.

Tre strenge er tykkere end de andre, og omkring dem væver et fletværk af tyndere strenge det hele sammen til et fintmasket system (ill. 4). Disse mænd repræsenterer ifølge en tekst, som Willumsen skrev til værket ved en udstilling i 1895 ”dem, der med fast Vilje søge ved Lærdom og For­ 60

stand at finde Forbindelsen mellem det uendeligt Store og det uendeligt Smaa.

Det uendeligt Store er fremstillet ved en Stjerne­taage, det uendeligt Smaa ved nogl­e Mikrober. Figuren forneden er unde­r Inspiration; Figuren foroven føler sig overbevist om det rigtige Resultat af sin forskning”.3 Strengene repræsenterer ifølge Willum­ sens notesbog 1892-94 Naturlove, og han skriver, at han ”lader dem i deres Gang følge de Regler som ere karateris­ tiske for Naturlovene, en Linie der engang er født til at bevæge sig i Knæk og lige Linier bliver ved der med (…) de smaa Linier lader jeg som Lysstraaler falde ned under samme Vinkel som de kom ind, ligesom en Billardkugle der møder en Billard­side, et sted følger en Linie parabel­ buer som en Sten der kastes op i Luften o.s.v.”.4 Modsat teorier som evolutionsteorien eller atomteorien visualiseres naturens love – som f.eks. Newtons tyngdelov – sjældent i andet end de formler eller matematiske udsagn, som de ofte kan reduceres til. I relieffet viser Willumsen ikke bare én, men mange i sammenhæng, og de væver sig sammen og udgør et samlet hele.

Willum­sen er tydeligvis fascineret af menneske­ts forsøg på at sætte verden på

Norge, men i Paris, hvor han gjorde maleriet færdigt i sit atelier. I notesbogen kan man følge, hvordan han over ti sider arbejder sig frem med passer og lineal for at udregne vinkler og afstande (ill. 5) og når frem til en egen ’lov’: ”Resultatet af alle disse Forsøg er da blevne dette: Uden om hver Sneklat findes der en mørk Kant (indifferent Teorien) denne Kants Brede maa staa i Forhold til Sneklattens Corpus, hvor den er stor og bred bliver Kanten bredere (…) jeg har ansat ¼ Tvermaal som passende”.5

formel, og han er optaget af tidens inte­ resse for at se på de store sammenhænge.

Mønstre og systemer I maleriet i midten gør han selv et forsøg.

Her minder linjerne, der bevæger sig i buer eller skarpe vinkler, om relieffets naturlove, og han arbejder systematisk med spejlinger i søerne, så hver rund sneklat får sin egen firkantede spejling.

Det er dog særligt i arbejdet med kon­ turerne om bjergenes sneklatter, at han går videnskabeligt til værks. I hans notes­ bog kan man følge, hvordan han udregner konturens bredde ud fra en selvopfunden formel. Dette arbejde fandt ikke sted i 5: J.F. Willumsens notesbog 1892-94, s. 38

Formlen er egentlig simpel, men når den anvendes på de uregelmæssige sneklatter, bliver det meget komplekst – og forsøgene fører til hans generelle overvejelser om naturvidenskaben og gengivelsen af naturlovene på billedets ramme. Han ser en tæt sammenhæng mellem sit eget ar­ bejde med at udregne et system til at gen­ give landskabet og så videnskabsmæn­ denes forsøg på at udregne systemer, der kan beskrive verden. Han har i det kolde norske landskab og efterfølgende i sit ateli­er i Paris ageret videnskabsmand i sit forsøg på ikke blot at registrere naturens tilfældige tilsynekomster, men at udtænke et system omkring dem. Han har som den nederste figur på rammen muligvis startet med at være ”under Inspiration”, som han beskriver ham i teksten, for at slutte som 61

”Figuren foroven (der) føler sig overbevist om det rigtige Resultat af sin Forskning”.

Overbevist om sin teori kan han have set landskabet på en ny måde. Måden, vi ser vores omgivelser på, er bestemt af, hvad vi ved, blandt andet vores kendskab til naturlovene. Denne indsigt kan have fasci­neret Willumsen.

Man kan diskutere, hvor langt viden­ skaben kan nå med sine diagrammer og formler, og om Willumsen betragtede en sådan beregnende tilgang til verden som ubetinget positiv. Matematikken og særligt geometrien var et ideal for videnskaben, men man var også dengang opmærksom

62

på, at det var svært at forstå naturens leven­de former gennem et entydigt og simpelt system. Tiden var imidlertid præget af en række videnskabelige og teknologiske fremskridt. Alene i 1890’erne så opfindelser som farvefoto­ grafiet, el-bilen, radioen og dampturbinen dagens lys, og i årtierne omkring 1900 gjorde man afgørende fremskridt i ud­ viklingen af det periodiske system, atom­ teorien og termodynamikken – foruden evolutionsteorien og arvelighedslæren.

Det kan være i lyset af disse fremskridt, at Willumsen i Jotunheim stiller sig så positiv overfor videnskaben. Han gengiver som modsætning til videnskabsmændene en

6: J.F. Willumsen: To gående koner. 1890. J.F. Willumsens Museum 7: J.F. Willumsen: To bretagnekoner skilles efter en passiar. 1890. Kunsten, Museum of Modern Art Aalborg

gruppe af ”Hensigtsløse” og ”Indifferente” mennesker, hvoraf én ”fletter et Fletværk, som den anden løser ligesaa hurtigt op”.6

Bevægelsens ornamentik Det er ikke kun i Jotunheim, at Willumsen er optaget af generelle, videnskabsfilo­­ so­fiske overvejelser om, hvordan vi som mennesker forstår verden. I mange af sine naturskildringer arbejder han med mønstre og ornamenter for at afprøve rækkevidden af vores forståelse af vores omgivelser.

Han har blik for de ornamenter og møns­ tre, som vi ser i trætoppe, på bjerg­skrå­ ninger eller i søer, og eksperimenterer med, hvordan de kan gengives som abstrak­te former fremfor præcist og regi­ strerende. Her er det helhedsindrykket, der interesserer ham, og han arbejder på at nå frem til en mere overordnet, men ikke mindre gyldig naturgengivelse.

Arbejds­metoden bag disse værker består ofte af en indsamling af data på stedet samt af tekst og billeder om motivet, og han gør sig omfattende overvejelser, der i deres karakter har ligheder med natur­ videnskabsmandens. Det er dog sjældent, at dette bagvedliggende arbejde står tydeligt frem, når man betragter de en­ kelte værker. Havde han fokuseret på en præcis registrering af den enkelte form fremfor på helhedens virkning, havde det været anderledes.

Det gælder for eksempel hans eksperi­ menter med at gengive bevægelse i To gående koner (ill. 6). I overensstemmelse med måden vores syn fungerer på, diffe­ rentierer han mellem objektet i bevægelse og så baggrunden. Når man ser noget i bevægelse, er det ikke muligt at opfatte detaljerne både i objektet og i bag­ grunden. Man må vælge, hvad man lader blikket følge. I To gående koner er det baggrunden, der er opfattet præcist og detaljeret, mens konerne er blevet et for­ simplet og nærmest abstrakt ornament uden ansigtstræk. I To bretagnekoner skilles efter en passiar (ill. 7) er det konern­e, der er skildret detaljeret, mens natur­en og lyspletterne omkring dem er vist som abstrakte former. Her viser Wil­ lumsen, hvordan vi som iagttagere er pris­ givet begrænsningerne i perceptionen.

Det er det billederne først og fremmest drejer sig om. Willumsen kunne studere denne problematik i det samtidige foto­ grafi, hvor den britisk-amerikanske foto­ graf Eadweard Muybridge i 1880’erne lave­de kronofotografiske optagelser af mennesker og dyr i bevægelse. Willum­ sen forsøgte selv senere med sit kamera, at fange bevægelsen blandt gående på Langeline.

Også naturens former er i stadig be­væg­el­ se. Vandets bevægelser er afgøren­de for, 63

64

8: J.F. Willumsen: Ægte kastanjer. 1891. J.F. Willumsens Museum

hvordan vi opfatter en sø eller et hav, lige­ som vindens bevægelser i vegetationen kan være det for en skov eller en mark. De former, der herved opfattes af øjet, optager Willumsen i et værk som Ægte kastanjer (ill. 8). Her vises det grønne løvværk som slyngede og sammenhængende orna­ mentale bånd, der ikke alene reflekterer det enkelte blads ornamentik, men også træets overordnede struktur. Disse orna­ menter er i høj grad et produkt af øjet, der betragter det, af sindet, der bearbejder synsindtrykkene, og af hånden, der gen­ giver dem på lærredets flade.

Fikserbilleder

arbejded­e med i Jotunheim. Ser man godt efter, kan man fornemme, hvordan tåger, klipper og sneklatter også her danner fik­ serbilleder. Men hvor de i Jotunheim kun er antydet, er balancen i dette billede – malet 46 år senere – tippet. Figurerne står tydeligt frem og bliver flere og flere, når man betragter billedet, og de er ikke blot væsner som bjørne, ulve og ørne, som fantasien kunne kalde frem i et bjerg­ område. De tæller også en række kari­ katurer med racistiske undertoner.

I Tåger og sneklatter på bjerg (ill. 9) eks­ perimenterer han med dette subjektive aspekt af vores ordnende og fortolkende blik på verden. Her danner tåger, klipper og sneklatter en række selvstændige figu­ rer, som skiftevis træder frem og forsvinder alt efter, hvor man lader blikket hvile i maleriet. Dette var også et tema, han

Disse fikserbilleder opstår i et billede, der ellers har elementer af realisme. Willum­ sen har detaljeret malet et bjergområdes forskellige krystallinske strukturer i en farveskala, der understøtter realismen.

Han samlede billeder af bjerge fra flere verdensdele i sin udklipsmappe Land og

Willumsen fotograferede og indsamlede fotografier af en lang række naturmotiver, men det er slående, at han, når han står ved lærredet, vælger den menneskelige måde at se på, frem for den fotografiske.

Mennesket ser ikke som et fotografiappa­ rat. Det ser med to øjne og hæfter sig ved bevægelser, mønstre og figurer.

9: J.F. Willumsen: Tåger og sneklatter på bjerg. 1838. J.F. Willumsens Museum

65

Vand fra omkring 1900 og har måske stirret på fotografierne her og ud over de forskellige strukturer fået øje på forskel­ lige figurer. Et udklip som det af Le Perdigh­ero (3,220m), Le Portillon d’oo et le Lac Glacé indbyder til det (ill. 10). Og dog er maleriet fyldt med menneskelige profiler, der er karikerede udgaver af de fotografier, han samlede i en anden ud­ klipsmappe Menneskeracer. Et opslag under Indianere, Negre, Orientalere, Eskimo­er (ill. 11) viser den forkærlighed for profilbilleder, som karakteriserede denne gren af videnskaben, der baserede sin forståelse af mennesket på klassifice­ 66

10: Le Perdighero fra udklipsmappen Land og vand, s. 135 11: Indianere fra udklipsmappen Menneskeracer, s. 91.

ringer baseret på blandt andet kraniemål.

Måske er Tåger og sneklatter på bjerg en kritisk eller blot humoristisk påpegning af, at menneskets ønske om at se bag­ vedliggende strukturer kunne tage over­ hånd.

Som kunstner arbejder Willumsen ofte på dette metaniveau. Han er ikke videnskabs­

mand i ordets strengere forstand, men han har en skarp opmærksomhed og et blik for synteser – og han har en under­ søgende og omhyggelig arbejdsproces, der har ligheder med videnskabsmandens.

Men kunstens mål er for Willumsen et ande­t end videnskabens. Kunstneren skal ikke afdække verden og finde tidløse sandheder på formel. Han skal derimod gøre beskueren opmærksom på verden omkring sig, han skal inspirere til at se på nye måder. Beskueren skal ikke nødven­ digvis belæres, men skal selv i gang med at undersøge og filosofere over altings sammenhæng. Selvom kunsten adskiller sig fra videnskaben, må den derfor gerne trække på videnskaben, og også kunsten

er kun et redskab for mennesket – ikke målet. Willumsen skriver i starten af sin notesbog 1892-94, at hans mål ikke er ”at arbejde i Kunstens Interesse, men i Menneske(t)s i Almindelighed i Din, og i min til Sent”.7 Netop naturen kunne tjene som motiv og videnskaben kunne være et redskab blandt flere. Han skriver om Jotunhei­ms bjerge, at det er en ”hård Nat­ur der ikke var forarbejdet til Mennesker, men man fik Forstand af at se på den”.8 Det er den indsigt han for­ midler vider­e og generelt er optaget af i sin kunst. Både kunst og videnskab står i menneskets tjeneste og giver men­ nesket forstand.

1 For en nærmere analyse se Gry Hedin: Representing Evolution: Jens Ferdinand Willumsen’s Fertility and the Natural Sciences, NCAW, Volume 11, Issue 3, Autumn 2012 og Gry Hedin: Skrig, sult og frugtbarhed. Darwins fortællinger og metoder som katalysator for værker af J.P. Jacobsen, Knut Hamsun, J.F. Willumsen, Edvard Munch og August Strindberg, Ph.d.-afhandling, Køben­ havns universitet, 2012.

2 Værket er komplekst, og Willumsen har meget at fortælle. Jeg vil her kun tage fat på den del, der relaterer sig til hans interesse for naturvidenskab. For den større kontekst omkring billedet, der også relaterer sig til den

norske fjeldturisme se Troels Branth Pedersen: Bjerg­taget. J.F. Willumsen i Norge 1892, Klim 2006.

3 Willumsens beskrivelse i Fortegnelse over Kunstværkerne paa Den frie Udstilling, 1895.

4 J.F. Willumsens notesbog 1892-94, J.F. Willumsens Museum Acc 2334.

5 J.F. Willumsens notesbog 1892-94, s. 31.

6 Willumsens beskrivelse i Fortegnelse over Kunstværkerne paa Den frie Udstilling, 1895.

7 J.F. Willumsens notesbog 1892-94, s. 8.

8 J.F. Willumsens notesbog 1892-94, s. 28.

67

Min undervisningsmetode går ud på at lære eleven et overlegent og herskende syn på naturen at udvikle hjernen, mere end øjet. At forstå at samle materiale og kunne anvende det. Al direkte afbilden eller slavisk fotograferen er forkasteligt.

Man skal med bevidsthed og sikker hånd kunne bygge sit billede op, ikke som var det en gengivelse af naturen, man var i færd med at udføre; Men at man mellem sine hænder havde alle naturens materialer, så at det er for en som var det selve naturen man formede. Uden at kunne beherske alle de midler der er på denne måde, er mellem ens hænder, vil man aldrig kunne nå til at lægge virkelig poesi eller hvad sligt nu kaldes ind i sit arbejde.

68

J.F. Willumsen i brev til Alice Faber, 1903

Her var det, at jeg på en dag som denne blev grebet af en stemning, jeg havde erkendt første gang for mange år siden.

Havets ubrudte flade lå roligt under solens brand, og intet liv rørte sig, da jeg pludselig følte mig skræmt som i Jotunheimens fjeldverden, hvor stilheden pressede sig ind i ørene. Jeg blev angst for naturens storhed.

Jeg syntes, jeg måtte flygte for noget ukendt, jeg måtte befri mig, skrige min skræk ud i farver.

J.F. Willumsen i J.F. Willumsen. Mine Erindringer fortalt til Ernst Mentze, 1953, s. 214

69

Kunstnere

J.F. Willumsen (1863-1958) Bor og arbejder frem til 1916 i København, herefter bosat permanent i Sydfrankrig J.F. Willumsen er dansk maler, billedhugger, grafiker, fotograf, keramiker og arkitekt, og inden for alle disse områder skabte han betydningsfulde værker. Hans aktive kunstnerliv strækker sig over mere end 70 år, og han har efterladt sig en særdeles omfattende produktion. Willum­ sen opholdt sig størstedelen af sit liv uden for Danmarks grænser, hovedsageligt i Frankrig, hvor han under et op­ hold i Paris i starten af 1890’erne blev påvirket af sym­ bolismen. Hans stil fik med årene en stærkt personlig karakter samtidig med at den knytter forbindelser til både ældre kunst og til den helt moderne billedverden.

Et gennemgående motiv i Willumsens værkproduktion er naturen og i særdeleshed de storslåede bjergland­ skaber, som han både fascineres og afskrækkes af.

Astrid Kruse Jensen (1975) Bor og arbejder i København Astrid Kruse Jensen er uddannet fra Gerrit Rietveld Academie i Amsterdam i 1998-2000 samt The Glasgow School of Art i 2000-2002. Hendes fotografiske værker kredser ofte om det gådefulde og stemningsmættede.

Hendes værker fremstår som iscenesatte landskaber, der placerer beskueren et sted mellem virkelighed og fore­ stilling. En del af hendes fotografiske værker i udstillingen er taget om natten med analogkamera og lang ekspo­ neringstid, hvilket giver dem et hypernaturligt udtryk.

Dark Matters Visuelt studio etableret i 2010 og har base i København Dark Matters er et laboratorium for visuelle idéer og kon­ cepter. De arbejder med videoproduktion, lys og installa­ tion i krydsfeltet mellem arkitektur, scenografi, design og kunst. Med Qualia udfordres vores forestillingsevne og virkelighedsfølelse. Installationen undersøger den subjektive oplevelse og de mekanismer, der igangsætter kroppens sanse- og erfaringsapparat og får os til tænke, huske og føle på samme tid.

70

Ditte Knus Tønnesen (1982) Bor og arbejder i København Ditte Knus Tønnesen er uddannet fra Glasgow School of Art, Fine Art Photography, i 2008. Med udgangspunkt i fotografier af det nordiske landskab, dekonstrueres og gendannes motiverne i hendes værker, hvor det foto­ grafiske bringes i spil med andre materialer og rumlige installationer. Beskuerens fysiske konfrontation med værket udgør en væsentlig del af hendes univers, lige­ som værkerne reflekterer over mødet mellem den uberørte natur og det konstruerede kulturlandskab, mellem det styrede og det ukontrollerede.

Ebbe Stub Wittrup (1973) Bor og arbejder i København Ebbe Stub Wittrup er uddannet fra Academy of Fine Arts i Prag i 1999. Han arbejder intenst med fotografiets særli­ge materialitet og derigennem med fotografiers betydning for vores erindring og hukommelse. I flere af hans værker tydeliggøres afstanden i tid ved at fremhæve den kemiske proces, som dias eller negativer gennemgår over tid.

Dette kommer til udtryk som et falmet skær eller særligt fremhævede farver, der i sig selv bærer en abstrakt nos­ talgi. Fotografierne i Out From Under stammer fra gamle dias af en vandretur i 1950’erne, fundet på et loppemar­ ked. Han har gennem digital manipulation ændret på foto­grafiernes fokus ved at fjerne de menneske­skik­kel­ ser, der var på de oprindelige fotografier. De lånte land­ skaber fremstår nu alene, som en fjern erindring, der in­ viterer os til fri tilegnelse af en potentiel, ønsket oplevelse.

Eske Kath (1975) Bor og arbejder i New York og København Eske Kath er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2003. I sin værkpraksis arbejder han primært med male­ riet som medie. De farvestærke malerier er grundet med sort farve og motiverne er arbejdet frem i afgrænsede lag. Han er fascineret af katastrofen som fænomen, bl.a. som den kommer til udtryk i det stiliserede, stemnings­ fulde univers fra Hollywoodfilm. I de senere værker

oplever vi naturen fra dens mere destruktive side, hvor civilisationen hærges af tsunamier og vulkanudbrud.

Eva Koch (1953) Bor og arbejder i København Eva Koch er uddannet billedhugger og mediekunstner fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 1992 og ved Facultad de Bellas Artes i Barcelona i 1989-1990. Hun arbej­der ofte stedsspecifikt med videoinstallation, fotografi, lyd og skulptur. I hendes monumentale og interaktive værker er betragterens oplevelse og det konkrete rum uløseligt forbundne. Et centralt tema i hendes praksis er det fælles menneskelige og individets ageren i verden.

Jacob Kirkegaard (1975) Bor og arbejder i Berlin Jacob Kirkegaard er uddannet fra Kunsthochshule für Medien i Køln i 2006. I sin værkpraksis arbejder han med registrering af udvalgte miljøers lydlag, bl.a. ind­ landsisen og forladte atomlandskaber. Hans værker peger på selve det at lytte som et væsentligt element i vores erkendelse af verden. Isfald er optaget med undervands­ mikrofoner ved Illulissat Isfjord og med vibrationssensorer af Kangerlussuaqs smeltende gletsjer i Grønland.

John Kørner (1967) Bor og arbejder i København John Kørner er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunst­ akademi i 1998. Hans farvestrålende værkproduktion spænder over maleri, grafik, installation og skulptur.

Han behandler ofte højaktuelle tematikker i sin kunst­ neriske praksis og er her interesseret i menneskets uløse­lige bånd og emotionelle forhold til en natur, der det ene øjeblik tilbyder afslapning og behag og i samme nu kan true selve vor eksistens. Værket Tsunami er skabt i samarbejde med Egetæpper.

Nicolai Howalt (1970) Bor og arbejder i København Nicolai Howalt er uddannet fra Fatamogana, Danmarks Fotografiske Billedkunstskole, i 1992. Med udgangspunkt i fotografiet spænder hans kunstneriske arbejde over det dokumentariske, konceptuelle og installatoriske. I Light Break / Wavelength tager han afsæt i forskning i den gavnlige effekt af lysets kemiske stråler i behandlingen af hudlidelser udført af lægen Niels Finsen (1869-1904) om­ kring 1890’erne. Værkerne er blevet til gennem en række fotografiske eks­perimenter med sollys, hvor han har benyttet sig af Finsens samlelinser og diverse indfarvede quarzglas.

Olafur Eliasson (1967) Bor og arbejder i København og Berlin Olafur Eliasson er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunst­ akademi i 1995. I en rekontekstualisering af naturens fænomener arbejder han med elementer af lys, luft og vand. Hans værker går ofte i dialog med og forudsætter et aktivt engageret subjekt, hvis sanselige erfaringer ak­ tiveres i mødet med værket. I udstillingens udvalgte fo­ toserie, der stammer fra hans årlige rejser til Island, møder beskueren naturen gennem kunstnerens positio­ nerede og registrerende blik.

Tal R (1967) Bor og arbejder i København Tal R er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2000. Han arbejder med en række medier såsom kollage, installation og maleri. Han beskriver selv sin praksis med det hebraiske ord Kolbojnik, der betyder kollektivt affald.

Han anvender det som definition på sin intuitive skabel­ sesproces, hvor inspiration samles fra forskellige usam­ menhængende kilder. I sommeren 2011 rejste han på en længere ekspedition til Nordøstgrønland i selskab med en gruppe forskere, kunstnere og filmfolk. På rejsen tegnede han det, han så, i en lille notesbog. Det blev til i alt 136 tegninger, der siden er blevet brugt som udgangs­ punkt for nye værker.

71

Værkfortegnelse

Astrid Kruse Jensen Hidden Places #2. 2008 Farvefotografi, 120 x 150 cm Kort- og Billedafdelingen, Det Kongelige Bibliotek

Ditte Knus Tønnesen A Romantic Death, Dawn. 2014 Fotografisk emulsion og lak på MDF plade, 59 x 57 cm Courtesy kunstneren

Astrid Kruse Jensen Hidden Places #4. 2008 Farvefotografi, 60 x 80 cm Courtesy Astrid Kruse Jensen / Martin Asbæk Gallery

Ditte Knus Tønnesen Fracture, Kelly Green. 2014 Fotografisk emulsion og lak på MDF plade, 135 x 56 x 45 cm Courtesy kunstneren

Astrid Kruse Jensen Hidden Places #6. 2008 Farvefotografi, 60 x 80 cm Courtesy Astrid Kruse Jensen / Martin Asbæk Gallery

Ditte Knus Tønnesen If You Are Earth Then I am Water.

2014 Fotografisk emulsion og lak på MDF plade, 220 x 166 x 130 cm Courtesy kunstneren

Astrid Kruse Jensen Hidden Places #8. 2008 Farvefotografi, 120 x 150 cm Courtesy Astrid Kruse Jensen / Martin Asbæk Gallery

72

Ditte Knus Tønnesen Tinderstick. 2014 Fotografisk emulsion og lak på MDF plade, 112 x 75 x 45 cm Courtesy kunstneren

Astrid Kruse Jensen Hidden Places #12. 2008 Farvefotografi, 120 x 150 cm Courtesy Astrid Kruse Jensen / Martin Asbæk Gallery

Eske Kath Disintegration. 2003 Olie på lærred, 230 x 360 cm DBC A/S

Dark Matters Qualia. 2015 Computer, Virtual Reality Briller, Joystick, Qualia software Courtesy Dark Matters

Eske Kath The Pile. 2007 Akryl på træ, 250 x 300 x 300 cm Courtesy Eske Kath / galerie Mikael Andersen

Eske Kath Descending Arena. 2005 Olie på lærred, 230 x 300 cm Privateje (pha) Eva Koch I am the River / #3 Seljalandsfoss.

2015 Videoinstallation, ca. 600 x 1200 cm Courtesy Eva Koch / Martin Asbæk Gallery Ebbe Stub Wittrup Out From Under. 2007 C-print, 104 stk., 33,8 x 21,7 cm hver Privateje Jacob Kirkegaard Isfald. 2013 Lydinstallation: Mixed media, 535 x 420 x 420 cm Louisiana Museum of Modern Art, Humlebæk Erhvervet med midler fra Museumsfonden af 7. december 1966 John Kørner Tsunami. 2015 Tæppe og træ, 1026,8 x 1260 cm I samarbejde med Egetæpper Courtesy John Kørner / Galleri Bo Bjerggaard

Nicolai Howalt Light Break / Wavelength.

2014/2015 Unique light exposure C-type color print, 25,5 x 20,3 cm. 157 stk Courtesy Nicolai Howalt / Martin Asbæk Gallery Olafur Eliasson 360° rock series. 2006 Edition 1/6 C-prints, 9 stk., 42 x 65 cm, samlet mål136 x 205 cm Courtesy Olafur Eliasson / neugerriemschneider, Berlin Tal R Tegninger fra Nordøstgrønland Ekspeditionen 2011. Sæt 4, 40 stk Farvekridt på papir, 24 x 16 cm Courtesy Paradis / Tal R - Copenhagen J.F. Willumsen Fjerne bjerge set over en sø.

Genfersøen. 1891 Olie på lærred, 95,5 x 113 cm J.F. Willumsens Museum J.F. Willumsen Udkast til Jotunheim. 1892 Blyant og vandfarve på papir, 16,2 x 33,7 cm J.F. Willumsens Museum J.F. Willumsen Notesbog fra 1892-1894 med skitser til Jotunheim J.F. Willumsens Museum

J.F. Willumsen Jotunheim. 1892-93 Olie på lærred, træ, malet zink og emalje på kobber, 152 x 275 x 13 cm J.F. Willumsens Museum J.F. Willumsen Mont Blanc. 1901 Akvarel på papir, 29,7 x 46,3 cm J.F. Willumsens Museum J.F. Willumsen Bjergakvarel. 1901 Akvarel og blyant på papir, 30,5 x 45,8 cm J.F. Willumsens Museum J.F. Willumsen Gletscher løber ned fra Mont Blanc.

1901 Vandfarve på papir, 50,5 x 31,5 cm J.F. Willumsens Museum J.F. Willumsen Bjergtinder. (Antagelig et studie til En bjergbestigerske 1904). 1901 Blyant og akvarel på papir, 31,5 x 49,8 cm J.F. Willumsens Museum J. F. Willumsen Forskellige studier af bjerge, sollys og skyformationer Ca. 1900-1904 J.F. Willumsens Museum

J. F. Willumsen Opslag fra udklipsmappen Land og Vand. Ca. 1900-1911 J.F. Willumsens Museum J.F. Willumsen Bjerglandskab med lyskegle.

1902-1904 Akvarel og blyant på papir, 29 x 42,5 cm J.F. Willumsens Museum J.F. Willumsen Bjerglandskab. 1902-1904 Akvarel på papir, ca. 27 x 38 cm J.F. Willumsens Museum J.F. Willumsen Sol over park. 1904 Olie og tempera på lærred, 41 x 34 cm J.F. Willumsens Museum J.F. Willumsen Bølgeslag mod stranden. 1909 Olie på lærred, 61,5 x 100 cm J.F. Willumsens Museum J.F. Willumsen Mont Blanc i aftensol. 1920 Olie på lærred, 61,5 x 46,5 cm J.F. Willumsens Museum J.F. Willumsen Charmonix L’Aiguille Verte.

Formiddag. 1920 Olie på lærred, 61,5 x 46,5 cm J.F. Willumsens Museum

73

J.F. Willumsen Bjergtinder. 1920 Olie på lærred, 47 x 62 cm J.F. Willumsens Museum J.F. Willumsen Bjergkæde i aftensol. 1926 Olie på lærred, 50 x 73 cm J.F. Willumsens Museum J.F. Willumsen Mont Blanc i skyer.

Formiddagsbelysning. 1936 Olie på lærred, 46 x 55 cm J.F. Willumsens Museum J.F. Willumsen Mont Blanc i skyer. 1936 Olie på lærred, 126 x 150,5 cm J.F. Willumsens Museum J.F. Willumsen Solopgang over bjerg. 1936 Olie på lærred, 46 x 55 cm J.F. Willumsens Museum J.F. Willumsen Solopgang over bjerg. 1936 Olie på lærred, 126 x 150,5 cm J.F. Willumsens Museum J.F. Willumsen Naturens skjolder, bjergene med de tre farver. 1936 Olie på lærred,126 x 150,5 cm J.F. Willumsens Museum J.F. Willumsen: Bjerge med sne i middagssol. 1936 Olie på lærred, 46 x 54,5 cm J.F. Willumsens Museum

74

J.F. Willumsen Bjergdal i det fjerne med blålige lufttoner. 1936 Olie på lærred, 46 x 55 cm J.F. Willumsens Museum J.F. Willumsen Mont Blanc i gulligt skær.

Sen aften. 1937 Olie på lærred, 46 x 55 cm J.F. Willumsens Museum J.F. Willumsen Mont Blanc. Sen aften med halvmånen. 1937 Olie på lærred, 46 x 55 cm J.F. Willumsens Museum J.F. Willumsen De blå spidser. 1937 Olie på lærred, 46 x 54,5 cm J.F. Willumsens Museum J.F. Willumsen Sort bjerg med sne og tåger. 1937 Olie på lærred, 46 x 55 cm J.F. Willumsens Museum J. F. Willumsen Sidste lysning på Mont Blanc. 1938 Olie på lærred, 126 x 150 cm J.F. Willumsens Museum J.F. Willumsen Tåger og sneklatter på bjerg. 1938 Olie på lærred, 127 x 150 cm J.F. Willumsens Museum J.F. Willumsen Sorte bjerge med gletschere i uvejr. 1949 Olie på lærred, 126 x 73 cm J.F. Willumsens Museum

75

www.jfwillumsensmuseum.dk