Page 1

DEBAT:

Gammel i faget. Torben Ølholm er uddannet på den gamle skole. Årgang 1. Side 7

’Demokrati-fuckeren’. Hvem er han? Går han på DMJX? Lars Bjerg skriver, at han ikke vil undervise ham. Komminikatøren siger, at han tjener borgerne. Side 5

Hyperlokal journalistik

Kåre Quist lover brunch og grønne skove. Kravling-reportage Side 8-9

PERSPEKTIV

Side 16-19

ILL APRIL 2011//13.ÅRGANG//NR.02

BUNKER

De bliver hevet i ærmet og hvisket i ørerne. Journalisterne på Christiansborg. Praktikanterne lærer at spidse albuerne, men samtidig florerer en landsbystemning på det gamle slot. ’Du har det ikke fra mig, men...’ FOKUS ser nærmere på ’Journalistik på Borgen’. Side 12-15


2

APRIL 2011 ILLBUNKER.dk

NOTER:

Bagsiden af Bagsiden

Ny ledelsesstruktur på DMJX

udlover i samarbejde med

Bestyrelsen for DMJX besluttede på et møde den 28. marts at lave en samlet ledelse for hele institutionen. I den nuværende model er Anne-Marie Dohm rektor for Journalisthøjskolen, Anne-Marie Wivel rektor for Mediehøjskolen, Jens Otto Kjær Hansen institutionschef og Svend Lawaetz ressourcedirektør. Den nye ledelse skal kun bestå af en rektor og en prorektor, som er den ledelsesstruktur for eksempel Københavns Universitet benytter. For at sikre sig den helt rette sammensætning i den nye ledelse, overvejer formanden for DMJX’s bestyrelse, Lisbeth Knudsen, at benytte et headhunterbureau. ”Vi går efter et team, som tilsammen skal have de rigtige kompetencer - både ledelsesmæssigt på den økonomiske og administrative side og på den strategiske side,” siger Lisbeth Knudsen til journalisten.dk. JH’s rektor Anne-Marie Dohm har ikke ønsket at udtale sig til Illustreret Bunker om sagen.

TV-studie bliver til nyt auditorium Journalisthøjskolens store tv-studie, studie 1, skal bygges om til auditorium. ”Målet er at få etableret et nyt auditorium til 110-120 personer. Der er simpelthen så meget run på Frøberts og det lille auditorium, at vi ikke kan efterleve det ønske, der er, om at undervise en hel årgang,” siger AnneMarie Dohm til Illustreret Bunker. Studie 1 er ifølge Anne-Marie Dohm ikke blevet brugt til meget andet end opbevaringsrum de senere år, for studiet er bygget til en undervisningsform skolen ikke længere benytter: ”Det blev etableret for nogle årtier siden, på et tidspunkt hvor man blev undervist i at lave liveudsendelser foran et publikum. Og det har vi ikke brugt i tv-undervisningen de sidste mange år,” siger Anne-Marie Dohm. Kommer skolen til at mangle et stort studie, vil det ifølge Anne-Marie Dohm være oplagt at tale med DR om at låne deres faciliteter.

Journalister bestemmer politikernes budskaber

Redaktionen

Journalister forhandler forsider med politikerne. Det viser en ny ph.d.-afhandling fra Københavns Universitet. Cand.mag. Camilla Dindler, der har skrevet afhandlingen, har igennem interviews med en lang række aktører på Christiansborg fundet frem til, at journalister ofte tilbyder politikere bestemte synspunkter, som kan bære forsider på landets aviser. Journalist og politiker forhandler ofte synspunktet, og finder i nogle tilfælde frem til et kompromis, som begge parter kan få noget ud af. Christiansborgjournalisterne er dermed med til at forme synpunkter, som politikerne ikke ellers ville have fremført, konkluderer Camilla Dindler ifølge videnskab.dk.

INDE UDE Asger G. Nielsen Mette Høyer asgern@mail.djh.dk

www.illbunker.dk

af bagsiden, og deltag i af-

Se soundslide med billeder og video

stemningen på illbunker.dk

fra Kravling ’11 på illbunker.dk

LEDER “Artiklen kunne bringes i et større dansk dagblad, for eksempel Politiken,” skriver vi i refleksionsrapport efter refleksionsrapport, når vi bliver bedt om at forholde os til målgruppe og modtagermedie. Men faktum er, at de færreste af os kommer til at skrive artikler til de større danske dagblade. Af mange grunde: dagbladenes oplagstal er faldende, journalistik i dag gøres i høj grad op efter antal klik på nettet, og journalistuddannede finder i stigende omfang jobs som kommunikationsfolk i private og offentlige stillinger. Men når ’store-match-dag’ er over os om en måneds tid, viser der sig sandsynligvis – som altid – et tydeligt mismatch mellem de stillinger, der slås op, og de stillinger der søges. Og det er ikke kun antallet af stillinger, der ikke matcher – det er i høj grad også typen. Denne udgaves praktikantstafet er skrevet af en 4. semestersstuderende, der blankt indrømmer, at Dansk Metal ikke var drømmestedet. Sådan har mange af os det nok. Men spørgsmålet er, hvor det mismatch, der eksisterer, mellem hvad vi forestiller os, vi skal som journalister, og hvad vi faktisk kommer til at lave, opstår. På skolen lærer vi, at noget er god journalistik (Politiken) og noget er dårlig journalistik (Se og Hør). Det er ikke i sig selv problematisk, at vores undervisere har en holdning til journalistiske idealer, men spørgsmålet er, om undervisningen i tilstrækkelig grad ruster os til den fremtid, der er vores. Der er taget skridt i retningen af at tilpasse undervisningen til jour-

ssherschend@mail.djh.dk

nalistik anno 2011 blandt andet med ’webtema-forløbet’ på 2. semester, hvor journalistik rettet mod internettet er i centrum. Spørgsmålet er imidlertid, om forløbet munder ud i andet end frustrationer over usamarbejdsvillige skole-platforme som Mediajungle. Lærer vi at beherske mediet ’webben’ og at tænke vores journalistik ind i de rammer, som webmediet giver? Lærer vi at forholde os til en målgruppe, der ikke er vores eget eller vores forældres ’segment’? Lærer vi at skrive til højtuddannede på et fagsprog, der sætter helt andre krav til vores formidling? Og lærer vi at ægge en lokalbefolkning ved hjælp af de rette virkemidler? Man kan indvende, at hvis vi vil lære at ramme en målgruppe med catchy budskaber, hører vi måske bedre hjemme på en kommunikationsuddannelse end på en jounalistuddannelse. Men der kan ikke uden videre sættes lighedstegn mellem journalister og kommunikationsfolk. Som journalister har vi stadig plads til, at vi kan skrive journalistik, der interesserer os. Ansvaret for at skabe den plads er ikke skolens, men vores eget. Modsat kommunikatører er vi uafhængige, og selvom vi skal dække de samme vigtige historier i dansk politik, så har vi også en mulighed, ingen andre har for at dække det helt nære og det meget abstrakte. Og hvis ikke skolen kan lære os det, så må vi selv lære os det.

Faste skribenter: Jonas Sloth Bach Rasmus Lindkvist Bendtsen Rasmus Elmelund Jakob Rasmussen Niklas Rehn Ida Hasgaard Røntorp Tatiana Tilly

Kalender: FOTO Andreas Beck

lhjeppesen@mail.djh.dk abeck@mail.djh.dk

FOTO WEB & IDÉ ANSV. Tine S. Jakobsen Robin J. Johansen Kasper Iversen tinesj@mail.djh.dk

rjjohansen@mail.djh.dk kiversen@mail.djh.dk

• • •

Men på side 16-17 kan du læse om nogle dagblade, der har stigende oplagstal, fordi de skriver ’nichejournalistik’.

Læs praktikantstafetten fra Dansk Metal på side 15.

Eller hvad? Læs debatten på side 5.

Som praktikanterne gør på Borgen - læs om deres kampe på side 12-13.

/Redaktionen

Illustrator: Stine Hvid, www.wix.com/stinehvid/portfolio

FOTO Liv Høybye

skolens bedste look-alike. Se billederne på bagsiden

PERSPEKTIV FOKUS Søren Toft Sofie S. Herschend

mheriksen@mail.djh.dk sbtoft@mail.djh.dk

Fredagsbaren 4 liter øl til

1. deadline: Torsdag den 21. april. 2. deadline: Tirsdag den 26. april. Næste udgivelse: Tirsdag den 3. maj.

Illustreret bunker Olof Palmes Allé 11, 8200 Århus N ib@mail.djh.dk, www.illbunker.dk Tryk OTM Avistryk Herning-Ikast 97 15 66 00 Udgivelse 5. april 2011 13. årgang - 2. udgave Økonomi- og annonceansvarlig Kasper Iversen kiversen@mail.djh.dk

Oplag 1700 eksemplarer 8 gange årligt. IIllustreret Bunker uddeles til studerende og ansatte på Journalisthøjskolen, til danske redaktioner og deres praktikanter samt til journaliststuderende på SDU og RUC. Citater, billeder og andet materiale fra avisen må kun bringes med udførlig kildeangivelse.


3

APRIL 2011 ILLBUNKER.dk

INDE

ILL

1. ÅRSPROJEKT

”Det er jo ikke døden at dumpe” Konsekvenserne kan virke uoverskuelige, hvis man dumper sit 1. årsprojekt. Men det behøver ikke at være så slemt endda. En rundspørge blandt skolens 3. semesterstuderende viser, at man sagtens kan score en høj karakter, selvom det første forsøg kikser. Tekst: Rasmus Lindkvist Bendtsen Illustration: Stine Hvid

Det berygtede 1. årsprojekt giver allerede nervøse trækninger og tics hos de fleste studerende på 2. semester. For hvad sker der, hvis man dumper sit første forsøg og skal til reeksamen? Er alt håb vitterligt ude? Nej. I hvert fald ikke, hvis man skal tro en rundspørge, der er foretaget blandt eleverne fra 3. semester, der i december afleverede deres 1. årsprojekt.

Ikke de svageste, der dumper 75 elever svarede på rundspørgen, og ud af dem dumpede 16 den ordinære eksamen . Bemærkelsesværdigt er det dog, at ud af de 16, gik en stor del op og fik sig en relativt høj karakter til reeksamen. Således blev der delt et enkelt 12-tal ud, tre fik 10 og fire scorede sig et 7-tal. Pæne karakterer, når de forrige var runde nuller. Resultatet overrasker ikke Solveig Schmidt, der fungerer som faglig leder på 1. årsprojektet. Ifølge hende er det ikke nødvendigvis de svageste elever, der dumper – tværtimod. ”Ofte dumper folk den ordinære eksamen,

Tre gode råd: Hvis du efter den ordinære eksamen står med et dumpet 1. årsprojekt, følger her tre gode råd fra Solveig Schmidt: 1. Lad være med at hænge fast i skuffelsen. Band, græd eller spark til et træ, og sørg for at få vreden ud af kroppen – og kom så videre! 2. Betragt den dumpede eksamen som en læringsproces, og brug dine fejl til at blive endnu bedre. 3. Gå systematisk til værks i den nye opgave. Det øger muligheden for at opdage fejl undervejs i processen.

fordi deres historie falder fra hinanden undervejs. Og så er der dem, der begår en vital fejl i den ordinære opgave. Den lærer de af til reeksamen, og så får de en høj karakter, fordi de simpelthen er blevet dygtigere,” forklarer hun.

Fra 00 til 10 En af de elever, der dumpede i første forsøg, er 21-årige Frederik Dupont Hald. Hans historie faldt fra hinanden undervejs i processen, og det kom ikke som en overraskelse, da han fik karakteren 00. ”Der var simpelthen ikke nok kilder til mit emne, og derfor vidste jeg godt, at den nok ville dumpe,” siger han. Men i stedet for at lade sig slå ud, betragtede han den dumpede eksamen som en dyrekøbt lektion, som han kunne drage nytte af. ”Man må få det bedste ud af, at man skal lave opgaven om. Jeg blev bedre til at holde et køligt overblik over arbejdsprocessen, og samtidig fik jeg en langt bedre ide om, hvad problemudredende journalistik er. Så set i bakspejlet har jeg været glad for, at jeg skulle lave den om,” Studerende med gode nerver kunne overveje at gå direkte til reeksamen. En undersøgelse viser, at man får siger Frederik Dupont Hald, der bedre karakterer i andet forsøg. endte med at få 10 til reeksamen. ”Eleverne på 2. semester går og hidser hin- døden at dumpe.” Frederik Dupont Hald er enig. anden op. Det har den kedelige konsekvens, at Hysteriet på 2. semester ”Det er meget vigtigt, at man ikke går psySolveig Schmidt har dog også en løftet pe- nogle bliver så nervøse, at de præsterer dårligefinger til de studerende på 2. semester, der gere, end de normalt ville gøre. Det er synd og kisk ned, fordi man dumper. Der kan være snart skal i gang med deres 1. årsprojekt. De helt unødvendigt,” siger hun og uddyber: ”Det mange årsager til, at man ikke består. Men studerende skal simpelthen få et mere afslap- er en eksamen, som skal tages alvorligt, og man må endelig ikke føle, at man er en dårlig den kræver hårdt arbejde. Men det er jo ikke journalist af den grund.” pet forhold til opgaven.

Prisen for dit arbejde er til forhandling Din historie er færdig. Du synes, at resultatet er godt og værd at prøve at sælge. Men hvad er dit arbejde værd for et etableret medie? Det spørgsmål hjælper Dansk Journalistforbund med at besvare. Tekst: Jens Holm

Der findes ingen entydig prissætning på historier. Prisen afhænger af, hvilket mediesegment der aftager historien, og hvilken aftale udgiveren har indgået med Dansk Journalistforbund (DJ). Dagbladenes aftaler er forhandlet enkeltvis, og ved fag- og organisationsblade er det den såkaldte O-aftale, der er gældende. Overordnet handler O-aftalen om, hvor mange timer man har brugt, og hvilken timeløn udgiveren har indvilget i at betale.

”En tommelfingerregel kan være, at 1.000 anslag svarer til en times arbejde. Timelønnen afhænger så af, hvem udgiveren er,” siger Hans Jørgen Dybro, der er faglig konsulent ved Dansk Journalistforbund I DJ skelner man ikke mellem studerende og færdiguddannede journalister. Den samme prisvejledning gælder for begge grupper. Det er ikke din titel, men udelukkende din histories kvalitet, som tæller. ”Det bør ikke kunne ses på honoraret, om

historien kommer fra en studerende eller freelancer,” siger Hans Jørgen Dybro.

Begge parter skal følge vejledningen De faglige konsulenter hos DJ modtager ofte henvendelser fra studerende, der ønsker at sælge deres historier. Forbundet er behjælpelige med at finde en pris udregnet med forbundets gældende takster. Taksterne er kun vejledende, og til syvende og sidst er det op til den studerende at forhandle sig frem til resultatet. ”Inden man ringer til køberen, skal man gøre sig klart, hvad ens smertegrænse, er og hvad man minimum vil have for sin historie. Det bør man gøre sig meget klart,” siger Hans Jørgen Dybro. Jan Dyberg, der er underviser på Journalisthøjskolen, advokerer ofte for, at de studerende bør sælge flere historier, og han ser helst, at de

bliver solgt til taksterne, fastsat af DJ. ”Hvis studerende går ud og sælger noget til 200 kr. i timen, så er man som arbejdsgiver en idiot, hvis ikke man går ud og presser de færdiguddannede freelancere også,” siger Jan Dyberg. DJ’s holdning i forhold til køberne er klar. ”Den enkelte udgiver må ikke udnytte, at en artikel kommer fra en studerende. Hvis en artikel er god nok til at blive udgivet, så skal skribenten honoreres i henhold til de aftaler, der i mange tilfælde er lavet med udgiveren,” siger Hans Jørgen Dybro. På journalistforbundet.dk kan du se den gældende O-aftale under fanen ’Job og løn’.


4

APRIL 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

INDE

Skepsissen runger på gangene, når snakken falder på bøger fra Ajour. De er for dyre, lyder det. Men er prisen sat højt, fordi de studerende er tvunget til at købe bøgerne, eller er fagbøger bare dyre?

Ajour med prisen Tekst: Ane Liebing Bjørndal Illustration: Asger G. Nielsen og Søren B. Toft

”Gad vide, hvor meget Gitte Luk tjener på at sælge ’Styr kommaet’ til alle elever – semester efter semester?” og ”Skolen tjener garanteret kassen på den startpakke!” Fordommene om skolens forlag og sammensætning af pensum er mange. Og med et forlag, der ejes hundrede procent af Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er det ikke svært at regne ud, hvor pengene til studiebøger ender. ”Jeg kan godt forstå det, men jeg vil samtidig sige, at skepsissen ikke er velbegrundet. Den

bygger på fordomme,” siger Teddy Petersen, forlagschef på skolens forlag, Ajour. Argumenterne for et journalistisk forlag er nemlig mange. Der er ingen andre, der vil give sig i kast med sådan et projekt, da der ikke er nogen penge at hente. Det er også grunden til, at Ajour for snart 20 år siden blev etableret der manglede fagbøger til journalister.

Journalistik uden bøger? Teddy Petersen påpeger, at elevernes skepsis over for lærerbøger skyldes kulturen omkring uddannelsen - at det er en værktøjsuddannelse, som ikke kræver faglitteratur, men udelukkende håndværksmæssige kvalifikationer. ”I er jo ikke længere journalistelever, men journaliststuderende. Men mange tror, at man ikke behøver at læse for at blive journalist,” siger han. Teddy Petersen bakkes op af Jan Dyberg, der er koordinator for Indsamling og analyse-forløbet på 2. semester. ”Generelt tror jeg, at vi de seneste år har skåret ned på pensum i nogle forløb. Det var vores indtryk, at en stor del af eleverne simpelthen ikke købte eller læste pensum, og derfor har vi været nødsaget til at sænke startniveauet. Fraværet af læsning og forberedelse har til tider været stort, og det har vi ikke kunnet se bort fra,” fortæller han.

Ajours indflydelse på pensum En del af skepsissen har også omhandlet bøgernes ret til at være pensum. For hvis forlaget ejes af skolen, føler underviserne måske en forpligtelse til at sætte deres bøger på pensumlisten. Det afviser Jan Dyberg blankt. ”Vi har slet ingen forpligtelser over for Ajour,” forsikrer han. Teddy Petersen fortæller, at bøgerne ikke udelukkende bliver udgivet med henblik på at indgå i de studerendes pensum.

”Nu har vi for eksempel lige udgivet en grundbog, Journalistikkens Grundtrin II, men vi har ingen forudindgåede aftaler om, at den skal være på pensum til september. Det bestemmes suverænt af undervisere og koordinatorer på forløbene,” siger han.

En undersøgelse viser Særligt på 2. semester har der hersket kritik af den nyeste bog i pensum ’En ny undersøgelse viser – eller gør den?’ af Lars Friis og Kresten Roland Johansen. En ny undersøgelse foretaget blandt eleverne på 2. semester viser en klar holdning til bogen: ’Vi får ikke nok for pengene!’ Hele 46 af de 80, der har besvaret rundspørgen, er enten ’meget utilfredse’ eller ’utilfredse’ med de 210 kroner, som de måtte lægge i Informationen. Samtidig er kun 13 ud af 80 ’meget tilfredse’ eller ’tilfredse’ med det faglige udbytte. ”200 kroner for en bog fyldt med stavefejl, på 94 sider og i skriftstørrelse 14 – det er IKKE value for money!” skriver en elev blandt andet, og bakkes op af en sulten medstuderende. ”De penge havde været bedre brugt på pizza.” En lang række studerende kan dog godt se idéen i at bruge bogen som opslagsværk, hvilket også har været Jan Dybergs tanke. ”Når vi vælger bøger til pensum, tænker vi også på, at de skal kunne bruges på længere sigt,” forklarer han. Nogle elever har i rundspørgen rettet en kritik mod sammenhængen mellem læsestof og undervisning. ”Bogen er slet ikke pengene værd, når vi får informationen gratis i undervisningen. Så bliver den jo totalt overflødig,” skriver en studerende i rundspørgen. Ifølge Jan Dyberg er det ikke et problem.

”Undervisningens sigte rækker jo noget længere end den aktuelle opgave, og senere i studiet og karrieren skal bøgerne kunne genopfriske den viden, man fik tidligere i undervisningen. Det vil blive forventet, at man kan stoffet - og så skal nogle lige kigge i bøgerne igen,” siger han.

Tjener man kassen på fagbøger? Teddy Petersen slår én ting fast. Der er ikke mange penge at hente i at sælge journalistiske bøger. De fleste bøger har et oplag på mellem 1.000 og 1.500 eksemplarer, og bliver solgt over cirka fem år. ”Mange af vores bøger udgiver vi til de studerende, fordi der simpelthen er et behov for en bog om et bestemt emne til undervisningen. Men det er ikke altid økonomisk rentabelt. Så en bog som ’En Undersøgelse Viser’ er også rettet mod færdiguddannede journalister. Den ville slet ikke kunne tjene udgifterne ind, hvis vi kun solgte den til studerende. I øvrigt er der et stort behov i branchen om bedre viden om undersøgelser,” siger han. For at vende tilbage til spørgsmålet først i artiklen: Ifølge Teddy Petersen har Gitte Luk en årlig indkomst på 1800 kroner for salg af ’Styr kommaet’ og Lars Friis og Kresten Roland Johansen får omkring 30 kroner til deling per solgt udgave af ’En ny undersøge viser – eller gør den?” Danmarks Medie- og Journalisthøjskole tjente i 2009 500.000 kroner på Ajours aktiviteter. Penge som blandt andet bliver brugt på at forbedre journalistuddannelsen.


5

APRIL 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

INDE

Debat:

Hvem fucker demokratiet? ”Jeg fucker ikke med demokratiet, Lars Bjerg”

”Forskellen består i, hvem man tjener”

Af Bjørn Kock Sørensen, kommunikationsmedarbejder i Vejdirektoratet. Uddannet journalist fra JH i 2009.

Af Lars Bjerg, lektor på Journalisthøjskolen.

Jeg blev interviewet ualmindeligt godt og sobert af Illustreret Bunkers udsendte. Desværre blev stort set alle mine kloge, smukke og nuancerede udtalelser skåret væk i bladet, fordi journalisten fik meget mindre plads, end han havde troet. Sådan kan man jo somme tider blive fucked af journalistikken… Derfor er jeg meget glad for Bjørns spørgsmål, så jeg får lejlighed til at berigtige.

Det er ærgerligt, at en lektor på Journalisthøjskolen (JH), nemlig Lars Bjerg, giver udtryk for så endimensionel en opfattelse af kommunikationsfolk og deres uddannelse, som han gør i Illustreret Bunker marts 2011. I artiklen ’Dohm: Vi kan både rumme kommunikation og journalistik’, optræder Bjerg som skeptikeren i forhold til, om skolen nu også kan rumme en kommunikationsuddannelse, som rektor mener. Lad mig citere, hvad Bjerg siger i artiklen: ”Jeg er bange for, at vi udvander den profil, som JH har og skal have. JH uddanner journalister, og journalister er sådan nogle, der kontrollerer magthaverne og tjener borgerne. Det ville være bedre at adskille journalistik og kommunikation fuldstændigt.” Bjerg siger videre til undervisersituationen på uddannelsen: ”Jeg vil ikke den ene dag kunne undervise i, hvordan man vogter demokratiet, og den næste dag undervise i, hvordan man fucker demokratiet.”

Intervieweren spurgte blandt meget andet, om jeg ville kunne undervise på en kommunikationslinje, og jeg svarede, at det kom helt an på, hvad jeg skulle undervise i. Det meste ville ikke volde mig problemer (altså forudsat, at det var noget, jeg havde forstand på), men jeg ville ikke kunne stå den ene dag og undervise kommende journalister i, hvordan man interviewer magthavere kritisk, og den næste dag stå og undervise magthaveres kommende rådgivere i, hvordan man mest effektivt fucker demokratiet og dets kontrollanter – ved at fordreje, fortie eller snakke udenom, når man planlægger mødet med en journalist. Jeg har altså ikke sagt, at det er det, alle kommunikationsfolk altid gør. Selvfølgelig ikke.

Mens journalister altså er sådan nogle, der skal lære at ”vogte demokratiet” og som uddannede ”tjener borgerne”, fremgår det ikke, hvad kommunikationsfolk så er for nogle. Nok det modsatte, når nu Bjerg mener, at de nye kommunikationsstuderende skal undervises i at fucke demokratiet for at kunne udføre deres arbejde. Og det vil Bjerg i hvert fald ikke. Jeg håber, at ledelsen tager ham på ordet.

Jeg har mødt kommunikationsfolk, som var uddannede journalister og absolut kompetente og hæderlige. Og jeg har mødt ’rigtige’ journalister, som hverken var kompetente eller hæderlige. Jeg er ikke ude på at lave en sondring dér. Jeg mener da sagtens, kommunikationsfolk kan gøre et dialogfremmende og samfundsnyttigt arbejde. Det har jeg også skrevet i andre sammenhænge.

I Vejdirektoratet, hvor jeg arbejder som kommunikationsmedarbejder, er min fornemmeste opgave at få berørte borgere og det store system til at indgå i en dialog. At bygge en motorvej er en kompliceret og langvarig proces, der kan være svær for uindviede at overskue. Hvis man får én i baghaven, er de fleste taknemmelige for at blive inddraget, vejledt, talt med og lyttet til. Og for at få præsenteret deres muligheder for indflydelse. Borgerne får dermed en chance for at udnytte deres demokratiske muligheder og rettigheder. Jeg kalder det public-service-kommunikation, som faktisk ”tjener borgerne”. Demokratifuckerne? Er det så os 600 DJ’ere i kommune, region og stat (ifølge DJ), der arbejder for at fremme dialog mellem systemet og borgeren? Er det kommunikationsfolkene i private firmaer, der helt validt arbejder for firmaet og dets aktionærer? Er det mon kommunikationsfolkene i interesseorganisationerne, der fremmer sagen? Eller er det den forsvindende lille, men overeksponerede, minoritet af spindoktorer i de politiske partier? Det kunne være interessant at høre, hvem det egentligt er, Bjerg mener fucker demokratiet, og hvordan vi/de gør det? Og hvad det mere præcist er, Bjerg ikke vil undervise i?

Men jeg tror på den anden side ikke, som Bjørn åbenbart gør, at alle kommunikationsfolk i det offentlige, i de private firmaer eller i interesseorganisationerne altid arbejder for åben dialog. Jeg ved, at en stor del af dem arbejder for at fremme bestemte synspunkter og tilbageholde eller fordreje information på følsomme områder. Det er ikke nødvendigvis det samme som at fucke demokratiet. Men det er heller ikke at tjene demokratiet. Og i ganske særlige situationer er det altså at fucke demokratiet. Det er dér, grænsen går for min medvirken.

Illustration: Stine Hvid

Hvem er han, demokratifuckeren? Bjørn Kock Sørensen kender ham i hvert fald ikke. Men hvem gør så?

Kommunikationsbranchen i almindelighed sælger sager og budskaber. Somme tider ædle sager og budskaber, somme tider ikke. Journalistikken tester sager og budskaber. Den helt principielle forskel består i, hvem man tjener, når det kommer til en interessekonflikt: Den magthaver, man er ansat af, eller det demokrati, der er nødt til at have nogen til at kontrollere magthavere.


6

APRIL 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

INDE Pengene forpligter ComingUp får i 2011 et tilskud på knap 70.000 kroner for at lave en halv times ugentlig tv. Det giver skolens tv-station et fordelagtigt økonomisk råderum, og selvom ComingUp’s ansvarlige synes, pengene er nødvendige, er de godt klar over, at de er en priviligieret redaktion. Tekst: Niklas Rehn

”Har du hørt, at ComingUp har fået 70.000 kroner?” Det spørgsmål har du måske hørt i vandrehallen, fredagsbaren eller kantinen. Beløbet er ikke helt korrekt, men ellers taler rygterne sandt. ComingUp får i 2011 et tilskud fra Styrelsen for Bibliotek og Medier på 66.424 kroner. Eller det vil sige, at Journalisthøjskolens tv har fået de penge, men da ComingUp er den eneste organisation herunder, får de alle pengene.

Stort ansvar Alle lokale og regionale ikke-kommercielle tvstationer får et tilskud for hver time, de sender

egenproduceret materiale. Beløbet er 10.000 kroner højere end sidste år, hvor ComingUp sendte deres første hele år. Ifølge Thomas Pallesen, tv-underviser og budgetansvarlig på Journalisthøjskolens tv, medfører det også et større ansvar, end Illustreret Bunker og Magasinet Citat har. ”På ComingUp er de forpligtede til at sende hver uge, og hvis de ikke gør det, så skal de betale dele af tilskuddet tilbage,” siger han. Mathias Friis Hansen er redaktør på ComingUp. Han fortæller, at det store tilskud også lægger et pres på tv-stationens skuldre, der skal tilfredsstille mange tv-seere. ”Vi har en ugentlig deadline, og det er der mange af os, der mærker, når vi sidder på sko-

len på skæve tidspunkter. For vi vil jo gerne lave gode udsendelser,” siger Mathias Friis Hansen. Næsten halvdelen af tilskuddet bliver brugt på sendeomkostninger, hvilket blandt andet indebærer betaling til TV2 Østjylland for at lave ComingUp’s indslag til en samlet udsendelse og KODA-afgifter i forbindelse med musikken, der bliver brugt i programmerne. Stort set resten af pengene bliver brugt på nyt udstyr, transport, sminke og oplægsholdere. Thomas Pallesen mener ikke, at ComingUp kunne eksistere, hvis ikke de fik tilskuddet. ”ComingUp fungerer som en hvilken som helst anden tv-station, hvor der er en del driftsudgifter,” siger han.

Faglige arrangementer

”Vi føler os privilegerede og er glade for, at vi får nogle rammer, der gør det sjovt at lave tv,” siger han. Senest besøgte ComingUp TV2 Østjylland og fik besøg af en speaktræner fra DR Østjylland, hvor de efterfølgende spiste et måltid mad med øl og vin til. Arrangementet kostede 5.000 kroner. Der er dog ikke afsat et nøjagtigt beløb til interne arrangementer, da ComingUp ikke har et decideret budget, siger Thomas Pallesen. En redaktør fra ComingUp siger dog til Illustreret Bunker, at redaktionen har fået af vide af Thomas Pallesen, at der er afsat 10.000 kroner på budgettet til at holde fester for. Efter redaktørens opfattelse fordi ComingUp simpelthen ikke har andet at bruge pengene på.

Den sidste del af pengene går til faglige arrangementer, hvor der efterfølgende er fokus på tv-stationens sociale liv. Mathias Friis Hansen er glad for, at ComingUp slipper for at vende hver øre, for at få det til at hænge sammen.

ILL

UDE Manden med to stemmer

Du kender ham, når du hører hans stemme. Så enkelt kan det siges. Måske ved du slet ikke, at du kender ham, fordi han normalt er reduceret til lydbølger sendt fra din radio. Men der er et menneske bag stemmen.

Tekst: Jonas Sloth Bach Foto: Simone Maria Kønig Lilmoes

Han sidder på en stol bagerst i klasselokalet. Hele 8. klasse er samlet for at høre det bånd, som de har indspillet til deres venskabsklasse, der bor på et skoleskib. Det er ham, Per, der har indtalt teksten. Det er første gang, han skal høre sin egen stemme optaget. Oppe ved katederet sætter læreren kassettebåndet i en Phillips båndoptager. Det knitrer svagt inden stemmen trænger igennem. Han har ingen anelse om, hvordan hans stemme lyder i virkeligheden. Optagelsen starter. Han er i chok. Virkeligheden rammer den usikre dreng som en spand koldt vand i ansigtet. Han har lyst til at gemme sig. Begivenheden har brændt sig fast, og selv nu, næsten tredive år efter, husker han det tydeligt. ”Jeg kan huske, at jeg fik et chok, for jeg troede overhovedet ikke, min stemme lød sådan. Jeg var forfærdet, chokeret og ude af mig selv,” fortæller manden, der siden har gjort sin stemme til sin levevej.

Kendt, men ikke genkendt

skab. Men han vænner sig aldrig til lyden af sin egen stemme. ”Aldrig sådan helt. Jeg synes ikke, det er fedt at sidde og høre mit eget program derhjemme i stuen foran familien. Hvis der er nogen, jeg kender, der tænder for bilradioen, og jeg er på, så lader jeg som ingenting.” Og det kan han også sagtens. Per Juul Carlsen har nemlig en helt særlig stemme, som han bruger i radioen. Og der går rigtig lang tid, før man kan høre, at det virkelig er ham. Nogle kan slet ikke forbinde ham med stemmen fra Filmland. ”Der er nogle, som har siddet og snakket med mig, og når de så hører, jeg laver Filmland, så spørger de: ’Hvem er så ham den anden, der læser op?’ De har svært ved at forholde sige til, at det er min stemme.” Det passer den 43-årige radiovært rigtig fint, at det slet ikke er til at genkende hans stemme, når man hører ham tale i virkeligheden. Per Juul Carlsen ønsker nemlig slet ikke at være en del af offentligheden. Han er sky, genert og glad for, at han ikke bliver genkendt, når han køber mælk i Brugsen. Selv om Per Juul Carlsen lever af sin stemme nu, har det været en hård kamp at få den til at lyde godt. ”Jeg har virkelig kæmpet i mange år for at føle mig godt tilpas med at tale i radioen. Der gik mange år, hvor jeg var totalt usikker.” Med tiden er han dog blevet meget tilfreds med den særlige lyd, hans radiostemme har. På trods af det, er der stadig ting, der kan irritere. ”Jeg har helt klart en kraftig tendens til at mumle. Jeg tror ikke, jeg har så meget kontrol over mine læber, som jeg gerne ville have.”

Nu gemmer han sig bag en mikrofon og en lydtæt dobbeltrude i et radiostudie i DR-byen. Per Juul Carlsen hedder han, men det er ikke hans ansigt eller navn, du kender. Kun stemmen trænger ud til offentligheden gennem kablerne i gulvet. En distinkt stemme med tydelige vejrtrækninger. Det føles, som om han står lige bag dig. På en gang snøvlende og fortravlet læser på han nogle af Danmarks bedste filmanmeldelser op i P1’s filmmagasin, Filmland. Bag stemmen er en mand, der lyder helt anderledes i virkeligheden.

Stadig en udfordring

Siden det overrumplende møde med sin egen stemme i folkeskolen i Randers har Per Juul Carlsen gjort stemmen til sit arbejdsred-

Stemmen ændrer sig hele livet, og der er altid noget at arbejde videre med. I modsætning til mange af sine kolleger er Per Juul Carlsen ikke blevet uddannet i stemmeteknik.

”Så sent som i sidste uge bad jeg om at få en stemmetræner på, for at finde ud af om jeg har fået nogle dårlige vaner uden at være opmærksom på det.”

Efter gymnasietiden forsøgte Per Juul Carlsen to gange forgæves at komme ind på Journalisthøjskolen. I dag er han glad for, at det ikke lykkedes. ”Jeg tror, jeg ville være blevet hjernevasket, hvis jeg havde gået på Journalisthøjskolen. Jeg ville være blevet kørt gennem en mølle, som måske havde taget lidt personlighed af mig.” Per Juul Carlsen er autodidakt og sikker på, at han har sin egen personlige stil. Han kom ind i DR som freelancer og har siden arbejdet sig til en fast stilling og været med til at definere programmet Filmland. Blandt andet på grund af sin særegne stemme. Per Juul Carlsen har svært ved at forklare lige præcis, hvad han gør, når han er alene i det lille lydstudie og indtaler anmeldelserne til den ugentlige udgave af programmet.

”Jeg intonerer anderledes, lægger trykket nogle andre steder, end jeg ellers ville, taler højere og kraftigere.” Så langt, så godt, men han står af, da han bliver bedt om at beskrive lyden af sin stemme. Efter en lang tænkepause kommer et bud: ”Som en fortidsøgle, der flyver mod solnedgangen.” ”Nej, det kan jeg sgu ikke,” griner han opgivende.

Hør et lydklip med Per Juul Carlsen på illbunker.dk


7

APRIL 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

UDE

Årgang 1 Tekst: Tatiana Tilly Foto: Privatfoto

De glade halvfjerdsere er lige begyndt, og på Asylvej i Århus har en flok pionerer fået husly. De er den første årgang på landets første journalistuddannelse, Danmarks Journalisthøjskole. Da skolens nye betonbygning endnu ikke stod klar, måtte de unge journalistspirer klemmes ind i nogle barakker med de psykologstuderende. Torben Ølholm var dengang en af dem, der startede på journalistuddannelsen. I dag er han journalist på DR Syd, hvor han laver radio. Han fortæller lunt om tiden i Århus, hvor der hverken var mødepligt eller elektronik. Til gengæld var der pionerånd. Selv på forskolen, som var et slags forberedelseskursus på første semester. Torben Ølholm sammenligner det med en militær rekrutskole. Her skulle det grundlæggende håndværk bankes på plads og de forkerte sorteres fra. ”Nogle kiggede jo skævt til os, dem der havde været i mesterlære, og syntes, at det var noget pjat, at det skulle være en uddannelse. Men det varede ikke længe, så var det skift sket,” fortæller Torben Ølholm om begyndelsen. Lærerne selv var en broget skare og ikke særlig akademiske, så derfor var forskellen ikke specielt stor, beretter han. ”Det var gode gammeldags praktikere, der dominerede hele vejen.”

Layout med lineal En af de store forskelle fra dengang til nu er, ifølge Torben Ølholm, at eleverne ikke havde pligt til at møde op til undervisningen. ”Der var nogen, der skulle holdes mere i snor end andre. Men de fleste leverede varen og kom igennem. Med et dejligt mål af frihed. Det gjorde jo livet let og behageligt. Tilværelsens ulidelige lethed!” fortæller Torben Ølholm klukkende. ”Kaare R. Skou og jeg var på hold sammen i dansk politik. Vi tog det roligt, men var dybt interesserede. Ork herregud!” mindes han. Men mødepligt er langt fra den væsentligste forskel mellem dengang og nu. I Torben Ølholms tid havde de nemlig faget ”layout”. Selvom faget i sig selv er en forskel, er det ikke det, der er interessant. Det er selve måden, det foregik på. ”Vi havde godt gammeldags hånd-layout, hvor man sad med regneskiver og linealer og målte i punkter og så videre. Baseret på, at avisen skulle laves med blysats!”

At springe på venstre ben Mens Torben Ølholm var i praktik på Politiken, oplevede han at skulle skifte fra bly til elektronisk skrivemaskine. Han husker det som en let overgang, og selve måden at lave journalistik på ændrede sig ikke synderligt i den periode. Senere oplevede han skiftet fra skrivemaski-

Torben Ølholm gik på Journalisthøjskolens allerførste årgang og har siden sine første journalistiske spadestik for fyrre år siden oplevet bly blive til el og pionerer blive perfektionister.

ne til computer og fra analog til digital radio. ”Jeg sad som den sidste og sendte med den gamle analoge teknik. Da klokken blev 12 søndag, blev stikket hevet ud og stolen hevet væk under mig.” Torben Ølholm fortæller, at der dog også var en stor frihed til at prøve sig selv af. ”Tidligere kunne vi selv tage senderen, hvis vi ville, og hvis vi ønskede at sende en hel dag, så kunne vi det. Og det gjorde vi faktisk indimellem, hvis der var en særlig begivenhed.” Han har for eksempel lavet udsendelser fra Hannover og Berlin, lavet udsendelser, hvor der både skulle tales dansk og tysk, og en enkelt gang har han haft en lama med i en udsendelse. ”Nok den første i DR’s historie,” tilføjer han. ”Jeg har lavet udsendelser, hvor man skal springe lidt på venstre ben for at få det hele til at gå op. Det er skægt,” fortæller han om sine unge radiodage.

1

Trapezøvelser uden sikkerhedsnet Branchen har ændret sig en del siden den første årgang startede på skolen, og det samme mener Torben Ølholm, at journalisterne har. ”De nye arbejder meget seriøst og er meget pudsede, plejede og polerede. Altså, de er godt uddannede, det er vældig godt, det er utrolig godt!” tilføjer han, som af frygt for at træde nogen over tæerne. ”Men jeg kan godt savne en lille smule galskab og lyst til at springe ud på det dybe vand,” siger han. For det er det, han selv har gjort. Taget chancer, improviseret, sprunget. ”Jeg har gjort det en del gange, fordi jeg har været nødt til det, men også fordi jeg ikke kunne lade være. Skøre eksperimenter i direkte udsendelser og sådan noget.” Torben Ølholm tilføjer dog, at det ikke nødvendigvis er de nye journalisters egen skyld, at de ikke kommer med mere galskab. Han mener, at rammerne har ændret sig, og at det hele nu er mere konformt og konceptorienteret, så journalisterne ikke har den samme frihed.

1. ”Jeg har altid holdt meget af udgående og frem for alt direkte radio. Her interviewer jeg en lama. Siden havde jeg en anden lama i studiet. Det gik også udmærket. Når man er venlig ved de medvirkende spytter de sjældent efter en.”

2

2. ”Jeg er vært og producer på et dansk/tysk talkshow i Tønder. Det bliver sendt samtidig over Norddeutscher Rundfunk/ Welle Nord og DR/Syd ret spændende. Sproget skifter mellem dansk og tysk. Undertekster har vi ingen af i radioen. Man skal være lidt fremme i skoene og hurtig på aftrækkeren. Men sjovt, det er det.”

3

Tilbage i Bunkeren Efter praktikken fik skolens Årgang 1 endelig lov til at boltre sig i den nye betonbygning på Olof Palmes Allé. ”Det var sgu en mærkelig oplevelse at få sit eget. Jeg tror aldrig, vi nåede at vænne os til det. Vi var jo asylvejsfolk,” siger Torben Ølholm. Asylvejsfolkene står stadig klart i hans hukommelse, og jævnligt støder Torben Ølholm på navne i medierne, som han husker fra dengang.

3. ”Vores Åbne Studie var gennem flere år mit hjertebarn og hovedprojekt. Vi drog ud med et mobilt studie og sendte fra spændende begivenheder hele dage.” PS. ”Hvad angår mit udseende på billederne: Håret er der 100% endnu - men det er blevet kortere. Brillerne er nu mindre og uden kulør, og skægget er blevet (efter min mening) pænere trimmet.”

Journalisthøjskolens historie 1946 Journalistkursus ved Aarhus Universitet oprettes. Kurset er frivilligt for alle journalister. På første hold deltog 27 i et tre måneders kursus.

1962 Danmarks Journalisthøjskole bliver den officielle betegnelse for journalistuddannelsen i Danmark.

1963 Et halvt års ophold på Journalisthøjskolen bliver obligatorisk for alle journalistelever som led i den tre-årige mesterlære.

1971 1. september begynder det første hold under den nye uddannelse i lejede lokaler på Psykologisk Institut i Risskov.

1973 Bygningerne på Olof Palmes Allé tages i brug ved efterårssemestrets begyndelse.

1975 Første hold journalister med den nye uddannelse dimitterer.

1992 De første studerende optages på den nye billedjournalist-linie ved Journalisthøjskolen. kilde: djh.dk


8

APRIL 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

UDE

Reportage: Kravlingfesten

Galla i kravlegården Den storstilede uddeling af Kravlingprisen er en branchefest, som handler om at hylde studerende med evner ud over det sædvanlige. Eller hvad? Illustreret Bunker er taget på reportage for at finde ud af, hvad det dér Kravling går ud på. Tekst: Rasmus Elmelund Foto: Andreas Beck

”I aften hylder vi nogle studerende, der er meget dygtige,” siger Kåre Quist. Og han må jo vide noget om det, for han er medlem af Kravling-komitéen. “De har alle sammen vist, at de er mere end almindeligt gode til at gå, selv om de ikke helt er færdige med at lære at kravle.” Det bliver filosofisk nu. Man skal altså kravle, før man kan gå. Men betyder det, at man skal vinde en Kravling, før man kan vinde en Cavling? Jeg ved det ikke. Tv-kendissen mener, at det betyder noget i retning af, at man skal have nogle basale færdigheder på plads, før man kan nå stjernerne. Som regel. Jeg møder den unge ankermand foran herretoilettet i Den Grå Hal på Christiania. Han har et stramt, taljeret jakkesæt i gråmalerede nuancer og et par nye, nærmest skinnende, marineblå Converse All Stars på. ”Men for mange her i aften handler det nok om at score damer,” tilføjer han. Med et tvetydigt grin.

Dresscode på Staden Et par timer før mit toiletmøde med Kåre Quist står jeg og fryser foran det gamle ridehus på Christiania. Jeg er en del af en 30 meter lang kø af high fivende, King's-rygende, rygklappende mennesker. Folk jeg kan lide. Journaliststuderende. Temaet er galla, men ikke engang halvdelen af gæsterne virker til at have forstået det. Dresscode spænder i hvert fald fra balkjole og stiletter til joggingdragt og gummisko. Jeg har aldrig før været til gallafest på Christiania. Inde i den store, mørke hal er der også koldt. En ejendommelig lugt af øl, forskellige typer tobak og parfumer fra provinsen møder den

dejlige dunst af selvtilfredshed. For vi er jo fede. Hvad skulle Danmark gøre uden journalister? Det er der ikke rigtig nogen til at svare på, og gudskelov for det. Lige børn leger bedst. Og faktisk er det da lidt smukt, at RUC'ere, SDU'ere og selv dem der fra Mediehøjskolen “kan så godt sammen”, som en af mine medstuderende siger.

Med ryggen til prisen Klokken godt 21 går aftenens vært, Anders Breinholt, på scenen. Der er mørkt deroppe, men det er fordi, DR har sørget for lyset, fortæller han. Og det er sjovt. Han fortsætter med at sige sjove ting, som vi kan forholde os til. Først at Ulla Terkelsen er 'fucking sej' og siden en lille hyldest til to herrer, som han udråber til at være vores forbilleder. Jes Dorph-Petersen og Jeppe Nybroe. Det hele krydres med sjove genbrugsklip fra ugens Natholdet-udsendelser. Som således får fin reklame. Ligesom det gør, når jeg nævner det her. Og igen her. Natholdet. Den første pris er årets Fotokravling. Akustikken i Den Grå Hal får Lille Audi til at minde om et professionelt lydstudie, og det sætter Anders Breinholt på hårdt arbejde. Det bliver ikke lettere af, at vi grupperer os i små klumper, nogle endda med ryggen mod scenen, hvor vi har travlt med at fortælle om, hvor fedt lige netop vores praktiksted eller skole er. Jeg når derfor også kun lige at opdage, at Niels Christensen fra Politiken vinder prisen. Og få øjeblikke senere, hvor Sophie Bremer fra Ekstra Bladet kaldes på scenen, er jeg faktisk i tvivl om, hvilken pris hun har vundet. Det viser sig at være den store Kravlingpris. Hun er i øvrigt en af dem, der har forstået det med gallatemaet. Iklædt blå silkekjole modtager hun checken på 15.000 kroner og den fine pris.

Kåre i Converse ”Nu gælder det bare om at drikke sig i hegnet,” råber en postpubertær SDU'er. Således fylder hans dybe stemme stilheden mellem den pæne prisuddeling og de dansable toner fra WhoMadeWho, der få minutter efter indtager scenen. Som klokken runder 23, støder jeg igen på Kåre Quist. Han står mellem toiletterne og garderoben og snakker med en ung brunette. På afstand ligner det, at han står og lover hende brunch og grønne skove. ”Jeg skal først hjem, når solen står op over Stadsgraven,” siger han, da den brunchstige brunette er gået ud for at pudre næsen. Hans trendy kondisko er meget iøjnefaldende, og jeg kan ikke lade være med at spørge ind til dem. Umiddelbart kunne det jo ligne, at han i aftenens anledning har forsøgt at ramme et 'ung med de unge'-look. ”Jeg går altid i Converse,” siger han. Den overbevisende autoritet, man kender fra tv, har han tilsyneladende ladet ligge hjemme i lejligheden på Kultorvet. ”Det er rigtigt,” forsøger han at fastslå. Jeg er ikke overbevist, men jeg indstiller jagten på kontroversielle kendiscitater for en stund. Dansegulvet er nemlig blevet fyldt, efter at de to Soundvenue-darlings Kasper Bjørke og Tomas Barfod har overtaget scenen. De optræder under navnet Filur, men så vidt jeg kan høre, er der langt mellem deres pophits fra de tidligere 00'ere. Det er i stedet dubstep- og houseudgaver af tidens toner, der er på aftenens plader. Musikken glider ned sammen med de politisk korrekte øko-øl fra udkantsdanske bryggerier.

Elsker at sige mingle Senere på aftenen. Kåre Quist forsøger tydeligvis at undgå mig. Jeg har haft øjenkontakt med

ham et par gange, men han bliver ved med at undvige, så jeg har udtænkt en plan. Med mig ind på herretoilettet har jeg smuglet en nydelig, kvindelig medstuderende, som skal åbne lemmen til kendissen på klem. Og det virker. Nu har han ikke travlt længere. ”Jeg skal ikke ud og score damer,” påstår han, mens han indgående kigger på min kønne medinterviewer. ”Nej, jeg er kommet for at mingle,” siger han. ”Jeg elsker at sige mingle.” Hvem han vil mingle med og hvordan, står hen i det uvisse. Den næste times tid går forbløffende hurtigt. Pludselig har Bjørke og Barfod ikke flere versioner af Björn Svins ”Mer Strøm” at spille, så lyset bliver tændt, og morgendagens mediestjerner ligner nu bare almindelige unge mennesker på vej videre på druk. Kravling er slut for i år. Næsten. For det forlyder, at Kendis Quist er på vej op i det røde felt i garderoben. Den officielle forklaring er, at Den Grå Hals personale ikke kunne finde hans trenchcoat, så han har måttet vente. Og det har ikke behaget ham. Inden jeg når frem, er han dog faldet ned igen. Han når at sige et par bevingede ord om arrangementet til mig, men jeg lytter ikke rigtig efter. Jeg når bare at bemærke, at han forlader hallen alene. Så han havde alligevel ret. Ingen damer. Opfyldt af inspiration fra de prisvindende journalister, nogle flotte ord fra en rigtig kendis og en hel del øl kravler jeg ud i Christianias nat. For hvordan er det nu. Man skal kravle, før man kan... kaste op? Reportagen er udtryk for skribentens egne oplevelser (og hans støt stigende promille). Kåre Quist er i øvrigt lykkelig gift med journalist og sundhedsredaktør på Femina, Karen Pallisgaard.


9

APRIL 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

UDE

Sportsstjerner som journalister Den tidligere fodboldlandsholdsspiller Michael Gravgaard har siden marts i år været studievært for Superligaen på Canal 9. Han har ingen journalistisk uddannelse, men hos Canal 9 er det ikke et succeskriterie. Tekst: Niklas Rehn Foto: Pressefoto

”Velkommen til Superliga-optakt på Canal 9. Dagens opgør er mellem Esbjerg og FCK.” Nogenlunde sådan kan den tidligere fodboldlandsholdsspiller Michael Gravgaard indlede, når han præsenterer endnu en Superliga-runde som studievært. Dermed går han i fodsporene på fodboldkollegaen Peter Schmeichel og den tidligere badmintonspiller Camilla Martin, der begge slår deres folder på Viasats kanaler. Ifølge redaktør på Canal 9, Jesper BangUdesen, er der fordele ved at satse på kendte ansigter frem for uddannede journalister med interesse i sport. Og så gør det ikke noget, at Michael Gravgaard ikke er blevet undervist i, hvordan man stiller opfølgende spørgsmål. Canal 9 har brug for omtalen. ”På Canal 9 har det været afgørende at profilere os, og i den forbindelse er det en god idé at have et kendt ansigt i stedet for at bruge en journalist som på public service-stationerne,” siger Jesper Bang-Udesen.

og hvordan man finder et godt stemmeleje. ”For erfarne tv-værter er det en helt almindelig ting, men for Michael Gravgaard er det en ting, han skal lære,” siger Jesper BangUdesen. Foruden en skuespillers hjælp har studieværten Peter Grønborg fra TV 2 News undervist Michael Gravgaard i spørgeteknik. På redaktionen er Michael Gravgaard med til at arbejde med manuskriptet og lave sine egne stikordskort, så han kan være medbestemmende i, hvordan udsendelserne tager form. Selv om de på Canal 9 ikke føler, at de går på kompromis med journalistikken, er de godt klar over, at det er de uddannede journalister der render med priserne, når de bedste sportsjournalister skal hyldes. ”Journalister har mere pondus og troværdighed end de kendte. Det skyldes, at de ved, hvordan man taler til folk, og hvordan man stiller spørgsmål,” siger Jesper Bang-Udesen.

Fanger de små detaljer På Canal 9 bruger de for eksempel Michael Gravgaard til at markedsføre kanalen, ved at han tager til møder i antenneforeninger og bliver interviewet til lokalaviser i Jylland, hvor store dele af kanalens marked er. Altså når han ikke toner frem hjemme i seernes stuer. Og det er en nødvendig måde at køre tingene på, mener Jesper Bang-Udesen. ”De kører samme politik på Viasat. Vi har ikke gratis adgang til en halv million seere, som public service-stationerne har. Det er en måde, vi får gjort opmærksom på os selv.” Canal 9 havde tidligere fodboldlandsholdsspiller Peter Møller i værtsrollen indtil januar i år. Og det er ikke et tilfælde, at de satser på tidligere fodboldspillere, når de skal vælge studieværter. ”De kender gamet, og selvom de ikke er lige så godt klædt på som journalister, kan de spørge om nogle små detaljer, som journalister ikke fanger,” siger Jesper Bang-Udesen. Han fortæller, at fodboldspillerne er meget professionelle, ambitiøse og besidder en vindermentalitet, der løfter niveauet på Canal 9.

Ingen kompromiser Vinderne ved Kravling 2011: Kravlingprisen: Sophie Bremer fra SDU, Ekstra Bladet Fotokravling: Niels Christensen fra JH, Politiken Årets praktikvejleder: Nanna Holst, TV2 Lorry Æresprisen: Sebastian Kier-Sørensen fra JH, Jyske Bank

Jesper Bang-Udesen er klar over, at tidligere fodboldspillere ikke træder ind i journalistikkens verden uden hjælp fra redaktionens journalistkolleger. For Michael Gravgaard har det betydet, at han har været igennem skærmtræning med en skuespiller, der har lært ham at tale til kameraet, hvordan han skal vende sig,

Michael Gravgaard har stillet fodboldstøvlerne og kommenterer nu sine tidligere kollegaer


10

APRIL 2011 ILLBUNKER.dk

Foto: Camilla Rønde

Brighton, England. Matt Morfey, 22, og Tommy Rousell, 21, har været kærester i otte måneder og boet sammen i syv af dem.

Frederiksberg, Danmark. Sean Jung, 65, indlagt på den lukkede psykiatriske afdeling F2W med en akut psykose.

Foto: Magnus Holm

Rungsted, Danmark. Nikita Kjær er 18 år og lever økonomisk set et liv, der er de færreste forundt.

Foto: Lasse Bak

Århus V, Danmark. Ibrahim er 12 år og infantil autist. Han har boet på institutionen Torpevænget i mere end et halvt år.


APRIL 2011 ILLBUNKER.dk

Foto: Sisse Dupont

Morelia,Mexico. Soledad har boet i SOS Børnebyen i fem år. Her har hun fåeten ny kærlig mor, nye søskende, et nyt hjem - et nyt liv.

Brufut, Gambia. Femårig pige fra bydelen Ghana Town, som er den fattigste del af den vestafrikanske by Brufut.

11

Foto: Liv Høybye

Ud og hjem igen

Tredje semesters fotojournaliststuderende har været på to ugers reportageforløb. Emnet var frit. Det har spredt holdet for alle vinde. Nu er vi kommet hjem igen. Kom til fernisering og se de færdige projekter fredag den 8. april kl. 14 i vandrehallen.

Foto: Andreas Beck

Berlin, Tyskland. Midt i mellem Kreuzberg og Treptow bor 18 mennesker i bovogne. Potter er 23 år gammel og en af de seneste tilflyttere i skurvognsbyen. Foto: Malte Kristiansen


ILL

12

APRIL 2011 ILLBUNKER.dk

FOKUS

JOURNALISTIK PÅ BORGEN

Praktikanter på Borgen - kon Vi har alle set det på tv: Med spidse

ikke kan komme udenom, at det til tider er albuer, alvorlige blikke og hævede stemmer nødvendigt at spidse albuerne. ”Der er konkurrence, fordi vi dækker de møver journalisterne frem mod politikerne. Alle med et håb om at blive hørt og være den, samme sager. Nogle gange om aftenen før deadline kan jeg se Thomas gå rundt med et der får svar på sit spørgsmål. Her er journalisterne i benhård konkurren- smørret smil. Så er det, fordi han har et eller, ce, ingen er venner, og ingen tænker på andre der kører. Noget på forsiden. Og dér holder end sig selv og sin historie. Men er det nu også man mund med sin egen historie. Det skal man jo,” siger Jens Anton. hele virkeligheden? ”Noget snakker man om på redaktionsmøIllustreret Bunker har sat tre JH-praktikanter stævne i Folketingets kantine, Snapstinget. derne, og det skal ikke uden for døren. Det Mens politikere, journalister og andre af bor- er noget med at finde en balancegang,” siger gens ansatte fylder det høje, lyse lokale med Thomas. Netop balancegangen er ofte bestemt af sien konstant summen sætter vi os for at høre, hvordan forholdet er mellem Christiansborg- tuationen. Hurtige sceneskift er mere reglen journalisterne, og hvordan det er at komme end undtagelsen, og en skærpet omstillingsfra Journalisthøjskolen til magtens centrum. parathed er alfa og omega som reporter på Christiansborg. Rikke mindes særlig tydeligt, Er man kammerater eller konkurrenter? dengang der var po”Jeg synes ikke, vi styr omkring Lene er konkurrenter. Slet Espersen. ikke. Tværtimod,” siger ”Der stod vi alle, Thomas Vibjerg, der er både faste journalipraktikant hos Jyllandsster og praktikanter, Posten, mens han kigog ventede foran ger spørgende på sine to gruppeværelset på, medpraktikanter; Rikke at de skulle komme Bolander fra nyhedsbuud. Den slags kan reauet Newspack og Jens Anton Tingstrøm Klin- Jens Anton Tingstrøm Klinken, praktikant tit tage lang tid. Så vi stod og sludrede ken fra Politiken. frem og tilbage og ”Der er meget gangsladder, hvor man spørger: ’Hvordan kom jokede. Mange kender jo hinanden. Og så jeres historie frem?’ og så videre,” siger Jens pludselig går døren op - BANG - så løber alle Anton og tilføjer, at de også hjælper hinanden derhen og skubber hinanden væk. Men lige så med praktiske ting som eksempelvis at minde snart det er overstået, går man tilbage til den mere casual snak,” fortæller hun. hinanden om, hvornår pressemøderne starter. ”Det er jo vores hverdag. Jeg kan godt føle mig lidt lost – ikke lige vide, hvordan proces- Hemmelige solohistorier serne for eksempel fungerer. Så er det meget ”Vi kigger hinanden enormt meget over skuldtrygt og godt at se et kendt ansigt og rart at rene. Man læser de andres ting hver dag for at tale med nogen, der er på samme stadie,” siger følge med i den politiske dagsorden,” siger Jens Rikke. Anton. Thomas er enig og tilføjer, at han gerne selv ville have haft den historie, der er på forsiden Holder mund - til tider To borde væk sidder Naser Khader henslængt af dagens Politiken; om at man selv skal spare og snakker med en gruppe journalister. De op til sine velfærdsydelser. ”Selvfølgelig konkurrerer vi, for man vil joker og griner, og selvom Snapstinget er fyldt med store guldindrammede portrætter af for- altid gerne have de dagsordensættende histotidens betydningsfulde politikere, er atmosfæ- rier. Og når det sker en sjælden gang, at Poren i det hele taget afslappet. Det gælder også litiken har en god historie, kan det være, at vi stemningen mellem praktikanterne, der dog laver noget opfølgning på det,” griner Thomas

Demokratiets højborg vrimler med journali Illustreret bunker har mødt tre praktikanter gang at hjælpe hinanden og samtidig kapp

”Nogle gange om aftenen - før

deadline - kan jeg se Thomas gå rundt med et smørret smil, så er det fordi, han har et eller andet,

der kører.”

Praktikant på et scoop En ’Birthe Rønn-eksplosion’ og et sus fra ekstatiske journalister. Informations praktikant, Sofie Tholl, har på tætteste hold oplevet, hvordan to kolleger var med til at vælte en minister. Tekst: Marie Sjødin Græsholm Foto: Sigrid Nygaard

”Lige pludselig kunne jeg rent faktisk mærke det der sus fra Borgen, som alle taler om; at det går hurtigt her.” Sådan siger 25-årige journaliststuderende fra Journalisthøjskolen Sofie Tholl om oplevelsen af det pressemøde, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen meddelte, at integrationsminister Birthe Rønn Hornbech blev afskediget. Sofie Tholl har været i praktik på Informa-

tions Borgen-redaktion siden februar og har derfor fulgt Birthe Rønn Hornbech-sagen om de unge, statsløse palæstinensere på tætteste hold.

Kører den benhårdt Information-journalisterne Ulrik Dahlin og Anton Geist var de første, der skrev om de statsløse palæstinensere. I tre uger var de de eneste, der viste interesse for sagen, men pludselig eksploderede det, fortæller Sofie Tholl. ”Nu skete der fandeme noget. Nu bed de andre sig også fast. Der var en mulighed for

at afdække nogle menneskers skæbner, som Anton Geist over skuldrene kom hun pludselig endnu tættere på. vakte hele Danmarks interesse. ” De to journalister fra Information kørte den benhårdt, fortæller hun: ”Kære Birthe Rønn Hornbech...” ”De gravede hele ”Vi er forfærdelig få på tiden nye substansBorgen, tre tror jeg. En historier frem og af de andre sagde: ’Det fik fat i nye ting. Så gør du bare Sofie!’” mens det politiske siger hun og griner. spor kørte derudaf Ulrik Dahlin og i de andre medier, Anton Geist skulle have gik Anton Geist og hjælp til at holde liv i Ulrik Dahlin videre - Sofie Tholl, praktikant på Information historien, og nu stod end det. Læserne og den 25-årige praktikant resten af mediebilmed en af landets mest ledet skulle ikke have lov til at glemme det.” omtalte sager, som skulle vise sig at løbe over Sofie Tholl mener, at hendes egen rolle var knap to måneder. perifær, men ved at kigge Ulrik Dahlin og ”Det handlede mere om, hvem der var til

”Folk var glade og spændte!

Det var en magtens korridoreragtig følelse.”


13

APRIL 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

FOKUS

nkurrenter eller kammerater?

ister. Et folkefærd på jagt efter nyheden. på Christiansborg til en snak om på én pes om de samme historier.

Tekst: Ida Hasgaard Røntorp og Kasper Iversen Foto: Andreas Beck

anden godt herinde - på kryds og tværs af fløog prikker til Jens Anton med albuen. Jens Anton fortæller, at det kan være svært jene og på tværs af job. Det er lidt en bobbel, at sidde inde med noget, man rigtig gerne vil og her er ret meget landsbystemning,” siger fortælle til de andre praktikanter, men at man Rikke. Hun husker klart dagen, hvor aftalen om vænner sig til at holde mund. ”Man kan mærke, hvornår man skal holde Libyen gik igennem, og Lene Espersens presigen. Det er ligesom med et 1. års projekt. Man semand gav Naser Khader et kram, fordi misskal ikke tale for meget om sin historie,” siger sionen lykkedes. ”Det er mit indtryk, at mange han. Christiansborg-reportere er Rikke ser undrende på bedre venner med andre ChriJens Anton. stiansborg-reportere end med ”Kunne du finde på at folk fra deres eget medie,” siger stjæle en historie fra mig Jens Anton. eller Thomas?” ”Hvis man eksempelvis prø”Naaarj, men det kunne ver at få fat på Birthe Rønn eller jo være, at jeg manglede har problemer med den samme en brik,” forklarer Jens - Thomas Vibjerg, praktikant spin-mand, så kan man på den Anton eftertænksomt. måde få et indirekte samarbejDe andre nikker forde,” siger han. stående. De lader sig også De tre praktikanter er samtidig enige om, at inspirere af de andre medier og praktikanter. Det mest er på solohistorierne, at der er kon- selv politikere ofte er bedre venner med politikere fra de andre partier end deres eget. kurrence. ”Internt i partierne er de konkurrenter med hinanden, men det er de jo ikke på tværs af Landsbyliv Balancegangen mellem venskab og konkur- partierne,” siger Rikke. ”De slås, når mikrofonerne er tændt, men rence gælder imidlertid ikke kun for praktikanter. Det gælder hele borgen. For selvom de hygger sig jo. SF’ere og Venstrefolk går og Christiansborg danner ramme om mange hygger sig, spiser frokost med hinanden og hundrede mennesker, bliver der i sagens natur taler om, hvad de har lavet i weekenden. Det er kommunikeret meget på kryds og tværs af måske meget sigende for hele livet på Borgen,” konkluderer Thomas. slottet, og mange er gamle i gårde. ”Det er et ret særligt sted det her. Det brugte jeg de første tre uger på at fatte. De kender hin-

”Det er et ret særligt

sted det her. Det er lidt en bobbel, og her er ret meget landsbystemning.

Thomas Vibjerg, Rikke Bolander og Jens Anton Tingstrøm har Christiansborg som deres arbejdsplads

”Kære Birthe Rønn stede på redakHornbech...” tionen den pågælSamarbejdet med dende dag, end om Ulrik Dahlin og Anton hvorvidt man var Geist var meget tæt i praktikant eller skriveforløbet. journalist. Og der”Jeg følte mig for endte jeg med at enormt privilegeret bidrage til kampagdet rykkede virkelig,” nen,” siger praktisiger hun. kanten. Sofie Tholls første artikler om Sofie Tholl er JH-praktikant på Christiansborg. Sortseer, men så... emnet kom den 1. På trods af den store februar – dagen efter at Rønn havde fået ud- mediedækning og størrelsen af sagen havde leveret sin rapport om de statsløses sager. Den Sofie Tholl alligevel aldrig troet, at det ville gik under rubrikken: ”Det eneste Birthe Rønn ende med, at ministeren måtte gå af: kan garantere er tavshed” og handlede om ”Jeg tror, at jeg hele tiden har været sortseer det forhold, at ministeren ikke ville svare på i forhold til at nogen skulle stilles til ansvar. Jeg spørgsmål om sagen. troede ikke, det var realistisk,” siger hun. Et par uger senere kom artiklen om en af Lige indtil den morgen kom, hvor stemninde statsløse unge, som gentagne gange havde gen på Borgen pludselig var sydende. Folk fór forsøgt at kontakte integrationsministeren for rundt mellem hinanden på gangene efter presat få hjælp, men uden held. Rubrikken lyder: semødet, hvor statsministeren gjorde det klart,

Her er Borgenpraktikanterne april 2011 JH: Annelise Eskesen, Politiken Jens Anton Tingstrøm, Politiken Rikke Bolander, Newspaq Thomas Vibjerg, Jyllands-Posten Nikolaj Søndergaard, Berlingske Nanna Muus, Altinget Sofie Tholl, Information Mads Bøgh Johansen, DR Cecilie Gremaud, TV 2

at Birthe Rønn ville blive afløst af Søren Pind: ”Folk var glade og spændte! Alle journalisterne på Borgen synes vel, det er fedt, når der endelig sker noget voldsomt. Pludselig var det i Magtens Korridorer, vi arbejdede,” siger hun. Ikke lang tid efter vandt Ulrik Dahlin og Anton Geist også Berlingske Journalisters Pris for deres dækning.

Suset bider sig fast Sofie Tholl har omkring en måned tilbage af sin tid som praktikant på Borgen. Hun er ikke kommet ind i en fast hverdagsrutine - det er der simpelthen ikke nok tid til, mener hun. Forløbet omkring Birthe Rønn Hornbeck er slut, og selvom hun så det lidt fra periferien, fik Sofie Tholl alligevel noget ud af det: ”Det har været sindssygt spændende. Oplevelsen af, at avisens journalister bliver ved og bider sig fast, indtil historien får konsekvenser, det er meget inspirerende.”

SDU: Christian Bøje, Ekstra Bladet Sandra Haugaard, Ritzau RUC: Anne Burlund, Altinget Hjalte Kragesteen, Altinget

Sagen kort - Journalisterne Ulrik Dahlin og Anton Geist fra Information skrev mere end 50 artikler om statsløse palæstinensere i Danmark. Praktikanten Sofie Tholl var med til at holde historien kørende. - Med vedholdende graverarbejde dokumenterede de, at Birthe Rønn Hornbech bevidst tilsidesatte loven i halvandet år - på trods af adskillelige advarsler. - Afsløringen fik Birthe Rønn Hornbech væltet som minister. Journalisterne vandt Berlingske Journalisters Pris for deres arbejde.


ILL

14

APRIL 2011 ILLBUNKER.dk

FOKUS

JOURNALISTIK PÅ BORGEN

Én gang journalist, altid journalist De var journalister. Nu er de politikere. Alle ved de, hvordan pressen skal tackles. Tekst: Jonas Sloth Bach

Jørgen Poulsen (Radikale Venstre)

Udlært fra Kalundborg Folkeblad 1964-1967. Karriere: Udenrigskorrespondent for DR i Stockholm, Hong Kong og Washington DC. Hvornår ville du ønske, at du stadigvæk arbejdede som journalist?

Foto: Folketinget

Hvad var for dig den største udfordring ved at gå fra journalist til politiker? Det ved jeg sgu ikke. Det var jo ikke en større udfordring. Jeg var 15 år i røde kors, inden jeg blev politiker, så det var ikke en brat overgang.

Én gang journalist, altid journalist. Det er lige meget, om man er generalsekretær eller sidder i Folketinget, så sidder journalisten i én. Der er stadig utrolig mange historier, der bliver skrevet inde i hovedet, når jeg sidder til internationale politiske møder. Men det er klart, at det er noget lettere at blive hørt som journalist end som politiker. Jeg kan godt misunde journalisternes evne til at blive hørt. Specielt i dag hvor der er flere journalister i presselogen end politikere i Folketingssalen.

Hvordan har dit syn på folketingspolitikere ændret sig, efter du selv er blevet en af dem? Det har det stort set ikke. Jeg har stadig den

Søren Espersen (dansk folkeparti)

Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole, 1980. Karriere: Ringsted Dagblad, BT, Billed-Bladet og Pressechef i DF. Hvad var den største udfordring for dig, ved at gå fra journalist til politiker? Jeg gik fra at være almindelig journalist til at være pressechef i DF. Derefter blev jeg politiker. Jeg har haft en slags mellemstation, som har været med til at gøre tingene noget nemmere. Springet er stort, når man lige pludselig er på den anden side af bordet. Men jeg har tit savnet at skrive. Jeg kan godt lide at lave nyhedshistorier.

Hvornår ville du ønske, at du stadigvæk arbejdede som journalist? Det ville jeg ikke ønske længere. Jeg er blevet for gammel til at komme tilbage nu, jeg er 57

år og kan ikke se mig som journalist. Men jeg savner da at kunne lave klummer.

grundopfattelse, at politikere er mere hjemsøgte i dag end tidligere.

Er du bedre til at tackle journalister i kraft af din fortid som journalist? Nej, det er et helt andet spil, det kan tværtimod være et handicap. I dag foregår kontakten jo gennem en masse filtre. Der er journalister i partierne, og samtalen foregår sjældent mellem politiker og journalist, men mellem pressens og partiernes journalister.

Hvad er den største fordel ved at være politiker fremfor journalist? Ingen! For mig at se har politikeren ingen fordele frem for journalisten. Det er i høj grad journalisten, der vælger dagsordenen og har formuleringsprivilegiet, mens politikerens ud-

Er du bedre til at tackle journalister i kraft af din fortid som journalist?

Er der et hierarki mellem journalister og politikere?

Det kan kun andre vurdere, men det er da klart, at jeg i hvert fald har stor forståelse for, hvad det er, de vil have. Noget, jeg selv synes, er tæskeinteressant, er ikke nødvendigvis interessant for dem. Jeg har en bedre forståelse for, hvornår der

Det er en daglig kamp, om hvem der sætter dagsordenen: Politikerne eller pressen. Sommetider vinder vi, sommetider vinder pressen. I DF sætter vi en stor ære i, at det er os, der sætter dagsordenen, og ikke bare fordi man har haft et eller andet redaktionsmøde på Ber-

Magnus Heunicke (socialdemokratERNE) Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole, 2002. Karriere: DR 1999-2005.

At være fælles om at fortælle en historie og være båret af den gode historie, det kan jeg godt savne. Nu har jeg arbejdet meget på tv, og energien på en redaktion, hvor man er et hold sammen om at fortælle en historie, det er fedt. Det teamwork, som man har med redaktøren og fotografen, det kan jeg godt savne meget. Foto: Folketinget

Hvad var den største udfordring for dig, ved at gå fra journalist til politiker? Det er fandme et godt spørgsmål. Abstrakt.

Hvordan har dit syn på folketingspolitikere ændret sig, efter du selv er blevet en af dem? Det har ændret sig meget. De arbejder fandme hårdt - det gør vi altså. Det kom bag på mig, så meget der sker

Journalisternes troværdighed ligger over politikernes i alle målinger. Den største forskel er, at politikere også skal være dygtige. Journalister behøver ikke at være dygtige og nøjeregnende med fakta, for konsekvenserne er ikke så store, hvis de er forkerte. Journalister kan opsætte en tese og så gå til politikerne.

Hvad er den største fordel ved at være politiker fremfor journalist?

Nej, det synes jeg ikke. Nej.

Hvornår ville du ønske, at du stadigvæk arbejdede som journalist?

Er der et hierarki mellem journalister og politikere?

er deadline, hvornår man holder redaktionsmøde, og hvordan det fungerer i det hele taget. Det er en rar viden at have som politiker.

Man har i høj grad mulighed for at få sine egne holdninger frem. Når jeg skriver kronikker eller artikler til aviserne, er det jo for at fortælle om mine idéer, og hvad jeg synes. Den mulighed har man ikke som journalist. Dér må man forsøge at dele sol og vind lige og gøre det så objektivt som muligt.

Har dit syn på folketingspolitikere ændret sig, efter du selv er blevet en af dem?

sagn ofte alene bliver anvendt som autenticitet for den præmis, journalisten har sat. Til gengæld har politikeren mulighed for at påvirke den politiske proces. For journalisten er hver morgen ny. Når historien er afleveret, behøver han ikke bekymre sig mere om den. For politikeren begynder til gengæld det lange seje træk, som kan være nok så væsentlig for resultatet, men som kun sjældent dækkes af pressen. Det er sjovere at være journalist end politiker...og gad vide, om ikke journalisten har større indflydelse.

udenfor Christiansborg: Så mange møder og arrangementer i forskellige foreninger rundt i hele landet. En stor procentdel af arbejdet foregår uden for blitzlyset, fordi man er båret af en demokratisk ild. Det hårde demokratiske arbejde har jeg fået kæmpe respekt for. Jeg var ikke klar over, at det var så omfattende.

Er du bedre til at tackle journalister i kraft af din fortid som journalist? Ja, jeg synes helt klart. Jeg har nogle fordele i min forståelse for, hvordan de arbejder. Jeg ved også, at jo mindre jeg siger, des større kontrol har jeg over, hvad der kommer i. Så jeg beslutter på forhånd, hvor meget jeg kan sige, så det er en god historie, samtidig med at jeg kan stå inde for det. Hvis man ikke

Foto: Folketinget

lingske og har sagt: ’Nu skal vi have et tema som hele Danmark skal snakke om.’

er bevidst om det i starten, kan interviewet vare måske 20 eller 30 minutter.

Hvad er den største fordel ved at være politiker fremfor journalist? Der er kæmpe, kæmpe fordele. Som journalist er man nødt til at være upartisk. Som politiker skal man være partisk. For mig gjorde det simpelthen ondt, når jeg som journalist skulle dække historier, som jeg kunne mærke var vand på Dansk Folkepartis mølle. Det er så skønt, at jeg nu kan gå helhjertet ind for nogle principper, som jeg tror på og en filosofi om fællesskab, som jeg kæmper for.

Er der et hierarki mellem journalister og politikere? Der er helt klart nogle informationer som jeg har nu, som jeg ikke giver til journalister. Jeg har prøvet at stå og vente foran udvalgslokalet og kæmpe om en kommentar fra politikerne. Nu er det mig, der kommer ud, og i den situation er jeg jo rykket et skridt op.


15

APRIL 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

FOKUS ANONYME TIPS

”Du har det ikke fra mig!”

Som politisk journalist på Christiansborg er anonyme tips vejen til historierne. Der bliver hvisket i krogene og givet besked på, at man ”nok ikke skal kigge på side fire i de papirer, der ligger i anden øverste skuffe”. Tekst: Martin Pedersen Illstration: Stine Hvid

”Der var en, der tippede mig ved at lægge nogle dokumenter til mig på en grillbar på Gammel Køge Landevej. De ringede fra grillbaren og bad mig komme. Jeg kørte derned, for tænk nu, hvis tippet var godt. Det var bare nogle interne Venstre-ting. Jeg tjekkede det, men der var ikke noget i det. Jeg kigger på alt, men jeg skriver ikke alt. Den situation var næsten helt ’hat og blå briller’-agtig.”

”Når jeg møder en politiker på gangen og henvender mig til dem, eller hvis de henvender sig til mig, får jeg ofte et tip. Mit arbejde handler jo meget om at ’baggrundssnakke’ med folk. Og det er godt, at de tipper mig. Jeg vil jo altid gerne have tips om, hvor der kan ligge gode historier. Så er det min opgave som journalist at grave dem frem. Rigtig mange af de historier, jeg skriver, stammer fra tips,” siger Elisabet Svane.

Baggrundssnak

Vigtige vink med vognstangen

Anekdoten kommer fra Elisabet Svane, Fyens Stiftstidendes politiske redaktør med fast kontor på Christiansborg. Næsten hele hendes karriere har udspillet sig på det berømte slot. Og anonyme tips fra politikerne, hvor man ved hvem vedkommende er, men ikke må offentliggøre det, har altid været en stor del af hendes karriere.

Lars Bjerg, lektor på Journalisthøjskolen, mener, at for at kunne bruge anonyme tips handler det om at vurdere to ting. ”Man skal vurdere kildens troværdighed i den konkrete sammenhæng, og så skal man tjekke, om informationerne er sande. Hvis informationerne er vigtige og desuden bekræftede, så kan man være ligeglad med kildemo-

tivet,” siger Lars Bjerg. Han mener, at det er godt, at journalistikken gør brug af de små vink. ”Det er godt for journalistikken, at man får anonyme tips, for så får man informationer, der ellers måske ikke ville være kommet frem. Jeg kunne ikke forestille mig journalistik uden anonyme tips,” siger Lars Bjerg.

rede politikere, der er langt nede i en sag, som de gerne vil have skrevet om,” siger Elisabet Svane.

Ingen personlig sladder Som journalist på Christiansborg skal man være ekstra opmærksom på de interesser, folk kan have, mener Elisabet Svane. ”Det er rimelig nemt at afkode politikere på Christiansborg. Alle har en interesse i alting. Men selvom de har en interesse, kan historien godt være sand,” siger hun. ”Anonyme tips handler mest om politiske sager. Personlige forhold fylder slet ikke lige så meget. De fleste tips kommer fra engage-

”Alle partier er meget behjælpelige med tips, men de bedste råd er altid anonyme. Altid. Lige pludselig ligger der nogle papirer til dig, som du ikke aner, hvor kommer fra.Ofte hører jeg: ”Nu taler vi uden for blokken”, ”Det her er bare til baggrundsviden,” eller ”Du må endelig ikke citere mig for det, men...” Det sker både telefonisk og ansigt til ansigt. De færreste afleverer deres tip på mail og sms.” Hans Chr. Blem, journalist, Ekstra Bladet

”Især før en valgkamp hiver politikerne fat i mig på gangen og spørger: ’Har du hørt det her? Jeg har ikke sagt det, men prøv lige at ringe til ham her..’ Så snart det handler om opstilling, foregår der en del magtkampe internt i partierne, og så graver de ting frem om hinanden.” Philip Flores, politisk redaktør, Information

PRAKTIKANTSTAFET

I en verden af sindssyge lærlinge og glinsende metal Mette er træt af spørgsmålet: ”Er det okay at være i praktik hos Dansk Metal?” Hun har fået øjnene op for metal og fagforeninger. Tekst: Mette Schmidt Rasmussen Foto: Privat

”Er det okay at være i praktik hos Dansk Metal?” Det er nok det spørgsmål, jeg er blevet stillet mest i løbet af de sidste to måneder. Aldrig: ”Er det fedt at være i praktik hos Dansk Metal?” Nej, nej: ”Er det okay?” Og jeg er ærligt talt træt af at skulle forsvare min praktikplads. For nej, det var ikke drømmestedet, men jeg er faktisk rigtig glad for, at det er her, jeg er havnet. Jeg sidder på en lille redaktion midt i København sammen med otte andre. Mine arbejdsopgaver består af alt lige fra webnyheder til reportager. Jeg har blandt andet interviewet Socialdemokraternes Carsten Hansen om manglende midler til de fyrede fra Lindø og været i Billund for at portrættere et af de mange mennesker, som laver legoklodser. Det er hverken Gaddafi, jordskælv eller find Holger. Det er journalistik om danske metalarbejdere til danske metalarbejdere. Det er mennesker, som dybest set står for al industri i Danmark, som er enormt stolte af deres fag, og som synes, det er sjovt at få en ung pige som mig på besøg i værkstedet. Jeg har en 37 timer lang arbejdsuge, men

igen faste vagter. Jeg har heller ingen daglige deadlines. Jeg har månedlige deadlines, og det er faktisk en udfordring. Generelt skal jeg vænne mig til at være på arbejdsmarkedet, til selv at administrere min tid, så jeg hele tiden holder mig beskæftiget og ikke slapper den i tre uger for så at stresse i ugen op til deadline.

Der er forskel på fræsemaskiner Mulighederne på Dansk Metal er mange, men i en fagforening som denne, hvor man intet kendskab har på forhånd, kan det godt være svært lige at finde de fede historier. Jeg er ikke blevet kastet ud i direkte interviews fra dag ét. Det er umuligt for en ny som mig at interviewe økonomer om Industriens Overenskomst, når jeg ingenting aner om stoffet. Derfor har de to første måneder på Dansk Metal også været en slags oplæringsperiode, og indtil videre har jeg lært rigtig meget. For eksempel kender jeg nu forskellen på en 5- og en 3-akslet fræsemaskine, jeg ved, at der er et loft på 3500 kroner på efteruddannelse, som begrænser ledige metalarbejderes muligheder for at komme tilbage på arbejdsmarkedet, og at man ikke skal grine ad en nordjysk smeds dialekt.

OL, sindssyge og socialdemokrater Det er et megaspændende fagområde, og jeg

Mette Schmidt Rasmussen, praktikant hos Dansk Metal, har denne udgaves stafet.

begynder mere og mere at få øjnene op for de mange historier, som findes. For eksempel skal jeg ud og lave et portræt af en kvindelig sejlmagerlærling, som også er ved at træne sig op til OL i 6m jolle. Jeg skal interviewe 3000 sindssyge lærlinge, når der er ”Danmarks Hurtigste Bil” til sommer, og så skal jeg på Borgen og lave kommunikation for Socialdemokraterne, inden min praktik hos Dansk Metal er slut. Det er fedt at være i praktik. Men det er også

hårdt. Og en gang imellem kan jeg godt blive i tvivl, om det virkelig er artikler om a-kasser og finanskrise, jeg har lyst til at lave resten af min praktiktid. Men så idéudvikler jeg med mine kollegaer, får ros for min web-nyhed eller tager til Herning for at interviewe Danmarks dygtigste lærlinge, og så bliver jeg mindet om, at mulighederne er uendelige. Det gælder bare om at tage dem.


16

APRIL 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

PERSPEKTIV

”Spørg ind til detaljen. Spørg mere ind til detaljen. Spørg ind til historien, som ligger i detaljen. Spørg mere ind til historien.” - Jakob Sandvad

Flere hyperlokale aviser er begyndt at vinde frem - tilsyneladende med succes. Der er historier overalt, siger folkene bag.

Tekst: Martin Pedersen Foto: Liv Høybye

Lokale medier udfordrer

”Nu bliver Alken.dk nævnt i boligannoncerne. Og byen bliver omtalt som et aktivt sted, hvor folk tager sig af hinanden.” Sådan siger Knud Abildtrup, redaktør på Alken.dk, der dækker den midtjyske by, Alken, med kun 243 indbyggere. Sitet blev startet for fire år siden og er med 1800 ugentlige besøgende et af de succesfulde såkaldte ’hyperlokale’ medier i Danmark. Det vil altså sige et medie, der er helt ude i et nærlokalt miljø, og som dækker et afgrænset område meget intenst. Et andet eksempel er det fire måneder gamle månedsskrift Kongevejen, der kun dækker Gammel Kongevej på Frederiksberg. Lige som Alken.dk er ambitionen også her at bidrage til lokalsamfundet og engagere borgerne. Avisen sælger i gennemsnit annoncer for lidt mere end 40.000 kroner om måneden, og det har bevirket, at de to bagmænd, Matthias DresslerBredsdorff og Jakob Sandvad, nu begge arbejder deltid på avisen.

Afhængighed

At skrive om den samme by, som man bor i, begrænser uafhængigheden i journalistikken. Knud Abildtrup mener, at der er et filter på journalistikken, når man laver det så lokalt. Det kommer især til udtryk, når man sammenligner hans tidligere arbejde som lokaljournalist med det, han laver nu. ”Jeg har kendskab til ting i byen, som jeg bevidst ikke kaster mig over. Ting, jeg tidligere har skrevet om som lokaljournalist, men som jeg nu vælger fra. Vi tager selvfølgelig kontroversielle ting op, men på en mere forsigtig måde,” siger Knud Abildtrup. På Kongevejen er de gået hele vejen og laver det, de kalder kontra-journalistik. ”Vi udfordrer den journalistiske agenda og den skarpe vinkel, der er i dagbladene. For der mangler medier, der gør plads til tilfældighed. Det er en måde at insistere på almindelige, menneskelige historier. Vi skriver kun om det, vi ser, og som vi synes, er sandt,” siger Jakob Sandvad. Han pointerer, at selvom de laver subjektiv

journalistik, så har de nogle meget klare journalistiske kriterier. ”Vi har et skema med fire punkter, som vi går ud fra, når vi laver det her ultralokale kontra-journalistik. Spørg ind til detaljen. Spørg mere ind til detaljen. Spørg ind til historien, som ligger i detaljen. Spørg mere ind til historien,” siger Jakob Sandvad. Motivationen for at producere Kongevejen bunder i utilfredshed med de nuværende medier i Danmark. ”Vi gør det, fordi der er så mange historier, der ikke er plads til i de gængse medier på grund af et forinden planlagt dogme. Derfor gør vi det omvendt,” siger han.

Lokalt sammenhold Både Knud Abildtrup fra Alken.dk og Jakob Sandvad fra Kongevejen mener, at hyperlokal journalistik kan være med til at skabe et socialt sammenhold. Det er den sociale forankring, der er vigtig. Ifølge Jakob Sandvad er det noget, som de nuværende lokalaviser ikke kan finde ud af.

Skriv til færre - sælg til flere Mens mange danske dagblade kæmper med faldende oplagstal, er nogle få aviser i stand til at holde på læserne. Det er de såkaldte nicheaviser som Information og Kristeligt Dagblad, som ifølge Christian Breinholt, ekspert i medieudvikling, har succes, fordi de tilbyder læserne noget, de ikke kan få andre steder. Tekst: Kristoffer Lottrup

”De er meget bevidste om, at de ikke magter alt. De tager sig kun af en del af samfundet, de gør det på en kvalificeret måde og de henvender sig til den målgruppe eller niche, der er interesseret i at gå i dybden med de områder, de har udvalgt.” Sådan lyder vurderingen fra Christian Breinholt, der er lektor på Danmarks Medieog Journalisthøjskole og ekspert i medieudvikling i Danmark. Han vurderer, at de såkald-

te nicheaviser er i stand til at fastholde deres læsere, fordi de for lang tid siden gjorde op med omnibustankegangen, som går ud på at prøve at skrive lidt om alting. I stedet har de valgt at gå i dybden med bestemte stofområder og henvende sig til et bestemt segment.

Segmentpressen Ifølge Christian Breinholt har danske aviser generelt flyttet sig fra at være omnibusaviser, hvor alt skal dækkes, til at være mere segmen-

terede aviser, der har fokus på at være noget specielt for deres læsere. ”De store aviser er gået i retning af de segmenterede aviser eller nicheaviserne. Berlingskes store satsninger på en ny form for journalistik med inddragelse af borgerne i deres lægekampagne og politireformkampagne har skabt en ’vi er sammen om det her’-kultur. På samme måde har Politiken de senere år taget en mere politisk drejning, og på den måde henvender de sig i højere grad til

”Man overfokuserer på at være vagthund. Det er et stort problem i Danmark, at den sociale forankring ikke er til stede i de nuværende medier. Medier er også noget, der kan binde folk sammen, og det er mindst lige så vigtigt,” siger Jakob Sandvad.

Tro på det Opfordringen lyder fra de to hyperlokale journalister, at man bare skal give sig i kast med det, hvis man har lyst. ”Lav noget, som de almindelige kanaler ikke beskæftiger sig med. Der er mange andre måder at gøre det på. Det handler bare om at gå ned på gaden og sælge en annonce til din slagter. Hvis du gør meget ud af det, kan du tjene mange penge, og hvis du gør lidt ud af det, kan du tjene lidt penge,” siger Jakob Sandvad. ”Tro på, at der er historier i ethvert samfund, og at du kan skabe et aktivt lokalsamfund og et fællesskab,” opfordrer Knud Abildtrup.

et bestemt segment,” siger Christian Breinholt. Han mener, at de store aviser har haft behov for en skarpere profil i et medielandskab, der bliver stadig større, og hvor nyheder nu er noget, man får gratis. Det er vigtigt for aviserne, at læserne føler, de får noget særligt ud af at læse papiraviserne.

Gode vilkår Netop følelsen af at få noget særligt ud af læseoplevelsen er det, nicheaviserne altid har lavet avis på. Derfor har de aldrig været så sårbare over for udviklingen i mediebranchen, og de er ikke blevet ramt så hårdt som mange andre aviser, vurderer Christian Breinholt. ”Når de fra starten har valgt at lave et produkt med et andet indhold end både de andre betalingsmedier og de nye gratismedier og netmedier, så har de alt andet lige været mindre sårbare. Og så har de forstået, at hvis man skal lave journalistisk, som folk fortsat vil betale mange penge for, så skal det være jour-


17

APRIL 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

PERSPEKTIV

Børsen vil konkurrere med TV 2 News Live-tv to gange dagligt og bedre finansdækning end TV 2 News. Børsen er klar med en ny Ipadavis, der er mere end bare den trykte avis. ”Det kommer ikke til at fungere,” siger ekspert. Tekst: Rasmus Elmelund og Søren B. Toft Foto: Kasper Burchardt Thye

”Rent redaktionelt leverer vi et produkt, som er unikt.” Så klar er meldingen fra Jørgen Andresen, der er redaktør på borsen.dk. Den 11. marts gik han og resten af redaktionen i luften med den hidtil største Ipad-satsning i Danmark. ”Vores journalistiske ambition er, at vi vil skabe en tredje redaktionel model,” siger han. Han forklarer, at Ipad-produktet skal kombinere kvaliteterne fra den trykte avis og net-

”Når alt det ævl er sagt, så

vil jeg pointere, at vi laver noget, som er meget anderledes end vores danske konkurrenter.”

”De har forsøgt at koble deres netavis sammen med den trykte udgave. Men det roder, og det er klasket sammen. Det er en skam, for det at skabe overblik er især det, Ipad’en kan. Men det her er for uoverskueligt. Det er ikke en avis, som man sætter sig i sofaen og hygger med,” siger han. På sin blog skriver Jon Lund desuden, at Børsens Ipad-avis er ”blottet for digitalt overskud”, og han kalder sammenhængen mellem avis- og live-delen ”håbløs”. Den kritik tager Børsen til sig, men ifølge Jørgen Andresen er der langt hen ad vejen tale om indkøringsproblemer. ”Det er klart, at når man starter noget helt nyt, så er der en masse udfordringer og ting, som man pludselig godt kan se, at man skulle have gjort anderledes. Men når alt det ævl er

sagt, så vil jeg pointere, at vi leverer noget, som er meget anderledes end noget, vores danske konkurrenter leverer på Ipad,” siger han.

Jyske bank forsøgte – uden held Børsen har droppet deres samarbejde med TV 2 News, og de har i den forbindelse hentet fire journalister tilbage. Heriblandt de to studieværter Tina Riising og Mai Zeilund Jessen, der nåede at blive kendte ansigter på TV 2 News. Nu viser Børsen live-tv på Ipad to gange i døgnet, og redaktøren lægger ikke skjul på, at ambitionen er, at produktet skal kunne konkurrere med finansnyhederne på TV 2 News. ”Det er store ord, men der er ikke nogen tvivl om, at vores ambition er at levere en lige så god – måske endda bedre – finansdækning på tv end TV 2 News gør,” siger han. Men heller ikke her spår Jon Lund den store fremtid for Børsens Ipad-udgave. Han kalder det et interessant eksperiment og er imponeret over, at de forsøger at udnytte muligheden. Men barriererne er simpelthen for store.

”Det kommer ikke til at fungere særlig godt. Jyske Bank forsøgte, men det var kun deres egne kunder, der så det. Det er simpelthen for svært at ændre folks vaner. Man har en forventning om, at ’selvfølgelig ser jeg tv på tv’et og læser nyheder på Ipad og nettet’. Det er et ekstremt svært marked at komme ind på,” siger han

Folk vil have mere Ifølge Jørgen Andresen vil den massive satsning på Ipad ikke have nogen mærkbar effekt på salget af traditionelle aviser. Han forklarer, at mængden af information, folk vil have, stiger. Det betyder, at den trykte avis ikke længere er alene. Men en decideret avisdød tror han ikke på. Han sammenligner det at købe en avis med at gå i biografen. ”Folk betaler stadig - Jon Lund, anmelder for at få lov til at sidde i de røde filtstole og knitre med deres karamelpapir, selv om de har hjemmebiografer og mulighed for streaming,” siger han og fortsætter: ”Det er det samme med aviser. Der er stadig et eller andet, der får folk til at mene, at det er federe at sidde og knitre med en avis i en lænestol.”

”Det er for uoverskueligt.

Det er ikke en avis, som man sætter sig i sofaen og hygger med.”

- Jørgen Andresen, borsen.dk avisen. Den trykte, der udkommer én gang om dagen med historier, der i sagens natur ikke kan opdateres og netavisen, der traditionelt bringer breaking news og hurtige historier om aktuelle nyheder.

Rodet og uoverskuelig Men satsningen er langt fra imponerende. I hvert fald ikke, hvis man spørger Jon Lund. Han er konsulent i sociale medier, ny formand for DONA, Danish Online News Association, og har anmeldt Børsens Ipad-avis. Han fremhæver, at den sociale del er fuldkommen fraværende, da man hverken kan like, twitte eller kommentere. Men særligt kritisk er det ifølge ham, at avisen mangler overblik.

nalistik, der leverer noget andet, end det man finder i TV-Avisen og i MetroXpress.”

Som klassisk musik Christian Breinholt spår, at nicheaviserne også i fremtiden vil være at finde på det danske avismarked, og at de kan holde sig på deres nuværende niveau, fordi der fortsat vil være en del af befolkningen, som vil efterspørge den dybdegående og prioriterede avis. Han sammenligner nicheaviserne med klassisk musik. ”Det at læse avis bliver ligesom at kunne lide klassisk musik. Det er der fortsat en gruppe i befolkningen, der gerne vil have, også selvom man kan få alt muligt andet musik. Det bliver for et bestemt segment, mens masserne vil gå over til andre medier.”

Råd fra lektoren Hvis man som studerende i fremtiden gerne vil lave den form for dybdegående journalistik, der praktiseres på nicheaviserne, skal man

Jon Lund giver Børsens store Ipad satsning to små stjerner ud af fem.

se frem til uddannelsens sidste semestre. Her er der nemlig i højere grad fokus på analyse og teori i forhold til at kunne gå mere i dybden med historierne. ”På 7. og 8. semester er det ikke nok at kunne referere godt, levende og korrekt. Man skal også kunne analysere tingene selv og i højere grad vide, hvilke interesser der er på spil og blive mindre kildeafhængig. Man skal i det hele taget glæde sig til tiden efter praktikken,” siger Christian Breinholt.

Hvordan går det?

-

Ifølge tal fra Danske Dagblades Forening steg Informations oplagstal med 8 procent fra 2003 til 2009, mens Kristeligt Dagblads oplag steg med 21 procent.

-

I samme periode oplevede både Ekstra Bladet og Jyllands-Posten et fald i oplaget på 27 procent.

-

Fra 2007 til 2009 steg både Informations og Kristeligt Dagblads læsertal, det viser tal fra Index Danmark/Gallup. Information med 7 procent, og Kristeligt Dagblad med 15,5 procent.

-

Til sammenligning faldt Ekstra Bladets læsertal med 12,5 procent i samme periode, mens Jyl­lands-Postens faldt med 4,9 procent.


19

APRIL 2011 ILLBUNKER.dk

E D SI SI D G AE NB BAG S I D E N A F N BAG LOOK-ALIKES:

Har jeg ikke set dig før? Gå på illbunker.dk, og stem på det par, der ligner hinanden mest. Fredagsbaren udlodder to kander øl til det par, der får flest stemmer.

LÆRERSTAFETTEN:

Illustration: Redaktionen

For en måned siden kunne Ole H. B. Andreesen fortælle om sin trang til tyske telte, og nu er stafetten blevet sendt videre til Lars Bjerg – manden der ved, hvad han tror, eller i hvert fald kan skrive en bog om det. Ole stiller spørgsmålene, og det skallede orakel svarer. - Jeg vil egentlig godt vide, om den guldring er groet fast i dit øre? Se, for det første er det, du kalder en guldring, en sølvring. Endda sølvfarvet. Ta’ lige og prøv en af dine egne observations- eller researchøvelser, Mester Ole! Og nej. Ganske vist har jeg haft den i knap 30 år, og den er et mindesmærke over mit opgør med min hang til puritanisme. Men den er ikke groet fast. Hver gang vi har forårsrengøring herhjemme, nupper ISS lige sølvøreringen med. De år, hvor det så ikke er skudår, lægger jeg mig i stedet gerne i en MR-scanner på Skejby med en af mine skavanker, og så skal den også ud. Men jeg kan ikke selv hverken tage ringen ud eller sætte den i. Det er derfor, jeg er gift. - Hvor gemmer du dine Duracell-batterier, for du har da godt nok altid gang i meget mere, end mange andre er i stand til at overskue: Småbørn, bogprojekter, nye uddannelser, du er ved at tage osv? Fejl igen. Det er meget finere end Duracel. Det pæne svar er livsappetit. Livet er kort, og det tager lang tid at lære. Men jeg kan godt li’ det. Det slog mig forleden, at jeg må være den bedst avlende underviser på Journalisthøjskolen: Fire børn, fire døtre endda, ret vellykkede, give and take et par stykker. Desuden har jeg en adelig baggrund, og den slags forpligter, har jeg læst. Okay, lavadelig, og lidt udvandet, ikke så’n rigtig holdt ved lige, kan man sige. Vi røg tidligt af finansloven. Men alligevel. Det mindre pæne svar er på latin, og forskerne arbejder stadig i døgndrift på at løse gåden. Det var det projekt, Penkowa ikke kunne finde frivillige rotter nok til. - Hvor er det, du køber dine trøjer? Får du – som Søren Pind – store og attraktive mængderabatter, eller kan du bare virkelig godt lide det snit? Kan du overhovedet binde et slips?

Af min far lærte jeg to ting: At være sarkastisk og at binde et slips. Ingen af delene kan man bruge til noget konstruktivt. Men slipsebinderiet kunne jeg i det mindste vænne mig af med. Jeg ejer ikke et slips. Jeg kan ikke tænke slips uden at tænke bondage, netstrømper og korset. (Med tryk på sidste stavelse.) Nåhjo, det lærte jeg også af min far: Sammenlignende billeddannelse i ubevogtede øjeblikke. Gerne plat. Det der adelige lå udelukkende på min mors side. Og hun var næsten aldrig hjemme. Se selv, Ole, sådan går det, når man stiller tre spørgsmål på en gang: Så vælger IP bare at svare på det, han har lyst til. Og når det sidste spørgsmål er lukket, kører IP bare glad ud ad en tangent. Jeg kender en bog om det, den må du gerne låne. Nej, købe.

Den første vi møde r er Pri mange navne, nu prø nce. Han har gennem tiden optrådt un der ver han så Kenneth Djoeneri, 1. semest er.

i tide, og i Patrick Bateman. Han kom ud Finanskrisen nåede ikke at få fat godt. det lt skju har Roger Buch, du huserer nu som forskningschef.

Aladdin har lagt sin småkriminelle bagg rund bag sig, og fly på 2. semester. Han ver nu rundt går nu under navnet Andreas Fey.

- Og Lars, hvad har været dit professionelle livs vigtigste korsvej, og hvor ser du den næste korsvej? Da jeg efter et par år som journalist første gang til en fest hørte om, at man kunne analysere, systematisere og dermed gennemskue argumenter. Hvorefter jeg gik i gang med at læse filosofi i min fritid for at at lære det. Hvorefter jeg fik den ide, at det burde alle journalister da kunne. Hvorefter jeg lod mig ansætte på skolen og fik det indført – længe før retorikerne fik det indfald, at det lå under deres domæne, og at alle gymnaiseelever burde lære det. Men i situationen føltes det slet ikke som en korsvej, bare som en ny spændende udsigt, som åbenbarede sig. Og sådan har mine mange retningsskift altid været: Mens jeg løb, dukkede noget op og rev mig med. Jeg har ikke et kort at løbe efter, og derfor aner jeg ikke, hvor og hvornår det næste skifte ligger. Sådan har jeg det også bedst. I næste udgave er det Gitte Luk, der sidder i den varme stol. Glæd dig!

stedet på kontoret Silver Fang kan ikke længere findes i bjergene, men i Marie Dohm. Anneder står dør ns n(n/d)e på 400-gangen. På alfahu

Normalt opklarer Stubb e mysterier sammen me d makkeren Scooby-D men til de problemudre oo, dende forløb må Søren Jessen klare sig alene. Fotos: amtsavisen.dk, stereogum.com, fanpop.com, animatedheroes.com, scooby-doo.com, step-red-now.blogspot.com


APRIL 2011 ILLBUNKER.dk

20

BRIGHTON

FOTO: Camilla Rønde

Illustreret Bunker - April  

Illustreret Bunker - April

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you