Page 1

INDE:

PERSPEKTIV:

UDE:

Skolens ledelse overvejer niveaudeling og øget specialisering - men de studerende bliver væk fra vores eneste chance for at blive hørt.

”Inden årtiet er omme, har vi set det sidste dagblad”

Portræt af Sigrid Nygaard, som er glad for de mange klager, hun modtager som billedredaktør på Information.

Side 3 og illbunker.dk

Fremtids-Preben, side 18

Læs hvorfor på side 12-13

INDE:

Mød denne mand på side 5

BUNKER

ILL

MARTS 2011//13. ÅRGANG//NR.01

Foto: Ahmed Hayman

Fotojournaliststuderende Ahmad Hayman fra Journalisthøjskolen tog til Egypten for at dække sit hjemlands oprør. FOKUS zoomer ind på journalistik i verdens brændpunkter. Se Ahmed Haymans billeder og mød Steffen Jensen i et personligt interview om hans liv som krigskorrespondent.

FOKUS side 6-11


2

MARTS 2011 ILLBUNKER.dk

Niveaudelt undervisning

iPad-fiasko

Af Rasmus L. Bendtsen

Rupert Murduchs milliondyre iPad-avis, The Daily, er en fiasko. Det mener i hvert fald it-anmelder Karim Pedersen. Fotojournalist Christian Als fortæller i et interview i denne udgaves FOKUS om et pigeskrig, han aldrig glemmer. Skriget hørte han på Haiti i 2010 lige efter jordskælvet. Se hans multimedie-reportage på illbunker.dk. Vi advarer om meget stærke billeder.

Af Jonas S. Bach

www.illbunker.dk

Læs historien på illbunker.dk

Fotojournalist-studerende Ahmed Hayman skyndte sig hjem til Egypten, da folket vendte sig mod Mubarak. Du kan finde et udvalg af hans billeder i denne avis. Illbunker.dk bringer en længere serie. Klik ind og se mere.

LEDER Illustreret Bunker er som udgangspunkt en meget, meget kedelig avis med et meget kedeligt koncept. Vi skriver om journalistik, og det interesserer jo dybest set ingen. Troede vi. Men vi tog heldigvis fejl: Til sidste idéudvikling deltog så mange, at der kun lige akkurat var roulade nok til alle, og efterfølgende har vi måttet kæmpe for at få plads til alle historierne i denne avis. Derfor er vi glade for at have gjort os en revolutionerende opdagelse – internettet! Vi har Illustreret nettet med Bunker af indlæg. Her lægger (og lækker) vi historier, som bare ikke kan vente på, at næste avis kommer i trykken. Og her følger vi løbende op på artikler fra papirudgaven og supplerer med store billedserier og små videoklip. Samtidig tør vi godt garantere, at vores indsats i cyberspace ikke går ud over papiravisen. For den har vi også masser af ambitioner med. I denne udgave sætter vi FOKUS på journalistik i brændpunkter. Ikke helt uvæsentligt i en periode med revolutioner i Mellemøsten, politiske konflikter i Afrika og naturkatastrofer på Haiti og i Australien.

Læs historien på illbunker.dk.

NOTER

Pigefodbold

del af den udkastede journalist, og vi har forsøgt at stille de spørgsmål, man som ung, drømmende journalistspire kan have til en fremtid i konfliktens midte. Det er nemlig vores ønske, at Illustreret Bunker skal være endnu tættere på de journaliststuderende, både når vi skriver om skolen, og når vi skriver om den journalistik, der bliver bedrevet ude i verden. Vi vil gerne besvare endnu flere af de spørgsmål, vi som journaliststuderende har til vores branche og uddannelse. Det kan vi kun, hvis vi fortsat bliver bombarderet med gode forslag til historier til idéudviklingerne, bliver prikket på skulderen i kantinen og får spændende tips pr. mail. Så bliv endelig ved med det! Til gengæld lover vi fortsat – i samarbejde med de dygtige skribenter og fotografer, som vores skole er fyldt med – at gøre vores til, at historierne bliver til virkelighed. /Redaktionen

Danske og udenlandske medier kaster ’faldskærmsreportere’ ud over alle verdensdele. Det kræver en

INDE Asger G. Nielsen

PERSPEKTIV Søren Toft

FOKUS Sofie S. Herschend

asgern@mail.djh.dk

sbtoft@mail.djh.dk

ssherschend@mail.djh.dk

FC Åben Modus’ kvindelige pendant er genopstået. Det hedengangne pigefodboldhold Ulla United er tilbage – dog i ny form. Nu som underafdeling af foreningen FC Åben Modus. Første træning for de indtil videre 20 tilmeldte piger bliver den 4. april. Astrid Skov Andersen fra 2. semester vil fungere som holdets træner. Hvornår vi får pigerne at se i en ’high risk’-kamp vides endnu ikke.

Eksamensopgaver forsvundet Med en smule forsinkelse fik 2. semester fredag den 4. februar svar på samfundsfagseksamen fra januar, men noget var galt. En optælling viser, at der er 16 huller i karakterprotokollen. 16 opgaver er ikke blevet bedømt. Årsag: De er blevet væk. Illustreret Bunker talte fredag eftermiddag med Roger Buch. Det viser sig, at fejlen først er blevet opdaget fredag, da karakterne skulle sendes ud. Roger Buch ville ikke forholde sig til, om det er et udtryk for manglende professionalisme. ”Så længe vi ikke ved, hvordan det er sket, kan jeg ikke sige, om det er uprofessionelt,” siger Roger Buch.

Hemmelige karakterer Indtil nu har man fået sine delkarakterer at vide, når man har været til optagelsesprøve på JH. Den service bliver nu fjernet. Nu får man bare at vide, om man er kommet direkte ind, om man skal til samtale, eller om man skal prøve igen næste gang. Det kan virke mærkeligt, at man nu ikke får at vide, hvilken del af prøven der gik dårligt, så man ved hvor man skal forbedre sig. Men på JH’s hjemmeside forklarer presseansvarlig Dan Hansen, hvad der ligger til grund for beslutningen: Ansøgerne har de senere år ændret sig, og der bliver færre og færre der søger ind flere gange. Folk begynder simpelthen bare på en anden uddannelse i stedet, siger Dan Hansen.

Faste skribenter: Ida Hasgaard Røntorp, Jakob Rasmussen, Niklas Rehn, Rasmus Lindkvist Bendtsen, Rasmus Elmelund, Tatiana Tilly. Illustrator: Stine Hvid, Danmarks Designskole.

Redaktionen

Skolens fremtid kan meget vel komme til at indeholde mere specialisering, niveaudeling og en udsigt til færre holdtimer. Det er indtrykket efter tre workshops i Frøberts Auditorium om Journalisthøjskolens omstrukturering.

UDE Mette Høyer

WEB & IDÉ Robin J. Johansen

ANSV. Kasper Iversen

mheriksen@mail.djh.dk

rjjohansen@mail.djh.dk

kiversen@mail.djh.dk

FOTO Liv Høybye

FOTO Andreas Beck

FOTO Tine S. Jakobsen

lhjeppesen@mail.djh.dk

abeck@mail.djh.dk

tinesj@mail.djh.dk

Kalender: • • • •

Næste idéudvikling: Onsdag den 9. marts kl. 15. 1. deadline: Torsdag den 24. marts. 2. deadline: Tirsdag den 29. marts. Næste udgivelse: Tirsdag den 5. april.

Illustreret bunker Olof Palmes Allé 11, 8200 Århus N ib@mail.djh.dk, www.illbunker.dk

Økonomi- og annonceansvarlig Kasper Iversen kiversen@mail.djh.dk

Tryk OTM Avistryk Herning-Ikast 97 15 66 00

Oplag 1700 eksemplarer 8 gange årligt. IIllustreret Bunker uddeles til studerende og ansatte på Journalisthøjskolen, til danske redaktioner og deres praktikanter samt til journaliststuderende på SDU og RUC. Citater, billeder og andet materiale fra avisen må kun bringes med udførlig kildeangivelse.

Udgivelse 8. marts 2011 13. årgang - 1. udgave


3

MARTS 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

INDE

OMSTRKTURERING:

Studerende svigtede workshops 6, 14 og 8 – så få studerende var med til de tre workshops, som skolens ledelse har afholdt de sidste tre tirsdage. DSR erkender, at de har formået at skaffe nok deltagere til at få mærkbar indflydelse på fremtidens journalistuddannelse. Tekst: Jonas Sloth Bach Foto: Andreas Beck

Der var ellers dækket fint op til de netop afholdte workshops om Journalisthøjskolens fremtid: 10 kander kaffe, 47 fastelavnsboller og de vigtigste profiler fra skolens ledelse. Det skulle danne rammen om debatten om en god journalistuddannelses indhold og udformning samt pædagogiske og fysiske rammer. Men der var rungende tomt i Frøberts Auditorium.

Niveaudeling er ét af forslagene, skolen arbejder med. KaJ er meget imod. Man har krav på den bedst mulige uddannelse, siger den nye KaJ-formand.

Få havde valgt at bruge en tirsdag eftermiddag på at give deres input til skolen. Men det er lige præcis input, de fem nedsatte projektgrupper har brug for. De har deadline i maj, og indtil da begraver de sig i hvert sit fokusområde. Dette var sidste chance for at blive hørt.

Økonomisk balancegang Det er tilsyneladende svært at skabe interesse for studieaktiviteter, der ikke indebærer nogen form for journalistisk street-credit. Samtidig er plakaterne og reklamerne på opslagstavlen druknet i mængden, vurderer Nina Brorson fra DSR. ”Skolen har været sent ude med info, og vi fra DSR kunne også have været hurtigere,” siger hun. Påfaldende nok var det nærmest udelukkende studerende med tilknytning til DSR og KaJ, der havde fundet vej til auditoriet i de sene eftermiddagstimer. ”Resultatet blev godt, og vi blev taget seriøst, men det er ærgerligt, at der ikke var flere. Især fordi spørgsmålene var store og vigtige,” siger Nina Brorson. Hvordan kan man niveaudele undervisningen? Skal der være bedre mulighed for specia-

Læs hele historien på illbunker.dk

Få havde valgt at komme forbi Lille Audi til de tre workshops om skolens fremtidige struktur.

lisering? Kan vi klare os med færre holdtimer? Kan mediejura og samfundsfag smeltes sammen? Dette og meget mere fik deltagerne lov til at komme med bud på, samtidig med at løsningerne hverken måtte øge risikoen for frafald eller koste unødigt mange penge. Det sidste er vigtigt, i en situation hvor skolen ifølge AnneMarie Dohm skal finde 1,1 millioner kroner alene ved at effektivisere.

Kvalitet med besparelser ”Det er ’business as usual’,” siger Solveig Schmidt med henvisning til, at Journalisthøjskolen er i løbende udvikling, og at uddannelsesformen derfor skal justeres ofte. Hun understreger, at antallet af fremmødte ikke får nogen betydning for, hvor seriøst idéerne bliver taget, men erkender samtidig, ”at seks fremmødte naturligvis ikke kan tale på hele Journalisthøjskolens vegne.”

Anne-Marie Dohm er tilfreds med kvaliteten af de input, der trods alt kom. ”Jeg synes faktisk, at der kom rigtig mange gode og helt konkrete idéer frem, som projektgrupperne kan arbejde videre med,” siger hun. Ifølge Anne-Marie Dohm kan det sagtens lade sig gøre at forbedre uddannelsen samtidig med, at der skal spares penge.

Dohm: Vi kan både rumme kommunikation og journalistik Til september starter 50 studerende på den nye kommunikationsuddannelse på Journalisthøjskolen. Ifølge rektor Anne-Marie Dohm bliver den nye uddannelse en gevinst for s kolen. Lektor Lars Bjerg er skeptisk. Tekst: Jesper Hvass

Vi kender alle de forvirrede og morgentrætte ansigter, som gang på gang åbner døren til Frøberts Auditorium for efter et stykke tid at finde ud af, at de er gået forkert. Fra september risikerer de journaliststuderende, der går forkert at overvære undervisning i markedsføring og afsætning. For i skolens lokaler, hvor hvor undervisning i at være demokratiets vogtere og sandhedens fanebærere nu hersker, skal der fremover også undervises i at vogte virksomheders bundlinjer. Rektor Anne-Marie Dohm mener, at det bliver en klar fordel med den nye uddannelse såvel for skolen som helhed, som for de

journaliststuderende. ”Flere studerende gør skolen mere økonomisk robust og giver os mulighed for at ansætte forskere, som kan undervise på tværs af uddannelserne,” siger hun. Derudover får de journaliststuderende ifølge rektor bedre mulighed for at lære om kommunikationsbranchens måde at arbejde på. For eksempel igennem samarbejde mellem de studerende på de to uddannelser.

Forskellige værdier og roller I det omgivende samfund har vi de senere år set en debat om adskillelsen mellem journalistik og kommunikation. Spørgsmålet går på,

om man kan være spindoktor den ene dag og kritisk journalist den anden. Enkelte har endda opfordret Dansk Journalistforbund til at smide kommunikationsfolk ud af forbundet. Rektor Anne-Marie Dohm kender til diskussionen, men ser ingen problemer i at have en journalist- og kommunikationsuddannelse på samme skole. ”Det er klart, at de har forskellige værdier, og der er stor forskel på rollerne. Journalistik skal give borgerne indsigt i samfundsforhold og være kritisk, hvorimod kommunikation skal gøre virksomheder i stand til at komme igennem med deres budskaber, men konflikten mellem de to vil ikke opstå på uddannelsesinstitutionen, men i udførelsen af det konkrete fag,” forklarer Anne-Marie Dohm. Hun bifalder dog diskussionen, fordi den klargør, at der er dilemmaer og forskellige roller.

At fucke demokratiet Lektor Lars Bjerg er derimod skeptisk overfor

at have både journalistik og kommunikation på Journalisthøjskolen. ”Jeg er bange for, at vi udvander den profil, som Journalisthøjskolen har og skal have. Journalisthøjskolen uddanner journalister, og journalister er sådan nogle, der kontrollerer magthaverne og tjener borgerne. Det ville være bedre at adskille journalistik og kommunikation fuldstændigt,” siger han. Ifølge Lars Bjerg risikerer man et troværdighedsproblem, hvis ikke man holder rollerne adskilt. Hvem, der skal undervise på den nye uddannelse, ligger ikke fast. ”Jeg vil ikke den ene dag kunne undervise i, hvordan man vogter demokratiet, og den næste dag undervise i, hvordan man fucker demokratiet,”siger Lars Bjerg.


4

MARTS 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

INDE

Journalistik på tre måder

Danmark kan byde på hele tre journalistuddannelser. Er du i tvivl om, hvad de to andre kan tilbyde? Illustreret Bunker har undersøgt forskellene.

- Den unge mand til venstre kræver vist ikke nærmere introduktion. JH’ere er kendt for deres gode håndværk, et alsidigt kildenetværk og sans for altid at kunne opsnuse en historie. Uddannelsen

Tekst: Ida Hasgaard Røntorp Illustration: Stine Hvid

Der er tre forskellige tilgange til faget journalistik JH, RUC og SDU. Også selvom alle søger præcis de samme job efter uddannelsen.

En eller mange bolde På JH og SDU har uddannelserne et journalistisk omdrejningspunkt fra start til slut. Men på RUC er billedet ikke så entydigt. Her starter de studerende, som på alle andre uddannelser på RUC, med et toårigt basisforløb inden for enten humaniora, samfunds- eller naturvidenskab. Herefter følger to gange halvandet år

- Her er RUC’eren, som vi kender ham. Ubarberet og belæst som bare fanden. Han er nem at kende med sit partisantørklæde og sejlersko, men tøjet skal også være behageligt, når man skal gå seks år i skole, heraf et i praktik, for at blive journalist.

på overbygningen, hvor de læser henholdsvis journalistik og et andet fag. Formlen på JH er, at vi har bestemte forløb af varierende længder. På SDU er tilgangen en anden. De har samme fem fag gennem et helt semester. Centerleder på Center for Journalistik på SDU, Peter Bro, mener, at undervisningen på den måde sætter sig bedre fast. ”Hvis du kun har et fag et par uger, har du alle muligheder for at glemme det efterfølgende, og på den her måde lærer de studerende at have mange bolde i luften samtidig,” siger han. Solveig Schmidt, faglig leder på Journalisthøjskolen, mener, at der med de konkrete forløb på JH er gode rammer for at arbejde med

- Den typiske SDU’er. Hvis man gerne vil gå på universitetet, men også vil være journalist, så er SDU stedet. Man kan kalde sig akademiker, men også tage en ”quickie” i journalistik. Det tager nemlig kun tre et havlt år - et i praktik - men langt de fleste vælger at læse videre.

teori og praksis. ”Hvis der i et forløb er indlagt en opgave på fire dage, så kan de studerende uden videre gå ud fra, at det ikke forstyrrer et andet fag,” siger hun.

Teori og praksis Da Undervisningsministeriet i 1998 besluttede sig for at lave to nye pendanter til JH, var det med henblik på at skabe konkurrence og diversitet blandt journalister. Og de tre uddannelser fører da også til tre forskellige titler. På RUC bliver man til kandidat i journalistik og sit andet fag. På SDU og JH bliver man henholdsvis bachelor og professionsbachelor. Iføl-

ge Solveig Schmidt er den ene rettet mod teori og den anden praksis. ”Hvis det skal være helt sort og hvidt, så er en professionsbachelor rettet mod, at færdighederne skal være i orden, hvorimod en bachelor er rettet mod, at teorierne skal være i orden,” siger hun. Studieleder på journalistik på RUC, Mark Blach Ørsten, mener, at studerende på RUC har en fordel ved at uddanne kandidater med speciale i et andet fag foruden journalistik. ”Det er vigtigt, at journalister er rustet på lige niveau med de magthavere, de dybest set er sat i verden for at holde styr på,” siger han.

Urkund is watching you Journalisthøjskolen indførte i januar en ny netbaseret tjeneste, Urkund, som skal forhindre de studerende i at snyde.

Tekst: Jais Pedersen og Jakob Rasmussen

En ny netbaseret tjeneste, Urkund, skal forhindre Journalisthøjskolens studerende i at snyde. Tjenesten er svensk og har i løbet af de seneste år spredt sig til flere uddannelsesinstitutioner i Europa. Urkund spejler de studerendes afleveringer mod blandt andet tidsskrifter, bøger og studieopgaver, alt sammen over nettet, og markerer derefter procentvis, hvor stor en del af opgaven, der er plagieret. Alle større afleveringer på Journalisthøjskolen bliver i fremtiden tjekket.

Farver markerer snyd Ifølge faglig leder på JH Solveig Schmidt er der ikke nogen særlig anledning til, at systemet bliver indført. Når de tekniske muligheder bliver bedre, bliver mulighederne for at blokere dem det også.

”Vi har altid tjekket for snyd. Urkund er bare et redskab, der gør det nemmere,” siger Solveig Schmidt. Urkund bruger farver til at markere i hvor stort et omfang, afleveringen er plagieret. Afleveringer uden bemærkninger markeres med grønt. Derefter ændres mærkatet gradvist: først til gult, så orange, over rød og til sort, alt efter hvor stor en procentdel af afleveringen, der er plagieret. Tjenesten er sådan indrettet, at den tager udgangspunkt i afsnit og ikke i enkelte sætninger. Dette er for at undgå, at faste vendinger springer i øjnene som snyd, og for at tjenesten ikke stejler over, at artikler deler emner og derved fagtermer. ”Hvis systemet finder plagiat, er proceduren den samme som ved kildetjek. Den studerende skal forklare sin side af sagen ved en samtale,” siger Solveig Schmidt.

Systemet er en succes Urkund benyttes også på Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Her har tjenesten siden 2009 haft stor succes. ”Vi har fået flere sager om plagiering, hvilket Urkund har en stor del i,” siger Christian Westrup Jensen, Projektleder i afdelingen for Uddannelse og Studerende. Investeringen i Urkund har på DTU skabt en større opmærksom- Solveig Scmidt hed omkring snyd. Christian Westrup Jensen mener ikke, at antallet af plagiater er steget, men tjenesten bringer dem i større grad frem i lyset.

”Vi har altid tjekket for snyd. Urkund er bare et redskab, der gør det nemmere.”

Adgang for studerende Christian Westrup Jensen vil ikke afvise, at systemet kan snydes. ”De, der forsker i sådanne systemer, siger, at det fanger cirka halvdelen, men da man ikke ved hvad, den fanger, er der ingen grund til at forsøge at snyde,” siger han.

Solveig Schmidt vil ikke afvise, at systemet engang i fremtiden kunne blive tilgængeligt for de studerende. ”Jeg kan sagtens se ideen. Det kan jo også være et redskab til at sikre, at ens arbejde ikke bliver plagieret af andre,” siger hun. Christian Westrup Jensen mener dog, at det er en dårlig ide. ”Jeg synes ikke, de studerende skal have muligheden for at lære systemet så godt at kende, at de kan gå lige til grænsen,” siger han. ”Lige nu har de studerende den mulighed, at deres underviser kan køre afleveringen igennem Urkund og se, om nogle skulle have plagieret den,” siger Solveig Schmidt. Hun vil ved lejlighed undersøge mulighederne for, at Journalisthøjskolens studerende kan benytte Urkund. Både for at sikre, at andre ikke har plagieret den studerendes opgave, men også for at komme de studerendes utilsigtede snyd til livs. Tjenesten er indført per 1. januar 2011.


5

MARTS 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

INDE

Hall of fame:

Manden bag rollatoren En af skolens mest kompetente og vidende undervisere går på pension. Men livet med journalistik er langt fra slut for Erik Lund. Tekst: Andreas Tvedegaard Nyboe Foto: Liv Høybye

Du kender ham nok ikke, den ældre mand, der snegler sig rundt på gangene på Journalisthøjskolen med rollator. Altid i et adstadigt tempo og altid iført rullekrave og blazer. Ofte ses han i snak med en anden underviser, som lytter andægtigt til ham. Man fornemmer autoritet. Scener som denne udspiller sig ofte på ruten mellem 300-gangen, hvor hans kontor ligger, og kantinen. Ingen elever ved tilsyneladende, hvem denne mand er. Nogle siger, han til forveksling ligner en skildpadde. Andre kalder ham: Rollatormanden.

Verden som klasselokale Navnet er Erik Lund, og han er den eneste medarbejder på Journalisthøjskolen, som har været med siden begyndelsen i 1962, hvor DJH kom til verden på Aarhus Universitet. Han har arbejdet på Journalisthøjskolen i 49 år, kun afbrudt af forskellige former for orlov. Men nu er det slut. Den 31. marts går Erik Lund på pension. Her overskrider han skolens aldersgrænse for undervisere på 72 år. Indtil for to år siden underviste han 8. semester i det nu nedlagte fag krigs-, krise- og katastrofejournalistik. Et fag han har undervist mange danske journalister i, heriblandt Steffen Jensen, Jeppe Nybroe og Troels Myhlenberg. Ture til NATO-øvelser i Polen, til svenske og russiske atomkraftværker med fiktive nedsmeltninger og den meget ægte fyrværkeriulykke ved Kolding er alle eksempler på steder, hvor Erik Lund har haft sine studerende med, for at de kunne lære, hvordan man bedst formidler en katastrofesituation. ”Jeg har haft et princip om at have skolens mest varierede undervisningslokale. De øvelser giver den erfaring, der gør, at man, første gang man bliver sat overfor en katastrofesituation, ikke bare har tænkt de her ting igennem teoretisk, men har prøvet det som øvelse. Så ved de studerende, hvad de kan i hvilke faser af en katastrofe.”

”Som rollatør kigger man altid ned.” - Erik Lund

Journalist for livet For Erik Lund er journalistik en livsstil, og han har ikke tænkt sig at sætte sig med hænderne i skødet, når han stopper. ”Efter jeg går på pension, skal jeg stadig bruge min tid på journalistik. Jeg har ikke lavet andet siden 1954. Jeg forlader skolens lønningskonto her i marts, men jeg forlader ikke journalistikken. Jeg tager til Finland dagen efter min sidste eksamination. Jeg vil rydde op i min lejlighed i Finland, som jeg har haft i 20 år. Derfra har jeg dækket udviklingen ikke blot i Norden, men også Baltikums frigørelse og Lukasjenkos Hviderusland for både Information og Orientering på P1.” Samme oprydnings- og opdateringsprocedure følger sommeren over i Grønland, som Erik Lund rejste i første gang i 1955. I Journalisthøjskolens kælder står der 38 kasser med ting fra et langt arbejdsliv, der bare venter på et undersøgende blik. Deriblandt over 30 timers optagelser med avisen Informations grundlægger, Børge Outze, som, Erik Lund ikke afviser, der kan komme en bog ud af.

Et sidste råd Som journalist og underviser gennem flere generationer har Erik Lund set journalisters arbejdsvilkår ændre sig markant. ”Kravene til produktion her og nu, og helst på flere platforme, presser os. Samtale, fundering og videreudvikling er nedprioriteret, og det er de samme vinkler, jeg ser gang på gang.” Han opfordrer derfor de nye journalister til at stå fast. ”Tænk nye vinkler ind. Tag ikke bare dem, der melder sig af sig selv. Behold den helt elementære nysgerrighed og stædighed. De to ting i forening plejer at resultere i god journalistik.” Erik Lund har sin sidste eksamination den 28. marts.

Erik Lund (f. 14/3 1939), uddrag af CV: - Uddannet journalist og pressehistoriker - Afdelingsforstander ved Danmarks Journalisthøjskole. - Fra 1986 underviser i krigs-, krise- og katastrofejournalistik på Journalisthøsjkolen, Helsingfors Universitet, Højskolen i Oslo og Journalistskolen i Nuuk - Leder af journalistuddannelsen i Helsingfors 1993-1994 - Freelancer for Information 1966-2000


6

MARTS 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

FOKUS

JOURNALISTIK I BRÆNDPUNKTER

Med krig på hjernen og kærlighed i ryggen

Egentlig skulle Illustreret Bunker have lavet et portrætinterview med Steffen Jensen på hans arbejdsplads i Odense og sidenhen i Rødding. Men planerne blev – som med så meget andet i hans liv – pludselig ændret.

Hotelværelser, tørre tæsk og et langtidsholdbart langdistance-ægteskab. Illustreret Bunker har - ikke helt uden kamp - talt med TV 2’s mellemøstkorrespondent Steffen Jensen om livet ude i den store verden. Tekst: Rasmus Elmelund Foto: Privat

”Kære Rasmus TV 2 har lige besluttet, at de hellere vil have mig i Bahrain end på Kvægtorvet i Odense. Så derfor rejser jeg senere i dag, søndag. Af samme grund er jeg altså ikke i landet på tirsdag, hvor vi havde en aftale. Jeg beklager. Men du kan selvfølgelig stadig ringe til mig på min mobil, hvis det kan bruges. Bedste hilsner, Steffen.” Dér røg Illustreret Bunkers eksklusive aftale med TV 2’s mellemøstkorrespondent. Lige så hurtigt som den var kommet i stand. Og egentlig kom det ikke som nogen særlig stor overraskelse, for Steffen Jensen er mere eller mindre altid på farten. ”Det er jo en af omkostningerne ved at være korrespondent,” siger han en uges tid senere fra en telefon i Kairo, Egypten. Han taler i lyse, luftige frekvenser, men ordene falder tungt. Der er en helt særlig tyngde i hans udsagn. ”Ofte bevæger jeg mig rundt i lande uden telefonnet, og så kan jeg ikke ringe til min kone, og hun kan ikke ringe til mig. Det er hårdt, men jeg har en meget stærk kone. Vi kendte prisen, da jeg startede.” Hvad er prisen? ”Der er jo mange korrespondentfamilier, der simpelthen ikke overlever det. Det ser jeg omkring mig. Jeg ser, at familierne bryder sammen på grund af korrespondenternes job. Men jeg tror, at mit job ville bryde sammen, hvis jeg ikke havde min familie. Jeg er meget heldig, hvad det angår.”

Steffen Jensen har været udlandskorrespondent i Mellemøsten i al den tid, TV 2 har eksisteret. Og i al den tid har han haft fast base, som han siger, i Jerusalem, hvor han bor med sin israelske kone og parrets to børn. Her har han dog kun opholdt sig sammenlagt en uge siden november.

Frem og tilbage Da Illustreret Bunker endelig fik fat på ham i det, vi troede, var Bahrain, var han i Danmark igen. Så vi aftalte endnu et møde, denne gang i Rødding. Men på ny endte vi med at måtte skyde en hvid pil efter interviewaftalen. Han var blevet beordret til Mellemøsten med øjeblikkelig varsel. Nu var det Libyen, det gjaldt. ”Ja, jeg er jo en travl herre,” lyder det i den anden ende af røret efterfulgt af en klukkende latter. ”Jeg havde lige troet, at jeg skulle have en uge i Danmark, men så ringede de mig op, og nu står jeg her. Det er måske også meget godt. Havde jeg vidst det en uge i forvejen, havde jeg jo haft en hel uge til at gå og gruble over, at jeg skulle af sted.”

Et slaraffenland Steffen Jensen virker altid veloplagt og ofte optimistisk, når han er på skærmen. Det har ikke forandret sig, efter at han var udsat for et overfald i Egypten for nylig. ”Det var jo min egen skyld. Jeg var sent på den og endte med at løbe mod Tahrir-pladsen uden at tage notits af, hvad det var for en gruppe mennesker, jeg var midt i. Så jeg løb ind i nogle øretæver,” siger han, som om han er i færd med at beskrive en triviel hverdagshistorie. ”Det er ikke så meget de farlige situationer, der er ubehagelige. Det værste er, når der sker

noget med børn. Sårede børn. Børn der er blevet dræbt, eller børn hvis forældre er blevet dræbt. Det er det værste ved mit job.” Lyden af truttende bilhorn forstyrrer samtalen, men bidrager samtidig med en stemning af eksotisk storby, af intensitet. Myldretidstrafikken i revolutionens Kairo er i hvert fald mere dragende, end det slatne martsvejr, der omslutter undertegnedes telefon. ”Men samtidig er det jo et slaraffenland. Jeg bliver betalt en fyrstelig løn for at rejse rundt og bo på gode hoteller og gå rundt og studere noget, jeg i forvejen synes, er spændende. Det er da fantastisk,” siger han og tilkendegiver, at han nok også var blevet mellemøststuderende, hvis ikke han var blevet korrespondent.

” Det er ikke så meget de farlige

situationer, der er ubehagelige. Det værste er, når der sker noget med børn. Sårede børn. Børn der er blevet dræbt, eller børn hvis forældre er blevet dræbt. Det er det værste ved mit job.

Steffen Jensen, TV 2

Dyster fremtid Den landskendte stemme trænger imponerende klart igennem de mange lyde fra den egyptiske hovedstad. Det er let at forestille sig hans mindst lige så landskendte sølvgrå skæg, der omkranser hans konstant talende mund.

Hvilket råd vil du give de journalistspirer, som går rundt med en udlandskorrespondent i maven? ”Med fare for at skuffe dem, så tror jeg faktisk, at udlandskorrespondenten som sådan er en uddøende race. En slags dinosaurus, der er på vej væk.” Han forklarer, at udlandsjournalistikken bliver tillagt mindre og mindre betydning af de moderne medier. Redaktionerne vil i meget ringe grad sende journalister ud og bo i områderne, og så kommer de ikke til at få kulturen ind under huden. ”Udviklingen bliver, at folk bliver sendt ud og droppet ned, der hvor der er sket et eller andet; det hele bliver filmet og tju-bang.” Hvis du nu kunne rejse tilbage i tiden, og du mødte dig selv, da du startede på Journalisthøjskolen, hvad ville du så sige til dig? ”Jeg tror slet ikke, jeg ville kunne holde mig selv ud,” siger han stille. Han holder en lille pause. ”Jeg var utrolig ambitiøs; lidt den der hårdkogte type. Hver gang pigerne talte om, at vi skulle have tid til privatliv og familieliv, vendte jeg det hvide ud af øjnene og sagde, at de måske skulle overveje, om det var journalister, de gerne ville være.” Det er med en vis afstand, at han tænker tilbage på tiden, hvor han selv gik rundt i betonbunkeren på Olof Palmes Allé. Efter at være blevet ’rigtig journalist’, har han fundet ud af, at der er andet i verden end journalistik. Og at man ikke skal opgive alt for journalistikken. ”Jeg er faktisk kommet frem til, at jeg tror, at man bliver en bedre journalist, hvis man har et godt familieliv.”


7

MARTS 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

FOKUS

Fiks dig frem i verden Bag enhver dygtig udenrigskorrespondent står en dygtig fikser. Ifølge Berlingskes udlandsredaktør, Kristian Mouritzen, er de lokale hjælpere så vigtige, at det nærmest er umuligt at dække internationale konflikter uden deres hjælp. Bedstefar var fikser

Tekst: Tatiana Tilly Illustration: Stine Hvid

Netop den hurtige start betyder, at det kan betale sig at have kontakt til fiksere på forhånd, ”Det er direkte urentabelt at have en journalist hvilket mange medier har. Både Danmarks Radio og Berlingske har fast haft en korrekørende uden en fikser!” Sådan lyder det fra Kristian Mouritzen, der spondent i Mellemøsten i mere end tyve år. før sin tid som udlandsredaktør på Berling- Det betyder i praksis, at det er nemmere for ske har været udlandsredaktør på både DR og dem at holde forbindelsen med de dygtige fikTV 2 og desuden korrespondent i Tyskland og sere i området. ”Jeg har prøvet at have faste chauffører i Libanon. I den tid har der altid været faste fiksere til- både Bagdad, Jordan og Israel. Jeg tror faktisk, knyttet de forskellige medier. En fikser er oftest vi havde en, der kørte for os, som var baren lokal person, som mediet ansætter som en nebarn til en fikser, vi havde haft før. Så det slags assistent til deres udsendte korrespon- kan godt gå i generationer,” fortæller Kristian dent. Oftest er fikserne mænd, der i det daglige Mouritzen om sin tid på DR. Fordi situationen er så usikker, har mediarbejder som alt fra skolelærere til taxachauferne også særlige krav til fikserne. fører. ”Det skal være folk, der kan ”Fikserne servicerer tale engelsk, og som vi nogenjournalisten, fra han ankommer, og til han tager Jeg har engang prøvet en lunde stoler på. De skal være uafhængige af konflikten, og afsted igen. De skaffer de aftaler, som journa- fikser, som var så tumpet, at de skal også kende lidt til poliog vide, hvad der sker i omlisten skal bruge, sørger jeg ikke engang turde køre tik rådet, så man ikke roder sig ud for transport og tjekker i nogle problemer, som man måske også sikkerheden over det første checkpoint burde have forudset.” på den rute, man kører,” Fordi kravene er så specifiksiger Kristian Mouritzen. med ham. ke, og der er så meget på spil, En assistent er en forKristian Mouritzen, Berlingske går gode fiksere ofte i arv fra del, lige meget hvor man medie til medie. befinder sig, men for en udenrigskorrespondent i et usikkert område er det en nødvendighed. Tumper og pennevenner De kulturelle forskelle og sprogbarrieren alene Ifølge Kristian Mouritzen er der stor forskel på er en stor forhindring for journalisten, som de gode og de dårlige fiksere. Hvis en korreikke har en lokal kontakt. spondent er nødsaget til at finde en ny fikser, ”Alle, som rejser i de usikre lande, benytter bliver kandidaten afprøvet meget forsigtigt. sig af det. Især af den grund, at det er en tids”Jeg har engang prøvet en fikser, som var så mæssig besparelse. Fordi det jo i begyndelsen tumpet, at jeg ikke engang turde køre over det handler om at få truffet aftaler, så man kan gå første checkpoint med ham. Så kørte jeg tili gang,” siger Kristian Mouritzen. bage igen. Man kan hurtigt mærke, om de er

Reporter eller redder Alt er kaos. Jordskælvsofrene i Haiti ligger i bunker omkring ham, men skal han hjælpe dem eller blot formidle historien hjem? Udlandsreporter Ole Damkjær har ofte truffet svære beslutninger i verdens brændpunkter. Tekst: Therese Rekling

På trods af sin erfaring med katastrofer var det et rystende syn, der mødte Berlingskes udlandsreporter Ole Damkjær, da han ankom til Port au Prince i Haiti, få dage efter jordskælvet ramte.

”Det er slemt at se folk, der ligger som døde dyr i bunker. Men det er også slemt at se en lille hånd, der stikker ud af ruinerne. Det er lige før, de små ting gør mere ondt end den der massive død, fordi der er en antydning af, at her har været liv,” siger han. Der er kun kort tid til at forberede og orientere sig i katastrofens rædsler, men for Ole Damkjær er det netop det hurtige tempo og den pressede situation, som sammen med deadlines giver et adrenalinkick og bærer ham igennem oplevelsen. Han når ikke at reflektere særligt over sine egne følelser, før han er hjemme igen. Det er en automatik, som slår til, og som bliver stærkere i takt med erfaringen.

’Vi må sgu gøre noget’ Journalisten er der med ét formål: at arbejde.

Fikseren er en lokal hjælper, der kender alle smutveje, og blandt andet sørger for transport og interviewaftaler til journalisten.

’street smarte’, eller om de ikke er, og det betyder meget i mange områder af verden.” Omvendt gør medierne en indsats for at fastholde kontakten til de gode fiksere, når de finder dem. Det skyldes blandt andet, at journalisten kan få et meget tæt forhold til en fikser, som han har brugt i lang tid. ”Jeg havde en fikser i Libanon igennem fire år, som var min faste fikser. Han og jeg udviklede selvfølgelig et meget tæt forhold, og vi skriver stadig sammen engang imellem. Når nogen har gennemskuet nogle farer, som man ikke selv kunne gennemskue og reddet én ud af nogle situationer, så får man et meget tæt forhold til personen.”

tuelle farer. Kristian Mouritzen mener, at de danske medier så vidt muligt forsøger at beskytte dem, men ofte er der dilemmaer i forhold til fikserne, fordi de på den ene side selv kender til den risiko, arbejdet indebærer, mens medierne på den anden side også har et ansvar. ”Vi har været ude i nogle situationer, hvor fikserne selv har bragt sig i nogle problemer, som vi ikke vidste, om de kunne slippe levende fra. I de situationer er vi nødsaget til at prøve at holde hånden over dem i en periode, indtil situationen er kølet ned igen, men det er meget svært for os,” siger han.

Næsen frem Fordi fikseren ofte er den, der har næsen længst fremme, når det handler om at opsnuse historier, mulige kilder eller sikre ruter, er fikseren særligt udsat, når det kommer til even-

”Faget udstikker ikke en professionel rolle, Dog er der situationer, hvor et tilfældigt møde betyder, at journalistrollen må vige for med- du kan tage på dig. Det udstyrer dig med nogle redskaber og retningslinjer, men menneskeligheden. På et tidsdet er stadig op til dig, hvordan punkt taler Ole Damkjær og hans fotograf med en dreng, Det er slemt at se folk, du forvalter det professionelt,” siger hun. hvis mor er blevet voldtaget Ifølge antropologen er det i af tre mænd og nu ligger i et der ligger som døde dyr mange tilfælde indlysende og rigflygtningetelt lidt derfra. i bunker. Men det er tigt at hjælpe, også selvom man ”Bagefter kiggede jeg på fotografen og sagde ’vi må sgu også slemt at se en lille ikke er nødhjælpsarbejder. Dog er journalisten nødt til at kaste et gøre et eller andet, vi kan ikke bare lade hende ligge her’,” hånd, der stikker ud af blik på de langsigtede konsekvenser. Impulsiv hjælp kan i yderste fortæller Ole Damkjær. konsekvens skævvride organiDe fandt frem til et be- ruinerne. handlingssted for voldtægtsOle Damkjær, journalist sationers arbejde, fordi hjælpen ikke udføres, som den bør, mener ofre, og der fik de kvinden i Birgitte Sørensen. behandling. I sidste ende er spørgsmålet ikke kun, om det er etisk forsvarligt at blande sig, men om En uhjælpende hånd Antropologen Birgitte Sørensen har i mange det er etisk forsvarligt at lade være. Det gælder år forsket i konflikter og katastrofer. Hun for- ikke mindt i et brændpunkter. klarer, at Ole Damkjærs vekslen mellem roller som journalist og medmenneske er nødvendig.


MARTS 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

8

FOKUS

JOURNALISTIK I BRÆNDPUNKTER

Praktikanter holdes ude af ilden Praktik i udlandet giver ekstra ballast. Men grænsen går, når du sætter dit eget og andres liv i fare. Sådan lyder meldingen fra JH’s praktikvejleder og Dansk Journalistforbund. Alligevel vover studerende sig ud i felten. Tekst: Kathrine Lenschau

Ildkampe, jordskælv og massive demonstrationer. Journaliststuderende på JH har mange muligheder for at opsøge brændpunkter i praktiktiden, men destinationen skal være inden for nogle rammer, hvor det giver mening at sende studerende ud. Ifølge Pia Færing, JH’s praktik- og karrierevejleder, handler det om, hvordan man definerer et brændpunkt. ”Hvis konceptet er, at du skal ud, der hvor der er revolutioner, oprør og tumult i gaden, så vil jeg som praktikvejleder sige, at det skal du i hvert fald ikke. Du aner ikke, hvad det er for presseforhold, du kommer ud i,” siger hun. Pia Færing er særligt opmærksom på de dele af verden, der er konstante brændpunkter, og hvor der hurtigt kan opstå uventede situationer. For eksempel lande i Mellemøsten. ”På det tidspunkt, hvor den studerende skal af sted, skal Udenrigsministeriet sige, at det er okay at være i det pågældende land. Hvis fremtiden er for usikker, bliver det et nej,” siger Pia Færing. Dette gælder både i praktik og på udveksling. Og når det kommer til praktik, så er presseforholdene altafgørende. ”Vi havde en elev, der skulle i praktik i Malaysia, men den avis, han skulle være på, blev censureret af regeringen, så jeg sagde nej til praktikken,” fortæller hun.

Følg reglerne Der er set eksempler på, at journaliststuderende selv søger mod verdens brændpunkter. For eksempel når den afsluttende opgave skal i hus. I 2009 blev en journaliststuderende fra SDU, Niels Krogsgaard, taget til fange under en demonstration i Iran. Han arbejdede på en journalistisk opgave, men var rejst ind på et almindeligt turistvisum. Det fik alvorlige konsekvenser. Formand for Dansk Journalistforbund, Mo-

gens Blicher, råder studerende til altid at følge Udenrigsministeriets rejsevejledning. ”Hvis det er nødvendigt med et journalistvisum, så bør man sikre sig sådan et, selv om det både er mere besværligt og dyrere. Det kan gøre en afgørende forskel i en krisesituation,” siger han.

Sikkerhed i centrum Et pressekort eller et journalistvisum er ikke nødvendigvis en adgangsbillet til at bevæge sig frit rundt i urohærgede lande. Mogens Blicher understreger vigtigheden af undervisning i sikkerhedsopmærksomhed og sikkerhedstræning. ”Som studerende skal man passe meget på med, hvad man begiver sig ud i. Man har ikke samme erfaringer som en garvet journalist,” siger han. Hvis det går galt, sættes alle hjul i gang for at hjælpe den studerende. Dansk Journalistforbund tager øjeblikkeligt kontakt til uddannelsesstedet, til relevante internationale organisationer, til Udenrigsministeriet samt ambassaden i det land, hvor den studerende er kommet i vanskeligheder. ”Herefter vil der ske en koordinering af arbejdsopgaverne for at bringe den studerende ud af vanskelighederne,” forklarer Mogens Blicher. Dog understreger både han og Pia Færing, at studerende altid bør holde sig fra farlige områder, hvor man kan sætte både eget og andres liv på spil.

Haiti. Foto: Christian Als

FAKTA -

DJ samarbejder med International Safety Institute for at sætte mere fokus på sikkerhed hos studerende125rundt omkring i verden. Desuden er DJ en del af International Federation of Journalists (IFJ), som de arbejder tæt sammen med i krisesituationer.

-

IFJ har en hotline til journalister i den arabiske verden og Mellemøsten, hvor journalisterne kan få gode råd om sikker reportage.

-

Lige nu er 12 danske journaliststuderende i udlandspraktik. Haiti. F oto: Christian Als

DR har skærpet sikkerheden DR’s udsendte gør, hvad de kan for at rapportere hjem om katastrofer i verdens brændpunkter. Samtidig har de deres egen sikkerhed at tænke på. Tekst: Marie Sjødin Græsholm

”Da jeg rejste ind i Afghanistan i 2001, havde jeg ikke været på sikkerhedskursus, og jeg havde ingen skudsikker vest. Da vidste man ikke bedre,” fortæller Henrik Lerche, der har været korrespondent hos DR siden år 2000. Men siden har han oplevet en stor udvikling i forberedelses- og efterbehandlingstilbuddene hos DR. Nu er der et stående tilbud om psykologhjælp efter endt rejse og mulighed

for sikkerhedskurser, før man bliver udsendt. Henrik Lerche er ’faldskærmsreporter’. Et job, hvor han har ansvaret for at rykke ud til kaossituationer, og reportere fra verdens brændpunkter, hvor der ikke er to dage, der er ens. ”Min opgave er at fortælle om det, jeg oplever – med det samme!” siger Henrik Lerche. Han har været udsendt til mange forskellige brændpunkter. Fra Moskva til Afghanistan og nu ved urolighederne i Mellemøsten.

Vendepunkt med tsunamien Bo Hasseriis, souschef i DR Udland, bekræfter udviklingen i sikkerhedstiltag, der specielt tog fart efter tsunamien i 2004: ”Mange af vores folk havde oplevet rigtig forfærdelige ting, da de kom hjem. Der lå døde mennesker på strandene, og det var der rigtig mange reportere, der ikke var gearede til,” siger han og tilføjer, at DR så vidt muligt snakker opgaven igennem med de udsendte, før de tager af sted. ”Og efter endt rejse bliver de også tilbudt psykologsamtaler. Det skal fungere som en form for debreafing,” siger souschefen. Selvom sikkerhedsforanstaltningerne er blevet væsentligt forbedrede, er reportere som Henrik Lerche stadig udsatte, når de reporte-

rer fra de største krigsuroligheder og naturkatastrofer, der ’ikke er for børn’, som Bo Hasseriis udtrykker det. Henrik Lerche fortæller, at det vigtigste man som udsendt journalist kan have, er et godt og solidt kildenetværk i lokalmiljøet, som kan fortælle, hvor der er sikkert og usikkert i det brændpunkt, man befinder sig i. Han og hans fotograf har ikke sikkerhedsvagter med, når de rejser rundt, og de er derfor ganske afhængige af et kildenetværk.


9

MARTS 201 ILLBUNKER.dk

ILL

FOKUS

Fotos - når det brænder på Han er skjult bag sit kamera, men bestemt ikke i sikkerhed. Når 36-årige Christian Als, fotojournalist på Berlingske, rejser ud for at fotografere, ender han ofte i barske, katastroferamte områder. Illustreret Bunker zoomer ind på manden bag kameraet. ”Det skrig glemmer jeg aldrig”

Tekst: Camilla P. Skovgaard

Som fotojournalist skal du indfange det rette motiv i rette øjeblik. Det giver spænding og nerve til arbejdet, men skærper også kravene. Katastrofer og konflikter opstår pludseligt, og det kræver stor fleksibilitet, hvis man vil være der, hvor det sker - når det sker. ”Jeg kom hjem fra Afghanistan onsdag formiddag. Om aftenen blev jeg ringet op af min chef, der spurgte mig, om jeg havde pakket ud, for jeg skulle afsted til Haiti næste morgen,”siger Christian Als Han fortæller, at det meste af den nødvendige research sker på hotelværelset. God forberedelse kræver, at også natten tages i brug. ”Du skal finde ud af, hvor du skal tage hen næste dag for at få de gode billeder. Jeg får næsten ingen søvn på mine rejser, for jeg bliver nødt til at få det bedste ud af det, mens jeg er der. Det er måske lidt kamikazeagtigt, men historien tager simpelthen over,” siger han.

Som fotograf i brændpunkter er Christian Als kommet helt tæt på mennesker i dyb krise. Det er noget, der både fascinerer og skræmmer ham. Han glemmer aldrig besøget på en nødhjælpsklinik efter jordskælvet i Haiti: ”Jeg var ude på en klinik, hvor jeg fotograferede en ung pige, som havde fået skåret halvdelen af det ene ben af. Der var ingen bedøvelse, og hun lå og skreg. Det skrig glemmer jeg aldrig. Jeg brød helt sammen. Jeg måtte stille mig over i et hjørne, hvor jeg hulkede i ti minutter. Man ser så mange ting, som det ikke er meningen, at man som menneske skal se. Det er sådan nogle situationer, jeg vil huske for altid,” siger Christian Als. Selvom det var en barsk oplevelse, er det sådanne billeder og historier, der er kernen i Christian Als’ arbejde. Ifølge ham selv er hans bedste billeder dem, der fortæller en historie. ”Nogle gange kan jeg godt lide at gå lidt væk fra konflikten. Det kan give nogle anderledes

og mere menneskelige billeder. Jeg synes, det er vigtigt at vise konsekvenserne for de overlevende. Det skal ikke kun være billeder af brændende lig i gaden.”

Dødubehageligt - men vigtigt Den personlige vinkel er enormt vigtig, men når en fotograf er udsendt til et brændpunkt, skal han dække det hele. Det har bragt Berlingske-fotografen i flere livsfarlige situationer. Han ser stor nytte i at arbejde tæt sammen med en journalist, men selvom man er to, kan det godt være skræmmende. ”Jeg var i Congo på et tidspunkt, hvor der var militser, der bekrigede hinanden, og hvor jeg befandt mig midt i det hele. Jeg tog med en journalist ud til en flygtningelejr, hvor alle nødhjælpsarbejderne var flygtet en uge tidligere, fordi lejren blev beskudt hver aften. Der var altså ingen sikkerhed, så der følte jeg mig meget usikker og alene.” Ifølge Christian Als er det dog usikkerheden og besværet værd. ”Når jeg har taget et valg om at rejse til et brændpunkt, så er det min pligt at tage helt derud, hvor konflikten og følelserne er. Som fotograf skal du helt tæt på for at få det gode billede. Der kan man godt sige, at fotografer skal tættere på end journalister. Det kan være dødubehageligt, men jeg synes, at det er vigtigt,” siger Christian Als.

Se Christian Als’ reportage fra Haiti på illbunker.dk

DR Congo. F oto: Christian Als

Christian Als. Foto: Frederik Schultz

TV 2 gambler ikke med journalisters liv Som udenrigskorrespondent i verdens brændpunkter har du konflikt- og katastrofeområder som arbejdsplads. Men hos TV 2 går man ikke på kompromis med sikkerheden. Tekst: Jesper Bo Pedersen

Den 3. februar bliver Rasmus Tantholdt og hans fotograf angrebet med køller og knive af en gruppe demonstranter i Egypten, mens de forsøger, at dække demonstrationerne imod daværende præsident Hosni Mubarak. Demonstranterne river og flår i de to udsendte, som også bliver ramt af adskillige knytnæve-

slag, inden det egyptiske militær får stoppet optøjerne. Sådan oplevede Rasmus Tandtholdt på egen krop, hvordan jobbet som udenrigskorrespondent kan byde på voldsomme oplevelser. Selvom han efter episoden ønskede at blive i landet og dække urolighederne, valgte TV 2 at trække ham og fotografen ud af Egypten. Grænsen for, hvad TV 2 ville byde sine ud-

sendte, var nået. En grænse, som TV 2’s udlandsredaktør, Jakob Vissing, ikke umiddelbart kan definere. ”Der er mange grænser. Vi vurderer fra gang til gang, hvor stor risikoen er, og om det rent faktisk er forsvarligt at sende journalisterne af sted. Der er ikke nogen historie, der er vigtigere, end at folk slipper ud med liv og lemmer i behold,” siger han.

Intet pres fra TV 2’s side Rasmus Tantholdt opfatter ikke TV 2’s forsigtighed som en begrænsning i sit arbejde, mere som en slags sikkerhedsforanstaltning. ”Jeg har altid oplevet presset omvendt. Det er TV 2, der siger til mig, at jeg ikke skal bevæge mig ud i noget, der er for farligt, ” siger han.

Rasmus Tantholdt vurderer selv sit behov for sikkerhed fra gang til gang. For eksempel kan livvagter være en nødvendighed, når destinationen ikke er Afghanistan, hvor journalisterne er omgivet af professionelle soldater. ”Det, som er vigtigt for mig, er, at TV 2 bakker mig op, hvis jeg for eksempel ringer hjem og siger, at jeg har brug for en sikkerhedsvagt, som koster 10.000 dollars. Og jeg har endnu aldrig oplevet, at TV 2 har sagt nej til den slags ting,” siger Rasmus Tantholdt. Ifølge Jakob Vissing bliver alle udenrigskorrespondenter tilbudt krisepsykologhjælp, når de vender hjem. Rasmus Tantholdt foretrækker dog at tale sine voldsomme oplevelser, som for eksempel overfaldet i Egypten, igennem med kolleger.


10

MARTS 2011 ILLBUNKER.dk

A wedding was held in Tahrir Square during the one million people big protest.

Ahmed’s shooting in Egypt A photojournalist studying at JH covered a long waited moment in his home country. Text and photos: Ahmed Hayman

I couldn’t sleep or eat for a whole week. I’m an Egyptian photojournalist, my work is to document what is happening. I lived my life in Egypt waiting for this moment, but when it finally came, I was in Aarhus. I searched for planes for a whole week. Finally I found one. On the 5th of February we were only 9 on the plane. I arrived at night. During the curfew. There were army tanks everywhere. Checkpoints and empty streets. I went directly to my newspaper and then to the Tahrir square. Stones, glassbottles and molotovs were like

rain in the sky and we were in the middle. I wasn’t scared. I was excited and happy to be back and to see the differences. Many times I took the risk to be close to the action. Søren Lorenzen once told me: “You must be close with your lens to the subject so that the audience will be close to your pictures.” I slept in the office for 12 days doing nothing but documenting what was happening in photography and video. From dusk till dawn, I ran around at the Tahrir Square, shooting nightshots until the day came where Mubarak held his speech. He claimed that he would not resign. It was a mess. People were angry. On Friday the 14th of February the vice president went live saying that Mubarak resigned. People were crying, running, hugging each

Ahmed Hayman caught in the midle of the revolt.

other. Flags, children, smiles and tears were all mixed up in the streets of Egypt. After 30 years Egyptians were finally free. I was in Egypt at this historical moment. The air smelled different. Freedom. On February the 15th, people started painting and cleaning the Tahrir Square. It’s our country now. Everyone was working to repair the damages. I stopped taking pictures and observed Egypt with its huge amount of energy and positivity. People were happy. Helping each other. All one hand. Back in Aarhus. Before I fell asleep, I started thinking. I couldn’t believe what I had just done. It was one of the hardest decisions ever to go back, as I was 60% sure I would not be able to return. But I took the risk. One of the best decisions I have ever taken. I learned something very important: Follow your heart and take the risk and you’ll never regret it. I’m happy.

Cleaning process after Mubarak’s resignation.


11

MARTS 2011 ILLBUNKER.dk

General shot from the Tahrir Square in the one million people protest.

Army stopping the clash between anti-Mubarak and Mubarak-supporters in the Tahrir Square.


12

MARTS 2011 ILLBUNKER.dk

Det værste er ligegyldigheden

ILL

UDE

PORTRÆT AF SIGRID NYGAARD, BILLEDREDAKTØR PÅ INFORMATION Tekst: Tatiana Tilly Foto: Sofie Amalie Klougart

Man bliver ikke til noget uden hårdt arbejde. Det kan Sigrid Nygaards karriere bekræfte. Den unge billedredaktør er kendt for sine portrætfotografier, hvor hun opnår en ekstrem nærhed med sine kilder. Perfektionisme er alt. Ligegyldigheden det værste.

’SLAM!’ En kæmpemæssig mappe bliver svunget op på bordet, og fire overraskede ansigter stirrer på den unge fotojournalist, der sidder over for dem. Sigrid Nygaard er til jobsamtale på Information, og mappen er hendes forslag til ændringer af billedsiden. Den store mappe var måske lidt uventet for dem, men for Sigrid Nygaard var det helt selvfølgeligt. ”Jeg havde jo virkelig forestillet mig, at det var sådan, man forberedte sig til en jobsamtale, men bagefter hørte jeg, at de havde været ret overraskede,” fortæller hun om den dag, da hun sad på Information og skulle overbevise dem om, at hun var den helt rigtige til deres nye stilling som fast fotograf og billedredaktør. Den første af slagsen. Inden samtalen havde hun nøje gennemgået hver eneste udgave af avisen fra de foregående to måneder; klippet, kategoriseret og understreget ethvert sted, hun fandt interessant.

Overforberedt ”Jeg synes, det er forbandet irriterende, hvis tingene bliver gjort halvt. Det ligger til min person, og det har det altid gjort, lige fra jeg søgte ind på Journalisthøjskolen til nu på Information.” Sigrid Nygaard søgte ind på Journalisthøjskolen tre gange, før det endelig lykkedes. Inden da havde hun på sin vej fået at vide, at hun aldrig ville blive til noget som fotograf.

”Første gang jeg søgte ind, fik jeg 11 for billederne. De andre karakterer var ret dårlige. Men for mig var Journalisthøjskolen det ypperste, så jeg tænkte, at hvis nogen kunne sidde deroppe og give mig så gode karakterer for mit fotografi, så måtte der også være noget ved det!” Og noget var der. I hvert fald blev Sigrid Nygaard ansat som Informations første billedredaktør, da hun var nyuddannet og kun 28 år gammel.

Nygaards nytænkning På Journalisthøjskolen fyldte fotografi alt for Sigrid Nygaard, og da hun kom i praktik på Berlingske Tidende, kom det om muligt til at fylde endnu mere. ”Jeg har aldrig haft det store talent, jeg har bare virkelig haft viljen til at arbejde rigtig hårdt for det. Selvfølgelig skal man have et vist talent for overhovedet at komme ind, men arbejdsomhed har altid været det, der var min styrke. På Berlingske brugte jeg et halvt år på lorteopgaverne, som de andre ikke gad at have, fordi jeg vidste, at jeg skulle arbejde mig op. Jeg syntes ikke, jeg var dygtig nok til at lave de store ting.” De sirlige smilerynker ved hendes øjne morer sig diskret over den yngre, usikre udgave af Sigrid Nygaard. Efter kun halvanden måned i praktik var hun overbevist om, at hun ville blive fyret. ”Jeg kan huske, hvordan jeg var ved at tude,


13

MARTS 2011 ILLBUNKER.dk

LLI

EDU fordi min chef spurgte, om jeg lige havde fem minutter. Jeg tænkte: ’Okay, skal jeg stoppe nu?’ Jeg troede, jeg ville blive den første praktikant, der nogensinde blev fyret. Det var egentlig lidt latterligt, når jeg tænker på det nu.” Den fyrede praktikant blev hun aldrig. I stedet blev hun hende praktikanten, som vandt Årets Pressefoto for sin portrætserie om kvinder med brystkræft. En udfordring hun blev kastet ud i efter et halvt år med de mere kedelige opgaver. Portrætserien endte med at vise branchen, og ikke mindst hende selv, at hun kunne noget helt specielt. ”Det gav mig et kæmpe boost, fordi jeg fandt noget, der var min egen stil. Jeg fik at vide, at det var med til at genskabe en debat om det der med at komme tæt på mennesket, og hvad kvinder egentlig kan i forhold til fotografi.” For gode billeder handler nemlig ikke om teknik, men om menneskelig tilstedeværelse, mener Sigrid Nygaard.

Fuck din flash At fotografere de kræftramte kvinder blev en helt speciel oplevelse for Sigrid Nygaard. Hun opdagede, at hun havde en naturlig evne til at komme tæt på de mennesker, hun fotograferede, og at den nærhed, hun skabte, gav fotografiet noget ekstra. Derfor blev det at skabe tillid et vigtigt fokus for hende. En samtale med en kilde kunne sagtens tage en hel eftermiddag, hvor selve fotograferingen måske kun tog en halv time, fordi den tillid, der blev skabt, tydeligt kunne ses i det færdige resultat. ”Fuck teknikken, fuck din flash og alle de der ting. Hvis du ikke ER der, ser dem i øjnene og taler med dem, så kommer du ingen vegne. De gange, hvor det lykkes for mig at komme tæt på, så går jeg hjem med en rigtig god fornemmelse,” fortæller Sigrid Nygaard med en blød stemme, der får bandeordene til at lyde sobre. Portrætter elsker hun at lave, fordi det kræver netop de evner, som hun for alvor besidder; arbejdsomhed, kontrol og nærhed. Den omvendte situation er derimod stadig en udfordring for hende. ”Billeder fra en demonstration, synes jeg for eksempel, er svære. For jeg ved ikke, hvad der skal ske, og om folk accepterer, at jeg er der. Jeg kan nogle gange blive enormt bange for det der uforudsigelige, fordi jeg ikke har kontrol over situationen.”

Elsker klager De udfordrende situationer er dog ikke noget, hun tager tungt. Tværtimod. ”Jeg tror, man ville blive sindssyg, hvis man altid havde ondt i maven inden en opgave, men jeg er altid spændt, inden jeg skal ud. Hvis man ikke er det, så er man på en eller anden måde ligeglad, og det er det værste, man kan være.” Netop ligegyldigheden var dét, hun gerne ville ændre ved Informations billedside. Hun ville ikke have flere billeder. De skulle bare være stærkere, bedre, mere velvalgte. Så selvom billederne ikke er blevet flere, siden Sigrid Nygaard kom til, får hun alligevel klagebreve fra læsere, der mener, at de ’får tryksværte på fingrene af at bladre i avisen, fordi der er så mange billeder nu’. ”Jeg elsker, når jeg får klager. Så ved jeg, at jeg gør noget rigtigt.” Der er tryk på ordene, og iveren lyser ud af hendes øjne. Det er ikke for sjov. Hun elsker virkelig klagerne. ”Det ville være forfærdeligt, hvis jeg ikke hørte fra nogen. Før lagde de jo ikke mærke til billederne. Der er ikke noget værre, end hvis fotografiet er ligegyldigt. Så vil jeg hellere lave nogle satsninger og have en reaktion!” Arbejdet på Information giver hende ikke bare lov til at tage billeder, men også layoute og være den, der tager beslutningerne, og det gør alt i alt jobbet til det perfekte for Sigrid Nygaard.

”Jeg er rigtig glad for, at jeg har det andet aspekt i mit job, for ellers ville jeg nok have en stor krise over mit fotografi lige nu. Jeg tror, man når et punkt, hvor det bliver rigtig svært at genopfinde sig selv og lave nye ting.” Lige nu er Sigrid Nygaards fokus på, hvordan billederne i avisen kan blive så gode som muligt. Hver dag. Men hun erkender også, at det ikke nødvendigvis altid lykkes. ”Jeg er nået til et stadie nu, hvor jeg tænker, at det er fint nok. Der var en periode, hvor jeg altid sad derinde om aftenen og mødte meget tidligt om morgenen, men det kan man jo ikke blive ved med. På et eller andet tidspunkt bliver man nødt til at gå hjem.” Også selvom det altid kan blive lidt bedre.

Læs Sigrid Nygaards råd til praktiksøgning på illbunker.dk


14

MARTS 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

UDE Der er sagt og skrevet meget om

Tit har det været svært at finde hoved og hale i. Illustreret Bunker forsøger her at give en gennemgang af sagens forløb fra læk til dom. Tekst: Jesper Hvass

23.-26. april 2007 Forsvarsminister Søren Gade besøger de danske soldater i Irak. Den danske lejr Camp Einherjer ved byen Basra bliver under besøget angrebet. Det er under denne tur, forsvarsministeren beslutter at indsætte Jægerkorpset for at beskytte de udstationerede soldater.

27. april 2007 Da Jægersoldaterne skal i krig, orienterer Søren Gade Det Udenrigspolitiske Nævn i fortrolighed, men inden orienteringen bliver medlemmer af nævnet bedt om en kommentar fra en journalist fra TV 2. TV 2 kender til Jægerkorpsets indsættelse før medlemmerne af Det Udenrigspolitiske Nævn. Historien om Jægersoldaternes indsættelse er altså lækket til TV 2.

lækagesagen

27. april 2007 om aftenen TV 2 og Jyllands-Posten bringer nyheden om, at Jægerkorpset skal til Irak.

30. januar 2010 Christoffer Guldbrandsens advokat siger i pressen, at han er i besiddelse af en lydfil, der utvetydigt dokumenterer, at Jacob Winther er kilde til lækagen.

I de følgende dage beskylder udenrigsminister Per Stig Møller oppositionen for at have lækket fortrolige oplysninger fra Det Udenrigspolitiske Nævn. Der bliver ikke foretaget en undersøgelse af lækagen, og sagen går i sig selv, selvom daværende chef for Jægerkorpset, Henrik Friis, er overbevist om, at lækken har bragt soldaters liv i fare. Slutningen af januar 2010 Filmmagasinet Ekko udkommer med et interview, hvor filminstruktøren Christoffer Guldbrandsen (’Den hemmelige krig’, ’Fogh bag facaden’) udpeger forsvarsministerens spindoktor Jacob Winther som kilde til lækken. Ifølge Christoffer Guldbrandsen lækkede Jacob Winther historien til Rasmus Tantholdt fra TV 2, så Søren Gade kunne fremstå handlekraftig. Jacob Winther truer som svar med at anlægge en injuriesag mod Christoffer Guldbrandsen.

29. januar 2010 SF’s Jonas Dahl melder lækagen til politiet. 25. januar 2010 DR-journalist Nils Giversen optager i fortrolighed en samtale med Rasmus Tantholdt, hvor Rasmus Tantholdt ifølge Christoffer Guldbrandsen angiver Jacob Winther som kilde til lækken.

Sagen ligger stille i knap tre år.

Praktikantstafet:

Bajere under bordet Henrik kan det hele. Med en frisk journalistuddannelse i rygsækken startede han på fotolinjen. I dag er han i praktik på JydskeVestkysten i udkanten af udkantsdanmark: Esbjerg. næste forløb var begyndt. Men nej. Det ligger for langt væk. En af de bedste ting ved at være her er, at Jeg har nok verdens mest rodede skrivebord. Indtil for en lille uges tid siden stod der endda man aldrig helt ved, hvad man kommer ud til. en kasse øl nedenunder og hørmede fra de De ting, som ligner lort på fotolisten, er oftomme flasker. De sidste, endnu plomberede, test de sjoveste. Der er meget rugbrød mellem er efterhånden blevet tømt. Jeg har også et guldkornene, men tag ikke fejl. Det er der også kæmpe E, som jeg havde planlagt skulle bruges andre steder. På Politiken tager de billeder af vinflasker til deres på et billede. Det er det nu. madtillæg, og af Stedet er Esbjerg. Stedet blændere på BT. Det hvor der ikke lugter af fisk, har jeg i det mindste men nærmere penge. Stedet ikke gjort. hvor alle de gode historier Til gengæld har er, men hvor ingen ved det, jeg fotograferet jæfør de kommer herud, og gere, som har viftet det er muligvis det største rundt med deres problem ved praktikstedet i jagtgeværer. Jeg har Esbjerg, for når journalister taget billeder af gerne vil finde originalerne i København, aner de ikke, at Henrik Dons Christensen, praktikant mange geværer og rifler. de findes i hobetal herovre. Jeg har jo prøvet Derfor søger de ikke. Tænk bare, at du har fri adgang til alle kilder, som det før. Det med praktikken. Jeg går under ikke er blevet misbrugt af journaliststuderen- navnet ”Nå, ham”, når andre på skolen hører, de, der har glemt at sende deres artikel, fordi at jeg også er journalist. I praktikken skal man Tekst og foto: Henrik Dons Christensen

”Jeg har jo prøvet det før. Det med praktikken. Jeg går under navnet ’Nå, ham’, når andre på skolen hører, at jeg også er journalist.”

Henrik Dons Christensen har nu fundet noget at bruge sit E til.

selv spørge sine kolleger til råds. De kommer ikke af sig selv. Det er nok den største lektion, jeg har lært af branchen, og så det faktum at gruppearbejde, som man kender fra skolen, ikke eksisterer i virkeligheden. Opgaverne fordeles, man klarer sin tørn og skriver bylines sammen. Journalister er lonesome cowboys. Og fotografer er endnu mere lonely. Derfor. Få dig en fritidsinteresse, som giver et afbræk fra hverdagen, hvor du kan møde andre end journalister. Når man er i byen med journalister, går snakken altid på et eller andet med avisen (der er jo ikke så mange andre praktiksteder herovre - og i København handler det om, hvordan det nu går på praktikstedet). Jeg

går i Fitness World, når jeg husker det, men der snakker man ikke med så mange. I 12 måneder har jeg sagt: ’Måske skulle jeg begynde til squash’. Bare for at have nogen på sin egen alder, som forstår ting som bold, bajer og blondiner. Jeg burde få gjort noget ved det. Men nu er der kun fem måneder tilbage. Det er blevet den nye undskyldning. Min lokalredaktør har sagt, jeg skal fjerne ølkassen. Den sender et dårligt signal.


15

MARTS 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

UDE

23. februar 2010 Søren Gade forlader posten som forsvarsminister, og sammen med ham går også Jacob Winther.

8. februar 2011 Højesteret afsiger kendelse i sagen. DR skal ikke udlevere ’den hemmelige lydfil’, og hverken Michael Dyrby eller Rasmus Tantholdt skal vidne om kilden. Højesteret mener, at reglerne om kildebeskyttelse gælder, blandt andet fordi oplysningerne om Jægerkorpsets indsættelse i Irak havde samfundsmæssig betydning. Med Højesterets kendelse er der sat et foreløbigt punktum i sagen - Jacob Winther er dog stadig sigtet.

15. februar 2010 Politiet beder DR om at udlevere optagelsen, men Kenneth Plummer nægter. 12. februar 2010 Lydoptagelsen af samtalen mellem Rasmus Tantholdt og Nils Giversen koster Nils Giversen jobbet på DR, og han leverer optagelsen tilbage til DR. Generaldirektør Kenneth Plummer siger samtidig, at han ikke ønsker at bruge optagelsen. Den bliver herefter til ’den hemmelige lydfil’.

14. marts 2010 Københavns Byret dømmer, at DR ikke skal udlevere lydoptagelsen, men TV 2’s nyhedschef, Michael Dyrby, og journalist Rasmus Tantholdt bliver pålagt at vidne om, hvem kilden til Jægerkorpsets indsættelse er. Både TV 2 og anklagemyndigheden kærer afgørelsen til Østre Landsret.

September 2010 Politiet sigter Jacob Winther for lækagen.

27. januar 2011 Rektor Anne-Marie Dohm og mediejurist Oluf Jørgensen skriver en kronik i JyllandsPosten, hvor de angriber den praksis at give spindoktorer kildebeskyttelse.

7. februar 2011 Jacob Winthers advokat anklager Søren Gade for lækagen.

25. august 2010 I en erklæring til politiet refererer Christoffer Guldbrandsen indholdet af ’den hemmelige lydfil’. Christoffer Guldbrandsen siger, at Rasmus Tantholdt på lydfilen ”gentagne gange fortæller, at Jacob Winther var den, der lækkede oplysningerne om udsendelse af Jægerkorpset til Irak”. 16. august 2010 Tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Jørn Olesen, fortæller politiet, at det var Søren Gade selv, der lækkede oplysningen om, at Jægerkorpset skulle indsættes i Irak til journalister, som var med på rejsen til Irak. Søren Gade nægter. 23. april 2010 Østre Landsret dømmer, at DR ikke skal udlevere ’den hemmelige lydfil’, og TV 2’s Michael Dyrby og Rasmus Tantholdt bliver alligevel ikke pålagt at vidne om lækken. Anklagemyndigheden beslutter at tage sagen helt til Højesteret. Kilder: tv2.dk, jp.dk, dr.dk, politiken.dk og domstol.dk

ILL

PERSPEKTIV

”Verden ændrer sig, og teknologien udvikler sig.” - Jan Bjarke Nielsen

b.dk går mod strømmen Webaviserne bruger ofte store rubrikker og store billeder til at indfange læseren. Berlingskes nye hjemmeside går den anden vej. Her er mængden af nyheder kendetegnende.

Tekst: Jakob Rasmussen og Niklas Rehn

”Vi går imod VG-feberen,” udtalte ansvarshavende chefredaktør på Berlingske, Lisbeth Knudsen, til Journalisten, da de den 26. januar lancerede deres nye netavis, b.dk. Små rubrikker, små billeder og interaktive grafikker skal tiltrække læserne. Dermed går de en anden vej end vg.no, eb.dk og politiken. dk, der bruger store billeder og rubrikker for at tiltrække læserne. Det er fire år siden, at Berlingske sidst relancerede deres hjemmeside. Derfor mener Jan Bjarke Nielsen, nyhedsredaktør på b.dk, også, at det var på tide med en opdatering. ”Verden ændrer sig, og teknologien udvikler sig. Derfor følte vi, at det var nødvendigt at gøre noget,” siger han.

Identificerbar netavis b.dk minder meget om New York Times’ hjemmeside med mange links inden for første skærmbillede og tophistorierne placeret øverst. Forsiden er delt op i otte stofområder som politik og sport. Den opdeling afspejler papirudgaven, og det er ifølge Jan Bjarke Nielsen et bevidst valg fra Berlingskes side. ”Visuelt er målsætningen, at brugerne af avisen, B.dk og den mobile platform kan identificere sig med vores produkt, ligegyldigt hvilken mulighed de benytter,” siger han.

Nils Ulrik Pedersen, journalist og ekspert i webjournalistik, mener, at det er en vellykket relancering fra Berlingskes side. Han fremhæver de mange links på forsiden som et godt tiltag, da det eksponerer mere indhold. ”Brugere har ikke brug for mange billeder. De har brug for overskrifter for at kunne finde rundt på siden,” siger Nils Ulrik Pedersen. Den visuelle genkendelighed, Berlingske tilstræber, ser Nils Ulrik Pedersen til gengæld ikke som en god løsning. Han mener, at netaviser skal stå for sig selv. ”Der er ingen grund til en sammenligning af aviser og net. Det er en misforståelse, at netaviser skal spejle sig i papirudgaven,” siger han.

Matcher ikke artikelformater Ifølge Nils Ulrik Pedersen handler god webjournalistik om hurtige nyheder, dybde og dialog med brugerne. Anvendelsen af forskellige medier gør sig også gældende i forhold til at fange læsernes interesse. Og de dimensioner, mener han, at b.dk har godt fat i med god integration af for eksempel blogs og brugerkommentarer. ”Berlingske går en mere minimalistisk vej end de fleste andre medier. Begge veje vil sikkert have succes, b.dk vælger bare en mere forfinet og intellektuel stil.” De mangler dog stadig at få styr på deres artikelformater for nyheder på b.dk

”De har et hængeparti her og er langt bagefter konkurrenter som eb.dk, politiken.dk og jp.dk, der har defineret deres måde at skrive nyheder på. De mangler eksempelvis flere mellemrubrikker i deres artikler,” mener Nils Ulrik Pedersen.

Links skaber klik Blandt Berlingskes ambitioner for b.dk er, at en femtedel af artiklerne skal være læseoplevelser, hvor der ofte er tale om længere artikler. Jan Bjarke Nielsen fremhæver undersøgelser, Berlingske har foretaget, der viser, at folk gerne vil læse længere artikler på nettet, hvis bare indholdet er rigtigt. Og modsat andre store mediers integration af links i artiklerne, placerer b.dk deres links i toppen af artiklerne. Formålet er, at læserens læserytme ikke bliver afbrudt. ”Vi vil gerne gøre det på en begavet måde i stedet for at plastre artiklerne til i links,” siger Jan Bjarke Nielsen. Nils Ulrik Pedersen mener ikke, at placeringen af links gør en forskel, bare de er der. b.dk har siden relanceringen ikke registreret hverken fremgang eller tilbagegang hvad angår klik.


16

MARTS 2011 ILLBUNKER.dk

ILL

PERSPEKTIV

”It is extremely hard to catch somebody on camera in the pure act of breaking the law” -Elke Opielka

Brugerne betaler fotograferne En ny platform for fotografer skal give fotojournalisternes fans mulighed for at bestemme og finansiere fremtidens projekter. Tekst: Karoline Rahbek Juncker

Platformen Emphas.is er skabt af blandt andre fotojournalisten Karim Ben Khelifa. Ideen er, at fotojournalister i verdens brændpunkter fremlægger deres ideer på siden. Hvis ideen er attraktiv for publikum, kan de donere penge til fotografen. Når den ønskede finansiering er opnået, kan fotografen finde kameraet frem og begynde projektet. ”Målet er nemmere finansiering, frihed til at fortælle historier med fotografi og interaktion med publikum,” fortæller en af grundlæggerne til Illustreret Bunker.

Crowdfunding Ideen er baseret på crowdfunding, som det seneste år har skudt fornyet energi og finansiering i blandt andet filmbranchen og kunstindustrien. ”Vi tror på, at fotojournalistikken har så stort

et publikum, at det kan finansiere rigtig mange projekter,” siger Karim Ben Khelifa. Crowdfunding går i al sin enkelthed ud på, at en gruppe mennesker, et crowd, donerer penge, funding, til de ideer, de gerne vil se realiseret. Det giver et unikt bånd mellem fotograf og publikum.

Billedet fortæller historien ”Projektet kommer af frustration over vilkårene for fotojournalister,” forklarer Karim Ben Khelifa. Illustreret Bunker skyper med fotografen, der sidder midt i revolutionen på et hotelværelse i Libyen. Han har brugt det meste af sin karriere i verdens brændpunkter og krigszoner, og det drømmer han om at blive ved med, selvom hjemmesider som Flickr og iStockphoto er ved at udkonkurrere fotojournalistikken. ”Når jeg har solgt to fotografier til Time Magazine, så er det ikke mig, der fortæller histo-

rien. Det er mine fotografier, men det er journalisten, der former historien,” forklarer han. Med Emphas.is får fotojournalister mulighed for at være den centrale historiefortæller.

Bag om kameraet Dem, der vælger at donere penge til et projekt, kan følge i hælene på fotografen fra start til slut via statusopdateringer på hjemmesiden. Det

”Vi tror på, at fotojournalistikken har så stort et publikum, at det kan finansiere rigtig mange projekter” Karim Ben Khelit

kunne være fra det øjeblik, Karim Ben Khelifa træder ind i en farlig region i Libyen, til den fotografiske fortælling er færdig. Grundlæggeren har fået stor opbakning fra fans og fotojournalister, men også mediekoncerner har vist deres interesse. ”Hvis det her fungerer, så kan Emphas.is være med til at forme fremtidens fotojournalistik med indflydelse fra dedikerede fans,” siger

Karim Ben Khelifa. Publikum kan forvente, at de første projekter ligger på www.emphas.is i løbet af foråret.

FAKTA -

Karim Ben Khelifa er belgisk/ tunesisk. Han er opvokset i Frankrig og Belgien. Nu bor han på skift i New York, Paris og Sanaa Yemen.

-

Karim Ben Khelifa er freelancer og arbejder hovedsageligt i Mellemøsten og i krigsområder.

-

Læs mere på hans hjemmeside: www.karimbenkhelifa.com

Læs en uddybende artikel om fænomenet crowdfunding på illbunker.dk

Behind the scenes: Global 3000 at Deutsche Welle Although the idea of creating a television show dedicated to globalization looks quite natural today, the producer Elke Opielka had to put up a fight for the establishment of Global 3000 in the German international broadcaster Deutsche Welle.

The Global 3000 logo (source: www.dw-world.de) Text: Dobriyana Tropankeva

C

reating a new show is very expensive, but reporting on global issues adds extra cost for international footage. Yet Global 3000 found the golden mean - beside their own correspondents, the show works in close cooperation with journalists from the UNTV and the other two national German television channels ZDF and ARD. Today Global 3000 is a weekly television show dedicated to reports and portraits on globalization issues, climate change and human rights. The show is produced in Ger-

man and English and it is broadcasted on Deutsche Welle TV, which telecasts on every populated continent and weekly reaches millions of people. Viewers can also contribute to the program by sending in their personal stories and experiences, helping shape a weekly broadcast that gives new insights into the worldwide community.

The woman behind the show Producer Elke Opielka is the heart and soul of the show. Brainstorming for new reports is almost ‘mission impossible’ with her. It is hard to find a topic that she hasn’t covered in Global

3000 for the last couple of years. Her secret of generating new ideas is simple: “I just read a lot. From the quite conservative ‘The Economist’ to the complete opposite ‘Le monde diplomatique’ I stay wide open for new stories,” she says. The second secret ingredient for the perfect Global 3000 show is the balance. In the planning editorial room, the big whiteboard is divided according to the continents of the world. Each edition of the show broadcasts one story from the melting pot of each continent. From protests against open pit gold mining in Costa Rica to Women Lands Right in Malawi, the geographical range of Global 3000 reach every hot topic on the planet. The desks of the editors are covered with world atlases, international journals and a huge year planner. The next big project of Global 3000 is dedicated to Corruption. “Which is very complicated topic, because it is extremely hard to catch somebody on the camera in the pure act of breaking the law. However we will work in close cooperation with Transparency International in order to complete the project,” the editor says.

A demanding job Television has a constant hunger for new, fresh and qualitative videos. It is almost surprising how one short feature of five minutes can take months of work. Producing for international outlet makes the process even more complicated because it needs to guarantee the impartiality and quality that is Deutsche Welle television.

Working in the field can also be extremely demanding. The time pressure keeps the journalists on their toes at all times. “Last year, I had an interview with the UN Environment Program’s executive director, Achim Steiner. He was running late and I knew that I had a flight to catch, so it was rather stressful. But this is normal and it is just part of the profession of being journalist,” Elke Opielka says. Television is also peculiar with its own specific rules of having consistency in the show and this could be put to a test by, for example… an unexpected change of the weather. “We were working on a special edition on the global financial crisis. We were producing at the German seaport city Bremerhaven. In the beginning of the show it was snowing heavily and then it suddenly stopped. So we had to remake it because nobody would understand why in half an hour show the weather changes radically. We had 5 different locations for the moderation so that was the reason that we had to go back and film it again. We almost missed the last train back to Berlin,” she says.

Made for the world Another challenging task for Global 3000 are the languages. Their weekly features called Global Questionnaire and Living Room collects personal stories from every corner of the world. Finding translators for European language is possible, but Global 3000 presents unique and rare videos in languages such as Kyrgyz, Thai, Ethiopian and Georgian.


17

MARTS 2011 ILLBUNKER.dk

PERSPEKTIV

ILL

Hvor er vi på vej hen? Fremtids-Preben kigger i krystalkuglen.

Aviserne har selv vænnet internetgenerationen til at være konstant opdaterede, og den sidste avis er udkommet, inden årtiet er ovre. Den dystre melding kommer fra Preben Mejer, direktør for det aarhusianske videnscenter Innovation Lab.

Måske skal vi finde nøglen til fremtidens journalistik bag det store skæg og brillerne hos fremtids-Preben, som her fremviser en bøjelig skærm.

Fremtiden er papirløs Tekst: Bo Nørgaard Foto: Ditte Lysgaard Holm

ce, skal de omstruktureres, og det er allerede begyndt. “En del af deres cocktail er de daglige magasi”Et af problemerne for aviserne er jo, at inter- ner, som især Jyllands-Posten har stor succes nettet, ført an af aviserne, har vænnet læserne med,” siger Preben Mejer, der også går under til at være konstant opdaterede frem for at læse navnet Fremtids-Preben. Et andet moderne påfund, de store medier nyhederne i et historisk statement over, hvad griber efter, er de elektroniske platforme. Seder skete i går.” Så kontant lyder svaret fra Preben Mejer, nest har Politiken lanceret en iPad-version af når man spørger ham om avisernes fremtid. deres avis, og Berlingske følger efter til sommer. Apples tablet har dog, En anden ting, han peger på, ifølge Preben Mejer, en klar er de stigende distributionsulempe: det er ikke muligt for omkostninger, der er kommet i de enkelte medier at holde takt med, at oplagene falder. Og øje med, hvem der abonnerer løsningen er ikke sådan lige til på deres tjenester – kun hvor at få øje på. For selvom lokale mange der gør det. Det er en dagblade og specialmedier som ulempe i forhold til anÅrhus Stiftstidende og Børsen Preben Mejer kæmpe noncepengene, som er og blistadig har en plads i fremtidens ver en af avisernes største indmediebillede, er de store papirtægtskilder. Men allerede nu står det klart, at avisers dage talte. tablets kommer til at spille en stor rolle i takt med, at de bliver billigere og derfor nemmere Tablets kan være løsningen Hvis aviserne overhovedet skal have en chan- at komme i besiddelse af.

“Jeg vil meget

nødigt være Lisbeth Knudsen for tiden”

Tablet- og app-eventyret har dog en kedelig bagside. 90 procent af alle apps bliver nemlig slettet igen et par dage efter, de er blevet installeret. De fleste af de nuværende løsninger har derfor mere karakter af kunstigt åndedræt end egentlig redning for aviserne, mener Preben Mejer.

10 år tilbage Løsningen ligger derfor ikke lige for, og den er slet ikke entydig. Hvis aviserne skal holde fast i deres eksistensgrundlag, skal de satse på flere platforme. Der er stadig mulighed for, at lokale dagblade kan overleve i kraft af, at de er lokale, ligesom specialmedierne kan overleve i kraft af deres høje specialviden, mener Preben Mejer. Men dagbladene, som vi kender dem, er på retræte. Gamle kæmper som Politiken, Jyllands-Posten og Berlingske oplever frit fald i oplagene, samtidig med at læserne i højere grad søger mod internettet. “Jeg vil meget nødigt være Lisbeth Knudsen

for tiden,” siger Preben Mejer med et smil i skægget. Dagbladenes overlevelse skal findes i en hybrid mellem det skrevne ord, de elektroniske medier og levende billeder. Allerede i løbet af de næste par år vil nogle dagblade skrue ned for blusset, og ikke længere udkomme dagligt, spår Preben Mejer.

Papirets fremtid Fremtiden for medierne ser ud til at blive meget mere kompleks, end den har været hidtil. Preben Mejer kan ikke give noget entydigt svar på, hvor den teknologiske udvikling går hen, men der er ingen tvivl om, at der vil ske store skift over de næste år. Bærbare skærme som tablets og mobiltelefoner bliver bøjelige, så de kommer til at virke mere som papir, men til den tid har vi alle sammen afskrevet det traditionelle papirmedie, siger Preben Mejer. Journalisterne skal dog ikke frygte fremtiden, mener han. Mediernes form vil ændre sig, men det vil journalisternes opgaver også.


Tak for en fantastisk generalforsamling! Der blev både sat rekord i antallet af deltagere og tomme fustager. Her er jeres nye bestyrelse pr. 26. februar 2011: Formand: Asbjørn Andersen 3. semester aandersen@mail.djh.dk Tlf: 31 10 10 93 Næstformand: Nikolaj Søndergaard 6. semester (Berlingske Tidende) nsondergaard@mail.djh.dk Tlf: 29 84 81 04 Kasserer: Christian Skov 3. semester christians@mail.djh.dk Støtteansøgninger og refusionsbilag sendes til: Christian Skov Rosensgade 18A, 1. th 8000 Aarhus C

Bestyrelsesmedlemmer: Svend-Vilhelm Fredsgaard R. Mikkelsen 8. semester svfrmikkelsen@mail.djh.dk

Suppleanter til bestyrelsen: (prioriteret rækkefølge) Eva Westergaard 3. semester ebwestergaard@mail.djh.dk

Mette Schmidt Rasmussen 4. semester (Dansk Metal) msrasmussen@mail.djh.dk

Marendine Ladegaard 2. semester mkladegaard@mail.djh.dk

Mathias Hagemann-Nielsen 5. semester (3F) mathiash@mail.djh.dk

David Wedege Petersen 7. semester dwpetersen@mail.djh.dk Tlf: 25 39 72 32

Sofie Skamris Pedersen 7. semester (DR Nyheder) sspedersen@mail.djh.dk Lærke Cramon 2. semester lcmadsen@mail.djh.dk Christian Slot 3. semester cslot@mail.djh.dk Claus Nordahl 1. semester cnordahl@mail.djh.dk Mathilde Graversen 2. semester mgraversen@mail.djh.dk

Signe Mareta Lauesen 1. semester smlauesen@mail.djh.dk


19

MARTS 2011 ILLBUNKER.dk

BAG S I D EN AF BAG S I D EN Jeppe jagter KaJ

Jeppe Wojcik kendte ikke til KaJ-generalforsamlingen, men han hørte, der var gratis fadøl, var han klar. Vi bringer her Jeppes aften i statusopdateringer. Fadøl #1 – Kl. 13.03 Sallander sparker liv i løgene. Fri fad. Det er 100. Det bliver en god dag. Jeg har fået plads tæt på baren. Det er fedt.

Fadøl # 10 – Kl. 17.44 En eller blond gimpe verfede min øl ud af min hånd. ÆV! Christian Slot kom fandeme i bestyrelsen. Den fisabe. Hader halve fadøl.

Fadøl #2 – Kl. 13.24 En skaldet, velduftende mand har været på talerstolen. Derefter en krølhåret, nyslået far. Fin, fin, fin. Jeg har fået fadøl numero dos. Vist nok som den eneste. Yes. Forrest i feltet. Der er nogen, der stiller spørgsmål. Fadøl nummer to er flad. Punkteret. Øv. Min fod sover.

Kl. 18.26 Hørt i baren: ”KaJ pisser deres venner i røven og er organisatoriske spasmografer.” Hvem sagde det?

Kl. 13.37 – lol Min sidemand og ham den pæne, rødhårede har taget samme skjorte på. pinligt. denim.

Rekorderlig #1 – Kl. 19.13 Far er ikke vred. Han er rasende. De har lukket for den frie bar i KaJ, men ikke åbnet for den rigtige bar. fuck dem. Jeger gået i rottehullet (rusværternes kontor, red.) for at drikke cider. Far er sur. Rekorderlig. Bah.

Fadøl #3 – Kl. 13.55 Så er der frokost. Hvorfor er der ikke flere med rødspætte. Eller rustbøf. Kun dem med gråt kød og asier. Hvem fanden vil have det? Ikke mig. Heldigvis har jeg lommerne fulde af kiks. Og sky.

Fadøl #11 – Kl. 20.53 Aaaaah.

Fadøl #4 – Kl. 14.22 Fint nok. Frokost slut. Jeg har løgsmag i munden. Fadøl fjerner smagen. Noget om budget. Pissekedeligt. Er der ikke snart kage?

Fadøl #12 – Kl. 21.23 I protest mod KaJ-festen, har jeg valgt at se Melodi Grand Prix i vandrehallen. Festen er tam. Ingen snaver. Ingen slås. Slet ikke som at være til halbal i Jelling. Øv.

Fadøl #5 – Kl. 15.09 Jeg sidder ved indskrivningsbordet. Der er kun ét kondom tilbage. Så folk er ved at være i stødet. Men stadig velforberedte. Skønt. Fadøl og kage. Fin, fin, fin. Fadøl #6 – Kl. 15.39 Der står 9 sinker og forsøger at stjæle vores stemmer. Christian Slot er ikke engang medlem af KaJ. Simpelthen så åndssvagt. KaJ er pseudo. Kl. 15.51 Christian Slot håber ikke han bliver stemt ind. Han er ikke medlem af KaJ. Kl. 15.53 Den nyligt valgte formand har lige væltet min øl. Jeg er decideret skuffet over hans foreløbige virke. Godt, han ikke fik min stemme. Fadøl #7 – Kl. 16.18 Ex-formand, Pia Færing og random dude fra JV debatterer om flødekage-Danmark. Fesent. Jeg vil have en stripper for mine månedlige 97 kroner. Som jeg i øvrigt ikke har fået betalt siden november. Kommer de så og tager mit pressekort? Fadøl # 8 – Kl. 16.47 Stadig debat om bajonet-Danmark. Fuck, det er kedeligt. Der er sgu da mega lang tid til jeg skal. Det kan godt være Pia F. virker sej, men lok hende op i baren – så skal hun fandeme se løgsovs. Fadøl Nummer Acht smager stadig nizzle. Kl. 16.52 Pia Færing: ”Vid hvem I selv er.” Tak for rådet. Fadøl #9 – Kl. 17.26 Hold kæft, jeg har kedet mig. De har diskuteret udkants-Danmark. Couldn’t care less. Jeg hører Bonnie Tyler. Det er vanvittig godt. Hvornår starter Melodi Grand Prix.

Kl. 21.00 Hey! Der er Melodi Grand Prix. Meget federe end KaJ.

Fadøl #13 – Kl. 21.50 Finn kan ikke finde sine dadler. Fadøl #14 – Kl. 22.37 A Friend In London er på nippet til at vinde mgp. Dem kender jeg. Fint. Ikk’ så meget at berette. Fadøl #15 – Kl. 23.26 Novra. Jeg vil ikke mere. Folk er fulde. De fleste scootere har ikke bakgear. Jeg kendte engang en zoolog. Han var enormt frisindet. Fadøl #16 – Kl. 00.04 Folk elsker vildhed. Heads up. Fra nu af… bliver mine opdateringer mere sporadiske. Lev med det. Suckers.!!! Fadøl #17 – Kl. 00500 Westlife. I love it :) Fadøl #18 – Kl. 1.234 CENSUR CENSUR CENSUR På sofaen i Rottehullet, frysende under et gardin, blev Jeppe fundet. Der var også en pige. De sidste drinks stod stadig på gulvet, blå og indbydende. Jeppes lommer var efter sigende fyldte med hamstrede KaJ-kondomer, så noget tyder på, at festen var stoppet lidt for brat. Vi takker for godt samarbejde – vi håber, det var sjovt. Nedenfor ses Jeppes illustrationer fra aftenen:

Lærerstafetten:

Illustration: Redaktionen

I denne nye serie prøver Illustreret Bunker at give ordet til vores undervisere. Hvem er de, når de ikke underviser? Har de selv haft drømme engang? Hvordan er de endt på JH? Underviserne får her mulighed for at komme myterne til livs. De stiller selv spørgsmålene til hinanden og bestemmer selv, hvem der skal svare – redaktionen har dog førstevalg, og det første offer er Ole H. B. Andreesen. - Ole, en gang for længe, længe siden har du selv arbejdet ude i den ”rigtige” branche. Blev du træt af det, eller er der noget om flosklen: ”Those who can do - those who can’t teach”? Jeg har faktisk aldrig hørt den floskel før og ved derfor ikke rigtigt, hvordan den skal opfattes med mig…. Men for mig handlede det om at få en mulighed for at undervise i verdens bedste fag – nemlig journalistik - gribe den og finde ud af, at også det kunne jeg have det godt med. Så handler det også om, at man som underviser på Journalisthøjskolen har lidt den samme cyklus som en travhest: Når man har vist sit værd på banen, bliver man hentet ind til avl. Og det er jo ikke det værste, der kan overgå en hingst. - Når man søger på dit navn på InfoMedia, så kommer der mistænkeligt mange artikler frem om campingvogne. Man falder hurtigt over rubrikker som ”Tyske telte tiltaler” og ”Bedre gulv i forteltet”… I sidstnævnte åbner du med sætningen: ”Diskussionen om det perfekte gulv i campingvognens fortelt har stået på i mange år.” Med rynkede bryn er vi nødt til at spørge: Har den virkelig det? Hæ-hæ. Det var måske så netop en af de mindre heldige indledninger, I er faldet over. Lidt indforstået, måske. Men ja, diskussionen om det perfekte gulv i campingvognens fortelt HAR faktisk stået på i mange år. Man skal bare vide, hvor den diskussion foregår. Den foregår blandt andet i forum med campister, som kan føre ophedede diskussioner om, hvorvidt plastpaller, vandfast masonit eller Isabellas

klik-plader er det bedste gulv i et fortelt, og at det faktisk også er afgørende, om man er fastligger eller døgn-overnatter. Det handler om fleksibilitet overfor ønsket om komfort, og derfor er det ikke til at sige entydigt, hvad der er det perfekte gulv i et fortelt. I øvrigt har jeg aldrig selv ejet en campingvogn eller holdt ferie i en, men jeg havde som freelancejournalist fornøjelsen af at skrive om campingstof til læsere af både JydskeVestkysten, Dagbladet Holstebro, Århus Stiftstidende, Ringkjøbing Amts Dagblad…. og måske et par stykker mere. Det stoppede jeg i øvrigt med i efteråret 2008, så om der er kommet en afklaring på diskussionen om det perfekte gulv i campingvognens fortelt, er jeg ikke længere den rette at spørge om. - Og Ole, lige en sidste ting. Når jeg siger mænd med hat, hvad siger du så? Så siger jeg: Min ugentlige mentale vaskehal sammen med 11 ligesindede, sangglade mænd i vores bedste alder med stillig sort hat og elegant habit, nemlig vokalensemblet MandHatten.dk. Jeg kunne sige rigtig meget om det ensemble, men kom og hør os, det siger mere end mine mange ord. I kan finde os på www. mandhatten.dk eller på www.facebook.com/ mandhatten.dk. Vi tager gerne imod nye fans og ”synes godt om”. Og når du, kære læser, alligevel er på nettet, så gå omkring illbunker.dk og læs den uforkortede udgave af dette nummers Lærerstafet. - I næste nummer sender Ole stafetten videre til Lars Bjerg.


20

MARTS 2011 ILLBUNKER.dk

KaJ-fest

Foto: Andreas Beck, Lasse Bak Mejlvang og Malte Kristiansen Lampestativ: Casper Roslyng Rasmussen

Se flere billeder p책 illbunker.dk

Illustreret Bunker marts 2011  

Illustreret Bunker marts 2011

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you