Issuu on Google+

Hvad tænder du på?

KØBER LUDERE PÅ KaJ’S REGNING Formand fanget med pikken i postkassen Læs mere på side 2

Afsløret med JH-tyvegods i hænderne

SEPTEMBER 2009 // 11. ÅRGANG // NR.5

UNDERVISER STJÆLER UDSTYR FOR 80.000

Ny undersøgelse på vej Læs mere på side 2

FALSK FUSION G

N I R LØ

AFS

Mediehøjskolen findes slet ikke

Læs mere på side 2

Citat sagsøgt af Sirene Journalisthøjskolens magasin i pinlig plagiatsag

LÆS MERE PÅ SIDE 2... Læs mere på side 2


SEPTEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

FORSIDEN LYVER,

naturligvis....

Men! KIG NÆRMERE på den leder, du normalt bladrer forbi. For det er ikke for ingenting, at vi plastrer forsiden til med løgnagtigheder om Jan Dyberg, Troels Frølich Gadegaard, fusionen og Citat og Sirene. Vi ville have jer til at samle Bunkeren op og hjælpe os, så I fremover kan være med til at forme jeres studieavis. Vi har brug for din mening. HVAD TÆNDER DU PÅ?

Faste skribenter

Redaktionen

Hvilken forside kunne du egentlig tænke dig at se på de kommende Illustrerede Bunkere? Hvad synes du er spændende at læse: portrætterne,

Ansv.

Inde

Ude

Fokus

Kultur/ Debat

nyt fra medieverdenen eller kantinekronikkerne? Alt det får du mulighed for at svare på i den survey, vi sender ud inden længe til alle studerende på Journalisthøjskolen. Gør det! GIV EN HÅND MED!

Du sidder med den nye redaktions første udgave. I dette nummer møder du Ole Hyltoft, Pia Ks kulturkriger i DRs bestyrelse. Du møder Stjerneklar, der kom for tæt på den barske virkelighed i Rwanda. Du kommer næsten tæt på de kendte og kongelige samt Danmarks subjektive journalist, Anders Agger.

Foto

Foto

Foto

Derudover bliver du opdateret på DRs interne stridigheder og får indsigt i en håndfuld utilfredse studerendes frustrationer. Baggrunden for vores drastiske forsidestil er, at vi på sidste semester oplevede, at det svinder mindre og mindre i bunkerne ude på gangene. Hvorfor? Rammer vi ikke målgruppens ønsker? Måske, måske ikke. Giv en hånd med: Udfyld din survey, mød op til idéudvikling og debatér avisen! Venlig hilsen Redaktionen

Webmaster

Kenneth K. Knudsen kkknudsen@mail.djh.dk

Illustreret Bunker har været på studietur med støtte fra Kredsen af Journaliststuderende

Økonomiansvarlig Sofie Tholl sftholl@ mail.djh. dk

Sofie Marie Ottsen smohansen@mail. djh.dk

Mette Albæk malbaek@ mail.djh. dk

Kirstine BiltoftKnudsen kirstineb@ mail.djh. dk

Jens Anton Tingstrøm jatklinken@mail. djh.dk

Asbjørn Sand assand@ mail.djh. dk

Jonathan Grevsen jwkgrevsen@mail. djh.dk

Jonas Vandall Ørtvig jortvig@ mail.djh. dk

Sofie Tholl sftholl@mail.djh.dk

Annonceansvarlig Sofie Tholl sftholl@mail.djh.dk

Illustreret bunker

Olof Palmes Allé 11, 8200 Århus N ib@mail.djh.dk, www. illbunker.dk

Udgivelse

22. September 2009 11. årgang - 4. udgave Cecilie Gremaud

Lisbeth Svalgaard

Mikkel Secher

Thomas Vibjerg

Nikolaj Søndergaard

Anne Øllgaard

Illustreret Bunker udgives med støtte fra Kredsen af Journaliststuderende

Tryk

OTM Avistryk Herning-Ikast 97 15 66 00

Oplag

1700 eksemplarer 8 gange årligt. IIllustreret Bunker uddeles til studerende og ansatte på Journalisthøjskolen, til danske redaktioner og deres praktikanter samt til journaliststuderende på SDU og RUC. Citater, billeder og andet materiale fra avisen må kun bringes med udførlig kildeangivelse.


SEPTEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

SIDE

03

Jacob Mollerup har været ansat som seernes og lytternes redaktør på DR siden 2005 Han er ansat direkte af bestyrelsen for at sikre uafhængighed DR har ikke pligt til at rette sig efter hans kritik

Internt på DR er bølgerne gået højt om et indslag på 21 SØNDAG

DR-UENIGHED :

DR-ansatte i hård debat

UDE

I første halvår af 2009 modtog DR 213 klager over unfair og utendiøs dækning

Jacob Mollerup, seernes og lytternes redaktør i DR, beskyldes for at komme med misinformation og løgnagtigheder. Og 21 SØNDAG beskyldes for at besudle journalistikkens fornemmeste funktion. Et indslag fra 21 SØNDAG har sat sindene i kog DR Af Nikolaj Søndergaard og Jonathan Grevsen (foto)

”Nu er det nok!” Sådan skriver Flemming Platz, redaktør på 21 SØNDAG, på DRs intranet. Kommentaren er blot en blandt mange interne ytringer i en heftig debat, som et kontroversielt indslag i 21 SØNDAG den 30. august udløste på DR. Indslaget fortalte historien om en mand, der angiveligt skulle betale skat af en kræftbehandling, hans nu afdøde kone havde fået i Kina. Behandlingen var betalt af konens arbejde. Under et live-interview i 21 SØNDAG med skatteminister Kristian Jensen kom det frem, at enkemanden kan søge dispensation for skatteregningen. Den oplysning var ikke tidligere blevet præsenteret for seerne, selvom programmets redaktion få dage tidligere havde fået informationen. 21 SØNDAG valgte kun at skrive et kort indlæg på siden ”Fejl og fakta” på dr.dk. Her skrev man, ”at indslaget var helt korrekt”. B e g r u n delsen lød, at redaktionen havde aftalt med skatteminister Kristian Jensen, at han i live-interviewet skulle komme med oplysningen om dispensation.

Intern kritik Især seernes og lytternes redaktør i DR, Jacob Mollerup, har kritiseret 21 SØNDAG hårdt. Han er forundret over 21 SØNDAGs reaktion på, at de havde bragt udsagn, som de vidste var forkerte. Ifølge Jacob Mollerup er den lille notits på hjemmesiden langt fra tilstrækkelig. ”Der burde have været en rettelse i TV-avisen dagen efter. Indslaget hvilede på en forkert præmis og indeholdt slet ikke oplysningen om dispensation, tværtimod,” siger Jacob Mollerup til Illustreret Bunker. Han så også gerne, at man havde bragt en rettelse i 21

SØNDAG ugen efter. Han mener ikke, at 21 SØNDAG overhovedet er klar over, hvor stor en fejl de begik.

21 SØNDAG: Historien holdt På 21 SØNDAG vil man ikke tage kritikken til sig. Redaktionschef Naja Nielsen svarer på intranettet tilbage: ”Historien holdt, men blev mudret fuldstændig til, fordi vi traf et forkert valg i formidlingen. Vi indgik den – set i bagklogskabens klare lys – naive aftale med ministeren, at en central oplysning skulle indgå i live-interviewet med Kristian Jensen (...) Skatteministeren valgte at bryde aftalen og i stedet gå i frontalt angreb på Reimer Bo Christensen og beskylde ham for at ville holde den oplysning hemmelig,” skriver Naja Nielsen. Herefter påpeger Jacob Mollerup, at det ikke ændrer

At Jacob Mollerup optræder som ivrigt redskab for skatteministerens spin og B.T er ikke bare beklageligt - det er betænkeligt - Flemming Platz

ved, at 21 SØNDAG bragte udsagn, som de vidste var forkerte. Som dagene går, bliver debatten på DRs intranet mere heftig og omfangsrig. Flere ansatte i DR kommenterer debatten. Blandt andet skriver Adam Holm fra Deadline: ”Fakta var i orden! Vrøvl. Faktum – i det mindste set herfra – er, at de ansvarlige bag det beskæmmende indslag fortsat

har svært ved at vedstå deres alvorlige fadæse.”

Debatten blev personlig Det reagerer 21 SØNDAGs redaktør på. ”Hvad 21 SØNDAG har begået af fodfejl, er flere personer – med Jacob Mollerup i spidsen – nu i fuld gang med at gøre tifold, i form af misinformation og løgnagtigheder,” skriver Flemming Platz. Han fastholder stadig, at historien var ”fuldstændig korrekt.” ”At seerne er forvirrede, kan jeg forstå og beklage. Men at Jacob Mollerup optræder som ivrigt redskab for skatteministerens spin og BT, er ikke bare beklageligt – det er betænkeligt,” skriver han.

Nu ser DR fremad Jacob Mollerup er forundret over det hårde svar. ”Jeg går ud fra, at det er skrevet i et øjebliks ophidselse,” siger han til Illustreret Bunker. Jacob Mollerup havde egentlig besluttet sig for at lade sagen ligge. Alligevel skriver han på intranettet: ”Jeg har forståelse for, at man bliver ømskindet, når man har et arbejde, hvor man er stærkt eksponeret, og hvor det, man laver, er udsat for løbende offentlig vurdering og diskussion (...) Men du trækker dælme store veksler på tålmodigheden, når du beskylder mig for at ”være et ivrigt redskab for skatteministeren og BT.”” Han slutter af i en forsonende tone, hvor han skriver, at der er meget at lære af forløbet. ”Derfor er det godt, at der er så højt til loftet i DR, at man kan diskutere disse sager i et forum som dette. Også selvom tonen af og til bliver for barsk.” Flemming Platz vil også se fremad. ”Jeg står selvfølgelig ved det, jeg har skrevet. Men jeg skal samarbejde med Mollerup fremadrettet også. Jeg synes, han gik over grænsen, og det har jeg fortalt ham. Og så synes jeg, vi skal videre,” skriver Flemming Platz, der ikke ønsker at kommentere sagen yderligere.


SEPTEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

INTERVIEW:

Tillykke og velkommen til A-kassen

Frygten for arbejdsløshed lurer både blandt journaliststuderende og i branchen. Men hvordan er det egentlig at være nyuddannet journalist uden job? Af Jakob Vestager

Juliane Olsen har været arbejdsløs, siden hun blev færdig på Journalisthøjskolen i slutningen af juni. Hun har forgæves søgt omkring 30 stillinger. ”Mange opfordrer mig til at tage et andet job. Det nægter jeg, for det er journalist, jeg gerne vil være,” siger Juliane Olsen. Teis Gjervig blev færdig på Journalisthøjskolen i starten af februar, og han er stadig jobsøgende efter at have sendt omkring 20 ansøgninger afsted. ”Den første måned var det lækkert at lave ingenting. Jeg tænkte, at det gode job ville komme dumpende snart. Men som tiden går, begynder afslagene at føles værre. Jeg kommer til at sidde fast i en ligegyldig hverdag. Et eller andet sted så bliver jeg også lidt skuffet og begynder at tvivle på, om alle

de afslag betyder, at jeg ikke er dygtig nok,” siger Teis Gjervig. Juliane Olsen føler sig også påvirket af de mange afslag. ”Jeg føler mig mere og mere bitter, fordi jeg ved, at jeg kan lave et godt stykke arbejde. Men der er jo bare noget, der hedder finanskrise,” siger Juliane Olsen.

JH står i stampe Selvom Juliane Olsen er glad for sin uddannelse som journalist, synes hun ikke, at Journalisthøjskolen har klædt hende ordentligt på til tidens jobmarked. ”De står lidt i stampe derinde. Det er som om, de ikke forstår den virkelighed, vi skal ud i som unge journalister,” siger hun. Juliane Olsen føler ikke, hun har lært at sælge sig selv som jobsøgende. ”Jeg synes ikke, jeg har fået nogle redskaber på den måde. Jeg ved simpelthen ikke, hvad det er, jeg kan tilbyde jobmarkedet,” siger hun.

Teis Gjervig har derimod ikke noget negativt at sige om Journalisthøjskolen: ”Enten er det mig, den er gal med, eller også er det arbejdsmarkedet. Jeg håber selvfølgelig, det er det sidste.”

Aktivering Juliane Olsen skal til samtale hos sin kommunale sagsbehandler, når hun har været arbejdsløs i tre måneder. Herefter forventer hun at komme i aktivering. ”Det er sådan nogle små ting, man sidder og ser frem til. Jeg glæder mig jo nærmest til aktivering. Det lyder sygt, men jeg er helt glad, for så sker der da noget,” siger Juliane Olsen. Teis Gjervig ser samtalen om sin arbejdsløshed som en deadline. ”Jeg har sat en deadline om en uge, hvor jeg skal til samtale om mit ledighedsforløb. Hvis jeg ikke får noget arbejde inden da, så må jeg desværre lave noget andet. Det er ikke nogen drømmesituation på nogen måde,

men ellers kan jeg simpelthen ikke holde til det mere. Jeg synes, det er demotiverende og sindssygt hårdt på mange måder,” siger Teis Gjervig.

Let optimisme Juliane Olsen ser lyst på fremtiden og er sikker på, at der nok skal komme et job til hende. ”Jeg ser helt klart et job i fremtiden, og jeg får at vide til samtaler, at selvom de ikke valgte mig, så er de sikre på, at jeg har en fremtid i branchen. Og så er det jo bare om at bide sig fast,” siger hun. Men selvom hun er optimistisk, så tærer jobsøgningen på hende. ”Jeg synes, det er hårdt, og jeg håber, at jeg snart finder et job, for ellers bliver jeg nødt til finde nogle alternativer.”

INTERVIEW:

DJ: Håb for de nye

Der er ingen grund til panik, hvis jobbet ikke kan plukkes fra arbejdstræet lige efter endt journalistuddannelse, beroliger DJ Af Jesper Kirkbak og Asbjørn Sand (foto)

Livet efter studiet fylder vel meget hos de fleste studerende. Er der overhovedet arbejde at få? Som nyuddannet journalist søger man ud på et jobmarked, der er mere trængt end gennemsnittet. Ledigheden blandt medlemmerne i Dansk Journalistforbund (DJ) ligger på 4,6 procent i øjeblikket. Det er betydeligt højere end den samlede ledighed i juli i Danmark på 3,2 procent ifølge Danmarks Statistik. Ifølge DJ er ledigheden traditionelt højere blandt nyuddannede journalister end blandt de gamle ræve i branchen. ”Det tager simpelthen et stykke tid, før sådan et kuld, der kommer ud fra en uddannelse, har fået ordentlig fat i arbejdsmarkedet,” siger konsulent Jonas Thing, rådgiver i DJ Karriere og Uddannelse. Der uddannes ikke for mange Journalister, der blev uddannet i 2008, konkurrerede med 312 andre friskpressede spirer fra Journalisthøjskolen, RUC og SDU’s journalisuddannelser om at få job. Men DJ mener ikke, der bliver produceret for mange journalister på de tre reporterfabrikker i Danmark.

Der kan være lang vej til drømmejobbet som nyuddannet. En del af vejen kan tilbagelægges ved at gøre omverdenen opmærksom på sig selv, mener Jonas Thing, rådgiver i DJ Karriere og Uddannelse.

” Jeg kan godt forstå, det føles sådan, når man er nyuddannet og tænker: ’Hvorfor uddanne så mange, når det tager så lang tid for mig at få et job?’ Men man kan simpelthen ikke regulere arbejdsmarkedet, gennem hvor mange man uddanner,” siger Jonas Thing. Han påpeger, at regulering af ledighed ved at uddanne færre kan give bagslag i det lange løb. Det gjorde det for sundhedssekto-

ren, efter man i 1980’erne forsøgte at regulere ledigheden blandt læger ved at uddanne færre af dem. Det gav mangel på læger. Der er ikke nogen anden umiddelbar løsning, men Jonas Thing er sikker på, at den svære jobsituation er en forbipasserende hurdle, som finanskrisen er skurken bag. ” Verdensøkonomien har lagt sig ned. Og vi er en del af et meget konjunkturfølsomt


SEPTEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

PRAKTIKANTSTAFETTEN:

DEBAT:

Knald på miljøet

Hvad følte du, da I tabte?

Der er gang i den allerede fra morgenstunden i Miljøstyrelsen. Heldigvis er der masser af plads til praktikanten, som er landet i miljø-mekka

Der er for meget fladpandet sportsjournalistik. Det mener sportsjournalist Martin Hansen. Formanden for Danske Sportsjournalister hilser debatten velkommen, men påpeger at fakta skal være i orden

Af Fie Krøyer Dahl

”Kan vi få ministeren på Nyhederne med den her?” Christina kigger spørgende på Grethe, pressechefen. Hun nikker. Det kan vi helt sikkert. Vi holder morgenmøde med en af toksikologerne i Miljøstyrelsens Kemikalieenhed. Hver tredje dansker overser faremærkningen på kemikalier, har en stor undersøgelse vist, og det skal sælges til medierne sammen med en sej kampagne med forvoksede faresymboler i orange spandexdragter, som hopper rundt og vil have opmærksomhed fra de ignorante forbrugere. En versioneret historie skal med i det månedlige nyhedsbrev, som jeg er redaktør for, og som jeg selv skal vælge og skrive alle historierne til.

11:00 Efter en ræser gennem byen i praktikantvejleder Carstens bil er vi landet hos det grafiske bureau, som layouter ministeriets glittede magasin, MiljøDanmark. Jeg har skrevet en et-sides artikel og vil gerne sørge for, at billedsiden bliver, som jeg vil have den. Bladet dækker over alle ministeriets styrelser, så der er både lidt for dyre-elskeren, kemi-nørden og den almindeligt miljøinteresserede borger.

13:30 Vel tilbage efter fælles frokost med de syv andre i Kommunikation (og styrelsens 280 andre folk) tager jeg et kig på den opgaveoversigt, jeg har lavet for at holde styr på det hele og kunne prioritere. En af dem er at lave en minikampagne med tips, tricks og lækre billeder, som skal give medarbejderne lyst til at lave nyheder på intranettet og gøre det nemmere at gå til. Heldigvis er de andre i Kommunikation helt med på, at praktikanten har en trang til også at tegne og lege med Photoshop og Illustrator indimellem, og det kan jeg få lov til med det her projekt.

14:45 Hele hytten er lige væltet, fordi et medie har ringet for at høre, hvordan Miljøstyrelsen stiller sig i forhold til en amerikansk undersøgelse om bly i læbestifter. Det forårsager megen tumult og spurten frem og tilbage mellem Kemikalieenheden og Kemikalieinspektionen i styrelsen, som begge har meldt forskellige ting ud til samme journalist. Mindre godt. Så den må en af presserådgiverne lige redde. Jeg er mest bare tilskuer til det cirkus i dag, men på et tidspunkt kommer jeg sikkert også til at spæne rundt, når jeg skal til at indgå i pressevagter og lege klog, politisk bevidst journalist på den daglige pressebriefing af hele direktionen.

Jeg triller udmattet ned af trapperne og ud på kajen til cyklen. Træt – men glad.

Gode råd Det er vigtigt at væbne sig med tålmodighed og ikke nødvendigvis sigte mod drømmejobbet fra start. ”Man kommer ud fra skolen fuld af drømme og

”Jeg tilhører den gamle garde og har selv i flere omgange været fremme med kritik af mine kolleger. En løbende debat er vigtig for udviklingen inden for branchen. Derfor ærgrer det mig, at for få i den nye kreds af journalister går ind i diskussionen om journalistikkens væsen eller fraværet af samme,” siger Steen Ankerdal, formand for Danske Sportsjournalister. Netop derfor hilser han Martin Hansens debat velkommen.

Et spørgsmål om ressourcer Kritikken fra Martin Hansen er ikke rettet mod specifikke medier, men han mener, at mange sportsjournalister generelt svigter på en række journalistiske kerneområder. ”Jeg synes, mange sportsjournalister springer over, hvor gærdet er lavest. Det er, som om vi aldrig hører om andet end scoringskriser og transferrygter,” siger Martin Hansen om baggrunden for sit indlæg. ”Når man laver en udredende artikel, så bruger man altså noget perspektivering. Jeg forstår ikke, at man bruger det så lidt, når det ikke kræver mere, end det gør,” uddyber han. Formanden for Danske Sportsjournalister, Steen Ankerdal, mener dog ikke, at problemet er gældende specielt for sportsjournalister. Han mener, at det ligeledes er begrænset, hvor meget undersøgende journalistik, der produceres på eksempelvis kulturområdet, finansområdet og inden for politik. ”Det er ikke for at skose de andre eller undskylde sportens verden. Jeg tror bare, det er et spørgsmål om ressourcer i mange tilfælde. Det er de færreste redaktioner, der i dag kan afsætte samme tid til dybdegående historier, som LPS (Lige På og Sport, TV 2 red.) for eksempel kan gøre det med én ugentlig udsendelse,” siger Steen Ankerdal.

journalistik. Det er ifølge Steen Ankerdal ikke helt korrekt. Han synes, at forståelsen for kritisk journalistik generelt er forkert. ”Det virker som om, at hvis man synes, noget er godt, så er det ujournalistisk. Og så er man kritisk og journalistisk, hvis man synes, noget er skidt. Det er noget vrøvl. Det kommer an på indholdet og ikke begejstring,” siger han. Steen Ankerdal mener desuden, at det er dybt urimeligt at påstå, at DR og LPS er det eneste kritiske sportsjournalistik, der produceres. Han nævner Ekstra Bladets gravergruppe og Viasats debatprogrammer som eksempler, hvor de ikke er bange for at stikke sonden ind, dér hvor det gør ondt. Det er ifølge Steen Ankerdal et udtryk for, at Martin Hansen ikke har styr på det faktuelle. ”Det er man nødt til at have, hvis en diskussion skal være bæredygtig. Ellers vil den hurtigt blive afsporet,” siger Steen Ankerdal.

Danske Sportsjournalister: Foreningen blev stiftet i 1922 Freelancesportsjournalist Steen Ankerdal har været formand siden 2003 De seneste tal viser, at foreningen har 563 medlemmer

Masser af kritisk sportsjournalistik

16:15

marked,” siger han. ”Når der bliver solgt færre annoncer i aviserne, bliver der færre stillinger derude. På den måde hænger vi fuldstændigt sammen med verdensøkonomien.”

Af Mikkel Secher

Martin Hansen skriver i sit debatindlæg, at der i dag produceres meget lidt kritisk sports-

idealer om, hvad man gerne vil. Men man bliver lidt nødt til at tage, hvad man til at starte med kan få fat i,” siger Jonas Thing og fortæller, hvorfor det er vigtigt at komme i gang med karrieren, selvom det job, man søger ikke lige er drømmen: ”Det er meget nemmere at få et job, når man har et i forvejen.” At starte med et kommunikationsjob er for eksempel en løsning, som karriere- og uddannelsesrådgiveren

ser fordelagtig. Og så skal man gøre opmærksom på sig selv. En gennemgående fejl, Jonas Thing ser blandt nyuddannede, er, at de glemmer at fortælle omverdenen, at de er færdige med uddannelsen: ”Det er rigtig vigtigt, at man får fortalt folk, at man er klar. For eksempel til ens gamle praktiksteder.”


SIDE

06

SEPTEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

BOGANMELDELSE:

Den perfekte journalist

KULTUR

Af Mikkel L. Johannson

”Sandheden er konkret” Forfatter: Rolf Geckler ”Rolf Geckler, en fantastik journalist, der kunne havde været en af vor tids største, var han ikke død i en alder af blot 34 år. En enorm kilde til inspiration og alligevel helt ukendt for den nye generation af journalister.” Sådan ser og beskriver Jan Dyberg, IA-koordinator på 2. semester, Rolf Geckler. Det er, efter en varm anbefaling, derfor med store forventninger, at øjnene glider over de første linier i Sandheden er konkret af Rolf Geckler. Men forventningerne bliver hurtigt erstattet af en ny følelse – utilstrækkelighed. For også forordene fra Jørgen Flindt Pedersen, tidligere DR-journalist, Aktueltchefredaktør og administrerende direktør i TV2/ DANMARK, er utroligt rosende. Endda i så høj grad at man kan miste modet, helt overveje at droppe journalistikken. For hvordan kan man da leve op til et sådan ideal – den perfekte journalist?

Sandheden er konkret Bogen er en samling med 11 af Gecklers artikler. Disse er nøje udvalgt af Mogens Meilby og Jørgen Flindt Pedersen. Sidstnævnte har da også skrevet en kort præsentation af hver artikel. Hvilket er ærgerligt. Elendigt!

For mellem hver af de ellers velskrevne og særdeles inspirerende artikler af Geckler bliver man afbrudt. Afbrudt af ødelæggende præsentationer, der overdriver Gecklers geni. I stedet for at lade læseren opleve artiklerne og selv danne et indtryk af disse, pointerer Flindt Pedersen alt det, der ikke må overses. Derfor bør man undlade at læse præsentationerne og forordet, før man har læst Geckler. Men læs Geckler. Især hans fortælletekniske evner er inspirerende. Til tider kan sproget blive for malende i dets udpenslinger og virke søgt. Men i langt de fleste artikler er Gecklers fortællinger opbygget af detaljerede og særligt nøgterne beskrivelser. Der er sjældent anvendt overdrivelse eller klichéer – dette har ikke været Geckler nødvendigt. Han formår at skabe tempo og sætte rammerne, så man ikke er i tvivl om at have læst, hvad Geckler har set.

Kritisk kæledægge En af artiklerne får dog Geckler til at virke hellig, nærmest selvhøjtidelig. Han, den perfekte journalist, langer nemlig ud efter sine kolleger. Særligt

Christiansborg-journalisterne får klaps for kammerateriet med folketingspolitikere. At de på bedste vennemanér holder på MF’ernes hemmeligheder for ikke at blive ildestedt, er ildeset hos Geckler. Også finansjournalister bliver kritiseret. Dette for at vise lidt for stor interesse for aktiemarkedet, når de får fif fra (finans)ekspertkilder og investerer insiderviden i egne finanser. Man bliver irriteret på Gecklers glorie, når han som moralens forkæmper kritiserer egne kolleger. Dette ændrer dog ikke ved, at kritikken er ligeså aktuel nu, som den var det i 1986.

BOGANMELDELSE:

Bag mediernes facade Af Emil Winther

”Folk som os - Hvad medierne ikke fortæller” Forfatter: Joris Luyendijk Da han ankommer til byen ved middagstid, er der helt stille. Han spørger uforstående en af de lokale, hvor optøjerne er. Svaret lyder: ”Det starter ovre ved markedet, når de unge får fri fra skole.” Den hollandske mellemøstkorrespondent Joris Luyendijk tager derover, og en mindre gruppe mænd begynder at kaste med sten. Folk samles om optøjerne for at kigge på. De har ikke andet at lave, fordi arbejdsløsheden er tårnhøj. Der kommer endda folk for at sælge mad til tilskuerne. På den måde kan en mindre gruppe unge mænd, der kan lide kameraernes opmærksomhed, virke som en hel by i oprør i tv-mediernes prime time.

Øjenåbnende skildring Luyendijk har skrevet en øjenåbnende skildring om mediernes dækning af Mellemøsten. Bogen giver et indblik i en arabisk hverdag - fra skandalerne bag facaden på diktatursta-

terne til historierne om den almindelige borger, der aldrig får opmærksomhed i de vestlige mediers nyhedsflade. Samtidig arbejder diktaturstaterne på fuld kraft for at styre nyhedsstrømmen. Det er svært at få en oprigtig udtalelse fra en kilde, da vedkommende enten er hjernevasket eller frygtelig bange for at blive opdaget og sanktioneret af diktaturet. Oven i det er der korruptionen, den uendelige strøm af folk, der skal bestikkes og den komplette mangel på statistik, registre og lignende.

Mellemøsten Show Luyendijk fortæller i bogen, hvordan han op til flere gange har ageret skuespiller for medierne. Når korrespondenterne er under pres, nøjes de ofte med at kopiere et nyhedstelegram, som de læser op foran skærmen. Et eksotisk baggrundsbillede skal give seeren en følelse af tilstedeværelse og oprigtighed.


SEPTEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

PORTRÆT:

Den subjektive journalist Han vil allerhelst bare lave historier om kvinder, fodbold og musik. Og gør det. Anders Aggers tv-dokumentarer skiller sig ud fra den ellers tilstræbte objektivitet og er uforskammet subjektiv. For det er det, han er bedst til Af Lisbeth Svalgaard og Mads Holm Jensen (foto)

I atriumgården på DR har Anders Agger sat sig ved havebordet med en kop te og den ene sko placeret i en udspyttet klat tyggegummi. Men det har han ikke opdaget endnu. Han lytter. Nikker. Lytter, og stiller så endnu et spørgsmål. Selvom det slet ikke er ham, der skal interviewe. ”Er du kaffeagtig? Hvad har du ild i for tiden? Hvor er du fra? Er det ikke bare pissefedt at være journalist?” Anders Agger tror ikke på det der med, at man skal forvandle sig selv til en journalist, så snart man er på arbejde. Han tror heller ikke på, at alle historier skal baseres på bestemte kriterier eller ud fra eksperters udtalelser. Ikke i hans journalistiske genre i hvert fald. Det handler om sociale koder, om at være menneske og om at undre sig. Om at løfte en lille historie og gøre den universel. Klokken er 40 år ”Hvis det stod til mig, ville jeg helst fortælle historier om fodbold og kvinder..og musik.. og kærlighed. Fordi det er det, der interesserer mig. Alt det, jeg har lavet, har egentlig haft de omdrejningspunkter. Jeg har bare øvet mig i at gøre historierne universelle, så de bliver til noget mere,” fortæller Anders Agger. De fleste dokumentarprogrammer, Anders Agger har lavet, har rod i ham selv. Tro, Håb og IKEA blev til, fordi han kom til at stene over alle de mennesker, der står i kø i IKEA om lørdagen. Det samme skete med dokumentarserien Cyklus: ”Jeg har faktisk altid grinet af mænd, der får en krise klokken 40 år. Hvor jeg har tænkt ”Hold nu kæft! Spil noget mere fodbold! Og grill noget!” Men pludselig løb jeg selv ind i en slags offside i mit liv, hvor jeg blev nødt til at definere mig selv.” Anders Aggers personlige revurdering blev til de fire Cyklus-programmer, hvor fire par definerede sig selv i skelsættende situationer i livet; fødsel, bryllup, skilsmisse og død. Kurt Strand bag laden Journalistuniformen bliver heller ikke taget på, når Anders Agger skal interviewe sine kilder. Også her tager han udgangspunkt i sig selv. Han bruger flere dage på at lære dem at kende, før de egentlige interviews går i gang. Han vil ikke være venner med sine kilder, men de skal stole på ham. Være trygge ved at fortælle deres historier. De åbne spørgsmål bliver der ikke gjort meget ud af, for det skal være en normal samtale mellem to mennesker. ”Kurt Strand ville jo skyde mig omme bag laden, hvis han fik en udskrift af mine spørgsmål. De er enormt lukkede. Alt det der med åbne spørgsmål, det er fint nok. Men sådan taler man jo ikke sammen i en social sammenhæng. Derfor skal man også konfrontere sine kilder, hvis de siger noget dumt.”

Anders Agger finder sine kilder gennem venner og bekendte. Han nægter at caste. Ifølge ham er folk, der har behov for at ævle løs om deres livs op- og nedture, nemlig sjældent særligt reflekterede omkring det. ”Jeg vil allerhelst have dem med, som ikke vil være med. Dem, der ikke vil fortælle deres historier, er som regel dem, der er bedst til det. De er bedre til at reflektere og er tit dybt overraskende at høre på.” At være kommentageagtig Septemberblæsten rykker rundt med sol og skygge i den tilgroede gård. Bag ruderne rodes der rundt med papirer. Anders Agger tapper lidt med foden på jorden og afbryder sig selv. ”Øh. Det lyder som om… Jeg har faktisk tyggegummi under skoen! Ha, det er sgu meget godt.” Anders Aggers dokumentarprogrammer er kendt for hans karakteristiske speaks. Han kommenterer subjektivt og til tider ironisk. Det giver nerve og kant, mener han. ”Jeg er meget ’kommentageagtig.’ Jeg speaker, på det jeg ser, sådan som jeg opfatter det. Den objektive journalistik døde jo vist nok også for nogle år siden, så seeren ved godt, at historien er filtreret gennem min vinkel og min tilgang til tingene.” Det handler ikke om stille krav til seeren, men om at afkode og fortælle, hvad det er, der sker i dokumentaren. Ifølge Anders Agger er det netop i den subjektive fortælling, at han har mulighed for at løfte historien op på et højere

niveau. Lægge endnu et lag på historien, så det bliver relevant på et bredtfavnende plan. ”Man kan jo sagtens lave en ren og enkel historie, men en historie med flere lag gør bare, at flere kan forholde sig til den.” Historier fra Bibelen ”Dybest set så er det jo bibelhistorier, jeg gerne vil lave. Altså om grådighed, jalousi, kærlighed og næstekærlighed og så videre. Fordi det er afgørende elementer i en god historie. Og det kan man spejle sig i.” Det optimale er opnået, når seeren kan genkende sig selv og en stemning i programmet. Da Anders Aggers dokumentar 3.z, om hans egen gamle gymnasieklasse, blev vist i fjernsynet, modtog han flere hundrede mails fra seere, der var blevet ramt af en følelse. ”Egentlig havde jeg håbet, de mails ville handle om, hvor fantastisk jeg havde speaket, og hvor godt programmet var. Men folk skrev til mig, fordi de var ramt. Kunne se en mening. Og så er det lykkedes. Når noget sætter sig i folk og får dem til at forholde sig til, hvordan de agerer i deres liv og til deres egen virkelighed.” Anders Agger har i hvert fald forholdt sig til virkelighedens klister under skoen. Han har fnulret de sidste trevler af gråligt tyggegummi af. Det er blevet småkoldt, og der er heller ikke mere te i koppen.


SIDE

08

SEPTEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

Skolen svigter radioentusiaster Først røg Studenterradioen. Nu kikser 2.semesters radiovalg Da jeg som ung purk var i erhvervspraktik på Radio Aalborg, slog det mig, hvor fascinerende radiomediet er. Sidenhen har jeg set frem mod at få trænet min lettere febrilske teenagerøst fra dengang. Da jeg blev optaget på Journalisthøjskolen, troede jeg, at fortælleteknik på 2.semester blev min første mulighed, så hurra for det. Jeg skulle dog blive klogere…

tet ét radiohold, og at der var blevet trukket lod om de tilsyneladende eftertragtede pladser. Jeg blev rasende. Kan det virkelig passe, at ikke alle kan få deres førstevalg opfyldt? Ja, åbenbart. Så skulle man tro, at der med mailen fulgte en glimrende begrundelse for den sære prioritering, men igen blev jeg skuffet. Ikke med ét ord blev det forklaret, hvorfor en lodtrækning var nødvendig, og den dag i dag er jeg stadig i tvivl.

”Jeg blev rasende... ���

Fortabte radiosjæle

Til min store forbavselse blev det få uger inden studiestart offentliggjort via mail, at der kun var opret-

En af forklaringerne skulle efter sigende være, at der ikke er teknisk udstyr nok til mere end ét radiohold.

DEBAT

Af Michael Wibe

En anden forklaring lyder, at der traditionelt set ikke har været efterspørgsel til mere end ét radiohold. Uanset hvad så forstår jeg ikke, hvorfor Journalisthøjskolen ikke bare tilpasser holdene efter, hvor stor efterspørgslen reelt set er. Det er vi mange fortabte radio-sjæle, der undrer os over. Normalt er jeg ikke typen, der gider bruge tid på brok, når nu der er så mange andre pragtfulde ting at give sig til. Men da jeg opdager, at mange af mine medstuderende på 2.semeser står i samme situation som jeg selv, synes jeg, det er på tide med en forklaring. Også for at undgå samme undren på de kommende se-

mestre. Som en anden Mads Steffensen har jeg nu rejst debatten, så kan I være monopolet.

Brænder efter æteren Der er nok ikke så meget andet at gøre end at se frem mod medierum på 3.semester. Men som om der ikke er usikkerhed nok, vil rygterne vide, at selv ikke der får man nødvendigvis, hvad man ønsker. Med det i baghovedet, og taget i betragtning af at Studenterradioen på Journalisthøjskolen er lukket ned, så ser det sort ud for dem, der brænder efter at komme i æteren. Ikke fordi interessen for at prøve kræfter med radio-

frekvenserne er faldet, men fordi Journalisthøjskolen ikke kan tilfredsstille behovet. Indtil videre må jeg vente med radioteknikken og i stedet hylde de sprøde, velkontrollerede stemmer, der vugger ud af mine radiohøjttalere, alt imens jeg sender lange, fortvivlede blikke mod idolplakaterne med radiolegender som Kim Schumacher og Hans Otto Bisgaard.

Hvad fanden skete der i Brorsons Kirke? En måned efter rydningen af Brorsons kirke står politiet med et kæmpe imageproblem. Kommunikationen blev tabt på gulvet, og medierne var i jagten på forsider ikke i stand til at samle den op igen Af Jens Anton Bjørnager, Mads Berthelsen og Lærke Posselt (foto)

Der er stille nu. Vi rydede kirken, og vi sendte irakerne hjem. Efteråret indhentede det danske asylhjerte, og vores tålmodighed med irakerne i kirken slap op. Det samme gjorde de tiltrængte diskussioner om den danske asylpolitik efter rydningen af kirken, hvor medierne gik amok i politiets videoklip og bortforklaringer. En hurtig optælling afslører, at politiet efterhånden er nået op på syv forskellige forklaringer på, hvor og hvornår der blev filmet, og hvor det videomateriale så blev af. Det efterlader nogle spørgsmål: Hvad foregår der hos politiets pressetjeneste, og hvorfor er medierne ikke i stand til at gennemskue det?

Klare, enkle budskaber Der er ét krav til moderne kommunikation: Klare, enkle budskaber. I netop denne disciplin har politiet vist sig skræmmende dårlig. På trods af at politiets ansigter ud af til i denne sag blot tæller Københavns politidirektør Johan Reimann og chefpolitiinspektør Per Larsen, hersker der dyb forvirring om, hvad politiet optog på video, og hvorfor det hele ikke bare blev sendt ud til pressen.

Vanvittig dårlig stil At politiet prøver at begrænse deres udtalelser i en sag som

denne, kan der være tusind gode grunde til. Det gælder om at holde tungen lige i munden i en så politiseret sag. Men at kommunikationen til offentligheden er blevet klaret i så vanvittig dårlig stil, er svært for os at forstå. Det er nemlig lige præcis uklarheden og misforståelserne, der gør, at politiets ageren i denne sag kan opfattes som politisk. Og hvis befolkningen begynder at se på politiet som regeringens håndlanger, så har politiet i den grad et problem.

Journalister uden kritisk eftersyn Men har journalisterne et ansvar? Som Niels Krause-Kjær påpeger i sin blog på berlingske.dk, er det sandheden, der bliver offeret. Men sandheden er en pokkers svær størrelse,

siger klichéen, og i denne sag har politiet, bevidst eller ubevidst, gjort sandheden endnu mere uhåndterlig. Og netop derfor er det problematisk, at politiets udmeldinger er blevet viderebragt uden kritisk eftersyn. Resultatet er blevet en diskussion, der er gået i selvsving og ud af kontrol. Journalister har mere end nogen andre parter, eksperter eller erfaringskilder, ansvaret for, at diskussioner som denne her ikke løber af sporet. Journalister har ansvar for at holde fokus, sortere information og se kritisk på tingene.


SEPTEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

DEBATINTERVIEW:

Repræsentant

for folket Ole Hyltoft har præget kulturdebatten i et halvt århundrede. Nu vil forfatteren og Dansk Folkeparti-medlemmet ændre Danmarks Radio, som han synes er blevet for kulturradikal og for rød. Flere højskolesange på P3 skal højne folket Af Thomas Vibjerg, Jens Anton Tingstrøm og Lærke Posselt (foto)

”Jeg er havren og Jens Vejmand. Det er jo smaddergode sange. Evergreens. Hvorfor kan P3 ikke spille dem? Jeg forstår det ikke.” Ole Hyltoft er utilfreds med musikken på P3. Og utilfreds med meget andet på Danmarks Radio. Han er næstformand i DR, udpeget af Dansk Folkeparti og har en vision om, at fjernsyn og radio skal oplyse og højne befolkningen. ”Niveauet trænger til at blive strammet op. Jeg savner mere respekt for ægthed, originalitet og kvalitet. Det kan ikke være X-Factor alt sammen”, siger han. Derfor slår den tidligere socialdemokrat og nuværende DF’er et slag for, at den danske kulturarv får mere plads i sendetiden. Han ønsker flere salmer og højskolesange og mere arkitektur, billedkunst og litteraturoplæsning.

Kulturel socialdemokrat Det er ikke en ny idé fra Ole Hyltofts side, at befolkningen skal højnes kulturelt. Det var netop et af de centrale argumenter for, at han tilsluttede sig den socialdemokratiske bevægelse i 50’erne. Det socialdemokratiske samfundsprojekt handlede om at skabe bedre forhold for arbejderklassen. Men det handlede også om, at folket skulle dannes. Det var vigtigt at læse bøger og blive klogere. Ole Hyltoft var en central skikkelse i den kulturelle del af den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Han arbejdede som journalist og kulturredaktør på det socialdemokratiske Aktuelt i over 15 år, sad som formand for Socialdemokratiets kulturudvalg i ni år og var efter eget udsagn spindoktor for de første socialdemokratiske kulturministre i 1960’erne, Julius Bomholt, Hans Sølvhøj og Bodil Koch. Hyltoft drev med årene længere og længere væk fra partiet. I 2009 meldte han sig ind i Dansk Folkeparti i protest mod Socialdemokraternes berøringsangst for radikale muslimer og mangel på folkelighed. Herfra kæmper han nu for at ændre behandlingen af kulturen i Danmarks Radio. Og for at ændre den politiske favorisering, han mener finder sted. Holdånden på DR Hyltoft mener, der er en særlig holdånd på Danmarks Radio, som favoriserer bestemte holdninger. Og ånden viser sig hver eneste dag. Kan du komme med et eksempel? ”Jeg synes let man bliver smålig, hvis man tager et enkelt eksempel. Men der er en masse eksempler.” Hvilke holdninger favoriseres? ”Holdninger til fordel for en slappere muslimsk indvandring. DR favoriserer multikulturalisterne og globalisterne

i forhold til nationalisterne.” Hyltoft ser blandt andet favoriseringen i DR-journalisternes brug af kollegerne fra Rådhuspladsen. ”Tøger Seidenfaden kan stort betragte DR som den elektroniske afdeling af sin avis. Politiken bliver citeret i tide og utide”, siger han. Hyltoft opfordrer journalisterne på DR til at være mindre partiske. Han synes ofte Dansk Folkeparti får en dårlig behandling og tvivler ikke på, at de ansatte ser ned på Dansk Folkeparti. ”At være imod Pia Kjærsgaard er det rigtige, og at være for hende er det forkerte”, siger han om de ansatte på DR. ”Det er nogle bestemte synspunkter, der får dem til at gløde”, fortsætter han uden at ville komme nærmere ind på, hvilke synspunkter han mener. Denne forskelsbehandling vil han have stoppet. I dag ansætter bestyrelsen Kenneth Plummer, som udpeger programcheferne. Men Hyltoft foreslår, at bestyrelsen fremover skal ansætte de 25 øverste chefer på DR, så der kan skabes politisk ligevægt. Et synspunkt, han indtil videre står alene med i bestyrelsen.

Fra rød oprører til islamkritiker Ole Hyltoft meldte sig ind i Socialdemokratiet, fordi han ikke brød sig om udbytningen i samfundet. Fordi han ville være en del af den folkelige bevægelse, og fordi han delte det ateistiske udgangspunkt og troen på et andet samfund. Han var en venstreorienteret samfundsrevser. Hyltoft betegner blandt andet en af sine første bøger, ”Tør du være fri”, som en ”oprørsbog mod det borgerlige samfund.” Planen var, at interviewet ikke skulle handle for meget om muslimer og islam. Efter ugelange burka- og moskediskussioner var det lokkende at fokusere på andre ting. Men trods intentionerne er det emnet, da han bliver spurgt om sit skifte til Dansk Folkeparti. Mange finder det besynderligt, at du ender i Dansk Folkeparti. Partiet er ikke en del af en større bevægelse, har kristne præster blandt de fremmeste meningsdannere og samarbejder med højrefløjen om den økonomiske politik.

Hvordan går det til? ”Jeg forstår godt din logiske betragtning, men…” lyder det fra ham. Herefter begynder Hyltoft sin lange fortælling om Socialdemokratiet, der svigtede ved at overse truslen fra islamismen. Og det var grunden til, at han skiftede parti. ”Men logisk har du selvfølgelig ret,” slutter han.

Dybsindig lyriker På trods af at Hyltoft nu repræsenterer Dansk Folkeparti i DRs bestyrelse, ser han ikke sig selv som politiker. De mange bogudgivelser og utallige kronikker gennem årtier har gjort ham til forfatter. En tænksom og dybsindig lyriker, hvis han selv skal sige det. Men selvom han først og fremmest er forfatter, springer han gerne til, hvor han kan gøre nytte. Og de næste fire år vil han gøre nytte i Danmarks Radio, hvor bestyrelsesmøderne med sikkerhed vil blive farverige. ”De har jo ikke haft en type som mig i bestyrelsen før. Så de er ikke vant til medlemmer, der ytrer sig kritisk overfor DR”, siger han. Hyltoft bekymrer sig dog ikke om, hvad de andre i bestyrelsen tænker om ham. ”Jeg sidder i DR som folkets repræsentant. Det må jeg forvalte med stor omhu”, siger han.

Ole Hyltoft 74 år Bosat i Tisvildeleje Forfatter, kronikør, debattør og næstformand i Danmarks Radio Blev medlem af Dansk Folkeparti i 2009 efter 49 års medlemskab af Soc.dem.


SEPTEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

DEBAT:

Så tag dog selv ansvar, Anne-Marie! Af Kerstin Bruun-Hansen, 4.semester, Kontrabande

”Så tag dog ansvar!”, skrev Journalisthøjskolens rektor Anne-Marie Dohm som afsluttende kommentar i et debatindlæg på Mediawatch.dk den 27. august. Under overskriften ’Tænk nu målgrupper’ argumenterer skolens rektor – på en måde, der i øvrigt næppe ville bestå en argumentationsanalytisk gennemgang ved Lars Bjerg – for, at det er en underkendt journalistisk disciplin at forholde sig professionelt til målgrupper. Det besynderlige ved debatindlægget er ikke pointen om, at målgruppetænkning er vigtig. Det besynderlige er derimod, at indlægget kommer fra Anne-Marie Dohms hånd. Besynderligt, fordi hun er rektor for en journalistuddannelse, hvor teoretisk undervisning i målgrupper er så godt som ikke-eksisterende. Og besynderligt, fordi hun som leder af landets største journalistiske uddannelsessted derfor må bære hovedansvaret for, at fremtidens journalister kommer til at mestre den journalistiske disciplin bedre, end nutidens journalister gør det. Og dét er et ansvar, som Anne-Marie Dohm og Journalisthøjskolen så langt fra lever op til i dag.

Undervisning efter tommelfingerregler På Journalisthøjskolens førstedel begrænser den teoretiske undervisning i målgrupper og medietyper sig nemlig til en lynhurtig præsentation af Minerva-kompasset og en hånd-

fuld 15-minutters oplæg fra de medstuderende på JMU. Resultatet er, at en stor del af den undervisning og feedback man får på skolen, derfor bliver upræcis og kommer til at bygge på simple tommelfingerregler. For eksempel prædikes det som absolutte sandheder om journalistik, at en case af kød og blod er nødvendig for at skabe identifikation og illustrere, hvem det går ud over. Det prædikes, at et narrativt anslag fænger og holder læseren fast, og at akademisk sprog er kedeligt og forbudt. Alt sammen helt rigtigt i nogle former for journalistik, men selvfølgelig mindst lige så forkert i andre. For eksempel er det meget sandsynligt, at en Mandag Morgen-læser vil opfatte en narrativ indledning som generende larm, mens det vil være et helt afgørende virkemiddel for ikke at miste en ung 24 Timer-læser, der lynhurtigt skimmer avisen på vej i metroen fra A til B.

bestemt målgruppe. Af en eller anden grund indeholder de fleste arbejdsrapporter på Journalisthøjskolen alligevel et obligatorisk punkt, der hedder ’målgruppe og medietype’. I princippet vældig fint, men i praksis meningsløst. Meningsløst, fordi det mangelfulde teoretiske grundlag betyder, at minimum ni ud af ti udfylder punktet, efter de har skrevet deres artikel og retrospektivt kigget på, hvad det hele egentlig endte med. Og dét er problematisk, fordi målgruppetænkningen på den måde ikke bliver brugt som det fremadrettede, kreative journalistiske redskab, det kan være, men - Kerstin Bruun-Hansen derimod som et meningsløst og bagstræberisk forsøg på at gøre status. Min pointe er, at Anne-Marie Dohm måske bør vende blikket lidt indad og bruge ti minutter på at fundere over, om hun og Journalisthøjskolen muligvis bærer en del af skylden for, at nutidens journalister – som hun selv hævder - ikke er dygtige nok til at forholde sig til målgrupper. Hun burde derefter bruge mindst lige så lang tid på at fundere over, om hun og Journalisthøjskolen ikke bør tage ansvar for, at fremtidens journalister bliver bedre til at tænke i målgrupper.

Anne-Marie Dohm bør vende blikket lidt indad

Vend blikket indad Men den slags får man ingen fornemmelse og forståelse for på Journalisthøjskolen. Man får ingen analytiske målgruppeopgaver, og man får ikke stillet praktiske journalistiske opgaver, der er begrænset og styret af at skulle ramme en

EKSAMENSKRITIK:

Kære Evaluering – hvor blev du af? Førsteårsopgaven er overstået for de fleste på 3. semester. Faktisk er stopprøven så meget fortid, at den end ikke er blevet evalueret. Og det bliver den heller ikke Af Anne Øllgaard

På Journalisthøjskolen er vi slemt glade for at evaluere. Hele tiden. Knap har man lagt sidste hånd på artiklen fem minutter i deadline, før mailen spam’es af links til evaluering på Medianet. Og det er der naturligvis en ganske god og konstruktiv forklaring på. ”Evalueringen er en vigtig del af uddannelsen,” siger Solveig Schmidt, der som faglig leder på Journalisthøjskolen står for evalueringerne af de forskellige forløb. ”Det er både de studerendes egen mulighed for at følge med i, hvordan det går, men naturligvis også et vigtigt input til underviserne om, hvad der fungerer og ikke fungerer fra år til år”. Når det nu er så vigtigt at evaluere de forskellige forløb til gavn og glæde for de kommende semestre, kan man undre sig over, hvorfor der ikke evalueres på førsteårsopgaven, der fungerer som stopprøve efter andet semester.

Der skal bevises, ikke hjælpes Men førsteårsopgaven er ikke, og vil aldrig blive evalueret blandt eleverne. ”Førsteårsopgaven er, som på alle andre vide-

regående uddannelser, en prøve, hvor man beviser, at man er egnet til at gå på skolen. Derfor skal man ikke hjælpes gennem den, og derfor laves den ikke om fra år til år,” forklarer Solveig Schmidt. Det er en holdning der undrer de studerende. ”Det virker lidt underligt, at der ikke er evaluering af førsteårsopgaven, når det er så vigtig en opgave,” siger Marie Sæhl fra 3.semester. Hendes medstuderende, Mark Gundelund Nielsen, er enig. ”Jeg er klar over, at førsteårsopgaven er en eksamensopgave, men selv eksaminer bliver revurderet indimellem. På skolen går man meget op i at forbedre forløbene til kommende semestre. Jeg synes, at man burde gøre det samme med førsteårsopgaven, så de næste kan lære af vores erfaringer,” siger Mark Gundelund Nielsen. Og erfaringer er der masser af. ”Der er jo mange ting, som godt kan forbedres. For eksempel har jeg hørt flere sige, at de godt kunne tænke sig, at den ene vejledning lå lidt senere i forløbet, end den gør nu. Og der ville sikkert komme mange flere gode forslag, hvis man lavede en evaluering,” siger Marie Sæhl.

”Det er ikke vores problem” Men her er der ikke megen hjælp at hente hos

Solveig Schmidt. ”Hvis man ikke føler, at man har fået nok ud af sin vejledning, eller at den skulle have ligget anderledes, er det ikke vores problem. Så har man altså ikke været ordentligt forberedt eller ikke udnyttet sin vejledningstid til fulde,” siger hun og henviser til, at det udelukkende er den studerendes eget ansvar.

Førsteårsopgaven, forår 2009: • •

Generel tilfredshed med eksamen De studerende på Journalisthøjskolen kan altså, ifølge Solveig Schmidt, skyde en hvid pil efter en evaluering af 2. semesters ”højdepunkt”. Som plaster på såret har Illustreret Bunker derfor smidt en elektronisk rundspørge ud til de evalueringsivrige tredjesemesterstuderende. Rundspørgen viser blandt andet, at knap 70 procent af de adspurgte har beskrevet førsteårsopgavens forløb som ”godt.” 17 procent ikke følte sig godt nok rustet til opgaven, mens flertallet, vurderer hele forløbet som en 7’er på en skala fra 1-10.

Illustreret Bunkers evaluering er sendt ud til samtlige 3. semesterstuderende. 63 svarede.

I alt afleverede 112 studerende førsteårsopgaven 87 bestod den mundtlige eksamen i første forsøg 25 dumpede den mundtlige eksamen i første forsøg 14 afleverede aldrig opgaven og dumpede automatisk.

Kilde: Solveig Schmidt


SEPTEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

SIDE

11

UNDERSØGENDE JOURNALISTIK:

Alt det du ikke vidste

....om dine medstuderende

Af Illustreret Bunker

DEN STENEDE

DEN FORBUDTE

Hvilken underviser vil du helst score – og hvorfor?

Hvad er det mest underlige, du har lavet, mens en kilde ringede tilbage?

Hvis du har scoret en kilde, hvordan foregik det?

(Følgende undervisere er nævnt fleste gange) Thomas Pallesen: ”Så kan der måske opstå en bondage-ulykke”, ”Pga. Numsen”, ”Han er lille og fiks” Anne-Marie Dohm: ”Fordi hun er en M.I.L.F”, ”Fordi jeg tænder på magt”, ”Se hende - hun er lækker”, ”Bare for at sige, man har gjort det” Jan Dyberg: ”Han er så rap i replikken, hvordan ville det ikke lyde”, ”Fordi hans hår - se lige”, ”Fordi han er sød” Marcus Aggersbjerg: ”Fordi han er latterlig hot på en svedig og mandeagtig måde”, ”Af åbenlyse årsager”, ”Han er jo verdens sødeste mand”, ”riiiimelig lækker”

”Jeg tyrede shots på Trykbar, da Ghita Nørby ringede tilbage” ”B-L-O-W-J-O-B. Jeg respekterer mine kilder, så jeg nævner ingen navne. Men det var en fra BUPL.”

DEN BILLIGE

DEN BESKIDTE

Hvor mange har du snavet Hvor har du dyrket elskov med fra Journalisthøjsko- på skolen? (Følgende steder er nævnt len?

”Min kilde blev ved og ved med at sende frække sms’er”

0 = 48 % 1 = 14 % 2=9% 3=7% 4=9% 5=5% 6+ = 8 %

”Ja, hun gjorde mig lunken i lysken, og da hun begyndte at græde, måtte jeg trøste”

flest gange)

Den hvide kantine Fredagsbarens toiletter Radioland Pigetoilettet på 100-gangen

”Det var under når-livetgør-ondt-interviewet, så jeg var lidt nødt til det”

”Ligget mellem benene på min kæreste” ”Jeg har interviewet Reimer Bo, mens jeg var nøgen” ”Jeg var meget fuld, da direktøren fra Arbejdstilsynet ringede. Var nødt til at ringe tilbage mandag morgen, da jeg ingenting kunne huske.”

NOTER:

OVERBLIK Af Sofie Marie Ottsen

Svineinfluenza på Journalisthøjskolen Så har virus H1N1 også penetreret Bunkerens metertykke betonmure. I hvert fald i form af store advarselsskilte, der på dansk og engelsk proklamerer, at man skal nyse i albuen. Det er også slut med at nyde kaffe og tunsalat i skolens klasselokaler, der nu er spise- og drikkefri zoner. Et forbud, der ikke umiddelbart har haft den store effekt. Til gengæld kan man komme i festivalstemning og vaske sine hænder i sprit. Som der så smukt står på engelsk: ”To reduce the risk of infection, use alcohol.” Og det er da noget, en journaliststuderende kan forstå.

Chester Folming: ”Fordi han er en ITwiz og voksenfræk”

Flagfootball for journalister Journalisthøjskolen har fået sit helt eget flagfootballhold. Efter en del interne diskussioner er holdet endt med navnet DJH Deadliners. Det 18 mand store hold træner hver onsdag klokken 15:30 på banerne over for Teknisk Skole. Her

Ta’ bussen mellem Jylland og København

LINI

E 88

INDE

DEN KLASSISKE

når pengene skal række tværs over Danmark - også sidst på måneden

8

140 kr.

Fra

Telefon 70 210 888 · Online booking: www.linie888.dk

Nemt, hurtigt og behageligt i topmoderne busser og med Mols-Linien over Kattegat. Rabat for studerende – også fre.-lør.-søn. Stoppesteder: se www.linie888.dk

er alle velkomne til at deltage. Og ambitionerne fejler intet hos DJH Deadliners: ”Vi regner med at rykke op fra 2. division og komme så langt som muligt. Målet på sigt er selvfølgelig at blive danmarksmestre og få spillere på landsholdet,” siger holdets formand og træner, Kasper Skipper fra 2. semester. Ideen om et konkurrerende flagfootballhold fra SDU behager også Kasper Skipper: ”Jeg vil bifalde, hvis SDU fik et hold. Så kunne vi lave en dobbelt high-risk dag sammen med FC Åben Modus”. Man kan følge med i holdets bedrifter ved at sende en mail til: flagfootball-feed.

Bunkeren under belejring Aldrig har de studerende på Journalisthøjskolen været så glade for skolens lidt tunge betondesign som d. 21 august. Da var der nemlig bevæbnede røvere og politi løs lige uden for dørene. Under det store drama, hvor politihunden Kayo modigt ofrede sig, var de journaliststuderende dog blevet forbudt at forlade skolen. En enkelt dristig fotojournalist, Asbjørn Sand, bevægede sig dog ud i dramaet og stod pludselig få meter fra både røvere og politi. Som en sand nyhedshund nåede Asbjørn at tage nogle billeder, som han hurtigt fik solgt til den trykte udgave af Ekstra Bladet.

Muldvarpene er tilbage Et nyt semester er begyndt på Journalisthøjskolen, og dermed har et nyt hold muldvarpe også inficeret Dagen før dagen. Og snydt jer. I hvert fald de fleste. En irakisk soldat med krigstraume og nervøse trækninger, en bibelciterende kristen, en mand, hvis kone var i gang med at føde, en aggressiv junkie og en tidligere indsat. Det er et lille udpluk af de afvigende personligheder, 1. semesters studerende kunne møde før studiestart. Traditionen for muldvarpe til Dagen før dagen er lang og stolt. Og reaktionerne fra muldvarpenes seneste ofre tyder på, at konceptet skal holdes ved lige fremover. ”Jeg havde overhovedet ikke gættet det. Jeg troede på alt, hvad de sagde”, siger Ylva-Lill fra hold 4 og hentyder til holdets to muldvarpe: en kriminel og en meget blank pige. ”Det er bestemt to personligheder, vi kommer til at savne i klassen,” siger hun.


SIDE

12

SEPTEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

ET FOTOGRAFISK STUDIE I NORDISK VELFÆRD:

Sort of Safe

FOTO

Danskere taler tit om velfærdssamfundet, men hvordan ser velfærdssamfundet egentlig ud i dag? 15 nordiske fotografer har sat sig for at dokumentere netop dette gennem projektet Sort of Safe Af Jonathan Grevsen

Fotograferne arbejder alle professionelt med fotografi til hverdag. Gennem fotoworkshoppen Nordic Master Class, ledet af Søren Pagter fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, viser de deres personlige syn på Nordens velfærdssamfund. Det er blevet til en fotobog på knap 200 sider og en rejsende udstilling til de lande, hvor fotografierne er taget. Religiøse børn, en skraldespiser og mentalt handicappede. De mange forskellige emner giver bogen et bredt indblik i kroge af vores egen verden, vi ikke altid ser. Illustreret Bunker har snakket med fotograf Mads Nissen om hans portrætter af re-

Billeder af Mads Nissen - ”Young believers”

ligiøse børn og bedt ham forklare baggrunden for sine billeder: ” Jeg var interesseret i at undersøge religionens inflydelse på vores samfund. Hvornår og hvorfor, man bliver religiøs. Hvad der forener de religiøse unge, i stedet for hvad der ofte senere i livet får dem til at bekæmpe hinanden. Jeg er ikke religiøs selv, men oplever til gengæld mig selv som værende mere tolerant end de fleste danskere. Mere tolerant overfor andres tro og kulturer. Det overraskede mig, at mange af de religiøse unge, jeg mødte, selv var så kritiske over for religion. Det er vel i sidste ende meget skandinavisk?,” siger Mads Nissen.

Sort of Safe er resultatet af workshoppen Nordic Mas­ ter Class, der ledes af fotograf Kent Klich og Søren Pagter fra Danmarks Medie- og Journa­ listhøjskole. I bogen ses billeder af fotograferne: Lars Lindqvist, Tariq Mik­ kel Khan, Luca Kleve-Ruud, Moa Karlberg, Stine Larsen, Casper Hedberg, Raisa Kyllikki Karjalainen, Mads Nissen, Völandur Jónsson, Casper Balslev, Ossi Ahola, Paul Sigve Amundsen, Linda Forsell, Hanne Hvattum og Marie Sjøvold Udstillingen kan både ses på Nordisk Råd i København fra den 17 september til den 16. oktober, og på Nordens In­ stitut i Helsingfors i Finland fra den 2. til 27. november.


SEPTEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

Billeder af Mads Nissen - ”Young believers”


SEPTEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

Billeder af Linda Forsell - ”Being Young”


SEPTEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

Billeder af Luca Kleve-Ruud - ”30 days as a freegan”


SEPTEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

INTERVIEW:

”Jeg var pissebange for at

Man må ikke lyve. Et dogme i Bibelen og blandt journalister. For Sofie Rud på Operation X var det en ubehagelig men uundgåelig arbejdsmetode Af Cecilie Gremaud og Jonas Vandall Ørtvig (foto)

Adrenalinen pumper. Hendes krop er i chok. Men fødderne bevæger sig, og pludselig står hun ved indgangen. De giver hende hånden og byder hende velkommen. Kameraet er varmt i lommen, da hun nærmer sig dagligstuen, hvor seancen skal foregå. Pludselig hopper en kat op ad hendes ene ben. I en hurtig bevægelse børster manden hendes bukser af. På dét ben. Lige dér, hvor kameraet sidder gemt.

Frygten er ægte ” Fuuuuck,” råber hun og hamrer begge håndflader i bordet med et klask. ”Min første tanke var: Har han mærket

Collage af Jonas Vandall Ørtvig

noget? Har han slukket for kameraet?” Sofie Rud griner højlydt med bange øjne, da hun fortæller om den aften, hun skulle filme en svindlende clairvoyant med skjult kamera. ”Jeg skulle spille en sørgende enke, som havde mistet sin mand og gerne ville i kontakt med ham. Men jeg var virkelig ude af den. Jeg var pissebange for at blive afsløret og få skældud,” fortæller Sofie Rud med en blanding af humor, træthed og dyb alvor. Hun gengiver sine nervepirrende oplevelser med høj og klar stemme, som var det historier, hun kunne underholde med. Men det er helt tydeligt, at frygten var ægte de aftener, og at den stadig sidder i hende. Selv nu, hvor hun drikker kaffe i sit eget hjem.

Skizofreni og to mobiltelefoner økkenet er hvidt og rent. Det eneste, K der ligger fremme er hendes computer, to

mobiltelefoner og et par af dagens aviser. 42-årige Sofie Rud har mange års erfaring med både chefjobs på aviser, tv og kommunikationsstillinger på Christiansborg. Men hun har aldrig helt vænnet sig til arbejdsformen på Operation X. For som undercoverjournalist kan man bruge helt op til et halvt år på at researche historierne og nogle gange spille en rolle ligeså længe. ”Det er stressende på den måde, at man har to telefoner. Sin egen og en, hvor man hedder noget andet.” Hun griber de to telefoner, der ligger til opladning i vindueskarmen. ”Når de ringer skal man huske, om man er sig selv eller spiller en rolle i en eller anden historie. Det bliver man lidt småskitzofren af,” griner Sofie Rud. Hendes hår sidder løst i en knold, og tøjet er afslappet. Hun virker alt i alt meget rolig. Næsten så rolig og funderet i sig selv, at hun synes skabt til et job,

hvor nerverne skal være under fuld kontrol.

Konsekvente løgne en efter halvandet år på Operation X har M Sofie Rud besluttet at holde en pause. ”Det er bare nogle andre arbejdsvilkår end at sidde og skrive om børskurser eller hundeudstillinger,” siger hun og forklarer, at jobbet er for mentalt krævende og stressende til, at man kan klare det i længere tid. ”Vi havde jo hemmelige adresser og hemmelige telefonnumre. Nogle gange bliver man ret paranoid og tænker: de kan sgu da bare google mig, og så ved de, hvor jeg bor!” Når Sofie Rud researchede på en historie, var det mere reglen end undtagelsen, at den døde. For beviserne skulle stå i kø, før en historie kunne komme på skærmen og ende i


blive afsløret...”

“Vi ødelægger deres liv” nder et billede af to neongule citroner, U hænger en børnetegning. Bogstaverne er spejlvendte, og den farverige pindemands arme stritter åbent ud i verden. ”Jeg har afsløret en kvinde ude i Charlottenlund. Jeg kunne jo møde hende lige rundt om hjørnet.” Sofie Rud peger ud på gaden.

”Vi er jævnaldrende, og hun er alene med to børn ligesom mig,” fortæller Sofie Rud. Hun kigger ned i gulvet, og et øjeblik ser hun næsten skyldig ud. Efter nogle sekunder siger hun med overbevisning i stemmen: ”Men man skal ikke kunne slippe afsted med alt muligt, fordi man er enlig mor.” Sofie Rud er hele tiden på vagt over for sig selv. Det må ikke blive en vane eller være nemt at lave afslørende journalistik. Der er alt for meget på spil: ”Men man bør jo hele tiden have overvejelserne, om man skal skrive historierne eller ej. Det må aldrig blive hverdag. For vi er ude, hvor vi ødelægger de her menneskers liv. ”

Så ond er der ingen, der er å spørgsmålet om, hvad der er værst P ved at lyve: at tage røven på folk eller frygten for at blive afsløret, bliver Sofie Rud stille. Hun læner sig tilbage i stolen og kigger tænksomt op i loftet. ”Det er frygten for, hvad der sker med mig selv! For de her mennesker, jeg har besluttet mig at lyve overfor, dem har jeg tænkt mig at tage røven på.”

Sofie Rud understreger, at de svindlere, Operation X afslører, ikke kun har lavet én svinestreg. De går kun efter dem, der gør det systematisk og over en længere periode. Men hvorfor skal de så udstilles på TV? Når der er en historie, så er den der. Og så er der kun én vej at gå, forklarer Sofie Rud og fortæller om en af klarsynsaftenerne med de falske Clairvoyante: ”Han stod og sagde, at han havde kontakt til min afdøde mand, og jeg vidste jo, at han havde været inde og google Morten i forklædning,” fortæller hun. ”Der sad jeg og tænkte: så ond er der simpelthen ingen, der er. Der er ingen, der sidder og omtaler min afdøde mand, som skulle være druknet for et år siden på den der måde for at tjene penge!”

FOKUS

hænderne på værten Morten Spiegelhauer. Når det var muligt at undgå, løj Sofie Rud ikke overfor kilderne. Men ofte var det den eneste udvej. ”Det har overrasket mig, hvor meget det påvirkede mig at lyve, selvom jeg godt vidste, at det var nødvendigt,” siger hun. Og Sofie Rud løj ikke kun, når hun spillede en anden med skjult kamera og stod face to face med kilderne. Det kunne også være små løgne over telefonen, der var ubehagelige hver gang. ”Jeg tror, det er svært, fordi det hører med til ikke at være noget godt menneske. Helt grundlæggende. For både som menneske og journalist må man ikke lyve. Og det gjorde vi jo helt konsekvent,” siger Sofie Rud.

17

SIDE

SEPTEMBER ILLBUNKER.dk


SEPTEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

TRE AF EN SLAGS:

n e t s næ Tæt på de kendte De skriver om de kendte og kongelige og om det, de fleste ikke vil indrømme, at de læser. Mød de tre hofreportere Bodil Cath, Trine Larsen og Annelise Pedersen Michaelsen

og kongelige

Af Kirstine Biltoft-Knudsen og Jonas Vandall Ørtvig (foto)

Annelise Pedersen Michaelsen Journalist på Ekstra Bladets Flash-afdeling, hvor stofområdet primært er de kendte og kongelige Hvilke særlige egenskaber kræver det at skulle interviewe de kendte eller kongelige? Ingen specielle egenskaber, der adskiller sig fra al anden god journalistik. Nysgerrighed, åbenhed, interesse for andre mennesker, høflighed, men også frækhed. Og som altid er det godt at være grundigt forberedt og have sat sig ind i den person eller det emne, som man skal beskæftige sig med ved at ’læse op’ på Infomedia. PRIVATFOTO

Hvordan arbejder en god hof/kendisreporter? Det er vigtigt at komme ud af huset. Hvis man skal finde nyhederne, skal man ud og stå ved de røde løbere til premierer eller ved receptioner og bruge mulighederne for at komme tæt på de kendte i disse situationer. De vil stort set alle gerne stille op til fotos med deres fine tøj, og man har så chancen for at spørge, hvad de har gang i og observere, hvem de er sammen med. Måske lave en aftale om, at man ringer op og hører nærmere næste dag.

Hvordan er dit forhold til de kendte som kilder? Det kræver mange år at opbygge et godt kildenet. Et godt kildenet kræver, at man igen og


SEPTEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

Trine Larsen Hofreporter på Billedbladet. Tidligere journalist på Ekstra Bladet Hvad er en hofreporters vigtigste egenskaber? En hofreporters vigtigste egenskaber er at have god tålmodighed, fordi der er så meget ventetid. Man skal være lidt af en dybdeborende journalist tilsat et stænk Sherlock Holmes. Fordi der ikke er så mange kilder, skal man grave ekstra meget. Jeg tror også, at det er vigtigt, at man kan lide det, man laver og de mennesker, man skriver om.

Hvordan er dit forhold til ”de kongelige kilder”? Jeg vil bestemt ikke sige, at jeg er fortrolig med de kongelige. Men de respekterer mit arbejde, og vi kender hinanden godt. Det er snarere et tillidsspørgsmål, og det er noget, der er opbygget gennem mange, mange år. Da der ikke er så mange kilder til stofområdet, er det et ret svært område at beskæftige sig med. Man er derfor MEGET afhængig af de få

kilder, der ikke alene ved noget, men også er villige til at fortælle noget. Derfor gælder det også om at have et godt forhold til de kongelige, så man har adgang til at spørge dem selv! De fleste hofreportere vil nok mene, ligesom jeg, at de heller ikke er fortrolige med de kongelige, og det er nok også et stort ord. Men i mit tilfælde ved jeg - også fra dem selv, at der er en gensidig respekt. Den har jeg opnået, som med så mange andre man skriver om, ved, at jeg bestræber mig på at være objektiv og skrive, hvad der sker. Altid på en ordentlig og sober måde. Gennem årene har jeg rejst en del med alle medlemmer af kongehuset og har derfor også været sammen med dem i en masse situationer - endda nogle, der kunne minde om private stunder. Dér lærer jeg meget om de kongelige, og de lærer meget om mig.

Er det svært, at få fat på de ”kongelige kilder”? Jeg vil ikke påstå, at jeg har nogle kongelige, der ringer og fortæller mig noget. Jeg ville ønske, at Kronprinsesse Mary eller Prinsgemalen af og til slog på trå-

den, så vi kunne få os en hyggesnak om løst og fast, men sådan er det desværre ikke. De kongelige har alle et sekretariat, man kan ringe til, og det er folk ved hoffet og de nærmeste medarbejdere omkring de kongelige, som jeg benytter som kilder.

I dag er ”sladderbladsjournalistik” ikke længere blot forbeholdt tabloid-bladene, men det er noget, de fleste aviser beskæftiger sig med. Hvorfor tror du, vi er så interesserede i netop den form for journalistik? Interessen er der selvfølgelig, fordi alle gerne vil underholdes. Mennesker elsker historier og især om nogle mennesker, de kan se op til. Det er derfor, vi dyrker de kendte og kongelige, og derfor unge mennesker gerne vil være kendte for enhver pris. Underholdnings-journalistik sælger godt. Derfor er de såkaldt seriøse medier begyndt at lave den genre også. Ikke altid med lige stor succes, men det er vores held. Det er som sagt ikke så nemt, som det ser ud.

Bodil Cath Pensioneret hofreporter fra BT. Indledte sin journalistiske karriere på Dybbøl Posten og var senere på Berlingske Tidende som kriminalreporter. Det er dog som hofreporter på BT igennem 30 år, at ”Cathen” for alvor har slået sit navn fast Hvordan arbejder en god hofreporter?

Det er de kongelige selv, der sætter grænser for, hvad de vil optræde med. Jeg beskriver kun virkeligheden, som den er. Det vigtigste for mig er altid at kontakte kilderne. Jeg laver aldrig historier på rygter.

Hvordan er dit forhold til ”de kongelige kilder”?

Hvorfor tror du, at der ofte er en negativ opfattelse af den såkaldte ”sladderblads-journalistik”?

Hofreportere vurderes jo meget efter hvilke ”solohistorier”, de kan diske op med. Hvad har været det største scoop i din karriere? Det tror jeg var mødet med Prinsgemalen i 2002. Det var en solohistorie, hvor Prins Henrik beretter, at han ikke vil være et ligegyldigt vedhæng til

I dag skriver de fleste aviser historier om de kendte. Hvordan påvirker det den generelle ”sladderbladsjournalistik”? Der er efter min mening alt for meget kendis-stof i aviserne og på TV. Men der er åbenbart nogen, der er klogere end mig, som mener, at det sælger. Mange af de kendte elsker opmærksomheden, bare den ikke er kritisk, som det ofte er, når Ekstra Bladet går til bid-

Hvor går grænsen for hvor private historier om de kongelige, du vil bringe?

Som alle andre journalister med et speciale. Det gælder om at være så korrekt og omhyggelig som muligt. Du skal være tålmodig, for det kan i givne situationer godt tage lidt længere tid end et 9 – 16 job.

Når ens kilder ved, at de ikke bliver fejlciteret eller fejlfortolket, opstår der en naturlig og gensidig tillid. Men man bliver aldrig private venner med den kongelige familie, højst respekteret af dem. Rigtig fortrolig bliver man aldrig. Det vigtigste er simpelthen at berette korrekt, om det der sker.

igen ringer op til de samme personer og spørger, om der sker noget. Man mødes med dem, drikker en kop kaffe eller en øl. Snakker om løst og fast. Ofte får man ikke noget ud af det, men efterhånden kommer man jo til at kende hinanden godt og stole på hinanden, og så bliver nyhederne leveret. De mange kontorlandskaber gør det svært at arbejde på den måde, da der kræves stor diskretion.

sin kone. Han vil respekteres som manden ved sin kones side og nummer to i det kongelige hierarki. Prins Henrik har aldrig fortrudt interviewet, som jeg lavede på hans slot i Caix.

det. Mange vil gerne ’være på’. Det ligger i tiden - hvad enten man er kendt eller ukendt, og så må man jo også bide i det sure æble, når nyhederne er knapt så positive. Det går ikke bare at stille op, når der skal promoveres en ny film, en ny bog eller en ny sang.

Ekstra Bladet og især Flash er meget populær læsning i befolkningen. Hvorfor tror du, at vi er så interesserede i netop den form for journalistik? Ekstra Bladet er fra gammel tid kendt som en bidsk vagthund, som er i hælene på magthaverne og kan afsløre magtmisbrug og urimeligheder. Bladet skal overleve på gode nyheder og afsløringer. ”Det var lige godt satans!” Sådan skal man tænke, når man ser avisens forside og få lyst til at købe den. Derfor skal kendisstoffet også være kvalificeret.

Mange vil udadtil gerne fremstå bedre end flertallet. Det er de andre, der læser sladder. Ikke en selv. ”Snak over hækken” - journalistik, der ikke er ondskabsfuld, kan både være underholdende og et godt tidsfordriv. Sladderbladsjournalistik behøver ikke nødvendigvis at være forkert, men giver, når den er ondsindet, selvfølgelig omverdenen et særdeles negativt billede.


SEPTEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

PORTRÆT:

Mæt af død Af Rikke Bolander og Jørn Stjerneklar (foto)

På Amagerbrogade står en rødhåret dreng på fem år i ternet skjorte og korte bukser, der kradser. Han venter på sporvognen. Han er helt alene, og han er stolt over at klare sig selv. Han er på eventyr. I sporvognen sætter han sig allerlængst ned bagi ved det rat, der ikke bliver brugt, når vognen kører ind imod København. Luften er kvælende af våde overfrakker og røgen fra smøger, cigarer og damernes cerutter. Den lille dreng stirrer ud af det tågede vindue, da sporvognen kører over broerne. Alting er så mærkeligt ovre på den anden side. Menneskene taler mærkeligt, og husene ser mærkelige ud. Han tager med helt til endestationen, hvor han hopper på en ny linje, der kører et andet nyt og uforudsigeligt sted hen. Han er nysgerrig og leder efter spænding. I dag er den lille dreng 52 år, men han er stadig ude på eventyr.

Spændende kaos Jørn Stjerneklar har taget billeder af ting, der er så grumme, at de kunne få Ole Henriksen til at gå ned med en depression. Han har taget billeder af krige og konflikter i Mozambique, Somalia, Sudan, Uganda, Congo, Burundi, Irak, Afghanistan, på Vestbredden og i Gaza. Aviser og blade over hele verden har trykt hans billeder, for han har været der, hvor næsten ingen andre frivilligt er taget hen.

Jørn Stjerneklar har fotograferet krige og folkemord, siden han var ung. Nysgerrighed og pligtfølelse driver lysten til at fortælle, men folkemordet i Rwanda var grænsen

I 1980 var der krig i Uganda. 18 år tidligere havde Stjerneklars nysgerrighed og lyst til spænding ført ham op i de københavnske sporvogne. Denne gang lokkede de stærke kræfter ham til Afrika. ”Det var den første gang, jeg oplevede spændingen ved at være et sted, der er totalt kaos. Hvor der er børnesoldater, og hvor folk bliver slået ihjel hver dag,” siger han med tilbagelænet selvfølgelighed. Han så nogle ting, de fleste ikke engang har lyst til at se på film, og det tændte noget i ham. Krigen i Uganda blev starten på vilde fortællinger.

Nøglen til at komme tæt på Til karneval i Rio de Janeiro i 1977, da Jørn Stjerneklar var 19 år, fik han en idé til, hvordan han kunne komme til at gøre det, han ville. Han havde fået foræret en billet til det store optog, men alligevel kunne han ikke komme helt tæt på de smukke brasilianske kvinder. Det kunne dem med kamera og pressekort. Stjerneklar ville også tæt på. Han sprang over en barriere og slap af sted med det. ”Det var ligesom dér, 10-øren faldt. Jeg har altid vidst, jeg skulle rejse. Det lå i kortene eller min skæbne, men at jeg kunne gøre det med et kamera, det vidste jeg ikke før,” fortæller han begejstret. Det var en karriere som fotograf, der skulle føre ham tæt på de spændende steder og mennesker, som han var så nysgerrig efter at lære at kende. Den nyvundne karriereplan fik dog ikke Jørn Stjerneklar til at tage en uddannelse. ”Det tog sgu for lang tid. Jeg havde ild i røven. Der var alle

mulige ting, jeg skulle prøve,” siger han med sin karakteristiske selvfølgelighed.

Farligt og euforisk For Stjerneklar er de spændende steder som regel også de farlige. ”Det lyder enormt forkert, men du kan godt blive hooked på det livstruende element,” siger han. ”Det er nærmest euforisk, når du har klaret en eller anden håbløs situation”. Det er det med at kunne klare sig selv, der giver ham euforien. Ligesom det gjorde på sporvognstogterne i starten af 60’erne. At turde være der, hvor det brænder, gør dog ikke en god krigsfotograf alene. Stjerneklar har ikke meget til overs for dem, der kun ser motiver frem for historier. ”Der er nogle egocentrerede idioter, der sidder og råber op og taler om sig selv. De ser aldrig en skid af det, de tager billeder af”. Det er ikke billederne i sig selv, der skal være målet. ”Jeg ser med mine øjne,” siger han. ”Kameraet er bare et værktøj”. Jørn Stjerneklar mener selv, han er blevet en god fotograf, fordi han hverken er drevet af penge eller status. Nysgerrighed er det, der skubber mest, når han hopper på flyveren eller tomler til et fremmet og usikkert sted.

Pligten til at fortælle Nysgerrighed er i det hele taget et ord, Stjerneklar bruger rigtig mange gange, når han fortæller om sig selv og


SEPTEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

Jørn Stjerneklar er 52 år og født i København Han har boet i Afrika i 15 år, men har arbejdet i 70 forskellige lande. I øjeblikket bor han i Sydafrika. Han driver bureauet Mayday Press sammen med sin kæreste, journalisten Helle May. Han blev for alvor kendt i Danmark i april i forbindelse med dokumentarfilmen Tom, Gud og Harry på DR1.

Billedet til venstre er taget på en skole omdannet til felthospital i det nordlige Mogadishu, mens krigen og sulten kørte på sit højeste i 1992. Billedet til højre er fra Kurdistan i april 1991. Drengens far skulle til at begrave ham i vejsiden. ”Da jeg kom gående med mit kamera pakkede han sin søn ud af det hvide klæde for at jeg kunne tage billedet af Saddams overgreb.”

sin drivkraft. Det er en drivkraft, der er let genkendelig og umulig at ignorere. Til gengæld er følelsen af pligt mere diffus. Han prøver sig lidt frem: ”Det lyder plat at sige, ’nogen skal gøre det’, for sådan er det jo ikke. Jeg gør det, fordi jeg kan lide det. Nogen skal gøre det, men det er ingen forklaring”. Han holder en lille tænkepause og spekulerer over, hvad der egentlig får ham til at opsøge verdens mest dramatiske steder. ” Jeg synes, det er spændende, og jeg har overskuddet. Og så er det jo fedt, der er nogen, der gider,” konkluderer han. I 1994 var Rwanda ved at blive smadret af et folkemord, ingen vidste ret meget om. Stjerneklars pligtfølelse fik ham til at tage af sted. Han og ti kollegaer repræsenterede ver-

denspressen. Da Nelson tre uger senere blev valgt til præsident, var tusindvis af journalister og fotografer i Sydafrika. ”Den anden historie var der ikke nogen, der gad røre ved. Jeg havde det sådan ’det bliver du nødt til’. Jeg ved ikke, om det er idealisme eller naivitet,” siger han. Stadig harm på Rwandas vegne.

Rwanda ændrede karrieren Oplevelserne i Rwanda kom til at ændre Jørn Stjerneklars liv og karriere. Under folkemordet var han vidne til tusinder af mord, og der nåede han sin grænse. ”Det gik ind under huden på mig i en grad, som de andre krige ikke har gjort, fordi det var ikke en krig. Det var en nedslagtning af uskyldige mennesker, børn, kvinder. Det var et fedt, hvad det var. Alle blev bare slået ihjel”.

For første gang gik han psykisk ned. Alligevel tvang hans nysgerrighed og pligtfølelse ham til at tage til Congo i 1996 for at dække krigen, der var udsprunget af uhyrlighederne i Rwanda. ”Jeg blev nødt til at følge op på min historie,” siger han. Beretningen blev fortalt til ende, men er den sidste i Stjerneklars portefølje over drab og krig. ”Jeg var ikke bare blevet mæt, jeg var blevet overmæt. Forstoppet af død”. Jørn Stjerneklar har vist verden billeder fra de fleste kroge og krige igennem sin lange karriere, men nysgerrigheden er stadig brændende. ”Der er så mange steder, så meget jeg ikke har oplevet endnu. Jeg blev mæt af døden, men ikke af alt det andet, der findes”.


SEPTEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

NOTER:

OVERBLIK

Læs om Tøger Seidenfadens krig med Forsvaret, Jyllands-Postens alternative redigering af politikernes citater og B.T.’s problemer med etikken. Af Jens Anton Tingstrøm

Politiken laver kioskbasker

Det er ikke kun formiddagsaviserne, der laver provokerende forsider. Tøger Seidenfadens Politiken var ikke til at støve op den 16. september. Politiken udgav nemlig ”Jæger - i krig med eliten” af Thomas Rathsack, tidligere jægersoldat, som et ekstratillæg i avisen. Forsvaret har nedlagt fogedforbud mod bogen, anmeldt Politiken til politiet og beskylder avisen for at bringe danske soldaters sikkerhed i fare. Meningerne er delte blandt medie-pingerne. Seidenfaden påstår, at det handler om pressefrihed, mens Berlingskes Lisbeth Knudsen kalder Politiken-tillægget for både ”mediestunt” og ”en kommerciel satsning”. Vores egen Anne-Marie Dohm skriver på sin blog noget, som minder om sin bestyrelsesformands holdning. Mediawatch har også vinklet på den kommercielle side af sagen og optalt på Infomedia, at Tøger Seidenfadens omtale i medierne er stærkt faldende siden Muhammed-sagen. I de første 8 måneder af 2006 blev Seidenfaden omtalt 460 gange. I 2009 er han indtil videre oppe på kun 134 omtaler. Bum bum bum...

Naser Khader, Collignon-metoden og billig parfume

Spydige tunger fortæller, at Morgenavisen Jyllands-Posten har opfundet sandhedsjournalistikken - nu også kendt som ”Collignon-metoden.” Sagen starter, da Naser Khader i august inviterer to journalister fra Jyllands-Postens til kaffe på sit kontor og fortæller, at han vil forbyde burkaen i private hjem. Stik imod praksis og ifølge Journalisten- de to JP-journalisters vilje, valgte nyhedschef Pierre Collignon at give den konservative partiledelse en ekstra chance til udtale sig. Burkaforbuddet, som Khader siden har trukket tilbage, regulerede i anden omgang kun det offentlige rum. JP-medarbejdernes tillidsrepræsentant kalder sagen for uheldig redaktionsledelse, oppositionen beskylder JP for at redigere efter politiske hensyn og redaktør på Journalisten, Troels Evold Widding, mener, at JPs troværdighed er svækket. Pierre Collignon kalder i Journalisten kritikken for noget pjat, og chefredaktør Jørn Mikkelsen spørger på Politiken.dk den 16.september 2009: ”Siden hvornår er det blevet dårlig journalistik at researche en historie helt i bund?” Andre dele af journaliststanden diskuterer Pierre Collignon mere intimt: ”Han lugter også lidt af billig parfume,” skriver journalist René Fredensborg i debatten på Journalisten.dk. Collignon-metoden er nu blevet så kendt, at den er blevet oprettet som artikel på Wikipedia: ”En ’Collignon’ er betegnelsen for at lade som om, man er en objektiv journalist, mens man i virkeligheden er håndlanger for et bestemt parti”, står der på websitet.

Journalistforbundet rådgiver Dansk Supermarked

Klassiske journalister og kommunikationsfolk er medlem af samme forbund, og det skaber nu interne sammenstød. I august kunne Journalisten fortælle, at Journalistforbundet rådgav et DJ-medlem i Dansk Supermarked, der havde hevet journalist Marie Hjortdal fra Politiken i Pressenævnet. Dansk Supermarkeds kommunikationskonsulent, der er medlem af DJ, ringede til en DJ-jurist og fik en vurdering af sagen. “Hvorfor skal jeg betale kontingent til DJ, for at forbundet rådgiver Dansk Supermarked om deres pressehåndtering?” spørger Politikenjournalisten Marie Hjortdal efterfølgende.

Illustreret Bunker på Facebook

Man kan nu blive fan af Bunkeren på Facebook! Find den på fjæsen og bliv opdateret om idéudviklinger, deadlines og udgivelser. Profilen viser engang imellem også afslørende billeder fra redaktionens layout-weekender.

EB - Fra bidsk vagthund til underholdende skødehund

“Ekstra Bladet er ikke længere en stor bjæffende køter, men vel nærmere en skødehund. Den er ikke død, men dens eksistensberettigelse hænger i en tynd tråd.” Ordene kommer fra den tidligere Ekstra Bladet-redaktør Niels Frederik Westberg, der i sin nye bog “Tabloid” retter kritik mod Ekstra Bladets store fokus på underholdningsjournalistik. “Tabloid” er en spændingsroman, men går også bag om tabloidmyten – en myte, der til sidst fik Niels Frederik Westberg til at forlade Ekstra Bladet efter 25 år i branchen. I bogen kritiserer Niels Frederik Westberg Ekstra Bladet for “at forsumpe” og “nærmest pervertere” deres pressemæssige tradition som bidsk vagthund, den lille mands fortaler og Den Fjerde Statsmagt til fordel for overskrifter som ”Mand myrder ekskone”. ”Hund bider barn” og ”Ja, vi er kærester.” Det skriver Information.dk.

Oluf J: B.T. bryder god presseskik

Det var i strid med god presseskik, da B.T.s journalist udgav sig for at være en anden og fremprovokerede udtalelser fra præsten i Brorsons Kirke, Per Ramsdal, om at skjule afviste irakiske asylansøgere ulovligt. Det mener mediejurist Oluf Jørgensen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole: “Samtalen afdækker faktisk ikke det, som B.T. påstår. De beskylder Per Ramsdal for at være hemmelig bagmand i et netværk, der skjuler flygtninge for politiet, men det bliver ikke afdækket i samtalen. Derfor mener jeg, at B. T. s skjulte optagelser og ikke mindst deres artikel med disse voldsomme beskyldninger, der ikke er dækning for, er i strid med god presseskik,” siger Oluf Jørgensen til Ritzau den 7.september 2009. I samme Ritzau-telegram forsvarer redaktionschef på B.T., Simon Andersen, metoden: ”Det er ikke noget, vi bruger særligt ofte, og man skal være varsom med det, men her er det berettiget at afdække, at en offentligt lønnet præst er parat til at bistå med ulovligheder,” udtaler han. Metoden beskyldes også for at være i strid med B.T.s eget etiske regelsæt. I ”Regler for etik i Berlingske Media” lyder det: ”Artikler må ikke være frembragt med journalisten som agent provocateur eller ved at journalisten har tilskønnet til ulovligheder.”


Af Gitte Kluk, sprogkoordinator ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Til muldvarpen: ”Årets 1. semester er ikke tynget af kvikke hoveder. De lugtede ikke lorten.”

GABSIDEN PÅ

Der er vigtigste, ting i verden en rustur nye venner og fremtidige sexpartnere. Brug i stedet studiestarten på, at komme foran holdkammeraterne

23

M A RT S / 2 0 0 9

BAGSIDEN AF BAGSIDEN

Sæt komma foran fæsd og farver

SIDE

SEPTEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

Der er mange ting en fortraffelig journalist skal kunne og der er mange ting vi forlanger, af jer, som studerene på danmarks medie- og journalisthøjskole. Lad mig opbryde en fårdom: Journalistfaget handler ikke om at kænde nogen der kænder nogen. Det handler om at være best. Derfor bør alle i nye studerene glemme alt om at more jer. I bør i stedet forberede jer på den vigtigtse rolle i har påtaget jer som Journaliststuderene! I skal på samme og én gang udfylde to af samfundets vigtigste råller som den 3 statsmagt og være samfundet’s muskelhund og gå direkte efter struben i jeres jagt på den overskriftsskabende forsidehistorie. Samtidig med at I må og skal grave i bredden og skærer i dybten i kampen for at skaber den rette vinkel, så vi netop fortæller læserlytterseeren det og kun dét de vidste De ikke ville vide. Tag journalist-hatten på med det samme! Kom ud i virkeligheden. Nu mens De andre ligger bræk. Lad mig til sidst bøje det i neon: Vores allervigtigtste rolle er at fremelske det gode korekte sprog. Her skal vi sætte et forbillede for resten af det danske folk der har det med at sætte kommaer, som det passer dem. Bytte om på hams og sin og det der er værre. VI skal hæve os over op forsøge, at oplyse. Det er vores pligt over for vort Danske modersmål. Når i lytter til hvad vi siger, læser pensum og forpligter jer i arbejdet, kommer i foran de andre, først til de 3 praktikpladser der er tilbage. Mit råd til jer vil derfor være: Styr jer selv og styr komma’et!

Bagsidens sjove hoved Af komiker Tjelle Vejrup og Andreas Martin (foto)

Så for satan, så er der ungt, friskt og naivt russerkød til endnu en semesterstart på Danmarks Medie- og blablabla. Det skal fejres på behørig vis. Så til alle jer ”voksne” studerende, der har indset det, vær med til at knuse russernes illusioner med det samme. De søde stakler tror jo, at selv den mindste opgave bør være en Pulitzer værdig, at journalister kan redde

verden fra de onde kapitalister, at penge ikke styrer medieverdenen, og at de aldrig kommer til at lave hverken lokal- eller sladderjournalistik. Så fortæl dem det på en pæn måde, tilbyd eventuelt alt fra et ”så så bette ven”-klap på skulderen til et trøstende kram. Og drik så en øl med dem. Og knald. Det er integration i studiemiljøet. Skål!

10 tegn - på du bliver en dårlig journalist: 1: Du vil på ingen måde have en Cavling, fordi du tror, det er en kønssygdom. 2:Du nægter at acceptere nymodens teknologi og insisterer i stedet på at få fat på kilder via røgsignaler og morsekoder. Dog må man erkende, at dit interview med Lucky Luke var ret vellykket. 3: Du er Facebookven med Tøger Seidenfaden og du poker ham dagligt i håb om en praktikplads.

4:Du kunne simpelthen ikke fatte, at det ikke var forsidestof på alle danske aviser, da Line Sofie kyssede Martin. 5: Du var i praktik som sportsjournalist på Onside, men de mente ikke, du var objektiv nok, da du konstant under liveudsendelser udbrød: Kom så de Hviii! 6: Du er så ordblind, at du løser Kryds & Tværs på samme måde, som du løser Soduko. 7: Det alias, du har brugt for at lægge fortiden bag dig, og

starte på en frisk, er desværre blevet gennemskuet. Ærgerligt Eppej Eorbyn. 8: Du troede, det var en rigtig højskole, og du venter stadig på, I skal have dramalektioner og fællessang. 9: Du synes, den bedste bog, der nogensinde er skrevet om journalistik, er Spørge Jørgen. 10: Du er så kreativt forladt, at du allerede nu er kendt som: Hende, der giver en spiller for en vinkel.


SEPTEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

INTERVIEW:

Fri leg i den fotografiske sandkasse

De fleste fotografer kender Fatamorgana, sandslottet i den amagerkanske ørken. Skolen, hvor de skal igennem nåleøjet, før de kan se, om det er blændværk eller netop er det fantastiske, fotografiske sandslot, myterne siger. Bygherre og fotograf Morten Bo ser tilbage

”Fatamorgana er ikke en skole, hvor du kan snakke dig fra noget. Det hér er et sted, hvor du får plaster for munden og skal lære at kommunikere alene visuelt. Langt de fleste steder skal du have snakketøjet i orden. Her gør vi det lige omvendt,” fortæller Morten Bo, der for 20 år siden grundlagde Fatamorgana - Danmarks Fotografiske Billedkunstskole. Det var også ham, der skrev skolens reglement tilbage i 1989, hvor det blandt andet lyder: ”Kreativ udfoldelse er en pligt. Engagement er en forpligtelse og udfoldelse et krav. Motivation er den bærende kraft. Kun arbejde, der udfarer af lyst, har værdi.” Gnisten til at blive lærer, blev tændt for Morten Bo, da han var gæstelærer på Nordens Fotoskole i Stockholm. D et fik ham til at søge stillingen som leder af Fotolinjen på Samsø Folkehøjskole. På grund af kontroverser med ledelsen blev det ikke til mere end fire måneder i jobbet. Men konceptet for, hvordan undervisningen skulle organiseres, faldt dog på plads allerede dér. ”Jeg måtte erkende, at hvis jeg ville undervise, måtte jeg lave min egen skole,” fortæller Morten Bo, der ikke kunne forestille sig at blive tvunget ind i rammer sat ovenfra på Journalisthøjskolen eller Kunstakademiet.

Balancegang på sandkassekanten Af Jonas Vandall Ørtvig (tekst og foto)

I starten af Fatamorganas levetid arbejdede Morten Bo sammen med tidligere

fotochef på Politiken, Per Folkver, i fotokollektivet Ragnarok, men det blev for meget. ”På et tidspunkt går der kage i det. På Ragnarok kunne jeg ikke tænke på andet end Fata (Fatamorgana red.), og på skolen kunne jeg kun tænke på arbejdet i Ragnarok. Jeg blev fuldstændig forvirret, stresset og kørt ned,” erfarede Morten Bo og droppede freelancekarrieren. Med 14 dages undervisning efterfulgt af 14 dages fri, hvor gæstelærere tager sig af eleverne, mener han, den perfekte balance er opnået.

Ingen pædagoger ved sandkassen ” Det er jeres skole, og I skal passe på den. I sørger selv for, at gæstelæreren giver sin undervisning. Så vil jeg tage hjem og gøre alt for at glemme jer,” lyder det altid fra Morten Bo, inden han smutter hjem til boligen, bindingsværket på Frederiksberg. Alligevel kan han ikke lade være med at logge ind på Facebook og lave en status-update, hvor han spørger, hvordan det mon går med gæstelæreren? Det giver straks svar fra eleverne. ”Puha, mine små kyllinger har det godt.”

Men hvad lærer eleverne på Fatamorgana? ”De lærer ikke noget, men de lærer at færdes, hvor de har alle muligheder. Det med at lære er noget, man gør på universitetet. Fatamorgana er bare en stor sandkasse.”

Morten Bos berømte citater: ”Fuck! Det kunne et overvågningskamera have lavet bedre.” ”Min personlige ambition er, at hvis de vil noget med billeder, så skal jeg også hjælpe dem til dørs.” ”Den dér med, at de her billeder tæller ikke. ’Dem tog jeg bare, fordi du bad mig om det’ - den går altså ikke. Så er det bare op til tavlen, og så får du med den nihalede.”


Illustreret Bunker - 5 2009