Issuu on Google+

ILL

BUNKER DECEMBER 2012//16.ÅRGANG//NR.03

OPRØR MOD NYHEDSSTRØMMEN

Zetland prøver at bryde mønstret. Et mønster af hurtige og ligegyldige nyheder, som fylder medierne. I stedet eksperimenteres der med lange artikler, lånte kneb fra litteraturen og høje kvalitetskrav. Resultatet er de såkaldte singler, som hos Zetland blandt andet har handlet om benhård narkokriminalitet, Danmarks største kup og Mikkels pik.

Side 15


2

DECEMBER 2012 ILLBUNKER.dk

Leder

Indhold INDE

”Farvel og tak for denne gang, og jeg håber, at vi ses igen en anden gang. På gensyn, på geeeeensyn!” Kan I huske, da vi sang det, når de store i børnehaven skulle begynde i skole? Det kan jeg tydeligt. Det var en underlig fornemmelse at sige farvel til dem. Generelt er det underligt at sige farvel. Det kan både være en god ting, men det kan også være noget forfærdeligt.

Læs historien om, hvorfor den studerende Kirstine Jakobsen valgte at tage orlov fra Journalisthøjskolen. To studerende fra skolen har udgivet en bog om Breivik-sagen, som du også kan læse mere om i INDE-sektionen. Side 3-6

3. semester skal sige farvel til Journalisthøjskolen for en stund. Det er et godt farvel, fordi det betyder goddag til en praktiktid, som bringer en masse spændende udfordringer. For mit vedkommende betyder det også et farvel til Illustreret Bunker - men det er et trist farvel.

FOKUS Hvad foregår der INDE I JOURNALISTEN? Det har vi fokus på denne gang. Hvad går igennem hovedet på en journalist, der dækker krig, død og ødelæggelse? Du kan også læse, hvordan værter på Aftenshowet bruger dem selv i deres journalistik.

Illustreret Bunker og andre frivillige initiativer på skolen er en god måde at lære de studerende fra forskellige semestre at kende på. Du kan ofte lære lige så meget af de ældre studerende, som du kan af dine undervisere. Det viser snart halvandet års erfaring på Journalisthøjskolen mig.

Side 8-13

UDE Vi pakkede kufferten og tog til Fagfestival, hvor FUJ-prisen blev uddelt. Læs mere om alle vinderne i UDE-sektionen. Vi har også et interview med den nu tidligere radiochef, Mads Brügger.

Noget andet, du kan bruge Illustreret Bunker til, er at komme i snak med Mads Brügger eller andre journalistiske idoler, du må have. Det er en også en god måde at få ledelsen i snak på, hvis vi er utilfredse med noget.

Side 14-18

Jeg vil opfordre alle til at tage del i de fantastiske projekter, de studerende på skolen selv står for. Illustreret Bunker, Citat, Omlüd, ComingUp og et helt nyt dokumentarprojekt, du kan læse mere om side på syv. Det giver dig både journalistiske kompetencer, men også et stort netværk. Så lad nu være med at gå hjem og spis chips alene fredag aften, når du kan gøre det sammen med os til en layoutweekend i stedet.

INTERNATIONAL Tasmanian media are withholding information from the public. Partly because powerful people threaten the journalists. Page 20-21

//Ansvarshavende redaktør, Lasse Emil Kristiansen

DEBAT Organisationen Transparency International opfordrer journaliststuderende til at kæmpe for en mere åben offentlighedslov. Side 22-23

INDE Signe Haahr Lindegaard Olsen Shlolsen@mail.dmjx.dk

DEBAT & INTERNATIONAL Michelle Egedius Færch

FOKUS Katrine Bjerre Toft Kbtoft@mail.dmjx.dk

Mfaerch@mail.dmjx.dk

UDE Frederik Alexander Vording

WEB Morten Sahl Madsen

ANSV. Lasse Emil Kristiansen

Favording@mail.dmjx.dk

Msmadsen@mail.

Lekristiansen@mail.

dmjx.dk

dmjx.dk

FOTO Betina N. Garcia Bngarcia@mail.dmjx.dk

FOTO Thomas Emil Sørensen Tesorensen@mail. dmjx.dk

Faste skribenter: Johannes Hau Nørgaard, Peter Pagh-Schlegel, Freja Toftegaard, Rita G. Dam, Morten Skov Madsen, Theis Stenholt Engmann, Simon Reenberg, MetteMarie Andersen

Kalender: Dette er sidste udgivelse i år. Tak for denne gang. God jul og godt nytår, når du når så langt.

Illustrator:

Forsidebillede:

Ebbe Lønborg

Janus Engel Rasmussen

Illustreret Bunker Olof Palmes Allé 11, 8200 Århus N illbunker@mail.dmjx.dk, www.illbunker.dk

Økonomi- og annonceansvarlig Lasse Emil Kristiansen Lekristiansen@mail.dmjx.dk

Tryk OTM Avistryk Herning-Ikast 97 15 66 00

Oplag 1700 eksemplarer 6 gange årligt. IIllustreret Bunker uddeles til studerende og ansatte på Journalisthøjskolen, til danske redaktioner og deres praktikanter samt til journaliststuderende på SDU og RUC. Citater, billeder og andet materiale fra avisen må kun bringes med udførlig kildeangivelse.

Udgivelse 28. november 2012 16. årgang - 3. udgave


INDE

DECEMBER 2012 ILLBUNKER.dk

3

Praktikken skal under kniven Set i bakspejlet af efterårets praktiksøgning, er det gået op for skolen, at processen skranter på flere områder. De studerende kan derfor forvente ændringer allerede fra næste panikdag

Tekst: Johannes Hau Nørgaard, Simon Reenberg Foto: Thomas Emil Sørensen

At krisen for længst har ramt medierne, og at praktikpladserne ryger som følge af mediernes slatne tegnedrenge, er ved at sive ind hos de fleste. Men omfanget af de manglende pladser overraskede alligevel både skolens administration og de studerende på tredje

semester, da Panikdagen nærmede sig. Realiteten var et historisk lavt antal praktikpladser. Ifølge skolens praktikog karrierevejleder, Pia Færing, er der kun under en håndfuld pladser tilbage til de sidste 25 håbefulde studerende, der ønsker en praktikplads. Og i kølvandet på Panikdagen kan hun konstatere, at det er værre, end det plejer at være. Praktikken har behov for mere end bare et ansigtsløft. ”Det er første år, at problemerne er så store. Vi er nødt til at have alle scenarier op til diskussion. En kortere praktikperiode, en lavere løn og godkendelse af flere praktiksteder. Vi skal have en helt åben debat for at finde ud af, hvad der skal ske de næste to til tre år,” siger Pia Færing. Praktikudvalget sætter sig sammen den 6. december og diskuterer praktikkens fremtid.

De største  ændringer vil kræve inddragelse af ministeren og har derfor lange udsigter, men allerede ved næste panikdag vil der være nogle få modifikationer.

”Der er ingen grund til, at vi fra studieadministrationens side laver fejl ved at melde for mange klar til praktikken.” - Pia Færing, praktik- og karrierevejleder på DMJX Fejl i administrationen En del af efterårets panik skyldes det høje antal studerende, der skulle kæmpe om de få praktikpladser. De tre uddannelser havde regnet for mange studerende med og ikke taget højde for, at nogle manglede at bestå fag eller eksamener. Derfor var tallet af studerende for

højt. Når næste semester skal panikke, vil fejlen være rettet. ”Til foråret vil vi være mere omhyggelige. Der er ingen grund til, at vi fra studieadministrationens side laver fejl ved at melde for mange klar til praktikken. Næste gang vil vi kontrollere mere for at få præcise tal,” siger Pia Færing.

Skolen regner med worst case Den administrative fejl er ikke ene om at give et ukorrekt billede af antallet af praktiksøgende. Praktikanter fortæller sjældent skolen, at de har forlænget deres praktikperiode, og derfor bliver de også regnet med til panikdagen. ”Historisk har der altid været for mange tilmeldte, som ikke skal være med til panikdagen. Vi bliver nødt til at regne med worst case, men i virkeligheden kan man internt regne med, at 20-30 af de tilmeldte studerende ikke skal være med til panikdagen,” siger Pia Færing.

KEND DIN UNDERVISER – Thomas Pallesen Skolens nordjyske tv-konge er selv studerende på cand.public. Hans mål er at sætte godt fjernsyn i verden. Og så forsøgte han engang at rulle sin navnebror Tekst: Malthe Bruus Foto: Kirstine Edith Toft

Der er noget krejlet over den energiske mand fra 700-gangen. Det er ikke kun den dybtsiddende nordjyske dialekt eller det ivrige og overbevisende snakketøj. Nej, Thomas er krejler hele vejen igennem. For et par år siden modtog han eksempelvis en check for et oplæg om offentlig forvaltning, som han ikke havde holdt. I stedet for pænt at sende checken tilbage, hvor den kom fra, fandt Thomas frem til dens rette ejermand, hans navnebror på Aarhus Universitet, og foreslog med et smil, at de kunne dele beløbet mod at stå for det administrative. Forvaltnings-Thomas tog hævn ved at blive professor og distancere vores tv-Thomas i antallet af hints på Google.

Studerende som underviser Thomas er måske ikke så kendt hos første og andet semester, da han kun underviser i tv. Siden han selv havde tv på syvende semester, har målet været at lave mest muligt godt tv. Det gjorde han i en årrække for både DR, TV2 og en række regionale stationer, men hans ambitioner for godt tv ændrede sig. Derfor vendte han tilbage til Bunkeren som underviser: ”Jeg håber, at jeg ved at lære nogle mennesker at lave godt tv, samlet set får sat mere godt fjernsyn i verden, end jeg selv kunne nå at lave,” fortæller Thomas om sin motivation for at undervise.

Men selvom Thomas dygtiggør andre i tvmediets muligheder, er han ikke selv færdig med at blive dygtiggjort. Han er nemlig cand. public-studerende her på skolen.

Den tabte kærlighed Sidst på eftermiddagen, når blodsukkeret er lavt, har Thomas i samarbejde med kantinedamernes kagekundskaber fået den vane at drømme sig tilbage til Vendsyssel. Nærmere bestemt til Brovst, hvorfra yndlings drømmekagen stammer. I fritiden slapper Thomas af ved at slippe alle ti tommelfingre løs på bilen, hjemmeelektronikken og huset i Aalborg. Har han mere tid, cykler han og konen ud i Europa med campingudstyr bagpå. Og så ærgrer han sig over, at han ikke slog til, mens prinsesse Alexandra stadig var single. Han var en af de første i Danmark til at interviewe hende og faldt pladask for hendes charme. Men det skulle desværre ikke være de to.

HIT ME WITH FACTS Alder: 50 år Civilstatus: Gift Børn: Tre børn på 18, 21 og 23 år Stjernetegn: Vædder Højde: 178 cm Vægt: 70 kg Skostørrelse: 41 Hjemby: Er opvokset lidt uden for Løkken Livret: Grydestegt kylling med persille


4

INDE

DECEMBER 2012 ILLBUNKER.dk

DMJX’er udgiver bog om Breivik-retssag Journaliststuderende Cecilie Kallestrup livebloggede fra retssagen mod Anders Behring Breivik i sin praktikperiode på DR. Opgaven indebar tunge udfordringer – både følelsesmæssige og etiske. Nu har hun og en kollega skrevet en bog om forløbet Tekst: Peter Pagh-Schlegel Foto: Morten Kunzendorf, DR

Danskerne kunne følge med minut for minut, som live-opdateringerne rullede ind på dr.dk fra retssagen mod den terroranklagede Anders Behring Breivik. Bag tasterne sad daværende praktikant Cecilie Kallestrup. På halvandet år gik hun fra en siddeplads i Frøberts til en arbejdsstation i Oslo Tingrett - tre meter fra en af verdens mest omtalte massemordere i nyere tid. Live-blogging var ikke et medie, Cecilie Kallestrup havde prøvet kræfter med før. Heller ikke på de tre første semestre på journalisthøjskolen var hun blevet klædt på til den relativt nye formidlingspraksis. ”Man bliver nødt til at have lidt is i maven og udvælge de ting, man synes, er relevante for at give et fair billede af, hvad der foregår. Det kan godt være svært, fordi det går hurtigt, og der er mange følelser på spil,” siger den daværende praktikant, der i sidste ende fik besked

fra sin redaktør, Claus Buhr, om at gå efter sin ’mavefornemmelse’. Hun havde kun kort tid til at afgøre, hvilke detaljer fra retssagen der skulle på bloggen, og hvilke detaljer der skulle blive inden for retssalens fire vægge. ”Der var mange etiske udfordringer i den redaktionelle udvælgelsesproces. Jeg var meget opmærksom på ikke at agere talerør for Breivik, men samtidig ville jeg heller ikke udstille alle de makabre detaljer om drabene, som de blev fremlagt i retten,” fortæller Cecilie Kallestrup, der til gengæld i bogen beretter om mange af de detaljer, hun filtrerede fra på bloggen.

Journalister græder ikke
 Udover de faglige udfordringer var følelserne også en udfordring at tackle professionelt. Flere steder i bogen bliver personlige følelsesmæssige rutsjeture beskrevet. ”Jeg så mig omkring i salen og måtte tvinge mig selv til ikke at blive grebet af den sorg, der

kvalte alt andet i lokalet. Jeg var smerteligt bevidst om, at hvert eneste tryk på tasterne gav genlyd ude i det stille retslokale,” siger hun i et uddrag fra bogen ”Tre meter fra Breivik”. Det har været vigtigt for Cecilie Kallestrup ikke at græde under retssagen, på trods af at det ikke lykkedes for hende at holde tårerne indenbords under hele forløbet.

”Jeg var smerteligt bevidst om, at hvert eneste tryk på tasterne gav genlyd i det stille retslokale.” – Uddrag fra bogen ”Tre meter fra Breivik” ”Det var et svært dilemma. Jeg ville samtidig heller ikke virke følelseskold og kynisk over for de pårørende. Så det var en underlig ba-

lance, man skulle finde ud af med sig selv,” siger hun.

Bogen var en terapeutisk proces
 Mod slutningen af Cecilies praktikophold blev hun enig med sin kollega Louise Damløv om at skrive en bog om forløbet. Formålet med udgivelsen var blandt andet at give et personligt vidnesbyrd om, hvordan det var at skulle arbejde professionelt under en følelsestung retssag i samme lokale som den berygtede massemorder. ”Vi syntes, at en bog kunne meget andet end det nøgterne webmedie. Dernæst kunne vi dokumentere anderledes i en bog, fordi vi kunne bruge os selv,” siger Cecilie Kallestrup. Men bogen var også en terapeutisk proces for de to unge journalister. ”Det at skrive bogen var også en meget god måde at få bearbejdet hele forløbet på,” siger Cecilie Kallestrup.

Cecilie Kallestrup fra syvende semester (t.h.) har netop udgivet bogen ”Tre meter fra Breivik” sammen med sin kollega fra DR Louise Damløv (t.v.). Bogen handler om deres oplevelser med at live-blogge fra retssagen mod den terroranklagede Anders Behring Breivik i sommer.

Radiolands studie A nedlægges Til december flytter radioteknikkerne ud og håndværkerne ind i Radiolands studie A. Studiet bliver ikke brugt nok, og skal derfor omdannes til klasselokale Tekst: Theis Stenholt Engmann

Det har været brugt som pølsevogn og køkken samt huset otte mennesker i samme radioudsendelse. Journalister har været koblet til studiet fra marken, og producerne og teknikkerne har skullet danne overblik over timelange radioudsendelser. Sådan mindes radiounderviser Kim Albæk og radioteknikker Alice Høier lokalet fra dets storhedstid. I dag er det småt med de store produktioner i radiostudie A. ”Det er ved at være fire-fem år siden, vi stoppede med at lave store studieproduktioner her på skolen. Det har dels noget at gøre

med, at branchen ikke laver dette længere, men også fordi der ikke var balance mellem den pædagogiske fidus og besværet ved det,” fortæller radiounderviser Kim Albæk.

Studiet, hvor der speakes Studie A har de seneste år været henvist til en rolle som elevernes foretrukne speak-lokale. For at kompensere for tabet af dette indretter skolen et af Radiolands grupperum til at varetage denne rolle i fremtiden. Men det bliver svært at leve op til radiostudie A’s helt særlige akustik. ”Speaks kvalitet har enorm betydning, når vi laver radio. Rummet her har en perfekt

størrelse og faciliteter for lyde, og jeg er desværre sikker på, at kvaliteten af lyden ikke bliver den samme i de nye lokaler,” forklarer radioteknikker Alice Høier. Skolens elever skal lære at begå sig på mindre plads i Radioland. Det eneste deciderede senderum, som vil være tilbage, er det noget mindre studie B. Rektor på DMJX, Jens Otto Kjær, mener dog ikke, at der vil blive problemer med kapaciteten. ”Hvis de to studier var fyldt 90 – 100 % af tiden, havde vi aldrig nedlagt et af dem. Det er vores vurdering, at der stadig er gode muligheder for, at studerende kan lave radio. Hvis andet viser sig sandt, må vi finde en løsning til den tid,” siger han.

God radio er ikke teknisk perfektion Skolens ledelse forklarer beslutningen om at nedlægge studiet med, at DMJX må kigge ud over Bunkerens vægge. ”Ude i branchen laver man nu radio i selvbetjeningsstudier. Journalisten skal selv optage, redigere og mikse. Det er vigtigt, at vores faciliteter matcher, hvad der foregår i bran-

chen,” fortæller DMJX’s rektor Jens Otto Kjær. Jens Otto Kjær forsikrer dog, at lyden i de nye små grupperum vil leve op til kravene for radiolyd i dag. ”Standarden i det gamle lokale er en standard, som man nødvendigvis ikke behøver at leve op til i dag. Lokalet er fra en tid, hvor teknisk perfektion var idealet. I dag er der friere rammer for, hvordan man laver radio, det er ikke den perfekte lyd, som er i centrum af produktionen,” siger han. Det forventes, at radiofolket kan tage det nye klasselokale og speak-lokale i brug i januar måned. Ombygningen er lagt fra december til midten af januar. Her forventer man, at ombygningen vil forstyrre radiomagerne mindst muligt i deres arbejde.


INDE

DECEMBER 2012 ILLBUNKER.dk

5

Når praktikjagten kræver blod, sved og ben i næsen Det var drømmen om radiojournalistik, der var skyld i, at Kirstine Jakobsen tog orlov. For hende handler det ikke om, hvilket job hun får efter praktiktiden, men hvad hun lærer under den

Tekst: Freja Toftegaard Christiansen Foto: Tor Birk Trads

Radiojournalstikken kom ikke til Kirstine Jakobsen af sig selv, så derfor besluttede hun, at hun måtte komme til den. Da hendes orlov begyndte i august i år, havde hun allerede været et halv år i praktik på Videnscentret for Landbrug. Drømmen var ikke at beskæftige sig med kommunikation men radio, og da det ikke blev en mulighed, tog hun orlov. På den måde kunne hun tilegne sig viden inden for radio.

og begyndte at arbejde på Mediehus Aarhus, hvor hun i dag får styrket sine tv- og radiokompetencer. Hun er blandt andet tilrettelægger på flere tv-programmer, laver radioindslag og er medvært i ”Gormorhus”. Et program, hvor der diskuteres nyheder i en fis-og-bal-

”Jeg tog orlov, fordi jeg ikke kunne få den praktikplads, jeg gerne ville have.”

Det er vigtigt at holde sig i gang Langt de fleste ville måske have svært ved at komme op på hesten, når drømmepraktikstedet ikke kommer i hus. Men selv om det var overvældende og krævede klap på skulderen fra gode medstuderende, lod Kirstine Jakobsen sig ikke for alvor slå ud, da hun ikke fik en praktikplads til Panikdagen i foråret. Også selv om det var hendes panikdag nummer to. I stedet tog hun mikrofonen i egen hånd

lede-tone. Noget hun og hendes medværter kalder for ”Radiofonisk Nabosnak”. ”Jeg tog orlov, fordi jeg ikke kunne få den praktikplads, jeg gerne ville have og for at få nogle ekstra kompetencer inden for radiojournalistik. Det har været et selvvalg,” siger Kirstine Jakobsen. Hun føler, at det frivillige arbejde har været en fornuftig måde at bruge orloven på. Blandt

andet er interviewteknikken blevet finpudset og fortælleteknikken forstærket. Og så har det bedste ved orloven været, at hun har lavet lige præcis den slags journalistik, som hun har haft lyst til. ”Under min orlov har jeg leget med journalistikken mere end nogensinde før ved at få lov at lave radio og for det meste selv bestemme, hvad min dag skal indeholde. Hvis jeg ikke bliver ved med at dyrke journalistikken og bare tog et halvt år fri, stopper min journalistiske udvikling hurtigt,” siger hun.

Ambitioner og geografi Kirstine ved godt, hvad hun vil. Hun vil lave radio. Og det er kombinationen af egne høje ambitioner og selvrefleksion over, hvad hun lærer som praktikant, der gør det svært at finde det ideelle praktiksted. Et sted, hvor hun via radio kan få lov at fortælle sine historier på en anden måde, end hun kan ved at skrive for en avis. Hun ved godt, at orloven ikke er mediernes skyld. Hun er kræsen, men det er ikke ude-

lukkende det, der bremser hende. Hun har et ekstra vedhæng i sit liv, som hun er nødt til at tage hensyn til. For fem år siden fødte hun sønnen Viktor, som hun har sammen med sin eksmand. Derfor er hun nødt til at være så tæt på Aarhus som muligt. En praktikplads i København er ikke realistisk. Valget om at søge steder, der ligger maksimalt en times transport fra hendes hjem i Aarhus, er helt bevidst. ”Ved siden af en praktikplads, skal min hverdag koordineres i forhold til børnehavens åbningstider. Jeg har regnet på det og kan se, at jeg kan få det hele til at hænge sammen, hvis jeg maksimalt har en times transport hver vej,” siger Kirstine.

Tid til praktik På trods af arbejdet med tv og radio føler Kirstine ikke, at hun står stærkere end sine konkurrenter, når kampen om drømmepraktikstedet går i gang igen. Men hun er klar over, at hun har flere ting med i bagagen. Hun er i stand til at sætte tingene i perspektiv, fordi hun har følt, hvad det vil sige at blive ramt af nederlag. Den ekstra bagage kan hjælpe hende til at finde en praktikplads inden deadline til februar.

”Jeg har leget mere med journalistikken end nogensinde før ved at få lov til at lave radio.” ”Jeg har lært enormt meget samtidig med, at jeg har haft god tid til min søn. Det har jeg nydt. Men der er også noget, der hedder økonomi. Jeg kan ikke blive ved med at arbejde frivilligt,” siger Kirstine. Den 31. Januar 2012 slutter Kirstines halvårlige orlov. Hun har endnu ikke fundet den praktikplads, som hun er fast besluttet på at starte på til februar. Men én ting er sikkert: Starte skal hun. Også selv om det kan betyde, at hun må gå på kompromis med radiodrømmen for en stund.

34-årige Kirstine Jakobsen valgte selv at tage orlov, da drømmepraktikstedet ikke kom i hus. Hun har brugt tiden på at lave frivillig radio på Mediehus Aarhus.


6

DECEMBER 2012 ILLBUNKER.dk

INDE

Når du skal skrive store opgaver som PUJ og førsteårsprojekt, er der stor forskel på, hvilken vejledning du får. De studerende ønsker ensretning, men vejlederne mener ikke, at den forskellige behandling er forkert

Frygt ikke forskelsbehandling til vejledning Tekst: Elisabeth Thiis Illustration: Ebbe Lønborg

Over 100 elever stifter hvert semester bekendtskab med de famøse førsteårs- og PUJprojekter. Projekter, som syder af ærefrygt og lugter af tilspidset konkurrence. Rygtet siger, at der er stor forskel, på den vejledning de enkelte studerende får, men selvom vejlederne er forskellige, skal de studerende på Danmark Medie- og Journalisthøjskole ikke frygte forskellen.

journaliststuderende på tredje semester. Selvom vejlederne hævder at følge de samme uskrevne regler, sætter de spørgsmålstegn ved præmissen om, at fælles retningslinjer for vej-

lederne er ønskværdig. Det vil være vidt forskelligt, hvad de studerende har brug for til de enkelte vejledninger. Derfor er en ensretning fuldstændig misforstået.

”Vi sikrer ikke en ensretning, men vi har alle et fælles mål for vejledningen,” siger Susanne Sayers, underviser på DMJX.

”Vi er ikke maskiner” Alle vejledere forklarer, at de både vejleder og coacher. Det skifter efter den studerendes behov. Hos vejlederne er det naturligt, at der er forskel. Den afspejler nemlig personlighed og integritet. ”Den enkelte vejledning skal være unik. Det skal ikke være en formel eller noget, som man trækker i en automat. Forskel er udtryk for, at vi ikke er maskiner,” forklarer vejleder og underviser på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Jan Dyberg. Alle vejledere er enige om, at de ikke hjælper studerende med afgørende valg, som de selv skal eksaminere i senere, og at de ikke vil tage ejerskab, når det gælder de enkelte projekter. ”Jeg vejleder efter, hvad jeg fornemmer, at folk har brug for. Nogle har brug for at blive coachet, andre vejledt,” siger Susanne Sayers, vejleder på DMJX. Vejlederne har ingen skriftlige retningslinjer, som de følger, men man snakker jævnligt om vejledning internt i vejlederteamet. Ensretning eller ej. Skal du til at skrive førsteårsprojekt, eller vil du hapse alle de bedste råd til opgaverne på næste semester? Selvom vejlederne griber det forskelligt an, så anbefaler de alle det samme: Mød op til vejledningen velforberedt for at få mest ud af det og vend altid problematikker med dine medstuderende, inden du bruger din vejleder.

Studerende og vejledere uenige Blandt de journaliststuderende på skolens nuværende tredje semester er der stor enighed om, at måden, der bliver vejledt på, er varierende fra vejleder til vejleder. Nogle vejleder, mens andre coacher, når de studerende skal gennem de to store, udredende projekter. “Der er stor forskel på, hvordan de griber tingene an. Vejlederne er naturligvis forskellige fra hinanden. Både i måden at kommunikere på og måden at vejlede på,” siger tredje semesterstuderende Jonas Skov. Han har, ligesom de fleste andre studerende, haft fornøjelsen af at opleve forskellige vejledere i aktion - én vejleder til PUJ- og én til førsteårsprojektet. Men den varierende vejledning er ikke et hit blandt alle studerende, og flere efterspørger retningslinjer, der kan sikre en mere ensrettet vejledning. “Vejledningen ville have gavn af, at underviserne satte sig sammen internt for at udstikke nogle retningslinjer,” siger Mathias Wissing,

Nyuddannede kæmper for fast arbejde I dag er omkring hver tredje nyuddannet journalist arbejdsløs. Det er en kamp at komme ind i branchen, og der er langt mellem de faste jobs. Derfor forsøger mange sig med freelancearbejde for at få en fod indenfor Tekst: Julie Mia Fogde

Blåstemplet journalist. Den sidste eksamen er overstået. Skolebænken allerede ti skridt i bakspejlet. De fleste kan se dagen for sig. Dagen hvor vi endelig kan vinke farvel til undervisningstimer og begive os ud i arbejdsverdenen. Men da en ny gruppe journalister i november gik ud af Bunkeren med eksamensbeviset i hånden, var det langt fra med kurs direkte ind på arbejdspladserne. Hver tredje nyuddannet journalist er nemlig stadig arbejdsløs og på dagpenge et år efter, at døren til skolen smækkede bag dem. Det er hårde udsigter, når man sidder og udfylder akasse papirer og søger dagpenge dagen efter dimissionsfesten. Mange kaster sig derfor over vikarjobs og freelance arbejde, fordi de håber, at det kan give fast arbejde på længere sigt.

”Man må bare erkende, at nyuddannede ikke kan gå ind i dag og få en fast stilling. Det kræver en periode, hvor du er et sted, inden du kan komme ind. Man må vænne sig til ikke have fast job,” siger Theis Lange Olsen, der blev færdig med sin bachelor i november. Siden han blev færdig i sidste måned, har han arbejdet som tilkaldevikar for Danmarks Radio.

Mere af nød end af lyst For Theis Lange Olsen er det ikke drømmen at have sporadiske arbejdsdage, hvor han skriver webnyheder. Han håber, at han en dag kan få lov til at grave i historier og fordybe sig. Men vikarstillingen og webartiklerne er en fod inden for døren til mediehusene, og det er han glad for. ”Man vil jo selvfølgelig helst have et fast job og føle sig sikker – men virkeligheden er ikke til det. Sådan er det bare. Det er ikke guld og grønne skove,” fortæller han.

Og når alternativet er dagpenge, så forstår Signe Tonsberg, der er leder af nogle af Journalistforbundets startkurser for freelancere, godt, at de nyudklækkede journalister vil gøre hvad som helst for at have noget at rive i.

”Man vil jo selvfølgelig helst have et fast job og føle sig sikker – men virkeligheden er ikke til det.”

- Theis Lange Olsen, nyuddannet journalist

Hun har også den opfattelse, at flere starter med freelance-arbejde mere af nød end af lyst. ”Mit indtryk er, at mange synes, det er svært at komme ind i branchen. At der er mange, der bruger freelance som springbræt for at

komme ind i faget. De håber, at det kan være en adgangsbillet til mediehusene,” siger Signe Tonsberg.

Ledige nyuddannede er dødærgerligt Hos Dansk Journalistforbund forsøger de at hjælpe de nye journalister med jobsøgningskurser, karrieredage og rådgivning for at hjælpe dem til at slås for de jobs, der er, fortæller Jonas Thing, der er karriere- og trivselskonsulent for Journalistforbundet. ”Det er dødærgerligt, at så mange nyuddannede er ledige. Jeg mener, at det er det største problem i vores branche for tiden,” siger Jonas Thing. Dog er det begrænset, hvad Journalistforbundet kan gøre, fortæller han. De kan jo ikke skabe nye arbejdspladser.


INDE

DECEMBER 2012 ILLBUNKER.dk

7

Frivilligt dokumentarinitiativ på vej til DMJX Hvis du kunne tænke dig at deltage i produktionen af dokumentarfilm, får du snart chancen. To studerende er gået sammen om at opstarte et dokumentarsamarbejde på tværs af landet Tekst: Lars Dalsgaard Foto: Thomas Emil Sørensen

Som studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har du mulighed for at snuse til en bred vifte af forskellige genrer inden for journalistikken. Du kan indspille radio på Omlüd, skrive artikler for Magasinet Citat og Illustreret Bunker eller lave tv-indslag med ComingUp. Men vil du producere dokumentarfilm, så har du hidtil måttet søge uden for skolen. Det bliver der snart lavet om på. Til februar ser skolens første frivillige dokumentarinitiativ dagens lys. Her bliver der mulighed for at prøve kræfter med den undersøgende dokumentargenre og den journalistiske feature.

”Vi kommer til at skulle arbejde sammen engang, måske allerede i praktiktiden, men vi kender ikke rigtigt hinandens kompetencer.”

at overse for de studerende, og det er en skam, mener Karen Hammer. Hun har med en baggrund på kommunikationsuddannelsen i Aarhus læst på begge skolens afdelinger. ”Samarbejdet mellem de to uddannelsessteder eksisterer ikke lige nu. Vi kommer til at skulle arbejde sammen engang, måske allerede i praktiktiden, men vi kender ikke rigtigt hinandens kompetencer, selv om vores uddannelser minder meget om hinanden. Dette projekt er en mulighed for at lære hinanden bedre at kende,” siger Karen Hammer. Dokumentarholdet kommer til at bestå af to redaktioner. En for journaliststuderende i Aarhus og en for tv- og medietilrettelæggere i København. Den store udfordring bliver at få dette samarbejde til at fungere på tværs af landet. Der vil løbende blive afholdt videokonferencer og virtuelle møder over Skype, men under optagelse og produktion af film er det afgørende, at medlemmerne af de to redaktioner mødes fysisk, så man kan gøre brug

af hinandens kompetencer, fortæller Kenneth Laugaard Andersen. ”Folk kommer til at investere deres tid i projektet. Der er ikke bare sådan, at man tager ud og filmer en enkelt aften, og så er optagelsen hjemme. Man kan sagtens blive nødt til at sætte to dage af til en enkelt optagelse, for så lang tid tager det nogle gange. Vi forventer, at man bruger sin tid på det,” siger Kenneth Laugaard Andersen, der selv har lagt en stor del af sin fritid ved siden af journaliststudiet i projektet.

Et projekt for alle Projektet bliver skudt i gang til februar, hvor det første dokumentarhold får ben at stå på. Der vil i den forbindelse blive arrangeret en introdag, hvor en etableret dokumentarist kommer og taler på vegne af genren. Foredraget er åbent for alle, og det er planen, at der løbende vil blive afholdt lignende arrangementer.

Selve dokumentarholdet er primært tiltænkt elever på andet og tredje semester, da de deltagende forventes at have en grundlæggende indsigt i interviewteknik. Om elever fra 1. semester også skal have mulighed for at deltage, er endnu ikke besluttet. Det kræver dog hverken forudgående kendskab til dokumentargenren eller filmteknisk erfaring at søge ind. ”Selv om nogle af os har arbejdet med dokumentargenren før, er vi alle på samme niveau. Der er ikke nogen, der kommer til at stå frem som bedre end andre. Alle kan være med,” siger Kenneth Laugaard Andersen. Når Kenneth til næste efterårssemester skal i praktik, så overlades styringen til en fra forårsforløbet. Det er bestemt, at der skal opstartes et nyt hold ved hver semesterstart, og at hvert hold skal producere én dokumentarfilm. Endemålet for hvert dokumentarhold er at få slutproduktet solgt.

- Karen Hammer, tv- og medietilrettelæggerstuderende Projektet, der endnu ikke har fået et navn, er en udstikker af ComingUp, hvor Kenneth Laugaard Andersen og Karen Hammer lærte hinanden at kende. Her producerede de sidste semester et kort dokumentarindslag om panikdagen, og det gav dem blod på tanden til at opstarte deres eget dokumentarhold helt fra bunden. ”Det var sjovt at lave små indslag på ComingUp, men vi snakkede ofte om, at det kunne være fedt også at tilgodese dem, der ønsker at arbejde med noget, der har en lidt længere produktions- og forberedelsestid. Noget, hvor man kommer mere i dybden med sit stof, og som er knapt så nyhedspræget,” siger Karen Hammer, der læser tv- og medietilrettelæggelse i København.

Vil samarbejde på tværs af landet Det er ikke mere end et par år siden, at Danmarks Journalisthøjskole fusionerede med Mediehøjskolen i København og blev til Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Men samarbejdet mellem de to institutioner er let

De dyre dråber Tekst: Alexandra Lund Lysgaard

Du kender det. Du har kæmpet dig gennem ugens udfordringer og trænger nu til et velfortjent afbræk fra undervisere, kilder og deadlines. Klokken er 14.15 fredag eftermiddag, og du forlader overfladen og sollyset til fordel for den kradse lugt og høje musik i kælderen. Men som du står der ved disken og bestiller den første fadøl, kan du ikke helt lægge bekymringerne fra dig. Det er nemlig en dyr fornøjelse at drikke weekenden ind i Fredagsbaren. En øl i vores kælder koster 20 kroner, mens den i andre fredagsbarer er langt billigere. Til sammenligning koster en øl i Institut for

Det koster kassen at købe øl i Fredagsbaren. Grunden til den høje pris er, at kvalitet og arrangementer vægtes højt

Sprog, Litteratur og Kulturs fredagsbar Esperanto 10 kroner, og i Institut for Filosofi og Idehistories fredagsbar kan den fås for en flad fem’er. Selvom det måske er en dårligere flaskeøl, er det helt okay. Det mener flere studerende på første semester, heriblandt Nicolai Stjernholm Schou: ”Billig øl er god øl. Jeg forstår ikke, hvorfor øllene skal være så dyre, og hvorfor det skal være fadøl,” siger han. Fredagsbarens formand, Martin Gottschalk Rasmussen, er ikke afvisende over for at lave forsøg med billigere øl, men han opfordrer folk til at komme til ham frem for at snakke om det i krogene. ”Jeg vil tage det til efterretning, så der kan

findes en løsning. Jeg vil opfordre folk til at komme til os med kritikken i stedet for. Folk er meget velkomne til at komme med forslag til nye tiltag, arrangementer og så videre,” siger han.

”Billig øl er god øl. Jeg forstår ikke, hvorfor øllene skal være så dyre.”

- Nicolai Stjernholm Schou, studerende på første semester

Grunden til den høje pris på den gyldne væske er, at Fredagsbaren skal have en ansvarlig øko-

nomi. Der prioriteres kvalitet i gode fadøl samt muligheden for at lave fede arrangementer. For eksempel skal Steffen Kretz males på redagsbarens vægge den 14. december. Et dyrt arrangement, der har været arbejdet på i lang tid. ”Det er to år siden, et lignende arrangement har fundet sted, og den største omkostning er malerens løn. Vi spenderer ikke formuer på temabarer uge efter uge, men det er ind-lysende, at der vil komme flere folk, hvis vi har lavet et fedt arrangement i stedet for en stemningsforladt bar,” siger Martin Gottschalk Rasmussen.


8

DECEMBER 2012 ILLBUNKER.dk

FOKUS - INDE I JOURNALISTEN

Krig er uforudsigeligt, og journalisterne gambler altid, når de vigtige historier fra fronten skal fortælles. For freelancer Nagieb Khaja er kidnapninger og flybomber en reel fare, men hans journalistik er for vigtig til, at han lader sig skræmme

Nagieb Khaja tager selv billeder med sin mobil, når han er ude som korrespondent.

16-årige Harith kæmper mod det syriske regime.

Historien er risikoen værd Tekst: Johannes Lau Nørgaard Foto: Nagieb Khaja, Henrik Ipsen

AK47-geværer brager og projektiler slår mod bygningen på den anden side af vejen. Oprørerne i den syriske by Ariha har aftrækkeren i bund og skyder lidt tilfældigt mod en usynlig fjende bag de smadrede vinduer. Journalist Nagieb Khaja er med helt fremme, men han er ikke nervøs. Indtil videre er de kun blevet angrebet af mortergranater og skud fra kampvogne, og kryber han tilbage i dækning, undgår han granater og fragmenter, når væggene eksploderer. Først da MIG-jagerflyene begynder at bombe, bliver han anspændt. Men der er ikke andet at gøre end at krydse fingre. Han ved, at han ikke kan gardere sig imod alt. Der er altid en risiko forbundet, når man reporterer fra konfliktområder. ”Det er så vigtigt, at historierne bliver fortalt, at det er værd at løbe risikoen, men jeg gør mig mange tanker og sætter hele tiden historiens værdi op imod risikoen. Det er en balancegang. Jo større risiko, jo vigtigere skal historien være,” siger Nagieb Khaja. Han er freelancejournalist og forfatter, men er tidligere ansat i TV2’s gravergruppe. Flere gange om året tager han turen til et af verdens brændpunkter. Afghanistan, Yemen og Syrien har været mest besøgt, og han fortæller historierne fra de utraditionelle kilders side. Derfor er det ofte med høj risiko, at han følger Syriens oprørere eller interviewer landsbyboerne i et afsides Taleban-kontrolleret område.

lingen og på den måde får forudsætningerne til at løse problemet. Han ønsker at gøre en forskel. ”De civile er de største tabere i krig. Selvom mit arbejde ikke gør forskellen i sig selv, er der mange der reporterer ligesom mig, og vi kan sammen ændre på nogle ting. Mange bække små gør en stor å,” siger han.

Når døden kommer ”På et tidspunkt bliver der stille, nærmest fredeligt. Jeg bevæger mig frem til de oprørere, der før har stået og skudt. De virker trygge. Pludselig lyder der et knald, og ham, jeg står ved siden af, bliver skudt i hovedet og falder sammen. Flere knald lyder, og fire andre bliver skudt. Der har åbenbart siddet en finskytte og holdt øje med os,” siger han. Nagieb Khaja stivner fuldstændigt, når folk omkring ham bliver dræbt. Hver gang han

udmagret og syg Nagieb Khaja fangevogteren til at hjælpe ham med at flygte mod betaling.

”Jeg tænkte hele tiden på, hvordan jeg kunne flygte, og hvordan jeg kunne forhandle om mit liv.”

Krigskorrespondentens erfaringer

- Nagieb Khaja, krigskorrespondent

fortryder han, at han er krigskorrespondent. Også selvom historierne er vigtige. Idealerne forsvinder i øjeblikket og kommer først igen, når han bagefter ser, at hans journalistik er en vigtig del af en større helhed. ”Når det er voldsomt, synes jeg ikke, at det er det værd. Når folk dør omkring mig, eller når jeg bliver afhørt af en bevæbnet, aggressiv militsmand, der ligeså godt kan give mig et nakkeskud, fordi han formoder, at jeg er en fjende, så er det på ingen måde det værd,” siger han.

Kidnappet af Taleban

Løgn og pressestrategi Ifølge Nagieb Khaja er pressen for dårlig til at dække konflikterne. Journalisterne forføres af pressestrategier og accepterer hovedløst de præmisser, politikerne fastslår fra talerstolene. ”Vi ser gang på gang, at historierne fra politikerne ikke passer. Først om masseødelæggelsesvåbnene i Irak, og bagefter at ISAF kæmpede imod Al-Qaeda i Afghanistan, mens de nok snarere opholdte sig i Pakistan,” siger han. Krigskorrespondenten ønsker at fortælle historier, hvor læserne forstår problemstil-

er fanget midt i ildkampe og flybombardementer eller står overfor voldelige militser,

Nagieb Khaja Foto: Henrik Ipsen

I Afghanistan gik det galt. En tidligere kontakt forrådte ham, og uventet blev han overfaldet af aggressive Taleban-krigere. Skræmt, syg og med en sæk over hovedet blev han kidnappet og sat ind i en stald, hvor han sad bundet op ad en pæl, presset ned på knæene i stressstillinger. Specielt én af kidnapperne var ubehagelig og udøvede psykisk terror, så Nagieb Khaja blev overbevist om, at han skulle henrettes. ”Under kidnapningen prøvede jeg at være proaktiv og ikke kun vente på nye ubehageligheder. Jeg tænkte hele tiden på, hvordan jeg kunne flygte, og hvordan jeg kunne forhandle om mit liv bedst muligt. Mentalt var det vigtigt at være optimistisk, og jeg prøvede at tænke i muligheder. Det reddede mig i Afghanistan, ellers var jeg gået psykisk ned,” siger han. Efter over en uge i fangeskab overtalte en

Der er selvsagt mange vigtige overvejelser at gøre sig før en journalistisk rejse til et krigshærget land. De tre vigtigste punkter at få afklaret som journalist er ofte; situationen i forhold til at komme til skade, risikoen for at blive tilbageholdt af myndighederne, og om lokale militser kidnapper journalister. ”Sikkerhedssituationen afhænger af, i hvilket område man præcist er. I eksempelvis Syrien er der stor forskel på områder i Damaskus. Nogle steder hygger folk sig på cafeer, mens kampene raser i andre dele af byen,” siger han. Organisationer som Institute for War and Peace Reporting kan hjælpe journalister med at formidle kontakt til de rigtige mennesker. ”Jeg bruger tolke og hjælpere fra området. En der kender sproget og samtidigt er stedkendt, kender til situationen, kulturen og miljøet i området,” siger han.

Der er ikke nogen historier, der er værd at dø for.”

- Nagieb Khaja, krigskorrenpondent

Nagieb Khaja er desuden opmærksom på at være vågen, og så omgiver han sig kun med troværdige og dygtige mennesker. Han vurderer hele tiden risikoen. Dumdristige reportere holder ikke længe ifølge ham. ”Hvis risikoen er for høj, så overvejer jeg kraftigt, om jeg vil gøre det. Der er ikke nogen historier, der er værd at dø for,” siger Nagieb Khaja.


DECEMBER 2012 ILLBUNKER.dk

FOKUS - INDE I JOURNALISTEN

9

Drama dræber troværdigheden Oppustede historier svækker journalisters troværdighed, mener ekspert Tekst: Rita G. Dam

Journalister befinder sig i skudzonen, når de lægger historier ud i det offentlige rum. Det journalistiske arbejde er til offentligt skue, og læserne kan til enhver tid skyde påstandene ned. Det går ud over troværdigheden. Journalisterhvervet er igen bundskraber i troværdighedsundersøgelsen fra Radius Kommunikation, der netop er udkommet for fjerde år i træk. Undersøgelsen dækker over befolkningens holdning til forskellige faggruppers troværdighed. Journalister ligger fjerde sidst kun overgået af bilforhandlere, politikere og spindoktorer, der bliver set som de mest utroværdige erhverv.

Selvforstærkende effekt Holdningen, at journalister er utroværdige, har vist sig de sidste fire år, hvor undersøgelsen har fundet sted. ”Det er en selvforstærkende effekt. Det er smart at sige, at medier er utroværdige, og det er svært at se, hvordan den opfattelse skal vende. Når alle vores regnestykker bliver rettet

i offentligheden, vil journalister jo også blive kritiseret for ikke at være gode nok til hovedregning,” siger Øjvind Hesselager, redaktør på fagbladet Journalisten. Troværdighedsundersøgelsen er ikke den eneste undersøgelse, der peger på, at befolkningen ser på journalister med skepsis. Medieforsker ved Roskilde Universitet Mark Ørsten har lavet omfattende analyser af kilders opfattelse af journalister. ”Folk er skeptiske over for medierne , da medierne i for høj grad overdramatiserer de nyheder, som udvælges. Folk mener ikke, at medierne, firkantet set, gør det ’godt nok’ i forhold til forestillingerne om væsentlig og afbalanceret journalistik,” siger han.

Journalister er til evig korrektion Flere journalister har selv en klar holdning til, hvorfor det netop er deres erhverv, befolkningen har manglende tillid til. ”Vores erhverv er meget udsat. Når vi laver en brøler, bliver det opdaget. På den måde bliver man hurtigt kritisk over for journalister,” siger Mads Kristensen, journalist på Ekstra Bladet. På fagbladet journalisten er man enig i, at den åbenhed, der er omkring journalisters arbejde, øger skepsissen blandt befolkningen. ”Vores arbejde er transparent og lægges frem til folk, som kan mene om det, hvad de vil. Vi er til evig korrektion i offentligheden,” siger Øjvind Hesselager. Journalist på Jyllands-Posten Ulla Nørby mener, at den manglende kvalitet i journalistikken går ud over troværdigheden. ”I de senere år vil jeg indrømme, at man kan finde flere og flere eksempler på utroværdige journalister. Man er mere presset økonomisk,

og der er færre kollegaer. Man tyer ofte til de nemme løsninger, og det er med til at gøre os utroværdige,” siger hun.

Mere dokumentation, tak! Ifølge medieforsker på Roskilde Universitet Mark Ørsten er denne opfattelse af journalistfaget yderst problematisk. Han mener, at medierne skal tage troværdighedsundersøgelsen alvorligt. Ifølge ham er der ikke nok gennemsigtighed og dokumentation i det danske mediebillede. Journalister fortaber sig i høj grad i anonyme

”Folk mener ikke, at medierne, firkantet set, gør det ’godt nok’.” - Mark Ørsten, medieforsker

kilder. Han mener derfor, at hvis der var dokumentation for flere af sagerne, ville det ikke blive til skandaler. ”Hvis journalisterne var skeptiske i eksempel dækningen af Helle Thornings skattesag, kunne der følge nogle dokumenter med, så læserne kunne se bevis for påstandene i artiklerne,” siger han.

Fokus på det journalistiske arbejde Journalist Mads Kristensen mener, at åbenhed om journalisters arbejde kan vende mistillid til tillid. ”Jeg tror på, at vi kan give mere indsigt i, hvad der foregår, og hvordan vi rent faktisk er som personer. ’Velkommen på forsiden’-programmerne er rigtig gode, fordi de viser, hvad

for nogle processer og hvilke overvejelser man har som journalist.” Han mener, at folk skal have indblik i, at journalister ikke river folk ned fra deres piedestaler for sjovs skyld. Journalisterne gør det af en årsag. Det kan dog nemt føre til, at folk bliver kyniske og mener, at alle journalister er utroværdige. ”Der er for meget fokus på, at journalister er en omgang kyniske røvhuller, der bare gerne vil tjene penge. Man skal i stedet lægge vægt på de identifikationsmønstre, vi har som journalister,” siger han.

Skepsis er et sundhedstræk Det er dog ikke alle, der mener, at befolkningens skepsis over for journalister er et problem. Redaktør på Journalisten Øjvind Hesselager skrev i starten af november lederen ’Hurra for utroværdigheden’, hvor han udtrykte et positivt syn på befolkningens kritik af medierne. ”Det, at vi hele tiden lægger vores arbejde ud i offentligheden, er et sundhedstræk, da vi er til evig korrektion, ” siger han. Han mener derimod, at vi skulle være bekymrede, hvis folk stolede blindt på journalister. Dette bliver bakket op af journalist på Jyllandsposten Ulla Nørby. ”Det er sundt, at folk har en skeptisk indstilling. Det gør ingen skade, at vi ligger så lavt, det var måske værre, hvis folk sagde, at journalister var de mest troværdige i samfundet. Så ville jeg virkelig blive nervøs,” siger hun.

Dengang farfar var journalist Tekst: Mikkel Sebastian Rosendal Foto: Purpleslog, Flickr

ANNONCE

Kære sønnesøn. Tillykke med det! Jeg har en rød og en grøn tale. Nej, haha. Det er sjov og ballade! Jeg har bare en enkelt tale, men den handler sgu til gengæld om noget, min unge ven. Jeg er ligesom resten af familien meget stolt over, at du er blevet færdig som journalist. Farfar og farmor er glade for at fejre dig i dag, men du skal vide, at titlen som journalist kommer med et ansvar. Jeg har derfor noget, du skal tage med i rygsækken, og det er gode ting, fra dengang farfar selv rendte rundt i journalistikkens tjeneste. For dengang var vi sgu rigtige journalister! Farfar kom i mesterlære som journalist. Ja, vi var sgu i lære og rendte ikke rundt på statens regning og drak bajere. Nå, men der lærte farfar om samfundet og det skrevne ords magt. Det var noget, der battede, siger jeg dig. Ikke alt det der ordlort, der fylder dagbladene i dag, hvor journalister leger kejser i eget univers. Tag for eksempel ham den store bamse, som danser fandango i det der ”Vild med Dans”, som din farmor altid ser. Jeg ved kraftedeme ikke, hvad han er for en fætter. Hvordan søren kan sådan en lurifaks af en gammel kuglekaster trække journalisterne rundt i arenaen? Ja, den var sgu ikke gået i min tid, siger jeg bare. For det siger jeg dig! Vi gennemskuede sådan nogle afdankede kuglekastere som ham på min tid. Den var aldrig gået. Han var blevet sendt direkte tilbage i redskabsskuret, hvor han kunne få lov at kaste kegler lige så meget, som han havde lyst til. Det værste er, at han sgu ikke er den eneste klovn, som dagens journalister lader styre samfundet. De er kraftedeme over det hele! Det hele handler jo efterhånden kun om bryster og fodbold, og ham Bendtner er sgu ingen

Allan Simonsen. Nej, du – selv fodbolden er af lave. Den eneste gode journalist, der efterhånden er tilbage, det er sgu Ulla! Hende kan du lære af knægt. Hold kæft, hvor var hun god, da Mary og Frede de blev gift. Farmor og farfar så det hele i fjerneren, og hun havde styr på hele forestillingen. Men Ulla er også den eneste, der er tilbage. Eller, tja. Så er der også hende vejrpigen fra det der morgenfjernsyn. Mulatten du ved. Hun er sgu en flot pige. Du skulle se, om du ikke kunne få fingrene i sådan en kvinde. Nu må det også snart være tid til de oldebørn, for de kommer jo åbenbart ikke fra din søster. Der er efterhånden ikke andet end brok og undskyldninger fra jer unge. I farfars tid var det sgu noget andet. Farfar var nemlig en rigtig journalist. Jeg arbejdede 64 timer om ugen, for dengang arbejdede man sgu. Det lærte min gamle far mig nemlig. Dengang farfar var barn, der boede jeg på bunden af en sø på midten af Helsingørmotorvejen og fik tæsk hver eneste aften! Nå, men tillykke med det i hvert fald. Din farmor og jeg er som sagt meget stolte, så skål og skide vær’ med det!


10

DECEMBER 2012 ILLBUNKER.dk

FOKUS - INDE I JOURNALISTEN

På Aftenshowet bestræber de sig på at lave journalistik i øjenhøjde med gæsterne. Værten skal tage hele sin personlighed med i studiet, og det er ikke altid nemt

Aftenshowet lader journalisten komme til udtryk drer også selv at have stået med tårer i øjnene under et forinterview. ”Som det er med alle historier, så påvirker de dig. Om du så bliver optændt af en følelse af uretfærdighed, glæde eller vrede. Jeg tror, at alle journalister bliver påvirket af de historier, de laver,” siger hun.

Tekst og foto: Lars Dalsgaard

”Vi har besøg af mennesker, som har noget på hjerte. Det tilfører værdi og giver mening,” siger Maria Yde, der er studievært på Aftenshowet, om DR1’s aktualitetsprogram, der blander alvor og underholdning. Programmet har rod i talkshowgenren, hvor den personlige fortælling som regel er Samtalen sætter dagsordenen udgangspunktet. Sådan er det også på Aften- Talkshowgenren stammer oprindeligt fra showet. Her har gæsterne ofte meget på spil, USA, hvor den har været med siden fjernsyog det kalder på mennesket inde i journali- nets fødsel. Som navnet antyder, er idéen at sten. lade samtalen stå i centrum, men alligevel er ”Så sent som i går det ofte studieværten, der var der en kvinde, der ender med at stjæle ramblev rørt og fik tårer i pelyset. øjnene. Jeg tror ikke, På Aftenshowet er stuat vi håndterer det dieværtsrollen delt melmeget anderledes, end lem flere journalister, man ville gøre i en si- Maria Yde, hvilket flytter fokus over tuation, hvor kamerapå det sagte. Her er værstudievært på Aftenshowet tens opgave at hjælpe inerne ikke kører i baggrunden. Selvfølgelig terviewpersonen med at begynder vi ikke at udfolde sin historie. trøste og holde om folk, men omvendt kan du ”Noget, du virkelig skal være opmærksom også komme ud for, at det falder dig naturligt på i den her genre, er at høre efter, hvad folk at give folk et klem på skulderen,” siger Maria rent faktisk siger til dig og gribe de bolde, der Yde. bliver kastet i luften,” siger Maria Yde. På Aftenshowet er det ikke unormalt, at Hun har tidligere været ansat som nyhedsvært værten kommer tæt ind på livet af sine gæ- for både DR Update og TV2 News. Her var det ster. Det sker, at værterne bliver berørt af de nyhedsstrømmen, der styrede sendefladen. mennesker, de interviewer. Maria Yde erin- Det betød, at der ikke altid var tid til at gå i

”Jeg tror, at alle journalister bliver påvirket af de historier, de laver.”

Med 500 meter af Københavns butiksstrøg i mellem sig arbejder Stinne Andreasen og Jeppe Laursen Brock på hver deres avis. Ud over at de begge er journalister, er de også kærester. De mener selv, det er godt for både deres arbejdsliv og privatliv, at de deler fag

dybden med interviewpersonerne, som der er på Aftenshowet, hvor et indslag nemt kan vare helt op til ti minutter, forklarer Maria Yde. ”Det er to meget forskellige måder at lave interviews på. Der er mere faste skabeloner

for, hvordan du laver et kort og kontant nyhedsinterview,” siger hun.

En vanskelig værtsrolle Ifølge programmets redaktør, Pernille Gjede, så er talkshowrollen en af de sværeste værtsroller, man kan have som journalist. ”Det er en ekstrem svær rolle. Dels fordi du skal mestre så mange forskellige journalistiske genrer, men også fordi du skal være i tæt kontakt med de mennesker, som du interviewer,” siger Pernille Gjede. Det kræver stor professionalisme at skulle omstille sig til de mange sindstilstande, som et talkshowprogram stiller sine værter overfor, mener Pernille Gjede. Det betyder dog ikke, at værterne på Aftenshowet skal indgå i bestemte roller. Tværtimod. De skal tage sig selv og deres personligheder med ind i studiet og gøre, hvad de finder naturligt. Betyder det en anerkendende hånd på interviewpersonens skulder under et interview, der får følelserne frem, så afspejler det blot værtens naturlige empati, fortæller Pernille Gjede. ”Værten i Aftenshowet er godt selskab og skal kunne mestre alle former for interviews med nærvær, nysgerrighed og kritisk tilgang,” siger hun.

Journalister + kærester

Tekst: Mette-Marie Andersen Foto: Simon Skipper

rups udtalelser er knapt så skarpe som normalt. Han må være træt, når de frem til.

Konstant nyhedsstrøm, mange timer på redaktionen og uventede overarbejdstimer. Det kan være svært at se, hvornår en journalist kan få tid til en kæreste. Måske er løsningen at finde en i samme branche. “Det er klart en fordel at være kærester med en, der også er journalist, synes jeg. Et er, at vi fagligt kan sparre med hinanden. Noget andet er, at vi forstår hinandens arbejde, og at det er et job, der kræver meget af os. For eksempel kan vi være nødt til at blive lidt længere på jobbet end forventet,” siger Jeppe Laursen Brock, der er journalist på Politiken. Klokken 17.25 denne onsdag sidder han stadig på sin plads i Politikens åbne kontor. På bordet ligger aviser, notater, antidoping mærkater og en vibrerende mobiltelefon. Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti har lige ringet tilbage. I headsettet konfronterer Jeppe retsordføreren med fakta om doping i Danmark. “Præcis som vi regnede med, er han enig med Brian Mikkelsen. Den er sgu hjemme, du,” siger Jeppe bagefter til en af kollegaerne på sportsredaktionen. De smiler og bliver enige om, at Peter Skaa-

Redaktørens overblik

Når både Stinne og Jeppe er kommet hjem, lægger de arbejdet fra sig og slapper af.

En hurtig gåtur ned ad strøget fra Politikens Hus leder hen til Kristeligt Dagblad. Mellem kridhvide skråvægge sidder deres online redaktion, som Stinne Andreasen er nyhedsredaktør på. Som alle andre morgener er Stinne mødt kl 7.45. Inden da har hun sat sig ind i dagens nyhedstrøm både i aviserne, radioen og på TV2 News. Formiddagen går med redaktionsmøde og ledelsesmøde, hvor der gives feedback på redaktionernes arbejde, og ideer til nye historier vendes. Stinnes job adskiller sig tydeligt fra Jeppes, fordi hun er redaktør og ikke selv producerer så mange artikler. “Min opgave er at have overblik, holde møder, give feedback og skabe struktur i redaktionens arbejde. Og ofte at give mine bedste idéer væk til andre,” siger Stinne. Omkring hende sidder journalister og praktikanter, der er fordybet i deres arbejde. Stinne ser på læsertrafikken på deres site. Et hurtigt klik efter er hun på avisens facebookprofil og dernæst tilbage på sitet for at se de nyeste tweets fra deres korrespondent i Gaza.


DECEMBER 2012 ILLBUNKER.dk

FOKUS - INDE I JOURNALISTEN

Stinne møder på arbejde før Jeppe. Om morgenen står hun tidligt op, så hun har tid til at sidde og læse dagens nyheder.

Børn er noget, Stinne og Jeppe gerne vil vente lidt med. Lige nu sætter de pris på at kunne arbejde mere end de 37 timer, de egentlig er ansat til.

På Journalisthøjskolen læste Jeppe alle Stinnes opgaver. I dag udnytter de også, at de kan sparre med hinanden.

Jeppe og Stinne har været kærester siden slutningen af gymnasiet. Jeppe startede på Journalisthøjskolen først, og Stinne startede et år efter. Det var Jeppes opgaver, der overbeviste hende om, at hun også skulle lave journalistik. På skolen læste Jeppe næsten alt, hvad hun skrev og gav hende feedback. I dag bruger de stadig hinanden fagligt. “Jeg synes, Jeppe er rigtig dygtig. Jeg har det sådan, at hvis han læser det, jeg har skrevet og synes om det, så kan det ikke være helt skidt,” siger Stinne og indrømmer, at hun kun læser sportsartikler, hvis der står Jeppe Laursen Brock i bylinen. Udover at læse hinandens artikler igennem vender Jeppe og Stinne også oplevelserne i deres arbejde. Gode og mindre gode oplevelser, som da Jeppe for eksempel var lidt for tæt på formodede dopingbagmænd i Mumbai og fik trusler. Eller hvis utilfredse læsere og kilder skriver grove e-mails.

Aarstiderne bestemmer De er begge enige om, at det er nu, de skal give sig fuldt ud arbejdsmæssigt. Stinne er 28 år, og Jeppe er 27. Børn er noget, de har snakket om, men som de gerne vil vente med. Selvom de begge er ansat til 37 timer om ugen, er de der

ofte langt mere. For det har de lyst til lige nu. “Jeg arbejder jo så meget, fordi det er det, jeg synes, er fedt. Hvis vi fik børn, ville jeg oftere gå hjem klokken 16, og det ville jeg nok også have en naturlig lyst til,” siger Stinne. Klokken er blevet 18.30. Stinne er hjemme og er ved at finde aftensmad frem, mens anlægget nynner i stuen. Aftensmaden er wraps med kalkun og salat. Det er hverken Stinne eller Jeppe, der har besluttet det. Menuen er tilrettelagt af Aarstiderne, som de er kunder hos. “Det er vist i erkendelse af, at vi ikke får købt godt nok ind. Vi fik for tit junkfood førhen, fordi vi ikke havde tid til at købe ind og lave god mad. Så nu får vi en kurv med råvarer og opskrifter til tre dage leveret til døren,” fortæller Stinne. Jeppe kommer ind af døren. I dag har han arbejdet fra klokken ni til 18, men det kan variere meget og afhænger af opgaverne den enkelte dag. I weekenderne dækker han tit fodboldkampe, men i øjeblikket er det projektet om doping og dopingens bagmænd, som tager hans tid. På trods af de sene aftener spiser de næsten altid sammen.

11


12

FOTO

DECEMBER 2012 ILLBUNKER.dk

Fotoserien ”Bonnie” vinder stor pris Aldrig før har skolens fotojournalister høstet så mange priser i én konkurrence. Fotojournalistsstuderende Marie Hald fra ottende semester har vundet guld i kategorien Dokumentar ved dette års College Photographer of the Year-fotokonkurrence. 573 fotostuderende fra hele verden har indsendt 14.100 billeder i 18 forskellige kategorier. Magnus Holm fra sjette semester løb af sted med titlen som College Photographer of the Year. Det vil sige, at han vandt for at have den bedste portfolio ud af alle dem, som havde indsendt. Skolens studerende vandt 12 priser i otte forskellige kategorier. Flere af dem var guld. Ud over Marie Hald og Magnus Holm er vinderne Bjarke Bo Olsen, Jeppe Bøje Nielsen, Lærke Posselt, Nikolai Linares, Tobias Nørgaard Pedersen, Asbjøn Sand og Tor Birk Trads. Se billederne på www.cpoy.org


DECEMBER 2012 ILLBUNKER.dk

Historien om Bonnie I Danmark har prostitution været lovligt siden 1999. En af de kvinder, der arbejder som prostitueret er 38-årige Bonnie Cleo Andersen Bonnie arbejder alene i et lille hus uden for Ringsted i hverdagene mellem ni og fire. Når hun har fri, tager hun hjem til sig selv og henter sine tre børn på 5, 14 og 16 år. Som barn levede Bonnie et liv med vold, og hendes liv har altid været præget af grænseløshed. Som 18årig begyndte hun at arbejde i sexbranchen, og hun har gjort det lige siden. Bonnie har ingen mand, og hendes eneste mål er at give hendes børn et bedre liv end sit eget. Læs resten af Maries artikel på www.illbunker.dk

Foto: Marie Hald

FOTO

13


14

UDE

DECEMBER 2012 ILLBUNKER.dk

Ekstrabladet.dk overtræder navneforbud

Ekstra Bladet ynder at ledsage retsreportager fra sager, hvor der er nedlagt navneforbud, med slørede billeder af tiltalte. Overtrædelse af navneforbud, siger mediejurist

”Hvem er det?” spurgte Mads Brügger på Facebook 1. november med link til EB.dk’s artikel ”TV-stjerne tiltalt for vold under festival”. Kort efter blev L.O.C. udpeget af Facebook-brugerne. Derefter blev det slørede billede fjernet.

Tekst: Morten Skov Madsen Screenshot fra ekstrabladet.dk

Da ekstrabladet.dk den 1. november publicerede artiklen ”TV-stjerne tiltalt for vold under festival” overtrådte de, ifølge mediejurist Oluf Jørgensen, navneforbuddet, som den sigtede i sagen var omfattet af. De nævnte ikke navnet på tiltalte, som senere viste sig at være L.O.C., men ledsagede artiklen med et billede, hvor hans ansigt var sløret. Og den går ikke, vurderer Oluf Jørgensen. ”Navneforbud er et identifikationsforbud. Det er det, det betyder. Sætter man et sløret billede ind på nettet, kan folk, der kender de redskaber, der skal til for at afmaskere et billede, finde frem til identiteten på få minutter. Og så fungerer navneforbuddet ikke - det siger sig selv,” siger Oluf Jørgensen, der ikke kan forestille sig et scenarie, hvor et internetmedie på en meningsfuld måde kan bruge billeder af personer omfattet af navneforbud.

”De må ikke bringe billeder af de personer, der er dækket af navneforbud. De må heller ikke bringe billeder af, hvor de bor eller arbejder.” Reglerne om navneforbud er fra før internettets tid. Og det er der, problemet opstår. I dag kan man med et program som Google Images afmaskere et sløret billede, hvis Google kender originalbilledet. Reglerne skal ses i lyset af de nye muligheder, mener Oluf Jørgensen, og derfor må et sløret billede af en person omfattet af navneforbud ikke bruges på nettet.

Poul Madsen er uenig I ekstrabladet.dk’s artikelarkiv ligger en lang række retsreportager med tilhørende slørede billeder af tiltalte. Altså det, som Oluf Jørgensen kalder overtrædelse af navneforbud. Men at det skulle være en overtrædelse, er Poul Madsen, Ekstra Bladets ansvarshavende chefredaktør, uenig i. ”Jeg er enig i, at der kan være problemer med det her, fordi det er for nemt at bryde billedmaskeringen, men der er ikke

tale om, at vi formelt set overtræder noget som helst,” siger han og tilføjer, at der på ekstrabladet.dk blandt andet er stående ordrer om, at billedformatet skal ændres, når et billede sløres, fordi det gør det sværere at bryde en maskering. For helt at undgå at nogen afmaskerer et sløret billede på nettet, er man nødt til helt at lade være med at bringe den slags billeder, mener Poul Madsen. For ligemeget hvor mange anstrengelser man gør sig for at sløre et billede, vil det altid lykkes nogle at afmaskere det, hvis de virkelig vil. Ekstra Bladet har ingen interesse i at bryde navneforbud, understreger han, men at droppe billederne kommer ikke på tale her. ”Al journalistik er forbundet med risici, og der skal billede på, fordi det er mennesker, vi taler om. Vi gør os både i billeder, lyd og ord, og derfor bruger vi alle tre virkemidler. Sløringen skal selvfølgelig være sådan, at personen ikke er umiddelbart identificerbar. Og sådan, at du ikke bare med et enkelt klik kan finde frem til det,” siger Poul Madsen.

Danske medier overeksponerer præsidentvalget De danske mediers dækning af det amerikanske præsidentvalg kritiseres for at være for massiv og uden dansk perspektiv. TV2’s nyhedschef kalder kritikken hysterisk Tekst: Peter Pagh-Schlegel, Thomas Alexander Mørch Illustration: Ebbe Lønborg

Den amerikanske præsidentvalgkamp har kørt for fuld hammer i USA. Og de danske medier har dækket begivenhederne på den anden side af Atlanten massivt. En optælling foretaget af Ugebrevet A4 viser, at der i år alt i alt er bragt over 5.000 indslag og artikler om den amerikanske valgkamp i danske medier. Mark Ørsten, lektor og leder af det journalistiske studie ved RUC, kalder mediedækningen af det amerikanske præsidentvalg ‘overdrevet massiv’. “Man har stort set flyttet samtlige journalistiske ressourcer fra de større medier til Amerika. Dermed har man glemt at dække andre væsentlige begivenheder,” siger Mark Ørsten.   Politikens kultur- og debatredaktør, Anita Bay Bundegaard, undrer sig også over de danske mediers

intense dækning af valgkampen. Hun mener ikke, den kan forsvares redaktionelt. “Det amerikanske valg har jo langt mindre betydning for danskernes hverdag, end for eksempel det tyske forbundsvalg. Så man kan ikke forsvare den massive dækning med væsentlighedskriteriet,” siger Anita Bay Bundegaard.

Et spørgsmål om efterspørgsel Michael Dyrby, nyhedsdirektør hos TV2, kalder kritikken en anelse hysterisk og mener ikke kun, det er et spørgsmål om væsentlighed. “Det handler også om, at det er interessevækkende for danskerne. Præsidentvalget afgør jo, hvem der skal være den frie verdens dominerende leder. Jeg er sikker på, at mange danskere synes, USA er mere interessant end Tyskland,” siger Michael Dyrby, der også mener, at den amerikanske kulturdominans øger interessen. Anita Bay Bundegaard tror ikke på, at mediedækningen afspejler danskernes efterspørgsel. “Jeg tror i virkeligheden, at dækningen skyldes journalisternes fascination af USA’s valgsystem. Den fascination tror jeg ikke, at den generelle danske befolkning deler,” siger Anita Bay Bundegaard. Det synspunkt bakkes op af Mark Ørsten, der heller ikke mener, at dækningen afspejler danskernes interesse. “Jeg tror, at der er ulige forhold i, hvor meget medierne

synes, de skal dække det amerikanske valg, og hvor meget brugerne synes, de skal høre om det,” siger Mark Ørsten.

USA i provinsiel optik Udover at Anita Bay Bundegaard ville give valgkampen mindre opmærksomhed, mener redaktøren også, at dækningen har haft en alt for amerikansk vinkel. “Jeg savner en dansk indholdsvinkel, frem for fokus på meningsmålinger og drama. Der er også alt for meget fokus på for eksempel den republikanske kernevælger eller en demokrat fra Detroit, der har mistet sit arbejde,” siger Anita Bay Bundegaard. Michael Dyrby mener ikke, at det er en god løsning at vinkle det amerikanske valg i et dansk perspektiv. “Hvilken præsident, der bedst vil gavne dansk vindmølleeksport, mener jeg, er en anelse provinsiel holdning at have til journalistfaget. Den globale betydning er jo også vigtig,” siger Michael Dyrby.


DECEMBER 2012 ILLBUNKER.dk

UDE

15

Zetland udgiver lange artikler billigt og brugervenligt på nye digitale platforme som tablets og e-læsere. Det er et opgør med mediets flimrende nyhedsstrøm

Zetland laver online offline-journalistik Tekst: Maja Seistrup Landgreen Foto: Janus Engel Rasmussen

Bliver min tekst mere vedkommende for dig, når jeg lægger ud med at bruge jeg-fortæller, selvom den slags normalt hører hjemme i skønlitteratur? Hvor langt må jeg strække min indledning? Og hvordan undgår jeg, at du bliver træt af min artikel og opgiver læsningen af den halvvejs? Det er sådanne størrelser, journalisterne bag Zetland eksperimenterer med. 
”Vi vil gerne løsne op for nogle af de dogmer, der eksisterer i dansk journalistik. Hvor meget information må man for eksempel gemme for læseren for at prøve at skabe en dramaturgisk effekt? Hvis man kan plukke nogle redskaber fra litteraturen, så tror vi, at journalistikken bliver mere spændende,” siger Jakob Moll. 
Han er direktør og partner i Zetland, som bor på tredje sal i en baggård på Vesterbro i København. Til daglig fyldes lejligheden af de fire journalister og initiativtagere bag Zetland. Lea Korsgaard, Hakon Mosbech, Silke Bock og Jakob Moll. De har skåret ned på deres arbejde i bogbranchen, som undervisere og på TV 2 for at være de første i Danmark, der arbejder i det nye journalistiske format singlen.

Er du single? Zetland laver singler, som kan købes online på riidr.com eller saxo.com og læses på alle tablets og e-læsere. En single er en journalistisk

fortælling, der er længere end en almindelig magasinartikel, men kortere end en bog, så den kan læses i ét hug. At udgive digitalt er en god fidus rent praktisk og økonomisk. Og når man frigør sin tekst fra fysiske rammer som avisens tykkelse eller en bogs tyngde, får man lov til at eksperimentere sig frem til, hvilken længde der passer den enkelte fortælling bedst. 
”Som tidligere forlagsredaktør, har jeg haft en følelse af, at jeg nogle gange skulle gøre en historie dobbelt så lang, som den var, så den kunne blive til en bog. Men så går man ud bagefter og prøver at sælge det til nutidens forbrugere, der har enormt travlt. Det virker paradoksalt,” siger Jakob Moll. Nutidens forbrugere har til gengæld ikke for travlt til Zetlands singler, som hver tager cirka halvanden time at læse og koster under 50 kroner stykket. I hvert fald har to af de sidste tre udgivelser ligget nummer et på iBooks, som er Danmarks største udbyder af ebøger.



Målet er alle målgrupper
 Cirka 30 procent af danskerne har en tablet og kun fire procent en e-læser. Man kan altså rangere højt på ebogs-hitlisten, uden at ramme meget andet end cortadodrikkere og deres iPad’s i København. Så selvfølgelig er Zetland blevet beskyldt for at være forbeholdt de få i den kreative klasse. Jakob Moll fortæller, at Zetlands første singler har eksperimenteret med tungere journalistik, for at vise hvad

formatet kan. Men hovedambitionen er at lave kvalitetsjournalistik, som samtidig er en bæredygtig og bred forretning. Når markedet for tablets, smartphones og e-læsere vokser, håber Zetland at vokse med. ”Man skal altid passe på med at gøre det kommercielle og kvalitet til hinandens modsætninger. Vi vil gerne udgive noget om Michael Laudrup eller lave andre fortællinger, der sælger i kraft af et kendt navn - men vi gør det kun, hvis vi kan tilføre perspektiv,” siger han. Indtil videre har Zetlands singler givet perspektiv til spændingshistorier om benhård narkokriminalitet og danmarkshistoriens største kup. Og så er der singlen ’Mikkels Pik’, der tager læseren med i omklædningsrummet for at se på mænds… fællesskaber.

men og gøre dem lige så underholdende at læse om, som når man læser en god knaldroman.” Zetlands eksperimenter kræver halvanden times overskydende tid i kalenderen, i bussen eller i sommerhuset. Modet til at logge af nettet på din tablet og åbne 47 sider om ADHD eller 137 om et røveri mod Dansk Værdihåndtering. 
Fredag den 17. november, fem dage før Illustreret Bunker var på besøg, modtog Zetland Saxos innovationspris. Du kan finde links og introduktion til Zetlands singler på www.zetland.dk 


Kræver læsere kvalitet? Kvalitet i journalistik kræver penge, og penge kræver læsere. Kræver læsere kvalitet? På internettet kan man google sig frem til næsten alle informationer og holde sig konstant opdateret. Det er derfor Jakob Moll og resten af Zetland leger med den mere dybdegående journalistik. ”Information er ikke det samme som forståelse. Vi får mere information end nogensinde før. På Zetland tror vi, at det er det fortællende element, der er med til at skabe forståelse. At man med litterære greb kan binde komplekse størrelser i samfundet sam-

Zetland: En krydsning mellem en zebra og en pony. En hybrid har som oftes lavere livsduelighed og heller ingen reproduktionsevne.


16

DECEMBER 2012 ILLBUNKER.dk

UDE

Årets vindere af FUJ’s priser for Fremragende Undersøgende Journalistik på Fagfestival ’12 i Odense Fagfestivalen bestod af to inspirerende dage i Odense spækket med oplæg, der kunne give enhver journaliststuderende våde drømme. Blandt mange: Jørgen Leth, Uffe Elbæk, vietnamfotograf Nick Ut og David Carr fra New York Times. Internetforbindelsen i Odense Congress Center var presset som aldrig før, og Twitter’s #fag12 var blandt landets mest aktive med næstformand i Dansk Journalistforbund, Lars Werge, som bannerfører. Der var sørget for vådt og tørt, og journalistens brune trylledrik

stod selvfølgelig til fri afbenyttelse. Efter mørkets frembrud blev der skruet op for musikken, mens redaktører og almindeligt dødelige dansede kinddans og disco. Trods himmelfarende barpriser fortsatte festen for den slagne journaliststand, til det blev en tidlig og tåget morgen. Foreningen for Undersøgende Journalistik (FUJ) uddelte i år seks priser i kategorierne web, tv, dokumentar, bøger, magasin og dagbladsjournalistik. Illustreret Bunker fulgte de nomineredes oplæg og aftenens prisuddeling.

1

FUJ Prisen er stiftet i 2007. Den adskiller sig fra andre journalistiske priser ved at fokusere på den journalistiske metode. Det er således ikke nok at have gode kilder, skrivetalent eller ihærdighed. Modtagere af FUJ Prisen belønnes først og fremmest for at grave grundigere, mere konsekvent eller mere kreativt end de fleste og for at lægge ny og væsentlig viden frem for offentligheden.

Kilde: FUJ.dk

2

To unge journalister fra Information har med læsernes hjælp kortlagt videoovervågning og mobillogging i Danmark

Revolutionerende web-journalistik 2) VINDER I WEBKATEGORIEN Vinderne, Sebastian Gjerding og Peter Andersen, fra Information satte sig for at kortlægge, hvor meget vi bliver overvåget i det offentlige rum. De gjorde brug af et stykke moderne teknologi, som for mange er en tro følgesvend. “Vi tænkte, ’lad os lave en app!’ Den har alt, hvad vi skal bruge i forhold til at registrere overvågningen. Smartphones er udbredte, og de har de nødvendige værktøjer; GPS, kamera og internet. Det er i bund og grund det, vi skal bruge for at registrere overvågningen. Tag et billede af overvågningskameraet, GPS’en fortæller os, hvor kameraet hænger, og upload billedet med relevante informationer,” fortæller Peter Andersen. Via kortet på Information.dk kan danskerne nu følge med i, hvor i det offentlige rum de bliver overvåget.

Op ad bakke Ideen til projektet kom sig af en undren over, hvor meget og hvor ofte vi danskere bliver overvåget. Det førte til en spørgerunde hos politiet. I Danmark er det politiet, der giver tilladelse til, at butikker, sportsklubber og andre må opsætte udendørs overvågning, og loven dikterer, at der skal skiltes ved videokameraerne. Men politiet var ikke helt så samarbejdsvillige, som de to journalister kunne ønske sig. “Vi begyndte at ringe rundt til landets politikredse for at høre, hvem de havde givet lov

til at sætte videokameraer op. Det var virkelig op ad bakke. Det endte med, at vi i stedet for skippede en aktindsigt af sted til samtlige politikredse i landet,” siger Sebastian Gjerding.

Skraldeovervågning Efter at deres aktindsigt stille og roligt blev besvaret af landets 12 politikredse, kunne de hurtigt konstatere, at reglerne for overvågning ikke blev overholdt. ”Når man skal sætte et videokamera op, skal det være proportionelt med kriminaliteten. Altså skal det ofte handle om noget lidt mere hardcore kriminalitet. Men vi kunne se, at noget af videoovervågningen blandt andet blev brugt til at undersøge, hvor beboere satte deres skrald henne,” siger Sebastian Gjerding. De besluttede, at de ville have danskerne til at overvåge overvågningen. Det har givet over 4000 uploads, og indtil videre er 2500 kameraer blevet godkendt på landsplan. Den hyppigste årsag til, at kameraer ikke bliver godkendt er, at de allerede er i systemet. Men på trods af gengangere vokser app’en med fem til ti billeder om dagen. Ifølge brugerne af overvågnings-app’en er kun omkring halvdelen af de registrerede kameraer udstyret med lovlig skiltning. Netop den konstatering lagde grunden til en lang række af artikler om emnet, der kan læses på: information.dk/overvågning.

Dit teleselskab er i bukserne på dig Det andet element i FUJ-vindernes projekt handler om den konstante registrering,

der finder sted, hver gang vi bruger vores smartphone. I 2007 indførte den daværende regering en logningslov som en del af Terrorpakke II. I store træk betyder det, at teleselskaber og internetudbydere skal registrere hvor, hvornår og med hvem vi kommunikerer, når vi bruger telefoner og internet. Pointen er, at det skal kunne bruges som led i en efterforskning af kriminelle. Sebastian Gjerding og Peter Andersen satte sig for at undersøge, hvor mange data der bliver registeret om helt almindelige, lovlydige borgere. Det kunne de via Persondataloven, der fastslår, at hvis en myndighed registrerer noget om dig, kan du søge om adgang til de registrerede oplysninger. Efter et længere slagsmål med teleselskaberne, lykkedes det de to journalister at få deres personlige materiale. ”Det første, der faldt os i øjnene, var mængden! Jeg tror, der var lidt over 20.000 registreringer på min telefon på lidt over et år. Hvis man skalerer det ud til hele befolkningen og lægger internetlogging oveni, så er vi oppe på cirka 550 milliarder data, der bliver registreret hvert år herhjemme,” fortæller Sebastian Gjerding og fortsætter: ”Det andet, der var spændende, var detaljeringsgraden. Man kunne se, hvor ofte ens position i løbet af en almindelig bytur i København ændrede sig. Når man går rundt og sms’er med sine venner om, hvor man skal hen, hvor man skal mødes og så videre, så skaber dataene faktisk en ret detaljeret plan over din bytur.”

For at gøre de mange data vedkommende for den almindelige dansker, besluttede Sebastian Gjerding og Peter Andersen, i samarbejde med deres dataanalytiker, Johannes Wehner, at lave en visualisering til hjemmesiden. Her har de brugt de registrerede data til at vise 15 døgn i Johannes Wehners liv. Det er præcist angivet med dato, klokkeslæt, adresse og modtager/afsender af beskeder og opkald.

Mangel på overblik kan ende i misbrug Ifølge de to journalister på Information har vi i Danmark intet overblik over, hvad de registrerede oplysninger bliver brugt til. ”Det kan lyde meget paranoidt at tro, at vores myndigheder skulle misbruge oplysningerne, men ofte, når der findes værktøjer, der gør ting muligt, vil det også blive brugt. Den gamle kliche med at ’jeg er chefredaktør, jeg vil gå i fængsel for mine kilder,’ vil miste sin værdi. For retten kan bare kigge på dine tekniske fuck-ups og se, hvem du har været i kontakt med. I Polen, et EU-land, bruger man den her slags værktøjer til at finde ud af, om folk har været utro i forbindelse med skilsmissesager,” fortæller Sebastian Gjerding og henviser til et citat fra en klummeskribent på New York Times: ”Vi er nødt til at omdøbe de her mobiltelefoner til; sporingsenheder, man kan bruge til at tale i.”


DECEMBER 2012 ILLBUNKER.dk

BT’s Sherlock Holmes

UDE

17

Tekster: Simon Reenberg, Frederik Alexander Vording Foto: Betina Garcia

Martin Kjær Jensen fra BT har som en sand detektiv efterprøvet politiets selvmordssager 1) VINDER I DAGBLADSKATEGORIEN 14-årige Pernille binder et nyvasket sengelagen om sin hals og kaster sig baglæns ud over husets trappegelænder sankthansaften 2006. Hun er alene hjemme og begår selvmord, konkluderer politiet i deres rapport. Men naboen har hørt samtaler og råb, hvilket tyder på, at Pernille ikke har været alene. Forældrene sætter spørgsmålstegn ved politiets efterforskning, og sagen får meget medieomtale. Det pirrer Martin Kjær Jensens retfærdighedssans, og han sender pigens mobiltelefon og computer til et norsk firma, der kan gendanne slettede filer og data. En undersøgelse politiet aldrig selv foretog. I Norge finder de sms’er fra flere mænd med ikke helt stuerene intentioner, og sagen genåbnes. At det skulle blive starten på en artikelserie på over 100 sider om politisager henlagt som selvmord, havde Martin Kjær Jensen aldrig regnet med. Hvem tror på, at politiet på grund af manglende ressourcer og dovenskab henlægger drabssager som selvmord?

Den nemme løsning Kort efter artiklens udgivelse ringer en pensioneret politimand til BT. Han fortæller, at har man travlt i politiet, og noget i en sag taler

for drab, og noget taler for selvmord, så vælger man den nemme løsning. Selvmord er en nem løsning, da det ikke kræver retsmedicinere, kriminalteknikere og overarbejde. Martin Kjær Jensen sætter sig for at undersøge politiets praksis og kaster sig ud i efterforskningen af foreløbigt seks sager. ”I hver enkelt sag har jeg spurgt mig selv: Hvad gjorde politiet? Hvad burde politiet have gjort? Hvorfor er sagen henlagt? Hvad overså politiet?” forklarer han.

Fra dør til dør Den pensionerede politimand nævner en cirka ti år gammel sag med en kvinde fra Als, der hed Edith. Med disse sparsomme informationer kontakter Martin Kjær Jensen sognekontoret og søger aktindsigt i tildelingen af nye gravsteder i Als. ”I alle sagerne har jeg prøvet min finte med aktindsigt hos sognekontorerne. Det er ikke alle sognekontorer, der er overbeviste om, at offentlighedsloven gælder for dem! I virkeligheden er det allerbedst at gå fra dør til dør,” fortæller han. Martin Kjær Jensen finder Ediths gravsten med fødsels- og dødsdato og kan nu finde navn og bolig i folkeregisteret. Han banker på hos naboerne i kvarteret og finder et tidligere

vennepar, der undrer sig over politiets manglende tilstedeværelse, og over hvorfor de ikke er afhørt i sagen. Han kontakter nu en lang række drabseksperter. Alle pensionerede og kun til baggrundsinterviews, fordi de ikke skal holde sig tilbage af karrierehensyn, og fordi de skal have stor erfaring. Alle bekræfter, at man under tidspres ofte vælger selvmord, hvis det kan forsvares. ”Allerede der kunne man skrive historien om, at politiet henlægger drab som selvmord af ren dovenskab. Men hvis det skulle have gennemslagskræft, vurderede jeg, at vi måtte have flere eksempler,” forklarer Martin Kjær Jensen.

No shit Sherlock Martin Kjær Jensen søger aktindsigt i politiets sagsmapper. Han må af uforklarlige årsager ikke få udleveret kopier, men sætter sig på politistationen, hvor han læser og skriver af. 179 knivstik, blod i to meters højde, den ene hånd er næsten afskåret, blodsprængninger i øjnene, trusserne nede om knæene, væltet sengelampe, armbåndsur er afrevet, ingen fingeraftryk på kniven, manden er hjemme. Alle er de oplysninger fra Ediths sagsmappe. ”Nu behøver jeg jo ikke at have set helt vildt meget CSI for at regne ud, at noget ikke helt

stemmer her,” siger Martin Kjær Jensen. Han fremskaffer Ediths sygejournaler for at afkræfte, at hun var selvdestruktiv. Han får fat i husets plantegninger for at vurdere, hvor sandsynligt det er, at manden intet hører fra rummet ved siden af. Han henter en kniv magen til mordvåbnet på et restlager hos OBH i Charlottenlund og sender den til London, hvor en ekspert vurderer, om det er sandsynligt at stikke sig selv 179 gange uden at afsætte ét eneste fingeraftryk. Ikke særlig sandsynligt.

Imponerende arbejde Artikelserien ’Mord eller Selvmord’ har medført genåbning af to sager. Der er nedsat en arbejdsgruppe af Rigspolitiet efter anbefaling fra Justitsministeriet. Den har foreslået forbedringer af politiuddannelsen, efteruddannelse af udvalgte medarbejdere og minimumskrav til efterforskningen. Ved prisoverrækkelsen siger juryformand i FUJ, Christian Jensen, blandt andet: ”Du er for vild. Det er et imponerende arbejde, du har bedrevet. Ikke alene behersker du alle den undersøgende journalistiks metoder med den fornødne systematik, kreativitet og stædighed. Du viser faktisk også temmelig udviklede faglige færdigheder som retsmediciner.”

3) VINDER I TV-KATEGORIEN TV2 Nyhederne – “Nødkald, den falske tryghed” af journalisterne Jonatan Placing og Kaare Gotfredsen. Om ikke-fungerende alarmsystemer til ældre. Juryen begrunder valget ved at understrege, at projektet forløser ”metode og medie på et sjældent højt niveau i jeres vedholdende og konsekvente afdækning af systematiske svigt med kommunale nødkaldssystemer. I dokumenterer både de mennesker, der svigter systemet, og I dokumenterer de systemer, der svigter mennesket.”

3

4

4) VINDER I RADIOKATEGORIEN P1 Dokumentar – “Spærret inde i egen krop” af journalist Sara Marie Strøm Røjkjær. Om spastikere uden tale. Juryens formand, Christian Jensen, begrunder vindervalget med disse ord: “Med dit arbejde minder du alle om en af journalistikkens fineste opgaver: At give mund og mæle til de mennesker, der er frataget muligheden for at bruge deres mund og mæle.” 5) VINDER I BOGKATEGORIEN Peoples Press/Berlingske - “Kronvidnet” af journalist Morten Frich. Om steoider, afpresnng og Rolex-ure i Hells Angels. ”Du fortæller læserne åbent om din metode og de etiske udfordringer, du har stået overfor. Derfor står du og projektet tilbage med uantastet troværdighed,” begrunder juryformand Christian Jensen valget. 6) VINDER I MAGASINKATEGORIEN Fagbladet 3F - “Den beskidte rengøring”   af journalisterne Signe Højgaard, Morten Halskov og Dorian Roman. Om slavehandel i rengørringsbranchen. Vinderafsløringerne er en “journalistisk hovedrengøring i en beskidt branche”.

5

6

4

Læs mere på FUJ.dk


18

UDE

DECEMBER 2012 ILLBUNKER.dk

PRAKTIKANTSTAFET

”It’s no problem. Hakuna Matata” Tekst: Maria Sjødin, praktikant hos Udenrigsministeriet Foto: Josephine Christine Hald

Manden over for mig kigger venligt på mig, da jeg spørger, om jeg kan komme til at tale med Kenyas yngste præsidentkandidat. Han er væk i to minutter, og så har jeg et interview med den 29-årige kvinde. Kenya dirrer i øjeblikket af spænding og forandring. I 2010 fik landet en ny forfatning, der sikrer basale menneskerettigheder for alle kenyanere. Til marts skal de vælge, hvem der skal lede slagets gang, mens forfatningen for alvor skal implementeres. Jeg får lov at være journalist midt i det hele.

Ja-hatten…

Hakkelse fra døgnets rejsestald Det er vigtigt at overraske sine seere, lyttere og læsere, hvis man vil noget med sin journalistik, siger Mads Brügger. I en konstant tiltagende strøm af ligegyldige historier skal journalisten tænke i nye baner og gøre op med den klassiske historiefortælling Tekst: Jon Kirketerp Jørgensen, Søren Kjær, Simon Reenberg Foto: Søren Kjær

Ærmerne på den lyseblå skjorte er sirligt rullet op, og knuden på det sorte slips er strammet. Som en studievært i ethvert andet afslappet lige-før-sengetid-program sidder Mads Brügger bag et skrivebord og præsenterer aftenens gæst i Den 11. time. Den kontroversielle hollandske politiker Geert Wilders er aktuel med sin koran-kritiske film, Fitna, og han har allerede besøgt alverdens tv-stationer for at fortælle om filmen og islamiseringen af Europa. Nu er turen kommet til DR2 og Den 11. time, og der er lagt op til, at Wilders endnu en gang skal fortælle den samme historie. Det skal han bare ikke. Efter to minutter går Mads Brügger i gang med at stille spørgsmål fra en personlighedstest for at finde ud af, om Wilders er et empatisk menneske. I Den 11. time forsøgte Mads Brügger og Mikael Bertelsen at bryde med seernes forventninger og den klassiske historiefortælling. “Det handler i virkeligheden om at flytte folk ud af deres komfortzoner. Jo mere man forsøger at kontrollere og beherske noget, jo blødere i sværen bliver det,” fortæller Mads Brügger, da vi møder ham i hans nu tidligere kontor på Radio24syv i midten af København.

Nyheder er ligegyldige Danskerne bliver i dag bombarderet med nyheder. Fra 1999 til 2008 blev mængden af nyheder mere end fordoblet, og vi får sværere og sværere ved at huske det, medierne skyder af sted. Det viser en kommende undersøgelse lavet af Anker Brink Lund, der er medieprofessor ved Copenhagen Business School. Mads Brügger ser meget af den journalistik,

der bliver lavet i dag, som ligegyldig. Hvis folk ikke kan huske, det man laver, så er det jo ikke så vigtigt, som journalisterne tror. Netop derfor kan det være en god idé at tænke i andre baner, så journalistikken ikke bare bliver hakkelse fra døgnets rejsestald, som han kalder de irrelevante historier, pressen har en tendens til at fyre afsted. “99 procent af alle artikler, radio- og tvprogrammer er glemt. Når støvet har lagt sig, er det kun det usædvanligt dårlige og det usædvanligt gode, der står tilbage, og alt i mellem er jo dybest set ligegyldig,” siger Mads Brügger.

Den anden side af bordet For mig har kommunikationsdelen været en af de største udfordringer. Det var ikke noget, jeg kendte til, før jeg startede. Men så meget desto mere spændende har det været at få et opkald fra en journalist, der er helt sikker på, at han har fat i en historie, der skal vælte den næste minister. Eller at skulle overbevise en journalist om, at han selvfølgelig skal ud og dække lanceringen af Børnenes U-landskalender igen i år.

Klassisk journalistik har sejret På væggen i kontoret hænger en plakat fra Hergé-tegneserien ‘Tintin - Månen tur-retur’. Makkerparret Dupond og Dupont springer over månelandskabet iført rumdragt på vej til at lave rav i den endnu en gang. Sammen med Mikael Bertelsen forsøgte Mads Brügger med Den 11. time at lave rav i historiefortællingens verden. “Det er, som om at journalistikken, som den udgår fra Journalisthøjskolen, har sejret ad helvedes til. Der er et specielt blik på verden, som skaber aviser og nyhedsudsendelser, der er kedelige og ikke gør den store forskel,” siger Mads Brügger. I modsætning til Hergés uduelige detektiver lykkedes Bertelsen og Brügger med deres mission. Den 11. time tog i løbet af 126 programmer imod alt fra politikere og pornostjerner til komponister og konspirationsteoretikere, og gang på gang brød de med den klassiske historiefortælling.

En praktikant i Udenrigsministeriet har mange hatte på; kommunikatør, praktisk pressemedarbejder, magasinjournalist og kollega, der også har mulighed for at deltage i såvel fælles løbeture som julefrokostens cabaret. Men den vigtigste hat, jeg endnu har fået på, er ja-hatten – for Udenrigsministeriet er fuld af muligheder. Mine foreløbigt fire måneder har blandt andet ført mig på tv-opgave ved ghanesisk trommedans i Aarhus, kastet mig ud i et tema om nordisk eksport i en europæisk krisetid, og nu sidder jeg på reportage i Nairobi, hvor jeg skal skrive om kvindekvoter i østafrikansk politik.

Omlüd har lavet en Omlüd Special om historiefortælling - fortalt af Mads Brügger.

Med QR-tagget kan du downloade radioindslaget direkte til din telefon. Ellers kan du høre og læse om Mads Brügger på Omlud.dk

…under ansvar Udenrigsministeriet giver dig ja-hatten på fra første dag, men man skal bruge den med omtanke. Artikler fra et ministerium forudsætter en vis portion grundighed – der må jo helst ikke være fejl hos Staten. Derfor bliver der gjort meget ud af researchen, og månedlige deadlines gør det muligt at gennemskrive artikler, til de for alvor sidder lige i sprogskabet. Jeg er ovenud begejstret. Måske netop på grund af sprognørderiet, kommunikationen, og så selvfølgelig den gode stemning på Asiatisk Plads nummer 2. Her bliver de fleste udfordringer nemlig mødt med den samme sætning: ”It’s no problem.”


DECEMBER 2012 ILLBUNKER.dk

19


20

DECEMBER 2012 ILLBUNKER.dk

INTERNATIONAL

The traditional role of journalism is being challenged in this technological age. In Tasmania, Australia, journalists are facing increased difficulty when it comes to accurately informing and educating the public

Tasmanian media down the black hole

Tekst: Rebecca Whitehead, Australia Illustration: Ebbe Lønborg

have heard of a matter of huge public interest but never reported it,” Tuffin says.

The use of intimidatory tactics At universities across Australia, first year journalism students are taught that the traditional role of the media is to scrutinise power elites and regulate the public’s access to information. In 2000, the United States Committee of Concerned Journalists released a Statement of Shared Purpose highlighting the core components of journalism. It states the number one principle as a journalist’s obligation to truth. At present, many media experts are questioning whether journalists in the state of Tasmania are still fulfilling their designated role. “I am very critical towards mainstream media. I do not feel that it fulfils its primary function which is to stand apart and probe and question the principles under which Tasmania is governed,” Lindsay Tuffin, editor of Tasmanian Times online says

Private life and public right to know On Friday 13 February 2004, Tasmania’s Premier, Jim Bacon, received a diagnosis that he had lung cancer. On the Saturday, Australia’s national broadsheet newspaper, The Australian, made Jim Bacon’s cancer front page news. Embarrassingly The Australian managed to scoop all the local media. It was later revealed in 2011, that the editors of Tasmania’s three major newspapers had actually known of Premier, Jim Bacon’s cancer but had not published this knowledge at Bacon’s request. Tuffin argues that it is not the role of journalists to in any way inhibit the publication of significant, public interest news. “To me this case was the most blatant, obvious, in defensive case of the suppression of news. It raises the question: ‘how many times has it happened that the media in Tasmania

Due to its size, Tasmania’s small circle of power elites, corporate heads and politicians are rarely robustly challenged. If journalists do choose to challenge those in power, they will often find themselves confronted through use of intimidatory tactics. During her time investigating issues to do with Tasmanian forestry, past chief political reporter Sue Neales was threatened by both logging companies and protesters. “I found the logging groups to be very much in the view that if you harassed journalists enough it would prevent them writing about the issues at hand,” Neales says and continues. “I was amazed that some journalists just wouldn’t write about forestry. I would say, it is a political topic, you have to write about it but they all thought it was too much trouble.” Tasmania is also used as a training ground for young reporters who find these intimidatory deterring. “I think there has been neglect by some of the major news outlets. They should have more experienced reporters based in Tasmania, rather than treating it as somewhere where you start off young journalists,” Neales says.

This resource pressure is leading to a decreasing number of openings in the field of journalism Graduate Careers Australia surveyed 634 journalism graduates last year and found that four months after graduation 12.2 per cent were working in advertising or public relations. As more graduates move into public relations and the complexity of governments grows, the field of media management is expanding. Holman said that Tasmania is one of the most media managed states for its size, population and budget. “A lot of the money is spent on Tasmania’s media management. This is stifling the free flow of information,” Holman says.

Hope for the Tasmania’s media

can better serve the public in the future. “We need to take a leading role in showing some of the true champions and success stories of Tasmania. At the same time we need to probe, we need to question, have substance, credibility and make sure we keep trust with the people, our readers and we need to be accountable,” he says. However, Tuffin disagrees believing that Tasmanian media is beyond reform. He states that the media is beginning to be viewed as a comic and not an intelligent analyser. “I do not believe Tasmanian media is capable of reform in its current state,” said Tuffin. “It has too much of an obsession with making money and with the bottom line. It has forgotten the early days of journalism. I believe the internet provides us with a return to those days.”

Whilst media in Tasmania needs improvement, Holman believes there is hope that it

The challenge of reform In its current state, journalism in Tasmania requires reform. However, the new editor of one of Tasmania’s major newspapers, Andew Holman, argues the mediocrity of the state’s media has nothing to do with bad journalism but a lack of resources and media management. “One of the big issues facing the media these days is resourcing. The media is under more economic pressure than it has ever been before,” Holman says.

The growth of digital news lets print suffer at The Guardian A few years ago print was the number one priority for the publisher, now The Guardian think about shifting the whole production to online. Illustreret Bunker visited the newspaper Tekst: Leonie Lohwasser, Germany

Entering The Guardian headquarters at Kings Place, 90 York Way in London one would expect to see piles of papers and journalists busy writing news for print. Instead, you are greeted with hundreds of buzzing computer screens, with surprisingly young writers clicking away at keyboards. The digital department takes up a huge chunk of the newly opened office. ”The most powerful person in The Guardian office today is the manager of SEO (search engine operations), who makes sure the newspaper is showing up on Google,” Xan Brooks, an associate editor of the broadsheet, says. According to Mr. Brooks, The Guardian publishes its news when most people will be online to read it and not necessarily when it breaks. “We tailor our journalism to search engine peaks. A lot of people are on Google at lunch so we often break stories then,” he says. When Mr. Brooks started working for The

Guardian, his job was writing articles for the paper which got published on the latest news. Now the world wide web takes most of the attention. “The pyramid has already flipped. When I first started the paper was everything, now the paper is second to online. Everything goes online first,” he says.

The journalist as a digital multitalent This attempt to go digital, requires a much higher involvement of the journalist, who has to be not only a talented writer, but also highly proficient in media production. ”Journalists need to be able to edit the website, edit a piece online and do videos. I never wanted to go on camera, now I do it twice a week,” Mr. Brooks says. Charlie Beckett, who is director of the media department at the LSE, school for Economic and Politic Science in London, writes at his blog in September 2012. “Whenever an industry changes profoundly because of social and technological shifts,

someone gets hurt. Go talk to coal miners or car makers. Journalism itself has changed every generation. In some ways we are a 19th century trade in a 21st century world,” he says.

Adapting to online buisness Even big publishing houses such as The Guardian, which can fondly look back upon a century of growth and prosperity have to adapt to the seismic shift in the media world. Otherwise they will vanish from the marked faster than you can spell the word “press”. In 2011 The Guardian stated that they witnessed an annual loss of 33 million pound a year which lead to the dismissal of a vast amount of staff.   This turns the journalism profession into a less varied field, and focuses the reader’s attention to a small amount of journalists. Mr. Brooks says the ideal used to be that journalists wrote faceless, objective copy. “Now that’s changed. Journalism has become a more glamorous profession and one of the reasons is that they’re encouraged to

write in their own style. Journalists become like very low rent celebrities, with readers following their bylines,” he says.

A new generation of journalism But despite the changing face of the industry, hopeful young journalists sign up to writing courses in droves. “I just wanted the experience of talking to people, I would never get the opportunity to speak to otherwise,” Louisa Buchanan, a journalism student from Australia says. And while their preferred medium may now be Tumblr or video blogs instead of producing newspapers which spread the distinguishable smell od fress ink, their reasons for becoming journalists remain the same as it has allways been. ”I just want to tell stories,” Ms. Buchanan says.


DECEMBER 2012 ILLBUNKER.dk

INTERNATIONAL

Journalism in Greenland

21

Even though Greenland is owned by Denmark, journalism in theory and practice do not comply when comparing the countries “Journalists are looked upon as idiots in Greenland. People think ‘Oh, is that the best you could do’.”

- Masaana Egeder, journalism student

The University of Greenland in Nuuk. Susanne Sundbye is in Greenland to make af documentary as a school project.

Tekst og foto: Susanne Sundbye, Norway

Masaana Egeder is a 27-year-old journalism student at Greenlands University in its capital Nuuk. As a part of his degree, Mr. Egeder went to the Danish School of Media and Journalism for one semester in 2010. He sees some clear differences within the field of journalism between his native country and the country it is owned by. “I prefer the DMJX, simply because there are more students there,” Mr. Edeger says. There are 25 students currently studying journalism in Greenland’s University, and according to Mr Egeder, they are not as passionated as the journalism students in Denmark. “Quite a few of the students listed journalism as a second choice, and in reality wanted to study medicine or to be a nurse,” he says. The profession is also perceived differently in the two countries. “Journalists are looked upon as idiots in Greenland. People think ‘Oh, is that the best you could do´,” Mr. Egeder says. The bar is also set higher for students in Denmark when it comes to the application process for the Journalism study. Naja Paulsen, in charge of international students and the journalism course at Greenland University, says the test is the same as in Denmark, however Mr. Edeger begs to differ.

Not enough exchanges Ms. Paulsen is concerned that there are not more students from the journalism course in Nuuk that exchange to other countries. The students are offered semester exchanges in several different European countries. “Many of the students have not been abroad, and do not yearn for it either, as they are comfortable at home,” she says. Ms. Paulsen also informs that most of the journalism students at the University already have jobs in the media buisness before gradu-

ating, and that most of them are guaranteed jobs after their degrees.

Untouched stories, few journalists In Greenland there are only two major national stations, both owned by the same company. Mr. Egeder believes this lowers the intensity of the demand of competition, hence leads to news that are not as thoroughly covered as it would be in for example Denmark. In Greenland there is a shortage of journalists, and in several different areas. “We do not only need news journalists, we need people who can write features, political journalism, business journalism and more,” Mr. Edeger says.

Language dilemma Another dilemma journalism in Greenland faces is the language barrier. According to statistics 80 percent of the country’s population speaks Greenlandic, however, most of the journalism is executed in Danish. “This is a real shame,” Ms. Paulsen says and continues. “We need journalists who speak both languages, so that Greenlandic could be more widespread in the media.” Mr. Edeger grew up speaking Danish and Greenlandic, but sticks to the Danish language when working in radio. “I do not want to speak Greenlandic on air, until I am one hundred per cent sure that it is fluent. I am more confident when speaking Danish,” he says.


22

DECEMBER 2012 ILLBUNKER.dk

DEBAT

Tamilsagen var måske aldrig kommet frem, hvis det ikke havde været for retten til aktindsigt. Den politiske aftale om en ny offentlighedslov indgået i oktober ser ud til at ville begrænse retten til aktindsigt. Det får Transparency International til at slå alarm

En mere lukket offentlighed hed og gennemsigtighed er og har i mange år været hjørnesten i det danske samfund, og ifølge det nyligt udførte Integritets System Studie af Danmark er netop den tradition en af hovedårsagerne til, at korruption er så sjældent forekommende her.

Tekst: Anne Cathrine Garde, Transparency International Danmark Illustration: Ebbe Lønborg

Selvom mediejura nok ikke er det, der fik dig til at søge ind på DMJX, er der grund til at tage det alvorligt. Det juridiske grundlag bestemmer adgangen til den gode historie, så der er grund til at læse det med småt. I februar 2013 vil regeringen fremsætte et forslag til en ny offentlighedslov, som vil have stor betydning for journalistikkens praksis – både på godt og ondt. På den ene side vil loven medføre åbne postlister, der skal gøre det nemmere at søge aktindsigt også uden at kende en sag til fulde og derudover få aktindsigt i offentlige selskabers anliggender. Forbedringerne hilser vi velkommen. De er længe ventet og et skridt på vejen i retning mod mere gennemsigtighed om den offentlige forvaltning. Men loven ser også ud til i væsentlig grad at ville indskrænke offentlighedsprincippet i de øverste lag af forvaltningen samt i folketinget. Som journalist bør man være bekymret.

Kamp skal der til

Dig og Offentlighedsloven Den vigtigste lovgivning i relation til gennemsigtigheden omkring regeringens aktiviteter er offentlighedsloven, som angiver reglerne omkring aktindsigt og giver offentligheden adgang til en stor del af de dokumenter, som forvaltningen besidder. Der findes flere eksempler på, hvordan aktindsigt er blevet brugt til at afsløre uregelmæssigheder i efterlevelsen af blandt andet love og overforbrug af skattepenge. Et helt centralt eksempel fik sin konsekvens i marts 2011, hvor tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech mistede sin ministerpost. Integrationsministeriet ignorerede FN-konventioner og fratog 30 statsløse palæstinensere deres rettigheder til at få dansk statsborgerskab. To journalister søgte om aktindsigt i dokumenter om sagen og afslørede, at ministeriet bevidst havde overset FN-konventionen. Det fik de Cavling-prisen for.

De gådefulde paragraffer Med det kommende lovforslag er det ikke sikkert, at Ulrik Dahlin og Anton Geist vil kunne vinde en Cavling. Særligt to paragraffer vækker stor bekymring for Transparency International Danmark. Først og fremmest har man valgt at erstatte nogle relativt objektive kriterier med

skønsmæssige kriterier i det nye forslag §24 omkring rådgivning af ministre, såkaldt ministerbetjening. En spindoktor kan således undtage en korrespondance, der skønnes som ministerbetjening for aktindsigt. Det betyder, at sager såsom overbetaling af privatsygehusene ikke længere vil se dagens lys. Derfor advarer journalister og jurister om, at denne ændring af loven i alvorligt omfang vil begrænse mediernes muligheder for at være statsmagtens vagthunde. Derudover stiller paragraffen overordentlig store krav til en stringent praksis, som i sidste ende vil kræve, at der indgives tilstrækkeligt mange klager fra journalister og andre, der får afvist begæringer om aktindsigt med henvisning til paragraffen. En anden bekymring hos Transparency International Danmark

er, at man har valgt at holde fast i §27, stk. 2, ”Politikerparagraffen”, hvori korrespondancer mellem ministre og medlemmer af Folketinget i forbindelse med lovforberedende arbejde undtages for aktindsigt. Dette vil i praksis forringe gennemsigtigheden omkring lovgivningsprocesserne og er endnu et stort tilbageskridt for gennemsigtigheden omkring vores magthaveres arbejde. Når det gælder helt grundlæggende og vigtige beslutninger for det danske samfund, bør der være størst mulig gennemsigtighed. Selvfølgelig kan der aldrig være tale om 100 procent åbenhed, men man kan undre sig over, hvorfor disse to paragraffer om ministerbetjening og politiker-paragraffen er fremsat i det endelige forslag. Det er i hvert fald ikke i borgernes eller demokratiets tjeneste. Åben-

Som journalist giver aktindsigt dig mulighed for at få indsigt i, hvad de offentligt ansatte foretager sig og hermed kontrollere, at lovene efterleves i praksis og borgernes skattepenge bruges hensigtsmæssigt. Uden mulighed for aktindsigt er det ikke sikkert, Tamilsagen, Skattesagen og andre bemærkelsesværdige sager om magtmisbrug var kommet frem. På nuværende tidspunkt er det desværre svært at forestille sig, at udkastet til lovforslaget vil ændre sig væsentligt, da kun de tre partier uden udsigt til ministerposter står uden for den politiske aftale, der er indgået (Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Enhedslisten). Transparency International Danmark vil arbejde for at sikre en stærk praksis omkring de ovenfor beskrevne paragraffer. Men det er i høj grad også op til jer spirende journalister at sørge for, at jeres rolle som vagthunde fortsat kan spilles, og at magthavernes beslutninger og grundlaget for disse ikke skjules. Vi vil opfordre til, at I, hver eneste gang I oplever afslag på aktindsigtsbegæringer og finder grund til at klage, også får afsendt klagen til ombudsmanden. Kun sådan kan vi sikre, at de skønsmæssige beslutninger der nu er lagt op til, ikke alene kommer til at ligge i hænderne på spindoktorer og topembedsmænd. Kære kommende journalister: der skal kæmpes for at sikre adgang til kontrol med magthaverne! Vi håber, I vil være med.

Vil du vide mere om Transparency International Danmarks holdning til den nye offentlighedslov, så scan QR-tagget.

Man har et standpunkt, til man tager et nyt Tekst: Michelle Egedius Færch

Den 3. oktober skrev Justitsministeret i en pressemeddelse: ’Der har været en debat om den såkaldte ministerbetjeningsregel i det tidligere fremsatte lovforslag. Som en konsekvens af aftalen vil begrebet ”ministerbetjening” ikke blive anvendt i det kommende lovforslag.’ Den 22. november bragte Dagbladet Information en artikel, hvor de, ifølge deres oplysninger, kan afsløre Morten Bødskovs forslag til en formulering af første punkt i §24. Det

lyder således: ’Retten til aktindsigt omfatter ikke interne dokumenter og oplysninger, der udveksles på et tidspunkt, hvor der er konkret grund til at antage, at en minister har eller vil få behov for embedsværkets rådgivning og bistand mellem 1) et ministerium og dets underværende myndigheder 2) forskellige ministerier.’ I 2009 afleverede Offentlighedskommissionen et forslag til en ny offentlighedslov. Kommissionen var enige om en § 24, der ville undtage dokumenter fra aktindsigt, hvis embedsvær-

ket vurderede, at de på et eller andet tidspunkt kunne indgå i betjening af ministeren. I december 2010 fremlagde daværende justitsminister Lars Barfoed VK-regeringens forslag til ny lov med en uændret § 24. Men Barfoed kunne ikke samle flertal, især fordi oppositionen var utilfreds med § 24. I pressemeddelelsen fra Justitsministeriet den 3. oktober 2012 udtaler Morten Bødskov. ”Der er fundet en god og rigtig balance mellem på den ene side princippet om åbenhed i den offentlige forvaltning og på den anden side de hensyn, der kan føre til, at der i visse

tilfælde ikke gives aktindsigt.” Til artiklen i Information den 22. november udtaler mediejurist og tidligere medlem af Offentlighedskommissionen, Oluf Jørgensen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. ”Der er ikke for fem øre mere åbenhed i Bødskovs forslag til paragraf 24 end i Barfoeds.” Til samme artikel kalder Cavlingmodtager Lars Rugaard, der sidste år sammen med journalisten Erik Valeur udgav en kritisk pamflet om § 24 og ministerbetjening, Bødskovs ændringer for et ”sprogligt hokuspokus.”


DECEMBER 2012 ILLBUNKER.dk

DEBAT

23

Et rotteræs mod kreativiteten Hvad har journalister og rotter tilfælles? Hvad har den kreative klasse og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole med hinanden at gøre? Hvad sker der, når man udsættes for stress, og hvad skal til for at redde en synkende skude? Alle disse spørgsmål vil jeg i det følgende give svar på og samtidig lægge op til debat om fremtidens journalister fra DMJX Tekst: Pernille Larsen

Et tågehorn gennembryder den nervøse stilhed. Klokken er 9.30. Kampen er blæst i gang. Rundt om mig begynder mobiltelefoner at ringe. Jeg tager min op til øret og siger ind i mikrofonen, at der ikke er noget, jeg hellere vil end at komme forbi til en snak. Sammen med alle de andre sultne rotter ræser jeg nu ned ad gangene for at møde dagens første dommer.

Rotter går ned med stress På School of Medicine ved Standford University i Californien har en gruppe forskere testet indvirkningen af stress på hjernefunktion og adfærd hos rotter. Til forsøget anvendte man netop rotter, fordi de under normale omstændigheder, ligesom mennesker, er kreative i deres måde at overkomme udefordringer og løse problemer på. I Standfords forsøg blev et antal forsøgsrotter over en periode kontinuerligt stresset. Blandt andet ved at blive udsat for elektriske stød og ved at blive holdt under vand i længere tid. De stressede rotter blev efterfølgende sat sammen med ikke-stressede rotter og stillet over for en række tests.

08-11, 10:19 Har kun været til én samtale. Ingen andre har ringet. De fleste pladser er optaget.

Rotterne skulle for eksempel lære, at et tryk på en bestemt knap ville udløse et antal fodderpiller. Både de stressede og de ikke-stressede rotter havde nemt ved at lære dette trick. Hvad de stressede rotter dog ikke mestrede, var evnen til at omstille sig og ændre deres adfærd, da reglerne senere blev ændret, og trykket på knappen nu kun udløste uspiselige plastickugler.

Oversat til dansk viste forskningsresultaterne af undersøgelserne følgende: Når en rotte igennem længere tid har været udsat for stresspåvirkning, vil dens adfærd ikke længere være styret af en her-og-nu-vurdering af, hvad der vil være smartest og mest udbytterigt at gøre. En stresset rotte vil holde sig til det, den allerede har lært. En stresset rotte vil gøre, som den plejer.

Kreativitet er en klasse for sig Ifølge Politikens Nudansk Ordbog betyder kreativitet: ”Evne til at få nye ideer og udføre dem”. Altså det modsatte af at gøre, som man plejer.

08-11, 10:36 Har nu gatecrashet KL.

På Aalborg Universitet er man netop nu i gang med at forske i, hvordan stress påvirker evnen for kreativitet. Projektleder, Pia Bøgelunds udgangspunkt er, ifølge hendes egen synopsis, at sikre den kreative klasse de bedst mulige arbejdsbetingelser, da denne gruppe af borgere er ”nøglen til fremtidens velfærd”. Journalister minder i deres udgangspunkt meget om rotter. Vi er ligesom disse lyssky kloakdyr udstyret med evnen til at håndtere udfordringer på en ny og bedre måde end før set. Vi er med andre ord kreative og innovative væsner. Forskellen på journalister og forsøgsrotter er imidlertid, at vi ikke er i bur. De gentagne strømchock og dykninger, som forsøgsrotterne blev udsat for, har vi altså, i princippet, vores frie vilje til at forsøge at undgå.

08-11, 11:19 Jeg er så stresset. Ved ikke, om jeg skal til at græde eller besvime. Eller begge dele.

Vi spiller for at vinde Det var et tågehorn, der blæste min panikdag i gang. Men allerede den første dag på det første semester vidste jeg, at det ville blive en kamp. Når et ungt menneske, som de fleste studerende er, først er kommet igennem nåleøjet og er blevet optaget på et kreativt studie, er det, for de fleste, a dream coming true. Det unge menneske har nu, ved at bestå optagelsesprøven, bevist, at han/hun er værdig til at påbegynde sit drømmestudie. Statistikken viser imidlertid med al tydelighed, at det langt fra er nok. Bare fordi, man er kommet ind på en uddannelse, er der ingen garanti for, at man gennemfører den. For slet ikke at tale om, sandsynligheden for at få et job i forlængelse af den uddannelse. Enhver studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er bekendt med de hårde odds. Vi har alle erklæret os indforstået med risikoen for failure. Er det forkert at konkludere, at en studerende på en kreativ uddannelse som udgangspunkt er sårbar? Det mener jeg ikke.

08-11, 11:31 Jeg fik pladsen hos KL!!

I mine betragtninger tager jeg naturligvis forbehold for, at der på studiet og i branchen i øvrigt findes de personligheder, der aldrig har oplevet at tvivle på sig selv. Som aldrig i et tiendedel sekund har følt tvivl om deres eget talent og berettigelse i verden. Men dem går der (heldigvis) ikke 13 af på dusinet. Langt de fleste af os aspirerende journalister føler mere eller mindre konstant en smule angst for ikke at være ”gode nok”. Det er efter min mening både en naturlig og sund følelse, men den er ikke desto mindre stressende. Når den præmis er godtaget, ligger mine næste to pointer lige for: 1. Sårbare studerende er ekstra sårbare over for stress. 2. Sårbare studerende har ekstra meget brug for støtte til ikke at blive stressede.

08-11, 11:47 Denne dag er det værste, jeg i mit liv har oplevet

Alle rotter over bord På første semester hørte jeg ikke én underviser aflive myten om, at vi er hinandens værste konkurrenter. På andet semester hørte jeg aldrig én underviser sige følgende sætning: ”I er alle værdige til at være her, og I har alle en journalistkarriere foran jer; ”just keep up the good work”. På tredje semester var jeg hærdet nok til ikke at forvente mere. Når et skib er i havsnød, er rotterne de første, der forlader skuden. Hvis hele den journalistiske branche ikke skal ende med at synke sig selv, så er min opfordring: Hold op med at stresse de studerende! Kun derved kan den kreative branche overleve. Kun derved kan vi være med til at skabe fremtidens velfærd.

Journaliststuderende, styr sproget Indenfor eller inden for? CD eller cd? Den nye 4. udgave af Retskrivningsordbogen gør det valgfrit. For journaliststuderende er det i ordets bedste forstand godt træls. I hvert fald, hvis man er én af dem, som har styr på sproget Tekst: Freja Toftegaard Christiansen

Alle, der har overstået første semester, på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har været igennem det. At være i stand til at vide, hvornår indenfor, død og pine, staves i ét ord, og hvornår det bestemt ikke gør. For vi skal som professionelle sprogbrugere, som vores uddannelse pålægger os at være, fremstå som det gode eksempel over for (nu også overfor!) resten af befolkningen. Hr. og fru Danmark kigger os nemlig over skulderen. I hvert fald ifølge sprogforsker Kirsten Rask, der er cand. mag i dansk og russisk. ”Det er de professionelle sprogbrugere som journalister, dansklærere og tekstforfattere, der styrer sproget. Derfor er det vigtigt, at de mestrer det. De er et forbillede for resten af befolkningen,” siger Kirsten Rask.

Stram sproglæren op Set med ikke-professionelle sprogbrugeres øjne, altså dem som hverken kan kalde sig selv for gymnasielærere, journalister eller tekstforfattere, bliver den nye udgave af Retskriv-

ningsordbogen højst sandsynligt taget imod med kindkys og åbne arme. Den nye udgave gør det nemlig valgfrit at skrive forkortelser med store eller små bogstaver, valgfrihed mellem –ie og –ium-ord som gymnasie og gymnasium og sammenskrevne forbindelser såsom indenfor. Og det er jo i sig selv mageligt at slippe for at lære den slags petitesser. Og jo tak, vores børn og børnebørn vil da sikkert også prise sig lykkelige for, at de kan bruge deres tid på andet end at terpe den slags. Men som journaliststuderende, der netop har brugt blod, sved og tårer på at lære akkurat dét for at bestå sprogeksamen, giver det anledning til begyndende rynker og grå stænk. Nu kan vi begynde forfra med at lære, hvad der er rigtigt og forkert. Men okay, lad os sige, at vi professionelle sprogbrugere tager os sammen og får styr på de nye regler. Så er der ingen ko på isen. Så vil resten af befolkningen hurtigt tage ændringerne til sig, og sproget vil udfolde sig korrekt. Men problemet er, ifølge Kirsten Rask, at vi netop ikke havde styr på sproget før ændringerne.

”I gamle dage kunne man regne med, at folk, Dansk Sprognævn har talt. Vi journalister har der kom ind på Journalisthøjskolen, havde altså et medansvar for selvsamme ændringer, styr på sin grammatik. Men det har de ikke som undertegnede personligt mener, skamere. I dag virker det som om, at nogle fak- ber mere grammatisk forvirring end gavn. tisk er stolte af, Spørgsmålet ender derfor såat de ikke gider ledes: Bør vi kigge vores gramat lære at sætte matiske evner efter i sømmene, komma. Det er eller skal vi holde os til, at det for galt,” siger er ”godt nok”, så længe vi består Kirsten Rask. - Kirsten Rask, sprogforsker sprogprøven på første semester? Ifølge Kirsten Rask er der ingen diskussion. Stram op. Sprogets ”Der har været den holdning, håndhævere Med Kirsten Rasks bemærkning in mente at røde streger var ødelæggende. Kravene til giver det derfor god mening, at vi bliver eksa- journalister er ikke høje nok. I journalister mineret i det skidt allerede på første semester skal have mere dansk grammatik og kommatering,” siger hun. i vores spæde journalistkarriere. Så kære journaliststuderende, stram sproMen kære journaliststuderende. Kære dig, der utallige gange har krummet tæer, fordi du get, hvis du synes, det er træls, at sprognævnet efter deadline endnu engang opdager, at du piller ved sproget. Du er nemlig den, der ændrer mest i sidste ende. igen har skrevet CD og ikke cd. Kære dig, som har lært det på den hårde måde og sovet med Gitte Luks orange udgave af Maos lille røde under hovedpuden. Jeg er ked af at sige det, men dit slid var forgæves.

”Kravene til journalister er ikke høje nok.”


Medielejr aka luderturen 24.-25. november 2012 Instagramfotos af Kristine D. Johansen, Sabrina Skjødt, Michael Hjøllund, Mette Hedegaard og Julie Mia Fogde


DECEMBER 2012