Issuu on Google+

INDENFOR

6-7

SOCIALE RUS’ERE Et nyt kuld er landet

REPORTAGE

11

FASCINERENDE DYR Kød og kæledyr

UDENFOR

16

FUSSBALL Pelle er blandt de bedste

FEB. 2007 | 9. ÅRGANG | nr. 1

Den lille plet hvor tankerne får frit spil. Illustreret Bunker har mødt fem mennesker til en snak om deres yndlingssteder. se og læs mere

side 18-19

Ideudvikling trækker tænder ud Det sværeste ved førsteårsprøven er at finde et problem at skrive om. Det viser en ny undersøgelse. Tekst Filip Schwartz Kirkegaard

Lette historier om opture, nedture og spændende mennesker er på 2. semester passé. Efter et halvt år på

skolen skal de studerende i gang med at udrede de problemer, der er værd at indvie resten af samfundet i. Men mange har svært ved problemjagten. Illustreret Bunker bad i en rundspørge de studerende, der i december gik op til førsteårsprøven, om at vurdere den. Idéudviklingen fik den største tommelfinger nedad, da hver anden svarede, at det var de hårdeste. Også fokusering voldte problemer hos de studerende.

Således svarede hver tredje, at det var fokusering indenfor et emne, der var hårdest.

Hvornår er historien ny Kristoffer Miles scorede et 11-tal til førsteårsprøven, men alligevel synes han, at det var svært at finde en historie, der passede i vejledernes kram. De skal nemlig godkende emnet, inden man kan være sikker på, at problemet holder. Kristof-

fer Miles´ gruppe mødtes to uger inden prøven for at idéudvikle. Selv fandt han tre problemer at skrive om, men de blev alle skudt ned af vejlederen. De var ikke nye nok. I hans gruppe fik fire ud af seks studerende deres historie afvist. ”Der blev sået en frygt for, hvilke krav der bliver stillet omkring, hvor ny historien skal være,” siger Kristoffer Miles, der først fik sin endelige historie om skadelige piercinger i

tungen godkendt på sidst mulig dag. Han føler, at afvisningerne gik ud over hans kreativitet og lyst til at eksperimentere. ”Jeg vil virkelig opfordre til, at skolen gør opmærksom på kravene til, hvor ny en artikel skal være.”

fortsættes

side 3


2

ILLUSTRERET BUNKER

FEBRUAR 2007

Redaktionen vil gerne takke alle de hjælpsomme DJH’ere, der har været med til produktionen af denne udgivelse.

Tekst | Jeppe Timmermann Findalen

Kernefrygt

LEDER

Husk at komme til næste ideudvikling på Illustreret Bunker den 20 februar 2007. Nærmere info følger.

Tekst og foto | Michael Bothager

SHORT STORY

Øjeblikket Når vi fanger det, øjeblikket, så kan vi holde fast i det. Tage det frem og nyde det igen og igen. Genopleve følelsen og dele den med andre. Andre som måske kan genkende den i sig selv. Følelsen kan ligge i den stille brøkdel af et sekund, hvor en mors kærlighed til sin søn kommer frem, så den nærmest kan føles. At fange øjeblikket kræver at fotografen selv er usynlig, at han ikke er tilstede. Når det lykkes, så hænger også dén følelse ved hos fotografen

Journalistikken er blevet mere konfronterende i både form og indhold. Flere mener, at der ikke længere er tale om journalistik, men politisk propaganda. To aktuelle eksempler: Olav Hergel og Miriam Dalsgaard modtog Cavlingprisen: ”De blev desværre belønnet for ensidig kampagnejournalistik, der ikke lever op til de basale journalistiske krav om alsidighed og upartiskhed. Man kan diskutere, om det overhovedet er journalistik.“ Sådan sagde Simon Andersen, chefredaktør på Nyhedsavisen. Et par kampagnejournalister, som har sat fokus på uretfærdigheden i, hvordan vi behandler de børn, der nu på femte-sjette år sidder på landets asylcentre. Fremstillet som en pladderhumanistisk smøre af Arto-profiler. En licensbetalt dokumentarfilm: ”Danmarks Radio har et meget, meget stort troværdighedsproblem i hele den her sag. De indslag som DR har bragt, er fuldstændig fordrejede i forhold til de oplysninger, vi har,” lød kritikken fra Anders Fogh Rasmussen. Han foreslog DR at underkaste sig selv en undersøgelse. ”Der er nul at komme efter,” sagde han. Dog uden at have set filmen. Eksemplerne har det til fælles, at de bliver angrebet på det journalistiske indhold. Hergel for at være politisk – DR for at lyve. Og lige der hopper kæden af. Olav Hergel giver i sine artikler plads til stemmer, som ikke er blevet hørt. Han rammer sagens kerne børnetilværelsen på de danske asylcentre. Og det er genialt. Fortælleformen og indholdet vækker opsigt med sin nærhed og præcision, som er essensen i god journalistik. Om det så er forældrene, centerlederen eller købmanden på hjørnet, der bærer ansvaret for asylbørnenes situation, tager han ikke stilling til. På bundlinjen står en gruppe børn. Og her rammer artikler – og billeder – noget, som fortjener en Cavlingpris. ”Den hemmelige krig” sætter spørgsmålstegn ved, om Danmark bevidst overleverede fanger til tortur i Afghanistan. Ikke uvæsentligt. Men statsministeren vil – af uransaglige årsager - ikke gå til Pressenævnet med sagen. Man fristes til at tolke hans udtalelser, som en frygt for at anerkende journalistikken i filmen. Den er filterfrit og konfronterende. Men gør det den usand? Nyhedsstrømmen er blevet stærkere og mere upoleret. Det er et svaghedstegn, når magthaverne forsøger at underkende den kritiske journalistisk med uholdbare argumenter, de har læst sig til i Nyhedsavisen. Det kan kun øge motivationen for at skrive videre.

Tilrettelæggelse | Laust Johan Deleuran

De andre skriver Artikler | Lixen

Farvel ’fellow’ på SDU:

Ny ’fellow’ på SDU:

Det Journalistiske Fellowship, legatet der har givet Jens Olaf Jersild seks måneders ophold på Center for Journalistik, SDU er udløbet Under sit ophold, har Jersild studeret historie. “Jeg fulgte et kursus i kirken i højmiddelalderen, som jeg afsluttede med en eksamen. Resultatet blev et 10-tal, men flere af de studerende gjorde mig opmærksom på, at der jo også var 11 og 13 på skalaen,” fortæller han, som har hygget sig med de studerendes friske respons.

Mette Davidsen-Nielsen entrerer medietorvet til sommer og glæder sig til et halvt år som Fellow. “Det er en unik mulighed for at standse op og tænke lidt. Samtidigt kan jeg fordybe mig i public service, og så kommer jeg ud blandt unge journalister, som jeg kan inspirere og omvendt,” siger Mette Davidsen-Nielsen. Hun håber, at hun kan bibringe uddannelsen god energi og skabe et godt miljø.

Læs hele artiklen i Lixen, februar

Læs hele artiklen i Lixen, februar

Panikdagen er uretfærdig og kaotisk. Det er useriøst at ansætte nogen som helst efter fire minutters jobsamtale. Det sker ikke i den virkelige verden. Men det sker, når de journaliststuderende skal finde praktikplads. Eller gør det? I virkeligeheden laver medierne et stort benarbejde inden panikdagen. Nogen mere åbenlyst end andre. Navne skrives ned til åbenthusarrangementer, og medierne researcher på de studerende. Nogle medier siger udtrykkeligt, at de studerende ikke må sende deres ansøgninger før tid, med samme åndedrag smider de deres mailadresser i hovedet på de hastigt noterende studerende. Samtidig skulle medierne da være godt dumme, hvis de ikke kontaktede undervi-

martin justesen martinjustesen@mail.djh.dk

valdemar jørgensen pvjorgesen@mail.djh.dk

pia buhl andersen buhl@mail.djh.dk

bagsiden

marie rønde ronde@mail.djh.dk

BERMUDA

Skift farcen ud med falbert

billedredaktører

laust johan deleuran ljdeleuran@mail.djh.dk

Leder | Liv Mygind

Legat-udskiftning på SDU

redaktionen

jeppe timmermann findalen (ansv.) findalen@mail.djh.dk

LIXEN

Bermuda er RUCs journalistblad Lixen er SDUs journalistblad

michael bothager bothager@mail.djh.dk

niels krogsgård nkrogsgard@mail.djh.dk niklas krigslund nkrigslund@mail.djh.dk

kasserer

tryk

annoncer

oplag

jeppe timmermann findalen findalen@mail.djh.dk

pia buhl andersen buhl@mail.djh.dk laust johan deleuran ljdeleuran@mail.djh.dk

forsidefoto

emil ryge christoffersen emilrc@mail.djh.dk

illustreret bunker

danmarks journalisthøjskole olof palmes allé 11, 8200 århus n ib@mail.djh.dk www.illbunker.dk mobil 2874 8987

serne på de tre uddannelser og spurgte til - hvem der er dygtige. Så det gør de også. De regionale medier gør det. De store dagblade gør det. Fagbladene gør det. Og TV gør det. Alle gør det! Efter min bedste overbevisning - så ved de fleste medier, hvem de vil ansætte, før de kravler ind i Bunkeren på panikdagen. Liv Mygind, ansvarshavende redaktør

Læs hele lederen i Bermuda nr. 18

otm avistryk herning-ikast 97 15 66 00

1800 eksemplarer 8 gange årligt. illustreret bunker uddeles til studerende og ansatte på djh, til danske redaktioner og deres praktikanter samt til journaliststuderende på sdu og ruc. citater, billeder og andet materiale fra bladet må kun bringes med udførlig kildeangivelse.

udgivelse

13. februar 2007 6. årgang - 1. oplag næste ideudvikling 20. februar næste dealdine 10. marts næste udgivelse 20. marts


ILLUSTRERET BUNKER

FEBRUAR 2007

3

INDENFOR Fri, fadøl og færdig

Ideudvikling trækker... Tekst Filip Schwartz Kirkegaard

Der blev festet med vemodighed, da 8. semester tog afsked med DJH

Foto Michael Bothager

Fortsat fra forsiden.

Mangler ikke værktøjer Underviser og studieleder Solveig Schmidt er ansvarlig for hele førsteårsprøven. Hun mener ikke, at de studerende mangler de journalistiske værktøjer til at finde historier. ”Det I har, som de ikke har ude i felten, det er tid.” Hun mener også, at det er dumt ikke at sætte et par dage af til kreativ idéudvikling i grupperne i starten af den 12 dage lange prøve. ”Det er ris til egen røv,” siger hun. Selvom mange har svært ved at finde en historie, der kan gå igennem vejledernes nåleøje, så mener Solveig Schmidt ikke, at man kan definere, hvad der holder i journalistik. ”Hvis nogen kan komme med en bedre definition, så hjertens gerne for mig,” siger Solveig Schmidt. Inden startskuddet lyder, gennemgår hun opgaven for de studerende i Frøberts Auditorium. ”Jeg taler jo rent faktisk en hel time for at give eksempler på, hvad der falder indenfor og udenfor opgavens rammer. Men man kan jo ikke skrive definitionen.” De studerende skal spørge sig selv om, hvorvidt deres historie har merværdi. Det er nøgleordet for studielederen. Solveig Schmidt mener selv, at mange har svært ved idéudvikling og at finde hi-

Tekst Laust Deleuran

IDEUDVIKLING | Mange studerende har svært ved at spille med de kreative muskler, når førsteårsopgaven skal skrives.

FØRSTEÅRSOPGAVEN Artiklen skal være af politisk art. En tommelfingerregel er, at ens problem skal kunne tages op af politikerne, og det må typisk ikke være en enkeltsag. Prøven er en stopprøve. Man skal bestå den for at kunne fortsætte på skolen. Alle studerende har i alt tre forsøg. Læs mere om prøven og definitionerne af den på www.djh.dk

storier, fordi de studerende her skal lave vigtige fra- og tilvalg. ”Det er fuldstændig okay at være nervøs op til en eksamen,” mener Solveig Schmidt. ”Jeg synes, at det er synd, hvis folk er usikre på noget, de ikke behøver være usikre på.”

Andrea vil diskutere De Studerendes Råd, Andrea, mener, at det er et specielt problem op til førsteårsprøven, at der er stor forskel på den undervisning, de studerende har fået. Rådet har endnu ikke dis-

kuteret, om man skal foreslå nogle nye definitioner til opgaven, men Peter Korsgaard fra Andrea vil tage det op til næste møde: ”Vi vil i hvert fald diskutere, om det kan gøres nemmere for næste semester. For det har virket som et gennemgående problem, at folk har haft svært ved at finde problemer.” Han mener selv, at mange er forvirrede over vejledernes forventninger. ”Man skal fortælle folk, at de ikke alle skal vinde Cavlingprisen.”

Brug tid inden Hos Nyhedsavisen har de valgt at prioritere de mere tunge artikler, hvor de afdækker problemer. ”Det er generelt noget, vi prioriterer meget højt, fordi vi er en ny avis,” fortæller Per Thiemann. Han fortæller, at det eneste problem Nyhedsavisen har haft, var at finde historier, der berører mange mennesker og ikke bare en mindre del af befolkningen, for eksempel psykisk syge. ”Jeg spørger meget ind hver gang, jeg har en kilde

FØRSTEÅRSOPGAVEN - VEJLEDERNE Karaktergennemsnit

Dumpeprocent

Karakterer og dumpeprocent er ikke direkte sammenlignelige Karakter 13

Dumpepct. 40 % 35%

8

24% 6,9

7,7

7,8

7,2

6,5

20 % 16%

12,5%

0% Lars Bjerg l Pia Færing l Helle Nissen Kruuse l John Frølich l Jacob Bjerg Møller

filip@mail.djh.dk

UNDERSØGELSEN Undersøgelsen blev foretaget fra 22. til 29. januar 2007 102 svarede ud af de 118 fra daværende 2. semester Karaktergennemsnittet endte på 7,2 Den samlede dumpeprocent var 22 procent 24 procent forventede en højere karakter inden eksamen 27 procent forventede en lavere karakter inden eksamen Mere end hver tredje fandt det svært at finde en historie 17 procent fandt det meget svært at finde en historie Hver fjerde følte sig ikke hjulpet videre efter vejledning 16 procent følte, at vejlederen var mindre god til at hjælpe videre Tre ud af fire følte, at de blev tilfredsstillende eller meget tilfredsstillende behandlet af vejlederen

24%

00

i røret, for de kilder, man interviewer, ved ikke selv, hvad der er interessant,” beretter Per Thiemann. Solveig Schmidt mener, at eleverne skal bruge den professionelle undren til at finde historier. ”I ved jo allerede et år forinden, at opgaven kommer,” siger hun.

23 procent følte sig utilfredsstillende eller meget utilfredsstillende behandlet af vejlederen. Undersøgelsen blev foretaget af Pia Buhl og Filip Kirkegaard.

Det er mandag formiddag i den grå betonmasse på Olof Palmes Allé. Normalt ville gangene være fyldt af kaffedrikkende studerende og undertrykte gab. Men 3. semester er ikke startet endnu, 2. semester har læsedag, og 1. semester starter først på næste mandag og ved formodentlig endnu ikke engang, hvor man køber kaffen henne. Alligevel svirrer luften på DJH af liv, og der høres et stigende antal lykønskninger, som timerne skrider frem. Ottende semester dimitterer i dag, og har kun en sidste forsamling i Frøberts tilbage. Ti minutter før showet løber af stablen træder eftermiddagens hovedperson ind i auditoriet. Der bliver hensynsfuldt gjort plads til Olav Hergel nede på forreste række, hvor der stadig er lidt ilt tilbage.

En absurd drøm Olav Hergel, journalist på Politiken, er 50 år gammel og et af de mest kendte navne i dansk journalistik for tiden. Ud over at have vundet den prestigefyldte Cavling-pris for 2006 har han også fået Journalisthøjskolens Pris og Carsten Nielsen-legatet. ”Dengang jeg dimitterede, holdte vi en kolossal fest om aftenen, men der var ingen taler. Det her er meget anderledes end, da jeg blev færdig her. Det her er jo en fest med forældre og bedsteforældre. Fysisk er det præcis den samme skole, men det er meget mere seriøst. Der er mere tradition, flere former. Folk er fint klædt på, men uden at overdrive - de er jo journalister,” siger Olav Hergel, mens han kigger eftertænksomt ud over den fadølsdrikkende flok nye journalister udenfor Frøberts.

Fjern fremtid For 8. semester handler det ikke om Cavling-priser endnu. En epoke er slut for dem, og der er da også umiddelbart en bagside af medaljen: ”Det værste er alle de folk, der står omkring mig nu. Vi bliver jo spredt for alle vinde,” mener Peter Trads, netop nyuddannet journalist. Han skal starte på TV2 Øst allerede på torsdag, hvor han skal lave TV og multimedie. Med én præcis sætning tilslutter en anden nybagt journalist sig dagens holdning: ”Det værste bliver klart ikke at se alle dem, man kender fra skolen,” sukker Trine Thomsen. Selv skal hun starte på Nordjyske Medier, hvor hun skal lave TV på freelance-basis. ”Det er rart at være færdig, men det er også mærkeligt. Det burde føles som en stor forandring, og det gør det bare ikke. Jeg tror måske ikke helt, at det er gået op for mig endnu, at jeg er færdig,” siger Trine Thomsen, inden hun stryger ud af døren. Resten af festselskabet holder heller ikke længe. Kun to timer efter at dørene til auditoriet og fadølshanerne blev lukket op, er kantinen igen mennesketom, som på en hver anden sen mandag eftermiddag. Det eneste, der vidner om dimissionen, er de tomme ølplastickrus. Inde i den gamle rygerkantine kører fadølsanlægget stadig, som i forventning om at 8. semester kommer tilbage. Det gør de ikke. Men der kommer nok nogen og drikker øllet.

ljdeleuran@mail.djh.dk


4

INDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER Hvis man gerne vil kunne kalde sig cand.public, så er ansøgningsfristen for den to-årige kandidatuddannelse 1. marts.

FEBRUAR 2007 Pia Færing blev førsteårsprøvens slagter. Dermed er det tredje gang i træk, at Færing har dumpet flest studerende ved den ordinære eksamen.

De fleste job er studierelevante Et relevant job lærer dig, hvordan du begår dig blandt folk Tekst Julie Myhre Foto Martin Haglund

Der skal helst stå ”freelanceskribent” på C.V.’et, når man søger praktikplads. Den opfattelse kan stresse studerende på første del af uddannelsen, som gerne vil opruste til dysten om praktikpladser med studierelevant arbejde. Men selvom du måske end ikke har fået lilletåen indenfor hos et medie, er der ingen grund til panik. For en journaliststuderende er de fleste job nemlig studierelevante, uanset om de udspiller sig på et medie eller ej. Det mener både DJH’s studieleder Solveig Schmidt og skolens praktikvejleder Pia Færing. ”Studierelevant arbejde er hvad som helst, der giver adgang til andre dele af livet end dér, hvor du selv kommer fra. Ved kassen i Føtex møder du et bredt udsnit af befolkningen,” siger Solveig Schmidt. Hun understreger, at ”det har nul betydning, om du har lavet journalistiske opgaver ved siden af studiet, når du skal søge praktik.”

Faglig gevinst hos Chili og Woman ”Jeg vil da hellere skrive end at sidde bag kassen,” siger Julie Rode Nygaard fra 3. semester på DJH. Kirkesanger, svømmelærer og lærervikar er alle job, som Julie Rode Nygaard tidligere har haft. Mest for pengepungens skyld. Nu skriver hun derimod artikler for bladene Chili og Woman og håber på, at det vil give pote, når hun til foråret skal søge praktikplads. ”Jeg håber, at nogle af de job, jeg har, giver mig noget erfaring, så de ved, jeg kan magte det,” siger hun. For Julie er hovedgevinsten, at det er sjovt og udvikler hende fagligt. Hun mærker, at hun bliver bedre til at søge og kontakte kilder, samt får en fornemmelse af, hvordan det er at være på en redaktion. ”Jeg regnede med, at Chili bare var et ungdomsblad, men de er rigtig gode til at coache,” siger Julie.

Menneskekundskab Oliemøllen

”Som journalister skal I lære jeres kunder at kende. I ved for lidt om de folk, I laver journalistik om,” mener hun. Derfor foreslår hun at DJH’ere tager job på en stor industriarbejdsplads som for eksempel Oliemøllen ved Århus Havn. Den kan være rammen om ideelt, studierelevant arbejde, fordi du her møder mange mennesker, som tilhører en anden aldersgruppe end din egen. McDonald’s og hjemmeplejen er Pia Færings bud på andre arbejdspladser, der giver menneskekundskaber. Ifølge både Solveig Schmidt og Pia Færing ansætter medierne først og fremmest praktikanter, der kan samarbejde og skabe kontakt. Det kan du øve dig i på Oliemøllen ved Århus Havn, men imidlertid også andre steder. Ergo vil næsten ethvert studiejob have relevans for journaliststuderende.

’’Ude i ”det virkelige liv” og langt væk fra fredagsbar og cafémiljø’’. Dér foregår et studierelevant job, hvis man spørger Pia Færing, praktikvejleder på DJH.

jmyhre@mail.djh.dk

STUDIEJOBS | Julie Rode Nygaard skriver for Chili og Woman

Tænk nyt hvis dine historier skal sælges Skal dine artikler sælges til landsdækkende aviser, skal de sætte fokus på nye problemstillinger. Tekst Anders Thisted

En reportage om en familiefar, der til hverdag lever et normalt liv, men som hver søndag er med i slåskampe, når han følger sit fodboldhold. Det er historien, der skal skaffe mig min første artikel i en af de store landsdækkende aviser. Men hvordan fungerer det, og hvad skal der til, for at de køber en historie? Illustreret Bunker har spurgt Morgenavisen Jyllands-Posten og B.T. Begge aviser er positive overfor at blive kontaktet af studerende. ”Det er bare om at komme ud over stepperne og kontakte os,” er rådet fra BT’s

nyhedschef Peder Nederland. Fremgangsmåden er, at den studerende ringer til en af redaktionscheferne og forklarer artiklens vinkel. Både Jyllands-Posten og B.T. siger næsten altid ja til at se artiklerne. Derefter vender de tilbage med deres mening. Er aviserne interesserede, skal der forhandles pris. Takker aviserne nej, får man en begrundelse. ”Det er meget ofte nytænkning, der sælger historien. De studerende ser på det hele med nye og andre øjne”, siger indlandsredaktør på Jyllands-Posten, Torben Møldrup.

Ingen anonyme kilder Min idé med familiefaren, som er fodboldbølle en gang om ugen er nytænkning. Selv om det ikke er en artikel endnu, var de to redaktører med på legen og gav deres mening. ”Den historie er jeg interesseret i. Det er spændende, at vi bevæger os ud og fortæller om nogle andre end de voldsmænd, vi normalt hører om,” siger Torben Møldrup. Jeg ser allerede mit navn med stort i Jyllands-Posten. B.T.’s nyhedschef Peder Nederland, der også får min kommende guldhistorie serveret, er mere tvivlende. ”Det er da en god historie, men tror du, at du ville få et fornuftigt menneske til at

stå frem med navn og billede?” tvivler han. Hvis en studerende ringer til dem med en artikel, hvor kilden er anonym vil både Jyllands-Posten og B.T. stort set altid takke nej. De to redaktører peger på, at journaliststuderende for nemt lover anonymitet til kilder. ”Historien mister troværdighed og gennemslagskraft, hvis kilden er anonym,” påpeger Torben Møldrup.

Kun unikke historier tæller Et andet krav er, at artiklerne skal stille fokus på et problem, der ikke har været skrevet om før. Det krav falder mange af artiklerne på. ”Historien skal være helt

unik, og dem er der langt imellem. Det skal være noget, vi ikke selv har ressourcer til at lave,” siger Peder Nederland. Han husker en artikelserie om en religiøs sekt på Fyn fra 2004, som en af de sidste historier B.T. har købt af en studerende. Jyllands-Posten har oftere artikler med fra studerende. En af disse handlede om unge mødre under 18, der gik glip af en række tilskud, som unge mødre over 18 år fik. Udover kildeproblematikken og at historien skal være unik, lægger JyllandsPosten ifølge Torben Møldrup vægt på, at artiklen skal være relevant for en stor del af befolkningen. Samtidig

skal der være dækning for historien, og den skal fortælles på en levende måde. Især på grund af kravet om unikke historier er det større opgaver og hovedopgaver, der har størst interesse for Jyllands-Posten og B.T. Her har studerende tid og mulighed for at finde nye problemstillinger. Min kommende reportage opfylder de fleste af de to avisers krav. Det bliver dog ikke nemt at finde en kilde, som vil stå frem med navn og billede. ”Ring, hvis det lykkes for dig,” er beskeden både fra Jyllands-Posten og B.T.

abtilsted@mail.djh.dk


INDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER

Ida i kantinen. Hun er sexet og dejlig på samme tid. Hun kender alle. Det er fandme intimt. - Jeppe Strandberg, hold 1, 1. semester. Om det mest sexede på DJH.

132 nye elever er startet på 1. semester. 119 deltog i jomfrufesten.

Stilhed før studiestart Pinlig tavshed og trillende tommelfingre, men også grin og hygge. Dagen før dagen. Tekst Peter Madsen Foto Emil Ryge Christoffersen

Med svedige håndflader og nervøse, flygtige blikke sidder de og ser hinanden an i total stilhed. Der er så stille, at man ville kunne høre en knappenål falde til jorden. Et par stykker triller tommelfingre, mens en anden knuger hænderne om et lille tørklæde. Alle kigger de på hinanden og alligevel ikke. Så snart deres øjne mødes, glider de hurtigt videre mod næste mål på listen og videre igen. I morgen begynder et nyt hold studerende på

FEBRUAR 2007

6

Danmarks Journalisthøjskole. Dagen i dag er dagen før dagen. Og det her er dagen før dagen som den forløb på rushold tre. Som de sidder der nu, er de bare fremmede ansigter for hinanden. Et navn på en holdliste. Men hvem er hvem? Alle journalistspirerne har ved deres ankomst lagt en personlig genstand i en brun papirpose. På tur går posen nu rundt, hvorefter det gælder om at finde ud af, hvem der ejer de forskellige ting. Genstandenes ejermænd skal så præsentere sig selv, når deres ting bliver valgt. Historierne er forskellige, men de fleste er 19-22 år og nylige studenter. Og for at aflive journalistklicheen er der næsten ingen, der be-

nytter sig af muligheden for at træde ud på terrassen for at få sig et nikotinfix under den kolde, mørke vinterhimmel.

Nye ansigter Tim Smidemann er en af de nye studerende på hold tre. Han synes ikke, at han har været nervøs forud for mødet med holdet, men erkender, at den rungende tavshed i starten er svær at håndtere. ”Jeg får da lidt sommerfugle i maven, når der er så stille. Men jeg skal i hvert fald ikke være ham, der bryder den pinlige stilhed,” siger han. Tim Smidemann kender på forhånd ingen af de nye studerende, så han synes, at

arrangementet er et godt initiativ. ”Så har man set nogle ansigter, så man ikke er fuldstændig alene i morgen,” fortæller han. Camilla Nygaard er studerende på andet semester og rusvært på hold tre. Hun husker sin egen dagen før dagen som en god oplevelse. ”Der var lidt for meget pinlig tavshed. De fleste så bare hinanden an. Men vi havde nogle gode rusværter, og nogle gode navnelege, der hjalp os igennem dagen,” siger hun. For Camilla handler arrangementet om at møde nogle nye mennesker, så nervøsiteten er væk, når det går løs i Frøberts Auditorium på første skoledag. ”Så føler man sig allerede som en del af et hold,” forklarer hun.

To verdener Efter navnelegen ændrer den trykkede stemning sig markant, og de fleste falder i snak med deres sidemænd. Stemningen er nu nær-

DAGEN FØR DAGEN | Hold tre møder hinanden

mest diametral modsat den stilhed, der fik tiden til at snegle sig af sted før. Men før de ved af det, er det tid til endnu en navneleg. Denne gang får kreativiteten frit spil, idet alle skal huske samtlige holdkammeraters navne og hver deres madret. Opfindsomheden er stor, da Jesper Jakabov, Søren Sovs og Jonas Jord indleder en drabelig kamp på gakkede øgenavne. Bedst som aftenen er ved at få sin ende, kommer den sidste leg. For det er ikke alle, der er dem, de giver sig ud for at være. Hele to muldvarpe

har infiltreret holdet. Men der er ingen, der gætter på de rigtige. I stedet gætter de fleste på en fyr, der ”ser rigtig journalistagtig ud”. Det dengsede kærestepar med drømme om rækkehus i Højbjerg, som har hvisket sammen hele aftenen ved spisebordet, må bekende kulør og forlade selskabet. De hvide og turkis klapstole er foldet sammen og står nu op ad væggen. Øllene er drukket og saltstængerne spist. Dagen før dagen er slut. psmadsen@mail.djh.dk

Sommeren kom En lidenskabelig bølge af Middelhavet skyllede ind over første semester og omdannede jomfrufesten til en hed sommernat a la Kos. Tekst Kristoffer Miles Foto Christian Brandt

Det virker som om, et diskotek fra Kos lige er landet oven på Social Club i Åhus, og nu tonser 130 nybagte journaliststuderende rundt

og ligner en Ung Rejs-ferie, som mor og far ikke aner, man er taget på. Hænder blafrer i vejret og hvirvler duften af røg, øl, sved og hvidløg rundt mellem danserne. Den passionerede kogekunst fra Sydeuropa og den danske fadølskultur går hånd i hånd og skaber et inferno af amoriner, Nik & Jay og hvinende hujen.


INDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER

FEBRUAR 2007

Jordskælvet der udløste Tsunamien målte 9,0 på Richterskalaen. Det betyder, at kræfterne, da havbunden gav sig, svarede til eksplosionen af 1000 brintbomber.

7

Skolens fodboldklub, FC Åben Modus, holder generalforsamling onsdag den 14. februar kl. 19. Alle medlemmer er velkomne.

- DR videnskab

PETER HELLES ERIKSEN, 22 ÅR HOLD 1 Hvis du var en pibe, hvem forældre). Stille og rolige, skulle så bappe på dig? fornuftige mennesker, der Det lyder kedeligt, men min kan videregive gode stabile dejlige kæreste. værdier til de unge. Mads er derimod Steve. Den mere Hvis din Dagen før Dagen var vilde/frække type. et jordskælv, hvor højt på Richterskalaen ville man så kunne Hvis du var Kaare R. Skous måle den? frisør, hvilken frisure ville du Ikke så højt, for jeg var ikke så anbefale ham? rigtig nervøs. Omkring 2. Aldrig at røre ved håret. Det er en del af hans stil. At Hvis dine rusværter var skue- fjerne det ville være som at spillerne fra Beverly Hills, fjerne Jimi Hendrix’ afrohvem var de så? hår. Det ville være synd. Håkon og Solveig er Jim og Cindy (Brenda og Brandons

KAROLINE AMALIE MARKHOLST, 22 ÅR, HOLD 2 Hvis du var en pibe, hvem Kristoffer må være Matt. skulle så bappe på dig? Han er stille og rolig og Kurt Strand. Han er indbe- rigtig hyggelig. grebet af integritet. Hvis du var Kaare R. Skous Hvis dine rusværter var skue- frisør, hvilken frisure ville du spillerne fra Beverly Hills, så anbefale ham? hvem var En haneHvis Dagen før Dagen var et jordde så? kam. En skælv, hvor højt på Richterskalaen Line er perfekt nok Anville man så kunne måle den? udfordring drea og i forhold til 5,3. Jeg kender ikke Camilla det, der er rigtigt til Richterskalaen, Clare. at arbejde men det er vist i midten. Jeg ved med. Det var stille og roligt ikke helt hvorfor. Karoline Amalie Markholst

LARS SEJR, 22 ÅR, HOLD 2 Hvis du var en pibe, hvem hvem var de så? skulle så bappe på dig? Sisse må være Brenda. Den David Beckham. Den mand lidt tilbageholdende type, er for lækker. Alt, hvad han der alligevel er klar på gejl. gør, er frækt! Anna er Kelly. Partyløve, vild og lyshåret. Anders er Hvis din Dagen før Dagen var nok Brandon. Klar til at et jordskælv, hvor højt på Rich- hugge til den bedste (pige). terskalaen ville man så kunne måle den? Hvis du var Kaare R. Skous 3,1. Den rammer simpelt- frisør, hvilken frisure ville du hen ikke højere, for jeg så anbefale ham? savnede lidt mere druk og Jeg har ingen anbefaling. tempo. Der er ikke så meget at arbejde med. Hvis dine rusværter var skuespillerne fra Beverly Hills,

til Århus Smagen af lidenskab Det starter ellers så tilbagelænet og roligt tidligere på aftenen. Men så kommer maden på bordet. Solmodne cherrytomater og auberginer vendt i blød feta og hvidløg. Dampede fileter af torsk garneret med stærk tun- og hvidløgspesto og en masse andet. Alt sammen anrettet i én stor buffet og pyntet med rosmarin, timian og andre middelhavsurter. Menuen til jomfrufesten genskaber ikke ligefrem den iskolde februarvirkelighed uden for dørene. Men mens 130 blege og halvforkølede russere og deres værter tager for sig af den solmodne buffet, begynder de første tegn på sommerstemning at vise sig. En rumlen af tilfældige stemmer afslører små bid-

der fra de forventningsfulde samtaler mellem russerne. ”… Gu’ sagde jeg da ej, at han var lækker. Han er bare sådan… agtig,” lyder det fra to piger i madkøen.

Ice Breaker Social Clubs store sal er indrettet med 130 pladser, som er delt ud på de seks nye hold journalistspirer. Det minder mest af alt om en sommeraften i en munter baggård i Sydeuropa. På en balkon over baren sidder et hold og ligner en familiefest på Cote d’Azur. Hævet over dansegulvet sidder et andet hold mere henslængt som på en strandbar i Calvi, Korsika. I det hele taget emmer der af afslappet feriestemning. Alting ser faktisk relativt uskyldigt ud indtil klokken 21.30, hvor portene til dansegulvet går op. Efter cirka 45 minutter, hvor det sidste is skal brydes

og bankes af de splinternye bekendtskaber, begynder middelhavets varme bølger for alvor at skvulpe rundt i Social Clubs fodkolde lokaler.

Ferieromantik Der bliver danset tæt og drukket endnu tættere. Balancen mellem duftene breder sig. Hvor det før var røgen fra de mange nervøse smøger, der dominerede, er den tunge lugt af sved og kroppe begyndt at tvinge sig vej ind i næsen. For nogle få kommer aftenens højdepunkt, da en robust fyr tager konsekvensen af den fælles ekstase. Han trækker trøjen af. Det vilde blik og nærmest skræmmende smil gør indtryk på pigerne, mens han kaster sin T-shirt rundt i luften. For en del andre sniger højdepunktet sig nærmere ved hvert smil og hånd på låret i de mørklagte hjørner af diskoteket.

Lovens lange, kolde arm Udenfor i den kolde danske virkelighed er en tredje semester-studerende ved at vralte hjem. Han beslutter sig for at snuppe en taxa. Han vælger den første og den bedste bil, men må nedslået erkende, at han har åbnet døren til en politibil. Han smækker døren i og fortsætter jagten på en rigtig hyrevogn. Betjentene lader ham dog ikke slippe, så han må ind og modtage en moralprædiken. Der er bare ikke så festligt ude i minusgraderne. Imens brager jomfrufesten indenfor til eksotiske rytmer og med al hvidløgets passion i blodet. I næste weekend er det tid til rusturen. Gad vide, hvad de kære russere bliver fodret med der.

miles@mail.djh.dk


8

INDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER

FEBRUAR 2007

Illustreret Bunker er på trapperne med en helt ny hjemmeside. Den forventes online om godt en måned på www.illbunker.dk.

Stadig karriereambitioner Da Maria fik sit første barn som 19-årig, var det ikke nogen tilfældighed. Hun ville gerne være mor, før karriereræset satte ind. ”Jeg vil rigtig gerne have tid til mine børn, men jeg vil også gerne have en karriere,” forklarer Maria Dybdahl. Ambitionerne om en karriere er altså ikke blevet lagt på hylden, bare fordi hun er blevet mor, men hun ser tingene i et andet lys. ”Der er noget motiverende i at være et godt forbillede for sine børn,” siger hun.

Ikke uden mine døtre

MOR | Maria går på DJH og fik sidste år sit barn nummer to.

Familieliv frem for fredagsbar For ni måneder siden blev Maria Dybdahl mor for anden gang. Efter et halvt års barsel startede hun i oktober på 1. semester på DJH.

Tekst Kirsten B. Pedersen Tekst Louise Frimer Foto Michael Bothager

Hvor befinder du dig fredag eftermiddag? Mange DJH-studerende ville svare fredagsbaren. Her kan man opnå høje promiller og

Internationalt brag

En gruppe udenlandske studerende har endnu engang indtaget DJH, og det går ikke stille for sig. Tekst Anders Pedersen

USA, Canada, Spanien, Belgien, Holland, Argentina, Slovakiet, Sverige, Norge og Danmark. Umiddelbart

kan det være svært at finde en fællesnævner for, hvad der forener folk fra disse lande, lige bortset fra at der ikke var et eneste af landene, der havde succes ved sommerens VM-slutrunde. De næste par måneder er der dog en ting mere, nemlig

det faktum at de er klassekammerater på det internationale semester på DJH.

Let the party begin Mandag den 22. januar var lokale 100 fyldt med 30 studerende, der havde travlt

drage lettelsens suk over, at det endelig er blevet weekend. Studerende på DJH, Maria Dybdahl, ville svare noget helt andet. Når det første break lyder ved poolbordet, forlader hun sine øldrikkende medstuderende for at hente døtrene Alberte på ni måneder og Victoria på fem år.

Først og fremmest mor At være foruden tømmer-

med at trille tommelfingre og ellers forsøgte ikke at gøre sig bemærket. Lad det være sagt med det samme: Det bliver formentlig den eneste gang nogensinde, de gør det. For allerede om tirsdagen var den værste generthed rystet af, og det var tid til at vælte byen. Og væltet blev den. Igen og igen og igen! Indgangsvinklerne er ganske forskellige, men målet med missionen er ens: Have as much fun as possible, while we are here. Nordmændene er stadig imponerede over, hvad de kalder vores urimeligt

mænd lørdag morgen er ikke den eneste fordel ved at være mor og studerende på samme tid. Som studerende kan man selv tilrettelægge sin tid. Når forelæsningen slutter klokken tolv, henter Maria pigerne, mens andre børn først ser deres forældre senere på eftermiddagen. Bøgerne bliver først fundet frem, når ungerne er lagt i seng. ”Jeg er mor frem for alt, også frem for studiet,” siger Maria Dybdahl. billige øl. Canadierne har fundet ud af, at der findes en sport, der hedder håndbold, og amerikanerne er positivt overraskede over, at det er muligt at se NFL i Danmark. Samtidig med det har taxaselskaberne kronede dage, da det endnu er de færreste af de internationale studerende, der har fået anskaffet sig en cykel.

Men selv om Maria fokuserer meget på det positive i at kombinere rollen som mor med et studie, kan hun også se nogle ulemper. Rustur og skolefester er nogle af de ting, Maria må takke nej til. ”Det er noget, jeg selv vælger fra, men det har selvfølgelig en betydning for det sociale. Andre skaber et netværk på en helt anden måde, end jeg får gjort,” siger Maria Dybdahl. Det er ikke altid lige sjovt at forlade fredagsbaren, før festen er gået i gang, men Maria kan ikke forestille sig et liv med fest frem for familie.

kbpedersen@mail.djh.dk lpfrimer@mail.djh.dk

MARIA DYBDAHL DJH-studerende på 2. semester 24 år Bor i Viby med sin kæreste Har børnene Victoria og Alberte

for dagen. København står for skud i næste uge, inden den store introduktion til fredagsbaren venter. Endnu er der ikke nogen af dem, der helt forstår konceptet omkring bordfodbold. Enkelte af dem har givet det et forsøg, men der er et stykke vej endnu, da der stadig hersker tvivl om, hvilket mål, de skal skyde efter.

Imponerende ihærdighed Som dansker kan man ikke andet end have respekt for den ihærdighed, de internationale studerende lægger

agner@mail.djh.dk


INDENFOR

FEBRUAR 2007

Journalister skal ikke bøje sig ved angreb, men uanfægtet fortsætte med at belyse vigtige samfundsmæssige spørgsmål og sætte fokus på ansvar. - Oluf Jørgensen på lærernes blog, Mediebrokker

9

ILLUSTRERET BUNKER

Nullermænd råber vagt i gevær Journalistik og rengøring er ikke de bedste legekammerater. Personalet har fået nok og går til angreb – med ord. Tekst Sissel C. Böss Foto Morten Pedersen

Vi kender scenen fra folkeskolen: Sidste time er slut, og duksen må sørge for at tæmme det kaos, der er tilbage efter en lang skoledag. Leverpostejsmadpapir skal i skraldespanden, tavlerne tørres af og vinduerne lukkes. Folkeskoleelever kan bare ikke holde orden, og journaliststuderende er åbenbart ikke bedre. Men nu kan det være nok! Beskidte lokaler med efterladt bestik og halvfulde kaffekopper spilder tid for skolens rengøringspersonale. ”Standarden på rengøringen bliver lavere, fordi det samme antal folk skal løbe dobbelt så hurtigt for både at nå at rydde op efter de studerende og gøre rent,” lyder vurderingen fra DJH’s økonomichef Karl Christensen. Han fastslår i øvrigt, at der ikke er plads til forhøjelser i budgettet på det område. Derfor er rengøringsleder Finn Christensen gået i offensiven. ”Vi har simpelthen brug for en holdningsændring,”

lyder det fast fra Finn Christensen. ”Hvis bare alle gad tage deres brugte service ud på vognene, ville det være en enorm hjælp,” lyder opfordringen. Selvom problemet lyder harmløst, så tog Finn Christensen det op på et

lærerkollegiemøde den 22. januar. Målet var, at DJH’s undervisere skulle tage aktiv del i kampen mod rodet. Og det gav pote. Ikke nok med, at de vil opfordre til rene klasser, så skal det være tilladt for dem at nægte at undervise, hvis de studerende sidder side om side med

tomme tallerkner og bunker af skrald. En løsning kunne måske være helt at forbyde at tage mad med ud af kantinen, men denne trussel maner Finn Christensen dog hurtigt i jorden. Der skal være plads til at fylde depoterne op midt i deadline-ræset,

pointerer han og undrer sig med et skævt smil over, hvordan der multitaskes med kniv, gaffel og notesblok.

Vind en Finn Hvis ikke de mundtlige tiltag har nogen effekt, kan det

BESKIDT | Tre timers forelæsning i Frøberts giver en midtergang fuld af skrald.

dog være, at der bliver taget helt andre midler i brug. Et forslag fra lærergruppen lød på, at man kunne uddele en pris for den bedste oprydning. Man kunne kalde den en ”Finn”, blev der vittigt foreslået. Men den berygtede smiley kunne også få sit indtog. Det er faktisk sket på en folkeskole i Vestjylland, hvor flest smiley’er for oprydning udløser pizza til klassen. En Finn eller en pizza. Hvad mon de studerende ville foretrække? I hvert fald slår Finn Christensen fast, at der er brug for en holdningsændring, når det gælder oprydning. Derfor vil han følge mødet med underviserne op med at sende information ud til alle på DJH. Desuden vil han mødes med rusværterne, så de studerende på 1. semester får den bedst mulige intro til rengøring helt fra de første usikre skridt på betonens bonede gulve.

scboess@mail.djh.dk

Ikke mere strøm på biblioteket På de studerrendes ønskeseddel står der flere stikkontakter, men det er der ikke udsigt til på skolens bibliotek. Tekst Pia Buhl

Journalisthøjskolens bibliotek har taget konsekvensen af brugernes ønsker og forbedrer nu faciliteterne på biblioteket. Det sker efter den undersøgelse af de studerende og ansattes ønsker til biblioteket, som blev

lavet i november. På trods af mangel på stikkontakter bliver der fremover ikke bedre muligheder for strøm til den bærbare computer. ”Vi er glade for biblioteket, men vi vil have flere stikkontakter og bedre faciliteter til gruppearbejde,” var de studerendes kommentar til biblioteket. Derfor har biblioteket valgt at sætte flere borde op

og har lavet en sofagruppe, så der nu er endnu mere plads til gruppearbejde. Men håbet om flere stikkontakter til de studerendes bærbare computere kan desværre ikke blive indfriet. ”Skolen er blevet pålagt at spare to millioner kroner, og det ser derfor ikke ud til, at der bliver penge til stikkontakter,” siger kommunikationschef Ulla Krag

Jespersen, som blev overrasket over, at de studerende i høj grad efterspurgte stikkontakter. Biblioteket har undersøgt, hvad det koster at flytte to computere og en printer fra pressebiblioteket og ind i det store bibliotek. 12.000 kroner er elektrikerens pris, så Ulla Kragh Jakobsen er på forhånd pessimistisk og tror, at det vil være alt for

dyrt at sætte flere stikkontakter op. De studerende må derfor selv sørge for forlængerledninger eller tanke strøm inden, de går på biblioteket.

buhl@mail.djh.dk

BIBLIOTEK Biblioteket har tyndet grundigt ud i fagbladene og er gået fra 400 blade til kun at have de 100 bedste. Sofagruppen skal fungere som en lækker lounge, hvor man i ro og mag kan læse bøger, blade og aviser. På sigt er bibliotekets store ønske at indrette en bogcafé, hvor man kan få en kop kaffe og købe bøger fra skolens forlag Ajour. Det er nu muligt for de studerende, der skriver hovedopgave at booke en bibliotekar til hjælp med research.


!NDREAINVITERERDIG /NSDAGDENFEBRUARKLOKKEN (VEM!NDREAER$E3TUDERENDES

(VAD)NFORMATIONSM’DE HVOR

2ÍDPÍ$*(6ISIDDERTILBORDSI BESTYRELSEN HVORVIARBEJDERFORAT G’REDINUDDANNELSETILDENBEDSTE

MANKANBLIVEKLOGEREPÍ HVAD!N DREALAVER

(VOR(ERPÍSKOLEN,OKALE

(VORFOR3KOLENGÍRSTOREOM

/NSDAGDENFEBRUARKLOKKEN

VLTNINGERIM’DE6ISKALVLGENY REKTOROGMÍSKEFUSIONERE6ISKAL VREMED NÍRBESLUTNINGERNEBLIVER TAGET

$%2&/26RMEDTILATSTTEDAGSORDENEN+OMTILINFOM’DEOGH’R HVAD !NDREABETYDERFORDIGOGDINUDDANNELSE 6IBYDERPÍBÍDEKAFFEOGKAGE MENSVIFORTLLEROM!NDREASBEDRIFTEROGFREMTI DIGEMÍL OGDUKANFÍSVARPÍDESP’RGSMÍL DUHAR (VISDUERNYSGERRIG TVIVLENDE INTERESSERETELLERBAREKAFFET’RSTIG SÍKIGFORBI $ETGLDERTRODSALT$).FREMTID

"%3492%,3%. 6IM’DESENGANGOMMÍNEDEN.STEBESTYRELSESM’DEERL’RDAGDENFEBRUARKLOKKEN ALLESTUDERENDEERVELKOMNE 3KRIVTILOSPÍDSR MAILDJHDK &ORPERSONLIGBETJENINGRETHENVENDELSETIL &ORMAND-ARTIN*USTESEN TELEFONNUMMER MARTINJUSTESEN MAILDJHDK

.STFORMAND3OLVEIG7ILLUM TELEFONNUMMER SOLVEIG MAILDJHDK


REPORTAGE

ILLUSTRERET BUNKER

FEBRUAR 2007

11

REPORTAGE Hvad er det, der er så fascinerende ved dyr?

DYREHOSPITAL | På et dyrehospital i København ligger en boxer klar til operation. En testikel skal skæres ud af maven. Den ligger der - helt menneskelig, med slanger ud af munden og livet i hænderne på dyrlægen.

Tekst/Foto Sisse Stroyer

Man siger, at hunden er menneskets bedste ven. For mit vedkommende var det

tyve vandrende pinde i et syltetøjsglas, da jeg var 6 år. Jeg havde dem med i skole og byttede med nogle af de andre i klassen. Den trend kørte cirka et års tid, før det blev virkelig smart at skifte de vandrende pinde ud med

en kanin eller en hamster. Dyret spiller en central rolle i mange menneskers liv. Enten som kæledyr eller som professionel beskæftigelse. Billederne skildrer to forskellige måder at arbejde med dyr på. Den ene red-

der liv, den anden tager det. Begge yderst professionelt og med stor respekt for dyrenes liv. Fotografisk er det interessant at beskæftige sig med dyr og deres mennesker. Interessant fordi

dyrene ofte bliver sat i andre roller end, hvad de er – dyr. På slagteriet er dyr mad, en industri på samlebånd. Hos dyrlægen bliver dyrene pludselig patienter, der lægges i narkose og opereres. Det er disse roller og sam-

spillet mellem menneske og dyr, der fascinerer og forundrer. Det er de øjeblikke, hvor dyret bliver mere end dyr, der er skildret i de to billedserier.

SLAGTERI | Århus Slagtehus på en hel almindelig arbejdsdag. Et besøg på slagteriet kan minde om Willy Wonkas Chokoladefabrik. Svævende under loftet på metalskinner sejler mandsstore kreaturer og kødstykker lydløst rundt på kroge.

sgsandersen@mail.djh.dk


12 ILLUSTRERET BUNKER

MIDTERSIDERNE

FEBRUAR 2007

En Cavling på Vesterbro

MENNSKER OG ET PLASTIKKAMERA | Kun bevæbnet med et plastikkamera fra Hong Kong lavede Miriam et portræt af Nørrebrogade.

Den står på køkkenbordet, men det er ikke den, vi vil snakke om. Og så lidt alligevel, for det er historisk. Det er første gang, en fotograf modtager Cavlingprisen. Fotografen hedder, hvis nogen skulle være i tvivl, Miriam Dalsgaard, hun er uddannet fotojournalist her fra Journalisthøjskolen og blev ansat på Politiken i 2005.

Fra maleri til fotografi Miriam tegnede og malede, og startede derfor i 1994 på Kolding Kunsthåndværkerskole. På det fjerde år ud af fem tog hun til Los Angeles, USA, hvor hun havde Fine Art med fotografi som bifag. Men snart var bifaget ligestillet med maleriet. ”Jeg stod i den ene ende af skolen og malede kæmpestore oliemalerier på fire gange to meter, og nede i den anden ende af skolen var der det klinisk rene, mest fantastiske mørkekammer.” TILBAGE TIL NATTEN | Miriams interesse for natten hænger ved den dag i dag.

agtigt portræt af Nørrebrogade med en sammenblanding af mennesker og byrum.

De stærke kvinder Praktikperioden blev gennemført på Politiken i København. Her opdagede Miriam, at det er meget sjældent, at kvinderne dominerer nyhedsbillederne. Når kvinderne endelig var på billederne, så var det enten ofre eller skønhed. Så hun vælger ofte at opsøge historier om kvinder. En af de piger, som Miriam har været tæt på, er Parveen, som er en muslimsk amatørbokser fra Chennai, Indien. Parveen kæmper for at få et job ved politiet. Men stærke kvinder betyder ikke kun kort hår og

Nattens byrum i Kolding Da Miriam kom tilbage til Kolding valgte hun at bruge fotografiet i sin afsluttende opgave. Mørket har altid fascineret hende, og den måde som det kunstige lys ændrer vores måde at se ting på. ”Vi kommer til at kigge nogle andre steder hen om natten end om dagen. En oplyst rude får os til at se rummet, der står og lyser ud i mørket, hvor det pirrer vores fantasi.’’

Mennesker og et plastikkamera

DE STÆRKE KVINDER | Parveen får sat håret af lillesøster, inden hun boksetræner i en baggård tæt ved deres hus.

Maleriet var lidt for ensomt og indadvendt, og Miriam ville gerne fortælle historier om mennesker og politik. Men hvordan gør man så det? Danmarks Journalisthøjskole var svaret, hvor hun så søgte ind i 1999. På 3. semester blev et plastik Holgakamera så luftet på Nørrebrogade i København, da et almindeligt kamera tiltrak for meget opmærksomhed, når hun gik op og ned af Nørrebrogade. ”Med en Holga ligner man bare en turist.” Resultatet blev et anderledes snapshot-

HOVEDOPGAVE MED MUSIK | Sangeren Jomi Massage.


MIDTERSIDERNE

ILLUSTRERET BUNKER

FEBRUAR 2007

13

Foto: M iriam Dalsgaard

EJSA | Asylcenter Kongelunden.

flade sko. De kan både være fysisk stærke og meget kvindelige med langt hår.

Hovedopgave med musik Efter praktiktiden vente Miriam tilbage til Journalisthøjskolen. På 8. Semester var det endnu en gang de stærke kvinder, der blev emnet for hendes hovedopgave. I ti dage fulgte hun Jomi Massage, der i 2005 blev kåret som ”Årets Vokalist”, den eneste kategori i Årets Steppeulv, hvor der var mere end én kvinde nomineret. For Miriam handler det ikke om, at det er synd for kvinderne, at de ikke er mere fremtrædende. Det handler i stedet om at vise kvinder, som har en eller anden form

NATTENS BYRUM | Storformat billede fra Kunsthåndværkerskolens afsluttende opgave.

for succes, at det også lykkes for kvinderne og derved inspirerer andre til at give sig i kast med sine drømme.

Det, at fotografere en pige, der sover, er svært. Hun har overladt hele kontrollen til Miriam, når hun ligger der helt ubeskyttet.

Tilbage til natten

Asylbørnene

Efter Journalisthøjskolen vendte Miriam igen tilbage til Politiken, denne gang som fastansat fotograf. Her lavede hun i sommeren 2006 et kæmpe billede hver dag i syv dage. Billederne stod helt uden tekst. Hun valgte at vende tilbage til natten, og hvad der sker, efter solen er gået ned. Et af billederne skulle være et menneske, der sover. ”Jeg har altid haft en fascination af det at sove, og hvordan det ser ud.”

Ejsa og de 31 andre flygtningebørn fra asylcentret Kongelunden gav altså Miriam en statuette. Men mødet med børnene var alligevel anderledes end andre opgaver. ’’Vi ville registrere og dokumentere, at der sidder de her børn i et asylcenter. Der skulle ikke være noget personligt over billederne. De står helt enkelt, så læseren og børnene kan mødes ansigt til ansigt. Når man har set hinanden i øjnene, så har man mødt hinanden.”

Statuetten Den står der stadig, statuetten, på køkkenbordet i en hyggelig lejlighed på Vesterbro. Et vigtigt skridt i dansk fotojournalistik. Et tegn på at man kan gøre en forskel.

Tekst Valdemar Jørgensen pvjorgensen@mail.djh.dk

Tekst Michael Bothager

mbothager@mail.djh.dk


14 ILLUSTRERET BUNKER

UDENFOR

FEBRUAR 2007

UDENFOR Journalister, stjerner og latent homoseksualitet En arbejdsrapport om at være journalist og fan. I nævnte rækkefølge.

IDOL | Kristian Bach Petersen (til venstre) fra 2. semester har interviewet forsangeren for Suede, Brett Anderson. Det blev ikke det mest kritiske interview, han har lavet - men det skal det heller ikke altid være.

Tekst Kristian Bach Petersen Foto Morten Larsen

Er det en god ide at sende fans ud og interviewe deres idoler? Er det muligt at se ud over sin egen fascination af en person, når man sidder overfor vedkommende som journalist? Kan man så sige nej til at interviewe Brett Anderson? Selvfølgelig kan man ikke det. Men kan man interviewe Brett Anderson ordentligt? Det er lige før jul, og jeg sidder og knokler med den sidste opgave på Indsamling & Formidling. Min artikel om fankultur er ved at falde fra hinanden. Der er gået fire dage, og jeg har

ikke fået fat på noget. Ingen svarer, hverken på mail eller telefon. Så ringer min telefon. Fem minutter senere virker opgaven som en biting. Jeg har lige fået tilbudt at interviewe mit idol gennem 13 år, Brett Anderson, forsanger i Suede og The Tears, og lidt af en hottie. Det har faktisk været en stående joke, at hvis jeg skulle være sammen med en mand, så skulle det være med Brett. I mellemtiden har jeg både fået kæreste og en søn, så måske er det slet ikke så god en idé at tage af sted? Tør man friste skæbnen?

Diktafon og backup Spørgsmål skal der til. Især da jeg af pladeselskabet får at vide, at jeg har i nærheden af 45 minutter til rådighed til interviewet. Det virker

som lang tid. For hvad nu hvis jeg bliver overvældet og ikke kan komme i tanke om noget? Eller hvis han kun svarer med ”yes”, ”no” og ”fuck off”? Så har jeg spørgsmål nok til cirka fem minutter. Jeg får fat på min ekskæreste. Hun er journalist på URBAN, har snakket med ham før og er cirka lige så stor fan, som jeg er. Ikke megen hjælp. Hun har selv et interview med ham på samme dag. Det eneste hun bidrager med, er at han bliver mere og mere besværlig at interviewe, som dagen skrider frem. Min aftale klokken 15.30 lyder pludselig knap så attraktiv. Skt. Petri Hotel. Inden jeg går op ad trappen, dobbelttjekker jeg min diktafon, min nye moleskinsblok og min reservediktafon.

Gensynsglæde Boogie Radio kommer til før mig. Det eneste, jeg hører af det interview, er Brett, der højt udtaler ”oral sex, definitely oral sex”, og jeg prøver at se Boogies målgruppe for mig. Så rejser han sig op, sender mig et undersøgende blik, og siger ”haven’t I seen you somewhere before?”. Og det har han jo, eller han har i hvert fald haft muligheden flere gange. I stedet for at kaste mig om halsen på ham, nikker jeg og siger, at det da meget vel kan være. Så er vi i gang. Og det går rigtig godt. Han er medievant og giver lange svar, og det virker, som om der er flere af mine spørgsmål, han ikke allerede har svaret på ti gange i løbet af dagen. Der er ingen knuder på tungen og rod i spørgsmålene, og jeg er fak-

tisk ikke spor nervøs. For jeg sidder der ikke som en besat fan, der har trængt mit idol op i en krog for at udspørge ham om hans livret. Vi sidder der som ligeværdige. Det bliver til 35 minutters snak, inden han skal fotograferes. Da vi slutter, giver han mig hånden og siger, at han syntes, at det er gået rigtig godt. Da fotografen er færdig med at tage sine billeder, kommer pladeselskabsfolkene løbende og vil fotograferes sammen med ham. Så går der alligevel fan i mig: Det vil jeg sgu da også! Så jeg spørger fotografen og Brett, om det er ok, og det er det. Så står jeg der og prøver at smide et lige så nonchalant rockstarlook, som den ti centimeter lavere mand foran mig uden problemer gør. Det kan godt være, at han nærmer

sig 40, men han er nu stadig lidt af en steg. Da jeg forlader hotellet og København, er jeg ret godt tilfreds med mig selv. Det er næppe det mest kritiske interview nogensinde, men det skal det jo heller ikke altid være. Det vigtigste var, at det hele kørte på skinner, og at jeg ikke blev overvældet af nærkontakt med mit idol. Det eneste problem er nu, at når man laver sådan et interview på første semester, hvad skal man så sætte som mål på andet?

kbpetersen@mail.djh.dk


FEBRUAR 2007

Brett Anderson spiller på Lille Vega i København den 20. marts i år. Læs mere på www.vega.dk.

Men der eksisterer en bekendtgørelse, som siger at blinde og svagtseende ikke skal betale TV-licens. Jeg kan sagtens forestille mig, at det samme kommer til at gælde for internettet. - Jesper Hermansen på www.dr.dk

15

UDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER

Bunker uden journalister I bunkerne ved Silkeborg Bad var journalisterne forment adgang under besættelsen. Tekst Marie Rønde Tekst Jeppe T. Findalen Foto Michael Bothager

En bunker af rå betonmure. For de fleste studerende er det et sted, hvor journalister bliver født, og hvor alle informationer er tilgængelige for den nysgerrige researcher. Men sådan har det ikke altid været. Under besættelsen af Danmark under 2. Verdenskrig blev de dansk journa-

lister afvist, når de opsøgte bunkerne ved Silkeborg Bad. Deres nysgerrighed var imidlertid svær at styre – især efter befrielsen – det gav en række interessante artikler. Vi bringer her et par uddrag.

Tysk bunkerbyggeri Silkeborg Bad var frem til 1940 et luksuriøst kursted for det finere borgerskab i Danmark. Placeret helt ned til Silkeborgsøerne - omgivet af en skov. Men da tyskerne besatte Danmark, blev badet uheldigvis udvalgt til at skulle være militært hovedkvarter for de tyske Silkeborg Avis

tropper. Stedet lå centralt placeret i landet og var nemt at skjule. Med camouflage og grundig afspærring var stedet ikke længere en del af Danmark, og der var ingen adgang for såvel civilbefolkning som journalister. Tyskerne ville ikke have, at der skulle gå informationer videre til fjenden. Omkring de prægtige bygninger byggede tyskerne 20 bunkere.

Fordrukne eller strateger

SNÆVERT | Det var ikke meget, de danske journalister fik lov til at se i bunkerne ved Silkeborg Bad.

Under besættelsen blev der ikke skrevet meget om stedet. Men efter tyskerne kapitulerede i 1945, kom der

gang i skriveriet. En mindre gruppe journalister fik en kort rundvisning i området for derefter at blive sendt bort af englædere, der ville have arbejdsro. Men den korte tur i området gav tilsyneladende masser af stof til artikler - det var der enighed om i pressen. Men vinklingerne var vidt forskellige. Om tiden blev brugt på at drikke akvavit og sove længe, eller om tyskerne lagde krigsstrategier, er der flere interessante bud på. Englænderne rømmede bunkerne og meget af det

værdifulde inventar, der ville Silkeborg Venstreblad kunne opklare mysterierne om stedet, blev stjålet. I dag er Silkeborg Bad indrettet som museum for tiden før, under og efter de tyske bunkeres ankomst.

sitet (KU) har de ikke midler til at stille computere til rådighed til alle studerende. ”Det forventes, at alle studerende selv køber bøger og andre hjælpemidler til brug i studiet,” siger Ea Feldfos, studievejleder på Det Humanistiske Fakultet på KU.

pludselig beskattet. ”Som det er nu, ser jeg det som en skat. En mulighed kunne være, at studerende fik rabat ligesom pensionister. Dog ville det nok være mest fair, hvis det blev betalt over skatten, for hvis alle alligevel skal betale, så bliver det jo en slags skat,” siger Jonas Lindstrøm og fortsætter: ”Jeg bor alene og skal betale ligeså meget som enhver anden husstand. Et arbejdende par tjener cirka otte gange så meget som mig, og alligevel skal vi betale det samme i licens,” siger han.

Silkeborg Social-Demokrat

Skat på uddannelsen Studerende er tvunget til at have en computer for at gennemføre studiet. Derfor kan de ikke komme uden om den dyre licens. Tekst Malene Koops Grønborg

Med det nye medieforlig er det ligegyldigt, om man ser tv på sin gamle Acer, en ny Mac eller har eneste internetadgang gennem sin livsnødvendige mobiltelefon. I hvert fald ikke når der skal betales licens. For at fremtidssikre licensen har politikerne besluttet, at der fremover kun skal være to licenstyper: radiolicensen og den nye såkaldte medielicens. Med en stor kampagne hen over jul og nytår har DR fortalt danskerne, at der nu ikke er nogen vej udenom.

Studielicens Studerende er blandt de allerlaveste indkomstgrupper, og alligevel kan de ikke få rabat på medielicens. Alle med tv, mobiltelefon eller computer med internetforbindelse skal betale fuld licens på 2.150 kroner om året. Hvilket må betragtes som værende et stort indhug i de studerendes økonomiske råderum. Flere tusinde kroner om året ud af en årlig SU-indkomst på 58.000 kroner er mange penge, når basale behov som bolig, mad, transport og studieudgifter skal dækkes. I dag kan de fleste studerende ikke undvære en computer. Tidligere kunne man slippe for licensen ved

at fravælge fjernsyn, men det er ikke længere muligt med den nye medielicens. Jonas Lindstrøm, 22 år, læser matematik på Århus Universitet på 8. semester. Han har ikke betalt licens før, da han hverken har tv eller radio. ”Jeg kan ikke vælge licensen fra. Når huslejen er betalt, har jeg ikke ret mange penge tilbage, så den ekstraudgift, jeg nu får, er mange penge, og jeg bliver nødt til at have computeren til mit studie,” siger Jonas Lindstrøm.

For få computere På Det Humanistiske Fakultet på Københavns Univer-

Også på DJH De er langt fra det eneste sted, der ikke har tilstrækkeligt med computere til rådighed for de studerende. Samme situation ses flere steder, blandt andet på religionsvidenskab på KU, som kun råder over syv computere til knap 70 studiepladser. Heller ikke DJH kan love computere til alle. De nye elever bliver mødt af et velkomstbrev inden studiestart, som forklarer: ”Du får hurtigt brug for en computer, og du kan ikke forvente at finde ledige computere på skolen.” Derfor må studerende selv investere i en computer for at gennemføre deres respektive studie. Men på grund af indførelsen af medielicens bliver uddannelsen

ronde@mail.djh.dk findalen@mail.djh.dk

Kamp for rabat Hos Dansk Folkeparti er der ingen sympati med de studerende. ”Jeg mener, at det er rimeligt, at de studerende betaler licens på linie med alle andre,” siger Martin Henriksen, uddannelsesordfører fra Dansk Folkeparti. Socialdemokraterne er mere åbne over for en eventuel middelvej. ”Vi mangler info om de studerendes medieforbrug. Hvis langt de fleste studerende har TV, skal

de selvfølgelig betale som alle andre. Men hvis medielicensen bliver en ekstra udgift for en stor del, fordi de ikke har TV, vil det tælle med i forhold til vores overvejelser om en nedsættelse af licensen,” siger Christine Antorini, uddannelsesordfører for Socialdemokraterne. Det er ikke sikkert, at studerende, der skal betale mere end 2000 kroner ekstra om året for at gennemføre deres uddannelse, ser det morsomme i DR’s reklamer om, at man skal være hulemand for at undgå at betale licensen. Derfor startede Danske Studerendes Fællesråd (DSF) en nu afsluttet underskriftindsamling mod medielicensen, som lægger op til en studierabat eller en såkaldt ”studielicens” for de studerende. Om tiltaget får nogen effekt er ikke til at sige, så indtil videre må de studerende finde sig i medielicensen.

mkoops@mail.djh.dk


16 ILLUSTRERET BUNKER

UDENFOR

Lektor Jan Dyberg har - indtil videre - undervist for sidste gang på DJH. Han er blevet ansat som redaktør for Nyhedsavisens Århusafdeling.

FEBRUAR 2007 Vil du løbe af med trofæet? Eller vil du bare have det sjovt? Kom til forårets mest prestigefyldte bordfodboldturnering den 2. marts. - Tilmelding til nicholsen@mail.djh.dk senest 23. februar

Skak med 120 i timen

Han er en af de bedste bordfodboldspillere i Århus. Og måske har du allerede fået tæv af ham i fredagsbaren. Tekst Sisse Lund Harder Foto Emil Ryge

På havnen, gemt væk for den forudsætningsløse, har Århus Bordfodboldklub sine lokaler. Roklubben byder dig først velkommen. Fra 1. sal kan man høre lyden af boldene, der rammer banderne. Fyrene står ind over de fire borde og vrider håndledene til ”Welcome to the jungle”. 26-årige Pelle Sonne Lohmann går rundt i lokalet og puster varme i de vinterkolde fingre. Bag brillerne og de pæne sko gemmer der sig en habil bordfodboldspiller – faktisk en af Århus’ bedste. Stedets indretning beviser, at her er bordfodbolden i centrum. Bare hvide vægge, kun afbrudt af en tavle med aftenens kampe og resultater, sætter rammerne for disse fyres opmærksomhed. Ved bordet melder hver spiller: ”Klar.”

Pelle fører kontrolleret bolden op ad banen. Smæk! Der er mål. Pelle er konstant i fuld kontrol. Retter forsvaret til, før han starter et angreb. Armene kører på kryds. Nogle af de skrappe styrer de to forsvarsstænger med en hånd. Sorte mærker fra håndtaget og hård hud på Pelles tommelfingeren vidner om fire aftener i træk ved fodboldbordet.

17. plads til DM ”Det fede ved bordfodbold er, at man hurtigt fornemmer fremskridt. Man kan pludselig mange ting, samtidig med at man får øjnene op for, at der er uendeligt meget at lære,” fortæller Pelle. Han taler hurtigt. Det er noget, han brænder for. Da Pelle flyttede fra Silkeborg til Århus i 2000, fandt han et stort miljø omkring den franske bordtype Bonzini, som kræver mere teknisk snilde end de normale plasticborde. Grundlaget for Pelles formåen blev lagt i den tid. Pelle har spillet sammen med Jess, siden han kom tilbage fra praktik i sommer.

En praktiktid på halvandet år i Vestjylland uden bordfodbold bragte ham ud af træning. ”Jeg var super rusten, da jeg kom tilbage. Det irriterede mig lidt, så jeg havde virkelig blod på tanden for at indhente det fortabte,” fortæller Pelle. Efter kun et par måneder som makkerpar fik Pelle og Jess en 17. plads til DM. Også på DJH har Pelle vist sit talent. På 1. og 2. semester vandt han og hans makker Steffen skolemesterskabet på Journalisthøjskolen. ”Det er jeg selvfølgelig rigtig stolt over, selvom der var en del alkohol i blodet,” smiler Pelle.

Teknik og præcision Selv kalder Pelle spillet ”skak med 120 i timen”. Når man når et vist niveau på de franske borde, så forsvinder alt, hvad der hedder tilfældigheder og held. ”Der er hele tiden nogle valg, der skal træffes. Skal jeg spille den ”longline” eller skråt ind i banen? Det er ikke så refleks- og heldbetonet,” siger Pelle.

I løbet af det halvandet år, som praktikken på Jyllands-Posten varer, kommer man som praktikant rundt på tre forskellige redaktioner. Et halvt år hvert sted.

Hver anden måned afholder JyllandsPosten praktikantdage. Her samles de 20-25 praktikanter til oplæg og foredrag fra mere garvede journalister enten fra JyllandsPosten eller udefra.

For halvandet år siden stod Mads Bonde Broberg og Kenneth Sørensen i samme situation, som 4. semester gør nu. Med svedende håndflader og høje forhåbninger skiftede de skolebænken ud

En vindertype Munden er let åben, og blikket er fasttømret på bordet. Koncentrationen lyser ud af ham. Kampen er tæt. De andre flokkes om bordet for at følge med. En timeout må der til, før Pelle kan kalde sig for vinder af

BORDFODBOLD | Pelle Sonne Lohman (længst til venste) spiller bordfodbold for at v

kampen og ubesejret indtil videre. Han giver pænt hånd som tak for kampen og går hurtigt op til tavlen for at skrive resultatet på. De spiller om point til den

interne rangliste. På nuværende tidspunkt er Pelle og Jess’ navne at finde øverst på listen for double. Fyrene har efterhånden fået røde kinder, og der bliver hentet

Landsdækkende

PRAKTIK PÅ JP

Man afleverer en prioriteret liste, som praktikken bliver planlagt ud fra. Det er op til praktikanten selv, om han vil være på en københavnsk eller århusiansk redaktion.

Som makkerpar skal temperamenterne være afstemt, og efter timers træning ved man altid, hvordan den anden står i kampsituationer. Pelle styrer forsvaret. Det er hans force. ”Lige nu arbejder jeg med at læse modstanderen. Desuden eksperimenterer jeg med at bruge begge backs frem for kun den ene,” fortæller han. ”Jeg er en ret teknisk spiller. Jeg dribler godt med bolden. Så præcision og teknikken kører godt for mig.” Pelles svaghed er hans skud og hurtighed. Han mener selv, at det har noget at gøre med den måde, han holder på håndtaget på. Med tre fingre styrer han den ene stang, hvilket er til stor bevågenhed for andre spillere.

PRAKTIK | Mads Brogerg er i praktik på Jyllands-Posten.

Tekst Kirsten B. Pedersen Tekst Louise Frimer Foto Morten Pedersen

med virkeligheden. Panikdagen indbragte dem begge en praktikplads på en avisredaktion. Mads Broberg endte på JyllandsPosten og Kenneth Sørensen på Horsens Folkeblad.

Netop nu skal DJH-studerende på 4. semester i pr dem om forskellen mellem en landsdækkende avis

To helt forskellige steder, som de søgte med vidt forskellige forudsætninger.

Kunsten at vælge For Mads Broberg betød de indtryk, han fik ved åbent hus-arrangementerne meget. Han lagde især vægt på, hvad tidligere praktikanter havde lavet, og om det var et rart sted at være. Han endte med at søge to lokalaviser og tre landsdækkende. ”Jeg vidste godt, at der var mange, som søgte Jyllands-Posten, men jeg tænkte, at man lige så godt kunne tage chancen. Man har fem

forsøg, så man kunne jo lige så godt sigte højt med nogle af sine ansøgninger,” siger han. Kenneth Sørensen søgte derimod udelukkende lokalaviser, da han skulle finde en praktikplads. Han kommer oprindeligt fra Mors, og det påvirkede hans valg. ”Jeg er nok selv lidt af en bonderøv,” griner han og forklarer, at hans opvækst i det lille øsamfund i Limfjorden gav ham en forståelse for, hvor meget lokalavisen betyder for folk på landet.

Slagkraft og sjove typer Når man dækker et min-

dre lokalområde, kommer folk hurtigt til at lære én at kende. Derfor kommer man, ifølge Kenneth Sørensen, tættere på sine læsere, og det giver anledning til nogle historier, som man ikke var stødt på, hvis man arbejdede på en større redaktion. ”Der er masser af gode historier at hente og mange mennesker, som har noget spændende at fortælle. Det er virkelig nogle sjove typer, man løber ind i,” beretter Kenneth Sørensen. Hvor hans historier når ud til de lokale borgere i Horsens og omegn, har Mads Broberg et nationalt

publikum. ”Det er pissefedt at komme ind et sted, hvor ens historie får noget slagkraft. En historie i Ballerup Ugeavis kan jo være lige så god som en i Jyllands-Posten. Der er bare mange flere, der ser den,” forklarer han.

Da skatteministeren ringede At arbejde for Danmarks største avis gør også en forskel, når man skal have fat på kilder. For Mads Broberg er det ikke usædvanligt at tale med ministre og andre højtstå-


UDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER

FEBRUAR 2007

17

164 journalister blev dræbt i 2006. Mere end 60 af drabene skete i Irak. FN skal behandle en resolution, der opfordrer regeringerne til at beskyttede mediefolk og jage journalisternes drabsmænd. - Det Internationale Journalistforbund (IFJ)

Kender du en Kravling? Har du også svært ved at gennemskue, hvad Kravlingprisen er? Bunkeren giver dig det nødvendige overblik, så du er godt klædt på til at give en medstuderende et velfortjent klap på skulderen, og muligheden for at vinde en af årets Kravlingpriser. Tekst Sisse Stroyer

Der er tale om to priser. En Kravling og en Fotokravling. Vinderen af Kravlingprisen bliver den stolte ejer af en statuette, 25.000 kroner og en udtalelse. Vinderen af Fotokravlingen bliver belønnet med 10.000 kroner, en statuette samt en udtalelse fra priskomitéen. Priserne uddeles den 13. april 2007.

Hvem kan indstilles? vinde - til februar skal han til Danish Open.

en del halve liters colaer fra køkkenet. Pelles næste mål er at blive placeret i top ti til DM. I februar skal han til Danish Open, hvor verdenseliten

venter. Indtil da kan du udfordre Pelle i fredagsbaren. ”Normalt tager jeg nederlag pænt, og jeg synes, det er fedt, hvis andre spiller godt. Men jeg spiller for at vinde,

selvom det er nok så meget for sjov,” griner Pelle.

sisslund@mail.djh.dk

Kravling: Journalistiske produkter, offentliggjort fra 1. marts året før uddelingen til 1. marts det år, hvor uddelingen finder sted. Alle journaliststuderende kan indstilles. Fotokravling: Fotokrav-

lingen er for medlemmer af KaJ, da det kun er DJH, der uddanner fotojournalister. Fotojournalistiske produkter, enten produceret eller offentliggjort fra 1. marts året før uddelingen til 1. marts samme år som uddelingen. Alle fotojournaliststuderende kan indstilles.

Hvem kan indstille? Alle kan indstille en journaliststuderende til prisen på www.kravling.dk. Deadline for instillinger er 1. marts 2007. Studenterforbundet DJStud (lige nu JR, KaJO og KaJ), som er en sammenslutning af de tre danske journalistuddannelser, står bag priserne.

Gå-på-mod og kreativitet Mads Broberg og Kenneth Sørensen har begge været rigtig glade for deres praktiksted, men det kræver også, at man har den rette indstilling. En vigtig forudsætning for at være på en stor redaktion er ifølge Mads Broberg, at man skal være fremme i skoene. Det nytter ikke at være tilbageholdene og opgivende, hvis

kilderne ikke svarer, eller man på andre måder løber panden mod en mur. ”Man skal ikke være her, hvis man ikke har gå-påmod,” fastslår Mads Broberg. På en lokalredaktion må man være indstillet på at blive sendt ud for at portrættere den 60-årige fødselar eller dække den lokale byfest. Den slags opgaver er ikke altid de mest spændende, fordi historierne ligner hinanden. Så er det op til en selv at prøve og tænke kreativt. ”På sådan en avis er

DR2 Jacob Elkjær, Journalisten Kim Faber, Politiken Christian Andersen, Tidl. Cavlingvinder Ulrik Haagerup, Nordjyske Medier Lotte Hansen, ekstern lektor på DJH FOTO Miriam Dalsgaard, Politiken Erik Refner, Berlingske

sstroyer@mail.djh.dk

Lars Bech, Das Büro

PRAKTIK PÅ HORSENS FOLKEBLAD

raktik. Bunkeren mødte to praktikanter, og spurgte s og en lokalsprøjte i provinsen. der du måske ikke så meget igen som, hvis du sidder inde i Folketinget og skal passe på, hvad du siger,” fortæller Kenneth Sørensen.

Nynne Bjerre Christensen,

Tidende

vs. lokalsprøjte ende personer. ”Den første uge skulle jeg interviewe skatteministeren. Han ringede bare op og sagde: ’Goddag det er Kristian Jensen. Jeg kan forstå, du gerne vil tale med mig.’ Det, synes jeg, var lidt vildt,” fortæller han. Kenneth Sørensens fokus er lokalt, men ifølge ham er lokalpolitik langt fra kedeligt. ”Mange gange er lokalpolitik meget sjovere end landspolitik. For der siger folk sgu, hvad de mener. Hvis du er byrådsmedlem i Horsens Kommune, så hol-

HVEM BEDØMMER?

I løbet af praktikperioden på Horsens Folkeblad er praktikanteleven et år på en lokalredaktion og et halvt år på Horsensredaktionen.

PRAKTIK | Kenneth Sørensen i praktik på Horsens Folkeblad.

der nogle få gamle nisser, der gør, som de altid har gjort. Men heldigvis har de fleste den holdning, at selvom vi laver en lokalavis, behøver vi ikke være gammeldags i den måde, vi griber tingene an på,” siger Kenneth Sørensen.

Fælles drivkraft Uanset praktiksted har de to praktikanter den samme drivkraft. Både Mads Broberg og Kenneth Sørensen finder motivation ved, at deres ord når ud til befolkningen.

”På skolen er der ikke nogen, der læser det, man skriver. Her er der virkelig nogen, der læser det. Man kan godt mærke, at det betyder noget, når nogen smider læserbreve i avisen, fordi man har taget fat i et eller andet emne,” siger Kenneth Sørensen. At det, man skriver har betydning, lægger Mads også vægt på: ”Det fedeste er, når man har skrevet noget, som folk snakker om i bussen.” lpfrimer@mail.djh.

Hver lokalredaktion producerer omkring en side dagligt. Typisk er der ansat en journalist til dækningen af én kommune og en praktikant som afløser. Det betyder, at praktikanten i perioder kan komme til at stå med ansvaret for hele lokalredaktionen. Hvert halve år afholder avisen uger, hvor alle praktikanterne på redaktionen sammen idéudvikler og skriver om et emne. kbpedersen@mail.djh.dk


18 ILLUSTRERET BUNKER

ÅRHUS

FEBRUAR 2007

Det giver sus i maven. Får tankerne til at flyve. Det er et sted, hvor man kan vende verdenssituationen, og hvor man kommer igen og igen. Måske et sted hvor stolen vipper.

ÅRHUS

Et yndlingssted gør noget ved dig, derfor skiller det sig ud. Illustreret Bunker har mødt fem Århus-personligheder, der fortæller om hvert deres yndlingssted. ronde@mail.djh.dk

Et band forenes på Musikcaféen Intimiteten på Musikcaféen gør stedet til Kasper Nørlunds favorit Tekst Joachim Vorting Foto Valdemar Jørgensen

”Det var ligesom lidt her, det hele begyndte,” forklarer Kasper Nørlund om begyndelsen på succesen med bandet Spleen United og om, hvorfor et af hans absolutte yndlingssteder i Århus er Musikcaféen. ”Jeg fandt jo ud af, at der faktisk var en musikalsk undergrundscene i Århus, som sgu ikke rigtig fandtes i Vejle, hvor jeg voksede op,” griner sangeren og synthesizerspilleren. Denne undergrundsscene fandt han på Musik-

caféen i Mejlgade, hvor de første spadestik til det succesfulde og anmelderroste rockband Spleen United blev taget i 2000.

En meget intens stemning, synes jeg. Det er fedt for både publikum og band,” fortæller Kasper Nørlund.

Den helt store force

Om Spleen Uniteds navn er opstået i bandrummet efter en koncert på Musikcaféen vides ikke. Til gengæld er det sikkert, at nogle af bandets allerførste koncerter blev spillet i disse lokaler. ”Nu er det tid til, at andre tager over, hvor vi slap,” slutter musikeren med et smørret grin på læberne, imens han røber, at der netop nu er nyt materiale på vej fra Spleen United.

Bandet Green Concorde, som Spleen United benyttede som opvarmningsband på deres netop overståede Danmarksturné, har lige spillet på Musikcaféen, og Kasper Nørlund var en af tilhørerne. Også D-A-D har engang sat fut i løjerne i Musikcaféens små lokaler. Og det er netop intimiteten, der, ifølge Kasper Nørlund, er Musikcaféens helt store force. ”Det er noget andet, når man er til intimkoncerter med bare 150 mennesker.

Nyt materiale på vej

jvkristensen@mail.djh.dk

YNDLINGSSTEDER | Fra sit yndlingssted kan Århus-borgmesteren holde øje med hele byen

Wammens tårnhøje overblik Der findes et sted i Århus, hvor borgmesteren føler, han får det hele med. Tekst Sofie Korsgaard Tekst Jane Stoffregen Foto Martin Haglund

Borgmester Nicolai Wammen er højt hævet over de århusianske tage. Foran ham strækker byen sig i alle verdenshjørner, hvor Risskov, Tangkrogen, Marselisborg og bugten til sammen

danner et kort over Århus. ”Når man har haft både sine bedste øjeblikke og nogle af de værste her i byen, er der mange indtryk. At finde ét sted, der er mit yndlingssted, det er svært,” forklarer Nicolai Wammen. Men der findes ét sted i byen, hvor han kan få det hele med. I rådhustårnet i hjertet af Århus har Nicolai Wammen et fantastisk udsyn over samtlige af de steder i byen, der betyder noget for ham. Rådhustårnet symboliserer den by, hvor borgmesteren har levet

hele sit liv, og som han i dag står i spidsen for. Under ham er en arkitektonisk perle tegnet af Arne Jacobsen. Det helstøbte betonbyggeri, der danner rammerne for Rådhuset, ender øverst oppe i en betonafsats med tag og gelænder, hvor der er klokker på rækker i klokkespillet, som ringer hvert kvarter. Nicolai Wammen tager ofte de 327 trin op til tårnet. Både når han skal vise byen frem for ambassadører, og når han går alene herop for at fornemme byens puls. ”Man er 60 meter oppe over jorden, hvilket gør, at man har det totale overblik, men samtidig er man ikke højere oppe, end man kan høre lydene. Man kan høre busserne, man kan se folk gå rundt, man kan fornemme stemningen,” fortæller Nicolai Wammen og kaster et blik ned på gaden, hvor folk beskytter sig mod kulden i deres vinterfrakker. ”Noget af det mest fantastiske er, at vejret spiller så voldsomt ind på, hvordan byen opleves. Det kan være strålende sol, og det kan være piskende regn. Det er en fantastisk fornemmelse,” når Nicolai Wammen at få indført, inden han afbrydes af de enorme klokkers rungen.

askrasmussen@mail.djh.dk jstoffregen@mail.djh.dk

Ukendt stjerne i Uniparken Tekst Esben Christensen Foto Valdemar Jørgensen

”Jeg kom her sidst for mange år siden og så en film om vinterhimlen,” fortæller Sisse. ”Det er jo det perfekte sted at komme og få en alternativ biografoplevelse.” Sisse, som bor i kollektiv, fortsætter: ”Jeg tager ’kolleren’ med en dag, det vil de elske. Man skal bare passe på, man ikke falder i søvn, for stolene kan jo vippes.”

Sisse har ret. Der er en anderledes biografoplevelser at hente her. Selvom filmene sikkert er gode, risikerer de besøgende, at øjnene glider i, når benene smækkes op. ”Man kan også leje salen for at se dvdfilm eller spille playstation. Prøv at forestille dig at lege salen til en date” funderer Sisse, mens

et begejstret smil breder sig om hendes læber. Planetariet midt i Århus kan bruges af alle. Der sendes film om stjerner og rum. Hvis nogen derude er interesseret i at leje hele salen, kan de henvende sig i billetsalget. esbenc@mail.djh.dk

Date i salen

YNDLINGSSTEDER | Forsanger i Spleen United, Kasper Nørlund, er vild med Musikcaféens atmosfære.

Den store kuppel, der troner over de 56 bløde, blå stole, mere end antyder, at

YNDLINGSSTEDER | Det perfekte sted for en alternativ biografoplevelse, siger fotojournalist-studerende Sisse Stroyer om sit yndlingssted.


ÅRHUS

ILLUSTRERET BUNKER

FEBRUAR 2007

19

YNDLINGSSTEDER

Der hvor fru Madsen vugger Forfatter Svend Åge Madsen lader sig inspirere på Århus Havn

YNDLINGSSTEDER | ”I min ungdom var det stedet, hvor man kunne drømme om fjerne steder, når de store skibe med eksotiske navne kom ind,” fortæller forfatter Svend Åge Madsen om sit yndlingssted i Århus.

Tekst Nadia Mathiasen Foto Emil Ryge

Under en frostklar himmel viser Svend Åge Madsen vej til sit yndlingssted i Århus. ”Det er lige heromme bagved Clausens Fiskehandel”. Ordene kommer fra et sted midt i det hvide, buskede skæg. Få øjeblikke senere står vi foran det spejlblanke vand, hvor ’Fru Madsen’ og de andre gamle både vugger blidt i vinden. Svend Åge Madsen bruger selv stedet på havnen, når han har brug for at blive inspireret. ”Inspiration forudsætter jo, at man giver slip på det, man arbejder med. Når jeg sidder og arbejder med noget og går i hårdknude, så er det at komme væk og få nogle helt andre impulser.” Svend Åge Madsen har i sit årelange forfatterskab været med til at sætte Århus på det litterære landkort. Adskillige af hans værker udspiller sig på populære lokaliteter i Århus. Også Århus Havn optræder som kulisse. ”Mine historier er forholdsvist abstrakte, og det, at de udspiller sig på et konkret sted, giver en god kontrast mellem virkeligheden og min fantasi”, siger Svend Åge Madsen. nmathiasen@mail.djh.dk

En tur i skoven

For 22-årige Tobias Tøtesen er Riis Skov meget mere end bare en skov. Tekst Michael Müller Foto Sara Galbiati

Du behøver ikke at bevæge dig ret langt uden for Århus midtby, før du støder på skov og natur. Ofte kan dagene forekomme stressende med studie og arbejde, og så er der kun én ting at gøre, hvis man skal tro 22-årige Tobias Tøstesen: Tag en tur i Riis Skov. Han flyttede til Århus for et halvt år siden og læser på Arkitektskolen.

”For mig er det fantastisk at kunne tage herop og gå en tur efter skole. Det er et ideelt sted at få tænkt over tingene, og så er det lækkert, at det kun ligger ti minutter fra byen,” siger Tobias. Han benytter ofte skoven i selskab med en god kammerat. Der går de to så, nærmest arm i arm og får ordnet verdenssituationen. Noget Tobias holder meget af, fordi sådan noget bare er lettere at gøre i skoven i stedet for på et befærdet strøg.

Opvækst i naturen Da Tobias flyttede til Århus fra en lille landsby udenfor

YNDLINGSSTEDER | En tilfældig Århusianer viser os sit yndlingssted.

Aalborg, faldt han hurtigt for Riis Skov, fordi den minder ham om hans barndomshjem. ”Naturen ligger så dybt

i mig, at den bringer mig i balance og giver mig mod på livet. Derfor er Riis Skov mit absolutte yndlingssted i Århus,” fortæller Tobias,

der også benytter skoven til motion. ”Det er et hårdt terræn at løbe i, men når jeg kigger ud over vandet, er det

alle kræfterne værd,” siger Tobias om sit yndlingssted i Århus. mmueller@mail.djh.dk


$%2%2%.02!+4)+!.4 $%2&/24*%.%2 $).).$34),,).' $*345$5$$%,%2.934Œ22%+2!6,).' /'&/4/+2!6,).'&‰,,%3&/2!,,% */52.!,)34345$%2%.$% !,,%+!.).$34),,%n&2)34-!243 ,‰3-%2%/'3%.$$).).$34),,).'0±

'RAlSKDESIGN"534/q

777+2!6,).'$+ +RAVLING PRISENUDDELESAF$*3TUDISAMARBEJDEMED +1:[\K Z[\KLYLUKLP+HUZR1V\YUHSPZ[MVYI\UK

+HUZR1V\YUHSPZ[MVYI\UK 4LKPLY RVTT\UPRH[PVU

WWWDJSTUDDK


FOKUS

ILLUSTRERET BUNKER

FEBRUAR 2007

21

FOKUS: EFTER PRAKTIK Mellem underviser og studerende Tekst Laust Delauran Tekst Pia Buhl

Hvad forventer de studerende, når de kommer tilbage fra praktik? Daniel: Jeg havde en forventning om, at jeg kunne dygtiggøre mig. Henrik: Mit indtryk er, at de studerende forventer en mulighed for fordybelse. Det, som folk siger, er, at det har været rigtig godt at være i praktik, men de har også fundet ud af, at praktik for medierne handler meget om produktion. De har fået en fornemmelse af, at det kan gøres bedre, hvis man har lidt mere tid.

Hvad har de studerende behov for, når de kommer

En ny studieordning til 7. og 8. semester er på vej. Daniel Asbo, studerende på 8. semester og Henrik Berggren, leder af studiets 2. del, giver hver deres mening tilbage til 7. og 8. semester? Daniel: Seriøs journalistik! Jeg vil gerne lære noget mere udredende journalistik, noget gravegruppejournalistik, fordi det er der ikke mulighed for ude i medierne. Henrik: Fordybelse. Når de studerende går i praktik, er de verdensmestrer. Men det sjove er, at når jeg møder 7. semester, er det nogle fantastisk dygtige, men også meget ydmyge studerende, som siger: ’’Vi kan lære meget mere.’’

Hvilke ændringer synes du, at der skal laves i forhold til 7. og 8. semester? Daniel: Det bedste ville være, hvis man tilrettelagde noget meget mere målret-

tet undervisning efter, hvad folk har lavet og hvor dygtige folk er. Man skal ramme det niveau, som folk er på, og hvis man ikke rammer det, er det et problem. Man siger, at man på 7. semester vil specialisere folk i et medie, men det man i praksis gør, er, at man skraber lidt i overfladen. Henrik: Vi tror, at der på 7. semester er behov for mere teoretisk fordybelse. I dag er det meget bygget op om komplicerede produktioner, men vi vil gerne lave et program, hvor man skal læse komplicerede tekster, hvor der er fokus på sammenhængen mellem medierne og samfundet. Man skal fortsat have de mediespecialer, der er, men oveni arbejder vi med et refleksionsbånd for

eksempel hver mandag, som alle deltager i.

geså meget, når man kigger tilbage på det.

Er det nødvendigt at komme tilbage til DJH efter praktiktiden?

Hvad tror du, der er brug for, for at uddannelsen lever op til fremtidens krav?

Daniel: Ja, det mener jeg, men jeg synes, at niveauet er for lavt på 7. semester. Nogle af dem, som har lavet TV i praktikken, har ikke lært noget på TV-mediespecialet, som de ikke kunne i forvejen, og det er et problem. Man kan dykke ned i noget og specialisere sig, men man bruger en masse tid på at lære folk at bruge kameraet. Henrik: Ja. Hvis man tror, man kan nøjes med halvandet år på skolebænken, er man naiv. Man lærer en masse, mens man er i praktik, men man lærer måske li-

Daniel: Gode undervisere. Mange af de studerende, der har været i praktik, er meget dygtige og nogle er måske dygtigere end de undervisere, der er heroppe. Så det stiller også krav til hvilke undervisere, der kommer indenfor dørene. Og så er det vigtigt, at man løbende evaluerer, så man sikrer, at alle er med. Henrik: Jeg mener, at det er vigtigt både for skolen og for de studerende at have en bevidsthed om, hvad man gør og hvorfor – og hvilke andre muligheder der er. Det er også det, branchen

siger til os. Der kommer rigtig mange ud, som er gode til det, man altid har gjort, men det er også godt med nogle, der kommer med nye ideer. Så der skal være tid til at fordybe sig, men også at få mulighed for at få nogle nye ting ind som for eksempel fortælleteknik, nye genrer og lignende. Daniel og Henrik har ikke haft mulighed for at kommentere på hinandens udtalelser. ljdeleuran@mail.djh.dk buhl@mail.djh.dk

2. DEL Den nye studieordning på førstedelen af journaliststudiet er gennemført. Nu er turen kommet til de to afsluttende semestre: 7. og 8. semester. Studieordningen ventes at træde i kraft i 2008

Hvad skal reformen gøre bedre? Vi har spurgt to studerende på 8. semester om, hvad de mener LASSE ANDERSEN, 8. SEMESTER MEDIESPECIALE PÅ 7. SEM: SKREVNE MEDIER

Tekst Siv Wigh Steffensen

Hvad kan gøres bedre på anden del i reformen?

Tekst Karina Jakobsen

Hvad kan gøres bedre på anden del i reformen?

Forløbene er for korte og overfladiske, og prioriteringen mellem fagene bør afspejle virkeligheden, når man afgør, hvor meget de skal fylde.

De kunne skabe en sammenhæng mellem fagspecialet og hovedopgaven. Ellers må de ikke ændre for meget.

Hvad er den største forskel mellem første- og andendelen?

Hvad er den største forskel mellem første- og andendelen?

Længden på forløbene. Tonen mellem lærer og elev er også mere behagelig.

De mange korte forløb er erstattet af få længere. Det gør, at man kommer hele vejen rundt om et emne. Det er en god ting, synes jeg.

Hvorfor valgte du skrevne medier?

Hvorfor valgte du kommunikation?

Jeg har lavet radio i min praktik og ville gerne skrive igen. Jeg havde også hørt meget godt om underviseren Henrik Berggren.

Fordi det er min eneste mulighed for at få kommunikation på uddannelsen. Jeg vil gerne prøve så mange ting som muligt.

Foto Sisse Stroyer

MILLE MARIE CHRISTENSEN, 8. SEMESTER FAGSPECIALE PÅ 8. SEM.: KOMMUNIKATION


22 ILLUSTRERET BUNKER

DEBAT

Bland dig i debatten! På www.illbunker.dk har vi lagt en blog op, hvor du kan kommentere debatsiderne - og andre artikler fra avisen.

DEBAT ! over stregen

FEBRUAR 2007

FØRSTEÅRSPRØVEN

Tekst | Morten Nystrup, 4. semester

Optagelsesprøven sor- Førsteårsopgaver skal (også) ses fra jorden terer de forkerte fra Tekst Niels Krogsgård

’’Er du kommet ind på Journalisthøjskolen? Hvor er det flot!’’ Sådanne kommentarer er jeg næppe den eneste, der har fået, men forklar mig lige, hvad der er så flot ved at blive optaget på DJH? Vi har bestået en prøve, som vil være mere oplagt for sekretærer end for journalister, og vi er kommet ind på en skole, som ikke tager os seriøst de første fem måneder, vi er her. Vi burde vel nærmere skamme os. Da jeg kom ind på Journalisthøjskolen, fik jeg papir på, at jeg er middelgod til at stave, til at løse en gåde, til at følge en manual, til at skrive et referat og til at spille Trivial Pursuit. Og hvad så? Jo, så bliver jeg journalist, og det er jeg glad for, men prøven siger intet om det, der for alvor betyder noget i journalistik. Kritisk sans, mod, originalitet, autoritet, personlighed og et levende sprog er ikke en del af repertoiret i optagelsesprøven til DJH. Til prøven i maj, blev vi ikke engang testet i, om vi kunne formidle en historie til et medie. Det er en katastrofe af de større. Resultatet af denne prøveform kan ses. Rigtig mange af os er alt for velopdragne og studentikose uden mod, evner og vilje til at tænke nyt. Med andre ord: Prøven er ingen garanti for, at du er blandt de bedst egnede. Højst sandsynligt er du bare endnu en af kopierne, der stadig venter på din første selvstændige tanke. Uanset om din bedstemor ellers synes, du er god. Sorry. Den helt store brøler i optagelsesprøven er, at den vægter erfaring meget lavt. Samtlige discipliner taler til den dygtige student, men siger intet om, hvad denne student slæber med sig af erfaringer efter gymnasiet. Således er den hyppigst forekomne alder på 3. semester 21 år. Da I var til prøve, var I 19 år. Udover det obligatoriske forberedelseskursus på den lokale

højskole, kan det ikke være meget, I har oplevet inden studiet. Bertel må være stolt. Halvandet år efter vi starter på Journalisthøjskolen, befinder vi os på en redaktion, hvor både kilder og kunder forventer, at vi er autoriteter. For at være det, kræver det journalistisk, teoretisk og menneskeligt overskud. Ikke mindst derfor ville det være fedt, hvis flere studerende havde en mere alsidig baggrund end blot gymnasiet. Fx fra andre jobområder og studier. Har man det, får man ikke kun en større teoretisk viden, man bliver også bedre til at se verden fra flere sider, end ens lærere har fortalt om. Kan man ikke det, er det selvsagt svært at være original. Således udgangspunktet ved studiestart: En del er veludrustede og klar, en hel del er ikke. Ikke desto mindre, er vi i praktik kun 18 måneder senere. Alle har derfor rigeligt, de skal nå at lære. Også originalerne. For undervisere på DJH må det være en kæmpe udfordring. Ergo skulle man tro, at vi bliver presset til det yderste. Men første semester er mildest talt en sovepude. I alt har vi på fem måneder skrevet seks små artikler og læst, hvad der svarer til tre-fire bøger. Hvad der end findes af pædagogiske argumenter, ændrer ikke ved, at man på første semester sjældent har travlt. Med alt det, vi skal nå, virker det håbløst. Til dem som lige er startet: Velkommen til DJH. Om et halvt år får I travlt. Indtil da må I nøjes med selvfedheden. Tillykke med optagelsen! nkrogsgaard@mail.djh.dk

Vi gør opmærksom på, at skribenten udtaler sig uafhængigt af redaktionen.

Bland dig i diskussionen! På www.illbunker.dk har vi oprettet en debatside. Her kan du hver måned debattere OVER STREGEN. Undervisere er også meget velkomne til at deltage.

Noget er gået galt i bordplanen i forbindelse med eksaminationen af førsteårsopgaverne. Den gik simpelt hen ikke op.

I flere tilfælde havde censor ikke den profil, man må forvente. For når censor for længst har forladt redaktionslokalet og primært ernærer sig som kommentator og forfatter, så bliver opgaven udelukkende bedømt fra et Apollo-13 perspektiv. Og der fra raketten kan vejleder og censor så blive enige om ”fluffy” journalistiske idealer. I synkroniserede bevægelser kan de himmelvende

deres øjne og aftale, at intet er som dengang, de førte pennen. Den studerende og vejleder kommer simpelthen til at mangle mudder-perspektivet. En førsteårsopgave skal også bedømmes af øjne, der stadig har søvn i krogen, fordi det var en kamp at få historien hjem i gårsdagens avis. Øjne, der for nylig har kigget dybt i kildernes, og øjne, der netop har forladt computerskærmen på redaktionen. Det giver en nuanceret, virkelighedsnær eksamination og bedømmelse. Jeg har dyb respekt for

journalister, der kan skabe sig navn og indflydelse ved at gribe sit fag utraditionelt an som forfatter, kommentator, uddannelsesledere eller noget andet, jeg ikke har fantasi til at forestille mig. En sådan person er fantastisk som underviser og inspirator. Men som censor dumper han. Den uhensigtsmæssige opdækning omkring den grønne dug strider umiddelbart ikke mod DJH’s censorbekendtgørelse. Her står blandt andet, at censor skal sørge for, at de krav, der bliver stillet til den studerende, er i overensstemmelse med

studieordningen. Men der står også, at alle studerende skal have en ensartet behandling. Og det sker ikke, når flokken af censorer er så broget, som det er tilfældet. DJH bryster sig (i stigende grad) af den praktiske tilgang til journalistikken. Hvorfor bliver det glemt, når der skal sendes invitationer ud til censorerne? Det er ærgerligt for censor, vejleder og mest af alt den studerende. nystrup@mail.djh.dk


DEBAT

ILLUSTRERET BUNKER Vi bør være mere velovervejde i vores dækning af religiøse spørgsmål. Interessen for og indsigt i religion har ikke ligefrem været det, der har stået forrest, når fagområderne har skullet uddeles i medierne. - Lisbeth Knudsen på sin blog, www.mediebloggen.dk

23

Nyhedsavisen har proklameret, at de vil gå uden om praktiksystemet. Men de synes ikke, de skylder de studerende en forklaring. “Ellers tak,” var beskeden, da Illustreret Bunker gerne ville have et interview.

FEBRUAR 2007

DSR contra lærerne: Hvem holder du med? Tekst Niels Krogsgård

Kan du forstå lærernes modstand mod fusionen? ’’Jeg kan forstå en række af deres bekymringer. Blandt andet i forhold til det internationale samarbejde og forskningsmidler. Vi tror bare ikke, at det vil gå så galt, som de frygter. Vi er overbeviste om, at DJH også efter fusionen vil have et glimrende forskningsmiljø, som vi sagtens kan prioritere højere og et omfattende internationalt samarbejde.’’

Foto Morten Pedersen

Søren Dalsgaard, tillidsmand for de journalistiske undervisere på DJH, hvorfor er I imod en sammenlægning med Grafisk Højskole? ’’Vi synes ikke, det er den rigtige vej at gå, hvis vi skal fusionere. Vi bliver ikke væsentlig større af det, så hvorfor skulle vi gøre det? Derudover er der geografien. Vi bor i Århus, de bor i København, det kommer der næppe den store synergi ud af. Så vil det være mere logisk at fusionere med Århus Universitet og Handelshøjskolen. De holder da trods alt til i samme by. Den største modstand skyldes dog nok, at Lisbeth Knudsen (formand for DJH’s bestyrelse) har meldt ud, at vores rektor vil blive sekundær i forhold til en administrerende direktør og en såkaldt ressourcedirektør. Den struktur, mener vi, er urimelig, og den kan på sigt true DJH.’’

Kan du forstå DSR, som siger, at der er brug for et alternativ til SDU og RUC? ’’Nej, jeg synes ikke, det er et særlig stærkt argument. Jeg kunne godt tænke mig at få foldet det lidt ud, for der er jo ingen af os, som er interesserede i at lave endnu en akademisk journalistuddannelse. Vi synes, vi har en god uddannelse, men vi kan se muligheder i universitetet, som vi ikke kan se i den Grafiske Højskole. Journalister af i dag skal vide mere, være stærkere analytikere og være flermediale. Den gamle nyhedsjournalist bliver overhalet på alle mulige områder. Derfor mener jeg personligt, at ’Campus Århus modellen’ (en sammenlægning med universitetet, red.) vil være en god løsning. Grafisk Højskole

Levering

Alle indlæg sendes til ib@mail.djh.dk i doc eller rtf-format. Husk rubrik, fulde navn, semester / stilling og e-mail adresse i dokumentet. Skriv ‘læserbrev’ i emnefeltet.

Alt andet lige er det vel lærerne, som ved bedst. Er det ikke? ’’Det synes jeg bestemt ikke. Fordi man er underviser, har man ikke nødvendigvis bedre forstand på, hvorfor unge mennesker søger ind på journalistuddannelsen. Det er vel nærmere os som studerende, der ved det.’’

FUSIONSDEBAT | Underviserne og de studerende står på hver sin fløj i fusionsdiskussionen. Her Søren Dalsgaard og Solveig Willum.

De Studerendes Råd har for nylig meddelt, at de støtter fusionen med Grafisk Højskole. Lærernes tillidsrepræsentant, Søren Dalsgaard, mener ikke, at de studerende aner, hvad de taler om. Ifølge ham, findes der ingen gode argumenter for sammenlægningen. Bedøm selv, om du er enig. giver os ikke ret meget. De er især gode til indpakning og design, men det er altså ikke DJH’s behov.’’

Påvirker det dig, at DSR er uenige med jer? ’’Ja, jeg synes, det er dybt uheldigt. De studerende har tilsyneladende ikke sat sig godt nok ind i sagerne, og det synes jeg, er ærgerligt. Når vi spørger vores bestyrelsesformand om, hvorfor vi skal fusionere med Grafisk Højskole, så kommer hun med en sang om, at mediebilledet forandrer sig voldsomt, og DGH og DJH derfor i fællesskab skal

Omfang

For indlæg og svar gælder det, at de maksimalt må fylde 2500 anslag (inkl. mellemrum), og hvis debatten strækker sig over flere numre maksimalt 1600 anslag.

udbyde mange nye uddannelser. Men hvad gavner det journalistuddannelsen? Vi mener også, at der er behov for nye typer uddannelser, men sammenlægning med Grafisk Højskole gavner ikke disse muligheder synderligt. Hvorfor ikke bare indgå et samarbejde med dem, ligesom vi samarbejder med alle mulige andre institutioner? Det spørgsmål har Lisbeth Knudsen ikke været i stand til at besvare. Hvorfor skulle De Studerendes Råd så kunne? Kan DSR give mig bare fem gode argumenter for fusionen, vil jeg meget gerne høre dem.’’

Solveig Willum, næstformand i DSR, hvorfor synes I, at fusionen med Den Grafiske Højskole er en god ide?

Redigering

Over stregen

Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere og forkorte indlæg. Desuden at vælge indlæg fra, såfremt der ikke er plads til alle indkomne - eller hvis redaktionen vurderer, at et indlæg falder uden for avisens område.

’’Først og fremmest, fordi vi på den måde får en journalistuddannelse, som skiller sig ud fra de to andre. Det er der brug for. Og så er DJH nødt til at være større, hvis vi ikke skal ende i et tvangsægteskab med sygeplejersker, ingeniører, pædagoger og så videre. Her giver det god mening at vende blikket til DGH, fordi det er en skole, der beskæftiger sig med medier.’’

Er på maksimalt 3500 anslag. Kontakt redaktionen.

Hvad er det, som vil være så slemt ved at blive sammenlagt med universitetet? ’’Et samarbejde med universitetet er fint, men vi skal ikke være en del af det. DJH’s fordel er, at vi er bredere end de andre. Vi er ikke akademiske. Vi har flere tilbud, og vi uddanner journalister, som laver alt muligt andet end analyserende og udredende journalistik. Skal vi vinde konkurrencen over SDU og RUC, så skal vi ikke kopiere dem.’’

Illustreret Bunker bragte i sidste nummer en undersøgelse, som viste, at 61 procent af de studerende er imod en sammenlægning med Den Grafiske Højskole. Er DSR repræsentative i denne sag? ’’Bestemt. Alle studerende på skolen har en stemme, som de kan bruge på vores generalforsamling. At få bruger den, er ærgerligt, men jeg har langt større respekt for ti mennesker, som sætter sig ned og diskuterer en sag, end jeg har for 367 studerende, der bruger fem minutter på en rundspørge, hvor de kan give udtryk for deres forudfattede meninger. Vil man have indflydelse, må man tage den. Vi laver ikke politik på baggrund af en undersøgelse i et skoleblad.’’

nkrogsgaard@mail.djh.dk

Redaktionen

Kunne du tænke dig at være en del af debatredaktionen, så skriv til ib@mail.djh.dk.

Deadline

Indlæg m.v. til næste udgave skal indsendes senest 10. marts 2007.


24 ILLUSTRERET BUNKER

FEBRUAR 2007

BAGSIDEN BAGSIDEREDAKTIONEN | Niels Korsgaard og Niklas Krigslund

OLAV HERGEL, Cavlingvinder. Hvordan fik du ideen til metoden ’poesibogsjournalistik’? Er der faldgrupper i metoden, man skal være særlig opmærksom på, for eksempel, at den ikke må bruges til historier, man selv graver frem? Har du prøvet at kombinere metoden med at være kritisk? Disse og andre spørgsmål ville vi gerne have haft svar på, men Cavlingvinderen er tilsyneladende gået under jorden. Chefredaktør på vagttårnet Politiken har svaret på vores henvendelse med følgende kommentar: »Olav lægger i disse dage sidste hånd på bogen: »Poesibogsjournalistik, sådan undgår du at stille kritiske spørgsmål«. Først når han er færdig med den, melder han sig ind i samfundet igen. Vær sød at respektere denne beslutning, og stop så med det der opsøgende pjat«. Som sagt så gjort. Vi kopierer ukritisk Olav Hergels spørgsmål og prøver dem af på nogle af branchens ypperste. Vurder selv, om de er en Cavling værd – vi stiller gerne op til prismodtagelse.

Hvad er det allerbedste i hele verden?

Anonym, bagsideredaktør, 28 år i Danmark. (Foto: Morten Pedersen)

Miriam Dalsgaard, 35 år i Danmark, fotograf og vinder af Cavlingprisen. (Foto: Morten Pedersen)

Hvad kan du bedst lide i hele verden? »Det bedste i hele verden er at se mit navn og billede i Illustreret Bunker. Intet slår det adrenalinkick, jeg får, når jeg ser et helsides foto med mit ansigt på. Desuden elsker jeg at køre mod trafikken med anhænger, når vejene er glatte. Det er også rart at sove på hems.«

spørgsmål.«

Hvad får dig til at grine? »En god fest i en rundkørsel i Perpignan«.

Hvad er det værste i hele verden? »Når praktikanter på Journalisten stjæler mine historier.«

Betyder nederlaget, at du fremover vil benytte dig af poesibogsmetoden? »Det tror jeg ikke, der er nogen tvivl om.«

Hvad vil du gerne være, når du bliver stor? »Prinsesse.« Bliver du engang imellem ked af det over dit liv? »Ja, især når jeg sammenligner det med Niklas’.« Hvorfor vandt du ikke Cavlingprisen? »Jeg tror, der er mange, der stiller sig selv det

Jeg hørte Gitte Luk bakkede op om din nominering, og hun efter sigende skulle have været rasende, da prisen ikke gik til dig. »Ja, det er sandt. Gitte har altid været en af mine faste støtter, og det vil jeg gerne takke hende for.«

Hvad kan du ikke så godt lide i hele verden? »Mennesker med mangel på empati, og som derfor ikke har evnen til at genkende og forstå et andet menneskes følelser.« Hvad er det bedste, du ved, i hele verden? »Det bedste i hele verden er mine tætte venner, familie og min fotochef! Og ellers bliver jeg høj af at rejse. Når jeg lander i et nyt land, kilder det i maven, og jeg elsker, at jeg stadigvæk er så nysgerrig på livet og nye steder«. Hvad er det værste ved at bo i det her land? »Det værste ved at bo i Danmark er, at vi tror, at vi har nok i os selv, og at vi tror, at alt fremmed er farligt«. Hvad er så det bedste ved at bo i det her land?

»Det bedste ved at bo i det her land er, at vi har et velfærdssystem, som tager sig af os.« Hvad vil du gerne være, når du bliver stor? »Jeg har aldrig troet, at jeg ville blive gammel, indtil jeg fik læst hånd på stranden på Venice Beach i Californien. Spåkonen sagde til mig, at jeg ville blive 87 år gammel, blive gift en gang og få 7 børn. Det, synes jeg, lyder dejligt. Så når jeg bliver stor, vil jeg gerne være en smuk gammel kvinde, der har rejst i det meste af verden, men som også har en dejlig familie med masser af mad, musik og venner – og kunst på væggen!«

Niklas Krigslund, bagsideredaktør, 22 år i Danmark. (Foto: Morten Pedersen) Hvad er det allerbedste i hele verden? »Det er et rigtigt godt spørgsmål, men jeg tror, førstepladsen er solidt bevogtet af Solveig Schmidt i split.«

mig ned og tænker længe over det. Så kan jeg godt se, at det her.. det går slet ikke.«

Hvorfor det? »Det gør mig tryg.«

Hvad laver din mor og far? »Slår mig.«

Hvad er den allerbedste film, du har set? »Spøgelser.«

Hvad kunne du rigtig godt tænke dig? Komme op at flyve? Komme på landsholdet i fodbold? Få lov til at blive i Danmark? Komme i Tivoli? »Jeg vil gerne til Cliff Richards koncert med Boline.«

Hvad går den ud på? »Den handler om Sommerhus-Esben, som bliver jagtet rundt i sit sommerhus af sommerhusets tidligere ejere. De plager ham hele sommeren, og til sidst flytter han ud af huset. Meget mod sin vilje.« Hvad vil du gerne være, når du bliver stor? »Ældre.« Bliver du engang imellem ked af det over dit liv? »Kun når jeg virkelig sætter

Hvem er din bedste ven? »Rick James, bitch.«


Illustreret Bunker nr. 1 2007