Issuu on Google+

VILLREINEN 1994

En heldig rensjagt paa vidden 1915 Vi skulle ha presentert mere gammel litteratur om villreinjakta, men plasi bladet har vært for knapp! Det finnes endel litteratur om emnet og en av dem som har skrevet om sine sen

i bokform, er Ludvig Lumholtz i boka "Jægerliv", som kom ut i 1926 på Johannes Bjørnstads opplevelser

forlag i Oslo.

Fra denne boka har vi plukket fram

"En heldig rensjakt paa Vidden", fra 1915.

til, er tunget ut i saa utrolig mange viker, og ligger, kan man sige i storviddens centrum. Herfra "kiklet" vi baade længe og vel, men saa ingen dyr østenfor, saa siger Ivar: "Ja, faar os ikje sjaa dyr tllkJ. %12, saa gaar os ned til Kaggelien og hilser paa den nye kjæringen hans." Kaggelien var en gammelaktig kall fra Rjukan, som holdt til om sommeren i en liten hytte nede ved en arm av Bjornesfjorden, og han havde nylig gaaet hen og Numedal

giftet sig. Han brukte at fiske Jeg havde bestemt mig til at ta kvarter paa den trivelige turisthytte Sandhaug, i

hjertet av

Hardangervidden. Ivar

Lægreid skulde følge mig paa renjagten dette mit første aar paa vidden. Til daglig var han skrædder i bygden, nu var han strøket til fjelds for at gaa paa rensjagt, og laa tilhuse i boden, som har git turisthytten Sandhaug sit navn. en av

disse "buer", som

er gravet ind i

muld- og sandjordhauger, som vel

de

er

Ievninger fra istiden og optræder hist og her paa vidden, en hensiktsmæssig byggemaate, hvor man er milevis fra træmaterialer. Han havde professionens tynde dimensioner, men var en ganske dreven

renjæger, anbefalet mig som fører av Sylfest Sæb6, bestyrer paa Sandhaug dengang. Vi havde en dag efter adskillig venting endelig faaet "vesting" og dyrene, som havde staaet østenfor i Maarvandstrakterne en længere tid, var nu paa marsch til vore trakter. Det skulde saaledes være riktig god "von" denne dag, og fint veir var det ogsaa. Efter Ivars raad gik vi først til Krakavanutene, nogle nuter som ligger knapt to

@rret i

vandet og saltet ned, og det slængte, at han fik skudt en og anden ren, som han lagde ned i hermetiske daaser. Klokken blev %12, fremdeles ingen ren. Vi gik. Straks før vi skulde ned den siste bakke til Kaggelihytten, satte Ivar sig ned og tok en sidste oversikt over Langebufljot, den store flate, som nu 1aa indbydende for os paa den anden side Bjornesfjorden med sine lange skraanende græssletter. "Nei, jamen sjer e' naa rein og dæ ein stor flok og", siger Ivar idet han retter kikkerten østover, og nu kunde jeg ogsaa uten kikkert se flokken, som Ivar anslog til 5 å 600 dyr, som slynget sig i

en lang fbrmation nedover sletten synes at ville gi sig ro til at beite.

og

Her var ingen tid at spille. Vi maatte faa Kaggelien til at sætte os over bukten med sin baat, saa havde vi en knap % time at gaa for at komme i hold. Vi nedover og traf Kaggelien hjemme, men han havde viktige hensyn at tage. Han havde nemlig skudt et dyr dagen fgr, og siger

paa vor anmodning om baat: "Det æ denna hermetikken da ser du", og han

timers gang fra Sandhaug og op for

saa sig raadvild om blandt sine hermetikbokser, som stod omkring paa bakken. Jeg var uhøflig nok til at sige: "Skidt i

Bjørnesfjorden, den store sjø, som hBrer

hermetikken Kaggelien.

Sandhaug med SyUAst Scebø

106

Vi

har

jo

en

flok paa mange hundrede dyr her borte, og vi skal betale Dem for umaken." Ja, nu er Kaggelien i grunden en snild og hjælpsom kar, og endelig, efter en konf-erance med konen, som holdt sig inde i hytten, fik vi skyds over vandet og tok tilbens lidt fort, over myr og stein. Bedst som vi gaar og springer. og a\ og til kaster et blik henimot flokken som nu gik ganske rolig, faar vi se tre karer komme spaserende ned efier Langebufljot like mot flokken. En hund, de havde med sig, blev sluppet l@s og snart var hele dyreflokken ifuldt sprang iring omkring de tre mænd, med den gjøende hund efier sig, mens karene saa tok til at aapne hurtigild paa flokken. Tak skjæbne! Der gik den chance, og paa en slik maate. et rrængebillede av en rensjagt.

Snart var flokken reist bak-over dit den kom fra, mens et og andet dyr saaes hinke omkring med avskudt ben. Vi besluttede allikevel at fortsette, og kom netop tidsnok til at se en renfin, som vi kjendte. med en kodak forer ige en av jægerne med en fældet. Iiten buk. Vi vekslede nogen ord med ham og

gik opover. Ivar mente nemlig, at

der

snart kunde komme mere ren over her, hvor den likte at trække baade Øst og vest. Vi lagde os h6iere op ved en længere ryg i terrænget, henimot nogle lav aaser, hvorpaa en og anden stenur, som begrænsede sletten mot @st. Vi fik op en

kaffevarme og spiste, mens vi i det vakre sommerlige veir nØd den herlige utsikt over selve storvidden. som nu laa

aapen foran

os vestover, med sine

mange blinkende vand mellem de mørke nuter, langt i vest Haarteigen i blaagraa

dis. Kaffevarmen var dpet hen, og jeg harde just faaet tændt min pipe. mens jeg laa med hovedet vendt gstover og saa op mot aaskanten. Jægerne nedenfbr os havde forlængst indstillet jagten, og alt var stille. Men hvad er dette? Midt imot mig, nedover den korte bratte aas kommer jo hele stenuren glidende. Sten? Nei. ren. tæt i tæt. som med sin eiendommelige lydlBse gang beitende er paa marsch nedover, like mot os, og nu kaster vinden. som før har været svak vestlig, et blaf, mere fra nord, saa her gjaldt det i lynende fart at skifte plads. Vi trak os krypende tilbake og gik en omvei som var saa vidt aapen, at dyrene maatte ha kunne se os, om vi ikke havde gaaet saa tæt sammen, at det saa ut som 6n mand, som dertil hukede sig ned mot bakken. Saa kom vi krypende i skjul bak


VILLREINEN 1994 hester og hentet. Saa gik det med let hjerte nedover Langebufljot, forbi Kaggeliens hytte ti1 Sandhaug, hvor vi som sædvanlig efter jagten slog os ned i kjøkkenet, for at faa noget at drikke og

drøfte dagens begivenheter. Der

er mange jægere tilstede, men hverken de eller pikerne spør os, hvordan det er gaaet, men de ser snart av vore blodige hænder, at vi har "vei'a" og saa kommer efterhaanden praten i gang. Det hBrer med til god tone paa fjeidet ikke at forhaste sig med at vaske sig efter en heldig jagt, formentlig, for at lade hænderne rØbe, hvad skikken negter munden at

faa anledning

til

at lægge ut om efier

hjemkomsten.

I kjøkkenet sitter også hyttebestyreren, den fortræffelige fjeldmand og passionerte rensjæger Sylfest Sæbø, som altid interesseret fulgte med, naar jagtpraten var kommet paa glid. Han var ellers, som mange fjeldfblk, en noget f'aamælt mand, men naar vi drøfter dagens jagter i disse trakter, som han kjender fra barnsben av, da kan det komme nok av

rammende knappe bemærkninger, om hvad man burde gjort, hvor flokken er

Ludvig Lumholtz

en mindre sten, og var i fint hold. Tre bra bukker gik beitende foran en sten, men de gik saa skraat, at jeg fik intet

godt sikte. Saa siger Ivar

hviskende:

"Sjer du bukken bakom steinen, med de kvite horn?" Jo, den var ikke vanskelig at se, den stod næsten stille, holdet var rimelig, og den fik et skud, som bragte den i bakken næsten med det samme. "Sjer du gamlingen du, han var god at at lægge ned reinen", sier Ivar i glæden

over det vellykkede skud. Han havde ikke selv løsnet skud med sin gamle Remingtonrifle. Hanrenen kaldes

Men ialverden? Der kommer

kun ret

og slet "rein", hunrenen, som ellers i vort land. "simler", mens Gudbrandsdø-

lerne altid betegner hanrenen

som

"buk", Vaageværen med den eiendommelige betoning av uen, saa den nærmest lyder som uhu i et raskt tempo: buhukjen. Bukken var en fet 3 aaring.

Da kun et skud var faldt og dyrene ikke havde faaet vind av os, var de ikke særlig sterkt skræmt, og kunde sees i en avstand av nogle hundrede meter, trækkende nordover langs med aasen. Vi fulgte efter, såa hurtig som mulig, idet vi forel6big lot bukken ligge efter at ha fæstet en papirlap paa dens ene horn, dels for at markere eiendomsforholdet, dels for at holde ravn væk, som er bange for noget saa mærkelig som en ren med

en blafrende gjenstand paa

hornene.

vore

renjægere fra iformiddag, gaaende opover like paa dyreflokken, passiarende, saa vi kunde høre det op til os, som fulgte skraaningen av aasen. Det lykkedes

draget hen, osv. Næste dag fulgte Sylfest os med 3 hes-

ter og hentet kjøtet av dyrene fra

den

vellykkede jagt.

os at henlede deres opmerksomhet paa os og faa dem

til

at forandre kursretning,

vi kunde fortsætte efter flokken, som nu havde stanset i en mindre dalsænkning. Vi kunde ikke komme dem nærsaa

mere end en 250 meter, og besluttede at

Føksimile frø øvisen

FERDA året 1934, øhså 60 år siden!

skyte. Efter skytningen kom flokken mærkelig nok paa skraa imot os og jeg

skjØt

i Hardanger

jo

en vakker gjeldsimle i

fuldt

sprang, idet flokken derefter kastet om og sprang bakover, hvor de snart kom ut av syne. Ivar fortalte, at han havde med sit andet skud brukt et knep, som de har paa vidden, hvor lokaliteterne er egnet ti1 det, idetjægerne, hvor holdet er langt,

skyter over flokken og i bergvæggen bortenfor denne, og hvorved renen bringes til at tro, at faren kommer fia den kant hvor smeldet høres av anslaget

;;: æt rei-

;; ,. r'

senol

vi lavde langt hjem, besluttet vi kun at giøre alle dyr til ved at aapne dem og tage ut indvoldene, saa fik vi flaa næste dag, naar vi kom med

,

t\

l0 000 lr. tll €nllor og lqrlausc I Hcrdlc. Til Herdla,

tter l.L

d*

der som sit

att etter

del

s

det no

i alt

samla

nære

R' cie m

iyst

v

avskJ \

såledr

rned

Firda som

nlnge

i

dane.

'rønI?lllrcln

lo

I Brencngor,

Ilt

For ca. 30 år siden blev der gv næn opa,ittere på Bremanger' larrdet k.jøpt inn €n del rein. har hivdes gult og hr sig, Skjønt der hvert år har sk'utt flse dyr, er der nu

I

Det viste sig, at jeg havde truffet

paa dagen, og

år gamal.

til burtkomnå' håbrmdfiskarane i var ll

rCt

mot bakken eller fleldvæggen og flykter derfra - og imot jægeren. ogsaa med første skud, likesaa Ivar, idet der laa 2 dyr i dalsænkningen. saa vi nu ialt havde 4 dyr, og vilde faa nok at gjØre med flaaning. Da det imidlertid led

ser KJøvq av slløcn. Ilu vaf Je

dei unl

ilokk pÅ 40-50.

I Dql Sundag 15.

april

koma,ndå

g Nmdskal det vsa avrøysting um mt :velpa i nynorsk salmebok rg yver lwing av l,iturgr i Dale. Det er no segler 5 år sidan det slst var awøY-.

D.et

er

'ulnen rllda r

sting, og då vrt det vedteke å hulda pa gamle Landstad nted

107


Villreinen 1994 s 106 107