Fra pc til digital læring

Page 1

FRA PC TIL DIGITAL LÆRING VIDEN DJURS

VIDEN DJURS 125 ÅR 2017

EN INNOVATIV ERHVERVSSKOLE MED KANT


I. oplag 2017 Udgiver: Viden Djurs Redaktion: Henrik Nordbek Grafisk tilrettelægning: Anette Nymark Rasmussen, Viden Djurs Tryk: Johnsen Offset, Grenaa

Stor tak til bogens sponsorer for økonomisk støtte til projektet. Uden deres positive indstilling og støtte er det tvivlsomt, om projektet ville kunne være realiseret.


Henrik Nordbek

VIDEN DJURS

- en innovativ erhvervsskole med kant


INDHOLD Skolens forord Forfatterens forord Indledning

11

Viden Djurs - en innovativ erhvervsskole med kant

11

Erhvervsskolereformen 1991 Grenå Handelsskole 1992- 2008

10 skole samarbejdet. Grenå Handelsskole og Ebeltoft Sports College. Etablering af Ebeltoft Sports College.

Detaildivisionen på Grenå Handelsskole

Detaildivisionen som storentreprenør En svinestreg Detail Handelscollege Danmark (DCD) Det nye Detailhandelscollege i Grenå 2016

”At rejse er at leve.”

Internationalisering på Grenå Handelsskole Studieture med Handelsgymnasiet Udvekslingsprogrammer Grenå/ Lahr (Tyskland) Busulykken i München 2013 Lærerudvekslingsprogrammer

Grenå Handelsskole bygger til

4

Hovedskolen udbygges Det nye Kursuscenter

8 9

16 23 24 24

32 34 36 41

45 45 46 46 57 59

65 67


Dagligliv på Grenå Handelsskole

Kulturelle arrangementer 76 Afrika på Grenå Handelsskole 78 Slaget om juleøllet 79 Party Crew og festerne på Grenå Handelsskole 80 Voksenklasserne 81 Jens Erik Ovesen fortæller: 83 Flygtningeprojektet på Grenå Handelsskole 84 Fodbolddrengene på Grenå Handelsskole 89 Diskussionen om taxametertilskuddene 91 En tsunami rammer Grenå Handelsskole 94

Grenå Tekniske Skole – den frække lillebror

Silicon Valley i Grenå Palle Rasmussen ny forstander Forstander Palle Rasmussen, Grenå Tekniske Skole. Hessel Gods Fodboldskole Grenå Fiskeriskole 1998 – 2006 IT-College Danmark. 3D College Guldægget The Ranch Game Hub Scandinavia/Game Hub Denmark Martin og historien om ClearCut Games Hvordan gik det til?

Strukturreformer og fusion – Viden Djurs

Den første fusion - CV 2 Den store sammenlægning – etablering af byskolen Forløbet af fusionsprocessen Nyt navn: Viden Djurs Lederskifte på Viden Djurs – Lars Ry Jørgensen takker af Ole Svit – den nye leder af Viden Djurs

97 98 98 99 102 105 107 108 111 112 114 116

118 119 119 121 125 127 129

5


Masterplanen

Masterplanen i praksis HG på Århusvej De tekniske uddannelser på Århusvej VID Gymnasier på N.P. Josiassens Vej To lærere om fusionen

Ekspansion/nye initiativer

Handelsgymnasium Rønde Brazil Football College Danish Horse College Mad til mennesker Mere Mad på skoleskemaet Fusionen med Kalø Økologisk Landbrugsskole

Skolen og Borgmestrene

Samtale med borgmester Jan Pedersen, Norddjurs Kommune Samtale med Borgmester Claus Wistoft, Syddjurs Kommune

Afslutning, Viden Djurs – en skole i tiden

6

133 133 137 141 143

147 151 154 157 160 161

168 172 174


7


Skolens forord Kære læser Henrik Nordbek er forfatteren til ”Viden Djurs - En innovativ erhvervsskole med kant”, der indeholder de seneste 25 år af Viden Djurs 125 års lange historie. Henrik var også forfatter til ”FRA PEN TIL PC” der fortæller om (Handels)skolens første 100 år og i øvrigt kan læses på Viden Djurs hjemmeside. Det er vigtigt at dokumentere og bevare historien – i dette tilfælde om Viden Djurs – da det ellers hurtigt vil fortabe sig i glemslen, hvad det var, der skete og hvorfor. Der er derfor yderst god grund til at takke Henrik Nordbek for et dygtigt og kompetent arbejde, hvor dokumentationen - udover at være særdeles læsevenlig - også sikrer, at resultatet af mange menneskers ihærdige indsats i kampen for at bevare og videreudvikle vores uddannelsesinstitution ikke bliver glemt. Jeg er meget glad for, at vi havde mulighed for at sætte den omfattende dokumentation i gang. Derfor er der også grund til at nævne gode venner af skolen for økonomisk støtte til projektet. Uden deres positive indstilling og støtte er det tvivlsomt, om projektet ville kunne være realiseret. Viden Djurs foråret 2017 Ole Svit

8


Forfatterens forord Engang i efteråret 2009 blev jeg ringet op af daværende forstander på Grenå Handelsskole, Lars Ry Jørgensen, som efter at have forhørt sig om, hvorvidt jeg nød min nye tilværelse som pensionist efter 34 års ansættelse på skolen, stillede spørgsmålet, om det ikke var ”på tide at komme i gang igen. ”Jeg må have lydt lidt forbavset og usikker på, hvad forstanderen mon mente, så han skyndte sig at gøre det klart, at det ikke var en ny omgang bag katederet, han havde i tankerne. Det jeg efter Lars Ry Jørgensens mening skulle i gang med var at skrive fortsættelsen af min bog om Grenå Handelsskole i 100 år, ”Fra pen til PC.” For om ikke så længe – 8 år – havde skolen jo 125 års jubilæum, og meget var der jo sket, og meget ville utvivlsomt ske, så forstanderen mente, at det var at udvise rettidig omhu at gå i gang med at skrive den fortløbende historie om Grenå Handelsskole. Og som han understregede det, jeg skulle ikke føle mig stresset, for der var jo trods alt tid nok! Efter en kort betænkningstid sagde jeg ja til at påtage mig opgaven, fordi jeg efter de mange år på Grenå Handelsskole fortsat følte mig tæt knyttet til den. Derfor kunne det være spændende at skrive om alt det, jeg havde oplevet i de mange år på skolen, ligesom jeg ville blive i stand til at følge tæt, hvad der her og nu skete på skolen. Og sådan gik det til, at jeg kort efter samtalen med Lars Ry kunne se mig geninstalleret på Josiassensvej i mit gamle kontor dybt nede i kælderarkivet bag pedellens kontor omgivet af gamle gulnede arkivalier – et, må man sige - inspirerende sted for en historiker at

have kontor. Og det skulle vise sig, at opgaven blev større end jeg havde forventet, for meget er der unægtelig sket med Grenå Handelsskole i de forløbne år. Skolen er fusioneret med Grenå Tekniske Skole og med Kalø Økologisk Landbrugsskole under navnet Viden Djurs. Nye uddannelser er skabt på skolen, initiativerne har været mangfoldige, der har unægteligt været nok at skrive om. Så det, der skulle have været en lille bog om 25 år på Grenå Handelsskole, er blevet til en bog om, hvordan det gik til, at erhvervsskolerne på Djursland er blevet til det, de er i dag: En stor vidt forgrenet uddannelsesinstitution: Viden Djurs. Mange har medvirket til at gøre det muligt at skrive bogen, for mange har indvilliget i at bruge tid på at tale med mig og fortælle mig om, hvad der er sket og sker på skolen. Alle er nævnt i kildelisten, og alle skylder jeg en stor tak for deres tid og for deres interesse for mit bogprojekt. En særlig tak skal dog gå til Lars Ry Jørgensen, dels fordi han gav mig opgaven med at skrive bogen, dels fordi han har fulgt processen løbende og altid været parat til at dele sin viden om skolen med mig. Tak endvidere til dem, der skriftligt har bidraget med deres erindringer om deres tid på skolen – også de er nævnt i kildelisten. En speciel tak skal desuden gå til Djurslands to borgmestre Claus Vistoft fra Syddjurs Kommune og Jan Petersen fra Norddjurs Kommune, fordi de i deres travle hverdag kunne få tid til at fortælle mig om deres syn på og forhold til Viden Djurs. 9


Tak endvidere til Anette Nymark Rasmussen fra Viden Djurs for et godt og meget konstruktivt samarbejde om bogens lay out, illustrationer og opsætning. Hendes kompetencer på IT-området har sparet mig for mangfoldige ærgrelser og frustrationer! En tak til Bente Nordbek for en meget grundig korrekturlæsning, hvor ikke blot slåfejl, kommafejl og grammatiske fejl blev rettet, men hvor også diverse gentagelser og uklare vendinger blev fjernet – venligt men bestemt! Under arbejdet med bogen blev det klart, at den i omfang blev større end forventet. Vi har derfor valgt at udgive bogen i to versioner: En komplet version som findes elektronisk på Viden Djurs´ hjemmeside og en trykt lidt kortere og lidt mere koncentreret version i bogform. I den trykte version vil der være henvisninger til de afsnit, der kun findes i den elektroniske udgave. Jeg håber, at læserne af den trykte udgave vil finde det umagen værd at gå ind på Viden Djurs hjemmeside for der at læse de afsnit, som ikke kom med i den trykte udgave af bogen.

10

VID Gymnasier som det ser ud i dag med den markante runde Science-bygning FOTO: Viden Djurs


Indledning Viden Djurs - en innovativ erhvervsskole med kant En af de sidste dage i december 1974 mødte forfatteren af dette skrift op til en samtale på forstander Holger Grønborgs kontor på Grenå Handelsskole, der dengang havde til huse i en ældre ejendom på Vestervej i Grenå. Formålet med mødet var at diskutere en eventuel ansættelse på skolen, der akut stod og manglede en dansklærer. Samtalen må være forløbet tilfredsstillende for begge parter, for da mødet var slut, havde Grenå Handelsskole ansat en ny lærer. Og nu 42 år senere sidder selvsamme nu forhenværende dansklærer på sit kontor dybt nede i kælderen på det, der i dag er Vid Gymnasier og skal forsøge at beskrive, hvad der er sket på skolen – eller rettere på skolerne i de forløbne mange år.

For et og andet er der jo unægtelig sket. Bevæger man sig ned på Vestervej for der at finde Grenå Handelsskole, hvor man måske engang anno dazumal fik sin handelsmedhjælpereksamen, bliver man skuffet, for den bygning, der engang var en lille typisk handelsskole i en mindre dansk provinsby, huser i dag VUC – så undervisning drives der dog stadig i den smukke ældre bygning. Skal man finde det, der engang var Grenå Handelsskole, må man derfor lede andetsteds henne, og helt nemt er det jo ikke, for slår man op i den nyeste udgave af den lokale telefonbog og leder efter Grenå Handelsskole, ja så må man lede forgæves, for Grenå Handelsskole eksisterer ganske enkelt ikke længere. Dette betyder dog ikke, at der ikke findes en erhvervsskole i Grenå, det gør der i høj grad. Det kan man forvisse sig om, hvis man bevæger sig lidt rundt i Grenå og omegn og leder ikke efter Grenå Handelsskole, ikke efter Grenå Tekniske Skole, men efter Viden Djurs. For Viden Djurs er det navn, erhvervsskolerne i Grenå siden 2013 er samlet under.

Den gamle skole på Vestervej.

11


Viden Djurs – koncernens afdelinger i Grenå. Illustration anvendt i Årsrapport 2014. FOTO: Viden Djurs

Kommer man kørende til Grenå fra Århus og fortsætter ind mod centrum, møder man den første af VID-skolerne: VID Erhvervsuddannelser, der har til huse på Århusvej 49. Et anseeligt bygningskompleks, der rummer både gamle og nyere bygninger og som huser de forskellige erhvervsuddannelser. Og fortsætter man ned mod centrum finder man på venstre hånd Fagcenter Djursland, der står for videreuddannelse af de EUD-elever fra Århusvej, der ikke lige har fundet en praktikplads. Fortsætter 12

man derimod ned af Fuglevænget ned til N.P. Josiassens Vej, kan man ikke undgå at få øje på det, der af mange på skolen opfattes som selve symbolet på det nye Viden Djurs: Den høje cirkelrunde hvidt skinnende science-bygning, der huser den ene gren af VID Gymnasier: HTX – en futuristisk bygning, der som budskab har, at skolen ikke er bange for at gå nye veje. Forbundet med Science-bygningen er den lidt ældre røde bygning i typisk Friis&Molkte halvfjerdser arkitektur, der rummer dels væsentlige dele af Viden Djurs administration dels resten af VID Gymnasier – både HHX-afdelingen og dele af HTX-afdelingen. Og lidt længere ned ad Josiassensvej støder man på det, der blev bygget som Grenå Handelsskoles kursuscenter, men som i dag huser Erhvervsakademi Dania, som Viden Djurs har et tæt samarbejde med. Går man modsat og krydser Ringvejen kommer man direkte ned til Campus Djursland, der har overtaget det gamle Vandrehjem, og som huser unge studerende fra hele landet, der har valgt at tage en af Viden Djurs mange ungdomsuddannelser. Og bag det gamle vandrehjem finder man nye bygninger i et anseeligt tal, der rummer både undervisningslokaler og boliger til de mange studerende. Og ikke nok med det. Går man via Ringvejen ned mod havnen, finder man inde til venstre det gamle Gigtplejehjem, der i dag er omdannet til boliger for over 100 studerende på Viden Djurs – unge der er kommet til Grenå for at forfølge drømmen om den helt rigtige ungdomsuddannelse. Og bor de unge studerende ikke på enten det gamle vandrehjem eller det gamle gigtplejehjem, ja så er det ikke usandsynligt, at de bor i de nye ungdomsboliger, der er indrettet i det,


der i gamle dage var Grenå bys stolthed: Grenå Dampvæveri. På den måde kan man sige, at nok er Viden Djurs en moderne skole, men den er solidt plantet i historien. Men Viden Djurs er i dag – anno 2017 – ikke blot en lokal uddannelsesinstitution i Grenå. Skal man fra Grenå mod Århus og vælger man den smukke vej ind over Rønde, ja så støder man på endnu to skoler, som er en del af Viden Djurs: Kalø Økologisk Landbrugsskole og Handelsgymnasium Rønde. Med disse to skoler har Viden Djurs gjort sit indtog i Syddjurs Kommune, og kommer man helt til Århus, nærmere bestemt til Kannikegade 12, ja så finder man endnu en VIDEN DJURS afdeling, for her kan man i Viden Djurs regi uddanne sig til Web – integrator. I Auning og på Kalø er der desuden etableret den erhvervsfaglige 10. klasse. Så jo, den lille handelsskole, som forfatteren første gang mødte den dag i december 1974 har i den grad udviklet sig og er blevet til noget ganske andet; en stor og vidt forgrenet uddannelsesinstitution på Djursland, der hvert år udstyrer hundredevis af unge mennesker med en uddannelse, der vil blive til gavn ikke blot for dem selv men også for det omgivende samfund. Som beskrevet kan Viden Djurs findes på mange adresser både i Grenå og ude på Djursland, hvor de mange fine bygninger skaber de fysiske rammer for Viden Djurs undervisningsaktiviteter. Og de fysiske rammer er jo vigtige, men vigtigst er dog det, man udfylder rammerne med, nemlig de overordnede overvejelser og principper, man driver skolen efter, og den undervisning, der kommer ud af disse overvejelser og principper. Herom skal det

følgende kort handle. Udgangspunktet for den måde, man på Viden Djurs tænker uddannelse, er den kendsgerning, at skolen opererer i en tid præget af forandring. Udviklingen går hurtigt, det, der er god latin i dag, er forældet i morgen. Ikke mindst IT-revolutionen har ændret livsvilkårene for mennesker. Det, der sker på det teknologiske område, er spændende og fascinerende men måske også lidt skræmmende. Alle er udfordret af tidens tempo, også de unge, der skal kunne omstille sig og arbejde selvstændigt og kreativt således, at de kan klare sig i konkurrencen med knivskarpe unge kinesere, japanere og indere – og dem er der jo som bekendt ikke så få af! I 1920 gennemførte Rigsdagen en ny erhvervsuddannelse, der i det store og hele kom til at gælde frem til begyndelsen af 1960erne. Langtidsholdbarheden skyldtes næppe udelukkende de daværende politikeres fremsynethed, nej forklaringen var snarere, at udviklingen i samfundet foregik i et adstadigt tempo, der var simpelthen ikke åbenlyst brug for store forkromede reformer. Livet på erhvervsskolerne gik sin stille gang, små justeringer kom til, men både elever og lærere og måske ikke mindst skolelederne kunne trygt se det næste skoleår i møde – ordet ”plejer” blev sikkert hyppigt brugt på de lærermøder, man afholdt, når næste skoleår skulle planlægges. Den går ikke i dag. Hvis man på Viden Djurs i dag gjorde, som man plejede at gøre, skal vi sige i 1980erne, ja, så var der nok ingen skoler på de lokaliteter, der er omtalt i det foregående. Læser man Strategiplan 2018 for Viden Djurs, skinner denne erkendelse tydeligt igennem, idet 13


man slår fast, at det er et grundvilkår for skolen, at både de studerendes og virksomhedernes behov er under konstant forandring og i stigende grad differentierede. Svaret på denne udfordring kan for Viden Djurs vedkommende sammenfattes i et ord: Innovation. At være innovativ vil kort og godt sige, at man kan tænke nyt og dermed overleve i et samfund under stadig forandring. Skolen skal derfor udvikle en innovationskultur, der skal præge alle skolens uddannelser, skolens branding og skolens kultur og identitet. Alle på viden Djurs skal således have lysten til innovation ind i blodet. Alle skal kort og godt gøres i stand til at klare sig i et moderne dynamisk samfund.

Innovation – et bærende princip på Viden Djurs. FOTO: Colourbox

I den sammenhæng er det væsentligt at huske, at det ikke er innovative unge, der skaber et innovativt skolemiljø, nej det er i overvejende grad omvendt. Det er det innovative skolemiljø, der skaber innovative studerende! Og innovative studerende skulle gerne blive til innovative iværksættere. Derfor arbejder man på Viden Djurs bevidst med at skabe en iværksætterkultur, og det er der ifølge Viden Djurs direktøren Ole Svit brug for, da det danske uddannelsessystem efter hans mening i alt for høj 14

grad satser på at uddanne lønmodtagere. Ikke at der ikke skal uddannes lønmodtagere i Danmark, det skal der, blot man husker også at skabe den iværksætterkultur, der på mange måder er motoren i ethvert moderne vestligt samfund. Dette er også forklaringen på, at man på Viden Djurs som innovationsmålsætning har, at alle afdelinger skal udvikle nye nicheuddannelser, at innovation bliver en overfaglig kompetence for alle de studerende på Viden Djurs, og at der på skolen systematisk udvikles nye undervisningsformer, der skal gøre undervisningen så anvendelsesorienteret som muligt. Dermed skulle det blive klart for de studerende, at der forunderligt nok er en sammenhæng mellem det, de lærer på skolen og det, de kommer til at møde ude i det virkelige liv fjernt fra skolens trygge rammer. Men på Viden Djurs er man gået et skridt videre i forsøget på at virkeliggøre ønsket om at skabe innovative unge iværksættere ud af de studerende. Man har, som det senere vil blive nøjere beskrevet, skabt et iværksættermiljø på skolen, som på forskellige måder støtter de studerende, der både har en drøm om at starte en selvstændig virksomhed og en god ide at bygge drømmen på. De elever, der bliver en del af incubationsmiljøet på skolen, fungerer samtidig som levende beviser for, at drømmen om at skabe sin egen virksomhed kan være mere end en skinnende sæbeboble! Den nye måde at tænke undervisning på med innovation centralt placeret, stiller særlige krav til underviserne på Viden Djurs. Lærere brænder for deres fag, de ser det som deres vigtigste opgave via god gedigen undervisning at give eleverne


viden og indsigt i de fag, de nu engang underviser i. Derfor er det for lærerne en ny udfordring at tænke innovationsaspektet ind i den daglige undervisning. Således er den tid under alle omstændigheder for længst forbi, hvor lærerne kunne tage mapperne fra sidste år og forrige år og fra dengang ruder konge var konge og tro, at hvad der var god lærdom dengang, det er det også i dag, og hvad der fungerede dengang, det fungerer såmænd også nu. Tiden stiller krav til forandring, til nytænkning, og hvis man engang imellem skulle glemme det, kommer man nok i tanke om det, når man går en tur gennem den nye runde science bygning, der i sin udformning er et udtryk for den vilje til nytænkning, der gerne skulle præge livet på skolen anno 2017. Det har været en lang proces for erhvervsskolerne i Grenå at nå frem til de erkendelser og den praksis, der nu præger skolen, ja faktisk kan man sige, at i de 125 år, skolen i den ene eller anden form har eksisteret, har den måttet kæmpe en til tider hård kamp for blot at overleve i et tyndt befolket yderområde. Udfordringerne har været mange, og de har utvivlsomt skærpet skolens opmærksomhed på, at hvis den ikke er i pagt med tiden eller måske ligefrem mere end det, ja så overlever den ikke. Skolens historie i sig selv er et vidnesbyrd herom: Den første handelsskole i Grenå måtte lukke i 1886 efter få års virke. I 1964 måtte Grenå Tekniske Skole på Vestervej i Grenå efter 73 år dreje nøglen om for først i 1981 at kunne genåbne på Århusvej. Det er således ikke en selvfølge, at små skoler i det forkætrede udkantsdanmark er levedygtige i en tid, hvor de unge trækker mod storbyerne, og

hvor centraliseringstendenser trods politikernes besværgelser om det modsatte gennemsyrer samfundsudviklingen, hvor stort åbenbart er lig med godt. Skiftende regeringers besparelser på undervisningsområdet har heller ikke gjort vilkårene lettere for specielt de små skoler – senest lider de under krav om årlige besparelser på 2 % - jo, grønthøsteren kører lystigt hen over landet! Ikke desto mindre findes der den dag i dag stadig en velfungerende erhvervsskole i Grenå. Til gavn, må vi tro, for de unge, der går på skolen, til gavn for det lokale erhvervsliv, der ansætter de unge og til gavn for byen og oplandet som helhed. For gode ungdomsuddannelser er en forudsætning for, at Djursland med Grenå som hovedby kan stå for udvikling og ikke afvikling. Meget har som nævnt ændret sig for skolerne på Djursland. Tre skoler – Grenå Tekniske Skole, Grenå Handelsskole og Kalø Økologiske Landbrugsskole er blevet til en: Viden Djurs. Nye fag, nye metoder, nye bygninger og en ny type elever præger nu skolerne, og Campus Djursland ovre bag Idrætscentret summer af liv. Hele denne udvikling vil blive beskrevet i efterfølgende fremstilling. Hovedvægten i skildringen vil blive lagt på, hvad der er sket siden fusionen mellem Grenå Tekniske Skole og Grenå Handelsskole i 2009, men der vil også blive trukket tråde tilbage til 1990erne. Når Viden Djurs har ønsket at udgive et skrift, der skildrer de seneste 25 års aktiviteter for erhvervsskolerne på Djursland, skyldes det, at skolen ønsker at give et indtryk af de vilkår, en skole som Viden Djurs på godt og ondt må arbejde under. Endvidere finder skolen det vigtigt at søge at fastholde 15


fortiden, for uden at kende til skolens rødder, kan det være svært at forstå, hvad der sker på skolen her og nu. Historien er nu engang væsentlig, når man skal forstå, hvem man er, og hvorfor man handler, som man gør. Det er således håbet, at skriftet kan være til gavn og fornøjelse for interesserede borgere i lokalområdet, for de politikere i lokalområdet, der er med til at træffe beslutninger af betydning for skolen, og ikke mindst for de elever og lærere, der har og har haft deres virke på skolen. Og det er ligeledes håbet, at skriftet i sin helhed vil kunne kaste lys over den proces, der har gjort Viden Djurs til den skole, Viden Djurs er i dag – i 2017.

Erhvervsskolereformen 1991

I 1992 fejrede Grenå Handelsskole 100 års jubilæum – en begivenhed der nok var værd at markere, når man tænker på de vanskeligheder, skolen gennem årene havde overvundet, og som man kan læse om i skolens 100 års jubilæumsskrift ”Fra pen til PC.” Ved en stor reception i anledning af jubilæet deltog undervisningsminister Bertel Haarder, hvis mange initiativer de foregående år havde stillet så store krav til erhvervsskolernes omstillingsevne. Selvom Haarder med regeringsskiftet i 1993 måtte forlade undervisningsministeriet, kom han med sin store reform af erhvervsskoleområdet fra 1991 alligevel til at præge livet på skolerne de næste mange år – ja, faktisk kan man sige, at Haarders sidste store reform vendte op og ned på vilkårene for at drive erhvervsskoler i Danmark. Derfor er det nødvendigt at give en oversigt over indholdet og følgerne af Haarders erhvervsskolereform, hvis man vil forstå, hvorfor erhvervsskolerne i Grenå har udviklet sig, 16

som de har. Bertel Haarder havde som undervisningsminister siden 1982 været fast inventar i Poul Schlüters skiftende borgerligt liberale regeringer. Med den nye regering kom en række slagord ind i den almindelige politiske sprogbrug: ”Decentralisering,” ”afbureaukratisering,” ”regelsanering.” Fra Folketingets talerstol erklærede den nye statsminister frejdigt, at nu skulle det være lettere at være dansker. Med andre ord skulle det offentlige bureaukrati på slankekur – ja det var virkeligt intentionen. Detailstyring skulle erstattes af rammestyring, og de enkelte offentlige institutioner skulle have større frihed i forhold til ministerierne - en god liberal dagsorden var hermed sat.

Bertel Haarder besøger Grenå Handelsskole 1991. FOTO: Flemming Højer.

I Undervisningsministeriet opfangede den liberale minister lynhurtigt de nye signaler og begyndte derfor at forberede en reform af erhvervsskoleuddannelserne. I 1985 tog man således fat på en større analyse af styringen af erhvervsskolerne, idet Bertel Haarder mente, at ministeriet lagde så snævre bånd på skolerne, at det hindrede en fornuftig tilrettelæggelse af deres aktiviteter. Det kan man da vist kalde en vis grad af selverkendelse! I en kommentar til analysearbejdet


erklærede Bertel Haarder, at han naturligvis ikke ville spå om resultaterne af analysen, det ville ligge ham fjernt, men dog ville det ikke undre ministeren, ”om et gennemgående træk ved forslagene bliver decentralisering og større frihed for de enkelte skoler.” Forunderligt nok fik ministeren ret i sin antagelse, udvalget vedrørende revision af erhvervsuddannelserne kunne nok se et vink, når det blev givet med en vognstang! Udvalgets arbejde med at skabe en reform af erhvervsskoleområdet resulterede efter godt og vel et års arbejde i en betænkning, som herefter dannede grundlaget for de endelige lovforslag om nyordningen af erhvervsuddannelserne. Den 30. marts 1989 vedtog Folketinget efter en indgående debat, der strakte sig over ikke mindre end 13 minutter, de to love, som tilsammen udgjorde grundlaget for erhvervsuddannelsesreformen: Lov om erhvervsskoler og Lov om erhvervsuddannelser. Man kan alt efter temperament enten beundre Folketingets hurtige og effektive måde at træffe beslutninger på, eller man kan lidt mere desillusioneret tage de 13 minutter som udtryk for folketingsmedlemmernes manglende interesse for og engagement i erhvervsskolerne – for en som har arbejdet mange år i handelsskolen er det vel nærmest den sidste mulighed, der er den sandsynlige – og hvor mange folketingsmedlemmer er det i øvrigt lige, der har/har haft børn gående på erhvervsskolerne? Det er ikke her opgaven at gennemgå det samlede indhold af de nye love om erhvervsuddannelserne, vi vil her nøjes med at omtale de dele af lovene, der fik den mest åbenbare

betydning for dagliglivet på erhvervsskolerne som dem i Grenå. Når man på erhvervsskoleområdet med god ret kan tale om et før og et efter 1991, hænger det i meget høj grad sammen med det nye dyr i åbenbaringen: Taxameterprincippet – det nye system for finansieringen af skolerne. Hidtil havde de fået deres penge via bevillinger fra staten. Køb af udstyr, leje af lokaler, byggerier og nyansættelser skete efter skolernes ansøgning til ministeriet. Oprettelsen af klasser skete ved godkendelse af ministeriet efter ansøgning fra skolerne. Hvilken ældre lærer har således ikke hørt glade råb fra forstanderkontoret, når man fra ministeriet fik tilladelse til at etablere eksempelvis den 10. efg-klasse? Taxametersystemet vendte op og ned på gældende praksis. Hidtil havde skoler med forstandere med talent for at skrive overbevisende ansøgninger til ministeriet haft en fordel i forhold til mere prosaisk skrivende forstandere. Men det skulle være slut nu – floromvundne ord og vendinger skulle nu erstattes af tørre tal og objektive kriterier. Skolerne fik nu groft sagt penge i forhold til det antal elever, man kunne få til at melde sig på skolerne – pengene fulgte nu brugerne, dvs. eleverne. Mange elever, mange penge, få elever få penge – det skulle nok få skolerne til at tage sig sammen! Systemet med undervisningstaxametre var stærkt inspireret af jernladyen Margaret Thatcher, og for at vise, at man nok kunne leve op til den stærke dame derovre i England, blev den danske taxameterordning gjort endnu mere elevafhængig end den engelske – vidste eleverne mon, hvilket magtmiddel de hermed havde fået i hænde? Hvis ikke skulle de nok opdage det! 17


Taxameterprincippet var en mærkesag for undervisningsminister Bertel Haarder, for med det elevafhængige bevillingssystem kunne staten sikre sig, at udgifterne til erhvervsskolerne altid fulgte antallet af unge, der måtte frekventere dem. Blev ungdomsårgangene mindre, ville skolerne få færre elever, og statens udgifter ville automatisk gå ned. Hermed ville skiftende undervisningsministre, troede de, blive fritaget for anklager om urimelige nedskæringer på handelsskoler og tekniske skoler: pengene fulgte jo blot eleverne! At skolerne kunne komme i økonomisk uføre i tilfælde af frafald i løbet af skoleåret var skolernes egen sag, de kunne jo blot indrette sig på en måde, der fastholdt eleverne. Keine Hexerei, nur Behändigkeit – og behændighed blev i de kommende år i høj grad udvist fra skolernes side. Flere gange om året skulle de indberette deres elevtal til ministeriet på de såkaldte tælledage, og man tager næppe fejl, når man antager, at ikke mange elever blev smidt ud i ugerne lige op til tælledagene – uanset hvor urimeligt mange fraværsdage, de end måtte have. En sidegevinst ved det nye bevillingssystem skulle ifølge Bertel Haarder være, at skolerne med taxameterprincippet blev stimuleret til at højne kvaliteten for dels at tiltrække elever og dels holde på dem, man havde fået ind i folden. Dette stillede store krav til skolerne, for hvad sælger bedst: høj faglig kvalitet i undervisningen eller fine fester, spændende studieture, hyggelige fredagscafeer eller fine fysiske rammer? Uddannelser kan sammenlignes med en vare, som skal sælges for at skolerne kan overleve, og hvad sælger bedst på kort og på langt sigt. En fin indpakning eller et solidt og forsvarligt 18

indhold? Som de fleste på en erhvervsskoleskole vil vide, er indholdet på langt sigt det væsentligste salgsparameter, men er indpakningen for sparsom, finder kunderne måske slet ikke ud af, hvor velsmagende indholdet i grunden er – og hvad stiller man op med det dilemma? Taxametersystemet betød, at de enkelte skoler fik større frihedsgrader, herunder friheden til at gå konkurs. Det var nu op til skolerne selv at bestemme, hvordan taxameterpengene skulle anvendes: skulle man investere i ny it-teknologi, eller skulle man investere i noget så gammeldags som bøger? Hvor mange elever skulle der være i hver klasse - jo flere elever pr. klasse, des bedre økonomi for skolerne, med mindre eleverne meldte sig ud, fordi de sad som sild i en tønde. Hvilke valgfagshold var der råd til at oprette? Hvad og hvor meget skulle man gøre for at skabe et interessant skolemiljø? Ja, det blev endda op til skolerne indenfor visse rammer at udbyde nye uddannelser, der kunne være med til at profilere skolerne og tiltrække nye studerende. Skal man i dag vurdere resultatet af taxametersystemet, der nu også bruges i det almene gymnasium og på universiteterne, er det efter forfatterens mening klart, at det faglige niveau er blevet udfordret overalt, hvor taxameterprincippet anvendes. Det bør man egentlig ikke undre sig over. Uddannelsesinstitutionerne er med taxameterprincippet økonomisk helt afhængige af elevtallet. Man har ganske enkelt dårligt råd til at melde de elever ud, der ikke kan eller vil leve op til kravene, der (burde) stilles. For at få eleverne igennem uddannelsen og dermed få de nødvendige bevillinger til at drive skolerne for, indrettede man


overalt lektiecafeer, hvor elever kan få hjælp til at løse de opgaver, de selv burde kunne løse. Man indrettede “opgavefængsler”, hvor elever får en eller flere dage på skolerne til at skive de skriftlige opgaver, de åbenbart ikke orkede at få afleveret til den fastsatte tid. Før taxameterprincippet blev disse elever pænt bedt om at forlade skolen og finde andre uddannelser, der måske passede bedre til deres interesser og/eller evner. Nu gør skolerne alt for at få disse elever igennem uddannelsen – herunder kan det tænkes, at man må regulere lidt på de faglige krav, der stilles til at gennemføre uddannelsen. Alle er tilsyneladende glade. Eleverne får deres eksamensbeviser, forældrene kan fejre de unge og deres huer, politikerne kan prale af, at flere og flere gennemfører en ungdomsuddannelse, og lærerne kan glæde sig over, at der også i næste skoleår er tilstrækkeligt mange elever at undervise – og de må så leve med at skulle slække lidt på de faglige ambitioner. Om samfundet så i længden er tjent med denne udvikling, skal vi her ikke tage stilling til, og for at glæde ikke mindst politikerne er det måske på sin plads at indrømme, at ovennævnte beskrivelse af taxameterprincippets konsekvenser kommer fra en de gamle støvbolde, der helt oplagt ikke nåede toget til den fagre nye verden og nu står alene og efterladt på den gamle perron med sine uforgribelige meninger om, at alt var meget bedre i de gode gamle dage.

Taxametersystemet vendte op og ned på gældende praksis. FOTO: Colourbox

Ja, reformen vendte i høj grad op og ned på livet på almindelige erhvervsskoler - også som dem i Grenå. Medarbejderne skulle vænne sig til de nye tider, og set med lærerøjne var der endnu et område, der påkalder sig interesse. Reformen havde jo som mål at lægge flere beslutninger ud til de enkelte skoler. Decentralisering med andre ord. Eksempelvis var lærernes ansættelsesbetingelser hidtil forhandlet centralt og således dikteret skolen og lærerne. Efter 1993 skulle flere punkter forhandles mellem de enkelte skoler og lærerne. F.eks. hvor meget tid lærerne skulle have til forberedelse og hvor mange timer, der skulle tillægges forskellige opgaver, som lærere ellers altid har påtaget sig: kontakt til elevrådet, medlemskab af bladudvalg, modtagelse og rådgivning af nyansatte lærere, deltagelse i bogaflevering, afholdelse af gallafest for afgangseleverne – you name it! Timetælleri blev nu en yndet sport for mangen en lærer. Når en ny opgave blev præsenteret, var det første spørgsmål fra lærerne uvægerligt: 19


Hvor mange timer udløser den? Nyskabelsen gav anledning til mange interessante diskussioner på skolerne. Nogle lærere mestrede denne nye disciplin til perfektion, andre lærere var vel knapt så dygtige. Positivt kan man sige, at det nye system synliggjorde det arbejde, lærere ved siden af deres undervisning altid havde udført for at få skolen til at fungere. Ligeledes kan man sige, at der er en vis retfærdighed i, at de engagerede lærere, der påtager sig mange opgaver til gavn for skolen, får betaling herfor; herover for står, at systemet kom til at fremme en lidt trist kræmmermentalitet blandt de ansatte, men selvfølgelig, man arbejder vel på en erhvervsskole – og tillidsmændene fik kronede dage! For god ordens skyld må det siges, at dette system med timetælleri og mange forhandlinger internt på skolerne omkring lærernes arbejdstid blev afskaffet i 2013, hvor et helt nyt system for tilrettelæggelsen af lærernes arbejdstid blev indført. Ønsket om det, der blev benævnt som et paradigmeskift, kom især fra finansministeriet, og det indebærer, at ledelsen på de enkelte skoler tildeler lærerne de forskellige arbejdsopgaver, der skønnes at skulle til for at lærernes samlede arbejdstid kan udfyldes. En normalisering af lærernes arbejdstid mente ministeriet, at der var tale om, og hermed er det slut med forhandlinger om, hvor mange timer der skulle afsættes til de forskellige konkrete opgaver, lærerne bliver pålagt af skolens ledelse. Til gengæld skal lærerne registrere deres tidsforbrug i forhold til de enkelte arbejdsopgaver, de pålægges af ledelsen, og man må så håbe, at ledelsen har skønnet rigtigt med hensyn til tidsforbruget. På møder mellem de enkelte lærere og ledelsen diskuteres så, om ledelsens 20

skøn stemmer overens med det antal timer, lærerne mener, de har brugt på de enkelte opgaver – hvis ikke må det så komme an på en afklaring mellem ledelse og lærer: har ledelsens skøn været realistisk eller ej, har læreren arbejdet for langsomt eller ej? Skal der således flere timer til at løse opgaverne, eller skal læreren arbejde mere effektivt? Om det nye system er mere smidigt, mindre bureaukratisk og mere retfærdigt end det gamle, skal der ikke her tages stilling til – meningerne herom er vist temmelig delte!

Forstander Lars Ry og inspektør Benno Lykkebjerg. De to stod for implementeringen af den nye erhvervsskolereform på Grenå Handelsskole.

Der blev, som man kan forstå, med den nye erhvervsskolereform af 1991 stillet store krav til skolernes ledelser, for nu var lederen ikke blot en regelforvalter (enkelt, men måske lidt kedeligt) men ideelt set en dynamisk virksomhedsleder med ansvar for at udvikle skolerne. (relativt kompliceret, men udfordrende) Ikke mindre interessant blev


det, at eleverne nu fik frit skolevalg, så skolerne blev direkte konkurrenter – endda om et faldende antal unge pr. ungdomsårgang. Det gjaldt nu om at give bedre tilbud end naboskolerne, hvad enten disse nu var handelsskoler, tekniske skoler eller almene gymnasier. Alt efter temperament blev de nye tider modtaget forskelligt ude på skolerne - nogle så de nye muligheder som udfordringer, andre så dem som trusler – eller som forstander Lars Ry Jørgensen fra Grenå Handelsskole formulerede det i et foredrag, han holdt for tyske kolleger: ”Når det stormer, er der nogle, der bygger læskærme, mens andre bygger vindmøller.” Vi vil i det følgende bl.a. undersøge, om man på erhvervsskolerne i Grenå satsede på læskærme eller vindmøller.

Også en vindmølle er smukkest i blæsevejr! FOTO: Colourbox

Udgangspunktet for erhvervsskolerne i Grenå er som nævnt i indledningen ikke det bedste. De ligger i det, der på moderne dansk kaldes et udkantsområde, der er relativt tyndt befolket. Måles skolerne udelukkende på antallet af lokalelever

til ungdomsuddannelserne, hører de til landets mindste, og med det frie skolevalg kom man nu i direkte konkurrence med de store skoler i Randers og Århus om eleverne på Midtdjursland. Ja, en del eksperter var endog så venlige at fastslå, at eksempelvis Grenå Handelsskole var en af de 10 lukningstruede skoler i Danmark – den kunne de jo så tygge lidt på derude i Grenå. Og særligt dystre måtte eksperternes spådomme lyde for dem på skolen, der kendte lidt til dens historie. For netop historien viser som nævnt i indledningen, at det ikke er en selvfølge, at der findes erhvervsskoler i Grenå, ej heller at de skoler, der ligger i Grenå i dag, også gør det i morgen. Gennem årene er det da også gået op og ned for erhvervsskolerne i Grenå, og en kendsgerning er det, at en del mindre erhvervsskoler rundt om i landets udkantsområder i de senere år enten er lukket eller har fusioneret med større naboskoler. Dette blev med al ønskelig tydelighed påvist i en analyse offentliggjort i KL´s nyhedsbrev ”Momentum” i marts 2016. Af den fremgår det, at samtlige udkantskommuner med undtagelse af en enkelt siden 1993 har mistet en eller flere erhvervsuddannelser, og at 47 % af samtlige kommuner havde færre erhvervsuddannelser i 2016 end i 1993. For de mindre provinskommuner en skræmmende udvikling og et vidnesbyrd om, at centraliseringsmaskinen kører for fulde omdrejninger, uanset hvad politikerne ved festlige lejligheder og i valgkampe ellers har at sige om betydningen af at holde liv i de mindre samfund ude i landets yderområder. Udviklingen viser således, at den, der tager det for givet, at der til 21


22


evig tid er erhvervsskoler i Grenå, tager fejl – der skal kæmpes for sagen og hele tiden tænkes nyt, men det er vel heller ikke så galt endda! Og læser man før omtalte analyse i ”Momentum,” kan man konstatere, at kampen for erhvervsuddannelserne i Grenå har båret frugt: Som den eneste mindre kommune i landet kan Norddjurs Kommune glæde sig over, at den er markeret med grønt på kortet over kommunerne i Danmark: Grøn farve gives til de kommuner, der i 2016 har flere erhvervsuddannelser end de havde i 1993! Kun 19 andre kommuner – de store befolkningstætte kommuner – er markeret med grøn farve på kortet! Når man ser på den overlevelsesstrategi, man valgte på Grenå Handelsskole og Grenå Tekniske Skole, må man helt overordnet konstatere, at man valgte at se de nye reformer som udfordringer frem for som trusler – man valgte kort og godt en offensiv strategi, man valgte at satse på vindmøller frem for på læskærme. Udvikling skulle hindre afvikling. Af Handelsskolens årsberetning 1993/94 kan man se, at man valgte tre grundsøjler at profilere skolen på: Internationalisering, edb og detailhandel. Områderne var ikke tilfældigt valgte. Internationalisering var og er fortsat oppe i tiden, de unge rejser mere og mere, mange ønsker at bosætte sig i en periode i udlandet, og vi skal leve af at handle med udlandet. Og inden for edb-området kunne man i Grenå nok se, at en skole med flere end et par bedagede edb-maskiner kunne være attraktiv for de unge. Detailhandel valgte man at satse på, fordi ikke mange andre handelsskoler gjorde det – her var så at sige en ledig niche. På Grenå Tekniske Skole valgte man helt klart at satse benhårdt på at

blive en af de toneangivende skoler indenfor itområdet. Vi vil i det følgende mere konkret se på de forskellig initiativer Grenå Handelsskole tog indenfor de nævnte indsatsområder, og derefter vil fremstillingen beskrive de initiativer, der helt konkret skulle bringe Teknisk Skole på Århusvej sikkert ind i det næste årtusinde.

Grenå Handelsskole 1992- 2008 10 skole samarbejdet. På Grenå Handelsskole modtog forstander Lars Ry Jørgensen som nævnt reformen positivt, men samtidig med en vis form for sund realisme. Grenå Handelsskole var blandt de mindste i landet og frygten kunne være, at en så lille skole under de nye konkurrenceforhold ville stå relativt svagt i forhold til de store skoler og i forhold til ministeriet. Derfor foreslog Lars Ry på møder i HFI – Handelsskolernes Forstander og Inspektørforening - at der burde etableres et tættere samarbejde mellem skolerne, for at man på fornuftig vis kunne tackle de udfordringer, der lå i det han kalder ”frihedsbrevet.” Hans tankegang var den, at i stedet for alles kamp mod alle kunne man indgå aftaler om, hvilke skoler der skulle satse på de forskellige nicheområder inden for f.eks. åben uddannelse, indtægtsdækket virksomhed og 2. dels undervisning. Lars Ry måtte dog erkende, at han i HFI ikke fandt genklang for sine ideer. Det lød som om, hver skole måtte klare sig selv – og det er vel også, hvad ideen om fri konkurrence i bund og grund handler om. Derfor kom det som sendt fra himlen, da 23


Lars Ry en dag i 1993 modtog en invitation fra forstanderne Finn Christiansen og Flemming Jørgensen fra henholdsvis Skive HS og Næstved HS om at deltage i de indledende møder om at oprette et tættere samarbejde mellem en række udvalgte handelsskoler. Finn Christiansen og Flemming Jørgensen var begge medlemmer af HFI´s bestyrelse. De havde fulgt arbejdet med reformen på tætteste hold, og de var derfor meget bevidste om de udfordringer, reformen stillede de enkelte skoler over for. Valget af de ti skoler var ikke tilfældigt. De lå i passende geografisk afstand fra hinanden, således at de ikke var direkte konkurrenter. De var små eller mellemstore skoler, og de havde alle vist sig at være innovative og med en vilje til at afprøve de nye grænser, erhvervsskolereformen udstak for skolerne. Eller sagt lidt mere folkeligt: de ti skoler var klassens frække drenge. Set i det perspektiv kan man forstå, at Lars Ry Jørgensen stadig er stolt over, at Grenå Handelsskole var en af de skoler, der blev fundet værdig til at træde ind i det nye netværkssamarbejde: 10-skole samarbejdet. Forventeligt vakte denne nyskabelse et ret stort postyr i den samlede HFIledelse. Mange opfattede det nye samarbejde som et forsøg på at skabe en magtbase udenom HFI, og der måtte en del møder til, før de andre skoler var så nogenlunde beroligede. Meningen med 10-skole samarbejdet var, at skolerne ved at stå sammen kunne stå stærkere i forhold til de helt store skoler, der var de dominerende i HFI, ligesom man kunne stå stærkere i forhold til ministeriet, hvis man samarbejdede. Endvidere var det meningen, at samarbejdet skulle 24

resultere i en vidensdeling og ideudvikling, ligesom de ti skoler på anden vis kunne støtte hinanden. Løb en skole eksempelvis ind i et juridisk problem af en eller anden art, som den ikke lige selv havde erfaringer med at løse, kunne man søge hjælp hos de andre skoler, der jo formentlig tumlede med samme problem. 10 skole samarbejdet fungerer den dag i dag. Det er givet, at det har haft størst praktisk betydning for ledelsesgrupperne på de ti skoler, som har haft glæde af det netværk, samarbejdet skabte. For det er en kendsgerning, at det ofte er lettere at tage telefonen og ringe til en kollega på en af de ti skoler for at få råd og vejledning i konkrete sager, end det er at stikke fingrene i den bureaukratiske hvepserede, ministeriet derovre i København har udviklet sig til. Grenå Handelsskole og Ebeltoft Sports College. Etablering af Ebeltoft Sports College. Som nævnt tidligere er Grenå Handelsskoles naturlige elevgrundlag begrænset. Men når lokalområdet ikke kan levere elever i tilstrækkeligt omfang, hvad er da mere naturligt end at kigge efter elever udenfor lokalområdet? Altså måtte man gennem nye spændende aktiviteter trække unge mennesker fra hele landet til Grenå Handelsskole – noget af en udfordring skulle man synes. Allerede ved skolens 100 års jubilæum havde forstander Lars Ry luftet visioner om at skabe en slags amerikansk college i Grenå – altså en skole, hvor man efter amerikansk forbillede kunne integrere uddannelse, idræt og bolig, og i 1993 skulle visionerne blive til virkelighed. Dog kom anledningen hertil udefra. I Ebeltoft havde nemlig


reklamemanden Flemming Darre fået en af sine mange gode ideer, nemlig at skabe en skole, hvor man kombinerer en erhvervsuddannelse med idræt – her håndbold. Skolen skulle ifølge Flemming Darre rekruttere elever dels fra lokalområdet dels fra resten af landet, og dermed blev college - ideen gjort til en del af projektet. Det skulle vise sig, at Flemming Darres ide var frugtbar og inspirerende for andre handelsskoler. I løbet af 1990erne blev der rundt om i landet etableret adskillige sportscolleges i forbindelse med handelsskoler, og det største af disse lå i Ebeltoft. Nu kan man naturligvis spørge, hvad der helt overordnet fik erhvervsskoler, der traditionelt ikke beskæftiger sig med sport, og som, hvis det gik højt, kunne drive det til en enkelt årlig idrætsdag, til at kaste sig over noget så eksotisk som at oprette sportscolleges? Det enkle svar på spørgsmålet er, at man hermed tog højde for væsentlige tendenser i tiden. Erhvervsskolerne uddanner først og fremmest medarbejdere til erhvervslivet, som bestandigt skærper kravene til de ansatte: De skal være aktive og ansvarsbevidste, og de skal have lyst til at konkurrere med andre – egenskaber som man også kender fra idrættens verden. Hvad var da mere oplagt end at skabe uddannelser, hvor faglighed og sport kunne gå hånd i hånd, eller som Fl. Darre udtrykte det: ”Sportens profiler – altså de store sportsnavne - skal indgå i undervisningen, og den erfaring, man gør i idrætten med holdsamarbejde skal bruges til det nye begreb i dansk erhvervsledelse: Teambuilding.” Endvidere var der nogle blandt erhvervslivets ledere, der mente, at erhvervsskolerne kunne trænge til et pift til gavn for erhvervslivet: Lars Iversen fra FDB

beskrev elskværdigt erhvervsskolernes hidtidige indsats på denne måde: ”For mig at se har det mest kreative, de tidligere har kunnet svinge sig op til været maskinskrivning. Vi vil meget gerne have elever med lidt mere spræl i.” Svaret på denne udfordring blev blandt mange andre oprettelsen af de mange sportscolleges rundt om i landet, som kunne være med til at forbedre erhvervsskolernes åbenbart lidt støvede image. Man skal dog heller ikke være blind for, at skolerne i høj grad havde en egeninteresse i at skabe disse nye tiltag. Efter en række gode år i 1980erne var mange erhvervsskoler pressede af det almene gymnasiums succes med at tiltrække stadigt flere elever. Ved at oprette sportscolleges kunne handelsskolerne udvide elevgrundlaget. ”Vi opfylder et elevønske” udtalte formanden for Handelsskolernes Forstander - og Inspektørforening Finn Christensen til Jyllandsposten. Der var ganske enkelt tale om produktudvikling fra skolernes side i et forsøg på at overleve i den stadigt voldsommere konkurrence om de unge fra de små årgange. Ambitionerne for skolen i Ebeltoft var fra starten store – planerne ligeså: Skolen skulle starte med to hg - klasser, men hurtigt skulle der oprettes en HH - afdeling. Kendte trænere fra ind - og udland skulle knyttes til skolen, og jægerkorpset skulle stå for team buildingskurser i Mols Bjerge – dog forsikrer Fl. Darre, at der ikke bliver tale om hverken at springe ud fra helikoptere eller at flå levende kaniner! Intet under at Ebeltoft Kommunes borgmester Christian Rose var begejstret: ”Det er utroligt positivt, at Ebeltoft nu får den første 25


videregående erhvervsuddannelse, som kan være med til at sikre, at de unge ikke skal rejse ud af kommunen for videreuddannelse.” Man kunne på baggrund heraf formode, at Kommunens velvilje gik videre end til blot at yde verbal støtte – men her bliver man skuffet, for borgmesteren fortæller videre, at økonomiudvalget havde været behjælpelig med at skaffe de nødvendige kontakter – ikke kontanter! Alligevel virker Fl. Darre smittende begejstret og optimistisk, udsigterne for succes var gode, og den faglige erhvervsuddannelse skulle Grenå Handelsskole, der jo fik statstilskud til at gennemføre undervisningen , efter planen stå for, så helt galt kunne det vel ikke gå. Fl. Darre, Camilla Hove og Lonni Laursen besøger den nye skole I Ebeltoft juni 1993 Foto: Niels Reiter, Århus Stiftstidende.

Spørgsmålet er så, hvordan man på Grenå Handelsskole så på Flemming Darres højtflyvende planer. Svaret er vel, at man kunne se både perspektiverne og udfordringerne i projektet, som skolens bestyrelse hurtigt skulle tage stilling til på baggrund af en skriftlig redegørelse fra skolens forstander Lars Ry. Redegørelsen er interessant læsning, for det skinner tydeligt igennem, at Lars Ry har sine betænkeligheder. Først og fremmest var projektet, der jo skulle starte få måneder 26

senere, behæftet med store usikkerhedsmomenter. Lars Ry nævner således i redegørelsen, at kredse i Ebeltoft Byråd bakker op bag planerne, men at kommunens økonomiske engagement var svært at udrede. Endvidere skriver Lars Ry, at Århus Amt tilsyneladende er parat til at støtte projektet, at lokale virksomheder angiveligt har udtrykt ønske om sponsorstøtte til projektet, og slutteligt formoder Lars Ry, at den lokale håndboldklub bakker planerne op. Mange spørgsmål, få svar. Og hvad med elevtallet – jo, Lars Ry skønner, at der er tilmeldt ca. 50 elever. Man kan spørge, hvorfor GHS skulle gå ind i så usikkert et projekt – den videre redegørelse giver svaret: af de ca. 50 elever, der var tilmeldt ESC kom de 33 fra Grenå Handelsskole, hvor de allerede var indmeldt – GHS risikerede altså at tabe mere end en klasse, hvis skolen i Ebeltoft blev en realitet. Og Fl. Darre havde en trumf i ærmet i forhold til Grenå Handelsskole – nemlig en forbindelse med Ribe Handelsskole, som godt kunne se sig selv drive en handelsskole i Ebeltoft i samarbejde med ESC. Dystre perspektiver for GHS, ja Lars Ry gik så vidt at han betegnede perspektivet med en alternativ handelsskole i Ebeltoft drevet af Ribe Handelsskole som en direkte trussel mod Grenå Handelsskoles fortsatte eksistens! Meget talte derfor for, at Grenå blev entreprenør på projektet i Ebeltoft, også fordi det i grunden passede fint med Lars Ry´s planer om at gøre Grenå Handelsskole til en landsdækkende skole – jf. collegevisionerne. Resultatet af overvejelserne i bestyrelsen blev derfor, at man besluttede at tage udfordringen op, og en af de første vindmøller, man byggede, blev således anbragt i Ebeltoft, hvor der i øvrigt er godt med blæst og storm, hvilket man på


skolen i Grenå de kommende år til fulde kom til at sande i et til tider vindomsust samarbejde med ESC! Bestyrelsesreferatet viser i parentes bemærket, at man også på GHS forstod sig på små julelege: man havde rettet henvendelse til det lokale amtsrådsmedlem Bent Mikkelsen for at få ham til at sikre, at Amtets eventuelle støtte til projektet i Ebeltoft blev gjort betinget af, at GHS blev samarbejdsskolen – dette var måske hvad der skulle til for at afholde Ribe Handelsskole fra at gå ind på andres jagtmarker. Og skolen kom i gang efter planerne. I august 1993 startede det første hold hg – elever, og af dagspressen kan man se, at entusiasmen er stor. Fl. Darre præsenterer sig som idemanden – ”jeg er bare iværksætter og vil helst støbe kuglerne, så er der andre, der hjælper mig med at få projektet videre” udtaler han således til Århus Stiftstidende. Det første hold på ca. 50 elever var lidt atypisk i forhold til planerne, idet de fleste kom fra lokalområdet, men på længere sigt regnede man med, at hovedparten af eleverne skulle komme fra andre dele af landet og dermed trække elever fra andre egne til Grenå Handelsskole. Det kunne man på GHS se et perspektiv i, og hvad man sagde på landets andre handelsskoler, er det ikke her stedet at komme ind på. Selvom de fleste elever således i første omgang kom fra lokalområdet, var der dog elever på skolen fra så fjerne egne som Hirtshals og Svendborg – ja en enkelt elev fra Grønland kunne man også prale af. Eleverne, der kom udefra, boede i et par huse, som man lejede af Ebeltoft Maritime Ferieby, så de fysiske rammer for elevernes dagligdag var ikke de værste. Eleverne nød da tilsyneladende også den alternative skoleform. Frank Traczyk fra Svendborg

fortæller, at ideen med at kombinere uddannelse og sport er spændende, samtidig med at han antyder, at det er en stor overgang at flytte hjemmefra – her på ESC var der ingen andre end en selv, der havde ansvar for oprydning på værelset! Og Ea Kristensen fra Ebeltoft fremhæver som noget positivt det gode sammenhold blandt eleverne samt det faktum, at man ”herude ikke skal sidde over bøgerne hele tiden.” Man kan se, at aktivitetsniveauet fra dag et er højt: vandreture med ukendt mål, skattejagter, en tur med galeasen Y/S Karen, orienteringsløb og meget andet – jo, der blev virkelig gjort noget for at udfordre eleverne. Den eneste negative nyhed om ESC, man kan finde i dagspressen i denne første periode, er meddelelsen om, at Århus Amt mod forventning ikke ønskede at støtte den nye skole økonomisk. ESC havde søgt om 500 000 kr. til dækning af etableringsudgifter – bl.a. til indkøb af edb-udstyr, kopimaskiner og motionsredskaber, men Amtet sagde nej, der var andre projekter at bruge pengene på, og midlerne i Amtet var jo begrænsede – det er en sang der er hørt både før og siden. Fl. Darre er dog fortrøstningsfuld: ”Får vi ikke pengene fra amtet, må vi finde en anden løsning.”

Alice Bach, sportslig leder sammen med Fl. Darre. Foto: Dagbladet Djursland

27


Det første hold på ESC var som nævnt på ca. 50 elever, og det var bestemt i underkanten – det gjaldt derfor om i løbet af det første år at få skabt så megen omtale af skolen, at man kunne komme op på betydeligt flere elever pr. årgang både på HG-niveau og på HH-niveau. Og det lykkedes forunderligt nok. Da tilmeldingerne til næste skoleår kunne gøres op i foråret 1994 kunne man konstatere, at næsten 300 elever ville starte i Ebeltoft august 1994. ”Ebeltoft bliver håndbold-mekka” gjaldede det i en overskrift fra Dagbladet Djursland den 11/3 1994. Succesen var hjemme, og man må forestille sig, at man i ledelsen både i Ebeltoft og i Grenå har knebet sig i armen for at forvisse sig om, at dette ikke var en drøm. Og mon ikke en og anden har fået lidt sved på panden, for et er at styre en skole med ca. 50 elever, noget helt andet er at styre en skole på 300 elever – en skole der underviste ikke blot på Hg-niveau men også på HHX og HHS – niveau. I løbet af kort tid skulle der skaffes flere lokaler til undervisning, flere huse til beboelse, flere lærere, flere trænere, flere administratorer – flere og mere af alt mellem himmel og jord – dette var i sandhed en udfordring, ikke mindst fordi man var kommet til den erkendelse, at det ikke var en ideel løsning at fragte eleverne fra Ebeltoft til Grenå flere gange om ugen til den almindelige handelsskoleundervisning – rent bortset fra, at man i Grenå ikke kunne tage imod op til 300 flere elever. Altså måtte der findes en løsning på pladsproblemerne i Ebeltoft. Mange muligheder blev drøftet, herunder at bygge en helt ny skole! Men efter forhandlinger med BRF, der ejede Øer Maritime Ferieby blev det klart, at det var muligt gennem en 28

udvidelse af lejemålet at blive i Øer, selvom det ikke var uden problemer – bl.a. kom man til at mangle halkapacitet, køkkenfaciliteterne var ikke i orden, og lokalerne til handelsskoleundervisningen var mildest talt ikke optimale – således beretter lærere fra dengang , at de bl.a. underviste i et lokale placeret lige over svømmehallen og at klorlugten fra hallen ikke altid virkede lige befordrende for en fornuftig indlæring af den engelske grammatiks finurligheder. Man kan så spørge om årsagerne til, at ESC i løbet af det første år kunne vokse så eksplosivt, som tilfældet var – fra ca. 50 elever til ca. 300 tilmeldte elever. En af forklaringerne antydes i før omtalte artikel i Dagbladet Djursland. For her forklares det, at det ikke kun var Ebeltoft, der var på vej til at blive et håndbold – Mekka. Hele Danmark var ved at udvikle sig til et håndboldmekka – og det var damelandsholdet, der gjorde forskellen. Hidtil havde det været almindeligt, at man affærdigede damehåndbold med bemærkningen om, at det var livet dog trods alt for kort til at interessere sig for– kvinderne kunne jo knapt nok gribe en bold, og landsholdet blev lidt hånligt omtalt som en sy eller strikkeklub. Dette fik Ulrik Wilbek lavet om på. Med ham som landstræner siden 1992 havde et nyt kuld af ualmindeligt talentfulde og må man tilføje charmerende og karismatiske håndboldspillere gjort deres indtog på landsholdet, og allerede i 1993 vandt holdet sølv ved VM i Norge. Spillere som Anne Dorte Tanderup, Anja Andersen, Janne Kolding og Rikke Solberg gik lige ind hos danskerne – der var dømt håndboldfeber i Danmark. Netop i foråret 1994 varmede man op til endnu en slutrunde – denne gang EM i Tyskland - og damelandsholdet


fejrede triumfer ved at lammetæve Bulgarien og dermed kvalificere sig til turneringen i Tyskland. Håndbold var således på alles læber, og det var vel ikke den værste baggrund for at tiltrække elever til netop et håndboldcollege. Alt tegnede således lyst og lykkeligt for skolen i Ebeltoft, da skoleåret startede i august 1994: 250 glade elever var mødt op, skolen havde tilsyneladende medvind -det samme kan siges om det danske damelandshold, der ved EM i Tyskland i september 1994 fejrede store triumfer. Fl. Darre, der jo stod for markedsføringen af ESC, så straks mulighederne og sendte flere busser med elever af sted til Tyskland. Udstyret med store bannere gjorde eleverne fra Ebeltoft den bedste reklame for skolen – millioner af danskere fulgte kampene i TV, og det må have glædet Fl. Darre, hver gang kameraerne zoomede ind på de entusiastiske elever fra Ebeltoft. Og når dansk tv ligefrem fremhævede eleverne som en væsentlig støtte for de danske håndbolddarlings, ja, hvad mere kan så en reklamemand ønske sig - det skulle da lige være interviews med de glade Ebeltoftelever – og de blev givet i rigelig mængde. Så man kan roligt sige, at landsholdets succes i Tyskland blev overført til succes for ESC: megen omtale, god og positiv omtale i landsdækkende fjernsyn i primetime! Hvad turen til Tyskland med de mange elever iført træningsdragter med ESC´ logo kostede skolen, kan der kun gisnes om, men helt billigt har det ikke været, og rejsen var med til at give ESC akutte problemer med økonomien. Måske reklame kan købes for dyrt?

Glade Ebeltoft-elever til EM i Tyskland.

Skoleåret 1994 – 1995 må opfattes som højdepunktet for Ebeltoft Sports College – i hvert tilfælde udadtil. For bag kulisserne trak mørke skyer op. Ekspansionen havde været for voldsom, udgifterne for mange, givet er det i hvert fald, at skolen løb ind i økonomiske problemer så voldsomme, at man på Grenå Handelsskole seriøst overvejede at afbryde samarbejdet med ESC. På et bestyrelsesmøde den 1/2 1995 drøftede man således det fremtidige samarbejde mellem handelsskolen og ESC. Forstander Lars Ry Jørgensen ridsede situationen op: Man kunne vælge at afbryde samarbejdet med ESC. Dette ville indebære, at man slog sig til tåls med at være en lille handelsskole. Elevnedgangen ville betyde faldende taxametertilskud, og faldende taxametertilskud ville give likviditetsproblemer al den stund at de faste udgifter til bygninger, administration, edb ville være uforandrede. Man ville kort og godt komme ind i en nedadgående spiral, og Lars Ry overlod det til bestyrelsen selv at overveje, hvor man mon så ville ende. Resultatet af bestyrelsens overvejelser blev, 29


at man besluttede at fortsætte samarbejdet med ESC, men det skulle vise sig at være en stakket frist. For de kommende skoleår faldt elevtallet i Ebeltoft drastisk. Således kunne man i foråret 1996 konstatere, at kun 75 elever var tilmeldt ESC for det kommende skoleår, og på det grundlag var det ikke muligt at skabe en økonomisk forsvarlig drift. Grenå Handelsskole besluttede derfor i foråret 1996 at trække sig ud af samarbejdet med ESC, der derfor måtte lukke. Et spændende projekt blev således bragt til sin afslutning, og spørgsmålet er så, hvorfor det gik, som det gik. Et af svarene er, at andre erhvervsskoler rundt om i landet naturligvis havde skelet til den succes ESC/GHS hurtigt opnåede, og mangen en trængt forstander har vel spurgt sig selv, hvorfor sportsinteresserede elever netop skulle samles i Ebeltoft – hvorfor ikke eksempelvis i Silkeborg eller Svendborg. Så inspireret af Ebeltoft dukkede simpelthen andre sportscolleges op rundt omkring i landet – ESC/GHS havde fået konkurrence, hvilket jo ikke burde komme bag på folk, der i det daglige underviser unge mennesker i at begå sig ude i det kapitalistiske erhvervsliv. En anden forklaring på den faldende elevtilgang er utvivlsomt, at man i dagspressen jævnligt kunne læse om de økonomiske problemer, man havde i Ebeltoft. Når forældre skal overveje, hvor deres idrætsinteresserede børn skal tilbringe et eller flere år, er presseomtale af økonomiske problemer nok ikke det bedste salgsargument – det er trods alt ikke altid, at negativ omtale er bedre end ingen omtale. Endelig må det nok siges, at man på GHS måske var ved at køre lidt træt i samarbejdet med 30

afdelingen i Ebeltoft. Problemerne havde været mange, og man havde brugt megen tid og mange kræfter på at få samarbejdet mellem skole og college til at fungere effektivt. Tilbage står, at de tre år i Ebeltoft alt i alt må vurderes som positive for GHS. Man tabte ingen penge på eksperimentet, og man havde fået ansat en række unge entusiastiske lærere i Ebeltoft, som man kunne overføre til skolen i Grenå – de nye lærere fra Ebeltoft blev et frisk pust for alle på GHS; de var vant til at klare problemer, når de opstod og med deres energi og gåpå-mod var de, hvad man havde brug for i Grenå. Og ikke nok med det, man havde gjort sig nogle erfaringer med at udvikle og drive et campusmiljø – erfaringer der siden skulle komme skolen til stor gavn Et enkelt efterspil kunne man dog godt have undværet i Grenå. I skrivelsen, hvor GHS opsagde samarbejdet med ESC, understregede man, at det naturligvis stod ESC frit at søge en anden handelsskole som samarbejdspartner. ESC undersøgte muligheden for, at Randers Handelsskole kunne træde ind som erstatning for skolen i Grenå. Forhandlinger blev ført, men Randers HS erklærede, at der var for få elever til at projektet kunne være bæredygtigt – et synspunkt man i Grenå naturligvis kunne tilslutte sig. Hvad man derimod ikke kunne acceptere i Grenå var, at skolen i Randers anklagede Grenå Handelsskole for at være gået på strandhugst blandt de elever, der havde meldt sig til uddannelsen i Ebeltoft. Dette fiskeri var ifølge bestyrelsesformanden på Randers HS hovedårsagen til, at Randers måtte opgive at redde ESC. Dette måtte afføde en reaktion fra forstanderkontoret i Grenå, og den kom da også promte: Forstander Lars Ry erklærede indigneret, at GHS aldeles ikke havde været på


strandhugst blandt Ebeltofteleverne, at udtalelsen fra Randers var stærkt belastende for Grenå Handelsskoles renommé, og at udtalelsen da slet ikke var befordrende for det ellers gode samarbejde mellem skolerne i Randers og Grenå. Dette lille intermezzo illustrerer med al ønskelig tydelighed, at kampen mellem skolerne om eleverne med den nye erhvervsskole-lovgivning var blevet skærpet. Det gjaldt for skolerne om at skaffe sig flest mulige elever og dermed optimere indtjeningen; derfor reagerede man så kraftigt, dels hvis man havde mistanke om, at andre skoler brugte ufine metoder i kampen om eleverne, dels hvis man blev beskyldt for urent trav i kampen om elever. Denne problemstilling er vel stadig aktuel. Og så til slut: Fra historien ved vi, at når de store slås, ja så er det ikke så sjældent de små og uskyldige, der kommer til at betale prisen. Det gælder for det, man kalder ”den store historie,” hvor nationerne og deres store statsmænd støder sammen, og det gælder for den lille historie – det enkelte menneskes og de enkelte institutioners historie. Vi har tidligere nævnt, at GHS kom ud af engagementet i Ebeltoft/Øer med skindet på næsen. Og dog viser det sig, at en enkelt – uskyldig – taber var der. Ebeltoft Kommune var ikke begejstret, da GHS trak sig ud af engagementet i Øer. Netop da det skete, var Grenå Handelsskoles Kursuscenter ved at færdigforhandle en stor ordre om efteruddannelse med Ebeltoft Kommune. Dårlig timing – for på kommunekontorerne i Ebeltoft skelnede man ikke mellem Grenå Handelsskole og Kursuscentret, og ordren på 200 000 kroner til Kursuscentret blev annulleret i det øjeblik, Grenå Handelsskole

opsagde samarbejdet med Ebeltoft Sports College. De næste ca. ti år var Kursuscentret lagt på is af Ebeltoft Kommune, men relationerne mellem Ebeltoft og Kursuscentret blev normaliserede, og på Kursuscentret mente man vist nok i al beskedenhed, at det var Ebeltoft Kommune, der tabte mest ved straffeaktionen.

Elever fra ESC hepper på de danske håndbolddarlings ved EM i Tyskland 1993.

Detaildivisionen på Grenå Handelsskole

Som nævnt i starten af dette skrift har et af indsatsområderne for Grenå Handelsskole siden 1980erne været detailhandel – et område ikke mange andre handelsskoler dengang satsede på – måske fordi der af en eller anden mystisk grund ikke er så meget prestige forbundet med at undervise kommende butiksmedarbejdere – de mennesker der er af afgørende betydning for os alle, for vi møder dem jo dagligt i DagligBrugsen! Her var altså en niche, som Grenå Handelsskole kunne dyrke nogenlunde upåagtet – troede man da! 31


Detail – Sørensen. Flemming Sørensen, der var manden bag detaildivisionen på GHS. Privat foto.

En anden grund til at GHS kom til at satse på detailhandel er mere tilfældig og daterer sig helt tilbage til 1981. Dette år ansatte nemlig inspektør John Kjeldsen stud merc. Flemming Sørensen (FS) som timelærer til undervisning på 2. del i butiksdrift. Med sig i sin bagage havde Flemming Sørensen en opvækst i en mindre landsbybrugs på Skive-egnen, så han var godt inde i detailhandelens forunderlige verden, og den interesserede ham. Dette gav sig udslag i, at han som emne for sit speciale på cand. merc. studiet valgte noget så eksotisk som ”En konkurrencemæssig sammenligning mellem FDB og Dansk Supermarked” – et arbejde der skaffede ham mange nyttige kontakter både med FDB og Dansk Supermarked. Endvidere medbragte FS noget, som passede som hånd i handske til hans kommende virke på Grenå Handelsskole – nemlig et iværksættergen. For FS gælder det om at se muligheder, når de opstår og derefter udnytte dem. Dette er en vigtig egenskab for en lille skole som den i Grenå, hvor overlevelsesstrategi og udviklingsstrategi går hånd i hånd. I årene der kom blev FS evner til at skabe udvikling et vigtigt bidrag til Grenå Handelsskoles muligheder for at overleve 32

som selvstændig skole. Da FS startede som timelærer i Grenå blev han chokeret. Han, som havde sin opvækst i det virkelige butiksliv, måtte til sin gru konstatere, at undervisningen i butiksdrift på landets handelsskoler næppe var helt up to date. Eksempelvis var det måske ikke helt heldigt, at man 20 år efter momsens indførelse fortsat havde regnskabs og bogføringsopgaver, der ikke tog højde for, at momsen siden 1967 havde været en væsentlig kilde til velfærdsstatens indtægter! I 1984 blev FS som færdiguddannet fastansat på GHS, og han var fast besluttet på at bruge sin ansættelse til at ændre på tingenes bedrøvelige tilstand indenfor detailhandelsundervisningen på landets handelsskoler – og hvorfor ikke gøre Grenå Handelsskole til skolen, der tog detailhandel alvorligt? Forstander på GHS Holger Grønborg var med på ideen, og hurtigt fik man fra grunden skabt et nyt tilvalgsfag på HHX-niveau – detailhandel. Faget blev en stor succes, allerede første år tiltrak det 45 HHX-elever, men de var også, skal vi kalde det godt og effektivt vejledt af Sørensen: ”man er vel sælger.” Arbejdet med at skabe det nye tilvalgsfag på HHX gav FS gode kontakter også til ministeriet. Dette gav sig udslag i, at det i 1988 lykkedes at få etableret en KVU- uddannelse i detailhandel i Grenå – Detailhandelsakademiet. (KVU: kortere videregående uddannelser). Detaildivisionen som storentreprenør Flemming Sørensen fortæller, at han via sine kontakter til FDB og Dansk Supermarked blev bekræftet i, at der var fundamentale problemer


med uddannelsen af eleverne i detailhandel – de store kæder var langt fra tilfredse. Problemet var, at holdene på andendelsundervisningen var alt for uensartede – en urmagerelev kunne således se sig på samme hold som en elev fra en dagligvarebutik – måske ikke helt optimalt! For at afhjælpe dette problem mente FS, at der skulle skabes en organisation, der skulle stå for 2. dels undervisningen af alle de store butikskæders elever. Organisationen skulle tage sig af fordelingen af eleverne fra hele landet, den skulle sikre, at undervisningen blev ensartet, og at holdene blev homogene. Alt dette skulle Grenå Handelsskole tage sig af – mod naturligvis en rimelig betaling. Det afgørende var at få de store kæder med på ideen, og her kom FS gode kontakter til kæderne til deres ret. Som den gamle brugsmand han var, gik han først til FDB, som på et møde fandt ideen god – men man udbad sig betænkningstid – en uge. Samme dag forelagde FS ideen for Dansk Supermarked, for det er jo et godt gammelt råd, at man altid bør satse på to heste! Dansk Supermarked var endog meget begejstret for ideen om en landsdækkende centralt styret og ensartet andendelsundervisning og slog til med det samme. Gode råd var nu dyre, for næste dag meddelte FDB, at man var med på ideen, og FS havde nu to heste i folden, problemet var, om de ville spændes for den samme vogn. Det skulle vise sig, at det ville de, idet de kunne se en fælles interesse i den nye struktur for andendelsundervisningen i Danmark – og dermed var samarbejdet en realitet. På GHS skulle der nu arbejdes hurtigt. En ny enhed, detaildivisionen, så dagens lys og med den som koordinator blev al 2.dels undervisning samlet

på 15 udvalgte skoler, således at man kunne oprette homogene hold. GHS stod for al koordination, og alle var således glade undtagen måske de handelsskoler, der ikke var med i ordningen. For de mistede jo elever og dermed aktiviteter og indtægter. Da det gik op for disse skoler, hvad man havde gang i på GHS, rejste der sig ifølge FS et ramaskrig: GHS blev beskyldt for undergravende virksomhed, for illoyalitet og meget andet grimt. Forstander Lars Ry fik læst og påskrevet og måtte på møderne i Lederforeningen/HFI stå skoleret og forholde sig til anklagerne om, at GHS nu igen gik udenfor sit lokalområde på bekostning af andre skoler. Fra skolens side forsvarede man sig med, at det man foretog sig blot var en fornuftig specialisering indenfor et bestemt undervisningsområde helt i tråd med undervisningsminister Bertel Hårders synspunkt, at frit skolevalg gav mulighed for øget konkurrence og derigennem en højnelse af kvaliteten. Desuden fremhævede Lars Ry, at især de mindre skoler burde være taknemmelige over, at de slap både for at oprette små og dermed uøkonomiske hold og for bøvl og kritik, når kvaliteten ikke var i top. Så i virkeligheden gjorde GHS skolerne en stor tjeneste ved at overtage ansvaret for undervisningen – det tog vist nogle år før dette synspunkt blev mere eller mindre almindeligt accepteret rundt om på landets øvrige handelsskoler. For Grenå Handelsskole fik etableringen af detailhandelsdivisionen en betydning, der ifølge forstander Lars Ry dårligt kan overvurderes. År efter år har detaildivisionen præsteret overskud, der har været en medvirkende årsag til, at Grenå Handelsskole kunne overleve som en mindre men 33


selvstændig handelsskole i et udkantsområde i Danmark. En svinestreg Som et resultat af Grenå Handelsskoles interesse for og prioritering af undervisningen i detailhandelens fag var det i 1988 som tidligere nævnt lykkedes at få oprettet en KVU – uddannelse indenfor detailhandel på Grenå Handelsskole: Detailhandelsakademiet. Dette var man med rette stolt af, og detailhandelsakademiet udklækkede de kommende år en lang række akademielever, der blev ansat som mellemledere og senere ledere ude i de store detailhandelskæder. For en lille skole som den i Grenå var/er det vigtigt at have så bred en vifte af uddannelser som muligt, så derfor var man på skolen meget bevidst om betydningen af at drive detailhandelsakademiet. Derfor havde man fulgt planerne om en revision af KVU-uddannelserne med stor interesse. Et af hovedelementerne i reformen var ikke overraskende ønsket om at reducere antallet af uddannelser og at koncentrere de færre uddannelser på færre skoler: altså centralisering. På trods heraf var man på Grenå Handelsskole fortrøstningsfuld, da man ansøgte om at kunne udbyde den nye KVU - uddannelse indenfor handel og markedsføring – for det var jo på GHS at uddannelsen i sin tid var blevet udviklet. Så meget desto større var chokket, da forstander Lars Ry den 14. december 1999 vantro læste telefaxen med ministeriets afgørelse: Grenå Handelsskole var blevet vraget som KVU - udbyder, og hvad der må have været ekstra salt i såret: tilladelsen blev givet 34

de gamle rivaler fra Randers Handelsskole, og det var næsten ikke til at bære. Reaktionen kom da også prompte fra forstanderkontoret i Grenå. ”Vi har det rigtig skidt med det, og vi er totalt uforstående over for det, der er sket. Undervisningsministeriet har ønsket større studiemiljøer, men det er en myte, at store studiesteder giver en højere kvalitet.” Forstander Lars Ry var stærkt fortørnet over afgørelsen, som han fandt både usaglig og urimelig – ja direkte ”sindssyg.” Det var da også med en stærk kampgejst, at han erklærede, at man i Grenå med næb og klør ville kæmpe for at bevare uddannelsen og dermed den ekspertise, der gennem mange år var opbygget i Grenå. Som allieret i kampen mod ministeriet havde Lars Ry og Grenå Handelsskole de store detailhandelskæder, som var mere end tilfredse med Detailhandelsakademiet i Grenå. Men ak, som modstander havde Grenå Handelsskole en stålsat radikal undervisningsminister Margrethe Vestager, der i dette spørgsmål åbenbart havde sat sig for at modbevise den sejlivede myte om, at radikale politikere er at ligne med vejrhaner. I Århus Stiftstidende erklærede hun således, at afgørelsen ikke stod til at ændre. Vægtige hensyn havde ifølge ministeren været afgørende for placeringen af KVU - uddannelserne: Kvalitetshensyn og geografiske hensyn. Skolerne skulle have et bredt og tungt fagligt miljø, hvilket åbenbart kunne knibe for de små skoler – værsgo at drikke kaffe til!


Margrete Vestager. Denne gang klippes der græs!

For forstander Lars Ry var beskyldningen om for dårlig kvalitet i uddannelsen ubærlig. I en pressemeddelelse gjorde han opmærksom på, at detailhandelsakademiet havde et snævert samarbejde med universitetet i Leewarden i Holland, hvor man havde en fireårig bacheloruddannelse i detailhandel. Og Lars Ry fortsatte: ”Vores elever med vores toårige akademiuddannelse får ikke desto mindre godskrevet tre års merit til den hollandske bacheloruddannelse.” Den kunne de så tygge lidt på derovre i ministeriet! Med hensyn til de geografiske overvejelser, så erklærede Margrete Vestager, at der også uden for de store universitetsbyer skulle være stærke uddannelsestilbud til de unge – om det var derfor Randers med 30 km til det nærmeste universitet var blevet valgt til fordel for Grenå med 60 km til det nærmeste universitet, skal vi ikke her kaste os ud i en nærmere analyse af – blot kan det konstateres, at politikernes veje ofte er uransagelige. Selvom de lokale folketingsmedlemmer Jan Petersen og Else Winther Andersen gik aktivt ind i sagen til fordel for Grenå Handelsskole, stod

ministeren fast, og Else Winther Andersen kunne konstatere, at ”Undervisningsministeren hverken er til at hugge eller stikke i” – en karakteristik af Margrete Vestager som ikke så få politikere og store internationale virksomhedsgiganter år senere kunne skrive under på, og som hun sikkert er ganske tilfreds med. På skolen i Grenå var opfattelsen den, at når man blev vraget som KVU – udbyder var årsagen ganske enkelt, at ministeren på forhånd havde besluttet sig for, at KVU – uddannelserne skulle centraliseres, og dermed basta! Bagefter opfandt man så mere eller mindre ud i det blå de begrundelser, man ville bruge for at vrage de små skoler. Der forelå således ingen empiriske undersøgelser af det faglige niveau på de skoler, der blev frataget deres KVU – uddannelser, og der var heller ingen dokumentation for, at store skoler leverer bedre undervisning end små, blot fordi de er store. Man må i sit stille sind håbe, at denne måde at træffe beslutninger på i det offentlige er undtagelsen snarere end reglen! Med nedlæggelsen af detailhandelsakademiet mistede Grenå Handelsskole en væsentlig aktivitet - i alt ca. 50 årselever færre – det kan mærkes på en lille skole! Med færre årselever kunne man så i ministeriet argumentere for, at studiemiljøet på en skole som den i Grenå var for snævert, hvilket atter kunne bruges som argument for yderligere at begrænse aktiviteterne – altså en selvforstærkende effekt frem mod en centralisering af hele det danske undervisningssystem: Færre, men større undervisningsfabrikker placeret rundt om i Danmark i de store provinsbyer helt i tråd med, hvad der i øvrigt foregår i det danske samfund. I den 35


forgæves kamp for at bevare sit detailhandelsakademi var Grenå Handelsskole således oppe mod endog meget stærke kræfter, og for en gang skyld ærgrede det måske forstander Lars Ry, at han ikke havde fået bygget et tilstrækkeligt effektivt læhegn, der kunne dæmme op for den storm, der berøvede skolen dens detailhandelsakademi. Diskussionen om placeringen af KVU – uddannelsen indenfor handel og marketing er set i et historisk perspektiv spændende, idet den foregriber hele den diskussion om udkantsdanmark, der eksploderede godt og vel 10 år senere. Skal man kæmpe for at bevare små skoler, sygehuse og offentlige servicekontorer og dermed et liv i de tyndt befolkede områder? Eller skal man acceptere, at tendensen mod en affolkning af yderdistrikterne er en uafvendelig del af det, man kalder den moderne udvikling? Nogle vil mene, at den livsstil, der præger yderområderne, er værd at bevare. Andre vil mene, at den tilbageværende befolkning i udkantsdanmark lige så godt først som sidst kan belave sig på at ernære sig som folkedansere til ære for turisterne – den folkevandring mod de store byer, der tog sin begyndelse for 150 år side står alligevel ikke til at ændre. På det seneste har man set en tendens til, at politikerne mener det alvorligt, når de taler henført om det vigtige i at bevare et helt Danmark. Den nye Venstreregering fremlagde således i 2015 en plan for udflytning af næsten 5000 statslige arbejdspladser fra København til provinsen. Man kan på de mindre erhvervsskoler rundt om i landet så håbe på, at dette tiltag bliver fulgt op at initiativer, der kan være med til at holde liv i de skoler, der allerede befinder sig i udkantsdanmark, men en sådan konsekvens er det 36

måske trods alt for meget at håbe på. Detail Handelscollege Danmark (DCD) Samarbejdet mellem Grenå Handelsskole og de store butikskæder i Danmark – FDB og Dansk Supermarked - havde vist sig frugtbart, og dette samarbejde blev i 1994 videreført i et projekt, der må betragtes som ret enestående og ret kontroversielt, og som bidrog til at cementere billedet af Grenå Handelsskole som klassens frække dreng – et image som man på GHS vedkendte sig og vist endda var lidt stolt af. Samarbejdspartneren i det nye projekt var FDB, der i flere år havde haft svært ved at få tilstrækkeligt mange og måske især tilstrækkeligt velegnede elever til at søge læreplads i butikskæden. Derfor måtte man tænke utraditionelt. Samtidig på Grenå Handelsskole arbejdede bl.a. Henrik Eriksen, der havde en fortid som ansat på FDB’s kursuscenter, med at produktudvikle detailhandelsundervisningen, for at gøre den mere interessant for unge mennesker. I dette krydsfelt mellem Kvicklys ønske om at tiltrække flere elever til koncernen og Grenå Handelsskoles ønske om at tiltrække flere elever til skolen opstod ideen til et samarbejde. På Ebeltoft Sports College havde man jo skabt en ny skoleform, hvor man kombinerede handelsskoleundervisning med sport. Hvorfor ikke skabe en skole, hvor man kombinerede det at få en hg-uddannelse med det at dyrke sport – det var jo åbenbart ret populært – og så tilkoble FDB, som skulle garantere de unge mennesker, der søgte uddannelsen, en læreplads efter det første år. Desuden skulle FDB i løbet af det første år tage


eleverne i praktik nogle uger, så de kunne få et indtryk af arbejdet i en stor og moderne butikskæde. Dette var de tanker, Henrik Eriksen præsenterede for personalechef i FDB Lars Iversen, og ifølge Eriksen var Lars Iversen straks fyr og flamme, og ideerne blev hurtigt gjort til virkelighed. Det er givet, at FDB brugte ganske mange ressourcer på at få det nye projekt i gang med den klare hensigt at tiltrække de bedst egnede elever. Personalechef i Kvickly Lars Iversen udtrykte det på følgende måde i et interview med Århus Stiftstidende: ”Unge, som kan lide sport, elsker at konkurrere og måle sig selv. De er konstant på tæerne og vil fremad. Når de så oven i købet får deres handelsuddannelse på et college, hvor de skal bo og tilpasse sig hinanden, får vi nogle unge, der er mere modne og selvstændige end dem, der komme lige fra mor og far.” Og Lars Iversen understregede, at den nye uddannelse skulle ses som et brud med den gammeldags handelsskoleuddannelse. En sådan, må vi forestille os, havde Lars Iversen selv været udsat for, idet han også i denne forbindelse fremturede med sin mening om, at det mest kreative, eleverne oplever på en handelsskole er, når de får lov til at skrive på maskine. Desuden ville eleverne dagligt få praktisk undervisning, idet man ville oprette en detailbutik i forbindelse med ESC, som skulle bestyres af de unge, der således ville få en helt anderledes relevant uddannelse, end hvis de blot sled bukserne blanke på skolens hårde træbænke. Det var således uden tvivl FDB´s opfattelse, at man med det nye tilbud kunne tiltrække unge dynamiske elever, som man tilmed et helt år kunne præge med de værdier og holdninger, der i øvrigt

var gældende i FDB. Ikke underligt, at man i FDB syntes, at projektet var værd at gå om bord i! Den nye uddannelse startede planmæssigt på Øer i Ebeltoft efter sommerferien 1994 med 33 elever. Alle var tilfredse: Grenå Handelsskole, der stod for den almindelige handelsskoleundervisning, havde fået udvidet aktiviteterne, det samme kan man sige om ESC, og FDB havde fået en gruppe elever, som man håbede på med tiden ville kunne gøre karriere i koncernen – ifølge Lars Bo Cæsius kom det faktisk for en dels vedkommende til at holde stik – ikke så få af FDB’s mellemledere kommer fra det, der kort efter starten fik navnet DCD – Detailhandel College Danmark. Det var dog ikke alle, der tog lige godt imod den nye skole – faktisk var den fra starten kontroversiel. Kritikken kom især fra handelsskoler rundt om i landet, og kritikken rettede sig både mod FDB og mod Grenå Handelsskole, som begge blev beskyldt for urent trav. Anstødsstenen i forhold til DCD var, at FDB – en stor privat koncern - nu i kraft af sine penge gik ind og blandede sig i det offentlige uddannelsessystem. En anden indvending mod den nye skole kom fra formanden for Handelsskolernes Forstander- og Inspektørforening Finn Christiansen, der mente, at FDB nu havde brudt med en årelang praksis om fri adgang til erhvervsuddannelserne på erhvervsskolerne: Og forstander fra Vestjydsk Handelsskole Jørgen Peter Nielsen gik skridtet videre og mente ligefrem, at måden, FDB optog eleverne på, var direkte ulovlig! Mange principielle indvendinger var der således mod den nye skole, men bag dem alle kunne 37


man ane endnu en årsag til modviljen mod det nye initiativ. Sagen var jo, at Grenå Handelsskole via DCD trak dygtige elever fra hele landet til skolen i Grenå – GHS var set med landets andre skoler gået på fiskeri i fremmede farvande, og enhver ved, at kamp om godt fiskevand nok kan få sindene i kog. Rene van Laer fra Lyngby udtalte, at skolerne skulle fordele eleverne mellem sig eller, som han udtrykte det, ”koordinere i fællesskab.” Fri konkurrence på et frit marked skulle ikke bestemme, hvor eleverne havnede. Det var forstander Lars Ry fra Grenå lodret uenig i. Som Forstanderen i Grenå så det, var der ikke tale om at stjæle elever fra hinanden, slet ikke, der var blot tale om, at skolerne med de bedste tilbud fik flest elever – det er vel det, fri konkurrence handler om og i øvrigt det, man underviser i på handelsskolerne rundt om i landet! Diskussionen om DCD viser endnu engang, hvor hårdt skolerne kæmpede om de relativt få elever, og den viser med al ønskelig tydelighed, at en lille skole som den i Grenå må tage utraditionelle midler i brug for at overleve. I mange år havde fiskerne fra Grenå taget den lange tur rundt om Skagen og ud i fjernere og mere urolige farvande for at fange fisk – hvorfor skulle man på byens handelsskole ikke kunne gøre det samme? Om man trak vod efter fisk eller efter unge dynamiske elever kunne vel i det store og hele komme ud på et. Dog skulle sammenligningen mellem Grenå-fiskerne og erhvervsskolerne i Grenå gerne slutte her – Grenå Fiskerihavn er i dag kun en skygge af fortidens storhed. ”Kvickly-skolen,” som den blev kaldt i folkemunde, startede som vi har set i et samarbejde 38

med ESC, men det skulle vise sig, at dette blev af kort varighed. FDB var nemlig blevet så begejstret for det nye initiativ, at koncernen ønskede at udvide elevtallet fra 33 til 75 fra sommeren 1995, og dermed blev rammerne i Øer simpelthen for snævre. Altså måtte man søge efter andre steder at placere skolen, og blikket faldt naturligt nok på Grenå, idet den lokale handelsskole jo allerede stod for undervisningen i de traditionelle handelsskolefag. Til Århus Stiftstidende udtalte Lars Bo Cæsius, at FDB havde valgt Grenå som stedet for den nye detailhandelsskole ganske enkelt fordi den lokale handelsskole var den i hele landet, der gjorde det bedst indenfor detailhandel, en udtalelse der må have glædet alle på handelsskolen. På Grenå Handelsskole var man naturligt nok stærkt interesseret i også fysisk at få placeret skolen i Grenå. Problemet var blot, at man kun havde kort tid at løbe på, idet aftalen med ESC blev opsagt sidst på året 1994, og godt og vel 8 måneder senere begyndte et nyt skoleår, hvor en ny skole med tilhørende kollegieværelser skulle stå færdig. Og ikke mindre frygtindgydende blev opgaven, da der skulle udarbejdes en ny lokalplan for området omkring idrætscentret, hvor den nye skole/kollegium skulle opføres. Og hurtigt blev der arbejdet – i december 1994 blev et forslag til den nye lokalplan hastet gennem byrådet. Drivkraften i projektet var Venstres formand for teknikudvalget viceborgmester Mogens Blach, der lagde stor vægt på, at man hjalp den lokale handelsskole med at komme igennem med det nye spændende initiativ. Dertil kom, at sendrægtighed kunne koste kommunen de arbejdspladser, der ville


blive skabt af den nye skole. Byrådet tog da også godt imod projektet, og den 10/3 vedtog man den nye lokalplan for området mellem idrætscentret og Ringvejen. Indsigelser fra naturfredningsforeningen kunne ikke tages til følge. Nu var der ikke tid til snak men til handling, og onsdag den 26. april 1995 kunne formanden for boligforeningen af 1945 Birte Nørager tage de første spadestik til det nye detailhandelscollege i Grenå. Også Mogens Blach havde fat i spaden og i sin tale roste han FDB for et smidigt og effektivt samarbejde. Ja, Mogens Blach havde ind imellem haft sved på panden på grund af den hurtige sagsbehandling, der havde været omkring byggeriet – det tempo var man åbenbart ikke vant til i kommunen – dengang. Inden byggeriet stod færdigt til indvielse skulle det vise sig, at det ikke blot var Mogens Blach, der havde fået sved på panden. Byggeriet skulle foregå i rekordtempo: 3½ måned fik håndværkerne til et projekt, der af arkitektfirmaet Glindvad & Jeppesen blev vurderet til at kræve mindst seks måneders byggetid. Da tilmed sommeren 1995 skulle vise sig at blive en af de varmeste i mands minde, var det ikke så sjovt som håndværker at skulle løbe dobbelt så stærkt som normalt, så lidt forsinket blev byggeriet.

Indvielsen af DCD i Grenå 1995. T.V. skoleleder Lars Bo Cæsius. Foto: Torben Kjærsgård, Dagbladet Djursland.

Men den 26/9 1995 kunne man holde officiel indvielse af den nye skole med tilhørende college, efter at eleverne nogle uger tidligere var flyttet ind omgivet af et lettere byggerod. Grenås borgmester Arne Jessen klippede snoren over, og i sin tale kunne han ikke lade være med at glæde sig over, at kommunen med sin deltagelse i projektet havde vist visionært fremsyn, og at al tale om kommunalt slendrian og sløseri nu måtte forstumme. Man kan næste fornemme, at borgmesteren havde brug for en succes med det nye skoleinitiativ, for det var ikke længe siden, at han og kommunen var kommet i modvind med oprettelsen af et nyt kommunalt støttet færgeselskab til at betjene ruten Grenå/ Hundested. Så det var en kampberedt borgmester, der talte. Trodsigt erklærede han, at når man prøver noget nyt i kommunalt regi – f.eks. at støtte et nyt færgeprojekt - kan det ske, at man får kritik. Men kritik må man leve med, ethvert nyt initiativ indebærer en risiko, men kritikere skulle nok få svar på tiltale – også hvis nogen kunne finde på at kritisere kommunens engagement i den nye skole. Det var således med mange gode ønsker, den nye 39


skole blev søsat – man kunne så bare håbe, at den ville vise sig mere driftssikker, end den nye hurtigfærge skulle vise sig at være. Forventningerne til skolen var fra starten store – både hos skolens leder Lars Bo Cæsius og hos eleverne. Således udtalte Cæsius, at over halvdelen af eleverne var på vej mod deciderede lederjobs og de andre til gode mellemlederjobs. Og eleverne var bevidste om, at de var noget særligt – de var jo blevet udvalgt blandt mange andre efter samtaler med skolens leder. Og de havde ambitioner og de var ikke bange for at kalde sig stræbere. Martin fra Års satte gerne ord på drømmene: ”Vi er da stræbere, det ligger i sagens natur. Vi starter fra bunden, og vejen kan kun gå opad. Et lederjob på et eller andet plan. Det vil vi da alle gerne have på et eller andet tidspunkt, går jeg da ud fra.” Og han tilføjer: ”Man kan komme enormt hurtigt frem i detailhandelen, hvis man virkelig gør en indsats.” Dette at DCD-eleverne følte sig som noget særligt i forhold til almindelige FDB-elever blev de bekræftet i, når de kom ud i praktik i butikkerne. Ditte fra Frederikssund formulerer det på denne måde: ”Det er tydeligt, at vi er noget særligt. Vi får lov til meget mere end almindelige butikselever, men de satser jo også på, at vi bliver en slags mellemledere.

40

En af eleverne, Carina Mortensen, betjener Lars Bo Cæsius i øvelsesbutikken. Foto: Henning Lund Hansen, Dagbladet Djursland

Uddelerne rundt om i landet var da også glade for DCD-eleverne. De havde trods alt udviklet en ret så stor selvstændighed – bl.a. gennem det praktiske arbejde som uddelere på skift i butikken på DCDskolen i Grenå. Var kunderne – de andre elever ikke tilfredse med udbud og service i skolebutikken, var der ikke langt til det nærmeste supermarked på Fuglevænget, så eleverne fik hurtigt lært noget om den ubarmhjertige konkurrence i det kapitalistiske samfund. Som Theis Jørgensen fra Ringsted formulerede det: ”Det er spændende at få lov at drive en butik, inden vi bliver sendt ud i praktik. Om det er svært? Nej, butikken er ikke så stor, og det er nemt at se, om uddeleren gider lave noget eller ej. Det kan man hurtigt se på resultatet.” Måske ikke den ringeste erfaring at tilegne sig på skolebænken. DCD lukkes. Fra starten syntes den nye skole i Grenå at være en stor succes næsten uanset hvilke parametre,


man målte den på. Stor var derfor overraskelsen, da skolens nye leder Kim Nielsen en dag i år 2000 fik den chokerende besked fra hovedkontoret i FDB, at det hold, der nu gik på skolen, ville blive det sidste. FDB var i økonomiske vanskeligheder, derfor nedskæringer og sparerunder. Det var noget af en kold tyrker, der hermed ramte skolen, og Kim Nielsen fortæller, at meddelelsen i første omgang havde en stærkt demotiverende effekt på de ansatte. Efter et krisemøde gav man dog hinanden hånden på, at det sidste hold skulle være det hidtil bedste afgangshold. Man ville vise den forbenede FDBledelse, hvad den med den fatale beslutning for fremtiden sagde nej til – og sådan gik det da også: Det sidste hold afsluttede uddannelsen med den hidtil højeste gennemførelsesprocent nemlig 94,3 og med det hidtil højeste karaktergennemsnit. For Grenå Handelsskole havde FDB´s beslutning om at lukke DCD den kedelige effekt, at den lille skole mistede en ikke uvæsentlig aktivitet: to klasser, 50 elever og store taxameterindtægter. Årene med DCD havde været positive for skolen, man havde fået understreget skolens stilling som en af de førende indenfor detailhandelsundervisningen, og man havde med initiativet befæstet sit ry som en opfindsom, initiativrig skole, som nok kunne skabe røre i andedammen. For boligselskabet af 1945 var FDB ´s beslutning også bitter at sluge – det var mindre end fem år siden, man under så store anstrengelser havde fået bygget de boliger, der skulle huse de kommende FDB-elever. Nu stod kollegiet med de mange fine værelser tomt. Eneste trøst: skolen fik en lidt længere levetid end kommunens fine

færgeprojekt, men ned gik de - både skolen og færgen – med mand og mus. Det nye Detailhandelscollege i Grenå 2016 Det skulle dog vise sig, at det sidste kapitel i sagaen om et detailhandelscollege i Grenå ikke var skrevet. 16 år efter at FDB lukkede DCD, kunne man i lokalpressen læse den forbløffende nyhed, at to store koncerner, Dansk Supermarked og tøjgiganten Bestseller, var gået sammen med Viden Djurs om at oprette et detailhandelscollege i Grenå. Der var to linier hhv. Business College og Fashion College.

Fashion College kunne være vejen til en karriere i modeverdenen. FOTO: Viden Djurs/Bestseller.

Initiativet til den nye skole kom fra detaildivisionen på Viden Djurs, der gennem mange år havde været ledet af Poul Erik Pedersen og Allan Sørensen, som tog over efter Flemming Sørensen, der på grund af sygdom havde måttet opgive at stå i spidsen for den afdeling, han havde haft så stor en andel i at være med til at skabe. 41


Baggrunden for det nye initiativ var, fortæller Poul Erik Pedersen i en samtale, forfatteren havde med ham i maj 2016, at den nye EUD-reform reducerer grundforløbet fra 2 til 1 år. Dette betyder jo naturligt nok, at de elever, detailvirksomhederne får ud i lære er yngre og mere umodne end tilfældet var, da de kom efter to år på en erhvervsskole. Og når man ydermere tager i betragtning, at de unge med reformen reelt kun får 20 ugers detailhandelsundervisning, idet det første semester bruges på et bredt introduktionsforløb inden man zoomer ind på detailhandel, ja så er der ifølge Poul Erik Pedersen grund til bekymring også for elevernes faglige niveau, når de tiltræder deres lærepladser rundt om i landets mange butikker. Svaret på bekymringerne var at genskabe et detailhandelscollege, hvor de elever, der bliver optaget, garanteres en læreplads, og hvor de gennem praktikophold, besøg af gæstelærere og relevant casemateriale knyttes tæt til den virksomhed, de efter det første år på skolen skal ud i. Gennem opholdet på skolen i to semestre, og ikke mindst ved at flytte hjemmefra og bo på college regner man med, at de unge i løbet af opholdet bliver mere modne, ligesom man tror, at de simpelthen vil få en bedre uddannelse gennem den tætte tilknytning til den virksomhed, de efter skolen skal ud i som lærlinge. Så Poul Erik Pedersen opfatter initiativet med at skabe et detailhandelscollege i Grenå som en hjælp fra detaildivisionen på Viden Djurs til detailhandelskæderne, som simpelthen vil få bedre og mere motiverede elever til hovedforløbet ude i butikkerne. Poul Erik Pedersen må dog medgive, at andre 42

motiver også gør sig gældende for Viden Djurs. For skolerne bliver nu som noget nyt af ministeriet bedømt på, hvor mange af de elever, der optages på grundforløbet, der tre år senere kan kalde sig salgsassistent. Med det nye etårige skoleforløb kan man frygte, at endnu flere elever vil falde fra, og at skolerne derfor vil få en negativ bedømmelse af de strenge dommere derovre i ministeriet. Ved at lade eleverne gå et år på college, ved fra starten at knytte dem tæt til en virksomhed, der garanterer dem en praktikplads, ved at tilbyde dem praksisnær undervisning og sidst men ikke mindst ved at give dem løn også det første år, ja så håber man, at flere vil fuldføre uddannelsen til gavn for samfundet, til gavn for eleverne, til gavn for virksomhederne og så sandelig også til gavn for Viden Djurs, der vil kunne præstere en fin gennemførelsesprocent for dem derovre i ministerierne i København, der har fået new public management på hjernen. Ydermere håber man på Viden Djurs, at man gennem det nye initiativ vil kunne knytte adskillige kæder ud over Dansk Supermarked og Bestseller tæt til detaildivisionen – andre kæder skulle jo gerne få øje for successen og følge trop, og dette kunne jo betyde, at de tilfredse kæder så vil benytte andre af detaildivisionens mange uddannelsestilbud og dermed skabe vækst for skolen i Grenå. Og endelig mener man, at man gennem initiativet, der har givet en massiv presseomtale, er med til at profilere Viden Djurs som en initiativrig skole – ikke mindst på det detailhandelsområde, man i så mange år har gjort så meget ud af at dyrke. Efter Poul Erik Pedersens mening er virksomhedernes interesse i det nye projekt


indlysende: De kan selv være med til at udvælge eleverne gennem en samtale, de kan være med til at tone elevernes undervisning det første år på skolen, og de vil dermed modtage dygtigere og mere målrettede elever ude i butikkerne efter endt skoleophold. På spørgsmålet om det ikke er en stor udgift for virksomhederne at skulle betale eleverne løn også under deres første års skoleophold smiler Poul Erik Pedersen let, for op til 90% af lønudgiften betales af AUB – for den uindviede læser en fond der modtager penge fra arbejdsgiverne til uddannelsesformål – en af mange fonde! Så alle burde være glade for det nye initiativ, men ikke desto mindre skabte det et voldsomt røre, da Dansk Supermarked gik i medierne for at præsentere det nye store projekt. For straks blev det nye initiativ udlagt således, at nu overtog en af de store kæder magten over grunduddannelsen i Danmark – uddannelse på storkapitalens vilkår! Amerikanske tilstande med uddannelsesinstitutioner for særligt udvalgte – Ivory League i Grenå!!! De reaktioner havde man på detaildivisionen i Grenå ikke lige set komme, og man måtte i medierne for at understrege, at skolen jo blev styret af Viden Djurs, at undervisningen skal Viden Djurs lærere stå for – ikke Bestseller-folk – og at den frie og lige adgang til uddannelse ikke på nogen måde anfægtes gennem det nye initiativ. Og ligeledes måtte det understreges, at eleverne jo ikke er bundet af deres kontrakter med hverken Dansk Supermarked eller Bestseller, for det står eleverne frit at bryde deres kontrakter med de to koncerner og så blot tage deres uddannelse som almindelige elever på almindelige vilkår. Efter nogle dage i mediernes søgelys fik

man ifølge Poul Erik Pedersen rettet de værste misforståelser og de værste direkte fejl i omtalen af det nye detailhandelscollege, men oplevelsen af turen i mediemøllen havde været lærerig for folkene omkring projektet: man skal tænke sig godt og grundigt om, før man går i medierne med nye, utraditionelle projekter! En mere forudsigelig reaktion kom fra andre erhvervsskoler rundt om i landet: her faldt det skoleledere for brystet, at Viden Djurs nu kaprede elever fra hele landet – læs fra andre skoler – en anklage man, som vi har set også rettede mod Grenå Handelsskole dengang man i 1990erne gjorde det første forsøg på at skabe et detailhandelscollege. Disse skumlerier fra andre skoler gav dog ikke folkene i Grenå søvnløse nætter – for den slags reaktioner havde man efterhånden vænnet sig til. Alt i alt venter man sig i detaildivisionen på Viden Djurs meget af det nye projekt. Ganske vist starter man i det små med en enkelt klasse på EUD-afdelingen på Århusvej. Men man føler sig overbevist om, at ideen om at lade detaileleverne gå på et college med garanti for en praktikplads vil øge tilgangen af dygtige unge til detailhandelsfaget. Det er ifølge Poul Erik Pedersens tiltrængt, da det er svært for virksomhederne i detailhandelen at skaffe nok dygtige unge mennesker. Grunden hertil er detailbranchens halvdårlige image: lav løn, dårlige arbejdstider, få avancementsmuligheder. NETTO´s kassedame, der er fast inventar i enhver valgkamp! Efter Poul Erik Pedersens mening et fortegnet billede. Der er faktisk gode muligheder for en fin karriere i detailhandelen, og som han siger, så vidunderligt er det måske heller 43


ikke at være jord - og betonarbejder en kold morgen i februar i omegnen af Køge! (men måske er det bedre lønnet?)

Poul Erik Pedersen, leder af detaildivisionen. FOTO: Viden Djurs.

Så i Detaildivisionen på Josiassens Vej i Grenå er man optimist, man ser for sig at flere kæder vil komme med i projektet, og reaktionen på spørgsmålet om, hvilke problemer det vil give, hvis man for alvor vokser er en laaang tavshed – det er som om absurditeten i spørgsmålet lige skal fordøjes. Herefter det klare svar: ingen problemer overhovedet. Optimismen i svaret skyldes formentlig den udvikling, detaildivisionen har været igennem de senere år. I Flemming Sørensens tid var hovedkunderne Dansk Supermarked og COOP, og hovedaktiviteten var at uddanne kædernes elever. Efterhånden er langt flere store kæder kommet til som kunder og viften af uddannelser er kraftigt udvidet: lederuddannelser, aspirantuddannelser, konflikthåndteringsud44

dannelser, personalelederkurser – you name it. På spørgsmålet, om ikke fremtiden med digitalisering og e-handel og ny endnu ukendt teknologi vil give detaildivisionen problemer, er det beroligende svar: de nye tider vil øge behovet for nye kompetencer hos medarbejderne, så bare rolig, behovet for uddannelse af medarbejderne i detailbranchen vil ikke blive mindre, og hvorfor skulle man i Grenå ikke kunne leve op til de nye krav, der stilles i den fagre nye digitaliseringsverden? Og herregud, nethandel er jo bare en brancheglidning, ligesom da den lille købmand forsvandt til fordel for de store kæder! Optimismen skyldes måske også, at Detaildivisionen både lever sig eget liv på Viden Djurs og samtidig er blevet en integreret del af Viden Djurs. I detailcollegeprojektet arbejder man tæt sammen med EUD-afdelingen på Århusvej, man har et tæt samarbejde med ”Mad til mennesker,” ligesom man er ved at etablere et tæt samarbejde med Kalø Økologiske Landbrugsskole, som er blevet en del af Viden Djurs, og hvor eleverne jo gerne skal lære at markedsføre og sælge de økologiske produkter, de bliver undervist i at producere. Og endelig bruger man skolens unge spiludviklingselever til at udvikle apps, som man kan bruge i undervisningen – en win win situation både for GameIT-eleverne og for Detaildivisionens undervisere. Så jo, Poul Erik Pedersen ser optimistisk for detaildivisionens fremtid som et stærkt led i kæden af aktiviteter, der præger Viden Djurs anno 2017.


”At rejse er at leve.” Internationalisering på Grenå Handelsskole

Historien om erhvervsskolerne i Grenå afspejler på mange måder historien om det danske samfund. Dette gælder også, når vi ser på skolernes - in casu Grenå Handelsskoles - rejseaktiviteter. De begyndte i slutningen af tresserne. Skolens nye forstander Holger Grønborg mente, at nok var GHS en lille afsides beliggende skole, men dette betød ikke, at man ikke skulle vise eleverne, at der er en verden på den anden side af Ålsø Bakke – forunderligt nok. Derfor lejede skolen hvert år et antal busser hos det lokale busselskab, og over stok og sten gik det med samtlige elever til noget så fjernt som Bremen. De ture stod der i mange år gny om blandt ældre kolleger – det havde vist ikke været kedeligt at være i Bremen med Grønborg. Og tysk havde Grønborg åbenbart lært i Bremen, for ofte lød det fra forstanderkontoret, når nye initiativer væltede ud fra Bertel Haarders kontor i undervisningsministeriet: ”Man muss sich unbedingt Panik vermeiden!” Så jo, studieture kan være både fornøjelige og lærerige! Studieture med Handelsgymnasiet Som årene gik, blev turene længere og de gik til fjernere rejsemål – charterturister nøjedes jo heller ikke længere med en bustur til Harzen eller en tur til Drosselgasse i Rüdesheim. Da handelsgymnasiet i 1978 blev oprettet på GHS var det ganske naturligt at tilbyde gymnasieleverne en studietur – både fordi studieture var en del af Grenå Gymnasiums tilbud

til eleverne, og fordi det simpelthen er en god ide at tage unge mennesker med ud at rejse. Turene gik bl.a. til Berlin og Prag, hvor eleverne kunne få anskuelsesundervisning i forskellene mellem frie demokratiske styreformer og det kommunistiske diktatur. Dette kunne man naturligvis tale meget om i historietimerne, men når eleverne på banegården i Østberlin oplevede, hvordan maskingeværbevæbnede vagter undersøgte togene til Vestberlin for at sikre, at ingen DDR-borgere slap ud af arbejderparadiset, gjorde det nok større indtryk end det, historielæreren berettede om derhjemme i de trygge klasselokaler på Grenå Handelsskole. Op gennem firserne blev flere og flere rejsemål inddraget: London, Paris, Rom, Bruxelles. Turene var jo studieture, de foregik i undervisningstiden, og til hver tur blev udarbejdet et omfattende program, der indeholdt virksomhedsbesøg og udforskning af kulturværdier. Men det skal ikke skjules, at studieturene set med elevernes øjne også havde et ganske andet formål: de skulle kort og godt ud at more sig. Det kan/skal heller ikke skjules, at lærernes og elevernes ideer om studieturene ikke altid lod sig forene – der er grænser for, hvor oplagt man kan være til et foredrag om det kollektive landbrugs velsignelser, når man på fjerde døgn kun har sovet 2 timer pr. døgn. Det skal heller ikke skjules, at det kunne være problematisk som lærer at være med eleverne på studietur – de fleste, der har prøvet det, ved, at udover mange fine oplevelser har der været tider, hvor det ikke var så morsomt, eksempelvis når man blev vækket klokken tre om natten af en rasende natportier med besked om, at enten blev der ro på hotelgangene her og nu, 45


eller også måtte man se sig om efter et nyt hotel den dag i morgen. På den baggrund opstod der efterhånden en diskussion om, hvorvidt det fortsat var skolens opgave at arrangere ture for eleverne, når disse åbenbart satte udforskningen af nutidens diskotekskultur højere end udforskningen af det østtyske landbrugs effektivitet. Et andet problem med de traditionelle studieture var, at efterhånden som rejsemålene blev fjernere, steg udgifterne for eleverne – ikke alle havde råd til at betale for et storbyophold med tilhørende flyrejse, så hvis man ville sikre, at alle havde mulighed for at deltage i en studietur, der jo bestemt også havde det sociale mål at ryste klassen godt sammen, ja, så måtte man måske begynde at tænke i nye baner. Indstille rejseaktiviteterne kunne der dog ikke blive tale om, dertil var det at rejse et for vigtigt konkurrenceparameter i forhold til gymnasiet. Desuden var internationalisering jo et af Grenå Handelsskoles væsentlige indsatsområder, og så ville det jo være lidt underligt at have som politik ikke at rejse. Og endelig var de fleste på skolen enige om, at det at drage ud i verden fortsat var en vigtig aktivitet, der kunne give eleverne udsyn og dermed mod på senere i livet at arbejde internationalt. Og hvis man så samtidig kunne vise eleverne, at en udlandsrejse kunne indeholde andet end at ligge på en strand og bliver skoldet, var det jo heller ikke helt ved siden af. Altså måtte man tænke alternativet. Hvordan kunne man arrangere rejser, der garanterede et større fagligt og menneskeligt udbytte for eleverne? Svaret blev udvekslingsrejser. 46

Udvekslingsprogrammer Den væsentligste forskel på en traditionel studietur og en udvekslingstur er, at eleverne i stedet for at bo på hotel indkvarteres hos en værtsfamilie det sted, turen går hen. Derved blev turene billigere for eleverne, men mere væsentligt var det, at eleverne via værtsfamilierne kom i direkte berøring med det fremmede lands kultur. Eleverne skulle deltage i dagliglivet i familien, og det giver mange oplevelser på både godt og ondt. Desuden slap lærerne for de evige konfrontationer med hotelportierer og andre hotelgæster, når de danske elever kom hjem på hotellet i løftet stemning hen ad morgenen. Så også for lærerne var der et perspektiv i den nye rejseform, der jo i øvrigt indebar, at lærerne blev indkvarteret hos kolleger fra værtsskolen. Dermed kunne venskaber i bedste fald etableres på tværs af landegrænserne. Meget talte således for, at man også på Grenå Handelsskole prøvede denne nye form for studieture. Det blev tysklærerne, der tog initiativet. De skaffede simpelthen en række adresser på tyske skoler, som man så inviterede til et samarbejde om udveksling af elever og lærere. Positivt svar fik man fra i hvert fald en tysk skole, nemlig Kaufmannische Schule i Lahr i den sydvestlige del af Tyskland, og det blev indledningen til et meget frugtbart samarbejde med skolen i det sydtyske til gavn for både danske og tyske elever og lærere. Grenå/ Lahr (Tyskland) Det første hold tyske elever gæstede Grenå i august 1992, men forinden havde de to skoler forhandlet intensivt om vilkårene for og indholdet


af det gensidige samarbejde. Delegationer fra de to skoler havde besøgt hinanden i løbet af foråret 1992, og Bente Nordbek, der deltog i det første delegationsbesøg fra Grenå til Lahr, kom hjem og fortalte med stor begejstring om den gæstfrihed, man havde mødt i Lahr – fundamentet til et godt og tillidsfuldt samarbejde var hermed lagt.

Skoleledelsen fra Lahr på besøg i Grenå, juni 1992. Fra venstre: G. Kaminn. S. Borgstedte, Hr. Treitz, Birthe Jakobsen, Lars Ry Jørgensen, Bente Nordbek og Torben Thomsen. FOTO: Flemming Højer, Dagbladet Djursland.

Vi vil i det følgende kigge lidt nærmere på udvekslingsrejserne i årene 1993 og 1994 – fra disse rejser foreligger et stort kildemateriale bestående dels af elevernes dagbøger, dels af den ret intensive pressedækning rejserne blev genstand for i den lokale presse i henholdsvis Lahr og Grenå. Fredag den 20/8 1993 drog 23 unge tyskere fra Lahr til Grenå – en rejse på 1200 kilometer. Den tyske skoles leder Hr. Treitz havde efter et besøg i Grenå udtalt, at grunden til, at man havde valgt at udveksle med den danske skole var, ”at vi ved forbavsende lidt om Danmark.” Dette udsagn bekræftes af de tyske elevers beskrivelser af turen til og opholdet i Danmark. F.eks. konstaterer

Eva Marie Narr og Heidi Sandkuhl, at rejsen fra Flensborg til Århus skete i de overraskende komfortable danske intercitytog – de tyske elevers forventninger til DSB svarede formentlig til, hvad nutidens pendlere har at sige om DSB. De samme to elever beskriver i øvrigt Grenå Kommune. De noterer, at kommunen er meget stolt over indsatsen på det grønne område, men de bemærker dog lidt spidst, at de ikke er imponerede over grenågensernes omgang med affald; alt husholdningsaffald i samme beholder – det var de unge fra Lahr ikke vant til, det undrede de sig over – det var efter deres mening simpelthen ikke godt nok. Mere positive er de to elever over Grenås centrum – indkøbsgaderne med de mange små butikker, men størst indtryk havde dog Grenås mange små værtshuse gjort. De to slutter beskrivelsen af Grenå af med et ønske om hurtigt at vende tilbage til byen og til de venner, de havde fået sig – mellemfolkeligt samvirke, når det er bedst.

Elever fra Lahr på besøg i Grenå 1993

47


Programmet for besøget var i øvrigt omfattende: Ebeltoft, Fregatten Jylland, vindmølleparken ved færgehavnen, Grenå Havn, Thorfisk, Kattegatcentret, stranden – Grenås stolthed. En hel dag var afsat til et besøg i Århus – Moesgård, Marselisborg, Den gamle By. Desuden skulle de tyske elever deltage i undervisningen på skolen, de skulle have lidt danskundervisning, og de skulle deltage i forskellige sociale arrangementer. Om fredagen – den næstsidste dag – var der arrangeret en stor volleyballturnering. Kurt Karo og Alexander Uhl må konstatere, at det blev til en andenplads til de tyske hold i turneringen, men vigtigere gik førstepladsen for bedste fan-gruppe til eleverne fra Lahr – og smukt tilføjer de to, at det kun kunne ske takket være stærk støtte fra de danske venner, de havde fået. Mottoet var: ”Wir sind jung, wir sind stark und wir schlagen Dänemark.” Om aftenen var der stor skolefest, og de tyske elever noterer, at der må drikkes alkohol, og at de danske lærere deltog ivrigt i festen – en god stemning blev hurtigt etableret. Lærerne havde endda arrangeret en stor buffet for eleverne, hvilket klart imponerede de tyske gæster, og i løbet af aftenen blev eftermiddagens motto en smule ændret: ”Wir sind jung, wir sind stark, und wir lieben Dänemark.” Natascha, Birgit og Stefanie afslutter elevernes beskrivelse af opholdet i Grenå med en beretning om de danske familier. Modtagelsen i de danske hjem var hjertelig, men fra starten en smule komisk, da man jo slet ikke kendte hinanden – det ændrede sig dog, da de danske familier hurtigt fik gæsterne fra Lahr til at føle sig hjemme. De tre piger konstaterer, at den danske 48

mentalitet ikke helt kan sammenlignes med den tyske – f.eks. måtte der ryges i hele huset, selvom den danske familie ikke var rygere. Og de noterer undrende, at man frit kunne gå ind og ud hos hinanden og også overnatte hos andre end ens værtsfamilie – det anså danskerne for at være helt selvfølgeligt. Måske var de unge tyskere fra den katolske del af Tyskland på dette punkt lidt mere vant til ”Ordnung muss sein.” Danskerne var alt i alt meget ukomplicerede, og dette gjorde efter de unge tyskeres mening livet lettere. De tre piger noterer endvidere, at danskerne er meget nationalt selvbevidste: resultatet af finalen ved EM i fodbold året før havde sat sig sine spor: ”Deutschland, Deutschland alles ist vorbei.” Når det kommer til dansk madkultur, viser de tyske piger sig yderst diplomatiske: ”Først og fremmest var det meget interessant at lære andre retter at kende.” Og de var begejstrede for boligforholdene – husene var små, men hyggelige, røde mursten, små hyggelige rum, hyggelig indretning med gamle møbler og fine nipsgenstande og mange hvidblå tallerkener i vitrinerne – her fornemmer man, at de bliver bekræftede i deres forestillinger om Danmark som den hyggelige lilleputstat – ”Hist hvor vejen slår en bugt.” Og pigerne konkluderer: “Alt I alt kan man sige, at de danske familier er meget venlige og meget mere imødekommende end mange tyske. Vi fik meget hurtigt et varmt forhold til dem, og dette var en væsentlig grund til, at afskeden faldt os meget svær.” Besøget fra Lahr satte sig sine spor både i den tyske og danske lokale dagspresse. ”Badische


Zeitung” ofrer en større artikel på besøget, hvis program gennemgås nøje. Det fremgår af artiklen, at man fra tysk side især havde været imponeret over, hvor store midler den danske stat åbenbart brugte på undervisningssektoren – og man bed mærke i den meget uformelle omgangstone, der herskede på den danske handelsskole i forholdet mellem elever og lærere: ”Besonders das gute Lernklima und der sehr kooperative Umgangsstil an der Schule sowie die enormen Investitionen des dänischen Staats in die Jugend und das Bildungssystem fanden Beachtung.” I Dagbladet Djursland er overskriften ”De danske elever er mere selvstændige .” I artiklen citerer man Louise Teubner fra skolen i Lahr for , at de danske elever ”er både mere selvstændige, mere åbne og frie end deres jævnaldrende i Tyskland. Vore elever er prægede af, at de kommer fra en meget mere autoritær og voksenstyret grundskole. De tager ikke selv så mange initiativer – i stedet venter de på, at lærerne fortæller dem, hvad der skal ske.” Louise Teubners udsagn underbygges af et par af eleverne fra Lahr. Boris Lembach havde f.eks. bidt mærke i, at de danske elever er på fornavn med lærerne. ” I det hele taget er der en meget mere kammeratlig stemning mellem elever og lærere, og det synes jeg er fint” fortæller Boris. Sådan kan man se, at eleverne på udvekslingsrejserne gjorde sig iagttagelser om det land og den kultur, de besøgte og de reflekterede over det, de oplevede: ”Men vi lærer også, at vi trods forskellene ligner hinanden som mennesker. En sådan udveksling er også med til at fjerne fordomme som, at alle tyske unge er nynazister.” Bedre kan værdien af udvekslingsrejser vel egentlig

ikke beskrives. I april næste år var der genvisit i Lahr – atter et omfattende program var udarbejdet – bl.a. skulle de danske elever en tur til Strasbourg for at besøge Europaparlamentet – Freddy Black viste rundt og fortalte om arbejdet som europaparlamentariker. Besøg på diverse virksomheder blev det også til – højdepunktet var vist nok besøget på bryggeriet Riedl: ”Som afslutning på rundvisningen fik vi små pølser og så meget øl, vi kunne drikke.” Om skolen i Lahr konstaterer Mette og Lene, at den sammenlignet med det, de var vant til virker meget streng: ” Gennem vores deltagelse i undervisningen opdagede vi, at i Tyskland er der mere disciplin. Forholdet mellem elever og lærere er helt anderledes end i Danmark, idet vi i Danmark er på fornavn med vores lærere.” Og så måtte de tyske elever ikke ryge på skolen – ak ja, det var den gang man kunne undre sig over et sådant forbud. Også forskel i undervisningsmetoder kunne konstateres – f.eks. overraskede det de danske elever, at gruppearbejde stort set ikke blev brugt i tyske skoler. Dette forklarer måske, at de tyske elever som tidligere omtalt virkede mindre selvstændige end de danske. Endeligt kunne danskerne til deres store forundring konstatere, at lærerværelset i den tyske skole var aflåst – her kunne man som elev ikke frit få adgang, lærerværelset var elevfrit område – det allerhelligste. Efter en forrygende uge var det tid til afsked. Man sagde farvel på banegården i Offenburg – mange græd og nogle havde pollenallergi – og så gik det ellers hjem mod Grenå. 49


Jane Doyle og Ken Cooke, Dublin og Louise Teubner, Lahr på Grenå Handelsskole. 1997. Foto: Dagbladet Djursland

Op gennem 1990erne gennemførtes en lang række udvekslingsture mellem skolerne i Lahr og Grenå. Bente Nordbek var en af de lærere, der fra dansk side var med på de fleste. Hun opsummerer betydningen af udvekslingsrejserne på følgende måde: ”Mødet med den fremmede kultur er på alle måder givende for eleverne, og det har været morsomt at lægge øre til deres mange beretninger om, hvad de har oplevet i familierne. En dreng fortalte således, at han en dag ikke kunne finde sit snavsede tøj, og han turde ikke spørge i familien. Næste dag var tøjet imidlertid kommet til veje igen, nyvasket, nystrøget og pænt lagt sammen, klar til at blive lagt i kufferten igen. I andre familier var det måltiderne, der var samtaleemnet blandt eleverne. En del familier bad bordbøn, nogle var vegetarer og levede hovedsagligt af salat, en del serverede tre retter hver dag. Familiemønstret gjorde også indtryk, især at 50

mange bedsteforældre boede sammen med børn og børnebørn, og at disse ældre mennesker var begejstrede for besøget fra nord og meget gerne ville tale med de danske gæster. At tilbringe en uge hos en tysk familie, at følge en tysk elev fra morgen til aften, i skole og i fritiden, det giver nogle erfaringer, som man kan bruge senere i livet. Mange af de elever, jeg har haft med, har efterfølgende givet udtryk for, at de på disse rejser fik viden om og forståelse for andre måder at leve på, og at de derved blev mere åbne overfor fremmede.” Bente Nordbek kunne have tilføjet, at også for lærerne var der store værdier ved at deltage i udvekslingsrejser. Lærerne boede jo hos tyske kolleger, og venskaber blev knyttet, venskaber, der, kan forfatteren bevidne, holder den dag i dag.

Bente Nordbek besøger Siegfried Borgstedte i Lahr 1993. Privat foto.

Grenå Handelsskole har således været særdeles aktiv for at skabe kontakter mellem unge fra Danmark og unge fra andre lande. Foruden de allerede nævnte udvekslingsprojekter havde man forbindelser med skoler i Italien, Tjekkoslovakiet


og Irland. De mange rejser bidrog til at skabe større mellemfolkelig forståelse og en større accept af forskellighed. Dermed gav skolen i Grenå sit beskedne bidrag til at fjerne uvidenhed og dermed fordomme mennesker imellem – ikke nogen dårlig konstatering – da specielt ikke i tider som disse! Grenå/Montbeliard (Frankrig) Det var ikke kun Lahr i Sydtyskland, GHS havde udvekslingsprojekter med. I marts 1994 havde skolen besøg af en klasse fra handelsskolen i Montbeliard i Sydfrankrig. Og skal man tro avisernes omtale af de franske elevers besøg i Grenå var der nok at skrive om. Overskriften til artiklen i det lokale dagblad er sigende: ”En verden til forskel” – og det, der var en verden til forskel på var livet i de danske skoler i forhold til de franske. De franske elever undrede sig såre over, at danske elever er på fornavn med lærerne, og at eleverne dels måtte ryge dels forlade klasselokalet midt i timerne – dog formentlig ikke for at ryge??? Franskmændene fandt endvidere de danske lærere langt venligere og mere imødekommende end deres egne, der af Franck Bonnemain betegnes som ”ret strikse.” Et gennemgående træk i artiklen er konstateringen af, at de danske elever er langt mere selvstændige end de franske – det forklares som et resultat af de to landes forskellige skoleformer – den franske med megen vægt på klasseundervisning i ret store klasser, den danske med mere vægt lagt på gruppearbejde og projektarbejde. Man kunne endvidere konstatere, at der fra starten af besøget havde været kommunikationsproblem, for de franske elevers engelsk var stort set lige så ringe

som de danske elevers fransk! Og endelig undrede de franske elever sig over de unge danskeres ølforbrug – en kendsgerning der ikke bør komme bag på folk, der ved lidt om dansk ungdomskultur ! Også lærerne, der deltog i udvekslingsprogrammet med skolen i Montbeliard oplevede kulturforskellene. Tove Ingerslev fortæller således, at det i timerne næsten er umuligt at evaluere en opgave mundtligt ”Det skyldes, at franskmændene derhjemme har et højere lydniveau end os. Desuden er eleverne vant til at blive hysset og tysset på, hvilket sker sjældent i en dansk klasse.” De franske lærere undrede sig til gengæld over, at deres danske kolleger ikke skældte ud og hidsede sig op for at skaffe sig ørenlyd – det var de åbenbart vant til selv at gøre derhjemme i Frankrig. Grenå/Lille Også på anden vis oplevede danske lærere, der samarbejdede med franske skoler forskelle i kultur mellem Danmark og Frankrig. Da Bente Nordbek og Anna Jespersen i midthalvfemserne var i Lille for at planlægge et udvekslingsprogram med skolen der, blev de naturligt nok inviteret til middag hos en fransk kollega. Forretten viste sig at være et fad med velnærede snegle. Denne franske delikatesse var gæsterne fra Grenå ikke lige forberedt på, men man er vel høflig, og ned kom sneglene trods voldsomme kvalmereaktioner. Værtinden var naturligvis interesseret i, hvordan sneglene bekom de danske gæster, og velopdragne, som de jo var og er, kunne de kun prise denne specielle franske ret, hvorefter værtinden på rekordtid fremtryllede endnu et fad snegle! 51


De ser da lækre ud – gør de ikke?

Trods kvababbelserne med sneglene kom der en udvekslingstur ud af de to læreres besøg i Lille – dog modereret således, at de danske elever og lærere skulle bo på hotel – lærerne har åbenbart ikke villet udsætte hverken sig selv eller eleverne for endnu en omgang franske delikatesser! Det skriftlige orienteringsmateriale fra lærerne Bente Gustavussen og Bente Nordbek er interessant, fordi det afspejler nogle af de tidligere nævnte problemstillinger i forbindelse med studierejser med danske gymnasieelever. Eleverne får at vide, at de på turen i bus til Frankrig godt må købe en øl eller to af chaufføren, men skulle eleverne formaste sig til selv at medbringe stærkere sager, ville disse blive konfiskeret for at alle kan være friske til næste dag at opleve Paris – turens første stop. Formaningerne slutter dog ikke hermed: ”For hele ugen gælder det, at man skal huske på, at man er gæst i et fremmed land, og at man derfor også opfører sig i overensstemmelse hermed. Faktisk er man at betragte som ambassadør for sit land og for vores vedkommende også for vores skole. Det vil sige, vi skal give vore værter et godt indtryk, så de gerne vil modtage andre danskere på et senere tidspunkt. 52

Dette indebærer, at man forholder sig roligt på hotellet, rydder op efter sig, er høflig og venlig. Man kan nemlig godt have det sjovt samtidigt. Det er tilladt at nyde øl, vin, spiritus i moderate mængder, men vi vil under ingen omstændigheder se nogen vakle døddrukne rundt. Skulle det knibe for nogen at trække grænsen, vil vi ikke tøve med at sende vedkommende hjem for egen regning!. Vi regner naturligvis ikke med, at det kommer så vidt, og vi glæder os meget til at rejse med jer, til at vise jer Paris´ mange ansigter og til at have det sjovt og hyggeligt sammen både om dagen og om aftenen.” Tja, læserne af dette skrift kan selv overveje, med hvilke forventninger de 2xBente tiltrådte rejsen sydpå med H2A – man havde i hvert fald taget sig sine verbale forholdsregler. Dog kan man mene, at det var lidt uretfærdigt overfor netop H2A, at de to lærere så meget som nævner muligheden af at se nogen fra denne klasse vakle døddrukne rundt i Paris og omegn! Samarbejdet med de franske skoler blev ikke den samme langvarige succes som samarbejdet med den tyske skole i Lahr – dertil var sprogproblemerne for store. Desuden ønskede de franske skoler udvekslinger af to ugers varighed for at kunne leve op til EU-støttereglerne, og det var Grenå Handelsskole ikke interesseret i. Grenå/Kecskemet (Ungarn) Derimod gennemførtes i nogle år en række udvekslinger mellem Grenå Handelsskole og den ungarske handelsskole i Kecskemet, der efter murens fald var stærkt interesseret i at knytte forbindelser til skoler i Vesteuropa. Samarbejdet mellem skolerne i Kecskemet og Grenå er således et eksempel på,


hvordan også storpolitiske forandringer til syvende og sidst griber ind i de beslutninger, der træffes på en skole som den i Grenå: Murens fald og de store omvæltninger i Østeuropa kom til at betyde, at Grenå Handelsskole en dag i 1996 tog imod et hold forventningsfulde ungarske handelsskoleelever, der nu skulle lære noget om vestlig økonomi, handelspraksis og kultur.

Danske og ungarske lærere foran skolen i Kecskemet. Privat foto.

Udvekslingsprojektet med skolen i Kecskemet blev på mange måder interessant, for i Ungarn mødte de danske elever et samfund og en kultur ret så forskellig fra det, de var vant til. Først og fremmest mødte eleverne og de medrejsende lærere i Ungarn en meget stor venlighed og åbenhed. Samtidig kunne danskerne med egne øjne konstatere, at 44 års kommunistisk diktatur ikke var gået sporløst hen over Ungarn. Levestandarden var markant lavere end i vesten, det var små forhold eleverne oplevede som gæster hos de ungarske familier, men som nævnt var gæstfriheden og hjerteligheden stor. Skolen i Kecskemet var nedslidt, der var ganske få

computere til rådighed – noget der virkelig gjorde indtryk på de forvænte gæster fra Grenå. Indtil 1989 havde den haft til huse i en smuk gammel bygning i centrum af Kecskemet, men efter omvæltningerne i 1989 krævede den ungarske kirke, som tidligere ejede bygningen, denne tilbageleveret, og skolen måtte flytte uden for byen til et område, der netop var forladt af russiske soldater. De danske elever kunne til deres store overraskelse konstatere, at skolen var indhegnet af pigtråd, hvilket nok kunne give anledning til betragtninger angående forholdene på ungarske handelsskoler. Det viste sig dog, at der var en ganske prosaisk forklaring på pigtråden: Problemet var simpelthen, at man lokalt ikke kunne blive enige om, hvem der skulle betale for fjernelsen af pigtråden, så den fik lov til at blive og fungerede nu som et symbolsk udtryk for den indespærring, det ungarske folk i så mange år havde lidt under. Indtryk gjorde det også, når de danske elever fik fortalt, hvordan man i Ungarn efter 1989 havde været nødt til at skifte alle skolebøgerne ud. De gamle bøger, der prædikede planøkonomiens velsignelser, var der ligesom ikke længere brug for, nu da Ungarn havde erstattet kommunismen med mere vestligt orienterede økonomiske systemer. Fra ungarsk side lagde man stor vægt på, at eleverne når de besøgte Danmark fik lejlighed til i praksis at stifte bekendtskab med måden, man handler på i et vestligt land – ungarerne kom simpelthen i praktik i danske butikker nogle dage under deres ophold i Grenå. Et af de store problemer i forbindelse med udvekslingerne med Ungarn var sproget. Det viste 53


sig, at de ungarske elevers sprogkundskaber var dårlige. En af forklaringerne herpå var, at det var meget svært for de ungarske skoler at holde på dygtige engelsklærere – de blev simpelthen headhuntede af de nye private virksomheder, der kunne betale end langt højere løn end den fattige handelsskole i Kesckemet – anskuelsesundervisning i vilkårene under markedsøkonomi! Sprogproblemerne betød, at en del af de danske elever foretrak at bo på hotel under besøget i Ungarn frem for at blive indkvarteret privat, og dermed forsvandt jo lidt af ideen med udvekslingsrejserne. Men tilbage står, at rejserne til Ungarn og besøgene fra Ungarn gjorde de danske elever lidt klogere på de udfordringer, landene i Østeuropa stod overfor. Indtryk gjorde også den store gæstfrihed, man havde mødt – de fleste fra holdet, der i 1997 besøgte Kesckemet vil huske, hvordan skolens rektor personligt ved et grillparty lavede ungarsk gullasch til hele holdet i sin store gryde på åbent bål. Engelsk kunne han ikke, men kommunikere åbenhed og gæstfrihed, det kunne han.

Anna Jespersen og Benno Lykkebjerg besøger Kecskemet. Privat foto.

54

Studietur til Atlanta/USA Som tidligere nævnt har Grenå Handelsskoles rejseaktivitet til en vis grad fulgt de rejsemønstre, der har været almindeligt gældende for danskerne. Turene er gået til stadigt fjernere destinationer; den foreløbige kulmination på denne udvikling kom i marts 1998, da H2C satte kursen mod Atlanta, USA. Forstander Lars Ry og Marion Barker, som er født og opvokset netop i Atlanta, og som ledede skolens musikband, havde fået ideen til en studietur til USA, både fordi en sådan tur ville være relevant i undervisningssammenhæng, og fordi den kunne være med til at markere, at var man elev på GHS, ja, så var der muligheder for store rejseoplevelser. Interessen blandt eleverne var så stor, at man måtte trække lod mellem klasserne – H2C blev den heldige vinder. Programmet for de 14 dage i Atlanta var omfattende: Skolebesøg, besøg hos Coca Cola og besøg i en sort menighed – et besøg der gjorde et stort indtryk, fordi formen for gudstjenesten adskilte sig markant fra, hvad man oplever en søvnig søndag formiddag i en dansk folkekirke: Meget mere sang, musik, livsglæde – det kan et knirkende dansk landsbykirkeorgel ikke rigtigt hamle op med. Under et besøg i retten i Atlanta stiftede man bekendtskab med det barske amerikanske retssystem, og en tredages udflugt til Savannah blev det også til – under vejs besøgte man en tidligere bomuldsplantage nu indrettet som et museum – og således stiftede man bekendtskab med et af de mere dystre kapitler i USA´s historie: slaveriet. Konklusionen på rejsen var, at man på de 14 dage havde oplevet en lille flig af det store og meget


forskelligartede land. Man havde mødt mange almindelige amerikanere og fået et indtryk af, hvad der foregår i det amerikanske samfund – og man havde indset, hvor lidt man som dansker i virkeligheden ved om denne store og mangeartede nation. Studieture til Kina Men det blev ikke ved en tur til Atlanta, USA. I 2004 besluttede man, at nu skulle Kina erobres. Ideen kom fra skolens nye inspektør Ole Droob. Han mente, at skolen var nødt til at profilere sig i forhold til de konkurrerende ungdomsuddannelser, og hvad var dengang mere spektakulært end at tilbyde en rejse til Kina, verdens nye økonomiske supermagt. Landet er eksotisk, for mange står Kina som et fjernt og derfor tiltrækkende rejsemål. Endvidere er det jo på en handelsskole ikke svært at argumentere for, at Kina er et endog særdeles relevant rejsemål. Med den økonomiske vækst, man oplever i Kina, er landet et meget interessant marked for danske virksomheder – tænk på, hvor mange danske svin 1.2 milliarder kinesere kan fortære – så også fagligt var/er der en god grund til at tilbyde kommende medarbejdere i danske virksomheder en tur til Kina. Skønt rejserne er dyre lykkedes det i en årrække at sende et hold til Kina. Af rejseprogrammerne kan man se, at turene har haft tre aspekter: det økonomisk/ handelsmæssige aspekt, det kulturelle aspekt og slutteligt det historiske aspekt. I 2011 besøgte man således Shanghais Finansielle Universitet, Det danske innovationscenter ligeledes i Shanghai samt pumpevirksomheden Grundfos´ kontor i Shanghai. Et af højdepunkter på turen var et besøg på Foreign

Language University i Beijing, hvor de danske elever til deres store overraskelse kunne konstatere, at man kan studere dansk sprog på universitetsniveau i Kina. Trine Reng fortæller, at hun var imponeret over, hvor godt de kinesiske studerende taler dansk, og atter engang kan man notere, at danske gymnasieelever som noget væsentligt kan konstatere, at det fremmede undervisningssystem, de møder, virker ”meget disciplinært sammenlignet med vores herhjemme.” Den kinesiske kultur mødte man på gader og stræder, i restauranter og indkøbscentre, mens den historiske dimension blev tilgodeset med en tre timers vandring på Den Kinesiske Mur – verdens største bygningsværk – og med et besøg på Den himmelske Freds Plads, hvor en af de mest dramatiske episoder i Kinas nyere historie fandt sted: Ungdomsoprøret i 1989, der kostede tusinder af unge kinesiske studenter livet, og som er udødeliggjort af billedet af den unge student, der ene mand søger at stoppe en af Folkets Hærs kampvogne. Man kan håbe, at de unge fra Grenå har filosoferet lidt over det ironiske i sproget: ”Den himmelske Freds Plads” og ”Folkets Hær.”

Det ikoniske billede fra oprøret på Den Himmelske Fredsplads 1989.

55


Studietur til Kina 2011/Skrevet af Stine fra H3A Da vi startede på første år, blev vi informeret om, at man på tredje år skulle på en større studietur. I vores tilfælde fik vi tilbud om en tur til Kina, og hvis dette var en for stor rejse for nogle, så ville der også være mulighed for at tage til Athen i Grækenland. Størstedelen af vores årgang valgte at tage til Kina, og vi var 30 elever og 3 lærere af sted. Det var en dyr tur, men da man allerede blev informeret om studieturen på første år, havde man rig mulighed for at spare op til den over det næste år. De fleste overvejelser, der blev gjort omkring turen til Athen, var overordnet, at det var en destination, man nemt kunne tage til med sine forældre i sommerferien. Kina virkede mere fjern fra vores verden, og det var netop ikke et land, man ”bare” tog til på ferie. De fleste fra vores årgang har også inden turen udtalt, at hvis det ikke var skolen, der tilbød dem en rejse til Kina, så ville de sikkert aldrig komme dertil. Dette er inklusiv mig selv. Jeg var meget i tvivl, om jeg overhovedet turde tage til Kina. Men samtidig vidste jeg, at hvis jeg ikke tog imod turen, så ville jeg aldrig komme dertil. Og jeg har ikke fortrudt, at jeg tog med til Kina. Forventningerne til turen var meget forskellige. Mange af eleverne ville ned og smage alle de forskellige madvarer, som de spiser i Kina. Især hund var der nogle, der snakkede om, at de ville smage. Andre havde store forventninger til at se ”Den Kinesiske Mur”, mens andre glædede sig mere til ”Den Forbudte By”. Dog var der også nogle, der først lige skulle have flyveturen overstået, før de kunne begynde at glæde sig – den varede i alt 13 timer plus en mellemlanding i Paris. Mange af 56

os havde også hørt, at bylivet i både Shanghai og Beijing var meget anderledes end herhjemme, og vi måtte ikke gå glip af deres karaokebarer, så også her var forventningerne høje.

Eleverne fra Grenå på Den Kinesiske Mur. Foto: S. Rode – Møller Grauert

Når man tænker på Kina, tænker man normalt på deres ”underlige” kultur, og at i Kina spiser man hunde. Men disse fordomme fik vi langsomt afkræftet under vores tur. Både i Shanghai og Beijing kiggede folk dumt på os, når vi spurgte, om de spiste hunde. Dette spiser man kun i Sydkina, og efter de andre kineseres overbevisning er det kun ”underlige” mennesker, der spiser hunde. Deres madvaner er dog, alt taget i betragtning, meget anderledes end vores i Vesten! Vi fik serveret ris til alle måltider, ellers var der alt fra suppe med hønsefødder til friturestegt fisk med glasur. Det, som overraskede mig meget i både Beijing og Shanghai, var den orden og renhed, der var. Deres gader var altid nyfejede, og deres buske var altid sirligt klippet. Selv i bedene stod folk og fejede blade væk. Noget af det der kom bag på mig, var deres evne – eller mangel på samme - til at tale engelsk. Selv i storbyerne var der ingen kinesere, der kunne tale engelsk. Ikke engang på


de internationale restauranter som Pizza Hut kunne tjenerne, som var på vores alder, tale engelsk. Noget andet, som jeg blev overrasket over, var deres trafik. I Kina kan man sagtens køre ud på en stærkt trafikeret vej og forvente, at trafikken i begge retninger holder tilbage for dig. Og hvis en taxa skal hurtigere frem, kører chaufføren bare op på fortovet. Men trafikken i Kina er virkelig forfærdelig intensiv, selvom den i Shanghai adskilte sig meget fra den i Beijing. I Shanghai kørte vi 6 km på knap 4 minutter, og i Beijing tog en taxatur på 6 km 50 min. Det var noget, man skulle vænne sig til, når man kom fra Shanghai til Beijing. Vores studietur til Kina er en tur, jeg aldrig vil glemme. Jeg er mest overrasket over, at de fordomme, jeg havde om Kina, før vi tog af sted, alle er blevet afkræftet. Der er så mange charmerende ting, som man ikke hører om Kina, når man snakker om landet og dets forskelle. Fx hører man ikke om de ældre, når de hver morgen står rundt omkring og laver morgengymnastik. Eller den stemning der er på markederne, hvor man kan få stort set al, hvad man vil have – men til meget lavere priser end det, man selv er vant til at give i Vesten. Vi var heller ikke forberedt på, at vi vestligt udseende nærmest bliver overfaldet af kameraer, når kinesere, som aldrig har set et andet folkefærd, møder os på gaden. Det har været en mindeværdig tur, og selvfølgelig er tanken om, at dette er vores sidste tur sammen, inden vi bliver studenter, med til at forstærke turens betydning! HH3A og HH3B.

Busulykken i München 2013 Et af de rejsemål, Grenå Handelsskole oftest har benyttet, er München. Ideen med at tage eleverne til München kom fra to af skolens tysklærere, den meget rejseivrige duo Anna Jespersen og Bente Nordbek, der mente, at førsteårs klassernes eksamensprojekt passende burde indbefatte en studietur til den sydtyske metropol. For at få skolens accept af projektet skabte de to lærere kontakt til en lang række steder i München, der kunne besøges med udbytte lige fra varehuse, banker og sportsklubber til synagoger, klostre, herberger for hjemløse og ungdomsskoler. Den første tur blev en stor succes, og derfor fulgte flere efter. Et af de faste indslag på turen til München har været et besøg i KZ-lejren i Dachau, et besøg der altid gør et stort indtryk på eleverne. Det var således med store forventninger, at eleverne fra årgang 2013 søndag den 9. juni satte sig ind i bussen fra Nr. Nissum Turistfart for at tage turen fra deres vandrehjem ud til lejren i Dachau. Langsomt flettede bussen sig ud af byen, stemningen i bussen var fin, men dæmpet, det var trods alt relativt tidligt søndag morgen. Og med et ændrede alt sig. Et øjebliks uopmærksomhed og dobbeltdækkerbussen bankede ind i en bro med en frihøjde på 3,4 meter, hvilket ikke helt svarede til bussens højde på 4,20 meter. Eleverne blev væltet rundt, adskillige fik svære knubs og hudafskrabninger, flere fik hjernerystelse og en enkelt fik skader på rygsøjlen. Alt var kaos og chok. Alle frygtede det værste for de elever, der sad forrest i bussen øverst oppe, idet taget på bussen så at sige blev skubbet syv meter tilbage. Mirakuløst 57


nok viste det sig, at alle ved egen hjælp kunne gå, kravle, vakle ud af bussen, men godt og vel 40 af de unge måtte til behandling på syv af Münchens hospitaler, og 11 elever måtte tilbringe natten på hospitalerne. De otte kunne udskrives næste dag, de sidste tre et par dage senere. Med hensyn til de fysiske skader var man således sluppet nådigt, når man tager ulykkesomstændighederne i betragtning, men mange af eleverne havde fået chok, som blev bearbejdet dels af eleverne selv og deres lærere, dels af både tyske og danske krisepsykologer, som blev fløjet til München i løbet af søndagen.

Den forulykkede bus – det kunne være gået helt galt!

Hjemme på skolen i Grenå blev der samtidigt arbejdet hårdt for at informere elevernes forældre om ulykken. Nogle forældre måtte høre om ulykken enten fra deres børn via mobil eller via medierne, idet TV2 gik i breaking news først på eftermiddagen, og der lød da også kritik fra forældre over manglende informationer fra skolen. Men da historien breakede, havde skolen endnu ikke en præcis 58

oversigt over, hvordan de enkelte elever var blevet ramt af ulykken, og efter råd fra det danske konsulat i München valgte man at være tilbageholdende med at informere de pårørende, indtil man vidste mere om konsekvenserne af ulykken. På et møde på skolen søndag aften kunne man give de fremmødte forældre en relativt grundig orientering om, hvad der var sket, hvordan eleverne havde det, og hvilke muligheder man havde for at få dem bragt hjem til Grenå hurtigst muligt. Med hjælp fra SOS International i Danmark lykkedes det tirsdag at få næsten alle eleverne hjem i fly, og det var således nogle lettede forældre, der tirsdag middag kunne tage imod deres børn i lufthavnen i Tirstrup. Mange var mærkede af de dramatiske hændelser, de havde været igennem, men de fleste var ved godt mod og kunne endda fokusere på de gode oplevelser, de havde haft i München, før ulykken gjorde en så brat ende på de glade dage i det sydtyske. Oplevelserne havde vist alle, hvor hurtigt og hvor tilfældigt alt kan ændre sig, men den havde også vist, hvordan man som gruppe kan hjælpe hinanden, når ulykken indtræder. Sammenholdet havde stået sin prøve, man havde hjulpet og støttet hinanden. Måske vil det vise sig, at nogen af de unge er kommet styrket ud af de dramatiske oplevelser, da deres bus fra Nr. Nissum Turistfart tørnede ind i betonbroen i Münchenforstaden Moosach. For af og til skal der ekstraordinære begivenheder til, før man indser, hvilken styrke man besidder, og hvilke indre ressourcer man har til gavn ikke blot for sig selv, men også for andre.


Lærerudvekslingsprogrammer Det var ikke kun eleverne på Grenå Handelsskole, der fik glæde af arbejdet med internationalisering. Som allerede nævnt deltog mange lærere i udvekslingsrejserne, de boede hos kolleger i de byer, man udvekslede med, og de havde tilsvarende udenlandske kolleger boende. Det kom der mange gode oplevelser ud af, man fik på en helt anden måde, end når man bor på hotel, de fremmede kulturer ind under huden, og i nogle tilfælde resulterede besøgene som nævnt i varige venskaber. Endvidere gav skolen lærere mulighed for længere ophold på udvalgte skoler rundt om i verden og for egentlige job swops, hvor en lærer fra Grenå Handelsskolen simpelthen byttede job med en lærer fra en skole i udlandet. Det begyndte med, at en af skolens engelsklærere Gertrud Tarp i et år byttede job og hus med Kevin Miller fra staten Washington i den nordvestlige del af USA. Det skulle vise sig, at dette job swop blev til stor glæde for Grenå Handelsskole. Kevin underviste i amerikansk litteratur og amerikanske samfundsforhold, mens engelsklærer Birgit Ågård tog sig af undervisningen i grammatik og oversættelser. Med Kevin fik de elever, der mødte ham i klasselokalet et enestående indblik i amerikansk kultur, levevis og tankemåde, og som litteraturformidler var Kevin speciel, for han beskæftigede sig i sin fritid med noget så sjældent som at skrive digte, så eleverne kom med ham tæt på digterens værksted. For skolens lærere gav mødet med Kevin og hans familie dem mulighed for at få et indblik i amerikansk politik, kultur og

samfundsforhold – naturligvis set gennem denne ene amerikaners briller. Kevin var/er en kærlig men kritisk iagttager af sit eget land, og samtaler med ham gav anledning til, at man fik sine fast etablerede synspunkter og holdninger til USA sat på prøve. For Kevin og hans familie blev mødet med Grenå og Grenå Handelsskole en vigtig epoke i deres liv. Opholdet i Grenå 1990 - 1991 har sat sig mange spor ikke mindst i Kevins tre digtsamlinger, der alle indeholder digte med motiver fra opholdet i Grenå. Vi har fået lov til at gengive et af Kevins digte med motiver fra Grenå: The Grenå I walked the creek before sun. At midday, in the evening dark. It ran through me as we moved In this town unnoticed, steady, Heading to bigger water. In the year Without speech, I practiced Along the path where cyclists With bike bells rattled their way To the green grocers Swallows worked cattails stands Scattering feathers along the soft chine Of the rowboat wedged in the tussocks Of sedge. Locals draped longfish nets Like windsocks on fence posts. Their metal rings slack in all weather. When Hanne taught me so say “å” My mouth shaped to whistle, The opening small in the way No å need grow to river. 59


Longfish got away in the translation. Hanne deciphered through her Traditional meal. Circle the plate, Build a bone wheel with skeleton, Ceremony as rich as the fatty flesh She told me was eel. I swallowed Their silence, the creek, the sea.

Camy og Kevin Miller. Afskedsfest på GHS 1991. Privat foto.

Siden familien Miller i 1991 afsluttede opholdet i Danmark, har Kevin og Camy gentagne gange besøgt Grenå, ligesom de talrige gange har modtaget gæster fra Grenå i deres hjem i Tacoma, WA – her kan man virkeligt tale om, at et udvekslingsprojekt har resulteret i nære og vedvarende bånd mellem Grenå og USA. Det er lykkedes at få Kevin Miller til at skrive om sit år i Grenå: For the first time in forty years I have not started school. The adjustment forces reflection on the great moments of my career in education. One of the greatest memories of my teaching career lasted a year. In 1990, my family and I had the opportunity to move to Grenå, Denmark. Thanks to the Fulbright 60

Exchange Program and the welcoming community of Grenå Handelsskole, we embarked on a lifechanging adventure. The Tarp family, our exchange partners, graciously provided a welcome true to the Danish hospitality we would experience throughout the year. For twenty-six years I have extolled the virtue of hospitality we found in Denmark. The morning after our welcome party, Headmaster Lars Ry Jørgensen arrived at our door and drove me to work. The school community in Grenå provided for our care and keeping from arrival to the flag-waving farewell at the Tirstrup airport three hundred and sixty-eight days later. For us, the exchange was akin to an adoption. The community of Grenå Handelsskole took it upon themselves to show us everything Danish. We saw schools from the inside— our children attended the local Danish school, and my wife worked on a couple of courses with the Handelsskole. Several partner teachers took on extra work at the Handelsskole to allow me to teach without the Danish language. The students and teachers provided me with one of the greatest learning experiences of my life. Friends showed us Aarhus, Copenhagen, Skagen, and art museums throughout the country. The school helped us travel to France with Bent Sejr and his students, and I visited Prague on a tour with Tove Ingerlsev’s class. As is often the case in exchanges, I think it was a year of more learning than teaching. I did my best to speak to American literature and dispel some stereotypes about cowboy hats and sunglasses. In 1990 the world wide web, Skype, email, and social networks had yet to shrink the known world. We


tried to be ambassadors of good will. Our host community went to great lengths to expose us to a complete cultural exchange. Our exchange partners prepared a personal support system for us in the way of guardians like Hanne Andreassen who walked us through our first weeks in Grenå. Hanne and others in the school community opened their homes to us, and we were allowed to experience life in a Danish family. Colleagues entertained us; they spoiled us with traditional meals and social festivities. We celebrated holidays steeped in tradition and glorious Danish cuisine and friends repeatedly illustrated the true meaning of “hyggeligt.” Coming from a country a bit frantic about safety regulations, we took great pleasure in lighting real candles on the Christmas tree. Of course, we managed to set the tree alight perhaps due to our inexperience. We did our best to assimilate into life in Grenå. We tried to blend into the culture. We took care to dress and speak in a fashion to make us seem local. For me, this meant silence; my children insisted I keep my mouth shut in public. They found my phrase “Jeg ikke taler Dansk” to be the most embarrassing statement a man could make. We made a choice to live without a car for a year, and we learned to manage bicycles and public transportation. My friend Henrik Nordbek taught me the irony of mountain bikes in Denmark. I appreciated the simple beauty of the å running through town and into the sea. While I believe the Danish people have a generous and welcoming nature, the people of the Grenå Handelsskole community raised the level of hospitality and

kindness to new heights. Our adventure owes its success to so many people. Twenty-six years after our visit, only a few colleagues from our time in Grenå remain at the school. Time moves on, however, our lives stay forever changed. Friends from our Danish years stay close. We have returned to visit several times and have entertained Danish guests in the Pacific Northwest. Our grandsons parade the schoolyards of the Northwest United States wearing Denmark soccer shirts. The cover of my first book of poems features a painting by Anne Ancher, and each of my three collections contains Denmark poems. We count the families of Hanne Andreassen, Henrik Nordbek, Tove Ingerslev, Lis Nielsen, Birgit Aagaard, and Benny Juel Peterson as lifelong friends. 1990-1991 continues to be a dynamic year in our lives. My family and I continue to advocate for Denmark. This chance to write for the Handelsskole anniversary book is an opportunity for a thank you note twenty-six years long. Birgit Ågård i Sydafrika Også skolens engelsklærer Birgit Ågård fik mulighed for at deltage i et lærerudvekslingsprogram. Via en henvendelse til Det Danske Kulturinstitut fik Birgit Ågård kontakt med Mary Perry, lærer på Durban Girls Highschool i Sydafrika og i april/maj 1995 var Mary Perry gæst hos Birgit Ågård samt underviser på Grenå Handelsskole. Kontakten blev etableret kort tid efter omvæltningerne i Sydafrika, hvor apartheidsystemet blev afskaffet og sort flertalsstyre indført – til de flestes store overraskelse foregik denne proces fredeligt. Sydafrika havde i mange år været højt på engelsk - og historielærernes 61


liste over spændende og vigtige emner, og det var derfor naturligt nu at få skabt kontakter til Sydafrika – ikke mindst for at få belyst, hvordan forholdet mellem sorte og hvide efter de mange år med hvidt flertalsdiktatur og hvid racisme udviklede sig.

Mary Perry og Birgit Ågård. Privat foto.

Mary Perry fortæller, at hun før besøget i Grenå som hvid sydafrikaner havde frygtet en vis fjendtlighed hos eleverne, men hun oplevede til sin store lettelse, at alle var meget positive og interesserede i at høre om det nye Sydafrika. Et spørgsmål gik igen, når hun besøgte forskellige klasser: Om racismen nu var begravet i Sydafrika. Mary Perry kunne fortælle de danske elever, at racismen stadig var et problem i Sydafrika, at hvide fortsat talte om at forlade landet, men at forandringerne til det bedre langt overskyggede resterne af de negative træk ved det gamle samfund . Mary Perry kunne berette, hvordan hun selv havde forandret sig i løbet af de omskiftelige år i Sydafrika: ”Før var vi hvide meget lukkede for, hvad der foregik. For 10 – 12 år siden 62

havde jeg næsten ingen kontakt med folk fra andre racer. Da Mandela kom ud af fængslet, var det første gang, jeg så et billede af ham, fordi pressen ikke tidligere havde måttet vise dem. I dag ser de fleste i Sydafrika Nelson Mandela som en helgen. Valget for få år siden var et mirakel – vi kunne have fået borgerkrig og et blodbad, men det forløb relativt roligt.” Mary Perrys realistiske beretninger fra Sydafrika gav de danske elever et levende indtryk af, hvad der sker i dette spændende land, og dermed understreges betydningen af det personlige møde . Et er at læse sig til, at forholdene mellem sorte og hvide nu langsomt forbedres, noget andet er at blive præsenteret for en personlig fortælling om, hvordan en hvid midaldrende sydafrikansk lærer, der det meste af sit liv havde undervist på en 100% hvid pigeskole, nu frivilligt var begyndt at undervise fattige sorte børn og voksne om aftenen for dermed at give sit bidrag til forsoning og forståelse mellem den sorte og hvide befolkning. Besøg på Snoghøj Højskole og på VUC i Grenå gav Mary Perry inspiration til dette arbejde, ligesom hun også på andre områder gennem besøget på Grenå Handelsskole havde fået stof til eftertanke. Bl.a. konstaterede Mary Perry, at alt foregår langt mere afslappet på GHS end på skolerne i Sydafrika. Måske var det muligt at arbejde for en lidt mere uhøjtidelig stil på Durban Girls High School – erfaringerne fra GHS havde i hvert fald rokket lidt ved den sydafrikanske lærers hidtidige overbevisning om, at den lidt formelle måde at gøre tingene på er den helt rigtige – måske kunne man som lærer møde op i klasserne iført cowboybukser – en revolutionerende tanke!


Nogle måneder senere var Birgit Aagaard på genvisit i Sydafrika, et ophold der gjorde stort indtryk på den danske lærer. Birgit Aagaard kunne konstatere, at Durban Girls High School var en overvejende hvid privilegeret middelklasseskole, men sorte børn blev nu optaget på skolen, og Birgit kunne tilfreds konstatere, at sort og hvid fungerede godt sammen på skolen – ingen diskrimination: ”Det lover godt for fremtiden.” Birgit Ågård var rundt i landet og besøgte en række forskellige skoler, og hun fortæller, at noget af det, der virkeligt gjorde indtryk var den disciplin, der hersker i sydafrikanske skoler. Man fornemmer næsten, at den danske lærer godt kunne tænke sig lidt af det samme i danske skoler, og det er tydeligt, at Birgit Ågård undrer sig over, hvordan disciplinen opretholdes: ” Jeg ved ikke, om der gemmer sig et spanskrør et eller andet sted. Jeg så det ikke. Jeg tror at de fleste børn ved, at uddannelse er deres eneste chance – og det giver undervisningen lidt mere alvor, uanset skolens økonomiske standard.” Får Birgit Ågård her mon ikke sagt noget både om det sydafrikanske og det danske skolesystem.? Mary Perry kunne ønske sig en lidt mere uhøjtidelig stil i de sydafrikanske skoler. Mon ikke Birgit Ågård kunne ønske sig lidt mere alvor i de danske skoler? Opholdet i Sydafrika havde gjort stort indtryk på Birgit Ågård - og givet anledning til eftertanke: ”Jeg har kun set en brøkdel, men alligevel nok til at se modsætningerne i dette så specielle land, som har en tung arv at forvalte – men samtidig så mange muligheder. Og så er jeg endnu engang blevet mindet om, hvor privilegerede vi er i Danmark.”

Danske elever i Siegen. Året er 1993. Den økonomiske krise lå tungt over Danmark. Lav vækst, stor arbejdsløshed, kartoffelkur og andre viderværdigheder prægede livet i Danmark. Ikke mindst var det et problem at skaffe praktikpladser til de unge, der forlod erhvervsskolerne. Lyder det bekendt? Altså måtte man på GHS som altid tænke kreativt. I Tyskland var situationen på arbejdsmarkedet anderledes end i Danmark. Her var der mangel ikke på praktikpladser men på elever til praktikpladserne, og hvad var da mere naturligt end at undersøge mulighederne for at sende danske elever til Tyskland, og hvad var mere oplagt end at tage udgangspunkt i Siegen, Grenås tyske venskabsby. Besøg i Siegen af borgmester Arne Jessen og efterfølgende af forstander Lars Ry Jørgensen banede vejen for projektet, der i al sin enkelthed gik ud på, at HH-elever fra Grenå Handelsskole kunne få en tysk handels- og kontoruddannelse i Siegen. På Grenå Handelsskole blev det studievejleder Anna Jespersen, der overtog det praktiske arbejde med at føre projektet ud i livet. Ganske meget bureaukrati! Lange forhandlinger blev ført med Industrie - und Handelskammer Siegen. Anna Jespersen skabte ved det første møde forlegenhed blandt tyskerne ved sit aldeles upassende spørgsmål om, hvorfor virksomhederne i Siegen, der er beliggende i det gamle Vesttyskland, ikke simpelthen løste deres elevproblemer ved at hente elever fra det hedengangne DDR. Først dyb og pinlig tavshed, så en lang forklaring om, hvorfor de unge østtyskere efter mange år præget af kommunistisk tankegang var helt uegnede til at 63


arbejde i vesttyske kapitalistiske virksomheder – det måtte man mene, at selv unge danskere uden de store tyskkundskaber var bedre egnede til. Trods det famøse spørgsmål, der åbenbart havde rørt ved en øm tå, blev man enige om et samarbejde, uddannelserne blev strikket sammen og godkendt af de danske faglige udvalg. Herefter kunne man begynde at orientere de danske elever om mulighederne i Siegen. Interessen var ganske stor, og i februar 1993 drog ni unge hh’ere med deres forældre og tre af Handelsskolens lærere til Siegen for dels at bese forholdene dels at gennemføre ansættelsessamtaler med de interesserede tyske virksomheder. Forinden havde Anna Jespersen brugt lang tid på at forberede de unge på disse samtaler. Tiltaleformen i Tyskland er jo ”Sie,” og helt ligegyldigt er det bestemt heller ikke, hvilket tøj man møder op i til en samtale i et fint tysk firma – og så understregede Anna Jespersen, at de unge danskere ikke skulle stille utidige spørgsmål til deres eventuelt kommende arbejdsgivere – Anna Jespersen talte her helt åbenbart ud fra egne erfaringer. Og friske vendinger som ”Guten Heute, Leute” var bandlyste! Af de ni danske elever sprang de tre fra efter besøget i Siegen og af de sidste seks fik de fire: Henrik Miltz, Rikke Møller, Rikke Schneider Bek og Heidi Bang Nielsen ansættelse og kunne efter sommerferien 1993 påbegynde tre års elevtid i virksomheder i Siegen. Rikke Møller fortæller om sine motiver til at tage springet fra Grenå til Siegen:”Vi kender jo alle problemerne med at skaffe praktikplads og få job i Danmark. For mig var det derfor oplagt at tage imod tilbuddet om at tage sin uddannelse i Tyskland. 64

Men det talte også meget med i min afgørelse, at jeg gerne ville til udlandet og stå på egne ben og opleve noget. Nu da jeg har fået begge dele opfyldt, er det næsten som at vinde i lotteriet.” Og Henrik Miltz tilføjer om sine motiver: ”Med den uddannelse, jeg får her, er jeg ikke i tvivl om, at der er job til mig den dag, jeg er færdig, hvad enten det bliver i Danmark eller Tyskland. Men under alle omstændigheder er det en fordel at mestre sproget og samtidig have indgående kendskab til forholdene i landet.” Opholdet i Siegen blev lærerigt for de unge danskere. De mødte både det tyske bureaukrati og den tyske grundighed, men også stor hjælpsomhed fra borgerne i Siegen. Således fortæller Rikke Møller, at en ældre nabokone gav de tre danske piger, der boede sammen i en lejlighed, praktisk undervisning i den tyske grundighed for så vidt angår sortering af affald: Indholdet af affaldsspanden blev simpelthen tømt ud på gulvet og blev så sorteret ! Sprogproblemerne var i begyndelsen store, for et er at have haft tysk på handelsskolen, noget andet er at blive kastet for løverne efter knapt en måned: ekspedition af kunderne i skranken – er man des eller dus , og hvad hedder lige ”kreditformidling” på tysk? Også mødet med den tyske skoleform blev en øjenåbner for de unge danskere. Disciplinen var ganske anderledes end den, de kendte fra den hyggelige skole i Grenå. ”Henrik Miltz fortæller: ”Det har vist sig at være meget anderledes end at gå i danske skoler. Der hersker megen disciplin. Der er gårdvagt, og uden for timerne er klasselokalerne låst. Man føler sig næsten, som var man i folkeskolen. Undervisningsstoffet er let, men der bliver brugt


mange tyske fagudtryk, og det er svært at nå at formulere sig inden de resterende elever i klassen.”

Henrik Miltz, Rikke Møller, Heidi Bang og Rikke Bek

Det første hold elever fra Grenå Handelsskole, der fik deres uddannelse i Tyskland blev også det sidste. Året efter var interessen fra dansk side mindre. Et begyndende økonomisk opsving i Danmark gjorde det knapt så svært at få en praktikplads i Danmark samtidig med, at det modsatte var tilfældet i Tyskland. Desuden betød det måske noget, at elevlønnen i Tyskland var 1/3 lavere end i Danmark. Hvor om alting er sluttede et ellers godt projekt næsten før det var kommet i gang, tilbage står at fire unge grenågensere havde fået en spændende uddannelse i Tyskland efter tre år, der havde givet dem nyttige kundskaber og erfaringer både på den ene og den anden måde. Som det forhåbentlig er fremgået, har skolen i Grenå gennem årene været særdeles aktiv, hvad

angår vidt forskellige kontakter med udlandet. Også i dag – 2017 – spiller rejserne en stor rolle på Viden Djurs. Hvad angår collegeuddannelserne – Game it og Brazil Football College – fortæller udviklingschef Søren Hansen, at der er sket en forskydning fra dannelsesrejser til uddannelsesrejser. Hvad enten Game It klasserne drager til de store europæiske storbyer eller til USA og Canada, så er formålet med rejserne, at eleverne møder nye undervisningsmiljøer. De får kort og godt et undervisningsforløb, som regel over fire uger, når de rejser oversøisk, og i USA og Canada bor de privat hos amerikanske og canadiske værtsfamilier, hvilket betyder, at dannelsesaspektet ikke er helt gemt bort. Men undervisningsaspektet er nu det væsentligste formål med at rejse ud. For Brazil – elevernes vedkommende er højdepunkterne i uddannelsen et træningsophold først i Sydeuropa og senere – naturligvis – i Brasilien, hvor eleverne for alvor møder landets Samba – kultur. Så her er der nok tale om både et uddannelsesaspekt og et dannelsesaspekt! (om Brazil Football College – se senere)

Grenå Handelsskole bygger til

Hovedskolen udbygges Skolen på N.P. Josiassens Vej er en relativt ny skolebygning, den blev indviet i 1975 og i begyndelsen af 1980erne udvidet med hele 7 klasselokaler, da man i 1978 af ministeriet fik tilladelse til at indføre Højere Handelseksamen. I 1990erne var den imidlertid gal igen. År efter år kunne inspektør for ungdomsuddannelserne Benno 65


Lykkebjerg melde om øget tilgang til skolens uddannelser. I 1995 gennemførtes for gud ved hvilken gang en revision af HHX-uddannelsen, der nu blev gjort treårig og dermed blev et egentligt alternativ til det almene gymnasium. Denne reform regnede man med ville føre til en øget tilgang til handelsskolens gymnasiale uddannelse og dermed til pladsproblemer. Allerede nu var den eksisterende bygning udnyttet mere end fuldt ud. Eksempelvis var bibliotekets bøger en periode flyttet ned i mørke kælderlokaler mens bibliotekslokalet blev inddraget til undervisning – ikke ret mange elever (eller lærere) lagde derfor vejen omkring bibliotekets bogskat til stor sorg for skolens daværende deltidsbibliotekar. Andre kælderlokaler uden vinduer, udluftning eller ventilation blev brugt til videorum – vist ikke helt efter reglerne. Og Peder Ladefogeds fine øvelsesbutik blev omdannet til et almindeligt undervisningslokale, et ydre tegn på, at handelsskolen i mindre grad nu var en skole for butikshandelens fag og i højere grad en skole, der leverede unge mennesker til administration og til de videregående uddannelser. Skolen blev således stadigt mere en skole for teoretikere end for praktikere, hvilket også kan ses af lærerkorpsets sammensætning – der var efterhånden ikke mange “goe gamle købmænd” tilbage på lærerværelset. Hvorom alting er, det stod alle klart, at der måtte bygges til. På et møde den 2. juli 1996 fik bestyrelsen da også forelagt et forslag om en udbygning af hovedbygningen mod sydvest med fem nye klasselokaler og diverse lærerkontorer – et projekt til godt og vel 4 millioner. Skolens ledelse 66

må have argumenteret godt for sine ønsker, for bestyrelsen godkendte uden det store sværdslag det foreslåede byggeprojekt, der skulle stå færdigt til skoleåret 1997/98. Og sådan gik det. I august 1997 kunne Grenå Handelsskole byde gamle og nye elever velkomne i bygninger, der nu kunne rumme dem. De fem nye undervisningslokaler betød, at der blev frigivet plads i den gamle øvelsesbutik til et helt nyindrettet bibliotek, der nu lå centralt midt i skolen, der hvor et bibliotek naturligt hører hjemme. Og ikke nok med det, skolen havde ansat en uddannet bibliotekar, Charlotte Quist, der stod til rådighed for eleverne med hjælp til materialesøgning dagen lang. Baggrunden for denne oprustning på biblioteksområdet var de øgede krav, der især blev stillet til gymnasieleverne med hensyn til projektarbejde og større skriftlige opgaver. Disse nye og selvstændige arbejdsformer betød, at eleverne fik behov for en bedre biblioteksbetjening, end den gamle bibliotekar – en af skolens undervisere med få tilmålte bibliotekstimer - havde kunnet give. I årene fremover nød både elever og lærere på skolen godt af Charlottes altid velvillige bistand med at finde materialer til også de mest sælsomme projektemner. Besøger man i dag skolen på Josiassensvej, vil man dog lede forgæves efter biblioteket, der i 2010 blev ramt af sparekniven og nedlagt. Charlotte fandt heldigvis hurtigt andet arbejde og bøgerne? Ja, nogle blev smidt ud (en del var sikkert også forældede) nogle blev foræret væk, og en del blev genopstillet på lærerværelset – man må vel have vurderet, at der blandt lærerne var mere behov for dem end blandt eleverne. Dette er sikkert


også rigtigt, for man kan da komme virkeligt langt med sine skriftlige opgaver og projektarbejder med fine henvisninger til Wikipedia! Det nye Kursuscenter Vi er i midten af halvfemserne. Efter nogle trange år med økonomisk afmatning og deraf afledte økonomiske kriseplaner – herunder Schlüters triste kartoffelkur, der for alvor bremsede det lystige, lånefinansierede forbrug og satte økonomien på nulvækst – var der endelig ved at være fremgang i dansk økonomi. Et internationalt økonomisk opsving var med til at skabe vækst og optimisme godt hjulpet af Nordsøolien. Den nye socialdemokratisk ledede regering fremlagde sin økonomiske plan ”Gang i 90erne,” ifølge hvilken man ville kickstarte økonomien og dermed øge beskæftigelsen – arbejdsløshedskurven skulle knækkes, og det helst inden regeringen skulle møde vælgerne engang i 1994. Regeringens politik lykkedes, arbejdsløsheden faldt, virksomhederne fik råd til investeringer bl.a. i ny teknologi: ITrevolutionen var på trapperne. Hele denne udvikling stillede nye krav til arbejdsstyrken, der skulle være omstillingsparat og fleksibel. Regeringen stillede øgede krav også til erhvervsskolerne om at etablere relevante kurser og uddannelsesforløb for voksne med behov for omskoling og videreuddannelse. Og erhvervsskolerne tog gerne udfordringerne op, bl.a. fordi taxametrene til ungdomsuddannelserne efter skolernes beregninger var urealistisk lave. Skolerne måtte simpelthen skaffe sig andre indtægter, for at økonomien kunne hænge sammen.

På Grenå Handelsskole havde man under ledelse af Anthony Bjerregård, Svend Møller Kristensen og Tove Ingerslev i 1980erne etableret en dynamisk kursusafdeling, og det var med store håb og forventninger, at man var flyttet ind i egne lokaler: et par pavilloner købt brugt og stillet op på arealet nord for skolen. Lidt nedsættende blev det nye kursuscenter oppe på hovedskolen omtalt som ”barakkerne”, men snart måtte man sande, at kursusafdelingen faktisk tjente penge til skolen, og der opstod hurtigt respekt om den nye afdelings kreativitet og evne til nytænkning. Men ak, bagsiden af medaljen var, at de fysiske rammer – barakkerne – ret hurtigt viste sig at være helt utilfredsstillende. Det daglige slid på bygningerne satte sig sine spor, forholdene for medarbejderne var trange og lokalekapaciteten for undervisningen alt for lille.

Trangt, men sikkert hyggeligt dernede i en af barakkerne! FOTO: Grenå Handelsskole.

Derfor måtte man lade muligheder for at øge aktiviteten og dermed indtjeningen gå fløjten. Ingen behagelig konstatering på en handelsskole! 67


F.eks. kunne Anthony Bjerregård på et møde i Handelsskoleudvalget den 30/11 1995 fortælle, at på Kursuscentret gik det strygende: man havde godt fat i kommunens uddannelsesbehov, ligesom man havde god kontakt til de 7 største virksomheder i Grenå. Men samtidig kunne han meddele, at kapaciteten var udnyttet langt over 100 % - referatet forklarer dog ikke, hvordan dette lod sig gøre. På mødet orienterede forstander Lars Ry herefter udvalget om skolens kommende byggeønsker; et helt nyt kursuscenter – intet mindre. Om Kursuscentret kunne Lars Ry konstatere, at barakkerne – undskyld pavillonerne - var stærkt nedslidte og underdimensionerede, og skolens arkitektfirma mere end antydede, at indtil flere bestemmelser vedrørende brand- og arbejdsmiljø blev overtrådt! Og så havde de en fortid som skatteforvaltning, hvorfor de, der kendte til denne dystre historie, kunne få dårlige associationer ved at færdes dernede i barkkerne. Og endelig forudså man, at erhvervslivets og det offentliges behov for it-kurser ville blive noget af en guldgrube for uddannelsesinstitutionerne – forudsat at man havde de fysiske rammer til at udnytte denne guldgrube, og barakkerne var måske ikke det mest oplagte sted at grave efter guld. Alt dette måtte påvirke handelsskoleudvalget og bestyrelsen, og for at sætte trumf på advarede Lars Ry om, at skolen faktisk havde for stor en likviditet! Man havde tjent gode penge og passet godt på dem, og det var svært uheldigt, for man kunne frygte, at staten ville lægge sin klamme hånd på skolens flittigt opsparede kapital enten ved at nedsætte det årlige statslige driftstilskud eller ligefrem ved oh 68

rædsel at konfiskere overskudslikviditeten. Den tanke var ikke til at bære for handelsskoleudvalget, der da også gav grønt lys for, at skolen kunne gå videre med byggeplanerne til i alt ca. 17 millioner kroner, af hvilke Lars Ry regnede med, at man selv kunne finansiere halvdelen – dermed kunne man få nedbragt den pinligt store overskudslikviditet. Og bygninger er trods alt sværere at føre tilbage til statskassen end cool cash, rent bortset fra, at bygninger kan man få daglig glæde af, kontanter derimod ikke, de er jo kun rare at have, hvis de bruges til noget fornuftigt! Jo, det var med mange gode og rationelle argumenter, Grenå Handelsskoles ledelse forsøgte at påvirke bestyrelsen og handelsskoleudvalget til at se velvilligt på en løsning af Kursuscentrets lokaleproblemer. Men det var givetvis ikke disse rationelle argumenter, der gjorde det største indtryk, men derimod et show iscenesat og opført af Anthony Bjerregård. Mødet om Kursuscentrets fremtid blev, naturligt nok, afholdt i Kursuscentret – dvs. i en af barakkerne, den absolut mest nedslidte. Efterhånden steg temperaturen i lokalet planmæssigt, så derfor skulle der jo luftes ud. Men ak, da Anthony åbnede et vindue var det, pilråddent som det jo var, ved at falde ud af hænderne på ham, og kun i sidste øjeblik fik han det på dramatisk vis reddet på plads. (hvorfor man ikke inden mødet havde sikret sig, at i det mindste et vindue lod sig åbne, skal vi ikke her gisne om) Derfor var der ikke andet at gøre end at starte ventilationsanlægget, og en gammel pibende vifte gik i gang i loftet til stor gene for alle, der forsøgte at koncentrere sig om de vigtige forhandlinger. (hvorfor man ikke havde


sørget for at få smurt viften, skal vi ej heller gisne om.) Og forestillingen kulminerede, da Anthony skulle trække lærredet til OH ‘en ned – med et brag landede det i hovedet på inspektøren, der stærkt groggy måtte gennemføre sin fremlæggelse uden de sikkert fine transparenter. (hvorfor man ikke havde sørget for at sikre oh-lærredet, skal vi slet ikke gisne om). Med Bjerregårds show havde man bedre end ved hjælp af fine ord og tal og beregninger fået vist, at barakkerne vist nok ikke i længden på værdig vis kunne være en del af Grenå Handelsskoles fysiske rammer – det kan man vist kalde praktisk pædagogik, når den er bedst og mest effektiv.

En stor og vigtig beslutning var således truffet, atter en gang havde Grenå Handelsskole besluttet sig for en offensiv strategi i forsøget på at overleve som en mindre skole i et udkantsområde – man satsede fortsat på vindmøller frem for læskærme.

Det nye kursuscenter. FOTO: Viden Djurs.

Sv. Møller Kristensen og Anthony Bjerregård. Foto: Dagbladet Djursland. Den gamle barak ses i baggrunden.

Og nu blev der da også arbejdet hurtigt. Planerne for et helt nyt kursuscenter skulle forelægges Handelsskoleudvalget til vedtagelse på et møde den 11/1 1996, og det var, hvad der skete. Hermed blev der med bygningen af det nye kursuscenter skabt nærmest perfekte rammer for de mangeartede uddannelsestilbud, som man i årene herefter tilbød både de beskæftigede og de arbejdsløse på Djursland

Byggeriet af kursuscentret/Kursuscentrets aktiviteter. Striden om de røde mursten Det skulle dog hurtigt vise sig, at byggeprojektet ikke gik helt så glat, som man havde håbet og forventet. Årsagen var, at der ganske overraskende gik æstetik i projektet! Handelsskolen ønskede nemlig at bygge den nye skole i en moderne, dynamisk stil præget af lette byggematerialer: udvendige facader af stålplader, taget af tagpap med listetækning. En byggestil der signalerede de moderne tider, hvor der bygges til nuet og ikke til evigheden. Med den ønskede byggestil kunne der bygges hurtigt og billigt og fleksibelt – og skolen skulle stå færdig i løbet af få måneder. Man regnede med en levetid for bygningen på ca. 35 år, hvilket man fandt 69


tilfredsstillende, for hvem ved, hvilke krav der stilles til en skolebygning engang vel inde i det 21. århundrede? Den tankegang købte man dog ikke umiddelbart i kommunens tekniske forvaltning, der fik tegningerne tilsendt til gennemsyn. Man kan levende forestille sig chokket, da planerne for det nye kursuscenter blev åbenbaret for de kommunale embedsmænd: der blev jo ikke brugt røde mursten! Alle andre offentlige bygninger på H.P. Josiassensvej var jo bygget i røde mursten, ja, det gjaldt for så vidt helt generelt for offentlige bygninger i Grenå: de var bygget i bedste kvalitet af gode, solide røde mursten, og sådan skulle det gerne fortsætte. Uheldigvis krævede byggeriet ikke en lokalplan og kunne derfor for så vidt gå i gang uden kommunal godkendelse. Men de kreative embedsmænd i forvaltningen fandt trods alt en udvej: planloven indeholder nemlig en bestemmelse om, at der kan nedlægges forbud mod at etablere noget, som senere kan forhindres ved en lokalplan. Hvis byrådet tilkendegav, at det agtede at udarbejde en lokalplan for Josiassensvej med krav om, at fremtidige bygninger skulle ligne de andre allerede eksisterende bygninger på vejen, kunne byrådet nedlægge forbud mod at opføre eksempelvis det planlagte kursuscenter i op til et år. Det, mente embedsmændene i forvaltningen, måtte få folkene på Handelsskolen til at tænke sig om to gange, og denne yderligere omtanke skulle gerne resultere i en beslutning om at anvende røde mursten – det ved man da hvad er! Godt og solidt og beregnet på evigheden. 70

Skolen fastholdt dog halsstarrigt sit ønske om at bygge i en stil, man følte var i pagt med tiden, og da forvaltningen opretholdtholdt sin modstand mod byggeplanerne, var det så op til byrådet at træffe den endelige beslutning. Dette skete på et byrådsmøde i begyndelsen af maj 1996. Bølgerne gik højt. Allan Andersen fra SF mente, at der skulle stilles krav om en lokalplan for Josiassensvej, ifølge hvilken alle offentlige bygninger naturligvis skulle bygges i røde sten. Henning Christensen fra Socialdemokratiet mente kort og godt, at det nye kursuscenter ville komme til at minde om en gemen ladebygning. Det skulle dog vise sig, at Handelsskolen havde sit flertal i orden, enten fordi byrådsflertallet generelt ønskede at støtte byens Handelsskole, eller på grund af Leo Andreassens bastante erklæring om, at det var bagstræberisk at holde fast ved røde mursten. Måske var det stærkeste argument for hurtigt at tillade bygningen af den nye skole, at den ville komme til at skærme af for Jehovas Vidners Rigssal, der jo oh ve er bygget i gule mursten. Hvorom alting er, så besluttede byrådet, at Handelsskolen kunne få lov at opføre sit nye kursuscenter, som den havde ønsket – røde mursten eller ej.

Det nye kursuscenter. Foto: Viden Djurs.


Den megen diskussion om arkitektur og æstetik betød imidlertid, at byggeriet blev forsinket. Først den 29/9 1996 kunne licitationen gennemføres, hvorefter byggeriet stort set skred planmæssigt frem mod ibrugtagning ved næste skoleårs start. Den officielle indvielse af det nye Kursuscenter fandt sted den 9/10 1997, og alle sejlvar sat til. De lokale dagblade bragte fyldige reportager fra indvielsesfesten, og skibsmetaforikken er et gennemgående træk: ”Fremtiden søsættes” og ”Et nyt uddannelsesskib er blevet søsat i Grenå.” Grundtanken med centrets udformning var da også, at bygningen skulle associere et skib, der stævner mod fremtiden, et skib fyldt med uddannelser beregnet på morgendagens behov. Kaptajn på skibet var Anthony Bjerregård, der stolt viste bygningen frem og erklærede, at man med det nye kursuscenter havde fået en fleksibel bygning og en moderne bygning, funktionel, lidt rå i udformningen – brutaliseret B&O-design!

hvor vigtigt det er at huske, hvor man kommer fra, hvor man er og hvor man er på vej hen. Og han fortsatte: ” Husk også at bevare humoren og selvironien i dagligdagen. Når forandringens vinde blæser, så er der nogen, der bygger læhegn, mens andre bygger vindmøller. Det er ikke mit indtryk, at I bygger læhegn.” Vi ser for os forstander Lars Ry nikke bifaldende, for siden han kom til Grenå Handelsskole havde han, som vi har set, flittigt bygget vindmøller.

Jens Okking på talerstolen. Foto: Dagbladet Djursland

KC´s leder Anthony Bjerregård byder velkommen. Foto. Flemming Højer, Dagbladet Djursland

Med det nye kursuscenter var der skabt de bedste rammer for kursuscentrets fremtidige virke – og de gamle barakker, ja de blev overtaget af Nørre Djurs Produktionsskole og genopstillet i Stenvad, hvor de så vidt vides stadig kan beses af nostalgikere, hvad enten disse vil mindes torskegilder hos skattevæsnet eller timer på skolebænken – hvilke erindringer der giver flest kuldegysninger, overlader vi trygt den enkelte læser at vurdere.

Som hovedtaler havde man indbudt skuespilleren Jens Okking, der mindede alle på skolen om, 71


Kursuscentrets aktiviteter Med indvielsen af den nye bygning var der som sagt skabt nærmest ideelle rammer for Kursuscentrets virke – det var nu op til ledelsen, først og fremmest Anthony Bjerregård, Sven Møller Kristensen og Tove Ingerslev, at udfylde rammerne. I en samtale med den mangeårige leder af Kursuscentret Anthony Bjerregård fortæller han om den strategi, man på KC valgte at følge. Kursuscentret skulle for at sikre sig bedst muligt mod skiftende konjunkturer gå på tre ben. Det ene solide ben var det, man kunne kalde den almindelige kursusvirksomhed – dvs. den løbende efteruddannelse af virksomhedernes og kommunens medarbejdere indenfor it, regnskab, sprog, marketing samt en efteruddannelse af de arbejdsløse, således at deres chancer for at få et job steg. Ikke så få ufaglærte oplevede således på Grenå Handelsskoles Kursuscenter at vende tilbage til skolebænken efter mange års arbejde i områdets gamle traditionelle industrivirksomheder, der i den postindustrielle tidsalder havde fået det svært og enten lukkede eller indskrænkede. Det er karakteristisk, at Kursuscentrets økonomiske resultater i høj grad var omvendt proportionale med den økonomiske udvikling i samfundet: højkonjunktur betød færre ledige og dermed færre kursister, mens en god gedigen lavkonjunktur sendte arbejdsløse i stort tal ned i de fine nye lokaler på Josiassensvej. Den enes nød, den andens brød. Det var dog ikke kun de ufaglærte, der fik glæde af kursuscentrets aktiviteter, for i samarbejde med ældresagen tog man med fhv. forstander på Grenå Handelsskole Holger Grønborg som primus 72

motor fat på at forberede ældre medborgere til at træde ind i den fagre nye computerverden. Ikke så få ældre tog imod tilbuddet – måske ikke mindst fordi kendskab til den nye it-verden gjorde det muligt for bedsteforældre at kommunikere elektronisk med børnebørn – forudsat altså at man behersker teknikken, og det skulle så kurserne gerne hjælpe med!

Holger Grønborg instruerer. Foto: Flemming Højer

Fjernundervisning Det andet ben, Kursuscentret gik på, var fjernundervisning, der var muliggjort af itudviklingen. Hermed kunne Kursuscentret, ligesom Handelsskolen og i øvrigt også Teknisk Skole havde gjort det, hente elever udefra og dermed kompensere for det handicap, det er at ligge i et tyndt befolket yderområde. Som et konkret eksempel på et landsdækkende fjernundervisningsprojekt kan nævnes et it-kursus, der gav deltagerne det så eftertragtede PC-kørekort. PC-kørekort ordningen blev en stor succes for landets handelsskoler, eleverne væltede ind og politikerne måtte sande, at nok ønskede


man befolkningen opgraderet it-mæssigt, men omkostningerne eksploderede. Hvad gør man så som undervisningsminister, jo, ganske enkelt man rundsender et fint cirkulære, ifølge hvilket taxameteret til PC-kørekort uddannelsen blev kraftigt reduceret. Den kunne man så grunde lidt over rundt om på erhvervsskolerne, der havde indgået talrige aftaler om afholdelse af PC-kørekort forløb til en pris, som matchede taxameteret, som det var, dengang aftalen blev indgået. Adskillige skoler og kursuscentre fik store økonomiske problemer som følge af ministeriets hovsa-beslutning, men som Anthony Bjerregård bemærker, det var sjovt, så længe det varede, og gode penge havde man jo tjent. Projekter Det tredje ben, Kursuscentret gik på var udvikling og afholdelse af projekter, skønt disse måske ikke altid vejede så tungt på bundlinjen. Men deltagelse i projekter havde en række positive følger. Kompetenceudvikling af medarbejderne var en af dem. Eksempelvis kunne deltagelse i internationale projekter give medarbejderne et sprogligt løft, ligesom det ville fremme noget så fornemt som deres interkulturelle færdigheder. Endvidere ville projektarbejdet gøre det nemmere at tiltrække og fastholde dynamiske medarbejdere – ikke mindst hvis man kunne tilbyde projekter der indebar internationalt samarbejde. Som en sidste væsentlig grund til at engagere sig i projekter bør man ikke se bort fra den prestige, det giver at deltage i projekter. Som det siges i et internt strategipapir: ”Det giver prestige blandt

kunder og samarbejdspartnere at kunne beskrive et projekt så overbevisende, at nogle vil give midler til gennemførelse af det.” Så jo, der var grunde nok til, at Grenå Handelsskoles Kursuscenter involverede sig i den tidskrævende aktivitet det er at udvikle og gennemføre projekter. Et par af de mere spændende projekter, Kursuscentret engagerede sig i, skal i det følgende kort omtales. DI-KA - projektet En gang i 2001– datoen er lidt usikker - var kursuscentrets chef inspektør Anthony Bjerregård til et knapt så spændende møde i Dronningens Ferieby, der ejes og drives af scleroseforeningen. Bjerregård får hyppigt ideer, nogle lader sig realisere, andre er trods alt for krøllede. Under mødet har Anthony som en anden uopmærksom elev kigget sig omkring, og pludselig var ideen der: Hvorfor ikke udvikle et projekt, der skulle have handicappede som kursister? Man kunne afholde internatkurser i Feriebyen, der jo rådede over lokaliteter, der var specielt indrettede til netop handicappede, og derudover kunne undervisningen foregå som fjernundervisning – enkelt og genialt! Når Anthony havde fået en ide, var der som regel ikke langt fra tanke til handling. Fyr og flamme kom han hjem til KC og fremlagde sine tanker for medarbejderne, der hurtigt lod sig rive med af inspektørens entusiasme, og det blev nu op til uddannelsesleder Tove Ingerslev at stå for det møjsommelige arbejde, det er, at gøre ide til virkelighed. Tove Ingerslev fortæller, at det kan tage op til to år for et projekt at blive realiseret – 73


mange ansøgninger, mange projektbeskrivelser, mange aftaler – kort sagt meget bureaukrati og ingen garanti for, at projektet i sidste ende lader sig gennemføre. En realiseringsgrad på ca. 50 procent opfatter man som fint. I kursusverdenen opererer man med mangfoldige forkortelser, og det gælder også for handicapprojektet: DI-KA: Digitaliseret, individuel kompetenceafklaringsog kompetenceudviklingsmodel for handicappede – det er projektets officielle navn, og indholdet fremgår af titlen: De handicappede kursister skulle indføres i it-teknologiens fagre nye verden. En ansøgning om økonomisk støtte fra EU´s socialfond blev afsendt, og fonden så åbenbart så velvilligt på projektansøgningen, at man i 2003 kunne virkeliggøre det. 20 handicappede ankom således en dag i februar til Dronningens Ferieby med store forventninger og formentlig også med visse betænkeligheder. Som projektleder havde Kursuscentret valgt Hanne Andreassen, mangeårig medarbejder først ved Grenå Handelsskole og senere ved Kursuscentret. Valget af Hanne skulle vise sig at være det helt rigtige, idet Hanne med vanlig entusiasme gik ind i projektet. Det, der tiltalte Hanne var, at projektet dels bragte hende i tæt kontakt med en ny gruppe kursister, dels at det var et projekt, der kunne rykke nogle grænser både for kursisterne og for underviserne – og de, der kender Hanne Andreassen vil vide, at netop det at søge nye udfordringer måtte appellere til hende – også efter at hun har nået det, der for mange er den normale pensionsalder. 74

Projektleder Hanne Andreassen.

For Hanne Andreassen fik det at beskæftige sig med den nye type kursister stor menneskelig betydning. Gennem arbejdet med de handicappede kursister blev Hanne opmærksom på de enorme ressourcer, mennesker med handicap ofte råder over, ligesom det var livsbekræftende for både undervisere og kursister at erfare, hvilke grænser kursisterne var i stand til at overskride. Og som noget af det mest positive fremhæver Hanne, at hun hurtigt glemte, at hun arbejdede med handicappede – det var mennesker og ikke mennesker med et handicap, der blev undervist. Projektet blev gennemført i løbet af året 2003 dels som internatkursus i Dronningens Ferieby dels som fjernundervisning og et nyt blev gennemført i 2004. Og så var det slut for, som Tove Ingerslev nøgternt måtte konstatere, da hun blev spurgt om, hvorfor de på mange måder vellykkede projekter stoppede: ”Der var ikke flere projektmidler.” Ghana-projektet. Men kursuscentret i Grenå havde visioner, der rakte ud over landets grænser. Via en deltager i et itkursus for folkeskolelærere kom man i forbindelse med privatkonsulent Kurt Birkedal, der havde interessante kontakter til it-virksomheder i Ghana. I


Grenå kunne man se mulighederne for en afrikansk forbindelse, for i Ghana måtte der være et stort udviklingspotentiale for it-løsninger både i den offentlige og private sektor – og således gik det til, at Mr. Joseph Boateng fra Ghana en kold junidag i 2000 ankom i vinterfrakke til møder i Grenå med folkene i Kursuscentret, først og fremmest Jens Højlund. Projektet, der diskuteredes, gik ud på, at KC sammen med en ghanesisk partner Ananse Systems Ltd skulle arbejde for en Hovedbank i Acre. Denne bank formidlede lån fra DANIDA til mindre meget lokale banker. Disse lån skulle støtte enkeltpersoner, der ønskede at starte små enkeltmandsvirksomheder – eller snarere enkeltkvindevirksomheder, for det var især kvinderne, man satsede på. Kunne en kvinde i landsbyen få lån til en symaskine og noget stof, ja, så havde man starten på en lille lokal virksomhed, der måske kunne udvikle sig og skabe dynamik i lokalsamfundet. Meningen med projektet var, at der skule etableres netværksforbindelse mellem moderbanken i Acre og de små lokale banker for at skabe større gennemsigtighed m.h.t de økonomiske forbindelser mellem hovedbank, lokalbank og låntagerne – kvinderne med en symaskine. De pæne ord dækkede ganske enkelt over behovet for at få hånd i hanke med de lokale banker, for at undgå alt for meget sort økonomi og korruption. Efter de indledende forhandlinger med Joseph Boateng mente man i Kursuscentret, at der var basis for at gå videre med kontakten til Ghana, og den følgende tid rejste flere delegationer fra Kursuscentret til Ghana. Således besøgte Jens Højlund og Tove Ingerslev i september 2000 Ghana, og de fik et grundigt indblik i, hvad it-løsninger

kunne betyde for udviklingen i dette vestafrikanske land. Var mulighederne for at skabe vækst i Ghana store, ja så fandt de besøgende fra Grenå ud af, at det var vanskelighederne også, for skjules kan det ikke, at kulturforskellene mellem Ghana og Grenå kan være ret store. Mange af ghaneserne, man skulle forhandle med, manglede den nødvendige faglige viden – bl.a. fordi de i nogle tilfælde kunne have deres stillinger i kraft af de rigtige forbindelser snarere end den nødvendige faglige ekspertise. Endvidere løb man ind i situationer, der kunne minde om korruption, om end man forsikrer, at man stort set var i stand til styre fri af direkte korruption. Endelig var der det med tiden. Danskerne og Ghaneserne syntes at have et ret forskelligt forhold til begrebet tid. Ved en lejlighed havde Jens Højlund ventet tre timer på en person, han skulle have et møde med. Forsinkelsen blev fra ghaneserens side kommenteret med et skævt smil: ”You have the watches, we have the time.” Trods alle vanskeligheder lykkedes det dog at gennemføre software bankprojektet med Mr Boateng til gavn for mange små lokale virksomheder –symaskinedamerne. Så måske sidder der den dag i dag ghanesiske kvinder ved deres symaskiner og sender venlige tanker til folkene fra kursuscentret på Josiassensvej i Grenå, der dengang for snart mange år siden havde sat kursen mod det fjerne land i Afrika for der at være med til at skabe udvikling og vækst.

75


Dagligliv på Grenå Handelsskole

Som det fremgår af det foregående, var der stor aktivitet på Grenå Handelsskole i 1990-erne. Perioden var en fremgangsperiode, hvor nye initiativer blev sat i værk, og hvor store byggerier blev gennemført. Samtidig gik livet sin vante gang på skolen med undervisning, rejser, idrætsdage og kulturdage. Dette dagligliv kan følges bl.a. via de årsberetninger, skolen udsendte fra 1993 til 1998. Her præsenterer skolen sig for omverdenen. Af årsberetningerne kan man også se, hvem der sad i skolens ledelse, og hvem der sad i skolens bestyrelse og i handelsskoleudvalget. Man kan f.eks. konstatere, at lederteamet i 1993 bestod af 7 mænd og en kvinde, og at der i bestyrelsen og skoleudvalget sad 28 mænd og ingen kvinder – og det på en skole, hvor over halvdelen af eleverne var kvinder. Sådan var det i de gode gamle dage, i dag er kønsfordelingen blandt skolens ledere ganske anderledes: 4 ud 18 er kvinder! Kulturelle arrangementer Handelsskolens ungdomsuddannelser er karakteriseret derved, at de er ganske teoretiske. I modsætning til hvad der er tilfældet på eksempelvis det almene gymnasium, har man ikke fag, der kan betragtes som åndehuller i den teoretiske undervisning. De bestemmende myndigheder har af uransagelige grunde ikke ment, at fag som musik, formning og idræt hører hjemme på en handelsskole. Hvordan man logisk forklarer dette, skal forfatteren ikke gøre sig klog på. Sagen er nok, at der ikke 76

er nogen logisk forklaring på, at mennesker, der skal arbejde på kontorer eller i butikker eller i virksomhedernes ledelseslokaler eller alle de andre steder, hvor handelsskolens elever nu engang havner, ikke skulle have gavn og glæde af musik, kunst, idræt. Det har derfor været et ønske på Grenå Handelsskole at give eleverne nogle anderledes oplevelser end dem, de til daglig fik i regnskabstimerne og tysktimerne. Helt tilbage fra forstander Holger Grønborgs tid er der således blevet gennemført en lang række kulturelle arrangementer. De blev planlagt af to af skolens lærere Birgit Aagaard og Henrik Nordbek i samarbejde med repræsentanter for elevrådet – det skulle garantere både en vis lødighed, og at arrangementerne kunne have elevernes interesse. Nogle af arrangementerne levede til fulde op hertil – andre i mindre grad. Et af de fællesarrangementer som alle, der var til stede, vil huske, var med Hans Østergård. Han fortalte åbent om sin egen kamp mod sygdommen AIDS. Hans mål var dels at informere om sygdommen og dens smittekilder dels at fjerne nogle af de mange fordomme, der er knyttet til AIDS. Aldrig har så mange elever været så lydhøre så længe, og man gik fra mødet med Hans Østergård fuld af beundring for det mod og den ærlighed, han havde demonstreret i mødet med eleverne. Hans Østergård – en af hverdagslivets helte. En anden stor succes, kulturudvalget kunne notere, var en tour de force gennem rockhistorien udført af to charmerende og meget musikalske englændere: ”Rock Comics” Her kunne lærere og elever mødes i en fælles begejstring over


rockmusikken, der for en del læreres vedkommende var den musik, de i deres fjerne ungdom havde danset til – og for en del af elevernes vedkommende var det musik, de måske ellers kun havde haft et skuldertræk til overs for, da det jo var ”de gamles musik.” En markant gæst på Grenå Handelsskole var en af tidens hotte forfattere og kulturpersonligheder: Dan Turell. Denne let anarkistiske forfatter med blå negle og skaldet isse havde haft det store uheld, at han i lighed med andre folk i underholdningsbranchen var kommet i skattegæld – han var kort og godt kommet i klørene på det kære væsen, der gerne ville have nogle af de mange penge, han skyldte, i kassen. Altså havde man sendt Turell på landsturne rundt på gymnasier og handelsskoler, og GHS var et af de sidste steder på denne uendelige tur. Det var således en træt og udbrændt Turell, der mødte op på GHS – faktisk skulle han næsten skubbes op på podiet. Efter godt og vel tre kvarter lagde Turell op til at slutte sit indlæg, men så let skulle han ikke slippe på en skole, dengang ledet af en forstander med en fortid som direktør i det private erhvervsliv. Her er man vant til at få det, man betaler for; så da Turell gjorde sig parat til skyndsomt at forlade talerstolen, trådte Holger Grønborg frem, kiggede på sit ur og konstaterede, at der resterede endnu et kvarter af Turells tid. Den arme forfatter måtte således endnu en gang trække sig selv op, og først pinefulde femten minutter senere kunne han forlade den talerstol, han så åbenlyst ikke havde haft lyst til at bestige – men skattevæsnet indkasserede formentlig sin del af honoraret for Turells optræden den dag på Grenå Handelsskole, og Holger Grønborg havde fået, hvad

han havde betalt for – i hvert fald tidsmæssigt. De fleste fællesarrangementer blev større eller mindre succeser, enkelte måtte kulturudvalget notere som fiaskoer. Som medlem af kulturudvalget mindes dette skrifts forfatter stadig med gru et arrangement med den aldrende nordjyske forfatter Knud Sørensen. En glimrende forfatter og sikkert en god foredragsholder mange andre steder end lige på en handelsskole en grå torsdag formiddag i november. To uendelige timer knirkede afsted, og det er håbet, at forfatteren kunne abstrahere fra alt andet end det honorar, der ventede ham efter mødet med de mildest talt uengagerede unge tilhørere. Eneste trøst i forbindelse med arrangementet var det faktum, at Birgit Ågård af en eller anden grund ikke var på skolen den dag. Birgit ville givetvis have taget sig fiaskoen meget nær, for det var hende, der efter endog særdeles grundige samtaler med ARTE havde booket Knud Sørensen, der var så håbløst fejlplaceret blandt de unge handelsskoleelever. Anderledes fart og tempo var der over et foredrag med Lotte Heise en tidlig morgen i marts 1995. Det havde længe været et ønske blandt eleverne at få Lotte Heise til skolen, og længe havde i hvert fald en af lærerne i kulturudvalget strittet i mod. Han mente, at den hurtigsnakkende kulturpersonlighed var for dyr. Men endelig lod han sig overtale, dels fordi honoraret blev forhandlet ned, dels fordi han modstræbende måtte indrømme, at man fik temmelig mange ord for pengene, når Lotte Heise først tog fat. Og mange ord fik man. Lotte Heise talte om den forbistrede jantelov og om, hvordan man kunne lære ikke at ligge under for den – stærkest virkede hun formentlig ved sit 77


eget eksempel! Så alt i alt et godt arrangement, eleverne var begejstrede, Lotte Heise kunne føje endnu et honorar til de mange, og selv den skeptiske lærer gik tilfreds fra mødet med Lotte Heise – ikke mindst fordi hun havde understreget, at nok betød det meget for eleverne at udstråle selvtillid under en eksamen, men dog var forudsætningen for et godt resultat, at man havde været flittig, seriøs og målrettet med sit skolearbejde. Som talt ud af den gamle lektors mund! Afrika på Grenå Handelsskole Et af de mere sælsomme og eksotiske kulturarrangementer på GHS i 90erne løb af stablen i november 1999. Hvert år var der dengang sat en uge af til et tværfagligt projektarbejde for HHeleverne på andet år. 1999 havde de to arrangører, Anna Jespersen og Bente Nordbek, bestemt, at temaet for ugen skulle være Afrika – det glemte kontinent. Eleverne strittede imod, Afrika sagde dem mindre end lidt, og kun modstræbende gik de en tidlig mandag morgen i gang med projekt Afrika. Det skulle dog vise sig, at selv de mest skeptiske blandt eleverne lod sig fange ind af arbejdet med Afrika. Arrangørerne havde indkaldt flere gæstelærere, blandt andre Benjamin Munanira fra Congo, politisk flygtning med bopæl i Grenå, der med baggrund i sin egen historie forstod at engagere eleverne. Ugen gik i øvrigt med en blanding af undervisning, forelæsninger ved diverse gæstelærere og med gruppearbejde omkring emner som afrikanske stammer, kvægnomader, agerdyrkere og familiemønstre. Desuden fik eleverne mere praktiske opgaver bl.a. blev de sat 78

til at bygge en hytte midt på skolens torv, bage afrikansk brød og ikke mindst forberede det store show fredag eftermiddag. Kulminationen på showet var en stort anlagt afrikansk slangedans ledet af Sander Machombo Nielsen fra kulturudvekslingsgruppen Utamaduni. Og dette med slangedans skal tages helt bogstaveligt, for uden en slange ingen slangedans. Sander havde da også medbragt en 8 år gammel, fem meter lang og 40 kg tung kongepyton. Det meste af tiden var den anbragt nede i skolens kælder i sin solide kasse, men under dansen på torvet kom den frem, og flot var den – pytonslangen Mulinga. Ifølge det lokale dagblad vakte slangen stor moro for nogle og stor skræk for andre – bl.a. for en af Afrikaugens to idekvinder, Bente Nordbek, der godt og grundigt fik udlevet sin voldsomme slangeforbi de dage, pytonslangen var med i programmet. Nogle siger, at mennesker skal konfronteres direkte med genstanden for deres fobier for at blive helbredt, men denne teori passer så langt fra på Bente Nordbek - hendes slangefobi lever videre i bedste velgående – måske endnu et besøg af Mulinga ville gøre underværker?

Slangedansen forberedes – Mulinga er parat! T.v. ses Sander Machombo Nielsen. FOTO: Henning Lund Hansen, Dagbladet Djursland


Alt i alt blev Afrikaugen en succes. En af deltagerne. Thea Bøgelund. formulerede det på denne måde: ”Ugens tema og den måde, det blev grebet an på, har i høj grad hjulpet mig til at være mere åben for fremmede kulturer. Og det tror jeg vil være en fordel, når jeg forhåbentlig engang skal handle internationalt. Jeg opfatter ikke ugen som et kursus i Afrikas fattigdom og elendighed. Tværtimod tager jeg det som en opfordring til at åbne øjnene.” Kloge ord anno 1999! Slaget om juleøllet D 12. december 1999 kunne forstander Lars Ry Jørgensen, Grenå Handelsskole, notere en ikke ubetydelig sejr over en af landets virkelige magthavere: Bryggeriforeningen. Denne dag meddelte Danmarks Bryggeriforening nemlig, at man fremover ville flytte j-dage og p-dage fra midten af ugen til weekenderne. Hermed var det slut med at lancere julebryggen og påskebryggen på almindelige skoledage. Baggrunden for denne drastiske beslutning var en stigende irritation blandt landets handelsskoleforstandere over, at eleverne prioriterede lanceringen af jule- og påskebryggen over lektier og fremmøde på landets handelsskoler. Irritationen resulterede i en klage til forbrugerombudsmanden, og primus motor blandt klagerne var Grenå Handelsskoles forstander Lars Ry Jørgensen, der på et møde i handelsskolernes forstander- og inspektørforening havde rejst problemet. Klagen til forbrugerombudsmanden vakte opsigt, dels fordi man ikke uden videre lægger sig ud med Danmarks Bryggeriforening, dels fordi forstanderen med sin klage bragte problemet om

elevernes prioriteringer frem i lyset: Fejring af juleøllet eller en grundig forberedelse til næste dags gennemgang af Tom Kristensens undergangsroman ”Hærværk?”

J-dag er den dag, hvor årets julebryg lanceres. Tilsvarende findes en P-dag for påskebryg. FOTO: Google

Lars Ry måtte forklare sig på landsdækkende TV. Her anklagede han i stærke vendinger bryggerierne for at lokke de unge til at blive oppe hele natten for at tage vel imod ”den første sne.” Ifølge forstanderen blev de unge i helsides annoncer nærmest presset til at opfatte denne nat som en mandomsprøve, uanset at der næste morgen var brug for ganske andre færdigheder end den at skylle julebryg i halsen – om end nogle måske vil hævde, at en mindre brandert kun ville fremme elevernes mulighed for at identificere sig med ”Hærværks” hovedperson Ole Jastrau. For ikke at virke som en gammeldags moralist understregede Lars Ry, at fejringen af julebryggen bestemt ikke var et dårligt arrangement, problemet var tidspunktet for fejringen: en almindelig torsdag nat. Nu vidste Lars Ry imidlertid, at der skal mere til at ryste landets befolkning end beretningen om halvsovende elever i halvtomme klasselokaler. 79


Derfor havde han et regnestykke parat. Hvis j - og p dagene betød, at to skoledage i realiteten var spildt, så kostede de to dage samfundet et tocifret millionbeløb i tabt indlæring forudsat, at også eleverne på de øvrige ungdomsuddannelser tog fejringen af jule- og påskebryggen ligeså alvorligt som eleverne på handelsskolerne – og hvorfor skulle de mon ikke gøre det? Alene på handelsskolerne kostede to tabte skoledage 18 millioner kroner. Stærke argumenter, som Bryggeriforeningen måtte bøje sig for. Og eleverne – ja, de blev jo også spurgt, og forunderligt nok kunne de ikke se det store problem, for som Samir udtalte, så var det da rigtigt nok, at en del elever sad og sov i klassen næste dag, men det mente han nu nok, at de gjorde alligevel. Party Crew og festerne på Grenå Handelsskole Som vi har set var en af hensigterne med den nye erhvervsskolereform fra 1992, at skolerne gennem konkurrence skulle forfine deres ydelser til den danske ungdom. Bedre faglig undervisning, bedre bøger, bedre it-forhold og bedre fysiske rammer skulle højne kvaliteten af undervisningen og dermed gøre erhvervsuddannelserne attraktive. Men også andre konkurrenceparametre spillede, hvad enten man kan lide det eller ej, en rolle. At kunne tilbyde eleverne spændende studierejser var et af disse andre parametre – et andet var fede fester på skolen. På dette punkt stod Grenå Handelsskole svagt op gennem 1990erne. Man kunne til nød finde ud af at afholde en fest ved skoleårets slutning, og hvis det gik højt en ”lær hinanden at kende fest” ved skoleårets start. Og ikke engang skolens årlige 80

julebanko kunne for alvor rette op på den åbenlyse mangel på en god festkultur på Grenå Handelsskole. Men når nøden er størst er hjælpen som bekendt nærmest, og hjælpen kom i dette tilfælde fra en gruppe elever, der åbenbart var blevet trætte af at vente på, at skolen skulle tage sig sammen til at lave nogle ordentlige fester. Primus motor i denne gruppe elever var Allan Gjersbøl. Sammen med nogle klassekammerater skabte han Party Crew, hvis opgave det ganske enkelt var at lave byens bedste fester. Party Crew tog med stor entusiasme fat på arbejdet med at skabe en festkultur på GHS. Skolen ledelse var mere end velvillig, for man vidste godt, at med festerne stod det lidt skralt til. Og hvad var bedre end at vise eleverne den tillid, at de kunne få lov selv at arrangere festerne? Dog var betingelsen, at et par lærere deltog i planlægningen og gennemførelsen af festerne, og til denne opgave meldte Poul Lykke Mailund og Henrik Nordbek sig. Mailund lagde som økonomiansvarlig et stort engagement og arbejde i Party Crew, der gennem årene stod bag en lang række fester, der gradvist trak flere og flere deltagere – op mod 400 da det gik vildest til – vist ikke helt i overensstemmelse med brandregulativet. Party Crews medlemmer fandt hurtigt ud af, at det at arrangere en skolefest kræver megen tid. Der skulle holdes planlægningsmøder i ugerne op til festerne, der skulle gøres reklame for festerne, der skulle sælges billetter og bestilles drikkevarer, diskotek og udsmidere skulle engageres, og man skulle sikre sig, at pedellen Mogens Jensen kunne deltage i festen, der i øvrigt ikke måtte kollidere med


en tilsvarende fest på Gymnasiet – konkurrence er god, men at have markedet for sig selv er dog bedre. Sidst men ikke mindst skulle billetsælgerne kunne gøre rede for hver evig eneste billet de solgte, for kun elever og eventuelle kærester kunne få adgang til festerne. Poul Lykke Mailund tog det på sig nidkært at holde styr på de op til 400 solgte billetter. Let var det ikke altid, ej heller helt konfliktløst, for Party Crew ville naturligvis gerne sælge flest mulig billetter, for jo større en fest desto større en succes, men Poul var stålsat, ingen udefra skulle kunne købe billet til fester arrangeret af Grenå Handelsskole. På selve festdagen mødte alle medlemmerne af Party Crew på skolen om eftermiddagen sammen med de to lærere. Torvet skulle pyntes – mange balloner skulle pustes op og placeres i det af Mailund indkøbte net, der i dagene inden festen blev spændt ud over Torvet for at gøre lokalet lidt mere intimt. Diskoteket ankom og stillede op – mange kabler! Garderoben (en ofte overset men ikke uvæsentlig indtægtskilde) skulle gøres klar, og så skulle der spises pizza og drikkes et par øl, før man var klar til det store ryk ind. Når så festen sluttede, og de fleste fortsatte på Buddy Holly, skulle der ryddes op, og så sluttede man af med en øl eller to og en evaluering af aftenens forløb. Succesen kunne måles ud fra forskellige synsvinkler: Antallet af deltagere, salget af øl, antallet af unge, der måtte fragtes hjem, antallet af episoder hvor udsmiderne måtte træde i karakter, antallet af ødelagte toiletter, antallet af episoder hvor politiet måtte rykke ud for at hindre uroligheder uden for skolen, overskuddet som fremgik af regnskabet minutiøst udarbejdet af Poul Lykke Mailund – jo, der er mange måder at

vurdere en fest på. Sikkert er det dog, at Party Crew for alvor fik sat Grenå Handelsskole på festkortet i Grenå. Med alt det arbejde, der påhvilede Party Crews medlemmer skulle man tro, at det var svært at få elever til at melde sig. Det er ikke tilfældet. Det var hyggeligt at være medlem af Party Crew, og det gav prestige blandt de andre elever. Medlemmerne gik med Party Crew T-Shirts, til festerne blev de udstyret med et vist antal øl-billetter, og hvert år efter eksamen blev de inviteret ud at spise og bowle på skolens regning. Også de to lærere hyggede sig i samarbejdet med de unge, selvom det kunne blive sent eller måske rettere tidligt, før man var hjemme efter festerne. Voksenklasserne I 1991 begyndte en ny type elever at dukke op på Grenå Handelsskole. De adskilte sig fra de øvrige elever derved, at de ikke var helt unge længere, for Grenå Handelsskole havde som den første i Danmark udviklet en ny kompetencegivende uddannelse for voksne, som hermed for alvor gjorde deres indtog på skolen. Studievejleder Bent Sejr var primus motor bag det nye initiativ, og på en lang række områder har Sejr spillet en væsentlig rolle på Grenå Handelsskole. I mange år var han en endog meget værdsat tillidsmand for kollegerne, ikke mindst fordi Sejr har en rent ud sagt ejendommelig lidenskab for at læse og forstå indviklede og snørklede ministerielle cirkulærer – ingen uvæsentlig egenskab for en tillidsmand, især ikke når den kombineres med en nærmest bulldogagtig stædighed. Var man i tvivl 81


om, hvad gældende regler på dette eller hint område mon kunne være, spurgte man bare Sejr. Også på anden vis kom Sejr til at spille en rolle for livet på Grenå Handelsskole, for han etablerede sig også som vinimportør, og det betød et væsentligt kvalitetsløft for så vidt angår udvalget af vin til festerne på skolen. Mindeværdig er således den første lærerfest med vin fra Sejr. Man var vant til, at vinen var billig tysk hvidvin på sølle 8% . Sådan var det unægtelig ikke med Sejrs vin, importeret direkte fra Alsace og med ordentlige procenter. Dette var deltagerne i festen helt åbenlyst ikke opmærksomme på, for der blev drukket som vanligt, ja, måske lidt (?) mere, for vinen var jo så langt bedre end den sædvanlige Piesporter. Det blev så vidt det erindres en meget lystig aften i kantinen på Grenå Handelsskole. Og endelig har Sejr den egenskab, at han vil se udvikling, og som vi tidligere har set er udvikling det, der forhindrer afvikling. Et af Sejrs væsentligste udviklingsprojekter var som nævnt etableringen af voksenklasser på Grenå Handelsskole i begyndelsen af 1990erne. Baggrunden for projektet var, at Sejr i en periode havde undervist arbejdsløse på kurser nede i kursuscentrets barakker. Kurserne var for så vidt udmærkede, når man ser på indholdet og ikke på de fysiske rammer, men problemet var, at kursisterne forlod undervisningen uden et eksamensbevis, de kunne bruge i den videre jagt på et arbejde. Sejr mente derfor, at der måtte være et behov for en uddannelse, der kunne gøre voksne ufaglærte til faglærte. Med andre ord en uddannelse, der stillede krav til kursisterne om at følge et bestemt pensum og om at gå til eksamen. 82

Det skulle vise sig, at Arbejdsformidlingen tog positivt imod Sejrs ide, og således kunne den første voksenklasse gøre sit indtog på Grenå Handelsskole august 1991. Klassen blev en stor succes. Ikke færre end 71% af de elever, der i sommeren 1992 bestod eksamen, havde tre måneder senere enten fået arbejde eller var i gang med at uddanne sig yderligere – en bemærkelsesværdig høj succesrate. Eleverne i voksenklasserne har kunnet deles op i forskellige grupper – den største gruppe har nok bestået af arbejdsløse, der har haft brug for en kompetencegivende uddannelse for at komme videre i deres arbejdsliv. En anden stor gruppe har været mennesker, der har været fysisk nedslidte som følge af et hårdt arbejdsliv – f.eks. hjemmehjælpere med ødelagte rygge og frisører og slagtere med ødelagte arme og skuldre. En tredje gruppe består af udlændinge, der enten er flygtet til Danmark fra alverdens urocentre, eller mennesker der har fundet en dansk ægtefælle og derfor er flyttet til Danmark i årene før 24 års regel og tilknytningskrav gjorde dette vanskeligere. Således afspejler udviklingen ude i den store verden sig i elev -sammensætningen i voksenklasserne på Grenå Handelsskole. Krigen i det tidligere Jugoslavien, krigene i Mellemøsten og diktaturet i Iran bragte således adskillige flygtninge til skolen I Grenå, og de tog ofte historier med sig, som kunne sætte det trygge liv i klassen i Grenå i perspektiv. Det var berigende og ofte bevægende, og mødet med mange af de udenlandske elever gav ofte en værdifuld indsigt, der kunne nuancere den enkeltes syn på de problemstillinger, der har præget den


udlændingedebat, der har kørt i Danmark de senere år. For lærerne, der underviste i voksenklasserne, var det en spændende udfordring med den nye type elever. Det første, man lagde mærke til, var, at de voksne som hovedregel læste de lektier, de fik for. Desuden måtte lærerne ikke så sjældent sande, at de voksne havde erfaringer fra arbejdslivet og privatlivet, der gav undervisningen dybde. Der blev således hurtigt rift blandt lærerne om at få lov til at undervise de voksne, som man i øvrigt heller ikke behøvede at bruge kræfter på at få til at tie stille og høre efter. Forfatteren kom til at undervise voksenklasserne gennem mange år, og det var en sand fornøjelse – ikke mindst måtte han beundre det engagement, eleverne lagde for dagen. Og højt humør var der som regel i klasserne på trods af, at en del ofte kunne have deres at slås med – ikke mindst helbredsmæssigt.

Den første voksenklasse fejrer eksamen februar 1994. T.v. ses Bent Sejr. FOTO: Henning L. Hansen, Dagbladet Djursland.

Pædagogikken i voksenundervisningen blev til en vis grad nyudviklet. I fagene it, regnskab og salg&service underviste man efter SIMU-modellen

– man skabte simpelthen en fiktiv virksomhed World Travel Agency – et rejsebureau. Man oprettede de afdelinger, der nu engang findes i en sådan virksomhed, man udnævnte en direktør og diverse afdelingsledere, man udarbejdede tilbud om rejser, som salgsafdelingen så skulle sælge til andre SIMU-virksomheder rundt om i verden, man førte regnskab, lagde budgetter osv, osv. En sådan praksisnær undervisning har sine fordele og ulemper. Det teoretiske stof bliver meningsfuldt og umiddelbart anvendeligt for eleverne. Men uheldigvis kunne det give konflikter, når der skulle vælges ledere i virksomheden, og især når disse ledere blev nødt til at markere sig i forhold til medarbejderne. I de tilfælde fik lærerne brug for alle deres diplomatiske evner. På skolen tror man, at voksenklasserne har været til gavn for de mange voksenelever, der via denne mulighed er bragt tilbage på arbejdsmarkedet ligesom man tror, at aktiviteten har været samfundsgavnlig. Og som tidligere underviser i voksenklasserne møder man hyppigt gamle elever ude i byens virksomheder; man får sig så en snak om de gode gamle dage på skolen på Josiassensvej, og man går hjem med en følelse af, at her har man måske været med til at gøre en forskel! Det er lykkedes at få en af vokseneleverne, Jens Erik Ovesen, til at fortælle om sit ophold på Grenå Handelsskole. Jens Erik Ovesen fortæller: Hvorfor Grenaa Handelsskole/Voksenklassen (hgv) Jeg fik mulighed for at starte i voksenklassen på Grenå Handelsskole, fordi, jeg gik arbejdsløs 83


med en dårlig ryg. Jeg er uddannet autolakerer tilbage i 1982, og det var hårdt for min ryg at arbejde som maler. Jeg har altid haft et ønske om at komme til at arbejde i et byggemarked eller en trælast, men det krævede en handelsuddannelse, og det havde jeg ikke. Så da min sagsbehandler på arbejdsformidlingen i Grenaa fortalte mig om de muligheder, der var for at blive omskolet, så var det ikke noget svært valg for mig at melde mig på Grenaa Handelsskole. Mit møde med Grenaa Handelsskole. Den første dag på Grenaa Handelsskole var meget spændende. Hvilke mennesker skulle jeg gå i klasse med, og hvilke lærere skulle jeg have? Kunne jeg følge med i de fag, som vi skulle have, der var pludselig mange tanker, der blev sat i gang, det var trods alt mange år siden, jeg sidst havde gået i skole. Men jeg fandt ud af, at det var en god skole med både flinke og tålmodige lærere og en skole med fine lokaler. Dagligdagen på skolen. Selve undervisningen var god og saglig, det var lidt svært i starten, det var jo mange år siden jeg havde gået i skole, så lige pludselig at skulle analysere et billede eller et digt i dansk var noget helt nyt, men det var spændende, det samme gjaldt i de øvrige fag. Lærerne er gode til at undervise i et tempo, hvor vi alle kunne følge med. Klassekammeraterne, det var spændende for hvem skulle jeg gå i klasse med, og hvad var det for nogle mennesker? Vi mennesker har jo altid en forudfattet mening om andre, når vi møder dem, det havde jeg også. Men 84

det er fantastisk, hvordan det ændres, når man lærer hinanden at kende, og heldigvis til den positive side. Det gode ved en voksenklasse er, at stort set alle er der pga. omstændigheder der har gjort, at vi er nødt til at blive omskolet. Det betyder, at vi ønsker at få det bedste ud af opholdet, og at vi yder vores bedste, Det at det er voksne mennesker, der er samlet gør, at der er noget livserfaring og erfaring fra arbejdslivet, og det betyder, at man kan få nogle gode diskussioner og debatter. Hvad betød opholdet for mig? Jeg gik på Grenaa Handelsskole i et år, på det der så fint hedder Handelsskolens Grunduddannelse for voksne, efter et år bestod jeg eksamen og kunne dermed begynde at søge elevstillinger i handelsbranchen. Jeg fik en elevplads i Rønde Tømmerhandel, og efter 2 år var jeg uddannet som salgsassistent. Derefter fik jeg job i Bygma Grenaa, hvor jeg stadig er ansat. Så det som skoleopholdet på Grenaa Handelsskole kom til at betyde for mig var, at jeg fik et job som min ryg kan holde til, og jeg kom til at arbejde i en branche, som jeg altid har fundet spændende. Så Grenaa Handelsskole har betydet utroligt meget for mig, det er absolut et af de bedste år, jeg har haft. Hilsen Jens Erik Ovesen Flygtningeprojektet på Grenå Handelsskole I årene 2001 til 2004 gennemførte Grenå Handelsskole et projekt, der skulle gøre unge flygtninge/indvandrere parate til at tage en


ungdomsuddannelse. Flygtninge/indvandrerprojektet 2000 – 2003 I løbet af 1990erne oplevede Danmark en øget tilstrømning af flygtninge og indvandrere ofte fra lande med en ganske anden kultur end den danske. Dette stillede samfundet overfor en række udfordringer. Ikke mindst blev det en stor opgave at få de nye medborgere integreret på arbejdsmarkedet, og fra politisk hold var erhvervsskolerne tiltænkt en meget væsentlig rolle hermed. Undersøgelser viste imidlertid, at det var svært for flygtninge og indvandrere fra den tredje verden at gennemføre en erhvervsuddannelse, og derfor afsatte undervisningsministeriet i år 2000 en pulje på 120 millioner kroner til initiativer, der skulle øge denne gruppes gennemførelsesprocent. Hermed kunne den socialdemokratiske regering, der var presset ikke mindst af Dansk Folkeparti, demonstrere, at den tog problemerne med nydanskernes erhvervsfrekvens alvorligt. På Grenå Handelsskole har man altid ment, at en del af de offentlige midler, der stilles til rådighed til forsøg, meget passende kan havne i Grenå. Derfor var det nærliggende at skabe et projekt for flygtninge og indvandrere, der kunne blive finansieret af den nye pulje. Væsentligt var det dog nok også, at man på GHS kunne konstatere, at det kneb med gennemførelsesprocenten, hvad enten de unge flygtninge/indvandrere gik på HH eller på HG. Og endelig var man på skolen jo ikke bleg for at skaffe sig elever fra hele landet, så hvorfor ikke elever fra hele verden? Primus motor i projektet var tidligere

omtalte studievejleder Bent Sejr, der i samarbejde med Grenå Sprogcenter, Grenå Produktionsskole, Grenå Tekniske skole og Ungdomsskolen i Grenå udarbejdede et projekt, der skulle gøre unge indvandrere og flygtninge parat til at tage en ungdomsuddannelse. En projektplan blev indsendt til ministeriet, og som den eneste skole, der ikke er placeret i en storby, fik Grenå Handelsskole grønt lys til at igangsætte forsøgsundervisningen - ”et enestående projekt” som det hed i den lokalpatriotiske presse. Fem millioner kroner søgte man, og fem millioner fik man, og dermed kunne forsøget gå i gang.

Bent Sejr og Gurli Haustrup. Foto: Flemming Højer.

Projektet strakte sig over tre et halvt år og blev kun en delvis succes. Skønt holdene var ret små, var det ikke muligt at få alle gennem forløbet og frem til optagelse på en kompetencegivende ungdomsuddannelse. Nogle piger faldt fra, fordi de 85


blev gift, andre faldt fra muligvis fordi pædagogikken var dem for fremmed. Kommer man fra kulturer, der er mere præget af respekt for autoriteter, er det noget af en omvæltning at opleve en pædagogik, hvor ansvaret i højere grad lægges over på eleverne, og hvor læreren ind i mellem træder ned fra katederet og lader eleverne arbejde i grupper. Måske opfattede de unge på flygtningeprojektet de danske lærere som dovne og uengagerede frem for progressive, når de praktiserede den tids modepædagogik: ”Ansvar for egen læring.” Et kultursammenstød! Nogle af de unge kom dog gennem forløbet og blev gjort parate til at tage en almindelig kompetencegivende dansk ungdomsuddannelse. For Grenå Handelsskole betød projektet, at man fik nogle erfaringer med at tackle elever fra fremmede kulturer. Desuden var taxameteret ganske højt, så skolen tabte vist ingen penge på projektet, ja, efter Sejrs oplysning var det ligefrem en god forretning. Da forsøgsperioden udløb, var der ikke ekstra statslige penge til at gøre unge fra andre kulturer uddannelsesparate, og dermed ophørte den form for uddannelsesprojekter på Grenå handelsskole. Gurli Haustrup om arbejdet med flygtningeklassen. I løbet af min karriere som lærer på Grenaa Handelsskole var jeg i årene 2000 – 2003 projektleder og lærer på et projekt igangsat af Undervisningsministeriet, som havde det formål at gøre flygtninge og indvandrere fra området klar til at påbegynde en uddannelse på handelsskolen, teknisk skole eller social- og sundhedsskolen. Vi fik etableret en klasse, som havde hjemsted på 86

Grenaa Handelsskole med ca. 15 elever. Disse elever havde forskellig baggrund socialt, kulturelt, uddannelsesmæssigt og aldersmæssigt. Det gav nogle udfordringer. Overordnet set var det nogle gode år med nogle positive elever, som var meget glade for at være elever på Handelsskolen. De følte, at der var mere prestige i at gå der, end der var i at gå på sprogskolen. De var lidt nærmere deres mål om at få en uddannelse, og de var også på Handelsskolen i tættere kontakt med unge danskere. Dog holdt de fleste sig for sig selv, og de allerfleste deltog heller ikke i handelsskolens elevfester. Det var i stor udstrækning forældrenes skyld, idet disse havde hørt om dansk ungdoms udskejelser med druk og sex. At gå i skole i Danmark var noget helt andet end i deres hjemlande, Iran, Irak, Afghanistan m.m. Gruppearbejde er f.eks. normalt en god ting, men her var det sværere at få et gruppearbejde til at fungere optimalt. Når det skulle forløbe over et par eller flere lektioner og arbejdet var sat i gang, og der så havde været en pause, ja, så gik man ikke i gang igen med skolearbejdet, før læreren var til stede og havde sagt, at nu skulle de gå i gang igen. De kom fra nogle lande, hvor læreren havde en langt større autoritet end i Danmark, og man gjorde ikke noget uopfordret. Selvstændighed var ikke en disciplin, som de havde lært. Elevernes livsvilkår i Danmark var også meget forskellige. Jeg havde en elev, en dreng, fra Palæstina, som kun var 16 år. Han startede sin dag med at gå med aviser kl. 4.00 om morgenen, inden han skulle i skole. Ikke sært var han meget træt i


skoletiden og var ofte ved at falde i søvn i timerne, men han var meget, meget ivrig efter at lære noget og efter at komme videre i en fart. Det kom han også. Han efterspurgte en lektiehjælper, og fik en sådan bevilget, hvad der hjalp ham, så det lykkedes ham ret hurtigt at komme videre på HG, så han kunne blive klar til at søge en elevplads. Jeg havde også en anden elev fra Congo, som vi ikke kunne flytte over på HG så hurtigt, som han ønskede det. Han blev ret aggressiv over det, og blev ved med at komme og plage om en godkendelse af sine standpunkter. Det endte med, at han søgte ind på en handelsskole i Århus, som altså accepterede hans niveau. Jeg havde også flere elever, der var gift og havde børn. I denne gruppe havde jeg nogle meget dygtige piger, som arbejdede meget seriøst, og som kom videre på trods af, at de ofte måtte have fravær på grund af deres børn, sygdom o. lign. For en af pigernes vedkommende var det dog ikke børnene, der var problemet, men manden. Han havde en ganske anderledes opfattelse af, hvad en mand kan tillade sig og syntes faktisk, at han havde lige så megen ret til at være på skolen, som konen havde. Han kunne finde på at komme og banke på i timerne, at nu skulle han snakke med sin kone, og det var så bare det. Og engang vi skulle på udflugt, ville han også med og kunne absolut ikke forstå, at han ikke kunne komme med, og da dagen oprandt, hvor vi skulle af sted, da kom han sammen med konen og ville stadig med. Han var så absolut ikke nem at ryste af sig. Senere blev han selv elev i klassen, og han var i sandhed ikke nogen nem elev. Han ville egentlig kun, hvad han selv ville, kom for sent, havde mange sygedage, var højrøstet og selvpromoverende og

havde en ret negativ indflydelse på klassen. Disse piger, som havde problemer med deres mænd, havde et stort behov for at snakke om deres problemer. Da jeg også var studievejleder for klassen, måtte jeg bruge mere tid, end man egentlig kunne forvente på at snakke med dem. Selvfølgelig måtte de bruge de kontakter, som de havde indenfor rækkevidde, og det var da også dejligt, når man kunne hjælpe dem, vejlede dem i forskellige situationer. På et andet tidspunkt fik jeg 2 elever – piger fra Irak. Først havde jeg et møde med pigerne og forældrene sammen. Forældrene var også meget ambitiøse på pigernes vegne. Senere blandede de sig ikke og var en god støtte for pigerne, som også var meget ambitiøse, og især den ene havde gode evner. Hun knoklede løs og lærte hurtigt, blev meget dygtig, så hun kunne bestå de forskellige danskprøver 1, 2 og 3 for at komme videre i det almindelige uddannelsessystem. Hun kom på gymnasiet i Rønde, hvor hun tog en studentereksamen. I løbet af studietiden blev hun gift med en landsmand, som hun havde mødt på et flygtningecenter i Holland. Han var kommet til Australien som flygtning, men de havde bevaret kontakten, og han kom til Danmark for at gifte sig med hende. Han rejste tilbage til Australien, og hun blev på trods af giftermålet i Danmark og gjorde sin eksamen færdig, senere rejste hun så til Australien til sin mand, der lever hun nu og studerer på et Universitet og har også fået et barn. Men det hele ser ud til at gå godt for hende, selvom hun må leve med, at hendes nære familie er her i Danmark, og der er også familie i Sverige, i Tyskland og USA. 87


Søsteren har også klaret sig udmærket. Hun klarede sig med sin store pligtopfyldenhed og arbejdsomhed. Hun syntes til tider, at det var nogle mærkelige tekster, som vi skulle læse i dansk og spurgte mig, om vi ikke kunne læse Biblen i stedet. Det syntes hun ville være bedre. Det gjorde vi dog ikke, så hun måtte knokle videre med de underlige danske tekster og fik også lært sproget, så hun klarede at komme på Teknisk skole, indenfor frisøruddannelsen. Det gik dog ikke så godt, da hun ikke kunne få en praktikplads. Senere har hun så gennemført Socialog sundhedsuddannelsen, og hun arbejder i dag som sådan og er også gift med en landsmand og har fået børn, og hun klarer sig alt i alt ganske godt. Generelt var disse elever meget søde at omgås og jeg var glad for at arbejde med dem. Der var selvfølgelig nogle kulturelle forskelle, som vi måtte leve med og acceptere, men også prøve at forstå såvel som at få eleverne til at forstå det danske system. Sygeligheden var generelt større end blandt danske elever, ligesom de heller ikke kunne forstå, hvorfor de ikke altid kunne blive raske ved hjælp af en pille. Måske sagde lægen til dem, at de skulle ud i naturen og have mere motion og frisk luft. De var mere vant til, at man kunne få medicin for alt. Jeg husker også nogle afghanere, flygtet fra talebanstyret. De var ganske dygtige, hurtige og selvbevidste, men de var gode at have i klassen. Min oplevelse af afghanerne var, at de var ret dygtige og hurtige til at lære, og de klarede sig generelt godt. Dette var nogle af mine oplevelser med ”Flygtningeklassen” eller ”Den internationale klasse”, som vi også kaldte klassen. Det var en periode i min karriere på Grenaa Handelsskole, som 88

jeg mindes med glæde, og som jeg også lærte meget af. Den treårige HHX/HTX Lørdag den 21/1 1995 kunne inspektør på Grenå Handelsskole Benno Lykkebjerg i det lokale dagblad fortælle, at erhvervsskolerne i Grenå fra august 1995 kunne tilbyde lokalområdets unge et nyt uddannelsesforløb, nemlig en treårig erhvervsgymnasial uddannelse. Baggrunden var, at politikerne siden 1993 havde arbejdet på at skabe tre parallelle gymnasiale forløb: STX, HHX, og HTX. Hidtil havde HHX og HTX -uddannelsen været toårig. Dette havde gjort dem svære at sælge som ligeværdige konkurrenter til det treårige almene gymnasium, og specielt HHX havde tabt terræn til konkurrenterne i det almene gymnasium. Det skulle den nye struktur gerne rette op på, det mente man i hvert fald på erhvervsskolerne. Med den nye treårige HHX- og HTX uddannelse gjorde erhvervsskolerne op gennem 1990erne meget ud af at konkurrere med det almene gymnasium – i høj grad på det almene gymnasiums præmisser, idet man påpegede, at HHX og HTX nu i hvert fald i struktur mindede om det almene gymnasium – man søgte kort sagt at forlene de to erhvervsgymnasiale retninger med den samme prestige, som STX uddannelsen havde – og fortsat har. Diskussionen omkring den nye HHX og HTX viser med al ønskelig tydelighed, at erhvervsskolerne og de almene gymnasier konkurrerer om de samme elever. I denne konkurrence er de almene gymnasiers udgangsposition den


bedste, idet gymnasierne jo historisk har været dem, der udklækkede de ”rigtige” studenter. I den almene bevidsthed er en rigtig student et ungt menneske med et mørkerødt bånd i den hvide hue, og handelsskolerne og de tekniske skoler må kæmpe en hård og indædt kamp for det synspunkt, at en rigtig student sagtens kan være en student med et mørkeblåt eller et lilla bånd i huen. Konkurrencen om gymnasieeleverne på Djursland er ikke blevet mindre de senere år, hvilket sammenlægningen af HHX og HTX til Vid Gymnasier i 2013 er et markant udtryk for – og synlig for enhver blev konkurrencen på Josiassensvej, da den nye hvide bygning ret overfor Grenå Gymnasium bød den gamle konkurrent op til dans under sloganet: VID gymnasier – fremtidens gymnasium. Fodbolddrengene på Grenå Handelsskole En dejlig forårsdag i 2000 var studievejleder Anna Jespersen til forældremøde på Hessel Gods Fodboldskole, der hørte under Grenå Tekniske Skole. Eleverne kom fra hele landet og gik i 10. klasse, og man havde særligt fokus på fodbold. Eleverne skulle orienteres om de ungdomsuddannelser, de skulle vælge i deres hjemby efter at have afsluttet 10. klasse i Grenå. Under mødet slog det Anna Jespersen, at nogle af drengene da måske havde lyst til at blive på Hessel og tage en ungdomsuddannelse i Grenå – og gerne på Grenå Handelsskole. For Anna Jespersen er der ikke altid langt fra tanke til handling, så inden hun fik tænkt tanken grundigere igennem, kom hun til at sige, at det jo også kunne være en mulighed for nogle af drengene at blive på Hessel de næste tre år, udvikle sig som fodboldspillere og samtidig tage

en HHX-uddannelse på Grenå Handelsskole. Ideen blev umiddelbart godt modtaget af tilhørerne, og det gjaldt nu for Anna Jespersen om at sælge ideen til ledelsen på Grenå Handelsskole. Det skulle hurtigt vise sig, at forstander Lars Ry og inspektør Benno Lykkebjerg kunne se perspektiverne i at få elever fra Hessel Gods Fodboldskole. Dels kan man på en lille skole som den i Grenå altid bruge nogle ekstra elever, og dels kunne det være en god reklame for skolen, at elever fra hele landet valgte at gå på netop Grenå Handelsskole samtidig med, at de spillede fodbold – så kunne man nok leve med skumlerier fra andre handelskoleforstandere om, at nu fiskede Grenå Handelsskole igen elever udenfor sit eget geografiske område – den anklage var man jo, som vi har set snart mange gange, vant til at skulle forholde sig til. Forhandlinger mellem Hessel Gods, Grenå Tekniske Skole og Handelsskolen blev hurtigt gennemført, og uagtet at forstander Palle Rasmussen fra Teknisk Skole helst havde set, at hesseldrengene tog de tre år på HTX, blev resultatet, at 8 elever hvert år kunne begynde på HHX samtidig med, at de boede på Hessel Gods og fulgte fodboldtræningen der. Samarbejdet mellem Godset og Grenå Handelsskole blev til stor gavn for skolen, for ikke nok med at man fik positiv omtale, man fik også på hver årgang et antal spændende elever fra fodboldskolen – ofte drenge der var ambitiøse både med deres sport og med deres skole. Ifølge studievejleder Anna Jespersen var der meget få problemer med Hesseldrengene, og de problemer, der kunne opstå angående flid og fremmøde kunne 89


løses i et godt samarbejde med fodboldskolens leder Finn Trikker, der lagde megen vægt på, at hans drenge både skulle passe deres fodbold og deres skole. Og så var der liv i drengene, og de kunne være ret dominerende i de klasser, de kom til at gå i, hvis de da ikke efter en hård gang fodboldtræning faldt i søvn lige når gennemgangen af årsagerne til Første Verdenskrig blev mest spændende. Det havde historielæreren svært ved at forstå! Alt i alt var det en fornøjelse at have med fodbolddrengene at gøre, men en af skolens lærere, Peter Skou Nielsen, havde en særlig glæde af dem. Peter havde i en del år stået i spidsen for skolens fodboldhold, som hvert år spillede en prestigefyldt match mod Grenå Gymnasium. Nederlagene og frustrationerne havde været mange, men nu – endelig – var der mulighed for den så heftigt attråede revanche. For med fodbolddrengenes indtog på skolen kunne Peter stille et hold, der kunne ordne konkurrenterne på den anden side af Josiassensvej. Og sådan gik det da også, sejr på sejr indtil den ultimative triumf: Gymnasiet nægtede efter nogle år med svære nederlag overhovedet at stille op! Dermed var Peters ambitioner med holdet dog ikke tilfredsstillet, nej tværtimod, nu ville han vinde intet mindre end landsmesterskabet for handelsskolehold! År efter år tilmeldte skolen derfor et hold til turneringen, og år efter år kunne Peter med stor optimisme drage af sted til den afsluttende slutrunde efter triumfer i de indledende kampe. Og år efter år kunne man på lærerværelset, når Peter vendte hjem fra endnu en slutrunde, høre hans lange og sikkert velbegrundede forklaringer på, at hans hold alligevel ikke lige havde haft det sidste held 90

eller den nødvendige dommertække – men næste år! Og næste år blev det: endelig i 2011 kom der en pokal hjem til Grenå Handelsskole: Holdet vandt i en højdramatisk finale danmarksmesterskabet! Glemt var nu alle de timer, Peter havde tilbragt på luftmadrasser i sure sovesale, når man var ude til de store mesterskaber. Det havde været det hele værd: alle skuffelserne, alle håbløse dommerpræstationer, alle smertelige nederlag. Skoleholdet havde skaffet træner og manager og holdleder (en og samme person) den endelige triumf: Mesterskabet og pokalen.

Det sejrende hold. En tydelig tilfreds træner ses yderst t.v. Privat foto.

I 2003 kunne de første Hesseldrenge sætte huen på hovedet. Forstander på Hessel Gods Fodboldskole Finn Trikker var tydeligt stolt over sine drenge, og også de fire, der havde fuldført uddannelsen, kunne tænke tilbage på årene på Hessel Gods og Grenå Handelsskole med glæde. Ifølge Morten Sørensen havde opholdet gjort ham psykisk stærk, og han havde fået et realistisk forhold til sin fodboldkarriere: ”United er udelukket, men mindre


kan også gøre det.” Endnu er ingen af Hesseldregene havnet i United, men flere har dog gjort en pæn karriere: Steffen Rasmussen blev førstemålmand i superligaklubben AGF, Leon Andreassen blev professionel i Tyskland og kom på landsholdet, Jim Larsen blev professionel i Belgien og kom også på landsholdet. Mike Tullberg kom via AGF og et berømt saksesparksmål til Italien som professionel, men den fineste karriere af dem alle fik dog Frederik Thøgersen, der både kom på førsteholdet i Grenå IF og blev adjunkt på Grenå Handelsskole/Viden Djurs og i dag arbejder som afdelingsleder på VID Gymnasier, HHX Rønde. Diskussionen om taxametertilskuddene I dagspressen finder vi i årene efter årtusindskiftet forskellige ofte modsigende meldinger om Grenå Handelsskoles situation. I en artikel den 10/11 2000 i det lokale dagblad kunne man således se, at forstander Lars Ry var stærkt fortørnet over det nye finanslovsforslag, og Lars Ry kunne fortælle, at Grenå Handelsskole det næste år ville få underskud. Det, der især harmede forstanderen var, at taxametertilskuddene til HHX eleverne fortsat haltede langt efter tilskuddene til eleverne i det almene gymnasium. (STX). Forskellen på 17 000 kroner i tilskud pr. årselev i det almene gymnasiums favør var svært konkurrenceforvridende. Denne forskel kunne ifølge forstanderen ikke begrundes i, at det skulle være dyrere at drive et alment gymnasium end et handelsgymnasium – så meget kunne det vel trods alt ikke koste at vedligeholde de gamle udstoppede fugle, som man så i gymnasiernes naturhistorielokaler!

Det er ikke her stedet at kaste sig ud i en længere analyse af årsagerne til, at eleverne på det almene gymnasium blev tilgodeset med et højere taxameter end eleverne på handelsgymnasiet – hele forklaringen kan trods alt næppe være udgifterne til de udstoppede fugle! Blot kan man forsigtigt konstatere, at det almene gymnasium betjener langt flere elever (og dermed vælgere og kommende vælgere) end handelsgymnasierne, og at folketingsmedlemmer og embedsmænd i centraladministrationen som oftest selv er udstyret med en studentereksamen fra netop det almene gymnasium! Hvorom alting er, så var spørgsmålet om handelsskolernes økonomi under alle omstændigheder sat på dagsordenen, og stort set hvert år dukkede det op i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. I 2001 var den således gal igen, og denne gang var det eleverne på landets handelsskoler, der markerede sig. Atter engang var det den store forskel på tilskuddene til henholdsvis STX og HHX, der fik sindene i kog, og nu skulle politikerne og befolkningen for alvor råbes op. Store demonstrationer blev planlagt, undervisningen skulle boykottes og lærerne – også på Grenå Handelsskole – sluttede op om elevernes protester. Fulde af retfærdig harme og med en tro på, at politikerne ville kunne bringes til fornuft, så man frem til den store protestdag. Men ak og ve, som så ofte før greb den store historie ind i den lille historie: Elevernes fredelige protestdemonstration, som de forventede ville blive hovedhistorien i medierne, blev afholdt på en dag, der er gået over i historien. Ikke på grund af danske 91


handelsskoleelevers protestdemonstrationer, men fordi dagen – den 11/9 2001 - var dagen, Osama bin Laden havde valgt til sit morderiske angreb på USA. De danske handelsskoleelevers protestaktion druknede i murbrokkerne fra World Trade Center! De kommende år lykkedes det heller ikke handelsskolerne trods protester at overbevise politikerne om, at man burde have tilført flere penge, og den 20/11 2006 havde også lærerne på Grenå Handelsskole fået nok af det, de opfattede som undervisningsminister Bertel Haarders hykleri. Haarder, der snart i en menneskealder havde været undervisningsminister, talte ofte og gerne om, hvordan hans hjerte bankede for erhvervsskolerne. Det havde de ansatte på skolerne i årevis været glade for at høre. Mindre glade havde de været for, at det bankende hjerte ikke havde udløst væsentligt øgede bevillinger. Og efter endnu et skuffende finanslovsforlig besluttede en enig lærerforsamling at tage det historiske skridt for første gang nogensinde at nedlægge arbejdet – ikke for at holde fri men for at gå til fagligt møde. Dette kom der en fin skrivelse ud af – mange saglige argumenter mod forskelsbehandlingen af danske gymnasieelever. Eleverne støttede varmt og entusiastisk lærernes aktion, men et varigt indtryk på politikerne derovre i København, gjorde den næppe. Benno Lykkebjerg takker af. Ole Droob kommer til. Første januar 2005 var en markant dag i historien om Grenå Handelsskole. Denne dag havde nemlig skolens mangeårige inspektør og souschef Benno Lykkebjerg efter 14 år på posten valgt at trække sig 92

tilbage til de menige underviseres rækker. Benno havde på mange måder præget Grenå Handelsskole. Hans ledelsesstil var i høj grad karakteriseret ved, at han gav medarbejderne vide rammer til at prøve nye ideer af. Mange forsøg blev gennemført i Bennos periode som inspektør, nogle med stor succes, andre med mindre. Under alle omstændigheder betød inspektørens stil, at folk turde kaste sig ud i nye projekter, hvilket samlet betød, at skolen forblev dynamisk og udviklingsorienteret. Dertil kom, at Benno med sit rolige temperament fik skabt et trygt miljø på skolen. Benno skældte sjældent ud, konflikter skulle helst løses gennem fornuftig samtale. Skulle det ske, at elever blev sendt til inspektøren på grund af utilbørlig optræden, blev han snarere bedrøvet end hidsig. Det var således en meget afholdt inspektør, der januar 2005 udskiftede sit inspektørkontor med det, der i daglig tale kom til at hedde ”udslusningskontoret,” for på dette kontor havde en række ældre medarbejdere fundet sammen for en efter en siden at gå på pension.

Inspektør Benno Lykkebjerg. FOTO: Henning Lund Hansen. DD.


Ny på inspektørkontoret var Ole Droob, der kom fra en stilling som uddannelsesleder på Nordvestjyllands Handelsgymnasium i Thisted. Desuden var Ole Droob officer af reserven, og i et halvt år havde han været udsendt af FN til en fredsbevarende mission i Mellemøsten. Det var således en mand med mange forskellige erfaringer, der kunne sætte sig i inspektørstolen på Grenå Handelsskole. En af de ideer, Ole bragte med fra Thisted til Grenå, var, at skolen skulle tilbyde eleverne langt mere end god undervisning. Vigtigt var det, at skolen ved at udbyde forskellige frivillige aktiviteter også kunne tilbyde eleverne et godt skolemiljø. Aktiviteterne skulle udfordre eleverne og helst også være med til at fastholde dem på skolen for derved at nedbringe det alt for store frafald, erhvervsskolerne som helhed kunne notere. Og tilbuddene om frivillige aktiviteter var virkelig mange. Et fint katalog med samtlige 24 tilbud blev rundsendt til eleverne. I flæng kan nævnes aktiviteter som rappelling, aerobic, sund mad, trivial pursuit, ridning, golf, musikværksted, juletur til Lübeck og meget mere. Slagnummeret var tilbud om faldskærmsudspring, og denne aktivitet var faktisk en af dem, der blev realiseret. Med den nye inspektør i spidsen fik en række elever den grænseoverskridende oplevelse, det efter sigende er at kaste sig ud fra et lille fly i tre kilometers højde. Stor begejstring blandt deltagerne ikke mindst Ole Droob, der dels fik genopfrisket sine militære færdigheder, dels fik nogle fine billeder og megen god omtale i pressen – forbløffende læsning for mange, der normalt ikke forbandt handelsskolen med den slags halsbrækkende aktiviteter. Og

faldskærmsudspringene kunne da også opleves i den lokale biograf, der viste skolens reklamefilm, hvor billeder af Ole Droob i fuldt faldskærmsudstyr skulle overbevise Djurslands unge om, at handelsskolen var stedet at tage sin ungdomsuddannelse.

Den nye inspektør Ole Droob. Foto: Richard Sylvestersen, Randers Amtsavis

Ikke alle de planlagte fritidsaktiviteter blev realiseret, men Ole Droobs kongstanke om vigtigheden af, at en skole kan tilbyde mere end faglige udfordringer, satte sig sine varige spor. Gennem mange år drog et hold skiglade elever til Alperne under ledelse af d’herrer Peter Skov og Martin Skibby – alle har vist nok haft det fornøjeligt. Ligeledes arrangerede skolen i mange år en tur til det store julemarked i Lübeck, for at man der kunne komme i den rette julestemning og samtidig studere tysk (jule)kultur – en tur der ikke mindst var populær blandt skolens voksenelever. Og ture til swinging London er det også blevet til. Desuden har man en eftermiddag 93


om ugen kunnet se et hold elever dyrke tidens store dille nemlig zumba, der har afløst aerobic som pigernes foretrukne motionsaktivitet. Endelig kan det nævnes, at der er oprettet en idrætsforening for hele Viden Djurs. Den arrangerer stævner af forskellig slags for eleverne, og som hovedsponsor fik man Grenå Tennisklub. Og fredag den 11/9 2009 kom belønningen: Grenå Handelsskole vandt prisen som den handelsskole i Danmark med det bedste studiemiljø. Prisen kom i hus via en landsdækkende undersøgelse arrangeret af HK, hvor landets handelsskoleelever bedømte skolemiljøet på deres skole. Det var derfor en stolt inspektør Mette Brinch Thomsen, der kunne holde tale til eleverne og desuden sponsere 7 kagemænd, og det var en stolt elevrådsformand, Tobias Mosegaard, der på vegne af eleverne modtog prisen på 10 000 kroner. Pengene skulle bruges til at anskaffe et par bordfodboldspil til gavn for netop skolemiljøet. At det var Mette Thomsen og ikke Ole Droob, der kunne holde talen til eleverne skyldtes, at Ole i 2007 havde fået muligheden for at få stillingen som rektor for Ålborg Studenterkursus, en mulighed han ikke kunne sige nej til. Men der er ingen tvivl om, at Ole Droob må have glædet sig over, at det, som han havde været med til at sætte i værk i sin korte tid på Grenå Handelsskole, havde båret så smuk en frugt. En tsunami rammer Grenå Handelsskole Da forfatteren i 1975 blev ansat på Grenå Handelsskole, blev han af forstander Holger Grønborg vist rundt på den gamle skole på Vestervej. 94

Noget af det, forstanderen var synligt stolt over, var skolens moderne skrivemaskinelokaler, udstyret med gode solide mekaniske skrivemaskiner. Da skolen samme år flyttede over i den fine nye skole på N.P. Josiassens Vej, flyttede de gamle maskiner med, men hurtigt blev de erstattet af elektriske maskiner – et stort fremskridt. På den nye skole blev samtlige lokaler endvidere forsynet med både en overheadprojektor og en kassettebåndoptager! Ikke mindre revolutionerende var det, at der i kælderen indrettedes et TV-lokale, således at især sproglærerne og dansklærerne og den enlige historielærer kunne krydre deres undervisning med levende billeder! Sætningen ”Vi går i kælderen” udløste begejstring! Og begejstringen ville ingen ende tage, da de stationære TV-apparater blev afløst af transportable Tv-apparater, der på store vogne blev kørt rundt fra lokale til lokale, hvilket kunne udløse faretruende situationer, når man i fuld fart rundt om et hjørne var ved at kollidere med en kollega på vej i modsat retning. Galt kunne det gå, hvilket en af skolens tysklærere oplevede, da et fjernsyn under den vilde transport ned ad gangene væltede ned over pågældende lærers fod med alvorlige kvæstelser til følge – det kan man alt efter temperament kalde en arbejdsbetinget ulykke eller stor klodsethed! Når man således som lærer kom ind i sin klasse skubbende på en tv – vogn og med tasken fuld af overheads, der som tiden gik endda kunne være i farver, hvilket unægtelig optimerede dansklærernes undervisning i billedanalyse, følte man sig på forkant med udviklingen. Hvis man tilmed havde et kassettebånd med, der enten kunne demonstrere


korrekt engelsk udtale eller indeholde Shu Bi Duas sidste hit som et krydderi på undervisningen i moderne dansk lyrik, ja så vidste man med sig selv, at man i den grad var indbegrebet af en progressiv lærer. Men ak, snart skulle man erfare, at man med sine gode gamle kassettebånd, VHS-bånd og slidte overheads blev løbet over ende af en veritabel tsunami: It-revolutionen. Det begyndte engang i 1980erne med et par tilsyneladende uskyldige små maskiner med en diminutiv skærm. Man kiggede måske lidt overbærende på dem og konstaterede, at de da sikkert kunne være meget praktiske – man behøvede ikke længere hverken kvajelak eller slettebånd – men større betydning for ens daglige undervisning tillagde man bestemt ikke disse maskiner. Men man skulle blive klogere, skulle man! Inden man vidste af det, var de fine skrivemaskiner udskiftet med edb- maskiner, og ingen talte længere om skrivemaskinelokalerne – nej, nu skulle man ned i it-lokalerne for at være med på moden.

En af de uskyldigt udseende små maskiner! FOTO: Grenå Handelsskole

Og ikke nok med det – engang i 1990erne blev alle lærere udstyret med egen PC ´er betalt af skolen mod, at man fulgte et it-kursus arrangeret af Kursuscentret og at man bestod de eksamener, der skulle til for at erhverve et PC-kørekort. Og således kunne gamle garvede undervisere endnu engang opleve sig selv i elevens rolle. Lektier skulle laves, opgaver skulle sendes og oh ve og skræk endnu engang skulle man med våde hænder og rystende knæ gå til eksamen. Syv moduler, syv eksaminer, den ene mere truende end den anden. Og ulidelig ventetid indtil en helt ung censor kunne vende tommelfingeren op eller ned. Havde man bestået, kunne man med rank ryg næste dag indfinde sig på lærerværelset, men var man dumpet, måtte man finde sig i hån, spot og latterliggørelse fra sine kolleger og måske allerværst fra sine egne børn! Og man skulle ingen forståelse vente fra sine elever, der nok kunne mærke, når man om aftenen skulle til eksamen dernede i kursuscentret, nej, de fleste mente, at man havde mere end godt af at blive erindret om, hvordan det er at sidde på den forkerte side af katederet! Men erhvervede man sit PC-kørekort og dermed retten til den fine maskine, var der ingen undskyldning for ikke at tjekke sin interne mail – for et sådant mailsystem havde man på skolen naturligvis også oprettet. Der kom nu en overgang, hvor den mest almindelige bemærkning fra kollega til kollega var: ”Har du set den mail, jeg har sendt til dig?” Det havde man måske ikke, derfor hen til maskinen for at se omtalte mail, svare, og derefter opsøge sin kollega med bemærkningen ”Har du set den mail, jeg har sendt til dig som svar på den 95


mail, du sendte til mig?” Alt dette var der nogen – retfærdigvis må det siges overvejende ældre kollegaer - der kunne more sig lidt over. Det tog dog ikke lang tid, før alle kunne se det smarte i det nye kommunikationssystem - selv forfatteren, der kunne konstatere, at da han endelig fik koblet sig på mailsystemet, lå der 687 mails og ventede på ham – mange mødeindkaldelser! Først nu forstod han, hvorfor han aldrig havde delt sine kollegers frustrationer over antallet af møder, lærere deltager i. Og det fortsatte. I begyndelsen af det nye årtusinde holdt PC ´erne deres indtog i undervisningen. I bladet ”Solar kommunikation” kunne man i 2002 læse, at på Grenå Handelsskole var brugen af PC ’erne for længst blevet en selvfølge i undervisningen, idet man havde fået installeret trådløst LAN i alle klasselokaler. Læreren kunne nu på sin bærbare demonstrere sin overlegne beherskelse af den nye teknik via en flot power point præsentation, og en interessant side fra internettet kunne også fremtrylles. Da skolen få år senere indkøbte SMART-boards – elektroniske tavler forbundet med en PC `er - til alle klasser, måtte selv forfatteren, der indtil da mest af alt havde identificeret sig med fortidens maskinstormere, overgive sig. Nu kunne han under gennemgangen af Cubakrisen med en enkelt berøring af den magiske tavle vise Kennedys tale til det amerikanske folk, herefter et klip med de sovjetiske skibe på vej til Cuba lastet med de fatale atomraketter og til slut en tale af en endnu ung Fidel Castro! Det er virkelig smart! 96

Og få år senere var det ikke kun læreren, men også eleverne, der kunne gøre brug af pc´en i undervisningen. Går man ind i en klasse i dag kan man konstatere, at alle elever har en bærbar computer foran sig. Med den kan de tage noter, de kan finde de rette gloser på nettet, de kan finde alle former for relevante facts til brug i undervisningen – og de kan gå på facebook, og de kan gå på twitter og der læse Donald Trumps seneste forbløffende meddelelser, og de kan spille spil, og de kan tjekke resultaterne af søndagens kampe i den italienske serie A, de kan kort sagt så meget andet, som en gammel lektor næppe har fantasi til at forestille sig. De bærbare er kommet ind i klasselokalet for at blive, de er utroligt praktiske og velegnede til brug i undervisningen. Men man må ikke være blind for, at de også er et forstyrrende element. De trækker koncentration fra eleverne, og de er en ekstra udfordring for læreren, der må finde ud af, hvordan han/hun kan gøre undervisningen så spændende, at eleverne forlader facebook til fordel for den tyske grammatik. Eller læreren kan give op og sige til sig selv, at det er elevernes eget ansvar, hvordan de vil bruge deres computer – men gør læreren det, svigter han/hun sit ansvar. De stærke velmotiverede elever skal nok finde en fornuftig måde at bruge deres computer på. Det er de lidt svagere, knapt så velmotiverede elever, der (som altid) sidder tilbage med problemerne – og en af forklaringerne på, at elever falder fra og ikke gennemfører uddannelsen, kunne måske være, at de i timerne har brugt lidt for megen energi på facebook og lidt for lidt på den tyske grammatik og matematiske formler. Alt dette sagt af en, der meget vel ved, at han atter engang


står alene efterladt på perronen vinkende farvel til det sidste tog, der er på vej ind i en sikkert gylden fremtid. Mangt og meget og meget mere blev således elektronisk på skolen: Fraværsregistrering blev elektronisk, lektiegivning blev elektronisk, opgaveaflevering blev elektronisk, opgaveretning blev elektronisk, undervisningsbeskrivelser blev elektroniske, pensumopgivelser blev elektroniske, rejseafregninger blev elektronisk – efterhånden blev det svært at opdrive så meget som en god gammeldags blanket af godt hvidt papir på skolen. Hele udviklingen tog tid at vænne sig til, men der er ingen tvivl om, at den kun vil fortsætte, og at den vil spare tid, penge og store skovarealer!

Grenå Tekniske Skole

– den frække lillebror I 2006 var det 25 år siden Grenå Tekniske Skole genopstod, efter at den i 1964 var blevet nedlagt. Som det vil fremgå af den videre fortælling om erhvervsskolerne i Grenå, kom Teknisk Skole nu til at få et meget tæt samarbejde med Grenå Handelsskole – et samarbejde der i 2013 førte til den endelige sammensmeltning af de to skoler i det, der i dag kendes som Viden Djurs. Men før vi kommer så langt er der god grund til at se nærmere på den udvikling, Teknisk Skole havde været igennem siden 1988, da Palle Rasmussen blev ansat som forstander, for det er i disse år, at grundstenene til meget af det, der siden blev til væsentlige dele af Viden Djurs, blev lagt.

Silicon Valley i Grenå ”And the winner is…..Scandinavian Game Developers” Sådan lød det den 13. oktober 2015 i det fornemme Palais des Beaux – Arts i Bruxelles, da Viden Djurs sammen med sine samarbejdspartnere i Scandinavian Game Developers modtog den prestigefyldte EU-pris RegioStars Awards inden for kategorien ”Smart Grows” i konkurrence med 150 andre europæiske projekter. RegioStars Awards gives til de bedste europæiske projekter, der har fokus på regional udvikling. Prisen blev uddelt af Corina Cretu, der er kommissær for EU´s regionalpolitik, og hun havde i sin tale stor ros til vinderprojektet, som hun omtalte som et mønsterprojekt og et godt bevis på, hvordan man kan kickstarte en helt ny branche. Og det er netop hvad SGD går ud på: at starte nye virksomheder indenfor spilbranchen i de iværksættermiljøer, der er skabt af projektet i Viborg og Grenå i samarbejde med Högskolan i Skövde i Sverige.

Prisvinderne 2015. Tove Ingerslev, Viden Djurs nr to f.v. FOTO: Interrer Europe.

97


Glæden over prisen var naturligvis stor på Viden Djurs, som i høj grad så triumfen i Bruxelles som et udtryk for, at den mangeårige satsning på at gøre Grenå til et center for udviklingen af it-uddannelser var rigtig. Drømmen om at gøre Grenå til Danmarks svar på Silicon Valley var måske ikke så dum igen. Med EU-prisen fik man bevist, at nok er Grenå en mindre by i udkanten af Danmark og nok er Viden Djurs en lille skole blandt de store erhvervsskoler i Danmark, men det skal ikke forhindre nogen i at drømme store drømme. Og drømme havde man haft på Viden Djurs i mange år, ja faktisk gik ideen om, at Teknisk Skole i Grenå skulle satse specielt på it-udviklingen år tilbage – helt tilbage til dengang i 1990erne, da kun de udvalgte få endnu havde fantasi til at forestille sig, hvad it-udviklingen ville kunne bringe med sig. Men tanker herom havde man gjort sig i Grenå – nærmere bestemt på den lille metalskole på Århusvej, en af landets absolut mindste tekniske skoler. Som vi tidligere har hørt, var Grenå Tekniske Skole blevet lukket i 1964 efter ca. 75 års virke for så i 1981 at genopstå som en del af det, der blev til DJES – Djurslands Erhvervsskoler. Baggrunden herfor var, at Grenå som en gammel industriby burde have en teknisk skole, der kunne levere veluddannede smede til byens industrivirksomheder. Og det har skolen da også gjort i årene, der er gået. Men ikke alt er jo, som det var – heller ikke i Grenå. En efter en er de gamle industrivirksomheder blevet lukket, herunder Grenås stolthed; Dampvæveriet. Dette er sket i takt med, at det, man kalder den moderne samfundsudvikling, er kommet til Grenå. Det fik naturligvis konsekvenser for skolen på Århusvej. 98

Palle Rasmussen ny forstander

Forstander Palle Rasmussen, Grenå Tekniske Skole. FOTO: Viden Djurs

I 1988 var det skiftedag på Teknisk Skole på Århusvej. Skolens leder siden 1981, Per Lykke, blev afløst af Palle Rasmussen, der kom fra en stilling i Jysk Telefon. Valget af Palle Rasmussen var ikke tilfældigt, for i sit gamle firma havde han arbejdet både med ledelse og undervisning og teknik. I sine ansættelsessamtaler var Palle Rasmussen blevet lovet fuld selvstændighed, skønt Teknisk Skole formelt var en underafdeling af Grenå Handelsskole med Holger Grønborg som chef. Meningen var, at Teknisk Skole skulle udskilles og gøres til en helt selvstændig skole, men det ønskede ministeriet da det kom til stykket ikke at medvirke til. Det hindrede dog ikke Holger Grønborg, der var kendt for sin, skal vi bruge udtrykket utraditionelle ledelsesstil, i at leve op til sit løfte til Palle Rasmussen, for som han sagde, så ” lad blot dem derovre i ministeriet tro, at vi er en skole, reelt kører vi som to selvstændige skoler.” I årene der kom, blev det således op til Palle


Rasmussen og hans medarbejdere på Århusvej at udvikle skolen efter deres hoved. Palle Rasmussen blev ansat med en stærk ambition om, at der skulle ske noget nyt på Grenå Tekniske Skole. Naturligvis skulle man holde fast på de traditionelle uddannelser for smede og automekanikere, men nye uddannelser skulle til. Som en lille skole var man klar over, at man måtte vælge en niche, som man kunne specialisere sig i, og valget faldt på IT. Det lyder helt forunderligt, at itområdet i 1990erne blev opfattet som en niche, men sådan var det - dengang. Valget af niche var heldigt eller måske rettere dygtigt, for det betød, at GTS meget tidligt kom med i udviklingen af en branche, der siden kun er vokset og vokset og vokset. Palle Rasmussen kom som nævnt fra Jysk Telefon, og det kom hurtigt til at få en betydning for GTS. I 1990 blev telemonopolet ophævet, alle kunne nu handle med telefoner og telefoni, og der blev derfor brug for nye uddannelser til telemedarbejdere. EL-forbundet ønskede at styre disse nye teleuddannelser via AMU-systemet, og EL-forbundet havde besluttet, at de nye uddannelser skulle ligge i Vejle og på Frederiksberg. På Grenå Tekniske Skole så man ingen grund til, at de nye uddannelser ikke skulle ligge i Grenå, og når ELForbundet ikke ville samarbejde, ja, så måtte man jo udbyde uddannelsen selv som en iv-uddannelse. (for de uindviede står iv for indtægtsdækket virksomhed – altså fuld brugerbetaling) Sådan blev det, ikke mindst takket være Palle Rasmussens netværk i telebranchen, og med den nye uddannelse begyndte et nyt kapitel på Grenå Tekniske Skole. Og så gik det stærkt. I 1992 kunne man på

GTS udbyde HTX – de tekniske skolers gymnasiale retning. Dette betød et stort løft for skolen. Man fik nu en ny type elever ind på skolen, og man tilknyttede en ny type lærere til skolen, teoretikere fra de højere læreanstalter. Det betød alt andet lige, at mulighederne for at udvikle skolen med nye uddannelser blev bedre. Hessel Gods Fodboldskole Men Grenå Tekniske Skole var en lille skole i et tyndt befolket udkantsområde. Behovet for vækst var åbenbar, men svært et det jo at vækste, når elevgrundlaget ganske enkelt ikke er til stede lokalt. Heldigt var det derfor, at skolens studievejleder Erik Arnkil havde en svoger, der var medlem af Brøndby IF ´s bestyrelse. Ved en fest i familien kom de to svogre til at tale om fodbold og om uddannelse, og ud af denne snak opstod ideen om en fodboldskole knyttet til Grenå Tekniske Skole og med support fra Brøndby IF – dengang Danmarks absolut førende og mest visionære fodboldklub. Det skulle være en skole, der kunne trække elever fra hele landet til Grenå, derfor en skole med en skarp profil og med en høj kvalitet både fodboldmæssigt og undervisningsmæssigt. Eleverne skulle komme fra folkeskolens 9- klasse og tage det 10. skoleår i Grenå, samtidig med at de fik fodboldtræning på højt niveau. Alle på skolen var positive, da Erik Arnkil præsenterede ideen, for her så man muligheden for VÆKST. Hurtigt besluttede man at sende en delegation til Ministeriet for at fortælle om den nye storslåede ide til udvikling af den lille skole i Grenå – og måske også for at få økonomisk 99


støtte til projektet. Men ak, knapt en halv kop kaffe gik der, før den ministerielle embedsmand strengt kiggede de to repræsentanter for den formastelige skole derovre fra Jylland dybt i øjnene. Med alvorlig røst udtalte han håbet om, at de herrer havde andre og mere relevante ærinder i København end dette at præsentere så vanvittigt et projekt for travle embedsmænd i det ærværdige undervisningsministerium. Tanken om at oprette en fodboldskole var kort og godt utilstedelig set med embedsværkets øjne, ja måske ligefrem ulovlig – det kunne man glemme alt om bare at håbe at få støtte til. Punktum! Der skulle dog mere end ministeriel bagstræberiskhed til at stoppe projektet. Hvis ikke ministeriet ville give støtte til uddannelsen, ja, så måtte den gennemføres med fuld brugerbetaling, og sådan blev det. Spørgsmålet var så, hvor fodboldkostskolen skulle have til huse. Flere muligheder blev undersøgt, herunder Sostrup Slot og Meilgård Gods. Det blev dog ude på Hessel Gods lige ved indkørslen til Grenå, at skolen kom til at høre hjemme, og august 1994 kunne man modtage det første hold Hesselelever. Siden har hundredevis af håbefuld fodbolddrenge gået på skolen, fået deres 10. klasses eksamen og trænet fodbold på banerne ude ved Godset under ledelse af kapaciteter som Kent Nielsen, Lars Lundquist og Flemming Poulsen og med Finn Trikker som en både streng og kærlig daglig leder af Hessel Gods Fodboldskole.

100

Lars Lundkvist, Flemming Poulsen og Kent Nielsen foran Godset. FOTO: Grenå Tekniske Skole.

Fodboldskolen fik en stor og positiv betydning for Grenå Tekniske Skole. Ca. 50 elever ekstra pr. år, god omtale i medierne ikke mindst på grund af samarbejdet med Brøndby IF og gode erfaringer med at skabe et godt campusmiljø for de unge, der boede på Godset – erfaringer der senere blev brug for, da man for alvor gik i gang med at skabe det campusmiljø, der i dag eksisterer på Viden Djurs. Også den lokale fodboldklub fik glæde af Hesseldrengene, idet mange af dem kom til at optræde på klubbens ungdomshold. Og da man på Hessel som tidligere omtalt gav mulighed for, at otte elever pr årgang kunne fortsætte deres uddannelse


og tage den treårige HHX på Grenå Handelsskole, ja så betød det, at også klubbens seniorhold fik glæde af Hesseldrengene, der var med til at spille førsteholdet op i 2. division! Overbygningen med elever på den treårige HHX-uddannelse var positiv for fodboldskolen, idet de helt unge elever fik nogle gode rollemodeller at se op til, men selv mange år senere kan Palle Rasmussen ikke lade være med at ærgre sig over, at man havde afleveret 8 gode fodbolddrenge pr. år til gymnasiekonkurrenten derovre på Josiassensvej – uforståeligt for Palle Rasmussen, for drengene burde jo have valgt at gå på HTX! Højdepunkter på fodboldskolen var der mange af, ikke mindst da skolen i samarbejde med sin partner Brøndby If i juli 1995 fik arrangeret en opvisningskamp på Grenå Stadion mellem Brøndbys danske mestre og de skotske mestre fra Glasgow Rangers med Brian Laundrup og Poul Gascoigne på holdet. Stadionrekorden blev hævet fra 3500 til 5354, TV2 transmitterede – så bliver det ikke større. Hessel Gods Fodboldskole fik massiv omtale i pressen, og et pænt overskud, som Brøndby IF generøst lod blive på Hessel Gods, blev det også til. Bladrer man fodboldskolens årsskrifter igennem, er det tydeligt, at opholdet på skolen, hvad enten det drejede sig om et eller fire år, kom til at betyde meget for drengene; de udviklede sig på Hessel både fodboldmæssigt og menneskeligt – smuk formuleret af en af skolens elever Frederik Thøgersen: ”Når jeg ser tilbage på de fire år, der er gået, har Hessel Gods lært mig noget om livets sande dyder, nemlig vilje og disciplin. Det er ikke

kun noget, man som fodboldspiller kan bruge. Det er nogle redskaber, man hele livet igennem kan drage utrolig meget nytte af at have. Endvidere har Hessel Gods en person, som får en til at tænke på lidt andet end fodbold i døgnets 24 timer. Finn Trikker er manden, som skaber det hele menneske, som det så fint hedder. Finn har lært en, at der er lidt andre ting i livet end fodbold. Emner som politik, sociale forskelle og tilværelsen i det hele taget, bliver diskuteret.”

Finn Trikker, Valdemar Haumand og Fl. Sørensen. FOTO: Søren Andersen, Grenåbladet.

Efter 18 forrygende år var det imidlertid slut med fodboldskolen på Hessel Gods. Godset var gammelt og nedslidt, faciliteterne ikke de bedste, værelserne ikke de mest komfortable – lidt fugtigt og koldt kunne der måske være om vinteren. Derfor besluttede bestyrelsen med Valdemar Haumand i spidsen at flytte ind på det gamle gigtplejehjem, som kommunen forgæves havde søgt at sælge, og som derfor meget belejligt stod tomt og ubenyttet hen. Cheftræner på Hessel gods, Flemming Poulsen, var ikke blind for ironien i flytningen: ”At 101


flytte på plejehjem plejer jo godt nok at være den sidste station i livet, men sådan skal det helst ikke gå i dette tilfælde.” Fulde af forhåbninger flyttede fodboldskolen i sommeren 2012 ind i fine nye omgivelser i det gamle gigtplejehjem, der nu tog navnet ”Hedebocentret.” Kommunen, der jo stod som udlejer, havde brugt mange penge på at gøre centret klar til de unge mennesker, og optimismen var stor, for som Valdemar Haumand sagde, så bliver man mødt med større og større krav til faciliteterne af de forældre, der giver mange penge for at sende deres børn på fodboldkostskole, og de krav var man nu med flytningen til ”Hedebocentret” i stand til at opfylde – eget bad på værelserne! Det kom derfor som lidt af en overraskelse for offentligheden, at formanden for Fodboldskolens bestyrelse kort før jul 2012 kunne meddele, at Hessel Fodboldkostskole med udgangen af skoleåret 2012/2013 lukkede på grund af svigtende antal tilmeldinger. Kun 17 elever havde tilmeldt sig til næste skoleår – langt fra nok. ”Vi skal op på 50 for at økonomien kan hænge sammen, så enhver kan se, at det ikke går længere” udtalte Valdemar Haumand, der måtte konstatere, at fine nye værelser og i det hele taget langt bedre faciliteter ikke alene gør det. At flytte på plejehjem blev således rent faktisk sidste station for skolen. Måske gav Flemming Poulsen selv uforvarende en af forklaringerne på, at det gik som det gik, da han i førnævnte interview i forbindelse med flytningen af skolen fra Hessel Gods også udtalte: ”Hessel Gods har duftet af fodbold, og det skal det også gøre på Hedebocentret.” Det var måske det, der var sagen. Fodboldskolen var unikt forbundet med det markante sted, som Hessel Gods 102

jo var. Nok var det gammeldags, nok var det lidt nedslidt, men stedet emmede af charme og historie – det er måske vigtigere end eget bad og toilet på værelserne. Tog man på fodboldskole i Grenå, skulle det være på ”Godset” – ikke i lidt halvtriste om end nyrenoverede kommunale bygninger som Hedebocentret. Alene navnet! Betydning havde det måske også, at en af nøglepersonerne omkring Hessel Gods Fodboldskole var væk: Finn Trikker havde benyttet flytningen som en lejlighed til at sige farvel efter 14 års markant indsats for fodboldskolen i Grenå. Helt slut med fodbolddrenge på Hedebocentret var det dog ikke, for centret blev købt af Viden Djurs, der, som det er omtalt andet steds, flyttede sit Brazil Football College fra Rønde til Grenå. Pigerne fra Danish Horse College flyttede ligeledes ind, og så blev der også plads til nogle af de it-drenge, der på Viden Djurs er så mange af. Man kan således sige, at Viden Djurs blev vinderen i spillet om Hessel Gods Fodboldskole, idet man kunne overtage fint renoverede bygninger til en fornuftig pris. Blandt taberne var F.C. Djursland, det lokale fodboldhold, der var strøget op gennem fodboldrækkerne med en god kerne af dygtige og ambitiøse fodbolddrenge fra Godset på holdet. Uden Hesseldrengene faldt fodboldholdet som en sten ned gennem rækkerne fra 2. division retur til serie 1. Grenå Fiskeriskole 1998 – 2006 Når man er en lille skole som Grenå Tekniske Skole jo var, tager man godt i mod alle initiativer, der kan udvide skolens aktiviteter og dermed være med til


at sikre dens fortsatte eksistens. Derfor så skolens forstander, Palle Rasmussen, særdeles velvilligt på en henvendelse, han i 1997 fik fra Danmarks Fiskeriforening. Sagen var, at Fiskeriforeningen ønskede at oprette fiskeriskole nr. 2 i Danmark, og den havde kastet øjnene på Grenå, der som østkystby ville være et godt supplement til den allerede eksisterende fiskeriskole i Thyborøn. Baggrunden for Fiskeriforeningens initiativ var, at erhvervet efter nogle hårde år med ophugning af fiskekuttere og problemer med priser og kvoter tilsyneladende atter var i fremgang. Samtidig var man ved at løbe ind i et generationsproblem, idet de aktive fiskere var, som forstander Palle Rasmussen udtrykte det ”rimeligt voksne mennesker.” Man havde altså brug for nyt blod i erhvervet, og man mente, at en ny fiskeriskole på østkysten ville kunne tiltrække unge friske mennesker til det lidt aldersbedagede erhverv. Grenå, der dengang havde en ganske anselig fiskerihavn med en del aktive fiskere, var således et oplagt valg.

Grenå Fiskerihavn. FOTO: Grenå Havn.

På Grenå Tekniske Skole tog man som nævnt godt imod henvendelsen fra Danmarks Fiskeriforening, og arbejdet med at etablere skolen kunne gå i gang. Grenå Kommune kunne se en interesse i at få endnu en uddannelsesinstitution til byen og bevilligede derfor 500.000 kroner, som skulle være med til at dække udgifterne til etableringen af skolen. Yderligere midler kom fra EU via PESCAprogrammet, der yder støtte til udviklingsprojekter i fiskerierhvervet. 1,2 millioner kroner havde man søgt, 800.000 fik man, hvilket direktør i Dansk Fiskeriforening Niels Wichman erklærede sig rimeligt tilfreds med – måske man for en sikkerheds skyld havde søgt rigeligt med midler i EU-kassen, for hvem gør ikke det? Dermed var det økonomiske grundlag for etablering af den nye fiskeriskole i Grenå sikret, og mandag den 25. oktober 1999 kunne de første 12 elever påbegynde deres uddannelse på Grenå Fiskeriskole. Skolen fik nu en toårig forsøgsperiode til at bevise sit værd og sin eksistensberettigelse. Danmarks Fiskeriforening, der havde eneretten på at visitere eleverne til de nu to fiskeriskoler, bakkede stærkt op bag den nye skole, så derfor var optimismen stor. Ved den officielle indvielse af skolen i februar 2000 gav formanden for skolens styregruppe Bent Rulle, der også var formand for Danmarks Fiskeriforening, da også udtryk for, at skolen efter de to års prøvetid ville blive gjort permanent, og at den ville forblive i Grenå, hvor den ”ligger godt med den tætte beliggenhed til fiskeriet. Og formanden for Esbjerg Fiskeindustri, Erik Bonde Petersen, der havde arbejdet meget aktivt for at få fiskeriskole nr. 2 til Esbjerg, måtte erkende ”at vi har tabt til en god 103


modstander.” En check på 20.000 kroner var det synlige udtryk for anderkendelsen fra den tidligere rival i Esbjerg. Så jo, Grenå Fiskeriskole var kommet godt fra land, og den sejlede tilsyneladende i smult vand. I 2001 blev skolen, således som Bent Rulle havde spået det, gjort permanent, og den flyttede fra lejede lokaler i Erhvervsparken ned på Grenå Havn, hvor en fiskeriskole vel også rettelig hører hjemme. Planer om nye aktiviteter som f.eks. en ny vodbinderuddannelse var mange, elever var der nok af, og økonomien var god – skolen gav rent faktisk noget så eksotisk som overskud! Derfor kom det som noget af et chok for alle, da Danmarks Fiskeriforening i 2004 så at sige trak tæppet væk under skolen. Sagen var den, at fiskeriet igen var kommet i krise, og Fiskeriforeningen skulle spare penge. Og en del penge kunne der her og nu – kortsigtet – være for foreningen i at begrænse optaget af unge på fiskeriuddannelsen, for Fiskeriforeningen betalte via en fond de unge fiskerilærlinges månedsløn på 9100 kroner – en ret enestående konstruktion i det ellers statsfinansierede uddannelsessystem i Danmark. Fiskeriforeningen, der var og er domineret af fiskeriet på Vestkysten, valgte ganske enkelt ikke længere at visitere unge fiskerilærlinge til skolen i Grenå, og dermed skred grundlaget for Grenå Fiskeriskole. Trodsigt erklærede Palle Rasmussen, at eftersom Danmarks Fiskeriforening ikke støttede skolen i Grenå med en eneste krone, ja så havde foreningen heller ingen indflydelse på, om skolen i Grenå kunne fortsætte eller ej. Og deri kunne han jo formelt have ret, men hvis fiskeriforeningen ikke ville visitere elever til 104

Grenå, ja så var det svært at se, hvilke aktiviteter skolen så kunne overleve på, rent bortset fra at skolens raison d´être havde været, at den skulle uddanne unge fiskerilærlinge især fra Østkysten således, at de kunne erhverve det Blå Bevis og dermed på to år blive udlærte erhvervsfiskere – og adgangskortet til den uddannelse sad Danmarks Fiskeriforening som nævnt på. Bitterheden i kredsen omkring skolen var stor. Formanden for Grenå Fiskeriforening, Leif Hansen, mente således, at nogle personer i Danmarks Fiskeriforening brugte erhvervets trængte situation til at ”fremelske egne interesser, og de går altså i retning af Vestkysten, men det virker helt usammenhængende. På vestkysten kan man i realiteten ikke undvære den tilgang, der kommer fra fiskerihavnene i de indre danske farvande. Læssevis af fiskere er flyttet her fra øst for at skabe sig en fremtid på Vestkysten.” Usammenhængende eller ej, Fiskeriforeningens beslutning om kun at sende elever til skolen i Thyborøn stod ved magt, og dermed begyndte to års dødskamp for skolen i Grenå. Forskellige initiativer blev taget som f.eks. efteruddannelse af allerede etablerede fiskere, men de aktiviteter, det skabte, var ikke tilstrækkelige til at holde skolen i gang. Et af de mere kreative forsøg på at skabe aktivitet på Fiskeriskolen var et tilbud om at omskole fiskere, der på grund af krisen i erhvervet måtte forlade fiskeriet. De kunne så komme på skole i Grenå og få et kursus i blå oplevelses – turisme. Fiske skulle de ikke længere, men derimod formidle deres viden om havets fauna og flora til turisterne – og hvis de dertil kunne fortælle et par gode


skipperhistorier, ja så ville oplevelsen for turisterne være perfekt. Endvidere kunne kursisterne, hvis der var et ønske herom, få viden om, hvordan man bliver selvstændig indenfor turisterhvervet, idet kurset kunne give bud på, hvordan en gældsplaget kutter kunne reaktiveres – f.eks. ved at sejle turister til havs på fisketure – et godt og tidligt eksempel på interessen for iværksætteri på Teknisk Skole i Grenå, der stod bag udviklingen af det nye tilbud. I 2006 var det imidlertid slut med Grenå Fiskeriskole. Aktiviteterne var ganske enkelt for få og små til, at skolen kunne fortsætte, og med tungt hjerte besluttede styregruppen, at skolen måtte lukke - ophugges om man vil. Dermed blev den et billede på, hvad der er sket med fiskerierhvervet i Grenå: De blå kuttere i havnen er gradvist forsvundet, og efterhånden blev en af de væsentlige aktiviteter på Grenå Havn ophugning af skibe – ikke mindst fiskekuttere! Med lukningen af Grenå Fiskeriskole måtte den ellers så succesrige tekniske skole i Grenå således notere sig et mindre nederlag for skolens erklærede strategi med hele tiden at skabe nye aktiviteter – og gerne aktiviteter, hvor eleverne kommer fra hele Danmark og ikke kun fra lokalområdet. For som forstander Palle Rasmussen udtalte i forbindelse med Fiskeriskolens indvielse dengang i 2000, så viste prognoser, at skolen på grund af de faldende ungdomsårgange ville miste op mod en fjerdedel af sine elever. Så noget måtte gøres, og Fiskeriskolen var et af de mange svar på, hvordan man på sigt kunne sikre skolen et tilstrækkeligt aktivitetsgrundlag. Som man siger: ”Hvo intet vover, intet vinder.” Med Fiskeriskolen

vovede man, vandt for en kort stund, men tabte til sidst. Skolen gik ned med mand og mus, men mange af de andre aktiviteter til sikring af skolens overlevelse sejler stolt videre! IT-College Danmark. Året 1996 blev et af de vigtige år i historien om Grenå Teknisk Skole. Skolen blev nemlig dette år herre i eget hus, idet det blev muligt at købe bygningerne på Århusvej, hvor man indtil nu havde været lejer. Dette betød, at man året efter kunne påbegynde en tiltrængt renovering af de gamle bygninger samt bygge en helt ny fløj til HTX-uddannelsen, der pludselig fra og med 1996 havde fået vokseværk. Uddannelsen var som nævnt startet i 1992 med 14 elever på det første hold. Siden var elevtallet stigende, men stor var afdelingen aldrig blevet, og flere elever var der brug for, hvis man ville skabe en stærk gymnasieafdeling på Grenå Tekniske Skole. Som så ofte før måtte man på erhvervsskolerne i Grenå konstatere, at Djursland jo ikke er større, end Djursland er, så vil man styrke elevgrundlaget, ja så må man gå uden for sit eget område – på strandhugst! Og det var hvad man havde til hensigt på Teknisk Skole i Grenå, spørgsmålet var bare, hvad der skulle til for at lokke unge mennesker fra hele landet til skolen på Århusvej. Svaret lå i grunden lige for: skolen havde jo bestemt sig for at satse på at ligge i frontlinjen, hvad angår brugen af it. Man besluttede derfor at oprette intet mindre end IT College Danmark! Eleverne skulle komme fra nær og fjern, de skulle alle udstyres med en bærbar computer, undervisningen skulle i høj grad foregå via denne computer, og 10 ekstra timer pr. uge 105


skulle eleverne målrettet arbejde med forskellige multimedieprojekter og med programmering – dette sidste i samarbejde med vægtige it-aktører som IBM og TeleDanmark. Og så skulle eleverne jo bo i tilknytning til skolen - med andre ord, der skulle skaffes passende boliger – noget af en hurdle for projektet. Palle Rasmussen fortæller, at skolen rettede henvendelse til Boligselskabet B45 for at høre, om man mon ikke havde lyst til at bygge nogle ungdomsboliger ved idrætscentret til en flok unge mennesker, der skulle gå på IT College i Grenå. Dette college eksisterede ganske vist ikke endnu, eleverne var der ej heller, men planerne var der, eller som Palle Rasmussen formulerer det: der var en masse varm luft og Palle Rasmussens stålsatte blå øjne! Men varm luft og blå øjne var åbenbart nok for Frede Frandsen, der var forretningsfører i B45, for, som han sagde, hvis projektet ikke kom op at køre, ja, så kan man jo bare omdanne ungdomsboligerne til ældreboliger! Og sådan gik det til, at Grenå Tekniske Skole august 1996 kunne tage imod det første hold elever på IT College Danmark, der udstyret med egen bærbare computere kunne flytte ind i flotte nye ungdomsboliger bygget af B45. IT College Danmark blev en stor succes for Grenå Tekniske Skole. Eleverne strømmede til, og der var dermed skabt et solidt grundlag for at drive HTX videre i Grenå. Samarbejdet med IBM og TeleDanmark betød, at nye undervisningsformer blev afprøvet. Traditionel klasseundervisning med indlæring af viden og færdigheder styret af en lærer oppe fra tavlen blev gradvis afløst af projektorienteret 106

undervisning, hvor læreren optræder som konsulent, og hvor et langt større ansvar for egen læring lægges over på eleverne. Palle Rasmussen fortæller, at netop samarbejdet IBM og TeleDanmark spillede en stor rolle for denne udvikling, for selvstændighed og evnen til projektudvikling og projektstyring er jo noget, moderne virksomheder lægger vægt på. Endvidere var IT College Danmark med til at give Grenå Tekniske Skole et godt omdømme som en moderne og fremadrettet skole. Skolen blev i 1997 således inviteret med til en stor international konference i Chicago om uddannelse i det 21. århundrede, hvor man præsenterede ideerne bag IT College Danmark. Deltagelsen i konferencen gav prestige og omtale, ligesom den skabte kontakter og samarbejdsaftaler med skoler så fjernt som Kuala Lumpur i Malaysia. Overskriften på en artikel om IT College Danmark i tidsskriftet Teknisk Skole er sigende: ”Fremtiden ligger i Grenå!” Erfaringerne fra IT College Danmark fik også betydning for den mere traditionelle HTX afdeling på skolen. Fra og med år 2000 erklærede skolen sig nemlig total digitaliseret: Alle elever fik stillet en computer til rådighed, og al undervisning skulle foregå digitalt – i princippet skulle computere således erstatte bøger. Eleverne var efter sigende begejstrede, lærerne måske knapt så entusiastiske, uddannede som mange af dem jo var i en helt anden tid. Men som Palle Rasmussen fortalte dem, så kunne de jo bare søge råd og vejledning hos eleverne, der vidste langt mere om IT end de selv gjorde – og således beroligede kastede også lærerne sig ud i projekt digitalisering. Endvidere er der ingen tvivl om, at


erfaringerne med IT College Danmark fik betydning, da Dansk Metal i 1998 rettede henvendelse til skolen om at skabe en helt ny uddannelse specielt henvendt til metalarbejdere, der mere og mere kommer til at arbejde med it-redskaber. Resultatet blev erhvervsuddannelsen Digitale Medier, hvor man lærer eleverne at anvende den nyeste it-teknik. 3D College Succesen med IT College Danmark og med uddannelsen Digitale Medier gav skolen på Århusvej blod på tanden, og den næste store satsning så dagens lys i 2004: 3D College. Idemanden bag projektet var souschef Ole Svit. Han var kommet til den overbevisning, at eftersom 3D visualisering og animation bruges i flere og flere brancher, ja så måtte der jo logisk set være en stor efterspørgsel efter dygtige grafikere og animatorer. Sådan nogen opstår jo ikke ud af den blå luft, de skal uddannes, og hvorfor skulle det ikke kunne ske i Grenå lige så godt som alle andre steder – eller måske bedre, da man jo i Grenå allerede havde en vis erfaring i at skabe nye uddannelser. Overbevist om, at ideen var god, gik man i gang med at udvikle den. En folder blev udarbejdet, og med den drog Ole Svit til København for at præsentere den på et par uddannelsesmesser. 30 elever meldte sig, og to måneder senere kunne de starte på det nye 3D College i Grenå. På skolen havde man ganske vist ikke ekspertisen i at undervise i 3D, men den kunne man købe hos firmaet True Max i København. Computerne og det nødvendige software blev leaset, kollegiet til eleverne blev lejet, levering af aftensmad blev outsourcet til en lokal

restaurant og en madmor og en projektleder med det faglige og sociale ansvar for eleverne blev i hast ansat. Seks måneder gik der fra ide til virkelighed, for hvorfor bruge tid på møder og handleplaner og overvejelser og undersøgelser – hvorfor ikke blot handle, hvis man i øvrigt tror på projektet, og hvis man er klar til at tage tæskene, hvis det mislykkes?

3D College, Viden Djurs. FOTO: Viden Djurs.

3D College skulle vise sig at blive en overvældende succes. Siden 2011 har lederen af uddannelsen været Alex Townley Porsborg, der oprindeligt er naturfagligt uddannet fra Århus Universitet – måske ikke den mest oplagte uddannelse til en, der blev leder af en it-skole. Senere har han efteruddannet sig i programmering, og han mener, at med den baggrund han har, er han et godt udtryk for den skole, han leder: den er præget af mangfoldighed. Og skolen har været en succes. Den havde en overgang op til 300 elever på de to hovedspor Web-Integrator og Digitale Medier. Den tid, hvor man købte ydelser af True Max er for længst forbi, for skolen råder nu over sine egne 3D undervisere. 107


Frem til 2014 gik det strygende med optaget af elever – efter ministeriets mening alt for strygende, for taxameteret er relativt højt og uddannelsen derfor dyr for samfundet. Endvidere kunne ministeriet konstatere, at ikke alt for mange af de unge Web Integratorer kom direkte ud i jobs, og det er ud fra en ministeriel embedsmandsbetragtning ikke så godt. Men en del af forklaringen herpå er, at ikke så få af webintegratorerne gik videre i uddannelsessystemet og blev f.eks. datamatikere eller multimediedesignere, og det er vel rigtig godt? Det tog ministeriets fine Excel- ark imidlertid ikke højde for, og det er måske knap så godt. Resultatet af denne misere er, at optaget til uddannelsen er blevet kvotebelagt, så i stedet for 120 elever pr. år modtager man nu under 30 – noget af en rystelse for skolerne. Alex Porsborg medgiver dog, at man nok optog for mange elever tidligere, men uddannelsen er vigtig, for den giver unge mennesker – læs drenge - der ellers havde været tabt i det traditionelle uddannelsessystem en mulighed for at få en uddannelse. På 3D uddannelsen oplevede mange af de unge for første gang i deres liv at gennemføre noget som helst og dermed komme videre. De fik selvtillid, de blev stærkere. Alex Porsborg udtrykker et fromt ønske om, at de unge, der før blev optaget på 3D uddannelsen, og som ofte ikke kom fra samfundets øverste sociale lag, bliver tilgodeset andre steder i systemet. Han glæder sig over, at de elever, han nu får, er de bedste, udvalgte som de jo er, og så må han nøjes med at krydse fingre for, at Fanden ikke tager resten! Alt i alt ser Alex Porsborg optimistisk på skolens fremtid. Kvotesystemet gør, at man må 108

udvikle nye uddannelser ligesom man må arbejde endnu hårdere på at skaffe eleverne lærepladser også i udlandet, idet succes på dette område i fremtiden bliver et vigtigt konkurrenceparameter. Alex Porsborg nævner endvidere, at man arbejder aktivt på at udvikle eleverne ikke bare fagligt men også personligt. 3D eleverne er en lidt speciel drengetype – lidt nørdede med en overvældende interesse for computerspil. Derfor gør man meget ud af at sikre dem en god kost – man kan ikke leve af cola og chips alene - og tendensen til, at man kommer ud fra collegetiden 10 kg tungere end man kom ind, vil man gerne til livs. Idræt er derfor kommet på skemaet, hvilket er blevet forbavsende godt modtaget af eleverne. Og deltagelse i idræt tjener også et andet formål end forbedret fysik, nemlig at arbejde med elevernes sociale kompetencer. For 3D eleverne er ofte lukkede om sig selv og interessen for computerverdenen. Dyrker man holdidræt, oplever man som bekendt et socialt fællesskab, hvor man er del af noget mere end blot sig selv og sin skærm. Guldægget IT College Danmark havde, som vi har set, i snart mange år tjent Grenå Tekniske Skole godt. Men i vores omskiftelige tid har alting jo en ende – det kom også til at gælde IT College Danmark. Op gennem nullerne havde skolen kunnet konstatere en faldende interesse for at gå på IT College Danmark i Grenå. Årsagerne hertil kan være mange. Andre skoler havde naturligvis set misundeligt på succesen i Grenå og ladet sig inspirere. Det var således ikke længere noget enestående, at HTX eleverne i Grenå fik en bærbar computer stillet til rådighed,


det var nu mere reglen end undtagelsen rundt om på landets tekniske gymnasier. Og overalt blev it i stadigt højere grad en naturlig del i undervisningen. Og måske var projektet, hvis man skal være ærlig, blevet en anelse nedslidt – tiden var kort og godt kommet til at tænke nyt, hvilket man på GTS ikke opfattede som et problem men som en udfordring!

Udviklingschef Søren Hansen på en uddannelsesmesse. FOTO: Viden Djurs.

Det blev udviklingschef Søren Hansen, der kom med ideen til det, der skulle vise sig at blive noget af et guldæg for skolerne i Grenå. Søren Hansen havde i nogle år været ansat på Grenå Tekniske Skole – dels på 3D College, dels som ansvarlig for IT College Danmark. Søren Hansen er af uddannelse historiker og derfor vænnet til at være tilbageskuende – ikke nogen oplagt kvalitet på en skole som GTS. Men Søren Hansen er ikke kun historiker, han har sidefag i film og tv og dermed indsigt i nogle af de elektroniske brancher, der af mange jo opfattes som selve fremtiden. Og når man ser på fremtiden,

så var der en branche, der især faldt i øjnene – det kunne man konstatere ved at se på, hvad de unge på It College virkeligt gik op i: De var vilde med spil, ikke goe´ gammeldags brætspil – Ludo var helt sikkert out - nej computerspil. De spillede i deres fritid, de spillede natten igennem, de spillede i timerne – noget man med bekymring diskuterede i lærergruppen. Svaret blev, at i stedet for at forbyde spil i timerne ud fra devisen om, at man aldrig skal udstede forbud, som man ikke kan håndhæve, så skulle man omfavne spilleriet, spil og spiludvikling skulle i centrum i hele uddannelsen, eleverne skulle få så meget spil, at det med Søren Hansens ord kom til at hænge dem ud af halsen! Og dermed var ideen til en ny uddannelse skabt, det gamle IT College Danmark skulle omdannes til en skole med fokus på spiludvikling. En ny studieretning på HTX uddannelsen skulle skabes under navnet Game IT, og det nye college skulle derfor naturligvis have navnet Game IT College. Søren Hansen præsenterede sin ide på et lærermøde, og her så man tydeligt fordelen ved at være en lille og dermed fleksibel skole. Fem til seks lærere var med på ideen, en udviklingsgruppe blev nedsat, og resultatet blev, at man fra næste skoleår kunne nedlægge IT College Danmark og præsentere efterfølgeren Game IT College. Det første år – skoleåret 2009/2010 - var et pioner år. Mange ressourcer blev brugt på at efteruddanne lærerne i de traditionelle fag som dansk, historie og sprogfagene. Spil og spiludvikling skulle anvendes som pædagogisk redskab også i disse fag for at tilgodese den type elever, der søger ind på Game IT uddannelsen. I dansk kan man eksempelvis 109


bruge aktantmodellen på computerspil fremfor på eventyr af H.C. Andersen, og undervisning i filmanalyse kan måske klares ved at overføre film til computerspil – kun fantasien sætter grænser. Som et konkret eksempel på, hvordan man på Game IT-uddannelsen arbejder, kan et projekt, som man gennemførte i 2012 sammen med Fregatten Jylland nævnes. Museets kommunikationsmedarbejder Mia Møller Roesen fortæller, at museet havde problemer med at appellere til unge mellem 14 og 29 år. Derfor rettede museet henvendelse til Game IT uddannelsen på Viden Djurs, og resultatet blev, at de unge spiludviklere efter et besøg på Fregatten udviklede 14 spil, som alle på den ene eller anden måde fortæller om livet på Fregatten Jylland, dengang den herskede over de indre danske farvande. 5 af de 14 spil blev i en periode udstillet på Museet, og direktør for Fregatten Jylland, Benno Blæsild, var mere end tilfreds. I et af spillene skal man fange løse grise på dækket af det stolte skib, og dermed fortælles historien om provianteringen på fregatten på en måde, som også fanger helt unge mennesker. Udstillingen af de fem spil faldt sammen med et besøg af HKH Prins Henrik, som er protektor for Fregatten, så måske hans kongelige højhed har fornøjet sig med at fange grise på dækket af Fregatten Jylland? Det skulle vise sig, at Søren Hansen med ideen om et Game IT College havde set rigtigt. Eleverne meldte sig i hobetal. På uddannelsesmesserne rundt om i landet mødte man de unge drenge, der pludselig fandt ud af, at de kunne gå på et mærkeligt gymnasium i Grenå, hvor deres altopslugende interesse for spil og spiludvikling var en central 110

del af gymnasieuddannelsen – en åbenbaring! Og forældrene bakkede op, selvom det jo ikke er gratis at sende den lidt it-nørdede søn (for drenge var det) på et treårigt collegeophold i Grenå. I Grenå på Game IT College kunne sønnen så alligevel få en studentereksamen, og forældrene behøvede derfor ikke at bekymre sig helt så meget om, at han brugte så meget tid foran computeren. Det første år fik man 50 ansøgere til den nye uddannelse mod 17 på det sidste hold på IT College Danmark. Og siden er interessen for Game IT vokset, også fordi man har overført game it konceptet til HHX – handelsgymnasiet – hvor man har oprettet en Game Sport linie, hvor man har fokus på at udvikle spil og markedsføre dem, ligesom man inddrager relevante økonomiske og samfundsfaglige vinkler på spilindustrien i undervisningen.

Game Sport College– studerende. FOTO: Viden Djurs

Den store søgning til Game IT-uddannelserne er en klar fordel for skolen, men også en udfordring. De mange nye elever kræver plads og et sted skal


de jo også have at bo, så mange kræfter og mange ressourcer blev og bliver brugt på at skabe de ydre rammer for uddannelserne. En anden udfordring er det, at med de mange GAME IT elever kom drengene til at dominere på skolen – it-drenge – og problemet kan være, at VID Gymnasier overvejende bliver kendt som en it-skole. Direktør Ole Svit medgiver, at man er opmærksom på problemstillingen, for man vil jo også i fremtiden gerne være et gymnasium for ganske almindelige unge fra lokalområdet, der blot ønsker sig en traditionel HHX/HTX – uddannelse. Opgaven er derfor at få de to elevtyper til at matche hinanden. Dog understreger idemanden bag projektet, Søren Hansen, at man skal respektere Game IT eleverne, som de er. De repræsenterer en særlig kultur, et særligt mind set, og til en vis grad skal de have lov at leve i deres egen lidt nørdede parallelverden. Dog er man klar over, at flere piger på skolen ville være en fordel – det giver ligesom bedre fester, hvis balancen mellem piger og drenge ikke er alt for skæv. Derfor har man oprettet en ny studieretning, Game Art College, hvor fokus bliver lagt på den visuelle, den grafiske og den kreative brug af it, hvilket skulle appellere netop til piger. På baggrund af den store succes for Game IT på Viden Djurs kan man stille spørgsmålet: Vil mon ikke andre erhvervsskoler ansporet af succesen i Grenå oprette Game IT klasser og dermed tage elever fra Grenå. Bitter erfaring taler herfor. Som vi har set fik Ebeltoft Sportscollege ikke ret længe lov til at være alene på markedet. Sportscolleges dukkede hurtigt op overalt i landet, hvilket var med til at kvæle ESC. Søren Hansen mener, at man i

Grenå har taget højde for, at noget sådant ikke vil gentage sig. Her har man nemlig skabt noget unikt, som ikke umiddelbart kan kopieres af andre, nemlig en hel kæde af it-uddannelser med særligt henblik på spil: 3D College, Game IT, og akademiuddannelsen med spildatamatikere – det sidste i samarbejde med Erhvervsakademi Dania, der har lejet sig ind i det gamle kursuscenter på N.P. Josiassens Vej. Desuden har man opbygget Campus Djursland, hvor unge fra hele landet kan bo. De uddanner sig, de bliver iværksættere og nogle af dem bliver i Grenå. Hele projektet understøttes derfor aktivt af kommunen og af den lokale boligforening B45, der står bag nye ungdomsboliger på Gredana-grunden, der hvor Grenå Dampvæveri engang havde til huse. For ungdomsboliger kan man næsten ikke få for mange af i Grenå, der jo tiltrækker så mange unge mennesker fra hele landet. Så nej! Søren Hansen er ikke så bange for konkurrencen fra andre erhvervsskoler. Ganske selvsikkert erklærer han, at han ikke vil være bekymret for at stå ved en stand på en uddannelsesmesse ved siden af erhvervsskolen fra, skal vi bare sige X-købing, og forklare, hvorfor man i Grenå er bedre end den! The Ranch Noget af det, man på Viden Djurs er særligt stolt af, er netop det iværksættermiljø, man fik skabt under navnet ”The Ranch.” Ligesom rodeorytteren derude i det vilde Vesten uforfærdet sætter sig op på den vilde tyr for at forfølge drømmen om berømmelse, sætter de unge på ”The Ranch” sig uforfærdet foran deres computer for at forfølge deres drømme om en 111


dag at blive frie og selvstændige entreprenører. Interessen for iværksætteri på Grenå Tekniske Skole går tilbage til 1990erne, og med etableringen af 3 D college og især Game IT uddannelsen blev det muligt at skabe et egentligt iværksættermiljø på skolen. Målet er at gøre de unge i stand til at skabe deres egen virksomhed. For at gøre det skal de have hjælp og støtte for at klare mange af de opgaver, der er forbundet med det at drive egen virksomhed: der skal laves regnskaber, der skal afregnes moms, der skal være styr på fakturaer, kunder skal opsøges, der skal markedsføres – ja, mangt og meget skal klares udover det at udvikle spil. Afdelingsleder Tove Ingerslev fortæller, at det er lykkedes at skabe så at sige en tretrinsraket, for så vidt angår arbejdet med iværksætteri på Viden Djurs. De unge med interesse for at skabe deres egen selvstændige virksomhed starter allerede, mens de går på 3D college eller måske snarere på den treårige HTX – Game IT uddannelse, og de får hjælp i det incubationsmiljø på skolen, der går under navnet ”Sandkassen.” Herefter kan de, hvis de har demonstreret evnerne og viljen til at styre en udviklingsproces avancere til ”Kravlegården. ”Og de dygtigste og mest ambitiøse kan så avancere til flagskibet ”The Ranch.” Game Hub Scandinavia/Game Hub Denmark Ideen bag The Ranch eksisterer således i bedste velgående, dog vil man nu lede forgæves efter navnet ”The Ranch.” For alle Viden Djurs´ incubationsmiljøer er nu samlet under navnet ”Game Hub Denmark,” og spørger læseren sig selv, hvad navnet Hub betyder, ja så er svaret, at 112

ordet ”hub” på engelsk betyder ”nav” – centrum i et hjul, der samler alle hjulets mange eger. Uddannelsesleder Tove Ingerslev forklarer, at man med navnet ”Game Hub Denmark” vil signalere, at her med denne organisation finder man centrum for al spiludvikling i Danmark – intet mindre! Det overordnede mål for den samlede iværksætterindsats på Viden Djurs er at skabe en lang række nye levedygtige spiludviklingsvirksomheder i samarbejde med partnere i Viborg, Norge og Sverige. Gennembruddet kom sommeren 2015, da projektet Game Hub Scandinavia blev godkendt med et budget på næsten 30 millioner kroner. Game Hub Scandinavia er et fælles nordisk EUprojekt, der er planlagt til at løbe over tre år, og som finansierer bl.a. den danske afdeling ”Game Hub Denmark.” Projektets forløber Scandinavian Game Developers, der som vi jo har set, fik RegioStars Award 2015, resulterede i 22 nye spilvirksomheder i regionen, og det er erfaringerne fra dette projekt, der nu skal bygges videre på. Hvor formålet med SGD var at støtte de studerende i at etablere virksomheder, mens de var i gang med deres uddannelse, er ideen med Game Hub Scandinavia og dermed også Game Hub Denmark at få etableret bæredygtige virksomheder, der er skabt af unge iværksættere, som har færdiggjort deres uddannelse, oftest fra erhvervsakademi Dania. Pengene til projektet kommer dels fra EU´s udviklingsfond dels fra Region Midt, der via Vækstforum stiller regionale udviklingsmidler til rådighed. Tove Ingerslev understreger, at uden Regionens støtte havde det været betydeligt sværere at opnå støtte fra EU, fordi


det giver troværdighed, at regionen er villig til at gå ind med adskillige millioner i projektet. Desuden står regionen bi med råd og dåd, når ansøgninger til EU´s udviklingsfond skal skrives, for som Tove Ingerslev siger, så er EU -systemet noget af en jungle at bevæge sig ind i – man tror hende hjertens gerne. Og stort er jo projektet, som Game Hub Scandinavia står for. 100 nye virksomheder, hvoraf de 40 skal ligge i region Midt – de fleste af dem forhåbentlig i Grenå! Lidt skeptisk spørger forfatteren, om der er basis for så mange virksomheder indenfor dette felt – et spørgsmål der blot afslører hans manglende forståelse for moderne tider. Ifølge Tove Ingerslev er spilbranchen en af de hurtigst udviklende brancher på verdensplan overhovedet. Hun mener, at man i Grenå har store muligheder for at være med til at skabe en af de brancher, som Danmark skal leve af i den næste generation, for spil er ikke bare spil for nørdede drenge med en pose chips og to liter cola inden for rækkevidde. Den næste generation af spil har set dagens lys under betegnelsen ”serious games,” hvor man bruger spilkonceptet i nye sammenhænge f.eks. til at udvikle manualer, folk kan forstå eller til at udvikle genoptræningsprogrammer, folk får lyst til at følge. Og serious games kommer til at spille en enorm rolle inden for læringsindustrien: Indlæring via spilkonceptet! Så jo, Tove Ingerslev er af den overbevisning, at man kun er ved begyndelsen – også i Grenå. Gameification er et nyt begreb, vi kommer til at forholde os til i fremtiden, og Viden Djurs agter at være med til at præge også den nye generation af spiludviklere i Danmark.

Helt overbevist om den nye tids lyksaligheder er forfatteren dog ikke. En smule skepsis sidder tilbage i ham, opdraget som han er i en tid, hvor man i ny og næ spillede Ludo og Matador og Mølle&Dam og så ellers lavede alt muligt andet. Forsigtigt spørger han derfor, om de unge spiludviklere på Viden Djurs ikke bliver en smule ensporede, når deres verden i så høj grad udgår fra en computerskærm. Skal man for at blive en god og nyttig samfundsborger ikke udvikle sig lidt bredere? Og skal man ikke også have fokus på de unges fysiske tilstand, for helt sundt kan det vel ikke være at tilbringe så megen tid på en stol foran en computer? Og Viden Djurs har jo et stort ansvar i forhold til de mange unge, der bor på Campus. Tove Ingerslev forklarer, at det primære fokus er på spil og spiludviklingen, men man er ikke blind for, at sund kost, god nattesøvn og motion er vigtige parametre også for de it begejstrede unge, som der er så mange af i Grenå. Tove Ingerslev erklærer sig til forfatterens store glæde også enig i, at man nok bliver en bedre spiludvikler og en mere nyttig samfundsborger, når man kender lidt til det samfund og den historie, man er en del af, og når man har en viden om og forståelse for både kunst og kultur – kort sagt for alt det, der er med til at gøre også de unge til hele mennesker. Game Hub Denmark har til huse i nye moderne omgivelser i en af de renoverede bygninger på den gamle Gredana grund, der hvor Grenå Dampvæveri engang gav arbejde til så mange af byens borgere og satte Grenå på det industrielle danmarkskort. For længst er den sidste væv sat på stand by, stilheden og forfaldet holdt sit indtog i de gamle fabrikshaller, og i mange år lå den gamle 113


fabriksbygning på Havnevej hen som et grimt ar fra en svunden tid. Nu er dele af fabrikskomplekset genopstået som en anden Fugl Føniks og huser fremtiden. I stedet for arbejdere i blå overalls ser man nu bygningerne befolket af unge mennesker med computere. For nostalgikere måske lidt trist, men for de fleste et udtryk for, at byen følger med tiden. Og en hel del poesi er der i den kendsgerning, at det gamle logo med bogstaverne GD placeret højt på silobygningen ud til Havnevejen stadig kan bruges: Grenå Dampvæveri er blevet til Game Developers! Her har Game Hub Denmark som sagt hjemme.

Afdelingsleder Tove Ingerslev og direktør Ole Svit foran Game Hub Denmark. FOTO: Lars Norman Thomsen.

Martin og historien om ClearCut Games Og her traf forfatteren en dag i sommeren 2016 Martin Lange, der er en af de unge bag spiludviklingsfirmaet ”ClearCut Games (CCG).” Martin viste rundt i de nye omgivelser, der både tæller kontorer for i øjeblikket otte spiludviklingsfirmaer og større show rooms, hvor man kan mødes med kunder, hvor man 114

kan holde møder internt og med mentorer – kort sagt stedet, hvor ideer præsenteres og udveksles og hvor de unge virksomhedsejere får ny inspiration til arbejdet med det, de brænder for: at udvikle nye fantastiske spil. Martin fortæller, at han allerede i 3. klasse vidste, at han på en eller anden måde ville komme til at arbejde professionelt med spil. Og jo, han brugte som dreng ganske meget tid på at spille, om end han understreger, at han først fik sin egen computer som treårig! Da Martin skulle vælge ungdomsuddannelse derhjemme i Frederikssund, stødte far og søn på en helt ny mulighed, som for første gang blev præsenteret, nemlig Game IT uddannelsen fra HTXskolen i Grenå. Det var faderen, der er uddannet programmør, der blev opmærksom på muligheden, og han har måske her set, at her var det oplagte sted for Martin at tage hen, for her kunne han få både en studentereksamen og samtidig muligheden for at beskæftige sig med det, han siden barnsben havde kastet så megen energi ind i: computerspil. Sønnen kunne ikke være mere enig, og således endte Martin på Game IT uddannelsen i Grenå, og 3 år senere var han både student og virksomhedsejer! Martin fortæller, at de tre år på Game IT uddannelsen fik stor betydning for ham. Undervisningen var tonet ind efter, at her var en klasse af unge med en særlig interesse for spil, derfor blev spil brugt som pædagogisk redskab i stort set alle fag. Og mangen en weekend havde man workshops, hvor man kunne gå i dybden med forskellige aspekter af det at udvikle spil. Og jo, lidt nørdede var man vel, men som Martin siger,


så gjorde det egentlig ikke noget, for interessen for spil var jo, hvad der havde bragt de unge sammen – de ønskede faktisk at nørde med det, der var og blev deres store interesse. Og collegelivet betød, at Martin lærte sine medstuderende rigtig godt at kende, og det fik betydning, da han sammen med fire andre på andet år etablerede virksomheden CCG. For på college havde de lært hinandens styrker og svagheder godt at kende, og de kunne derfor vælge samarbejdspartnere, der kunne supplere hinanden – nogle var gode til grafik, andre var gode til at programmere. Men ét er jo at være fem unge gutter, der brænder for at etablere egen spiludviklingsvirksomhed, noget ganske andet er at komme i gang. Her kunne skolen hjælpe: Den skaffede de unge kontakt med firmaet Kiloo i Århus, som kunne se noget i de unge og tog dem under deres vinger, og skolen skaffede et kontor først nede i Stena bygningen senere i CV2, ligesom skolen sørgede for kontakt til revisor og til advokat. Og rent faktisk lykkedes det firmaet CCG at få et spil på markedet: ”CADO” som blev anmeldt i Politiken den 22/9 2012, og som fik fine ord med på vejen: ”CADO oser af kvalitet, enkelhed og en fortryllende opfindsomhed.” Ikke så dårligt præsteret af debutanter på et felt med stor konkurrence.

Martin, Mads, Max, David og Mathias fejrer, at spillet CADO er certificeret. FOTO: Henrik Dolmer, Grenåbladet.

Efter de tre år på HTX/Game IT tog Martin på Erhvervsakademi Dania, og her fortsatte han virksomheden CCG, dog med nye samarbejdspartnere, og i dag er Martin og CCG som nævnt rykket over i de nye bygninger på Gredana – grunden. Her har virksomheden til huse i et af de større kontorer med plads til de fire medarbejdere. På spørgsmålet om, hvad CCG har ud af at være en del af Game Hub Denmark er svaret klart. Man får fine omgivelser at arbejde i til en husleje, der er til at betale for et lille firma som CCG. Og nok så væsentligt får man støtte og rådgivning fra staben, der er ansat i Game Hub Denmark, med hvem man holder jævnlige møder, hvor alt omkring firmaet kan diskuteres. Men måske mest væsentligt: man er på Game Hub Denmark en del af et kreativt miljø på otte spiludviklingsvirksomheder. Man lader sig inspirere af hinanden, og man er ikke bange for at støtte og hjælpe hinanden. For nok er man konkurrenter, men først og fremmest brænder man 115


for at udvikle spil, og kan man hjælpe/inspirere andre er det en tilfredsstillelse i sig selv – og måske kommer man en dag til at spille konkurrentens spil, og så kan man måske glæde sig over, at man havde en lille andel i tilblivelsen af spillet. På spørgsmålet om, hvor Martin er om fem år, er svaret klart: ”her men med en større virksomhed.” Lønmodtager bliver han kun, hvis virksomheden ikke udvikler sig som forventet. I dag løber firmaet rundt, så man er der, hvor man efter planerne skal være. Det er Martins vurdering, at den støtte, han gennem årene har fået i bestræbelserne på at blive selvstændig, har været af afgørende betydning for, at CCG i sin tid blev etableret og for at fire mennesker i dag faktisk kan leve af firmaet – ikke flot, men leve, det kan man. Hvordan gik det til? Når man ser tilbage på det, der ud fra den lille metalskole på Århusvej er skabt de seneste 25 år, kan man ikke andet end undres over, at det har kunnet lade sig gøre: at op til 500 unge mennesker hvert år kommer til Grenå for at gå på college og få en uddannelse. Forklaringerne er mange. Palle Rasmussen peger især på to forhold der var afgørende for udviklingen af Grenå Tekniske Skole: Erhvervsskolereformen af 1991 der gav skolerne bredere rammer til at udvikle sig, og det gode strategiske samarbejde, man fik etableret med de øvrige tekniske skoler i Østjylland. Dette samarbejde betød, at man frem for at være konkurrenter blev samarbejdspartnere, hvor man udnytter hinandens stærke sider, og hvor målsætningen er, at hver af 116

de seks skoler i den strategiske alliance skulle være landsførende på mindst et uddannelsesområde – i Grenå blev det som vi har set IT – området man satsede på. En sådan strategisk alliance er guld værd især for en lille skole som den på Århusvej, for er det alles kamp mod alle, ja, så er det jo oftest de store, der kvæler de små. En anden væsentlig forklaring er noget så enkelt som geografien – at Grenå ligger hvor Grenå nu engang ligger: yderst på Djursland. Mod øst vand og mod vest, syd og nord relativt tyndt befolkede områder. Eleverne vælter ikke ind af sig selv, for så mange er der heller ikke at tage af. Dette har skabt en bevidsthed på skolerne i Grenå om, at hvis man ikke udvikler, hvis man ikke skaber nicheproduktioner, der er i stand til at trække elever til området, ja, så dør man. Man plejer at sige, at menneskets selvopholdelsesdrift er høj, det samme gælder åbenbart for skoler på Djurslands spids. Endvidere går det igen i de samtaler, forfatteren har haft med medarbejderne, at det er lykkedes at sammentømre et hold, der kender hinanden, som har tillid til hinanden, og som alle har haft et innovativt gen. Lidt af en tilfældighed måske, men en tilfældighed man har været i stand til at udnytte. Og så er det også værd at huske, at skolen har haft positivt indstillede samarbejdspartnere. En af dem er Boligselskabet B45, der har været fremsynet, når der skal bygges boliger til de mange collegestuderende. Og Norddjurs Kommune har, især efter at Jan Petersen blev borgmester, været en meget konstruktiv medspiller. Til slut skal det nævnes, at samarbejdet med


Erhvervsakademi Dania har betydet, at det i Grenå har været muligt at tilbyde de studerende på Viden Djurs en Akademiuddannelse indenfor spilområdet – et forhold der givetvis har trukket meget dygtige og ambitiøse unge mennesker til Djursland. Spørgsmålet er så, om Viden Djurs kan fastholde sin position som det førende uddannelsessted i Danmark for spiludviklere. Konkurrencen er benhård, for mulighederne er store i spilbranchen, ikke mindst fordi Nordisk Film nu går ind og satser flere hundrede millioner kroner på at blive en vigtig del af dette lukrative marked. Uddannelsesleder Tove Ingerslev mener dog, at Viden Djurs står stærkt i konkurrencen, for i Grenå har man, som vi har set, allerede opbygget både en stribe it-uddannelser og et stærkt incubationsmiljø, som ikke uden videre kan skabes fra den ene dag til den anden. Endvidere har man etableret et godt forhold til Region Midt, som på mange måder støtter udviklingen i Grenå, hvilket jo passer fint med regeringens bestræbelser på at styrke udkantsdanmark – undskyld styrke områder i Danmark, som er udfordret erhvervsmæssigt og befolkningsmæssigt! Og endeligt understreger Tove Ingerslev med slet skjult stolthed, at man har stærke udenlandske samarbejdspartnere, og at man har fået så godt et ry, at det ikke er svært at tiltrække nye partnere – da slet ikke efter at man fik tildelt den store EU-pris. Så jo, Tove Ingerslev er som Søren Hansen optimist, men hun understreger, at det er helt afgørende, at Dania hurtigt får tilladelse til at oprette et bachelorstudium for spiludvikling i Grenå. Man arbejder ihærdigt på sagen, og man har,

som hun siger, nogle esser i ærmet! Hvilke vil hun dog ikke afsløre her og nu – forståeligt nok!

Strukturreformer og fusion – Viden Djurs

Som det med al ønskelig tydelighed fremgår af fortællingen om Grenå Tekniske Skole, var det en innovativ og dynamisk skole, der nu i 25 år havde overlevet og endog udviklet sig trods sin lidenhed. Men Teknisk Skoles – og kunne man tilføje Handelsskolens - fremtid ville komme til at afhænge af, om man på de to skoler kunne tilpasse sig de ændringer, der kom til at præge det danske samfund efter årtusindskiftet. Det skulle vise sig, at det kunne de. For omtrent samtidig med, at man på Teknisk Skole fejrede skolens 25 års jubilæum, var ledelsen på de to erhvervsskoler i Grenå gået i gang med at planlægge en udvikling, der i løbet af relativt få år skulle vende fuldstændigt op og ned på de to gamle erhvervsskolers liv og virke. Dynamikken til forandringerne kom til skolerne udefra, for ude i det omgivende samfund var der tendenser, der også gav stof til eftertanke på skolerne i Grenå. Et af tidens store samtaleemner kan sammenfattes i et ord: ”Strukturreformer.” Bag det fine ord gemte sig et ønske fra store dele af det politiske landskab om på en lang række områder at skabe større enheder, altså centralisering gennem fusioner. Dette ønske resulterede i den store strukturreform, hvor 271 mindre kommuner i 2007 blev til 98 større kommuner og 14 amter blev til fem regioner. Politireformen fra samme år havde 117


samme tendens. 54 politikredse blev slået sammen til 12 storkredse. Dette betød, at Grenå dels mistede sin politikreds og dermed sin politimester, dels at den lokale politistation hver dag lukker kl. 16.00, hvilket kriminelle elementer har at rette sig efter: når klokken er slået 16 kan de ikke påregne at blive grebet på fersk gerning af lokale politistyrker! Og så har vi slet ikke nævnt, at centraliseringstendenserne indenfor sundhedsområdet har berøvet Grenå sit gamle sygehus – skal man i dag indlægges med blindtarmsbetændelse, skal man til Randers! Også på uddannelsesområdet gjorde de nye tendenser sig gældende. Den borgerlige regering under Anders Fogh havde store ambitioner på uddannelsesområdet – hvilken regering har i øvrigt ikke det? Eksempelvis udsendte regeringens Globaliseringsråd i 2005 et fornemt debatoplæg med titlen ”Erhvervsuddannelser i verdensklasse” – et oplæg der fik pæne ord med på vejen af Mogens Findalen fra HTS (Handel, Transport og Serviceerhvervene) om end han nok mente, at rådet burde have forsynet oplæggets titel med et spørgsmålstegn – for et er at tale om uddannelser i verdensklasse, noget andet er at skabe dem og ikke mindst finansiere dem. Ser man på regeringens tanker om de fremtidige erhvervsuddannelser springer forskellige forhold i øjnene. Erhvervsskolerne var af politikerne tiltænkt den vigtige men vanskelige opgave at sikre, at regeringens målsætning om, at 95 % af en årgang inden 2015 fik en ungdomsuddannelse, ikke blot var varm politisk luft. Desuden skulle erhvervsskolerne tilbyde de unge en uddannelse, der gjorde dem parate til at agere i en tid med stor 118

international konkurrence og i en tid med store forandringer – eleverne skulle kort og godt være omstillingsparate, fleksible og mobile. I gamle dage kunne man regne med, at blev man karetmager, ja, så ville ens arbejdsliv gå med at bygge kareter til samfundets øverste rangklasser. Men sådan er det jo beklageligvis ikke længere – nu taler man om livslang uddannelse og om nødvendigheden af at sikre sig så bred en uddannelse som muligt. Derfor hedder det i Globaliseringsrådets debatoplæg, at det i fremtiden kan blive nødvendigt at sammentænke de forskellige uddannelser på en helt anden måde, end man hidtil har gjort. Bredere uddannelser vil gøre de unge mere fleksible, og derfor kunne det på embedsmandssprog blive aktuelt at ”vurdere, om der er behov for at fremme egentlige fusioner af de forskellige skoleformer inden for det samlede system af erhvervsuddannelser og tilgrænsende institutionsskoler.” Det er ikke længere nok blot at være den dygtigste til at bygge kareter! Den første fusion - CV 2 På erhvervsskolerne i Grenå – Grenå Handelsskole og Grenå Tekniske Skole så man de nye tendenser i tiden. De to skoler samarbejdede allerede via paraplyorganisationen Djurslands Erhvervsskoler, og i efteråret 2005 startede man forhandlinger om et tættere samarbejde mellem de to skolers kursuscentre. De konkurrerede i høj grad om de samme kunder, og begge havde de oplevet et faldende aktivitetsniveau. En egentlig fusion kom hurtigt på tale i forhandlingerne, for med en sådan ville man stå stærkere i forhold til andre lokale kursusudbydere, og man ville kunne score både


synergigevinster og rationaliseringsgevinster. Og med en fusion ville man være i pagt med tidsånden! Den 12. september 2006 kunne man derfor I den lokale ugeavis læse, at en ny stor kursusudbyder på Djursland var etableret med Ole Svit som kursuschef og Anthony Bjerregård som udviklingschef. Den nye institution overtog Grenå Handelsskoles kursuscenter, der jo er nyt og moderne, og man var nu klar til at udbyde brede efteruddannelseskurser til lokalområdets virksomheder og offentlige institutioner.

vilje til viden Et nyt navn og logo måtte man også have.

Det nye kursuscenter ville således tilbyde kursisterne at forbedre deres curriculum vitae – endda i 2. potens, og kompasnålen i logoet symboliserer retning, målrettethed og præcision – og så passer

den jo godt til ideen bag kursuscentrets arkitektur! Imidlertid skulle det vise sig, at det nye fusionerede kursuscenter fik en relativt kort levetid. I løbet af nogle år måtte man notere et faldende aktivitetsniveau og dermed en faldende indtjening – ja røde tal begyndte regelmæssigt at optræde i regnskaberne fra CV2. På den baggrund besluttede ledelsen på Viden Djurs (skolen skiftede navn til Viden Djurs i 2009 - se side 94 ff.) i begyndelsen af 2013 at nedlægge CV2 som en selvstændig afdeling, idet det blev understreget, at det er nødvendigt, at alle afdelinger under Viden Djurs bidrager med en positiv økonomi. I 2013 hed Viden Djurs direktøren Ole Svit, og det faldt således i hans lod at lukke den afdeling, han syv år tidligere havde været med til at sætte i søen. Den store sammenlægning – etablering af byskolen Fusioneringen af de to skolers kursuscentre var imidlertid kun begyndelsen! På et handelsskolemøde den 23. november 2006 havde Lars Ry nemlig meddelt, at Grenå Handelsskole havde indledt uformelle drøftelser med Grenå Tekniske Skole, Grenå Gymnasium, og AMU - center Djursland om et tættere samarbejde. Baggrunden herfor var som tidligere omtalt tendensen til centralisering gennem fusionering af samfundets institutioner. Indenfor uddannelsesområdet arbejdede man fra centralt hold – læs ministeriet –med to udviklingsmuligheder for ungdomsuddannelserne. For det første talte man om etablering af centre, hvor man skulle have en central undervisningsenhed med 119


nogle mindre skoler som satellitter. Og for det andet om det man kaldte byskoler, hvorved man forstod en fusion af de forskellige ungdomsuddannelser, der nu engang findes i danske provinsbyer. Så for de to erhvervsskoler (DJES-skolerne) kunne noget tyde på, at valget stod mellem at blive en satellit under en større skole eller blive en del af en byskole. Det valg var nok ikke så svært hverken for Lars Ry på Handelsskolen eller for Palle Rasmussen på Teknisk Skole. For en satellit holdes som bekendt på plads af en større planet, og dens bane bestemmes således af den større og tungere enhed, og sådanne vilkår passede kun dårligt med de to Grenå - skolers DNA. Tanken om at skulle styres fra Randers eller Århus bekom ingen af de to forstandere. Derimod kunne begge se et perspektiv i byskoleideen, selvom der på begge skoler var betænkeligheder. De to skoler havde reelt fungeret som to selvstændige enheder, kulturen var forskellig, og på Teknisk Skole opfattede man sig i nogen grad som den yngre dynamiske lillebror i forhold til den ældre måske lidt adstadige storebror. Men tidsånden gjorde handling her og nu nødvendig. For som Lars Ry formulerer det, så gjaldt det om hurtigt at skabe den byskole, som man foretrak frem for af embedsmændene i ministeriet at blive pålagt, oh ve, en skæbne som satellit for en større skole. Dertil kom at man her og nu havde to bestyrelser, der gik ind for at skabe en byskole. Bestyrelsesmedlemmer kommer og går, mens ministerielle embedsmænd består. Derfor var det tid til handling, for hvem ved, om fremtidige bestyrelser måske kunne se det tillokkende i at komme under en større skoles 120

beskyttende men også omklamrende vinger. Pres udefra var altså en væsentlig del af forklaringen på ønsket om at skabe en byskole i Grenå. Men også forhold internt på skolerne spillede en rolle. Siden de store dage i firserne havde man i hvert tilfælde på Grenå Handelsskole kunnet konstatere et faldende elevtal. I 1990 kunne man således sende 120 studenter med den blå hvide hue ud i det, der kaldes den virkelige verden. 15 år senere var tallet reduceret med godt og vel 40 %. Så selvom forstander Palle Rasmussen i et avisinterview havde talt varmt om fordelene ved den lille skole, kan det konstateres, at nok er småt godt, med småt kan også blive for småt. For med færre elever pr. skole er det vanskeligere at oprette spændende valgfagshold, ligesom det på små skoler kan være svært at oprette tilstrækkeligt mange højniveaufag. Dette gør de uddannelser, en lille skole kan udbyde, mindre attraktive end de store skolers tilbud. Endvidere er det sværere at skabe et godt og attraktivt skolemiljø, hvis skolen har for få elever. Fester er nu engang festligere, hvis der kommer mange til festen, fredagscafeér hyggeligere, hvis cafeén er fyldt op. Og mange af de frivillige aktiviteter, skolerne udbød, måtte opgives, fordi for få elever tilmeldte sig, for jo flere elever der er at tage af, jo nemmere er det jo at skabe et skole -band eller et skolekor. At arrangere gode, men også billige studierejser er nemmere, når deltagerantallet er højt, for busserne skal jo helst fyldes op, og rabatterne bliver større, jo flere deltagere der er på rejsen. Alt i alt måtte man konstatere, at moderne


ungdom ikke kun kræver god gedigen undervisning, ret så vigtigt er det at kunne skabe et blomstrende ungdomsmiljø omkring skolen, og her havde konkurrenten på den anden side af gaden en fordel, for søgningen til Gymnasiet og HF var dengang støt stigende. Det kan således konkluderes, at både pres udefra og forhold internt på de to skoler gjorde det naturligt at tænke i større enheder – altså fusion. Forløbet af fusionsprocessen De uformelle drøftelser mellem de to erhvervsskoler og Grenå Gymnasium førte hurtigt til den erkendelse, at en fusion ikke kunne komme på tale. Gymnasiet hørte endnu under amterne og havde endnu ikke oplevet glæderne og sorgerne ved at være en selvejende institution, så Gymnasiet havde ingen reel interesse i en fusion. Det har også efter den store strukturreform i 2007, hvor gymnasierne gik over til at være selvstændige enheder, vist sig, at der indtil nu ikke har været basis for fusionssamtaler mellem Viden Djurs og Grenå Gymnasium. De to skoler er dog enige om, at kan man ikke fusionere, så kan man dog i det daglige samarbejde på områder, hvor det er praktisk muligt. Dette slog de to skolers ledere Ole Fjord fra Grenå Gymnasium og Ole Svit fra Viden Djurs fast i en samtale, de i januar 2014 havde med Lokalavisen. Anledningen var, at formanden for det nye lokale Ungdomsråd, Josefine Mandrup, noget kritisk havde fastslået, at det eneste, de to ungdomsuddannelser i Grenå delte, var asfalten mellem de to skoler. Svit og Fjord bedyrede, at de bestemt var interesserede i et godt og tillidsfuldt samarbejde, og at et sådant

samarbejde skam allerede eksisterede på en række praktiske områder. Samtidig slog Ole Fjord dog fast, at det ikke, slet ikke er tiden at tale om fusion – et udsagn Ole Svit fuldt ud kunne tilslutte sig, idet han dog bemærkede, at fremtiden kan ingen som bekendt spå om – ligger der her en lille åbning for den kætterske tanke, at de gamle konkurrenter Grenå Gymnasium og Erhvervsgymnasierne en dag kunne skabe det, der vil kunne sammenlignes med ”the big bang”: Enhedsgymnasiet?

Rektor Ole Fjord og direktør Ole Svit: Fredelig sameksistens på N.P. Josiassens Vej. FOTO: Lars Norman Thomsen, Lokalavisen.

Tilbage som mulige fusionsskoler her og nu var således GHS, GTS, AMU – center Djursland og VUC. Forhandlingerne med AMU-centret førte ikke til noget resultat. Dette skyldtes, at AMU-center Djursland ønskede at stå for al efteruddannelse, mens de to erhvervsskoler i Grenå så skulle tage sig af ungdomsuddannelserne. Men en sådan arbejdsdeling var de to skoler ikke indstillet på – måske forståeligt nok, da man jo med fusionen af 121


kursuscentrene havde vist, at man dengang fortsat satsede på at være en spiller på markedet for efteruddannelse på Djursland. Det stod således ret hurtigt klart, at skulle der skabes en byskole i Grenå, så skulle det ske ved en fusion mellem GHS, GTS og eventuelt VUC, og det var da også den beslutning DJES-bestyrelsen traf på et stort bestyrelsesseminar, der blev afholdt august 2006. Signalet fra bestyrelserne til skolernes ledelse var, at det gjaldt om at handle på en sådan måde, at man udadtil kunne signalere, at man var en byskole, og at man handlede som en byskole med fælles administration, fælles it-afdeling, fælles pedelfunktion og fælles ledelse. Med andre ord: der skulle sættes kød på det skelet, som DJES i så mange år havde været, nemlig formelt et samarbejde mellem to skoler, reelt to selvstændigt fungerende skoler. Hermed havde DJES-bestyrelsen lagt et ikke ubetydeligt pres på de to skolers ledelser, og på et stormøde på Teknisk Skole allerede i november 2006 kunne forstander Lars Ry Jørgensen da også fortælle det samlede personale, at nu skulle DJES ikke blot på papiret men også reelt være en enhed. På mødet, der næppe af Lars Ry erindres som karrierens letteste, kunne han endvidere fortælle, at efter hans vurdering ville forandringerne ført og fremmest blive mærkbare for det teknisk administrative personale, mens følgerne for lærerne ville blive ubetydelige! Ak ja! Forstanderen kunne endvidere fortælle forsamlingen, at ingen konkrete planer endnu var lagt, at ingen afgørende beslutninger om den fremtidige administrative struktur var truffet, og at medarbejderne og deres tillidsfolk ville blive 122

inddraget i hele fusionsprocessen . Imidlertid viste det sig, at mødet, som Lars Ry senere kom til at omtale som ”det famøse møde” skabte en ganske stor usikkerhed især blandt det administrative personale. Dette understregede, at det at sammenslutte to organisationer med hver deres historie, hver deres kultur og hver deres selvforståelse ikke er så enkelt endda. Fusionsprocessen kom således ikke helt gnidningsløst fra start, frustrationer og gensidig skepsis prægede det første halve års arbejde med processen, der på et tidspunkt foråret 2007 truede med helt at løbe af sporet. Dette fik skolerne til at inddrage konsulentfirmaet Ankerhus, som gik i gang med et større udredningsarbejde, der inddrog mange af medarbejderne på de to skoler. Herigennem blev der efterhånden skabt en fornemmelse af, at man arbejdede frem mod et fælles mål – byskolen. Lars Ry fortæller endvidere, at han er overbevist om, at mange var blevet forskrækkede over, hvor dårligt processen var kommet fra start, og hvor galt det kunne gå, hvis man ikke kunne samarbejde positivt om det fælles projekt. Man havde kigget ned i afgrunden, det man havde set var ikke tillokkende, og på den baggrund blev der skabt en vilje til at finde løsninger på de udfordringer, der ligger i enhver proces, hvor to hidtil selvstændige institutioner skal blive til én.


Marianne Holck, Administrationschef. FOTO: Viden Djurs.

Som nævnt var det i første omgang de to skolers administration, der først blev berørt af fusionsplanerne. I en samtale med forfatteren bekræfter Marianne Holck, der dengang var leder af administrationen på GHS, og som i dag er leder af den samlede administration på Viden Djurs, at det at fusionere to hidtil selvstændige administrationer ikke bare lige er noget man gør. Fusionen skabte store problemer og gav anledning til megen frustration for de administrative medarbejdere ikke mindst på Teknisk Skole. Sagen var nemlig den, at fusionsprocessen blev styret fra Grenå Handelsskole. Den drivende kraft var handelsskolens forstander Lars Ry og hans sparringspartnere Jesper Knudsen og Marianne Holck. Den daglige leder på Grenå Tekniske Skole Palle Rasmussen var på vej på pension og spillede derfor en mindre central rolle i fusionsprocessen. Dette betød, at det administrative

personale på Teknisk Skole følte sig mindre inddraget i processen, selvom mange møder blev holdt. Et af problemerne, der skulle løses, var, at de to skoler fulgte forskellige administrative principper. På GHS var de administrative medarbejdere mere specialister end generalister, mens det omvendte var tilfældet på Teknisk Skole. Da det stod klart, at Marianne Holck skulle være den nye samlede administrations leder og at de administrative principper, der gjaldt for Grenå Handelsskole nu skulle gælde for alle i den nye administration, ja, så følte mange af Teknisk Skoles administrative medarbejdere, at der var tale om en mere eller mindre fjendtlig overtagelse. En del utryghed blandt medarbejderne blev resultatet, og et par stykker valgte da også at sige deres stillinger op. Et andet problem, der gjorde fusionsprocessen vanskelig, var det forhold, at de administrative medarbejdere på Teknisk Skole på en række områder havde bedre overenskomster end deres kolleger på Grenå Handelsskole – måske var de bedre forhandlere på GTS end på GHS? Uanset hvad, så kan det give gnidninger, når lønforholdene var forskellige mellem sammenlignelige medarbejdere. Den letteste løsning på problemet var naturligvis at give medarbejderne på Handelsskolen de samme vilkår som medarbejderne på Teknisk Skole, men det var økonomien ikke umiddelbart til. Derfor blev problemet med de forskellige vilkår for de to medarbejdergrupper ikke umiddelbart løst med en del frustrationer og nid og nag til følge. De første år med den nye fusionerede administration blev da også vanskelige. Mange medarbejdere blev flyttet rundt, mange fik nye 123


opgaver og mange måtte flytte fra Josiassensvej til Århusvej og fra Århusvej til Josiassensvej – nogle endda et par gange. Alt dette skabte utryghed og frustrationer. Dertil kom, at kulturen på de to skoler ikke sådan lige lod sig forene. Lotte Nørgård, der siden 1985 havde været ansat på Teknisk Skole på Århusvej, fik en ny arbejdsplads på Josiassensvej. Hun fortæller, at hun oplevede Handelsskolen og Teknisk Skole som to forskellige verdener. På Århusvej var tonen ifølge Lotte Nørgård mere hjertelig, mere social. Alle var på ”hej” med hinanden og det administrative og det pædagogiske personale var tættere på hinanden – således spiste man sammen i kantinen, mens man på Handelsskolen holdt sine pauser hver for sig. Lotte Nørgård forklarer det med, at på Teknisk Skole dominerede dengang håndværkerne, som måske har et mere umiddelbart forhold til hinanden og deres omgivelser end tilfældet er blandt medarbejderne på Handelsskolen. Alt i alt var det således en svær proces, de administrative medarbejdere på den fusionerede skole skulle igennem. Ud over at man skulle vænne sig til alt det nye, som fulgte i kølvandet på fusioneringsprocessen, er administrationen blevet slanket, rationaliseringer er gennemført, for ikke mindst digitaliseringen har betydet, at færre medarbejdere nu kan klare flere opgaver. Gammeldags indtastninger af lærernes timesedler, af karakterer og af mangfoldige andre opgaver er det således slut med. Samlet set har de nye tider på Viden Djurs udfordret medarbejderne i administrationen, der dog alle har givet deres bidrag til, at Viden 124

Djurs i dag er kommet helskindet gennem de mange forandringsprocesser. Marianne Holck vurderer, at man i dag står med en mere effektiv og strømlinet administration end før fusionen, men også en administration der stiller store krav til medarbejdernes effektivitet og omstillingsparathed. Nye opgaver, nye metoder, nye procedurer og nye processer gør arbejdslivet mere krævende og mere stressende. Dermed deler administrationen vilkår med de øvrige medarbejdere på Viden Djurs. Men tilbage til selve fusionsprocessen sådan som den tog sig ud fra starten. På et stort møde med efterfølgende fest introduceredes i efteråret 2007 begrebet ”Den swingende organisation.” For at et orkester virkeligt skal swinge, kræver det dygtige musikere, store individuelle præstationer, men også at orkestrets musikere kan arbejde sammen om at skabe samklang og ikke disharmoni. Under festen introducerede Lars Ry ”Pianisten” - en fin lille figur der fremover skal cirkulere rundt og gives på skift til en medarbejder, der i særlig grad har bidraget til, at det samlede orkester spiller smukt sammen. Et andet vigtigt skridt på vejen mod at skabe et bæredygtigt grundlag for fusionen af de to skoler var et stort strategiseminar, der blev afholdt i Ebeltoft den 31. januar til 1. februar 2008 og resulterede i Strategiplan 2012, der på et møde den 26. marts 2008 blev godkendt af bestyrelsen, der ved samme lejlighed fastlagde skitserne til en ny ledelsesstruktur for DJES. Hermed var fusionen mellem GHS og GTS sat på skinner – et nyt kapitel i historien om erhvervsskolerne i Grenå kunne begynde.


Tilbage stod så, om VUC i Grenå skulle være en del af den nye byskole. Noget kunne tale herfor. Både VUC og GHS/GTS underviser som tidligere omtalt voksne kursister, og et samarbejde mellem skolerne lå derfor lige for. På Handelsskolen kunne man endvidere se en mulighed for via VUC-afdelingen i Hornslet at ekspandere ind mod Århus, på samme måde som man senere etablerede en HHX-afdeling i Rønde. Initiativet til forhandlingerne om en fusion kom imidlertid fra VUC, der kunne se en interesse i at blive en del af byskolen, og forhandlinger blev da også indledt. Et større udredningsarbejde blev gennemført med hjælp fra et eksternt konsulentfirma, således at en eventuel beslutning om en fusion kunne ske på så oplyst et grundlag som muligt. Det viste sig imidlertid, at der ikke kunne skabes et fælles grundlag for en fusion. På VUC var der blandt medarbejderne en frygt for, at den lille skole ville få svært ved at opretholde sin særlige kultur i samarbejdet med DJES som i denne sammenhæng var storebror. Endvidere måtte man konstatere, at man ikke kunne blive enige om den fremtidige ledelsesstruktur, og på et møde i DJES bestyrelse juni 2009 besluttede man at opgive planerne om en fusion mellem DJES og VUC.

Nyt navn: Viden Djurs

Lars ry Jørgensen og Ole Svit præsenterer skolens nye navn. FOTO: Haakon R. Petersen, Viden Djurs.

Som vi har set, var det bestyrelsen på Djurslands Erhvervsskoler, der på seminaret august 2006 havde opfordret de to skoler, Grenå Handelsskole og Grenå Tekniske Skole, til hurtigt at signalere, at de både udadtil og indadtil skulle optræde som en fælles skole, en byskole. For at markere at noget nyt var sket, begyndte man derfor at overveje, om det ikke var tiden at skifte navn. ”Djurslands Erhvervsskoler” var måske heller ikke det mest mundrette eller fængende navn, man kunne tænke sig. Det var heller aldrig rigtigt slået an lokalt; når man talte om erhvervsskolerne i Grenå, tænkte man ikke på Djurslands Erhvervsskoler men på henholdsvis Handelsskolen og Teknisk Skole. Endvidere var det måske på tide også gennem navnet at signalere, at man nu i modsætning til tidligere var langt mere end erhvervsskoler. På et pressemøde, hvor det nye navn blev præsenteret, forklarede Lars Ry således: ”Djurslands Erhvervsskoler bestod oprindeligt af Grenå Handelsskole og Grenå 125


Tekniske Skole, som begge uddannede håndværkere på hver deres område. Der er sket meget siden. Vi har et handelsgymnasium og et teknisk gymnasium, som begge er studieforberedende uddannelser. Vi har vores kursusvirksomhed CV2 og vi har vores Campus med de grafiske computeruddannelser op ad idrætscentret. Vores erhvervsuddannelser HG og EUD fylder i dag langt fra det hele, og derfor giver det ikke så meget mening at kalde os for en erhvervsskole.” Og måske kunne det også af en helt anden grund være en fordel at fjerne ordet ”erhvervsskoler” fra skolens navn. Erhvervsskolerne i Danmark havde længe haft en dårlig presse. Når man i aviserne læste om erhvervsskolerne, drejede det sig næsten altid om problemer: faldende elevtilgang, mangel på praktikpladser og et alt for stort frafald. Mange negative associationer knyttede sig således beklageligvis til ordet ”erhvervsskoler.” Lars Ry og Ole Svit traf derfor den beslutning, at den nye byskole skulle have et nyt navn. Ole Svit fortæller, at man siden oktober 2006 sammen med reklamefirmaet Mercatus havde arbejdet med at finde det nye navn, og den 27. oktober 2009 kunne man afsløre resultatet af anstrengelserne: ”Viden Djurs.” Et enkelt, mundret navn der dels signalerer, at skolen hører til på Djursland, dels at den som sin væsentligste aktivitet formidler viden – og vi lever jo som bekendt i et videnssamfund. Ole Svit fortalte i forbindelse med præsentationen af det nye navn og det nye røde logo, at man ville bruge det til branding af skolen, men måske til beroligelse for ældre nostalgikere understregede han, at man naturligvis ikke ville slippe de gode gamle navne 126

Grenå Handelsskole, Grenå Tekniske Skole, CV2 og Campus Djursland. Ikke desto mindre skulle man på de fire forskellige afdelinger, der nu udgjorde Viden Djurs, vænne sig til, at man nu var en del af Viden Djurs og ikke af Djurslands Erhvervsskoler. Set i bakspejlet var det givet en fordel, at det gamle navn forsvandt. I april 2013 kunne man således på avisernes forside læse, at professor Niels Egelund fra Århus Universitet ikke så lidt nedladende havde udtalt, at erhvervsskolerne havde udviklet sig til en skraldespand for den dårligste femtedel af en ungdomsårgang – og hvilke forældre vil vel sende deres børn på en skole, som den fine professor, der endda var kendt fra sin hyppige optræden i medierne, havde sammenlignet med det sted, familierne dagligt placerer deres køkkenaffald? Så man havde vist rettidig omhu ved at skifte navn fra Djurslands Erhvervsskoler til Viden Djurs, og snart skulle det blive helt almindeligt at tale om Viden Djurs, at arbejde på Viden Djurs og at gå på Viden Djurs, og fra og med sommeren 2013 forsvandt rent faktisk de gode gamle navne Grenå Handelsskole og Grenå Tekniske Skole – og det kunne de tilbageværende nostalgikere så græde lidt over.


Lederskifte på Viden Djurs – Lars Ry Jørgensen takker af Den 22. december 2011 rundsendte Lars Ry Jørgensen sin julehilsen til medarbejderne på Viden Djurs. Han takkede for den indsats, alle havde ydet i årets løb og ønskede en glædelig jul og et godt nytår. Således adskilte denne julehilsen sig ikke fra tidligere års julehilsener – og dog, for i et PS lod Lars Ry bomben springe: Han havde meddelt bestyrelsen, at han agtede at fratræde sit job som leder af Viden Djurs. Efter 23 hæsblæsende år i chefstolen var tiden kommet til at træde tilbage for, som Lars skrev, så havde han omsider læst tilstrækkeligt med A4-ark, hvilket de fleste nok kan have en vis forståelse for. Viden Djurs skulle således have en ny direktør, som skulle tiltræde i løbet af nogle måneder.

Lars Ry Jørgensen. FOTO: Viden Djurs.

I forbindelse med Lars Rys afgang som leder af Viden Djurs har forfatteren haft en længere samtale med ham om årene i spidsen for først Grenå Handelsskole og siden Viden Djurs. Lars Ry havde i sin tid afløst Holger Grønborg, der også var leder på Handelsskolen i 23 år. Lars Ry fortæller, at han af Grønborg fik det gode råd aldrig at læse cirkulærer - ”spild af tid” - et råd Lars Ry fandt umiddelbart tiltalende, men dog i virkelighedens verden svært at efterleve. Men rådet afspejlede det, der tiltalte Lars Ry ved skolen og dens hidtidige forstander: fandenivoldskhed – en karakteristik Lars Ry har forsøgt at leve op til, hvilket de foregående mange sider så rigeligt bekræfter. Det er tydeligt, at Lars Ry er tilfreds med skolens image som lidt af en fribytter, men han må dog indrømme, at det kunne være en lidt overvældende oplevelse at deltage i de store årlige handelsskolemøder på Nyborg Strand. For her måtte Lars Ry ofte stå skoleret, når vrede forstanderkolleger fra talerstolen angreb skolen i Grenå for enten at tilrane sig elever udenfor eget territorium eller for at være lige lovligt kreativ, når nye initiativer skulle virkeliggøres. En enkelt gang blev det for voldsomt for fribytterne fra Grenå, der simpelthen valgte at forlade mødet for at vende næsen hjem mod fredeligere omgivelser på spidsen af Djursland. Lars Ry fremhæver også et andet karakteristisk træk ved skolen, nemlig den gode korpsånd, der prægede de ansatte, der sammen med Grønborg havde været med til at forandre skolen fra det, den havde været: en lille overvejende lokalt 127


funderet erhvervsskole til det, den er nu: en moderne undervisningsinstitution. Mange af de ansatte følte et ejerskab til skolen – ”vores skole” – og selvom meget har ændret sig siden dengang, mener han, at det med den gode korpsånd stadig gør sig gældende. Da Lars Ry overtog Holger Grønborgs chefstol, forestillede han sig ikke, at der skulle ske de helt store forandringer. Skolen var inde i en god, sund udvikling og der behøvede ikke at være behov for de store ændringer. Men Lars Ry skulle blive klogere. Godt og vel et år fik han mere eller mindre i fred og ro – så begyndte Bertel Haarder at forberede den store erhvervsskolereform. Stor panik ikke mindst da Lars Ry som omtalt tidligere kunne læse, at et ekspertudvalg vurderede, at 10 handelsskoler ville gå ned som følge af reformen – herunder skolen i Grenå. Som Lars Ry med et skævt smil bemærker, så var han dengang endnu så ung, at han umiddelbart troede på, hvad ministerielle eksperter havde at meddele den undrende offentlighed. Derfor panikken, derfor bekymringen, der dog hurtigt blev afløst af det, Lars Ry kalder strategisk tænkning – eller det denne bog har kaldt udformning af en overlevelsesstrategi. Og som det viste sig, så måtte skolen skuffe de fine eksperter derovre i ministeriet i København, for den lever jo som bekendt den dag i dag i bedste velgående. Adspurgt om, hvilke fordele erhvervsskolereformen gav skolerne, er Lars Ry i dag ikke i tvivl: reformen gav større frihedsgrader, mere albuerum for ildsjæle, større dynamik til gavn især for de små skoler, der i modsætning til de store skoler i de større byer må kæmpe en daglig kamp for at tiltrække elever: ”de stegte duer kom ikke 128

flyvende af sig selv.” Som et eksempel på, hvad de større frihedsgrader kunne bruges til, nævner Lars Ry oprettelsen af Ebeltoft Sportscollege og skolens udvikling af detailhandelsundervisningen. Som den største ulempe ved erhvervsskolereformen nævner Lars Ry den måde, taxametersystemet blev udformet på. Amterne havde traditionelt været ret generøse overfor deres gymnasier, derfor var udgiften pr. elev relativ høj – og derfor blev taxameteret til stx-eleverne også relativt højt. Også de tekniske skoler var traditionelt ret velpolstrede, måske på grund af deres tætte tilhørsforhold til fagbevægelsen og Socialdemokratiet – derfor blev også deres taxameter ganske generøst. Handelsskolerne derimod var blevet kørt i relativ stram økonomisk snor af staten, der jo hidtil havde drevet handelsskolerne, måske fordi skiftende ministre derved kunne demonstrere, at de passede godt på skatteborgernes penge. Resultatet heraf blev, at handelsskolernes taxameter blev sat relativt lavt. På spørgsmålet om, hvorfor det har været så svært for handelsgymnasierne at få hævet taxameteret, siger Lars Ry, at det almene gymnasium traditionelt opfattes som det fine gymnasium, og fine uddannelser koster – det kan vel enhver forstå. Forskelsbehandlingen af de to ungdomsuddannelser finder Lars Ry urimelig, ikke mindst fordi erhvervsskolerne af politikerne er sat til at trække det store læs mht. at virkeliggøre målsætningen om, at 95 % af en ungdomsårgang skal tage en ungdomsuddannelse. De unge, der i dag ikke tager en ungdomsuddannelse, er


sandsynligvis mindre motiverede og måske også mindre egnede til at tage en boglig uddannelse. Det kræver derfor en ekstra indsats i form af mentorordninger, lektiehjælp og støttepædagoger at få disse unge gennem uddannelsen. En ekstra indsats koster som bekendt penge, og derfor burde udgiften pr. elev til erhvervsskolerne ifølge Lars Ry logisk nok ikke være mindre end udgiften til andre ungdomsuddannelser. Men et er logik, noget andet er politikernes uransagelige veje. På spørgsmålet om, hvad han er mest tilfreds med, når han ser tilbage på sit mangeårige virke som forstander på GHS, nævner Lars Ry de gode fysiske rammer, der er skabt omkring undervisningen. Bygningerne er løbende blevet vedligeholdt, nye fløje – herunder et helt nyt kursuscenter – er blevet bygget og sidst er en helt ny multisal blevet opført. Dernæst nævner Lars Ry, at han er glad for skolens gode renommé – trods angrebene for fribytteri. Han mener, at skolen er almindeligt respekteret i handelsskoleverdenen, hvilket bl.a. fremgår af, at skolen gennem årene er blevet godkendt til at oprette nye kurser – senest indenfor de digitale medier. Sådanne godkendelser kommer ikke af sig selv, dem skal man gøre sig fortjent til. Lars Ry nævner endvidere, at skolen har et godt samarbejde med Regionsrådet i Viborg, der støtter nogle af skolens nyere initiativer med udviklingsmidler, ligesom han henviser til et godt og tillidsfuldt samarbejde med Norddjurs Kommune. Endelig er Lars Ry glad for den opbakning han gennem årene føler, han har fået fra hele organisationen til initiativer fra forstanderkontoret. Dog nævner han, at hvis der er noget, han ikke er helt tilfreds med,

så er det forløbet af den store fusion mellem Grenå Handelsskole og Grenå Tekniske Skole. Det viste sig, at der var store følelser forbundet med denne sammenlægning af de to gamle skoler. Desuden må man erkende, at planer om store forandringer kan gøre medarbejderne utrygge. Dette gjaldt ikke mindst de administrative medarbejdere, der først kom til at opleve de store forandringer. Lars Ry mener i dag, at fusionen måske kunne være grebet bedre an, men at det nok er et grundvilkår, at medarbejdere reagerer, når det, der var, ændres til noget, der skal blive. Ole Svit – den nye leder af Viden Djurs Ind i Chefkontoret på Viden Djurs rykkede den hidtidige souschef Ole Svit, som vi tidligere har mødt bl.a. som chef for Kursuscentret og som den, der kom til at nedlægge selv samme Kursuscenter.

Direktør Ole Svit. FOTO: Lars Normann Thomsen, Lokalavisen.

129


For at få lidt nærmere kendskab til den nye direktørs visioner for Viden Djurs og i det hele taget hans måde at tænke skole på, mødtes forfatteren med direktøren en forårsdag i maj 2014 på hans ikke videre prangende kontor på N.P. Josiassens Vej. I løbet af samtalen kom det dog til at stå klart, at det beskedne kontor ikke på nogen måde svarer til direktørens visioner for Viden Djurs! Ole Svit fortæller i starten af samtalen, at han umiddelbart efter studentereksamen fra Grenå Gymnasium et par år arbejdede som skovarbejder på Djursland – et naturligt sted for Svit at starte, for som han siger, så har han altid gået med en motorsav i hånden! Fra skoven gik det videre til ansættelser i Dansk Supermarked og Superfos, som fusionerede med DLG – Ole Svits første erfaringer med en fusionsproces, der skulle komme flere sidenhen! Ole Svit fortæller, at han uddannede sig sideløbende med de forskellige ansættelser, og at han som 28 årig fik sit første job med lederansvar. Leder har han været siden dengang. Fra DLG gik vejen via Fiskars til Grenå Tekniske Skole, hvor Ole Svit startede som uddannelseskonsulent. På spørgsmålet om, hvilken betydning årene i det private erhvervsliv har haft i forhold til det at lede en uddannelsesinstitution, er svaret kort og kontant: ”De var helt afgørende.” Ifølge Ole Svit er hans afsæt som skoleleder væsentligt mere forretningsminded end det, man finder hos mange af hans kolleger rundt om i landet. En skole er som en forretning – den skal give overskud. Lukningen af kursuscentret fremhæver Ole Svit som et eksempel på denne tankegang. Kursuscentret gav ikke overskud, derfor måtte det lukke. På spørgsmålet om det så ikke ville 130

være konsekvent at lukke HHX-afdelingen, der jo altid har givet underskud, må Ole Svit dog forklare, at princippet om lukning af underskudsgivende afdelinger skal tages med et gran salt. Basis for skolen er jo at drive ungdomsuddannelser, og at alt det andet, man foretager sig, har som forudsætning, at man udbyder de forskellige ungdomsuddannelser. Så til stor beroligelse for forfatteren kunne Ole Svit love, at HHX – uddannelsen nok skulle overleve på Viden Djurs! Som et andet eksempel på betydningen af årene i det private erhvervsliv nævner Ole Svit den arbejdsform, der nu gælder på Viden Djurs, når nye initiativer skal tages. Udgangspunktet er altid en analyse af markedet. Er der behov for nye uddannelser, og er der kunder, dvs. elever og efterspørgere af disse elever, ja så går man i gang, uanset om man fra starten har det nødvendige setup i form af de bygninger og de lærerkræfter, der skal til. Viser det sig, at man rent faktisk kan skaffe kunderne, så etablerer man uddannelsen i sikker forvisning om, at har man kunderne, kan man også skabe rammerne for den nye uddannelse. Som et eksempel på en uddannelse, der er skabt på denne måde, nævner Ole Svit etableringen af 3D college på GTS. Alt i alt mener Ole Svit, at det er en fordel for ham at have arbejdet i det private erhvervsliv, men han indrømmer, at det har været en tilvænningsproces at arbejde i skoleverdenen, hvor kulturen er anderledes. F.eks. tager det længere tid at træffe beslutninger på en skole end i en virksomhed. Men beslutninger blev der dog truffet, da Ole Svit blev leder af Viden Djurs, og for en gang skyld er


klicheerne om de nye vinde, der blæser eller de nye koste, der fejer, ikke tomme, men endog særdeles dækkende udtryk for, hvad der rent faktisk kom til at ske i årene efter Ole Svits ansættelse som direktør på Viden Djurs. Bag det man med god ret kan kalde en aktivistisk udviklingspolitik for Viden Djurs, lå den nye direktørs syn på den institution, han nu var blevet leder af. Den var - måske lidt overraskende for læsere af dette skrift – ifølge Ole Svit relativt konservativt drevet, for stillestående. Institutionen var respekteret i lokalsamfundet, men den satte efter den nye direktørs mening ikke sit markante præg på udviklingen på Djursland. Og dens position i forhold til det politiske system var vel nærmest neutral uden den store tyngde og gennemslagskraft. Dette skulle der laves om på, og det skulle gøres gennem en 100% satsning på udvikling, hvilket snart gik op for alle de ansatte på Viden Djurs.

Masterplanen

Kort efter sin ansættelse kunne Ole Svit nemlig for medarbejderne præsentere sin ”Masterplan for Viden Djurs.” Og på et møde den 28. juni 2012 godkendte bestyrelsen Masterplanen, der skulle komme til at vende op og ned på livet på Viden Djurs. Det centrale punkt i Masterplanen var så ubetinget det, Ole Svit kalder en ”reorganisering af ungdomsuddannelserne.” Bag det uskyldigt lydende udtryk lå en revolution: EUD-uddannelserne skulle nu endegyldigt adskilles fra gymnasieuddannelserne

ikke blot undervisningsmæssigt men også fysisk. HG afdelingen skulle have sit eget lærerkorps, der udelukkende skulle undervise på HG, og uddannelsen skulle flytte fra N.P. Josiassens Vej til Århusvej. HTX, der hidtil havde haft til huse på Århusvej, skulle omvendt flytte til N.P. Josiassens Vej med sit eget lærerkorps, således at N.P. Josiassens Vej 44 kom til at huse en stærk gymnasieafdeling – VID Gymnasier – bestående af en HHX-afdeling og en HTX-afdeling. Og Århusvej skulle foruden HG huse EUD-uddannelserne Metal, Mekanik, Strøm og Mad. Ole Svit nævner flere grunde til, at ovennævnte plan blev gennemført. Både HTX og HHX haltede lidt – det samme gjaldt EUDuddannelserne både på N.P. Josiassens Vej og på Århusvej. På Handelsskolen var HG-eleverne tydeligt trykket i forhold til HHX-eleverne – de udgjorde så at sige underklassen på skolen. Ofte var det HHX-lærere, der underviste HG-klasserne. Det betød, at undervisningen ifølge Ole Svit kunne blive for akademisk og dermed for teoretisk i forhold til de elever, der går på HG – et problem der er generelt for undervisningen af HG-eleverne på landets erhvervsskoler. Ved at samle EUD – uddannelserne under samme tag og med egne lærerkorps kunne der endvidere opstå et frugtbart samarbejde mellem de merkantile uddannelser og de tekniske uddannelser med en større vægt på praksisorienteret, projektorienteret undervisning. Samtidig gav flytningen af HG - afdelingen til Århusvej muligheden for at samle de gymnasiale uddannelser på én adresse – nemlig på N.P. Josiassen Vej. På denne måde kunne man skabe 131


en stærk gymnasieafdeling, der kunne stå som et reelt alternativ til det almene gymnasium og dermed sikre, at der også i fremtiden blev udbudt alle fire gymnasieuddannelser på Djursland. Ole Svit understreger, at han ikke opfatter Viden Djurs som værende i kamp mod det almene gymnasium på den anden side af N.P. Josiassens Vej. Men han lægger ikke skjul på, at Viden Djurs ønsker at tage têten i bestræbelserne på at sikre, at alle relevante ungdomsuddannelser også i fremtiden bliver udbudt på Djursland. Direktøren forudser, at dette på lidt længere sigt vil ske i et tæt samarbejde mellem Viden Djurs, Grenå Gymnasium, VUC og Landbrugsskolen på Kalø, for som Ole Svit understreger, så har området brug for alle uddannelserne, og de har samtidig brug for hinanden. Ole Svit udelukker ikke, at det vil ende med en stor samlet fusion, for udviklingen på landsplan går efter hans mening mod et enhedsgymnasium. Kun fremtiden vil vise, om direktøren får ret. Tilbage til masterplanen: Ole Svit ser store fordele ved at have HTX og HHX i samme bygning. Synergieffekten er til at få øje på: På HTX er udgangspunktet det teknologiske. Man får en ide til nye produkter, man udvikler på ideen og håber så, at nogen vil være interesseret i at købe det, der kommer ud af anstrengelserne. På HHX arbejder man med afsætning, ledelse og økonomi, man arbejder med segmenter og målgrupper – kort og godt man uddanner sig til at drive virksomheder, markedsføre produkter og sælge dem! Samarbejdsmulighederne mellem HHX og HTX skulle således være oplagte: HTX`erne udvikler produkter, HHX`erne sælger dem. På denne måde kan undervisningen på 132

begge gymnasieafdelinger blive både innovativ og virkelighedsnær. Og når man ser på den måde VID Gymnasier markedsfører sig på, er det tydeligt, at man ønsker at være et specielt gymnasium, hvor innovation og iværksætteri kommer til at præge dagligdagen på skolen. På Vid Gymnasier er ambitionen både at uddanne iværksættere og lønmodtagere. Og selvom Ole Svit godt ved, at ikke alle kan/ skal være iværksættere, så gør han opmærksom på, at alle virksomheder, der ønsker at overleve i en moderne verden, efterspørger innovative, selvstændige medarbejdere, der kan og tør udfordre virksomheden. Endelig nævner Ole Svit, at det med en stor gymnasieafdeling bliver lettere at skabe et godt og attraktivt skolemiljø – festerne bliver ikke just dårligere af, at mange deltager. Ole Svit fortæller med slet skjult tilfredshed, at også eleverne fra Grenå Gymnasium nu er begyndt at komme til festerne på Viden Djurs – det kan vel opfattes som et kvalitetsstempel! Med sammenlægningen af HHX og HTX på N.P. Josiassens Vej i den gamle røde handelsskolebygning, blev der behov for endnu et nybyggeri, for HTX-uddannelsen kræver faglokaler til kemi, fysik og teknologi. I sommerferien 2012 sad Ole Svit og regnskabschef Jesper Knudsen en uge alene på skolen og fabulerede over, hvilken slags bygning man gerne ville have. Traditionel og i røde sten, det ville man absolut ikke have. Nej, rund, skulle den være i nye hvide materialer – og så skulle den opfylde alle de nyeste grønne kriterier: Solcelleanlæg, jordvarmeanlæg, opsamling af


regnvand – og opstilling af en ladestander for en el-bil. Desuden skulle den leve op til kravene om fleksibel anvendelse af undervisningslokalerne så den passer til moderne undervisningsformer. Med andre ord: bygningen skulle symbolisere en ny æra for Viden Djurs. Den skal kommunikere, at her bygger man det, man lidt ubeskedent kalder Fremtidens Gymnasium. Og det gjorde man så. Det blev dyrt – rundt regnet 20% dyrere end en traditionel bygning ville have været, men bestyrelsen slugte meromkostningen velvidende, at den med den runde bygning skabte sig et markant udtryk for sit virke. Det var da også en synligt stolt bestyrelsesformand, Inge Krogh Dideriksen, der den 3. marts 2014 kunne holde talen ved indvielsen af den nye runde science-bygning, der næsten trodsigt havde rejst sig på N.P. Josiassens Vej ved siden af de eksisterende nu næsten ærværdige røde bygninger. Den nye runde bygning var man på Viden Djurs med god grund stolt af. Der var dog måske et enkelt problem. Ole Svit fortæller, at den fra starten faktisk var for lille. Dette skyldes den store succes, Viden Djurs har kunnet notere for den specielle studieretning, man som den eneste skole i Danmark udbyder på HTX: GameIT. ”Vi skal bygge meget,” siger Ole Svit næsten lakonisk. Til slut i samtalen bliver Ole Svit spurgt, om han vedkender sig det gamle mantra om, at det, når det stormer, er bedre at bygge vindmøller end at bygge læskærme. Forfatteren er egentlig lidt flov over spørgsmålet, for det er aldrig særlig fornuftigt at stille et spørgsmål, hvor svaret giver sig selv!

Masterplanen i praksis

Uddannelseslederne på Århusvej: Eva Bæk Pedersen og Claus Møller Jakobsen, samt uddannelsesleder på VID Medie, Alex Townley Porsborg FOTO: PhotoCare.

HG på Århusvej Som omtalt under samtalen med Ole Svit skulle EUD – uddannelserne samles på Århusvej. Dette føltes utvivlsomt som en stor omvæltning især for HG-lærerne. De skulle jo ikke blot flytte ud af de trygge rammer på Josiassens Vej, men også sige farvel til kolleger, de ofte i årevis havde delt sorger og glæder med på det, der i gamle dage hed Grenå Handelsskole. Forfatteren besøgte derfor Århusvej i begyndelsen af maj 2014 for i en samtale med lederen af HG-afdelingen, Eva Bæk Pedersen, at høre lidt om, hvordan udflytningen til Århusvej så var forløbet og for at tale lidt bredere om situationen for HG-uddannelsen netop nu efter vedtagelsen af den store erhvervsskolereform. Eva Bæk Pedersen blev ansat på Grenå Handelsskole i 1984 som underviser i samfundsfag og senere i psykologi både på HHX og HG. Eva fortæller, at hun ret hurtigt kunne mærke, at det tændte hende mere at undervise på HG end på HHX, fordi det på HG er muligt virkeligt at rykke eleverne, samtidig med at der måske skal kæmpes hårdere for resultaterne – ”der er ikke så meget, der 133


bliver en foræret i en HG-klasse.” Dette kom til at betyde, at Eva efterhånden koncentrerede sig mere og mere og mere om HG-afdelingen, og at hun fik flere og flere ledelsesopgaver. I forbindelse med en organisatorisk omstrukturering i 2007 blev Eva den egentlige leder af HG-uddannelsen, der gradvist adskilte sig fra HHX-afdelingen mht. indhold, pædagogik og målsætning. Derfor begyndte man at ansætte lærere, der udelukkende skulle undervise på HG, fordi det kræver andre kompetencer at undervise på HG end på HHX. Men først og fremmest fordi Eva ville have lærere, for hvem HG er hjerteblod. Eva kalder udviklingen hen imod specialiserede HGundervisere ”helt nødvendig.” Derfor modtog hun meddelelsen om, at HG skulle flyttes til Århusvej ganske positivt, selvom hun fortæller, at hun blot nogen få år tidligere ville have sagt ”ikke på vilkår, det kan ikke lade sig gøre.” Men som bekendt er Eva Bæk jo ikke den eneste, der gennem tiden har haft et standpunkt til der tages et nyt, hvilket vel i grunden er noget af det mest fornuftige og naturlige, man kan gøre!! For de implicerede HG-lærere var det imidlertid en stor omvæltning, men Eva Bæk fremhæver, at en af fordele ved at være blevet sig selv er, at man nu er en relativt lille stærkt sammensvejset lærergruppe. Lærermøder kan foregå rundt om et bord, hvor man kan se hinanden direkte i øjnene. Plancher, power point, og anden elektronisk gimmick er overflødig, ja nærmest forbudt, man sidder over for hinanden og udveksler synspunkter og meninger – det lyder for forfatteren som et levn fra en gylden fortid! 134

Flytningen til Århusvej er således gået godt, og på spørgsmålet om, hvad hun ønsker, skolen skal være kendt for, svarer Eva Bæk, at skolen skal være det sted, hvor unge mennesker kan få en god stærk erhvervsuddannelse, som kan bringe dem videre. Fagligheden skal derfor spille en central rolle. Samtidig skal skolen kunne give de bogligt lidt svagere elever det kærlige skub, der betyder, at også de kan få en uddannelse, de kan bruge til noget – Eva er således meget bevidst om, at skolen spiller en central rolle i sikringen af, at så få som muligt efterlades på perronen uden nogen form for uddannelse. At flytningen fra Josiassens Vej til Århusvej er gået måske over forventning, bekræftes af Tina Madsen i en samtale, forfatteren havde med hende i maj 2015. Tina kom efter nogle års ansættelse i shippingbranchen til Grenå Handelsskole i 2008 som underviser i fagene salg&service og samfundsfag på HG – afdelingen. Tina fortæller, at hun hurtigt fandt sig til rette på Grenå Handelsskole, og hun fremhæver især det gode kollegiale samarbejde, der fandtes på skolen også dengang. Planerne om at flytte HG undervisningen over på Århusvej kom derfor som lidt af et chok for hende – især frygtede Tina, at hun ville komme til at savne den faglige sparring med HH-lærerne på Josiassensvej. Et år senere må hun dog erkende, at så slemt havde det faktisk ikke været at flytte – snarere tværtimod! For som hun siger, så gjorde smedene på Århusvej alt for, at de nye kolleger skulle føle sig godt til rette: ”Vi fik en fantastisk modtagelse.” I starten var der ikke så meget overskud til samarbejde på tværs af uddannelserne, man havde travlt nok med at forsøge


at lande rigtigt på fødderne, men efterhånden kunne man se, at der var muligheder for samarbejde. Smedene nede i værkstederne var f.eks. gode til at fremstille eksempelvis en grill, og HG’erne var tilsvarende gode til at få den markedsført og solgt – et samarbejde der gjorde undervisningen praktisk og virkelighedsnær – og det gik så vidt, at de mange HG piger begyndte at suse rundt nede på værkstederne til glæde for smedene – både de helt unge og de knapt så unge! Det er alt i alt Tina Madsens vurdering, at HG-eleverne trives på Århusvej – også fordi de nu ikke længere som i gamle dage på Josiassensvej udgør et mindretal. HG eleverne er så at sige kommet ud af tilværelsen som underhund i forhold til HH-eleverne, de lever nu deres eget liv på Århusvej. Mens således den rent fysiske overflytning af HG-uddannelsen fra Josiassensvej til Århusvej er gået, som den skulle, er søgningen til specielt HG-uddannelsen på Viden Djurs ikke så stor, som den kunne være. Dette er om ikke en trussel mod dens forsatte eksistens i Grenå så dog en udfordring. Eva Bæk mener, at en af forklaringerne herpå er en tendens i tiden til at opfatte en gymnasial ungdomsuddannelse som porten til det gode liv – en opfattelse der i høj grad næres af de mange nedsættende beskrivelser om erhvervsuddannelserne, man kan læse i medierne. Disse beskrivelser er skadelige og dybt krænkende for de mange unge, der har valgt disse uddannelser og for de mange medarbejdere, der hver dag arbejder for at give disse unge mennesker en god og brugbar uddannelse. Problemerne med at få en praktikplads nævner Eva Bæk også som en forklaring på, at færre

søger ind på erhvervsskolerne – men som Eva tørt noterer, så risikerer jo også gymnasieelever ikke at kunne komme videre efter skolen, for står man med sin studenterhue og måske et middelmådigt eksamensbevis er der jo ingen garanti for hverken et job eller en studieplads! Eva Bæk slutter af med at indrømme, at EUD-uddannelserne jo er udfordret af faldende elevtal, fraværsproblemer og frafaldsproblemer. Hun mener dog, at den nye erhvervsskolereform med indførelse af adgangskrav i fagene dansk og matematik vil sende et signal om, at det ikke er en selvfølge, at man kan få en erhvervsuddannelse, og at man derfor må tage sig sammen allerede i folkeskolen. Erhvervsuddannelserne vil derfor i fremtiden formentlig få elever, der er mere parate end nu til at tage en uddannelse. Eva Bæk Pedersen understreger dog med en tydelig tilfredshed, at erhvervsskolerne allerede nu er gode til at hjælpe mangen et ungt menneske med at bryde den negative sociale arv. EUD-uddannelserne er således, uanset hvad man ellers rundt omkring måtte mene, blevet indgangsporten til det gode liv for mange unge mennesker. Under samtalen henviste Eva Bæk Pedersen flere gange til den nye erhvervsskolereform, der skulle træde i kraft ved skolestart 2015. Nu har man i erhvervsskolerne gennem årene været vant til ganske mange reformer, større eller mindre. Ingen af de reformer, forfatteren erindrer, har medført revolutionerende ændringer i det daglige liv på skolerne. Små justeringer har man måttet finde sig i, men livet gik trods alt videre. Sådan er det ikke med den seneste reform, for som Eva understreger 135


i en ny samtale, forfatteren havde med hende i juni 2015, ja så er det med den nye reform ikke muligt at trække på skulderen og sige ”business as usual.” Erhvervsskolereformen 2015 skaber således på mange områder en ny virkelighed på erhvervsskolerne. Den overordnede ide med reformen er for det første, at flere unge end de nuværende 17% skal vælge en erhvervsskole – gerne 25%. For det andet er det en klar målsætning, at der skal ske et fagligt løft af erhvervsuddannelserne til gavn ikke mindst for det erhvervsliv, der skal aftage mange af eleverne. Desuden er det forventningen, at et fagligt løft vil tiltrække flere dygtige elever til erhvervsuddannelserne – atter til gavn for erhvervslivet. Midlerne til at opnå målene er flere. For det første har uddannelsen for så vidt angår HG – skolerne fået nyt navn. Det officielle navn er nu Uddannelsen for kontor, handel og forretningsservice. Ikke videre smart, ikke videre strømlinet. Derfor har man på langt de fleste erhvervsskoler indført betegnelsen EUD Business og EUX Business – anderledes friske navne, der gerne skulle kunne tiltrække unge, der nok hellere vil gå på en Business-skole end på skolen for kontor, handel og forretningsservice. Den største forandring er dog ikke det nye navn men det forhold, at uddannelsen nu halveres i forhold til den gamle HG-ordning, hvor eleverne reelt gik to år på skolen mod nu kun et år. Samtidig er kravene skærpet, idet der nu er langt flere c-niveaufag end tidligere. Det vil sige, at man på et år skal klare mere, end man i gamle dage skulle på 2 år – noget af en udfordring! Umiddelbart kan man undre sig over, at det skulle kunne betyde et fagligt løft, at 136

uddannelsen halveres, og fra erhvervslivet har der da også lydt advarende røster: er det muligt på den begrænsede tid at nå de ønskede faglige mål, for ét er at opstille mål, noget helt et andet er jo mulighederne for at nå dem! Når politikerne har valgt at gøre Business – EUD etårig, har det ifølge Eva Bæk flere forklaringer. En af dem er utvivlsomt ønsket om at spare penge! Hvis man kan nå på et år, hvad der før tog to år, ja, så har statskassen jo sparet penge. Men lige så vigtigt har det givetvis været, at politikerne ønskede at gøre op med det, som den gamle toårige HG-uddannelse havde været ved at udvikle sig til, nemlig en studentereksamen light. Man kunne blive HG-student, man fik en HG studenterhue, og man kørte efter translokation rundt i hestevogn/ lastbil. Dette betød, at HG tiltrak flere elever end politikerne mente kunne være rimeligt. Det store optag betød desuden, at mange HG érne faldt fra, og at mange havnede alle mulige andre steder end der, hvor de efter politikernes opfattelse burde havne, nemlig ude i det private erhvervsliv. Så med den nye reform ønskede man, at EUD Business skulle have en skarpere profil som uddannelsen, der retter sig direkte mod erhvervslivet – derfor de skærpede faglige krav, derfor opgøret med ideen om HG/EUD Business som en studentereksamen light. Eva Bæk udtrykker forståelse for politikernes synspunkter, selvom det, at EUD Business nu kun er etårig rammer især de små erhvervsskoler hårdt. Og så tilføjer Eva, at man bør huske, at den gamle toårige HG uddannelse fangede mange unge, der måske ellers ikke ville have fået en ungdomsuddannelse. De to år på HG gjorde dem


parate til at gå videre, måske på andre gymnasiale uddannelser, måske på SOSU – skoler, måske på politiskolen eller frisørskolen, eller måske søgte de ind til militæret. På den måde havde den gamle HGuddannelse en vigtig mission, og man kan forudse, at nogle af de unge, der via HG-uddannelsen fik en livline, kommer til at svømme lidt hjælpeløst rundt i det oprørte hav. At tage hånd om disse unge er så fremover op til kommunerne, og måske kan den nye EUD 10 uddannelse, som udbydes i et samarbejde mellem erhvervsskolerne, SOSU – skolen og 10. klasse-centret afhjælpe problemerne med de unge, der efter folkeskolen ikke er helt parate til at gå i gang med den nye krævende etårige EUD Businessuddannelse. En vigtig nyskabelse i erhvervsskolereformen er EUX uddannelsen, der udbydes på en lang række erhvervsuddannelser, herunder handel og kontoruddannelsen. EUX – uddannelsen betyder, at man supplerer sine erhvervsrettede fag med en række fag på gymnasiealt niveau – altså en række fag på A-niveau – f.eks. dansk og engelsk. Dette betyder, at EUX-eleven dels får en erhvervsuddannelse, dels en uddannelse, der giver generel studiekompetence. Med en EUX-eksamen kan man således enten få et arbejde som faglært, eller man kan læse videre på en højere læreanstalt. Rationalet bag den nye uddannelse er at give erhvervsskolelever mulighed for at komme videre i uddannelsessystemet, hvis de måtte ønske det, og dermed håber man at gøre erhvervsuddannelserne mere attraktive for de unge. En sidegevinst set med politikernes øjne kunne være at lette presset på de traditionelle gymnasiale uddannelser til gavn ikke

mindst for statskassen. Men også til gavn for det faglige niveau på gymnasierne, der i disse år får elever, der måske i højere grad tiltrækkes af tre gode år med et interessant studiemiljø, end de tiltrækkes af at skulle honorere de høje faglige krav, der ideelt set burde stilles på landets gymnasieskoler for at gøre eleverne parate til at tage en lang videregående uddannelse. Eva Bæk Pedersen forventer sig meget af den nye EUX-uddannelse, som hun håber vil give erhvervsuddannelserne et fagligt løft, ligesom hun ikke lægger skjul på, at EUX –uddannelsen vil give landets små erhvervsskoler bedre overlevelsesmuligheder i fremtiden. Alt i alt ser Eva Bæk Pedersen optimistisk på fremtiden for EUDskolen i Grenå. Erhvervsskolereformen har stillet store krav til skolens lærere, der i den grad har skullet være omstillingsparate. Eva er taknemmelig over, at hendes personale har taget udfordringerne op - selvom frustrationerne har været mange - ikke mindst over, at politikerne med reformen har skrottet det, som for mange lærere på EUD-uddannelserne var hjertebarnet: den gode gamle toårige HG uddannelse, der måske for nogle politikere blot blev opfattet som en light udgave af gymnasiet, men som for mange unge mennesker blev adgangen til videre uddannelse og dermed til et bedre liv end det, de ellers ville have påregnet at kunne få. De tekniske uddannelser på Århusvej Ikke blot HG afdelingen på Viden Djurs oplevede med MASTERPLANEN store omvæltninger. Det gjaldt også for de tekniske uddannelser, der siden genetableringen af Teknisk Skole 1981 havde haft 137


til huse i bygningerne på Århusvej. I anledning af skolens 25 års jubilæum udgav skolens udviklingskonsulent, Poul Nowaks, en beskrivelse af skolens første 25 år. Heri kan man blandt meget andet læse, at skolen udviklede sig fra at have været en ren håndværkerskole til at blive en skole, der i stadigt stigende grad har satset på andre uddannelser. Dette er sket i erkendelsen af, at skolen simpelthen ikke vil kunne overleve, hvis den kun satser på at udbyde de traditionelle metaluddannelser. Personalet på Teknisk Skole har derfor måttet tænke kreativt, innovation har været et nøgleord – og innovativ har den været. Men de gode gamle håndværksfag eksisterer dog stadig på Århusvej – her kan man se unge mennesker ved drejebænkene eller skruende på biler i de store værksteder. Leder af EUD-uddannelserne indenfor metalfagene er Claus Møller Jacobsen, der har været ansat på skolen i 20 år. Claus Møller Jacobsen kom til skolen efter i en årrække at have arbejdet som smed i forskellige firmaer og efter, som han siger, at have lavet alt muligt. Via en tidligere kollega, der allerede var ansat på GTS, slog han ind på lærergerningen, underviste i en årrække smedelærlingene ude i værkstederne, men gradvist kom skrivebordet snigende ind i hans arbejdsliv, og i dag sidder han så som leder på skolen, og skrivebordet har han vænnet sig til, selvom det har krævet sin tid og ind imellem været lidt rigeligt udfordrende. I en samtale, forfatteren havde med Claus Møller i juni 2015 på hans kontor med det store skrivebord, fortæller han, at det på mange måder har været en fordel, at han har den praktiske 138

uddannelse – eleverne ude i værkstederne har respekt for en leder, der stadig ved, hvordan godt gedigent svejsearbejde tager sig ud! Claus Møller Jacobsen bekræfter i samtalen, at den skole, han blev ansat på, var både innovativ og kreativ – et dejligt sted at arbejde, ikke mindst fordi skolens daværende leder Palle Rasmussen gav de ansatte mulighed for at afprøve nye ideer. Nogle gik godt, andre gik mindre godt men hvo intet vover, intet vinder! Et af de store nye initiativer på skolen blev oprettelsen af HTX i 1992, og i mange år kunne således lærlingeuddannelsen og HTX uddannelsen køre parløb på Århusvej. Som vi har set fik dette dog en ende med MASTERPLANEN: HTX blev udskilt og flyttede på Josiassensvej ned i den nye sciencebygning, og i stedet fik Claus Møller de merkantile HG uddannelser som nærmeste samarbejdspartner på Århusvej. Oprindeligt var Claus Møller Jacobsen skeptisk overfor udflytningen af HTX, for i hans optik hører HTX ideelt set hjemme på en teknisk skole, således at praktikerne i værkstederne og teoretikerne i klasselokalerne kan arbejde sammen til gensidig inspiration. Det er nemlig praktikeren Claus´s erfaring, at det såmænd ingen skade er til, at teoretikerne får noget praktisk viden. For som tidligere håndværker ved han, at en arbejdstegning fra en ingeniør uden praktisk baggrund ikke altid er så meget bevendt, mens en tegning fra en ingeniør, der også er praktiker er en helt anden sag. Men Claus Møller må erkende, at det reelt kneb med samarbejdet mellem praktikerne og teoretikerne, og i dag kan han konstatere, at det var godt, at HG– eleverne kom over på Århusvej. Samarbejdet mellem


de to afdelinger er gået godt, og så er der med HG/ EUD Business kommet mange piger over på skolen – det giver et andet liv på skolen, og drengene kommer nu oftere i kantinen, for stemningen på skolen er blevet en anden. MASTERPLANEN betød således nye tider på Århusvej, men det gjorde erhvervsskolereformen så sandelig også. Et af målene med reformen er jo som tidligere nævnt, at flere unge skal tage en erhvervsuddannelse – især en håndværkeruddannelse - og at det skal ske på et højere fagligt niveau. Claus Møller Jacobsen er ikke særlig imponeret over, hvad der er kommet ud af politikernes anstrengelser. Han tror ganske enkelt ikke på, at flere unge vil komme til at tage en håndværkeruddannelse. Tværtimod er han overbevist om, at mange gode unge mennesker vil blive forhindret i at tage en uddannelse på hans skole. Hvorfor, spørger forfatteren forsigtigt. Ganske enkelt: For det første skal de unge nu have 2 i matematik og dansk for at blive optaget på en erhvervsskole, det vil udelukke nogen unge, der tidligere ville være blevet dygtige smede. De må nu i stedet en tur på VUC for at tage fagene om og få de rigtige karakterer. VUC er for Claus at se imidlertid ikke det helt rigtige sted at sende drengene hen; de er ofte mere end skoletrætte, de kan ikke sidde stille, og de har meget bedre af at komme på en skole med værksteder, hvor voksne mænd kan gøre undervisningen i matematik og dansk så praksisorienteret, at den fanger de unge drenge; det evner VUC-pædagogikken måske ikke altid helt. Intet ondt ord om VUC i øvrigt, skynder Claus Møller sig dog at understrege.

For det andet er kravene i matematik og dansk og engelsk skruet kraftigt i vejret samtidig med, at de skal opfyldes i grundforløbet, der reelt er på kun 20 ugers undervisningstid. Dette vil være en alvorlig hurdle for de unge, der kommer ind og som måske både er skoletrætte og ikke så bogligt / teoretisk orienterede. Under den gamle ordning var lærlingene skiftevis på skoleophold og ude i deres praktikplads. På skolen tog de fagene engelsk, dansk og matematik, og deres motivation for at klare fagene godt var høj, for de skulle jo stå til regnskab for mester, når de kom hjem fra skoleopholdene. Så lærlingene vidste godt, at de skulle give den en skalle på skoleopholdet, hvis de ville have deres uddannelse gjort færdig. Og mon ikke en god opsang fra mester kunne have en gavnlig virkning? Claus Møller Jacobsen frygter således, at man vil tabe nogle gode unge mennesker på gulvet med den nye erhvervsskolereform. Politikerne har skruet de faglige krav op samtidig med at de har søgt at effektivisere uddannelsen. Det kræver ganske enkelt, at de unge skal blive (teoretisk) dygtigere for at tage uddannelsen. Men som Claus Møller Jacobsen tørt bemærker, så bliver de unge ude på Djursland jo ikke nødvendigvis teoretisk dygtigere, fordi politikerne inde på Christiansborg vedtager en ny lov. Og hvem siger i øvrigt, at dygtigere teoretikere nødvendigvis bliver bedre smede! Claus Møller Jacobsen håber, at EUD10 vil afhjælpe noget af problemet, for her kan man jo i et vist omfang give undervisningen en teknisk faglig retning til glæde for de elever, der nu engang hellere vil stå i værkstederne og bruge deres hænder, end de vil slide buksebagen blank på skolens hårde træbænke. For som Claus igen og 139


igen understreger: Drengene har godt af at komme på en erhvervsskole – når de ser en drejebænk, får de julelys i øjnene!

FOTO: Viden Djurs

Et problem, som har martret erhvervsuddannelserne i mange år, er manglen på praktikpladser, hvilket betyder, at ikke alle, der påbegynder deres uddannelse på en erhvervsskole, er sikre på at kunne gøre den færdig. Dette problem har man på skolen på Århusvej i samarbejde med de merkantile uddannelser søgt at afhjælpe med det, man kalder Fagcenter Djursland, som ligger på Århusvej 18 i Grenå. Her kan unge, der ikke har fået en praktikplads, gennemføre den praktiske del af deres uddannelse – en slags skolepraktik. Det smarte ved ordningen er, at de unge i perioder kan arbejde i private virksomheder, hvis disse kan se, at de kan bruge en lærling i f.eks. tre uger eller måske tre måneder. På denne måde får de unge i Praktikkoblingen mulighed for at snuse til arbejdet i en rigtig virksomhed, og måske gør de det så godt, at mester tilbyder dem en rigtig læreplads. Ordningen betyder under alle omstændigheder, 140

at små virksomheder, der måske ikke tør binde an med et fuldt lærlingeforløb, alligevel kan bidrage til uddannelsen af de unge. Claus Møller Jacobsen er glad for ordningen, fordi det ofte viser sig, at de unge kommer styrket tilbage til Praktikkoblingen fra et praktikophold ude i en virksomhed, om end han godt kan se, at der er noget lidt daglejeragtigt over systemet. Claus Møller Jacobsen er i øvrigt meget stolt over, at alt det, der bliver produceret på værkstederne i Fagcenter Djursland, bliver brugt. Skolen løser således mindre smedeopgaver for andre skoler, for frivillige organisationer og for private. Her kan man måske indvende, at Fagcenter Djursland tager opgaver fra virksomhederne i området, men Claus Møller Jacobsen trøster sig med, at ministeriet har forkyndt, at man i skolepraktikken skal lave relevant virkelighedsnært arbejde, som dog ikke må være konkurrenceforvridende – cirklens kvadratur kunne man synes! Men det er lykkedes Fagcenter Djursland at få en god forståelse fra mestrene i området, således at man på skolen kan leve op til kravet om relevant virkelighedsnært arbejde, som ikke opfattes som konkurrenceforvridende. Så Fagcenter Djursland er blevet en succes; den afhjælper et problem der i mange år har redet erhvervsuddannelserne som en mare – manglen på praktikpladser. Med rette er man på Viden Djurs stolt af ordningen, så da statsminister Helle Thorning i 2012 besøgte skolen, ja så var Fagcenter Djursland et af de steder, statsministeren blev sendt hen for med egne øjne at se, hvad man i Grenå kan finde ud af at gøre for de unge, der ikke umiddelbart kan få en af de så eftertragtede praktikpladser!


til skade for virksomhederne i området og til skade for politikerne med deres fine målsætning om, at 95 % af alle unge skal have en ungdomsuddannelse. Claus Møller Jacobsen er overbevist om, at skolen nok skal overleve, selvom den nye store erhvervsskolereform med dens skærpede krav ikke har gjort livet lettere for de små skoler som den i Grenå.

Statsminister Helle Thorning besøger Fagcenter Djursland. FOTO: Haakon R. Petersen, Viden Djurs

Alt i alt ser Claus Møller Jacobsen optimistisk på fremtiden for de tekniske uddannelser i Grenå. Han kan ikke forestille sig, at der ikke også i fremtiden vil være brug for dygtige håndværkere på Djursland. For uanset at man taler om det postindustrielle samfund, så er det en kendsgerning, at Djursland er et produktionsområde, hvor der stadig er brug for folk i blå kedeldragter til dag ud og dag ind at producere ting og sager ude i virksomhederne. Og disse mænd og kvinder skal jo have en teknisk uddannelse! Claus Møller Jacobsen understreger endvidere, at skolen spiller en stor rolle for uddannelsesniveauet på Djursland. Erfaringen siger ham nemlig, at de unge i området ikke er alt for glade for at tage over Ålsø Bakke for at få en uddannelse. Dette betyder, at skulle skolen på Århusvej lukke, ville der være mange unge fra Grenå og omegn, der ikke ville komme i gang med en ungdomsuddannelse til skade for de unge selv,

VID Gymnasier på N.P. Josiassens Vej Op til skoleårets start august 2013 havde man en anelse travlt i de røde bygninger på Josiassensvej. Man lå i flytterod. HTX afdelingen, der jo hidtil havde haft til huse på Århusvej, flyttede nu ind på Josiassens Vej, hvor man skulle finde ud af at leve sammen med HHX’erne. Mærkelige instrumenter til fysik og kemi og biologi skulle installeres i lokaler, der endnu ikke var der – altså måtte de ned i kælderen i interimistisk indrettede lokaler, der vist strengt taget ikke var hverken godkendte eller velegnede til undervisning. Nye ledere, nyt administrativt personale og nye lærere skulle finde deres plads i bygningen, overalt fandt man kasser med bøger, mapper, computere, undervisningsmaterialer og Gud ved hvad. Og pludselig skulle man minsandten være klar til også at modtage elever, mange elever – og endnu ventede man på, at den nye avancerede science bygning kunne tages i brug – man kom til at vente til langt ind i skoleåret! Den for en overfladisk betragtning ikke umiddelbart misundelsesværdige, men under alle omstændigheder stærkt udfordrende opgave med at få det nye Vid Gymnasier til at fungere i dagligdagen, blev lagt i hænderne på Morten Bang Sørensen, der som følge af den nye krævende post som rektor for Vid Gymnasier måtte sige farvel til en sikkert lige 141


så krævende opgave som spidskandidat for Det Radikale Venstre i Syddjurs Kommune ved det kommende kommunalvalg.

Rektor Morten Bang Sørensen. FOTO: PhotoCare

I en samtale med forfatteren i slutningen af maj 2014 ser Morten Bang tilbage på den proces, man har været igennem. Det har, kan man forstå, været et travlt skoleår. Uendeligt mange praktiske problemer er blevet løst samtidig med, at man skulle virkeliggøre ideerne og strategien bag det nye gymnasium i Grenå, der fik navnet VID GYMNASIER. Et stort konkurrencedygtigt erhvervsgymnasium samlet på én adresse, med ét stort samlet lærerkorps, med en ny tårnagtig bygning som vartegn for et moderne anderledes gymnasium! Sådan ser Morten Bang på det projekt, man har sat i søen. For Rektor er det væsentligt at understrege, at det at man har samlet HHX og HTX på samme adresse, giver mulighed for en anderledes undervisning end 142

på de traditionelle erhvervsgymnasier. En meget projektorienteret undervisning, der trækker på både merkantile og naturfaglige kompetencer – ganske som det sker ude i virksomhederne i det virkelige liv, hvor mange faggrupper arbejder sammen om den fælles opgave, det er at få ideer, at få disse gjort til produkter – og få dem solgt. Naturfag, økonomifag og afsætningsfag i et tæt samarbejde, hvor det forunderligt nok går op for eleverne, at de jo kan bruge hinandens kompetencer. I løbet af samtalen bliver det tydeligt, at rektor brænder for det projekt, han er sat i spidsen for. Dette kommer specielt til udtryk, da talen falder på det alment dannende aspekt ved undervisningen på VID GYMNASIER. Normalt omtales det almene gymnasium, STX, som den alment dannende gymnasieretning. Den køber Morten Bang ikke, for denne opfattelse er jo blot et udtryk for et gammeldags dannelsesideal byggende på visse klassiske fag, som man har vedtaget er alment dannende. For rektor er det i høj grad alment dannende det, der foregår på hans gymnasium. For her sættes teknologi, naturvidenskab og økonomi ind i en etisk, moralsk og samfundsmæssig ramme, hvilket tvinger eleverne til at reflektere over samspillet mellem netop teknik, økonomi og naturvidenskab på den ene side og samfundet og enkeltindividet på den anden. Dette gør eleverne i stand til at træffe fornuftige beslutninger for både deres eget liv og for samfundet. For rektor Morten Bang er dette i høj grad udtryk for almendannelse. Rektor Morten Bang ser frem til nogle spændende arbejdsår, hvor hovedopgaven bliver for alvor at gøre VID GYMNASIER til en enhed, hvor de to


gymnasieretninger naturligvis tilbyder to forskellige studentereksaminer, men hvor der arbejdes på kryds og tværs, hvor synergien de to uddannelser imellem udnyttes optimalt, og hvor eleverne oplever, at de kommer ikke fra HTX på Josiassens Vej, ikke fra HHX på Josiassens Vej men fra VID GYMNASIER på Josiassens Vej. To lærere om fusionen Som nævnt ovenfor var det en krævende opgave, rektor Morten Bang og hans medarbejdere stod overfor, for helt ligetil er det jo ikke at smelte to hidtil uafhængige organisationer sammen. Vi har allerede set, at sammenlægningen gav en del dønninger i administrationen, ligesom vi har set, at det var med en vis skepsis - der dog gradvist blev gjort til skamme - at HG afdelingen og dens lærere flyttede over til smedene og mediefolkene på Århusvej. Tilbage står at undersøge, hvordan sammenlægningen af de to gymnasieafdelinger på Josiassensvej kom til at forløbe. For at blive klogere på det mødte forfatteren en efterårsdag i 2015 to lærere fra VID GYMNASIER til en snak om de to år, der nu var gået siden år 0. Klavs Skjold Bjerg var i 2010 blevet ansat som lærer i matematik og teknologi på Grenå Tekniske Skole. Kirsten Jørgensen har i 20 år undervist i dansk, idehistorie og kulturforståelse på Grenå Handelsskole. Klavs Bjerg fortæller, at Grenå Tekniske Gymnasium jo var en ret ny skole med et lille men fasttømret lærerkorps, der var præget af den begejstring og fandenivoldskhed, der er karakteristisk for en skole, hvor man hellere stiller

spørgsmålet ”hvorfor ikke,” end ”hvorfor,” og hvor man hellere søger om tilgivelse end om tilladelse! Ordet ”plejer” var således mindre anvendt end ordet ”prøver,” og gik nye tiltag måske ikke helt efter planen, ja så måtte man op på hesten igen. På den baggrund kan det ikke overraske, at lærerne på Grenå Tekniske Skole ifølge Klavs modtog masterplanen positivt: at flytte over på Josiassensvej og være med til at skabe et helt nyt Gymnasium VID GYMNASIER - lød som en god og spændende udfordring - ja, hvorfor ikke?

Klaus Skjold Bjerg. FOTO: PhotoCare

På Grenå Handelsskole var reaktionen på masterplanen måske lidt mere forbeholden og præget af en vis usikkerhed. Skolen var jo en gammel, nå ja, ældre veletableret skole, og man havde været vant til, at HHX og HG afdelingerne trivedes fint side om 143


side. De lærere, der kun underviste på HG, nød den faglige sparring med HHX-lærerne, der på deres side nok kunne lære et og andet om projektarbejde og case arbejde af HG lærerne. Og også eleverne kunne have glæde af sameksistensen mellem HHX og HG, idet de let kunne rykkes fra den ene afdeling til den anden, hvis det forekom fornuftigt. Og nu kunne man så forstå, at adskillelsens time var nær, og en og anden spurgte jo nok sig selv og hinanden om…. hvorfor? Tja, svaret på det spørgsmål var måske ikke lysende klart for alle, om end de fleste kunne blive enige om, at man med et samlet VID Gymnasium nok stod stærkere i konkurrencen med ”dem derovre” om fremtidens gymnasieelever. Og hurtigt blev det da også , hviskede man i krogene, afskedigelsesgrund at henvise til Grenå Handelsskole og Grenå Tekniske Skole, for identiteten som et nyt gymnasium, fremtidens gymnasium, skulle slås fast med de syvtommersøm, man sikkert stadig kan finde på værkstederne ovre på Århusvej!

Kirsten Jørgensen. Foto: Viden Djurs

Men ikke alt var usikkert og forbeholdent set med HHX-lærernes øjne, for der var så sandelig også perspektiver i at få nye kolleger ind på den gamle skole. Ny inspiration og dermed ny dynamik! Ikke mindst så mange af lærerne med humanistiske fag ifølge Kirsten Jørgensen frem til en faglig sparring med dem derovre fra Århusvej. For de kunne jo noget, de nye kolleger. De var vant til at undervise unge, der brænder for eksempelvis computerspil, og hvem ved, måske kunne aktantmodellen bruges ikke bare på Grimms eventyr, måske den også kunne bruges på de nye computerspil, som eleverne alligevel brugte en del kræfter på i timerne. Så jo, dansklærerne på Josiassensvej øjnede nu pludselig muligheden for at få et par gode tips til opgradering af deres undervisning: Aktantmodellen udfoldet for fuldt blus på World of Warcraft! Det ville nok kunne imponere især drengene i lidt højere grad end en sikkert kompetent gennemgang af ”Hans og Grete” – det gode gamle Grimm-eventyr - der gennem så mange år havde måttet lægge ryg til indterpning af diverse analysemodeller. Klavs Skjold Bjerg og Kirsten Jørgensen er enige om, at beslutningen om en samlet gymnasieafdeling på Josiassensvej kom som en overraskelse for alle. Man havde ikke været inddraget i overvejelserne og man havde meget lidt kendskab til hinanden, det var to forskellige og hinanden fremmede verdener, der nu skulle til at leve fredeligt sammen på Josiassensvej. Langt de fleste havde givetvis den holdning til sammenlægningen, at nu var den jo bestemt, og så måtte man få det bedst mulige ud af den nye situation. Nogle var meget begejstrede, andre måske lidt mindre.


Mange møder blev holdt op til selve sammenlægningen, hvor man drøftede de nye muligheder for samarbejde fagene imellem - og pludselig var det august 2013, og kaos gjorde sit indtog på Josiassens Vej. Nye elever, nye kolleger, nye mærkelige fag, og computere og bøger og papirer i massevis og kassevis, alt imens håndværkerne knoklede med at gøre den nye sciencebygning klar til undervisning. ”Fremmedartet men noget man kunne leve med” - sådan sammenfatter Kirsten Jørgensen i dag indtrykket af den første tid set med en HHX-lærers øjne. Især tog det tid at vænne sig til alle de nye drenge på gangene, for gennem mange år havde man jo været vænnet til, at pigerne var i klart overtal - sådan er det ikke længere på VID GYMNASIER. Når Kirsten og Klavs i dag skal bedømme, hvordan det så er gået med sammenlægningen af de to gymnasieafdelinger, er de enige om, at operationen til dels er lykkedes. Der er i dag skabt et nyt Gymnasium i Grenå: VID Gymnasier Man opfatter sig som VID gymnasielærer. Det er lykkedes at skabe et nyt kollegialt fællesskab. Man har respekt for hinanden som undervisere, og man har respekt for hinandens fag - så forskellige de end kan være. Og en fin humor præger livet på skolen. Klavs husker, at lærerne fra Århusvej som helhed blev godt modtaget af de nye kolleger, om end de nok indimellem fornemmede, at ikke alle HHX lærere var lige begejstrede for det nye projekt - af og til kom frustrationerne ud mellem sidebenene. Også blandt eleverne har man oplevet forskellige reaktioner på sammenlægningen, men alt i alt fornemmer Klavs og Kirsten, at eleverne

er ved at vænne sig til hinanden - de er ved at vænne sig til at kunne lide hinanden. De kommer til festerne og til fredagscafeerne - og det er jo et godt tegn. For HHX eleverne var det måske lidt af et chok at opleve, at skolen nu fik en overvægt af drenge, it-drenge, GAME IT drenge. Det gav sig udslag i en vis modstand, når man skulle arbejde sammen i tværgående camps. Især husker Kirsten en multimedie camp, hvor det gik galt, for her følte HHX pigerne, at de blev hægtet af og reduceret til rekvisitører, mens en smart it-fyr tog føringen, da indledningen til en gyserfilm skulle produceres som et led i camp´en. Det gav anledning til frustration og dårlige evalueringer ved den næste tilfredshedsundersøgelse, men forventningen er, at de modsætninger, der måske var i starten mellem HHX elever HTX elever gradvist vil forsvinde. Når man til slut spørger, om man har oplevet den store faglige synergi som følge af sammenlægningen er svaret, er her er der fortsat plads til forbedringer. Årsagen hertil er ret enkel. Samtidig med sammenlægningen kom nye arbejdstidsregler, og de har betydet, at den enkelte lærer samlet set underviser mere end tidligere. Dette har ganske enkelt sat grænser for, hvor meget overskud der har været til at udbygge samarbejdet mellem de to afdelingers lærere - for et godt fagligt samarbejde tager jo tid. Aktantmodellen anvendt på World of Warcraft er ikke bare lige noget, der kommer til en dansklærer som en åbenbaring om natten eller i form af en kort samtale med en HTX kollega i spisefrikvarteret! Både Klavs og Kirsten håber, at det fremover vil blive muligt i højere grad end tilfældet 145


er i dag at skabe et godt fagligt samarbejde mellem de to gymnasieafdelinger til gavn for eleverne og til gensidig inspiration for lærerne, og begge ser de optimistisk på fremtiden for VID GYMNASIER. Ekspansion/nye initiativer Nu skulle man tro, at man på Erhvervsskolerne i Grenå havde haft hænderne fulde med at virkeliggøre DEN STORE SAMMENLÆGNING. Det havde man sikkert også, men der var dog fortsat overskud til at tænke nyt, til at udvikle. I de følgende afsnit vil en række af de nye initiativer, man tog for at fremtidssikre skolen i Grenå blive beskrevet. Nogle af initiativerne blev taget, mens Lars Ry fortsat var Chefen, andre er taget med Ole Svit som den øverste ansvarlige. Et gennemgående træk i fortællingen om Djurslands Erhvervsskoler/Viden Djurs har, som flere gange nævnt i dette skrift, været, at det i bund og grund er naturstridigt, at skolen ikke for længst er lukket. Skolens naturlige elevgrundlag er begrænset. Den nordlige og østlige del af Djursland er ikke ligefrem udviklingsområder, og stik øst for Grenå bor der ikke mange potentielle elever! Eftersom man på skolen i Grenå var bevidst om, at man aktivt burde arbejde for at øge elevtilgangen til skolen, satte man allerede i begyndelsen af 2008 et større analysearbejde i gang, der skulle afdække de udfordringer skolen stod overfor. Herefter kunne man så gå i gang med initiativer, der kunne fremtidssikre skolen. Arbejdet blev ledet af konsulentfirmaet Ankerhus, og resultatet af arbejdet blev et strategioplæg for Djurslands Erhvervsskoler marts 2008. 146

Som det sig hør og bør, når først konsulentfirmaer går i gang, blev der lavet en SWOT-analyse af Djurslands Erhvervsskoler: Styrker, svagheder, muligheder, trusler. Det springer i øjnene, at som en styrke fremhæves skolens kreativitet, dens evne til at finde smuthuller og dens iderigdom – en karakteristik af skolen som de foregående mange sider vel kan bekræfte. Som en af svaghederne fremhæver analysen, at gymnasie- og EUD - afdelingerne var for små og frafaldet for stort – en ond kombination. Indtjeningen derfor for lav. Og truslerne mod skolen var mange: De store skoler i Randers og Århus var/er alvorlige konkurrenter – ikke mindst fordi de store skoler favoriseres af den seneste gymnasiereform med dens muligheder for at oprette mange forskellige studieretninger med mange forskellige valgfag. Desuden peger analysen på infrastrukturproblemer, og her tænkes især på risikoen for, at Regionsrådet i det fjerne Viborg kunne finde på at nedlægge busruter på det tyndtbefolkede Djursland med fatale konsekvenser for skolerne i Grenå. Desuden spørger analysen, om det fortsat vil være muligt at lokke kvalificeret arbejdskraft til Grenå, Og ikke nok med det, så så det unægtelig ud som om det almene gymnasium i højere grad end erhvervsskolerne tiltrak de unge, det var simpelthen moderne at gå på STX. Samtidig havde erhvervsskolerne som tidligere nævnt generelt en dårlig presse. Og endelig kunne man pege på, at specielt Handelsskolen havde mistet eleverne fra Syddjurs, der nu vendte sig mod skolerne i storbyen Århus, idet de måske mente, at Århus som by har mere at byde på end Grenå, hvilket man nok skal være mere end lokalpatriotisk


for at fortænke dem i. Jo, truslerne var mange, fremtiden tegnede ikke ubetinget lys, derfor måtte noget gøres: Man nedsatte på Handelsskolen en gruppe, der skulle finde svar på de problemer, Ankerhusrapporten pegede på. Handelsgymnasium Rønde Og gruppen holdt møder, hvad grupper jo gør, forskellige ideer blev vendt, men det var rundt om bordet på lærerværelset i et spisefrikvarter, at der gik hul på bylden. Et medlem af gruppen fik nemlig pludselig en lys ide: hvorfor ikke placere en ny HHX-afdeling i Hornslet, hvor man allerede havde succes med en HG-voksenklasse? Ideen blev straks grebet af forstander Lars Ry dog med den ændring, at en ny afdeling ikke skulle ligge i Hornslet men i Rønde – for som forstanderen sagde: hvis man her og nu skulle oprette en handelsskole på Djursland, ville man placere den ikke i Grenå, ikke i Hornslet men i Rønde, som er et naturligt centrum på Djursland. Og ved at placere sig i Rønde med et godt gymnasietilbud, kunne man måske få eleverne fra Ebeltoftområdet til at stå af bussen i Rønde frem for at køre videre mod skolerne i Århus. Der skulle kort og godt sættes en prop i strømmen af elever fra Syddjurs til gymnasierne i Århus, og proppen skulle placeres i Rønde. Desuden vidste Lars Ry, at politikerne i Syddjurs længe havde haft et ønske om at skabe et større uddannelsescenter i Syddjurs, nærmere bestemt i Rønde, så måske var det at tilbyde kommunen at etablere en ny ungdomsuddannelse i Rønde som at løbe en åben dør ind?

Viden Djurs er en relativ lille skole, det giver ulemper, men også fordele, og en af fordelene er, at det er muligt at handle hurtigt og at være fleksibel. Derfor var det muligt nærmest på stedet at nedsætte et udvalg, der skulle arbejde hurtigt og effektivt på at skabe et nyt handelsgymnasium i Rønde. Hermed kunne man også leve op til SWOT-analysens pæne ord om skolen som kreativ, omstillingsparat præget af gå-på-mod og iderigdom. Og evnen til at finde smuthuller skulle der også nok blive brug for. Det stod hurtigt gruppen klart, at hvis man skulle have et begrundet håb om at få eleverne fra Syddjurs til at stå af bussen i Rønde, skulle der noget særligt til. På skolen havde man gode erfaringer med at kombinere sport og uddannelse, og derfor var det naturligt, at man ville tilbyde eleverne på handelsgymnasiet i Rønde, noget med sport og adventure. Derfor blev det nødvendigt at tage kontakt til Rønde Idrætscenter (RI), der jo råder over de sportsfaciliteter, skolen ville få brug for. Det skulle hurtigt vise sig, at (RI) var en meget positiv samarbejdspartner, for på RI havde man længe gjort sig tanker om, hvordan man kunne udvide aktiviteterne og skabe et bredere fundament for idrætscentrets virke. Lederen af RI, Per Kragh, fortæller i en samtale, at man bl.a. gik med overvejelser om at etablere en idrætsbørnehave i forbindelse med idrætscentret, så da henvendelsen fra Grenå kom om at oprette en ungdomsuddannelse, kunne man straks se perspektiverne, og en ungdomsuddannelse var bestemt ikke mindre interessant end en børnehave! 147


Leder af Rønde Idrætscenter Per Kragh og rektor Mette Thomsen. FOTO: Århus Stiftstidende.

Forhandlinger blev indledt i en god og tillidsfuld atmosfære. Som en selvejende institution kunne RI handle hurtigt og effektivt, og snart blev enighed nået om, at RI skulle bygge en skole med 6 klasselokaler, som man så ville leje ud til Viden Djurs – foreløbig på en tiårig lejekontrakt. RI skulle stå for pedelfunktion og rengøring og yderligere stille haltimer til rådighed for den nye skole, hvor idræt jo skulle spille en væsentlig rolle. For RI var det vigtigt, at Syddjurs kommune kom på banen, idet man skulle have diverse byggetilladelser fra kommunen. Desuden var det ønskeligt at få kommunen til at stille en økonomisk garanti på 5 millioner, fordi det derved blev lettere for RI at rejse de nødvendige midler til byggeriet. Og hvis kommunen kom til at stå som økonomisk garant, fik den en direkte interesse i, at det nye projekt blev en succes – dette kunne vise sig at blive vigtigt, når/ hvis man skulle udvide skolen, og ikke mindst når man skulle have kommunen til at støtte bygningen af den af RI’s så eftertragtede Hal 2. Ifølge Per Krag var politikerne i Syddjurs 148

overvejende positive overfor ideen om at skabe en ny uddannelse i Rønde – de fleste kunne se det fornuftige i, at de unge blev i kommunen for at tage deres ungdomsuddannelse, og de fleste troede på, at projektet kunne blive en succes, og således kom kommunegarantien trods visse betænkeligheder hos et enkelt af partierne da også i hus. Hermed var der skabt et grundlag for etablering af en ny skole i Rønde, og på et møde den 1. december 2009 traf så bestyrelsen for Viden Djurs den endelige beslutning herom. Der kunne være betænkeligheder ved projektet. Som nævnt forpligtede Viden Djurs sig til at leje den nye skole med seks klasselokaler over en 10 – årig periode, så det gjaldt for ledelsen om at overbevise bestyrelsen om, at de seks klasselokaler ville blive fyldt op med glade elever – for hvis det ikke skete, ville Viden Djurs stå med en halvtom skole, som man skulle betale fuld leje af. På mødet kom tunge argumenter da også i brug, af hvilke det mest overbevisende måske var, da Ole Svit erklærede, at det gjaldt om at sætte sig på Rønde, før andre uddannelsesinstitutioner fik den geniale ide at tilbyde Syddjurs Kommune at etablere sig netop i Rønde. Og uddannelsesleder Mette Thomsen, der havde været en af de drivende kræfter i lanceringen af Handelsgymnasium Rønde, kunne oplyse, at man fra folkeskolerne i Syddjurs kunne spore en betydelig interesse for planerne om det nye Gymnasium – dette tydede på, at det ville være muligt gradvist at fylde den nye skole med de ca. 160 elever der skulle til, for at den kunne blive bæredygtig. Med beslutningen om at etablere Handelsgymnasium Rønde fra næste skoleårs start


– altså 1/8 2010 havde man på skolen i Grenå atter engang demonstreret, at man foretrækker at bygge vindmøller frem for læskærme. Og atter engang havde man sat nye standarder, idet samarbejdet mellem de to selvejende institutioner, Viden Djurs og Rønde Idrætscenter, er det første af sin art overhovedet. Tilbage for Lars Ry stod at orientere sine kolleger på de konkurrerende storbyskoler. Fra Århus sagde man good luck, fra Randers var reaktionen venlig men bekymret. Til sammenligning med, hvad Lars Ry tidligere havde oplevet, når Grenå Handelsskole satte nye initiativer i søen, må man sige, at denne gang var reaktionerne fra kollegerne beherskede. Med hensyn til byggeriet af den nye skole måtte man imidlertid konstatere, at man var i tidsnød. Per Krag fra Rønde Idrætscenter, der jo stod som bygherre, måtte nemlig erkende, at offentlige myndigheder kan være lidt tunge at danse med: byggeliner skal overholdes, brandveje og tilkørselsveje skal etableres efter ganske bestemte regler, der må ikke bygges for højt, mangt og meget skal der tages højde for. Derfor blev byggeriet forsinket, og det første år måtte undervisningen foregå i en ret så primitiv pavillon, men ifølge folkene bag projektet blev det faktisk en fordel: der blev etableret en fin pionerånd blandt de første elever og deres lærere, der måtte tage til takke med den gamle lidt utætte pavillon, også selvom vinteren 2010-2011 tilsyneladende havde sat sig for at modbevise teorierne om global opvarmning; man frøs ganske enkelt, når man mangen en vintermorgen mødte op i den gamle

frønnede pavillon. Men det hjalp med at holde humøret oppe, at man kunne følge byggeriet af den nye fine skole, der i maj 2011 under festlige former kunne indvies af undervisningsminister Troels Lund Poulsen. For forstander Lars Ry Jørgensen var det lidt af et scoop at få undervisningsministeren med til indvielsesfesten, for dermed gav ministeriet det nye projekt sin velsignelse. Dette var væsentligt, eftersom Lars Ry havde ”glemt” at orientere ministeriet om filialplanerne, for som han formulerer det, så var det Grenå Handelsskoles opgave at udbyde ungdomsuddannelser på Djursland, og om det foregik fra Grenå eller fra Rønde var der ingen grund til ulejlige ministeriet med. På den anden side kunne det jo aldrig skade, at undervisningsministeren himself troppede op og med en rosende tale gav den nye skole sit blå stempel – især ikke når man tager i betragtning, at man af alle datoer havde valgt fredag den 13. som dato for indvielsen af den nye skole. Modige folk!

149


Samtale med Carsten Gløvermose og elev Esther Mogensen Den daglige leder af Handelsgymnasium Rønde blev Carsten Gløvermose, som blev ansat sommeren 2010. Carsten er uddannet cand. mag i historie og tysk, men det var ikke i undervisningssektoren, han havde slået sine folder. Carsten havde arbejdet som kommunikationsrådgiver og eventmager i Århus – bl.a. havde han for F. C. Århus været med til at få den legendariske fodboldklub Manchester United til byen, ligesom han havde været direktør for ”Football Festival Aarhus.” Med den profil var Carsten et oplagt bud på en ny leder af Handelsgymnasium Rønde, der ønskede at fremstå som en ny dynamisk uddannelsesinstitution med vægt på sport og adventure; og hvis man kan få Manchester United til Århus, kan man vel også få handelsgymnasieelever til Rønde. Så Carsten blev ansat som leder på skolen i Rønde, idet han dog betingede sig, at han skulle undervise så lidt som muligt – noget Carsten i en samtale med forfatteren smiler lidt af, for da han først nødtvunget stod bag katederet i den gamle pavillon, fandt han ud af, at det at undervise er den ultimative form for kommunikation. Det første år for Handelsgymnasium Rønde var forrygende. 28 elever var begyndt på uddannelsen, selvom de fysiske rammer som omtalt næppe kan kaldes optimale – et forhold som det måske er værd at tænke over i disse tider, hvor arkitekter og offentlige bygherrer kappes om skabe de flotteste, hotteste og mest strømlinede bygninger til undervisning. Carsten fortæller, at optimismen var stor, man følte, at man havde fået godt tag i lokalområdet, og at pressen var mere end velvillig. 150

Det kom derfor som et chok, da det viste sig, at kun 18 nye elever ønskede at starte i den fine nye bygning sommeren 2011 – måske man skulle have beholdt den gamle, utætte, kolde og fugtige barak? Tallet gav under alle omstændigheder stof til eftertanke på skolen. Måske havde man i sin markedsføring lagt for megen vægt på fagene sport og adventure og gjort for lidt ud af at fortælle, at man på skolen også fik en god faglig uddannelse. Markedsføringen blev derfor lagt om, og samtidig opgav man et påbegyndt samarbejde med fodboldklubben AGF til fordel for et tættere samarbejde med den lokale idrætsklub TRIF. For nogle måske et tilbageskridt – men Carsten Gløvermose forklarer, at nok ønskede de lokale unge at kunne supplere skolefagene med sport, men ikke sport på eliteplan. Derfor samarbejdet med TRIF fremfor med AGF, der trods alt endnu må anses for lidt mere elite end TRIF. Den nye strategi virkede tilsyneladende, da det viste sig, at ikke færre end 41 unge i 2012 ønskede at starte på handelsgymnasiet i Rønde. Det var især elever fra Ebeltoftskolerne, der havde valgt Rønde Handelsgymnasium frem for de store skoler i Århus – det var åbenbart lykkedes at få eleverne fra Syddjurs til at stå af bussen i Rønde. Carsten Gløvermose ser gode muligheder for, at Handelsgymnasium Rønde er kommet for at blive. Skolen gør således meget ud af at markere sig i lokalområdet bl.a. har man deltaget i et byudviklingsprojekt i Rønde, hvilket dels gør skolen synlig i lokalområdet dels demonstrerer, hvordan man arbejder med at kombinere teori og praksis i undervisningen. Carsten peger endvidere på, hvordan man


efter at have set hinanden lidt an har fået et positivt samarbejde med Rønde Gymnasium. Begge skoler er små skoler, og små skoler kan have problemer med at etablere tilstrækkeligt mange valgfag – det må man kunne samarbejde om, ligesom man kan samarbejde om at skabe et frodigt studiemiljø. Som Carsten Gløvermose siger: Samarbejde gør stærk, modarbejder man hinanden bliver begge skoler tabere. Som det skulle vise sig, klarede Handelsgymnasium Rønde sig, og efter tre år var skolen et fuldt udbygget gymnasium med to spor på hver af de tre årgange – seks klasser i alt. Det gav pladsproblemer, men de lod sig løse, for også Rønde Idrætscenter havde behov for at bygge ud, og således kunne man i efteråret 2016 tage fat på byggeri af nye klasseværelser, nye kontorer og et multirum og et nyt lærerværelse. Det havde således vist sig, at kombinationen af Idrætscenter og ungdomsuddannelse fungerede til gavn for begge parter og, må vi tro, til gavn for lokalområdet. Sommeren 2017 tages de nye bygninger i brug, 8.2 millioner er de budgetteret til, og det kommer de jo så nok også til at koste. Men som rektor Morten Bang fra Viden Djurs udtaler, så bliver hverdagen på gymnasiet i Rønde lettere og mere sammenhængende, når man ikke bestandigt skal slås med trange fysiske rammer. Der er således al mulig grund til at tro, at Handelsgymnasium Rønde er kommet for at blive. Ikke kun Carsten Gløvermose men også eleverne synes at være glade for skolen. Esther Mogensen fra Sdr. Kastrup fortæller, at hun valgte Rønde Handelsgymnasium, fordi hun som

efterskoleelev var vant til en mindre skole, hvor man kender alle og man kan få et tættere forhold til både sine kammerater og til lærerne. Desuden tiltalte det hende, at skolen lægger vægt på sport og adventure, selvom hun ikke har valgt en af sportslinierne. Esther fortæller, at skolen har levet op til hendes forventninger – den er ”hyggelig og komfortabel.” Men ligesom det er en fordel, at skolen er lille, er der også en ulempe ved lidenheden. Esther mener nemlig, at det er svært for en så lille skole at skabe et egentligt studiemiljø – festerne bliver for små, men så må man jo tage til de store fester på Viden Djurs i Grenå, ligesom man kan arbejde på at få skabt et godt studiemiljø i samarbejde med Rønde Gymnasium. Ester slutter af med at erklære, at hun ingen problemer har med at anbefale skolen til kommende årgange af ungdomsuddannelseselever fra Rønde og omegn.

151


Brazil Football College

BFC – en farverig nyskabelse. FOTO: Viden Djurs

De første år på skolen i Rønde havde man travlt med at etablere sig, få fodfæste i lokalområdet og skabe sig sin egen identitet. Dog ikke mere travlt end at man fra skoleåret 2012 kunne præsentere en ret så eksotisk ny uddannelse: Brazil Football College – intet mindre. Carsten Gløvermose fortæller, at man fra starten havde ønsket at supplere handelsgymnasieafdelingen med en collegeafdeling. Den skulle basere sig på noget med sport og internationalisering, og i pagt med traditionen skulle man tiltrække elever fra hele landet. Og det skulle være noget nyt og spektakulært, man skulle kunne tilbyde, for almindelige sportscolleges er der jo nok af rundt om i landet. Men for engang skyld havde det knebet med iderigdommen, lige indtil den dag innovationschefen på Viden Djurs, Søren Hansen, beklageligvis fandt sig som deltager i en uendelig 152

og tilmed kedsommelig ansættelsessamtale med en kinesisk lærer. I en sådan situation kommer tankerne ofte på vandring: Kineseren kom fra Kina, som jo er et af BRIK-landene, af hvilke de andre er Rusland og Indien og tja, tjo, bum bum….., Brasilien. Mens samtalen med kineseren sneglede sig videre, stod det pludselig lysende klart for Søren Hansen, at det nye sportscollege i Rønde skulle tage udgangspunkt i Brasilien - verdens femtestørste økonomi og et land, der i den grad ville komme i centrum for verdens bevågenhed med verdensmesterskaberne i fodbold i 2014 og OL i 2016. Dertil kommer, at alle med blot den mindste forstand på fodbold er begejstrede for den brasilianske måde at spille fodbold på: Teknik, intuition, følelser, sambarytmer! Så derfor: hvorfor ikke skabe et fodboldcollege i Rønde med vægt på brasiliansk fodboldtradition, med brasilianske træningsmetoder og med portugisisk som 2. fremmedsprog – det var der garanteret ingen andre skoler i kongeriget, der overhovedet kunne tænke på at tilbyde! Undervisningen skulle samtidig tones i retning af Latinamerika med vægt på brasiliansk økonomi, sprog og kultur, og rejser til både Portugal og Brasilien skulle naturligvis indgå i undervisningen. Da ideen først var på bordet, var der ikke langt til handling. Med Søren Hansen fra Viden Djurs som primus motor fik man denne gang de nødvendige tilladelser fra undervisningsministeriet, og efter ihærdigt benarbejde på diverse uddannelsesmesser rundt om i landet og måske mere effektivt ved at reklamere på Facebook, kunne Brazil Football College i august 2012 byde 14 elever fra hele landet velkommen til Rønde. Egen indkvartering


havde man ganske vist ikke, man lejede sig som en midlertidig løsning ind på Kalø Økologisk Landbrugsskole, der havde ledige værelser. I en samtale med forfatteren fortæller Rafael, hvorfor han som københavner er havnet på Brazil Football College i Rønde i det fjerne Jylland. På Facebook så han en dag en reklame for det nye college, og skønt han allerede gik i 2.g meldte han sig straks til optagelsesprøve – og blev optaget. Det var muligheden for at kunne kombinere interessen for fodbold med det at gå i skole, der tiltalte Rafael. Men det udslagsgivende var, at skolen baserer sig på brasiliansk fodbold: ”Brasilianere har traditionelt altid lagt vægt på teknik, og der hvor jeg spiller – på midtbanen – er det tekniske det, man har allermest brug for. Så jeg kunne ligeså godt blive bedre til det.” Rafael er efter knapt et år på skolen begejstret for sin beslutning om at tage til Rønde: træningen, fællesskabet omkring fodbolden og skolen har gjort, at han betegner beslutningen om at flytte teltpælene til Jylland som ”det klogeste jeg har gjort i forhold til skolen.” Brazil Football College fik imidlertid en kort levetid i Rønde. Man løb simpelthen ind i kapacitetsproblemer både med hensyn til indkvartering og med hensyn til haltimer. Syddjurs Kommune kunne ikke love at støtte byggeriet af hverken hal 2 eller et college i forbindelse med skolen, da dette ville stride mod lokalplanerne. Da det samtidig viste sig, at man i Grenå rådede både over indkvartering, ledige fodboldbaner og ledig halkapacitet, besluttede ledelsen på Viden Djurs at flytte Brazil Football College fra Rønde til Grenå med virkning fra skoleåret 2013. En lidt træls

beslutning både for Handelsgymnasium Rønde og for Rønde Idrætscenter, men både Per Krag fra idrætscentret og Carsten Gløvermose forstår baggrunden for beslutningen, og den ærgrelse, der kan spores hos dem begge, vender sig mod Syddjurs Kommune, hvor beslutningsprocessen ved den lejlighed måske ikke var helt så dynamisk, som den var hos Rønde Idrætscenter og Viden Djurs. Det skulle dog vise sig, at det ikke var så let en opgave at trække elever fra hele landet til det brasilianske fodboldcollege i Grenå. Tilmeldingerne til det nye skoleår (2013/14) var ganske enkelt få – eller som Søren Hansen mere nænsomt udtrykte det, så kunne man identificere nogle udfordringer i konceptet. Et af problemerne var trods det brasilianske islæt den store konkurrence fra andre sportscolleges. Og helt billigt er det jo heller ikke for forældre at sende deres børn tre år til Grenå for at få en HHX-uddannelse kombineret med brasilianske fodbold. Tilgang af lokale elever skortede det også på. Forklaringen herpå er ifølge Søren Hansen, at man løb ind i, hvad han kalder noget lokalt fnidder. Sagen var nemlig den, at Brazil Football College rykkede ind i Hedebocentret, hvor Hessel Gods Fodboldskole havde haft til huse siden 2012. Da Hessel Gods drejede nøglen om, købte Viden Djurs Hedebocentret af kommunen. Onde tunger i Grenå hævdede derfor, at Viden Djurs havde haft en finger med i spillet ved lukningen af Fodboldskolen, uagtet at det var fodboldskolens bestyrelse med Valdemar Havmand i spidsen, der traf beslutningen på grund af svigtende antal tilmeldinger. Uanset hvad, så betød forløbet omkring lukningen af 153


Hessel Fodboldskole, at Brazil Football College fik et dårligt ry i fodboldmiljøet på Djursland, hvilket atter betød, at lokale fodbolddrenge i hvert fald ikke skulle spille brasiliansk. Som en følge af de få tilmeldinger til Brazil Football College besluttede man på Viden Djurs fremover også at tilbyde HG – elever at kombinere uddannelse og fodbold, ligesom det fra skoleåret 2016 er blevet muligt at gå på Brazil Football College og samtidig tage enten en HTX eller en EUX. Anstrengelserne synes at have båret frugt, idet man nåede over det magiske tal på 25 tilmeldte elever til BFC. Søren Hansen udtrykker forsigtig optimisme på projektets vegne, ikke mindst fordi piger nu er begyndt at gøre deres indtog på Brazil Football College. 11 ud af de i alt 38 elever er piger, og de trænes specielt af Nanna Johansen, der har en fortid på det danske damelandshold! Så jo, der satset på pigerne på det ellers så mandsdominerede fodboldcollege – sikkert ikke nogen helt uklog disposition, for det danske damelandshold har jo formået at kvalificere sig til EM slutrunden i Holland 2017 i modsætning til nå ja…

154

Danish Horse College

I fuld fart over forhindringen. FOTO: Viden Djurs

I over 100 år havde man oplevet lidt af hvert på erhvervsskolerne i Grenå. Men formentlig de færreste havde forestillet sig, at skolen på nogen måde skulle komme til at omfatte heste. Ikke desto mindre, i 2011 måtte man tage stilling til, ikke blot hvordan man fik indkvarteret de mange unge mennesker fra hele landet, der ville gå på college i Grenå, man måtte også finde ud af, hvordan man indkvarterer et vist antal heste! Sagen var nemlig den, at der på collegeafdelingen var ubalance. Der var stort set kun drenge, fodbolddrenge og it-drenge. Og det er jo ikke så godt i disse ligestillingstider, hvor der helst skal være balance mellem kønnene, ikke kun i bestyrelseslokalerne rundt omkring i landets store virksomheder, men også på Viden Djurs collegeafdeling. Derfor havde daværende kursusleder Ole Svit længe ønsket flere piger på skolen. Spørgsmålet var så bare, hvad der kunne lokke piger til Grenå,og svaret var, at det kunne heste – man ønskede ganske enkelt hestepiger på skolen. God plads havde man både til piger og


-skulle det vise sig – til heste. Imidlertid var det længe kun blevet ved snakken, især fordi der på collegeafdelingen kunne spores en vis modstand mod at optage hestepiger. For hestepiger udgør unægteligt en helt anden elevtype end den, man var vant til at arbejde med – og lugten af hest var måske heller ikke helt let at forlige sig med. Derfor kom der først for alvor skub i ideen om et hestecollege i Grenå, da den lokale rideklub fik en ny dynamisk formand: Lene Skovgård Sørensen. Hun kendte Tove Ingerslev, der udover selv at være en ivrig rytter med egen hest i Djurslands Rideklub også er afdelingsleder på Viden Djurs. De kunne hurtigt blive enige om det geniale i at få hestepiger fra hele landet til Grenå til gavn for både rideklub og erhvervsskole. Ydermere er det i ridemiljøet kendt, at mange unge piger med en altopslugende kærlighed til heste tilknyttes rideklubber, hvor de løser forskellige praktiske opgaver. Dette betyder, at de ofte ikke får nogen form for ungdomsuddannelse. Hvad var derfor mere nærliggende end at tilbyde disse hestepiger at komme til Grenå med deres hest, få et år – eller gerne to – som elev på HGuddannelsen under Viden Djurs samtidig med, at de kunne leve deres liv sammen med deres hest i Djurslands Rideklub og bo på Campus tilknyttet Viden Djurs. Eftersom ideen om hestepiger som nævnt allerede havde været drøftet på Viden Djurs, og eftersom den passer som hestehov i sand på skolens overordnede strategi, ja så skulle der ikke megen overtalelse til, før den øverste ledelse på Viden Djurs gav grønt lys til at skabe en ny afdeling: Danish Horse College.

Og så blev der handlet hurtigt. I løbet af kort tid indgik man aftaler med Djurslands Rideklub om et tæt samarbejde om opstaldning af hestene og træning af eleverne. Og på et møde den 30. november 2010 kunne man præsentere bestyrelsen for Viden Djurs for den samlede plan for Danish Horse College i form af en flot brochure på glittet papir og med smukke farvebilleder af heste og piger i skov og ved strand. Det understreges i brochuren, at ambitionerne på Danish Horse College er store. Ikke en hvilken som helst håbefuld rytter kan påregne at få lov til at gå på det nye college. Nåleøjet til det forjættede land er en optagelsesprøve, hvor både sociale kompetencer og ridefærdigheder indgår i bedømmelsen. Og er man en af de udvalgte, venter store oplevelser: Ugentlig ridetræning i Djurslands rideklub, besøg af kendte gæsteundervisere, deltagelse i mindst et ridestævne pr. måned og besøg hos kendte danske ridekoryfæer. Og oven i alt dette får man en HG-uddannelse samt den oplevelse, det er, at blive en del af campus-miljøet under Viden Djurs. Den daglige leder af Danish Horse College, Jette Bille, fortæller, at it-drengene på collegeafdelingen fra starten var skeptiske, for hvad skulle de med hestepiger og lugten af hest? Men de blev klogere, blev de, og efter alt at dømme fik hestepigernes indtog på Campus en ikke ubetydelig indvirkning på it-drengenes adfærd. I hvert fald synes det at være en kendsgerning, at den tid drengene brugte på bad og hårvask og sætten hår ikke blev mindre, efter at pigerne havde gjort deres indtog på Campus Djursland. 155


Danish Horse College blev officielt indviet i september 2011, og siden har piger fra hele landet udlevet deres drøm om at kombinere uddannelse med et tæt liv sammen med deres heste. Jette Bille fortæller, at nok kan der være specielle problemer, når piger lever så tæt op ad hinanden, som tilfældet er på Danish Horse College – pigefnidder! Men alt i alt har hestepigerne været en god gruppe at få ind på skolen og Campus. Også hestepigerne synes glade for at gå på Viden Djurs med hest og det hele. Sisse Skjerning fra Sydfyn fra årgang 2013/2014 fortæller om livet på Danish Horse College: Sisse har redet siden hun var fem år gammel, og det var hendes ønske om at kunne dyrke sin store passion for heste og hestesport samtidig med, at hun kunne få en ungdomsuddannelse, der fik hende til at søge ind på det nye hestecollege i Grenå. Sisse fortæller, at hun bruger rigtig meget tid sammen med sin hest – ofte bliver klokken 22, før hun er hjemme fra rideskolen. Men alligevel har det været muligt at kombinere skolearbejdet med livet med hesten på en måde, så også lærerne på HG er rimeligt tilfredse. Men som Sisse understreger: det er på grund af hesten og ridningen, at hun er i Grenå! Også forholdet til de almindelige hg-klassekammerater er ok, fortæller Sisse. Hele klassen har været ude i rideskolen for at se, hvad det er, hestepigerne bruger så meget tid på, og det har gjort det lettere for kammeraterne at forstå og acceptere, at hestepigerne har visse særordninger med bl.a. mødetider. På spørgsmålet om, hvordan pigerne er blevet modtaget i den lokale rideklub er svaret: ”Med åbne arme.” Sisse fortæller, at de lokale 156

ryttere måske ser lidt op til pigerne fra Danish Horse College, der jo via en optagelsesprøve har godtgjort, at de kan noget på en hest, for som Sisse siger ”Det er ikke nok bare at sætte sig op på lille Lotte for at bestå optagelsesprøven, der skal noget mere til.” Sisse kan godt lide at være en del af collegemiljøet, men hun understreger, at hestepigerne mest holder sig for sig selv, selvom de selvfølgelig deltager i festlivet på College. Sisse fremhæver, at Danish Horse College er et trygt sted at være, idet der altid er voksne – Jette Bille – at snakke med, hvis et eller andet problem opstår. Og problemer kan opstå ikke mindst blandt hestepigerne selv, for de er individualister, der stiller store krav til sig selv og andre, og afvise, at der er indbyrdes rivalisering mellem pigerne, vil Sisse heller ikke – ”jo vi har ind imellem været godt oppe at køre!” Men Sisse tilføjer, at eftersom gruppen af hestepiger er relativt lille, har de lært, at det er nødvendigt at acceptere hinanden, give hinanden plads og ind imellem arbejde sammen. Og på spørgsmålet om opholdets højdepunkt siger Sisse: ”Det hele.” Men ak. Det skulle vise sig, at Danish Horse College trods de glade piger ikke kunne overleve i den form, det havde fået. Antallet af tilmeldinger til hestecollege faldt, måske fordi det trods alt er en sjat penge, forældre skal betale for at deres døtre kan udleve drømmen om et liv med skole og hest og ridning. Hvorom alting er, fra skoleåret 2016 var det slut med heste og hestepiger i Viden Djurs regi, men heldigvis fortsætte projekt Danish Horse College nu i regi af Grenå Rideklub i et godt samarbejde med Viden Djurs, hvor de unge hestepiger fortsat tager deres uddannelse.


Mad til mennesker

Mad kom på skoleskemaet på Viden Djurs. FOTO: Viden Djurs

Med Masterplanen gennemført, med Sciencebygningen indviet og taget i brug, med handelsgymnasium Rønde i god gænge, med oprettesen af Brazil Football College og Danish Horse College og med indlemmelsen af det gamle Hedebocenter i Campusområdet ja, så skulle man tro, at Viden Djurs gik ind i en rolig periode, hvor de mange nye tiltag kunne rodfæstes. Men helt sådan skulle det ikke komme til at gå, for nye initiativer så bestandig dagens lys. På Århusvej, hvor erhvervsuddannelserne har til huse, kunne man således den 24. september 2014 slår dørene op for en helt ny uddannelse: ”Mad til mennesker”. Og ligeledes i 2014 kunne man nu som noget helt nyt blive landbrugsuddannet i Viden Djurs regi, idet endnu en fusion med Viden Djurs som omdrejningspunkt så dagens lys, da Kalø Økologisk Landbrugsskole blev en del af Viden Djurs. Forklaringen på, at man på skolen i Grenå ikke lænede sig tilbage og stillede sig tilfreds med, hvad man havde opnået, er for læserne af

dette skrift velkendt, nemlig det begrænsede elevgrundlag i nærområdet. Skrækscenariet er fortsat en fusion med en af de store naboskoler. Ikke fordi man mener, at disse er dårlige. Men er man borger i Grenå, ved man af smertelig erfaring, hvad der sker, når centraliseringsmaskinen sætter ind: Det lokale sygehus blev nedlagt. Politistationens åbningstider beskåret. Og værst af alt: Det engang så stolte posthus i Grenå er endt som en skranke i Kvickly! Nej, langt bedre er det at kæmpe for sin selvstændighed end at blive reduceret til en skranke, som andre bestemmer over! Dertil kommer, at det rent samfundsmæssigt er vigtigt, at Viden Djurs er i stand til at tilbyde nærområdets unge en lang række uddannelser, således at man på Djursland kan komme op i nærheden af regeringens målsætning om, at 95 % af en ungdomsårgang får en uddannelse. Når man så på de uddannelser, Viden Djurs kunne tilbyde specielt på EUD-området, kunne man konstatere, at det var ret få: HG, smede, auto, EL og de digitale uddannelser. Stort set ikke andet. På den baggrund stillede man sig på Viden Djurs følgende spørgsmål: Hvilke uddannelser er der behov for på Djursland, og hvilke uddannelser er der mulighed for at få lov til at oprette? Svaret på de to spørgsmål var MAD. Djursland er et udpræget turistområde, og moderne turister sætter pris på at kunne få et godt måltid mad i områdets restauranter. Altså må der være brug for at kunne uddanne kokke og tjenere. Og i restgruppen af unge på Djursland, der ikke får en uddannelse, kunne der være en del, som kunne finde uddannelsen ”Mad til Mennesker” spændende, fordi den er mindre boglig og mere kreativ end eksempelvis HG157


uddannelsen. Så uddannelsen ”Mad til Mennesker” lå lige til højrebenet, det gjaldt så blot om at overbevise Regionsrådet, undervisningsministeriet og de nærliggende storbyskoler herom. På Viden Djurs var man sig bevidst om problemerne. Det kræver ret store økonomiske ressourcer at etablere uddannelsen, så en samarbejdspartner var måske en god ide. Endvidere var det måske fornuftigt at nøjes med at få grundforløbet til Grenå. Og endelig var det måske en god ide at få de omliggende skolers accept fremfor at rode sig ud i et større slagsmål med de storbyskoler, som så ofte havde følt sig udfordret af fribytterne fra Grenå. Derfor rettede man henvendelse til erhvervsskolen i Silkeborg, som havde gjort maduddannelsen til et af sine kompetenceområder. Og i region Midtjylland var man umiddelbart så positiv overfor ideen, at man satte et større analysearbejde i gang, der skulle undersøge, om der var rationale i at oprette Maduddannelsen i Grenå. Undersøgelsen er interessant, bl.a. fordi den viser, at unge i specielt Norddjurs Kommune i ringere grad end unge i Århus Kommune tager en ungdomsuddannelse. Undersøgelsen sandsynliggør, at transporttiden er væsentlig for unges valg af ungdomsuddannelse. Og medarbejderen i Region Midt gik grundigt til værks og fandt ud af, at mellem 4000 og 5000 unge på Djursland gennemsnitligt ville få 49 minutters kortere rejsetid, hvis de tager en uddannelse i Grenå fremfor i enten Århus eller Randers. Med andre ord så talte meget for at udbyde uddannelsen ”Mad til Mennesker” i Grenå – også fordi en sådan uddannelse med analysens ord kunne 158

være med til at understøtte den branchespecialisering, der findes i Nord- og Syddjurs Kommuner indenfor fødevareservice og turisme. Da analysen endvidere pegede på, at kun 30 af Århus Techs 393 elever på” Mad til Mennesker” i 2011 kom fra Djursland, ja, så måtte det være til at leve med for Århus Tech, at man måtte afgive disse 30 elever til Viden Djurs. Så vidt, så godt. Regionsrådet i Viborg var fortsat positivt indstillet, men det var Århus Tech så absolut ikke. Og Århus Tech skulle ifølge reglerne høres. Og Århus Tech kunne slet ikke se det pragtfulde i, at ”Mad til mennesker” skulle oprettes i Grenå. Lidt uforståeligt måske, for så mange potentielle Århus Tech – elever var der jo ikke tale om, at Grenå ville ”stjæle” fra den store skole derinde i Århus. Man spekulerede i Grenå på, om modviljen fra direktørkontoret på Århus Tech havde sin årsag i, at Viden Djurs har et hovedforløb i digitale uddannelser på adressen i Århus midtby, hvor Århus Tech måske kunne mene, at Viden Djurs ikke har så meget at gøre. Uanset hvad, så kom der en formel protest fra direktør Annette Lauridsen mod planerne om at oprette ”Mad til mennesker” i Grenå. Urimeligt, mente man i Grenå, som ikke så anden udvej end at gå til ministeren. Hvad der er sket mellem ministeren og Århus Tech, kan vi kun gisne om, men resultatet er klart. På et møde mellem de involverede parter gav Århus Tech sig. Viden Djurs kunne få lov til at oprette grundforløbet ”Mad til mennesker” mod at Århus Tech erstattede Silkeborg som skolen, Viden Djurs indgik et samarbejde med. Der er sikkert flere grunde til, at Århus Tech gav sig. For det første må man forestille sig, at ministeren lagde et, skal vi


kalde det, mildt pres på Århus Tech. For det andet kunne Århus Tech efter nærmere omtanke sikkert se det fornuftige i at lade Grenå stå for et grundforløb i Mad til mennesker, for alt andet lige ville det give flere elever til den store skoles hovedforløb. Men på Viden Djurs er man af den opfattelse, at det afgørende for, at Århus Tech gav sig formentlig var, at direktør Annette Lauridsen var overbevist om, at Viden Djurs aldrig ville kunne få uddannelsen op at stå. Det var en fejlvurdering. Og mon ikke, man på Århus Tech kan leve med den fejlvurdering, for i årene, der kommer, vil man i Århus givetvis modtage mange elever fra Grenå til videre uddannelse i den ædle kunst at lave mad til mennesker. Når Annette Lauridsen kunne tvivle på, at Viden Djurs kunne magte uddannelsen ”Mad til mennesker,” hænger det utvivlsomt sammen med, at en sådan uddannelse kræver store investeringer til indretning af køkkener mm. Her kom det gode samarbejde mellem Norddjurs Kommune og Viden Djurs imidlertid for alvor til sin ret. Kommunen kunne se perspektiverne i at få en maduddannelse til Grenå og bevilligede 2 millioner gode kommunale kroner til indretning af undervisningsfaciliteterne på Århusvej. Og nu skulle det gå stærkt, for der var kun få måneder til at de første elever i august 2014 skulle begynde på uddannelsen ”Mad til mennesker. ” Lis Vistisen Faseth, der underviser på uddannelsen fortæller, at det meste af sommerferien gik med at indrette det nye flotte køkken med tilhørende restaurant, hvor eleverne kan lære at servere de lækre retter, der produceres i køkkenet. Lis Vistisen fortæller, at opstarten var spændende men også

stressende, og ikke mindre stressende blev det, da eleverne - 24 i alt - startede. For det viste sig hurtigt, at det var 24 meget forskellige elever, der startede på skolen. Nogle var meget motiverede, andre var det i mindre grad, og enkelte var det slet ikke. De første måneders store frafald taler sit tydelige sprog herom. Årsagen til problemerne skal søges i det forhold, at de lokale jobcentre med oprettelsen af den nye uddannelse fik lejlighed til, skal vi sige, at henvise elever til den nye uddannelse. Eller måske skal vi anvende Lis Vistisens knapt så sarte formulering, nemlig at nogle af de jobsøgende med pisken blev ledt ud på den nye skole. Uanset hvilken formulering man foretrækker, så er det en kendsgerning, at af de 24 elever, der startede som hold 1 på grundforløbet ”Mad til mennesker” fuldførte kun 8 grundforløbet. Det skulle heldigvis vise sig, at med de næste holds elever, der havde fået en grundigere vejledning via brobygning, gik det langt bedre. Forløbet med det første hold illustrerer nogle af de udfordringer, erhvervsskolerne i Danmark står over for: de pålægges af politikerne at være de uddannelser, der skal løse problemerne med restgruppen af unge, der ikke får nogen uddannelse. Det er en udfordring, erhvervsskolerne gerne tager på sig, men problemfri, det er den ikke!

159


Kokkekunst på Viden Djurs. FOTO: Viden Djurs

Mere Mad på skoleskemaet Som et led i fremtidssikringen af skolen var mad for alvor kommet på skoleskemaet på Viden Djurs, for hvad er mere bestandigt end menneskets interesse for mad? Gradvist som levestandarden er steget, forfines menneskets tilgang til mad, ja, måske er det rigtigt, når det siges, at man i gamle dage spiste for at leve, mens man i dag lever for at spise – i hvert fald hvis man skal dømme ud fra mængden af madprogrammer i TV, mængden af kogebøger hos boghandlerne, antallet af madsider i ugeblade. Den store bagedyst! I dag er det et vigtigt livsstilsparameter, at man interesserer sig for madlavning derhjemme i samtalekøkkenet med sunde madvarer, økologiske madvarer, eksotiske madvarer; suppe, steg og kage er ikke længere nok til at imponere, der må, undskyld udtrykket, ganske andre boller på suppen! Og det er der kommet. De nye mediehelte er ikke længere kun skuespillere og sportsfolk, superheltene er kokkene, der hiver 160

de så eftertragtede Michelin stjerner hjem til deres restauranter. En ekstra stjerne til restaurant Noma og straks vil samtlige Tv-stationer gå i breaking news, mens forvænte gæster dagene derefter vil valfarte til den berømte restaurant for at nyde levende myrer, tang, bregneskud og skovsyre – nyt nordisk køkken! Jo, interessen for MAD er kommet for at blive, og de ret høje antal tilmeldinger til Viden Djurs nye erhvervsuddannelse ”Mad til mennesker” er vidnesbyrd om, at dette også gælder for folk på Djursland. Hvorfor så ikke gå videre? Hvorfor ikke oprette en ny studieretning på HTX med fokus på mad? Mon ikke den ville gavne også de unge på Game IT uddannelsen, der nok i ny og næ kunne bruge et tip om god og sund mad? På Viden Djurs besluttede man derfor, at tiden var kommet til at introducere en ny studieretning på HTX: Food Science. Initiativtagerne var Lennart Degn og Jonny Houmann Christensen, der begge underviser på HTX i fagene teknologi og kemi. I et interview med Djurslandsposten den 25. februar 2015 fortæller de, at de studerende på den nye studieretning kommer til at undersøge mad videnskabeligt. De kommer til at måle på, hvad råvarerne indeholder, og hvad der sker under tilberedningen, og man vil udfordre de gode gamle husråd for at se, om de virker. Måske man således kan efterprøve, om det virkelig kan være rigtigt, at overdreven indtagelse af kaffe, øl, alkohol og oh ve coca cola giver mavesår, mens vilde ris, bælgfrugter og mørkt brød virker direkte helbredende. De to initiativtageren ser store muligheder for en spændende studieretning, hvor man bl.a. kan


samarbejde med Kalø Økologisk Landbrugsskole, som er blevet en del af Viden Djurs – se næste afsnit. Endvidere håber man på et godt samarbejde med lokale fødevareproducenter om emner som f.eks. ”havet som spisekammer.” Måske bliver det således muligt i faglokalerne på Viden Djurs at efterprøve, om det nu er så sundt at spise tang som hævdet af tangkongen Heine Max Olesen, der er primus motor i et projekt, der går ud på at forvandle blæretang og sukkertang til velsmagende pesto. For ikke blot smager tang godt ”frisk og salt,” det er også uhyre sundt, fyldt som det er med mange vitaminer og med omega 3 fedtsyrer. Altså kan man, forklarer Heine, få dette sunde fedt uden at skulle spise fisk – måske en lidt overraskende udmelding fra Heine, der i mange år langede fisk over disken i forretningen ”Friskfisken”! Lennart Degn ser store fremtidsperspektiver i den nye studieretning på Viden Djurs, fordi den henvender sig til unge med interesse for gastronomi og sundhed, og ønsker man at videreuddanne sig som biokemiker, farmaceut eller mejerist, ja så kunne en studieretning som ”Food science” være et oplagt valg. Fusionen med Kalø Økologisk Landbrugsskole Kalø Økologisk Landbrugsskole. I bakkerne over Kalø Vig finder man en af de smukkest beliggende skoler i Danmark: Kalø Økologisk Landbrugsskole – eller rettere, man finder to for som nabo har landbrugsskolen Kalø Sproghøjskole, som man har en lang historie sammen med. Kalø Økologisk Landbrusskole har sin rod i højskolebevægelsen i Danmark. Skolen blev grundlagt i 1897 og

udviklede sig i løbet af nogle år til at blive husmandsbevægelsens første landbrugsskole. De første mange år havde den til huse i bygninger i Lyngby på Djursland. Imidlertid blev skolen i 1945 ramt af en ekspropriation af dele af skolens jorde og bygninger på grund af planer om en ny vej mellem Trustrup og Fannerup – bl.a. måtte skolens gymnastiksal give plads for fremskridtet. Gode råd var nu dyre, for hvordan videreføre en landbrugshøjskole uden gymnastiksal, hvor karlene kan dyrke gymnastik efter salig kaptajn Jespersens principper? Redningen kom fra uventet kant, nemlig fra Kalø Gods. Dette havde siden 1824 været ejet af den holstenske adelsfamilie von Jenisch, der på mange måder havde spillet en stor og positiv rolle for Rønde og omegn. Jenischfamilien var derfor meget afholdt, hvilket selv ikke den tyske besættelse af Danmark ændrede på. En smuk mindesten opsat i 1944 af godsets danske medarbejdere til ære for ejeren Vilhelm Jennisch, der som tysk officer i 1943 faldt i kampe i Grækenland, vidner herom. Ikke desto mindre blev Kalø Slot i lighed med al anden tysk ejendom i Danmark efter krigen konfiskeret af den danske stat, og da landbrugsskolen i Lyngby stod og manglede jord og lokaler, kunne den jo meget passende flytte ind på Kalø – nærmere bestemt på Skovriderstedet, der fra 1948 blev hjemsted for Kalø Landbrugsskole. I 1952 udvidede man undervisningen med sprogkurser i engelsk og tysk ud fra en erkendelse af, at unge landmænd såmænd kan have glæde af gode sprogkundskaber – og så kunne man måske også få unge piger til at frekventere skolen! Disse sprogkurser blev en stor succes og ud fra dem skabtes 161


en ny skole: Kalø Sproghøjskole. De to skoler kom gennem mange år til at leve side om side i lyst og nød, indtil de af lovgivningsmæssige årsager måtte skilles. Det skete endeligt den 29. januar 2014, da nye skøder for hver af de to skoler kunne tinglyses. Forud var gået tre års intensive forhandlinger, hvor man skulle blive enige om, hvordan de mange bygninger og jordarealer skulle fordeles mellem de to skoler – ikke en helt nem proces. Resultatet af den langvarige adskillelsesproces blev, at to helt selvstændige skoler så dagens lys: Kalø Økologisk Landbrugsskole og Højskolen på Kalø. Kalø Økologisk Landbrugsskole uddanner økologiske landmænd. Den økologiske linje havde været gældende for skolen på Kalø siden 2002, idet Kalø Landbrugsskole dette år fusionerede med Den Økologiske Landbrugsskole, der siden 1982 som grøn pioner havde haft sit virke oppe i Store Vildmose. Baggrunden for fusionen var, at den økologiske landbrugsskole var i økonomiske problemer, og derfor havde brug for en partner. Det samme kunne siges om skolen på Kalø – derfor fusionen. Men som skolens tidligere forstander Kim Quist i en samtale med forfatteren formulerer det, så blev to minusser denne gang desværre ikke til plus. Kim Qvist blev ansat på Kalø Økologisk Landbrugsskole den første januar 2012. Han er uddannet skolelærer, men tilføjer hurtigt, at han har 20 års erfaring som økologisk hobbylandmand, ligesom han er næstformand i Økologisk Landsforening. Den grønne profil hos forstanderen er således i orden. Jobbet på Kalø opfatter Kim Qvist som lidt af et ønskejob, dog ikke kun på grund af skolens 162

grønne profil, men også fordi skolen som før nævnt var i minus: Kort og godt, Kim Qvist overtog en skole i krise. Personalet var stærkt reduceret i antal, motivationen var lav, egenkapitalen var stort set ikke eksisterende, forholdet til naboskolen, som man lå i separationsforhandlinger med, var, skal vi anvende udtrykket, ”anstrengt”, og elevsammensætningen var ikke ideel, idet 85% af eleverne var østeuropæere, først og fremmest polakker, der måske var mere interesserede i at bruge skolen som en indgangsport til det danske arbejdsmarked end i at få en god solid dansk landbrugsuddannelse. Dertil kom, at bestyrelsen efter et frasalg af jord havde investeret det meste af provenuet i et nyt hestecollege ud fra den betragtning, at kunne man tiltrække hestepiger, ja så ville drengene melde sig til skolen sådan nærmest helt af sig selv. Problemet var blot, at de hen ved 40 heste, man fik anskaffet, var dyre i drift, og at de lagde beslag på stort set al skolens jord, for 40 heste kræver plads at udfolde sig på. Hermed stod man med en landbrugsskole, hvor det var svært at drive landbrug – næppe nogen ønskeposition for netop en landbrugsskole. Jobbet som forstander på skolen var altså et ønskejob, hvis man ellers kan lide udfordringer, hvad Kim Qvist åbenbart kan. Men også et taknemmeligt job, for som Qvist med et skævt smil siger: Det kunne næsten kun gå bedre…..med mindre det altså gik værre: en lukning af skolen. Kim Qvist gav sig selv 12 til 18 måneder til i samarbejde med de tilbageværende ansatte at skabe et grundlag for skolens overlevelse. De første mange måneder gik med at få vendt den nedadgående spiral. Og det lykkedes. Ny energi og ny inspiration skabte


fornyet motivation hos lærerne, elevtallet voksede og elevsammensætningen ændredes, således at flere danske elever meldte sig på skolen. Alt dette var resultat dels af en intensiv markedsføring, hvorved den sidste sparsomme rest af egenkapitalen forsvandt, dels af det faktum, at økologitanken faktisk er i fremgang her i landet. Samtidig havde man fået en regering, der med Kim Qvists ord ville noget med økologien. Og endelig nævner forstanderen, at man fik skabt et bredt netværk i den økologiske sektor, hvilket næstformandsjobbet i Økologisk Landsforening sikkert nok bidrog til. Skolen var således på nogle punkter i fremgang. Ikke desto mindre foreslog Kim Quist i den strategiplan, han august 2013 præsenterede skolens bestyrelse for, at Kalø Økologisk Landbrugsskole måtte finde en samarbejdspartner, ja måske måtte den ligefrem fusionere med en anden uddannelsesinstitution. Hvorfor nu det, kunne man spørge, skolen var jo tilsyneladende kommet ind i en god udvikling. Svaret er enkelt. Skolen havde været nødlidende i en række år, og der havde derfor ikke været råd til at vedligeholde bygningerne, der fremstod som nedslidte og utidssvarende, ja måske havde de ligefrem svært ved at leve op til samtlige de krav, talrige offentlige byggeregulativer stiller. Massive investeringer i bygningerne var derfor helt nødvendige. Uden egenkapital og med svage regnskabsresultater var det ikke muligt at låne til investeringer. Og ikke nok med det. Med den øgede elevtilgang udstilledes bygningernes mangler ”i al deres gru.” For nok genererer flere elever flere indtægter, men jo også flere udgifter: flere lærere skal ansættes, sliddet på bygningerne intensiveres

og forbruget af el, varme og vand øges. Så det er godt med elevfremgang, men gratis er det ikke. Det var således uomgængeligt for Kalø Økologisk Landbrugsskole at finde en større samarbejdspartner, der kunne se potentialet i skolen. Heldigvis var bestyrelsen enig med forstanderen – ja, den drog efter sigende et lettelsens suk, da han fremlagde strategiplanen, for alene var opgaven med at videreføre skolen så godt som umulig, det vidste man inderst inde godt – et åg blev således taget af bestyrelsesmedlemmernes skuldre. Nu gjaldt det så bare om at finde en passende samarbejdspartner. Møder med områdets erhvervsskoler gjorde det hurtigt klart for Kim Qvist, at den ideelle partner for den økologiske landbrugsskole var Viden Djurs, først og fremmest fordi han kunne se et værdifællesskab mellem skolerne i Grenå og skolen på Kalø. Uvæsentligt var det heller ikke, at Kalø som bekendt ligger på Djursland, som Viden Djurs opfatter som sit naturlige opland og virkeområde. Desuden var det vigtigt, at skolen i Grenå, som det er fremgået af dette skrift, er kendt for at dyrke nicher, andre skoler måske ikke er så optaget af. Og en landbrugsskole, der lægger vægt på økologi må vel siges at dyrke en udpræget niche. Væsentligt for skolen på Kalø var det endvidere, at ledelsen på Viden Djurs garanterede den en udstrakt grad af selvstændighed mht. det, man har forstand på: at uddanne økologiske landmænd. Men det allervigtigste for valget af Viden Djurs som samarbejdspartner var, at Kalø Økologisk Landbrugsskole fik en garanti for, at der i Viden Djurs-regi skal være en landbrugsskole på Kalø, og 163


at den ikke kan være andet end økologisk – med den garanti var man ifølge Kim Qvist med på stort set hvad som helst.

Forstander Kim Quist og Direktør Ole Svit. FOTO: Lars Norman Thomsen

Med bestyrelsens accept først af et tæt samarbejde med Viden Djurs senere af en fusion mellem de to skoler gik det stærkt, og den 2. juli 2014 kunne fusionsaftalen mellem Viden Djurs og Kalø Økologisk Landbrugsskole underskrives. At Viden Djurs kunne se en interesse i at fusionere med Kalø Økologisk Landbrugsskole, var der især to årsager til: For det første kunne man med en ny landbrugsfaglig uddannelse gøre viften af erhvervsuddannelser bredere, hvilket som tidligere nævnt var et stort ønske på Viden Djurs. Og for det andet kunne man med skolen på Kalø få fodfæste i Syddjurs Kommune, hvor man bortset fra handelsgymnasiet i Rønde ikke er særligt synlig, hvilket længe har naget ledelsen på Josiassens 164

Vej. For hvis Viden Djurs ikke er aktiv i Syddjurs Kommune, ja, så kunne man forestille sig, at andre større erhvervsskoler – ingen nævnt, ingen glemt - måske en dag kunne blive det. Fusionen med Kalø kunne sikre Viden Djurs en permanent tilstedeværelse i Syddjurs, som tidligere har leveret så mange elever til skolen i Grenå. Noget af det tabte kunne måske vindes tilbage. Med aftalen mellem Viden Djurs og Kalø Økologisk Landbrugsskole blev der skabt et fundament for at skolen på Kalø kan videreføres. Ny kapital dels fra ministeriets fusionspulje dels fra Syddjurs Kommune og fra Viden Djurs blev tilført, således at bygningsmassen kan fornys og udbygges. Administrativt bliver skolen på Kalø styrket ved fusionen med Viden Djurs. Før havde Kim Qvist fungeret som HR – chef, udviklingschef, økonomichef, administrationschef, bygningschef mm – nu blev mange af opgaverne overtaget og professionaliseret af Viden Djurs. Medarbejderne på Kalø tog positivt imod ideen om fusion; nok var man lidt bekymret over, om kulturen på skolen ville kunne fortsætte, men alternativet – en lukning af skolen – var ubærligt. Alt i alt mener Kim Qvist, at processen med at få de to skoler til at arbejde sammen er forløbet, som man kunne ønske det. Man har lært hinanden at kende gennem gensidige besøg, og ikke mindst forskellige events på Kalø for Viden Djurs - medarbejdere har fremmet processen: klip et får, fang en gris, tilbered et lækkert økologisk måltid mad! Kalø er på denne måde ligefrem blevet efterspurgt på Viden Djurs mht. at bruge skolens faciliteter og skønne beliggenhed til kurser, efteruddannelse, møder mm – og så kan man jo i


den sammenhæng altid fange en gris, klippe et får, lave økologisk mad! Nu kunne den skeptiske læser måske hæve brynene en anelse og spørge, om det ikke er et noget umage par, der nu fusionerer: En moderne, dynamisk, strømlinet uddannelsesinstitution som Viden Djurs, der endda har specialiseret sig i noget så avanceret som it og spiludvikling, og så en økologisk landbrugsskole med rod i en skole skabt oppe i Store Vildmose af en gruppe idealistiske lettere venstreorienterede økofreaks? Stillet overfor dette spørgsmål tænder forstander Kim Qvist for alvor. Jo, den oprindelige skole deroppe i Store Vildmose var absolut præget af stor idealisme og af en lettere venstreorienteret grundholdning – og idealismen er båret med ind i skolen på Kalø, det vedstår Kim Qvist sig hellere end gerne. Men den idealisme, der bærer den økologiske tankegang – og her minder forstanderen om, at ordet økologi kommer af græske ”oikos” der kan oversættes med udtrykket ”hold hus med dine ressourcer” – den svæver jo ikke frit i den blå luft. Danmark er faktisk et af de lande i verden, hvor den økologiske tankegang fylder mest. Det vil sige, at den økologiske idealisme efterhånden har fundet sin form og er blevet en naturlig og integreret del af det bestående samfund, hvor ideen om at sikre rent drikkevand, bedre dyrevelfærd og en frugtbar jord er udtryk for både idealisme og sund fornuft. Ja forstanderen, der nu har talt sig rigtig varm, mener kort og godt, at med den nye vægt på økologiske dyrkningsmetoder er man vendt tilbage til den måde, man har dyrket jorden på i 2000 år, nemlig bæredygtigt. De seneste 70 år ser han

som en undtagelse fra dette fornuftige princip, en periode, hvor man har syntes, at man skulle bruge kunstgødning og pesticider som den lette løsning. Om foreningen ”Bæredygtigt Landbrug” så er helt enig i forstanderens beskrivelse af udviklingen i dansk landbrug, er det ikke her stedet at gisne om, blot skal det slås fast, at Kim Quist og hans folk tror på ideen om økologi og bæredygtighed – også når det gælder dansk landbrug. Det afgørende for en skole som den på Kalø bliver så at demonstrere, at økologi ikke bare er et udtryk for idealisme men også et udtryk for sund fornuft, rettidig omhu og økonomisk bæredygtighed. Økologi er kommet for at blive, det er forstanderen overbevist om, for som han siger, man vil jo heller ikke i fremtiden producere biler, der ikke kører længere på literen, og man vil ej heller nedprioritere sundhed, således at befolkningen bliver usundere, det giver vist ingen mening. På samme måde vil man i fremtiden sige ja til at producere mere bæredygtigt, og det gælder derfor om at få udviklet de kompetencer, der skal til for at sikre denne ønskede udvikling. Og hermed en Kim Qvist klar til at besvare spørgsmålet fra før om det tilsyneladende umage par: Viden Djurs og Kalø Økologisk Landbrugsskole. Viden Djurs har gennem sin historie demonstreret, at man kan se potentialet i at udvikle og dyrke nicher, som andre skoler ikke har fået øje på – et godt og aktuelt eksempel herpå er uddannelsen af spiludviklere. På samme måde har Viden Djurs set potentialet i en anden niche, nemlig udviklingen af økologiske kompetencer hos fremtidens landmænd. Fusionen mellem Viden Djurs og Kalø Økologiske Landbrugsskole 165


passer således fint med det, som er den røde tråd i historien om Viden Djurs: nemlig evnen til at se lidt ind i fremtiden, se hvilke kompetencer, der bliver behov for – og så handle derefter. Dermed er et ægteskab mellem Viden Djurs og Kalø Økologiske Landbrugsskole ikke en underlig hybrid men en naturlig konsekvens af de to skolers måde at agere på i et moderne samfund – ifølge forstander Kim Quist. Alt i alt ser forstander Kim Quist fortrøstningsfuldt på fremtiden for skolen på Kalø og på det fremtidige samarbejde med Viden Djurs. Udfordringerne er mange. Skolen skal udbygges, der skal bygges og renoveres. Nye uddannelser skal implementeres, i og med at den nye erhvervsskolereform træder i kraft sommeren 2015. Elevtallet skal stige – ikke mindst regner Kim Quist med, at flere piger vil søge ind på uddannelsen, idet den økologiske tankegang i høj grad appellerer til pigerne, der er meget bevidste om betydningen af dyrevelfærd, det sunde liv, den rene natur – alt det, Kalø Økologisk Landbrugsskole gerne vil være kendt for over det ganske danske land. En smuk sensommerdag i 2016 begav forfatteren sig atter til Kalø Økologiske Landbrugsskole for at høre, hvordan det så rent faktisk er gået skolen efter fusionen. På forstanderkontoret sidder nu Morten Erbs, der har en landbrugsuddannelse bag sig, og som siden 2008 havde været underviser og uddannelsesleder på skolen. Forstanderjobbet overtog han pr. 1. august 2015, efter at Kim Qvist havde stået for at gennemføre fusionen med Viden Djurs. Og Morten Erbs er ikke i tvivl. Fusionen 166

med Viden Djurs har været en fordel for Kalø Økologiske Landbrugsskole. Administrationen af skolen er blevet effektiviseret og professionaliseret - hvor man før havde op til fire administrative medarbejdere ansat på skolen, har man nu kun en enkelt. Og ny kapital er tilført skolen, så man har kunnet renovere og modernisere bygningsmassen og bygge nyt.

Forstander Morten Erbs. FOTO: Ulla Skovsbøl.

Således kunne man den 25. september 2015 indvie helt nye undervisningslokaler ved Brogården. Fra de nye lokaler kan eleverne se direkte ind til stalden med 25 køer, således at ideen om en tæt sammenhæng mellem teori og praksis kan virkeliggøres. Eleverne får ikke langt, hvis de skulle få lyst til at klø en ko bag øret! Og dette med den tætte kontakt til dyrene er ifølge forstander Morten Erbs særligt vigtigt i dag, hvor flertallet af skolens elever ikke kommer direkte fra landbruget, men derimod fra byen, hvor man ikke umiddelbart er vant til at gå og klø kalve bag øret! Hoved og hænder skal ifølge Morten Erbs


arbejde sammen, og det er der alle muligheder for, når man kan gå direkte fra klasselokalet og ud i stalden til køer og kalve! Fusionen har endvidere betydet, at man har kunnet udvikle sine uddannelser, idet Viden Djurs råder over en lang række faglige kompetencer, som der også kan være brug for på en moderne landbrugsskole. Således har man lagt et business grundforløb ind i uddannelserne på Kalø ud fra den betragtning, at en moderne landmand skal kunne mere end at pløje og så og høste. En moderne landmand er også en forretningsmand, der skal have forstand på markedsanalyse, på regnskab, på markedsføring, på produktudvikling og på at skabe nye ejerformer, idet den gamle ide om én mand én gård er mere eller mindre passé, hvilket en masse landmænd komme til at erfare på den ene eller anden måde i årene der kommer – ifølge Morten Erbs. Kalø skal således være en skole, der uddanner fremtidens landmænd, og fremtidens landmænd får brug for at være innovative iværksættere, produktudviklere, der kan se, hvor markedet bevæger sig hen. Den opmærksomme læser vil nikke og nu fuldt ud forstå, hvorfor Kalø Økologiske Landbrugsskole og Viden Djurs passer så godt sammen, for ideen om iværksætteri og innovation er jo heller ikke helt fremmed for skolen i Grenå! Så jo, fusionen er gået ”voldsomt smertefrit” – den skepsis der var om en fremmed fjendtlig overtagelse blev gjort til skamme, da man først kom i gang med det daglige arbejde sammen med Viden Djurs. Og resultatet mht. elevoptagelse har været entydigt positivt. I 2013 var Kalø-skolen landets mindste målt pr. elevoptag, september 2016 er

skolen landets næststørste landbrugsskole målt på elevoptaget. Hvis den tendens fortsætter, vil Kalø Økologiske Landbrugsskole 2019 være landets største! Den mest markante fremgang har man haft på uddannelsen Global Organic Farmer, som optager elever både fra Danmark og fra udlandet, for tiden først og fremmest fra Afrika – halvt af hver. De danske elever skal uddannes til at både at kunne drive landbrug eksempelvis i Afrika og til at kunne tage ud i verden og uddanne økologiske landmænd. Morten Erbs synes, at det er oplagt at udbrede den danske landbrugsuddannelse til hele verden, for, som han siger, den er hverken ensidigt praktisk eller fladpandet universitær – den er meget passende et udtryk for den gyldne middelvej. Den internationale uddannelse har især tiltrukket mange piger fra storbyerne, ja faktisk er pigerne i dag i overtal på skolen, og det på trods af at de 40 heste fra det nu nedlagte hestecollege har måttet finde andre græsgange!

Elever fra Kalø på praktikophold i Afrika. FOTO: Kalø Økologisk Landbrugsskole.

167


Morten Erbs er således meget optimistisk på skolens vegne, og han slutter samtalen af med følgende fyndige udsagn: ”Man skal være meget fantasifuld, hvis man skal finde noget negativt at sige om fusionen med Viden Djurs.”

Skolen og Borgmestrene Samtale med borgmester Jan Pedersen, Norddjurs Kommune

Borgmester Jan Petersen foran de nye ungdomsboliger i Grenå.

I historien om en uddannelsesinstitution som Viden Djurs ligger fokus naturligt nok på skildringen af denne institutions indre udvikling. I nærværende fortælling om erhvervsskolerne på Djursland har det været en rød tråd at vise, hvordan skolerne på trods af alle spådomme om det modsatte har været i stand til at overleve og endog udvikle sig i en tid, hvor de små skoler af mange grunde har haft det svært. Det må dog ikke glemmes, at Viden Djurs har været og fortsat er en vigtig del af lokalsamfundet, og at samspillet mellem skolen og de offentlige myndigheder, in casu Norddjurs og Syddjurs Kommune, spiller en væsentlig rolle både for skole og for kommune. At tale om et skæbnefællesskab er måske at tage munden for fuld, men at kommune og skole har brug for hinanden og glæde af hinanden, det er svært at benægte. For at få et nærmere indblik i Norddjurs 168


Kommunes syn på Viden Djurs fik forfatteren et møde med borgmester Jan Petersen, som siden 2010 har stået i spidsen for Kommunen. Mødet fandt sted en hed junidag i 2014 på borgmesterkontoret i Grenå. Borgmesteren bemærkede tørt, da han tog imod, at indeklimaet – det fysiske vel at mærke – ikke var det bedste på rådhuset og da slet ikke på så varm en sommerdag, og varmt var der da også på borgmesterkontoret, hvor Jan Pedersen den næste halve time veloplagt gjorde rede for sine synspunkter angående uddannelse i al almindelighed og Viden Djurs i særdeleshed. Ifølge borgmester Jan Petersen er det vigtigt for en kommune som Norddjurs, at der i kommunen findes stærke ungdomsuddannelser, ikke mindst fordi dette øger sandsynligheden for, at områdets unge får en ungdomsuddannelse – nærhed spiller rent faktisk en rolle herfor. Desuden øger det chancen for, at de unge bliver i kommunen, som derved kommer til at råde over en veluddannet arbejdskraft, som de lokale virksomheder kan få gavn af – og virksomheder kan man jo ikke få nok af i en udviklingskommune som Norddjurs. Og endelig nævner Jan Petersen, at ungdomsuddannelserne som f.eks. Viden Djurs jo beskæftiger mange veluddannede medarbejdere, som er med til at gøre kommunens borgersammensætning spændende og mangfoldig – og gift er de jo mange af dem, og dermed er det double up! Så jo, Viden Djurs og de andre ungdomsuddannelser er med til at skabe liv og mangfoldighed i byen – og så undlader borgmesteren endda taktfuldt at nævne, at skat betaler de minsandten også. På spørgsmålet, om Jan Petersen ser det

som en selvfølge, at alle ungdomsuddannelser er repræsenteret i Grenå, medgiver han, at det er det jo ikke. Til stadighed må man i de gamle egnscentre kæmpe mod centraliseringstendenserne i samfundet, nogle kampe vinder man, nogle kampe taber man, hvilket Grenå gennem de senere år har erfaret på den hårde måde. Derfor glæder borgmesteren sig over, at det har været muligt at bevare og udbygge de lokale ungdomsuddannelser i Grenå, og at de fortsat eksisterer som selvstændige institutioner. For Jan Petersen lægger ikke skjul på, at man i kommunen har frygtet, at eksempelvis Viden Djurs skulle blive en satellit af en større skole i en fjernere storby, fordi, som han siger, satellitter kan i givet fald lettere fjernes. Det er derfor vigtigt at fastholde et lokalt ejerskab til skolerne med den loyalitet, disse har overfor lokalområdet, også fordi skolerne derved bliver mindre sårbare over for andres luner. Borgmesteren understreger, at også kommunen må kæmpe for de lokale skoler, og han nævner, at man har været i ministeriet for at slå i bordet for at få de uddannelsesgodkendelser til skolerne, der er brug for. Ligeledes nævner Jan Petersen, at kommunen har måttet føre en ret hård kamp mod regionen for at få opretholdt de busruter, der er helt nødvendige for at skolerne i Grenå kan modtage eleverne fra oplandet. Så jo, på borgmesterkontoret i Grenå er det klart, at intet er givet, og at man må kæmpe for at bevare de ungdomsuddannelser, der er af så stor betydning for byens og kommunens fortsatte udvikling. Når det kommer mere specifikt til Viden Djurs, er borgmesteren klar i mælet. Han er kort og godt imponeret over den udvikling, skolen er inde 169


i. Viden Djurs har skaffet nye uddannelser til Grenå og har i kraft heraf trukket unge fra hele landet til byen og dermed skabt et unikt uddannelsesmiljø specielt omkring satsningen på spiludvikling. Det er ifølge borgmesteren ret godt gået og en stor fordel for Grenå, at langt flere unge, end oplandet egentlig berettiger til, kommer til byen, der jo mangler et halvt opland; den anden halvdel er jo, som han siger rødspætter – og dem er der vist ikke engang for mange af lige i øjeblikket. Borgmesteren ser de mange unge, der kommer udefra, som ambassadører for Grenå; de rejser hjem og fortæller forhåbentlig en god historie om Grenå, de er kort og godt med til på en positiv måde at sætte Grenå på Danmarkskortet. Og borgmesteren drømmer om, at mange af de unge, der får deres ungdomsuddannelse i Grenå på et tidspunkt efter endt videreuddannelse kommer tilbage til byen for at arbejde – måske endog som selvstændige indenfor spilbranchen i tæt samarbejde med det spiludviklingsmiljø, som er skabt på Viden Djurs. På spørgsmålet om, hvordan kommunen konkret kan bidrage til, at Viden Djurs fortsat kan tiltrække unge fra hele landet til sine uddannelser, nævner Jan Petersen kommunens engagement i det, der er sket på den gamle Gredana - grund, hvor der, som tidligere beskrevet, er bygget nye ungdomsboliger, og hvor et nyt iværksættermiljø for spiludvikling etableres. Kommunen har leveret godkendelsen af byggerierne, kommunen har ydet et tilskud på 10 % til byggerierne, som boligforeningen B45 står for, ligesom kommunen for så vidt angår den sidste fase af Gredanaprojektet garanterer, at man træder til, hvis det skulle knibe med at udleje 170

nogle kvadratmeter. Dette er et udtryk for, hvor stor betydning kommunen tillægger udviklingen på den gamle Gredanagrund. For med dette projekt får Grenås borgere noget pænt og nyttigt at se på der, hvor den gamle industriruin lå. Og i tilgift flytter en masse spændende unge mennesker til byen, som hermed bliver mere attraktiv, mere mangfoldig. Men borgmesteren er meget bevidst om, at de unge, der kommer til byen, har brug for tilbud, der kan gøre deres ophold i byen til en positiv oplevelse – gode boliger og gode undervisningstilbud gør det ikke, for de unge lever jo også et aktivt ungdomsliv. Derfor er kommunen gået ind i arbejdet med at omskabe det gamle arresthus til et spændende ungdomshus med mangfoldige tilbud til byens unge. Netop mangfoldigheden i ungdomshuset er vigtig, fordi gruppen af unge i Grenå med de mange forskellige tilflyttere udefra i sig selv er blevet mere mangfoldig. Man har fra kommunens side lagt stor vægt på, at huset i høj grad skal være brugerstyret, og derfor har man etableret et ungdomsråd, som får stor indflydelse på, hvad ungdomshuset kan tilbyde byens unge. Så fremover vil man se, at der hvor egnens forbrydere førhen afsonede på vand og brød, der udfoldes nu et frodigt ungdomsliv så vidt muligt styret af de unge selv. Hvor fangerne fra deres celler bag tremmerne kunne kigge længselsfuldt ud på friheden, der etableres nu kreative værksteder for byens unge – det er da en god og opbyggelig historie. Mod slutningen af samtalen kommenterede borgmesteren den nye erhvervsskolereform, som han håber, vil styrke tilgangen til erhvervsuddannelserne – ikke mindst tilgangen til


grunduddannelserne på teknisk skole. For, som han siger, så kommer Danmark i fremtiden til at mangle gode håndværkere – noget man også kommer til at mærke på Djursland, hvor traditionelle erhverv som industri, landbrug, håndværk, fortsat spiller en stor rolle. At kun 17% af en årgang vælger at tage en erhvervsuddannelse, ser borgmesteren således som et stort problem for produktionsdanmark. På spørgsmålet om, hvorfor det er gået sådan, tager borgmesteren et dybt åndedrag, før han giver sig i kast med svaret. Som han ser det, er den beklagelige udvikling udtryk for et vist mål at uddannelsessnobberi, hvor den akademiske uddannelse af mange opfattes som slutmålet for en rigtig karriere. Over cafelatten var det ikke svært at blive enige om, at fremtiden lå i de kreative og teoretiske fag, og dermed akademiseredes hele uddannelsessystemet til stor skade for mange drenge, der hellere vil knokle med en lastbil end læse H.C. Andersen. Borgmesteren, der nu for alvor taler sig varm, går især i rette med den opfattelse, at håndens arbejde er på vej ud. Folk på Djursland går hver dag til drejebænken, de sætter sig i lastbilen, hvis ikke de starter traktoren og pløjer markerne, de rejser et stillads og de bygger huse. På den baggrund er det problematisk, at man i høj grad har fokuseret på de boglige uddannelser. Jan Petersen understreger, at han ikke taler mod akademiske grader og teoretisk dygtighed, men han håber og tror på, at den nye erhvervsuddannelsesreform vil rette op på nogle af skævhederne i uddannelsessystemet. For ham vil et succeskriterium for reformen ganske enkelt være, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse,

og han ser frem til et godt samarbejde mellem erhvervsskolerne og folkeskolen ikke mindst hvad angår implementeringen af EUD 10 – en valgretning indenfor folkeskolens 10. klasse, hvor en del af undervisningen skal lægges ud på en erhvervsskole. Til slut i samtalen understreger borgmester Jan Petersen, at han opfatter samarbejdet mellem Norddjurs Kommune og Viden Djurs som godt og tillidsfuldt. ”Vi har fundet en form, hvor vi holder med hinanden og om hinanden – og så kan der være nogle problemer indimellem, vi skal have løst.” Og med et skævt smil tilføjer borgmesteren: ”Vi betaler jo ikke alle regninger ukritisk.” Men det gode er, at kommune og skole i de senere år har mærket, at man vil hinanden – det er jo et solidt fundament for det fremtidige samarbejde. Dokumentationen herfor er der jo i de mursten og i den vækst på skolen, kommunen på forskellig vis understøtter. Hermed sluttede samtalen med borgmester Jan Petersen, der med et lille suk kiggede hen på de papirbunker, der tydeligt kunne ses på borgmesterens skrivebord. Forfatteren derimod kunne forlade borgmesterkontoret med en stort tak til Jan Petersen for samtalen for derefter at begive sig ud i den sommerhede by.

171


Samtale med Borgmester Claus Wistoft, Syddjurs Kommune

Borgmester Claus Wistoft, Syddjurs. FOTO: Syddjurs Kommune

Som det er fremgået af dette skrift har Viden Djurs de seneste år udvidet sine aktiviteter i Syddjurs Kommune, nærmere bestemt i Rønde. Her finder man Viden Djurs institutionerne Handelsgymnasium Rønde og Kalø Økologisk Landbrugsskole, og som det seneste fagre træ i skoven finder man EUD 10, som har til huse på landbrugsskolen, og som Syddjurs Kommune har skrevet kontrakt med Viden Djurs om at drive – en fin ny pavillon, hvis elever er 172

med til at skabe liv på landbrugsskolen. Derfor var det naturligt, at forfatteren en halvkold augustdag i sommeren2016 tog til rådhuset i Ebeltoft for der at høre, hvad borgmester Claus Wistoft har at sige om Syddjurs Kommunes samarbejde med Viden Djurs. Borgmesteren tog imod i sit fint renoverede kontor og startede med at understrege, at det for Syddjurs Kommune er vigtigt, afgørende vigtigt, at have ungdomsuddannelser lokalt i kommunen. For, som han sagde, så betyder nærhed til uddannelsesstederne utrolig meget for overhovedet at få de unge til at vælge en ungdomsuddannelse. Og da også Syddjurs Kommune er underlagt landsmålsætningen om, at 95 % af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse, ja, så er det vigtigt, at man i kommunen kan tilbyde de unge at gå på lokale uddannelsesinstitutioner. Og da man ikke selv i Syddjurs har erhvervsuddannelser, ja så er man afhængig af at have et samarbejde med erhvervsskolerne i nabokommunerne. Claus Wistoft fortæller, at det i princippet er ligegyldigt, om man samarbejder med skolerne i Århus, Randers eller Grenå, men han tilføjer dog, at da Viden Djurs jo er en Djurslandsbaseret skole, og da Syddjurs jo unægtelig ligger på Djursland, så er det ikke unaturligt, at Viden Djurs er en vigtig samarbejdspartner for Syddjurs Kommune. En stærk uddannelsesinstitution på Djursland er noget, man i Syddjurs ganske enkelt har en interesse i at understøtte. På den baggrund blev henvendelsen fra Viden Djurs om at oprette en helt ny HHX – skole i Rønde modtaget meget positivt på rådhuset i Ebeltoft, for ideen om en HHX skole i Rønde


passede som fod i hose med kommunens ønske om at oprette et stærkt uddannelsesmiljø i netop Rønde, hvor i forvejen det almene gymnasium har til huse. Campus Kalø visionen kunne dermed blive til virkelighed. Kommunen gik da også aktivt ind i bestræbelserne på at skabe det nye handelsgymnasium, idet kommunen stillede en økonomisk garanti, hvilket, understregede Claus Wistoft, er helt i overensstemmelse med lovgivningen, da garantien jo skulle gives til et uddannelsesformål. Borgmesteren glæder sig over, at kommunen med den nye skole i Rønde har givet de unge fra området en mulighed for at tage en gymnasial erhvervsuddannelse lokalt, og at det dermed har været muligt at bryde den trend, der sender de unge til skolerne i storbyen – in casu Århus. Ligeledes glæder borgmesteren sig over, at det er lykkedes at skabe et stærkt uddannelsesmiljø i Rønde, idet alle skolerne er gået positivt ind i arbejdet med at gøre Rønde til et aktivt og dynamisk uddannelsescenter i Syddjurs Kommune. Derfor er det heller ikke svært at forstå, at man på borgmesterkontoret i Ebeltoft er særdeles glad for, at der med fusionen mellem Viden Djurs og Kalø Økologiske Landbrugsskole er pustet nyt liv i den gamle landbrugsskole, der i nogle år med borgmesterens ord havde været nødlidende. For, som Claus Wistoft siger, så er det aldrig rart for en kommune at huse en uddannelsesinstitution, der lever på kanten af overlevelse. Kommunen støttede således aktivt fusionen både ved at anbefale den over for ministeriet og ved at bevillige 3 millioner kroner til nødvendige investeringer på skolen, og borgmesteren ser nu med fortrøstning på fremtiden

for skolen med den smukke beliggenhed deroppe på bakken tæt ved Rønde. Det seneste eksempel på Syddjurs Kommunes samarbejde med Viden Djurs er oprettelsen af en 10. klasse i Viden Djurs – regi: EUD10. Borgmesteren forklarer, at bag ønsket om at oprette en erhvervsrettet 10 klasse i Syddjurs ligger den kendsgerning, at man gerne vil have flere unge over i de erhvervsrettede ungdomsuddannelser – man vil simpelthen gerne have flere elever fra folkeskolen tættere på det, Claus Wistoft benævner som det reelle arbejdsmarked. For mange unge vælger efter borgmesterens mening at gå på gymnasiet samtidig med, at man også i hans kommune mangler arbejdskraft i alle håndværksfag og indenfor servicesektoren. Det gælder om at få de unge til at forstå, at fremtidsudsigterne for håndværkere og de ansatte i servicesektoren er endog særdeles gunstige: ”det bliver guld at være murer!” Det er en politisk opgave at forholde sig til, hvilken arbejdskraft erhvervslivet har/får brug for og så skabe de rammer, der gør det muligt at opfylde ønskerne. Og for at understrege pointen erklærede borgmesteren, at han hylder mantraet om, at det er bedre at få en god erhvervsuddannelse end en dårlig studentereksamen – et synspunkt forfatteren sagtens kunne nikke bifaldende til! Derfor ønsket om at oprette en EUD 10 i Syddjurs Kommune, derfor samarbejdet med Viden Djurs herom. Til slut i samtalen erklærer borgmester Claus Wistoft, at han sagtens kan forestille sig, at hans kommune i fremtiden kan udbygge samarbejdet med Viden Djurs. Bl.a. kunne det måske være interessant at få den nye EUX-uddannelse til Syddjurs og 173


måske en HTX afdeling. Men han understreger, at der skal være realisme i udbygningsplanerne, elevgrundlaget skal være til stede både af hensyn til de unge, der skal gå på skolerne, og af hensyn til Viden Djurs, der skal drive skolerne. Borgmesteren ser således positivt på samarbejdet med Viden Djurs i årene der kommer, et samarbejde der, erklærer han, bygger på åbenhed og gensidig tillid og på en viden om, at de aftaler, man indgår, overholdes, og at det man lover, det leverer både Viden Djurs og Syddjurs Kommune. Således opmuntret kunne forfatteren med en stor tak til Claus Wistoft forlade borgmesterkontoret og atter bevæge sig ud i det, nogen kalder den danske sommer.

174

Afslutning Viden Djurs – en skole i tiden Det er ved at være på tide at afslutte beretningen om de hæderkronede gamle erhvervsskoler, Grenå Handelsskole, Grenå Tekniske Skole og Kalø Økologisk Landbrugsskole, som i dag udgør kernen i Viden Djurs. Skolerne har en lang historie bag sig. De har hver især rødder, der går tilbage til slutningen af det 19. århundrede. De er således alle tre et resultat af det, man kunne kalde det moderne Danmark; fra 1870erne påbegyndtes nemlig den udvikling, der omdannede Danmark fra et relativt tilbagestående landbrugsland til først et moderne industriland og siden til et avanceret informationssamfund. Opgaven for skolerne har været at uddanne den arbejdskraft, der har været brug for under de voldsomme omskiftelser, der har præget det danske samfund siden industrialiseringen tog fart. Ikke mindst har tiden efter 2. verdenskrig udfordret skolernes omstillingsevne. For er skolerne ikke i stand til at følge med tiden, ja, så dør de stille og fortjent. De foregående mange sider har skullet vise, hvordan Viden Djurs-skolerne har mødt de mange udfordringer, samfundsudviklingen har stillet dem over for. Mod alle odds er det lykkedes at bevare og udvikle skolerne, således at Viden Djurs i dag er Djurslands største uddannelsesinstitution. Det har stillet og stiller fortsat store krav til de mange tusinde medarbejdere, der gennem årene har lagt deres arbejdskraft på skolerne: Lederne skal lægge en strategi, der kan sikre, at skolerne fortsat kan


være relevante for det omgivende samfund. Lærerne skal sætte kød og blod på planerne, der strømmer ud fra både ledelseskontorerne og fra teoretikerne i undervisningsministeriet. Det administrative personale skal sørge for, at skolen i det daglige kan fungere, og for at pengene passer, og det tekniske personale skal passe på bygningerne og på det efterhånden umådeligt omfattende tekniske udstyr, der i dag er en nødvendighed for, at en institution som Viden Djurs overhovedet kan fungere. Alt dette er væsentlige forudsætninger for, at samfundet fortsat finder det interessant at betale for skolens aktiviteter, og for at unge mennesker finder skolen relevant at gå på. For det må huskes, at alt det, der foregår på Viden Djurs til syvende og sidst sker for at give eleverne på skolen den uddannelse, der både svarer til deres drømme og til samfundets behov. Helt overordnet har skolens strategi været, at man skal møde udfordringerne ikke defensivt og frygtsomt, men offensivt og frygtløst. I strid blæst og i modvind og når vinden tager til, da er det tiden at bygge en ny vindmølle. Læskærme har man ikke haft så meget til overs for på skolerne på spidsen af Djursland. Det er måske den egentlige forklaring på, at de efter 125 år ligger der endnu! Og selvom ikke alle i Grenå og omegn er lige begejstrede for store vindmøller, ja så er det opfattelsen på Viden Djurs, at vindmøller i hvert fald i overført betydning er at foretrække for læskærme, for møller producerer vedvarende energi – og vedvarende og energisk det har Viden Djurs i den grad tænkt sig fortsat at være! Dette skrift skal være med til at markere, at Viden Djurs -skolerne sommeren 2017 kan fejre 125 års jubilæum. Ligesom forfatteren til 100 års

jubilæumsskriftet ”Fra pen til PC” fandt det passende at sende en hilsen til en kommende fremtidig jubilæumsbogsforfatter, som hermed takker for hilsenen fra dengang, ja så vil også dette skrifts forfatter sende en hilsen til en fremtidig kollega, der om måske 25 år måske 75 år vil sætte sig til tasterne, eller hvad man til den tid sætter sig til, for atter engang at fortælle historien om erhvervsskolen på Djursland, der nægter at dø. For forfatteren af dette skrift er sikker på, at skolen vil bestå i medvind og i modvind, i gode tider og i mindre gode tider. For altid vil der være brug for, at unge mennesker kan få den uddannelse, de drømmer om, og drømmen vil de kunne få opfyldt også på Viden Djurs, hvor man forsøger at leve op til Bernard Shaws ord:

175


176


Kildegrundlaget

Jubilæumsbogen om erhvervsskolerne i Grenå bygger på en lang række kilder – både skriftlige og mundtlige.

Skriftlige kilder:

Referater fra bestyrelsesmøder på Grenå Handelsskole og Viden Djurs. Årsberetninger fra Grenå Handelsskole. Årsberetninger fra Hessel Gods Fodboldskole. Årsberetninger fra Viden Djurs. Strategiplaner fra Viden Djurs. Djurslandsposten. Grenå Bladet. Lokalavisen. Århus Stiftstidende. Jyllandsposten. H. Bech Frandsen, Arne Højsteen, Carl Jørgensen ,P.L. Olsen, Niels H. Tetzschner: Årtusindet ud. Handelsskolernes udvikling 1965-2000. Henrik Nordbek: Fra pen til PC. Handelsundervisning i Grenå i 100 år. Poul Nowack: Teknisk skole- et historisk tilbageblik. Frede Østergård: Kaløskolerne 1949 – 1999.

Per Krag, centerchef, Rønde Idrætscenter. Morten Lange, ejer af ClearCutGames. Tina Madsen, lærer, Viden Djurs. Lotte Nørgård, lønmedarbejder, Viden Djurs. Eva Bæk Pedersen, afdelingsleder, Viden Djurs. Poul Erik Pedersen, afdelingsleder, Viden Djurs. Jan Petersen, borgmester, Norddjurs kommune. Alex Pownley Porsborg, afdelingsleder, Viden Djurs. Kim Quist, fhv. forstander, Kalø Økologisk Landbrugsskole. Palle Rasmussen, fhv. forstander, Grenå Tekniske Skole. Bent Sejr, fhv. lektor, Viden Djurs. Sisse Skjerning, elev, Danish Horse College. Ole Svit, direktør, Viden Djurs. Flemming Sørensen, fhv. afdelingsleder, Grenå Handelsskole. Morten Bang Sørensen, rektor, Viden Djurs. Claus Vistoft, borgmester Syddjurs Kommune.

Bidrag fra:

Gurli Haustrup, fhv. handelsoverlærer, Grenå Handelsskole. Kevin Miller, professor, Tacoma, WA, USA. Jens Erik Ovesen, elev, HGVO. Stine, elev, Grenå Handelsskole H3A.

Samtaler med:

Jette Bille, daglig leder af Danish Horse College. Klavs Skjold Bjerg, lektor, Viden Djurs. Anthony Bjerregård, fhv. leder af KC, Grenå Handelsskole. Morten Erbs, forstander, Kalø Økologisk Landbrugsskole. Lis Faseth, leder, Mad til Mennesker, Viden Djurs. Carsten Gløvermose, vicerektor, Viden Djurs. Søren H. Hansen, innovationschef, Viden Djurs. Jens Højlund, afdelingsleder, Viden Djurs. Tove Ingerslev, afdelingsleder, Viden Djurs. Claus Møller Jacobsen, afdelingsleder, Viden Djurs. Anna Jespersen, fhv. handelsoverlærer, Viden Djurs. Kirsten Jørgensen, lektor, Viden Djurs. Lars Ry Jørgensen, direktionssekretær Viden Djurs.

177


Medarbejdere på Viden Djurs fotograferet til fest på Kystvejens Hotel i anledning af skolens 125 års jubilæum. FOTO: Øvlesen Foto