Page 1

Der er en

grænse

Ribe Stift årbog 2019 1


Indhold

Forord................................................................................................................. 2 Folkemøde i Ribe: Genforening og erindingskultur.................................... 5 Grænsen - et folkemøde i Ribe........................................................................ 8 Genforening - historisk set............................................................................. 12 Overlevelse og ufattelige ofre - med humoren i behold............................ 17 Højskolerne og kampen om Sønderjylland ................................................ 23 »De skal ikke blive glemt!«............................................................................ 29 Om at være tysk præst i Danmark............................................................... 33 Der må være en grænse - lidt om den bibelske grænse............................. 37 Kirken som genforeningens rum.................................................................. 45

2


1


Forord På bagsiden af Ribe Stifts årbog 2019 ses et billede af Bjørn Nørgaards kunstværk Pinseporten i Helligåndskirken i Flensborg.

Pinseporten i Helligåndskirken åbner en dør mod nord, som før har været lukket, en dør, som selvfølgeligt bør være åben for en dansk kirke syd for grænsen.

Porten er støbt i bronze og placeret i en blænMed herværende årsskrift, vil vi gerne i Ribe det døråbning mod nord. Forsiden forestiller Stift åbne en dør mod syd - mod grænselandet babelstårnet - fortællingen om, hvordan menog vore naboer syd for grænsen - som en optakt nesker byggede et tårn, der skulle nå helt op til 100 års jubilæet for Genfortil himmelen, men Gud brød eningen i 2020. tårnet ned, for at stoppe menneskenes ugudelige og hov»Der er en grænse«, hedder Vi vil gerne åbne en dør mod modige stræben, og skabte årsskriftet, og grænser er der syd - mod grænselandet og vore forvirring ved at lade mange jo - endda mange - ikke bare naboer syd for grænsen ... sprog opstå, så man ikke mere nationale, men også sprogkunne forstå hinanden. lige, kulturelle, sociale, menMen bag ved babelstårnet med de mange ansigtale, fysiske osv. Men grænser behøver ikke at ter og påskrifter i forskellige sprog skinner pinvære barrierer, grænser kan krydses, overskriseunderet igennem med et gyldent lys af fællesdes, udforskes og udfordres, og når det sker skab og glæde. Og står man foran kunstværket, med Guds Ånd i ryggen, kan det blive til fællesvil man opleve, at man også ser et billedet af sig skab, glæde, forundring og udvikling. selv som en del af kunstværket gennem de spejVi håber, at læsningen af de forskellige artikler i le, der bygget ind i værket. Værket viser således Ribe Stifts årbog kan bidrage hertil. den menneskelige virkelighed med splittelse, God fornøjelse! forvirring og grænser, men samtidig også den bagvedliggende guddommelige virkelighed og Jane Sognstrup, Guds ånd, som overskrider alle grænser og barSognepræst Grundtvigskirken rierer, og sætter os i stand til at gå ud i verden i Esbjerg med budskabet om Jesus Kristus.

2


Genforeningsstenen i Skibelund Krat.

3


4


Folkemøde i Ribe - Genforening og erindringskultur Næste år 21.-24. maj 2020 er der igen folkemøde i Ribe. Anledningen er genforeningsjubilæet. 100 året for Genforeningen og dermed 100 år for den nuværende grænsedragning mellem Danmark og Tyskland.

præst Signe von Oettingen. Det er glædeligt, at det igen har været muligt ved deres mellemkomst at skabe et bredt samarbejde omkring folkemødet med inddragelse af kommuner, skoler, biblioteker, museer og uddannelsesinstitutioner.

Jeg håber, mange har lyst til at Vi er naboer, men vores deltage i folkemødet og være Vi er i Ribe stift optaget af, historie adskiller sig fra med i debatterne og de manat folkekirken fortsat har hinanden ge forskellige arrangementer. bredde og vidde og at kirken Der bliver rig lejlighed til at lever og virker i et samspil få et større indblik i et vigtigt med det samfund, vi som folstykke Danmarkshistorie og få drøftet aktuelle kekirke er en del af. Folkemødet er udtryk for samfundsmæssige, kulturelle og religiøse prodenne bestræbelse. blemstillinger. Folkemødet vil handle om natioErindringskultur nal identitet og historie, om det at leve sammen, En gang om året mødes en række danske og tyom krig og fred, mistro og skepsis, om forsoske præster, provster og biskopper. Jeg har de ning og fred. sidste år haft fornøjelsen af at deltage, og møFolkemødet i 2017 i forbindelse med reformaderne, som på skift finder sted på efteruddantionsfejringen fik Ribe til at emme af liv. Folk nelsesstederne i Breklum og i Løgumkloster, kom fra fjern og nær, og byens egne borgere og er meget inspirerende. Det er lærerigt at møde institutioner var med til at gøre dagene mulige. hinanden på tværs af den dansk-tyske grænse. Præster, menighedsråd og mange andre interesDansk og tysk kultur ligner på mange måde serede fra hele landet tog turen til Ribe. Mange hinanden, men der er også store forskelle. Vi af os blev i løbet af de fire dage klogere på reforer naboer, men vores historie adskiller sig fra mationen, på Luther og den lutherske arv. hinanden. Og de to landes evangelisk-lutherske Arkitekterne bag folkemødet i 2020 er ligesom kirker, som på mange måder står overfor de sidst domprovst Jens Torkild Bak og sognesamme udfordringer i samtiden, har i kraft af

5


deres organisering og historie også meget forskellig karakter. Men vi kan lære meget af hinanden, og det er godt at høre foredrag sammen og drøfte aktuelle problemstillinger.

finder ofte en mindetavle inde i kirken eller en mindesten ude på kirkegården rejst over de mange unge mænd, som faldt i tysk tjeneste under den første Verdenskrig fra 1914-18. Hvert navn rummer en livshistorie, og er for manges På det dansk-tyske præstemøde i Breklum i vedkommende knyttet til familiens historie. 2019 talte den tyske professor i kirkehistorie fra Der var en bedstefar, en farbror som faldt. DesKiel Tim Lorentzen således om erindringskuluden har mange af os mødt nogle, som kunne tur og dens betydning. Tim huske 1920. Vores genbo, det Lorentzen fremdrog en rækførste sted jeg var præst, i ke væsentlige kriterier for al Øget globalisering, skærpet Husby, kunne således som erindringskultur, hvoraf jeg nationalisme, emigration og en ældre mand levende forgerne vil fremhæve nogle enflygtninge, som søger mod tælle om, hvordan han var kelte af disse: rigere egne, betyder, at grænser med, da kong Christian 10. i vores tid er blevet et politisk Markeringerne af en bestemt red over grænsen på en hvid emne, en nutidig problemstilling, begivenhed følger for så vidt hest. Og min egen farfar forsom ofte skiller vandene tidens gang. Det er f.eks. i talte om, hvordan han som 2019 halvtreds år siden den nyuddannet stenhugger første mand gik på månen, og var ansat som stenhugger i nu i 2020 er det 100 år siden grænsedragningen Graasten et par år umiddelbart efter Genforfandt sted mellem Danmark og Tyskland. De eningen. Han huggede der mindesmærker til runde tal lægger op til en markering, men påpeog huggede talrige navne ind på faldne under gede Tim Lorentzen, det er ikke gjort med talFørste Verdenskrig. Blandt hans efterladte bølene. Begivenheden skal også betyde noget for ger husker jeg desuden et lille hæfte, skrevet og nogen. Der skal være nogen, som vil huske, og udgivet af en krigsinvalid efter 1. verdenskrig, som finder det værdifuldt at huske den særlige en sønderjyde, som modsat mange andre var begivenhed, som fandt sted engang i fortiden. sluppet levende fra krigen. Han ernærede sig ved at sælge sin historie, gå fra dør til dør og Markeringen af grænsedragningen i 1920 har sælge det lille hæfte. netop betydning for mange. Den lever i famiProfessor Tim Lorentzen påpegede i sit foreliehistorier og familiers erindringer. Ligesom drag endvidere, at der skal være noget, man sporene fra tiden før Genforeningen også mankan identificere sig med, som gør det relevant ge steder er konkret tilstede i det sønderjyske. at mindes begivenheden i en bredere sammenBesøg en af kirkerne syd for Kongeåen, og du 6


hæng. Markeringen skal være samfundsmæssigt vedkommende også i dag. I Danmark taler vi ofte med stolthed om den måde, hvorpå grænsedragningen i 1920 skete ved afstemningsvalg, og om de besindige politikere og den kloge majoritet, som tog hensyn til mindretallet. »Det kunne andre lande lære noget af«, har jeg ofte hørt det sagt. Hvorvidt vi virkelig tager ved lære af historien ved jeg ikke, men vi kan hente inspiration til den tid, vi lever i, og hvor det at tale om grænser og skabe grænser er blevet et meget aktuel tema. Øget globalisering, skærpet nationalisme, emigration og flygtninge, som søger mod rigere egne, betyder, at grænser i vores tid er blevet et politisk emne, en nutidig problemstilling, som ofte skiller vandene. Kirkehistorikeren Tim Lorentzen trak endelig endnu et aspekt frem, nemlig vigtigheden af, at netop kirken tager erindringskulturen til sig og forstår, at vi som kirker også har noget at bidrage med. Hvis f.eks. fejringen af 1920 kun bliver til en national markering, kan det let blive til et spørgsmål om enten grænsedragningen var et nederlag eller en sejr. Kirken kan, sådan som jeg forstod Lorentzen, tjene til en bedre og mere forsoningspræget håndtering af en sådan mindefejring. Vi er jo i kirken vant til at tale om både sorg og glæde, tab og skyld, fred og forsoning. Jeg håber, I har lyst og tid til at komme til folkemødet i Ribe næste år 21.-24. maj. Elof Westergaard Biskop Ribe Stift

7


Grænsen - et folkemøde i Ribe 21.-24. maj 2020 Projektsamfund og folkemøde

som arbejdsform mulighed både for faglig fornyelse og for nye samarbejdsrelationer »ud af huset«. Begge dele gør noget ved selvforståelsen, og undertiden noget godt. Hvis man for at kunne løfte et projekt lukker andre ind i arbejdet, skal man være klar over, at de er med til at definere det, der foregår.

Vi lever som bekendt i et projektsamfund. Det er ikke - og har længe ikke været - nok at passe den daglige drift. Der skal også laves projekter. Det er ikke til at sige, om det er mest godt eller mest dårligt, men det er sådan, det er. Projektarbejdet er en måde, hvorpå Reaktionerne på Ribe Stifts både den private og den offolkemødeprojekt efteråret fentlige sektor tilpasser sig Hvis man for at kunne løfte et 2017 i anledning af Reforen verden i hastig udvikling, projekt lukker andre ind i mationsjubilæet viste sig at samtidig med, at det selv biarbejdet, skal man være klar være overvældende positive, drager til at accelerere samme over, at de er med til at og der blev knyttet nye relaudvikling. De ulemper, som definere det, der foregår tioner (eller fornyet gamle) kan følge i kølvandet på pro»ud af huset« til kommuner, jektsamfundet, er velbekendinstitutioner og enkeltpersote: at erfaring tilsidesættes til ner. Derfor besluttede Ribe Stiftsråd sammen fordel for innovation; at daglig drift forsømmes, med biskoppen i 2018 at stille sig bag et nyt og at stress-niveauet stiger, når man skal forsøfolkemøde i anledning af Genforeningsjubilæet ge at spænde over både det ene og det andet. 2020. Det nye folkemøde, af præsidiet for GenFor folkekirken i Ribe Stift og folkekirken i det foreningsjubilæet kåret som et af fyrtårnsprohele taget gælder, at det uden sammenligning jekterne, har fået titlen »Grænsen. Et folkemøde i vigtigste er det daglige liv i sognene. Men det Ribe 21.-24. maj 2020«. udelukker ikke, at der lejlighedsvist kan være grund til at arbejde på en anden måde og i et Formandskabet for projektorganisationen beandet regi. Det kan give ny ilt. står af biskop Elof Westergaard, kommunaldirektør Rikke Vestergaard, Esbjerg, formand for For der er naturligvis også noget godt at sige om Grænseforeningen Jens Andresen og prorektor projektsamfundet: Rusten bankes af, når man Alexander von Oettingen, UCsyd. Forberedeltvinges ud af sin trygge ramme. Ved at bryde sen af folkemødet er lagt i hænderne på 7 ardet daglige arbejdslivs rutiner åbner projektet

8


9


bejdsgrupper med deltagelse af bl.a. mere end 30 frivillige samt en projektledelse med domprovst Jens Torkild Bak som projektansvarlig og sognepræst Signe von Oettingen som projektsekretær.

Ribe Stifts beskrivelse af folkemødet »Grænsen«

1920 grænsedragningen mellem Danmark og Tyskland er måske den vigtigste enkeltstående begivenhed i nyere dansk nationshistorie. Den Folkemødet er i skrivende stund, 10 måneder betegner afslutningen på den proces, der forfør afholdelsen, fuldfinansieret i kraft af velvilvandlede Danmark fra en multikulturel storlig støtte fra Kulturministeriets og Folketingets magt til en lille homogen nationalstat. Med et pulje til markering af Genforeningsjubilæet folkemøde ønsker vi i Ribe 2020, Region Syddanmarks Stift at knytte til ved de folkulturpulje, Esbjerg Kommukelige møder, der i kraft af ne, Det Sønderjyske SalmeMed et folkemøde bygger vi også deres manifestation af samlegat, Ribe Stiftsråd og provbro til vores egen tid, hvor folkemenholdet om fælles sprog stierne i Ribe Stift. møderne er kommet tilbage ... og værdier mobiliserede de dansksindede sønderjyder i nationalitetskampen og forberedte folkeafstemningerne. Men med et folkemøde bygger vi også bro til vores egen tid, hvor folkemøderne er kommet tilbage som udtryk for et folkeligt behov for at få ejerskab til debatten om de spørgsmål, der har betydning for os selv og vores fremtid. Folkemødet vil blive en fest, der fylder byen med musik; med slesvigsk folkekøkken, sangarrangementer, ungeparlament, Sønderjyllands samt mindretallenes stærke fortællinger; med sproglaboratorier, udstillinger, film- og litteraturarrangementer, sønderjysk kaffebord og et glad samvær. Men det vil også være 4 dage med tid til fordybelse, oplysende foredrag og debat. Sønderjydernes talsmand H. A. Krüger.

10


Sønderjylland forener sted, sprog og nationshistorie på en måde, der er uden sidestykke i det øvrige land og til stadighed bidrager til fællesskabsfølelse og national bevidsthed. Men Sønderjylland er også en del af Slesvig, som i sin helhed er en enestående prisme til belysning af de i dag stadigt mere aktuelle spørgsmål på den europæiske scene om hjemsted, sprog, nationalitet og identitet. På et tidspunkt troede vist alle, at vi var på vej ind i den grænseløse verden. Det har vist sig ikke at være tilfældet. Grænsen er kommet tilbage, deraf navnet på folkemødet. Betragtet i lyset af det gode forhold, som har udviklet sig gennem mange år mellem Danmark og Tyskland, er grænsen i dag imidlertid ikke kun en optrukket linje, der har efterladt et mindretal på begge sider, men et bredt geografisk bælt, der favner en menneskeligt berigende mangfoldighed og udfordrer til besindelse dels på de kulturelle og politiske værdier, der forener os danskere og tyskere, dels på de fælles udfordringer vi står over for i en globaliseret verden. Til de sidste hører især klimakrisen, flygtningekrisen, den globaliserede økonomi - og som det fjerde behovet for en fornyelse af nationalstatens selvforståelse i lyset af netop disse udfordringer. Man kan spørge, hvorfor Ribe Stift skal være initiativtager til et folkemøde i anledning af Genforeningsjubilæet. Årsagerne til, at det føles naturligt, er flere: Kirken spillede ligesom skolen en vigtig rolle i nationalitetskampen forud

for 1920. Ribe Stifts historie som stift hænger geografisk sammen med Genforeningen, hvor stiftet blev tillagt Tørninglen (nu nedlagt) og Tønder provstier og således bundet sammen med grænselandet. De danske kirker, også i Ribe Stift, er foruden at være kirker rammen om en væsentlig del af dansk erindringskultur. Overalt i de sønderjyske kirker og på de sønderjyske kirkegårde findes mindet om ofrene for de krige, der blev en del af grænselandets historie. Set i lyset af, at folkekirken traditionelt er med ved alle større nationale begivenheder, er det en naturlig forpligtelse for Ribe Stift at bidrage til at stille en scene til rådighed for markeringen af denne nationale begivenhed.

Afslutning Forberedelsen af festlighederne i anledning af Genforeningsjubilæet kan løbende følges på den officielle nationale hjemmeside, www.genforeningen2020.dk, hvorfra der også vil blive linket til folkemødet i Ribe. Meget kan gå galt med folkemødet, men det er håbet, at læseren af denne lille præsentation vil være med til at opfylde den helt afgørende forudsætning for, at det bliver til glæde, nemlig ved at komme og ved sin tilstedeværelse bidrage. Hvis det sker, vil Ribe by og de mange frivillige med sikkerhed gøre alt for at leve op til værtskabets forpligtende rolle. Jens Torkild Bak, Domprovst og projektansvarlig

11


Genforeningen - historisk set Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920 er en af de store begivenheder i Danmarks historie med vidtrækkende betydning for sønderjyderne, sydslesvigerne, danskerne og tyskerne samt med interessante perspektiver ud i verden, både dengang og aktuelt.

Den 10. februar 1920 stemte 1. zone bestående af Sønderjylland med et overvældende flertal på 75 % for en genforening med Danmark. Især i landområderne var der store danske flertal, mens der omvendt var tyske flertal i Aabenraa, Sønderborg, Tinglev, Tønder, Højer med landsogn og Ubjerg. Da man i 1. zone stemte under ét - en bloc Genforeningens historie - fik dette ingen betydning For Danmark betød for grænsens forløb. Den 14. Genforeningen, at man omsider Den nye dansk-tyske grænse marts 1920 blev der stemt i 2. kunne realisere 1800-tallets blev draget efter to folkeafzone bestående af den norddrøm om en nationalstat stemninger. Efter det tyske lige del af Sydslesvig med nederlag i efteråret 1918 rejste Flensborg. Her var der overde danske sønderjyder med alt markante tyske flertal. Kun tre landsbyer på rigsdagsmand H.P. Hanssen i spidsen krav om øen Før havde dansk flertal. Med deres afsides en ændring af den dansk-tyske Kongeågrænse beliggenhed kunne de ikke komme til at ligge fra 1864. Det skete med Aabenraa-resolutionen nord for grænsen. af 17. november 1918. Den krævede afstemning i det nuværende Sønderjylland under ét, mens Flensborg og andre tilstødende kommuner syd for grænsen kunne stemme distriktsvis, såfremt folk her forlangte det. Aabenraa-resolutionen blev grundlæggende såvel for den danske regerings grænsepolitik som for Versailles-fredens bestemmelser om den dansk-tyske grænse. Afstemningerne foregik under overvågning af en international kommission, som styrede afstemningsområderne fra januar til juni 1920. Det sikrede, at afstemningskampen og afstemningerne overholdt demokratiske standarder. 12

Der opstod stærke bevægelser i Sønderjylland og Danmark for en historisk grænse langs Dannevirke eller i det mindste en grænse syd om Flensborg, uanset et tysk flertal på 75 % af stemmerne i byen. De kunne ikke forhindre, at flertallet i den internationale kommission pegede på 1. zones sydgrænse som fremtidig dansktysk grænse. Et tysk forsøg på at opnå en grænse nord om Højer og Tønder og en række sogne over mod Gråsten, den såkaldte Tiedjelinje, var tilsvarende forgæves.


Tilsvarende folkeafstemninger blev gennemført andre steder i Europa: Mellem Tyskland og Polen i Østpreussen og Øvre Schlesien, mellem Østrig og Slovenien i Kärnten og mellem Østrig og Ungarn i Burgenland. Set i sammenhæng med disse afstemninger og oprettelsen af Folkenes Forbund indgik den dansk-tyske grænsedragning i forsøget på at etablere en ny, liberaldemokratisk verdensorden.

Hans Schultz Hansen viser en valgplakat.

I sommeren 1920 blev Sønderjyllands genforening med Danmark gennemført og markeret ved Christian X’s ridt over grænsen og folkefesten på Dybbøl den 10.-11. juli. Siden har grænsen under skiftende vilkår ligget fast og udgjort et stabilt udgangspunkt for forholdet mellem dansk og tysk, også selv om den i vore dage kan føre til diskussioner om grænsepassage og grænsebevogtning. 13


Genforeningens betydning Størst betydning fik Genforeningen for den majoritet af sønderjyderne, som siden 1864 havde holdt fast i deres danske identitet trods preussisk undertrykkelse. For den tysksindede minoritet betød Genforeningen begyndelsen på en tilværelse som nationalt mindretal, adskilt fra Slesvig-Holsten af en grænse, hvis legitimitet de ikke anerkendte. Det gav anledning til grænseuro, særlig efter at nazisterne fik magten i Tyskland i 1933. Syd for grænsen kunne majoriteten fortsætte sin tyske tilværelse, mens den

14

danske minoritet indstillede sig på en fortsat mindretalstilværelse, men stærkere organiseret end før og med øget støtte nordfra. For Danmark betød Genforeningen, at man omsider kunne realisere 1800-tallets drøm om en nationalstat. Der fandtes herefter ikke længere en større dansk befolkningsdel uden for riget. Modsvarende var kort forinden rigets ikkedanske befolkning blevet reduceret ved salget af de Dansk-Vestindiske øer til USA i 1917 og ved Islands selvstændiggørelse i 1918. Inden for rigets grænser fandtes nu ud over danskere


kun grønlændere og færinger - samt tyskere i Danmark, men dette blev aldrig den danske reSønderjylland. Målsætningen om en national gerings politik. Med København-Bonn-erklæenhedsstat krævede, at sønderjyderne blev ringerne fra 1955 blev mindretalsproblemerne fuldt ud integreret i Danmark. Den bredest løst på demokratisk vis. Erklæringerne markeog dybest mulige sammensmeltning mellem rede også, at det dansk-tyske forhold atter blev »det gamle land« og »det genvundne land« præget af normale udenrigspolitiske relationer blev derfor et centralt projekt i mellemkrigstimellem de to lande. dens Danmark. Det lykkes, men ikke uden at Set fra nutiden kan man løbe ind i alvorlige problemer med nogen ret tale om en undervejs. Det skete navnlig slesvigsk model for løsning i forbindelse med alvorlige For det dansk-tyske forhold af grænse- og mindretalskriser i landbruget i midten af betød Genforeningen, at grænsekonflikter, hvori grænse1920’erne og i 1930’erne, som spørgsmålet ikke længere uddragningen efter en fair, defremkaldte krisebevægelser, gjorde den sten i skoen, som det mokratisk folkeafstemning der rettede hård kritik mod havde været siden 1840’erne indgår som forudsætningen det danske styre i Sønderjylfor de senere mindretalsordland. ninger. Genforeningen i 1920 For det dansk-tyske forhold betød Genforeninog København-Bonn-erklæringerne fra 1955 gen, at grænsespørgsmålet ikke længere uder således de to hovedhjørnestene i modellen. gjorde den sten i skoen, som det havde været Om modellen kan bruges til at løse konflikter siden 1840’erne. Om end den officielle tyske ani andre grænseregioner, er et åbent spørgsmål. erkendelse af den nye grænse udeblev, bredte I 100-året kan man i det mindste konstatere, at der sig i de systembærende partier i Weimarfolkeafstemninger stadig er aktuelle. Sydsudan, republikken en tilfredshed med den. Hitler og Krim, Skotland og Catalonien er eksempler herhans regering anfægtede den heller ikke, men på - men desværre også på, at det ikke er alle afanerkendte den tilmed i sit memorandum til stemninger, som lever op til den demokratiske den danske regering af 9. april 1940. Løsningen standard, som prægede afstemningerne i 1920. af grænsespørgsmålet i 1920 medvirkede derHans Schultz Hansen, med til en varig forbedring af det dansk-tyske Forskningsleder, dr.phil., forhold, selv om den tyske besættelse af DanRigsarkivet i Aabenraa mark 1940-45 udgjorde et alvorligt tilbageslag. Det tyske nederlag i 1945 skabte grundlaget for Litteratur: Hans Schultz Hansen: Genforen bevægelse for Sydslesvigs genforening med eningen. Aarhus Universitetsforlag 2019. 15


16

Rønshoved Højskole. Foto: Tim Pohle


Overlevelse og ufattelige ofre - med humoren i behold

Genforeningen er historien om overlevelse og ufattelige menneskelige ofre, om trofasthed og betydningen af det nationale. »Sekstusind unge sønners liv var dine løsepenge«, skrev Henrik Pontoppidan i sit berømte digt »Det lyder som et eventyr« fra 1918.

krig). De ville ikke risikere sanktioner over for deres familier og miste muligheden for at komme hjem og hjælpe til i høsten. Og så havde de måske ingen forestilling om de endeløse rædsler, de ville møde i skyttegravene i Flandern.

Det var H.P. Hanssen Nørremølle, der som landdagsmand i Kiel og rigsdagsHvad tabene betød for det mand i Berlin opfordrede lille sønderjyske område, kan sønderjyderne til at gå den leNogle af tabene kunne være illustreres af, at det samlede gale vej og være loyale tyske undgået, hvis de unge mænd var tab af sønderjyske soldaterundersåtter for at bevare dedeserteret og havde reddet sig liv var større end de samlede res rettigheder. Det var ham, over Kongeåen til Danmark danske tab i Anden slesvigder ledede folkeafstemninske krig på Dybbøl og Als i gen 10. februar 1920, ligesom 1864. Der var altså flere søndet var ham, der insisterede derjyder, der mistede livet i Første Verdenskrigs på, at Danmark kun skulle tage imod den del af skyttegrave, end der var danskere i alt fra hele det gamle Slesvig, der var dansksindet - og altså Danmark, der mistede livet i katastrofeåret ikke den gamle danske, men nu tysksindede by, 1864. Flensborg, som både kongen og Venstre og konservative ville have med til Danmark eller i det Nogle af tabene kunne være undgået, hvis de mindste neutralisere for en periode indtil en ny unge mænd var deserteret og havde reddet sig afstemning. Flensborg-striden udløste den beover Kongeåen til Danmark. Men kun meget få rømte »påskekrise« i København, hvor kongen gjorde det. De ville ikke fortabe førstefødselsafskedigede statsminister Zahle og udpegede retten til deres hjemstavn. De ville ikke miste sin sagfører Liebe til midlertidig statsminister stemmeretten ved den folkeafstemning, der var (i folkeviddet beskrevet med det tyske udtryk »Erst blevet dem lovet i Pragerfredens paragraf 5 fra Zahle, dann Liebe«, først betale, så elske!) 1866 (afslutningen af den preussisk-østrigske

17


Det endte med en god, retfærdig og forbildrømme: bombardementerne, granatchokkene, ledlig grænsedragning, men de menneskelige angsten for liv og lemmer og ikke mindst frygomkostninger havde været uhyrlige. De sønten for aldrig at gense dem derhjemme. Måske derjyske kirker taler deres tydelige sprog med havde han det som mange overlevende fra konlange lister over krigsveteranerne og de faldne, centrationslejrene: Han følte skyld over at have der ofte udgjorde en tredjedel - fædre, onkoverlevet - måske havde han også reddet sig ler og brødre. Hvortil kommer de mange, der selv på andres bekostning, hvem ved, det er jo blev syge på krop og sjæl og dybt forståeligt. Angsten og sind med amputerede lemkærligheden til forældre, søVi, der bor i det øvrige land, mer og det, der i dag hedder skende og kærester lyser ud må aldrig glemme, hvad sønderPTSD (post traumatisk stress af de mange soldaterbreve, jydernes oldeforældres syndrom), som omgivelserne der er blevet udgivet. generation stod igennem havde svært ved at sætte sig Vi, der bor i det øvrige land, ind i. Behandling var der ikke må aldrig glemme, hvad sønnoget, der hed. derjydernes oldeforældres Jeg husker nogle af krigsdeltagerne og invaligeneration stod igennem. Også kvinderne og derne fra min sønderjyske opvækst. De sad til børnene, der måtte drive landbruget uden unge højbords ved genforeningsfesterne på afstemmænd og heste. Kvindeoverskuddet prægede ningsdagen 10. februar og genforeningsdagen landsdelen i en generation og førte til bizarre 15. juni. alliancer. Man kan godt, som forfatteren Erling Jepsen, stille det spørgsmål, om Sønderjylland I Gråsten Skole kunne en af veteranerne, min og sønderjyderne endnu har forvundet de sår tysklærer J. Andersen, fortælle om livet i skytteog tab, der blev påført landsdelen. Senest har gravene og militærbarakkerne under kommanhan i »Ernas krig« givet en hjerteskærende og do af feldwebler og høje tyske befalingsmænd. galgenhumoristisk beskrivelse af krigens gang De sønderjyske soldater var endnu mindre moi skyttegravene, hvoraf nogle fik sønderjyske tiverede end de øvrige, fordi de skulle kæmpe navne (Sonderburgweg, Apenradeweg, Tonderfor en sag, der ikke var deres. De gjorde så lidt nweg osv.) for at sønderjyderne skulle føle sig som muligt, ligesom »soldat Svejk«, og ind hjemme. (Jeg troede først, det var et af hans påfund, imellem lykkedes det dem at narre deres overmen det er faktisk sandt!). ordnede. Men lærer Andersen fortalte aldrig om det alvorlige, om det, der stadig gav ham onde

18


Jeppe Aakjær satte jyske ord på det, da han i 1919 fra sin gård Jenle ved Skive hilste sønderjyderne velkommen hjem: I folk, der går der sønderud, jer skuld' vi nødde glemm! Vi så æ fræ wor søndle rud, hvor hådt I war i klemm… Men jen ting holdt: Jer bondemol! Trods wand-og brød og mulkt og skrol, proces og bank i skuel og skrank, den flytt sæ ett en flyk!... Kom snår herhjem! Kom över æ o (Kongeåen) og læ wos find hinån, da skal alverden undres po så warm vi end ka hånd!... Men sønderjyderne blev glemt. Bønderne måtte døje med den tåbelige opskrivning af kronens værdi (»den ærlige krone«), der kunstigt øgede deres gæld. De fik gode landeveje, men med den nye grænsedragning mistede de deres gamle slesvigske hovedstad Flensborg, (Danmarks næststørste by indtil 1864), der nu som Slesvig-Holstens nordlige udkant blev marginaliseret ligesom de sønderjyske købstæder nord for grænsen. - Først med Danfoss, Linax og andre store virksomheder og ikke mindst fjernelsen af grænsekontrollen blev Nord-

19


og Sydslesvig igen kerneland som i tidligere tider, da hertugdømmet Slesvig sammen med Skåne var den mest velstående del af riget. Det vidner om Danmarks deroute, at landet hele tre gange mistede den næststørste by: Først Bergen, så Malmø og til sidst Flensborg!

Jeg var stolt, da jeg som undervisningsordfører kunne konstatere, at sønderjyderne og bornholmerne havde færrest fejl i 9. klasses diktat prøve - færre end børnene i Charlottenlund, hvor skoleudgifterne pr. barn ellers var langt højere!

Sønderjydernes nærhed til tysk sprog og kultur Til gengæld bevarede sønderjyderne, som Aakses i dag som en styrke. Men de fleste har det jær digtede, deres humor og desværre ikke som 80 årige den sønderjyske dialekt, »æ Jens Pete', der på sine gamle sproch«, som pudsigt nok dage var begyndt at lære laTværtimod øger dialekten især det tyske mindretal holtin: den sproglige bevidsthed der i hævd og bruger som og evnen til at lære og Jamen, Jens Pete', hvorfor æ do hjemmesprog. forstå andre sprog da begyndt o løjs' latin? Selv taler jeg flydende sønDet ska æ sæj' dæ: Æ æ jo gamderjysk med alskens farvemel og ska snart op te Sankt rige, halvtyske og plattyske Pete', å så vil æ da gern' ku' snakk' mæ ham! udtryk. Mine forældre var nordfra, men jeg talte sønderjysk med mine legekammerater og Jamen, Jens Pete', hva' no' hvis do komme det and't sidemanden i klassen. Rigsdansk talte jeg kun sted, i æ »Hølle« (Helvede). derhjemme og med lærerne i skolen. Jo, men tysk, det hæ æ oltins kunn't! Dialekten og nærheden til det tyske var og er på (Jeg har historien fra skuespilleren Niels Hinrichsen, ingen måde et handikap. Tværtimod øger diader er fuld af lignende historier, fremført på klingenlekten den sproglige bevidsthed og evnen til at de sønderjysk). lære og forstå andre sprog, herunder tysk, som Bertel Haarder desværre alt for få danskere er fortrolige med.

20


21


22


Højskolerne og kampen om Sønderjylland Jeg mødte højskolen første gang i maj 1974. Det Foredragssalens scenografi var sat til det navar på Rønshoved Højskole, hvor den navnkuntionale - Joachim Skovgaards talerstol med de dige Hans Haarder holdt sit velkomstforedrag formanende ord »Men immer det dages dog paany, til sommerskolen. Haarder nærmest dansede hvor Hjerterne Morgen vente-« og den tilhørende op og ned ad midtergangen i foredragssalen, Frølich skitse til det berømte billede af Thyra talende foran os og bag os, i konstant bevægelse Danebod, som dirigerer opførelsen af Danevirfor at fastholde opmærksomke. Og Viggo Kragh-Hansens heden. Pointen i foredraget maleri af Poppo (som smeden ... her skulle vi i næsten bibelsk var, at her skulle vi i næsten i Rinkenæs havde stået model forstand møde den brændende bibelsk forstand møde den til), der bærer jernbyrd for at tornebusk, vi skulle vækkes og brændende tornebusk, vi overbevise Harald Blåtand opildnes til de store opgaver, skulle vækkes og opildnes til om, at Kristus er de nordiske livet ville stille os de store opgaver, livet ville guder overlegen. Og mere stille os. For at understrege profant: Vi fik af Haarder alvoren for os intetanende, fik tydeligt at vide, at den nærjeg, fordi jeg sad nærmest, et hårdt slag i bagholiggende Waldkäter skulle vi ikke besøge, fordi vedet med ordene »Vågn op!«. den var ejet af en hjemmetysk familie. Det blev en opvågning. Grundtonen på skolen var national, med foredrag om Sønderjyllands historie, de slesvigske krige, som blev minutiøst gennemgået, grænsekampen, Genforeningen og det danske mindretal i Sydslesvig. Der blev arrangeret ture i grænselandet, hvor vi ved selvsyn kunne få bekræftet fortællingerne. Vi var i Rendsborg, hvor Haarder berettede om oprøret i marts 1848. Vi så Danevirke, Dybbøl Skanser og hørte fortællingen om forladere og bagladere og om løjtnant Ankers og løjtnant Castenschiolds heltemodige kamp i Skanse 2.

Rønshoved Højskole blev grundlagt i 1921 af den særprægede højskolemand Aage Møller, nogenlunde samtidig med de to andre tidlige grænselandshøjskoler, Danebod og Hoptrup. Og så naturligvis Rødding Højskole, der var blevet oprettet i 1844, men måtte flytte til Askov efter nederlaget i 1864 og nu, efter Genforeningen, vendte tilbage til sine gamle bygninger i Rødding med Jacob Appel som den første forstander efterfulgt af Hans Lund. De nævnte sønderjyske højskoler spillede ingen rolle i kampen om Sønderjylland, som blev ud-

23


kæmpet i årene efter nederlaget i 1864 og frem til Genforeningen. Det var skolerne nord for Kongeåen, med Askov som den ubestridt førende, der på to fronter kom til at spille den afgørende rolle i kampen for Sønderjylland.

Genforeningen i 1920, var også den periode, hvor antallet af højskoler, i al deres forskellighed, steg kraftigt. Under de mange brydninger internt i højskolen lå nederlaget i 1864, tabet af Sønderjylland og behovet for national rejsning og kampen for folkestyret i den lilleputstat, For det første fik unge sønderjyder i kraft af som nu var tilbage, hvilket også blev genspejlet deres efterskole- og højskoleophold nord for i skolernes scenografi og fortælling, for ikke at Kongeåen den folkelige dannelse, som udviksige poesi og sang. Parallelt med den myndiglede dem til selvsikre, handlekraftige og ubøgørelse af bondealmuen, som højskolerne satte jelige politikere og organisig for efter 1864, var skolersationsfolk i kampen for en nes praksis og fortælling i folkeafstemning i henhold til konstant vekselvirkning med Den historie, fjendebilledet Prag-fredens § 5. Da det håb det nationale spørgsmål. Og og hadet til den store nabo mod blev slukket i 1879, fortsatte der er nu ikke noget som en syd blev dybt indlejret i det dande kampen for en Genforfælles fjende, når man vil ske DNA, i vores identitet ening med Kongeriget. Der skabe folkeligt fællesskab. og værdigrundlag findes næsten ikke den sønHer leverede de preussiske derjyske politiker eller orgamagthaveres undertrykkelse nisationsmand, som ikke var af sønderjyderne værdifuld og autentisk stof til forbi en dansk folkehøjskole i sin forberedelse foredrag og samtale garneret med sange som til kampen for et dansk Sønderjylland. H.P. »Det haver så nyligen regnet« med den efterfølHanssen (Askov), Kloppenborg-Skrumsager gende strofe »Frø af ugræs er føget over hegnet«. (Skibelund), Hans Jefsen-Christensen (Testrup), Paralleller til nutidens flygtningedebat er åbenAndreas og Peter Grau (begge Askov) for at bare og der spilles i disse år, 130 år senere, på nævne nogle få. Højskolerne nord for Kongenøjagtig de samme nationale følelser. åen spillede således en afgørende rolle for sønderjydernes forberedelse til deres ofte livslange kamp for at genvinde retten til at leve deres liv med dansk sprog og kultur. For det andet blev kampen om Sønderjylland efter 1864 en væsentlig del af højskolernes selvforståelse. Perioden fra nederlaget i 1864 til

24

Den historie, fjendebilledet og hadet til den store nabo mod syd blev dybt indlejret i det danske DNA, i vores identitet og værdigrundlag. Den dag i dag kan man opleve forsamlinger, som stålsat rejser sig og gentager de sidste tre linjer i »Det haver så nyligen regnet«: »Viger ej ud af spor,


for vi kender det ord, det har slet ingen hast, for den som tror«. Skikken med at rejse sig afslører, at genforeningshåbet stadig lever hos enkelte. Nyligt afdøde Karl Otto Meyer og ligeledes Søren Krarup vil hævde, at håbet om en genforening mellem resten af det gamle Sønderjylland ned til Ejderen og Danmark er grundlaget for det danske mindretals eksistens og arbejde. Jeg blev en af dem, som veg ud af sporet, som blev lagt for mig ved Hans Haarders foredrag i 1971 og den medfølgende lussing. Som senere lærer på Rønshoved Højskole var det umuligt ikke også at interessere sig for tysk højskole, som jo fandtes, selv om vi ikke talte meget om

det. Ved FFD’s 100-års jubilæum i 1991 inviteredes også repræsentanter for de såkaldte Heimvolkshochschulen i Niedersachsen, og her fik jeg kontakt til lederen af de nedersaksiske højskoler Ingrid Ellinghaus. Stort set samtidig var fabrikant Johannes Jensen sammen med en kreds af erhvervs- og kulturpersonligheder i gang med at oprette en ny højskole i Sønderjylland, som bestemt ikke havde noget genforeningshåb i kikkerten, men derimod samarbejde og vekselvirkning, ikke mindst handel, med vores nabo mod syd. Det blev til Højskolen Østersøen i Aabenraa som jeg blev forstander for i 1992, den første danske højskole, som gjorde mødet mellem dansk og tysk til selve højskolens mening, og som turde sætte den danske højskoles historie og scenografi i direkte dialog med den tyske nabo, ud fra det grundsynspunkt, at vi ikke var fjender, men tværtimod samarbejdspartnere, ganske enkelt fordi bor det samme sted i verden og derfor også har samme skæbne. Jeg glemmer aldrig den aften, jeg som lærer på Rønshoved Højskole gik over til skolens forstander Laurits Kjær Nielsen for at fortælle om det landsforræderi, jeg var i færd med at begå ved at være i dialog med bestyrelsen på Højskolen Østersøen. Det viste sig at være noget overdrevet. Laurits havde stor forståelse for den nye højskoles visioner og blev nogle år senere formand for skolens bestyrelse.

25


Her var der en fantastisk mulighed for, i møsætninger, men det modsatte, at respektere hindet mellem dansk og tysk, at spejle sig selv og andens forskellighed på tværs af sprog og kultur sin identitet i den nok stærkeste markør for det og turde finde ind til det fælles. Hvor kampen danske, nemlig det antityske. En fantastisk disfor Sønderjylland tidligere blev kæmpet med kussion udviklede sig i mit eget indre, hvor jeg afgrænsning, fjendebilleder og modsætning blev nødt til at flytte rundt på så mange holdtil det tyske som våben, var Højskolen Østerninger og grundværdier, at søen fra de tidlige 90'ere med det var både pinligt og pipå den trend, som mente, at En fantastisk diskussion nefuldt. Pinligt fordi jeg jo i kampen for Sønderjylland udviklede sig i mit eget indre, mødet med de unge veludefter 1989 måtte være en hvor jeg blev nødt til at flytte dannede tyske lærere lærte kamp i alliance med slesvigrundt på så mange holdninger min identitet at kende og opholstenerne for at ændre voog grundværdier, at det var både dagede, hvor meget det tyske res fælles skæbne, nemlig at pinligt og pinefuldt fjendebillede havde betydet være blevet et svækket udfor etableringen af det dankantsområde i hver vores ske fællesskab. Og pinefuldt, nationalstat. Man kan ikke fordi det faktisk er smertefuldt at få flyttet så komme længere væk fra Berlin og Hamborg meget rundt på brikkerne så langt henne i livet. end til Flensborg, eller fra København til Padborg. Som da jeg holdt foredrag om slesvig-holstenernes oprør i Rendsborg i marts 1848. Martin På en helt uventet måde kom Højskolen ØsterGroh, en af de tyske lærere, fór op af stolen og søen i centrum som den højskole, der tog den proklamerede, at det ikke var et oprør, men den fulde konsekvens af den europæiske globaliseslesvig-holstenske frihedskamp mod en underring, som udviklede sig efter 1989. Der mangletrykkende og enevældig dansk konge i Købende danske guider på EXPO2000. Der var lægehavn, der modarbejdede Slesvig-holstenenesmangel i Danmark - og det modsatte i Tyskland. legitime ønske om en demokratisk forfatning. Der manglede dansktalende guider m.m. i den Det synspunkt havde jeg ikke tidligere hørt østrigske skiindustri. Dynelarsen ville gerne fremført med lidenskab, og utallige blev mine have danske butikschefer i Tyskland. Danske diskussioner med Martin om de forskellige, navirksomheder ville gerne have talentfulde medtionalt betingede historiefortællinger. arbejdere med gode tyskkundskaber. Osv. Højskolen Østersøen var alle de frække steder, og På Højskolen Østersøen gjaldt det ikke om at hele tiden på et højt sprogfagligt niveau kombietablere nationale, sproglige og kulturelle mod-

26


neret med en klassisk højskolescenografi med hjemlighed, fællesskab, poesi og troen på, at højskolen er den institution, der kan levere den mellemfolkelige dannelse, hvor den enkelte oplever at kunne være både forskellig fra og fælles med de andre. Højskolerne, kampen for Sønderjylland og grænsedragningen i 1920 ender således i sin egen negation: Fra kulturafgrænsning uden nuancer til kulturmøde, fra enten/eller til både/ og, fra fjendebillede til forsoning og fra modsætning til grænseoverskridende samarbejde.

Men med den forskel, at når en højskole gør kulturmødet til meningen, så opdager alle, at mødet og samværet med de andre stimulerer danskerens danskhed og tyskerens tyskhed, men nu på en måde, som inkluderer de andre. Det er faktisk muligt at stimulere sit eget fællesskab uden at bruge de andre negativt. Og det er i sidste ende højskolens universelle genialitet. Knud-Erik Therkelsen, Generalsekretær i Grænseforeningen

27


28


»De skal ikke blive glemt!« Ja, sådan sagde daværende statsminister Niels holdning gennem en ung dansker, som jeg tilNeergaard ved genforeningsfesten i Dybbøl fældigvis kom i snak med på en togrejse for den 11. juli 1920. Det blev et løfte, han ikke kun efterhånden mange år siden. Jeg var på vej fra afgav på egne og regeringens, men på hele det Danmark til Rotterdam, hvor jeg var sømandsdanske folks vegne. Et løfte Danmark trofast præst. Han skulle til en messe i Hamborg med har stået ved lige siden. Et løfte, der heller ikke sin nye computer. Via omveje om hans compusidenhen for alvor er blevet sat spørgsmålstegn ter og snak om gamle biler, kom vi så ind på, ved, måske tydeligst markeret, da Folketinget hvad jeg var for én. »Sømandspræst - hvad lavedtog Sydslesvigloven, som ver man så?«. trådte i kraft den 1. april 2010. Efterpå kom vi ind på fremDa lovforslaget blev sat til afDen nye grænsedragning skabte tiden, hvor jeg fortalte, at jeg stemning var der grønt lys netop et dansk mindretal syd for havde en drøm om at komme hele vejen rundt i salen. Altså og et tysk nord for grænsen til Sydslesvig. Han kiggede fuld opbakning fra alle parmåbende på mig. Den eftertier til den fortsatte støtte til følgende tavshed og mangmindretallet. lende spørgelyst fortalte mig, at han vist mente, Statsministeren tænkte dengang på de mange, at jeg ikke var rigtig klog. Måske havde han ret, der ikke blev genforenede, og for hvem der dermen ikke ud fra det argument, han førte frem for heller ikke er noget genforeningsjubilæum efter at have sundet sig: »Nu er der engang trukat fejre næste år. Den nye grænsedragning skabket en grænse. Så har folk pine død bare at rette sig te netop et dansk mindretal syd for og et tysk efter den. Hvis de er så danske dernede og vil blive nord for grænsen. Grænsedragningen skabte ved med at være det, så kan de da bare flytte nordogså bitterhed hos de mange, der ikke fik indpå!«. Så kold og kontant kan holdningen være friet deres håb; men afstemningsresultatet var til forholdene i grænselandet. jo samlet set rimeligt klart. Dermed kunne man tro, at grænsekampen var et overstået kapitel, og at statsgrænse også var lig med kulturgrænse. F.eks. oplevede jeg den

Grænsekampen slut? Men først tilbage til 1920-erne. Grænsekampen var ikke slut. Skellet mellem dansk og tysk var

29


trukket ganske skarpt op både nord og syd for den nye grænse. Dette kom f.eks. frem, da man i menighederne nord for grænsen ville sætte mindesten op med navne på de faldne fra sognet under 1. Verdenskrig, for hvad nu? Skulle navnene på en fælles sten som en slags fredsmarkering, eller skulle det markeres, hvem der var dansksindet og således var tvunget med i en krig, som ikke var deres?

Som bekendt - det kom ikke til forhandlinger med englænderne, ligesom der heller ikke blev tale om en ny folkeafstemning om grænsespørgsmålet. Grænsen ligger fast.

Nu er vi heldigvis der, hvor vi kan glæde os over, at grænsen har ligget fast i 100 år. Ved folkenes selvbestemmelsesret er det blevet markeret, at det var og er den rette grænse. Med skabelsen af mindretallene Håbet om en grænseflytning er det lige så klart, at vi både levede i mange år efter 1920. i det tyske og det danske Nu er vi heldigvis der, hvor vi I det tyske mindretal opstod mindretal har en nuanceret kan glæde os over, at grænsen der i forbindelse med besættilgang til genforeningsfehar ligget fast i 100 år telsen hos en stor del en forsterne næste år. Men ikke nyet forhåbning om at grænmere nuanceret end at vi kan sen ville blive flyttet tilbage både forstå, glæde os over til Kongeåen. Mange i det danske mindretal og deltage i festlighederne. For vi skal huske at håbede ligeledes på en grænseflytning ned til spørge: Hvad er genforening? Ejderen eller i det mindste Danevirke efter afJeg ved godt at genforeningen i 1920 rent konslutningen på 2. Verdenskrig. kret betød store forandringer. Tænk på Ribe Stift Det håb levede sandelig også hos mange i konfør 1920 og Haderslev Stift som en nyskabelse i geriget, hvorfor det var enormt skuffende for 1922. Administrationen blev dansk. Kirke- og de samme, at der ikke var politisk vilje til en folkeliv kunne frit leves på dansk osv. Eller for grænseflytning. Englænderne, som havde besat at blive lidt personlig: Min egen far fik pludseden nordlige del af Tyskland, havde vist vilje lig en dansk lærer i stedet for den tyske. til at imødekomme danske ønsker, men meget hurtigt efter krigsafslutningen lød det fra daGenforening, samhørighed værende statsminister Vilhelm Buhl: »Regerinog frimodighed! gen, der står på den nationale selvbestemmelsesrets Men det inderste i genforening ligger for mig at grund, er af den opfattelse, at Danmarks sydgrænse se ikke langt fra samhørighed. Samhørigheden ligger fast«. kan uden videre række hen over en landgrænse

30


i dag. Samhørighed giver en følelse af frihed og frimodighed, elementer som nedtoner betydningen af den fysiske landegrænse. Noget af det stærke ved livet i grænselandet i dag er, at genforeningen/samhørigheden kan leves ud både for medlemmer af det danske og tyske mindretal. Det er ikke kun for sjov, at vi i det danske mindretal har et slogan, der siger: »Vi gør Danmark lidt større!«. Og for Dansk Kirke i Sydslesvig: »Vi gør Folkekirken lidt større!«. Man kan i dag have lige så mange folkelige og kulturelle bånd hen over grænsen, som man måtte ønske. Og de er der og leves ud i stor stil. F.eks. har jeg mange gange tænkt det kirkelige fællesskab med folkekirkens menigheder med ind i min kirkegang søndag formiddag. Samme liturgi, samme salmebog, samme kirkeforståelse. En form for fællesskab og samhørighed/genforening igennem tradition og menighedsliv. Vi er heldigvis kommet derhen i grænselandet i dag, at der ikke sættes spørgsmålstegn ved den

31


andens kulturelle liv. Nogle traditioner skaber Men sådan er det ikke hos os. Begge mindretal undren; men der er jo netop forskelle. Vi er for kan leve i en frimodighed, som det har kostet længst holdt op med at betragte den anden mange kræfter at opnå, og som de fleste helsom en trussel. Flertals- og digvis betragter som en rigmindretalsfolk er kommet så dom i dag. Vi har bevæget langt ad frimodighedens vej, os fra fjendskab til gensidig Men det inderste i genforening at vi tør sige højt, at mindreberigelse ikke mindst takket ligger for mig at se ikke langt tallenes kultur er lige så hjemvære en forbilledlig trofastfra samhørighed mehørende i landsdelen som hed fra dansk side, som det flertalsbefolkningen. danske mindretal aldrig har haft anledning til at tvivle på. Kigger vi rundt på kloden, så vil vi vide, at det mange steder ville være forbundet med livsGod genforeningsfest i 2020 til alle. fare for et mindretal at påstå noget lignende. Viggo Jacobsen

32


Om at være tysk præst i Danmark »Det samme helt anderledes« og (til tider) mere »både og« end »enten eller«.

rer præsterne under biskoppen i Slesvig. Strukturelt kan man godt sammenligne NG med Dansk Kirke i Sydslesvig (DKS). Både DKS og NG betjener mindretallene og de mennesker, De(n) tyske kirke(r) i Sønderjylland/ som ønsker at betjenes kirkeligt på deres moNordslesvig - kort om organisationen dersmål. NG holder tyske gudstjenester i FolkeI Nordslesvig, dvs. Sønderjylland, er der to kirkens kirker, hvor de efter aftale lejer sig ind. tyske kirkelige systemer: I de fire købstæder I ca. 36 kirker deler NG og Folkekirken således Sønderborg, Åbenrå, Tønder gudstjenesterum. Der er et og Haderslev er der indengodt samarbejde mellem de for Folkekirken en tysk del Det tyske begreb danske præster og kirketjeaf menigheden, hvor der er »Volkskirche« indebærer, at vi er nere alle steder. ansat tysktalende præster, der for alle mennesker, og Menigheden forvaltes fra som tidligere har været ansat vi gør stort set det samme som Tinglev/Tingleff. På kontoret i »Nordkirche« (Den evangeen præst indenfor Den (»Geschäftsstelle«) arbejder en liske lutherske kirke i Norddanske Folkekirke. forretningsfører og en sekretyskland). I den øvrige del af tær. De inddrager medlemsområdet - på landet - findes kontingent og forvalter økonomien. For vores fem præster, der er ansat af Nordschleswigsche medlemmer er kontingentet deres kirkeskat, og Gemeinde (NG). NG har fem »Pfarrbezirke« den bliver også beregnet ligesom Folkekirkens (pastorater), i Hoyer/Lügumkloster (Højer/ kirkeskat. På kontoret betales bl.a. regninger for Løgumkloster), Tingleff (Tinglev), Gravenstein lån af kirkerne og organister osv. (Gråsten), Buhrkall (Burkal) og Süderwilstrup (Sønderwilstrup). Se også www.kirche.dk.

Kort om det tyske mindretal

Die Nordschleswigsche Gemeinde (NG) NG er en frimenighed efter dansk grundlov. Bekendelsesmæssigt er NG evangelisk-luthersk ligesom den danske folkekirke. Kirkelig set hø-

Ca. 15.000 mennesker regnes til det tyske mindretal nord for grænsen. Det tyske mindretal har bl.a. egne børnehaver, skoler, et gymnasium (Åbenrå), en efterskole (Tinglev), bibliote-

33


ker, familierådgivning og en ungdomsorganisation. Den politiske paraplyorganisation hedder »Bund Deutscher Nordschleswiger« BDN. Her fordeles de økonomiske midler indenfor mindretallet. BDN ledes af en »Hauptvorstand«, et demokratisk organ med en formand, som bliver valgt for en periode på 4 år.

Menighedsarbejdet i Løgumkloster og Højer

mander. Vi holder dåb, vielser og begravelser. Sjælesorg er en stor del af vores arbejde. Og vi har et lokalt menighedsråd (»Pfarrbezirkskirchenvorstand«), hvor en repræsentant er en del af et overordnet menighedsråd, som favner alle lokale pastorater. Vi har en »Kirchenvertretung«, hvor alle valgte repræsentanter mødes to gange årligt. Det er vores højeste organ, og forstås som en synode i Tyskland. Fordi vi er kirke for

mindretallet, er antallet af Men alligevel er der naturligBeskrivelsen af den tyske kirmennesker vi betjener vis forskelle: Alle tyske prækes organisation skal tydelignaturligvis ikke så stort ster som arbejder i Nordslesgøre, at vi forstår os selv som vig er uddannet i Nordkirche »Volkskirche« og altså er folog den kirkelige socialisering kekirke for det tyske mindrehar fundet sted der. Pastoralseminariet (Tysk: tal og som en lillesøster til Folkekirken, sådan »Vikariat«) f.eks. varer over 2 år. Den tyske kirsom de tyske mindretalsskoler også er folkeskoke har historisk set et andet forhold til staten ler for den tysksprogede del af befolkningen i end den danske kirke, og det sætter sine spor grænselandet. Det tyske begreb »Volkskirche« i teologien og embedsforståelsen. Sat på spidindebærer, at vi er der for alle mennesker, og vi sen er den tyske kirke i dag mere kritisk overgør stort set det samme som en præst indenfor for statslige autoriteter. Historisk har det netop Den danske Folkekirke. Men da vi som NG gælikke altid været sådan, fordi den tyske kirke under som en frimenighed, er vi underlagt trosder nationalsocialismen var alt for loyal overfor samfundsloven med de særlige regler. staten. Hvis jeg altså skal beskrive, hvad mit arbejde En anden forskel er naturligvis sproget: Gudsbestår i som tysk præst her i menighederne tjenesterne om søndagen foregår kun på tysk, i Højer og Løgumkloster, ville jeg nok i første med en tysk liturgi, tyske salmer og der præomgang beskrive det samme som mine danske dikes over den tyske tekstrække (vi har hele 6 kollegaer arbejder med. Vi begrunder vores tjerækker!). Vi har en mere fri brug af liturgien og neste i vores ordinationsløfte. Vi holder gudsritualet, mens Folkekirken følger det autorisetjenester. Vi har konfirmander, samt minikonfir-

34


Provst Viggo Jacobsen og pastor Matthias Alpen til i en ÂťvandregudstjenesteÂŤ i den danske Heilig Geist Kirche i Flensburg. Foto: Dr. Antje Wendt, pressemedarbejder for Bischofskanylei i Slesvig.

35


rede ritual meget nøje. Denne forskel har sikkert mange begrundelser. Men undervisningen i liturgik fylder meget mere i den tyske præsteuddannelse end i den danske. En sidste forskel jeg vil nævne, er antallet af vores medlemmer: Fordi vi er kirke for mindretallet, er antallet af mennesker vi betjener naturligvis ikke så stort. Derfor har jeg »kun« haft 7 konfirmander året 2019/2020 i Løgumkloster.

For at det ikke bliver for ensomt for de unge, så begynder vi konfirmandåret med en fælles lejr for alle konfirmander i Nordslesvig, og der deltager ca. 90 konfirmander hvert år. Konfirmandlejren bliver holdt på Knivsberg, et ungdoms- og samlingssted for det tyske mindretal nær Åbenrå. Antallet varierer naturligvis fra år til år. For hele menigheden i Højer og Løgumkloster er der ca. 500 mennesker indskrevet som medlemmer.

Kortet viser klassificeringen af de tyske 5 sogn (pastorater) i Nordschleswig og også de 4 (tyske) kommuner i Folkekirke.

36


men den tyske præstefamilie flytter jo også med til Danmark. Hele familien skal lære et nyt sprog, og ægtefællen skal nu forsøge at finde For at være tysk præst i Danmark skal man et nyt arbejde. Børnene kan begynde på en tykunne arbejde med et »både og«. Vores hverske mindretalsskole, som nok ligner skolerne i dag ligger i en mindretalssammenhæng, hvor Tyskland, men som jo er præget at den danske sproget og kulturen naturligvis er tysk. Men kultur og den danske pædagogik, samt undervi lever og bor i den danske stat og i en dansk lagt de danske regler fra undervisningsministekulturel kontekst. Ordet »Zweiströmigkeit« riet og samtidigt ministeriet i Kiel. Så det er en beskriver denne tilværelse ganske godt: Vores helt anden skole, de møder, og en helt ny social kulturelle identitet er præget kontekst, de skal leve sig ind af to kulturelle strømninger. i. Det er meget for en familie, Som tysk præst er det derfor og kan også blive for meget. Præstehverdagen består ofte nødvendigt at kunne tale det Det er vi meget opmærksomi at integrere de to kulturer med danske sprog og have forståme på kollegaerne imellem. hinanden og et »enten eller« else for dansk kultur samt en findes ikke mere i dag viden om den. Her kunne jeg beskrive mange andre (praktiske, alvorlige Det bliver især tydeligt til beog morsomme) forhold, som gravelserne, hvor vi ofte bruger både danske og er helt forskellige: sundhedssystemet, forsikrintyske salmer. Tit spørger familien også, om det ger, sociale koder og humor. Man lægger hurtigt ville være muligt at sige et par ord på dansk, mærke til, at man kommer fra et andet land, og fordi der er pårørende, som ikke forstår tysk. at man er tysk præst i et andet land. Efter 1920 Sådan er det at leve i grænselandet: familierne blev de nye tyske præster sendt til København er ikke kun tyske eller danske. Præstehverdapå et »lynkursus« om dansk kultur i tre uger. gen består ofte i at integrere de to kulturer med Det gør man desværre ikke mere. Programmet hinanden og et »enten eller« findes ikke mere i stod på foredrag i dansk historie og litteratur, dag. teater, musik og en tur i Tivoli. En spændende tanke, fordi kulturen er mere end blot at lære Det kan være en vanskelig opgave, og her er det sproget. nødvendigt, at man lever sig ind den danske levemåde. Derfor kan det indebære store omFor mig personligt gør det særlige sig gældenvæltninger for den i Danmark nyankommne de, at vores hjem er et dansk-tysk hjem. Jeg er tyske præst: Præsten kommer ofte ikke alene,

Ofte er det et »både og« og mindre et »enten eller«

37


gift med Signe von Oettingen, som er dansk, og hun forklarer mig ofte, at danskerne tænker og ser anderledes på tingene. Da hun også er præst, nemlig sognepræst i Ribe, får jeg gennem hende også en forståelse for dansk kirkeliv.

dansk-tysk samarbejde, hvor biskop Marianne Christiansen er protektor. En af kirkens helt afgørende roller i grænselandet er at sørge for, at mennesker mødes og får talt sammen.

I Løgumkloster mindedes vi derfor den 11.11. Min hverdag adskiller sig ikke meget fra en 2018 afslutningen på 1. verdenskrig i fællesalmindelig dansk sognepræsts hverdag. Alliskab i Løgumkloster. Sammen med historisk gevel har vi nogle særegenforening og byens mange anheder, som kun findes i grændre foreninger forberedte vi selandet: Vi fejrer hvert år grundigt et arrangement til Den tætte forbindelse mellem dansk-tyske gudstjenester til denne dag. Det spændende Nordkirche og Den danske folkepinse i Nørreløgum, vi er fælved dette arrangement var kirke er til inspiration og åbner les om De ni Læsninger i Løikke mindst processen, hvor et refleksionsrum, hvor vi kan gumkloster og vi har en fælvi lærte meget om de forskeldrøfte udfordringer, som les musikgudstjeneste i Højer. lige historiske sammenhænbegge kirker kender til To ganger om året mødes den ge og skæbnefortællinger, danske og den tyske menigsom vi kommer med. Det var hed i Løgumkloster i hhv. den danske og den et lille stykke meget værdifuldt fredsarbejde, tyske præstegård til vore præstegårdsaftener. som jeg er meget taknemmelig for at have delVi synger og spiser sammen, der bliver holdt taget i. et oplysende folkeligt foredrag om forskellige emner (om salmesangskulturen, reformationen Dansk-tysk samarbejde i grænselandet eller grænsen). Vi synger meget til disse afteVed siden af at være sognepræst i grænselanner, så både den danske og den tyske menighed det er jeg også »Senior« (kan delvis sammenlærer hinandens (musik-) traditioner at kende. lignes med et provsteembede) i Nordslesvig. Og vi oplever gang på gang på disse aftener, at I min provstefunktion er jeg medlem af det samværet gør os rigere, og at vi lærer af hinandansk-tyske samtaleforum, som består af de 3 den. grænselandsbiskopper fra Ribe, Haderslev og Slesvig, de danske og tyske provster nord og På sammen måde har alle menigheder i Nordsyd for grænsen, samt rektorerne fra præsteslesvig deres egne lokale særegenheder. I uddannelserne nord og syd for grænsen (FolGråsten har de dannet en foreningen for det

38


kekirkens udviklings og videnscenter i Løgumkloster og Christian-Jensen-Kolleg i Breklum). Dette samtaleforum mødes to gange om året for at tale om det konkrete samarbejde, men også ligeså meget for at høre om de forskellige kirkelige udviklinger i nabolandene og i mindretallene. Desuden afholdes et særligt dansk-tysk præstestævne med et årligt konvent, som skiftevis mødes i Løgumkloster og i Breklum (Det er åbent for interesserede præster i grænselandet, se også fkuv‘s kursusprogram!). Den tætte forbindelse mellem Nordkirche og Den danske folkekirke er til inspiration og åbner et refleksionsrum, hvor vi kan drøfte udfordringer, som begge kirker kender til. Det er en stor gave. Og - igen - vi lærer, at man kan gøre det samme helt forskelligt. Det blev også tydeligt i reformationsåret 2017. Der blev holdt mange fælles gudstjenester og arrangementer hen over grænsen og det særlige reformationsskib fra Nordkirche lagde også til ved en dansk kaj.

Sammenfatning: Tre teser og et spørgsmål Jeg vil sammenfatte det at være tysk præst i Danmark i tre teser: 1. En tysk præst er en ganske almindelig sognepræst. 2. En tysk præst i Danmark skal leve sig ind i mindretallets og den danske kultur og historie.

3. Grænselandet er beriget med to store folkekirker og to mindretalskirker, som arbejder for, at mennesker kan mødes hen over grænsen. Særligt mindretalskirkerne har derfor en rolle som brobygger! Et spørgsmål: Grænselandet 2020 rummer forskelligheder, som er berigende, og i mødet med de andre lærer man også sine egne traditioner bedre at kende: Hvorfor er det egentlig, at jeg gør sådan, og du gør det samme anderledes? Men alle kirker i grænselandet forkynder Kristus, den levende Guds søn og lever dagligt af hans nåde. Og om det så sker på tysk eller på dansk, det er således forstået kun forskellige udformninger. Der er sket meget siden 1920. Der har været meget vanskelige tider i det dansk-tyske forhold, som ikke skal glemmes. Men takket være det fælles engagement i grænselandet, er der sket store forbedringer i samlivet og i den gensidige forståelse for hinanden. Jeg håber på, at 2020 bliver et år, hvor vi uddyber det gode samarbejde i grænselandet! Vi glæder os til at være en del af Folkemødet i Ribe i maj 2020, hvor både mindretallet, de tyske provster og den tyske biskop fra Slesvig deltager. Pastor Matthias Alpen, Senior in Nordschleswig

39


40


Der må være en grænse

- lidt om den bibelske grænse

Engang udtalte en astronaut efter at have været støbt i asfaltvejen, markeres der en grænse melsendt ud i rummet for første gang efter mange lem to lande. I Det gamle Testamente går grænårs træning, at en af de helt store oplevelser ved sen ikke så fysisk mellem landområder som at kigge på jorden ude fra rummet, havde væmellem de befolkningsgrupper, der er Jahve-tro ret, at jorden fremstod som et hele uden grænog dem, der ikke er det - altså dem, der tilbeder ser. Han kunne se landene og kontinenterne, andre og flere guder. Det gamle Testamente går som han kendte dem fra i høj grad ud på at fortælle, at skolens store landkort og fra der er forskel på at tilhøre det globussen på drengeværelset folk, der har Jahve som gud, Der er grænser i Det gamle derhjemme, men grænserne og dem, der ikke har. Dér Testamente. Men de er ikke så mellem de enkelte nationer ligger en grænse og en afklare som dem, vi i dag ser kunne han ikke se. Jordklogørende en af slagsen. Nu er optegnet på kort og globusser den var på den måde at fordet ikke altid så nemt at se på stå som et grænseløst hele. mennesker, der i øvrigt ligDet er ikke sådan, at vi, som ner hinanden, om de tilhører opholder os på jorden i den afdeling, der hedden ene eller den anden religion, og hvordan der Danmark, oplever kloden, for vi når frem ser man så grænsen? Måske handler det i virketil landegrænser, når vi bevæger os få timer i bil ligheden ikke så meget om at se grænsen som eller med tog. En anden måde at forstå grænser konkret at mærke den i form af overholdelse af på, kan man opleve, hvis man læser i sit Gamle visse leveregler. Hvis man læser i Det gamle TeTestamente, og den måde minder måske mere stamente er der i især de tre sidste Mosebøger om astronautens overvejelser. opregnet talrige regler, forordninger, forbud og påbud, som den Jahve-troende skal følge for at Der er grænser i Det gamle Testamente. Men de være inden for grænserne af sit folk. Moseloven er ikke så klare som dem, vi i dag ser optegnet er i den forstand en identitetsmarkør, som sætpå kort og globusser. Grænserne har en anden ter grænsen for, hvem der hører til og hvem, der karakter. Det er ikke, som når vi når frem til ikke gør det. Rudbøl og ved, at ved den lille sten, der ligger

41


Hvis man skal pege på noget, der især har gjort mede guder at træde ind ad. Grænsen var med sig gældende som grænsedragende i den gamdet nået for Jahves tålmodighed! Der har måske meltestamentlige tænkning, er det tanken om, og måske ikke været landegrænser, som vi kenat man ikke gifter sig udenfor sit folk og derder dem, rundt om det israelitiske folk - det kan med sin religion. Gammel Testamente er ikke historisk set ikke afgøres og må også betragtes læsning for sarte sjæle, hvad angår kvindesyn som relativt uinteressant i en gammeltestaog synet på det rette parforhold. Det er lang tid, mentlig teologisk kontekst - men der har afgjort før #Metoo-bevægelser og tanker om transkøn været grænser mellem dem, der tilhørte folket er blevet til alment tankegods, som de færog dem, der ikke gjorde det. Grænsen handler reste kan undgå at forholde om slægten og stammefælsig til. Det er helt afgørende lesskabet, ikke om jord og for tilværelsesopfattelsen i hegn. I den forstand er astroHvis man skal pege på noget, Det gamle Testamente, at ægnautens perspektiv relevant der især har gjort sig gældende teskabet, herunder også det for en gammeltestamentlig som grænsedragende i den polygame ægteskab, som udbetragtning. gammeltestamentlige tænkning, gangspunkt finder sted meler det tanken om, at man ikke lem en israelitisk mand og en Hvis vi vender blikket mod gifter sig udenfor sit folk og eller flere israelitiske kvinder, den nytestamentlige forstådermed sin religion. endda helst indenfor samme else af grænser, ja, så sker slægt eller stamme. Moseloder noget i forhold til den ven er ikke optaget af, hvor gammeltestamentlige forståmange kvinder en mand gifter sig med, men else. For Jesus er ikke så meget grænsevogter, den er vældigt optaget af, at fremmede kvinder som han er grænsegænger og undertiden ligeikke må komme i overtal i slægten eller stamfrem grænsebryder. Der er ikke noget, der tymen. For derved er der reel fare for, at Jahveder på, at Jesus ser sig selv som frontløber for troen mister fodfæste, og de fremmede guder en ny religion eller en ny forståelse af verden, vinder indpas. Profeter tordner mod det, Loven men han er den, der bryder grænser i forhold forbyder det og de store, kendte fortællinger til, hvad den gode moral og det vedtagne adadvarer mod det. Vi kender fortællingen om færdsmønster i samfundet forlanger. For han Kong Salomo, der gifter sig med 1000 kvinder, ser, at de love, der egentlig på god vis var grænmen som det lakonisk slåes fast: Ikke en af dem sedragende i forhold til at samle folket og bevar retfærdig - dvs. Jahve-troende - og det beskytte det mod opløsning, er blevet til temmelig tød, at der var en ladeport åben for de fremhåndfaste grænser, der adskiller mennesker fra

42


hinanden i stedet for netop at samle. Undervejs Det gamle Testamente er ikke orienteret mod som grænsegænger oplever han også selv at individet og individets behov, ønsker og permåtte skubbe sin egen grænse i forhold til sin sonlige interesser og grænser. Der tæller alene forståelse af sig selv i verden. Et sted går han stammefællesskabet og slægtens overlevelse. bogstaveligt talt på grænsen mellem sit eget Indenfor disse grupper findes grænsen for, land og egnene ved Tyrus og Sidon, hvor der hvad der er interessant for tilværelsen og hvad boede hedninge, altså ikke-jøder. Der møder ikke. Dette perspektiv på livet udvides i Det han en hedensk kvinde, som ønsker hjælp til at nye Testamente, hvor Jesus går over grænser i helbrede sin datter. Det vil Jesus imidlertid ikke sin kærlighed til mennesker, der er uden for det være med til med den befællesskab, som ellers netop grundelse, at han forstår sin blev taget for givet. I dag er sendelse som en sendelse til perspektivet helt anderledes. For Jesus er ikke så meget de fortabte får af Israels hus Der er langt flere, fastere og grænsevogter, som han er og ikke til tilfældige hedninge mere sikrede landegrænser i grænsegænger og undertiden rundt omkring i grænseområverden (selvom de ikke kan ligefrem grænsebryder. derne. Men Jesus overtales af ses fra det ydre rum) end på hende til at helbrede datteren bibelsk tid, men den person- hun er meget insisterende lige frihed, individets frihed, og velargumenteret. I forhold til grænser er den er i vores del af verden blevet næsten grænselille fortælling i Mattæus Evangeliet kap. 15 væløs. Fællesskabet er ikke det, som man er født sentlig. Jesus går her over grænser - både den ind i; det er det tilvalgte fællesskab med ligesinfysiske landegrænse og grænsen i forhold til dede individer, man går efter. Er det godt og frit hedninge, som nu også står under hans ansvar og stærkt, eller må der være en grænse? og kærlighed. Kærligheden til det nødlidende Leise Christensen menneske bliver grænseløs. Noget andet er Sognepræst ph.d. også, at Gud i inkarnationen, altså i Jesus, bryder den grænse, som ikke brydes i Det gamle Testamente, nemlig, at han bliver menneske, og det evige og magtfulde dermed manifesterer sig i det afmægtige og timelige og i yderste konsekvens dødelige.

43


44


Kirken som genforeningens rum At blive genforenet, det betyder egentlig en ting. ofte er tale om en genforening. En genforening At fortidens historier forenes med nutiden. Såmellem familiemedlemmer, gamle arbejdskoldan var det med genforeningen i 1920, da Sønlegaer, venner og søskende, som ikke har set derjylland og Kongeriget blev genforenet, og hinanden længe, og som deler historier og minsådan er det også i det enkelte menneskes liv. der med hinanden om det menneske, der var. Venskaber, familiebånd, bekendtskaber og parBegravelsen er, hvor sørgeligt og trist den også forhold vil igennem livet af kan være, et sted hvor genforden ene eller den anden årsag ening ofte finder sted. Det er kunne gå i stykker. Grænser et sted, hvor relationer, som Begravelsen er, hvor sørgeligt kan opstå og en afstand kan kan have være afbrudte i årog trist den også kan være, gro frem mellem det liv og tier, får nyt liv.  Begravelsen et sted hvor genforening den historie, man delte samer et sted, hvor den afstand, ofte finder sted men engang, og det liv og den der i livet var blevet for stor, historie som er. alligevel kan finde sit sted og sit sprog ved kisten midt i rummet. Selvom det er naturligt, at det er sådan, så er det nok de færreste, der kan sige sig helt fri for Kirken er på den måde et særligt rum. Ikke at længes efter at blive genforenet med forhistomange steder bliver vi tvunget til at træde ind i rien. Der er noget i os mennesker, der fører os en sammenhæng, der gang på gang genforener tilbage til de steder og til de mennesker, hvor vi vores fortidshistorie med vores nutid. Det sker kan blive genforenet med fortiden. Derfor holsom allerede nævnt ved begravelsen, men det der vi jubilæum med vores gamle skoleklasse, sker også ved dåb, og det sker ved konfirmavi mødes til fætter- og kusinefester, og vi mødes tionen, når forældre, der ikke kan holde ud at i kirken til bryllupper, barnedåb og ikke mindst være i stue sammen, alligevel må sidde på kirtil begravelser.  kebænken i en times tid og se det barn, som de er fælles om, blive konfirmeret. Og det sker ved Gang på gang kan man som præst sidde i koret vielse, hvor den mor eller far, som man mistede, ved begravelsen inden handlingen begynder og kan fylde så meget i rummet, at de næsten er til høre stemmer, som summer nede fra kirkerumstede. Og det sker hver søndag, når vi mødes met. Ofte er der i kirkerummet ingen tavshed om at fejre gudstjenesten. som i graven, men ord og atter ord, som vidner om, at der også i kirkerummet ved begravelsen 45


Gudstjeneste som genforeningsfest

trum. 100 år er gået, og meget er forandret. Det giver ikke længere mening at tale om årsagen og striden, der var årsagen til adskillelsen mellem Sønderjylland og resten af Danmark. I stedet må der være fokus på det, der skaber rum for en fælles fremtid på tværs af grænser, sprog og kultur. Intet bør glemmes, men nutidens håb og genforening må komme først. Sådan bør det også være i kirken og i kirkerummet.

Gudstjenesten er en genforeningsfest mellem Gud og menneske. En fest som rammes ind af kollekternes afsluttende ord fra evighed og til evighed og af læsningerne og ritualerne, som stammer fra fortiden. Det kommer smukkest til udtryk, når vi fejrer nadveren sammen. Cirklen som i kunsthistorien er et symbol på evigheden, omkranser i de fleste kirker alteret. Her kommer vi med vores nutid og knæler ved alKirkens historie er fyldt med Det er et sted, hvor vi søger teret, men i brødet og vinen historier, som har brudt fælgenforeningen i vores sorg og i møder vi håbet om evigheden lesskaber ned, og som har vores glæde med vores og om at den del af cirklen, skabt afstand. Blodige krige medmenneske, fortiden og Gud som ikke kan ses, er hos Gud, og forfølgelser har der været i større grad end noget andet sted ligesom den hustru, mand elmange af, og deres spor trækler barn som ikke er her mere. ker stadigvæk grænser op imellem konfessionerne i dag. Men verden er Kirken er på den måde genforeningens hus. Det i bevægelse, det som tidligere klart var adskilt er et sted, hvor vi søger genforeningen i vores af geografiske afstande mødes i dag. Fremmede sorg og i vores glæde med vores medmenneske, kirker og kulturer er blevet en naturlig del af fortiden og Gud i større grad end noget andet vores samfund, og har derved også sat gang i sted. Vi sidder på bænke, som generationer før en usynlig genforeningssamtale. Når man ikke os har siddet på. Vi hører tekster, som er gamle, længere lever på afstand af hinanden, så bliver og vi synger med på samler, som vores forældre det, som adskiller og holder en på afstand langog bedsteforældre også har sunget. Det er store somt nedbrudt. Den ortodokse kirke er ikke følelser, der er på spil, derfor må det heller ikke længere noget, som kun findes bag et jerntæpbare være ren nostalgi. pe og hvor der tales russisk, men lige nede om hjørnet, og Mellemøstens sprog høres nu flere Fremtiden og håbet og flere steder, når der bliver holdt gudstjeneste på arabisk eller farsi. Selvom vi ikke alle deler I det store genforeningens perspektiv, som vi den samme konfessionelle tro, så deler vi troen fejrer i 2020, er det fællesskabet, som er i cen-

46


på Kristus, og vi deler liv og tilværelse i Danmark anno 2019.

Afslutning Kirken har derfor stadigvæk en rolle at spille som genforeningens sted. Det er stedet, hvor familien samles om både de glædeligste og de sørgeligste begivenheder i livet, og hvor forti-

den bliver aktuel i nutiden. Det er stedet, hvor kristendommens mange farver og sprog kan finde fællesskab i Kristus efter mange års adskillelse, og det er der, hvor vi, som de mennesker vi er, kan komme, selvom vi ikke har noget til fælles med hinanden og blive genforenet i Kristus med alle vor bekymringer, men også al vort håb til fremtiden.  Søren Lydeking Pedersen

47


48


Der er en

grænse

- en publikation fra Ribe Stift i anledningen af årsskiftet 2019-2020. Ansvarshavende redaktør: Elof Westergaard. Redaktion: Birgitte Nør Jahn og Morten Fester Thaysen Layout: Videbæk Bogtrykkeri A·S Typografi: Brannboll Fet, MetaPlus, Palatino Fotos: Gitte Volsmann Papir: 300 g Matsilk og 170 g MatSilk Oplag: 1900 Tryk: Videbæk Bogtrykkeri A·S, november 2019 ISBN 978-87-992290-4-8

49


ISBN 978-87-992290-4-8 50

Profile for Videbæk Bogtrykkeri A/S

Ribe stift årbog 2019  

Ribe stift årbog 2019  

Profile for videbaek