Page 1

Aflastningstilbud Dalen

Dalen • Tlf. 99 70 65 61 • Mail: dalen@morsoe.dk


01

Dalen

Aflastningshuset ”Dalen” Børn kan tilbydes, aflastning i aflastningshuset ”Dalen” – dette er for at støtte familien, og hvor mindre støtte kan være med til at opretholde trivsel for barnet.

Målgruppen: Børn mellem 5 - 12 år. Der indskrives max. 6 børn. Børn med ADHD adfærd, eller andet adfærdsmæssigt som kræver en særlig indsats. Der tilbydes aflastning, som primært har fokus på de gode oplevelser.

Indhold: De enkelte weekender vil være planlagt inden og tilpasset børnegruppen. Der vil være fokus på struktur, genkendelighed og troværdige voksne. Børnene vil møde de sammen børn og voksne hver gang, det vil give oplevelsen af ”lejerstemning” hvor alle kommer med samme udgangspunkt. Det betyder at børnene ikke skal melde sig ind i et fælleskab som allerede er etableret, men at de er en del af et tilbagevendende fællesskab.


02

Velkommen til Dalen

Med denne pjece, vil vi gerne byde jer VELKOMMEN til »DALEN«, som er Morsø Kommunens tilbud om aflastning til familier med hjemmeboende børn. Vi håber, at jeres barn bliver glad for at være hos os, og at I føler jer trygge ved at sende jeres barn i aflastning hos os. Ligeledes håber vi på et godt samarbejde, og at I siger til, hvis noget evt. kan gøres anderledes i forhold til jeres barn og til Dalen generelt.

Hvad er formålet med DALEN? Et kortere eller længere aflastningsophold kan have flere formål bl.a. at vænne sig til at komme hjemmefra, ruste barnet/den unge til et mere selvstændigt liv, knytte venskaber med ligestillede. Dalen er ikke kun aflastning for familien, men også et vigtigt led i barnets/den unges udvikling til ungdomsårene, og hvad denne tid bringer. Ikke mindst kan det også give et pusterum til familien.

Mål for Dalen Målet for Dalen er at give børnene nogle gode weekender eller ferie med indhold og aktiviteter, som de selv er med til at bestemme. Vi prøver at sammensætte weekenderne med børn, der er ligestillede og har fornøjelse af hinanden, og hvor der allerede er knyttet venskaber, eller hvor kimen til venskab er sået.

Aflastning efter behov Aflastning er mange ting. Det vigtigste er, at barnet oplever opholdet som noget trygt, og familien får den aflastning, de har brug for.

Åbningstider Fredag kl. 15.00 til søndag kl. 15.00. I skal venligst aftale med personalet, hvornår I kommer, så I ikke kommer til en låst dør.

Afmelding eller bytning af weekend Hvis jeres barn ikke kommer i Dalen, skal I melde fra senest onsdag morgen til weekenden.Hvis jeres barn bliver sygt, mens det opholder sig i aflastningen, vil I blive kontaktet. Vi modtager ikke syge børn i aflastningen.

Fødselsdage Hvis jeres barn har fødselsdag i den weekend, det er i Dalen, fejrer vi dagen med fest og gave.


03

Forældresamarbejde Samarbejdet/kommunikationen mellem personale og forældre foregår gennem telefon, I er altid er velkomne til at ringe og få en snak.

Medicin Al medicin skal doseres i udleverede doseringsæsker med navn og medicinkort over, hvilken slags medicin og hvor stor dosis barnet får, samt på hvilket klokkeslet medicinen skal gives. Ved P.N. medicin skal dette være påført navn. I tilfælde af ændringer, er det forældrenes ansvar at ændre indlægssedlen i medicinæsken. Hvis jeres barn skal smøres i noget specialcreme bedes I medsende dette.

Lommepenge Til weekendaflastningen medbringes 50 kr. i lommepenge, som bruges til entre, is, slik, biografbillet mm.

Tøj Praktisk tøj passende til årstiderne. Skiftetøj, hjemmesko, regntøj/overtrækstøj, støvler/gummistøvler, badetøj, evt. sovedyr eller hvad nu jeres barn har til vane at sove med. Sengelinned og toiletsager kan opbevares fra weekend til weekend. HUSK: navn i alt, da det ellers er umuligt for os at holde styr på tingene.

Weekendrutiner: I tidsrummet kl. 09.00 – 10.00 vågner børnene eller bliver vækket.Hvert barn har sin individuelle morgenstruktur, men alle skal en tur omkring badeværelset, tage tøj på, spise morgenmad, børste tænder. Så vidt muligt hjælper barnet også med til at rede seng.

Hele dagen er der mulighed for forskellige aktiviteter inde eller udendørs. Det kan foregå i små grupper eller et barn alene sammen med en voksen.Det kan være en tur i vores gymnastiksal, leg i haven, en gå- eller cykeltur rundt i nærmiljøet, eller et par timer i varmtvandsbassinet. Indendørs er der mulighed for at lege med forskelligt legetøj, spille spil, også elektroniske og computerspil. Vi kan også hygge i vores egen biograf el. lave mad over bål eller på grill, en tur i skoven, eller en fodboldkamp på sportspladsen. Vi har også mulighed for at tage på udflugter med vores bus, f.eks. til Vesterhavet, Jesperhus Blomsterpark. Ålborg ZOO el. Hoppeloppeland i Herning.


04

Børnene kan også være med til madlavning, borddækning eller indkøb/ bagning til aftenhygge. Før aftensmaden kl. 18.00 har de fleste af børnene en pause (rolig beskæftigelse) og hvis behovet er der på deres eget værelser. Aftensmaden indtages i køkkenet, hvor hvert barn har sin faste plads ved bordet. Aftensmaden er et vigtigt samlingspunkt, hvor børnene/ de unge skal lære at begå sig i fællesskabet. Samtidigt tilstræber vi, at måltidet bliver en hyggestund, hvor man kan tale sammen og måske fortælle hinanden små historier. Næste samlingspunkt er omkring aftenhyggen i tv-stuen, hvis indhold ét eller flere af børnene har været med til at forberede og servere. Vi forsøger at lære børnene almindelig bordskik samt at spise varieret. Der kan dog dispenseres, så hvis et barn ikke kan lide noget af den varme mad, finder vi noget andet frem, f.eks. rugbrød eller havregryn. Lørdag er slikdag, og har man lommepenge med, må der købes slik og andet ”guf” ved Købmanden. Har barnet/den unge ikke penge med, finder vi noget andet guf at hygge med. Søndag morgen er det helt ok at sove længe og bare holde fri, Men der er altid mulighed for lege ude som inde. Søndag eftermiddag rydder vi op, og lægger sengetøj mv. på plads i skabet hvis det skal blive til næste gang. Børnene hjælper med at lægge legetøj mv. på plads, så det er rart for de næste at komme.

Dalen  
Advertisement