Page 1

Musik kan føre til sü meget...

Elevhistorier fra Musikskolens historie gennem 40 ĂĽr


Forord:

Musikskolechef Flemming H. Meng, Vejle

Musik kan føre til så meget... Mange har – igen og igen – siden halvfjerdserne argumenteret for, at indlæring i musik også har en afsmittende gavnlig effekt på indlæringen af alle mulige andre fagområder. Det tyder meget på, men man skal først og fremmest undervise i musik for at – undervise i musik! Musik er en så væsentlig del af vort liv og fylder så meget hos de fleste, at det at mestre og forstå musik er en væsentlig del af helheden i tilværelsen. Musikundervisning er almendannende. I musikskolens (og her tænker jeg på alle de 5 musikskoler, som vor nuværende skole består af) ca. 40-årige historie, har mange elever naturligvis valgt yderligere at dygtiggøre sig i musikken og skabe en karriere på baggrund heraf. Jeg tænker eksempelvis på brødrene Emil, Nikolaj og Mikkel Hess, og bassisten Anders Christensen, der først var omdrejningspunkter på musikskolen i Vejle og siden på den danske jazzscene, brødrene Jesper og Ole Peter Riis og fætteren Jakob Riis, der alle har markeret sig på den rytmiske musikscene, guitaristerne Finn Svit (i dag kulturskoleleder i Mariagerfjord Kommune) og Jan Thomsen (der i dag er komponist, udøvende musiker og lærer ved skolen), bandet ”Spleen United”, der er barn af MUSA i Jelling, bandet ”Nice Little Penguins”, der talte folk fra musikskolen i Vejle, sangeren og sangpædagogen Louise Støjberg fra Egtved, pianisten og entertaineren Sasha Dupont, pianisten Gitte Overmark, soloklarinettisten Mathias Kjøller fra Radioens Symfoniorkester – alle fra Vejle, guitaristen Jonas Egholm og sangerinden Caroline Ravn fra Børkop. Bassisten fra musikskolens pionérår, Ida Gormsen, der har virket som musiker både i DK og Ghana og skabt mellemfolkeligt arbejde ud af sin kunst. Og mange, mange andre – og flere er sikkert på vej. Fra mine mange år i musikskolelivet husker jeg også grupper af aktive elever, der skabte musik og liv omkring sig, som deltog, som nærmest boede på musikskolen, som bidrog, og som derpå valgte andre veje i livet end musikkens. Jeg har kontaktet en del af netop dem – og de fleste har også svaret. Jeg kunne sagtens have kontaktet endnu flere, men jeg synes, at det vi møder her giver et samlet indblik i, at musikskolerne – og undervisningen i musik – netop som adelsmærker har ”det almendannende” til alle tider. Man skulle tro, at disse mange musikskoleelever har talt sammen om opgaven, men det har de ikke. Nogle af dem kender naturligvis hinanden og har spillet sammen, men de hæfter sig alle ved udviklingen gennem de krav og muligheder musikskolen stillede og gav, det musikalske samvær – og nok så vigtigt i nutidens ”zapper-kultur”: tidsflader af ro til at fordybe sig og vokse – og såmænd også retten til at kede sig – på den fede måde. Her er folk, der bærer musikskoleårene med sig i de ting, som de laver i dag. Som næppe havde løst deres mange forskelligartede opgaver rundt i samfundet på den måde, som de gør, havde det ikke været for årene på musikskolen. Nogle af dem er stadig særdeles aktive på det musikalske plan, men fælles for dem alle er, at den kreative indsigt og forståelse, de samlede sig i musikskoleårene er almen, og den kan også bruges i deres nuværende virke. Mange af dem har givet musikken videre til næste generation. Dermed bliver denne samling af ”testimonier” til en vigtig del af forståelsen for, hvordan musikskolerne danner og almendanner.


Elevhistorier fra Musikskolens historie gennem 40 år:

Mogens Fosgerau, professor Musikskoleelev 1977 – 1984

Fra små koncerter til store fester, hvor folk dansede på bordene Jeg er professor i økonomi på Danmarks Tekniske Højskole og på Kungliga Tekniska Högskola i Stockholm. Musikskolen i Vejle har været meget vigtig for, hvor jeg er i dag. Jeg spillede først guitar i musikskolen og kom siden med i musikskolens bigband, da det blev startet af Jørgen Zacho. Der lærte jeg meget om at spille, og fik venner, som jeg siden spillede meget sammen med. Siden kom jeg med i Østjysk Bigband, og en masse bands i gymnasiet. Efter gymnasiet begyndte jeg på universitetet i Århus. I Århus spillede jeg stadig meget, blandt andet med min studiekammerat på matematik, Peter Vuust, som i dag, ud over at være en fremtrædende hjerneforsker, også er en meget god bassist. Da Rytmisk Musikkonservatorium åbnede, overvejede jeg meget at skifte over, men endte med at blive ved mit matematik-økonomistudie. Siden flyttede jeg til London for at lave phd i matematik. Samtidig spillede jeg stadig en masse jazz af forskellig slags, og spillede i en periode fast hver uge flere steder i byen. Musikken gav mig mulighed for at få meget mere ud af byen, end jeg ellers ville have kunnet. Endelig flyttede jeg til København, hvor jeg har boet siden. Jeg holdt stadig musikken igang på et ret højt niveau, og nåede at spille med mange af de gode i København. Det var først, da jeg fik børn, at jeg måtte opgive både at have et krævende arbejde og spille meget. Nu spiller jeg lidt triojazz en gang i mellem. Der har været mange fantastiske oplevelser. Fra små koncerter til store fester, hvor folk dansede på bordene. Musikken i sig selv giver en stor rigdom, som jeg har med mig hele tiden, og som jeg ikke ville undvære. Musikken har helt sikkert gjort mig bedre til mit arbejde som professor. Det gælder både matematikken, de kreative processer og samarbejdet med mange forskellige mennesker fra hele verden. Jeg har tre børn, som alle spiller, og er glade for det. Det er noget af det vigtigste, jeg kan give dem med hjemmefra.


Elevhistorier fra Musikskolens historie gennem 40 år:

Nanna Jespersgaard, lektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Musikskoleelev 1975 – 1985

Det kræver musikalitet at få det til at swinge Hvad formede dig? Hvorfor blev du den, du blev? Sådan spørger man i min verden, når man interviewer til portræt med det formål at finde klangen af et menneske. Hvis nogen spurgte mig, ville ’musikskolen’ være vigtigste svar. Her blev jeg del af en kultur, hvor man i social og empatisk forstand er sit eget vigtigste redskab. Hvor fælles resultater afhænger af evnen til at lytte og af modet til at være til stede, improvisere og komme overbevisende videre fra en fejl. Det gælder alt sammen stadig, selv om klaver, guitarspil og sang er byttet ud med journalistisk indsamling og formidling. Jeg har spillet og sunget, fra jeg var 9 til ca 18 år. Det var i musikskolen, jeg mødte mine venner, kærester og de tre nok vigtigste voksne i mit liv ud over mine forældre. For musikskolens lærere guidede mig ikke bare gennem kvintcirklen og de altererede og pentatone skalaer. De introducerede mig til en ny, rig verden. Fik mig til at elske Debussy og skrive “The Real Book” på ønskesedlen – og de satte respektfulde aftryk, til jeg var gammel nok til at forelske mig i de ord, som blev min levevej. Og nu vi er ved sproget: Der er tusindvis af redskaber, værktøjer, fif og tricks til skribenter, men som i musikken er det ikke nok at kunne en blues-rundgang på sin guitar. Det kræver musikalitet at få det til at swinge!


Elevhistorier fra Musikskolens historie gennem 40 år:

Pernille Holm Sørensen, skuespiller, kreativ konsulent (Play&Act) Musikskoleelev 1975 – 1985

Adgangen til dit kreative flow Jeg gik i Musikskolen til guitar, klaver og sammenspil, og jeg bruger bl.a. den musiske tilgang i mit konsulentarbejde, i kommunikation, innovation, kreative processer, lederudvikling og organisations-forandringer. ”Den musiske tilgang giver dig evnen til at lytte, bygge på forslag, skabe adgang til dit kreative flow og til at overgive dig til et større hele. Du opøver en delt bevidsthed, hvor du kan være helt og aldeles fokuseret på nuet, samtidig med du rummer fornemmelsen for helheden. Dette gør dig i stand til at samskabe og skifte plan undervejs, hvis der viser sig nye og spændende muligheder. Musisk tilgang er i høj grad evnen til at håndtere det uventede. Noget man har brug for, i langt de fleste fagområder”.


Elevhistorier fra Musikskolens historie gennem 40 år:

Cecilie Hundevad Meng, kandidat i kunst, Kungl. Konsthögskolan, Stockholm Musikskoleelev 1992 – 2006

En lyst, der brændte helt utilregneligt Jeg startede til blokfløjte fordi jeg ville lære at spille temaet til Gøngehøvdingen. Selvom det i første omgang “bare” var et behov for at spille en tv-series åbningsstrofer, var det for mig den første spæde oplevelse af behovet for at udtrykke mig på en anden måde, en måde som jeg blev nødt til at lære førend behovet kunne blive indfriet. En måde der kunne forene mig med et eller andet uspecificerbart, som jeg havde følt eller følte, når melodien bølgede ud fra skærmen mod mig. Jeg var virkelig vild med Gøngehøvdingen, seks år og som besat, men også i den heldige situation at jeg havde mulighed for at få opfyldt ønsket. Jeg kan ikke huske, om jeg nogensinde kom igennem hele melodien. Fra jeg begyndte at slå mine folder på musikskolen begyndte jeg at ane at det første, umiddelbare behov var vakt af en følelse af lyst, og at denne lyst for mig brændte fuldstændigt utilregneligt, og jeg blev nødt til at jagte den gennem alle mulige udtryk, former og lyde. Da Jord, Luft, Ild & Vand, en symfoni for 96 flygler og klaverer af Willy Stolarczyk blev opført på Koldinghus i 1996, blev der dagen efter opført et tilsvarende værk, skrevet af klaverlæreren Lasse Nilsson af musikskoleelever, og da sad jeg bag et af klavererne og forstod knapt, hvad der rungede gennem etagerne, men rungede gjorde det, og det drev mig videre gennem klaverundervisning, guitarundervisning, solosang, sammensang og musikteori på jagten efter sproget. Efter skolen tog jeg på musikskolen, og musikskolen var et ocean af tid og plads. Måske var jeg bare for doven til at gå hjem, men måske var det takket være dovenskaben i mellemtimerne mellem Mandagsgruppen og klaver, mellem de mange lokaler, jeg fandt en form for modtagelighed, jeg ellers ikke ville være stødt på. Der var noget absolut betagende, der fik mig til at tilbringe stort set hver eneste eftermiddag på den lille, meget lidt lydisolerede institution. Det var på musikskolens kontor, jeg til lyden af trommer fra underetagen, begyndte at skrive for at skrive. Breve til mig selv, short story Post-its, skrive på alt hvad jeg kunne få klemt ned i skrivemaskinen, tegneserier og collager på uendelige mængder af papir og cirkulationskuverter. Koden til computeren i venteværelset var ”qwerty”. Lyden af violin, der kontinuerligt kæmpede sig igennem samme strofe igen og igen med større eller mindre mellemrum, strakte tiden ud inden i mig, og jeg var udstrakt i den. Repetitioner af strofer, der hele tiden var lidt anderledes. Øvelser, der bærer en hel bestemt slags frugt. Stemmerne fulgte, flettede og løftede hinanden i eufoni, når vi under Pauli Sandagerði sang Mendelssohn-Bartholdy’s Herbstlied ude i den lyselilla trappeopgang. Jeg voksede i sandhed på musikskolen. Det musikskolen gav mig og det jeg som kunstner har draget nytte af lige siden, var en åbning ind til et sted hvor jeg kunne udvikle en egenrådig og kreativ sensibilitet. Under mine værker ligger musikkens harmonik og en rytme, en puls som ikke kun er min egen. Musikskolen var der, hvor jeg første gang stødte på den uudgrundelige følelse, der kan opstå i sammenslutningen omkring det at skabe og forvalte kreativitet, og jeg kan ikke udtrykke dét musikken har gjort for mig bedre end den franske poet Paul Valéry: ”Som musikkens flygtige væsen forener søvnens friheder med den måde en ekstrem opmærksomhed udvikler sig og består på, og skaber en syntese af intime ting, der blot varer et øjeblik, således giver den fysiske ligevægts fluktuationer én et glimt af de afvigende forskellige former for eksistens.”


Elevhistorier fra Musikskolens historie gennem 40 år:

Caroline Sehested, lektor Musikskoleelev 1975 – 1988

Storforbruger af musikskolen At være elev på musikskolen i Vejle var med til at skabe min identitet i ungdomsårene, og det hjalp mig til at udvikle kompetencer, som jeg stadig bruger i mit privatliv og i mit arbejdsliv. I dag arbejder jeg som lektor på UCC i Hillerød, hvor jeg underviser i sprog og kommunikation. Derudover er jeg forfatter til flere fagbøger, og så holder jeg foredrag i hele landet om hvordan børn udvikler deres evne til at læse bøger. Jeg bruger stadig de kompetencer, som jeg udviklede på Vejle Musikskole: Evnen til at stille sig op foran et større publikum, evnen til at forberede sig og være på, når musikken begyndte, og evnen til fysisk at tale en større forsamling op. Derudover lærte jeg at samarbejde med andre om et produkt – lydhørhed og samspil er evner, som jeg dagligt bruger i mit job som lektor, og som jeg lærte i de tidlige år på musikskolen. Når jeg tænker tilbage på det, så var jeg storbruger af musikskolen. Min mor meldte mig til rytmik for børn, mens jeg gik i børnehaveklasse, og da jeg var 9 år gammel begyndte jeg i Vejlegarden hos Uffe Riis, hvor jeg spillede althorn. Jeg gik til undervisning i horn hos Willy Christensen, og hos begge undervisere fandt jeg et fællesskab, lærte at følge en instruktion og tælle en rytme og vente på, at det blev min tur til at spille. Althornet blev til basun, men da jeg kom i 8. klasse, følte jeg ikke helt, at instrumentet passede til mig, og så begyndte jeg at spille klarinet hos først Jørgen Zacho og siden Kurt Eykens. Samtidig fik jeg mulighed for at begynde til sangundervisning hos Flemming Meng, og efterhånden tog dette ”instrument” mere og mere over. Jeg fik mulighed for at optræde foran publikum både som solist og i a cappella-grupper. Ved siden af min undervisning i sang spillede jeg kammermusik med en veninde, hun på klaver, jeg på klarinet. Da jeg begyndte på litteraturstudiet i Århus, var det meget vigtigt for mig at finde et kollegium med klaver, så jeg fortsat kunne øve mig (jeg havde sideløbende modtaget undervisning i klaver hos en privat lærer), og et sted hvor jeg kunne tage timer i sang. Jeg fortsatte med at synge med 3 veninder i et a cappella-ensemble ”Lidt af hvert”, og i studieårene havde vi jobs rundt om i landet. Jeg sang også i et rockorkester i et par år i Århus, men stoppede, da de sene optrædener ikke hang særligt godt sammen med mit studieliv. Da jeg fik børn, stoppede jeg med at synge og optræde – men mine børn spiller på Hillerød Musikskole i dag, og jeg nyder at kunne hjælpe dem og understøtte dem i at øve sig og spille og have glæden ved musik.


Elevhistorier fra Musikskolens historie gennem 40 år:

Ulla Puggaard, designer, London Musikskoleelev 1977 – 1984

At improvisere, samarbejde og tænke abstrakt Jeg har idag et lille Design/ Illustrations Studie i East London, samtidig er jeg igang med en Master på Goldsmiths University London i Design Futures og Metadesign. Musik Skolen i Vejle var en vigtig tid,  som har medvirket til min kreative udvikling og formning af den person jeg er idag.  Jeg Flyttede til København i 90’erne for at arbejde på dengang “Unibank” nu Nordea’s Design-afdeling, senere fik jeg job på Magasinet ALT, og efterfølgende på Euroman.  Senere igen flyttede jeg til London, hvorefter jeg tilsluttede mig Design kollektivet Big Orange i East London. Jeg er repræsenteret af en Agent i henholdsvis London, New York, Paris og København, så jeg arbejder for forskellige kunder verden over.  Når tiden tillader det medvirker jeg i udstillinger og lignende projekter. Det næste projekt er i samarbejde med mit Agent Bureau Central Illustration og performance kompaniet Graeae her i London. Musikken har altid spillet en stor rolle i mit liv, at spille musik har givet mig evnen til at improvisere, samarbejde og tænke abstrakte tanker, hvilket er vigtige elementer i den kreative process.  Jeg bor sammen med min partner Henry i vores hus overfor den Olympiske by i London, men er ofte i henholdsvis Vejle og København for at se min famile.


Elevhistorier fra Musikskolens historie gennem 40 år:

Ellen Krag Frismodt, cand. mag. og coach Musikskoleelev 1979 – 1992

At komme fra hovedet og ned i kroppen Jeg er cand. mag i spansk og engelsk, er bosat i Spanien og har efter at være flyttet udenlands efteruddannet mig til coach, som nu er mit primære erhverv. Jeg tilbragte rigtig mange dejlige timer på Musikskolen i Vejle som barn og teenager. Til at starte med fik jeg undervisning i blokfløjte, klaver og sang i kor. Det udviklede sig sidenhen til undervisning i tværfløjte, solosang og musikteori. Min tid på Musikskolen i Vejle gav mig ikke blot glæden ved musikken men også en masse gode oplevelser i form af socialt samvær med andre børn og unge, der brændte for musikken, samt rejser rundt i Danmark og i udlandet. Da det var tid til at vælge videregående uddannelse, var en af mine muligheder at gå musikvejen på Musikkonservatoriet. Efter mange overvejelser valgte jeg dog at lade musikken blive min hobby og ikke mit levebrød. Jeg har i mit ungdoms- og voksenliv brugt musikken til at komme ”fra hovedet ned i kroppen” efter travle og lange dage. Det har primært været sangen, som jeg har taget med mig videre, men jeg sætter mig også af og til ved klaveret og kobler af. Mens jeg studerede på universitet, tjente jeg penge som kirkesanger. Jeg sang i klassisk kor og deltog sammen med koret i et utal af korkonkurrencer og koncerter i ind og udland (både små intim koncerter, kirkekoncerter og koncerter med store symfoniorkestre). Igen gav musikken mig et netværk og oplevelser, som jeg ellers ikke ville have fået adgang til. Udover en masse glæde, er noget af det vigtigste, som musikken har givet mig, en stor portion selvtillid. Allerede i mine første år på Musikskolen i Vejle deltog jeg i koncerter, og efterhånden som årene gik, blev jeg mere og mere trænet i at stå frem foran et publikum og ”performe”. Til at starte med spillede jeg måske en lille sang på klaver eller blokfløjte, og det tog ikke meget mere end 2 minutter. Men efterhånden som jeg blev bedre, blev jeg også udfordret af mine musiklærere til at levere mere til koncerterne. Jeg gik fra at være virkelig nervøs over at stå på en scene til at være afslappet og glad for at kunne formidle min glæde ved musikken. Denne træning i at stå frem og performe har hjulpet mig utallige gange i mit senere liv, når jeg har stået foran store forsamlinger og har holdt oplæg eller har undervist. Jeg er simpelthen blevet en bedre formidler pga. musikken.


Elevhistorier fra Musikskolens historie gennem 40 år:

Klaus Rath, designbureauindehaver Musikskoleelev 1982 – 1985

At have styr på det tekniske og give plads til fornyelsen Musikken har ført flere ting med sig: Jeg spiller stadig. Det at spille har været en glæde gennem det meste af mit liv. Det har også været en frustration ikke at være bedre til det :-). Det er en rigtig god måde at stresse af på, efter en nogle gange travl dag. I ungdommen var det også en sjov måde at være sammen med andre på. Musikken har også været en god måde at lære at ”øvelse gør mester” – eller i hvert fald bedre :-) I forhold til mit daglige arbejde som designer, er der det samme spil mellem på den ene side at man skal forsøge at have styr på det tekniske, men samtidigt prøve at give plads til fornyelsen og det legende.


Elevhistorier fra Musikskolens historie gennem 40 år:

Louise Straarup, mag.art. projektleder Musikskoleelev 1982 – 1993

Musikalsk sensibilitet som en dyb grundtone i arbejdslivet Jeg kommer fra et umusikalsk hjem med klaver. Klaveret har været min indgang til musikkens verden, og på Vejle Musikskole er jeg blevet inspireret til et væld af musikalske rejser. Gennem 10 år har jeg gået til klaver, kor, solosang, musikteori, saxofon og big band. Musikkens verden har været fremmed for mig, og min gang igennem den forekommer mig besværet, men jeg har altid følt mig velkommen, på opdagelse og en vigtig del af noget større. I musikkens verden har jeg mødt ligesindede. I musikkens verden har jeg fundet et anderledes intellektuelt stimulerende frirum. Og i musikkens verden har jeg etableret livsvarige venskaber. Mit arbejdsliv udspiller sig i billedkunstens verden, hvor min passion og min begejstring er instinktiv. Jeg er uddannet mag. art. i kunsthistorie fra Københavns Universitet og har arbejdet meget fagspecifikt som formidler på Statens Museum for Kunst og kurator på Ordrupgaard. I dag arbejder jeg langt mere interdisciplinært som projektleder, facilitator og strategisk rådgiver for Statens Kunstfond. Jeg kan se, at min musikalske sensibilitet er til stede som en dyb grundtone i mit nuværende arbejdsliv. Eksempelvis når jeg orkestrer samarbejder mellem Statens Kunstfond, bygherrer, arkitekter, kunstnere og borgere om et nyt kunstprojekt i det offentlige rum. Det kan være et interaktivt geometrisk bygnings-lysværk der gør et kulturhus i en mindre dansk havneby til et helt smykkeskrin, eller det kan være magiske mosaikskulpturer, der pryder og skaber stolthed i et gigantisk alment boligbyggeri i storbyen. I musikkens verden har jeg lært at lytte, gå trygt på opdagelse i ukendt land, tilegne mig fremmede sprog og harmonisere. Og jeg er trænet gennem et utal af matinéer og koncerter i at stå frem på scenen og dele mit bidrag med en større skare – enten solo eller i samspil. Min oplæring i musikkens verden har næret min nysgerrighed og klædt mig på i mit interdisciplinære arbejde for, at kunsten spiller en betydelig og offensiv rolle i samfundet.


Elevhistorier fra Musikskolens historie gennem 40 år:

Christiane Vejlø, direktør Elektronista Media og studievært på Radio 24syv Musikskoleelev 1984 – 1990

En livslang kærlighed og lidenskab Jeg gik til klaver på Vejle Musikskole. Jeg husker det som nogle skønne timer og vigtig læring som jeg også tog med mig da jeg valgte musik på højt niveau i gymnasiet. Der er ingen tvivl om at min tid på musikskolen har været med til at give mig et stærkt bånd til især den klassiske musik, som jeg stadig lytter til med begejstring. Jeg spiller endda endnu med stor fornøjelse, når jeg af og til ser et klaver. For mig er musik fundamentet for utrolig meget. En livslang kærlighed og lidenskab.


Elevhistorier fra Musikskolens historie gennem 40 år:

Thomas Mørch Frøsig, postdoc, DTU Musikskoleelev 1991 – 2001

Forsker eller musiker Forsker eller musiker? Jeg vil påstå at jeg er begge dele. Professionelt arbejder jeg som forsker (postdoc) på DTU Veterinærinstituttet med at etablere grisen som modeldyr for immunterapeutisk behandling af kræft, men ved siden af bruger jeg stadig masser af tid på at spille. Faktisk er der måske ikke så stor forskel på at forske og at spille klassisk musik: begge steder er der nogle rammer man skal være kreativ indenfor og begge steder er det for mig at se afgørende at stile efter det højst mulige niveau. Udøvelse af musik kræver et stort nærvær og giver en nysgerrighed i forhold til verden omkring sig som også er gavnlig i mange andre sammenhænge. Langt oftest spiller man sammen med andre og det giver en evne til samarbejde og en lydhørhed som bestemt også er relevant i andre sammenhænge, ikke mindst som forsker. Ved at blive præsenteret for musik fra mange tidsaldre får man også en historisk indsigt i disse perioder og måske en bedre forståelse af nutiden. Min musikertilværelse startede på Askov Højskole da jeg var 4 år. Jeg var på besøg hos min far som deltog i et amatørmusikerstævne og blev meget inspireret af en anden lille dreng som havde fået en lillebitte violin – sådan en skulle jeg også have. Da jeg så var 6 år begyndte jeg til regelmæssig undervisning og Marianne Eising, som blev min violinlærer i størstedelen af tiden på Vejle Musikskole, blev en stor inspirationskilde for mig. Foruden at jeg nogle år udgjorde en tredjedel af Lise Stolarczyks ”Lille Trio” og var med i Svend Poulsens Strygerorkester, satte Marianne gang i ”Sinfonietta Fredericia” med sine egne og andre strygerelever fra Vejle og Fredericia. Jeg var med fra starten og det gav mig en oplevelse af at vi virkelig kunne skabe noget sammen og samtidig hygge os. Dette orkester findes endnu og faktisk arrangerer vi i foråret 2016 projektet ”Sinfonietta Allstars” hvor en god del af os ”gamle” medlemmer slutter os til orkestret igen i en weekend og slutter af med det der muligvis bliver orkestrets sidste koncert 3. april kl 16 i Tøjhuset i Fredericia. Mariannes brændende engagement og de rigtig gode muligheder der var på Musikskolen for sammenspil, talentlinie, elevkoncerter m.m. var sammen med det faktum at jeg også blev støttet hjemmefra nok grundlaget for at jeg allerede dengang var fuldstændig ”fanget ind” af musikken og aldrig har så meget som overvejet at holde op. Jeg har været medlem af en lang række orkestre, flere kvartetter og fast deltager på flere årlige musikstævner foruden at jeg også laver organisatorisk arbejde med musik, blandt andet som medarrangør af Forårsfilharmonikerne, et stort symfoniorkester af dygtige amatører fra hele landet. Jeg gik på Musikskolen fra jeg var 6 til ca. 16 år og da jeg var blevet student flyttede jeg til København for at prøve musikken af på musikalsk grundkursus (MGK), og som deltager i det righoldige københavnske musikliv. Der gik dog kun få måneder inden jeg var klar over at jeg skulle på universitetet og ikke konservatoriet, men det lykkedes at gennemføre de sidste to år på MGK parallelt med farmaceutstudiet. Det gav mig en god musikalsk og teknisk basis at bygge på og en tro på at en karriere inden for sundhedsvidenskab ikke var uforenelig med et højt musikalsk ambitions- og aktivitetsniveau. Jeg var fast med i flere orkestre og fik der massevis af store musikalske og sociale oplevelser, og der er stadig rigtig mange amatørmusikere i min vennekreds. Hele vejen igennem har musikken fungeret som et fantastisk sted at koble af fra studiet og senere jobbet som først Ph.d.studerende og nuværende postdoc. Omvendt ville jeg også løbe sur i det hvis jeg kun havde musikken at gå op i, de to ting komplementerer hinanden rigtig godt og jeg har bestemt ikke fortrudt at jeg valgte konservatoriet fra. Det kræver god planlægning at nå det hele, specielt efter at jeg har fået barn, men det er bestemt det hele værd. I øjeblikket spiller jeg kvartet fast en gang om ugen, og det er simpelthen fantastisk at kunne dyrke en interesse på denne måde. Vi har de samme ambitioner og udforsker de helt store mesterværker indenfor kvartetlitteraturen med fuldt gåpåmod, og jeg kan ikke forestille mig en mere givtig hobby! Min søn på tre et halvt er meget optaget af det når vi jævnligt spiller kvartet hos mig og han har proklameret at han vil spille kontrabas. Jeg er glad for at han selv har taget initiativet og allerede instinktivt har forstået at musik kan give et indhold i livet som jeg ikke ved af at man finder andre steder.


Elevhistorier fra Musikskolens historie gennem 40 år:

Anne Mette Buhl, biokemiker Musikskoleelev 1975 – 1986

Musikken åbnede døre Jeg er uddannet biokemiker og har i mange år forsket indenfor immunologi og leukæmi i både Danmark og USA. I dag arbejder jeg for et lille biotech firma, der udvikler medicin til behandling af leversygdomme. Firmaet ligger i San Diego, Californien, USA. Vejle Musikskole spillede en stor rolle for mig, mens jeg voksede op. Jeg startede med at spille blokfløjte og guitar, og fortsatte sidenhen med klaver. Vi var en gruppe fra musikskolen, der spillede og sang sammen. Derudover samledes vi hos Maria og Flemming Meng til Melodi Grand Prix, nytårsaften og mange andre lejligheder. Det samvær var det vigtigste sociale holdepunkt for mig i gymnasietiden. Da jeg var au pair i Frankrig efter studentereksamen, åbnede musikken døre. Jeg tog på besøg hos min værtsfamilies overhoved, gamle Madame Rocipon, for at låne hendes klaver. Når jeg tog en pause, bød hun på te og vi sludrede. Det gav mig mulighed for at snakke med en anden generation af franskmænd end dem, jeg ellers oftest løb ind i. Selvom jeg valgte en naturvidenskabelig uddannelse, da jeg kom tilbage til Danmark, har jeg altid holdt fast i musikken. Mit klaver fulgte mig rundt på forskellige kollegieværelser i Århus og jeg sang i kor, hvor jeg mødte mange nye venner. Vi var en gruppe på fire piger, hvoraf et par af os var fra musikskolen i Vejle, der mødtes jævnligt og sang a capella i Stakladen på Nordre Ringvej. Vi hyggede os meget og havde det sjovt med at optræde til familiesammenkomster rundt omkring i landet under navnet ”Lidt af hvert.” Efter jeg er flyttet til USA, er jeg begyndt at tage klavertimer igen, for at få ny musikalsk inspiration. Jeg har tre børn der alle spiller eller har spillet på et instrument. Jeg er glad for, at de har fået den dimension med.


Elevhistorier fra Musikskolens historie gennem 40 år:

Cecilie Fyn Rafaelsen, cand.mag i Europastudier, tysk og musik, projektkoordinator Musikskoleelev 1992 – 2004

Jeg lærte at kede mig – og blive bedre og mødte nye venner Musikskolen står for mig som en tid og et sted, der har været med til at udstikke en retning i mit liv, bestemme mit interessefelt og udvikle nogle færdigheder, der stadig følger mig i min hverdag i dag. Først og fremmest var det på Musikskolen, jeg opdagede, at der var en verden uden for mit eget klasselokale med andre søde, sjove og mærkelige børn og nye venner, jeg ikke havde mødt. Det var med Musikskolen, jeg først oplevede den særlige nervøsitet, der opstår, når man som 5-årig skal op på en scene og spille “Børge har en knallert” med blokfløjtegruppen, men også oplevede det tilsvarende beroligende i at finde ud af, at det alligevel ikke var så slemt, heller ikke selvom man spillede forkert. Det var gennem Musikskolen, jeg lærte at kede mig, når jeg skulle øve på mit instrument alene på mit værelse, men samtidig oplevede, at jeg blev bedre og pludselig var i stand til at spille sammen med andre og kaste mig ud i nye ting. Det var også på Musikskolen, at jeg fik vejledning og hjælp, da jeg senere skulle forberede mig til optagelsesprøven til Musikvidenskab på Aarhus Universitet, hvor det rimelige krav var, at man både kunne spille klaver, synge prima vista og bestemme intervaller, treklange og tonearter. I dag bor jeg i Holland, hvor jeg har arbejdet i forskellige stillinger som blandt andet projektkoordinator og tekstforfatter, men jeg har stadig et klaver stående i min lille lejlighed, og jeg har fortsat kontakt til mange gode folk fra dengang på Musikskolen.”


Elevhistorier fra Musikskolens historie gennem 40 år:

Mathias Rosenkrands Bech, dramaturg, teaterleder, Odense Teater. Musikskoleelev 1994 – 2007

En dannelsesrejse Jeg føler næsten, jeg blev født på Musikskolen. Nogle af mine tidligste minder er fra den musikalske forskole, hvor jeg allerede som 3-årig spillede bongo-trommer, mens Anders Arkil med sin varme og sans for, hvordan man giver glæden ved musikken videre til de allermindste, førte os ind i børnesangenes univers. Senere blev det til blokfløjteundervisning og saxofon, inden jeg fandt min rette hylde bag trommesættet, hvor jeg de sidste mange år af min tid som elev på musikskolen, var så heldig at være med i Big Bandet (og div. andre orkestre). Det var med Big Bandet, at jeg fik mine største sociale oplevelser på Musikskolen. Vi havde det altid fantastisk sammen, og lavede af og til små sideprojekter ved siden af de mange fælles øvetimer. Jazz-trioer, jazz-kvintetter, elektronisk eksperimenterende jazz. Altid noget med jazz og altid med en brændende kærlighed til fællesskabet om musikken.   Soleklart står også Musikskolens ”dannelsesrejse” til Wien for mig. Her var Big Bandet så priviligeret at medvirke, selvom Wien jo hovedsageligt var en ”klassisk” by. I min tid på Musikskolen stod den klassiske musik overvældende stærkt – vi havde nogle utrolig dygtige ensembler og solister – og det var derfor med stolthed, vi kunne præsentere vores ensembler og orkestre i denne by, der ellers er godt forvænt – og at vi så i Big Bandet tilfældigvis spillede en af vores bedste koncerter nogensinde, gjorde bestemt ikke oplevelse fattigere. Alligevel var rejsen for mig dog først og fremmest en dannelsesrejse, ligesom Musikskolen i det hele taget har været det.   Jeg husker, hvordan jeg, kort tid efter jeg var begyndt på blokfløjte, var så heldig at komme med i en samspilsgruppe, Mandagsgruppen, hvor vi udover at spille sammen blev introduceret til såvel musikhistorien og –teorien som til almen dannende kultur og dens idéhistorie. Her var barren ikke lav. Vi var selvfølgelig alle stadig børn, men det indblik, vi fik dengang, førte mig direkte til den kulturforståelse, jeg har i dag. Og det er med den ballast, jeg i dag udfører mit professionelle arbejde. Tænk sig; vi i Mandagsgruppen lærte hinanden at kende som 6-7 årige. I løbet af de næste 10 år sås vi mindst en gang om ugen. Vi fik den samme kulturelle opdragelse, vi kunne sparre med hinanden, lege sammen, spille sammen. Og da det hele sluttede, da vi alle skulle til at læse videre, forblev vi venner. Det var ikke blot musikalsk dannende eller kulturelt dannende. Vi blev dannet til at være hele mennesker.


Elevhistorier fra Musikskolens historie gennem 40 år:

Katrine Frydensberg Hansen, cand.jur., fuldmægtig Musikskoleelev 1995 – 2007

Følelsen af at være en del af noget større Jeg spillede tværfløjte på Musikskolen i Vejle hos Lise Storlarczyk i 11 år. Jeg gik endvidere til klaver og musikteori som led i et forløb på musikskolens talentlinje, deltog i sammenspil og spillede i en lang periode i Vejle Symfoniorkester. Min tid på musikskolen i Vejle var en tid med masser af oplevelser, herunder koncerter, operaer, ture til Musikskolernes dag i Tivoli og følelsen af at være en del af noget større – en del af et team. Jeg mødte fantastiske og dedikerede lærere, der ville gøre alt for, at vi havde det godt, og at det vi arbejdede med skulle lykkes – både på musikskolen og privat. Tiden på musikskolen har klart været med til at forme mig som menneske, givet mig selvtillid, styrket min evne til at samarbejde, lært mig tålmodighed og troen på at meget kan lade sig gøre, når man arbejder for det.


marginal.dk

www.musikskolen.vejle.dk Telefon 7681 5700

Musik kan føre til så meget  
Musik kan føre til så meget  
Advertisement