Nr.1/2012 Magasinet Vedvarende Energi & Miljø

Page 4

VE&M 1_12 _ 36s._VE&M 30/01/12 00.48 Side 4

VEDVARENDE ENERGI OG MILJØ 1/2012

Fattigrøven er ikke snydt med passivhuset s AF CLAUS CHRISTENSEN Familien Høst fra Svaneke på Bornholm skal have 433 kr. tilbage af elselskabet. Selvom årsregnskabet for el og varme lige akkurat går i plus, er det vel at mærke, uden at det har krævet uld-sweatre, sivsko og kolde bade. Da en berømt bornholmer, Mogens Glistrup, i sin tid fremviste sit skattekort med en trækprocent på nul, var der ugler i mosen, og en skandale rullede. Men når Mikkel Høst fra solskinsøen stolt stiller sit energiregnskab til skue, lover han, at der ikke er snydt med noget. Overraskelsen er alligevel stor hos familien – man havde ikke regnet med, at det kunne lade sig gøre at få plus på bundlinjen. ”Jeg havde ikke troet på, at vi kunne få så flot et resultat, men jeg har tjekket tallene en ekstra gang, og den er god nok,” smiler Mikkel Høst. Han og familien flyttede i efteråret 2010 ind i passivhuset, der har levet op til alle forventninger – og mere til.

Komforten helt i top Heldigvis har det ikke betydet afsavn på komfortsiden i huset, som ligger ved idylliske Svaneke. ”Vi lever et helt almindeligt liv, hvor vi absolut ikke tilsidesætter komforten. Der skal da være varmt i huset – vi har en ret så stor fryser, og for eksempel bager jeg en masse brød, så ovnen får lov at sluge nogle kilowatt,” fortæller Mikkel Høst, der til daglig arbejder for Energitjenesten. ”Men så vasker familien vel kun koldvaske,” forsøger denne artikels forfatter sig med. ”Næh, vi har godt nok en energibesparede vaskemaskine, men vi vasker skam på 40 og 60 grader,

4

som alle andre gør,” forsikrer energivejlederen mig. Til sommer forventer familien på tre at blive forøget med tvillinger. ”Det glæder vi os alle vildt meget til. Gad vide om det kommer til at gå ud over vores energiregnskab, når vi pludselig er fem forbrugere i huset,” funderer han.

Bornholmsk tømrermester med nyt koncept Overskriften på denne artikel kræver en lille forklaring. Den lokale tømrermester fra Svaneke, Jacob Bang, havde for nogle år siden haft en del samtaler med Mikkel Høst om at lave et koncept med passivhuse, der skulle være til at betale for almindelige danskere. Konceptet blev siden udarbejdet, og fik den kontante titel ”Passivhus for fattigrøve”. Huset i Svaneke blev det første af sin slags, og selvom konceptet ikke tidligere er afprøvet, har det været en fuldendt succeshistorie. ”Vi er mere end glade for at bo i huset. Ud over det lave energiforbrug har huset en perfekt rumfordeling, og det er især en fornøjelse at opholde sig i stuen, som vender mod syd, og hvor der kommer rigtig meget lys ind – især på grund af de to ovenlysvinduer.”

Danske husstande bruger 30.000 kr. på el og varme om året I alt har familien Høst brugt 2950 kWh fra januar 2011 til januar 2012. Og det er vel at mærke til alt energiforbrug i huset. I regnskabet indgår på plussiden den strøm, husets solcelleanlæg producerer, og på negativsiden den strøm, familien køber hos elselskabet Østkraft. Det skal siges, at man har købt træbriketter til brændeovnen for ca. 1200 kr. i den nævnte periode, men faktisk ser regnskabet sådan ud, at Østkraft

skylder 433 kr. for overskydende el, som det 28 m2 store solcelleanlæg på 3,4 kW effekt har leveret. Sammenligner man med, hvad en gennemsnitsfamilie betaler om året for varme og el, er tallet ikke mindre imponerende. Nye tal fra Danmarks Statistik viser nemlig, at de danske husstande i snit brugte 30.000 kroner om året på energi i 2010. Den regning er i øvrigt vokset med 3000 kroner per husstand i forhold til 2009. I princippet sparer familien Høst altså mere end 30.000 kr. om året på el og varme. ”Det er da en sjat penge. Når man tænker på, at huset kun har kostet 2 millioner at opføre – og her er der både regnet solceller, solvarme, mekanisk ventilation og et jordvarmeanlæg med, så er det mere end tilfredsstillende.”

Hus med tilskuerinteresse I løbet af den korte tid familien har haft huset, har der været mange besøgende. ”To gange har vi haft åbent hus for at vise vores solceller frem, og adskillige gange har interesserede i energirigtigt byggeri været på besøg,” fortæller Mikkel Høst. Det har givet anledning til mange spændende diskussioner – blandt andet om mekanisk eller naturlig ventilation er sagen. ”Den mekaniske ventilation gør, at vi blandt andet kan spare en tørretumbler væk – for om vinteren kan vi sagtens tørre tøjet inden døre, uden at det giver fugtproblemer, så det har været den rigtige løsning – for os i hvert fald,” slutter Mikkel Høst. Der skal nok blive brug for at tørre vasketøj, når familien til sommer får familieforøgelse. CLAUS CHRISTENSEN ER KOMMUNIKATIONSMEDARBEJDER I s VEDVARENDEENERGI.


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.