Page 1


Jonas Wilmann

Mutagen


Kapitel 1


Martin vågnede ved lyden af et brag. Hjertet bankede hurtigt, en nervøs refleks, men denne gang tog det fejl; braget var langt væk, ikke tæt på. Ikke tæt på, gentog han i sine tanker og prøvede at finde tilbage til sin normale hjerterytme. Minna lå stille i sengen ved siden af ham. Alt var godt og rart. Han måtte ikke blive for vågen, så kunne han ikke falde i søvn igen. Måtte ikke ligge og lytte efter lyde, så ville han ikke få lukket et øje. Det var bedst at få sine otte timer. Ikke godt at være træt. Når man var træt, glemte man ting, vigtige ting – man begik fejl. Måtte hurtigt glide tilbage i den sløve, slumrende tilstand. Så. Ikke tænke på noget som helst. Ikke en forbandet ting. Slut. Tilbage til drømmeland … … … … Det brag var sikkert ingenting. Sikkert bare militserne, der sloges med nogen af de syge langt væk. Rigtigt langt væk. Nej, ikke begynde at tænke på det, ikke tænke på noget. Ro. Ro. Giv slip. Giv slip. Der er ingen lyde nu. Du kan trygt sove. Minna er okay. Og det brag var meget langt væk.

4 Jonas Wilmann - Mutagen


Han var lige ved at falde i søvn, men så vendte hun sig om på siden og mumlede lidt i søvne. Han tyssede på hende og aede hende let på armen. Skubbede dynen lidt ind til at understøtte hendes sideleje – ville ikke have, at hun skulle ryge om på maven. Måske ville barnet blive mast. Det ville det nok ikke, men det kunne jo ikke skade at være forsigtig. Pokkers, de lyde i natten havde fået ham helt op på mærkerne. Han kunne mærke sin krop alt for meget, den sitrede, og det hele slog knuder indeni. Snart var hans tanker uundgåeligt tilbage ved natten, hvor det hele startede – der burde de ikke være, men det var de. Den nat havde bragene runget i 10-15 minutter, dybe, højere end fyrværkeri, fik hele sengen til at vibrere. Så stilhed. Sirener. Sikkert bare en tilfældighed. Udrykningerne kunne ikke have noget med bragene at gøre. Kunne de? Sirenerne forsvandt, og det samme gjorde uroen. Martin lo lidt af sig selv, fordi han havde ladet sig skræmme af et par sølle kanonslag. Simpelthen tåbeligt. Han var lige ved at falde i søvn, men så hostede katastrofealarmen sig i gang. Hjertet gik amok. Han sprang ud af sengen og løb ned i stuen. Minna vågnede, og en strøm af spørgsmål, han ikke havde nogle svar på, forfulgte ham ned ad trappetrinene. Ingenting på tekst-tv endnu. Kun de sidste dages nyheder om ungdomsoptøjerne; forkælede teenagere, der raserede gaderne, intet nyt i det.

5 Jonas Wilmann - Mutagen


Hjemmeværnet var sat ind. Det var da på tide, havde han sagt, da han havde hørt nyheden lidt tidligere den dag, måske kan DE lære de møgunger noget respekt. Endnu et brag, denne gang tættere på. Så tæt, at han kunne ane lysglimtet gennem gardinerne. Flere sirener. Minna skreg. Han ville ikke tænke på den nat mere. Ikke godt at rode for meget rundt i fortiden. Han satte sig op i sengen og tog en tår vand. Han var så tør i munden, bare han ikke var ved at blive syg. Radonforgiftning. Ejendomsmægleren havde advaret dem mod at bruge kælderen som opholdsrum på grund af radonforgiftning. Han og Minna havde grinet lidt af det dengang, men nu tænkte han på det hver eneste dag. Og nat. Måske var det ikke sundt for dem at bo dernede, hverken for dem eller for barnet. Men det var det bedste, han kunne tilbyde dem, som tingene var nu. Hun lå stadig og sov roligt ved hans side. Hvor så hun dog fredfyldt ud, hun var så stille. Han kunne knap høre hende trække vejret. Han følte sig lidt dum, da han gjorde det, men adlød alligevel sin neurotiske impuls og skubbede let til hende med foden. Hun afgav en lille, utilfreds lyd. Alt var fint. Kælderen var sikret. Der var ikke nogen, der kunne komme ind til dem. Han havde tjekket det hele. Og kun få timer forinden.

6 Jonas Wilmann - Mutagen


Han lagde sig ned igen og lukkede sine øjne. Slog dem op igen næsten med det samme. Skadede vel ikke lige at tjekke det hele en gang til. Kunne lige så godt opgive at få sovet. Eller også ville dette sidste tjek være det, der endelig gav ham ro i sjælen. Hasperne på det lille vindue, deres eneste vej til verden, var lukket stramt til, og hvorfor skulle de ikke være det? Han tjekkede, at deres åndehul, den lille udluftning i bunden af skorstenen, ikke var blokeret. Selvfølgelig ikke. Til sidst gik han over til væggen, der delte kælderrummet i to og tillod dem at have dette lille eksil. Den var stabil, for han havde selv bygget den, men på deres side sad Rockwool-ballerne blottet. Når de blev fugtige, kunne de dratte lidt sammen, og så kom der sprækker op til spærene. Sprækker var deres fjende nummer et. Sprækker ledte lyd og luft – begge dele kunne afsløre dem. Han mærkede på det øverste tværgående spær. Det var knastørt, selvfølgelig. Han havde brugt de sidste to år på at isolere den kælder så godt som muligt. Alt var i den fineste orden, han kunne roligt lægge sig tilbage igen. Han vågnede ved et bump, der kom oppefra. Det måtte åbenbart være lykkedes ham at falde i søvn. Minna lagde forsigtigt sin hånd over hans mund og tyssede lydløst på ham. Hun havde været vågen i ti minutter, der havde været fodtrin og voldsom trampen oppe i stuen, ting, der væltede. Men det var okay. De havde prøvet det her før, og de var ikke ble-

7 Jonas Wilmann - Mutagen


vet fundet endnu. Indtrængerne ville måske endda komme ned i kælderen, det var også sket før, men de ville ikke vide, at en del af rummet var blændet – det havde de ikke fantasi til. Det var et af de syges store problemer: De tænkte ikke så godt. Alligevel fandt Martins hånd forsigtigt ned i sprækken mellem seng og madras. Han knugede om knivens skaft og lod sin anden hånd hvile på Minnas mave. De lå lydløse, ubevægelige, trak knap vejret. Minna lagde sin hånd oven på hans og lukkede sine øjne. Han gjorde det samme. Begge deres hjerteslag dunkede ned i madrassen, og et sted syntes Martin at kunne ane et tredje hjerteslag, hurtigt, men ikke panisk. Det gav ham håb, ro. Minna gav et lille spjæt, da kælderdøren blev flået op. Bassen fra grove stemmer brummede igennem væggens isolering. De havde prøvet det her før. De havde overlevet det før. Strejfere kom og gik, ledte efter føde, men de ville ikke finde noget her. Ting blev væltet på gulvet bag blændvæggen, og indimellem dirrede den let. Indtrængerne var ophidsede – for ophidsede til at sande, at det rum, de raserede, var alt for lille i forhold til husets længde. Snart havde de forstået budskabet; der var ikke noget for dem her. Lyden af trampende fødder blev svagere og svagere, til roen atter sænkede sig. Martin åbnede vinduets hasper, forsigtigt, så han undgik det høje klik, der fik det til at vride sig nede i hans mave.

8 Jonas Wilmann - Mutagen


Minna sov længe. Efter hun var blevet gravid, havde hun sovet rigtig meget. Det var næsten, som om hun ikke kunne bære at være vågen. Han håbede ikke, det var sådan, det forholdt sig, men frygtede det. Han sendte hende et luftkys. Håbede virkelig, at hun drømte noget godt; at hun holdt sin baby i sine arme i en verden, der var lys og god. Han smilede ved tanken og kravlede ud ad det lille kældervindue. Krummede sig sammen, så han kunne være i lyskassen med den lille afløbsrist i bunden. Den var godt en meter under grundniveau og var dækket over med en rist, som han yderligere havde camoufleret med en bane rullegræs over et tyndt fibernet. Han stod sammenkrummet i et minuts tid og lyttede efter lyde. Der var intet at høre oppe fra haven bortset fra fuglenes kvidder. Fuglekvidder var altid et godt tegn. Han stemte i med benene og løftede risten. Den gik fri, og lidt jord fra rullegræsset dryssede ned over ham. Skimtede ud gennem en lille sprække, før han vovede at løfte det helt af. Der var fri bane, hvem der end havde været der om natten, var over alle bjerge nu. Han kravlede op ad hullet og lagde risten på igen. Det var med vilje, at han havde ladet rullegræsset overlappe kanterne, så det lignede en del af græsplænen. Det var lidt af et mesterstykke, hvis han selv skulle sige det. Hvis nogen kom og myrdede ham lige nu, ville hans bødler højst sandsynligt aldrig finde ned til Minna. Han frydedes over tanken og bevægede sig forsigtigt igennem den tæt bevoksede have.

9 Jonas Wilmann - Mutagen


Jo mere man kunne lade stå til, desto bedre, så så det ud, som om der ikke havde været nogen her i flere år. Kvarteret havde udviklet sig til en ren forstadsjungle, alt var groet til, og slyngplanter voksede op ad husmurene, krøb ind under malingsfilmen som blodårer og krakelerede husenes vejrbidte hud. Hækkene på begge sider af vejen strakte lange uformelige arme ud over fortovene, som om de længselsfuldt greb ud efter hinanden – en dag ville de mødes midt på kørebanen. Selv de enkelte biler, der holdt på villavejen, lignede sælsomme kunststykker. Visne blade klæbede til de sirupsagtige bladlusekskrementer, der var dryppet fra birketræerne og gjorde dem til collager, kvindekunst. Efter at have betragtet underet gik han ned på alle fire og kravlede omkring huset. Husets bagside vendte mod højere grund, så der var det om at holde hovedet nede. Han havde engang set en skikkelse, der stod på et hustag i det fjerne og spejdede ud over området – sikkert en af de inficerede på jagt efter noget at æde. Han kunne nemt være blevet set, og den risiko ville han aldrig løbe igen. Græsset var smattet og blødte igennem buksestoffet - det var godt, for det betød, at det havde regnet, og spildevandstønden ville være fuld. Man kunne koge det grumsede vand ved at sætte en lighter under et papkrus. Det var noget, han havde set i en naturdokumentar engang; vand havde et lavere kogepunkt, end temperaturen pappet antændte ved – ganske praktisk under de givne omstændigheder.

10 Jonas Wilmann - Mutagen


Han tittede ind gennem det lille, tilgroede drivhus’ beskidte glas. Tomaterne var for grønne, men der var et par agurker, der havde fået en pæn størrelse. Han plukkede dem og stak dem i lommen. Samlede også et par æbler op, der var faldet på jorden. De var bløde og smattede og havde mørke plamager, men de smagte sikkert fint og sødt. I gamle dage havde han nok smidt dem ud – nu nyttede det ikke noget at være kræsen. Han kravlede videre over til spildevandstønden, gav den et lille skub og kunne høre, hvordan det skvulpede tungt inden i den. Dunken op til hanen, og så var det bare om at tappe. En af de små bolte, der holdt tuden fast på tønden, var gået løs, og vandet piblede stille ned ad siden. Han greb om bolten, men den var våd og glat og smuttede mellem fingrene. Der var vist en svensknøgle i skuret. Han skimtede derover; lågen stod åben – sikkert strejfere, der havde været derinde og rode. Gud ved, hvad de troede, de skulle finde derinde. Han tog en hurtig beslutning og kravlede derover. Der stank derinde, nogen havde vist brugt det som toilet. Han greb den rustplettede svensknøgle fra dens plads på væggen og mindede sig selv om, at han skulle hænge den tilbage præcis samme sted, når han var færdig. Der var stadig bomstille i kvarteret. Og der var vel alligevel næppe nogen, der kunne forestille sig, at der lå en mand i sin have på alle fire med en svensknøgle i hånden. Det var faktisk ret grinagtigt, når man tænkte sådan på det.

11 Jonas Wilmann - Mutagen


Han justerede svensknøglen, til den spændte sig godt fast om bolten og begyndte så at dreje. Måtte hellere gøre det her hurtigt. Hvis Minna var vågnet, ville hun ikke forstå, hvorfor han var væk så længe. Hun måtte ikke blive bekymret. Han spændte bolten helt i bund og strammede ekstra til, men i det samme tog trætheden pusten fra ham. Forbandet. Det var prisen for at ligge og lytte efter lyde i natten, så idiotisk. Hans hjerte bankede hurtigere, kinderne blussede. Han følte sig svimmel, havde brug for at ligge ned. Han greb vanddunken og skyndte sig tilbage. Trak vejret i dybe, seje træk. Minna var vågen, da han kom ned. “Er der noget galt, skat?,” hviskede hun og kiggede forskrækket på ham. “Er der sket noget?” “Nej, jeg skal bare lige …” Han lukkede hasperne forsvarligt i og stavrede hen til sengen. “Det er bare hjertet. Det hopper lidt. Det er ovre lige om et øjeblik … Jeg skal bare lige …” “Rolig, skat,” sagde hun og strøg ham over panden. Hun havde set ham sådan hundredvis af gange før, men vænnede sig aldrig til det – det dannede bro til en anden verden, det hæslige sted, de ikke ønskede at tænke på. “Bare slap af, træk vejret roligt. Find din rytme.” Han lå med hovedet på hendes skød og trak vejret anstrengt. Han var ude af sync, kunne ikke finde sin takt. “Lille skat, du er så hård ved dig selv,” hviskede hun og kyssede ham på panden. “Det skal nok gå alt

12 Jonas Wilmann - Mutagen


sammen.” Det, hun gjorde, hvad end det var, hjalp, han blev roligere for hvert sekund. Fik indhentet sit hjerteslag, og vejrtrækningen blev mere ubesværet. “Jeg ville ønske, jeg kunne hjælpe dig mere,” sagde hun og sukkede. “Det skal du ikke tænke på,” sagde han og sendte hende et træt smil. “Det skal du aldrig tænke på.” Hans hånd fandt ned i lommen. “Se, jeg har æbler med.” Da de havde spist og drukket, besluttede Martin sig for at tage en fridag. Han ville ikke arbejde på at isolere rummet, lægge planer eller noget andet, der kunne tære på ham. I dag ville han bare være til. Lade andre bekymre sig om tingene. Hvis han kreperede af sine anstrengelser og bekymringer, som han ofte frygtede, var de alligevel lige vidt. Han fladede ud i en sækkestol i deres lille mørke gemme. Han ville gerne have Minna til at tro, at han slappede af, og han ville også gerne slappe af, men i virkeligheden var det så svært for ham at sidde stille, at han måtte knuge fingrene om stolen. Minna sad på sengen og pegede en lommelygte med et sløjt skær ned mod en kalender. De havde vænnet sig til mørket og sparede på de batterier, de havde, men dette var det daglige ritual, hvor hun regnede på sin termin. Det var svært at være hundrede procent sikker på noget, men hendes beregninger fortalte hende, at der var omkring to måneder, til hun skulle nedkomme. Kalenderen var gammel, mindst to år, men den var okay til at hitte rede i dagene. Det værste ved den

13 Jonas Wilmann - Mutagen


var dog de gamle aftaler, der var skrevet ind. Visse af dem med glimmertusser og muntre, krøllede typer. Det var hjerteskærende. Hun forsøgte ikke at dvæle ved indførslerne i alt for lang tid, men de var så dragende. Hurra! Hurra! Martin og Minnas 5 års-dag! Og efter det var tegnet en masse små hjerter. Hun skrev et lille syvtal i kalenderen og lyste over på Martin med lommelygten. “Der er vist kun to måneder til,” sagde hun uden at fortrække en mine. “Det er snart,” udbrød han lettere ubegavet. “Hvornår tror du, vi kan komme op?” “I hvert fald ikke om to måneder. Du hørte selv, vi havde besøgende i nat.” “På et eller andet tidspunkt giver de vel op.” “Men … Minna, hvor ville du tage hen?” “Det ved jeg ikke.” Hun sænkede den langsomt aftagende lyskegle og fulgte den med blikket. “Jeg håber bare ikke, barnet skal fødes i mørke.” “Det gør jeg heller ikke, men vi kan jo ikke bare tage bilen og køre. Det sværmer med dem derude. Og vi aner ikke, hvordan det er andre steder. Det kan være endnu værre end her.” Hun nikkede. Han havde ret. Hun slukkede for lygten for at spare på batterierne. Sækkestolen stødte Martin fra sig, og han skød op i rummet. Al den snak om fødsel fik en ubehagelig virkelighed til at trænge sig på. Han tænkte på høje smerteskrig og en baby, der græd og græd. En trøstesløs alarm, der ville lokke døden til. Han vovede ikke at sige det, vovede næsten ikke at tænke det, for sådan ville det ikke blive. De ville klare den på en eller anden måde – lige-

14 Jonas Wilmann - Mutagen


som de altid gjorde. De ville være de sidste tre mennesker i verden, han, hun og barnet. Uden et undskyldende eller forklarende ord gik han hen til sin lille bunke af isolerende materialer – en samling af alt, hvad der kunne gøre det ud for lyddæmpende materiale: bølgepap, et liggeunderlag af skumgummi, et gammelt tæppe. Hans hjerte slog en knude, et lille dobbeltslag, for at protestere, men det blev heldigvis ikke til mere end det denne gang. Han gik i gang med arbejdet. “Svensknøglen!” udbrød Martin og satte sig op i sengen. Det var buldermørkt, han var faldet tidligt i søvn, var gået ud som et lys. “Jeg glemte at lægge svensknøglen på plads.” “Hvad?” mumlede Minna og vendte sig mod ham. “Hvad for en nøgle? Hvad snakker du om?” “Jeg skulle spænde hanen på spildevandstønden, og jeg tror, jeg glemte svensknøglen derude.” “Er det ikke lige meget?” “Nej. Jeg bliver sgu nødt til at gå ud og hente den.” Han bandede sig selv langt væk indvendigt. Hvordan kunne han glemme noget så vigtigt, og så endda når han vidste, at der var strejfere i området? Idiot. Idiot. Idiot. “Du kan da ikke gå derud nu,” sagde hun. Hun lød bange. “Jo. Du forstår ikke, Minna. Strejferne er ligesom rovdyr. De går tilbage til det samme sted hundrede gange og lægger mærke til de mindste ændringer. Jeg bliver nødt til at gøre det.” Han rejste sig og begyndte at klæde sig på.

15 Jonas Wilmann - Mutagen


“Vil du ikke godt lade være,” peb hun. Hun kunne ikke bære at lade ham gå ud i mørket. Kunne ikke bære at være alene nu. “Jeg gider ikke diskutere det, skat.” Han kæmpede for at få bæltet igennem stropperne i en fart. “Det skal bare gøres. Ellers vil jeg ligge og tænke på det lort hele natten.” Med ét stoppede han op midt i en bevægelse. Han kunne høre noget, en svag metallisk skramlen. Det lød, som om … lød, som om nogen pillede ved gitteret. I det samme smadrede ruden, og svensknøglen ramte gulvet foran ham. Hjertet zigzaggede. Han stormede over og hev kniven frem fra madrassen. Han havde øvet sig på dette hundrede gange. “Juhuu,” lød en dyb, grødet stemme deroppefra. “Er der nogen dernede? Vi gør jer ikke noget.” Det blev efterfulgt af en sygelig latter. Minna sprang op fra sengen. Hun trak vejret i små hektiske gisp. Holdt beskyttende på sin mave og trak sig væk til kælderens fjerneste krog. “Minna, rolig, jeg skal nok klare det,” sagde han, men han troede ikke engang selv på det. Det, der ikke måtte ske, var ved at ske. Og så på grund af en skide svensknøgle. Hvide pletter begyndte at brede sig i hans synsfelt. Hjertet skulle ikke til at drille ham nu, det måtte det simpelthen ikke. Ikke nu. Det er okay, fortalte han sig selv. Hasperne vil holde. Og hvis der kommer en hånd ind og prøver at pille ved dem, hakker jeg bare løs. De kan umuligt komme ind. Inden den plan var tænkt fuldt til ende, sparkede

16 Jonas Wilmann - Mutagen


en kæmpe, mudret støvle hele vinduesrammen af, så beslag og skruer flåede sig ud gennem træet. En grotesk kæmpe bragede ind ad vinduesrammen og stirrede på dem med et par døde sølvgrå øjne ødelagt af grå stær – de fik ham til at ligne et rovdyr i natten. Martin var fuldstændig lammet. Knivens skaft klaprede løs i hans iskolde håndflade. I sine tanker havde han forberedt sig på denne scene om og om igen, men han havde ikke vidst, at det ville være sådan her. Han kunne jo ikke ånde, hans lemmer ville ikke lystre. Den første indtrængers kammerat kom snart dumpende ned gennem lyskassen. Han rev halvdelen af den flossede vinduesramme med sig i farten. De var begge enorme, muskuløse med grove, dyriske ansigtstræk og en mund fuld af sorte, rådne tandstumper. “Ha, ha, se, hun er fed,” brummede den første med en dyb, umenneskelig røst. “… som et Kinderæg med en overraskelse indeni.” “Hvad er Kimberæg, Mons?” spurgte den anden, kiggede interesseret på Minnas mave og bed sig ængsteligt i negleroden. “Børneæg. Noget man spiste, dengang der var penge.” “I skal ikke … I skal …,” bævede Martin. Han kunne ikke få ordene ud af munden, det hele slog smut, slog knuder, han kunne ikke mærke sig selv. Han følte sig som vand, som kulde, som is. “Jeg vil også smage hendes børneæg, Mons. Du tager ikke det hele selv, vel?” “Nej, men vi må grave dem ud af hende først.” Han listede en rusten hobbykniv op af lommen, klikkede

17 Jonas Wilmann - Mutagen


skæret frem og gik imod hende, mens han slikkede sig sultent om munden. Minna krummede sig sammen, hun kunne kun tænke på at beskytte barnet. Hvad lavede Martin? Hvorfor stoppede han dem ikke? I det samme lød der to skud. Minnas angriber klaskede ned på gulvet foran hende. Halvdelen af hovedet manglede, og en varm strøm af blod skyllede ind over hendes bare tæer. Martin havde stadig ikke flyttet sig ud af stedet, men han var okay. Stod bare og flagrede med den åndssvage køkkenkniv i hånden. Det andet uhyre lå fladt på maven og sprællede stadig lidt, havde et stort hul igennem halsen. Deres ukendte redningsmand hoppede ind ad vinduet og bøjede sig ned over ham. “I skal måske kigge væk nu,” sagde han ganske roligt, satte løbet mod strejferens baghoved og trykkede af. Ingen af dem nåede at kigge væk, men det gjorde ikke så meget. Den fremmede stak sin pistol tilbage i hylsteret og strakte sin hånd ud mod Minna. “Kom, lad os se at få jer to ud herfra.”

18 Jonas Wilmann - Mutagen


Jonas Wilmann - Mutagen  

Første kapitel af Jonas Wilmanns roman Mutagen

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you