Issuu on Google+

1


A. Silvestri Pandaemonium


1 - Lejligheden Porcelænskattene stirrer fra pladsen på kommoden. Deres øjne er fæstnet på et punkt ved siden af det store vindue, der er tildækket af tunge gardiner. I hjørnet tikker det store standerur sekunderne i stykker, æder endnu en time af endnu et år, og kun et par tilfældige støvpartikler forstyrres af viserens bevægelse i rummet. Klokken er fem minutter over fire om morgenen, og fra køkkenet summer radioens P2 med klassisk musik. Endnu en pathétique fra endnu en moderat kendt komponist. Skumringsmørket fylder stuen, og kun i hjørnet ved siden af kommoden flikker lyset fra en enlig pære hen over kattenes uforanderlige, hvide facade. Stuen domineres af et bastant spisebord i egetræ med plads til otte og et stort fjernsyn, der forstøvet står ud for den ene endevæg. Der er ikke en sjæl, som rører sig i stuen, og ej heller nogen krop hvis skygge kunne farve de hvide vægge i grå nuancer. Fra køkkenet kommer en krydret og muggen lugt, som mad der er blevet for gammel og støv, der har fået lov til at blive liggende i alle kroge og på alle flader. Var man i lejligheden, ville man slet ikke bemærke lugten fra køkkenet. Den ville blive overdøvet af den umenneskelige stank, der kom fra stuen. Fluerne summer irriterede og nervøse omkring den langstrakte kødklump, hvis væsker roligt er i gang med at farve det gamle gulvtæppe brunt. Timerne går forbi, og den skærende lyd fra dørklokken sætter en smule gang i støvet. Dog ikke nok til at forstyrre det i mere end et par millisekunder, og tilfredst falder det tilbage på plads. Trin lyder ude på trappen, og gennem brevsprækken bliver presset dagens avis og nogle reklamer. De falder tungt ned på den allerede massive bunke og glider ud over entreens gulv. Fra den ene reklame smiler en ung kvinde strålende, hendes smukke solbriller kækt placeret i panden. På gulvet i stuen mørkner huden på kroppen endnu et hak, og den

3


lilla farve rykker tættere på sort. Tandkødet trækker sig lidt mere tilbage fra tænderne og giver liget et udtryk af ironisk morskab. Smækket fra brevsprækken fik fluerne til at sværme, men de falder igen til ro og kravler ind i ligets mund. Et øjeblik virker det som om, at der er bevægelse i kroppen, selvom det er umuligt. Det er blot vridninger i de flækkede øjenæbler, hvorfra nye liv titter frem. Porcelænskattene titter tilbage, men ikke et ord kommer over deres læber. Radioen i køkkenet spiller noget moderne popmusik, og det klirrer lidt i de flasker som står tættest på lyden. Rødvin og gin hovedsageligt. Madresterne har kun få fluer sværmende omkring sig. De kan ikke længere tage sig af forretten, når hovedretten allerede er serveret. I ligets mørke mund er der fyldt med fluer og spy, og ned gennem spiserøret klukker ukendte og brunlige væsker. Æg og insekter rider på bølgen, som var de i en vandrutsjebane, og de lander til sidst i den opspilede mave. I forgangne tider troede man, at insekter blev født af støv. Alene antallet af fluer, der hektisk svirrer rundt i det stadig bløde hår på ligets hoved, gør, at man kan forstå, hvorfor der blev troet sådan. Brevsprækken klaprer igen, et tungt smæk fra hårdtspændte hængsler, og rudekuverter dækker reklamekvindens hvide tænder. Postmanden rynker på næsen og skynder sig op på anden sal. Små pust af lejligheden hviler endnu et par sekunder i opgangen, før den bliver opslugt af den almindelige lugt af bonevoks og rengøringsmidler. Ligets lyse og elegante silkebadekåbe er begyndt at få brunlige pletter, og omkring dem summer fluerne kraftigere end andre steder. Men der er så meget at tage af. Og så lidt tid at gøre det i. Udenfor er det ved at blive sommer, og varmen formår at trænge fra den friske luft ind under de tunge gardiner og bade rummet i en lummer varme. Ud for kroppens højre hånd ligger et væltet vinglas, og under det har en rød plamage bredt sig. Glasset er fuldkommen sort af fluer, ligeså lydløse som postmandens exit i stueetagen. Med ét runger værelset af en tung, pruttende lyd, og ligets mave falder lidt sammen. Irriteret summer fluerne op som en klæbrig sky og danser rundt i luften, men liget tier stille nu. Det føles som om, at lyden har vakt fluernes opmærksomhed på dele af kroppen, som de indtil nu havde glemt. En mængde af dem glider op under de hvide, plettede trusser og

4


finder alternative indgange. Kødet er af en behagelig temperatur, og i alle folder og rynker er der plads til hunnernes æg. Trafikken er i fuld gang udenfor vinduerne, lastbiler dytter, og motorer gasser op. Indenfor er der ligeledes gang i trafikken, når fluerne forlader kroppen og glider ud af det åbne køkkenvindue for at søge efter ny forrådnelse. De har afleveret deres afkom et sikkert sted. Overalt i liget er der nu bevægelse. Dets mave spiles ud og ind, lemmer dirrer som var de i kramper, og lige under huden kan der anes lange, hvide kroppe, der ormer sig indefter. Maven spiles atter ud, og fra navlen begynder der at strømme en rødlig væske, som dog er for gennemsigtig til at være blod. Væsken runder den sortlilla hud og drypper ned over skambenet. Porcelænskattene stirrer ud over rummet med deres kolde, blå øjne, og luften står stille. Noget stort er ved at ske. En skrabende lyd afslører, at kattene drejer på deres sokler, indtil de kigger hinanden ind i øjnene. Det dobbelte blå blik ligner et lille stykke af himmelen. Med et hvæs sætter radioen ud midt i en sætning, og pæren i hjørnet flikker et par gange, før den med en hul lyd slukker. Værelset dækkes i en endnu mørkere skumring, og omkring de små porcelænsstatuer bølger luften frem og tilbage. En enkelt, stadig våd, flue spejder frem fra navlens hulning, før den forsigtigt letter fra kødet og svirrer skævt ud i luften. Som på en tavs kommando pibler fluerne frem fra navlen og udvider hullet. Sværme sætter af fra ligets tænder og øjne og pletter loftet i en prik-til-prik tegning. Et knæk går gennem liget, der synker sammen, og på kommoden drejer kattene tilbage til deres udkigspost.

5


2 - Thomas Omkring 100 meter fra lejligheden misser en mand mod det dagslys han har undveget i så mange timer, fanget i en urolig søvn af sprut og selvmedlidenhed. Hans ubarberede kinder sitrer, og overalt i hans ansigt er der blodsprængninger. Det er ved at blive sommer, men under den store vinterjakke sitrer hans benede krop stadig af vinterens kulde, som nægter at forlade hans knogler. Fra hans mund flyver en spytklat, der er lige dele slim og blod, og han tørrer sig fraværende over sine læber med bagsiden af hånden. De kolde sten fra jorden, som han ligger på, stikker ind i hans lænd, og han kravler uendeligt langsomt fra sin liggende stilling op at sidde langs husmuren. Han er vant til, at fluerne kravler rundt på ham og suger næring fra alle hans møgbeskidte porer. Engang hed han Thomas Lund og studerede biologi på Københavns Universitet. Nu er han blot en mand, som studerer biologi på egen krop. En ung kvinde går forbi den sidegade, hvis bund han kalder sit hjem, og kigger kort ned på ham. Hvis hun viser nogen tegn på væmmelse, så ser han det ikke. Det er lang tid siden, at manden, der hed Thomas, lagde rigtig mærke til, hvad andre mennesker gjorde omkring ham. En sky glider for solen, og han roder efter den næsten tomme flaske vodka i sin lomme. Han gør intet forsøg på at skjule, at han sidder midt på dagen og skyller ren alkohol ned i sin ødelagte mund. Himlen mørknes yderligere, og han spejder fraværende op mod skyerne. Hans forvredne hjerne graver efter en information som han engang kendte, men han kan ikke helt finde den korrekte vej igennem den ormædte labyrint. Det er ikke skyer, der dækker for solen. Det er noget levende. Og der er mange af dem.

6


Han åbner munden. Bagerst i hans svælg åbner en stille lyd sig. Den er bygget af lige dele vantro og fascination. Han blinker et par gange med øjnene, men det levende er der stadig. Det bliver større, mens han ser til. Som om det samler kræfter. Forvirret vakler Thomas ud på gaden og støder ind i en kvinde, som hurtigt gør sig fri af ham. Hun siger et eller andet, men han hører det ikke. Hans blik er fæstnet på himmelen, på den store mængde som han ikke helt kan tro på er der. Endelig vækkes den hisovende viden i hans hjerne, og han piller i den med en mental fingernegl. Det er ikke normalt for insekter at bevæge sig sådan. Slet ikke hvis det er fluer, som han tror at det er. Han kigger op igen. Skyen er der stadig, og den ligner begyndelsen på en skypumpe. Med kæben helt nede på brystet står han bare og stirrer op mod skyerne, og folk går uden om ham i en stor bue. Han er et mesterværk malet i menneskelig elendighed og degeneration, som han er plantet der på fortovet. En bil holder ind til siden, og to mænd stiger ud af den. De er begge i uniform, og den ene af dem går frem mod ham. Bag ved mændene er nogle mennesker stoppet op, og de kigger nu direkte på den beskidte skikkelse. “Du kan ikke stå her”, siger manden til Thomas, og Thomas kigger flytter langsomt sit blik fra himmelen. Manden har en lyseblå skjorte på, og på bilen står der “POLITI” med store bogstaver. “Hører du hvad, jeg siger, Thomas? Du kan ikke stå her.” Politimanden rækker sin hånd frem og lægger den på hans skulder. Det er som om, at berøringen hiver Thomas lidt tilbage, og han kigger med røde øjne på uniformen. “Kan du ikke se det?”, siger han lavt og peger op mod himmelen. Politimanden følger hans finger med øjnene og ryster så på hovedet. “Der er ikke noget deroppe, Thomas. Tror du ikke, at vi skal tage dig med, så du kan sove den ud.” Fortvivlet kigger Thomas igen op mod himmelen. De er der stadig. Flyvende i deres mørke spiral. Han nikker til politimanden. “Jo det er vist det bedste, Torsten.”


3 - Lejligheden Den tyste lejlighed eksploderer i et lydinferno, da radioen sætter i gang igen med volumen på fuld. Nogle muntre radioværter udveksler små spidsfindigheder og griner af deres egen genialitet. Med et klik tænder lampen i hjørnet og gløder med en styrke, som en 60-watts pære ikke er vant til. I loftet svirrer fluerne rundt i deres absurde mønster, og de lange rækker af insekter forbinder næsten de individuelle prikker. De sorte kroppe mod det hvide loft bølger op og ned, og hvis kroppen på gulvet stadig kunne se, ville den føle at den var lige ved at genkende fluernes dans. En lang sitren går gennem loftet, og, som var den én organisme, sætter den enorme hob af fra pudset og flyver ud af vinduet. Knapt har de forladt loftet, før en anden række sætter af fra liget og danner det samme tegn på loftet. Fugtige lyde rejser sig fra råddenskaben på gulvet og underlivet blotlægges, da huden sprækker og ravfarvede væsker slubrende flyder ned i gulvtæppet. En tyk og rodet masse, som ingen plads har i et menneskes krop, kigger ud på verden, og fluerne synker tæt omkring det. Det klukker og driver omkring klumpen, og sortheden dækker den, selv om mange af fluerne forsvinder ned i kødet og lader dets varme klække kommende liv Fra hylden stirrer porcelænsblikke direkte ned på det svirrende virvar, og klumpen vibrerer som i krampe. Jo flere fluer der lander på ligets blottede køn, desto mere dirrer klumpen og tager til i størrelse. Med en sprød lyd løfter kroppen den ene arm og folder en afpillet hånd kærligt om den hede varme. Lejligheden er tyst som den grav, den i virkeligheden er. Kun en sporadisk summen afslører, at ikke alle fluerne har opgivet deres barndomshjem, og til stadighed letter mindre og mindre sværme fra det bløde kød. For hver sværm bliver mønstret i loftet mere rudimentært.

8


Minutterne tikker forbi, og de sidste børn løfter sig fra liget som svævende budbringere. Radioen har slukket sig selv, eller også er der gået noget galt i den. Klumpen i underlivet bevæger sig op og ned, som trak den vejret og den vokser for hvert åndedrag. Under klumpen vrider liget sig i korte trækninger, og et udtryk af smerte fylder dets hullede ansigt. Den rådne hud på brysterne er helt spilet ud, og under brystvorterne glider en mørk væske frem og tilbage. Dørklokken ringer, og liget stopper sine bevægelser. Klumpen synker tilbage i ingenting, og selv luften står stille. Atter lyder den summende tone fra opgangen. Tiden holder vejret. En tredje gang brydes stilheden, men denne gang kommer lyden fra overboen. Der er nogen, der går rundt. Et højt klik fortæller at hoveddøren nederst i bygningen er blevet åbnet, og tunge fodtrin lyder på trappen. De kommer op. Nærmer sig tredje sal, hvor lejligheden ligger. Ligets mund og øjne klikker åbne, og et lydløst skrig bølger fra de opædte stemmebånd ud i atmosfæren. En nøgle glider ind i låsen, og uendeligt langsomt drejes den rundt. Slåen smækker fra, og døren kæmper mod den enorme overmagt fra flere ugers reklamer. En sprække åbner sig ud til den grønmalede gang, og et mørkt udbrud af væmmelse når porcelænskattenes ører. I køkkenvinduet sværmer de første fluer tilbage. Kaldt tilbage. Bag dem toner en del af den mørke sky frem på himmelen. Fortsættes...

9


A. Silvestri - Pandaemonium