Issuu on Google+

P13-13327_omslag_k40 - Trimboxes Sheet: 1 - F Date: 4-Nov-2013, 14:23:32

Jydsk Medicinsk Jubilæumsskrift 100 års jubilæum anno 2013

100 års strejftog i lægekunsten - Jydsk Medicinsk Selskab 1913-2013

JMS

100 års strejftog i lægekunsten Jydsk Medicinsk Selskab 1913-2013 Redigeret af

Edith Clausen


100 ĂĽrs strejftog i lĂŚgekunsten Jydsk Medicinsk Selskab 1913-2013 Redigeret af

Edith Clausen

Jydsk Medicinsk Selskab Aarhus 2013


C Jydsk Medicinsk Selskab ISBN: 978-87-996635-0-7 Ophavsret til billeder er søgt respekteret. Føler enkelte sig forbigået, vil et krav efter fornøden dokumentation blive imødekommet. Forsidebilledet er de tre hovedpersoner: Tage-Hansen, Holger Strandgaard og Victor Albeck. Kilde: Aarhus Borgere 1915-1920. Aarhus: M.A. Capranis Fotografiske Atelier, 1921.


Indhold Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

5

Jydsk Medicinsk Selskab: forhistorie, oprettelse og træk af dets udvikling Palle Lykke . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

7

Specialernes indtog i det jyske: en Aarhus historie Anne Rahbek Thomassen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

38

Kirurger og kirurgi i Jylland – et strejftog Finn Hanberg Sørensen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

67

Psykiatri 1913-2013: fra asyl til hjernevidenskab og sundhedspolitik Raben Rosenberg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 101 Gynækologi og obstetrik gennem 100 år i Jylland Hans Madsen og Margrethe Møller . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 128 Blodtransfusioner og organtransplantationer i Jylland i de sidste 100 år: udvalgte aspekter Niels Grunnet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 148 Klinisk onkologi Morten Høyer og Arne Sell . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 167 Om forfatterne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 186


Forord Et hundrede år kan virke som lang tid, men dog også som et kort span i historien. I 1913 var der næppe e´t menneske i live, der var født i eller før 1813, medens et liv i 2013 godt kan have indeholdt årstallet 1913, som var året, hvor Jydsk Medicinsk Selskab blev grundlagt. Store forandringer er sket i de forgangne et hundrede år. Selskabet blev grundlagt med den tanke at oplyse om tidens landvindinger samt at debattere disse. Selskabet kom dog ikke kun til at reflektere sin tid, men også påvirke den gennem sit omfattende virke. Det er vokset til at være et af de større lægevidenskabelige selskaber i Danmark, og få selskaber har eksisteret så længe og afholdt så mange møder. Selv om tiden stiller store krav til forandringer, synes selskabet at have tilpasset sig disse og har over de seneste år kunnet holde et konstant antal møder, således at møde nummer 600 afholdes den 30/11 2013 på et hundrede årsdagen for selskabets grundlæggelse. Det er svært i en bog at behandle alle de mange ting, der er sket i selskabets et hundrede års historie. Målet med denne bog har derfor været »et strejftog i den jydske medicins historie«. Selskabets bestyrelse har derfor overladt det til forfatterne at udvælge interes-

sante emner og tendenser de seneste 100 år i Jylland. Bogen giver sig derfor på ingen måde ud for at være dækkende for den store udvikling, som dristige pionerer har ledet, og omfatte de mange, som gennem deres virke har påvirket den jydske medicin. Bogen supplerer med sit indhold den række på fem emner, som selskabet afholdt i november 2013 i samarbejde med Folkeuniversitetet i Aarhus for at fejre sit 100 års jubilæum. De emner, der blev dækket ved den lejlighed var: Møde nr. 596, 7/11 2013: Døden i Jylland – hvad døde man af og hvad truer os i fremtiden? Møde nr. 597, 14/11 2013: Hjerte og hjerne – at se en tanke og følge livets pulsslag. Møde nr. 598, 21/11 2013: Kirurgi og medicin – en rejse fra Hals til Tarm med helikopter, hvor de døde genopstår undervejs. Møde nr. 599, 28/11 2013: At stille den rette diagnose på det rette tidspunkt – og at se det hele menneske. Møde nr. 600, 30/11 2013: Har tillid til lægen en fremtid? Selskabet vil også fremover fortsætte med oplysende og debatskabende virksomhed. Bestyrelsen, november 2013

Peter Vestergaard (formand), Jens Dahlerup (kasserer), Ulrik Gerdes (sekretær), Ulla Bartels, Signe Engkjær, Ole Færgemann, Stig Andersen, Jakob Starup Linde 5


Jydsk Medicinsk Selskab: forhistorie, oprettelse og træk af dets udvikling Palle Lykke Jydsk Medicinsk Selskab blev oprettet 30. november 1913 ved et møde i Aarhus Katedralskoles festsal, hvor et større antal jyske læger overværede taler af overlægerne T. TageHansen og Holger Strandgaard og derefter enstemmigt vedtog at stifte selskabet, der efter en uge talte 100 medlemmer. Ideen om et sådant selskab var ikke opstået ud af den blå luft, men fandt sted på baggrund af dels et stigende behov for et akademisk forum, hvor jyske læger og ikke mindst hospitalslæger kunne drøfte faglige spørgsmål, dels nogle allerede indvundne erfaringer med et løsere organiseret lokalt forum for faglig erfaringsudveksling: Medicinsk Læsestue i Aarhus. I det følgende gives først en gennemgang af selskabets forhistorie og dernæst af dets oprettelse, hvorefter der følger et afsnit, som meddeler træk af selskabets udviklingshistorie. 1. Dette afsnit bygger hovedsagelig på forfatterens gennemgang af Medicinsk Læsestues historie i (11), hvori der også redegøres for Læsestuens videre historie, efter at den blev overtaget af Jydsk Medicinsk Selskab.

Forhistorie1 I 1870 foreslog R.A. Holm (1835-1899), at man oprettede en medicinsk læsekreds. Holm var i mange år2 formand for Lægeforeningen for Aarhus og Omegn (1), og det var da også med udgangspunkt i dette forum, at den medicinske læsekreds blev oprettet det følgende år. Man abonnerede på ikke færre end ti udenlandske tidsskrifter, som cirkulerede blandt kredsens medlemmer. Antallet af interesserede mindskedes imidlertid eller havde aldrig for alvor været til stede; i hvert fald ophørte læsekredsen med at eksistere i 1877.3 Åbenbart var tiden endnu ikke moden til et sådant initiativ på det lægevidenskabelige område i Aarhus og omegn. Da man et par og tyve år senere oprettede en medicinsk læsestue i Aarhus, var baggrunden en anden, og et nyt miljø var opstået. I mellemtiden var jo fx Aarhus Amtssygehus (1882) og Aarhus Kommunehospital (1893) kommet til og hav-

2. 1871-1874 og 1875-1889 jfr. (1), p. 744. 3. (1), p. 756.

7


de stærkt medvirket til at sikre det nye initiativ sin eksistensberettigelse. Gennem anden halvdel af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede kom der i provinsen til at eksistere et antal tidssvarende hospitaler under ledelse af sygehuslæger (overlæger) – efterhånden typisk med en mindre stab bestående af en reservelæge og andet personale, når størrelsen var dertil – og tillige etableredes især efter århundredeskiftet en række private specialklinikker ledet af videnskabeligt uddannede specialister med udgangspunkt i en uddannelse fra Københavns Universitet og hovedstadens sygehuse. For disse læger kom det ofte til at føles som et savn nu at stå uden umiddelbar forbindelse med det teoretiske og kliniske miljø ved hovedstadsuniversitetets institutter og de københavnske hospitaler samt derværende lægevidenskabelige foreninger og specialselskaber. Ikke mindst savnedes de videnskabelige biblioteker og muligheden for at få en videnskabelig diskussion med fagfæller – et problem, der i særlig grad mærkedes af overlæger med ambitioner om at videreuddanne og perfektionere sig videnskabeligt inden for et specialområde og som derfor gerne ville følge med i den rivende udvikling inden for lægevidenskaben. Ganske vist blev der oprettet lokale lægeforeninger gennem sidste halvdel af det 19. århundrede, men hvad der foregik i disses rammer, ud over drøftelser af kollegiale og økonomiske forhold, synes at have været uden større videnskabelig ambition, i hvert 8

fald set i forhold til de lægevidenskabelige selskaber, som snart blev oprettet i landsdelene. Ugeskrift for Læger havde eksisteret siden første halvdel af århundredet,4 og efterhånden kom andre tidsskrifter til, hvori man kunne orientere sig om en lang række relevante forhold, men abonnement på større udenlandske specialtidsskrifter – for slet ikke at tale om anskaffelse af internationale lægevidenskabelige specialværker – var en særdeles bekostelig affære. Det har fortrinsvis været velhavende klinikejere, der havde økonomi til oprettelse af lægevidenskabelige bogsamlinger. Mindre købstadshospitalers budget for bogindkøb har i hvert fald næppe rakt til anskaffelser ud over det absolut nødvendige. Da overlæge Chr. Weis fra Aarhus Kommunehospital en gang omkring år 1900 forsøgte at overbevise Aarhus Byråd om, at det ville være en god ide´ at anskaffe et enkelt kirurgisk værk til operationsstuen, fik han afslag (2). Lægevidenskabelig litteratur var dog ikke alt, for endelig har de hospitalslæger i provinsen, som måtte have gjort betydningsfulde opdagelser i forbindelse med deres patientbehandling, også savnet et forum, hvor de kunne fremlægge deres iagttagelser og teorier til diskussion, inden en eventuel skriftlig publikation kunne komme på tale. At læse og skrive i ophøjet ensomhed kunne standens lyse hoveder vel nok finde ud af, men fraværet af diskussionen – den frugtbare akademi4. Siden 1839.


ske afprøvning af ens egne standpunkter over for andres – lå det tungere med. Der savnedes et lægevidenskabeligt forum. I København havde lægevidenskabelige diskussioner i slutningen af 1870’erne og begyndelsen af 1880’erne ikke mindst fundet sted i Cafe´ a` Porta, den kendte cafe´ på Kongens Nytorv, hvor en fast kreds af navnkundige læger – Studsgaard, Howitz, Lunding, Hemmel og Driebein – sammen med en lang række af ældre og yngre læger drøftede nyt fra kirurgiens og medicinens områder, og sammen med forfattere, kunstnere, politikere og forretningsfolk deltog disse læger desuden i de drøftelser af spørgsmål inden for samfunds-, litteratur- og kulturlivet, som fandt sted i cafeen. Da der med tiden opstod uforsonlige politiske skel (i provisorietiden), fortrak de fleste læger dog til Københavns medicinske Selskab, som havde fået lokaler netop på Kongens Nytorv. Men enkelte af lægerne deltog fortsat i cafe´-diskussionerne, heriblandt overkirurg C.L. Studsgaard (18301899) (3). Når der kan være grund til at fremhæve netop Studsgaards fortsatte mod på deltagelse i cafe´-diskussionerne, hænger det sammen med, at han havde været den unge reservelæge Tage Algreen Hansens foresatte og vejleder på Københavns Kommunehospital i anden halvdel af 1870’erne og måske kan have præget og inspireret sin senere så initiativrige elev – der på et tidspunkt begyndte at kalde sig Tage-Hansen (1849-1920), og som skulle blive initiativtager til oprettelsen af Medicinsk Læsestue i Aarhus og med-

initiativtager til stiftelsen af Jydsk Medicinsk Selskab – også ud over kirurgiens gebet. I fx hver af de jyske byer Horsens, Silkeborg, Randers og Viborg – for ikke at tale om Hjørring, Aalborg, Ringkøbing og Kolding – var det som antydet småt med lægevidenskabelige biblioteker og videnskabelige, lægefaglige diskussionsfora – for slet ikke at tale om cafeer med et videnskabeligt, kulturelt og samfundsorienteret diskussionsklima. Et potentiale for sådanne foreteelser eksisterede derimod i den efterhånden noget større og i Jylland centralt placerede hospitalsby Aarhus, og – som vi i det følgende skal se – disse potentialer realiseredes da også i flere trin i netop denne by med initiativer iværksat henholdsvis hen under århundredeskiftet og i 1913 og vel at mærke ikke blot til fordel for videnskabeligt arbejdende hospitalslæger i selve Aarhus, men også i det øvrige Jylland – det sidste på både kortere og længere sigt. Ved midten af det 19. århundrede havde Aarhus endelig overhalet Aalborg og var blevet Jyllands største by. Adskillige småvirksomheder nåede en anselig størrelse, og en industriel produktion opstod. De nye store virksomheder slog de mindre ud, og den økonomiske magt kom på forholdsvis få hænder. Almindelig prisopgang og næringsfrihed havde efter 1857 fået opgangskurven til at stige pænt, og da Flensborg og Hamborg efter 1864 var kommet på den nedre side af toldgrænsen, var Aarhus fri for deres konkurrence. Hertil skal lægges udviklingen af produktionsapparatet i almindelighed som følge af teknologiske 9


innovationer, landbrugets produktionsomlægning og den deraf følgende vare- og pengeøkonomi samt infrastrukturens udvikling i samme forbindelse – en moderniseret havn og oprettelse af den første jernbaneforbindelse, Aarhus-Randers (1862), hurtigt efterfulgt af andre jernbaneforbindelser. Hvad angår havnen næsten firdobledes tonnagen i årene fra jernbanens oprettelse i 1862 og frem til århundredeskiftet. Til skyggesiden af udviklingen hørte de indvandrede, ofte børnerige arbejderfamiliers mindre gode bo- og sanitetsforhold i nyopførte lejekaserner. Det eksisterende hospitalsvæsen med det gamle hospital i Dynkarken som byens sygehusmæssige hovedaktiv i forbindelse med somatiske sygdomme var slet ikke gearet til denne situation. Faktisk havde Aarhus frem til 1880’erne og 90’erne ikke rummet noget sundheds- eller sygehusvæsen, som var værd at prale af. Trinvist ændredes denne situation dog i de efterfølgende 35-40 år, hvor en række moderne hospitaler og andre sundhedsinstitutioner og klinikker etableredes i byen – ud over det allerede ved århundredets midte anlagte Jyske Asyl, sindssygehospitalet i Risskov. Aarhus Amtssygehus blev opført i begyndelsen af 1880’erne nær stedet, hvor man senere anlagde Ingerslevs Boulevard,5 og Aarhus Kommunehospitals første bygninger indviedes i 1893 på en grund øst for Vennelyst til afløsning af byens

gamle sygehus i Dynkarken. Tyve år senere kom Marselisborg Hospital til på en af de grunde, som Aarhus Kommune havde købt af Viby Sogn. Dertil kom Sct. Josephs Hospital i kvarteret ved Sct. Pauls Kirke i 1907, Fødselsanstalten i Jylland i 1910 og efterhånden et antal privatklinikker – de sidste ofte i form af private konsultationslokaler eller i tilknytning til eksisterende hospitalsfaciliteter (fx havde Alf. Kiilerick øjenklinik i det allerede nævnte Sct. Josephs Hospital, der tillige blev hjemsted for specialklinikker for tuberkulose, øre- og kvindesygdomme). En enkelt undtagelse med hensyn til det bygningsmæssige udgjorde øjenlæge E. Lindgrens store selvstændige, hospitalsmæssigt indrettede privatklinik på Marselis Tværvej (bygningen blev opført 1914), hvor der virkelig var format over tingene. Man holdt rideheste og førte stort hus (4).6 På baggrund af byens stigende materielle velstand og fremkomsten af Amtssygehus og Kommunehospital gæstede en delegation af fremtrædende Aarhus-borgere (heriblandt borgmesteren og Tage-Hansen) Københavns Universitet i 1897 og havde der et møde med en kreds af professorer. Emnet for mødet var de tanker om oprettelsen af et universitet i Aarhus, som man havde gjort sig i byen i forlængelse af bl.a. folketingsmand Gert Winthers planer om en »videnskabelig højskole« i byen, og de deltagende professorer var folk,

5. I 1930’erne fik Amtssygehuset nye bygninger nær Ringgaden, og efter nogen tid indrettedes der folkeskole i de gamle.

6. Bygningen kom fra 1928 – to år efter Lindgrens død – og frem til 1946 til at fungere som byens første universitetskollegium: »Marselisborg Studentergaard«.

10


der ikke var forudindtaget over for ideen om et universitet i Aarhus. Der kom dog intet ud af mødet, og når det overhovedet skal nævnes her, skyldes det, at det manglende udbytte kan have virket motiverende på Tage-Hansen, da han året efter fungerede som primus motor i oprettelsen af Medicinsk Læsestue i Aarhus. Han ville have etableret et (læge)videnskabeligt miljø i byen og gjorde så sit dertil. Det ligger fast, at Medicinsk Læsestue stiftedes »særlig ved Tage-Hansens Initiativ« (5). Dette fremgår utvetydigt af større nekrologer over Tage-Hansen. Derimod ligger det underligt nok ikke fast, hvornår den helt præcis er stiftet. I et udateret koncept7 til en kort redegørelse for læsestuens oprettelse skriver overlæge, dr.med. Victor Albeck (1869-1933), at den er oprettet i år 1900, men i den trykte udgave af selvsamme redegørelse er årstallet ændret til 1898. I gengivelsen af den tale, som Tage-Hansen holdt søndag den 30. november 1913 i Aarhus Katedralskoles festsal ved Jydsk Medicinsk Selskabs oprettelse hedder det, at »Lægerne i Aarhus havde for 15 Aar siden oprettet en medicinsk Læsestue her.« (6)8 Imidlertid må det antages, at den konkrete oprettelse har fundet sted i løbet af årene 1899-1900. Et spørgsmål er, om Læsestuen til

en begyndelse kan have eksisteret blot i form af en principiel formålserklæring: Nu (1898) ville man oprette en læsestue på den og den måde – altså varm luft og skønne hensigter, men uden at der straks kom bøger på bordet. Dette er slet ikke utænkeligt, og utænkeligt er det ej heller, at Tage-Hansen kan have gjort visse forberedelser og midlertidigt opmagasineret de først anskaffede bøger i et lokale på Amtssygehuset. Ikke mindst hvis tallet 1898 skal stå til troende, må det have forholdt sig på en måde svarende til den skitserede, for lige netop den kilde, som angiver det nævnte årstal (5), meddeler, at Læsestuen indrettedes »i et lejet Lokale midt i Byen«. Og det lokale – ved vi fra anden side9 – befandt sig i en bygning, som slet ikke fandtes i 1898, men derimod nok i 1900, nemlig et imposant hus i florentinsk renæssancestil opført på Lille Torv som hovedsæde for Jydsk Handels- og Landbrugsbank efter tegninger af arkitekt S. F. Kühnel. Opførelsen fandt sted 1899-1900 (7). I denne splinternye, smukke bygning midt i Aarhus lejede man altså et lokale, og »alle Byens Læger deltog« nu i Læsestuens oprettelse og »bidrog til dens Vedligeholdelse med et aarligt Bidrag af 30 Kroner.«10 Der anskaffedes »en Del« større medicinske håndbøger, og som gaver tilgik der Læsestuen en-

7. Koncept (i Victor Albecks privatarkiv) til bilag 16 vedrørende »De lægevidenskabelige Bogsamlinger i Aarhus« i (5). 8. Talen blev udgivet året efter – i 1914 – og det kan vel ikke helt udelukkes, at redaktøren har »tilpasset« antallet af år efter udgivelsestidspunktet.

9. I Victor Albecks privatarkiv (hos AU Universitetshistorie (tidligere Universitetshistorisk Udvalg ved Aarhus Universitet)) befinder sig fx opsigelsen anno 1924 af lokalet med angivelse af adressen. 10. (5), bilag 16.

11


I denne bygning på hjørnet af Lille Torv og Vestergade havde Medicinsk Læsestue tag over hovedet fra 1900 til 1924. (Postkort fra ca. 1910; Aarhus Kommunes Biblioteker, Lokalhistorisk Samling).

kelte udenlandske tidsskrifter. Enkelte udenlandske tidsskrifter abonnerede man også selv på, men i hovedsagen måtte man indskrænke sig til at anskaffe danske bøger. Sådan beskrives etablissementet lidt mere end en snes år efter dets grundlæggelse.11 Men lad os straks se, hvordan hovedinitiativtageren til Læsestuens oprettelse, TageHansen, i 1913 selv omtalte Læsestuen og dens virksomhed: 11. Ibid.

12

»Med ret stor Opofrelse – det aarlige Kontingent har altid været 30 Kroner – er det lykkedes, i et hyggeligt og smukt Lokale med Centralvarme og elektrisk Lys, at have en særdeles god og righoldig Samling af Tidsskrifter – danske, nordiske og andre udenlandske, hvoraf nogle udlaanes af Medlemmerne til Læsestuen – et virkelig godt Haandbibliotek, og i det Hele Begyndelsen til et medicinsk Bibliotek, erhvervet ved Gaver og Arv.«12 12. (6), p. 35.


I sådanne tilfælde henlagde Læsestuen sine møder til de respektive foredragsholderes arbejdsplads, dvs. hospitalerne. Møder havde således fundet sted på Fødselsanstalten, Sct. Josephs Hospital og Amtssygehuset, fortalte Tage-Hansen, »og vi har endog drevet det saa vidt, at vi har faaet fremført Lysbilleder.« Adskillige af disse aftenmøder havde ifølge TageHansen været så interessante,

Tage-Hansen fortalte om enkelte større bidrag og om forholdet til Statsbiblioteket, der fx anskaffede »nogle dyre Samleværker«, som Læsestuen ikke selv havde midler til, og der var ifølge Tage-Hansen ikke tvivl om, at dette samarbejde ville kunne udvikles yderligere – hvad det jo også blev. Efter nogle års forløb var man på Læsestuen – fortalte Tage-Hansen – begyndt også at afholde møder med »kortere videnskabelige Foredrag og Diskussion, Demonstration af patologisk-anatomiske Præparater, af Patienter, interessant Kasuistik, medens kollegiale og økonomiske Forhold vare ganske udelukkede fra disse Møder«. Indirekte siger Tage-Hansen hermed, at hvad der foregik ved møderne på Læsestuen var af en ganske anden art end møderne i Lægeforeningen for Aarhus og Omegn.13 På baggrund af studier i, hvad der holdtes foredrag om »i mange store medicinske Selskaber i England, Frankrig, Tyskland og Amerika« var ledelsen af Læsestuen gået ud fra, at mange af disse ikke for lange og besværlige Foredrag (»som ofte hellere maa læses end høres«) egnede sig bedst for disse sammenkomster, og ofte var foredragene blevet efterfulgt af en livlig og interessant diskussion. Læsestuens medlemmer havde kunnet forberede sig i forvejen, idet dagsordenen var sendt ud til dem en uge før møderne. Nævnte demonstration af patienter foregik naturligvis ikke i selve Læsestuen på Lille Torv.

Sådan så altså Tage-Hansen på forholdet mellem Læsestuen og Jydsk Medicinsk Selskab: Sidstnævnte voksede ud af førstnævnte. Andre var mere forbeholdne, når de skulle karakterisere Medicinsk Læsestues betydning for byens lægevidenskabelige åndsliv. Det er således ikke et billede af et kraftcenter – endsige noget pilotprojekt for et lægevidenska-

13. Sidstnævnte stiftet 1859.

14. (6), p. 35-36.

»at man uvilkaarlig maatte ønske og udtale, at det havde været rart, om adskillige andre jyske Læger havde kunnet tage Del deri og bidrage til, at Diskussionen blev livligere og interessantere – og saaledes blev Tanken ledet hen paa, om ikke det var rigtigt at udvide Kresen og søge dannet et jysk medicinsk Selskab, en Tanke, der særlig udgik fra Overlæge Albeck og ivrigt støttedes af Kommunehospitalets nye Overkirurg, Dr. Strandgaard, hvorefter de begge henvendte sig til mig for som Alderspræsident at indlede Sagen«.14

13


beligt miljø i byen – der tegnes af læge Hilmar J. Fridericia (1876-1962), når han skriver følgende: »Der fandtes [...] en »medicinsk Læsestue« på Lille Torv, hvor man hver eftermiddag kunne træffe bl.a. Tage-Hansen og Sander-Larsen ivrigt bøjede over skakbrættet. Der fandtes et udmærket håndbibliotek, der desværre kun blev lidt brugt. Af mangel på videnskabelig benyttelse sygnede læsestuen hen, indtil den få år efter blev nedlagt, og håndbiblioteket overgik til Statsbiblioteket«. (8) At dømme efter Fridericias beskrivelse synes altså en art hyggeligt klubliv daglig at have udfoldet sig mellem reolerne. Men hans påstand om, at Læsestuen simpelthen blev nedlagt, og at håndbiblioteket overgik til Statsbiblioteket, må i øvrigt modificeres noget – eller implikationerne må. For overdragelsen blev et af de aktivt besluttede mål, ikke et resultat af manglende anvendelse.

Oprettelse Ovenfor er fremsat den formodning, at når Tage-Hansen i sin tid tog initiativ til Medicinsk Læsestues oprettelse, kan det have været en slags følge af, at der ikke var kommet konkrete resultater ud af den kontakt, som umiddelbart forinden havde været mellem aarhusianske universitetsforkæmpere og københavnske professorer. Måske et tilsvarende mønster 14

kan siges at have tegnet sig i 1913 i forbindelse med oprettelsen af Jydsk Medicinsk Selskab, hvor Tage-Hansen takkede ja til at stå i spidsen, da Albeck og Strandgaard henvendte sig til ham med tankerne om et jysk medicinsk selskab. Under alle omstændigheder var der året forinden (1912) fremkommet en kommissionsbetænkning om landets universitetsforhold. Betænkningen var bl.a. tilskyndet af et Aarhus-fremstød i 1907, hvor Tage-Hansen atter havde været med i første række og krævet et universitet oprettet i Aarhus eller i hvert fald at få spørgsmålet undersøgt i en kommission snarest muligt. I den pågældende 1912-betænkning var spørgsmålet om Aarhus imidlertid udelukkende behandlet i en kort note. Og af denne fremgik, at i en situation, hvor behovet for udvidelser af Københavns Universitet var presserende, og hvor den finansielle situation i øvrigt var præget af knaphed, havde kommissionen begrænset sig til udelukkende at se på nødvendige forbedringer ved det gamle universitet. Tage-Hansen kan på denne negative baggrund tænkes at være blevet stimuleret til at tage endnu et lægevidenskabeligt skridt hen mod et kommende universitet – og han har derfor straks grebet chancen for at gøre sin indflydelse og den store respekt, han nød, gældende i jyske lægekredse, da han fik muligheden forelagt af Albeck og Strandgaard. I hvert fald kom de tre herrer i 1913 til at stå som initiativtagere til oprettelsen af Jydsk Medicinsk Selskab. Hvad man havde etableret, var et lægevidenskabeligt forum for møder med foredrag, demonstrationer og dis-


kussioner på højeste niveau – altså en fortsættelse på et højere plan (og omfattende alle læger i Jylland) af det, der havde fundet sted mellem reolerne i Medicinsk Læsestue, når skakbrættet var stillet til side. Som nævnt var dr.med. Holger Strandgaard (1869-1936) kommet til byen som overkirurg på Kommunehospitalet i 1913.15 I sine erindringer fortæller han om, hvilken overgang det var at komme fra København – ved hans ankomst gav borgmesteren udtryk for, at han ikke fattede, hvad Strandgaard ville med et så usselt lønnet embede – men han fortæller også om et forstående sygehusudvalg med overlærer K. Mousten (1875-1962) i spidsen, der efterhånden hævede sygehusets 15. Mens altså Strandgaard selv skulle blive en af dem, der arbejdede mest ihærdigt for at skabe åndelige og praktiske betingelser for et universitet i Aarhus – ikke blot som medstifter af Jydsk Medicinsk Selskab, men jo også ved sit virke som Universitets-Samvirkets første formand 19211925 – kan også hans egen ansættelse ses som et bevidst led i byens strategiske universitetsforberedelser. Da nemlig professor, dr.med. & sc. Carl Jul. Salomonsen (18471924) i en kronik i Politiken i 1902 havde præsenteret sin plan om en lægeskole i Aarhus, skrev hans kollega, professor, dr.med. Th. Rovsing, eller i hvert fald en af dennes våbenfæller i redaktionen af Hospitalstidende 1902, at oprettelsen af en institution, som skulle være en forgænger til et lægevidenskabeligt fakultet i Aarhus, ikke burde komme på tale, før Aarhus Byråd havde gennemført »en tidssvarende Ordning af Lægeforholdene paa det smukke Kommunehospital, hvor der snarest muligt maa ske en Deling i en medicinsk og en kirurgisk Service.« ((4), p. 89). Man fulgte rådet, da man i 1913 efter overlæge Emil Müllers (18591912) død ansatte Strandgaard som overkirurg og dr.med. Aage Rahlff (1868-1948) som overmedicus på Kommunehospitalet.

standard i enhver retning. Dernæst skriver Strandgaard: »Det mest følelige var dog Savnet af at være med i og høre paa videnskabelige Diskussioner, noget jeg var blevet meget forvænt med i min Egenskab af Sekretær i Københavns medicinske Selskab, en Stilling jeg havde beklædt i 7 år. Dette savn delte jeg i høj Grad med Overlæge Victor Albeck, der 2 Aar forud var blevet Overaccouchør ved den jydske Fødselsanstalt.« (9) Den tidlige periodes Medicinsk Læsestue ser Strandgaard som »en Begyndelse til en videnskabelig Sammenslutning«, og fremdrager i den forbindelse de foredrag og demonstrationer med efterfølgende diskussioner, som havde fundet sted i Læsestuens regi. Strandgaard nævner her, at Tage-Hansen var »meget ivrig for at holde Foredrag og Diskussioner oppe mellem Lægerne«. Dertil kom, at han også indførte, hvad Strandgaard kalder »en smuk Praksis« i den lokale lægeforening, idet han bestandig foreholdt denne, at der aldrig måtte holdes noget møde uden et eller andet lægevidenskabeligt foredrag.16 Det var på denne baggrund, at de to gamle studiekammerater og »Dus-Venner« (10) Victor Albeck og Holger Strandgaard indbyrdes ofte havde drøftet mulighederne for at udvide det lægevidenskabelige arbejde på en sådan 16. (9), p. 221.

15


måde, at samtlige medlemmer af lægestanden i Jylland blev inddraget. Albeck var stærkt interesseret i den biblioteksmæssige side af projektet og nærede den ide´, at der måtte etableres »et virkeligt videnskabeligt Bibliotek«, og at dette måtte ske inden for Statsbibliotekets rammer, således at det kunne blive tilgængeligt for alle læger i Jylland (9). Strandgaard selv var på baggrund af sine erfaringer med Københavns medicinske Selskab og sit kendskab til sygehuslægers virksomhed og »det store uudnyttede

Materiale« meget ivrig efter at få samlet landsdelens læger til foredrag og diskussioner. Samtalerne mellem Strandgaard og Albeck mundede som nævnt ud i en henvendelse til TageHansen, der straks var positivt stemt »for den Plan at udvide Rammerne for Aarhus’ medicinske Læsestue, saaledes at der dannedes et jysk medicinsk Selskab, der skulde omfatte hele Jylland og være et Samlingssted for lægevidenskabelige Foredrag og Diskussioner mellem de i Jylland virkende Læger.« (9) Strandgaard skriver, at den planlagte »Omkalfatring« af Læsestuen kostede ret mange diskussioner og bevægede møder, og at det især var ordningen af det biblioteksmæssige, der var svært at få bragt i lave. Stiftelsen af selskabet synes derimod ikke at have været forbundet med nævneværdige vanskeligheder. Ved indgangen til november 1913 fremsendte Tage-Hansen, Holger Strandgaard og Victor Albeck som første samlede skridt en trykt henvendelse til en udvalgt række læger. I henvendelsen anmodede man modtagerne om sammen med den udsendte skrivelses forfattere at stå som indbydere til dannelsen af et jysk medicinsk selskab. I skrivelsen hedder det om formålet:

Holger Strandgaard (1869-1936). (Foto M.A. Caprani).

16

»Det er vor Tanke, gennem et saadant Selskab, at samle de mange spredte Kræfter i denne Del af den danske Lægestand til fælles Arbejde for Lægevi-


denskabens Fremme og til at nyttiggøre det store og værdifulde Materiale, som findes paa vore Sygehuse og Sanatorier – og tillige for lejlighedsvis, ved udadgaaende Skridt, at virke i Videnskabens, Medicinalforholdenes og Sundhedsplejens Tjeneste.«17 Man forestillede sig at arbejde hen mod disse mål ved afholdelse af møder med foredrag, demonstrationer og diskussioner, som overvejende skulle tage sigte på den praktiske lægevidenskab. Kun få skriftlige reaktioner på henvendelsen er bevaret, men det fremgår i hvert fald af det bevarede materiale, at ikke alle troede på ideen. En enkelt foreslår, at man nøjes med at lave et aarhusiansk medicinsk selskab, idet deltagere fra fjerne egne af Jylland jo efter vedkommendes formening måtte påregne at skulle afsætte et par dage til deltagelse i blot et enkelt møde. Men i hvert fald 43 svarede positivt. En uge eller to senere afgik en ligeledes trykt skrivelse til samtlige Jyllands medlemmer af lægestanden (11). Den var underskrevet af ikke færre end 46 fremtrædende sygehuslæger og speciallæger med virke i landsdelen og havde form af en indbydelse til et stiftende møde 30. november 1913 om eftermiddagen i Aarhus Katedralskoles festsal. I mødet deltog i alt 73 læger. Overlæge Lassen, Randers, påtog sig dirigenthvervet, og Tage-Hansen leverede derpå den tale, hvorfra der allerede er citeret fyldigt, og hvori han – ud over hvad der allerede er ci17. I Victor Albecks privatarkiv.

Victor Albeck (1869-1933). (AU Universitetshistorie; foto Vagn Børge).

teret derfra vedr. L��sestuen – skildrede de vanskelige forhold, som ikke mindst sygehuslægerne hidtil havde døjet med som følge af den eksisterende mangel på et lægevidenskabeligt fællesskab i Jylland, hvorfor han fandt, at tiden nu var inde til at stifte det foreslåede Jydsk Medicinsk Selskab. Derefter fik Strandgaard ordet, og han pointerede særligt, at selskabet skulle søge at indvinde ny jord ved at stræbe mod at samle det store materiale, som befandt 17


sig spredt på sygehusene og hos embedslægerne, og han anbefalede at give reservelæger og assistenter større eller mindre opgaver i forbindelse med dette materiale. Ingen begærede derefter ordet, og stiftelsen af Jydsk Medicinsk Selskab blev enstemmigt vedtaget. Efter at Victor Albeck havde indledt en debat om vedtægter, kontingent og deslige valgtes TageHansen til Selskabets første formand,18 og mødet sluttede med middag på Hotel Royal.

Udvikling19 Vedtægterne for det nystiftede selskab blev vedtaget på generalforsamlingen fem måneder senere, den 26. april 1914. Om formålet med selskabet hedder det heri: »Jydsk Medicinsk Selskabs Formaal er: at fremme det lægevidenskabelige Arbejde mellem de i Jylland virkende Læger og tillige lejlighedsvis ved udadgaaende Skridt at virke i Videnskabens og i den offentlige Sundhedsplejes Interesse« (12). Kun læger, der havde deres virke i Jylland, kunne optages som medlemmer, men læger, der ikke havde deres »Virkekreds« i Jylland, kunne dog »modtages som Gæster«. Vedtægterne siger om møderne, at der årligt skulle afholdes mindst fire, at dagsordenen for 18. (6), p. 38. 19. Ved udarbejdelsen af dette afsnit har forfatteren søgt at give indtryk af selskabets dagligliv og kulturhistorie, sådan som disse størrelser kan aflæses af de bevarede arkivalier, frem for at give en mere systematisk anlagt gennemgang af udvalgte temaer. Fremstillingen er i sin grund kronologisk anlagt, men for hvert af de berørte emner kommes vidt omkring tidsmæssigt.

18

disse ville blive bekendtgjort i Ugeskrift for Læger, og at foredragsholdere havde pligt til at afgive deres foredrag eller et fyldigt resume heraf til bestyrelsen senest otte dage efter foredragets afholdelse. Under overskriften »Forretningsorden« fastslår vedtægterne, at der ved møderne afholdes foredrag og demonstrationer, og at der til begge kan knyttes en diskussion. Mens et foredrag »som Regel« kun måtte vare en time og en demonstration 10 minutter, måtte et diskussionsindlæg ikke overskride fem minutter. Intet medlem var berettiget til at få ordet mere end to gange i hver diskussion og anden gang som regel kun for en kort bemærkning. Også Læsestuen figurerer i vedtægterne. I afsnittet om bestyrelsen – en formand, en næstformand »og 6 andre Medlemmer« –

Første indførsel i Jydsk Medicinsk Selskabs forhandlingsprotokol faldt ikke heldigt ud: Der synes i første omgang at være skrevet 1914, og da det blev rettet til 1913, kom det til at se ud, som om der står 1918!


hedder det, at mindst to af bestyrelsesmedlemmerne »bør være bosiddende i Aarhus, af Hensyn til Læsestuen.« Og vedtægternes sidste afsnit bærer overskriften »Læsestue og Bibliothek« og lyder således: »Selskabet har en Læsestue med et Bibliothek i Aarhus, hvortil alle Medlemmer har Adgang. Den bestyres af et Udvalg på 3 Medlemmer (Formanden og 2 i Aarhus bosiddende Medlemmer). Regler for Bogudlaan fastsættes af Læsestueudvalget, dog med den Indskrænkning, at Bøger, hørende til det egentlige Haandbibliothek, ikke kan være Genstand for Udlaan.« Her må lige indskydes, at der i månederne mellem det konstituerende møde og generalforsamlingen var blevet udfærdiget et dokument med titlen »Forslag om Overtagelse af medicinsk Læsestue i Aarhus«.20 Heri hedder det, at Medicinsk Læsestue fra og med 26/ 4 1914 overdrog hele sit i Aarhus beroende bibliotek og løsøre til »Jydsk Medicinsk Selskab«, og at overdragelsen skete vederlagsfrit forudsat en række betingelser opfyldtes. Det håndskrevne overdragelsesdokument bærer i høj grad præg af Tage-Hansens centrale stilling og hans deraf følgende mange »kasketter«, idet man hele tre gange finder hans – og ikke andres – signatur herpå. Først 20. I Victor Albecks privatarkiv.

har han i sin egenskab af formand for bestyrelsen for Læsestuen underskrevet dokumentet, altså lagt navn til forslagets ordlyd, dernæst har han på vegne af bestyrelsen for Læsestuen skrevet under på, at betingelserne for overdragelsen var godkendt på Læsestuens generalforsamling. Og endelig har han som formand for Jydsk Medicinsk Selskabs bestyrelse skrevet under på, at forslaget var vedtaget på generalforsamlingen i nævnte selskab. Men vigtigere end læsestuen var vel nok møderne, og hvad denne aktivitet angår, kom man særdeles flot fra start. Emil Roelsen konkluderer i hvert fald på baggrund af sine statistiske undersøgelser af foredragsaktiviteten i Jydsk Medicinsk Selskabs første halve århundrede, at den faktisk var størst i TageHansens formandstid (13). Et eksempel på, hvor meget Tage-Hansen fyldte, ses allerede i mødeprotokollens omtale af det første ordinære møde, som fandt sted 22. februar 1914 på Aarhus Amtssygehus. Her hedder det, at »Formanden, Prof. TageHansen bød velkommen og gav Ordet til sig selv,« hvorefter han talte om »Behandlingen af den akutte Appendicitis paa Amtssygehuset i de sidste 5 Aar.« Tage-Hansens foredrag var imidlertid blot et ud af fire ved dette møde, der afsluttedes med en patientdemonstration, som også han stod for. To af dette første mødes foredragsholdere var fra Aarhus, mens to var fra henholdsvis Viborg og Randers. Tilsyneladende har der kun været diskussion efter de to første foredrag, men det 19


fremgår her, at selv om Aarhus-folkene fyldte mest, deltog også læger fra Frederikshavn og Randers i diskussionerne. Mødet, som fandt sted om eftermiddagen, varede i alt 3 timer og et kvarter. Foredragene findes trykt i Ugeskrift for Læger nr. 17, 1914. Allerede møde nummer to blev afholdt uden for Aarhus, idet det fandt sted på Kolding Amtssygehus med foredrag af læger fra nævnte by samt Fredericia og Ry, og dermed indledtes en mangeårig tradition for mindst et årligt møde uden for Aarhus. Aarhusmøderne har gennem tiderne ofte – men ikke altid – været præget af en vis emnemæssig sammenhæng, således at der til en vis grad kan siges til tider at have været tale om temabestemte symposier – sådan som det oftest har været gennem de seneste år – hvorimod møder uden for Aarhus ikke i samme grad har haft den karakter. (Fx omfattede møde nr. 138. i Viborg 13. maj 1938 lidt af hvert: »Kuranstalt og kurmæssig Behandling«, »Nogle uspecifikke Lidelser i Lumbo-sacralegnen«, »Et abnormt Elektrocardiogram«, »Dyreexperimentelle Undersøgelser over Varmetherapi af maligne Tumorer« samt »2 Tilfælde af bronchoskopisk verificeret Bronchialcancer«). Det skal dog retfærdigvist med, at også et Aarhus-møde (nr. 99) kunne byde på vidt forskellige emner: På programmet 28. januar 1951 var disse to emner: »Behandling af lettere tilfælde af frigiditet« og »Kæbefraktur med særligt henblik på kirurgisk fiksation«. Det kan vel i øvrigt betragtes som interessant, at frigiditet var et emne, som blev taget op i dette 20

T. Tage-Hansen (1849-1920) var Jydsk Medicinsk Selskabs første formand 1913-1920. (Foto M. A. Caprani).

forum, to år før Kinsey publicerede sin rapport, og Kirsten Auken forsvarede sin disputats om unge kvinders seksuelle adfærd. Hvad angår tekniske hjælpemidler, nævntes det tidligere, at man allerede i forbindelse med drøftelser i Medicinsk Læsestue forud for selskabets oprettelse havde »faaet fremført Lysbilleder«, og senere kom levende billeder til, idet der i 1949 og 1950 vistes henholdsvis en »operationsfilm« i forbindelse med møde nr. 187 om prostatalidelser og en film om et


(af protokollen uspecificeret) kirurgisk emne ved møde nr. 193, der havde forskellige emner på dagsordenen. Af uransagelige årsager – måske en kraftig markering af »jydsk« (modsat »aarhusiansk«) ved 10-års jubilæet – afholdtes i 1923 hele fire møder (møderne 44-47) i træk uden for Aarhus: i Viborg, Silkeborg, Grenaa og Fredericia. I øvrigt foregik møderne uden for Aarhus ikke nødvendigvis på de enkelte byers sygehuse, skønt man skulle tro, at det kunne have været det mest hensigtsmæssige, men ofte på hoteller samt i biblioteks- og byrådssale, hvilket velsagtens skal ses i forbindelse med antallet af deltagere. Ved de fire nævnte møder var deltagerantallet henholdsvis 75, 56, 39 og 31. Gennem Selskabets første halve århundrede blev der afholdt i alt 279 møder, hvoraf de 53 fandt sted uden for Aarhus – svarende til 19 %. De 279 møder havde i øvrigt omfattet 1349 foredrag svarende til 27 foredrag pr. år eller 4,8 foredrag pr. møde. Hvis gennemsnittet på 4,8 har været gennemgående også i de seneste 50 år – og intet tyder på det modsatte – har der i november 2013 været afholdt i omegnen af 2880 foredrag. Hvad angår mødested, afholdtes de fleste af Aarhus-møderne i de første år på Hotel Royal, afvekslende med byens hospitaler og rådhussalen ved Mejlgade samt et enkelt i Frimurerlogen i Christiansgade, men med Det Lægevidenskabelige Fakultets udbygning i 1950’erne blev der mulighed for at anvende auditorier på universitetet og senere på Aarhus Kommunehospital. Da man i slutningen

af 1960’erne besluttede, at møderne, der nu foregik om fredagen, skulle holdes klokken 15 og ikke som hidtil klokken 16, kunne man ikke længere anvende det hidtil benyttede auditorium på Kommunehospitalet, og møderne henlagdes på den baggrund gennem en årrække til Scanticon i Skåde Bakker. Her foregik møderne fra ultimo 1969 og gennem det næste godt og vel kvarte århundrede, indtil Scanticon – eller Interscan Hotel, som stedet var kommet til at hedde i 1992 – ophørte med at fungere som kongres-/konferencecenter omkring årsskiftet 1996/97. Det første møde afholdt på Scanticon var nr. 329, der fandt sted 2. november 1969. Det var »for selskabets medlemmer med damer« og bød på et lidt usædvanligt program, nemlig først en præsentation af uddannelsescentret Scanticon ved dets direktør, J. Roed, efterfulgt af overlæge Ejnar Hovesen, der fortalte om »Jacob Winslow (1669-1760), den danske læge, som blev Frankrigs berømteste anatom«, og endelig etnograf, afdelingsleder Klaus Ferdinand, der talte om »Livet blandt nomader i Afganistan.« Det hedder i protokollen, at man havde valgt at holde mødet »som en slags fødselsdagsmøde og derfor med mere paramedicinske emner til en afveksling.« Ca. 160 personer deltog i mødet og den efterfølgende frokost. Ved mødet uddeltes for første gang Jydsk Medicinsk Selskabs pris, og modtageren var Ole Fjeldborg, Aarhus Kommunehospital, der fik den tildelt »som påskønnelse for det arbejde, han har udført med nyretransplantationer.« 21


Hvad angår den netop nævnte formulering »medlemmer med damer« kunne man fristes til at tro, at der slet ikke var kvinder blandt medlemmerne, men sådan forholdt det sig ikke, hvilket alene fremgår af referatet af den generalforsamling, der gik forud for mødet, og hvor man mindedes afdøde medlemmer med navns nævnelse. 21 Men apropos »damer«, så foranstaltedes – formentlig for første gang – et særligt »damearrangement« ved selskabets møde nr. 341, der fandt sted 14. maj 1971 på Centralsygehuset i Holstebro, og som havde »Lymfogranulomatosis benigna (Boeck)« og »Problemer vedrørende oral antikonception« som emner. Der var tale om et fællesmøde med Vestjydsk Lægeselskab, der sammen med Holstebro by var vært for »dameturen«, som indledtes med »sight-seeing pr. bus«, hvorefter byen var vært ved »frokost for damerne. Dameprogrammet afsluttes kl. ca. 17.00.« Halvanden time senere var der middag for såvel medlemmer som »damer« (»pris pr. kuvert incl. 1/ flaske rødvin ca. 60,00 kr.«) og derefter 2 (for Aarhus-folkenes vedkommende) hjemtransport med ankomst klokken 01. Da selskabet den 7. september 1973 afholdt sit møde nr. 354 – en udflugt med bus til Øm Kloster og med afsluttende middag og foredrag på Scanticon, hvor man fejrede Selskabets 60-år jubilæum – var »damerne« så at sige afgået ved døden, og deltagerne var:

21. I (13) forekommer problematikken ikke.

22

»Foreningens medlemmer med ledsager».22 En meget begejstret protokolfører skrev om arrangementet: »Dagens højdepunkt var prof. [Vilhelm] Møller-Christensens forelæsning [om »Sygdomme i middelalderen«], som fortsatte til kl. 19.15, og vi havde endog ikke fået nok«.23 Man må håbe, at køkkenet har været forstående, for middagen – hvorunder formanden overbragte jubilæumshilsener fra en række forhenværende formænd – var nemlig programsat til klokken 18.30. Hvad angår kvindelige foredragsholdere, har der været meget langt imellem dem at dømme ud fra de to bind forhandlingsprotokoller, som tilsammen omfatter årene 19131974. Med forbehold for den kendsgerning, at der ofte kun angives efternavn på foredragsholdere i de første årtier, synes kun to kvinder at have været på podiet i selskabets første seks årtier. Ved møde 240 i 1958, hvor temaet var »Nosocomielle penicillin-resistente stafylokok-infektioner«, talte Mogens Ingerslev, Annelise Bach og G. Thomsen Pedersen under overskriften »I en obstetricisk afdeling«, og ved møde 359 i 1974 om »Hyperparathyrecidisme« holdt Merete Sanvig 22. Protokollens understregning. Senere optræder begrebet »ledsagerprogram«. 23. Nævnte Møller-Christensen var professor, dr.med. med dagligt virke ved Det Medicinske Museum, Københavns Universitet.


Christensen foredrag om »Bestemmelse af parathyreoideahormon« – et møde, som ca. 160 overværede. Efter årene på Scanticon kom Hotel Marselis ind i billedet, hvad angår de aarhusianske møder, men inden da var et enkelt møde24 henlagt til »Værket« i Randers og har næppe talt med som et af de årlige møder uden for Aarhus, idet mødestedet kom på tale, fordi man skulle have placeret de møder, som allerede var aftalt med Interscan, da dette lukkede, og idet der var tale om et aftenmøde – et møde der i øvrigt adskiller sig fra andre også derved, at der foranstaltedes bustransport (fra Marselisborg Hospital via Skejby), hvorunder deltagerne tildeltes »madpakker og drikkevarer«. I dag afvikles møderne på Aarhus Universitetshospital, Skejby – dette til trods for, at man ved et bestyrelsesmøde 4. november 1993 havde været enige om at fastholde et neutralt mødested (altså Interscan Hotel, mens det eksisterede), »idet det fra flere sider blev nævnt, at man ikke ønsker at blive associeret med noget bestemt hospital.« Ved et bestyrelsesmøde tidligere på året var der i øvrigt blevet konstateret overskud på det forrige års regnskab, »hvorfor det er besluttet, at vi ved de resterende møder i 1993 vil lade natmaden være gratis for deltagerne.« Efterhånden som fagligt relevante institutbygninger på universitetet kom til, var der ofte præsentation og gennemgang ved fagets 24. Møde nr. 507, 1. maj 1997 om »Fertilitet, infertilitet«.

professor, og tilsvarende gjaldt i 1940 ved møde nr. 153 om ortopædiske emner i det nyopførte Ortopædisk Hospital, hvor protokollen i øvrigt meddeler følgende: »(Gennemgang af Hospitalet – Pølser og Øl).« Roelsen meddeler i sin oversigt over selskabets første halve århundrede, at møderne i selskabets første tid begyndte sent søndag formiddag, hvilket kan undre, for mødeprotokollen oplyser ellers utvetydigt, at man gennem de første fem år mødtes om eftermiddagen på forskellige ugedage, enten 14.30 eller – som også ved det allerførste møde – 14.45, men det er korrekt, at det derefter forholdt sig, som han skriver. 25 Senere – «da flere blev motoriserede, og toggangen blev bedre« (som Roelsen skriver)26 – rykkedes mødetiden frem til klokken 10 og med indlagt frokostpause i mødet, hvor man tidligere blot havde haft en »tepause«.27 Nu blev der indskudt en velvoksen frokostpause på halvanden time, og det skal ses i sammenhæng med, at mange møder blev afviklet som dobbeltmøder – altså to møder på en dag (nogle gange med hvert sit mødenummer i protokollen, andre gange ikke). De to verdenskrige bød på udfordringer: I protokollens referat vedrørende det 5. møde 29. november 1914 hedder det, at

25. (13), p. 98. 26. Ibid. 27. Om møde nr. 239 den 15. december 1957 hedder det i protokollen: »Ved dette møde praktiseredes for første gang en pause med te-servering.«

23


»Bestyrelsen havde en lille Tid haft Betænkeligheder ved at begynde Sæsonen paa Gr. af Verdenskrigen; men man var blevet enig om, at vi saa længe Danmark var neutral [,] snarest havde en Forpligtelse til at arbejde med dobbelt Iver, især da vi er ret udelukkede fra Paavirkning udefra i lang Tid.« Under besættelsen 1940-1945 forekom der også todagesmøder. Ved generalforsamlingen på det 156. møde i Aarhus den 23. marts 1941 hedder det i forbindelse med besættelsens »Trafikvanskeligheder,« at »Det overvejes i næste Sæson at afholde færre Møder, der strækker sig over en Lørdag og Søndag« (- og efter generalforsamlingen var der såmænd krigskirurgisk foredrag). De såkaldte dobbeltmøder over to dage fandt sted 19411943 og varede dog ikke to hele dage, idet man fik et eller to foredrag lørdag aften ved 19-tiden og resten den efterfølgende formiddag. Allerede i 1918 påbegyndtes traditionen med enten fællesmøder eller møder, hvor et speciallægeselskabs medlemmer var inviteret; det skete første gang den 9. maj 1918, hvor 22. møde var – som det hedder – et »Sammøde« med Oftalmologisk Selskab. Et par gange har der ved temamøder også deltaget en professor i retsvidenskab; ved møde nr. 166 om narkomani talte således professor, dr.jur. Carl Rasting om »Narkomani i retslig Belysning«, og ved møde nr. 198 talte professor, dr.jur. Louis le Maire om »Insemination 24

ud fra et juridisk synspunkt«. Ved sådanne lejligheder var medlemmer af Juridisk Forening inviteret til at bivåne seancen. Den 23. oktober 1938 var mødesproget tysk, idet professorer fra Berlin, Kiel og Düsseldorf holdt foredrag ved møde nr. 140 i Aarhus om »Die Nebenschilddrüsseninsuffizienz und ihre Behandlung« – et møde der i øvrigt afholdtes med støtte fra Rask-Ørsted Fondet – og ved møde nr. 479, som fandt sted 20. oktober 1992 og var et fællesmøde med Dansk Selskab for Cancerforskning, var sproget engelsk, idet der også her deltog en række udenlandske kapaciteter under overskriften: »Growth Factors, Biochemical Background and Clinical Use in Oncology«.28 Som nævnt kunne læger, der ikke havde deres virke i Jylland, modtages som gæster i henhold til vedtægterne, hvorimod det selvsagt var meningen, at læger med jysk virke skulle melde sig ind i selskabet for at få adgang, men på et tidspunkt lempedes der lidt på fordringerne. Det skete, da man gav adgang til møderne for yngre læger, som endnu kun havde ansættelser af kort varighed, og igen langt senere, da man gav adgang for byens medicinstuderende. Hvad dette sidste angår, gjorde ikke mindst professor, dr.med. Jørgen Brems Dalgaard sig en del anstrengel28. Møde nr. 167 den 30. september 1945, hvor Alexander Fleming, Ronald V. Christie og Clive Butler holdt foredrag, er formentlig også foregået på engelsk, skønt protokollen udelukkende angiver danske titler på foredragene – for Flemings vedkommende var det »Penicillinets Historie, Bakteriologi og Theori«.


ser for at få lagt fredagsmøderne fra og med 1969 klokken 16 eller 16.15 eller allerbedst 16.30 – for, som han skrev – selskabet kunne jo nok klare sig uden hans og andre til klokken 16 undervisende professorers tilstedeværelse, men burde det dog ikke overvejes, hvor klogt det var at holde møde, mens medicinske studerende – der havde adgang til møderne, og som var interesserede – var travlt optaget af undervisning på universitetet? Efter klokken 16 ville man endvidere

kunne anvende et auditorium på Kommunehospitalet! Bestyrelsen fastholdt, at nu var møderne altså placeret klokken 15 om fredagen – og man undlod ikke at nævne, at der i øvrigt var lavet kontrakt med Scanticon om, at sådan ville forholdene være de næste 18 måneder. Udnævnelser af enkeltpersoner til æresmedlemmer af selskabet havde tidligere fundet sted, men i forbindelse med 50-års jubilæet i 1963 udnævntes ikke færre end ni æresmedlemmer: Asbjörn Følling (Oslo) Jan Waldenström (Lund) Jørgen Lehmann (Göteborg) C. E. Prip Buus (Horsens) C. Holten (Aarhus) David Bøggild (Ribe) E. Roelsen (Silkeborg) N. Svith (Ribe) Hans H. Ussing (København)

I forbindelse med fejringen af Jydsk Medicinsk Selskabs 50-års jubilæum ved møderne nr. 280 lørdag den 2. og 281 søndag den 3. november 1963 udnævntes bl.a. professor, overlæge dr.med. Cai Holten (tv.) og overkirurg, dr.med. C.E. Prip Buus til æresmedlemmer. Th. selskabets formand E.H. Thaysen. Mødet om lørdagen fandt sted i Aarhus Universitets store auditorium, og i følge programmet var »deltagernes damer« velkomne ved hele dette møde, som ud over udnævnelserne ikke blot omfattede E. Roelsens gennemgang af de første 50 års virksomhed, men også det nyslåede æresmedlem Asbjørn Føllings foredrag om phenylketonuri, hvorimod de dagen efter tilsyneladende kun var velkomne til frokosten på Hotel Royal. (Foto Aarhus Kommunes Biblioteker, Lokalhistorisk Samling).

Dermed var der i alt ti nulevende æresmedlemmer, idet også Aage Th. B. Jacobsen var blevet udnævnt i forbindelse med sin 70-års fødselsdag (ved møde nr. 222, 6. marts 1955). Fire andre tidligere udnævnte æresmedlemmer var på dette tidspunkt afgået ved døden: Kristen Isager (udnævnt ved møde nr. 113, 4. marts 1934), H.A. Sølling (møde nr. 131, 18. april 1937), Ole Chievitz (møde nr. 151, 16. juni 1940) og Alexander Fleming (møde nr. 168, 18. november 1945). Selskabet har og udnævner stadig æresmedlemmer. 25


Udnævnelsen af de navnkundige udenlandske forskere – der alle havde holdt foredrag i selskabet – understreger vel det internationale udsyn, som allerede Tage-Hansen demonstrerede, da han nogle måneder henne i Første Verdenskrig beklagede, at man nu for en tid var udelukket fra påvirkning udefra, og som også mærkes i det ønske om, at særtryk af selskabets forhandlinger burde »udkomme paa et af Verdenssprogene,« som blev ytret på generalforsamlingen i april 1943. Antallet af medlemmer er gennem årene blevet gransket nøje af skiftende bestyrelser, og propagandafremstød med henblik på at forhøje tallet er blevet gennemført. I 1960 besluttede man at sende breve ud til jyske læger, som ikke var medlemmer, og det gav 126 nye medlemmer på ret kort tid, således at der 6. november 1960 var »ca. 506« medlemmer – heraf 35 kontingentfrie (på grund af alder eller æresmedlemsskab). Og for at få flere praktiserende læger til at komme til møderne har der med mellemrum været fremsat forslag om forholdsvis meget mere »kasuistik« frem for videnskabelige foredrag. Ved møde nr. 267 den 4. marts 1962 talte bl.a. den senere nobelpristager Jens Chr. Skou (»I. C. Skou«, som der står i protokollen) over emnet »Kalkstofskiftets fysiologi«. I alt var der fem foredrag for de 110 deltagere ved mødet, og protokollen meddeler: »Tilhørerne tilfredse med indlæggene, men de var for lange!« Ved det efterfølgende bestyrelsesmøde vedtog man da også at begrænse taletiden, men dette specificeres ikke nærmere – 26

måske har man blot indskrænket sig til at indskærpe de tidsmæssige rammer, som allerede fremgik af vedtægterne. Et genkommende klagepunkt hos bestyrelsen har gennem årene været de alt for få »spontane« tilbud om foredrag – man har med andre ord fra bestyrelsens side måtte tigge og bede medlemmerne om foredrag. Her er det interessant at konstatere, at de tre ivrige initiativtagere til selskabets oprettelse hver især har holdt et utal af foredrag og demonstrationer på deres respektive sygehuse eller anstalter. Studerer man de første 15 års foredragsaktivitet, vil det ses, at de tre dominerer ret kraftigt – Tage-Hansen selvsagt kun til 1920 – og der er næppe tvivl om, at de hver især har taget den ekstra tørn med henblik på at gøre selskabet til en succes. Et eksempel på, at gnidninger i bestyrelsen ikke helt har kunnet undgås gennem årene, finder vi i 1966, hvor et særskilt notat i forhandlingsprotokollen omtaler en sag, der udspillede sig i november nævnte år. Formand Jørn Hess Thaysen havde meddelt den øvrige bestyrelse, at han havde »disponeret over 3.000 kr. af selskabets penge« til afholdelse af et gastro-enterologisk videreuddannelseskurus i Aalborg uden at have opnået bestyrelsens sanktion, og at beløbet var taget fra et legat på 10.000 kr., som en anonym giver havde doneret til Jydsk Medicinsk Selskab et års tid forinden. Formanden havde tilføjet, at det pågældende kursus faldt ind under de områder, som giveren havde ønsket at støtte. Et medlem af bestyrelsen, V. Pos-


borg Petersen,29 var ikke tilfreds med forklaringen og »anker [...] over«, at formanden har disponeret over pengene uden at have sikret sig bestyrelsens accept. Formandens reaktion var at understrege, at legatgiverens navn ikke måtte røbes, men at det af giveren specielt var fremhævet, at pengene skulle benyttes til »nye aktiviteter inden for Jydsk medicinsk Selskab«, samt at pengene i betragtning af inflationen burde benyttes hurtigt. Ved et efterfølgende bestyrelsesmøde accepterede man formandens disposition.30 Tre år senere – ved et bestyrelsesmøde 7. marts 1969 – røbedes det, at giveren var »en taknemmelig tilhører«, og navnet på den person, som havde »overrakt« det, oplyses. Legatet kaldtes nu OESA-legatet, og bestyrelsen drøftede, om dets resterende 7.000 kr. skulle anvendes til at understøtte »videnskabeligt arbejde i praksis«. Apropos legater: 27. marts 1965 havde man på generalforsamlingen godkendt statutterne for »JMS’s pris« på baggrund af en pengegave ved selskabets 50-års jubilæum på 3.000 kr. skænket af MEFA, og 27. november 1965 havde man indledt møde nr. 298 med

at uddele »Overlæge Geert Espersens lægelegat« som »hæderspris« til professor, overkirurg, dr.med. Niels Blixencrone-Møller.31 I 1970 fandt uddeling af Bagermester August H. Jensens og hustrus legat sted første gang.32 Legatet uddeles i forbindelse med selskabets møder og skal ifølge fundatsen gives til en, der arbejder med forhøjet blodtryk som speciale. Da selskabets formand E. Schwartz Sørensen umiddelbart forud for møde nr. 336 på Scanticon den 6. november 1970 overrakte legatet på kr. 7.000 til 1. reservelæge, dr.med. Jacob Hansen, udtalte han, at legatbestyrelsen følte, at den ved enstemmigt at tildele Jacob Hansen legatet på smukkeste måde havde opfyldt fundatsens forudsætninger. Hansen havde kort forinden forsvaret sin disputats om Blodvolumen og udskiftelig natrium ved hypertensio arterialis. I en skrivelse af 12. oktober 1970 fra Schwartz Sørensen til nordjyske medlemmer af selskabets bestyrelse havde det i øvrigt heddet, at den designerede legatmodtager »ved intet om den påtænkte uddeling endnu, idet vi synes at uddelingen bør komme som lidt af en overraskelse.« Men måske for dog at sikre sig

29. Villy Posborg Petersen udgjorde sammen med Flemming Kissmeyer-Nielsen, Ole Fjeldborg og Steen Olsen det team, som i 1964 stod bag de første nyretransplantationer i Danmark – et emne, som de da også havde gjort rede for ved selskabets møde nr. 301 den 5. marts 1966. 30. Notatet refererer breve af henholdsvis 4.11. (fra formanden), af 10.11. (fra Posborg Petersen) og 22.11. (fra formanden) – alle 1966. Hvor de originale breve befinder sig, vides ikke.

31. Det fremgår ikke af det bevarede arkivmateriale, hvorledes legatbestyrelsen var sammensat. 32. Under bestyrelsesmødet 6. maj 1967 meddeler protokollen: »Formanden redegør for »Bagermesterens legat«. I skrivelse fra Lrs. Mogens Lassen af 23. november 1966 er der oprettet et legat på ca. 125.000 kr., som vil være at henlægge under bestyrelsen af JMS eller Aarhus Universitet, evt. under en særlig legatbestyrelse. Man foreslår oprettet en legatbestyrelse med 2 mand fra fakultetet og 2 mand fra JMS.«

27


legatmodtagerens tilstedeværelse ved mødet blev denne alligevel adviseret i en skrivelse af 30. oktober 1970, altså en uges tid før overrækkelsen. I manuskriptet til formandsberetningen for året 1970 hedder det, at legatuddelingen faldt fint i tråd med, at »der vistnok gennem mange år [har] været tradition for, at novembermødet var lidt ud over det sædvanlige«. Samme sted omtales selskabets »helbred«, og det konkluderes, at dette efter fremmødet at dømme havde været »helt pænt, omend en bestyrelse naturligvis altid kan ønske sig en noget større vitalitet.« Medlemstallet var »jævnt faldende,« og på blot to år var der blevet 70 medlemmer færre, så der nu var i alt 357 betalende medlemmer, men »[d]et har været bestyrelsen til nogen trøst [,] at to rare medlemmer har betalt hele to gange«. 33 Alt i alt var medlemstallet 401 – heraf 44 kontingentfrie. I formandens manuskript står også for sig selv: »Studenterne!!« – et stikord, utvivlsomt, til en redegørelse for selskabets henvendelse til de nyuddannede læger med henblik på rekruttering. Den nævnte henvendelse til studenterne lagde stor vægt på at understrege vigtigheden af at få tilført »mange nye og unge medlemmer, da selskabet efter vor mening får større og større betydning, idet det behandler vore problemer ud fra alle aspekter og ikke blot strengt fagligt låst fast i et bestemt speciale«. 33. Oprindelig stod der »ringe trøst«, men »ringe« er overstreget og erstattet af »nogen«!

28

En udateret tryksag fra Scanticon lader ane, hvad stedet på et givet tidspunkt kunne tilbyde af formidlingsteknologi. (Jydsk Medicinsk Selskabs arkiv).


Blandt meget andet nævnes, at kontingentet var 30 kr. pr. år, og at møderne i Aarhus som regel fandt sted på Scanticon sent fredag eftermiddag, og at der efter hvert møde var »mulighed for at deltage i en mindre middag.« Sidst, men ikke mindst, oplystes det, at indmeldelse kunne ske »til sekretæren eller til Aarhus Afskrivnings-Bureau, Søndergade 7, 2., Århus C.« Det sidste gjaldt dog kun kort tid, for allerede i en skrivelse af 2. februar 1971 meddelte ejeren af Aarhus Afskrivnings-Bureau, at firmaet pr. 1. april samme år ville ophøre. Det fremgår af konvolutter m.v., at selskabets postadresse kort efter blev Park Alle´ 15, 8000 Aarhus C. Ovenfor er nævnt et eksempel på gnidninger i bestyrelsen, men også uoverensstemmelser mellem bestyrelsen og store dele af medlemsskaren har der været – ikke mindst i forbindelse med et såkaldt tvangsabonnement på Nordisk Medicin, der skyldtes selskabets tilslutning til Dansk Medicinsk Selskab, som siden 1939 havde publiceret sine forhandlinger i nævnte tidsskrift. Ved Jydsk Medicinsk Selskabs generalforsamling i foråret 1941 hed det godt nok, at abonnementet havde medført en betydelig stigning i medlemstallet, men i de efterfølgende årtier gav især medlemmer, som var praktiserende læger, udtryk for utilfredshed med det åbenbart kostbare abonnement, og nogle meldte sig endda ud i protest. Ved bestyrelsesmødet 2. februar 1973 var der almindelig enighed om, at der af de forskellige selskaber blev arrangeret alt for mange

møder med delvis sammenfaldende emner, så derfor ville det være ønskeligt med en koordinering. I den anledning agtede man at kontakte lægekredsforeningerne og FYHA (Foreningen af Yngre Hospitalslæger i Aarhus). Ved et bestyrelsesmøde 2. marts 1979 blev der konstateret et underskud fra det foregående år på ca. 9.000 kroner. Dette havde dog kunnet dækkes ved tæring på formuen og brug af nogle legatmidler fra 1977, men spørgsmålet var nu, om man kunne undgå en kontingentforhøjelse. Man gennemdrøftede, hvad der var af andre muligheder – nedsættelse af mødeaktiviteten, brug af andre foredragslokaler eller reduktion i antallet af »udenbys« foredragsholdere – men der var dog enighed om at fortsætte den hidtidige linje, og man så sig derfor nødsaget til på dagens generalforsamling at gå ind for en kontingentforhøjelse. Ud over det nævnte var der ved bestyrelsesmødet også fremkommet forslag om at søge tilskud til mødeaktivitet gennem »lægeforeningens ’efteruddannelsesudvalg’«, og et af medlemmerne ville prøve at kontakte medicinalfirmaer »med henblik på tilskud til programudsendelse eller evt. kaffepause.« Da selskabet i januar 1980 udsendte en opfordring til indmeldelse, opremsede man som stikord, hvad der havde været afholdt møder om i årene 1978 og 1979: »Carcinogenese, skeleproblemer, perifer arteriel insufficiens, coronar kirurgi, aktuel klinisk sexologi, allergiproblemer, medicinsk etik, akut og kronisk hepatitis, organiske opløsnings29


midler i industrien, anæmi – præleucæmi, børnepsykiatri (opdragelsesproblemer), moderne ulcusbehandling – kirurgisk og medicinsk, sympthomatisk behandling af asthma.« Det meddeltes samme sted, at »der lægges i foredragene vægt på en mere bred orientering om det givne emne end det er sædvane i specialselskaberne.« Der var på det tidspunkt 250 medlemmer, »men sigtet er 400.« Årskontingentet var kr. 140, og møderne fandt sædvanligvis sted første fredag i månederne februar, marts, april, september, oktober, november og december klokken 15.15. Forud for generalforsamlingen, som afholdtes i tilknytning til møde nr. 400 den 8. februar 1980, var der blevet udsendt spørgeskemaer, idet bestyrelsen ønskede at få belyst medlemmernes holdning til selskabets møder, da fremmødet ikke fandtes at være så stort som ønskeligt. 63 havde ulejliget sig med at returnere spørgeskemaerne i udfyldt form – og ikke færre end otte havde benyttet lejligheden til at melde sig ud af selskabet, hvilket dog – som det hedder i referatet – «i alle tilfælde var motiveret med alder, flytning etc.« Men en majoritet af besvarelserne havde givet udtryk for, at møderne stadig skulle afholdes fredag eftermiddag, at mødernes hidtidige emnekreds og længde havde været passende, og at tidspunktet var velvalgt. Dog havde et antal »praktiserende kolleger« gjort opmærksom på, at tidspunktet burde rykkes til klokken 16 af hensyn til deres konsultationsforpligtelser. Hvad angår mødefraværelse, angaves som årsag hertil oftest mangel på 30

tid, sammenfald med andre møder eller transportforhold. Der var flertal for, at møderne uden for Aarhus blev bevaret i den daværende form, og at Aarhus-møderne stadig burde afholdes på Scanticon, såfremt dette ikke ville medføre kontingentforhøjelse, for i så fald ønskede man møderne flyttet til et billigere sted. En skrivelse dateret 19. marts 1980 og modtaget af selskabet vidner om en opgave, som selskabet åbenbart havde påtaget sig på et tidspunkt, nemlig at udpege to ud af fem medlemmer af Undervisningsministeriets komite´ til valg af censorer ved de lægevidenskabelige eksaminer ved Aarhus Universitet. Et af medlemmerne havde nu siddet i 33 år, meddeltes det, og ønskede som 74-årig at fratræde, og derfor bad formanden for komiteen P. Holm-Nielsen nu i skrivelsen selskabet om at udpege et nyt medlem, og – som det forsikredes – »arbejdsbyrden er meget lille, nemlig kun at bedømme censoransøgninger hvert 3die år, og dette er just sket! Det er formanden, der har hele arbejdet!« Tre et halvt år senere bortfaldt ordningen i øvrigt. I en skrivelse af 10. november 1983 til selskabet fra Det Lægevidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet meddelte fakultetssekretær Birte Poulsen, at komiteen opløstes og erstattedes af et udvalg, og at selskabets indstillingsret derfor nu bortfaldt. I efteråret 1980 var økonomien åbenbart bedret betydeligt i forhold til 2-3 år forinden, så i en skrivelse af 4. november 1980 kunne kassereren meddele, at der i banken indestod


kr. 9.745, og at der på giro indestod kr. 4.601, samt at der ingen ubetalte regninger forelå. Eneste minus var, at der var et antal kontingentrestanter. Medvirkende til den gode status var, at et møde afholdt i Esbjerg stort set havde balanceret, at der var indkommet bidrag fra medicinalfirmaer, at en planlagt tur til Risø havde måttet aflyses, og endelig »at møderne i år ikke har været så dyre som sidste år«. Men – som det videre hed – var der »næppe grund til at tro, at vi kan være lige så »heldige« næste år.« Ved generalforsamlingen 7. maj 1987 ændredes selskabets love, således at medlemskab ikke længere var forbeholdt personer, men nu også kunne omfatte firmaer. Om denne ændring udsendte man derpå en skrivelse til en række relevante firmaer, og på meget kort tid indkom otte positive svar. Dagen efter, 8. maj, udsendtes en opfordring til de nyuddannede læger fra Det Lægevidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet. Heri meddeltes, at »møderne afholdes oftest i symposium-form, hvor der lægges vægt på at dække emnet bredt, helt up to date, om aktuelle og fremtidige behandlingsmuligheder.« Kontingentet var nu steget til 160 kroner. Det fremgår ikke af selskabets papirer, om der på noget tidspunkt har fundet nogen principiel drøftelse sted om brugen af ikkejyske foredragsholdere, men der kan i hvert fald – ud over allerede nævnte Alexander Fleming m.fl. – nævnes en række tilfælde, hvor forskere fra sjællandske og svenske hos-

pitaler var inviteret til at holde foredrag, fx ved møde nr. 343, der fandt sted 3. december 1971, og hvor bl.a. tre »experter« fra Göteborg holdt foredrag om »mikrocirkulation«, og hvor den ene fremviste en »fantastisk film« om det nævnte emne. Tilsvarende ses det i 1990’erne flere gange, at overlæger fra hovedstadsområdets hospitaler deltog (med en overvægt på Hvidovre Hospital). Ved møde nr. 463 den 5. april 1990 – «Symposium: Basal-ganglier og tællemetoder i centralnervesystemet« – var tre ud af de fire foredragsholdere fra Hvidovre Hospital, og tre år senere bad man endda fra selskabets side Finn Hardt, Hvidovre Hospital, om at »medvirke og deltage i planlægning af programmet« for møde nr. 482 den 15. april 1993 om »Alkoholisme og alkoholrelaterede sygdomme«, hvor Hardt og en overlægekollega fra Hvidovre Hospital holdt foredrag, men hvor dog også to jysk ansatte overlæger var på programmet. Da selskabet i efteråret 1988 planlagde et møde vedr. erytropoietin – samtidig med, at stoffet blev introduceret på det danske marked – noterede formand Leif Mosekilde i en skrivelse vedr. sponsorering nogle principielle forholdsregler: »Vi er fuldt indforståede med, at Cilag sponsorerer mødet, men jeg synes, at det bør foregå på de sædvanlige betingelser«. Hvad disse nærmere gik ud på, specificeredes derpå i fem punkter: 1. firmaet kan give et kontant bidrag til afholdelse af mødet, sædvanligvis af størrelsesordenen 10-20.000 kr. 31


2. firmaet kan distribuere mødeindkaldelse og program til en større gruppe af læger end Jydsk Medicinsk Selskabs medlemmer. 3. firmaet har ret til at uddele kuglepenne, skriveblokke etc. til mødet. 4. firmaet kan foretage en mindre udstilling i Scanticon’s foyer, men ikke i selve mødelokalet. 5. vi ser gerne, at samtlige foredrag holdes af læger uden ansættelse ved Cilag. Hertil føjede Mosekilde, at hvis der skulle udsendes en »appetitvækker«, så burde også den udfærdiges af en person »udenfor firmaet«. Ligesom det var reglen, at e´t møde pr. år skulle foregå et andet sted i Jylland end i Aarhus, blev det også en regel, at kun et møde pr. år måtte dreje sig om organisatoriske, lægeetiske og administrative forhold. Det sidste blev præciseret i 1992, hvor der tilsyneladende var overskud af ideer til møder om denne type emner. Hvad angår placering af møder uden for Aarhus, hændte det, at beslutninger om disse blev fremskyndet ved henvendelse fra repræsentanter for de enkelte byer. Således var det også, da to overlæger på Herning Centralsygehus i en skrivelse af 11. juli 1991 foreslog »et møde henlagt til Herning ved først givne lejlighed, f.eks. i 1992.« De to gjorde opmærksom på, at »Herning er centralt beliggende midt i Jylland og trafikalt derfor let tilgængelig fra alle de jyske områder.« I henvendelsen lovprises byens kongrescenter med 32

»fine lokaler til afvikling af faglige møder« foruden restauration. Uagtet sidstnævntes eksistens indtog bestyrelsen med gæster dog – da mødet blev en realitet – forud herfor en tidlig middag i restaurant »Admiralen« på Østergade 15, der ganske praktisk – som det fremhæves i en senere korrespondance om mødet – befandt sig »proksimalt for Kongrescenteret« – og apropos »lægelatin«: I et bevaret maskinskrevet udkast til program for mødet 4. november 1993 var overskriften »Screening for brystkræft og coloncancer«, men med kuglepen er »brystkræft« – som en eller anden er »kommet til« at skrive – korrigeret til »mammacancer«. Ved indgangen til 1990’erne luftedes i bestyrelsen spørgsmålet om, hvorvidt selskabet burde få udarbejdet et logo til brevpapir, kuverter etc., og det nævntes som mulighed, at dette kunne ske »ved en konkurrence blandt medlemmerne«, men åbenbart betragtedes det ikke som noget hastende, så der blev ikke taget anden beslutning end, at forslaget skulle drøftes ved en senere lejlighed. Gennem en række år var der tradition for, at bestyrelsen holdt såkaldte »julemøder« med deltagelse af ægtefæller hjemme hos selskabets sekretær Stig Engkjær Christensen – et sådant fandt fx sted 21. februar (!) 1992. Det hedder i invitationen fra selskabets formand Paul Andersen, at »Bodil har igen i år tilbudt at stå for det praktiske arrangement, medens Stig vil tage sig af det administrative.« Da formanden jo dårligt kunne ønske god jul på det fremskredne tidspunkt, valgte han at slutte invita-


tionen med »mange ønsker for en god sæson i Jydsk Medicinsk Selskab.« I efteråret 1992 havde selskabets sekretær modtaget et brev fra redaktøren af Medicus, som anførte, at tidsskriftet fremover kun ville være i stand til at bringe ultrakorte annonceringer vedr. selskabets møder. »Dette fandt bestyrelsen ejendommeligt, men ikke overraskende, og sekretæren har skriftligt meddelt Medicus’ redaktør Selskabets synspunkt.« Som nævnt tidligere overgik Scanticon til andet formål i anden del af 1990’erne, hvorefter selskabet gennem et par år henlagde sine Aarhus-møder til Hotel Marselis, men fra slutningen af årtiet har Aarhus-møderne været henlagt til Skejby Sygehus, hvor der iflg. punktet vedr. formandsberetningen i referatet af generalforsamlingen onsdag den 5. april 2000 er »særdeles gode faciliteter til afvikling af møderne med lav lejeafgift« (- denne var kr. 3.000 for Auditorium B med plads til 133 personer og gjaldt for tidsrummet 19.00 til 22.00). Under samme punkt meddeltes i øvrigt, at selskabet i 1999 – efter tilsyneladende udelukkende at have serveret te ved mødepauserne siden december 1957, hvor den første servering af te angivelig fandt sted – nu havde »øget serveringen i pauserne med kaffe og chokolade.« 34 34. Faktum er dog formentlig, at det gennem tiderne har varieret, hvad der er blevet serveret, og at den enkelte referent har udtrykt sig på baggrund af den af ham selv oplevede praksis, for også ved fx møde nr. 392 den 1. december 1978 om »Aktuel klinisk sexologi« var der »kaffepause«, og det var der også ved flere møder i begyndelsen af 1990’erne.

Hvad angår økonomien, kunne kasserer Uffe Alsted ved samme generalforsamling fremlægge regnskabet, der trods »det lave kontingent« udviste et »rekordstort« overskud på 87.674 kr., mens selskabets formue var vokset til 1.175.244 kr. Oplysningen om formuens størrelse medførte i øvrigt forslag om, at bestyrelsen skulle ansætte et revisionsfirma af hensyn til mulige skattemæssige konsekvenser, og nogle år senere35 fremgår det da også af referat fra generalforsamlingen, at »[r]evisionen foretages [...] af BDO ScanRevision i samarbejde med kassereren.« Der ville i det forløbne år have været underskud på driften, hvis ikke et af møderne havde været sponsoreret af »industrien« med 25.000 kr., oplystes det ved generalforsamlingen i 2004, hvor formanden nævnte, at selskabet fortsat gik ind for sponsorering som en god mulighed for at »opretholde et højt fagligt kvalitetsniveau med inspirerende foredragsholdere«, men samtidig understregede, at man ved praktiske foranstaltninger sikrede sig, at »industrien« ikke fik nogen som helst mulighed for at påvirke det faglige program, og han tilføjede, at »industrien« ikke sponsorerede sociale arrangementer i forbindelse med møderne.36 Samme år drøftede general35. 2004. 36. Det får stå hen, hvorvidt dette er udtryk for en ændret sponsorpolitik i forhold til den i 1979 herskende, hvor der ved generalforsamlingen – som nævnt tidligere – lidt uklart taltes om at henvende sig til medicinalfirmaer »med henblik på tilskud til programudsendelse eller evt. kaffepause«, hvor sidstnævnte vel må betragtes som et socialt arrangement i forbindelse med møderne.

33


forsamlingen, om der var mulighed for, at nye medlemmer kunne tilmelde sig direkte på selskabets »web-adresse«, og om der skulle »åbnes op for fremsendelse af program via nettet« til dem, der måtte ønske det. »Bestyrelsen ville arbejde videre med disse spørgsmål og et ønske om at få programoversigten på hjemmesiden udvidet med detaljeprogrammer for allerede afholdte møder.« Året efter noteredes der en stigning på 20 i antallet af medlemmer i forhold til året forinden, så det samlede tal nu var oppe på 1150. Kontingentet, der i 198737 som nævnt havde været oppe på kr. 160, var nu 125 kr. pr. år, og samlet set var der »ligevægt imellem udgifterne til de enkelte møder og den samlede indtægt via medlemskontingent.« Ved generalforsamlingen i 2007 bemærkedes det, at selskabet »med sine godt 1200 medlemmer« var blandt de største i landet, og der konstateredes et overskud på 79.000 for 2006. Dette stammede dog udelukkende fra renteindtægter fra formuen på »ca. 1,6 millioner kr.« På trods af disse oplivende tal måtte en kontingentforhøjelse fra 125 til 150 kr. dog vedtages »for at sikre balance mellem løbende udgifter og kontingenter«. Det meddeltes, at der fremover ville blive indrykket annonce for møderne i såvel de regionale blade for kredsforeningerne som i Acuta. Året efter hedder det, at den indførte avertering i trykte medier – suppleret med inter37. I hvert fald frem til begyndelsen af 1990’erne var kontingentet på 160 kr.

34

nettet og udsendelse af breve – havde fungeret efter hensigten, idet antallet af deltagere i møderne var steget. Hvad angår antal deltagere i møderne, tegner der sig i protokollen i øvrigt det mønster, at et meget lavt deltagerantal (bort)forklares (fx voldsomt uvejr), hvorimod et imponerende fremmøde ikke forklares. Hvorfor deltog mon ca. 160 personer i møde nr. 359 den 5. april 1974, hvor emnet var »Hyperparathyreoidisme« – et tal, der svarer til fremmødet ved det tidligere omtalte første paramedicinske møde på Scanticon 2. november 1969, hvor der oven i købet var medtalt »damer« – mens kun ca. 30 deltog i det foregående møde om »Elektronmikroskopet og dets anvendelse i medicinsk forskning«, og ca. 110 deltog i det efterfølgende om »Artrose«? Gennem de forløbne hundrede år har i alt 19 personer – alle mænd – varetaget formandshvervet.38 En enkelt har beklædt posten i to omgange – med tolv års pause indimellem og med et kvart århundrede mellem begyndelsen af første og slutningen af anden formandsperiode. 1913-1920: 1920-1928: 1928-1937: 1937-1946: 1946-1950:

T. Tage-Hansen Victor Albeck H. A. Sølling Cai Holten Gregers Nørby

38. Udarbejdelse af fortegnelsen over formænd har budt på visse problemer, idet der vedrørende en periode i 1970’erne ikke foreligger dækkende dokumentation af selskabets virksomhed i dets arkiv. Oplysninger har derfor måttet indhentes hos tidligere formænd.


1950-1954: Vilhelm Aalkjær 1954-1960: E. Roelsen 1960-1962: Povl Holm-Nielsen 1962-1968: Jørn Hess Thaysen 1968-1970: Peder Linnet-Jepsen 1970-1975: N. Schwartz Sørensen 1975-1978: Søren Pilgaard 1978-1980: Ole Hein-Sørensen 1980-1983: Jørgen Ellegaard 1982-1984: Finn Hanberg Sørensen 1984-1990: Leif Mosekilde 1990-1999: Paul Andersen 1999-2002: Johan Lanng Nielsen 2002-2009: Leif Mosekilde 2009: Peter Vestergaard * I 1913 havde Victor Albeck sammen med Holger Strandgaard som tidligere nævnt henvendt sig til T. Tage-Hansen for at få ham til at stå i spidsen for det påtænkte jyske selskab, og uanset at Victor Albecks søn, professor, dr.phil. Gustav Albeck, næppe kan kaldes uhildet i sammenhængen, skal han på falderebet have det sidste ord, hvad angår selskabets særlige betydning i dets første par decennier: »Jydsk medicinsk selskab førte det uomstødelige bevis for, at der både var behov og grobund for et videnskabeligt virke i Jylland. Det banede ikke blot vejen for et medicinsk fakultet, men for et universitet i hovedlandet.« (14)

Hertil skal lægges – som det gerne skulle fremgå af hele denne bog – at Jydsk Medicinsk Selskab også efter at have ført »det uomstødelige bevis« vedvarende har demonstreret dets evne til at fungere som »et Samlingssted for lægevidenskabelige Foredrag og Diskussioner mellem de i Jylland virkende Læger«, og med det formål – som det hed i vedtægterne anno 1914 – at »fremme det lægevidenskabelige Arbejde mellem de i Jylland virkende Læger og tillige lejlighedsvis ved udadgaaende Skridt at virke i Videnskabens og i den offentlige Sundhedsplejes Interesse.« Det må selskabet siges at have levet op til gennem opretholdelsen af den høje mødefrekvens, det varierede og altid aktuelle program, traditionen med et årligt møde et andet sted i Jylland end i Aarhus, sin stabile økonomi, sit valg af energiske (stundom en anelse stivsindede) formænd samt ikke mindst valget af de bedst tænkelige foredragsholdere, der ikke blot har været jyske, danske, nordiske og internationale topforskere inden for sundhedsvidenskaben, men også mange andre, der gennem årtierne på anden vis har haft fingeren på pulsen, fx inden for det sundhedssociale, det sundhedsjuridiske eller det sundhedsadministrative område, hvor de hver især har kunnet bidrage til de såkaldte paramedicinske møder, hvoraf man dog aldrig fra selskabets side ønskede mere end højst et enkelt pr. år.

35


Ved Aarhus Universitets 70-års jubilæum i 1998 kunne man på Steno Museet se en særudstilling om universitetets historie. Heri indgik en tillempet rekonstruktion af universitetsforkæmperen Victor Albecks arbejdsværelse i overlægeboligen ved Fødselsanstalten i Jylland, der havde dannet ramme om utallige møder i forbindelse med universitetssagen. Ikke blot var der fra Victor Albecks efterkommere indlånt møbler, kunstværker og fotografier til rekonstruktionen, men også de sølvkandelabre, som Jydsk Medicinsk Selskab havde foræret ham i 1928 som anerkendelse for hans indsats for selskabet, hvor han var ide´manden bag dets oprettelse og dets formand 1920-1928. Til forfatteren af disse linjer, der kuraterede den omtalte udstilling, har Victor Albecks søn Gustav Albeck fortalt, at Victor Albeck selv regnede sit virke i forbindelse med Jydsk Medicinsk Selskab for sit tungestvejende bidrag til løsning af spørgsmålet om et universitet i Aarhus, hvilket ikke siger så lidt i betragtning af, at han sad i det udvalg, som i 1925 afgav betænkning om universitetsspørgsmålet, senere var formand for både Universitets-Samvirket og Universitetsundervisningen i Jylland, holdt foredrag om universitetssagen overalt, ledede indsamlinger, deltog i debatter og rendte ministre på dørene osv. (15). Bag kandelabrene en gipsafstøbing af Einar Utzon-Franks buste af Victor Albeck (bronzeudgaven befinder sig i foyeren i universitetets først opførte bygning fra 1933). (Foto Palle Lykke).

36


Referencer (1) Vosbein E., editor. Lægeforeningen for Aarhus og Omegn 1859-1959: Et historisk overblik. In: Ugeskrift for Læger: 1959(19). (2) Reich E.K. Rask op ad bakke: En krønike om Århus Kommunehospital; 1993. p. 70. (3) Kraft L., Carl Ludvig Studsgaard. In: Kraft L., editor. Lægeportrætter fra det 19. Aarhundrede; 1931. p. 159177. (4) Albeck G. Fra »Ravnekrog« til vordende kulturcentrum: Nogle indtryk fra Århus 1910-1920. In: Årbog; Købstadmuseet »Den gamle By«; 1974. p. 29. (5) Betænkning afgiven af Udvalget om Oprettelse af et Universitet i Jylland; 1925. p. 137. (6) Ugeskrift for Læger 1914(1), p. 35-38. (7) Magistratens 2. Afdeling. Den indre by: Århus : Registrering af bevaringsværdige bygninger og miljøer 1984: Udvalget for Bygnings- og Miljøbevaring. p. 88. (8) Fridericia H.J. Erindringer fra 45 års lægevirksomhed i Århus. In: Medicinsk Forum; 1959(6). p. 227-228.

(9) Strandgaard H. Omkring Stiftelsen af »Jydsk Medicinsk Selskab«. In: Aggebo A., editor. Asklepios’ Tjenere: Danske Lægememoirer (I); 1936. p. 220. (10) Albeck G. Victor Albeck: Spredte Træk fra hans Liv. In: Aggebo A., editor. Asklepios’ Tjenere: Danske Lægememoirer: (II); 1937. p. 133. (11) Lykke P. Medicinsk Læsestue i Aarhus: Om biblioteksmæssige foranstaltninger i tilknytning til etableringen af et lægevidenskabeligt miljø i Århus fra slutningen af det 19. århundrede og frem til tiden omkring Aarhus Universitets grundlæggelse og overlæge Victor Albecks død. Statsbiblioteket; 2000. p. 16-18. (12) Vedtægter for Jydsk Medicinsk Selskab 1914. (13) Roelsen E. Jydsk Medicinsk Selskab 50 år. In: Bibliotek for læger; 1963. (14) Albeck G. Tilflyttere. In: Bredsted Å., Dybdahl V., Sejr E. (editors). Barn i Århus: Anden samling (1957). p. 17. (15) Lykke P. By og universitet: Universitets-Samvirket, Aarhus 1921-1996. 1996. p. 112-184.

37


Specialernes indtog i det jyske: en Aarhus historie Anne Rahbek Thomassen

Danmark har i dag et specialiseret sygehusvæsen og 38 lægelige specialer, der ofte yderligere er opdelt i en række fagområder »subspecialer«. Sådan var det ikke da Jydsk Medicinsk Selskab blev oprettet i 1913. Denne artikel er en fortælling om etableringen af lægelige specialer (plus et tandlægespeciale) i Aarhus og lidt om det samfund og de vilkår, der herskede da de blev oprettet. Allerede dengang husede Aarhus den største samling af hospitaler i Jylland og arbejdede for at blive den første by, der fik et Universitet herunder et Sundhedsvidenskabeligt Fakultet uden for hovedstaden. Kilderne til historierne er næsten alle fundet i Aarhus Universitetshospitals egne samlinger på loftet af bygning 4, Nørrebrogade. Oplysninger uden angivelse af specifik kilde stammer oftest fra »løsblade« i arkivkasserne på loftet.

Det første speciale – Psykiatri – 1852 Et speciale – Psykiatrien – var allerede i 1902 så veletableret, at det kunne fejre sit 50 års jubilæum. Staten havde i 1852 ved Riis Skov op38

rettet Helbredelsesanstalten for sindssyge i Nørrejylland (senere kaldet Jydske Asyl), baseret på den nye holdning/erkendelse, at »afsindighed« var en sygdom, der kunne behandles og forhåbentlig helbredes Anstaltens første overlæge Harald Selmer (1814-1879) var i høj grad pioner for denne nye tilgang til sindslidelse og lagde vægt på opsamling og fremtidig videnskabelig bearbejdning af resultaterne for at udvikle specialet på sikkert grundlag. De første kriterier for behandling på anstalten var klare: Der kunne kun optages patienter med sindssygdom af mindre end 2 års varighed og de kunne højst være i behandling i 2 år. Patienter, der var idioter, epileptikere, alderdomssvækkede eller led af brystsyge kunne ikke modtages. Behandlingen bestod primært i ro, regelmæssighed og aktiv optræning af patienterne til at kunne klare sig socialt og arbejdsmæssigt i det miljø, de kom fra og skulle tilbage til. Tvangsmidler fandtes, men blev anvendt under nøje kontrol og mindst muligt – i årene 1870-72 slet ikke! Behandlinger med varme bade og diverse medikamenter bl.a. opium og cannabis blev afprøvet, men virk-


ningen var skuffende. Efter 10 år måtte Harald Selmer erkende, at helbredelse kun indtraf hos 30 % og ikke 90 % af patienterne som han havde håbet. Det blev nødvendigt at skaffe plads til de »uhelbredelige« såvel inden for som uden for hospitalets mure. Først ca. 100 år efter etableringen af Helbredelsesanstalten kom der for alvor gennembrud i mulighederne for at lindre og helbrede sindssygdomme med nye behandlinger som elektrochok, en række effektive medikamenter og moderne psykoterapi. Under ledelse af professor, dr. med. Mogens Schou gennemførtes fra 1952 på hospitalet en række banebrydende kliniske afprøvninger af litium, hvorved behandlingseffekt og -indikationer blev fastlagt. Harald Selmer blev titulær professor i 1856. Erik Strømgren (1909-1993) blev i 1945 leder af Psykiatrisk Hospital og samtidig den første kliniske professor i psykiatri i Jylland. Etablering af en børnepsykiatrisk afdeling i Aarhus blev vedtaget af rigsdagen i 1947. Børnepsykiatriske konsultationer blev påbegyndt i 1948 i Aarhus, Horsens, Randers og Silkeborg. De blev varetaget af Margrethe Lomholt (1903-1990), der i 1958 blev administrerende overlæge ved det nybyggede Psykiatriske Børnehospital i Aarhus (1).

De somatiske sygehuse og sygdomme ved århundredeskiftet Aarhus husede ved århundredeskiftet 2 store somatiske hospitaler: Aarhus Kommunehospital (AKH) og Aarhus Amtssygehus (AAS) –

hver bemandet med en overlæge, Emil Müller (1859-1912) på AKH og professor Tage-Hansen (1849-1920) på AAS. Begge overlæger, der primært var uddannet inden for kirurgi, havde eneansvaret for behandlingen af samtlige sygdomstilstande hos patienter i alle aldre på deres hospital (2). Begge hospitaler havde særlige afdelinger/bygninger til epidemipatienter. På AKH var der ca. 1700-1900 indlæggelser og ca. 500 operationer årligt. Hospitalsdødeligheden var 7.6 % i 1903 og 4.6 % i 1909. De hyppigste sygdomme var infektionssygdomme som scarlatina, difteri, syfilis, gonore, tyfus og tuberkulose. Tillige var der en del aborter (3, 4). Borgerne i Aarhus anså før 1893 en indlæggelse som den sikre død, men var i 1912 tilfredse med AKH og mente endda at hospitalet var med til at »bevare livet«. Politikerne delte denne opfattelse (4). Det årlige antal dødsfald i Danmark per 1000 indbyggere var faldet markant fra 18.5 i 1891 til 12.5 i 1913 og middellevetiden steg i samme periode fra 50 til 54 år for mænd og fra 53 til 57 år for kvinder. Hyppigste dødsårsager i den danske bybefolkning var tuberkulose, epidemiske sygdomme, lungebetændelse og kræft. Dødelighed af de 3 første årsager var faldende mens den var stigende for kræft (5). Sammenlignet med andre jyske byer havde Aarhus før århundredeskiftet været særlig hårdt ramt af smitsomme sygdomme bl.a. forårsaget af »skiddent« drikkevand (6).

39


Kirurgi og intern medicin 1913 Da overlæge Emil Müller døde i starten af 1912 blev den tidligere andenlæge Svend Zahlmann (1866-1945) konstitueret som overlæge ved AKH (2). Det udløste i Politiken en skarp kritik fra Haandværkernes og Fabriksarbejdernes Sygekasse, der fandt det uforsvarligt, at der ikke var 2 overlæger på hospitalet, en medicinsk og en kirurgisk med hver sin afdeling. Lægeforeningen for Aarhus og Omegn publicerede ligeledes en resolution, som erklærede, at »af Hensyn til forsvarlig Behandling af Patienter med indvortes Sygdomme bør oprettes en særlig medicinsk Afdeling med en specielt uddannet medicinsk Overlæge« (7). Udvalget for Sygehusene indstillede herefter til Aarhus Byråd, at AKH fremtidig fik 2 overlæger, en medicinsk og en kirurgisk. Argumenterne for delingen var bl.a. at et krav om ansættelse af 2 overlæger allerede var stillet i 1893, at de kirurgiske patienter efterhånden havde fortrængt de medicinske fra kommunehospitalets hovedbygning og endelig »at de 2 Grene af Lægevidenskaben er så forskellige, at man ikke kan vente, at der blandt Ansøgerne til et Overlægeembede vil findes nogen, der med Interesse og tilstrækkelig Dygtighed kan lede Behandlingen af de forskelligartede Sygdomme«. Byrådet frygtede en kraftig udgiftsstigning og var derudover betænkelig ved at have to sidestillede autoriteter på et hospital når man ved stridigheder imellem dem ikke havde en autoritet, der kunne afgøre hvem 40

der havde ret. En lægestrid i København havde vist, at »Lægerne kunne være lige så små som andre«. Byrådet endte dog med at tilslutte sig delingen (4). Holger Strandgaard (1869-1936) blev i 1913 den første overkirurg. Han var en af de tre initiativtagere til Jydsk Medicinsk Selskab og den første formand for Universitets-Samvirket, Aarhus i 1921-1925. Hans efterfølger som overkirurg Aage Nielsen (1887-1949) blev i 1939 den første jyske professor i kirurgi (2). Aage Rahlff (1868-1948) blev overlæge ved AKHs medicinske afdeling 1913-1938. Han blev efterfulgt af Cai Holten (1894-1977), der blev den første professor i intern medicin i 1939 samtidig med at den kliniske del af det medicinske studium begyndte. På AAS skete delingen i en kirurgisk og medicinsk afdeling efter Tage-Hansens død i 1920. Cai Tage-Hansen (1880-1926) blev ansat som overkirurg. Aage Th. B. Jacobsen (1885-1979) blev ansat som chef for medicinsk afdeling og blev i 1944 praktikantprofessor og i 1948 ordinær professor i intern medicin. Aage Th. B. Jacobsen lagde stor vægt på, at der blev foretaget klinisk videnskabeligt arbejde i Aarhus og inspirerede til ikke mindre end 4 disputatser i sin afdeling, hvoraf den ene, som blev forsvaret i 1924, var den første disputats, som var udgået fra et hospital udenfor København: »Undersøgelser over lette Glykosurier med særlig Henblik på Forløb og Prognose« af J. E. Holst (1894-1962) (2). Opdeling i kirurgiske og intern medicinske


afdelinger bredte sig til flere store hospitaler og i 1932 lancerede medicinaldirektør Johs. Frandsen tanken, at alle amter skulle have et centralsygehus med en medicinsk og en kirurgisk afdeling, mens sygehuse med færre end 50 senge skulle nedlægges. Forslaget mødte betydelig modstand, men blev dog gennemført – over mange år (8)!

Obstetrik og gynækologi 1910 – samt socialmedicin 1948 Barselsfeber var med rette en frygtet tilstand omkring århundredeskiftet. Aarhus Byråd havde drøftet og vedtaget ekstrabevillinger mod udbredelse af barselsfeber ved ikke mindre end 18 møder i årene 1880-1900 (9). Det var dog staten, der i Aarhus oprettede Fødselsanstalten i Jylland i 1910. Det skete i henhold til lov nr. 134 af 27. maj 1908, som justitsminister Alberti netop nåede at få vedtaget inden statsminister I. C. Christensen kasserede ham som minister og inden Alberti selv 8. september tilstod at være tidens største bedrager (10). Formålet med Fødselsanstalten var at »skabe et ly« for ugifte mødre og deres børn før, under og efter fødslen. Andre kunne dog også købe sig til et trygt fødested. Anstaltens første overlæge »overaccoucheur« var Victor Albeck (1869-1933). Han var medstifter af Jydsk Medicinsk Selskab og en stor forkæmper for oprettelsen af et nyt universitet. I 1926 blev han formand for Universitets-Samvirket, Aarhus. Victor Albeck fortsatte i Aarhus sin anerkendte internationale

forskning. Axel Olsen (1888-1973) efterfulgte i 1933 Victor Albeck og blev i 1953 den første professor i obstetrik og gynækologi. Axel Olsen var i 1932 blevet dr.med. på en disputats om eklampsi. Måske har han hentet »materiale« til disputatsen i den bog som vises i Figur 1 hvori godt 800 patienter med tegn på svangerskabsforgiftning uden albuminuri blev registreret i 1910-1918. Fødselsanstalten blev med årene udviklet til et moderne obstetrisk og gynækologisk specialhospital – ikke mindst under den tredje overlæge professor Mogens Ingerslev (1913-1992). Gynækologiske patienter blev dog ikke kun behandlet der, men også på AKH og især på AAS, hvor overkirurg Johs. Fabricius-Møller (1885-1968) var særlig interesseret i kirurgiske kvindesygdomme. Han holdt populære foredrag og skrev bøger om seksuallivet og publicerede flere arbejder om illegal og legal svangerskabsafbrydelse (11). På AKH var der mange aborter – 434 i 1949 (3). Formentligt var der et håb om at mindske antallet af uønskede svangerskaber da man i 1949 oprettede en seksualklinik »Klinikken for Sexuel og Ægteskabelig Rådgivning« ved AKH med socialoverlæge Helge Kjems (1909-1999) som leder. Han var året før i 1948 blevet chef for Socialmedicinsk Klinik i Århus – Danmarks første. Seksualklinikken blev åbnet trods protester fra KFUK »for vor Samvittigheds Skyld og for vor Bys Ungdoms Skyld« (12) og fra Aarhus Husmoderforening med fru biskop Aase Hoffmeyer, der fastslog »at det er det Offentliges Pligt at værne 41


Fig. 1. Bog fra FiJ 1910 – med optegnelser om ca. 800 kvinder med symptomer på svangerskabsforgiftning uden albuminuri i perioden 19101918.

Hjemmet og Kvinderne mod Misbrug. Uhæmmede seksuelle Forbindelser vil altid gå ud over Kvinden, der derved bliver mindre sikkert til sit Kald som Hustru og Moder« (13). Klinikken fik stor søgning især m.h.p. pessar. Antallet af aborter, især de provokerede faldt på de kirurgiske afdelinger på AKH frem til 1960 (331 aborter) og yderligere frem til 1965 (288 aborter).

Infektionsmedicin og dermatovenerologi 1913 – samt anæstesiologi I år 1900 blev Aarhus Amt og Aarhus Kommune enige om, at Aarhus Kommune skulle opføre et nyt epidemi sygehus til fælles brug og til erstatning af det gamle, der lå i Ny Munkegade (14). Endelig beslutning om at opføre Marselisborg Hospital blev dog først 42

taget i 1910, efter godkendelse af såvel amt som ministerium (15). Planen var udarbejdet med hjælp fra professor Tage-Hansen og konst. overlæge Svend Zahlmann. Hospitalet stod færdigt og blev indviet den 31. maj 1913. Det indeholdt særskilte afdelinger for skarlagensfeber (40 senge), difteritis (40 sen-


ge), pestagtige sygdomme (20 senge) og for hud- og kønssygdomme (55 senge). Henrik Bang (1880-1938) blev overlæge for Dermato-VenerologiskAfdeling. I 1939 blev han efterfulgt af Esbern Lomholt (19041995), der i 1940 blev den første professor i specialet ved Aarhus Universitet (2). I de første år dominerede indlagte patienter med kønssygdommene i antal over patienter med hudsygdomme. I 1919 var der således indlagt 469 patienter med syfilis, deraf 36 børn. Ambulant kom yderligere 55 nye patienter med kønssygdomme. Til sammenligning var der kun indlagt 210 patienter med hudsygdomme, deraf 91 børn. De hyppigste hudsygdomme var eczem og scabies mens der kun var få tilfælde med psoreasis. Ambulant fnatbehandling blev givet til 519 patienter. Behandling af syfilis omfattede injektioner med neosalvarsan. Røntgenbehandling blev givet til en del hudsygdomme især eczem, prurigo og psoreasis (3). I 1949 var sygdomsbilledet omvendt. Patienter med hudsygdomme, primært eczem, var langt flere end patienter med kønssygdomme, såvel blandt indlagte som ambulante. Især var antallet af patienter med syfilis reduceret. Behandlingerne omfattede bl.a. lysbehandlinger, bucky og kurbade (3). På den Epidemiske Afdeling blev Svend Zahlmann den første overlæge. I 1919 blev der indlagt 975 patienter, hvoraf den største gruppe på 268 blev indlagt med skarlagensfeber eller mistanke derom (3). 154 blev indlagt med difteritis og 110 med influenza c. pneu-

moni. Den sidste diagnose var farligst idet godt hver fjerde af patienterne døde under indlæggelsen, mens dødsfald »kun« indtrådte hos 2 % med difteritis og hos 1 % med skarlagensfeber. Børn med skarlagensfeber var indlagt i 6 uger. De måtte ikke få besøg, men måtte godt »modtage gaver«. Den aktive behandling bestod i daglig afvaskning af »hudskællene«. Difteritis blev behandlet med serum og der kunne foretages tracheotomi, hvilket skete 12 gange i 1919. Forbedret hygiejne, muligheder for vaccination og fremkomst af antibiotika mindskede efterhånden indlæggelser af patienter med smitsomme sygdomme. Da Gregers Nørby (1901-1968) i 1938 blev leder af afdelingen blev denne udover at være epidemiafdeling også en intern medicinsk afdeling (2). Sygdomsbilledet hos de indlagte ændrede sig som følge af denne beslutning. Skarlagensfeber var dog forsat diagnosen hos 856 af patienterne i 1949! En ny epidemisk diagnose, hepatitis epidemica, blev samme år stillet hos 96 patienter, deraf 33 børn (3). I 1952 blev Gregers Nørby professor i epidemiologi ved Aarhus Universitet (2). Samme år ramte en omfattende polioepidemi København og øerne. I hovedstaden blev 2.899 personer ramt. Ca. 15 % af patienterne havde respirationsparese og af disse døde næsten 90 % i starten af epidemien. Danmark besad kun 34 respiratorer i alt. Dødeligheden faldt betydeligt til 25 % da man fulgte et forslag fra anæstesiologen Bjørn Ipsen (1915-2007) om at tracheostomere, intubere og overtryks 43


ventilere de respirationslammede patienter (16, 17). Man forberedte sig på at epidemien ville brede sig til resten af landet i sommeren 1953. Et udvalg under Sundhedsstyrelsen med bl.a. Gregers Nørby besluttede at alle poliopatienter med synke- eller vejrtrækningslammelse skulle modtages på særlige centre med høj ekspertise. Afdelingen på Marselisborg Hospital blev et af disse centre og havde Region Midtjylland som optageområde. Aarhus Amt fik ikke som frygtet en epidemi, men det gjorde bl.a. Ringkøbing og Randers Amter, der sendte patienter til centret i Aarhus. I 1955 blev befolkningen vaccineret! Tabel 1 viser antallet af poliopatienter i årene omkring den store epidemi – som de fremgår af afdelingens årsrapporter (3). Den største belastning ved centerfunktionen var de mange timers daglig manuel ventilation, dengang benævnt »åndedræts-massage«, til de dårligste patienter. Man måtte rekvirere hjælp fra øvrige hospitaler og private organisationer.

Professor Bjørn Ipsens indsats var banebrydende for udviklingen af anæstesiologi der i Danmark i 1950 var blevet anerkendt som speciale. I 1954 åbnede verdens første intensiv afdeling på Københavns Kommunehospital med Bjørn Ipsen som chef (17). I 1955 oprettedes på AKH en Anæstesiologisk Afdeling med overlæge Henning Poulsen (19182005) som chef. Denne afdeling fortsatte en betydelig livreddende indsats, men personalets fysiske anstrengelser forbundet hermed aftog i takt med den teknologiske udvikling. Endda i en sådan grad at Århus Amtstidende i 1963 betegnede afdelingen som en »trykknapafdeling«, hvor man gik »fjernsynsstuegang« (18).

Radiologi og onkologi 1914 – samt hæmatologi og nuklearmedicin Røntgenstrålerne blev opdaget i 1895 af Wilhelm Conrad Røntgen og 3 år senere blev

Tabel 1. Antal poliopatienter uden og med pareser på Marselisborg Hospital i 1949-1955. År 1949 1950 1951 1952 1953 1954 1955

Poliopatienter uden parese

deraf døde

Poliopatienter med pareser

deraf døde

3 35 21 72 56 9 0

0 0 0 0 0 0 0

7 18 0 42 82 15 0

1 11 0 17 18 1 0

Kilde: Beretninger om virksomheden på Aarhus Kommunes hospitaler i årene 1949-1955. Udgivet af Aarhus Byråd ved overlægerne (3).

44


radium og dets strålevirkning opdaget af Marie Curie og Henri Becquerel. Der gik ikke lang tid fra opdagelse til klinisk brug. Allerede i december 1896 åbnede lægen Jens Christian Daniel Riis (1860-1930) en privat røntgenklinik i Aarhus og holdt efter nytår sit første foredrag i Århus Lægeforening »Om Røntgen-x-stråler« 1908. Han blev i 1906 ansat på AKH for at passe hospitalets nyindkøbte røntgenrør (19). Apparatet blev både anvendt til fotograferinger (50 i 1906-07) og behandlinger (3 patienter i 190607). Amtssygehuset fulgte hurtigt efter og anskaffede sit første røntgenapparat i 1908. Den røntgenkyndige reservelæge Jacob Nordentoft (1881-1954) bistod professor Tage-Hansen med betjening af apparatet (2). Radium var meget kostbart (ca. 100 dollars per mg) og i 1912 blev Radiumfondet stiftet til minde om Kong Frederik VIII og med det formål at skaffe radium til Danmark. Det første store beløb var indsamlet samme år i anledning af kongens død. I 1913 havde Radiumfondet og Sygehusudvalget i Aarhus udarbejdet en fælles indstilling om oprettelse af en radiumstation på Aarhus Kommunehospital og i 1914 blev Radiumstationen indviet (20). Med hensyn til lokaler havde byrådet drøftet placering i en »nedrykningstruet« barak. Byrådet vurderede at barakken »måske kunne benyttes til Patienter, der skulle underkastes Radiumbehandling, men til virkeligt syge var det uforsvarligt at benytte den« (4). Den kombinerede røntgen- og radiumafdeling, herunder lysklinikken, blev imidlertid

placeret i den ene ende af kirurgisk afdeling. Først i 1928 avancerede afdelingen til egne barakker og i 1935 til flotte nybyggede murstensbygninger. Overkirurg Holger Strandgaard var chef men Jens Christian Daniel Riis fortsatte som daglig leder og radiolog i afdelingen indtil 1918 (20). Han blev i 19201922 afløst af Severin Nordentoft (18661922), der dog ønskede en selvstændig afdeling frem for at have Strandgaard som leder. Nordentoft havde i 1917 i sin bog om røntgenbehandling skrevet følgende: »Det er min Overbevisning, at Behandling af maligne Svulster efterhånden vil blive en Specialitet for særlige Cancerlæger og Cancerhospitaler, fordi den kræver et intimt Samarbejde mellem Kirurgi og Røntgenologi, som den almindelige Kirurg ikke kan yde« (19, 20). Det intime samarbejde mellem Nordentoft og Strandgaard lykkedes ikke. Nordentoft blev afskediget i 1922 og døde kort tid efter af svær anæmi, formentligt forårsaget af den daglige røntgenbestråling. Samme år og 5 år før han blev overkirurg på AAS påviste Johs. Fabricius-Møller (1885-1968) som den første i verden hvorledes helkropsbestråling påvirker knoglemarven i sin disputats »Experimentelle Studier over hæmorrhagisk Diathese fremkaldt ved Røntgenstråler« (2). I 1921 var der atter landsindsamling til Radiumfondet. I Aarhus blev indsamlingen forestået af byrådet ved lærer K. Mousten (1875-1962), formanden for Sygehusudvalget i mange år . I 1922 blev Carl Krebs (1892-1979) ansat som klinikchef og fra 1928 som den første 45


overlæge for den nu selvstændige afdeling. Samme år blev Radiumfondet nedlagt og erstattet af »Landsforeningen til Kræftens Bekæmpelse«, der fortsatte driften af Radiumstationen. Carl Krebs blev i 1943 den første professor i radiologi i Aarhus og satte for alvor gang i forskningen på AKH. Afdelingen blev med god grund kaldt »disputatsfabrikken« idet der blev produceret 26 disputatser under Krebs’ ledelse (20). Behandlingerne i afdelingen foregik i mange år primært med røntgen (dybde og overflade), lys (Finsen-lys) og radium (kontaktterapi). Patienterne led hyppigst af kræft eller hudsygdomme bl.a. lupus (hudtuberkulose), men lysbehandling blev også givet til »svagelige« børn (20). Fra slutningen af 1940’erne startede forskning i kemoterapi. Aarhus blev det første sted i landet, hvor kemoterapi blev afprøvet – primært på hæmatologiske patienter (20). En af pionererne var professor Jørgen Bichel (1909-1996) chef for Radiumstationens Forskningslaboratorium, i 1943-1964 overlæge for Cancerkemoterapeutisk Afdeling. Han stiftede i 1961 Afdelingen for Eksperimentel Kemoterapi og i 1963-1977 var han chef for Kræftforskningsinstituttet på AKH. En af de mange disputatser fra laboratoriet »Action of nitrogen mustards and potassium arsenite on living cells« blev forsvaret i 1950 af Poul Bastrup-Madsen (1918-2001). Han påviste at arsenik, urethan og kvælstofsennepsgas alle hæmmede fibroblasters celledeling, men med hver sit angrebspunkt. Som den første i verdenslitteraturen fremsatte han derfor den 46

teori, at man kunne opnå en mere effektiv terapi, hvis man kombinerede cytostatica med forskellige angrebspunktet (21). Poul BastrupMadsen blev i 1958 overlæge ved AAS, fra 1964 professor ved den kliniske praktikantundervisning og fra 1971 professor i intern medicin. Hæmatologisk Afdeling blev i 1968 på AAS udskilt som selvstændig afdeling med Poul Bastrup-Madsen som chef. 1. januar 1959 blev Røntgendiagnostisk Afdeling en selvstændig afdeling på AKH med overlæge Ejvind Mosekilde (1908-1988) som chef (20). Afdelingen udvides med et radiofysisk laboratorium, der i 1971 blev byens første afdeling i specialet klinisk fysiologi og nuklearmedicin under ledelse af overlæge Hans Hvid Hansen (1931-1989). På AAS blev Aage Wagner (1897-1979) den første overlæge og chef for Røntgenafdelingen fra 1933 til 1967 (2).

Patologi og retsmedicin 1914 Den københavnske professor i patologi C.J. Salomonsen fremsatte 1902 i Politiken et forslag om en akademisk lægeuddannelse i Aarhus knyttet til byens hospital. Men betingelsen var, at der blev oprettet et patologisk institut (19). I 1914 fremgik det af bemærkningerne til et nyt lovforslag om embedslægevæsenet, at staten ønskede ansat en prosektor i Aarhus, som skulle overtage de obduktioner og retsmedicinske opgaver, der hidtil var varetaget af distriktslægerne (22). Byrådet i Aarhus var meget positiv over for forslaget om


en jysk prosektor: »Vilde man tænke på at hæve Aandsniveauet og paa at faa et medicinsk Fakultet herover, måtte man arbejde derpaa, naar der var Leijlighed dertil og stykkevis skaffe det til Veje, der betingede Fakultetet«. Byrådet bevilgede opførsel af et Patologisk Institut, som stod færdig i starten af 1916. Frederik Gregersen (1871-1951) blev ansat som overlæge, prosektor og vicestatsobducent den 1. april 1916 (23). Virksomheden på instituttet omfattede i resten af året 14 legale obduktioner heraf 9 udenbys, og frem til 31. marts 1917 129 hospitalsobduktioner samt 186 histologiske, bakteriologiske o.a. undersøgelser (3, 23). Gregersen underviste som lektor i patologisk anatomi 1939-43 (2). Han blev i 1943 efterfulgt af Willy Munck (1892-1981), der blev den første professor i patologisk anatomi ved Aarhus Universitet i 1952 og tillige rektor for universitetet 19551959. Willy Munck varetog undervisning i retsmedicin i 1953-1959. Som led i udbygningen til en fuld lægeuddannelse i Aarhus blev der i 1945 mellem universitetet, staten og Aarhus Kommune enighed om opførelse af 3 teoretiske institutter for farmakologi, hygiejne og almindelig patologi i universitetsparken og et nyt institut for patologisk anatomi (og retsmedicin). Sidstnævnte skulle placeres på AKHs grund og delvis bekostes af kommunen (24). Resten blev betalt af staten og universitetet. Kommunen havde således gjort klogt i at markere det høje åndsniveau ved at anvende udtrykket »institut« for patologi frem for bare »afdeling«, som gjaldt

for alle de andre specialer! Instituttets nye bygning blev indviet i 1955. På universitetet, med Willy Munck som rektor, besluttede man at oprette et selvstændigt Retsmedicinsk Institut beliggende i Patologisk Instituts tidligere lokaler på AKH. Stillingen som professor og chef for instituttet blev opslået i 1957, men først besat i 1959 med Jørgen B. Dalgaard (1918-2002) (23). Skønt fysisk beliggende på hospitalet har Retsmedicinsk Institut altid hørt under Aarhus Universitet.

Tuberkulose – lungemedicin 1923 Ved århundredeskiftet var tuberkulose med rette en frygtet sygdom og den hyppigste dødsårsag i Danmark (5). Hvert 6.-7. dødsfald skyldtes tuberkulose. Forløbet kunne være hurtigt og fatalt specielt hos børn og unge eller kronisk og tilbagevendende især hos ældre (2527). Robert Koch havde fundet tuberkel-bacillen i 1882. Indsatsen mod tuberkulose foregik primært på privat initiativ – også omkring Aarhus. Lægen Kristen Isager (1864-1943) slog sig i 1892 ned i en landpraksis i Ry og fandt egnen »som et museum for levende tuberkulose« (25). Befolkningen her dannede grundlag for hans disputats fra 1901 om smittespredning af sygdommen: »Nogle Træk af Tuberkulosens Optræden paa Landet«. Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse blev stiftet i 1901 og opførte sine første 3 sanatorier i 1903, hvoraf 2 lå i Ry og Silkeborg. Kristen Isager blev chef for sanatoriet i Ry. 47


Fig. 2. Dødsfald af lungetuberkulose per 10.000 borgere i København og Aarhus i årene 1920-1933 (28).

I Aarhus opførte Sct. Josephs Ordenen Sct. Josephs Hospital, der blev indviet i 1907 og i årene efter sikrede plads til en del tuberkulosepatienter fra Aarhus (28). Kommunen søgte i 1912 og fik i 1914 bevilget et statstilskud til et tuberkulosehospital. Men det trak ud med etableringen og i efteråret 1915 erkendte lærer Mousten i byrådet at »Med Hensyn til Indretning af et Tuberkulosehospital var man gået så vidt, at man dårligt kunne udsætte Ordningen« (19). Det blev alligevel udsat indtil 1923, hvor den første tuberkuloseafdeling med tilhørende udendørs, 48

overdækket liggehal blev indrettet i den gamle medicinske bygning på AKH. Tre år senere i 1926 tilknyttes en tuberkulosestation, som i de første 4 år blev drevet af Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse. Overlæge Otto Lassen (1881-1951) blev chef for såvel tuberkuloseafdelingen og -stationen. Han kom fra en stilling som overlæge på Sct. Josephs Hospital og blev i 1940 dr.med. på disputatsen »Om den åbne Tuberkuloses Helbredelighed« (2). Bekæmpelsen af tuberkulose omfattede opsporing og isolation samt behandling med lys, frisk »rindende« luft, næren-


de kost (smør og sødmælk) og undertiden kirurgi – primært pneumothorax »pustninger«, mere sjældent thoracoplastik (25-27). Fra 1946-47 gennemførtes de første folkeundersøgelser og -vaccinationer (25). Først i starten af halvtredserne blev effektiv behandling med antibiotika PAS (para-amino-salicylsyre) og streptomycin tilgængelig (25-27). Antallet af dødsfald forårsaget af tuberkulose faldt før fremkomst af PAS og streptomycin både i befolkningen som helhed (Fig. 2) og hos patienter med påvist tuberkulose (Fig. 3). Som det ses i Fig. 2 faldt dødeligheden i befolkningen hurtigere i Aarhus end i København, hvilket forfatteren Otto Lassen tilskrev en mere effektiv tuberkulosestation i Aarhus (26). Hos patienter med erkendt tuberkulose faldt dødeligheden særlig markant blandt de unge patienter (Fig. 3) også når man tog hensyn til sygdommens udbredelse på diagnosetidspunktet (27). Forfatterne havde ingen sikker forklaring på den glædelige udvikling, da de anså den hidtidige behandlingsindsats for at være uden effekt! I 1952 blev overlæge Knud Buhl (19111991) leder af stationen og af afdelingen, der nu skulle indstille sig på en ny epidemi: kronisk obstruktiv lungesygdom og lungecancer forårsaget af tobak.

Ortopædisk kirurgi 1936 og reumatologi »Statens Vanføre Kommission« nedsat af socialminister K. K. Steincke i 1930 anbefalede

oprettelse af et ortopædisk hospital i Jylland med henblik på at sikre ortopædisk speciallægehjælp til befolkningen vest for Storebælt. Opgaven med at opføre og drive det nye hospital blev overdraget »Samfundet og Hjemmet for Vanføre«. Et midlertidigt ortopædisk hospital blev etableret i 1936 i det gamle fraflyttede AAS i Aarhus. Det nybyggede Ortopædisk Hospital i Aarhus »Europas mest moderne Hospital« blev indviet i 1940 (29). Den første chef var overlæge P.G.K. Bentzon (1891-1974). Han udtalte til avisen »På Hospitalet behandles Folk, der efter Paragrafferne kaldes Vanføre, men de fleste er slet ikke Vanføre, som dette Begreb forstås i daglig Tale. De har en eller anden Skavank, som vi i mange Tilfælde kan reparere fuldstændigt« (30). Behandlingen omfattede bl.a. kirurgi, bandagering, fysioterapi, hjælpemidler og »socialbehandling«. Bentzon blev i 1952 afløst af overlæge Eivind Thomasen (19081988), der i 1958 blev den første professor i ortopædi ved Aarhus Universitet. På AKH og AAS udførtes ekstremitetskirurgi, primært ved knoglebrud og andre akutte skader. På AKH blev der i 1964 etableret en selvstændig ekstremitetskirurgisk afdeling med overlæge Viggo Oram (19121992), som chef. På AAS blev en selvstændig afdeling i specialet udskilt i 1968 med overlæge Bent Barfoed (1918-1995) som leder. Ortopæderne og ekstremitetskirurgerne havde efterhånden fundet sammen og i 1964 blev ortopædkirurgi, som omfatter begge dele, anerkendt som speciale (31). 49


Fig. 3. Dødelighed hos patienter fra Aarhus med lungetuberkulose og opdelt efter årstal for diagnosen og alder på diagnosetidspunktet. Baggrundsbefolkningen er matchet mht. køns- og alderssammensætning. »Force of mortality« er udtryk for risikoen for at dø på et givet tidspunkt (29).

50


I 1946 udgav Arbejds- og Socialministeriet en betænkning »Hjælp til Behandling af Gigtsygdomme« (32). Det nedsatte udvalg anbefalede heri bl.a. »at henlægge den ambulante Specialdiagnostik af Gigtlidelser i Leddene til Centralsygehusene og at henlægge Behandlingen af de mere krævende Tilfælde til nogle faa større Centre«. Centrene skulle ledes af enten en fysiurg med tilstrækkelig medicinsk uddannelse eller af en mediciner med reumatologisk uddannelse. Endvidere skulle der på samme hospital være adgang til 10 andre navngivne specialer. Rigsforeningen til Bekæmpelse af Reumatiske Sygdomme tilbød i 1951 Aarhus Kommune et beløb på 1 mio. kr. til oprettelse af en reumatologisk afdeling i Aarhus. Afdelingen skulle være forskningsaktiv så man snarest kunne blive »Herre over gigten« (Aarhus Amtstidende 25.5.1951). Det førte til etablering af en fysiurgisk klinik i 1955 under ledelse af Poul Høncke (1911-2003) og i 1965 blev Reumatologisk Forskningsafdeling med overlæge Hans Graudal (1918-1995) som chef også etableret på hospitalet. Forskningsafdelingen blev finansieret af Aarhus Universitet. Formålet med denne afdeling var »en forskningsmæssig indsats på det meget store og vigtige forskningsfelt: De rheumatologiske lidelsers patologi, derunder deres årsagsforhold, deres forløb og behandling«. Derudover »videregående undervisning af medicinske studerende og navnlig yngre læger i kendskabet til disse sygdommes væsen« (33). Ved at ansætte henholdsvis en fysiurg og en intern mediciner som ledere af de 2 afdelinger om-

gik man striden om hvorvidt reumatologien hørte hjemme i det fysiurgiske eller i det internt medicinske speciale.

Pædiatri 1940 Det nye medicinstudium ved Aarhus Universitet blev gradvist opbygget således at man i første omgang kun kunne tage kantussen (1934), dernæst 1. del med teoretiske fag (påbegyndt 1937). Man planlagde derefter at starte 2. del med de kliniske fag fra 1940 (2). Sidstnævnte mødte modstand i København fordi der ikke var en pædiatrisk afdeling i Aarhus (24). I hast og med byrådets opbakning blev der derfor i februar 1940 etableret en børneafdeling med 50 senge i den gamle A-bygning på AKH. Bent Andersen (19021975) blev den første overlæge og professor i specialet. Afdelingen modtog fra 1942 børn fra hele Jylland, men fik derefter vanskelige kår da den tyske værnemagt i 1943 beslaglagde bygningen til lazaret. Efter krigen blev den anvendt til husvilde og af Vestre Landsdelskommando indtil afdelingen igen kunne flytte ind i 1947. Ved 25 års jubilæet i januar 1965 udtalte Bent Andersen at man i afdelingens første tid så mange små børn med lungetuberkulose og engelsk syge, men at disse sygdomme nu var så godt som forsvundet. Men der var stadig mange børn med psykosomatiske lidelser, som var Bent Andersens store interesseområde (34). Hospitalets årsberetninger bekræfter dette billede. I 1965 blev godt 1400 børn indlagt på afdelingen og den 51


næststørste diagnosegruppe, efter medfødte misdannelser, var 285 børn indlagt til observation med symptomer og dårligt definerede sygdomme. Samme år blev godt 2900 børn behandlet på hospitalets øvrige afdelinger – primært i højhusets specialer og på de kirurgiske afdelinger (3).

Neurospecialerne 1943 – samt øjne og øre-næse-hals I 1940 tog Sundhedsstyrelsen initiativ til og Indenrigsministeriet indledte forhandlinger med Aarhus Kommune om oprettelse af statsafdelinger for nervesygdomme i byen. Afdelingerne skulle aflaste de tilsvarende afdelinger i København og var desuden en forudsætning for fuld udbygning af lægestudiet i Aarhus (2,24). I 1943 åbnede i en nybygning på AKH dels en Neurologisk Afdeling med C.J. MunchPetersen (1896-1967) som overlæge og professor, dels en Neurokirurgisk Afdeling med professor Richard Malmros (1905-2000) som chef. Psykiatrien, der for længst var etableret i byen blev samtidig opgraderet med et lærestolsprofessorat til Erik Strømgren. Neuroafdelingerne modtog patienter fra hele landet og anvendte de mest moderne metoder til undersøgelse og behandling, bl.a. Elektro-encephalografi og Disa-hyperterm (til kunstig feberbehandling af neurosyfilis) (19). Kraniotomier blev udført i lokalanæstesi i de første år (35)! I 1953 påbegyndtes opførelsen af højhuset »Neurohospitalet» på AKH og det blev taget i 52

brug i 1957-59. Huset kom til at rumme neurologisk afdeling, neurokirurgisk afdeling samt en Øreafdeling og en Øjenafdeling. Dertil kom en række »subspecialiserede« hjælpeafdelinger/ laboratorier: Neuroanæstesiologisk Afdeling, Neuroradiologisk Afdeling, Neuropatologisk Laboratorium, Neurofysiologisk Laboratorium, del af Centrallaboratoriet, Fysiurgisk Afsnit og Statens Hørecentral. Forud for oprettelsen af Øre- og Øjenklinikkerne på AKH blev patienter med øre- og øjensygdomme henvist til Sct. Josephs Hospital, hvor C.Th. Jacobsen (1869-1955) blev tilknyttet som otolog allerede i 1905. Han gennemførte i 1908 den første vellykkede fjernelse af et bronchialt fremmedlegeme (sveskesten) i Danmark og var i 1926 præsident ved 5. Nordiske Otolaryngolog Kongres i Aarhus (36). H.C. Andersen (1905-1977) blev ansat som konsulent i 1944 og i 1952 som overlæge og professor for Øreafdelingen, der blev etableret på AKH først i den tidligere Tuberkulosestation og på Radiumstationen senere i højhuset. H.C. Andersen gennemførte i 1948 den første radikale halsdissektion i Danmark og blev pioner inden for hoved- og halskirurgien (36). Viggo A. Jensen (1905-1993) blev i 1943 ansat som konsulent i oftalmologi ved AKH og blev i 1952 overlæge ved den midlertidige Øjenafdeling, der blev oprettet på Sct. Josephs Hospital, før han i 1953 blev professor og overlæge ved den nye Øjenafdeling på AKH. I 1968 blev Klinisk Neurofysiologisk Afdeling en selvstændig afdeling med Palle Juul Jensen (1929-1998) som chef.


Specialisering – fordele og ulemper Som det fremgår af de forrige afsnit blev sygehusvirksomheden i Aarhus tiltagende specialiseret i de første 50 år af forrige århundrede. Professor og overkirurg Aage Nielsen var fortaler for fortsat specialisering, men bekymrede sig samtidig om de risici den kunne medføre (37). Han var da klinisk professor og ene overlæge på Kirurgisk Afdeling AKH med følgende aktivitet i 1949: 243 senge med 5391 indlæggelser (3379 operationer), skadestue med 9631 patienter og et ambulatorium med 26.546 konsultationer deraf 1180 forundersøgelser og 1344 operationer (3). Som fortaler for specialisering anførte Aage Nielsen, at »ingen enkelt kirurg, selv den dygtigste kan præstere helt godt arbejde ud over et begrænset område af faget«. »De fleste af disse områder, kræver sin mand hvis det helt gode arbejde skal præsteres. Han må have tilstrækkelig mange patienter til at få selvstændig erfaring inden for området og tilstrækkelig tid til stadige studier og til at kunne bearbejde sine erfaringer«. Blandt ulemperne ved specialiseringen nævnte Aage Nielsen bl.a.: 1) Patienten: » Jo snævrere specialet er, desto større er risikoen for, at al sygdom ses gennem specialistisk farvede briller, at lægen bliver »organlæge« og mister den helhed af syne, som en patient nu er«. 2) Uddannelse af læger: » Hoveduddannelsen i almenkirurgi er allerede klippet så mange stykker, at det er så som så med det »almene« og lægernes uddannelse er på adskillige områder mangel-

fuld«. 3) Samfundet: » Specialismens sædvanlige risiko, tilbøjeligheden til overvurdering af sit eget områdes betydning og mangelfuld evne til at placere sit arbejde rigtigt som led i det øvrige samfund« (37). Aage Nielsen foreslog, at man bevarede de store kirurgiske afdelinger, men med flere overordnede og fastansatte læger. Hver af disse, der skulle være fuldt uddannede almenkirurger, kunne så erhverve sig indsigt og erfaring i hvert sit specielle område, men samtidig bevare bred føling med de øvrige områder ved tæt samarbejde med kollegerne. Aage Nielsen demonstrerede selv hvilken afgørende betydning specialisering kunne få for patienterne. Han blev i 1941 medlem af en kommission nedsat af Kræftens Bekæmpelse med henblik på at overveje og eventuelt udarbejde et forslag til forbedring af behandling af endetarmskræft her i landet. Kommissionen fandt, at der hvert år blev indlagt ca. 300 patienter med endetarmskræft fordelt på 121 sygehuse. Kun 3 sygehuse modtog 10 eller flere patienter årligt. Kun 27 % af patienterne blev radikal-opereret og dødeligheden efter operation var høj – væsentlig højere end rapporteret fra centre i udlandet! Kommissionen foreslog derfor, at behandlingen af endetarmskræft blev centraliseret til de 3 kirurgiske afdelinger tilknyttet de 3 Radiumstationer i Aarhus, Odense og København. Landsforeningen til Kræftens Bekæmpelse ville finansiere øgede udgifter ved ordningen så den kunne benyttes af alle patienter uanset bopæl og social baggrund. Aftalen blev af 53


Aarhus Byråd tiltrådt ultimo 1942 og annonceret i Ugeskrift for Læger primo 1943. 10. november 1950 udsendte Indenrigsministeriet et cirkulære, ifølge hvilket der skulle indhentes kaution fra »eget sygehus« forud for behandling af en patient i et andet amt, da udenamtsbehandlingen efterfølgende skulle betales af hjemamtet. Cirkulæret hindrede ikke, at Kræftens Bekæmpelse fortsat kunne betale for udenamts behandling af endetarmskræft. Men i praksis medførte cirkulæret at amterne »hjemtrak« diverse behandlinger og at aftalen vedrørende endetarmkræft smuldrede. I 1956 blev aftalen endeligt opsagt. Behandling af endetarmskræft på Kirurgisk Afdeling AKH før, under og efter aftalen om centralisering af behandlingen fremgår af Tabel 2. Tallene i tabellen taler næsten for sig selv og bekræfter udtrykket »øvelse gør mester«. Mesteren Aage Nielsen, der selv udførte langt hovedparten af disse indgreb døde desværre i 1949, hvorefter Niels BlixenkroneMøller (1907-1969) tog over. BlixenkroneMøller opgjorde operations-aktiviteten og dødelighed på 25 andre afdelinger ud fra deres årsberetninger i 1947-1949. De havde oftest kun opereret 2-3 patienter om året, tilsammen 136 patienter, heraf 41 operative dødsfald dvs. 30 % (brev til Kræftens Bekæmpelse). Efter Aage Nielsens død i 1949 blev Kirurgisk Afdeling imod hans eget ønske delt i 2. Blixenkrone-Møller blev chef for den ene halvdel, Kirurgisk Afdeling L (»den bløde 54

kirurgi« dog undtagen urologien), mens Vilhelm Aalkjær (1904-1986) blev leder af den anden halvdel, Kirurgisk Afdeling K (urologien sammen med ekstremitetskirurgien). Begge blev professorer i faget.

Thoraxkirurgi og kardiologi Den 13. februar 1952 sendte medicinaldirektøren Johs. Frandsen et brev til rådmand Chr. Nielsen i Aarhus, hvori han skrev at tuberkuloselægerne igennem længere tid havde klaget stærkt over savnet af større mulighed for at kunne få indlagt patienter til operativ behandling og havde anmodet om bedre muligheder for brystkirurgien ved vort sygehusvæsen. Frandsen spurgte om ikke det var muligt at oprette en brystkirurgisk afdeling ved AKH. Han havde tidligere luftet ideen over for Lassen, der ikke var interesseret og over for Aage Nielsen, der havde været positiv – det samme var nu Blixenkrone-Møller. Pneumonectomier var blevet indført på AKH i 1941 og samme år udførte afdelingslæge C.E. Prip Buus (1903-1969), som den første i Danmark, ligering af en ductus arteriosus apertus Botalli på hospitalet (3,38). Operationsmetoden var 2 år tidligere første gang be´ s årsrapporter skrevet i Boston (38). Af AKH fremgår at en sådan operation også blev gennemført i 1943. Begge børn overlevede. Prip Buus var også den første dansker, der foretog en lukket valvulotomi for mitralstenose i 1949. Det skete på Horsens Kommunehospital, hvor Prip Buus i 1946 var blevet overkirurg og


Tabel 2. Endetarmskræft: antal patienter, operationer og dødsfald på Kirurgisk Afdeling AKH. Aftale om centralisering af behandlingen blev indgået ultimo 1942, smuldrede efter cirkulære ultimo 1950 og blev opsagt 1956. Patienter indlagt med sequelae er ikke medtaget. År 1940 1942 1944 1946 1948 1950 1952 1954 1956 Radikalt opererede patienter: 1937-1942 1943-1947 1948-1949 1/6-49-1/2-51

Antal indlagte patienter

Antal operationer

Antal dødsfald (%)

24 17 61 65 98 72 53 21 19

14 8 48 79 77 56 54 26 24

4 (16%) 6 (38%) 7 (11%) 5 (8%) 4 (4%) 11 (15%) 3 (6%) 4 (19%) 10 (53%)

49 102 41 68

10 7 2 8

(20%) (7%) (5%) (7%)

Tallene med kursiv er opgjort af overkirurg Blixenkrone-Møller i et brev til Kræftens Bekæmpelse. De øvrige tal stammer fra afdelingens årsrapporter (3). Operation blev udført i 2 seancer (2 operationer) i starten af perioden. Senere oftest i e´n seance.

hvor han i nogle år fortsatte med at udføre hjerteoperationer (38). I Aarhus beskrev og ansøgte BlixenkroneMøller sammen med Cai Holten fra Medicinsk Afdeling og Bent Andersen fra Børneafdelingen om en kombineret thoraxkirurgisk og kardiologisk funktion på AKH. Den kardiologiske ekspertise var forudsætningen for korrekt diagnose og indikation forud for de hjertekirurgiske indgreb. Man rekrutterede derefter Tyge Søndergaard (1914-1990) og Henning Gøtzsche (1919-2006) fra København, hvor de var blevet uddannet hos Erik Husfeldt (1901-1984) og Erik Warburg (18921969). De blev ansat som 1. reservelæger un-

der henholdsvis Blixenkrone-Møller og Cai Holten, hvor de i et tæt samarbejde opbyggede de 2 nye specialer. På Kirurgisk Afdeling fik Tyge Søndergaard ret hurtigt eget sengeafsnit samt operationsprogram og i 1958 fik han bygget den første hjerte-lungemaskine af Erik Kyvsgård (19). Henning Gøtzsche måtte kæmpe anderledes hårdt for først at få lokaler til sit laboratorium og dernæst for egne senge. Det sidste lykkedes først, da han i 1962 – med Lægerådets tilslutning – sammen med overlæge Knud Buhl fra Lungemedicinsk Afdeling åbnede en fælles Thoraxmedicinsk Afdeling. Lungemedicinerne kunne afstå et sengeafsnit pga. tuberkulosens tilbagegang (39). Thorax55


kirurgisk afdeling blev selvstændig i 1962. I 1979 blev Thoraxmedicinsk Afdeling opdelt i en ren Lungemedicinsk og en ren Kardiologisk Afdeling. Tyge Søndergaard blev overkirurg i 1959 og professor i 1961. Henning Gøtzsche blev overlæge i 1958 og professor i 1968. I 1959 blev Poul Ottosen (1919-1995) ansat som assisterende overlæge og i 1966 som sideordnet overlæge på Thoraxkirurgisk Afdeling til at forestå udviklingen af det karkirurgiske område. Formålet med at oprette en Thoraxkirurgisk Afdeling i Aarhus var jo oprindelig at sikre adgang til god tuberkulosekirurgi. Efter afdelingens etablering aftog dette behov hurtigt i takt med den vellykkede bekæmpelse af tuberkulosen. Men der opstod nye behov. Da Erik Warburg i 1930 beskrev den akutte og subakutte koronarokklusion her i landet (40) blev det betragtet som en sjælden sygdom. Men i årene efter anden verdenskrig ændrede sygdomsbilledet sig markant og i 1953 var arteriosclerotiske og degenerative hjertesygdomme årsag til hvert 5. dødsfald i Aarhus by kun lige overgået af dødsfald som følge af kræft (41). Antal mænd med lungekræft i Danmark var i 1953 fordoblet og i 1963 tredoblet siden Cancerregisteret blev etableret i 1942 (cancer.dk). De første koronarafsnit blev indrettet i den ene ende af intensivafsnittet både på AKH og på AAS, hvor professor Poul Bechgaard (1912-1999) var blevet overlæge i 1955. Han havde særlig ekspertise i hypertension og havde med sin disputats i 1946 »Arterial hypertension: a follow 56

up study of one thousand hypertonics« klart demonstreret risikoen ved denne lidelse. Bypassoperationer blev udført fra 1975.

Endokrinologi Endokrinologi har egentlig altid været et særligt interesseområde inden for intern medicin i Aarhus og patienterne især med diabetes mellitus har fyldt godt i årsrapporterne (3). Allerede 2 af de 3 første medicinske overlæger i byen havde skrevet disputats inden for området. Aage Th. B. Jacobsen forsvarede i 1917 sin disputats om blodsukkerindholdet hos raske og ved diabetes mellitus, mens Cai Holten i 1925 forsvarede sin doktorafhandling om insulins virkning på det respiratoriske stofskifte (42). Som tidligere omtalt omhandlede J.E. Holst’s afhandling fra AAS i 1924 »de lette glukosurier« – forløb og prognose ved let diabetes. Fra 1938 til 1942 udgav praktiserende læge Hermann Nielsen (1882-1960), Aabyhøj sine »Forelæsninger over Klinisk Endokrinologi« på 1200 sider fra Munksgaard. Han drev et stort hormonlaboratorium og blev i 1950 udnævnt til æresdoktor ved Lunds Universitet (42). Det var dog især da professorerne Knud Lundbæk (1912-1995) i 1953 og Niels Schwartz Sørensen (1923-2011) i 1964 blev overlæger og chef for hver sin afdeling på henholdsvis AKH og AAS, at den videnskabelige udforskning inden for endokrinologien for alvor nåede højt internationalt niveau og omfang. De 2 store læremestre ind-


ledte en ædel kappestrid om at nå de bedste resultater. En konkurrence uden tabere, men med mange vindere – især patienterne, men også talrige unge læger, der under de 2 mestre blev uddannet klinisk og videnskabeligt – resulterende i 40 disputatser (42).

Laboratoriespecialerne Frem til 1950’erne havde de kliniske afdelinger på AKH hver deres laboratorium med hver deres analysemetoder. Analyseresultater fra en afdeling kunne derfor ikke uden videre sammenlignes med resultaterne fra en anden afdeling. I 1959 blev det endelig besluttet, at de kliniske afdelingers laboratorier skulle forenes i en centrallaboratorie-afdeling. Professor, overlæge, Rudolf Keiding (f. 1920) løste denne udfordrende opgave med fremragende organisationsevne og diplomati (43). Sideløbende opbyggede han stor videnskabelig aktivitet i sin nye afdeling. Afdelingen anskaffede sygehusets første online databehandlingsanlæg til håndtering af de enorme mængder af analyser. Allerede i 1934 oprettede professor Carl Krebs et bloddonorkorps – 81 donorer fra »Spejdernes og Væbnernes Frivillige Bloddonorkorps« (44). Den første lille blodbank begyndte i 1951 i et køleskab på operationsgangen, men i 1954 oprettedes Århus Hospitalernes Bloddonorkorps og en egentlig blodbank. Den sorterede under Røde Kors, men overlæge Henning Poulsen var chef (43). Flemming Kissmeyer-Nielsen (1921-1991)

havde i 1952-53 oprettet et blodtype serologisk laboratorium på Institut for Almen Patologi og i 1957 blev han overlæge i Blodbanken og Blodtypelaboratoriet. Afdelingen blev center for fremstilling af faktor VIII (kaldet AHG) og for behandling af hæmofilipatienter. Afdelingen skiftede senere navn til Blodbanken og Vævstypelaboratoriet. Kissmeyers ekspertise i vævstypebestemmelser var en forudsætning for de senere transplantationer. Han tog i 1969 initiativ til det nordiske organudvekslingsregister Scandiatransplant og blev i 1971 professor i klinisk immunologi. I 1967 blev Seruminstituttets regionalafdeling etableret på AKH, som dermed fik et bakteriologisk laboratorium – starten på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling. Den første leder af afdelingen var Per Bülow (f. 1931). Den 1. januar 1986 overgik afdelingen fra staten til AKH, Aarhus Amtskommune. I 1995 blev Klinisk Genetisk Afdeling oprettet med overlæge Peter K.A. Jensen (f. 1951) som leder. Afdelingen var beliggende i Bartholinbygningen side om side med Institut for Human Genetik. Instituttet havde siden 1970 udført prænatal diagnostik og var i 1974 vært ved det første skandinaviske symposium om prænatal diagnostik. I et samarbejde mellem 5 jyske amter og Aarhus Universitet blev Klinisk Farmakologisk Center oprettet i 1997 med Frederik Andreasen, som udover at være professor i klinisk farmakologi ved Farmakologisk Institut blev overlæge ved Klinisk Farmakologisk Afdeling. I 2000 blev overlæge Ole Schmitz (1950-2010) 57


den første kliniske professor i specialet. Klinisk Farmakologisk Afdeling på AKH var i starten tilknyttet Klinisk Biokemisk Afdeling, men blev i 2005 en selvstændig afdeling med Lars Peter Nielsen (f. 1959) som ledende overlæge, der indgik i en fælles afdelingledelse med apotekeren Henny Jørgensen.

Nefrologi og urologi Efter en række eksperimenter i afdelingens forskningskælder »Mejeriet« oprettede Blixencrone-Møller i 1955 på Kirurgisk Afdeling L et dialyse-afsnit med en kunstig nyre – det eneste af sin art vest for Storebælt (19). Kapaciteten rakte kun til patienter med akut nyresvigt – slet ikke til de kroniske! Hvert år døde 400 yngre mennesker af kronisk uræmi i Danmark. Den 19. april 1964 blev den første nyretransplantation på det europæiske fastland udført på AKH hos en 32-årig kvinde. Hun døde desværre efter nogle uger med afstødning af nyren. Den næste patient, der fik en ny nyre. levede i 20 år efter transplantationen (19). Denne succes skyldtes stort forarbejde og den høje ekspertise som var bygget op på hospitalet af 4-banden: Flemming Kissmeyer med vævstypebestemmelser, professor T. Steen Olsen (19272004) med sin store viden om nyrepatologi herunder vævsreaktioner, overlæge Villy Posborg Petersen (1919-2000) der tog initiativet til transplantationen og endelig reservelæge Ole Fjeldborg (1923-2009), der gennemførte transplantationen og som havde trænet i 58

Thoraxkirurgisk Afdelings kælder i eksperimentel kirurgi og karkirurgi. De største problemer gruppen stødte på var af etisk karakter. Nemlig modstand – fra sygeplejerskerne – bl.a. mod at der blev fjernet organer fra døende patienter inden det daværende dødskriterium var opfyldt (45). I 1967 vedtoges transplantationsloven, ifølge hvilken donors pårørende skal informeres om dødsfaldet og indgrebet, før det foretages. Ole Fjeldborg fortsatte transplantationsoperationerne og blev overlæge på Thoraxkirurgisk Afdeling i 1965. Villy Posborg Petersen, der var den første, der blev dr.med fra Århus Universitet i 1952, blev i 1965 professor og leder af Medicinsk Afdeling C, hvor han fortsat udviklede det nefrologiskespeciale og hvortil dialyseafsnittet var blevet flyttet. Afdeling K blev under ledelse af professor Aalkjær til en ren Urologisk Afdeling da Afdeling E i 1964 var blevet udskilt som Ekstremitetskirurgisk Afdeling.

Plastikkirurgi Plastikkirurgien i Aarhus blev introduceret ved at Blixencrone-Møller ansatte N.C. Petersen (1924-2009) som 1. reservelæge i 1965. Han var blevet uddannet inden for plastikkirurgi i England og hos den danske pioner Grete Olsen (19,43). N.C. Petersen blev chef for den nyetablerede Plastikkirurgiske Afdeling i 1969 og indledte et tæt samarbejde især med de øvrige kirurgiske afdelinger og med Radiumstationen, hvilket var en betydelig gevinst for den kirurgiske kræftbehandling.


Geriatri I 1904 blev De Gamles Hjem på Kirkegårdsvej indviet. Det indeholdt både pleje- og sygeafdeling. Sygeafdelingen fungerede som en aflastning for byens hospitaler og blev benævnt Geriatrisk Afdeling da Jørgen Scherwin (1912-1995) blev overlæge på afdelingen fra 1959. Afdelingen hørte under byens sociale forvaltning. Sct. Josephs Hospital virkede fra 1. april 1970 som efterbehandlings- og plejeafdeling. Patienterne blev i alt væsentligt indlagt fra AKH og AAS. I 1972 overtog Amtskommunen hospitalet og videreførte funktionen, der blev tilført ledende fysioterapeut og ergoterapeut. Den 1. juli 1976 blev der samme sted oprettet en egentlig Langtidsmedicinsk Afdeling med overlæge Jørgen Scherwin som chef. I 1986 blev afdelingen overflyttet til Marselisborg Hospital og skiftede (atter) navn til Geriatrisk Afdeling.

Arbejdsmedicin Professor og læge Bernardino Ramazini (1633-1714) i Padua skrev og udgav i år 1700 sin bog »De Morbis Artificum« (på dansk: Om Sygdom og Arbejde), hvori han beskrev de symptomer og sygdomme som mange faggrupper pådrog sig som følge af deres arbejde. Han skrev bl.a. om malerne: »Næsten alle malere, jeg kender, er sygelige«, »de lever ikke særligt længe«, »Malernes stillesiddende liv og melankolske temperament bærer en del

af skylden », men »En mere direkte årsag til deres tilbøjelighed til sygdom ligger i de materialer, de håndterer, og de forureninger, som de dagligt indånder« (46). Omkring 1970 fandt en gruppe unge medicinstuderende ved Aarhus Universitet, at dagens danske malere døjede med lignende gener, som nu fik betegnelsen »malersyndromet«. De publicerede Malerrapporten først på en spritduplikator hos Studenterrådet i 1971, men året efter hos forlaget Modtryk (47). Der var allerede i 1946 oprettet en Arbejdsmedicinsk Klinik på Rigshospitalet. Specialet blev genfødt i kølvandet på studenteroprørets arbejdersolidaritet og fra 1977 blev der oprettet arbejdsmedicinske klinikker i alle amter med opgaver (primært forebyggende), som beskrevet i Indenrigsministeriets cirkulære af 27. juni 1977 (48). »Erhvervshygiejne« der skulle beskytte medarbejdere mod arbejdsbetingede sygdomme og ulykker blev før den tid i Aarhus udøvet ved at sundhedskommissionerne og embedslægen rettede forespørgsler til virksomhederne og lejlighedsvis aflagde besøg sammen med fabriksinspektøren. Resultaterne blev bl.a. afrapporteret i Amtslægekredsens årsrapporter (41). I 1961 blev der i byen åbnet en Arbejdsklinik som en selvejende institution godkendt af Socialministeriet. Rådmand Chr. Nielsen var formand for bestyrelsen og Erik Schack von Staffeldt (1916-1990) var overlæge på klinikken, der var beliggende i Teknologparken på Marselis Boulevard. Formålet med klinikken var at give erhvervs59


hæmmede personer på efterbehandlingsstadiet funktionsoptræning og arbejdstilvænning i forbindelse med fysiurgisk og anden lægelig behandling samt observere og vurdere de pågældendes arbejdsevne. Erik Staffeldt fortsatte som overlæge på Revalideringscentret, der i 1965 blev etableret på Marselisborg Hospital. Den 1. januar 1977 åbnede den første Arbejdsmedicinske Klinik på Marselisborg Hospital med Niels Bang Pedersen (f. 1933) som overlæge. Niels Bang Pedersen havde opnået stor erfaring med arbejdsdermatologi i sin hidtidige funktion på Dermato-Venerologisk Afdeling. Formålet med den nye klinik var primært at forebygge arbejdsrelaterede lidelser (48). I 1985 blev Arbejdsmedicinsk Klinik overført til AKH og i 2002 blev Jens Peder Bonde (f. 1952) den første kliniske professor i specialet.

Medicinsk gastroenterologi og hepatologi – det »glemte« speciale Medicinsk gastroenterologi og hepatologi var veletablerede specialer i andre store byer især i København, men også i Aalborg, før der endelig i 1992 blev etableret en afdeling på AKH i Aarhus under ledelse af professor Hendrik Vilstrup (f. 1948). Udsættelsen havde ikke grund i, at jyderne gik fri af alvorlige medicinske mave- og leverlidelser, men skyldtes modstand fra kirurgerne bl.a. professor Erik Amdrup (1923-1998), der ikke ønskede en sådan selvstændig ny medicinsk afdeling. Denne 60

holdning skiftede da kirurgerne, nu med professor Steen Lindkær Jensen (f. 1947) i spidsen, ønskede at gennemføre levertransplantationer, hvilket forudsatte lokalt samarbejde med en højt specialiseret medicinsk hepatologisk afdeling. Den første levertranplantation blev gennemført i december 1992 (19). Et par år senere blev alle levertransplantationer samlet på Rigshospitalet! Men jyderne fik heldigvis den længe tiltrængte medicinske specialafdeling og nyder stor gavn af dens høje kvalitets- og forskningsniveau.

Odontologi og kæbekirurgi – tandlægespecialet Overlæge J. Fabricius-Møller argumenterede allerede fra 1938 for, at behandlingen af kæbefrakturer var et tandlægespeciale og han indledte selv et meget frugtbart samarbejde med tandlæge Hans Kjærholm på AAS, der fik henvist patienter med kæbefrakturer fra en række sygehuse (49). Behandlingen af kæbefrakturer blev i 1945 flyttet til Ortopædisk Hospital i Aarhus, hvor de fortsat blev varetaget af Hans Kjærholm på honorarbasis. Da der senere kom knas i denne ordning forespurgte Sundhedsstyrelsen i 1951 om »de noget vanskeligere kæbefracturer« fra hele Jylland ville kunne behandles på AKH. Holdningen til forslaget var positiv og Kjærholm begyndte efterfølgende at arbejde på Kirurgisk Afdelings operationsgang på AKH. Høj belastning og især store pladsproblemer på de kirurgiske afdelinger medførte dog, at der


først blev etableret en selvstændig tandklinik på AKH i 1965 med E. Krantz Simonsen som klinikchef. Han omdøbte hurtigt klinikken til Odontologisk Afdeling, der ud over operationsfaciliteter også havde egne senge. Det var »undervisningssenge« finansieret af Aarhus Tandlægehøjskole. Sengene var beregnet for tandlægehøjskolepatienter med henblik på klinisk undervisning af de tandlægestuderende i kæbekirurgi. De første patienter blev indlagt i 1962.

Ledelse, samarbejde og økonomi De store hospitaler i Aarhus har altid været politisk ledet – engang meget tæt. Fra indvielsen af Aarhus Kommunehospital i 1893 og indtil 1950 blev kommunens hospitaler bestyret af byrådet ved et udvalg, der bestod af 3 byrådsmedlemmer. Overlægen/overlægerne deltog i møderne på udvalgets opfordring. Den socialdemokratiske overlærer K. Mousten var fra 1909 og helt frem til 1946 formand for Sygehusudvalget og opbyggede et meget nært og værdsat samarbejde med overlægerne (19). Overkirurg Holger Strandgaard skriver således om sin flytning fra København til AKH i 1913: »Jeg vil ikke nægte, at Overgangen var lidt svær, men det varede ikke længe; thi takket være et sjældent forstaaende Sygehusudvalg, hvis Formand, Overlærer Mousten paa en ganske enestaaende Maade værnede om Arbejdet for at hæve Sygehusets Standard i enhver Retning, tog det daglige Arbejde saadan Form, at ingen

kunde ønske sig bedre Arbejdsforhold«. Da Mousten havde 40 års jubilæum som byrådsmedlem skrev professor Malmros i et brev til ham bl.a. »Jeg har altid gået til Dem med Tryghed, med den samme Fornemmelse, jeg havde over for min afdøde Far«. Fra 1950 indførte kommunen magistratsordningen og Christian Nielsen blev rådmand for kommunens hospitals- og socialvæsen. Som følge af Kommunalreformen overgik alle hospitalerne i Aarhus den 1.4.1970 til den nyoprettede Aarhus Amtskommune. Ifølge Aarhus Kommunes regulativer for Aarhus Kommunehospital (1893 og 1899) var overlægen, »under ansvar over for udvalget, hospitalets øverste myndighed, alle hospitalets øvrige funktionærer overordnet«. Inspektøren varetog hospitalets regnskabssager og under »overlægens overtilsyn« tillige »de daglige og til enhver tid forekommende administrationssager«. Da Marselisborg Hospital kom til og der var blevet ansat mere end en overlæge på AKH fremgik det af de følgende hospitalsregulativer fra 1913/14 og 1925/26, at »overlægerne er under den daglige drift med ansvar over for udvalget deres afdelings øverste myndighed«. I 1913 gøres inspektøren på hvert hospital reelt sideordnet med overlægerne idet han refererer direkte til udvalget. Inspektøren er bl.a. ansvarlig for hospitalets økonomi. Fra 1942 erstattes inspektøren af en direktør – sideordnet med overlægerne og med »overledelse« af hospitalernes administration og økonomi. Direktør nummer to på AKH N. Vinther Møller, som 61


Fig. 4. Aarhus Kommunes Lægeråd 1935. Bagerste række fra venstre: J.H. Bang (MH), O. Lassen, C. Krebs. Forreste række fra venstre: Fr. Gregersen, S. Zahlmann (MH), Aa. Rahlff, H.Strandgaard.

tiltrådte i 1957, var ikke tilfreds med at være »sideordnet«. Til overlægernes store vrede forbeholdt han sig ret til at tage kritisk stilling til deres større økonomiske dispositioner og ønsker. Til hans skuffelse var rådmand Christian Nielsen dog »utilbøjelig til at lytte til administrativ kritik af overlægeønsker« (43). 62

I 1913 besluttede Byrådet, at overlægerne også kaldet »de ledende læger« ved kommunens hospitaler sammen dannede Aarhus Kommunes Lægeråd under forsæde af en af overlægerne ved Kommunehospitalet (valgt af Lægerådet). Lægerådet »samles til drøftelse af forhold af lægelig interesse de forskellige af-


delinger vedrørende – særlige sådanne, der måtte nødvendiggøre nyanskaffelser, forandringer i bygninger, plejeforhold o.l. forinden der sker henvendelse til udvalget«. Lægerådet holdt konstituerende møde den 23. maj 1913. Overkirurg Holger Strandgaard blev rådets første formand. Fra 1941 deltog formanden for Lægerådet og dennes stedfortræder normalt i Hospitalsudvalgets møder. Fig. 4 viser Lægerådet i 1935. Alle på billedet på nær Carl Krebs havde været med i rådet fra 1913, Fr. Gregersen dog først fra 1916. Man løb ikke af pladsen! Frem til 1960 var der kun ansat e´n overlæge på hver af de ofte store afdelinger. Oftest var overlægen tillige professor i specialet. Overlægen forventedes at være til stede og skulle således have udvalgsformandens tilladelse til at være bortrejst mere end 48 timer og Byrådets tilladelse hvis fraværet oversteg 14 dage. På hospitalet havde overlægerne ofte et tæt internt samarbejde bl.a. i Lægerådet, hvor også eventuelle stridigheder søgtes løst. Forstanderinden (inspektricen) var en vigtig faglig partner. Hun ansatte sygeplejersker samt sygeplejeelever og var deres overordnede, men samtidig var overlægen sygeplejepersonalets nærmeste foresatte på den enkelte afdeling. I henhold til Byrådets beslutning af 4. november 1948 blev der i 1949 etableret det første tværfaglige Samarbejdsudvalg på AKH. På A-siden var bl.a. 2 byrådsmedlemmer, hospitalsdirektøren, lægerådsformanden og forstanderinden. Udvalget vigtigste opgaver var at fremme institutionens

effektivitet, den bedst mulige erhvervsuddannelse af medarbejderne og endelig at skabe de bedst mulige arbejdsforhold. Uden for hospitalets rammer var overlægerne aktive og søgte kollegial inspiration i Jydsk Medicinsk Selskab, der blev oprettet i 1913, samt i de landsdækkende videnskabelige selskaber, hvoraf en del blev etableret meget tidligt. Således blev Dansk Dermatologisk Selskab etableret i 1898, Dansk Selskab for Otolaryngologi, Hoved- og Halskirurgi i 1899, Dansk Kirurgisk Selskab i 1903 og Dansk Selskab for Intern Medicin i 1914. Universitetet og hospitalerne i Aarhus har fra starten været tæt forbundne og gensidigt afhængige. Uden Byrådets vilje til at investere i hospitalerne med nye specialer og uden en meget stor indsats fra hospitalernes overlæger var Aarhus måske ikke blevet universitetsby. Omvendt har lægeuddannelsen ved Universitetet nødvendiggjort og til dels medfinansieret oprettelsen af en række nye kliniske specialer i Aarhus før end noget andet sted i provinsen. Som professorer var overlægerne ledere både på Universitetet og på hospitalerne. Både Cai Holten og Willy Munck var endda rektor på Universitetet i hver sin periode. Tidligere blev overlægerne på AKH ansat af Byrådet, når Amtslægen var blevet hørt. Efter åbning af Universitetet skulle også indenrigsministeriet høres såfremt der til overlægestillingen var knyttet klinisk undervisning. Det medførte kun konflikt i e´t tilfælde, nemlig da overlægestillingen og professoratet i neurologi skulle besættes efter 63


Munck-Petersens fratrædelse i 1966. Universitetet ønskede at ansætte Bent de Fine Olivarius (1922-2005) mens hospitalet ønskede Ejner Pedersen (1918-1985), der allerede var ansat som sideordnet overlæge på afdelingen. Det endte med at Olivarius fik professoratet. Ejner Pedersen blev dog også ledende overlæge, idet man delte afdelingen i 2, en til hver (43). Patienterne skulle oprindelig selv betale for »Kur og Pleje« medmindre de blev indlagt for en statsanerkendt sygekasses regning eller led af en af de smitsomme sygdomme, som gav adgang til vederlagsfri behandling. Ubemidlede kunne blive indlagt på fattigkassens regning. Betalingen voldte i nogle tilfælde problemer. En enke fandt det således ikke rimeligt at betale for en dyr operation når hendes kære ægtemand efterfølgende var død på hospitalet. Med socialreformerne i 30’erne blev det en pligt at være tilmeldt en sygekasse og fra 1973 var alle dækket af den offentlige sygesikring. De somatiske hospitaler i Aarhus var i starten udelukkende bestemt for borgerne i Aarhus by og amt. Den første Radiumstation i Aarhus i 1914 var dog beregnet for patienter fra hele Jylland. Centraliseret specialbehandling ud over byens og amtets grænser fik dog først et stort omfang da den nyopførte Radiumstation startede sin virksomhed i 1935 og da en række andre nye specialafdelinger senere blev etableret i takt med at den kliniske studenterundervisning blev udbygget. Både Aarhus Byråd og Amtsråd viste vel64

vilje over for bevillinger til hospitalsvæsenet. Men staten spædede også godt til. Som tidligere nævnt drev staten Psykiatrisk Hospital og Fødselsanstalten. Gennem Samfundet og Hjemmet for Vanføre finansierede staten næsten Ortopædisk Hospital og gennem Kræftens Bekæmpelse dækkede staten ligeledes udgifterne på Radiumstationen. Også de neurologiske og neurokirurgiske afdelinger med tilhørende støttefunktioner/afdelinger blev finansieret af staten. Aarhus Universitet påtog sig at betale halvdelen af anlægs- og driftsomkostningerne ved etableringen af det nye institut i patologisk anatomi. Fra 1952 blev Universitetssengeordningen indført. Den skulle sikre det fornødne patientunderlag for klinisk undervisning og forskning. Ordningen betød at udenbys patienter kunne indlægges på Undervisningsministeriets regning. AKH nåede op på at have 181 undervisningssenge fordelt på de enkelte afdelinger (43). Ordningen bidrog væsentligt til opbygningen af Aarhussygehusene til de højtspecialiserede landsdelshospitaler – og det universitetshospital, som de udgør i dag.

Litteratur 1. Nielsen J., Danielsen E. Fra Jydske Asyl 1852 til Psykiatrisk Hospital i Århus 2002. Af hospitalets personale og patienter. Ovartaci Fonden, 2002. 2. Bastrup-Madsen P. Turnus på Århus Amtssygehus 194546. Særtryk, Århus Amtssygehus, 1991. 3. Beretninger om Virksomheden på Aarhus Kommunehospital/Aarhus Kommunes hospitaler i årene 1903-1970. Udgivet af Aarhus Byraad ved hospitalets/hospitalernes overlæge/overlæger.


4. Aarhus Byraads Forhandlinger for 1912-1913. Mødet 19. september 1912, s. 154-164 og mødet 17. oktober 1912, s. 188-196. Aarhus Byraad 1913. 5. Nybølle H.C. Dødelighedsstatistik. Salmonsens Konversationsleksikon, bind VI, redigeret af Christian Blangstrup. København, J.H. Schultz, 1917. 6. Uddrag af Aarhus Byraads Forhandlinger for 1876. Sag nr. 158/76, s. 108-119. Aarhus. Brødr. Badhaufens BogStentrykkeri, 1877. 7. Aarhus Kommunehospital. Politiken, 18. maj 1912 (ingen forfatter). 8. Vallgårda S. Sygehuse og sygehuspolitik i Danmark. Et bidrag til det specialiserede sygehus-væsens historie 19301987. Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1992. 9. Sagsregister til de trykte Uddrag af Aarhus Byraads (Kommunalbestyrelses) Forhandlinger for Aarene 18671900. Aarhus. Aarhus Stiftsbogtrykkeri, 1902. 10. Albeck G. Jul blandt »faldne« kvinder. Aarhus stiftstidende, 24. december 1980. 11. Sørensen F.H. Kirurgerne og kirurgien på Aarhus Amtssygehus. Kirurgisk Afdeling P, Århus Universitetshospital, Århus Sygehus, 2010. 12. KFUK protesterer mod Seksualklinik i Aarhus. Demokraten, 19. marts 1948. 13. Ønsker Seksual-Klinikken lukket for de ugifte –! Demokraten, 4. januar 1949. 14. Uddrag af Aarhus Byraads Forhandlinger 1900. Mødet 6. december 1900, s.273. 15. Aarhus Byraads Forhandlinger for 1910-11. Mødet 25. august 1910, s. 121-123. 16. Lassen H.C.A. The Epidemic of Poliomyelitis in Copenhagen, 1952. Proceedings of the Royal Society of Medicine. Section of Epidemiology and Preventive Medicine 1953, October 16, (53):67-71. 17. Tønnesen E.K. Anæstesiologiske principper anvendt i behandling af poliopatienter. Et kvantespring inden for intensiv terapi. UFL 2000 (1):46-48. 18. Trykknap-afdeling redder liv på Århus Kommunehospital. Århus Amtstidende 13.7.1963. 19. Reich E.K. Rask op ad bakke. En krønike. Århus Kommunehospital, 1993. 20. Espersen B.T., Roager A.L. Det vidunderlige stof. Erindringer fra Radiumstationen i Århus 1914-2008. Aarhus Universitetsforlag, 2008. 21. Bastrup-Madsen, P. Som jeg oplevede begyndelsen til mo-

derne kemoterapi af leukæmi. Aarhus Amtssygehus, 1989. 22. Aarhus Byraads forhandlinger 1914-15 s. 529 – mødet den 12. februar. Aarhus Byraad, 1915. 23. Gregersen M. »Krøniken« om Retsmedicinsk Institut Aarhus Universitet 1959-2005. Særtryk. 24. Holten C. Fra volontør til Emeritus. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1968. 25. Lorenzen E. Livet med skyggen. Erna Lorenzen og Bogan’s Forlag. København, 1991. 26. Lassen O. Tuberkulosestationsarbejdet i Aarhus. Tidsskrift for Danske Sygehuse 1935(23):209-212. 27. Buhl K., Nyboe J. Epidemiological Basis of Tuberculosis Eradication. Changes in the Mortality of Danish Tuberculosis Patients since 1925. Bull. WHO 1967 (37):907925. 28. Aarhus Byraads forhandlinger 1913-14. Mødet den 23. juni 1913, s. 161. 29. Det nybyggede Ortopædisk Hospital i Aarhus. Europas mest moderne hospital. Aarhus Amtstidende, 7.12.1940. 30. Indvielsen af Ortopædisk Hospital. Til gavn ikke blot for de Vanføre, men for hele Samfundet. Aarhus Amtstidende, 9.12.1940. 31. Helmig O. Helbrede, lindre, trøste. FADL’s Forlag, 2010. 32. Betænkning afgivet af det af Arbejds- og Socialministeriet nedsatte Udvalg angaaende Hjælp til Behandling af Gigtsygdomme. København, 1946. 33. Bager K. Ud af den ensomme smerte. Et historisk blik på reumatologisk sygepleje. I: Sygepleje. Århus Kommunehospital 1893-1993. Udgivet af Århus Kommunehospital, 1993. 34. Børne-Afdelingen i Århus har nu eksisteret i 25 år. Demokraten 17.1.1965. 35. Hager M. Sygeplejen på neurokirurgisk operationsafdeling gennem 50 år. En kalejdoskopisk gennemgang. I: Sygepleje. Århus Kommunehospital 1893-1993. Udgivet af Århus Kommunehospital, 1993. 36. Thomsen K.A., Jepsen O. Otolaryngologiens historie i Danmark. Dansk Selskab for Otolaryngologi, Hoved- og Halskirurgi, 1999. 37. Nielsen A.A. Om lægearbejdets organisation på en kirurgisk afdeling. UFL 1949 (111):73-76. 38. Sørensen H.R. Hjertekirurgiens udvikling. I: Træk af dansk kardiologi gennem 500 år. Redigeret af Bent Lyager Nielsen. Dansk Cardiologisk Selskab, 1993. 39. Gøtzsche H., Bloch Thomsen P.E.. Kardiologi i Århus. I:

65


40.

41. 42.

43. 44.

66

Træk af dansk kardiologi gennem 500 år. Redigeret af Bent Lyager Nielsen. Dansk Cardiologisk Selskab, 1993. Warburg E.J. Om Coronarkredsløbet og om Thrombosen af en Coronararterie: med en historisk oversigt. Særtryk af Bibliotek for Læger, 1930. Medicinalberetning for Aarhus Amtslægekreds 1953. Aarhus. Th. Thrues bogtrykkeri, 1954. Ørskov H., Møller N. Diabetesforskning i Århus 19212003. I: Topforskning ved Aarhus Universitet – en jubilæumsantologi. Acta Jutlandica 2003 78:1. Vinther Møller, N. Optimismens epoke. Jubilæumsskrift. Aarhus Kommunehospital, 1968. Feyring E., Madsen E. Blodbanken før og nu. I: Sygepleje. Århus Kommunehospital 1893-1993. Århus Kommunehospital, 1993.

45. Koch T.Ø. Ulovlige transplantationer. Sygeplejersken 32/1993, s. 4-14. 46. Ramazzini B. Om Sygdom og Arbejde. Oversat fra Bernardino Ramazzini: De Morbis Artificum, 1713-udgaven, Padua). Udgivet af Hans Ole Hein og Finn Gyntelberg. Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik, H:S Bisbebjerg Universitetshospital, 2005. 47. Malerrapporten. Modtryk, 1972. 48. Indenrigsministeriet. Vejledende retningslinier vedrørende sygehusvæsenets arbejdsmedicinske ambulatorier og klinikker m.v. Indenrigsministeriets cirkulære af 27. juni 1977. 49. Fabricius-Møller J., Kjærholm H. Centralisering af Kæbefracturbehandling. Korrespondence. UfL 1944, 50, 1238.


Kirurger og kirurgi i Jylland – et strejftog Finn Hanberg Sørensen

Denne artikel er et strejftog gennem 100 års kirurgi i Jylland og historien om en række kirurger, der har præget udviklingen. Det er en personlig beretning, om hvad der under læsning har fascineret mig, hvad kolleger har fortalt, og hvad jeg selv har oplevet.

Den første formand Tage-Hansen var en høj flot mand, der var kendt af alle, når han med sin let ludende gang gik gennem byen fra Aarhus Amtssygehus til Læsestuen på Lille Torv ledsaget af hunden Frederik. Eller man kunne se ham tage turen ned ad Fattiggaardsbakken, i dag kaldet Vester Alle´, for at besøge ejeren af Aarhus Mølle, Ernst August Weis (18481912), i dennes domicil på Mølleengen. Her samtalede de to om de skønne kunster, thi begge var entusiaster, hvad angik musik og kunst. Tage-Hansen var en vidtfavnende person. Han var den største kirurg i Jylland og blev titulær professor qua sine fortjenester. Mogens Andreassen (1911-2002) har senere kaldt

ham Jyllands Rovsing, den største ros der vel kan tilkomme en jysk kirurg fra en professor på Rigshospitalet [1 s. 199-202]. Professor Tage-Hansen var ydermere en central skikkelse i det politiske og kulturelle liv i Aarhus. Det sammenfattede amtslæge Johannes Lunddahl (1859-1943), i nekrologen i Ugeskrift for Læger efter Tage-Hansens død i 1920, på følgende vis: »Han var sin by en god borger, og utallige var de Tillids- og Hædershverv, der i Aarenes løb tilfaldt ham. Han var fremmest i alle kulturelle og humane Foretagender i Aarhus; der var Tider, da intet ret vel kunne sættes i Værk, uden at Tage-Hansens Navn var mellem Indbyderne« [2]. Tage-Hansens aner var jyske. Farfaren var rektor på Viborg Kathedralskole, og faderen, kancelliraad Georg Vilhelm Hansen, var først prokurator i Frederikshavn, hvor sønnen Tage Algreen Hansen blev født i 1849, for senere at blive herredsskriver og politimester i Sandvig Allinge på Bornholm. Moderen Elise Auguste f. Møller stammede fra Slesvig, der endnu henhørte under det danske monarki, da sønnen Tage blev født. Da Jydsk Medicinsk Selskab blev oprettet, var 67


Fig. 1. En flot kirurg. Tage-Hansen med bowlerhat.

det kun Nørrejylland, landet nord for Kongeaaen, der var tilbage som selskabets rekrutteringsområde. Da han havde bestået den medicinske embedseksamen i 1873, blev Tage Hansen reservelæge i hæren. Derefter påbegyndte han den kirurgiske uddannelse med kandidatansættelser hos Valdemar Holmer (1833-1884) og Carl Ludvig Studsgaard (1830-1899) på 68

henholdsvis 1. og 5. afdeling på Københavns Kommunehospital. Efter et længere ophold i 1876-77 hos antiseptikkens grundlægger, Joseph Lister (1827-1912) på The Royal Infirmary i Edinburgh, blev det til en toårs ansættelse som reservekirurg hos Studsgaard. Herefter gik turen til Aarhus. Den 2. april 1879 kunne man i Aarhus Stiftstidende læse følgende annonce: »Undertegnede agter i Løbet af Juli Maaned at nedsætte sig som praktiserende Læge i Aarhuus. Kjøbenhavn, den 29de April 1879. Tage Hansen, reservechirurg ved Communehospitalet«. Hvorfor valgte en talentfuld reservekirurg, ansat hos tidens behændigste operatør C.L. Studsgaard, at slå sig ned i Aarhus? Flere forhold har sikkert spillet ind. Tage Hansens aner var som nævnt jyske. E´n bror var sagfører i Odder, en anden apoteker i Hobro, og kort inden han drog til Aarhus, var reservekirurgen blevet gift med en godsejerdatter fra Visborg. Tanken om at skulle bo og virke i Jylland var ikke skræmmende, og mulighederne for en fast hospitalsansættelse i København var små. Tage Hansen havde nok også fornemmet, at der måtte ske noget på sygehusområdet. For på fællessygehuset i Dynkarken for byen og de omkringliggende fire herreder var der ingen fast sygehuslæge. En sådan stilling blev opslået kort efter, at Tage Hansen var flyttet til byen. Den blev besat med en anden ansøger, en af byens praktiserende læger. Begrundelsen for at forbigå Tage Hansen var, som et


byrådsmedlem udtrykte det: »En virkelig dygtig Mand med en god Uddannelse kan jo nemt gå hen og blive alt for dyr for Kommunen« [3 s. 47]. Bedre gik det, da amtet i 1882 åbnede et nyt sygehus, som var beliggende på det, der i dag hedder Ingerslevs Boulevard. Her valgte man Tage Hansen. Han startede som sygehuslæge, men fik overlægetitlen, da der blev oprettet en reservelægestilling et par år senere. I 1897 kom der bindestreg mellem Tage

og Hansen. Forklaringen var den enkle, at han altid ude omkring blev omtalt som Tage Hansen på en måde, som var det hans efternavn. Den honorære professortitel kom til i 1901. Tage-Hansen forblev på Amtssygehuset til sin død i 1920. I 1882 havde sygehuset kun 42 senge, men gradvist blev der opført nye bygninger, og i 1908 blev den markante kirurgiske afdeling ud til Ingerslevs Boule-

Fig. 2. Aarhus Amtssygehus o. 1885.

69


vard indviet. Der var på sygehuset senge til epidemisk- og venerisk syge, men det kirurgiske var alt dominerende. Patienter kom fra hele Jylland for at blive opereret på Amtssygehuset, og 25 % af sengene var belagt med overlægens privatpatienter. Det skæppede godt i kassen, både til Tage-Hansen og til sygehuset. Tage-Hansen var i en periode medlem af Aarhus Byråd. Her arbejdede han især for, at der skulle bygges et nyt sygehus til afløsning af det helt utidssvarende sygehus i Dynkarken. Efter lange forhandlinger vedtog byrådet, at der skulle bygges et Aarhus Kommunehospital, der blev indviet i 1893 og var placeret på Knudrisbakken ved Randersvej. Et historisk sted, for her havde Rytterfægtningen fundet sted under treårskrigen den 31. maj 1849. Den første overlæge på Kommunehospitalet blev Christian Weis (1850-1916), der havde været sygehuslæge i Dynkarken. Han fik stillingen som overlæge på trods af, at den langt bedre kvalificerede Tage-Hansen også var ansøger til stillingen. Her har det utvivlsomt spillet ind, at den nye overlæge tilhørte den indflydelsesrige Aarhusfamilie Weis. Men hvorfor søgte Tage-Hansen stillingen på Kommunehospitalet? Forklaringen er formentlig, at han fornemmede, at udfoldelsesmulighederne og udviklingsmulighederne ville være større på Kommunehospitalet end på Amtssygehuset. Det var en skuffelse for TageHansen, at han blev forbigået til stillingen, og ved møderne i Lægeforeningen, hvor Tage70

Fig. 3. Christian Weis. Den første overlæge på Aarhus Kommunehospital.

Hansen var mangeårig næstformand, kom Weis ikke så hyppigt til møderne. Fagligt var det Tage-Hansen, der ragede op, og Weis brød sig ikke om i diskussionerne at blive nedgjort af den store mand fra Amtssygehuset [4, 5 s. 19-20].


Anders Juul (1886-1961), der var reservelæge på Amtssygehuset, og som senere blev overlæge i Holstebro, har beskrevet Tage-Hansen på følgende vis: »Professoren besad en hjertevindende Personlighed med vidtspændende Interesser, en bonsens og en forstående og medfølende Menneskelighed, der gjorde Stuegangen med ham til en Fest for hans Assistenter og til en opmuntrende Oplevelse for hans Patienter, af hvem han var elsket som få« [6]. Tage-Hansens kulturelle engagement manifesterede sig gennem formandskab i Aarhus Museums kunstafdeling og som medlem af bestyrelsen for Musikforeningen. Udover engagementet omkring etableringen af Læsestuen og Jydsk Medicinsk Selskab, var han en af de tidlige frontkæmpere for at få et universitet i Aarhus. Her får man et eksempel på, at selvom Tage-Hansen var en venlig mand, kunne han godt være skarp i replikken. Ved et møde i Rigsdagen i 1919 om muligheden for at få et universitet i Aarhus, var Tage-Hansen en af talerne, og kontant var han, da han påpegede, at man i København havde Universitet, Polyteknisk Læreanstalt, Landbohøjskolen, Kunstakademiet og Farmaceutisk Læreanstalt, men at man i Jylland i de senere år ikke havde fået andet end »et Døvstummeinstitut i Fredericia og Aandssvageanstalter« [7].

Lassen, Heiberg og en tur nordenfjords Det er næppe en tilfældighed, at det var overlægen fra Randers, Otto V. Lassen, der blev

valgt til dirigent ved det stiftende møde i Jydsk Medicinsk Selskab, og at Tage-Hansen i sin tale pointerede, at da han selv blev ansat på Aarhus Amtssygehus i 1882, var »Dr. Heiberg allerede begyndt at virke kirurgisk oppe i Thisted«. Aage Als-Nielsen (1890-1970), der blev overlæge i Silkeborg og senere i Skive, var som medicinsk student vikar for turnuskandidat på Randers Kjøbstads Sygehus, da Otto Lassen (1845-1919) var overlæge. Det var et ophold, der gjorde stort indtryk på Als-Nielsen, og som han har berettet om i Dansk Kirurgisk Selskabs 50 års jubilæumsbog [8]. Lassens operative færdigheder var imponerende. Han opererede hurtigt og sikkert. »På intet punkt gav han de store navne i København noget efter. I Jylland nævnte man ham da også blandt de store: Tage-Hansen i Århus, Heiberg i Viborg og Lassen i Randers. De havde været den moderne kirurgis pionerer i hovedlandet«. Als-Nielsen blev indlogeret i kælderetagen. Vagt havde han hver dag, men kunne dog gå en tur om eftermiddagen, når han sikrede sig, at reservelægen var hjemme. Og så tilføjer han: »Alt i alt ganske almindelige og efter den tids opfattelse rimelige forhold«. Dagen efter ankomsten blev Als-Nielsen sat til at give kloroformanæstesi til en kone, der skulle opereres for en cancer uteri. Lassen fjernede uterus, adnexa og de lokale glandler. Operationen varede over 4 timer, hvor Als-Nielsen ind imellem fik små råd fra Lassen om, hvor meget han skulle dryppe på 71


Fig. 4. Overlæge Lassen opererer anno 1899 assisteret af J. Boysen, der senere blev overlæge i Kolding.

masken. Vædskebehandling var der ikke tale om. Patienten overlevede. En af Lassens yndlingsoperationer var i øvrigt at fjerne store tuberkuløse glandler på halsen, der ofte havde secernerende fistler. Var der svære adhærencer mellem glandelparquetet og de store kar, lød det ofte fra 72

operatøren: »Drag dine sko af gamle Lassen, for det sted, du står på, er helligt – uh! Hvor er det helligt«. Peter Wilken Heiberg (1840-1920) var først praktiserende læge og efterfølgende distriktslæge i Thisted frem til 1879, hvor han flyttede til Viborg. I Thisted udførte han i


årene 1868-79 i alt 17 laparotomier. Som den første i landet foretog han i 1869 en femuramputation med heling per primam, og han var også den første herhjemme, der i 1872 udførte et kejsersnit, hvor både moder og barn overlevede. Heiberg havde både erhvervet Universitetets guldmedalje og taget doktorgraden, så helt naturligt skrev han om sine bedrifter. Da disse blev mødt med mistillid, ophørte han med skriveriet. Mistillid var der til gengæld ikke i lokalbefolkningen. Da en kone i Thisted hørte om hans afrejse, udbrød hun. »Nu må vi helt stole på Vorherre«. Da Heiberg blev distriktslæge i Viborg i 1879, var forholdene på sygehuset i Grønnegade elendige. Han var den der frem for nogen kæmpede for, at byen skulle have et nyt sygehus. Det fik den i 1889, og Heiberg var selvskrevet til at blive dets første overlæge. Når det lykkedes at få et nyt sygehus, skyldtes det ikke alene de dårlige forhold i Grønnegade, men også at den store søgning udefra ville forsvinde, ifald den kendte kirurg søgte andre græsgange. Heiberg havde oplevet meget. Han havde sågar været med i krigen i 1864, hvor han var underlæge og højt værdsat af soldaterne. Officiel hyldest huede ham derimod ikke. Ved den reception som sygehuset arrangerede, da han gik på pension i 1916, og hvor alle byens honoratiores var til stede, udeblev Heiberg. Det ville han ikke stå model til. Han var også imod, at der blev rejst en buste af ham, hvilket man så gjorde efter hans død. Portrætteret blev han dog af Knud Larsen,

der også malede Tage-Hansen [9 s. 329, 10]. I årene før og omkring starten af Jydsk Medicinsk Selskab var det de enkelte amter og byer, der selv bestemte, hvor mange sygehuse, der skulle være, hvor de skulle placeres, og hvordan de skulle indrettes. Tilfældigheder og afstande spillede ind. I Viborg amt fik man sit 3. sygehus i Kjellerup i 1914. Tidligere var der kun sygehuse i Viborg og Ski-

Fig. 5. Knud Larsens portræt af overlæge Heiberg.

73


Fig. 6. Thisted Amts sygehus i Fjerritslev. Opført 1896.

ve. Nordenfjords i Thisted Amt med 70.000 indbyggere, det halve af befolkningstallet i Viborg amt, så det anderledes ud. Her var der 6 sygehuse, 2 større i Nykøbing M. og Thisted og de mindre i Fjerritslev, Hvidbjerg, Koldby og Vestervig. I 1915 kom Søren Dalsgaard (1881-1967) fra en stilling som reservelæge på amtssygehuset i Odder til Fjerritslev, hvor han blev praktiserende læge og sygehuslæge. Sygehuset var bygget i 1896 og af en standardtype, som sås i hele Nordjylland. To e´netages bygninger, den ene til medicinsk-kirurgiske patienter og den anden til epidemiske patienter. En egentlig operationsstue blev først indrettet i 1909. Dalsgaard kom til en egn, hvor befolkningen havde sin egen dialekt med store fyldige 74

A’er og W’er og sit eget særpræg. Man var afventende og overvejende, indtil tillid var vundet. Stor tillid fra befolkningen opnåede Dalsgaard til fulde gennem de 10 år, han fungerede i Fjerritslev. Dalsgaard kom til at holde af egnen og befolkningen, men hans astma kunne ikke klare klimaet, hvorfor han i 1925 blev sygehuslæge og senere overlæge i Kjellerup. Nok var man i Han Herred glad for Dalsgaard, men en vis skepsis kunne der være. Kunne han nu som kirurg klare de alvorlige sygdomstilfælde? Dalsgaard giver følgende eksempel: »En ret vanskelig galdevejsoperation var vel overstået. Til manden, som havde ventet på sygehuset, meddeltes resultatet: »Ja, nu er Deres kone så opereret, og vi synes


Thorup i Han Herred. Hun blev i 1924 opereret for en »tuberkuløs svulst i bughulen« på Sct. Josefs Hospital i Randers. Der blev glemt en serviet ved operationen med betændelse til følge. Servietten blev senere fjernet på Fjerritslev Sygehus af Dalsgaard [13 s. 47].

Kirurg og kirurgi – noget om blindtarme – kirurgen og kønslivet

Fig. 7. Kirsten Kjærs maleri af Søren Dalsgaard.

det er gået meget godt – så godt, at Deres kone vil komme sig. –« Ja, svarede manden: »Ja Dalsgo, – mens do swinger knywen, lå A på knæ ude i haven«. Der var ingen tvivl om, hvem der stod bagved« [11, 12]. Dalsgaard blev portrætteret af malerinden Kirsten Kjær (1893-1987), og maleriet kan beses på Kirsten Kjær Museet i Langvad ved Frøstrup, der ledes af den tidligere læge Harald Fuglsang (f. 1933). Han har skrevet en bog om malerinden, der stammede fra Vester

Da Jydsk Medicinsk Selskab blev oprettet i 1913, fandtes der hverken noget speciale, der hed kirurgi, eller en uddannelse man skulle gennemføre for at kalde sig kirurg. I Aarhus var der i 1910 fire af byens praktiserende læger, der kaldte sig specialister i kirurgi [14 s.] Det var først i 1916, at der tilkom specialistkrav, der for kirurgiens vedkommende var fire års ansættelse ved en ren kirurgisk afdeling eller tre års reservelægeansættelse ved blandet afdeling med overvejende kirurgisk belægning plus e´t års ansættelse som fast assistent på en ren kirurgisk afdeling [15 s. 28]. På Aarhus Kommunehospital fik man en medicinsk og en kirurgisk afdeling i 1913 i forbindelse med ansættelsen af Holger Strandgaard (1869-1936) som overkirurg, og hvor Aage Rahlff (1868-1948) blev overlæge på medicinsk afdeling. Det var i øvrigt Rahlff, der sagde om sig selv, at han var »den grimmeste mand i Aarhus«. Når man betragter fotografier af ham, må man medgive, at han ikke var nogen smuk mand [3 s. 73-76]. På Aarhus Amtssygehus fandt delingen først sted efter Tage-Hansens død i 1920. 75


I 1918 figurerer Tage-Hansen i »1ste Fortegnelse over Specialister, der er anerkendt af Den alm. Danske Lægeforening«. Lassen, Heiberg og Dalsgaard havde ingen formel kirurgisk uddannelse. De var autodidakte, men havde erhvervet sig viden gennem talrige studierejser til store afdelinger rundt om i Europa. Heiberg havde sågar været på studiebesøg i USA. Hvad udførte man af kirurgiske indgreb rundt om i Jylland i begyndelsen af 1900tallet? Da Dansk Kirurgisk Selskab blev etableret i 1908 var Kgl. Frederiks Hospital og Københavns Kommunehospital de mest produktive i Danmark, men der var også en betydelig aktivitet på en række sygehuse i Jylland. Appendektomi var det hyppigst foretagne abdominale indgreb, men der blev udført næsten lige så mange gynækologiske laparotomier. Såvel Heiberg som Lassen og Tage-Hansen havde været i udlandet for at studere gynækologisk kirurgi. Tage-Hansen havde været hos Pe´an i Paris. I beskedent antal udførte Tage-Hansen også strumaoperationer, og Fabricius-Møller (1885-1968), der blev overkirurg på Aarhus Amtssygehus i 1927, har berettet, at da han kom hjem fra en studierejse, kunne han ved læsning af de gamle journaler konstatere, at Tage-Hansen allerede i sin tid havde udført operationerne på samme måde, som han havde set i udlandet. Originale bidrag til kirurgien i Danmark har vi fra trekløveret Tage-Hansen, Lassen 76

og Heiberg. Tage-Hansen var den første herhjemme, der opererede for achalasi, og Lassen lagde navn til en operation for cruralhernie. Heibergs pionerarbejde er tidligere nævnt [16, 17]. Det første ordinære møde i Jydsk Medicinsk Selskab blev afholdt på Aarhus Amtssygehus den 22. februar 1914. Her talte TageHansen om behandlingen af akut appendicitis på Amtssygehuset gennem de sidste fem år. Han påpegede betydningen af tidlig operation og viste, at opererede man inden for 24 timer var den operative mortalitet 2 %, men 20 % ved perforation [18]. Behandlingen af appendicitis var på det tidspunkt et varmt emne. I begyndelsen af århundredet blev patienterne oftest behandlet i hjemmet med sengeleje, opium og faste, den såkaldte Withske behandling. Var de blevet indlagt på en medicinsk afdeling, blev de ofte først overflyttet til kirurgerne, når de var in extremis, hvilket førte til en høj operativ mortalitet. Medicineren Knud Faber (1862-1956), der var professor på Kgl. Frederiks Hospital, udtrykte den konservative holdning med ordene: »Spørgsmålet bliver, om alle disse, navnlig de lette Tilfælde, skulle behandles af en Kirurg og ikke af deres Læge. De skulle så have den Udgift, Tidsspilde og Ulejlighed at lægge sig ind hos Kirurgerne, og det betyder meget for dem, i alt fald meget for Samfundet« [5 s. 26-31]. I takt med at flere primært blev indlagt på en kirurgisk afdeling og opereret akut, reduceres den operative mortalitet markant ude


Fig. 8. Den kirurgiske bygning på Aarhus Amtssygehus, hvor det første møde i Jysk medicinsk Selskab blev afholdt d. 22. februar 1914.

på sygehusene i lighed med, hvad Tage-Hansen havde påvist. Akut operation blev gradvist standardbehandlingen ved akut appendicitis uden påviselig abscessdannelse. Vegetarlægen Mikael Hindhede (18811937), en pioner inden for ernæringsforskningen, havde en periode været praktiserende læge og sygehuslæge i Skanderborg. Han satte så sent som i 1934 spørgsmålstegn ved

operation som standardbehandling. Argumentet var, at de fleste tilfælde gik i ro på den Withske behandling, og at det var et spørgsmål, om ikke den samlede mortalitet ville være lavere ved konservativ behandling, end den mortalitet der trods alt var, når alle blev opereret. Han foreslog, for at få spørgsmålet afklaret, at man lavede en undersøgelse, hvor halvdelen af patienterne blev indlagt 77


Fig. 9. Cai Tage-Hansen (v.) på stuegang med reservelæge Paul Fjeldborg (h.) og en kandidat.

på en medicinsk afdeling til konservativ behandling, og den anden halvdel blev indlagt til operation på en kirurgisk afdeling. Hindhede mødte massiv modstand, og den foreslåede »randomiserede undersøgelse« blev aldrig gennemført [9 s. 209-216]. Behandlingen af akut appendicitis var flere gange på programmet ved møderne i Jydsk Medicinsk Selskab. Sidste gang i 1940, hvor hovedaktøren var Paul Fjeldborg (18851945), der havde været reservelæge på Aarhus Amtssygehus. Han blev senere overki78

rurg i Vejle, men blev myrdet af tyskerne ved et clearingmord i marts 1945. Paul Fjeldborg var far til Niels Fjeldborg (1921-2006), der blev Amtssygehusets første narkoseoverlæge, og Ole Fjeldborg (1923-2009), der foretog den første danske nyretransplantation på Aarhus Kommunehospital i april 1964. I dag foretages appendektomien laparoskopisk, og patienterne udskrives normalt dagen efter indgrebet. Skulle sygdommen have medført udvikling af en periappendiculær abscess, behandles en sådan med ultralydsvej-


ledt drænage. Appendektomi a´ froid er i dag et historisk indgreb. Min egen blindtarm blev fjernet på Aarhus Amtssygehus i 1944. Honoraret for operationen blev sendt til overkirurg dr. med. Johannes Fabricius-Møller, der havde efterfulgt Tage-Hansens søn, Cai Tage-Hansen (18801926), som chef på kirurgisk afdeling. Overkirurgen havde mod reduceret grundløn ret til operationshonorar for udenamtspatienter og privatpatienter. Da mine forældre var bekymrede for behandlingen af min syge blindtarm, ringede vor praktiserende læge, der havde været turnuskandidat på Amtssygehuset, til FabriciusMøller. Han lovede, at han personligt ville tage sig af tilfældet. Efter at jeg var blevet undersøgt af reservelægen og bedøvet med æter på åben maske, arriverede overkirurgen fra et selskab iført kjole og hvidt. En halv time senere fortalte den festklædte Fabricius-Møller min far, at operationen var vel overstået, og at han roligt kunne tage hjem. Omklædningerne, håndvasken og en appendektomi kunne næppe gøres på en halv time. Reservelægen er nok blevet kigget over skulderen. Fabricius-Møller var særdeles kvalificeret til stillingen som overkirurg efter ansættelser som reservekirurg på både Bispebjerg Hospital, Københavns Kommunehospital og Sundby Hospital. Han havde også været ansat hos professor Fibiger (1867-1928) på Patologisk Institut på Rigshospitalet, hvor han havde skrevet en dyreeksperimentel disputats om organismens reaktion på helkropbestråling.

Disputatsen blev kendt i forskerkredse i USA efter atombomberne over Hiroshima og Nagasaki i 1945, hvor man på grund af bestrålingen og den deraf følgende beskadigelse af knoglemarven så trombocytopeniske blødninger. Denne følge efter radioaktiv bestråling havde Fabricius-Møller beskrevet allerede i 1922, og han fortalte i sit otium i en længere fjernsynsudsendelse både om disputatsen og de amerikanske reaktioner på arbejdet. Den gynækologiske kirurgi udgjorde en væsentlig del af det operative arbejde på Aarhus Amtssygehus, og mange kvindelige patienter søgte Fabricius-Møller i hans privatkonsultation på Banegårdspladsen. Interessen for gynækologien, herunder ikke mindst seksuallivet, gjorde overkirurgen kendt over hele landet. Han holdt mange foredrag i husmoderforeningerne, og ønsket om at nedbryde tidens seksuelle tabuer kom til udtryk i hans populære bøger om seksuallivet. Ikke mindst den første, »Kønslivet«, fra 1944 blev studeret indgående i mange danske hjem, selvom den ikke altid stod fremme på bogreolen. Også studenterne på universitetet nød godt af overkirurgens interesse for kønslivet. De årlige forelæsninger for rus‘erne trak fulde huse. Der blev givet en grundig gennemgang af præventionen. En uønsket graviditet skulle nødigt føre til studiefrafald. Det eneste jeg husker, jeg havde mod forelæsningerne, var den manglende tilstedeværelse af humor. Fabricius-Møller var meget for cigarer, og da de blev en mangelvare under krigen, var han altid velforsynet gennem gaver fra pri79


Fig. 10. Aage Th. B. Jakobsen (v.) og Johs. Fabricius Møller (h.) portrætterede af August Tørslef i henholdsvis 1946 og 1952.

vatpatienter. Karakteristisk er han malet med cigar, modsat medicinerkollegaen Aage Th. B. Jacobsen (1885-1979), der var blevet ansat på Amtssygehuset i forbindelse med delingen af afdelingen efter Tage-Hansens død. Det betød ikke, at Jacobsen ikke var for cigarer. Det var han faktisk, selvom han havde astma. Når han mødte på afdelingen om morgenen, tog han en inhalation af sin hektospray, 80

tændte en cigar og gik i gang med at læse journalerne inden morgenkonferencen [5 s. 35-41, 20].

De første universitetsprofessorer – Blixenkrone-Møller og Holm-Nielsen Holger Strandgaard, der havde været en af initiativtagerne til oprettelsen af Jydsk Medi-


cinsk Selskab, døde i 1936, og han blev som overkirurg på Kommunehospitalet efterfulgt af Aage Nielsen (1887-1949). På samme tid gik overlæge Rahlff på pension, og han blev på medicinsk afdeling efterfulgt af Cai Holten (1894-1977). Cai Holten kom fra en overlægestilling i Aalborg, Aage Nielsen fra en tilsvarende stilling i Skive. Aage Nielsen var en meget respekteret mand i Limfjordsbyen, og hans navn lever videre i Aage Nielsens Vej. Vejen ligger tæt på sygehuset, og de gule rækkehuse var i mange år boliger for sygehusets yngre læger. Også boligerne gjorde det attraktivt at vælge turnustjeneste på sygehuset. Hvad bolig angår, fortælles det, at da Aage Nielsen kom til Aarhus, lånte han kommunen penge, så den kunne bygge en villa til ham i Peter Sabroes Gade bag hospitalet. Han fik stillet gartner til rådighed og havde to telefoner, som hospitalet betalte. Neurokirurgen, professor Richard Malmros (19052000), overtog den gule villa efter Aage Nielsen. Han fik ikke stillet gartner til rådighed og måtte klare sig med e´n telefon. Cai Holten og Aage Nielsen blev i 1936 de første professorer i henholdsvis medicin og kirurgi ved Aarhus Universitet. På Amtssygehuset blev Aage Jacobsen praktikantprofessor i 1944 og ordinær professor i 1948. Af årsager, der aldrig er blevet kendt, ønskede den højt kvalificerede Fabricius-Møller på kirurgisk afdeling ikke en universitetstilknytning [5 s. 38-39]. Aage Nielsen døde i 1949. Byrådet vedtog

at dele den store kirurgiske afdeling i to. Der blev derfor opslået to overkirurgstillinger, og til hver af dem blev der knyttet et professorat. Universitetets sagkyndige udvalg indstillede 4 i nummerorden. Nummer 1 og 2 var københavnske 1. reservekirurger. Nummer 3 og 4 var Niels Blixenkrone-Møller (1907-1969) og Vilhelm Aalkjær (1904-1986), der var henholdsvis 1. reservelæge og afdelingslæge på Aarhus Kommunehospital. Fakultetet vedtog udvalgsindstillingen med stemmerne 7 mod 5. Sygehusudvalget fulgte fakultetets mindretal, og Blixenkrone-Møller og Aalkjær blev overlæger og professorer i kirurgi [21 s. 106-107]. På Aalkjærs afdeling K varetog man ekstremitetskirurgien og urologien, mens den bløde kirurgi, inklusive de »kirurgiske kvindesygdomme«, henhørte under BlixenkroneMøller på afdeling L. Det var også på afdeling L, at man senere stod for dialysen af patienterne med akut anuri, og hvor den praktiske udførelse af dialyserne blev varetaget af nogle yngre medarbejdere på Fysiologisk Institut. E´n af dem var den senere nobelpristager Jens Christian Skou (f.1918). Skou var en glimrende forelæser, men kunne med sit noget tillukkede ydre godt virke skræmmende på studenterne. Ved de praktiske øvelser i fysiologi gik han rundt og så, hvad vi lavede. Da Skou kom hen til mig, begyndte jeg at ryste på hænderne. Han så på mig og sagde: »De bliver aldrig kirurg«. Ved et langt senere møde på Aarhus Amtssygehus måtte han erkende, at heri tog han fejl. 81


Blixenkrone, eller Blix som han kaldtes, var distant. Der var noget militant over ham. Hans bror blev også general. Selv havde han været læge i den finske hærs lægekorps inden starten på 2. verdenskrig, og han var i 1953 med hospitalsskibet Jutlandia i Korea. Her stiftede han bekendtskab med dialysebehandling ved akut anuri hos soldater med svære traumer. Det var baggrunden for, at han startede dialysebehandlingen i Aarhus. Der var noget eksersitsmæssigt i den måde Blix opererede. Der var ingen afvigelser i fremgangsmåden. Det foregik altid i samme tempo, sikkert og roligt og uden unødig snak under vejs. Vigtigt var det imidlertid, at assistenten havde sikret sig, at operationslejet var helt i bund, inden professoren kom ind på stuen. Blixenkrone var ikke nogen høj mand. Når Blix var blevet iført kittel og havde stillet sig ved operationslejet, konstaterede han, at det var for lavt for ham og sagde så til narkoselægen: »Må jeg få bordet hævet«. Narkoselægen trykkede forsigtigt på pedalen, så bordet kom lidt i vejret, hvorefter hans yndlingsoperationssygeplejerske, der hed Bodil, sagde: »Må jeg bede om en skammel«. Så var Blix tilfreds og begyndte at operere. Historien om Blix og skamlen genopfriskede jeg i en festtale, jeg holdt ved middagen efter et årsmøde i Dansk Kirurgisk Selskab. Årsagen til jeg holdt talen, skyldtes et initiativ fra selskabets daværende formand, overlæge Hans Høstrup fra Randers (f. 1929). Det var kutyme i selskabet, at det skiftevis var en københavner og en fra provinsen, 82

Fig. 11. Blixenkrone-Møller på skamlen i Mogens Andreassens streg.

der blev valgt til formand for selskabet. Derimod skulle generalsekretæren altid være fra Københavnsområdet. At stå for de videnskabelige programmer mente man ikke, at man kunne overlade til en provinskirurg. Høstrup sagde, at det var noget pjat og foreslog mig som selskabets næste generalsekretær. Selskabets næstformand, professor Tage Hald (1934-2004) fra KAS Herlev, var meget skep-


tisk, men gik hårdt presset med til, at jeg kunne opstilles til posten, hvis jeg kunne holde en god festtale. Jeg klarede skærene, men den store karikaturtegner og anekdotefortæller professor Mogens Andreassen fik ikke fat i pointen. Han troede, at det var Blix, der bad om en skammel. Og på en skammel har han foreviget Blixenkrone i sin bog »Blandt Kirurger« (22). Povl Holm-Nielsen blev overkirurg efter Fabricius-Møller i 1955. Han kom fra en afdelingslægestilling på Aarhus Kommunehospital og var i høj grad kvalificeret til den attraktive stilling. Der var flere kvalificerede ansøgere, heriblandt Fabricius-Møllers 1. reservelæge Viggo Oram (1912-1992), der både var dr.med. og dr.phil. Diakonisserne var ikke meget for Oram, der kunne være ret bramfri i sin udtryksform. Det var langt bedre med Holm-Nielsen. Han var søn af en missionær. Da Holm-Nielsen overtog afdelingen, var der over 150 senge. Selvom han i de første år var eneoverlæge, havde Holm-Nielsen, eller H-N som han kaldtes, det fulde overblik over hele afdelingen. Han gik altid morgenstuegang og flere gange om ugen også aftenstuegang. Denne var en reel arbejdsstuegang, der ofte trak længe ud. Aftenstuegangen fortsatte han med til 1978, hvor han måtte bøje sig for et sygeplejerskekrav om, at den skulle afskaffes. Lørdagsfrihedens indførelse, afskaffelse af aftenstuegangen og 81-overenskomsten var tiltag, der var ham inderligt imod. Som han udtrykte det i et foredrag for over-

sygeplejersker: »... og både sygeplejersker og læger ønsker mere og mere fritid, som om det var lykken«. Temperamentet var legendarisk og kom ikke sjældent til udfoldelse på operationsstuen. Selv fik jeg det at mærke som volontør på afdelingen, da jeg som 2. assistent var blevet noget ukoncentreret. H-N sparkede mig over skinnebenet. En virkelig opkvikker, som var en medvirkende årsag til, at jeg blev kirurg. Sådan ville jeg også have lov til at afreagere, når jeg »blev stor«. Da jeg blev overlæge på afdelingen i 1978, var skinnebensspark ikke længere acceptabelt. Anæstesioverlæge Niels Fjeldborg havde en beroligende indflydelse på Holm-Nielsen, og da H-N blev leder af Dansk Røde Kors’ Congomission i 1961, forlangte han at få Fjeldborg med som narkoselæge. Lægeholdet bestod, ud over ham selv og Fjeldborg, af plastikkirurgen og brandsårseksperten Bent Sørensen (f. 1924), cardiologen og intern medicineren Ernst Boye (1926-1983) og Finnur Erlendsson (1913-2003), der var praktiserende læge i Frederikshavn. H-N var i lighed med Bent Sørensen engageret i lægeetiske problemstillinger, og Boye var kendt og vellidt af Fjeldborg og H-N fra en ansættelse som reservelæge på anæstesiafdelingen på Aarhus Amtssygehus. Holm-Nielsen var meget engageret i undervisning, og han blev Amtssygehusets første universitetsprofessor i kirurgi. Modsat mange af professorkollegerne, var han ikke modstander af styrelsesloven fra 1970, der brød med professorvældet. 83


Fig. 12. Congoholdet ved afrejsen, iført Røde Kors uniformer. Fra v. Finnur Erlendsson, Povl Holm-Nielsen, Niels Fjeldborg, Ernst Boye og Bent Sørensen.

Blixenkrone-Møller mente, at man skulle kende sin plads. Da han i den sidste del af sin funktionstid oplevede, at der var studenter, der ytrede utilfredshed med noget af undervisningen på Kommmunehospitalet, udløste det følgende bemærkning: »Vi har behov for en junta, og jeg skal være juntaleder«. 84

Thoraxkirurgien – fra T-hus til institut Ved Dansk Thoraxkirurgisk Forenings 30 års jubilæumsmøde i 2000 holdt tidligere overlæge på Thoraxkirurgisk Afdeling i Aalborg, Poul Alstrup (f. 1936), et foredrag, hvor han


gennemgik thoraxkirurgiens udvikling i Danmark. Når man læser manuskriptet, erfarer man, at den første hjerteoperation i Danmark blev udført på Hjørring Sygehus af Adolf W. Ewertsen (1865-1940) i 1929. Det drejede sig om en pericardiektomi som følge af en tuberkuløs pericarditis med constrictio-udvikling. Patienten overlevede. Det var en 1. reservelæge hos Aage Nielsen på Aarhus Kommunehospital, C.E. Prip Buus (1903-1969), der i 1941 foretog den første liga-

Fig. 13. Overlæge Prip Buus. En pioner inden for hjertekirurgien. Fotograferet i 1960.

tur af en ductus arteriosus persistens, og han var også den første i Danmark, der i 1949 udførte en mitralvalvulotomi. Han var på det tidspunkt blevet overlæge i Horsens, og her fortsatte han med hjertekirurgi, indtil Tyge Søndergaard (1914-1990) kom til Aarhus. Sammen med overlæge Ulrik Starup (1906-1992), der var blevet overlæge i Vejle efter Poul Fjeldborg i 1945, varetog Prip Buus også den operative behandling af lungetuberkulose på Vejlefjord Sanatorium. Det var professor Blixenkrone-Møller, der tog initiativet til, at man skulle sigte mod at oprette en thoraxkirurgisk afdeling i Aarhus. På anbefaling af professor Erik Husfeldt (1901-1984) på Rigshospitalet blev Tyge Søndergaard hentet til Aarhus Kommunehospital i 1952. Han startede som 1. reservelæge hos Blixenkrone på afd. L, og han lagde her grunden til det, der i dag på Skejby Sygehus er et stort center med en afdeling for hjertekirurgi og klassisk thoraxkirurgi samt en afdeling for karkirurgi. Med en lægestab på 40 blev der i 2010 udført 3.500 operationer på centret, der både har en professor i børnehjertekirurgi, Vibeke Hjortdal (f. 1961), og en professor i karkirurgi, William Paaske (f. 1948). Tyge Søndergaard blev overlæge, mens han var ansat hos Blixenkrone, men han fik først sin egen afdeling i 1962. Året før var Søndergaard blevet professor i thoraxkirurgi uden at have erhvervet den medicinske doktorgrad, hvilket var ganske uhørt på den tid. Æresdoktor blev han til gengæld ved Univer85


sitetet i Bern, hvor han i en lang årrække var konsulent i hjertekirurgi. Det var udviklingen og perfektioneringen af de operative metoder, der var drivkraften i Søndergaards virke. Allerede inden han kom til Aarhus, havde Søndergaard udviklet en lukketeknik, circumclusionsmetoden, til lukning af atrieseptumdefekter. Senere indførte han en metode til ophævelse af valvulær pulmonalstenose uden anvendelse af ekstrakorporal cirkulation, og han blev den første herhjemme, der introducerede kemisk kardioplegi ved åben hjertekirurgi. Uden for operationsstuen var Søndergaard en venlig mand, men på operationsstuen var han den strenge læremester. Han accepterede kun det perfekte. Hvis reservelægen, der var sat til at åbne thorax, havde sat pe´anerne på mere væv end blot de små blødende kar, og de endnu ikke var nået at blive underbundet, inden professoren kom ind på stuen, fjernede Søndergaard dem alle, og hæmostasearbejdet kunne starte forfra. I øvrigt blev pe´aner ikke fjernet, de blev accoucheret. Anderledes var det at assistere hans første medoverlæge, Poul Ottosen (1919-1995). Han havde været 1. reservelæge hos Søndergaard, og var den, der især stod for den klassiske thoraxkirurgi. Ottosen var en glimrende tekniker, der opererede i et hurtigere tempo end den perfektionistiske Søndergaard. Han havde ikke temperament til at bruge tid på, at pe´anen alene skulle fatte om de små kar. Kom der lidt mere fedt eller muskelvæv med i instrumentet, så blev det lige86

ret med. Som han udtrykte det: »Vi gir den sgu en Ottosen«. Ottosen var gode venner med Holm-Nielsen. Om sommeren tog Povl og Poul på cykelture, hvor de kørte rundt i landet og besøgte gamle venner og kolleger. H-N kørte på en cykel uden gear, kaldet Skjold efter cykelfabrikatet. Han havde arvet den efter sin far. Ottosen var mere moderne, hvorfor det også var ham, der ved afskedsmiddagen for H-N overrakte fællesgaven: en ny cykel med gear. Overlægestaben på afdeling T blev udvidet med to, der havde afsæt i andre specialer end thoraxkirurgien, nemlig Ole Fjeldborg og Ole Albrechtsen (1924-2012). Fjeldborg var startet i ortopædien og Albrechtsen var speciallæge i gynækologi og obstetrik, da de under ansættelse på afdeling T blev fascinerede af thorax- og karkirurgien. Begge blev 1. reservelæger og senere overlæger i afdelingen. Fjeldborg startede nyretransplantationerne, og Albrechtsen efterfulgte Søndergaard som professor i thoraxkirurgi for at slutte karrieren som cheflæge på Skejby Sygehus. Da Søndergaard fyldte 60 år, blev han portrætteret af Ejler Krag. Kunstneren har i brede enkle strøg givet en fin karakteristik – ikke karikatur – af en magtfuld professor. Tyge Søndergaard har næppe selv valgt kunstneren. Maleriet blev senere hængt op i kælderen under afdelingen i det eksperimentelle afsnit kaldet T-huset. Søndergaard ville vist hellere have haft et portræt i lighed med


Fig. 14. Ejler Kraghs portræt af professor Tyge Søndergaard.

det traditionelle maleri af Blixenkrone-Møller, der i mange år hang på trappevæggen i afdeling L, og hvor han nærmest ligner formanden i en bankbestyrelse [23 s. 133]. Civilforsvaret havde i begyndelsen af 1950’erne foranlediget, at der i kælderen på Aarhus Kommunehospital blev bygget en operationsafdeling med ekstra tyk betonarmering. Denne bestod af en operationsstue, et røntgenrum og et laboratorium. De thoraxkirurgiske overlæger fik tilladelse

til at anvende de tomme lokaler til at afprøve og indøve nye teknikker, herunder transplantationsteknikkerne. I begyndelsen opererede man på hunde, men senere gik man over til at bruge grise, fordi grisens analoginiveau i forhold til mennesket er højere end hos andre dyr. Udover at anvende lokalerne til udvikling af de tekniske færdigheder, begyndte man også at anvende dem til forskningsaktiviteter. I starten var hjertekirurgien og kredsløbet i 87


centrum, og i begyndelsen af 1970’erne startede den eksperimentelle gastroenterologiske forskning. 1. reservelæge Christian Mouritzen (f. 1925), der senere blev overlæge på afdeling T, fungerede som den koordinerende person i T-huset frem til 1978, hvor Jens Christian Djurhuus (f. 1943) indvandrede til Aarhus fra Rigshospitalet. Benni Nerstrøm (f. 1929) var blevet overlæge på urologisk afdeling på Aarhus Kommunehospital og professor i kirurgi i 1978, og han overtalte Djurhuus til at tage med til Aarhus. De to havde haft et fint videnskabeligt samarbejde på Rigshospitalet, og Nerstrøm ønskede, at det skulle fortsætte i Aarhus. Djurhuus startede som lektor, men blev efter nogle år professor i eksperimentel kirurgi. Han blev leder af T-huset med det officielle navn »Institut for Eksperimentel Klinisk Forskning«. Djurhuus blev dynamoen i udviklingen af instituttet frem til at være en betydende dansk forskningsinstitution. I kælderlokalerne var det ikke længere alene thoraxkirurgerne og gastroenterologerne, der huserede. Også ortopædkirurgerne og urologerne fandt vej til katakomberne. Urologien var Djurhuus’ udgangspunkt, og samtidig med at styre forskningslaboratoriet blev han også leder af det urodynamiske laboratorium. Da man startede sygehusbyggeriet i Skejby, var der ikke planlagt lokaler til instituttet, men med sin veludviklede strategiske sans fik Djurhuus sikret et forsk88

ningsareal, ti gange større end på Kommunehospitalet, til den eksperimentelle forskning. Som en stor forskningspolitisk strateg blev Djurhuus medlem af Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd i 1997, og han var rådets formand fra 2000-2003. Djurhuus var et naturligt valg som formand for Det Frie Forskningsråd, da dette blev etableret i 2007. Denne post beklædte han frem til 2012, hvor han også trak sig fra posten som institutbestyrer. Som konsulent ved instituttet, der i dag har navnet Institut for Eksperimentel Klinisk Medicin, er han stadig aktiv inden for forskningen. I 1981 fik Yngre Læger en ny overenskomst, der reducerede det antal timer, en yngre læge skulle være til stede i afdelingen. Dette betød igen, at der blev færre timer, hvor den enkelte yngre læge på en kirurgisk afdeling kunne blive oplært i de operative færdigheder.

Fig. 15. Portrætfoto af professor Jens Christian Djuurhus fra 2011.


For at sikre indlæringen af de kirurgiske håndgreb, blev der på Institut for Eksperimentel Klinisk Forskning i Aarhus etableret et kursus beregnet for kursusreservelægerne, hvor der i en uge blev opereret på grise. Kurset bestod af to dage med abdominale operationer, en dag med urologiske indgreb, og tilsvarende en dag med henholdsvis karkirurgi og thoraxkirurgi. De medicotekniske firmaer leverede de nødvendige staplere og suturer, og overlægerne ved de kirurgiske afdelinger stod for introduktionsforedrag og den praktiske oplæring ved bordene. Den afslappede atmosfære, som indgrebene foregik i, skabte en god dialog mellem lærere og kursister om, hvordan de enkelte procedurer skulle udføres. Kurserne var i starten et tilvalgskursus for kursusreservelæger. De blev rost i Ugeskrift for Læger, og succesen førte til, at kurserne blev obligatoriske, og de skulle derfor også finde sted i Odense og København. Det var professor Djurhuus, der sikrede, at kurserne startede. Som generalsekretær i Dansk Kirurgisk Selskab kunne jeg arbejde for, at kurserne blev obligatoriske, og selskabets formand Tage Hald mente endvidere, at det ville være godt for Panum Instituttet at få etableret praktiske færdighedskurser i institutionen. Andre skærende specialer har taget kursusformen op med træning af de manuelle færdigheder på dyr. Såvel gynækologerne som ortopædkirurgerne og plastikkirurgerne har etableret operative kurser, og på institut-

tet foregår der også praktisk oplæring i minimal invasiv kirurgi. På instituttet i Skejby er en tredjedel af aktiviteten i dag færdighedskurser. For nylig var jeg på besøg på instituttet. På tre operationsstuer var der kursister, der foretog laparoskopiske indgreb på grise. På en fjerde stue var et hold kinesere i gang med at blive oplært i at operere med robot. Imponerende.

Amdrup, ventriklerne, skopierne og trykmålingerne Erik Amdrup (1923-1998) efterfulgte Blixenkrone-Møller som overlæge på kirurgisk afdeling L på Aarhus Kommunehospital og som professor i kirurgi ved Aarhus Universitet. Her fungerede han i perioden fra 1971-1988. Amdrup kom fra en stilling som assisterende overlæge på 1. afdeling på Københavns Kommunehospital og var, da han kom til Aarhus, allerede en international kendt kirurg som følge af en række banebrydende arbejder inden for den kirurgiske behandling af ulcussygdommene. Amdrups sigte var at minimere mortaliteten ved den operative ulcusbehandling og hindre de klassiske sequelæ som dumping og vagotomidiarrhoe. Han indførte den præcise antrektomi i behandlingen af det gastriske ulcus og introducerede parietalcellevagotomien ved den operative behandling af duodenalsår. Parietalcellevagotomien reducerede den operative mortalitet og hindrede dumping og 89


vagotomidiarrhoe, men den var forbundet med en højere residivrate end ved de klassiske operationsmetoder. Dette forhold førte til implementeringen af den randomiserede, sammenlignende undersøgelse af forskellige operationsmetoder, kaldet »Aarhus County Vagotomy Trial«, som Amdrup initierede, efter han var kommet til Aarhus. Undersøgelserne blev foretaget i samarbejde med Daniel Andersen (1929-2012) fra Aarhus Amtssygehus og Hans Høstrup fra Randers Centralsygehus. Artiklerne om »Aarhus County Vagotomi« var blandt tidens mest citerede videnskabelige arbejder, og talrige kirurger fra udlandet kom til Aarhus for at lære de nye operationsmetoder. Også 1. reservelægerne blev godt oplært. Indtil man beherskede teknikken stod Amdrup tålmodigt på den anden side af bordet. Selv var han en glimrende kirurg med en god atraumatisk teknik. Når de udenlandske gæster, der kom for at se den praktiske udførelse af parietalcellevagotomien, ikke tilhørte gruppen af de internationalt kendte, hændte det, at 1. reservelægerne blev sat til at udføre demonstrationsoperationerne. En dag opererede jeg med den japanske professor Hayashi fra Kyoto, idet Amdrup først senere blev klar over, at han var en VIP. Da Hayashi rejste, efterlod han et særtryk, der beskrev den metode, han havde konstrueret til anvendelse ved totalgastrektomier. Amdrup lagde en kopi af artiklen til 1. reservelægerne, og da jeg nogle dage senere skulle 90

foretage en totalgastrektomi, sagde jeg til Amdrup, at jeg agtede at udføre den a.m. Hayashi. Karakteristisk for Amdrup gav han tilladelse hertil. Levede man op til hans forventninger, viste han de yngre læger stor tillid. Hayashi teknikken blev i en årrække standardmetoden ved totalgastrektomi både på Kommunehospitalet og på Amtssygehuset. Amdrups åbenhed viste sig også i den måde, han omgikkes folk på. De stive omgangsformer forsvandt. Overlæger og reservelæger blev dus, og de ældre afdelingssygeplejersker måtte ophøre med tiltaleformen »hr. professor«, selvom nogle af dem fandt det vanskeligt. Der var en gruppe Amdrup ikke var særlig åben overfor, nemlig de medicinske gastroenterologer, som han kaldte »fodende gastroenterologerne«. Der var ingen medicinske gastroenterologer i Aarhus på den tid. Amdrup så gerne, der kom en sådan, men så skulle vedkommende ansættes som overlæge i den kirurgiske afdeling. Der var kontakt til flere talentfulde yngre gastroenterologer, men der var ingen, der bed på krogen. De fandt Amdrups præmisser uacceptable. Først i 1992 fik Aarhus Kommunehospital en selvstændig afdeling med medicinsk gastroenterologi og hepatologi, og hvor Hendrik Vilstrup (f. 1948) blev afdelingens første overlæge og professor. Fra at have været på et lavt niveau blomstrede den videnskabelige aktivitet, efter Amdrup var blevet professor. Publikationstallet voksede markant, og der udgik en række dis-


Fig. 16. Professor Erik Amdrup (v.) med cerut og Dansk Kirurgisk Selskabs hædersmedalje, som han fik overrakt ved afskedssymposiet. Ved siden af Erik Amdrup ses Attila Csendes fra Chile. Over for Amdrup står formanden for Dansk Kirurgisk Selskab, Hans Høstrup.

putatser fra afdelingen, der for flertallets vedkommende fokuserede på den kirurgiske ulcusbehandling. Da Amdrup gik på pension i 1988 havde den medikamentelle ulcusbehandling med protonpumpehæmmere vundet fodfæste, og Helicobacter pylori-eradikationsbehandlingen var under implementering. Selvom den kirurgiske ulcusbehandling havde passeret sit

zenit, blev der afholdt et storslået afskedssymposium for Amdrup med deltagelse af flere internationale berømtheder. Man ønskede at hylde en pioner for hans indsats. Efter at Amdrup havde forladt Kommunehospitalet, blev han i en årrække leder af den videnskabelige afdeling i Kræftens Bekæmpelse samtidig med, at han fortsatte med at skrive kriminalromaner. Karrieren som 91


forfatter var startet allerede de sidste år, han var ansat på Aarhus Kommunehospital. Amdrup havde succes som forfatter af kriminalromaner. Det blev til mere end tyve romaner, og han modtog flere priser. Romanen »Renters Rente« blev filmatiseret med Frits Helmuth i hovedrollen og forevist i flere lande. Amdrup var født i Aarhus og student fra Aarhus Katedralskole. De sidste år af sit liv var han studerende ved Aarhus Universitet. Forfattervirksomheden blev suppleret med studier i medievidenskab. Knud Lundbæk (1912-1995) startede den diagnostiske gastroskopi som turnuskandidat på Aarhus Amtssygehus i 1938. Lundbæk blev senere en internationalt kendt diabetolog, professor i intern medicin og overlæge på Aarhus Kommunehospital. Han vedblev at gastroskopere med det semifleksible Wolff-Schindler gastroskop, indtil æraen med de fleksible skoper startede i slutningen af 1960’erne. Da mente han, at det var blevet for nemt at gastroskopere og ophørte med funktionen. Fra at være en undersøgelse, man kunne anvende som supplement til røntgenundersøgelsen i diagnostiske tvivlstilfælde, blev gastroskopi den primære diagnostiske procedure ved øvre dyspepsi. Det krævede oplæring og de nødvendige faciliteter. Her fik Aksel Kruse (f. 1942) en vigtig rolle på Aarhus Kommunehospital. Han startede som klinisk assistent hos Amdrup og blev den, der opbyggede det endoskopiske laboratorium, hvor han senere blev overlæge og daglig leder frem til pensioneringen i 2009. 92

Fig. 17. Knud Lundbæk gastroskoperer med det semifleksible instrument i 1938.

Aksel Kruse har oplært et stort antal reservelæger i endoskopi, og som den gode tekniker han var, blev han den første i Danmark, der i 1974 udførte en ERCP (endoskopisk retrograd cholangio-pancreatografi). Metoden indebar udover bedre diagnostiske muligheder også mulighed for spaltning af Papilla Vateri og ekstraktion af choledochussten. De fleksible gastroskoper førte til en bedre diagnostik ved øvre dyspepsi, men resulterede også i en bedre behandling ved øvre gastrointestinal blødning. Man kunne nu sklerosere blødende øsofagusvariser, og diagnostikken og behandlingen af det blødende ulcus blev klart forbedret. Tidligere måtte man ved livstruende øvre blødning operere uden at kende blødningskildens lokalisation. Nogle gange måtte man foretage såkaldt blinde resektioner, hvis man under operationen ikke kunne lokalisere blødningskilden. Blødningen kunne være midlerti-


dig standset, og hvis blødningskilden var en lille ulceration højt i ventriklen, kunne det være, at den ikke var med i resektatet. En fornyet blødning på opvågningsafdelingen var en slem oplevelse for både patient og kirurg. Amdrups 1. reservelæger og Aksel Kruse begyndte at foretage akut øsogago-gastroskopi hos patienterne med øvre gastrointestinal blødning. Det viste sig, at man næsten altid kunne lokalisere blødningskilden inden operationen, hvilket betød at de blinde resektioners tid var omme. Selvom diagnostikken var blevet bedre, var mortaliteten fortsat høj ved akut operation hos de oftest ældre patienter. Næste trin var derfor at forsøge endoskopisk hæmostase ved hjælp af elektrokoagulation. Her blev en af Amdrups 1. reservelæger Pål Wara (f. 1945) en pioner. Han var den, der introducerede elektrokoagulationsbehandlingen i Danmark, og han viste, at man med denne metode kunne reducere mortaliteten markant. Dødeligheden ved vellykket endoskopisk elektrokoagulation er i dag 5 % mod 20 % ved kirurgisk hæmostase. I den elektive ulcusbehandling gik man fra kniv til tabletter. Ved det blødende ulcus gik man fra kniv til gastroskop. Det fleksible gastroskop åbnede mulighed for, at man kunne foretage trykmålinger i cardiaregionen ved gastroøsofageal refluks og mistanke om achalasi. Den, der startede trykmålingerne, var Attila Csendes fra Chile, som professor Amdrup havde inviteret til Aarhus, for at man kunne lære teknikken.

Metoden blev ligeledes anvendt til at måle trykket i Papilla Vateri ved mistanke om galdevejsdyskinesi og kunne eventuelt kombineres med en spaltning af papillen. I 1985 opstod der et behov for at kunne måle tryk i en anden del af kroppen, nemlig det anale sfinktertryk. Det år startede vi på Amtssygehuset med at udføre ileoanale reservoiroperationer hos patienter med colitis ulcerosa, hvorved de kunne undgå at skulle leve med en permanent ileostomi. Forudsætningen for det operative indgreb var, at patienterne havde et velfungerende sfinkterapparat, hvilket til vurdering krævede en trykmåling. Udstyret og ekspertisen fandtes hos professor Djurhuus på urodynamisk laboratorium på urologisk afdeling, og her ville man gerne medvirke til undersøgelserne, selvom laboratoriet var dedikeret de urologiske patienter. Efter oplæring satte Djurhuus en af afdelingens kursister, Søren Laurberg (f. 1951), til at udføre undersøgelserne. Kursisten fandt det ret uinspirerende, indtil Djurhuus stak ham en bog i hånden »Pelvic floor dysfunction«, forfattet af Henry & Swash fra St Mark’s Hospital, det berømte center for colorektalsygdomme i London. Efter læsningen blev Søren Laurberg fyr og flamme. Han så her en linie fra sit eget disputatsarbejde om hippocampus, og ildhuen tiltog yderligere under et besøg i Aarhus af Michael Swash, arrangeret af professor Djurhuus. Efter Michael Swash havde været i Aarhus, blev der skabt mulighed for at Laurberg kunne arbejde et halvt år på laboratoriet på St Mark’s Hospital. 93


Fig. 18. Eskild Henneberg ved siden af busten af Viborg Sygehus første overlæge, P.W. Heiberg. Overlæge Henneberg, tidligere formand for Dansk Karkirurgisk Selskab og Dansk Kirurgisk Selskab, blev den første regionsspecialerådsformand i Region Midt.

Søren Laurberg startede efterfølgende det analfysiologiske laboratorium, der i dag på Aarhus Amtssygehus er blevet et kendt internationalt center for studier af colorektale motilitetsforstyrrelser. På laboratoriet foretages der i dag omkring 2.000 undersøgelser på årsbasis, og hvoraf omkring halvdelen af patienterne er henvist fra andre regioner.

Udspecialiseringen – videnskab og snitlængde – maleriet der forsvandt På de almenkirurgiske afdelinger i provinsen startede udspecialiseringen af kirurgien i slutningen af 1960’erne. Ikke alene sygehusenes 94

og afdelingernes størrelse var bestemmende for specialiseringsgraden. Afgørende var også lokale politiske holdninger og overlægernes særinteresser. På Holm-Nielsens afdeling på Aarhus Amtssygehus var der på et tidspunkt to 1. reservelæger der hed Hans: Hans Møller (f. 1928) og Hans Høstrup. De blev begge overlæger på store jyske provinssygehuse. I en årrække kaldte man sådanne sygehuse centralsygehuse; en betegnelse der ophørte, da man fik regionerne. Hans Møller blev overlæge i Hjørring i 1968. Her havde man fået en gynækologisk afdeling allerede i 1965. Den kirurgiske afdeling blev delt i en organkirurgisk afdeling og en ortopædkirurgisk afdeling i 1968 i forbindelse med Hans Møllers ansættelse. Hans Høstrup blev overlæge i Randers i 1969. Tredelingen fandt sted året efter [23, 24]. På Aarhus Amtssygehus fik man en ekstremitetskirurgisk afdeling i 1967, men det var først 10 år senere, at der blev oprettet en selvstændig gynækologisk afdeling. Det hang sammen med, at Holm-Nielsens overlægekollega Peder Linnet-Jepsen (1921-1979) varetog den kirurgiske behandling af patienter med cancer colli uteri fra en stor del af Jylland. I Viborg Amt og på Heibergs gamle syge-


hus i Viborg forekommer udbygningen af de kirurgiske funktioner at have været mindre struktureret end i Hjørring og Randers. Man havde i amtet længe et mantra om ligeværdige sygehuse. En aften i 1964 mødtes to stærke overlæger til en whisky og en deling af de fremtidige specialer. Det var kirurgen Arne Birch-Jensen (1910-2001) fra Skive, og fra Viborg anæstesiologen Søren Sørensen (1918-1994), der senere blev medicinaldirektør. De enedes om at anbefale, at Viborg som en start skulle have gynækologien og Skive patologien. Politikerne fulgte rådet. Senere fik Thisted øjensygdommene og neurologien kom til Viborg, der først fik ortopædkirurgien udskilt som en selvstændig afdeling i 1982. Der blev etableret en karkirurgisk funktion i Viborg Amt i 1988. Placeringen var i første omgang i Skive med Eskild Henneberg (f. 1947) som den første overlæge. I 1990 hjemtog man også den klassiske thoraxkirurgi. Da Viborg blev hovedsygehus i 1992, blev karog thoraxkirurgien flyttet til Viborg. I 2004 ophørte man med thoraxkirurgien i henhold til de nationale retningslinier. I dag er der i Viborg en karkirurgisk afdeling med otte overlæger. I takt med at udspecialiseringen fandt sted på de større sygehuse, og transporttiden blev kortere, forsvandt de små sygehuse. I Fjerritslev var Søren Dalsgaard i 1925 blevet efterfulgt af Eduard P. Pedersen (18921968) som sygehuslæge. Han var samtidig praktiserende læge, og når han var træt og

skulle på sygebesøg, var det rart at have chauffør. »Chauffør Jens«, kendt af alle i Fjerritslev og omegn, havde lejlighed i den store lægebolig og var således altid klar til at køre, når der blev sendt bud efter dr. Pedersen. Den sidste appendektomi i Fjerritslev blev foretaget i 1964 af dr. Pedersens svigersøn Flemming Weile (f. 1932), der var i gang med sin uddannelse i Aalborg. I ferien aflastede han ofte sygehuslægen. Efter dr. Pedersen gik på pension, blev der ikke længere foretaget kirurgiske indgreb på sygehuset i Fjerritslev. Det blev efterbehandlingssted. Flemming Weile blev overlæge i Odder, der var Dalsgaards sidste ansættelsessted, inden han på motorcykel tog til Fjerritslev i 1915. Amtssygehuset i Odder, der var grundlagt i 1879, var i en periode opgraderet til centralsygehus, men denne status og den stationære kirurgiske virksomhed ophørte i 2003 som led i rationaliseringen af sygehusvæsnet i Aarhus Amt. Flemming Weile gik på pension i 1999, hvorfor det ikke blev ham, der fjernede den sidste blindtarm i Odder. I Aarhus påbegyndte man i 1989 den kirurgiske Aarhusrokade, der indebar, at urologien fra Kommunehospitalet og Amtssygehuset blev samlet på Skejby Sygehus. Den øvre gastrointestinale kirurgi blev placeret på Kommunehospitalet, mens fagområderne colorektalkirurgi og mamma-endokrinkirurgi blev samlet på Amtssygehuset. Formålet med kirurgrokaden var at styrke kirurgien fagligt og videnskabeligt. Der skulle 95


Fig. 19. Søren Laurberg og 12 ph.d.-studerende anno 2010.

sikres et tilstrækkeligt patientunderlag til udvikling af ekspertfunktioner, og derigennem også skabes bedre muligheder for den klinisk videnskabelige forskning. Professoraterne er i takt med opbygningen af ekspertfunktioner blevet organrelaterede. På Amtssygehuset blev Søren Laurberg i 1995 landets første professor i colorektalkirurgi, og Peer Christiansen (f. 1953) og Frank Mortensen (f. 1958) har fået tildelt åremåls 96

professorater i henholdsvis mamma-endokrinkirurgi og leverkirurgi. Både Søren Laurberg og Frank Mortensen har etableret videnskabeligt samarbejde med en række af de førende internationale centre inden for deres forskningsområder, og Søren Laurberg er, som den første dansker, blevet formand for det europæiske colorektalselskab. Den videnskabelige produktion er steget markant efter rokaden. Siden ph.d.-graden


blev indført i Danmark i 1992 har afdelingen på Amtssygehuset haft et stigende antal ph.d.-studerende, og der er samlet udgået 32 ph.d.-afhandlinger fra afdelingen. P.N. Hansen (1867-1946) var reservelæge hos Christian Weis på Aarhus Kommunehospital i slutningen 1890’erne, og her udførte han den første appendektomi på sygehuset, mens overlægen var på ferie. P.N. Hansen blev senere overlæge og professor på Københavns Kommunehospital. Kendt blev han for rammende bemærkninger under de videnskabelige diskussioner. Ved et møde i Dansk Kirurgisk Selskab var emnet snitlængde ved abdominale operationer. Der var fortalere for både korte og lange snit. P.N. Hansen afsluttede diskussionen med ordene: »Det skal ikke være små snit, heller ikke store snit. Det skal være passende snit« [1 s. 109]. I 1991 foretog P.N. Hansens barnebarn, Ole Hart Hansen (1938-2009), der var overlæge i Hillerød, den første laparoskopiske cholecystektomi i Danmark. Kort efter blev den første jyske galdeblære fjernet laparoskopisk på Aarhus Kommunehospital. Det lange snit under højre ribbenskurvatur blev erstattet af små incisioner til de laparoskopiske instrumenter. Ikke store snit, men små snit var nu blevet passende snit [25]. På Aarhus Kommunehospital foretages de laparoskopiske cholecystektomier i dagkirurgisk regi i lighed med flertallet af gastric bypass operationerne for kirurgisk behandlingskrævende adipositas. Totalgastrectomierne for cancer ventriculi udføres også med lapa-

roskopisk teknik, ligesom den abdominale del af det operative indgreb for øsofagus/cardia cancer. Ved achalasi dilaterede Tage-Hansen cardiaregionen gennem en incision i ventriklen. Senere blev Hellers myotomi standardindgrebet til behandling af achalasi. Den åbne operation blev erstattet af et laparoskopisk indgreb, der på Aarhus Kommunehospital, som det eneste sted i landet, er blevet yderligere minimeret. Indgrebet udføres her endoskopisk, idet spaltningen af muskulaturen sker gennem en lille incision i øsofagusslimhinden, der efterfølgende lukkes med clips. De lange snit anvendes stadig ved operationerne for pancreas-galdevejscancer og i over 80 % af indgrebene på leveren. På Aarhus Amtssygehus udføres de fleste colonresektioner laparoskopisk, og patienterne kan almindeligvis udskrives tre dage efter indgrebet. Operationerne for cancer recti og konstruktion af et ileoanalt reservoir ved colitis ulcerosa udføres i dag med robotteknik, der som de laparoskopiske indgreb kun kræver små snit. Robotten er specielt velegnet til indgreb i det lille bækken på grund af de snævre pladsforhold. Instrumenthåndteringen kræver mindre plads i operationsfeltet end den laparoskopiske teknik. Metoden har endvidere den fordel, at hændernes bevægelsesmønster svarer til det, der anvendes ved de åbne operationer. Afdeling P på Amtssygehuset har landsfunktion vedrørende behandlingen af pa97


Fig. 20. Knud Larsens maleri af Tage-Hansen fra 1917 og Ib Hessov med Lars Nørgaards »Skemanden« i 2004.

tienter med pseudomyxom. Indgrebet, der oftest indebærer, at hele peritoneum parietale og hele colon bliver fjernet, kræver stadig en stor abdominal incision. Ib Hessov (f. 1938) blev overlæge på Aarhus Amtssygehus i 1980, og det var ham, der opbyggede den mamma-endokrinkirurgiske funktion i afdelingen samtidig med, at han var aktiv inden for ernæringsforskningen. Tage-Hansen var meget kunstinteresseret. Hessov blev Amtssygehusets næste kunstentu98

siast, og som formand for et lille selvbestaltet kunstudvalg stod han for indkøb af moderne dansk kunst til sygehuset. Det skete, inden kunstnerne blev meget kendte og priserne høje. På væggene kan man i dag på Amtssygehuset se malerier af John Kørner, Tal R, Erik A. Frandsen og Lars Nørgaard. Når man kom ind på den kirurgiske sengeafdeling, havde man altid kunnet se Knud Larsens portræt af Tage-Hansen. En mandag morgen var det væk. Hessov havde i week-


endens løb fjernet det sammen med tre andre lægeportrætter. Hans argument var, at traditionelt malede portrætter af autoritært udseende læger i guldrammer næppe kunne understøtte patienters forventning om en moderne kvalitetspræget samtale og behandling. Billederne af koryfæerne kunne hænge i konferencerum og på lægekontorer [26]. Hessovs kolleger knurrede, da Tage-Hansen forsvandt, men glæden ved den gode nye kunst opvejede tabet. Maleriet af Tage-Hansen er kommet til ære og værdighed på væggen i Søren Laurbergs kontor. Der var et maleri Hessov ikke vovede at fjerne. Et dårligt portræt af den tidligere forstanderinde Søster Grethe. Hessov mente, at han ville kunne klare kollegernes utilfredshed, men sygeplejerskernes vrede turde han ikke udsætte sig for. Meget har ændret sig. En række kolleger har bidraget med informationer, mundtligt og/eller skriftligt, og med hjælp til fremskaffelse af billedmateriale. Nævnt i alfabetisk rækkefølge takkes: Poul Alstrup, Jens Cristian Djurhuus, Eskild Henneberg, Christian Hermansen, Ib Hessov, Hans Høstrup, Martin Bach Jensen, Bent Skov Jensen, Lone Susanne Jensen, Søren Laurberg, Hans Møller, Knud Thygesen og Flemming Weile. For fotografisk assistance takkes Michael Harder, Kommunikationsafdelingen, Aarhus Universitetshospital.

Litteratur 1. Andreassen M. Dansk Kirurgisk Selskab. Et portræt. In: Dansk Kirurgisk Selskab 1908-1958. København: Costers Bogtrykkeri, 1958.

2. Lunddahl J. Tage Algreen Tage-Hansen. Ugeskr Læger 1920; 82:735-737. 3. Reich E. Kløvedal. Rask op ad bakke. Århus Kommunehospital, 1993. 4. Borgere i byens råd. Tage-Hansen. Red: Degn O. et Dybdal V. Universitetsforlaget i Århus, 1968. 5. Sørensen F. Hanberg. Kirurgerne og Kirurgien på Århus Amtssygehus. Kirurgisk afdeling P, Århus Universitetshospital, 2010. 6. Beretning om Virksomheden paa Aarhus Amtssygehus i Aarhus i Aarene 1919 og 1920. Aarhus: Jacob Zeuner, Bogtrykkeri, 1921. 7. Universitet i Jylland. Beretning om Mødet i Rigsdagen den 30.Juli 1919. Aarhus: A/S Jydsk Centraltrykkeri, 1919. 8. Als-Nielsen Aa. Erindringer fra Randers Sygehus 1915. In: Dansk Kirurgisk Selskab 1908-1958. København: Costers Bogtrykkeri, 1958. 9. Dahl-Iversen E. Vor kirurgiske arv. København: Københavns Universitets festskrift, 1960. 10. Viborg Sygehus – 100 år under forvandlingens lov. Viborg Sygehus, 1989. 11. Fjerritslev Avis. Et liv i Han Herred genoplevet i erindringen. 11 maj, 1965. 12. Dalsgaard SC. Lidt om dansk kirurgi og sygehusvæsen i århundredet første decennier. In: Dansk Kirurgisk Selskab 1908-1958. København: Costers Bogtrykkeri, 1958. 13. Fuglsang H. Kirsten Kjær. Forlaget Citronhaven og Kirsten Kjærs Fond, 2004. 14. Vosbein E. Lægeforeningen for Aarhus og omegn 18591959. Ugeskr Læger 1959; 121: 737-769. 15. Christiansen J. Kirurgfagets tilblivelse og differentiering. Dansk Kirurgisk Selskab 1908-2008. Bibl. Læger 2008; 200: 20-37. 16. Sørensen F. Hanberg. Om professor Tage-Hansen – og lidt til. Medicinskhistorisk Årbog 2013. Received for publication. 17. Lassen H Krieger. Sygehusbehandling specielt i Randers historisk belyst. Randers Købstads Sygehus 1870-1970. Randers, 1971. 18. Jydsk medicinsk Selskab. Ugeskr Læger 1914; 76: 768-774. 19. Hinhede M. Fuldkommen Sundhed og Vejen dertil. Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag, København, 1934. 20. Bastrup-Madsen P. Turnus på Århus amtssygehus 194546. Særtryk, Århus amtssygehus, 1991.

99


21. Holten C. Fra Volontør til Emeritus. Nyt Nordisk Forlag / Arnold Busk, 1968. 22. Andreassen M. Blandt kirurger. Nyt Nordisk Forlag / Arnold Busk, 1987. 23. Møller HJ. Hjørring Sygehus 1891-1991. Privatpublikation, 1991. 24. RC Krøniken. Randers Centralsygehus, 2004. 25. Adamsen S. Laparoskopisk kirurgi i Danmark. Dansk Kirurgisk Selskab 1908-2008. Bibl. Læger 2008; 200: 112117. 26. Hessov I. Kunst på kirurgiske afdelinger – i dag og i fremtiden. Dansk Kirurgisk Selskab 1908-2008. Bibl. Læger 2008; 200: 128-144.

100

Billedfortegnelse Lokalhistorisk samling. Aarhus Folkebibliotek: 1, 2, 3, 8 Regionsygehuset i Randers: 4 Regionsygehuset i Viborg: 5, 18 Lokalhistorisk Samling. Fjerritslev Bibliotek: 6 Kirsten Kjærs Museum: 7 Aarhus Bymuseum: 9 Aarhus Universitetshospital: 10, 12, 14 Mogens Andreassen. Blandt kirurger: 11 Regionsygehuset i Horsens: 13 Privat: 15, 16, 17, 19, 20


Psykiatri 1913-2013: fra asyl til hjernevidenskab og sundhedspolitik Raben Rosenberg

Indledning Der er udgivet mange historiske værker om psykiatriens fascinerende udvikling i de sidste 100-200 år, både internationale som den engelske historiker Shorters velskrevne A history of Psychiatry (1) og den franske psykiater Pichots meget komprimerede og detaljerede værk 100 år (2). Den spansk-engelske psykiater Berrios har i mange artikler og flere bøger (3) redegjort for udviklingen af psykopatologien. Men også dansk historie er grundigt belyst. For blot at nævne nogle enkelte værker: i 1915 publicerede Hjalmer Helweg Sindssygevæsenets Udvikling i Danmark, i sit disputatsarbejde redegjorde Hans Adserballe for dansk psykiatris historie med særligt henblik på sindssygelovgivning (4) og Mogens Mellergaard (5) har skildret Epoker i dansk psykiatri. I 2008 redigerede historikeren Jesper Vaczy Kragh Psykiatriens historie i Danmark med bidrag fra denne artikels forfatter om psykofarmakologiens fremkomst og udvikling i psykiatrien fra 1970. I forbindelse med jubilæer er der udgivet forskellige værker fra de gamle

statshospitaler og den senere udvikling, herunder om Jydske Asyl, psykiatrien i Viborg og Sønderjyllands amter (se senere). Specifikke emner er særlig grundigt belyst, således har Villars Lunn detaljeret redegjort for Dansk Psykiatrisk Selskabs historie (6) og i 2010 har Kragh udgivet et stort værk om Det hvide snit (7). Andre danske historikere har givet væsentlige bidrag. I sin ph.d.-afhandling har Merete Bjerrum særligt fokuseret på organisatoriske forhold (se senere). Psykiatriens udvikling i Danmark har været rimeligt ensartet betinget af landets beskedne størrelse, men også af en bred faglig konsensus gennem mange år, fx hvad der blandt andet skyldes, at der kun var e´n lærebog skrevet af professor Erik Strömgren, og at psykiatri organisatorisk var under samme administrative enhed, nemlig Direktoratet for Statshospitalerne. Udviklingen i Jylland har derfor kun få særlige kendetegn, hvoraf nogle skal inddrages i den følgende oversigt over udvikling 1913-2013. Jeg vil kun nævne nogle få navne på de mange personer, der kunne være nævnt og må af pladshensyn holde mig 101


til de store linjer i udviklingen og kun med angivelse af nogle hovedreferencer. Jeg vil først foretage en beskrivelse af faget, således som det så ud i 1913. Herefter vil jeg fokusere på den faglige udvikling i psykiatri samt omtale væsentlige organisatoriske ændringer for så at afslutte med nogle overvejelser om udviklingen i den nære fremtid.

Psykiatri anno 1913 I 1913 – for 100 år siden – var psykiatri allerede et lægeligt speciale af en vis modenhed, for man kan med rimelighed tidsfæste psykiatriens fødsel til starten af 1800-tallet, selv om man naturligvis har kendt til psykiske sygdomme langt tilbage i historien. Der blev da oprettet særlige terapeutiske asyler for psykisk syge. Tidligere havde de fleste syge haft kummerlige, ja forfærdelige forhold. I de såkaldte dårekister blev svært psykisk syge anbragt i små rum uden tilstrækkelig lys og luft og under hygiejniske forhold som for kvæg. Der opholdt de sig i mange år, indtil døden udfriede dem som psykiateren Hjalmer Helweg malende udtrykte det i 1915. Franskmanden Philip Pinels (1745-1826) navn er særligt knyttet til de ny terapeutiske asyler. Det var ham, der befriede de syge fra lænkerne på Biceˆtre i Paris, som han blev leder af i 1795. Pinel indførte en ny såkaldt moralsk behandling af personer med svære sindslidelser, der minder om moderne psykosocial behandling. I 1808 foreslog tyskeren J.C. Reil (1759-1813) Psychiaterie som beteg102

nelsen for den nye medicinske disciplin, der tog sig af de afsindige, og først i 1816 blev begrebet forkortet til Psychiatrie. I løbet af de næste hundrede år udviklede psykiatrien sig som en medicinsk disciplin med et specifikt fagligt sprog: psykopatologien til beskrivelse af abnorme psykiske fænomener og til at klassificere og afgrænse de sygdomme, som tilhørte faget. Udviklingen af psykopatologien kronedes i 1913 med udgivelsen af den unge Karl Jaspers psykiatriske hovedværk: Allgemeine Psychopathologie (8), hvor han på flere hundrede sider ud fra en fænomenologisk tilgang beskrev og karakteriserede de symptomer, der den dag i dag er nøglebegreber i psykiatri: vrangforestillinger, hallucinationer, bevidsthedsforstyrrelser, grundstemning og affekter. Han sammenfattede med værket udviklingen i de foregående 113 år, hvor især fransk psykiatri havde bidraget fornemt til udvikling af psykopatologien og den psykiatriske terminologi. Læger opfattede tidligt psykiske lidelser som sygdomme i traditionel medicinsk forstand. Professor ved Københavns Universitet i farmakologi og medicina forensis (dvs. retsmedicin) Frantz G. Howitz (1789-1826) publicerede således allerede i 1824 en afhandling om afsindighed (9) som han karakteriserede på følgende måde: Afsindighed består i en Indskrænkning af Fornuften eller Fornuftens Brug, formedelst en Sygdom i de materielle Organer for Sjælens Virksomhed. For så vidt den ytrer sig i Handlinger består


den i en Mangel af Fornuft i Selvbestemmelse foranlediget af samme Legemlige Årsag. Senere formulerede den tyske professor i psykiatri Wilhelm Griesinger (1817-68) sig således: Psykiske sygdomme er hjernesygdomme, hvad han hyppigt er blevet citeret for at udtrykke (2). Den psykiatriske nosografi havde før 1913 også ydet sine fine bidrag. Den tyske psykiater Emil Kraepelin (1856-1926) er særlig kendt for at skelne mellem to forskellige sindssygdomme: dementia præcox (senere kaldt skizofreni) og manio-depressiv psykose (senere kaldt bipolar affektiv sindslidelse). Det skete ud fra nøjagtige kliniske beskrivelser af sygdommenes forskellige forløb. For ham var en psykiatrisk sygdomsenhed karakteriseret af specifik årsag, patologi og forløb (2). Den grundige kliniske beskrivelse ved sygesengen var psykiaterens adelsmærke. Således beskrev Knud Pontoppidan, der var professor ved 6. Afdeling på Københavns Kommunehospital i sin Psychiatriske Forelæsninger og Studier (1892) (10) detaljeret forskellige fremtrædelsesformer for svære delirøse tilstande, der oftest endte med døden. I starten af 1900-tallet argumenterede den tyske psykiater Karl Bonhoeffer (1868-1948) for, at såkaldte eksogene psykoser med bevidsthedsforstyrrelser som delirium havde et ensartet klinisk billede trods meget forskellige somatiske årsager. Delirøse tilstande var således ætiologisk set ganske uspecifikke (2). Den præcise klassifikation af psykiske syg-

domme havde dog vekslet noget siden fagets fødsel. Forhåbningerne om, at man fx kunne give en neuroanatomisk afgrænsning af psykiske sygdomme bragte primært skuffelser, og den begrænsede indsigt i neurofysiologi til ret spekulativt baserede sygdomsteorier. Den franske psykiater B.A. Morel (1809-73) fremsatte således teorier om arvelig degeneration gennem slægterne som forklaring på visse psykiske lidelser (2). Men i 1906 foretog Alois Alzheimer (1864-1915) en patologisk-anatomisk undersøgelse af hjernen fra en kvinde, der 56 år gammel var død på det psykiatriske hospital i München. Nogle år tidligere var kvinden blevet psykisk syg med kognitive forstyrrelser og vrangforestillinger, desorientering med nedsat hukommelse og skrive- og læsevanskeligheder. Hun blev hallucineret, og flere og flere af hendes mentale funktioner forsvandt, før hun døde. Ved den patoanatomiske undersøgelse fandt Alzheimer, at hendes hjernebark var tyndere end normalt. I mikroskopet sås bortfald af nerveceller og spredte små ansamlinger af degenereret materiale, og mange nerveceller indeholdt trådformede strukturer, såkaldte neurofibriller. Året efter publicerede Alzheimer en videnskabelig artikel med disse fund, og han konkluderede, at kvinden havde lidt af en præsenil demensform (2). I veneration for Alzheimer har man i dag kaldt en særlig demensform: Alzheimers sygdom.

103


Asylpsykiatri anno 1913 To læger fik ganske afgørende betydning for psykiatriens organisatoriske udvikling i Danmark og for at man i 1913 havde fået bygget psykiatriske behandlingsinstitutioner og psykiatrien organiseret. I 1838 blev J. R. Hübertz (1794-1855) ansat som læge ved fattigvæsenet og hospitalet i Aalborg med den dertil knyttede dåreanstalt. Han indså behovet for reformer og udgav i 1843 afhandlingen Om Daarevæsenets Indretning i Danmark (11), som indeholdt et reformprogram for landets sindssygevæsen. Det blev dog Harald Selmer (1814-79), der med sin afhandling Almindelige Grundsætninger for Daarevæsenets Indretning, som fast Resultat af Videnskab og Erfaring, fremstillet for det større Publikum publiceret i 1846 (12) kom til at sætte det største præg på udviklingen, og med rette kan man kalde Selmer for dansk psykiatris fade.r Den 1. december 1852 åbnede man anstalten for sindssyge patienter under navnet Helbredsanstalten for Afsindige i Nørrejylland eller Dåreanstalten ved Århus. Selmer selv yndede at kalde sin anstalt for Jydske Asyl. Selmer blev den første overlæge og fortsatte, indtil han i 1878 gik på pension et år før sin død. I 1856 blev han udnævnt til professor. Hans hovedopgave blev organiseringen af det store asyl. Behandling af de syge var dog den centrale opgave og de første år af Selmers virke var præget af betydelig behandlingsmæssig optimisme med mulighed for helbredelse under opholdet i asylet. Fra 1884 blev sindssygevæsenet admini104

streret og drevet af staten undtagen for Københavns Kommune, der fra 1851 selv drev Sct. Hans Hospital og havde oprettet 6. Afdeling på Københavns Kommunehospital i 1875. Der blev oprettet nye asyler i Oringe ved Vordingborg i 1857, i Middelfart i 1888 og i 1877 anstalten ved Viborg. Senere fulgte asyler i Nykøbing Sjælland (1915), Statshospitalet ved Vester Vedsted (1921) og Augustenborg (1932). Patienterne på asylerne led primært af svære psykoser. Ud over dementia præcox og manio-depressiv psykose var der mange patienter med neurolues, altså syfilis i tredje stadie præget af åndelig svækkelse og vrangforestillinger. Alkoholrelaterede tilstande fyldte også godt op i sygdomspanoramaet, og både neurolues og alkoholrelaterede tilstande fylder fortsat meget i den danske psykiatriprofessor August Wimmers (1872-1937) lærebog: Special klinisk Psykiatri for Studerende og Læger udgivet så sent som i 1936 (13). Indholdsfortegnelsen afspejler tydeligt, at genstandsområdet var de svære psykiske lidelser, der traditionelt havde været psykiatriens kerneområder. Af ikke-psykotiske tilstande omtales kun Konstitutionelle Psykopatier.

Nerver anno 1913 Trods Selmers behandlingsmæssige optimisme gav sindssygdom og forestillinger om arvelig degeneration asylpsykiatrien et indtryk af angst og håbløshed i den brede offentlighed. Der var imidlertid mennesker med lettere psy-


kiske symptomer, der søgte behandling uden for asylerne, og her fik neurologerne en fremtrædende rolle. Der opstod et nyt begreb nerver, som ikke blev opfattet som stigmatiserende. Nervøse lidelser betød blot, at nerverne var afficeret og blev udtrættede eller udmattede. Neurasteni blev prototypen på funktionelle nervøse lidelser. Behandlingen omfattede de forskellige former for hydroterapi (vandterapi) og hvilekure blev meget moderne blandt overklassen (1). Nye behandlingsformer som hypnose eller hypnoterapi vandt frem. Særlig kendt er den franske neurolog og professor i anatomisk patologi Jean-Martin Charcot (1825-93), som brugte evnen til at blive hypnotiseret som diagnostisk kriterium for hysteri. Sigmund Freud (1856-1939) var i 1885 på Charcots klinik, og inspireret heraf indledte han efter sin hjemkomst hypnosebehandling (2). Denne udvikling betød, at der efterhånden tegnede sig en klar arbejdsfordeling mellem psykiatere og neurologer. Psykiaterne arbejde på asylerne med de sværest psykiske syge, mens neurologerne tog sig af patienter med nervøse lidelser eller psychoneuroser, som betegnelsen også var, og denne behandling fandt sted i private klinikker. Sammenfattende havde psykiatrien således i 1913 et specifikt psykopatologisk begrebsapparat, et klassifikationssystem for de tilstande af galskab eller afsindighed, som var fagets kernegruppe, samt havde en begyndende indsigt i neuropatologiske forhold ved demens. Faget havde en klart lægelig identitet og udfoldede primært sine aktiviteter på store hospitalsinstitutioner.

Udviklingen fra 1913 til Anden Verdenskrig Som det er fremgået af det foregående var det småt med specifikke behandlingsmæssige fremskridt under psykiatriens første 113 år, om end man ikke skal underkende den indsats der blev gjort på asylerne for at mildne sygdomsforløb og udskrive patienterne efter bedring. Men efterhånden kom asylerne til at lide af pladsmangel og fik utilstrækkelig ressourcer, hvilket som det senere skal omtales førte til væsentlige organisatoriske ændringer af institutionsbehandlingen med forskellige former for decentralisering.

Biologisk behandling I første halvdel af det 20. århundrede forsøgte man på forskellig spekulativ baggrund at behandle de sværeste psykiske lidelser. Således kan man nævne malaria-behandling af neurosyfilis, insulin- og kemisk krampebehandling af skizofreni og manio-depressiv psykose, elektrisk krampebehandling (14) og ECT (15) og den radikale lobotomi (det hvide snit) (7) et psykokirurgisk indgreb, hvor forbindelser til og fra pandelappen blev overskåret. Kun ECT har overlevet eftertidens vurdering og er stadig en vigtig behandling ved de sværeste livstruende depressions- og forvirringstilstande. Trods begrænset effekt og væsentlige bivirkninger gav disse biologiske behandlinger anledning til betydelig behandlingsoptimisme 105


over for nogle af de sværeste psykiske lidelser. Både malaria- og lobotomi-behandlingens opfindere blev belønnet med Nobelprisen, hvilket i eftertidens lys forekommer ejendommeligt, men det var udtryk for begejstring over, at der var nu behandlingsmuligheder. Malariabehandling af patienter med dementia paralytica (neurolues) blev introduceret af den østrigske professor i psykiatri Julius Wagner-Jauregg (1857-1940). Via infektion med malariaparasitter gennem blod fra personer med sygdommen fremkaldes høj feber, som syntes at have en gunstig effekt på den psykiske lidelse. Pointen var nu, at man herefter kunne afbryde infektion med et lægemiddel mod malaria: kinin (14). Mellergaard har skildret behandlingens indførelse i Danmark (5). Opfølgende studier af effekten vurderet flere år senere viste at nogle opnåede helbredelse eller væsentlig bedring. Med penicillinets fremkomst var malaria-behandlingens dage talte. Men forventningerne til insulin-behandlingen førte til skuffelse, og Villars Lunn har i sine erindringer med smertelig pinefuldhed redegjort herfor (16). Kraghs (2010) store monografi om lobotomiens anvendelse i Danmark fortjener at blive nøje læst af mange grunde: faglige, idehistoriske og etiske. Frugten af denne første periode for biologisk behandling blev naturligvis ECT. Men denne periode af psykiatriens historie viser, at der var en ganske brav tiltro til spekulative psykopatologiske teorier og ikke langt fra tænkning til handling og dermed fravær af 106

det, vi i dag ville kalde en kritisk klinisk metode til vurdering af effekt og bivirkninger ved behandlingen (se nedenfor). Der er ikke tvivl om, at disse tidligere biologiske behandlingsformer har skadet psykiatriens ry og anseelse meget – både i almenbefolkningen og blandt læger – for ECT’s vedkommende dog med ganske urette. Tysk psykiatri var første halvdel af århundredet dominerende og karakteristisk nok udgav Erik Strömgren i 1935 sin disputats på tysk: Beiträge zur psychiatrischen Erblehre. Auf Grund vom einer Untersuchung an einer Inselbevölkerung (17). Undersøgelser af legemstyper ved skizofreni og manio-depressiv psykose førte den tyske psykiater Ernst Kretschmer til at relatere skizofreni til den leptosome type og manio-depressiv psykose til den pykniske. En psykose vil derfor præges af den præmorbide psykofysiske type under indflydelse af miljøfaktorer. Kompleksiteten i årsagsforklaringer krævede et kompliceret teoretisk begrebsapparat. Karl Birnbaums Strukturanalyse skelnede således mellem patogenetiske, prædisponerende, provokerende, patoplastiske og præformerede faktorer (18). Men til trods herfor var psykiske årsagsforklaringer lidet dynamiske og manglede teorier til at forklare det komplekse samspil mellem organisme og miljø.

Den Freudianske revolution 1940-80 Mange uden for psykiaternes kreds – lægmand som mange akademikere – opfatter


formentlig Freud som den moderne psykiatris grundlægger, men det er ikke korrekt. Vi skal langt op i historien for at finde indflydelse af psykoanalyse, som grundlagt og udviklet af Sigmund Freud. Først omkring 1950 optrådte neuroser i dansk psykiatri. Det revolutionerende i Freuds imponerende livsværk er den psykologiske tilgang til forståelse og behandling af psykiske lidelser. Nok havde neurologer anerkendt psykologiske forholds betydning, men nervøse lidelser blev jo primært opfattet som nervelidelser. Ikke overraskende var nogle af Freuds første arbejder meget påvirket af den neurologiske tankegang, som han dog gradvist og efterhånden fuldstændig lagde bag sig i opbygning af en særdeles omfattende og kompliceret teori om psyken med redegørelse for psykens opbygning, udvikling og dynamik både under normale og sygelige forhold. Der er næppe mange teorier – måske kun marxisme og forskellige former for religion – der har haft tilsvarende indflydelse på tankegang og kulturopfattelsen i den vestlige verden som Freuds tænkning og de behandlingsmæssige konsekvenser heraf. Talrige personer har forsøgt at videreudvikle Freuds ideer siden hans død i 1939. En detaljeret redegørelse for Freuds tænkning falder ganske uden for rammerne af dette kapitel, og der må henvises til den omfattende litteratur (19). For vor argumentation er det centrale, at psykoanalysen skabte en ren psykologisk teori for psykiske lidelser og dermed et andet teoretisk forankringspunkt

end neurofysiologi og neuroanatomi. Udviklingen af psykoanalysen skete dog primært i relation til de lettere psykiske lidelser: hysteri, neurasteni, angst og depression, og fandt sted ganske uden for asylerne, og som havde været neurologerne område. Psykoanalyse fik særlig stor betydning i USA fordi en række førende analytikere flygtede til USA under nazismens terror, hvor de dels opbyggede behandling i privat praksis, dels efterhånden kom til at indtage prestigefulde professorater på universitetsafdelingerne, hvorigennem de kom til at præge det akademiske miljø. Psykoanalysens dominans var mest udtalt i USA fra 1940 til 1960 (2). I sidste del af denne periode forsøgte nogle analytikere at applicere teorierne og behandlingen til patienter med grænsepsykotiske og psykotiske lidelser. Der blev fx udviklet teorier om skizofreni, hvor en vigtig årsagsfaktor var interaktionen mellem moderen og spædbarnet. Det empiriske grundlag for disse teorier er dog spinkelt. I Danmark fik psykoanalysen senere under ungdomsoprøret i 1968 og i tiden herefter en særlig fremtrædende plads. Sigmund Freuds og Karl Marx’ (1818-83) tænkning blev sammentænkt i Freudo-Marxisme, og yngre psykiatere, psykologer og humanister argumenterede med voldsom energi, stor akademisk belæsthed og god skriftlig formidlingsform for, at ikke bare neuroserne, men fremtidens psykiatri skulle baseres på psykodynamisk tænkning (14), som mange udlagde som en 107


særlig hermeneutik til forståelse af psykiske sygdomme. Så sent som i 1986 udgav den svenske psykiater Johan Cullberg lærebogen Dynamisk psykiatri (20), der fik stor udbredelse og blev den mest benyttede lærebog blandt personalegrupper i psykiatrien uden for psykiaternes kreds.

Neuroser i dansk psykiatri Som det fremgår af Wimmers lærebog fra slutningen af 1930’erne, fandtes der ikke i den bog et selvstændigt kapitel om neuroser. Det var egentlig lidt overraskende, da netop Wimmer havde interesseret sig meget for de såkaldte psykogene psykoser, altså svære sindslidelser med psykologiske forhold som en væsentlig årsagsfaktor. Wimmer havde dog i 1920 skrevet et mindre arbejde om psykoanalyse, men som fremhævet af Mogens Mellergaard (5), var de fleste fremtrædende europæiske psykiatere ret skeptiske over for Freuds ideer, og hans behandlingsmetoder fandt man fremmedartede. Den førende danske psykiater Erik Strömgren (1909-93) fandt dog tidligt Freuds arbejder interessante og gav en omtale af psykoanalyse i sin lærebog Psykiatri (18), der i en årrække var den eneste danske lærebog. Beskrivelsen af neuroserne, der siden starten af 1950’erne var blevet indført i Dansk Psykiatrisk Selskabs diagnoseliste, var dog primært deskriptiv. I 1960-udgaven skelnes således mellem 108

O O O O

De De De De

asteniske symptomer ubeherskede affektudladninger anankastiske symptomer hysteriske og psykosomatiske

En række danske toneangivende psykiatere blev inspireret af Freuds tænkning – ikke primært klassisk psykoanalyse, men de psykodynamiske teorier, der opstod som udvikling af og praktisk-kliniske tilpasninger til den kliniske hverdag. Psykodynamisk psykoterapi fik stor indflydelse i neurosebehandling. I Aarhus drev man Klinikken for Ambulant Neurosebehandling (»Neuroseklinkken«) (21). Overlæge Vagn Zahle udgav en lærebog om neuroser og overlæge Erling Jacobsen skrev disputats om angstneurotiske tilstande. I skikkelse af den karismatiske psykoanalytiker og overlæge Thorkil Vanggaard (1910-98) fik psykoterapien og den analytisk orienterede neurosebehandling en styrket rolle på dette tidspunkt i dansk psykiatri. Selv om psykodynamisk psykiatris betydning internationalt set har været aftagende i de sidste 30 år betinget af konkurrerende teorier og behandlingsformer (se senere), er indflydelsen fortsat stor med behandlingstiltag for både nervøse lidelser og personlighedsforstyrrelser. I 2000 skrev psykiateren og psykoanalytikeren Bent Rosenbaum en disputats Tankeformer og talemåder, hvori han undersøgte skizofrenes tankeforstyrrelser og kommunikation ud fra psykoanalytisk og semiotisk teori (22).


Neurovidenskab og kognitionspsykologi 1950-2000 Neurovidenskaberne udviklede sig voldsomt efter Anden Verdenskrig og ud over på traditionelle biologiske forhold kom der øget fokus på neuropsykologi og indlæringspsykologi i et ambitiøst forsøg på at forstå hjernen som helhed lige fra det molekylære til det kliniske niveau. Den ny viden om hjernens funktion førte i ambitiøse forsøg på at intensivere forskning og formidling af hjerneforskning til en bredere offentlig sammenhæng. I USA blev 1990’erne udnævnt til hjernens årti, og i Danmark året 1997 til hjerneåret. Denne videnskabelige udvikling har ført til væsentlige nye teorier om psykiske lidelsers årsager og givet anledning til nye effektive biologiske og psykologiske behandlingsmetoder. Men udviklingen blev sat i gang af en ganske tilfældig opdagelse: det antipsykotiske lægemiddel klorpromazin (14).

Den psykofarmakologiske revolution I 1949 havde den australske psykiater John Cade (1912-80) dog allerede peget på litium som et muligt middel mod maniske tilstande, og især gennem den danske læge Mogens Schous (1918-2005) indsats blev dette senere veldokumenteret. Det kom dog til at tage en række år før skepsis og international kritik forstummede. Ved opdagelsen af antipsykotika (neuroleptika), altså lægemidler mod sindssygelige symptomer indledtes en helt ny psykofarma-

kologisk æra, der af mange psykiatere opfattes som en behandlingsmæssig revolution. Som overlæge Rasmus Fog udtrykte det mange år senere: Indførelsen af neuroleptika blev en revolution for psykosebehandlingen og overalt i verden kunne mange patienter udskrives til ambulant behandling, og senge kunne nedlægges. Lukkede afsnit blev omdannet til åbne afsnit, indlæggelser kunne afkortes, kronificeringen mindskedes (23). Inden for en kort periode blev de vigtigste moderne psykofarmaka stillet til rådighed i behandlingen, og selv om der siden er udviklet en lang række nye psykofarmaka, ofte benævnt 2. generations psykofarmaka, er der kun kommet få helt nye lægelige, fx med effekt på demens ved Alzheimers sygdom. Det afgørende nye ved klorpromazin, at lægemidlerne er effektive over for invaliderende sindssygelige symptomer (vrangforestillinger og hallucinationer), som tidligere slet ikke kunne påvirkes medikamentelt og at man kunne opnå angstdæmpende og beroligende virkning uden at fremkalde generel sedation. Fremkomsten af effektive antidepressiva var et andet afgørende fremskridt for psykofarmakologien, og som for neuroleptika skete denne opdagelse også ved et tilfælde. Medicinalfirmaerne fortsatte udviklingen af kemiske forbindelser, der mindede om klorpromazin. Den schweiziske psykiater Roland Kuhn (1912-2005) begyndte i 1953 at undersøge virkningen af et nyt stof, imipramin. Resulta109


terne var umiddelbart skuffende, men der var dog en indvirkning på patienternes stemningsleje, hvilket var overraskende, da man troede, at der var tale om et nyt antipsykotikum. Kuhn afprøvede nu imipramin hos andre patienter og observerede en markant antidepressiv effekt. I 1957 publicerede han en artikel med sine resultater, og inden for de næste år blev imipramin registreret som antidepressivum i en række andre europæiske lande. Som ved antipsykotika har medicinalfirmaerne derfor udviklet en række forskellige lægemidler med antidepressiv effekt og færre bivirkninger end imipramin. Blandt mange nye antidepressiva, der er udviklet i de sidste 25-30 år, har SSRI’erne fået særlig udbredelse, som misvisende i mediesammenhæng ofte omtales som ’lykkepiller’. Trods mange nye lægemidler er det dog tvivlsomt, om der er sket afgørende fremskridt i den psykofarmakologiske behandling. Nye lægemidler er næppe større eller hurtigere indsættende klinisk effekt end de ældre og selv om bivirkningsprofilen er ændret er lægemidlerne langt fra bivirkningsfrie.

Neurotransmittere Ud over den kliniske betydning kom psykofarmaka til at kaste nyt lys over årsager til psykiske lidelser, og i 1967 opstillede Schildkraut monoaminhypotesen for affektive tilstande (24). Gennem indsats fra mange forskergrupper påviste man, at antipsykotika og antidepressiva påvirkede særlige kemiske sig110

nalstoffer i hjernen, de såkaldte neurotransmittere, hvoraf de vigtigste er dopamin, noradrenalin, serotonin og acetylkolin. Hypoteserne postulerede derfor, at skizofreni og affektive lidelser var udtryk for forstyrrelser af synaptisk transmission. Man kunne nu opstille kemiske teorier for sindssygdommene og deres behandling. Ved skizofreni er der overaktivitet af dopamin, og den klinisk effektive behandling skyldes, at antipsykotika hæmmer dopamins virkninger ved at binde sig til de receptorer i nervecellen, hvortil dopamin binder sig og udøver sin virkning. Tilsvarende er der ved depression underaktivitet og ved mani overaktivitet af noradrenalin eller serotonin, som normaliseres ved lægemidlernes indvirkning på signaloverførslen i nervecellerne. Ved Alzheimers demens foreligger der nedsættelse af mængden af acetylkolin. Nogle antidepressiva som SSRI’er hæmmer genoptagelse af serotonin i den såkaldte præsynaptiske nervecelle. Herved bliver effekten på postsynaptiske celler større med klinisk bedring efter nogen tid. Også rusmidler som kokain påvirker den synaptiske transmission, især dopamin. Kokainmisbrug kan udløse psykotiske tilstande. Galskaben var nu blevet en kemisk forstyrrelse i hjernen.

Angstdæmpende lægemidler til befolkningen I medicinalfirmaet Roche i Schweiz lykkedes det i 1958 at patentere et nyt stof tilhørende


benzodiazepingruppen, klordiazepoxid og senere diazepam, som var særligt virksomme over for neurotisk angst, og det skulle hurtigt vise sig, at Roche havde lagt et guldæg. Med klopoxid (Librium) og diazepam (Valium) fik firmaet salgstal af hidtil uset størrelse, således at omkring 5 % eller mere af befolkningen kom i behandling med benzodiazepiner. Men begejstringen blandt psykiatere for disse stoffer blev mindre udtalt end for både antipsykotika og antidepressiva af flere grunde. Det viste sig snart, at benzodiazepiner både kunne føre til udvikling af misbrug og afhængighed, og at mange kom i årelang behandling med stofferne på en tvivlsom indikation. De kunne ikke ophøre med at tage stofferne, fordi de fik ubehagelige symptomer ved forsøg herpå. Men som for antipsykotika havde hjernekemien og den biologiske sygdomsforståelse vundet en ny sejr. Også neuroserne var kemiske, og afklaring af virkningsmekanismer ved benzodiazepiner bidrog til en større forståelse af følelsernes fysiologi. Man kunne sammenkæde adfærd samt anatomiske og fysiologiske forhold i hjernen og farmakologi. Et vigtigt område for følelser i hjernen er det limbiske system, som repræsenterer en ældre del af hjernens udvikling, og som varetager vigtige funktioner i menneskets overlevelse.

Psykofarmakologisk forskning i Danmark Danske forskere har givet væsentlige bidrag til psykofarmakologisk forskning. Dopamin

teorien har fortsat i mange år haft en helt central placering som teoretisk forklaring på skizofreni, og der er givet væsentlige bidrag hertil af psykiateren Ib Munkvad og samarbejdspartnere på forskningslaboratoriet på Sct. Hans Hospital (25). Mogens Schou, der var klinisk kemisk uddannet udfoldede på Psykiatrisk Hospital i Risskov sit livsværk – og med et frugtbart klinisk samarbejde med overlæge Baastrup på Psykiatrisk Hospital i Glostrup. Gennem Mogens Schous forskning blev effekten af litiums stemningsforebyggende effekt dokumenteret i klinisk kontrollerede forsøg, og i både kliniske og grundvidenskabelige studier bidrog han til at udforske bivirkninger til behandlingen, blandt andet nyretoxicitet. Han blev herved foregangsmand for translationel forskning, altså den tætte og gensidigt inspirerende kontakt mellem klinik og grundforskning, som har været et vist særkende for dansk psykiatrisk forskning på universitetsafdelinger gennem de sidste 100 år (26). Dokumentation af effekt og bivirkning har haft høj prioritet som led i kvalitetsudvikling af psykofarmakologisk behandling. Danish University Antidepressant Group (DUAG) har udført en række kliniske studier, og på klinisk kemiske laboratorier er der flittigt anvendt plasma-målinger af psykofarmaka som led i en individualiseret kvalitetskontrol: Therapeutic Drug Monitoring (TDM). Jyske psykiatere har bidraget væsentligt til en række DUAG-studier, der har vundet international anerkendelse (27). 111


Fig. 1. Maniske og depressive perioder før og under lithium behandling. Ref: Schou M. Die Lithiumprophylaxe bei mani-depressiven Psychosen. Nervenartz 1971;42;1-10.

Denne forskning har været afhængig af valide redskaber til diagnostik og symptomvurdering. Overlæge Aksel Bertelsen har således deltaget i udarbejdelse af 10. udgave af International Classification of Diseases, der er det officielle klassifikationssystem i Danmark, og mange andre til at indføre internationale diagnostiske redskaber. Til at bruge symptomvurderingsskalaer på en valid måde, er der udarbejdet særlige statistiske analyser som fx Rasch-analysen, der er udviklet af en dansk 112

statistikprofessor, og som er blevet hyppigt anvendt i dansk forskning. Selv om psykiatrisk klassifikation og diagnostik er primært symptombaseret, er det lykkedes at imødegå væsentlige begrænsninger herved med hensyn til validitet og reliabilitet gennem anvendelse af en række moderne psykometriske metoder. Klinikken er dermed blevet videnskabeliggjort i empirisk forstand, og psykofarmakologien har også i nogen grad bidraget hertil.


Neuropsykiatri og hjernen: fra blackbox til struktur og funktion Teorier om psykiske sygdomme var i de første årtier efter Anden Verdenskrig primært baseret på dyreeksperimentelle studier – især af gnavere – hvad der naturligvis lagde væ-

sentlige begrænsninger for forståelse af højere hjernefunktioner og adfærd ved psykiske sygdomme. Billeddannende metoder. Fra omkring 1975 skete der dog metodologiske fremskridt, som muliggjorde udforskning af højere mentale funktioner og dermed sammenkoblingen af

Fig. 2. MR-scanning af depressive patienter. White Matters Lesions og relation til nervebaner (røde) vist ved Fiber Tracking. Ref: Dalby et al. 2012.

113


Fig. 3. PET-scanning. Øget blodgennemstrømning i hippocampus hos deprimerede. Ref: Videbech et al. 2001.

kliniske symptomer, neuropsykologisk funktion og hjernens struktur og fysiologi. De billeddannende scanningsmetoder revolutionerede den psykiatrisk kliniske forskning. Med CT- (Computerized Tomography) og MR(Magnetic Resonance) scanning kunne man undersøge hjernens opbygning, og med PET(Positron Emission Tomography) scanning hjernens funktion, fx blodgennemstrømning i hjernen i relation til særlige psykologiske funktioner som opmærksomhed og problemløsning (28). I løbet af de kommende år blev der publiceret en række studier med påvisning af forandring i hjernens opbygning og dens funktion hos personer, der lider af skizofreni. Brug af billeddannende metoder har haft høj prioritet i hjerneforskningen i Aarhus fra 1990’erne og samarbejdet mellem psykiatere, 114

neurologer, neurokirurger og neuroradiologer er blevet til gensidig inspiration, og frem for alt til yderligere forståelse af den arbejdende hjerne under både normale og sygelige forhold. Værdien af disse metoder er ganske afhængig af et bredt tværfagligt samarbejde inden for neuroforskningen – i psykiatrien mellem psykiatere og neuropsykologer, og har dermed bidraget til at opløse den gamle skarpe skelnen mellem biologiske og psykologiske forhold. Hjernen arbejder som en helhed. Psykiatrisk genetik. Danske psykiatere har bidraget væsentligt til den psykiatrisk genetiske forskning – både den klassiske genetik og den nye molekylærbiologiske retning, der er udviklet i de sidste årtier efter klarlæggelsen af DNA- og RNA-molekylernes struktur og transskription og translation af den genetiske information til dannelse af proteiner. Et tidligt og veldokumenteret forskningsmæssigt fund – den meget høje arvelighed ved mange psykiske lidelser – er ved at få sine molekylære forklaring (28). Hvor de første neurotransmitterteorier for psykiske sygdomme, der blev opstillet efter fremkomsten af de moderne psykofarmaka, havde tilbøjelighed til at reducere al sygdom til kemiske årsager, er dette forenklede synspunkt nu stort set forladt. I moderne psykiatrisk forskning forsøger man således at karakterisere psykiske lidelser lige fra det kliniske niveau – patientens symptomer – til det molekylær kemiske (28). Det kræver en tværfaglig tilgang.


Indlærings- og kognitionspsykologi Efter psykodynamiske teoriers dominans i perioden 1940-1960 er der kommet andre teorier, der har ført til nye former for psykoterapi, der har fået tiltagende betydning. Tidlige erfaringer efter Anden Verdenskrig, med adfærdsterapi baseret på den russiske fysiolog Ivan Pavlovs (1849-1936) klassiske forsøg med betingede reaktioner hos dyr, pegede på, at neurotiske symptomer kunne afbetinges med normalisering af adfærden. I de sidste 25 år af 1900-tallet er de kognitive processer kommet i fokus og har ført til udvikling af kognitiv terapi. Det har ført til at tænkning og informationsbearbejdning indtager en central plads i modsætning til de klassiske indlæringsteorier, der fokuserede på adfærd. Gennem en analyse af de karakteristiske forstyrrelser af kognitionen, som ses ved psykiske lidelser, er der udviklet en række specifikke psykoterapeutiske teknikker til ændring af de uhensigtsmæssige tanker, fx katastrofetanker eller den uhensigtsmæssige adfærd, fx at flytte fra den angstprovokerende situation. I de seneste år har kognitive- og adfærdsmetoder fundet anvendelse ved psykotisk tilstand, fx i form af kognitiv remediering og rehabilitering (28).

Evidensbaseret behandling Et klassisk spørgsmål i videnskabsteori er, hvordan vi opnår og sikrer videnskabelig erkendelse. Den naturvidenskabeligt baserede psykiatriske grundforskning har traditionelt

haft det klassiske eksperiment som sit ideal, hvorimod den kliniske psykiatri primært har været baseret på klinikerens indtryk af behandlingens effekt, det vil sige ud fra erfaringerne ved sygesengen og det personlige kendskab til patienters sygdomsforløb. Efter Anden Verdenskrig blev man særlig opmærksom på, at mange hidtil hævdvundne og accepterede behandlinger mere hvilede på antagelser og tro end videnskabelig evidens (29). Det førte til udvikling af den kontrollerede kliniske undersøgelse med tilfældig fordeling af personer til behandlings- og kontrolgrupper, brug af standardiserede kliniske evalueringsmetoder og statistisk analyse af resultater med vægt på testning af hypoteser. Kravene til dokumentation er blevet stadig større og under hensyn til induktionsproblemer, altså at slutte fra den konkrete undersøgelse til generelle påstande gentages kliniske undersøgelser ofte mange gange. Resultaterne underkastes nu særlig statistisk analyse – såkaldt meta-analyser. Der er oprettet særlige institutioner, der som Cochrane institutter fokuserer på kritisk meta-analyse af videnskabelige studier. I mere officiel sammenhæng er der oprettet institutioner, der løbende opdaterer resultater af videnskabelige studier inden for psykiatri, fx National Institute of Clinical Excellence i England og Institut for Rationel Farmakoterapi. Sundhedsstyrelsen har i nogle år udsendt referenceprogrammer med vurdering af effekt af behandling og anbefalinger tilpasset hertil. Endeligt udsender forskellige faglige selskaber kliniske guidelines. 115


Disse mange tiltag illustrerer de hastigt stigende krav til begrebet evidensbaseret behandling. Samtidigt er der en voksende erkendelse af nogle begrænsninger af disse sofistikerede empiriske forskningsmetoder og en større åbenhed over for en meget bredere og vanskeligere definerbar forskning med brug af såkaldt kvalitative metoder, fx interviews af få enkeltpersoner og mindre grupper. Kvalitative metoder er af særlig betydning som hypotesegenererende. Uanset metodevalg er kravene til videnskabelig erkendelse blevet skærpet voldsomt i de sidste 100 år. Det er ikke længere forlenet overlægen eller professoren at være det definitive sandhedsvidne. Men det gælder dog kun de videnskabelige problemer – idet evidenskravet ikke på tilsvarende måde har ligget til grund for den reorganisering af psykiatrien, som senere skal omtales. Her er begrundelser ikke kun videnskabelige, men i højere grad politiske.

DSM-III (1980): de psykiske lidelsers expansion I 1980 publiceres det amerikanske klassifikationssystem DSM-III (American Psychiatric Association 1980), der er en forkortelse af 3. udgave af Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (30). Det var et radikalt andet klassifikationssystem end de tidligere versioner og byggede i vid udstrækning på den nye viden om psykiske lidelser, der var indhøstet efter Anden Verdenskrig. Man lag116

de vægt på, at diagnoser skulle være operationelt definerede og have tilstrækkelig pålidelighed, samtidigt med at man søgte efter yderligere dokumentation for deres validitet. Som udtryk herfor blev en række gamle diagnostiske termer ændret, især neuroserne. Angstneurose blev kaldt panic disorder, og hysteriske tilstande hed nu dissociative eller histrioniske som led i afstigmatisering. Sammenlignet med forholdene 45-50 år tidligere kunne man med udgivelsen af DSM-III konstatere, at psykiatrien havde ekspanderet voldsomt. Der var et meget stort antal diagnoser, og man talte ikke længere om psykiske sygdomme (engelsk: disease), men om psykiske forstyrrelser (engelsk: disorder). Det var især gruppen af ikke-psykotiske tilstande, der var blevet udvidet, dvs. angstlidelser, tvangstilstande, følger til kriser og belastninger, en række lidelser med legemlige symptomer, men med formodede psykologiske årsagsforhold, spiseforstyrrelser og personlighedsforstyrrelser. Psykiaterne havde jo allerede efter Anden Verdenskrig overtaget nervelidelserne fra neurologerne. Der er siden kommet både en 4. og i 2013 en 5. udgave og ganske karakteristisk er antallet af diagnoser udvidet hver gang. Hvor Erik Strömgren i sin lærebog angav skøn over sygdomsrisiko på 9-12 %, fandt man i amerikanske epidemiologiske studier helt anderledes store skøn – ja helt op til livstidsrisikoen for at få en psykisk lidelse under livsforløbet på 50 % (31). Grænsen mellem normal og sygelig angst er


i DSM-traditionen arbitrær og der anlægges en pragmatisk holdning. Med psykiske lidelser forstås tilstande, der er ledsaget af betydeligt subjektivt ubehag eller nedsat evne til at varetage daglige opgaver og funktioner i samværet med andre enten i familien eller på arbejdspladsen. Med en sådan definition er hovedvægten lagt på det enkelte individ med dets mange relationer til omgivelserne. Det er dermed næsten logisk elementært, at gruppen af psykiske lidelser blive ganske bred, og grænsen mellem belastning og psykisk lidelse snæver og meget afhængig af det ydre miljø, kulturelle og politiske forhold vedrørende arbejdsmarkedet. Den diagnostiske ekspansion risikerer dog at svække psykiatrien som lægevidenskabelig disciplin og gøre faget til skydeskive for kritik, fx for at medikalisere psykologiske og sociale problemer ved at ordinere psykofarmaka, eller for at psykologisere menneskelig lidelse med teknologiske tilbud om adfærds- og tankekorrektion (kognitiv inkl. mindfullness terapi af patient og familie). Ingen livsfase er hellig – der er medicin og psykoterapi til børn og unge, der fx lider af ADHD og til urolige gamle. Det, der startede som en farmakologisk behandlingsmæssig revolution er tidvis under så kraftig debat i mediesammenhæng at påstanden om det revolutionære kan forekommer malplaceret. Den såkaldte »lykkepilledebat« har været i gang siden 1990’erne – oprindeligt bannerført af bogtitler som Kramers Listening to Prozac (et nyere antidepressiv: fluoxetin). Det voksende forbrug af antide-

Fig. 4. Psykiatrisk lærebog anno 2013.

pressiv medicin ses som udtryk for medikalisering af mellemmenneskelige problemer, og udtryk for lægers afhængighed af information fra medicinalindustrien. Senest er kritikken rejst mod brug af centralstimulerende midler ved ADHD.

Konklusion Den internationale faglige udvikling efter An117


den Verdenskrig har ført til massiv ny viden om hjernemæssige ændringer ved psykiske lidelser opstået i et kompliceret samspil mellem biologiske, psykologiske og sociale forhold. Behandling med medicin eller psykoterapi er blevet evidensbaseret – både teoretisk og empirisk. Dansk psykiatri er som den internationale psykiatri således præget af moderne dynamisk og tværfaglig hjerneforskning. Den klassiske psykiatri er på væsentlige områder blevet til kliniskneuropsykiatri.

Reorganisering af hospitalspsykiatrien I begyndelsen af 1930’erne var psykiatrien under statens sindssygevæsen samlet på nogle få store statshospitaler, og som tidligere nævnt drev Københavns Kommune Sct. Hans Hospital, 6. Afdeling på Kommunehospitalet og fra 1938 en afdeling på Bispebjerg Hospital. Rigshospitalets Psykiatriske Afdeling var åbnet i 1934. Året efter blev den første børnepsykiatriske poliklinik indrettet på Rigshospitalet.

Statshospitalerne I første halvdel af det 1900 århundrede var det blevet tydeligt, at Statshospitalerne var overbelagte og de fremstod efterhånden forældede i indretning og boligstandard. Der meldte sig også et stigende ønske om at også personer med lettere psykiske lidelser kunne behandles på Statshospitalerne. I sin ph.d.118

afhandling Dansk hospitalspsykiatri 1930-1990 med særlig henblik på organisatoriske og administrative forhold (32) har historikeren Merete Bjerrum detaljeret belyst de faglige og især politiske forhold, der ligger til grund for en dramatisk udvikling af psykiatrisk behandling fra asyl til decentraliseret behandling i patienternes nærmiljø med nedlæggelse af senge på hospitalerne og opbygning af lokalpsykiatri. Efterfølgende er med oprettelse af regionerne i 2000’erne sket en organisatorisk opdeling af psykiatrisk behandling i regi af regionerne (den hospitalsbaserede psykiatri) og af kommunerne (socialpsykiatrien) (33). Synet på den psykiatriske patient er ændret fra en passiv til en aktiv rolle – og dermed også terminologien. Mange foretrækker at tale om brugere af tilbud i hospitalssektoren eller om borgere i kommunernes socialpsykiatri. Der er kommet fokus på autonomi og rettigheder hos mennesker med psykiske lidelser. Dette er særligt tydeligt i den omfattende lovændring, der skete med Lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien i 1989. Omorganisering af psykiatri er sket over et langt tidsrum med bidrag fra flere udvalg og kommissioner. I 1956 afgav en kommission Betænkning vedrørende statens sindssygevæsen, hvori der var en langsigtet plan om udbygning af psykiatrien frem til 1970. Som noget centralt anbefalede man, at udbygning af psykiatriske hospitaler skulle ske tæt ved centralsygehusene som selvstændige enheder. Det synspunkt var blandt andet betinget af behandlingsmæssige fremskridt og øget samarbejde mel-


lem psykiatri og somatik. Men vedrørende sengekapaciteten var den størst i 1940’erne og trods opbygningen faldt den efterfølgende med 5 % – dog med en vis kompensering med oprettelse af plejehjemspladser. I 1965 var sengekapaciteten faldet til 2,6/1000. I Jylland oprettedes psykiatriske afdelinger på centralsygehusene i 1964 i Esbjerg, Randers, Vejle og Herning og i 1967 i Silkeborg. Der var dog ikke tale om en udbygning af den størrelsesorden, som var udtrykt i betænkningen, dels på grund af økonomiske vanskeligheder i Danmark, dels fordi der opstod tvivl om behovet (32). Statens Sindssygevæsen etablerede først børnepsykiatriske afdelinger sent. I 1947 blev der givet lovhjemmel til at etablere en børnepsykiatrisk afdeling ved hospitalet i Aarhus, men planerne blev først virkeliggjort i 1958 (32). Fagligt set har udviklingen i voksen-, børne- og ungdomspsykiatri været ensartet, ikke mindst i de sidste 30-40 år.

Fra stat til amtskommune Den næste store organisatoriske omvæltning skete efterfølgende, idet Folketinget i 1975 besluttede at overføre ansvaret fra staten til amtskommunerne som led i en decentraliseringspolitik. Loven blev vedtaget med gyldighed fra 1.4.1976 efter komplicerede politiske forhandlinger og overvejelser over de økonomiske forudsætninger og konsekvenser (32).

Forskning Direktoratet var ansvarligt for fire forskningsinstitutter på hospitalet i Risskov, og der blev indført en særordning for finansieringen heraf, således at der på finansloven indtil for få år siden var en særbevilling til psykiatrisk grundforskning, registrering og biblioteksfunktion. Forskningsinstitutterne omfattede Centrallaboratorium og Psykofarmakologisk Institut, Hjernepatologisk Institut, Cytogenetisk Laboratorium og Institut for Psykiatrisk Demografi. Psykiatrisk Forskningsbibliotek var landets største (21). Forskningen i Jylland var således centraliseret til Psykiatrisk Hospital i Aarhus, hvor Erik Strömgren siden 1945 havde været overlæge og professor, og han var i sin funktionstid landets førende psykiatriske kapacitet, hvad hans professorkollega i København Villars Lunn aldrig undlod at understrege i sin dybe veneration for Erik Strömgren (16). Hans lærebog var i mange år landets eneste. Det er ham, der anbefalede Mogens Schou at kaste sig over det interessante grundstof litium og sammen med anatomiprofessor Ejner Einarsson startede opbygningen af en hjernesamling i årene 1943-83, der kom til at rummer 9.700 hjerner. Tanken var at sikre fremtidig forskning de bedste muligheder for at påvise sygelige forandringer i hjernerne fra psykiatriske patienter. En særlig interesse havde dog epidemiologisk forskning for Erik Strömgren. Under Anna Lise Duponts ledelse blev Institut for Psykiatrisk De119


mografi verdenskendt. Registerforskningen anvendte især data fra Det Psykiatrisk Centrale Forskningsregister, der rummer systematisk indsamlede data om indlæggelser helt tilbage til 1938. Registret har haft meget stor værdi for både psykiatrisk epidemiologisk og genetisk forskning samt registerforskning i bredere og organisatorisk-administrativt forstand. Væsentlige danske bidrag til påvisning af genetiske forholds betydning for psykiske lidelser har benyttet data fra registret, og i de seneste år har dansk registerforskning ført sig fornemt frem internationalt.

Fig. 5. Erik Stro¨mgren.

120

Erik Strömgrens visionære evner afspejler sig også i, at han også introducerede distriktspsykiatrisk service og forskning på Samsø, lang tid før det blev et varmt politisk emne. Cytogenetisk Institut under Johannes Nielsens mangeårige ledelse begyndte udforskning af de specifikke genetiske mekanismer, der ligger til grund for den tidligere og centrale erkendelse vedrørende årsager til psykiske lidelser, og samtidigt har Johannes Nielsen lagt et enestående arbejde i Gallo-patientaktiviteter.


Det er således Erik Strömgrens store forskningsmæssige fortjeneste at han opbyggede et moderne forskningsmiljø med fokus på klinik, biologi og epidemiologi, der var tæt placeret med de kliniske afdelinger, hvorved han foregreb den translationelle forskning, der i dag er højt prioriteret.

per af, at omorganisering af den utidssvarende asylpsykiatri og decentraliseringen indebar et radikalt nyt syn på pleje og behandling præget af øget optimisme med fokus på brugeren, kvalitet og samarbejde mellem personalegrupper for herved at kunne sikre brugeren en normal tilværelse i eget miljø.

Decentral psykiatri

Decentraliseringens teoretiske baggrund

I ungdomsoprørets kølvand var der i perioder en massiv kritik af psykiatrien, ja nærmest en antipsykiatrisk bevægelse. Væsentlig i kritikken var en afvisning af psykiske lidelser som sygdomme svarende til somatiske og en kritik af den centraliserede hospitalspsykiatri. I kritikken af asylernes indretning er det dog vigtigt at have de historiske briller på. Ganske interessant gør sygehuschef Egon Petersen i 25 år med psykiatri 1976-2001 udgivet af Sønderjyllands Amt (34) opmærksom på, at Statshospitalet i Augustenborg ved åbningen i 1932 var luksuøst indrettet sammenlignet med boligstandard i Sønderjylland på det tidspunkt, hvor man levede under særdeles beskedne kår. Men atmosfæren og ånden på hospitalerne blev uundgåeligt præget af den behandlingsmæssige magtesløshed og den meget kraftbetonede pleje, som de mange urolige patienter betingede. I Finn Højbjergs bog Et spejl af tiden -psykiatrien i Viborg Amt 125 år (35) får man ligesom i bogen 25 år med psykiatri 19762001 udgivet af Sønderjylland Amt (34) en klar tilkendegivelse fra mange personalegrup-

Niels Reisby overtog Erik Strömgrens professorat, og hans tiltrædelsesforelæsning i 1980 (36) varslede væsentlige revisioner af den klassiske psykiatri, der havde udviklet sig på universitetsafdelingerne og de tidligere store psykiatriske hospitaler. Reisby nævnte de kendte tre forskellige sygdomsopfattelser: den medicinske sygdomsmodel, den psykologiske opfattelse, der er udviklet ud fra Freuds tænkning, og den sociologiske. Han anså dem ligestillede og anbefalede, at man ud over den hypotetisk-deduktive metode, der anvendes i naturvidenskaberne, skal anvende andre: den fænomenologisk-hermeneutiske metode og handlings-forskningsmetoden. Som rådgivende psykiater for både Sundhedsstyrelsen og Amtsrådsforeningen fik Reisby stor politisk indflydelse. Det er dog næppe rimeligt at tale om et velformuleret og klart videnskabssyn bag den decentrale psykiatri, lokal- eller distriktspsykiatri. Blandt nøgleprincipperne er geografisk nærhed og kontinuitet i ambulant behandlingen, en tværfaglig behandling med vægt på 121


Fig. 6. Antal psykiatriske sengepladser pr. 1000 indbyggere – 1976-2007.

forebyggelse og sammenhæng. Den første lærebog i distriktspsykiatri udkom først i 2002 (37). Her karakteriseres distriktspsykiatrien som en organisationsform for psykiatrisk sygdomsbehandling, som rummer et tværfagligt behandlingstilbud, men med et lægeligt behandlingsansvar. Det videnskabelige grundlag er socialpsykiatri forstået i bred forstand, dvs. hvor den sundhedsfaglige side består af de vidensområder, der dels omfatter virkningen af det sociokulturelle miljø på individets mentale udvikling og sundhed, dels virkningen af den psykiske sygdom på den syges sociale omgivelser. Denne reorganisering havde væsentlige konsekvenser. Forvaltningsmæssigt blev psy122

kiatrien udskilt fra sygehusvæsenet i sin egen forvaltning, som havde forskellige navne i de forskellige amtskommuner. Nogle opfattede det som uhensigtsmæssigt, at psykiatrien nu blev adskilt fra somatikken og dermed kastebold for andre teorier om psykiske lidelse end den biomedicinske opfattelse, som faget havde haft siden fagets fødsel i starten af 1800tallet. Andre så det som en fordel ud fra økonomiske forhold, idet psykiatrien reelt set fik flere midler end i et forvaltningssammenhæng med somatikken. Den anden væsentlige konsekvens, som har haft betydelig mediemæssig opmærksomhed og været genstand for faglige diskussioner er et dramatisk fald i senge, der siden er


fortsat og i dag betyder, at kun de mest syge tilbydes indlæggelse og i så kort tid som muligt. Trods de fordele, som lokalpsykiatrien indebærer, har der til stadighed været faglig og politisk diskussion om reduktionen i sengetal har været for drastisk.

Stigende kriminalitet blandt sindssyge personer Retspsykiateren Peter Kramp har argumenteret for at sengetallets fald er en kausal faktor til stigningen i antallet af retspsykiatriske patienter. Stigningen har været så markant at Kramp & Gabrielsen (38) noget retorisk spørger, om hvad det er for et system, der »så at sige producerer retspsykiatriske patienter«. Det er især den konstante stigning, der bekymrer, idet man alt andet lige måtte forvente, at der med stigende antal psykisk syge uden for institutioner også må komme flere lovovertrædelser begået af psykisk syge. De er sikkert i kriminalitets henseende ligesom andre mennesker. I relation til kravet om evidens for psykiatrisk behandling er det derfor interessant at konstatere, at begrundelsen for den dramatiske reorganisering med nedlæggelse af senge og decentralisering af psykiatrien ikke i samme grad er evidensbaseret som indførelse af ny medicin eller valg af psykoterapeutiske metoder, men i helt anderledes grad afspejler politiske og naturligvis samfundsøkonomiske forhold, samt også behandlingsmæssige ideo-

Fig. 7. Månedlig prævalens for retspsykiatriske patienter. 1977-2004. Ref: Kramp & Gabrielsen: Ugeskr. Læger 2005.

logier for den »bedste« psykiatriske behandling.

Fra amtskommune til region Den sidste store organisatoriske ændring i de sidste 100 år er af relativ ny dato, nemlig overgangen fra amtskommunal organisering af sygehusvæsenet til få store regioner – for Jyllands vedkommende: Region Nordjylland, Midtjylland og Syddanmark. Denne omorganisering har med historiske briller været så 123


kort, at den ikke med rimelighed kan vurderes. Kun enkelte forhold skal anføres. Psykiatrisk behandling nu dels foregår som hospitalspsykiatri i regi af regionen dels som socialpsykiatri i regi af kommunerne. Der er igen øget interesse for specialisering, fx i psykiatriplanen for Aarhus Universitetshospital, Risskov, hvorved distriktspsykiatriske funktioner i nogen grad centraliseres til ambulant behandling på hospitaler. Blandt andre nylige organisatoriske tiltag efter oprettelse af regionerne kan nævnes et tættere samarbejde mellem klinik og forskning på regionshospitalerne og universitetet med professorerne som forskningsledere, for psykiatriens vedkommende i Region Nordjylland og Midtjylland. Regionernes visioner er unægteligt høje, når deres strategipapir bærer titlen: En psykiatri i verdensklasse (39). Måtte fremtiden indfri denne vision!

Psykiatriens kommende fremtid I Danmark er Storm P herostratisk berømt for sit udsagn: Det er svært at spå – især om fremtiden. Jeg vil dog forsøge at fokusere på to forhold: den faglige og den sundhedspolitiske udvikling. National Institute of Mental Health i USA udgav i 1988 en strategiplan for indsatsområder i det 21. århundrede: Approaching the 21st Century (40). Heri omtales en række områder, hvor man kan forvente kvantespring i den videnskabelige forståelse inden for klinisk 124

neurovidenskab, og som er nødvendige for fremskridt i de kliniske neurovidenskaber: O Hjernens udvikling og de talrige vækstfaktorer, der er nødvendige for normal hjernefunktion O Neurokemiske og strukturelle ændringer ved indlærings- og hukommelsesprocesser O Molekylære mekanismer ved hjernecellers produktion af den symfoni af adfærd, der udgør det normale O Anatomiske forbindelser mellem grupper af nerveceller der er centrale for følelser, kognition, opmærksomhed, og andre former for adfærd, både normale og sygelige O Neuroendokrine og andre hormonale systemer og deres regulation af hjernefunktion og vice versa O Betydning af neurotoxiner for hjernesygdomme O Komputermodeller af neuronale netværk og non-lineære dynamiske teorier for hjernefunktion O Interaktion mellem hjernen og immunsystemet og betydningen for adfærd O Genomisk regulation af hjernefuntion og genetisk baggrund for adfærd O Cirkadiane rytmers neurobiologi Nu 25 år efter kan man heldigvis konstatere, at der virkeligt er sket en væsentlig forskningsmæssig udvikling inden for netop disse områder med markante videnskabelige teknologiske fremskridt inden for genforskningen efter karakteristikken af det humane genom og inden for billeddannende metoder,


hvor fx man ved MRI-studier kan visualisere specifikke nervebaner og med bioinformativog komputerteknologi kan belyse hjernens funktion dynamisk. I dag er psykiatrisk diagnostik baseret på psykopatologi og andre kliniske forhold, som det har været det i de sidste 113 år. Trods stadigt nye diagnoser, således som det afspejler sig i de forskellige udgaver af DSM-systemet, så er det næppe en fortsat frugtbar vej. Der sættes derfor stor lid til diagnostik ud fra biologiske, herunder genetiske markører, således som det med særlig succes er sket i onkologien. Man taler nok om maligne lungetumorer, men behandlingen er baseret på biologiske markører, ikke på lokalisationen i lungerne. Visionen er at diagnostik og behandling fremover bliver individualiseret baseret på kliniske forhold suppleret med genetiske og andre biologiske markører, billeddannende metoder og psykologiske tests. Det vil give os et helt andet klassifikationssystem end nu – og det vil også ske i psykiatri. Den kommende udvikling vil forhåbentligt føre til afgørende ny og bedre psykofarmaka baseret på ny viden om hjernefunktioner, hvilket er en forudsætning, idet der som anført ikke er sket afgørende forbedringer af vore nuværende lægemidler siden fremkomsten i 1950’erne. Man må også forvente, at de psykoterapeutiske behandlingsmetoder i bred forstand bliver udviklet, således som det allerede er ved at ske med metoder til kognitiv remediering og rehabilitering, og som sammen med

socialbehandling har givet patienter og pårørende ny optimisme – tydeligst udtrykt ved at formålet med den behandlingsmæssige indsats er at give patienterne mulighed for at opnår recovery, dvs. ikke kun bedring, men helbredelse. Til disse optimistiske forventninger vil jeg dog føje nogle mere pessimistiske. Fra en tid, hvor psykiateren stod som enerådende ekspert forankret i en lægevidenskabelig ontologi og erkendelsesteori, er psykiatrien i højere grad blevet hvermandseje. Om faget og psykisk behandling har mange en mening, hvis man følger debatten i medierne. Det er i en vis forstand glædeligt i et moderne samfund baseret på demokratisk dialog, men kritikken af faget er efter min mening tit så holdningsbaseret, at den faglige substans ganske risikerer at forsvinde. Lykkepilledebatten, der kører på 20. år er et godt eksempel herpå. Det samme gælder kritik af ECT. Interessant er det, at der straks gives tilbud om kriseterapi til mange, der har været udsat for svære psykiske traumer, trods effekten ikke er klart dokumenteret, og kriseterapi muligvis kan forværre forløbet. Tilbuddet er således ikke fagligt, men politisk betinget. Og det er min største frygt, at psykiatrien bliver tiltagende politiseret og vil blive baseret på holdninger og ideologier frem for faglighed. I værste fald, at man i panik hælder barnet ud med badevandet, fordi vi trods fremskridt desværre ikke i tilstrækkelig grad kan hjælpe alle mennesker med psykiske lidelser. 125


Der er her, at historien er så vigtig som læremester. Tænk om man havde opgivet eller omstillet kræftforskningen radikalt for 3040 år siden, da mange døde af mange kræftformer, der i dag kan helbredes. Og et vue over psykiatriens historie gennem de sidste 100 år vidner heldigvis også om så enorme faglige fremskridt, at det lover godt for fremtiden.

Hovedreferencer (1) Shorter E. A history of psychiatry. From the era og the asylum to the age of prozac. New York: John WIley & amp; Sons, Inc.; 1997. (2) Pichot P. A century of psychiatry. 1 ed. Paris: Editions Roger Dacosta (reprint: F.Hoffmann-La Roche & Co, Basle, Switzerland); 1983. (3) Berrios GE. The History of mental symptoms. Descriptive psychopathology since the nineteenth century. Cambridge: Cambridge University Preess; 1996. (4) Adserballe H. Frihedsberøvelse og tvang i psykiatrien Bind 1-2. København: FADLs forlag; 1977. (5) Mellergaard M. Epoker i dansk psykiatri. København: Munksgaard; 2000. (6) Lunn V. Dansk psykiatrisk Selskab 1908-1983. Oslo: Nordisk Psykiatrisk Tidsskrift, Universitetsforlaget; 1985. (7) Kragh JV. Det hvide snit. Psykokirurgi og dansk psykiatri 1922-1983. Odense: Syddansk Universitets Forlag; 2010. (8) Jaspers K. Allgemeine Psychopathologie. 9 ed. Berlin: Springer-Verlag; 1973. (9) Howitz FG. Om Afsindighed og TIlregnelse, et Bidrag til Psychologien og Retslæren. Kjøbenhavn: Andreas Seidelin. Hof og Universitets. Bogtrykker; 1824. (10) Pontoppidan K. Psychiatriske Forelæsninger og Studier. Kjøbenhavn: Forlagt af Th.Lind; 1892. (11) Hübertz JR. Om Daarevæsenets Indretning i Danmark. 1843. (12) Selmer H. Almindelige Grundsætninger for Daarevæsenets Indretning. Kjøbenhavn: F.H.Gibe (fotografisk genoptryk 1979 af Janssenpharma a/s); 2008.

126

(13) Wimmer A. Special klinisk psykiatri for studerende og læger. København: Levin & Munksgaard. Ejner Munksgaard; 1936. (14) Kragh JV. Psykiatriens historie i Danmark. København: Hans Reitzels Forlag; 2008. (15) Endler NS. The origins of electroconvulsive therapy (ECT). Convulsive Therapy 1988;4, no. 1:5-24. (16) Lunn V. Afsind. København: Gyldendal; 1987. (17) Strömgren E. Beiträge zur psychiatrischen Erblehre. Auf Grund vom einer Untersuchung an einer Inselbevölkerung . 1935. (18) Strömgren E. Psykiatri. 9 ed. Copenhagen: Munksgaard; 1967. (19) Olsen OF, Køppe S. Freuds psykoanalyse. København: Gyldendal; 1981. (20) Cullberg J. Dynamisk psykiatri. 2 ed. Copenhagen: Hans Reitzels Forlag; 1986. (21) Nielsen J, Danielsen E. Fra Jydske asyl 1852 til Psykiatrisk Hospital i Århus 2002 (Jubilæumsbog). Århus: Museet, Psykiatrisk Hospital i Århus; 2002. (22) Rosenbaum B. Tankeformer og talemåder. Danmark: Multivers; 2000. (23) Fog R, Randrup A. Commentary on: »Stereotyped activities produced by amphetamine in several animal species and man.« Psychopharmacologia (1967) 11:300-310. A landmark publication from the early days of the dopamine hypothesis. Psychopharmacology (Berl) 2002 Aug;162(4):349-50. (24) Schildkraut JJ. Biogenic amines and affective disorders. Annu Rev Med 1974;25:333-48. (25) Sct. Hans Hospital. Sct. Hans Hospital 1816-1991. Sct. Hans Hospital; 1991. (26) Schou M. Min rejse med lithium. Selvbiografiske noter. Bibl Laeger 2005;197:217-28. (27) Vestergaard P, Gram LF, Kragh-Sorensen P, Bech P, Reisby N, Bolwig TG. Therapeutic potentials of recently introduced antidepressants. Danish University Antidepressant Group. Psychopharmacol Ser 1993;10:190-8. (28) Rosenberg R, Videbech P. Klinisk lærebog i neuropsykiatri. København: FADLs Forlag; 2013. (29) Wulff HR, Gøtzsche PC. Rationel klinik. Evidensbaserede diagnostiske og terapeutiske beslutninger. København: Munksgaard; 1997. (30) American Psychiatric Association. Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders. 4 ed. Washington, DC: American Psychiatric Association; 1994.


(31) Kessler RC, McGonagle KA, Zhao S, Nelson CB, Hughes M, Eshleman S, et al. Lifetime and 12-month prevalence of DSM-III-R psychiatric disorders in the United States. Results from the National Comorbidity Survey. Arch Gen Psychiatry 1994 Jan;51(1):8-19. (32) Bjerrum M. Dansk hospitalspsykiatri 1930 – 1990 med særlig henblik på organisatoriske og administrative forhold. Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. Aarhus Universitet; 1998. (33) Bengtsson S. Danmark venter stadig på sin psykiatrireform. København: SFI; 2011. (34) Sønderjyllands Amt. 25 år med psykiatri 1976-2001. Aabenraa: Sønderjylland amt; 2001. (35) Højbjerg F. Et spejl af tiden – Psykiatrien i Viborg amt 125 år. Viborg: Viborg Amt; 2013.

(36) Reisby N. Psykiatri – en videnskab eller et håndværk? Ugeskr Læger 1980 Aug 11;142(33):2150-5. (37) Blinkenberg S, Vendsborg PB, Lindhardt A, Reisby N. Distriktspsykiatri. En lærebog. København: Hans reitzels Forlag; 2002. (38) Kramp P, Gabrielsen G. Retspsykiatirske patienter i Danmark 2000-2004. Ugeskr Læger 2005;162:4469-72. (39) Danske Regioner. En psykiatri i verdensklasse. Regionernes visioner for fremtidens psykiatri. Danske Regioner; 2011. (40) National Institute of Mental Health. Approaching the 21th century: Opportunities for NIMH Neuroscience Research. Rockville, U.S.: Eget forlag; 1989.

127


Gynækologi og obstetrik gennem 100 år i Jylland Hans Madsen og Margrethe Møller

Gynækologi og obstetrik har i de sidste 10-15 år udviklet sig til et speciale, hvor kvinden og ikke sygdomme og organer er i fokus. Specialet er i samme periode blevet yderligere subspecialiseret i delområder. Foruden almen gynækologi omfatter delområderne reproduktiv gynækologi, urogynækologi, gynækologisk onkologi og obstetrik og ultralydsdiagnostik. Gynækologi og obstetrik omfatter forebyggelse, udredning og behandling af sygdomme og symptomer i de kvindelige kønsorganer, diagnostik og behandling af fertilitetsproblemer, svangerskabsforebyggelse, svangerskabsafbrydelse og kønshormonbehandling af kvinder. Specialet omfatter endvidere udredning og behandling af kvinder med sygdomme, der skyldes forandringer i bækkenbund og nedre urinveje. På flere sygehuse behandler gynækologer i samarbejde med de retsmedicinske institutter ofre for seksualiseret vold. Endvidere varetager gynækologer i speciallægepraksis lidelser i mammae som mastalgi og galaktore og er aktive i opsporing af brystkræft. Obstetrik (fødselshjælp) omfatter sundheds128

fremme, forebyggelse, undersøgelser og behandling under svangerskab, fødsel og i barselsperioden. Desuden varetager specialet en stor del af den prænatale genetiske rådgivning, herunder de prænatale diagnostiske prøveudtagninger i et nært samarbejde med kromosomlaboratorierne. Terapeutiske indgreb på syge fostre udføres på højtspecialiserede afdelinger inden for specialet. Indtil for ca. 100 år siden foregik udvikling og udøvelse af gynækologi og obstetrik kun i København. Således betragtes Frantz Howitz (1828-1912) som grundlægger af gynækologien i Danmark og Leopold Meyer (1852-1918) som grundlægger af obstetrikken. Frantz Howitz foretog således i 1863 den første gynækologiske operation i Danmark i form af en ovarietomi. Howitz og Meyer stod også bag stiftelsen af den første medicinske specialforening i Danmark i 1898 »Forening for Gynækologi og Obstetrik i København«. Foreningen var på daværende tidspunkt ikke landsdækkende, da de to specialer som sagt kun blev udøvet i København. Imidlertid blev 1910 et skelsættende år for


det gynækologisk-obstetriske speciale i Jylland ved etableringen af Fødselsanstalten i Jylland (FiJ). FiJ havde i starten kun obstetrisk funktion, da der både var svangre-, føde-, barsels- og hvileafdeling. Primært var FiJ beregnet til de socialt dårligst stillede gravide kvinder. Det vil i praksis ofte være ugifte kvinder. Disse kvinder fødte tidligere under meget uhygiejniske forhold i hjemmet. Der var stor børnedødelighed i denne gruppe. På FiJ kunne kvinderne komme i god tid inden fødslen og blive i et længere tidsrum efter fødslen sammen med deres barn. Der var endda mulighed for at børnene kunne blive på FiJ indtil de var et år gamle. Efterhånden blev FiJ også hjemsted for komplicerede graviditeter fra hele Jylland. Indtil 1938 varetog FiJ stor set kun obstetrisk funktion. Gynækologien var dog meget sparsom indtil midten af halvtresserne. Herefter steg antallet af gynækologiske patienter. I 1996 flyttede hele afdelingen til Skejby Hospital. Som overlæge og leder af den nye fødselsanstalt blev Victor Albeck (1869-1933) ansat i 1910. Victor Albeck var uddannet som fødselslæge og gynækolog ved Fødselsstiftelsen i København. På daværende tidspunkt var der kun tre andre overlæger i Århus. Victor Albeck fik stor betydning, ikke bare som fødselslæge, men også som en af initiativtagerne til oprettelsen af Aarhus Universitet. Sammen med overlægerne Tage-Hansen og Holger Strandgaard dannede han i 1913 Jydsk Medicinsk Selskab.

Victor Albeck må derfor betragtes som grundlæggeren af obstetrikken i Jylland. Som et kuriosum skal dog nævnes at Christian Johan Berger (1724-1789), som den første professor i obstetrik i Danmark, i årene 1772 til 1774 virkede som læge i Aalborg. Christian Johan Berger blev udnævnt som professor i obstetrik ved Københavns Universitet 1761. Han kom i unåde på grund af hans relationer til Struense, og blev efter frifindelse i 1772 deporteret til Aalborg, hvor han virkede som læge i 2 år indtil 1774, hvor han blev professor ved Universitetet i Kiel. Som nævnt var den første fødeafdeling i Jylland oprettet i 1910. Der skulle gå en del år inden den næste gynækologisk-obstetriske afdeling blev oprettet. Landshospitalet i Sønderborg fik etableret en gynækologisk-obstetrisk afdeling i 1934. Først efter 60’erne blev der etableret mange specialafdelinger og hvert amt fik en eller flere gynækologisk-obstetriske afdelinger. Forud for dette havde der været mange diskussioner om dels gynækologiens tilhørsforhold, og hvor fødslerne skulle foregå. Indtil 1940 var gynækologien i hele Danmark en del af kirurgien på de kirurgiske afdelinger, og før dette blev gynækologien varetaget af de blandede sygehuse. Det var egentlig Danske Kvinders Nationalråd, der i 1943 henvendte sig til Sundhedsstyrelsen med ønsket om at få oprettet gynækologiske afdelinger i Danmark. Denne opfordring blev straks taget op af de gynækologiske og obstetriske overlæger og professorer. De gik naturligvis også ind 129


for en udspecialisering af gynækologien, og de fleste ønskede en tilknytning til de obstetriske afdelinger. I Sverige var denne udspecialisering ske mange år før. De havde gynækologiskobstetriske afdelinger, hvor stort set også alle fødsler foregik, medens de fleste fødsler i Danmark stadig skete hjemme. Dette forslag om udspecialisering af gynækologien skabte en stor debat mellem kirurger og gynækologer. Mange kirurger havde også specialanerkendelse i gynækologi eller kirurgiske kvindesygdomme. Nogle kirurger var også indstillet på en udspecialisering, dog under den forudsætning, at den operative gynækologi forblev under kirurgerne. Det vigtigste for gynækologerne var dog at gynækologien var mere end kirurgi. Professor i kirurgi ved Aarhus Universitet Aage Nielsen var en af de kirurger, der var mere positiv stemt for en specialisering. Han havde dog den bekymring, at specialiseringen medførte en indsnævring af det overblik en læge skulle have. Overlæge Axel Olsen på Fødselsanstalten i Aarhus deltog også i debatten, og mente det var unaturligt at skille de kvindelige organers naturlige funktion, navnlig fødslen og deres sygelige tilstande fra hinanden. Sundhedsstyrelsen anbefalede efter den meget følelsesladede diskussion, at der blev oprettet gynækologiske afdelinger i Danmark. Men først 20 år efter debatten var der etableret gynækologisk-obstetriske afdelinger. Således blev der først i 1962 indviet en gynækologisk-obstetrisk afdeling på Aalborg Sygehus (daværende kommunehospital). Indtil midten af 90’erne blev der stadig 130

udført gynækologiske operationer på enkelte kirurgiske afdelinger. Dette var tilfældet på Kirurgisk Afdeling på Hobro Sygehus. Da gynækologerne på Aalborg Sygehus skulle overtage de gynækologiske operationer, mente kirurgerne, at det var de nu bedre til. Det pudsige var, at da afdelingen i Hobro og ikke mindst sygeplejerskerne erfarede, at de gynækologiske læger havde en helt anden tilgang til gynækologien end de var vant til, blev det beskrevet som et stort kvalitetsløft. Sideløbende med diskussionen om etableringen af gynækologien som selvstændigt speciale i 1940’erne og 1950’erne, var der en omfattende diskussion om fødselshjælpen. Skulle normale fødsler foregå på sygehus eller hjemme. Der var samtidig meget debat om de normale fødsler så skulle foregå på de almenkirurgiske afdelinger eller på obstetriske afdelinger. Hidtil var det kun gravide med forventede komplicerede fødsler eller dårligt socialt stillede, som kunne føde på sygehus. Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi havde dog allerede i 1934 afholdt et møde, hvor alle sygehuslæger i provinsen var inviteret for at diskutere obstetrikkens tilrettelæggelse i Danmark. De fleste ønskede fødselshjælpen knyttet til sygehusene. I 1944 fødte 37 % på sygehus. Debatten var meget følelsesladet, og ikke blot obstetrikere, men også andre læger og politikere deltog i debatten. Formålet med at få flere fødsler ind på sygehusene var, at få både mødre- og spædbørnsdødelighed nedbragt. Spædbørnsdødeligheden var højere i Danmark end i de


øvrige nordiske lande. I Sverige fødte de fleste kvinder på sygehusene. Først i 1956 udkom udvalget med en betænkning, hvor det blev anbefalet, at enhver fødende kvinde burde have adgang til at føde på en afdeling ledet af en obstetrisk speciallæge. Der er ingen tvivl om at denne betænkning sammen med udvikling af det gynækologiske speciale var med til at der efterfølgende blev oprettet mange gynækologisk-obstetriske afdelinger ikke mindst i Jylland. Debatten om fødselshjælpen fortsatte ind i 1960’erne og 1970’erne. Obstetrikerne talte for, at alle gravide kvinder skulle have mulighed for at føde på specialafdeling for at nedsætte den perinatale mortalitet. En af de største fortalere for at alle kvinder skulle føde på specialafdeling var professor Mogens Ingerslev. Hans argumentation byggede meget på erfaringerne med fødslerne på klinikken i Aarhus, og ikke mindst pga. de mange overflytninger fra klinikken til FiJ. I dag foregår stort set alle fødsler på gynækologisk-obstetriske afdelinger. For mindre end 10 år siden var der stadig enkelte fødsler på kirurgiske afdelinger. Sideløbende med denne udvikling er der også oprettet en del gynækologiske speciallægepraksis. Der er dog betydelig flere praktiserende gynækologer i hovedstadsområdet end i Jylland. Det gynækologisk-obstetriske speciale har i lighed med andre specialer gennemgået en rivende udvikling, ikke mindst i de sidste 25 år. Fra at være et speciale, der oprindelig var opsplittet i to specialer, gynækologi og obste-

trik og sidenhen samlet i et speciale, er der i de seneste 25 år sket en opsplitning i flere subspecialer. Det drejer sig om følgende: O O O O O O

Obstetrik Ultralydsdiagnostik (føtalmedicin) Almen gynækologi Gynækologisk onkologi Urogynækologi Reprodutionsgynækologi (fertilitetsbehandling)

Sideløbende med dette er der flere speciallæger, der bliver uddannet til eksperter inden for et af disse subspecialer. Uddannelsen varer sædvanligvis 3 år, og skal godkendes af et udvalg under Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi. Indtil for få år siden var der ingen formelle regler for hvilke funktioner de enkelte gynækologiske og obstetriske afdelinger kunne varetage. Der var anbefalinger i vejledningen »Specialeplanlægning og lands- og landsdelsfunktioner i sygehusvæsenet«. I 2010 udkom Sundhedsstyrelsen med »Specialeplan 2010«. Med specialeplanen kunne specialfunktioner fremover kun varetages på sygehuse, der er godkendt hertil af Sundhedsstyrelsen. Dette har uden tvivl været med til at øge kvaliteten inden for mange områder. Ikke mindst behandlingen af de forskellige gynækologiske kræftformer.

131


Gynækologi Som beskrevet ovenfor er gynækologi i dag et speciale der består af flere delområder/ subspecialer. I det følgende beskrives udviklingen inden for de enkelte indgreb eller sygdomme.

Blødningsforstyrrelse Blødningsforstyrrelser er vel nok en af de mest udbredte tilstande hos kvinder og har været en af de hyppigste henvisningsdiagnoser til gynækologisk udredning og behandling på både de kirurgiske og gynækologiske afdelinger. Årsagen til blødningsforstyrrelser er mange. En af de vigtigste er nok, at det kan være et faresignal for endometriecancer. Indtil for få år siden fik mange kvinder med blødningsforstyrrelse uanset alder, foretaget en fraktioneret abrasio i universel anæstesi. Vel også i den tro, at det kunne være kurativt at fjerne en del af slimhinden. Det var således tidligere et meget udbredt indgreb. I dag udføres fraktioneret abrasio meget sjældent. Endometriecancer ses stort set kun hos postmenopausale kvinder. Postmenopausale kvinder med vaginalblødning et år efter menopausen indgår i dag i en af de såkaldte cancerpakker. De henvises til gynækolog og får foretaget en ultralydsscanning med måling af endometrietykkelsen som vigtigste parameter. Sandsynligheden for en endometriecancer er stort set nul, hvis endometriet er tyndere end 4 mm og der foretages ikke mere. Ved en tykkelse over 4 mm foretages endometriecyto132

logi eventuel fraktioneret abrasio, og hvis den er normal, kan patienten i de fleste tilfælde afsluttes. Hele proceduren foretages i dag ambulant. Er endometriet patologisk, foretages hysterektomi med bilateral salpingoophorektomi. Alt afhængig af endometriehistologien kan glandelfjernelse også indgå. Blødningsforstyrrelser før menopausen er stadig en af de hyppigste henvisningsdiagnoser til en gynækologisk afdeling. Indtil for 25 år siden var fraktioneret abrasio en ofte anvendt procedure, og eneste behandling var hysterektomi. I dag har mange gynækologiske afdelinger metrorrhagiambulatorier hvor udredning og behandling foregår som en ambulant procedure. Alle får foretaget en vaginal ultralydsscanning ofte suppleret med en vandscanning, hvor et tyndt rør føres op i livmoderhulen og vand injiceres samtidig med scanningen. Dette kan afsløre fibromer eller polypper i uterus og endometrium, og behandlingen rettes efter dette. Ofte foretages også en endometriecytologi som supplement for at få informationer om cyklus. Denne diagnostik giver mulighed for en behandling rettet mod årsagen, hysterektomi er ikke førstevalget i dag. Mange får oplagt en gestagenspiral som første valg. En anden mulighed specielt ved polypper og fibromer er resektion af endometrium eller fibrom transcervikalt. Denne procedure blev indført på mange afdelinger omkring 1990. Til trods for de minimal invasive metoder til behandling af blødningsforstyrrelser, har antallet af hysterektomier i Danmark været uændret gennem mange år.


Underlivssmerter Smerter i underlivet hos kvinder er også en hyppig henvisningsdiagnose på gynækologisk-obstetrisk afdeling. Årsager til smerterne er mange. Mange kvinder med smerter i underlivet har tidligere både på kirurgiske og gynækologiske afdelinger fået fjernet småcyster på ovarierne og senere fjernet ovarierne. De fleste kvinder havde stadig smerter efter den første operation, og der var ikke langt til den næste operation med fjernelse af det resterende ovarievæv og måske også hysterektomi. De fleste gynækologer er stødt på disse patienter. Det kaldes blandt de moderne gynækologer »salamimetoden«. Der fortælles også historier om, at der ved indgangen til nogle kirurgiske afdelinger stod »ovarie, ovarie o’var dig ellers kommer kirurgen og tager dig«. Mange af disse kvinder havde psykosomatiske problemstillinger, der resulterede i underlivssmerter (Myogene smerter). I dag tages der hånd om disse patienter på en helt anden måde. Nogle smertepatienter har god gavn af psykologisk assistance. Der er naturligvis også kvinder, der har organiske årsager til underlivssmerter. En af de mest kendte er endometriose. Endometriose kan være en invaliderende sygdom. Diagnosen stilles ved laparoskopi og biopsi. Endometriose behandles både medicinsk, ofte p-piller, eller kirurgisk. Endometriose kan invadere andre organer såsom blære og tarm, og er ofte lokaliseret i det rektovaginale septum. Den meget avancerede kirurgiske

behandling foregår i dag på gynækologiskobstetrisk afdeling i Skejby i et tæt samarbejde med abdominalkirurger ofte ved laparoskopisk indgreb.

Laparoskopi Gynækologerne var det første speciale der indførte laparoskopi for ca. 40 år siden. Hovedsageligt til diagnostiske indgreb og til sterilisation. Fra begyndelsen af 1990’erne blev laparoskopisk operation udført til flere og flere gynækologiske indgreb, fx til operation for ekstrauterin graviditet. Erik Gregersen Vejle Sygehus var på daværende tidspunkt den førende inden for laparoskopisk kirurgi. Indtil 1990 var gynækologerne de eneste der anvendte laparoskopi. Efter 1990 har mange specialer indført laparoskopiske operationer. Selv store abdominale indgreb udføres i dag med laparoskopi. Også inden for gynækologien har laparoskopiske operationer overtaget meget af den åbne kirurgi. De fleste gynækologiske afdelinger foretager i dag laparoskopisk hysterektomi som en standard procedure. Selv store operationer for endometriose foretages på Skejby Sygehus som laparoskopisk indgreb. Den laparoskopiske kirurgi har betydet kortere liggetid, mindre gener for patienterne og færre sygedage. Sidste nye skud på stammen inden for den laparoskopiske kirurgi er robotassisteret laparoskopisk kirurgi. Gynækologerne på Aalborg Universitetshospital var de første gynækologer i Danmark der indførte robotkirurgi i oktober 133


2008, primært til operationer for endometrieog cervixcancer. Kirurgen sidder behageligt ved en konsol og styrer de forskellige instrumenter. Det er betydelig mindre belastende end den almindelige laparoskopi, hvor kirurgen ofte står uhensigtsmæssigt. Der er en god oversigt og betydelig mindre blødning. Patienter, der tidligere blev opereret ved konventionel kirurgi, var indlagt i op til 10 dage. De fleste patienter der opereres ved robotkirurgi kan ofte gå hjem dagen efter operationen, og er sygemeldt 14 dage. Det er også muligt at operere meget overvægtige patienter. En af ulemperne ved robotkirurgi er, at robotten er meget dyr at anskaffe. Den koster i omegnen af 15 millioner kr. Til trods for dette vil robotkirurgi i fremtiden blive anvendt til andre subspecialer inden for gynækologien.

Abort Den fri abort blev indført i Danmark 1. oktober 1973. Kvinder med bopæl i Danmark kunne nu inden for udgangen af 12. uge få foretaget en provokeret abort. Danmark var et af de første vesteuropæiske lande der indførte den fri abort. Svangerskabsafbrydelse kunne indtil 1866 medføre dødsstraf. I 1866 blev dødsstraf erstattet af op til 8 års strafarbejde. I 1930’erne blev straframmen nedsat til højest 2 års fængsel. I 1937 blev der nedsat en Svangerskabskommission, der samme år udkom med en betænkning, der førte til en lov, hvor legal 134

abort blev tilladt på medicinsk, etisk og eugenisk indikation. I 1956 kom den næste svangerskabslov hvor også kvinder med fysiske og psykiske defekter kunne få tilladelse til legal abort. I 1970 blev kvindens sociale og økonomiske situation også taget med i vurderingen af muligheden for legal abort. I 1972 blev der udført ca. 12.000 legale aborter i Danmark og skønsmæssigt 15.-25.000 illegale aborter. Efter den fri aborts indførelse i 1973, har aborttallet ligget et sted mellem 15.000 og 20.000. En af de første der beskrev metoderne til abort var Fabricius Møller på Aarhus Amtssygehuset. Fra begyndelsen af 1930’erne foretog han cervixdilation og evacuation indtil 8 ugers graviditetslængde, og ved graviditetslængde over 8 uger blev der foretaget punktur af graviditeten, og lidt af graviditetsvævet blev evakueret. Herefter kvitteredes en del abortvæv, og hvis ikke blev der foretaget en evacuation. Indgrebet var dengang forbundet med mange komplikationer, der er beskrevet dødsfald i forbindelse med abortindgreb. Aborter på et lidt senere tidspunkt i graviditeten var i mange år problematiske. Der har været anvendt hyperton saltvandsinjektioner intrauterint og sågar injektion af sæbeopløsning. I dag er selv sene aborter blevet meget lettere, og med meget få komplikationer efter indførelsen af cervixmodning med prostaglandin. Mange tidlige aborter før 9. uge foregår i dag som medicinske aborter. Kvinder indtager antiprogesteron præparatet Mifeproston, og ca. 2 dage senere oplægges


prostaglandin vaginalt, og langt de fleste aborterer inden for et døgn på denne behandling. For tiden foregår der en diskussion om øverste grænse for fri abort. Mange ønsker den sat op til 18. uge ligesom i Sverige.

Præventionsmetoder De tidligste sikre metoder til at undgå graviditet var sterilisation. Den første sterilisation i Danmark fandt sted i 1904. Sterilisation blev i starten hovedsageligt kun brugt i forbindelse med sectio. Et lidt sort kapitel i sterilisationens historie var mulighederne for tvangssterilisation, der blev bestemt ved lov i 1935. Det drejede sig primært om psykisk syge og åndssvage patienter. Denne lov blev først afskaffet i 1967. Sterilisation var et af de første indgreb der blev udført laparoskopisk. Der findes to barrieremetoder. Kondom og pessar. Kondomets historie går mere end 2000 år tilbage. Kondomer har været fremstillet af mange forskellige materialer. Olieret silkepapir, læder, lærred, fiskeblære, dyretarme og gummi. Kondomer er stadig det eneste middel der i dag samtidigt beskytter mod uønsket graviditet og seksuelt overførte sygdomme. Et specielt kondom er Femodomet. Det anvendes af kvinder og blev udviklet af Erik Gregersen i Vejle. Det slog imidlertid ikke igennem i Danmark. Pessaret anvendes af kvinder. Det er en præventionsmetode der ikke anvendes meget i dag. For 50 år siden blev det brug meget

mere, da der ikke fandtes andet end kondom og pessar. Det mest revolutionerende middel til sikker svangerskabsforebyggelse er opfindelsen af p-pillen i 1960’erne. P-pillen er et af de sikreste præventionsmidler. Mellem 25 og 30 procent af fertile kvinder anvender i dag ppiller. P-pillen har dog en del bivirkninger, hvor de alvorligste er blodpropper. Der er også noget der tyder på, at p-piller har nogle gavnlige virkninger. Nogle studier beskriver mindre risiko for udvikling af ovariecancer og tarmcancer. Der findes andre hormonelle svangerskabsforebyggende midler: p-plaster, p-ring, p-sprøjte og p-stav. Modsat tidligere findes i dag mange forskellige præventionsmidler. Spiralen findes i en kobber og hormonudgave. Spiralen er mest velegnet til kvinder der har født, da der er mere plads i uterinhulen. Kobberspiralen kan give voldsomme vaginalblødninger og øger risikoen for underlivsbetændelse, medens hormonspiralen reducerer menstruationsmængden, og der er mindre risiko for underlivsbetændelse end ved anvendelse af kobberspiralen. Hormonspiralen er også mere sikker end kobberspiralen. Hormonspiralen koster imidlertid omkring 1.250 kr. mod kobberspirals pris på ca. 250 kr.

Underlivsbetændelse Underlivsbetændelse, adnexinflamation, salpingitis, endometritis, parametritis er nogle af 135


betegnelserne for betændelse i underlivet. Mange yngre gynækologer møder meget sjældent patienter med underlivsbetændelse på en gynækologisk afdeling i dag. Tilbage 1960’erne og 1970’erne var en del patienter med »underlivsbetændelse« indlagt i dagevis på kirurgiske og gynækologiske afdelinger. De blev behandlet med penicillinpræparater uden den store effekt. Først i 1970’erne blev lægerne bekendt med, at klamydiabakterien ofte var årsag til mange af de underlivsbetændelser, der ikke responderede på penicillinbehandling. En af forfatterne (Hans Madsen) publicerede i Ugeskrift for Læger i 1979 sammen med Ole Peter Andersen som nogle af de første i Danmark et tilfælde af klamydiasalpingitis. I 1980’erne kom der gang i forskningen i underlivsbetændelse. Birger Reinholdt Møller fra Aarhus forsvarede i 1985 disputats om emnet. Den primære behandling med antibiotika af underlivsbetændelse blev herefter netop rettet mod klamydier, og herefter var patienter med underlivsbetændelse en sjælden patient på en gynækologisk afdeling. Stort set alle patienter med underlivsbetændelse blev herefter behandlet i primær praksis. Klamydiabakterien bliver i dag påvist hos omkring 25.000 personer i Danmark. Bakterien smitter hovedsagelig ved kønslig omgang, og betragtes derfor som en kønssygdom. De fleste smittede får ikke klinisk infektion, men kan smitte videre. Der er omkring 4.000 registrerede tilfælde af underlivsbetændelse årligt. Derudover er der en del underlivsbetændelser der forløber asymptomatisk. Da en klamydiainfektion ofte 136

efterlader arvæv omkring æggelederne kan dette medføre ufrivillig barnløshed.

Ufrivillig barnløshed Ufrivillig barnløshed defineres som manglende graviditet efter et års forsøg. Ca. 80 % af alle par vil opnå graviditet efter et års forsøg. Af de, der ikke bliver gravide efter et år, vil ca. halvdelen blive behandlet på en fertilitetsklinik for at få hjælp til af få børn. Årsager til barnløshed kan findes både hos kvinden og hos manden eller hos begge. Der er dog hos nogle par en uforklarlig årsag til barnløsheden. Først fra omkring 1950’erne begyndte gynækologer at interessere sig for behandling af barnløse. De blev behandlet med hormonstimulation og/eller insemination. Først efter at reagensglasmetoden (IVF) blev indført i 1980’erne kom der gang i den avancerede fertilitetsudredning og -behandling. Det første »reagensglasbarn« blev født i England 1978 og i Danmark 1984. I begyndelsen af IVF teknikken blev æggene aspireret fra ovarierne ved et laparoskopisk indgreb og under fuld narkose. I dag foregår ægudtagning transvaginalt under ultralydsvejledning i en lille rus. Siden er der sket en stor udvikling i behandlingen af barnløse. Der udføres direkte injektion af sædcelle i ægget under mikroskop, den såkaldte mikroinsemination (ICSI). Denne teknik anvendes hvor manden har stærk nedsat sædkvalitet. Det er også muligt at udtage sædceller fra testiklen og herefter anvende ICSI. Der sker


hele tiden en optimering af teknikkerne. En af de nye teknikker er indførelse af et embryoskop, hvor udviklingen af de befrugtede æg videoovervåges, og håbet er at kunne udvælge det æg der udvikles bedst. Denne teknik er en dansk opfindelse, og der foregår for tiden forskning på flere danske klinikker. Ikke mindst på de jyske fertilitetsklinikker.

Ultralydsscanning Der er ingen tvivl om at indførelsen af ultralydsscanning vel nok er en af de mest revolutionerende undersøgelsesmetoder i både gynækologi og obstetrik. Anvendelse af ultralydsscanning i gynækologi og obstetrik blev indført i Danmark i slutningen af 1960’erne og i begyndelsen af 1970’erne. I begyndelsen blev ultralydsscanning hovedsageligt anvendt til undersøgelse af graviditeter, både tidlige og senere. Alle scanningerne blev udført abdominalt og kun med stillbilleder. Det var et stort fremskridt da »realtime« scanningerne blev indført, og yderligere et stort skridt fremad, da vaginalproben blev udviklet. Det var nu muligt at udføre amniocentese ultralydsvejledt, ligesom måling af flere parametre bl.a. af fostrets abdominalomgang kunne give et fingerpeg om fostervægten. Tidlig ultralydsscanning af fostrets størrelse kunne også give en bedre terminsbestemmelse. Siden er der sket en rivende teknologisk udvikling af ultralydsscannerne, så man kan se de mindste detaljer hos fostret. Det er også muligt at foretage dopplerundersøgelse af flowet hos

fostret. Ændret flow kan være et tegn på iltmangel hos fostret, og det bedste tidspunkt for forløsning kan vælges. Ultralydsscanning indgår i dag som et meget vigtigt element i den prænatale diagnostik. Den gynækologiske ultralydsscanning foregår i dag som en integreret del af en gynækologisk undersøgelse på specialafdelinger og i speciallægepraksis. Der er desuden tanker om at indføre gynækologisk ultralydsscanning i almen praksis.

Prænatal diagnostik Den prænatale diagnostik blev indført i Danmark i 1978. Den bestod hovedsageligt i, at alle kvinder over 35 og visse risikogrupper blev tilbudt en fostervandsprøve omkring 15. uge. Tanken var at finde fostre med svære handicap, specielt kromosomdefekter og nogle stofskiftesygdomme. Kvinderne kunne så tilbydes abort, og undgå fødsel af et svært handikappet barn. Indførslen af den prænatale diagnostik skabte mange etiske dilemmaer, og der var en abortrisiko ved udførelsen af fostervandsprøven. Det største dilemma var også valget mellem abort eller ej. Kvinden var ofte ret langt i graviditetsforløbet, før der var svar på analysen. Dette blev dog ændret ved indførslen af Chorion-Villus-Biopsi (CVS). Ved denne teknik blev der enten transvaginalt eller transabdominalt udhentet en lille biopsi fra moderkagen. Dette kunne udføres allerede fra omkring 11. uge. Der var også en abortrisiko omkring 1 % ved moder137


kageprøven. Ved alderskriteriet blev der kun fundet mindre end 50 % af kromosomdefekterne. Dette førte til, at allerede i 1990’erne indførte Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling på Aalborg Sygehus som de første i Danmark rutinescanning (screening) af alle gravide omkring 11. uge med nakkefoldscanning. En forstørret nakkefold havde vist sig at være en god markør for kromosomdefekter. Dette betød et markant fald i antallet af både fostervandsprøver og CVS. Andre afdelinger i Danmark indførte også rutinescanning af alle gravide. Indførslen af den form for screening skabte i slutningen og 1990’erne og i starten af 2000’erne en til tider meget følelsesladet debat. Det førte i 2004 til et nyt koncept inden for svangerskabshygiejne og fødselshjælp. Alle gravide skulle have et tilbud om information om de muligheder, der er om undersøgelser, og ud fra dette selv træffe et valg (informeret valg) om undersøgelse for specielt Down syndrom og andre strukturelle misdannelser og udviklingsdefekter. De gravide kunne tilvælge en tidlig scanning omkring 11. uge til nakkefoldscanning og blodprøvetagning (af misdannelsesmarkører) og en scanningsundersøgelse omkring 18. uge, hvor der er mulighed for at se misdannelser og andre udviklingsdefekter. Tykkelsen af nakkefolden, sammenholdt med de biokemiske markører giver en risikovurdering for Down syndrom. Der tilbydes kun CVS ved en risiko for Down syndrom. Som tidligere var det ikke formålet at undgå fødsel af et handikappet barn, men en mulighed for rådgivning og 138

kontakt til fx handikaporganisationer. Som nævnt er der mange etiske dilemmaer ved den prænatale diagnostik. De er ikke blevet mindre med indførelsen af disse nye principper og udvikling af nye undersøgelsesmetoder. På enkelte afdelinger i Danmark bl.a. i Skejby tilbydes en avanceret form for prænatal diagnostik. Den såkaldte ægsortering. Dette foregår ved at der foretages in vitro fertilisation, og der udtages en celle fra den delte ægcelle, og der kan foretages undersøgelser for forskellige specifikke lidelser, og kun hvis der ikke er sygdom, kan det befrugtede æg oplægges i livmoderen.

Gynækologiske kræftformer Der er tre store gynækologiske kræftformer: endometriecancer, ovariecancer og cervixcancer. Derudover er der sjældnere former. vulvacancer, salpingscancer og uterussarcomer. Endometriecancer forekommer overvejende hos de postmenopausale kvinder. Incidensen har været stigende gennem de sidste 20 år. Der registreres ca. 800 nye tilfælde om året. Dette skyldes nok, at flere er overvægtige og den højere levealder. De fleste tilfælde kan opereres med simpel hysterektomi og bilateral salpingooophorektomi. Enkelte tilfælde behandles med stråleterapi. Det kan bl.a. dreje sig om meget overvægtige kvinder, som har stor risiko for komplikationer ved kirurgisk indgreb. Indførelsen af robotkirurgi har


dog rykket grænsen markant for hvornår der kan opereres. Patienter med et højt BMI kan opereres med robotkirurgi, og endda hjemsendes dagen efter. De fleste kvinder med endometriecancer er færdigbehandlet med kirurgi alene og undgår strålebehandling. Ovariecancer er den alvorligste af de gynækologiske cancere med den laveste 5 års overlevelse. Incidensen er ca. 600 nye tilfælde årligt. Danmark havde i mange år den laveste overlevelse blandt de nordiske lande. Indtil for 10 år siden var den kirurgiske behandling i Danmark decentraliseret modsat i Norge og Sverige, hvor behandlingen var centraliseret. Som det første amt i Danmark centraliserede Nordjyllands Amt i 1999 den kirurgiske behandling af ovariecancer til afdelingen i Aalborg, og samtidig blev disse operationer udført af få specialuddannede gynækologer. Denne centralisering viste sig allerede efter få år at give en bedre overlevelse. Med den nye Specialeplan fra Sundhedsstyrelsen i 2010 blev behandlingen af ovariecancer centraliseret på få afdelinger i Danmark. Da ovariecancer er den alvorligste gynækologiske cancerform, der oftest diagnosticeres i et stadium 3 med spredt sygdom, har der været spekuleret i screeningsmetoder, bl.a. ved ultralydsscanning. Imidlertid har undersøgelser vist, at der findes alt for mange kvinder med benigne cyster, så alt for mange »raske« kvinder bliver udsat for en unødig operation. Der findes også en tumormarkør CA 125. Den er uspecifik og kan være forhøjet hos kvinder med ikke maligne tilstande. Der findes des-

værre endnu ingen screeningsmetode til at finde kvinder med ovariecancer. Cervixcancer er en cancerform der hyppigst forekommer hos de yngre kvinder. Incidensen af cervixcancer var indtil for 20 år siden omkring 600 nye tilfælde om året. I starten af 1990’erne blev cervixcytologiscreeninger indført i Danmark, og det betød at mange tidlige stadier og forstadier blev fundet og behandlet. Incidensen af cervixcancer er herefter faldet fra ca. 600 nye årlige tilfælde til under 400 nye tilfælde om året. Det har inden for de senere år vist sig, at de fleste tilfælde af cervixcancer skyldes en virusinfektion med Human Papillom Virus. Dette har bevirket, at der er udviklet en vaccine mod de hyppigst forekomne onkogene vira – type 16 og 18, der er årsag til ca. 70 % af alle cervixcancertilfældene. De tidlige stadier af cervixcancer kan i de fleste tilfælde opereres med en udvidet hysterektomi og fjernelse af lymfekirtler i bækkenet. Det er et relativt stort indgreb, som nogle steder i Danmark foretages med robotkirurgi. De fleste patienter kan således gå hjem dagen efter operationen. Ved stadium 2 og derover foretages strålebehandling.

Urogynæklogi Ligesom de øvrige subspecialer er der inden for de sidste 20 år sket en markant udvikling inden for dette område. Området varetager udredning og behandling af genital prolaps, urininkontinens og fødselslæsioner med og uden afføringsinkontinens. 139


Urininkontinens hos kvinder er meget hyppigt forekommende og meget invaliderende. Emnet har været og er stadig tabubelagt, så mange kvinder søger ikke hjælp for deres problemer. Tidligere havde mange kvinder den tro, at det var noget der hørte til det at blive gammel. Det samme har også gjort sig gældende for genital prolaps. Langt de fleste kvinder med urininkontinens kan i dag hjælpes, ofte ved konservativ behandling. Det være sig bækkenbundstræning, ændret drikke og vandladningsvaner. Der er en lille gruppe af kvinder, der bliver opereret for deres stressinkontinens, hvor konservativ behandling ikke slår til. Der har været udviklet mange forskellige operationstyper mod stressinkontinens. Mange af disse typer har ikke haft den ønskede effekt. Imidlertid ser det ud til, at der nu er en metode, der nærmer sig en golden standard. Det er en relativ simpel operation, hvor der i lokalanæstesi lægges et smalt prolenebændel under urethra. Indgrebet foretages som dagkirurgisk indgreb. Der er få komplikationer, og meget høj helbredelsesprocent. De fleste prolapsoperationer, selv vaginale hysterektomier udføres i dag også som dagkirurgiske indgreb. De fleste prolapsoperationer udføres endda i lokalanæstesi. Indtil for ca. 25 år siden var der mange komplikationer og dårlige resultater af prolapsoperationerne. Fx fik de fleste foretaget en sammensyning af levatormusklerne ved bagvægsprolaps. Dette gav mange gener ved seksuallivet, da mange fik arvæv og blev for stramme. Udviklingen af operationer 140

hvor de specifikke læsioner i fascierne syes sammen, har betydet markant bedre resultater med færre senfølger.

Obstetrik I 1933 holdt professor ved Bispebjerg Hospital Erik Hart Hansen foredrag i selskabet om svangreforsorgens udvikling. Ved svangreforsorg forstod Hart Hansen det arbejde, som læger, jordemødre og deres medarbejdere gør for at overvåge gravide med det formål at opdage truende farer i god tid og afværge dem. Ved svangreforsorg i videste forstand forstod han de forholdsregler, som stat og andre større sociale enheder tager for at sikre den svangre så gode betingelser, at hun som sund kvinde kan gå svangerskabet igennem og føde et sundt barn. To af svangreforsorgsbevægelsens programpunkter var dels at hjælpe den svangre med forberedelser til fødsel og barnepleje og dels at udbrede kendskab til hygiejne. Ifølge Sundhedsstyrelsen: Anbefalinger for Svangreomsorgen 2009 (seneste udgave) er formålet med sundhedsvæsenets indsats i forbindelse med graviditet, fødsel og barselperiode at bidrage til, at mor og barn får så godt et forløb som muligt. Indsatsen skal være sundhedsfremmende, forebyggende og behandlende, og den skal styrke og bistå kvinden og hendes partner/familie under hele forløbet. Målet er, at denne periode gennemleves som en sammenhængende, naturlig livsproces med mulighed for personlig udvikling og tryghed.


Der er således flere ligheder end forskelle i synet på formålet med svangreprofylaksen, om end livsvilkår og rammer i 1933 og i 2013 er forskellige. I 1945 kom Lov om Svangerskabshygiejne. Af loven fremgår, at alle gravide har ret til 3 lægeundersøgelser hos praktiserende læge og 7 undersøgelser hos jordemoder. Statsfinansieret. Tidligere havde gravide på eget initiativ kunnet få vejledning hos privatpraktiserende læger og jordemødre. Rigshospitalet havde herudover haft en polyklinik for gravide siden 1921. Danmark havde i 1920’erne en højere børnedødelighed end de øvrige omkringliggende lande. Fra 1929 til 1934 blev der gennemført sundhedsplejerskeordninger i forsøgsdistrikter i København, Holbæk og Vejle. Der var samtidig udpeget 3 nærliggende kontroldistrikter, så forsøgets virkning kunne kontrolleres. Forsøget viste, at dødeligheden for spædbørn var 45 % lavere i forsøgsdistrikterne. Lov om Bekæmpelse af Sygelighed og Dødelighed blandt Børn i det første Leveaar blev vedtaget i 1937. Så tidlig opsporing af graviditetskomplikationer, forebyggelse og sundhedsfremme har altid været indlejret i svangreomsorgen.

Obstetrikkens hovedproblemstillinger Præmature fødsler og intrauterin vækstretardering er væsentlige problemstillinger også i dag. Præeklampsi, HELLP og eklampsi fore-

kommer som altid og er stadig en udfordring. HELLP er en alvorlig form for præeklampsi, og tilstanden forværres ofte hastigt. H står for hemolysis, EL for elevated liver enzymes og LP for low platelet count. Social ulighed, hvad graviditesudfald angår, eksisterer stadig.

Præmature fødsler Forekomsten af præmature fødsler har i mange år været uændret eller stigende i Danmark. Ca. 6 % føder før uge 37π0, heraf heldigvis en stor del mellem uge 34 og 37, hvor de neonatale problemer er langt mindre udtalte end tidligere i graviditeten. Største problemer ses hos de børn, der er født før uge 28, i alt omkring 250 børn om året i hele landet. En betragtelig del af disse ekstremt for tidlige fødsler er gemellifødsler. Prognosen for det nyfødte barn er først og fremmest bestemt af gestationsalderen både hvad overlevelse og overlevelse uden handicap angår. Fraset misdannelser er præterm fødsel den væsentligste årsag til perinatal morbiditet og mortalitet. Det er ikke lykkedes at finde effektiv profylakse og det er vanskeligt at udpege risikogrupper ud over nogle få. Fremskridtet er sket i forhold til forberedelse af barnet. Der gives binyrebarkhormon til gravide med truende præterm fødsel. Det fremmer barnets lungemodning og mindsker forekom141


sten af RDS og cerebral blødning hos den nyfødte og mindsker derved risikoen for neonatal død. Da denne behandling blev indført i 80’erne steg overlevelsen af de for tidligt fødte børn. I 90’erne udvikles surfactant, som gives efter barnets fødsel for at mindske følgerne af RDS. Igen så vi heldigvis er øgning i overlevelse. Endelig er det vigtigt, at barnet fødes det rigtige sted, det vil sige afdelinger med neonatal ekspertise, hvis fødslen sker før uge 3032 og tilsvarende, at børn der fødes før uge 35π0 fødes på hospitaler med pædiatrisk service. Vi har mulighed for at give vehæmmende midler, som med tiden er blevet bedre i den forstand, at bivirkningerne er langt mindre udtalt end de tidligere anvendte medikamina, men der er ingen forskel i effektivitet. I gennemsnit kan fødslen udsættes 7 dage. Det er en gevinst i forhold til at sørge for lungemodning og i forhold til at kunne transportere den gravide til en afdeling med den rette pædiatriske service. Der er derimod sket store fremskridt i pædiaternes behandling af for tidligt fødte børn.

Intrauterin vækstretardering Vi har desværre ikke effektiv profylakse og det er vanskeligt at udpege risikogrupper. Visse medicinske sygdomme hos den gravide øger risikoen for vækstretardering, og disse kvinder følges i obstetrisk specialafdeling. 142

Talmæssigt opstår intrauterin vækstretardering hyppigst hos førstegangsfødende uden kendt risiko. Disse fostre findes af jordemoder og egen læge ved de rutinemæssige svangrekontroller. Data viser, at ca. 1/3 overses. Måling af flow i aa. uterinae ved ultralyd i graviditeten kan være med til at udpege de gravide i risikogruppen, som rent faktisk har risiko for vækstretardering. Metoden er på vej til at blive indført rundt omkring i landet og er allerede indført nogle steder. Det ser ikke ud til at være gavnligt at screene alle gravide med aa. uterinae flow. Så obstetrikerens mulighed er igen at optimere forholdene for det nyfødte barn. Udviklingen af obstetrisk ultralyd er i høj grad med til at kvalificere tidspunkt for forløsning. Målet er at opnå så høj gestationsalder som muligt, uden at fosteret tager skade.

Præeklampsi, eklampsi, HELLP Forekomsten af præeklampsi er 2-8 % i Danmark i dag. Præeklampsi er en multiorgan sygdom, der påvirker både kvinden og fosteret. Der er øget risiko for intrauterin vækstretardering af fosteret. Patofysiologisk er tilstanden karakteriseret af vasokonstriktion, metaboliske forandringer, endothelial dysfunktion og øget inflammatorisk respons. Eklampsi er nu som tidligere en alvorlig tilstand. Eneste definitive behandling af præeklampsi er forløsning. Sygdommen eller tilstanden præeklampsi


har været kendt i århundreder. Allerede i 1700-tallet blev sygdommen beskrevet som en graviditetsbetinget sygdom. Selskabet eller Foreningen for Gynækologi og Obstetrik, som selskabet oprindelig hed var da også meget optaget af præeklampsi og dens behandling og diskussionerne var livlige. Selskabets 96. Møde i 1916 blev holdt som et nordisk symposium, hvis hovedtema var »Behandlingen af Eklampsi«. Tilstede ved symposiet var de førende fødselslæger fra de nordiske lande. Mange var enige i, at svær præeklampsi eller »eklampsismus« som tilstanden også blev kaldt, skulle behandles inden kvinden fik eklamptisk anfald og man var også enige i, at den ultimative behandling var forløsning. Stroganoffs behandling af svær præeklampsi skal nævnes. Behandlingen var ekspekterende og bestod i åreladning, morfin og kloral efter et særligt skema og ro. Man skulle »undgå« alt hvad der kunne fremkalde et eklampstisk anfald. Kvinden skulle anbringes i et mørkt, roligt værelse uden støj. Stroganoff afskrev hurtigt åreladningen som behandlingsprincip, men behandlingens øvrige ingredienser mørke, ro, morfin og klorpromazin var gængs i mange år fremover og blev langsomt forladt helt i 1970’erne og 80’erne. Interessant er det, at Stroganoff i 1937 offentliggjorde en artikel i BJOG: An International Journal of Obstetrics & Gynaecology med titlen: »Two hundred cases of eclampsia treated with magnesium sulphate« [vol.44, issue 2, p. 289-299]. Denne viden blev i hvert fald delvis glemt,

og det ser ikke ud til, at der blev arbejdet videre i forhold til at indføre magnesiumsulfat i præeklampsibehandlingen før langt senere. I dag er det god klinisk praksis at behandle med Magnesiumsulfat som forebyggelse af eklampsi ved svær præeklampsi og som behandling og forebyggelse af nye anfald ved eklampsi. En stor randomiseret undersøgelse, offentliggjort i 2002, viste effekt og behandlingen blev indført overalt i Danmark. Det var eklampsi vores tidligere kolleger først og fremmest frygtede. På det nordiske symposium i 1916 fremlagde overlæge Victor Albeck, Fødselsanstalten i Jylland, sine synspunkter. Han henledte opmærksomheden på, at der fandtes svangerskabssymptomer, som betegnedes »eklampsismus« eller truende eklampsi. Af disse symptomer optrådte forhøjet blodtryk og ødemer hyppigst sammen med albuminuri. I tilfælde af eklampsi efter fødslen havde der altid været symptomer allerede i graviditeten. Symptomet kramper var et forsinket symptom i et i øvrigt veludviklet sygdomsbillede, eklampsismus. På samme symposium blev man enige om, at det var vigtigt at opdage de første symptomer på præeklampsi for at forløse kvinden inden det eklamptiske anfald kom. Man ville skabe en »albuminuri-frygt« blandt læger og jordemødre i lighed med fx tuberculosefrygt. Albuminuri-frygten skulle medføre, at kvinderne blev behandlet på et tidligere stadium og helst på en obstetrisk klinik. 143


Sådan er det også i dag. Det hører med til undersøgelse af gravide i almen praksis, hos jordemoder og i obstetrisk ambulatorium at måle blodtryk og at undersøge urin for albuminuri med henblik på at opdage præeklampsi. Tilstanden er i en periode uden subjektive symptomer. Optræder der subjektive symptomer er der pr. definition tale om svær præeklampsi. HELLP er en alvorlig manifestation af svær præeklampsi. Viser sig ofte ved svære øvre abdominalsmerter. Bliver kvinden indlagt på anden afdeling end obstetrisk afdeling, kan det ske, at symptomerne bliver fejltolket som galdesten eller ulcus, så det er fortsat vigtigt at sprede »albuminuri-frygt«, så den rigtige diagnose kan stilles og kvinden overflyttes til relevant obstetrisk afdeling. Præeklampsi er med rette kaldt teoriernes sygdom og stiller flere spørgsmål end svar. Vi er blevet klogere på patofysiologien og behandling, forløsningsmetoder og intensiv observation og behandlingen er blevet bedre og sikrere end tidligere.

Perinatal og neonatal mortalitet Den perinatale mortalitet er faldet stærkt gennem de sidste 100 år og er nu omkring 7 pr. 1.000 fødte. Den perinatale mortalitet har i mange år ligget højere i Danmark end i de øvrige nordiske lande, men har fortsat vist faldende tendens og har nærmet sig niveauet for andre nordiske lande. I 2004 ændredes 144

definitionen af perinatal mortalitet i Danmark, idet grænsen mellem abort og dødfødsel blev ændret fra 28 uger til 22 uger. Vi fulgte WHO-definitionen af perinatal mortalitet. Dette gav pr. definition en stigning i perinatal mortalitet alt i alt. Den perinatale mortalitet blandt mature børn er fortsat faldende. Andelen af intrauterint døde børn er større end andelen af levendefødte, der dør i 1. leveuge i dag. Den neonatale mortalitet har også været faldende de seneste 30 år, men er højere i Danmark end i de andre nordiske lande. En stor del af de neonatale dødsfald sker inden for gruppen af for tidligt fødte og lavvægtige børn.

Mødremortalitet Maternelle dødsfald er dødsfald, der sker under graviditet, fødsel eller op til 42 dage efter afslutning af graviditeten af årsager, der er udløst eller forværret af graviditeten. Til sammenligning mellem lande angives den maternelle mortalitetsratio, som er antallet af maternelle dødsfald pr. 100.000 levendefødte børn. I den vestlige verden er den maternelle mortalitetsratio faldet markant over de sidste 50 år. I 2001 besluttede man i DSOG at nedsætte er gruppe, der skulle se på maternelle dødsfald i Danmark. Gruppen blev etableret i 2002 og består af medlemmer af DSOG og medlemmer af Jordemoderforeningen. Der


foretages systematisk tværfaglig audit på alle maternelle dødsfald i Danmark. Den maternelle mortalitetsratio ligger på 8 pr. 100.000 levendefødte. Tallet er blandt det absolut laveste i verden. Der er flest dødsfald som følge af allerede tilstedeværende sygdomme eller af sygdomme som opstår under graviditeten og som ikke skyldes obstetriske årsager, men som forværres på grund af de fysiologiske forandringer i graviditeten (indirekte maternelle dødsfald), færre dødsfald som resultat af obstetriske komplikationer (direkte maternelle dødsfald). Udviklingen er gået fra flest direkte maternelle dødsfald til flest indirekte maternelle dødsfald. De hyppigste dødsfald skyldes trombose/ emboli og hjertesygdomme hos gravide, men der er stadig kvinder der dør af præeklampsi og blødning, også i Danmark. I United Kingdom har man i over 50 år haft audit på mødredødsfald. Confidential Enquiery into Maternal and Child Health). Der udgives en rapport hvert 3. år. De danske tal ligner tallene fra United Kingdom. I den engelske rapport angives maternelle dødsfald som følge af selvmord som en hyppig dødsårsag. Vi har ikke haft mulighed for at få pålidelige tal for dette i Danmark frem til nu. I udviklingslande er mønsteret anderledes. Der er flest dødsfald af direkte obstetriske årsager, først og fremmest blødning. Mønsteret var det samme i Danmark tidligere om end vi ikke har systematisk indsamlede tal.

Sårbare gravide. Familieambulatorier Det har i mange år været kendt og dokumenteret, at social belastning af kvinden kunne give øget risiko for dårligt graviditetsudkomme: præmatur fødsel, lavvægtige børn, øget perinatal mortalitet, øget spædbarnsdødelighed. En rapport fra Dansk Institut for Klinisk Epidemiologi udgivet i 1999, »Fødsler og Sociale Forhold«, viste også dette. I rapporten opgøres fødselsudfald og spædbarnsdødelighed i 1991-92 og sammenlignes med sociale forholds betydning for fødselsudfald og spædbarnsdødelighed i 1982-83. Baggrunden for undersøgelsen i 1982-83 var blandt andet, at andelen af lavvægtige børn ikke havde ændret sig væsentligt siden 1960’erne, selv om en udbygning af svangrekontrollerne, specielt vedrørende antallet af undersøgelser i graviditeten havde fundet sted. Siden begyndelsen af 70’erne centraliseredes fødslerne på obstetriske specialafdelinger. I denne periode faldt dødfødselsraten og dødeligheden i 1. leveuge med 55 %, fra 17,9 til 8,0 pr. 1.000 i 1982-83. Dødeligheden i resten af første leveår ændredes ikke. Den var 3,2 pr. 1.000 levendefødte i 1970 og i 198283. Både undersøgelsen i 1882-83 og undersøgelsen i 1991-92 viste en signifikant sammenhæng mellem moderens uddannelse og fødsel af lavvægtige børn og høj spædbarnsdødelighed. 145


Resultaterne fra 1991-92 viste, at gruppen af kvinder med meget kort skoleuddannelse var blevet mindre, men de sociale forskelle i dødelighed var øget i forhold til 10 år tidligere. Man pegede på, at svangreprofylaksens ressourcer skulle tildeles de socialt dårligst stillede kvinder. Længden af skoleuddannelse kunne anvendes som indikator. Der peges dog på, at de tilgrundliggende sociale forskelle i børnedødelighed og lav fødselsvægt ikke kan reduceres via svangreprofylakse alene. Denne undersøgelse sammen med anden litteratur dannede baggrund for de ændringer, der kom i Sundhedsstyrelsens »Anbefalinger for svangreomsorgen« 1999. Her blev det understreget, at svangreprofylakse i højere grad skulle behovstyres, således at de kvinder med størst behov skulle have det største antal jordemoderundersøgelser. Raske ressourcestærke flergangsfødende med tidligere ukompliceret graviditets- og fødselsudfald blev kun tilbudt relativt få jordemoderundersøgelser. På de obstetriske afdelinger fik socialt belastede på samme sæt mulighed for ekstra undersøgelser i svangreambulatoriet. I dagligdagen kaldes gravide med særlige behov »sårbare gravide«. Der er nu ,,Team for sårbare gravide« på alle obstetriske afdelinger. Teamet består af jordemødre og obstetrikere med særlig interesse for dette område, nogle steder er socialrådgiver og/eller psykolog en del at teamet, så organiseringen kan være forskellig, men fokus er det samme. Ud over graviditetskon146

troller og fødselshjælp fokuseres også på den gravides behov for hjælp og støtte efter fødslen og i de tilfælde, hvor det skønnes nødvendigt inddrages Familieafdelingen i den relevante kommune. En særlig udsat gruppe er gravide med et forbrug af afhængighedsskabende medicin og/eller rusmidler både hvad obstetriske komplikationer og barnets tarv og opvækstvilkår angår. På Hvidovre Hospital etableres Familieambulatoriet og det er med til at danne model for resten af landet. Der arbejdes tværfagligt og tværsektorielt med henblik på at sikre en koordineret indsats således at kvinden og hendes familie kommer bedst muligt gennem graviditet og fødsel og at barnets tarv sikres. Indebærer næsten altid et samarbejde med den kommunale Familieafdeling og misbrugscenter ligesom andre lægefaglige speciallæger inddrages. I andre regioner fandtes lignende tiltag. I 2010 etableres Familieambulatorier, et i hver region, alle efter samme model, finansieret af SATS-puljemidler frem til udgangen af 2014. Det er besluttet, at finansieringen skal ske gennem bloktilskud herefter. Ud over at koordinere indsatsen i graviditeten og planlægge fødsels- og barselsperiode, er der tilbud om opfølgende undersøgelser af rusmiddeleksponerede børn frem til skolealderen. Undersøgelserne varetages af psykolog og pædiater og resultatet af undersøgelserne er med til at sikre, at barnets behov tilgodeses. Der er etableret en landsdækkende Familieambulatoriedatabase, således at kvaliteten af Familieambulatoriernes


arbejde kan kortlægges, viden opsamles og forskning kan finde sted.

Organisation Udviklingen i graviditets- og fødselshjælp er gået mod større og større centralisering. Ved udgangen af 2012 var der 24 fødesteder i landet og langt de fleste fødsler finder sted på hospital. På de fleste fødesteder er der døgndækning hvad speciallæger i gynækologi/ obstetrik, anæstesiologi og pædiatri angår, en udvikling som blev yderligere accelereret af Specialeplanen 2010. Der har altid været et tæt samarbejde mellem jordemødre og obstetrikere, og det er der stadig. Jordemødrene har ansvar for den normalt forløbende graviditet og for den spontant forløbende fødsel. Sådan foregår det også i dag på fødestederne. Jordemoderen er den gennemgående fagperson ved vaginale fødsler og inddrager læger ved patologi eller

mistanke om patologi efter de gældende retningslinjer. På det organisatoriske plan er samarbejdet forankret flere steder, bl.a. i Fællesudvalget mellem Jordemoderforeningen og DSOG og også i den daglige ledelse.

Slutbemærkning Som beskrevet haltede udviklingen af det gynækologisk-obstetriske speciale i Jylland noget efter udviklingen i København, i hvert tilfælde indtil for 50 år siden. Imidlertid er der sket meget i de seneste 50 år, således at de gynækologisk-obstetriske afdelinger i Jylland kan måle sig med de Københavnske. Ugeavisen Dagens Medicin kårer hvert år de bedste afdelinger i Danmark. Både afdelingen i Skejby og afdelingen i Aalborg er blevet kåret som de bedste universitetsafdelinger i Danmark.

147


Blodtransfusioner og organtransplantationer i Jylland i de sidste 100 år: udvalgte aspekter Niels Grunnet

Om blodtransfusioner Forestillinger om blodet, dets magi og relation til åndelige bånd har optaget mennesker til alle tider, og læger har i mere end 100 år ønsket at redde liv ved hjælp af blodtransfusioner. Udviklingen med hensyn til at behandle med blodtransfusion har været enorm. Civilisationen har medført håndtering af blodet, kroppens flydende væv, til fremstilling og brug af flere lægemidler, der kan beskrives med ordet blodtransfusionsbehandlinger. Forbedringerne af disse behandlinger har været medvirkende til, at en række nye medicinske behandlinger har kunnet indføres inden for kirurgi og medicinske områder, herunder kræftbehandlinger. Forudsætningerne for at kunne udføre blodtransfusion, som del af en patientbehandling, er dels viden om blodtyper og forligelighed dels etablering af de tekniske og praktiske tiltag, der muliggør opbevaring af det tappede donorblod indtil anvendelsen. 148

Før 1913 (året for grundlæggelsen af Jydsk Medicinsk Selskab) blev ABO blodtypesystemet opdaget. I en notits i 1900 (1) og i en artikel fra 1901 (2) beskrev Karl Landsteiner dels humane isoagglutininer dels tre af de fire AB0-blodtyper, som vi siger i Danmark. ABO, hvor O Ω »ohne antigen« er betegnelsen, der anvendes i fx Norge. Den fjerde type i dette system, AB, blev beskrevet i 1902 af to af Landsteiners elever, von Decastello og Stürli (3). Dette blodtypesystem AB0 er fortsat det klinisk mest vigtige på grund af tilstedeværelsen af såkaldt præformerede antistoffer mod de antigener (blodtypeegenskaber), som den enkelte ikke selv har. Karl Landsteiner fik Nobelprisen i 1930 for denne opdagelse. At holde blodet flydende er en anden forudsætning for at kunne transfundere fuldblod eller dele af fuldblodet, såkaldte blodkomponenter. I 1914 meddelte A. Hustin (og senere andre), at koagulation af donorblodet kunne


forhindres ved tilsætning af natriumcitrat (4). Andre tilsatte siden glukose, og der blev fremstillet opløsninger med varierende indhold af salt, citrat og glukose. Sådanne opløsninger kan sikre holdbarhed af de røde blodlegemer ved opbevaring ved 4 grader i 3-4-5 uger afhængigt af sammensætningen (5). I dag anvendes almindeligvis CPD-SAGM opløsningen (Citrat-Phosfat-Dextrose med en ekstra tilsætningsvæske til de røde blodlegemer Saltvand-Adenin-Glukose-Mannitol). Frivillige bloddonorer er endnu en forudsætning for at kunne etablere en rutinemæssig blodtransfusionsservice til hjælp for hospitalerne og patientbehandlinger. Den første kendte blodtransfusion i Aarhus blev udført i 1930 af overkirurg Strandgaard på Aarhus Kommunehospital (6). Den første selvstændige blodbank i Danmark blev oprettet på Bispebjerg Hospital i 1951. Rigshospitalets blodbank oprettes i 1954 og i 1955 får blodbanken i Aarhus nye lokaler på Aarhus Kommunehospital (Kirurgisk Hus). Før 1955 var der i Aarhus et blodtypelaboratorium på Institut for Alm. Patologi. Denne aktivitet flytter i 1956 til nye lokaler i kælderen under Radiumstationen (nu Onkologisk Afdeling) og i 1957 ansættes Flemming Kissmeyer-Nielsen som overlæge for Aarhus Kommunehospitals Blodbank og Blodtypelaboratorium. De enkelte hospitalers tiltag til aktiviteter inden for blodtransfusion blev derefter forsøgt koordineret i varierende grad ikke blot i

Fig. 1. Dr.med Holger Strandgaard (1869-1936). Kilde: Lokalhistorisk Samling, Aarhus Kommunes Biblioteker.

Aarhus området, men på hospitaler, i kommuner, i amterne og senest i regionerne fra 2007. Nu er der således i Danmark 5 regionale transfusionsorganisationer (svarende til de fem regioner), der samordner, koordinerer og standardiserer alle aspekter af aktiviteter i forbindelse med blodtransfusionsservice. I Region Midt er der i 2013 13 bloddonorkorpsΩbloddonorforeninger, 9 stationære tappesteder for bloddonorer samt e´n mobil tappeenhedΩen trailer, der efter en plan opstilles tæt på større virksomheder og donorrelevante adresser i den vestlige del af regionen. Denne tappetrailer kommer bloddonorerne i møde, så den frivillige, ubetalte donor har mindst muligt besvær med at hjælpe sund149


hedsvæsenet med at afgive blod til gavn for medmennesker i behandling. I amternes periode fra 1970-2007 blev der oprettet selvstændige afdelinger på hospitaler med funktionen Blodbank og Blodtypelaboratorium i Jylland udover i Aarhus i følgende byer: Aalborg, Vejle, Sønderborg, Esbjerg, Holstebro og Viborg. På disse afdelinger blev ansat mindst e´n overlæge som lægelig chef. Overlægen skulle være speciallæge i klinisk blodtypeserologi, dvs. specielt uddannet til at varetage blodbanksdrift samt i blodtypeserologiske laboratorieaktiviteter. Det lægelige speciale skiftede i 1983 navn til klinisk immunologi, idet det faglige indhold fra 1970’erne også omfattede bredere aspekter af immunologien, såsom immunologi af betydning for transplantationer, immundefekter, autoimmunitet samt ved udvalgte infektionssygdomme.

Fremskridt i blodbankerne Udviklingen vedrørende blodtransfusion har været meget omfattende i de sidste ca. 30 år overalt på jyske hospitaler. De selvstændige hospitalsblodbanker har været meget aktive i at være i front i udviklingen af den transfusionsmedicinske service såvel vedrørende blodkomponenter som med tidssvarende analyser til blodtypebestemmelser og påvisning af antistoffer mod røde blodlegemer. I begyndelsen af 1980’erne blev indført et standardiseret system til fremstilling af 3 blodkomponenter fra hver enkelt fuldblods150

tapning i et flerposesæt af sterile plastposer og med tilsætningsvæsker dels til fuldblodet dels til de røde blodlegemer, så disse kunne indgives med samme hastighed som fuldblod, selvom det var de »pakkede« røde blodlegemer alene (7). Denne opdeling af fuldblod muliggjorde at plasma, udover det der skulle anvendes direkte til patientbehandling, kunne nedfryses og indsamles som råvare til produktion af såkaldte blodderivater. Ved dette forstås et lægemiddel fremstillet fra donorplasma. Det drejer sig om en albuminopløsning, opkoncentrering af koagulationsfaktorer som faktor VIII til behandling af blødersygdommen Hæmofili A, faktor IX til behandling af blødersygdommen Hæmofili B, et cryopræcipitat-produkt indeholdende von Willebrands faktor med mere. Produktionen af sådanne blodderivater blev i en årrække udført i Aarhus Kommunehospitals Blodbank med fremstilling af frysetørret plasma, frysetørret faktor VIII og pool af cryopræcipitat. Enkelte andre selvstændige hospitalsblodbanker fremstillede selv cryopræcipitat i mindre målestok. Statens Seruminstitut fik en fraktioneringsafdeling og producerede i en periode de omtalte blodderivater, herunder 5 % albuminopløsning. De forøgede krav til GMPΩGood Manufacturing Practice i de sidste 25-30 år har bevirket, at blodderivatproduktionen er blevet industriel og udliciteret til en medicinalfabrik, der på basis af dansk donorplasma kan fremstille disse produkter tillige med immun-


globulin-præparater til danske patienter i en proces med inaktiveringΩuskadeliggørelse af eventuelle smitstoffer i råvaren. Kvalitetssikringen af blodderivater er udover donorudvælgelsen, blodbankens af staten definerede smittetests-program, tillige en destruktion af evt. smitstoffer med varmebehandling, kemisk inaktivering og filtrering med meget små filtre såkaldte nano-filtre. Kvalitetsforbedringerne af de enkelte blodbanksfremstillede blodkomponenter er fortsat blevet forøgede i de sidste par årtier. Alle produkter med røde blodlegemer og med blodplader bliver således nu i blodbankerne filtrerede med et filter, der fjerner næsten alle hvide blodlegemer i det færdige produkt. Blodpladeprodukter får udtaget prøve til dyrkning for bakterier for at overvåge og sikre samt hurtigt opdage en eventuel tilstedeværelse eller ændring i de meget sjældne fund af bakterier i de fremstillede blodpladeprodukter.

Århus Amts Blodbanksvirksomhed, samarbejde mellem hospitaler Fra 2001-2007 etableredes Århus Amts Blodbanksvirksomhed (ÅABV), der medvirkede til den fortsatte integration og standardisering af såvel donortapning, blodkomponentfremstilling, donor-smittetests samt teknologi og udførelse af de blodtypeserologiske analyser såsom blodtypebestemmelser og forligelighedsundersøgelser, både de ukomplicerede og de mere komplicerede. ÅABV fik e´n samlet paragraf 8 tilladelse

iht. Lægemiddelloven fra Lægemiddelstyrelsen til blodbanksdrift omfattende hospitalerne i Aarhus, Randers, Silkeborg, Grenå og Odder. Tidligere skulle hver af disse hospitalers blodbank have en egen tilladelse, der blev givet til enten en overlæge i anæstesi eller en overlæge i klinisk biokemi afhængig af, hvem der var pålagt ansvaret for den lokale blodbank. ÅABV blev organiseret med den overordnet ansvarlige overlæge, der skulle være speciallæge i klinisk immunologi og som i hele ÅABVs eksistens var Niels Grunnet, der i begyndelsen havde det fælles kvalitetskontrol ansvar for samtlige matriklers blodbanksaktiviteter. På hver matrikel var der udpeget en lokal driftsansvarlig overlæge (overlæge i klinisk immunologi, i anæstesi eller klinisk biokemi), der havde det lokale produktionsansvar. Til at støtte den § 8 ansvarlige overlæge samt fremme den faglige udvikling blev i en nyoprettet stilling ansat en bioanalytikerunderviser med amtsligt ansvar, Annie Lund Mikkelsen. Hun var placeret i Klinisk Immunologisk Afdeling på Skejby Sygehus, men med koordinerende og fagligt udviklende funktion på alle adresser i det funktionelle samarbejde ÅABV. I 2003 blev de fem hospitalers egen fremstilling af blodkomponenter samlet til e´t fraktioneringssted, nemlig i Blodbank og Klinisk Immunologisk Afdeling på Skejby Sygehus. Samtidig fik Niels Grunnet det samlede produktionsansvar i Aarhus Amt, og der blev ansat en farmaceut Stine Willemann til at 151


varetage det samlede, overordnede ansvar for kvalitetssikringen af blodkomponenternes fremstilling, opbevaring, udlevering med mere. Den samarbejdende enhed ÅABV fortsatte med at have lokalt driftsansvarlige overlæger og personale på de fem hospitaler, ansat og lønnet m.m. af det enkelte hospital, men i en flot samarbejdende struktur med amtets eneste specialafdeling, Klinisk Immunologisk Afdeling (KIA) på Skejby Sygehus, senere Aarhus Universitetshospital. Bloddonorerne i et område fx Randers blev tappet i den lokale blodbank, fuldblodet blev under standardiserede forhold transporteret til fraktioneringsafsnittet i KIA, hvorefter de fremstillede, undersøgte og frigivne blodkomponenter kunne anvendes på de matrikler, hvor der var behov. Ved denne organisering fik fællesskabet i Aarhus Amt tilført værdifulde blodprodukter, idet Randers ikke havde behov for alle de blodportioner, de selv tappede, men måske kun ca. halvdelen; den resterende halvdel kunne derved anvendes andre steder i amtet. Et sådant system effektiviserede udnyttelsen og reducerede det spild, der ikke kan undgås, når lægemidlet er en portion røde blodlegemer, som kun har holdbarhed i 35 dage. I de senere mange år har vi samlet i Østjylland haft en uddateringsprocent for portioner med røde blodlegemer på ca. 0,8 %. Fra AB0-typerne i begyndelsen af 1900tallet til Rh-typerne (ofte kaldet Rhesus blodtypen) i midten af 1900-tallet til de nu kendte 33 blodtypesystemer inkluderende 297 anti152

generΩblodtypeegenskaber på de røde blodlegemer er der etableret en viden, der efter behov kan og skal anvendes i forbindelse med korrekt, sikker og optimal transfusionsbehandling på de danske hospitaler (8). Krav til processtyring, fremstilling, kvalitetssikring af donortapning og fremstilling af komponenter fra det tappede blod er ligeledes vokset fra det ret simple til det optimerede niveau, der opfylder kravene fra EU, Sundhedsstyrelsen samt danske hospitalers akkrediteringer. Blodbankerne har i flere årtier arbejdet med disse problemstillinger og opnået et højt niveau i international sammenhæng også før den nationale akkrediteringsmodel er blevet »rullet ud over« de danske hospitaler (9).

Transfusionsmedicin Behandling af patienter med blodtransfusion har i årenes løb udviklet sig fra direkte anvendelse af det tappede fuldblod til anvendelse af den eller de komponenter af blodet patienten manglede til guidelines ved fx akut, ukontrollabel blødning, hvor den balancerede blodkomponentbehandling anbefales givet i form af »akutte transfusionspakker«, bestående af fx 3 portioner røde blodlegemer, 3 portioner plasma og e´t blodpladeprodukt fremstillet fra 4 donorers halve liter bloddonation. Derved får patienten næsten samtidigt tilført røde blodlegemer, koagulationsfaktorer samt et stort antal blodplader, så blodets størkning muliggøres på bedste vis hos den kraftigt blødende patient (10-11).


Nutidens hospitalspraksis med avancerede behandlingstilbud er således blandt andet muliggjort på grund af de forudsætninger, der er udviklet i et paraklinisk speciale som klinisk immunologi. Som et eksempel kan nævnes diagnostik og behandling af hæmolytisk sygdom hos nyfødte, der også er kaldt »Rhesus-sygdom hos nyfødte«. Rhesus blodtypesystemet blev opdaget i 1940. Rhesusblodtyper og antistofundersøgelser blev efterfølgende udført på udvalgte gravide og deres nyfødte børn med gulsot og hæmolyse. Den første udskiftningstransfusion udførtes på Rigshospitalet i København den 4.december 1949. Ved denne medvirkede læge Mogens Ingerslev, der senere blev professor i gynækologi og obstetrik ved Fødselsanstalten i Jylland, beliggende i Aarhus. I 1950’erne blev teknik til bestemmelse af Rhesustype og direkte antiglobulintest på nyfødte børn af Rhesusimmuniserede mødre sat op i Aarhus, som hjælp til diagnosticering af hæmolytisk sygdom hos nyfødte. Fødselsanstalten i Jylland blev i en årrække det jyske centrum for denne diagnostik og behandling med udskiftningtransfusioner. Senere blev denne aktivitet i Jylland også tilgængelig på Aalborg Sygehus. Mange Rhesusimmuniserede børn er på denne måde blevet hjulpet til overlevelse og afhjælpning af de skader, som den hæmolytiske tilstand ellers ville have påført disse børn. I 1960’erne blev det opdaget, at man kunne forebygge opståen af Rhesusimmunisering

Fig. 2. Professor Mogens Ingerslev (1913-1992). Kilde: Aarhus Universitet, Årsberetning 1992.

hos RhD-negative kvinder med RhD-positive fostre ved behandling intramuskulært med et præparat af anti-D immunglobulin senest 48 timer efter fødslen eller efter abort. Denne behandling blev gjort landsdækkende i Danmark ved en Meddelelse fra Sundhedsstyrelsen i 1969 (12). Grundlaget for behandlingsprincippet blev beskrevet af Anne Lundsgaard (13), der senere i mange år var overlæge ved Blodbanken og Blodtypelaboratoriet på Aalborg Sygehus. Præparatet blev fremstillet ud fra plasma 153


indsamlet fra stærkt Rhesusimmuniserede (anti-D dannere) Rhesus negative kvinder fra blodbanker i hele landet også de jyske. Resultater af de første 10 år (fra 1969 til 1979) med dette behandlingstilbud for at forebygge Rhesusimmuniseringer hos RhDnegative kvinder blev rapporteret fra Aalborg Sygehus af Kirsten Lylloff og medarbejdere i Ugeskrift for Læger (14). Den målrettede indsats med svangreomsorgen, hvor alle gravide blodtypebestemmes inden for AB0 og RhD samt undersøges for erytrocytantistoffer såvel tidligt som sent i svangerskabet betød, at antallet af »Rhesusbørn« faldt dramatisk uden dog at kunne elimineres. I de næste 2 årtier (1990’erne og 2000’ erne) blev mange molekylærbiologiske teknikker udviklede inden for human diagnostik. Det blev opdaget, at der kan påvises og udvindes frit foster DNA fra den gravides plasma. Desuden blev molekylærbiologiske teknikker appliceret på blodtypebestemmelser, der fra udelukkende at kunne bestemmes med serologisk teknik på overfladen af de røde blodlegemer i stigende grad kunne bestemmes på DNA-niveau. Et eksempel på dette er, at AB0 blodtypen hos personer, der fænotypisk præsenterer sig med blodtypen 0, kan have forskellige 0-alleler ved AB0-genotypning på DNA materiale. Niels Grunnet og medarbejdere undersøgte således det non-deletionsallel benævnt 02 i en population af danske bloddonorer og fandt, at 02-allelet havde en allel 154

frekvens på 3,7 % (15). Siden er der i verden fundet og karakteriseret en stribe 0-alleler, en stribe A-alleler og en stribe B-alleler. Dette kan i særlige tilfælde være vigtigt at vide og anvende ved bloddonor- og patienttypebestemmelser og er et nyt redskab i de klinisk immunologiske speciallaboratorier. Viden om bestemmelse af blodtyper med molekylære teknikker og om at der kan findes foster DNA i den gravides plasma kunne kombineres, så en blodprøve fra den RhDnegative gravide i 25. svangerskabsuge kunne bruges til på frit foster DNA at bestemme det ventede barns RhD blodtype. Hvis den RhD-negative gravide er bærer af et RhD-positivt foster kunne hun tilbydes behandling med anti-D immunglobulin i 29. svangerskabsuge og igen efter fødslen for i endnu højere grad at undgå RhD-immuniseringer i forbindelse med graviditeter og fødsler. Dette tilbud blev iværksat i Danmark med virkning fra 1. januar 2010 (16). Den endelige udformning af tilbuddet i svangreomsorgen fra 2009 (16) var blevet til blandt andet på basis af en »arbejdsgruppe om rhesus profylakse«, hvor blodbanksoverlægerne Morten Hanefeld Dziegiel og Niels Grunnet deltog. Danmark var det første land i verden, der systematisk på landsplan gav dette tilbud til RhD-negative gravide kvinder: at kunne få prænatal indgift af anti-D immunglobulin baseret på en aktuel bestemmelse af fosterets RhD-type bestemt som genotype på frit foster DNA i den gravides plasma (17).


Transfusionsmedicin og blodbanksdrift i fremtidigt perspektiv I fremtiden forventes en større del af blodtyperne at blive bestemt med molekylære teknikker. I dag findes teknikker til uskadeliggørelse af patogene mikroorganismer i blodkomponenter som blodplade-produkter og plasma. Dette er hidtil blevet vurderet til at være med for mange omkostninger og for lille nytte-effekt i forhold til den yderst minimale risiko for en transfusionsoverført infektionssygdom i Danmark med det nuværende niveau af donorselektion, smittetest på hver donor ved hver donation, teknologi i blodbanken samt overvågning med dyrkning for eventuelle bakterier og øvrig kvalitetssikring og kvalitetskontrol. Den seneste aktivitet i blodbanksdrift har været indførsel af elektronisk opsætningskontrol ved transfusionsbehandling på alle hospitaler i Region Midtjylland. Det blev iværksat medio februar 2013 baseret på et fælles blodbanks-IT-system, engagerede medarbejdere i specialafdelingen i klinisk immunologi på Aarhus Universitetshospital samt på de øvrige matrikler i Blodcenter Midt, en betegnelse for de funktionelt samarbejdende enheder i transfusionsmedicin på alle Region Midts hospitaler. Dette tiltag er det første i Danmark og et af de første i Europa, hvor de vigtige sikkerhedskontroller ved opsætning af blodtransfusioner kan udføres af e´n transfusionsansvarlig medarbejder samt en compu-

ter med stregkodelæser. Patienten skal være forsynet med identitetsbånd med navn og CPR-nummer, der tillige er trykt i en stregkode. Dobbeltkontrollen udføres da af e´n person og en teknisk medspiller, der er en computer med det udviklede software. Dette gør registreringen tidstro og er en personalemæssig lettelse i arbejdsgangen i forbindelse med transfusionsbehandling. Udviklingen forventes at fortsætte i fremtiden. Forskningen i verden omfatter blandt andet: – fremstilling af enzymmodificerede portioner af røde blodlegemer, så de kan anvendes til alle personer uafhængigt af patientens AB0-type – forsøg på fremstilling af »kunstigt blod«, en ilttransporterende opløsning (dog uden succes indtil nu) – alternative produkter med blodplade-lignende funktion til aktivering af hæmostasen ved akutte livstruende blødninger, hvor et standard blodbanks blodpladeprodukt ikke er tilgængeligt – den »rigtige« anvendelse af hæmatopoetiske vækstfaktorer som EPOΩerytropoitin, TPOΩtrombopoitin samt andre – fremstilling af røde blodlegemer i laboratoriet ud fra stamceller og vækstfaktorer (stamcellefaktor, diverse cytokiner (interleukiner)). Indtil nu er det lykkedes at fremstille portioner i størrelsesordenen ca. 5 ml, så det er ikke nok til at kunne opfylde et transfusionsbehov

155


– syntetisk fremstilling af koagulationsfaktorer eller andre donorplasma-bestanddele. Indtil nu findes fx rekombinant koagulationsfaktor VIII og rekombinant koagulationsfaktor IX, der anvendes i den rige del af verden. Alle disse tiltag indebærer meget spændende fremtidsperspektiver i den medicinske behandling af mennesker.

Morten Simonsen blev cand.med. i 1947 og fik ansættelse ved Aalborg Amtssygehus. Den entusiastiske læge fik under primitive forhold arrangeret, at han kunne udføre eksperimenter med transplantation på hunde indkøbt for hans egen løn. Operationerne foregik i et passende rum på sygehuset og hundene blev transporteret dertil i en vasketøjskurv om aftenen bedøvet af morfin, da de larmende hunde måtte installeres i en indhegning på en nærlig-

Organtransplantationer I dag har transplantation bevæget sig fra en drøm over en eksperimentel procedure til en etableret klinisk behandlingsmodalitet. Vejen har været lang og forståelse af det nuværende vil kræve en viden om fortidens ideer og opdagelser. Indsigt i videnskab om transplantationer, immunologi og historiske aspekter af de forskellige discipliner heri vil være medvirkende til at få færre tilfælde af »genopfindelse af hjulet«. I Jydsk Medicinsk Selskabs 100-årige eksistens har udviklingen været meget betydelig inden for en række fag af betydning for den vellykkede organtransplantation fra et menneske til et andet menneske. AB0 blodtypen, der skal være forligelig mellem organdonor og modtager (recipient) er som udgangspunkt af afgørende betydning for en vellykket organtransplantation af nyre, lever, hjerte og lunger. HLA-typer, ofte kaldt vævstyper, er tillige af betydning ved organtransplantation, især ved transplantationer af nyre. 156

Fig. 3. Morten Simonsen (1921-2002). Kilde: Scand. J. Immunol. 56, 543, 2002.


gende arbejdsanstalt. Operationerne fandt sted om aftenen eller på søndage. Der havde aldrig tidligere været eksperimentel kirurgi på sygehuset i Aalborg. Der var tale om et pionerarbejde, der blev videreført i København fra 1948, og som i 1953 var basis for Morten Simonsens disputats med titlen »Biological incompatibility in kidney transplantation in dogs«. Dette arbejde omfattede et udtømmende review af emnet, men tillige omhyggelige kliniske, morfologiske og histologiske observationer af fund og skæbne for nyre-allo-transplantater hos ikke-immunsupprimerede recipienter. Her vistes tillige for første gang de biologiske forskelle ved transplantation af en nyre fra e´n hund til en anden og af en nyre, der blev flyttet rundt i samme dyr (autotransplantation). Disse studier var med til gøre Morten Simonsen beredt til at studere graft versus host (GvH) sygdom hos kyllinge embryos, der gjorde Simonsen til medopdager på verdensplan af tilstanden graft versus host sygdom, det fænomen at immunkompetente celler i transplantatet (graften) kan erkende og reagere mod værten (hostΩmodtager af transplantatet) med deraf følgende sygdom og eventuel død. I Aarhus begyndte professor Thyge Søndergaards team af læger at træne transplantationer på dyr i 1960’erne. Det foregik på Aarhus Kommunehospital. Karkirurgisk specialistfunktion blev opøvet af kirurgerne Poul Ottosen og Ole Fjeldborg. Donornyrens arterie og vene syes til blodkar i bækkenregionen, og donornyrens urinleder føres skråt

igennem urinblærens væg og syes fast på blærens indervæg. I mere end et halvt år blev sådanne nyretransplantationer udført på hunde i Aarhus.

Forudsætninger for nyretransplantation på mennesker At skabe forudsætningerne for at udføre en nyretransplantation på et menneske er en multidisciplinær proces, der involverer ikke blot kirurger, men tillige nyremediciner, immunolog samt patolog. Dertil kommer at mestre anæstesien, at give den rigtige sygepleje, at servicefunktioner kunne ydes fra hospitalslaboratoriet, fra apoteket, fra blodbanken. Fra foråret 1963 udførtes i voksende tempo eksperimenter med nyretransplantationer flere steder i verden. Der var gennemført ca. 50 vellykkede nyretransplantationer i verden indtil foråret 1964 (18). I april 1964 opstod på Aarhus Kommunehospital sammenfaldet af en egnet patient til nyretransplantation og en donornyre fra en afdød mand, som kunne anvendes. Vævstyper (HLA-typer) var på dette tidspunkt ikke karakteriserede. Det første humane leukocyt-type-antigen MAC (nu HLA-A2 og A28) blev beskrevet af J. Dausset i 1958 (19) og var nok især den opdagelse, der gjorde at han fik Nobelprisen i 1980 sammen med G. Snell (for opdagelsen af MHCΩMajor Histocompatibility Complex) og B. Benacerraf (for opdagelsen af immun-respons generne). 157


Fig. 4. Flemming Kissmeyer præsenterer nobelpristageren dr. Jean Dausset for dronning Margrethe i august 1975. Dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet i Aarhus Palle Juul-Jensen ser til. Kilde: Eva Bundegaard, Danske nyretransplantationer. 1999.

I perioden fra 1958 til 1980 bidrog dansk klinisk immunologisk forskning væsentligt til en række landvindinger vedrørende det enestående immungenetiske system, HLA. Forskning på jyske hospitaler i Aarhus og Aalborg var i høj grad spydspidsaktiviteter i denne udvikling. F. Kissmeyer-Nielsen etablerede leukocytagglutinationsteknikken i Blodbank og Blod158

typeserologisk Afdeling på Aarhus Kommunehospital ca. 1960. Kaj Gert Jensen, der i 1964 var blevet overlæge i Blodbank og Blodtypeserologisk Afdeling på Aalborg Sygehus arbejdede med leukocytantistoffer. Han havde fra ca. 1960 arbejdet med disse antistoffer på Rigshospitalet og arbejdet resulterede i en disputats i 1966 (20). Kaj Gert Jensen påpegede, at leukocytantistoffer også kunne være alloantistoffer og ikke kun autoantistoffer, som ellers var fremherskende i opfattelsen på den tid. I 1965 deltager såvel KG Jensen som Kissmeyer i den anden »International Histocompatibility Workshop« i Leiden i Holland, hvor det blev klart, at de på den tid fleste kendte leukocyt- og trombocytantistoffer reagerer med de samme alloantigener, der altså måtte findes på såvel leukocytter som trombocytter. I 1966 lærer Kissmeyer på en studietur til USA noget om Terasakis’ og Walfords lymfocytotoksicitets-mikrometode og får af Rose Payne en stribe specifikke leukocyt-agglutinerende alloantistoffer med hjem, hvilket gør det muligt for ham at karakterisere et panel af leukocyt-typebestemte donorer i Aarhus. Kissmeyer udarbejder derpå sammen med laborant Lisbeth Kjerbye den såkaldte KNteknik (21), en lymfocytotoksisk mikroteknik, der viste stor robusthed, og som i en lang årrække blev standardmetoden i Skandinavien til vævstypebestemmelse (HLA-typeΩHumane Lymfocyt Antigener).


Fig. 5. Nyretransplantationsteamet i Aarhus. Fra venstre: Ole Fjeldborg, Steen Olsen, Flemming Kissmeyer og Villy Posborg. Kilde: Eva Bundegaard, Danske nyretransplantationer. 1999.

Den første nyretransplantation i Danmark blev foretaget i Aarhus i april 1964. Anæstesilægen Ingrid von Staffeldt bedøvede patienten. Hun var i 1962 blevet assisterende overlæge og i øvrigt den første kvinde på Aarhus Kommunehospital, der fik titlen overlæge. At bedøve en patient med kronisk nyresvigt var en stor udfordring på den tid. Teamet fungerede med Ole Fjeldborg som kirurgen, Villy Posborg Petersen som nyremedicineren, Steen Olsen som patologen og Flemming Kissmeyer som immunologen. Dertil skal føjes en lang række andre vigtige samarbejdspartnere, der muliggjorde, at den første nyre-

transplantation i Danmark på et menneske kunne finde sted i 1964. Operationen forløb godt. Den transplanterede nyre viste funktion, men efter 7 dage blev den afstødt på trods af datidens immundæmpende behandling, der var medvirkende til at patienten fik en lungebetændelse, der ikke kunne behandles væk. I maj 1964 var nyretransplantationsholdet i Aarhus igen aktive med deres anden nyretransplantation. Denne havde et meget bedre forløb. Patienten kunne være uden dialyse i de følgende knap 12 år (18). En ny behandling var dermed iværksat, og derved opstår et 159


behov for at kunne matche organdonorer med patienter. I 1966 beskriver Kissmeyer sammen med Steen Olsen, Villy Posborg Petersen og Ole Fjeldborg hyperakut afstødning af en transplanteret nyre som følge af præeksisterende antistoffer mod donorceller (22). Aarhus blev et yndet sted for oplæring i vævstypebestemmelser, ikke kun fra Skandinavien, men også for mange andre forskere. I Danmark blev der oprettet to vævstypelaboratorier, et på Aarhus Kommunehospital og et på Rigshospitalet. Det internationale samarbejde og udforskningen af HLA systemet fortsatte blandt andet via de unikke workshops for udforskning af HLA loci og antigener, der i starten var defineret ved hjælp af antistoffer, såkaldte SD (Serologisk Definerede) specificiteter, senere med celler, såkaldte LD (Lymfocyt Definerede) specificiteter. Den 6. International Histocompatibility Workshop blev afholdt i Aarhus på Scanticon i Skåde. Denne internationale dataindsamling og konference var på flere punkter et højdepunkt i HLA historien, idet den overordnede struktur af HLA systemet var kortlagt, med HLA-ABC samt HLAD, selvom subloci af HLA-D som HLA-DR, HLA-DQ og HLA-DP endnu ikke var identificerede på det tidspunkt (23). Ved den samme workshop blev det klart, at der kunne findes en række associationer mellem HLA specificiteter og bestemte sygdomme, og ved populationsstudier udført i mange lande uden for Europa og USA kunne 160

det vises, at der er en bemærkelsesværdig variation i nogle af HLA type-specificiteterne (alleler). Dette åbenbarede den første indsigt i den »sande« funktion af menneskets stærke vævsforligeligheds kompleks (MHCΩMajor Histocompatibility Complex) nemlig et immunogenetisk system af overordentlig stor variabilitet i populationer af betydning ikke blot for transplantationer, men også for sygdomsdispositioner (naturlige selektionsmekanismer). Debatten om den præcise betydning af matchning med hensyn til HLA for organtransplantaters succes var i gang og fortsatte. Mange forskellige faktorer er af betydning for et organtransplantats skæbne. HLA forlig eventuel HLA identitet er e´n af disse faktorer, især for HLA-A, HLA-B samt HLA-DR med forskellig relativ vægt. På vævstypelaboratoriet på Aarhus Kommunehospital var der i 1970’erne og 1980’ erne et yderst kreativt og produktivt forskningsmiljø kompetitivt med forskningscentre i udlandet. Dette gav anledning til, at adskillige disputatser udgik fra Klinisk Immunologisk Afdeling i Aarhus i de år.

Scandiatransplant I 1969 tog F. Kissmeyer-Nielsen sammen med nordiske kolleger initiativ til at oprette SCANDIATRANSPLANT, der i sin begyndelse var støttet økonomisk af Nordisk Ministerråd. Scandiatransplant var et kollegialt samarbejde, der i de første mange år var ret løst og uformelt organiseret, men som fra be-


gyndelsen af 1990’erne blev struktureret som en forening efter dansk lov, The Scandiatransplant Association. Dette unikke nordiske samarbejde har nu eksisteret i 44 år. Det har i alle årene haft hovedsæde i Aarhus på Aarhus Universitetshospital. Scandiatransplant har i hele sin eksistens haft e´n fælles venteliste for patienter til en organtransplantation med anvendelse af organ fra en afdød donor. I de første år var der udelukkende tale om nyrer, og formålet var at sikre bedst mulig HLA-forligelighed ved nyretransplantation. Alle potentielle nyrerecipienter i Norden tilmeldes ventelisten i Scandiatransplant efter blod- og HLAtypebestemmelse på det lokale universitetshospital. Organdonorer typebestemmes ligeledes lokalt, hvorefter der søges i Scandiatransplant databasen for at finde egnede recipienter, primært om der er patienter i Norden, hvor der er udvekslingspligt efter nogle vedtagne fælles kriterier, derpå at finde mest egnede recipienter baseret på medicinske vurderinger (AB0 type/HLA-A,B,DR type/ lymfocytantistofstatus/tidligere mødte HLA uforlig/ med mere). Nyrerne sendes derpå til de udvalgte recipientcentre. Af figur 6 ses, at procenten af nyrer, der transplanteres på et andet center end donationscentret har varieret en del med et nuværende niveau på ca. 15 % af nyrerne, der udveksles. Baggrunden for faldet i udvekslingen er fremkomsten af yderst effektive og potente immunsuppressive lægemidler fra ca. midt i 1980’erne, hvorefter det kan tillades at anvende en mindre grad af HLA identitet mellem donor og

patient hos de ikkeimmuniserede på ventelisten. Vedrørende hjerte-, lunge-, levertransplantationer findes også kun e´n fælles venteliste for patienter i de 5 lande (Danmark, Finland, Norge, Sverige og Island). De faglige referencegrupper og repræsentantskabet i Scandiatransplant har for hvert organ vedtaget nogle kriterier for udveksling af organer mellem centrene. I de senere år har procenten af organer, der udveksles været større for hjerte og lever end for nyrer, reflekterende at disse organer er umiddelbart mere af vital betydning end nyrer. Der er derfor fx for leverpatienter indført en såkaldt »highly urgent«-liste, hvilket betyder at en patient på denne liste skal tilbydes den første egnede lever fra afdød donor inden for de næste 72 timer fra det ca. 25 millioners befolkningsunderlag, der er i de fem lande tilsammen. Et sådant tiltag forøger chancen for at hjælpe en livstruet patient i forhold til, hvis donorunderlaget kun var et enkelt af de fem landes populationer (24). Scandiatransplant er et forbilledligt eksempel på nordisk, internationalt samarbejde til gavn for patienterne, til vidensudveksling, til stimulation og basis for forskning og udformet i et økonomisk, ressourcemæssigt lønsomt format. Finansieringen af Scandiatransplant sker ved afgifter fra organtransplanterende universitetshospitaler, der er medlemmer af foreningen (24, 25). Databasen, kontoret og driften af Scandiatranplant er beliggende på Aarhus Universi161


Fig. 6. Kidney exchange rate 1969-2012. Kilde: Scandiatransplant.

tetshospital. Der har i årene siden den nye formelle struktur været 3 medicinske direktører, nemlig Melvin Madsen (1993-1998), Niels Grunnet (1998-2012) og Kaj Anker Jørgensen (2012-). Staben ansat ved kontoret på Aarhus Universitetshospital har været af varierende størrelse og er aktuelt på 10 personer, der interagerer med et stort antal brugere på de organtransplanterende hospitaler i Norden. 162

I tiden fra 1969 til 1998 har Scandiatransplant været en del af ca. 17.000 udførte nyretransplantationer med nyre fra afdød donor, og tallet vokser for hvert år siden (26). I årenes løb er der sket en ændring med relativt flere afdøde organdonorer fra den ældre aldersgruppe (60-90 år). Antallet af organer, der har været til rådighed for transplantation er i årenes løb steget i udtag fra den enkelte organdonor, ligesom flere organ-


typer (nyre, lever og lunger) kunne anvendes fra den enkelte donor (27). Dette er en følge af flere forudsætninger, først det lovmæssige grundlag i det enkelte land (25), dernæst etablering af et organtransplantationsprogram på det enkelte hospital i det enkelte land for det aktuelle organ. I Danmark kom lovgrundlaget i 1990 for at anvende hjernedødskriteriet, der er forudsætning for at kunne udføre hjerte-, lunge- og levertransplantationer. I Aarhus udførtes den første hjertetrans-

plantation på Skejby Sygehus den 31. december 1992. Resultaterne af de første 10 år med hjertetransplantationer i Aarhus er fine (28) og udføres fortsat på Aarhus Universitetshospital. Leverpatienter blev transplanteret med lever i Aarhus fra januar 1993 til begyndelsen af marts 1994, hvorefter det blev besluttet af Sundhedsstyrelsen, at levertransplantation tillige med lungetransplantationer i Danmark kun skulle udføres på Rigshospitalet i København.

Fig. 7. Scandiatransplants 30 års jubilæumssymposium. Fra venstre: Lars U. Lamm (DK), Ole Fjeldborg (DK), S. Bergenz (S), Börje Kühlbäck (FIN), Björn Lindström (FIN), Audun Flatmark (N), Erik Thorsby (N). Kilde: In-Tryk, 8(3), 1999.

163


Fig. 8. Møde i Aarhus med europæiske organtransplantations-udvekslingsorganisationer (EOEO). På billedet ses repræsentanter fra Scandiatransplant, Eurotransplant, Italien, Spanien, Frankrig og Portugal. Kilde: In-Tryk, 9(3), 2000.

Organtransplantationer af andre organer end nyrer indebærer også immunologiske aspekter. Ivar Heron udførte ved Blodbanken, Aalborg Sygehus en række originale og teknisk krævende heterotopiske hjertetransplantationer på kaniner og rotter i tiden omkring 1970. Heron forsvarede sin disputats om emnet i 1972. Han gjorde den originale observation, at forudgående svangerskab giver forbedret overlevelse af transplantatet. Han fandt holdepunkter for, at dette skyldtes »beskyttende antistoffer«, det der i immunologien er betegnet som enhancement (29). Immunologiske fænomener er vigtige at 164

tage i agt ved transplantationer, såvel organtransplantationer som knoglemarvstransplantationer. Ved de sidste er der skærpede krav til HLA ligheden mellem patient og donor. Dette er blevet muligt, fordi nye molekylære teknikker gør, at man kan foretage HLA typebestemmelse med en høj grad af opløsning, hvilket vil sige meget detaljeret karakteristik af HLA-typen inden for 5 HLA loci (HLA-A, -B,-C,- DRB1,-DQB1). Ulempen ved dette krav er, at det kan være vanskeligt at finde en HLA identisk stamcelledonor. Derfor kræves store registre med mulige donorer. I Aarhus oprettede Lars Lamm et regi-


ster over HLA typebestemte, potentielle knoglemarvsdonorer. I dag er den daglige leder af Det Danske Knoglemarvsdonorregister ved Aarhus Universitetshospital overlæge Betina Sørensen og registret har 28.900 tilmeldte. Alle disse tilmeldte er HLA typebestemte til et vist højt niveau. Hvis e´n i registret findes egnet til en specifik patient, vil der blive udført supplerende undersøgelser inden endelig udvælgelse af den specifikke donor til den aktuelle patient.

Klinisk immunologis betydning for den medicinske udvikling inden for blodtransfusioner samt transplantationer Det medicinske fagområde, der begyndte som serologiske observationer, har især i de sidste 50-60 år udviklet sig til et lægeligt speciale, der kan rådgive, støtte og være forudsætning for, at mange af nutidens behandlingstilbud i det danske sundhedssystem kan eksistere. Uden blodtransfusioner i nutidens standard kunne mange behandlinger i forbindelse med kræftsygdomme og større kirurgi ikke lade sig gøre. Uden hensyntagen til immunologiens basale og avancerede vilkår og spilleregler ville transplantationer ikke kunne lade sig gennemføre med den behandlingsmæssige succes, de har i dag. Kort sagt hospitalerne og i særdeleshed

universitetshospitalerne ville i dag være ilde stedt, hvis ikke et laboratoriebaseret speciale som klinisk immunologi kunne yde ekspertbistand i den daglige sygdomsbehandling, der jo er et resultat af teamwork mellem mange forskellige afdelinger og discipliner.

Referenceliste 1. Landsteiner K. Zur Kenntnis der antifermentativen, lytischen und agglutinierenden Wirkungen des Blutserums und der Lymphe. Zentralbl Bakteriol 1900; 27:357-362. ¨ ber Agglutinationserscheinungen norma2. Landsteiner K. U len menschlichen Blutes. Wien Klin Wochenschr 1901; 14: 1132-1134. ¨ ber die Isoagglutinine im Se3. Decastello A von, Stürli A. U rum gesunder und kranker Menschen. Münch med Wochenschr 1902; 49:1090-1095. 4. Hustin A. Note sur une nouvelle me´thode de transfusion. Ann & Bull des Soc me´d et nat de Bruxelles 1914; 72:104. 5. AABB Technical manual, 17ed., 2011, eds. J.D.Roback et al, p.191-192. 6. Blod gi’r liv-om bloddonorerne og blodbanken i Århus, 2009,ed. Jan Jørgensen, Poul Henning Olesen, Allis Michelsen; ISBN 978-87-7082-054-7, p.30π31. 7. Bacher T, Lundsgaard A, Grunnet N, Lylloff K, Jersild C. Fremstilling af blodkomponenter med SAG og SAG-M blodpose system. Ugeskr Læger 1983; 145: 1840-1842 8. Hult Annika.Studies of the ABO and FORS histo-blood group systems: focus on the flow cytometric and genetic analysis. Doctoral thesis, Lund University, Sweden, 2013; ISBN 978-91-87449-33-8, p 31-. 9. Transfusionmedicinske Standarder (TMS) version 3.3., Februar 2013, Dansk Selskab for Klinisk Immunologi (DSKI). 10. Vejledning om transfusionsmedicinsk behandling og monitorering af blødende patienter. Behandlingsanbefaling version 1.0 7. juni 2013, 5 sider. 11. Vejledning om transfusionsmedicinsk behandling og monitorering af blødende patienter. Baggrundsnotat, version 1.0-7. juni 2013

165


12. Meddelelser fra Sundhedsstyrelsen. Ugeskr Læger 1969; 131: 1969 13. Lundsgaard A. Forebyggelse af svangerskabs-induceret Rhesusimmunisering. Behandling med anti-D immunglobulin. En oversigt. Ugeskr Læger 1969;131:1923-1926. 14. Lylloff K, Seiersen E, Frost L, Trier Mørch P, Lundsgaard A. Rhesus forebyggelse på Aalborg Sygehus i 1969-1979 decenniet. Ugeskr Læger 1986; 148:3223-3226. 15. Grunnet N, Steffensen R, Bennett E P, Clausen H. Evaluation of Histo-Blood Group ABO Genotyping in a Danish Population: Frequency of a Novel O allele defined as O2. Vox Sang 1994;67: 210-215. 16. Sundhedsstyrelsen. Anbefalinger for svangreomsorgen 2009. ISBN 978-87-7676-906-2 (trykt version); 978-877676-905-5 (elektronisk udgave) 237 sider. 17. Clausen F B, Christiansen M, Steffensen R, Jørgensen S, Nielsen C, Jakobsen M A, Madsen R D, Jensen K, Krog G R, Rieneck K, Sprogøe U, Homburg K M, Grunnet N and Dziegiel M H.Transfusion 2012; 52: 752-758. 18. Bundegaard E. Danske Nyretransplantationer- om pionerer og idealister. 1999. ISBN 87-987318-0-7 19. Dausset J. Iso-leuco-anticorps. Acta Haematol (Basel) 20: 156-166, 1958. 20. Jensen KG. Leucocyte Antibodies and pregnancy (Disp.), København, Munksgaard, 1966. 21. Kissmeyer-Nielsen F, Kjerbye KE. Lymphocytotoxic mi-

166

22.

23. 24. 25. 26.

27.

28.

29.

crotechnique. Purification of lymphocytes by flotation. Histocomp Testing 1967, 381-383. Kissmeyer-Nielsen F, Olsen TS, Petersen VP, Fjeldborg O. Hyperacute rejection of kidney allografts associated with pre-existing humoral antibodies against donor cells. Lancet 24: 662-665, 1966. Histocompatibility Testing 1975, ed. F. Kissmeyer-Nielsen, Munksgaard, Copenhagen, 1975. ISBN 87-16-02059-6 www.scandiatransplant.org Transplantation in Denmark 1997, ed.S.A. Birkeland. ISBN 87-980531-2-4 (201 sider) ´ smundsson P, Brekke I.B., Madsen M, PersGrunnet N, A son N.H., Salmela K, Tufveson G. Scandiatransplant. The Nordic organ exchange organisation. ORGANS and TISSUES, 1999, (2) 79-82. Grunnet N, Bödvarsson M, Jakobsen A, Kyllönen L, Olausson M, Pfeffer P, Schwartz Sørensen S. Scandiatransplant Report 2009.Transplantation Proceedings, 42, 44294431 (2010). Eiskjær H, Egeblad H, Nielsen-Kudsk JE, Mølgaard H, Pilegaard HK, Klaaborg KE, Wierup P, Kure HH, Lindskov C, Severinsen IK, Nielsen EM, Kirkegaard H, Sørensen KE. Ti års erfaringer med hjertetransplantation på Skejby Sygehus. Ugeskr Læger 165: 4730-4733, 2003. Heron I. Heterotopisk hjertetransplantation. Tekniske, histologiske og immunologiske aspekter. Disputats 1972.


Klinisk onkologi Morten Høyer og Arne Sell

Onkologiens fødsel Onkologien er vel det eneste speciale, som ud over et fødselsår, 1895, kan fremvise en fødselsdato (8. november, »zu später Abendstunde«) hvor Wilhelm Conrad Røntgen påviste nogle hidtil ukendte stråler, som kunne trænge igennem fast stof, oprindeligt kaldet x-stråler senere kendt som røntgenstråler. Nyheden bredte sig som en steppebrand og læger og fysikere kastede sig over nyopdagelsen med henblik på anvendelse til gennemlysning, fotografering og behandling. Den 22. marts 1896 installerede overlæge Johannes Mygge det første primitive udstyr på Kommunehospitalet i København. Det skete mindre end et halvt år efter Røntgens opdagelse. Til det jyske nåede nyheden i december 1896, hvor læge Jens Christian Daniel Riis åbnede den første jyske røntgenklinik i Høegh-Guldbergs Gade, godt 1 år efter Røntgens opdagelse. Aarhus Kommunehospital var i 1893 flyttet fra Dynkarken til de nyopførte bygninger ved Randersvej. Først i 1906 oprettedes en kommunal røntgen- og lysafdeling med Riis som eneste lægelige medarbejder. Appara-

turet anvendtes dengang både til røntgenfotografering og til røntgenbehandling. Den anvendte stråling var ganske svag og havde følgelig en beskeden dybdeeffekt, således var det kun muligt at behandle overfladiskt beliggende tumorer som fx hudcancer og læbecancer.

Radiumstationerne oprettes Allerede tidligt efter århundredeskiftet blev man klar over en foruroligende udbredelse af livmoderkræft i Danmark og Den Almindelige Danske Lægeforening nedsatte i 1905 en Cancerkomite, som skulle vurdere situationen. Man foretog bl.a. den første cancertælling, idet man registrerede, hvor mange kræftpatienter der var under behandling den 1. april 1905. I alt 1.135 patienter blev registreret. Først i 1912 skete der dog noget afgørende for behandlingen, da dagbladet Politiken bragte en indtrængende appel fra en kunstner om hjælp til hans unge kone. Den unge hustru havde cancer og hun ønskede sig behandlet i udlandet, hvor radiumbehandling var tilgængelig. Avisen startede en indsamling med henblik på indkøb af radium. 167


Cancerkomiteen og den tilknyttede Radiumfond indkøbte radium, som ankom til København i 1912. Radiumstationen i København blev oprettet i 1913. Året efter blev tilsvarende radiumstationer oprettet i Odense og Aarhus. De tre radiumstationer blev i de følgende år udbygget med sengepladser og apparatur. En stor Landsindsamling i 1921 skaffede penge til yderligere radiumindkøb. Cancerkomiteen skiftede navn til Den Danske Kræftkomite, og den stiftede i 1928 Landsforeningen til Kræftens Bekæmpelse, som overtog de tre radiumstationer samt Radiumfondets formue. Antallet af henviste patienter var beskedent. Over en 7-årig periode 1913-21 modtog 1.800 patienter behandling i København og det samlede årlige antal patienter på de tre radiumstationer var cirka 300. Radiumstationen i Aarhus blev etableret i 1914 og indrettet i diverse mindre lokaler i Kommunehospitalets hovedbygning. Jens Christian Daniel Riis blev ansat »som læge ved », men den ansvarlige leder blev klinikeren, overkirurg Holger Strandgaard, som tillige forestod oplægning af radium ved livmoderhalskræft. Riis havde studeret røntgenstrålingen under rejser i Tyskland og Frankrig, og han hjembragte det første røntgenudstyr til Aarhus. Riis’ efterfølger blev udpeget i 1920. Det blev den 54-årige Severin Nordentoft der tog over. Efter embedseksamen i 1890 blev han distriktslæge på Færøerne og herefter praktiserende læge i Thisted. Han skrev disputats i 168

Fig. 1. Jens Christian Riis (1860-1930), den første læge ved Radiumstationen i Aarhus.

1899 og flyttede 1901 til Aarhus, hvor han var praktiserende læge, men fungerede tillige som kirurg og gynækolog ved Sct. Josephs Hospital. Sammen med den ældre broder Jacob Nordentoft oprettede han i 1910 en pri-


Fig. 2. Severin Nordentoft (1866-1922).

vat røntgenklinik i Aarhus, som var søgt af patienter fra hele Jylland. Severin Nordentoft blev i 1920 ansat i Riis’ tidligere stilling ved Røntgen-, Lysafdelingen samt Radiumstationen. Det kom til en kontrovers med overkirurg Strandgaard, som hævdede, at han fortsat var leder af Radiumstationen. Nordentoft nægtede at indsende sit ansættelsesbrev til Aarhus Byråd.

Han krævede at man rettede stillingsbetegnelsen fra »læge ved« til »leder af«. Sagen endte med at Nordentoft blev opsagt i 1922. Han døde samme år af en aplastisk anæmi. Den var formentlig stråleinduceret. Professor Flemming Møller (3) har karakteriseret Nordentoft som en intelligent og energisk person. Uheldigvis var han stædig selv i diskussion om bagateller. Han manglede kritisk sans og kunne derfor drage forkerte slutninger. Han var meget kritisk over for andres arbejder, næsten grænsende til kværulanteri. Som nævnt satte han sin karriere på spil på grund af en sag, som han mente var korrekt. Fagligt var han uhyre arbejdsom og udgav i 1917 Haandbog i Røntgen Behandling (4), som ud over de tekniske forhold giver en god oversigt over datidens indikationer for strålebehandling af benigne og maligne lidelser. En stor patientgruppe havde lidelser i »kirtler med intern sekretion«: ovarier, der forårsagede fibromyomer, metrorrhagia og dysmenorrhoe og glandula thyreoidea, der medførte morbus Basedowii. Herudover behandlede man lidelser i det lymfoide system, hudcancer samt cancer mammae, cancer uteri, cancer ovarii og cancer testis. De terapeutiske muligheder var beskedne, cancertilfældene var avancerede og uden for kurativ rækkevidde både for kirurgi og strålebehandling. De fleste cancere var dybereliggende, og dem kunne man ikke nå med datidens stråleapparater.

169


Fig. 3. Carl Krebs (1892-1979), gennem en årrække overlæge og professor på Radiumstationen i Aarhus.

Carl Krebs’ periode (1922-1962) Med Severin Nordentofts død i 1922 var pionertiden for strålebehandling i Jylland forbi. En ny æra stod for døren, personificeret ved radiologen Carl Krebs, som tiltrådte i 1922 og var leder af Radiumstationen i Aarhus i 40 år. Denne periode indebærer dels en meget væsentlig teknisk udvikling, fra konventionel røntgenterapi til den spæde start med mega170

voltterapi dels meget betydelige bygningsmæssige tiltag med en overgangsløsning i form af en barakbygning fra 1928 til opførelsen af den store nye Radiumstation i 1935, som over hovedindgangen skiltede med »Røntgen, Lys og Radium«. Desuden indledtes i denne periode de første kliniske forsøg med kemoterapi og perioden blev præget af en betydelig videnskabelig indsats både på det kliniske område og på den eksperimentelle front, idet der blev etableret et forskningslaboratorium, der i 1943 fik den dynamisk leder dr. med. Jørgen Bichel. Efter datidens forhold havde Carl Krebs en god, men ikke særlig lang uddannelse. Han fik embedseksamen i 1917 og var et par år reservelæge i hæren. Herefter var han assistent på Patologisk Anatomisk Institut under Johannes Fibiger fra 1919-1921. De følgende 2 år var han ansat på Rigshospitalets Røntgenafdeling, hvilket førte til speciallægeanerkendelse i radiologi i 1922 og han var dermed kvalificeret til stillingen i Aarhus, som han besad frem til 1962. Han disputerede i 1929 og var ansat som professor i radiologi fra 1943-1962. Professor Krebs var en karismatisk leder af Radiumstationen og en kendt figur i Aarhus. Der går mange historier om den dynamiske og muntre Carl Krebs, og Lis Bang har skrevet en bog om Krebs’ liv fra barndom til karriere som læge og forsker (1). Krebs opnåede at være formand for en række lokale, nationale og internationale faglige foreninger.


I anledning af Carl Krebs’ 65 års fødselsdag oprettedes Carl Krebs’ Fødselsdagslegat med ønsket om »at hædre ham for det store og uegennyttige arbejde og den inspirerende ledergerning gennem en menneskealder udført for Radiumstationen og Aarhus Kommunehospital«. Den første uddeling fandt sted i 1962 og siden er legatet uddelt årligt på fødselsdagen, den 2. maj. Siden 1936 har det været skik at gaver og pengebeløb givet til hospitalsafdelingen af taknemmelige patienter og pårørende blev anvendt til indkøb af fødselsdagsgaver og julegaver til indlagte børn. Krebs oprettede »De Små Glæders Legat« og forstod at udnytte pressens indsats. Der tilgår legatet store beløb, som rækker til gaver, rejser og senest deltagelse sammen med Tryg Fonden i etablering af Familiehuset ved Skejby Sygehus i 2012, hvor forældre kan bo, mens et barn er indlagt på Børneafdelingen.

Den nye Radiumstation 1935 Krebs overtog en ret beskeden institution beliggende i mindre lokaler i den eksisterende hovedbygning suppleret med lokaler i mindre barakker. Han var eneste læge de første år og havde kun adgang til beskedent røntgenudstyr samt til radiumpræparater, indkøbt for midler fra Landsindsamlingerne. Først i 1928 lysnede det, idet en større barakbygning blev opført. Den nye barak indeholdt både røntgenapparatur og 22 sengepladser. Der blev også plads til et mindre

Fig. 4. Carl Krebs, arkitekt Christian F. Møller og overlærer og formand for sygehusudvalget Kristian Mousten diskuterer byggeriet af Radiumstationen.

forskningslaboratorium hvor Krebs’ dyreeksperimentelle arbejder tog sin begyndelse og blev forløberen for Kræftforskningsinstituttet, som blev etableret i nybygningen fra 1935. Aarhus Universitet blev etableret i 1928 og den første universitetsbygning blev indviet i 1933. Det nye universitet medførte automatisk undervisnings- og forskningsforpligtelser for det nærliggende Aarhus Kommunehospital. Det var en væsentlig grund til at motivere byrådspolitikerne til at overveje og beslutte en omfattende hospitalsudbygning. En væsentlig drivkraft var overlærer Kristen Mousten, som siden 1909 havde været formand for Sygehusudvalget. En arkitektkonkurrence blev udskrevet i 1931 og den blev vundet af arkitekterne Kay Fisher og C.F. Møller. Den første bygning blev Radiumstationen og Røntgenafdelingen, som blev placeret cen171


tralt på arealet, hvor det nye Kommunehospital efterhånden groede frem. Bygningen var noget af det fremmeste i Europa, og den blev indviet 4. juni 1935 med deltagelse af Statsminister Stauning og en lang række honoratiores. Kongebesøg fik afdelingen først den 28. august, da Kong Christian X og Dronning Alexandrine besøgte afdelingen. Programmet ved indvielsen var omfattende med festmusik, festtaler og recitativer. Af de gamle regnskaber fremgår at orkestret bestod af 8 stemmer a 12 kr. Sejlmager H.B. Hansen opsætter 35 flagstænger med flag og beregnede sig 175 kr. Musikken til festmiddagen på Hotel Royal for 225 personer androg 11 kr. til pianist Rasmussen, dertil kom 28 kr. for lån, transport og stemning af et flygel. Menukortet er desværre ikke bevaret! Byggeomkostningerne androg 1,2 millioner kr., heraf halvdelen til Radiumstationen, som Landsforeningen til Kræftens Bekæmpelse afholdt. Foreningen afholdt også de årlige driftsudgifter. Hermed var rammerne for en up to date behandling etableret. Røntgenapparaturet var det mest moderne og radiumbeholdningen var tilstrækkelig. Man rådede over 104 sengepladser, 6 læger og 34 sygeplejersker var ansat. Aktiviteten øgedes fra nogle få hundrede nye cancerpatienter pr. år ved indvielsen i 1935 til 757 i 1942, 997 i 1952, og 1.122 i 1962. Til sammenligning var der 7.700 nyhenviste CPR-numre i 2012 (patienter, der kan være henvist mere end e´n gang). Det skal bemærkes, at der ud over patienter med ma172

Fig. 5. Antal nye cancerpatienter henvist per år i perioden 1916-1962.

ligne lidelser blev behandlet ca. 3 gange så mange patienter med røntgen og radium for benigne lidelser. Det drejede sig om patienter med hæmangiomer, vorter, svampesygdomme eller slidgigt i knæ og hofte. Dette klientel blev afviklet først i 1960’erne, hvor det blev overtaget af andre specialer (dermatologer, reumatologer m.v.).

Cancer i tal I Danmark har vi haft et Cancerregister siden 1942. Dengang var der 7.000 nye årlige kræfttilfælde. I 2012 var det antal steget til 36.000, dvs. en femdobling på ca. 70 år, foranlediget af tilvækst og ændret alderssammensætning af befolkningen samt ændring i incidens af de enkelte kræftsygdomme. Dengang dominerede bryst- og livmoderhalskræft og kræft i mavesækken. Nu dominerer pro-


statakræft hos mænd, brystkræft hos kvinder og derefter lungekræft og tyk- og endetarmskræft.

Decentral behandling Et stort antal patienter blev fortsat behandlet decentralt på radiologiske afdelinger ved centralsygehusene, delte sygehuse og blandede sygehuse af speciallæger i radiologi (med maksimalt 1 års uddannelse i strålebehandling). Fordelingen mellem patienter behandlet centralt og decentralt er opgjort i 1967. Af 14.500 ny- diagnosticerede cancertilfælde blev 8.598 behandlet non-kirurgisk og heraf blev 64 % behandlet på radiumstation og 36 % behandlet på de blandede afdelinger. I de følgende 2 årtier frem til 1984 øgedes centraliseringen således at de nu 5 eksisterende radiumstationer behandlede 97 % af patienterne. De oprindelige blandede diagnostik-terapi afdelinger var hermed ude af billedet. I 1968 var der 47 afdelinger, i 1989 var der 4 afdelinger og de er efterfølgende lukket. Radiumbehandlinger blev i beskeden målestok også givet decentralt. Således fik de radiologiske afdelinger i Aalborg, Nykøbing Mors, Viborg, Horsens, Kolding og Sønderborg tilsendt radium-emanation fra Radiumstationen i København til behandling af patienter med cancer colli uteri. Der blev også på dette felt taget selvstændige initiativer, således blev der på Nykøbing Mors Sygehus,

på foranledning af overlæge Jacob Nordentoft, foretaget en indsamling med henblik på indkøb af radium. Der indkom knap 30.000 kroner, som i 1935 rakte til indkøb af 150 mg radium. Det anvendte Nordentoft til behandling af livmoderhalskræft frem til sin pensionering i 1952 (6).

Videnskabelig aktivitet Den videnskabelige aktivitet omfattede den klinisk orienterede forskning i relation til patientbehandlingen og den eksperimentelle forskning, som var begunstiget af den laboratoriefunktion, som Krebs på et tidligt tidspunkt fik etableret. Det startede i de primitive lokaliteter i barakkerne og flyttede til den nyopførte Radiumstations lokaler i nordfløjens 2. etage, hvor der blev indrettet dyrestalde og laboratorier. Laboratoriet fik senere Jørgen Bichel som leder og det blev drevet af Landsforeningen til Kræftens Bekæmpelse. Den klinisk orienterede forskning var ikke omfattende. Behandlingen af de forskellige cancersygdomme fulgte i det store og hele de i Skandinavien og Tyskland gængse principper. Mange behandlinger var standardteknikker uden større individuel tilpasning og uden egentlig dosisplanlægning, som vi kender det i dag. Carl Krebs blev tidligt interesseret i behandling af maligne knogletumorer, hvor såvel strålebehandling og operation indgik. Han gik også utraditionelt til værks og forsøgte adjuverende behandling med rå ægge173


blommer, som han mente kunne hæmme tumorvækst. Denne interesse medførte at Radiumstationen i Aarhus blev center for Jylland for diagnose og behandling af knogletumorer i nært samarbejde med Ortopædisk Hospital og Patologisk Anatomisk Institut. Behandling af patienter med hoved-halstumorer blev på et tidligt tidspunkt centreret på Radiumstationen i samarbejde med Otologisk Afdelings professor H.C. Andersen. Man anvendte den af professorerne Coutard og Regaud (Institut Curie, Paris) indførte fraktionerede strålebehandling, som herhjemme blev introduceret af overlæge Jens Juul (København). Rotationsbehandling af centralt beliggende tumorer (spiserørskræft) blev påbegyndt i 1940’erne af professor Jens Nielsen (København) og senere taget op i Aarhus af overlæge Howard Nielsen. I Ugeskrift for Læger 1947 møder man første gang herhjemme begrebet kemoterapi i en artikel af Carl Krebs og Jørgen Bichel, som omtaler behandling af leukæmi med uretan, som fremhæves frem for strålebehandling af denne lidelse. Hvor den kliniske forskning var relativt begrænset, så var den eksperimentelle forskning meget omfattende og førte til en lang række disputatser, i alt 22 i perioden 1929-1954. Denne omfangsrige produktion gav Radiumstationen tilnavnet »Disputatsfabrikken«. I 1951 afholdtes den 17. Nordiske Kongres for Medicinsk Radiologi for første gang i den danske provins, Carl Krebs var kongressens 174

præsident. Fra dansk side holdt Jørgen Bichel foredrag om kemoterapiens teoretiske forudsætninger og J. Bastrup Madsen redegjorde for cytostatikas effekt i forskellige faser af celledelingen. Jørgen Kieler belyste effekten af kvælstofsennepsgas ved maligne lymfomer.

Fra radiologi til onkologi (1962-1990) Carl Krebs’ stilling blev besat med Sigvard Kaae i 1962. Kaae blev administrerende overlæge samt professor ved Aarhus Universitet, ikke som Krebs i radiologi (diagnostik og terapi) men i stråleterapi. Kaae indså på et tidligt tidspunkt, at kræftbehandling skulle foregå i et tværfagligt samarbejde mellem kirurger og onkologer. Han fik interesse for behandling af brystkræft og han var hovedmanden bag en af de første randomiserede undersøgelser inden for onkologien. Undersøgelsen sammenlignede begrænset kirurgi kombineret med stråleterapi og total mastektomi, og den fandt at de to behandlingsprincipper var ligeværdige. Kaae var kendt som en flittig og samarbejdsvillig leder af Radiumstationen. Hans lederegenskaber bragte ham til toppen af fakultetet og universitetets ledelse, idet han i perioden 1966-67 betrådte stillingen som dekan for det Lægevidenskabelige Fakultet og som prorektor for universitetet i perioden med studenteroptøjer i 1967-70. I perioden 1962-90 skete der en gradvis ændring af Radiumstationens funktioner. Det var delvist betinget af statens overtagelse af


radiumstationerne fra Kræftens Bekæmpelse i 1963 samt overdragelse til amter (1971) og senere regioner, men først og fremmest som følge af indførelse af megavolt stråleterapi (kobolt-apparatur og senere betatron og lineære acceleratorer) med gradvis udfasning af den konventionelle røntgenterapi (250 kV apparatur). Dertil kom en tiltagende anvendelse af kemoterapi, ikke blot til behandling af patienter med maligne blodsygdomme, men efterhånden også til behandling af patienter med solide tumorer blandt andet cancer mammae og cancer testis. I perioden udbyggede man samarbejdet med de kirurgiske specialer, som varetog behandlingen af specielle tumorformer som fx gynækologisk cancer, blæretumorer, prostatacancer og hudtumorer. Indtil 1984 var Kaae professor og ledende overlæge på Onkologisk Afdeling. Ved hans afgang blev overlæge Arne Sell udnævnt til administrerende overlæge. Sell havde specialiseret sig i behandling af gynækologisk-, urologisk kræft og lungekræft og han havde en stor rutine i brachyterapi med oplægning af radium og cæsium kilder. Sell var i sit arbejde en meget flittig læge, der udover at praktisere sit hverv, formåede at gennemføre en række kliniske undersøgelser og lede en voksende afdeling. Og yngre læger vidste, at Sell havde læst alle patienternes journaler, idet han havde for vane at efterlade en række blyantsnotater. Sell gik på pension og efterlod ledelsen til Kai Bjørn Jensen i 1987. Bjørn Jensen vare-

tog behandling af leukæmi og malignt lymfom. I perioden var der ansat en række ledende læger i afdelingen. Ud over de ledende overlæger var de mest fremtrædende Anders Peter Andersen (hjernetumorer og hovedhals cancer), Signe Steenholdt (gynækologisk kræft), Karen Thorling (hæmatologisk kræft), Aksel Nordentoft (Mb Hodgkin og senere sarkom), Henrik Schultz (testikelkræft), Anders Jakobsen (gynækologisk kræft) og Marie Overgaard (hoved-hals og brystkræft). Endvidere var Kaj Arne Jessen leder af Radiofysisk Afdeling, som var tilknyttet afdelingen. På Kræftforskningsinstituttet forskede i denne periode Peter Ebbesen i virus og kræft, Bent Petersen i genetiske ændringer i kræft, Eivind Thorling i betydningen af kost ved udvikling af kræft, Bent Mogensen i trofoblasttumorer og tumormarkører, Hans Skovgaard i østrogenreceptorernes betydning i brystkræft. Kristian Overgaard forskede i varmebehandling af kræft, og hans søn Jens Overgaard og Ole Steen Nielsen arbejdede videre med emnet. Senere dannede Jens Overgaard en stor forskergruppe inden for eksperimentel radioterapi.

Organisation af kræftbehandlingen De nævnte nye tiltag (megavoltterapi, kemoterapi og multidisciplinær samarbejde) samt et stigende antal cancerpatienter (ca. 2 % stigning pr. år) og statens overtagelse af radiumstationerne gav anledning til at Sundhedsstyrelsen i 1964 (7) nedsatte et udvalg, 175


som i en betænkning fra 1965 anbefalede en udbygning af de tre eksisterende radiumstationer og etablering af yderligere 2 afdelinger i hhv. Aalborg i 1972 og Herlev i 1976 samt en centralisering af den kurative strålebehandling til radiumstationerne. I Jylland blev der etableret flere subcentre ved de store amtssygehuse, der varetog strålebehandling samt kemoterapi af visse cancersygdomme, overvejende palliativ behandling. Centraliseringen af den non-kirurgiske cancerbehandling til de fem onkologiske afdelinger fremgår af antal nyhenviste cancerpatienter som fra 1967 til 1984 er steget fra ca. 5.000 til ca. 10.000 årligt, dvs. en fordobling. Patienter med leukæmi og lymfom og børn med kræft blev tidligere behandlet af onkologer. Strålebehandlingen af disse patienter varetages fortsat af onkologer. Den medicinske kræftbehandling af børn overgik til pædiatere, og behandling af leukæmi overgik til hæmatologerne på Aarhus Amtssygehus under ledelse af Poul Bastrup Madsen. Patienter med lymfom fulgte samme vej i midten af 90’erne.

Onkologien uden for Aarhus Radiumstationen i Aalborg blev indviet i 1972. Overlæge Mogens Pedersen blev leder af afdelingen og Gunner Knudsen blev hans medoverlæge. De to kom fra henholdsvis Aarhus og Odense og de udgjorde en årrække den faste stab på den nye afdeling. 176

Da man i 1979 tillod oprettelse af subcentre med strålebehandling og kemoterapi under de eksisterende radiumstationer, blev der oprettet kilo-Volt strålebehandling og kemoterapi i Hjørring, Herning, Vejle og Esbjerg. Onkologisk Afdeling i Vejle fik senere acceleratorer og mulighed for Mega-Volt strålebehandling. I Viborg og Sønderborg etablerede man endvidere afsnit med kemoterapi på de medicinske afdelinger. På disse steder ansatte man en selvstændig chef hentet fra det onkologiske speciale eller klarede sig med konsulenttjeneste fra centerafdelingerne.

Moderne onkologi (1990-2013) Tiden blev præget af indførelse af en række nye behandlinger inden for onkologien. Samtidig øges kompleksiteten af behandlingerne og man oplever i perioden et krav til subspecialisering. Antallet af patienter er stærkt stigende, og man oplever problemer med at efterkomme forespørgslen. Derfor oplever man i slutningen af 90’erne og frem til 2000tallet et stort og et nyt uacceptabelt fænomen i form af ventelister. De nye tiltag krævede uddannelse af lægerne og ansættelse af flere speciallæger i onkologi med påfølgende subspecialisering. Allerede i 1971 opdelte man afdelingen i 3 grupper, som siden er blevet til 4. Hver især varetog grupperne undersøgelse, behandling og kontrol af de til gruppen hørende patienter. Hver gruppe havde 2-3 overlæger, og et antal yngre læger under uddannelse rote-


rede mellem grupperne i turnus på 3-6 måneder. Gruppeopdelingen har gennem tiden fået en tiltagende betydning for afdelingen. Sigvard Kaae gik på pension i 1984 og i perioden var der i mere end 10 år ikke en professor tilknyttet onkologien uden for hovedstaden. I 1992 blev Jens Overgaard ansat som professor i eksperimentel onkologi. Jens Overgaard var uddannet i Aarhus, opholdt sig sammen med ægtefællen Marie Overgaard på Massachusetts General Hospital hos et af de store navne inden for radioterapien, professor Herman Suit. Jens og Marie Overgaard kom til at stå i front for flere af de store nationale forsøg med strålebehandling af hoved-hals- og brystkræft. Hans von der Maase blev udnævnt til klinisk professor i 1999. Han var uddannet på Rigshospitalet, men var overlæge i Herlev før han blev ansat i Aarhus. Hans von der Maase havde dog en fortid i Aarhus, idet han havde lavet disputats om interaktion mellem kemo- og strålebehandling på Kræftforskningsinstituttet. Han gennemførte flere kliniske undersøgelser, primært inden for det medicinsk-onkologiske område. Hans von der Maase var den første til at introducere behandling med interleukin-2 til solide tumorer, igangsatte bl.a. en række behandlinger af udbredt nyrekræft og malignt melanom. Han forlod Aarhus i 2006 for at blive professor og klinikchef på Rigshospitalet.

En kamp om filosofi og politik Der har gennem tiderne hersket modstridende teorier om kræfts patogenese, og det har affødt forskellige holdninger til, hvordan sygdommen skulle håndteres. Allerede i 1894 publicerede W. S. Halsted fra Johns Hopkins Hospital (Baltimore, USA) sin teori om kræft som en lokal sygdom, der først senere spreder sig gennem lymfesystemet og blodbanen. Halsted var en fremsynet kirurg, og han udviklede den radikale mastektomi til behandling af brystkræft. Samme Halsted udviklede også lokal anæstesi med injektion af kokain og promoverede den sterile operationsteknik. Andre forskere mente, at klinisk lokaliseret kræft blot var en tidlig manifestation af en systemisk sygdom. Dermed opstod der modstridende holdninger til, hvad der var den rette onkologiske behandling, og det kom først og fremmest til udtryk i behandlingen af brystkræft. Der var uenighed om, hvorvidt den adjuverende postoperative behandling primært skulle rettes mod spredning i operationsområdet og de regionale lymfeknuder, eller om den skulle være systemisk og rettet mod hele kroppen. Disse holdninger delte kræftlægerne i dem, der primært satsede på strålebehandling, og dem, der primært troede på effekten af medicinsk kræftbehandling. Det blev også diskuteret i Danmark. I Østdanmark fokuserede man primært på udvikling af systemisk kræftbehandling og i Vestdanmark primært på udvikling af radioterapi. De forskellige holdninger til vægtning mellem 177


de to behandlingsprincipper fik betydning for kræftlægernes organisatoriske tilknytning, og der var en del modsætninger mellem de to grupper gennem årene 1979 til 2004. Det Radiologiske Speciale blev grundlagt i 1921, og det omfattede såvel diagnostik og terapi. I 1962 trådte terapeuterne ud af det fælles selskab og dannede Dansk Radioterapi Klub. Det har siden haft forskellige navne, sidst Dansk Selskab for onkologi, der blev godkendt som specialeselskab af Sundhedsstyrelsen. Selskabet varetog interesser for såvel radioterapi som medicinsk kræftbehandling, og der blev oprettet en uddannelse i specialet onkologi. På den anden side var de kræftlæger, der havde deres rod i specialet intern medicin og havde specialiseret sig i medicinsk kræftbehandling. Medicinske onkologer var i overtal på Sjælland, og onkologer var talstærke i Jylland og på Fyn. Der udspillede sig en del fagpolitiske bataljer gennem årene, men det lykkedes alligevel at gennemføre en række landsdækkende kliniske forsøg, og flere har opnået betydelig international anerkendelse. Der var flere forsøg på at samle de to selskaber, og det lykkedes i 2004 at etablere e´t fælles specialeselskab, Dansk Selskab for Klinisk Onkologi (www.dsko.org), med e´n fælles speciallægeuddannelse.

Moderne kræftbehandling i 2014 Gennem årtier sakkede den danske cancerbehandling bagud i forhold til de øvrige nordeuropæiske lande. Samtidig oplevede man, at 178

der opstod lange ventelister på strålebehandling og kemoterapi. Populationsbaserede analyser viste, at Danmark havde betydeligt højere dødelighed end nabolandene. Det førte til oprettelse af 3 nationale kræftplaner, der tilførte kræftområdet betydelige midler til udvidelse af kapaciteten og kvaliteten i kræftbehandlingen. Kræftpakkerne sørgede for hurtig og effektiv udredning og behandling, og der blev indført nye behandlinger. De seneste 3 år er der på Onkologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital (AUH) behandlet 33 % flere patienter, og antallet af medicinske behandlinger og strålebehandlinger er øget med hhv. 58 % og 65 %. Alle disse tiltag medførte et øget behov for personale på de danske kræftafdelinger, som voksede voldsomt i størrelse efter år 2000 og specielt inden for de seneste år. Der er nu 650 ansatte på Onkologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital (AUH), og der er mere end 80 læger, hvoraf ca. halvdelen er onkologiske speciallæger. Tilsvarende øgning i aktivitet fandt sted på de onkologiske afdelinger i Aalborg og Vejle. Der er i dag oprettet afsnit for medicinsk cancerbehandling på regionssygehusene i Herning, Esbjerg og Sønderborg, og der er etableret en strålebehandlingsenhed i Herning med henblik på at sikre borgere i Jylland lige adgang til kræftbehandling af høj kvalitet. Onkologisk Afdeling på AUH har bygget en satellit med to acceleratorer i forbindelse med Det Nye Universitetshospital (DNU) i


Fig. 6. Arkitekternes forslag til udformning af Det Nationale Center for Partikelterapi på Det Nye Universitetshospital, Skejby.

Skejby, og det vil være den første del af afdelingens udflytning til DNU. Det kendetegner den moderne kræftbehandling, at den er multidisciplinær og er integreret mellem flere forskellige specialer. Patienterne modtager ofte en kombination af flere forskellige behandlinger, der varetages af et team af specialister fra specialerne Kirurgi, Klinisk Onkologi, Radiologi, Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicin, Patologi og Intern Medicin. De multidisciplinære teams vurderer og visiterer alle nye kræftpatienter på konferencer, ofte flere gange ugentligt for hver cancertype. De foregår som videokonferencer mellem specialisterne med deltagelse også fra regionssygehusene. Den multidisciplinære indsats blev tydeligt styrket ved dannelsen af de Danske Multidisci-

plinære Cancer Grupper (www.dmcg.dk), der fik til opgave at etablere nationale retningslinjer for udredning, behandling og opfølgning af patienter samt databaser og forskning inden for alle større cancersygdomme. Dermed blev det muligt at sikre en ensartet patientbehandling af høj kvalitet over hele landet. Der blev også taget initiativ til oprettelse af nationale biobanker med indsamling af væv til forskning. Den moderne kræftbehandling omhandler nu også det palliative område. I det jyske område startede det med KamillianerGaarden i Aalborg og Sct. Maria Hospice i Vejle, men der er nu sket en betydelig udbygning, således at der findes hospicer og palliative team i tilknytning til de universitetshospitaler og regionssygehuse, som varetager onkologisk behandling.

Udvikling af stråleterapi Strålebehandling har udviklet sig fra kilovolt til megavolt udstyr, og kobolt enheder blev erstattet af acceleratorbaseret teknologi. Gennem 1980-90’erne gik man fra 2-dimensionel (2-D) strålebehandling, hvor planlægningen var baseret på konventionelle røntgenbilleder til 3-D teknik, hvor stråleplanerne blev til ved hjælp af CT-skanning. Ved 2-D teknik planlagde man strålebehandlingen mod den anatomiske region, hvor tumor var lokaliseret, og området var primært defineret af knoglestrukturer. Med indførelse af CT-skanning kunne man planlægge strålingen direkte mod tumorområdet, og man kunne i højere grad sikre 179


den ønskede stråledosis i tumor. Den konventionelle 3-D stråling planlagt ved CT-skanning blev oftest givet med 2-4 felter rettet mod tumor, og dermed opnåede man oftest en kasseformet fordeling af den høje stråledosis. Omkring 2000 udvikledes en ny computerbaseret intensitetsmoduleret strålebehandling (IMRT). Med IMRT gives strålingen på flere felter, og i hvert felt kan stråleintensiteten varieres, så der gives høj stråledosis mod tumor og lav dosis til det normale væv. Med denne teknik er strålefordelingen ikke længere kasseformet, men derimod tilpasset tumorområdets form og anatomi. I dag planlægges de fleste strålebehandlinger med IMRT, og de afgives ofte under rotation af stråleapparatet rundt om patienten. Den samlede stråledosis gives oftest over 25-39 behandlinger. Patientens position sikres ved hjælp af CT-skanning (cone-beam CT-skanning) eller gennemlysningsbilleder før hver strålebehandling. Ved at medbestråle en margin omkring tumorområdet kan man kompensere for vejrtrækningsrelaterede bevægelser under strålebehandlingen. Man udvikler nu en 4-D stråleterapi, hvor strålerne kan følge tumorens bevægelse under behandlingen ved kontinuerlig bevægelse af stråleapparatets blændesystem. Tumorens bevægelse bestemmes med små markører, der implanteres tæt ved tumor og kan følges med et GPS-lignende system. Denne behandlingsform vil i nærmeste fremtid blive indført på AUH til behandling af lunge- og levertumorer og prostatacancer. 180

CT-skanning er en grundpille i planlægningen af strålebehandling, idet den er grundlag for beregningen af stråledosis i tumor og normalvæv. MR-skanning kan bidrage med bedre anatomisk definition af bløddele, og PET-skanning kan give information om metabolisk aktivitet, som ofte er forhøjet i cancervæv. Derfor benyttes MR- og PETskanninger ofte i kombination med CT-skanning i behandlingsplanlægningen. Stereotaktisk strålebehandling benyttes til behandling af tumorer i hjerne, lunger og lever. Ved stereotaktisk strålebehandling rettes strålerne præcist mod tumor, og den gives med en smal margin. Oftest anvendes store doser, som gives over få behandlinger. Udstyr til stereotaktisk strålebehandling blev indkøbt til Onkologisk Afdeling på AUH i 1999 efter en indsamling ledet af Asger KloppenborgSkrumsager. Skrumsager var ikke helt tilfreds med den måde onkologerne forvaltede behandlingen, og det skabte en del røre og presseomtale. Ved brachyterapi indføres en strålekilde ind i tumorområdet, hvor den afgiver stråling. Tidligere blev kilden (radium-226 eller cæsium-137) lagt direkte ind vejledt af synet. Nu føres kilden op med after-loading teknik via katetre, der anlægges i tumorområdet. Herefter kan placeringen af katetrene kontrolleres på MR-skanning, og kilden (iridium192) kan så føres op, mens patienten ligger på en strålebeskyttet stue. På AUH har man udviklet metoden til behandling af underlivscancer og prostatacancer og på Vejle Syge-


hus har man udviklet en speciel brachyterapi til behandling af endetarmskræft. Onkologiske afdelinger i Jylland har det mest moderne stråleudstyr til rådighed. Med den nye teknologi er det muligt at planlægge og afgive strålebehandling meget præcist og beskytte det normale væv. Dette medfører, at patienterne udvikler færre bivirkninger. I mange tilfælde har man udnyttet dette til at øge stråledosis, uden at det medfører flere skadevirkninger. Målet er flest muligt helbredte patienter med færrest mulige skadevirkninger. En række cancercentre i Nordamerika, Europa og Asien indfører partikelterapi til strålebehandling af kræft. De fleste steder bruger man protoner andre steder kul-ioner. Partiklerne afsætter begrænset stråledosis på

vej ind i kroppen, men når de når en bestemt dybde, afsætter de deres fulde energi. Dermed kan man ofte skåne normale organer, og partikler er forbundet med lavere risiko for udvikling af sekundær kræft. Det er dog ikke alle kræftpatienter, der har gavn af partikelterapi og på lang sigt regner man med at partikelterapi vil udgøre 15 % af strålebehandling i Danmark. Protonterapi har vundet stor udbredelse i behandling af børn og udvalgte voksne med tumorer i tæt relation til strålefølsomme normale organer. Relativt få patienter vil få behandlingen som rutine. De fleste får behandlingen som led i kliniske forsøg, der tester effekten af partikelterapi. Behandling med partikler kræver at man har adgang til en partikelaccelerator og avancerede behandlingsrum, der kan styre partikelstrålen. AUH og Aarhus Universitet ansøgte om at blive hjemsted for Det Nationale Center for Partikelterapi, og Sundhedsstyrelsen besluttede efter anbefaling fra et internationalt ekspertpanel at centeret skal opføres i Aarhus i forbindelse med Kræftcenteret på Det Nye Universitetshospital i Skejby. Det forventes, at den første patient vil blive behandlet på anlægget i 2017.

Udvikling af medicinsk cancerbehandling Fig. 7. Strålebehandling af et barn med medulloblastom. Hele kraniospinal-kanalen skal bestråles pga. tumorens tendens til at udsende kræftceller til spinalvæsken. Øverst vises stråleplan for røntgenbestråling, nederst for partikelbestråling. Partiklernes fysiske egenskaber skåner thorax og abdomen.

Kemoterapi er det væsentligste element i den medicinske kræftbehandling. Gennem 198090’erne blev der udviklet en række nye aktive cytostatika. De positive resultater forekom 181


primært i behandling af lymfom, leukæmier, børnecancere og testikelcancer. Det gav anledning til en betydelig optimisme og forventning til at ny kemoterapi ville medføre, at helbredelse blev mulig for patienter med metastatisk kræft af andre typer inden for en overskuelig tid. Det kom ikke helt til at holde stik. Den adjuverende kemoterapi har derimod fået en betydelig plads inden for onkologien. Der blev påvist forbedret helbredelse ved postoperativ kemoterapi af bryst-, lunge- og kolorektalcancer. Der er ligeledes påvist forbedret overlevelse ved kombination af kemoterapi og strålebehandling for en række kræftsygdomme, specielt af planocellulær type. Gennem 1990’erne udvidede man brugen af kemoterapi til en række cancersygdomme, som man hidtil havde betragtet som kemoresistente. Prostatakræft og gliom er eksempler på sygdomme, som man nu behandler med kemoterapi med levetidsforlængende og palliativ effekt. Det blev også muligt at give 2. og 3. linjebehandlinger ved svigt af tidligere behandling. Inden for det seneste årti er der udviklet en ny generation af kræftmedicin, den målrettede biologiske behandling. Flere af disse er rettet mod kræftcellernes vækstregulering, oftest rettet mod Epidermal Growth Factor (EGF) receptor systemet. Systemet består af receptorer på kræftcellernes cellemembran. Når receptoren stimuleres af en ligand, opstår en signalstrøm rettet mod cellens kerne, 182

og det medfører celledeling. Det er muligt at blokere denne stimulation med monoklonale antistoffer rettet mod EGF-receptoren og med medikamenter rettet mod den intracellulære signalvej. Oftest – men ikke altid – virker denne form for medicin kun, når receptor eller signalmolekyler er overudtrykt i canceren, hvilket undersøges i biopsi fra tumor. Et eksempel er antistoffet trastuzumab (Herceptin) til behandling af HER-2 positiv brystkræft. En række andre nye medikamenter er rettet mod karnydannelsen i tumor. Fra det øjeblik tumor vokser sig over en vis størrelse, kræver den tilførsel af blodkar fra omgivelserne. Vascular Endothelial Growth Factor (VEGF) receptor systemet består af overflade receptorer med et tilhørende intracellulært signalsystem i blodkarrenes endothel. Hæmning af angiogenesen med antistoffet bevacizumab (Avastin) og tyrosinkinasehæmmere anvendes i behandlingen af en række kræftsygdommen. Coley beskrev sammenhængen mellem høj feber og tumorregression hos kræftpatienter helt tilbage i 1884. Han oplevede hvordan tumor hos en ung kvinde regredierede efter at han havde påført hende erysipilas. Coleys behandlingsprincip består den dag i dag i form af immunterapi med interleukin, interferon og cancervacciner, der stimulerer patientens immunsystem på en relativt uspecifik måde. Nyere medikamina som ipilimumab og nivolumab er antistoffer, der blokerer inhibitoriske feedback mekanismer i de cytotoxiske lymfocytter, der angriber cancercel-


lerne. De nye medikamenter har vist ganske lovende effekt i behandling af malignt melanom og flere andre cancersygdomme. Den biologisk målrettede medicin beskrives som en nøgle, der passer præcist i det biologiske nøglehul, og derfor forventes en specifik effekt og begrænset bivirkning. Problemet er nu, at vi ikke altid kan finde den rette nøgle til den rette lås. Vi havde en tiltro til at molekylære markører kunne lede os frem til individualiseret biologisk terapi, men indtil videre er det kun muligt i relativt få tilfælde. Det er imidlertid positivt, at vi har mulighed for at behandle en række metastaserende kræfttilfælde (brystkræft, lungekræft, kolorektalkræft, nyrekræft, malignt melanom og sarkom) med biologisk målrettet terapi med levetidsforlængende effekt, og hos patienter med brystkræft benyttes Herceptin nu som adjuverende behandling og har medført forbedret overlevelse hos patienter med HER-2 positiv sygdom.

Eksperimentel onkologi At drive forskning i et tæt samspil med patientens behandling er ikke et nyt princip. Professor Krebs fandt det så vigtigt, at han fik placeret et laboratorium på etagen over Radiumstationen i Aarhus, da den blev bygget i 1935. Det blev til Kræftforskningsinstituttet, der i dag er omdannet til Afdelingen for Eksperimentel Klinisk Onkologi. Det er den eksperimentelle afdelings opgave at drive patientnær forskning, som relateres direkte til

patienternes behandling i en tæt interaktion mellem forskning og klinik. Forskningsafdelingen har faciliteter til celledyrkning, smådyrsforsøg, molekylær biologi og tumor fysiologi. Afdelingen har også en Enhed for Kliniske Forsøg, der fungerer som sekretariat og databasehjemsted for en række større multicenter forsøg. Onkologien er et eksperimentelt fagområde med stor forskningsaktivitet. De onkologiske afdelinger har derfor et stort antal forsøg med afprøvning af ny teknologi eller ny medicin. Jyske onkologer har haft en fremtrædende rolle i tilrettelæggelse og udførelse af landsdækkende kliniske forsøg med stråleterapi. Danish Head and Neck Cancer Group (DAHANCA) har udført en række forsøg, som har påvist effekt af accelereret strålebehandling (med 6 ugentlige behandlinger), betydningen af hypoksi i tumor samt effekten af at kombinere en hypoksisk radiosensitiser, nimorazol med strålebehandling. Danish Breast Cancer Group (DBCG) påviste effekten af adjuverende strålebehandling til patienter, der er opereret for brystcancer. Disse undersøgelser har fået betydning for behandling af hoved-hals cancer og brystcancer på verdensplan. Endvidere var jyske onkologer blandt de første til at udnytte en række moderne strålebehandlingsteknikker, herunder stereotaktisk strålebehandling af tumorer i lunger og lever. I 2009 dannede man det nationale Center for Interventional Research in Radiation Oncology (CIRRO). Centeret blev dannet på 183


baggrund af en større 5-årig bevilling fra Lundbeck Fondet og omfatter samtlige stråleafdelinger i landet. Det er CIRROs formål at drive forskning i radioterapi i Danmark. Forskningsprogrammet omfatter kliniske studier inden for de fleste større cancersygdomme, og dertil foretages der en række translationelle forsøg med henblik på at afdække biologiske mekanismer relateret til strålebehandlingen. Inden for ca. 4 år er der indgået mere end 2.000 patienter i CIRROs studier. I det medicinsk onkologiske område har jysk onkologi bl.a. været involveret i udvikling af kemoterapi og targeteret biologisk terapi af blære- og nyrecancer og malignt melanom. Der har været en særlig interesse for

immunterapi af malignt melanom og nyrecancer i form af IL-2 og nyere biologisk målrettede medikamenter med stimulerende effekt på cytotoksiske lymfocytter.

Afdelingsledelser og professorer Torben Palshof var administrerende overlæge i perioden 1990-1995. Ole Steen Nielsen overtog posten som han holdt indtil 2011, hvor han blev prodekan for forskning på Health ved Aarhus Universitet. Anders Jakobsen rejste fra Aarhus til Vejle, og han blev professor ved Syddansk Universitet. Knud Aage Møller rejste fra Aarhus og blev leder af afdelingen i Herning, Mogens Hansen, der

Tabel 1. Afdelingsledelser og professorer i 2014. Onkologisk Afdeling, Aarhus

Onkologisk Afdeling, Aalborg

Onkologisk Afdeling, Vejle

Afdelingsledelse

Ledende overlæge Anni Ravnsbæk Jensen Oversygeplejerske Morten Keller

Ledende overlæge, professor Ursula Falkmer

Ledende overlæge Bente Sørensen Oversygeplejerske Susanne Lauth

Professorer

Jens Overgaard (eksperimentel onkologi) Cai Grau (radioterapi) Morten Høyer (lærestolsprofessor) Anders Bonde Jensen (didakt. professor) Michael Horsman (tumor fysiologi) Jan Alsner (molekylær onkologi) Markus Alber (medicinsk fysik) Ludvig Muren (medicinsk fysik) Bobby Zachariae (psykoonkologi)

Ursula Falkmer (klinisk onkologi)

Anders Jakobsen (klinisk onkologi)

Herning: Ledende overlæge Hanne Linnet, oversygeplejerske Margrethe Toft Povlsgaard Esbjerg: Ledende overlæge Britta Bjerregaard Jensen, oversygeplejerske Conny Olesen

184


kom fra Hillerød, blev leder af afdelingen i Viborg. Carl Gadeberg fra Aarhus overtog ledelsen i Vejle, og i Esbjerg blev Erik Sandberg overlæge. De nuværende ledelser og professorer ved de onkologiske afdelinger fremgår af Tabel 1.

Litteratur om Onkologien i Jylland Arne Sell (5) og Birgitte Espersen (2).

Referenceliste 1. Bang L. Hvad livet lærte mig. Centrum; 1995. 2. Espersen B, Roager A. Det vidunderlige stof. erindringer fra radiumstationen i Aarhus 1914-2008. Aarhus Universitetshospital; 2008. 3. Møller F. History and development of radiology in Denmark 18961956. Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busk; 1968. 4. Nordentoft S. Haandbog i Røntgenbehandling. Aarhus; 1917. 5. Sell A. Stråleterapi i Aarhus, fra radiologi til onkologi, næsten 100 års historie, 1896-1990. Aarhus: Aarhus Universitetshospital; 2010. 6. Søgaard I, Topp SW. Radiumstationen på Mors. In: Dansk medicinsk historisk årbog; 2010:117-134. 7. Sundhedsstyrelsen. Betænkning vedrørende stråleterapi. Ugeskr f Laeger. 1965;16.

185


Om forfatterne

Palle Lykke Født 1954. Cand.mag. fra Aarhus Universitet 1983, museumsassistent i Købstadmuseet Den Gamle By 1985, fra 1988 sekretær for Universitetshistorisk Udvalg ved Aarhus Universitet (fra 2012 akademisk medarbejder hos AU Universitetshistorie). Har bl.a. skrevet Det lærde Selskab i Aarhus 1945-1995 (1995); By og universitet. Universitets-Samvirket, Aarhus 1921-1996 (1996); »Aarhus Universitet under besættelsen«, Århus Stifts Årbøger 1995-96; Medicinsk Læsestue i Aarhus (2000) og Juridisk Bibliotek 1944-2004 (2004). Har redigeret publikationer med universitetshistoriske erindringer og medredigeret Topforskning ved Aarhus Universitet – en jubilæumsantologi (2003).

Anne Thomassen Født 1948. Cand.med. 1975 (Aarhus Universitet), dr.med. 1992. Anne har siden 1967 boet i Aarhus, hvor hun i 1975 blev færdig som læge og i 1991 som speciallæge i intern medicin og kardiologi. Fra 1991-1998 var hun ledende overlæge ved Medicinsk Afdeling på Randers Centralsygehus. I 1992 forsvarede hun disputatsen om iskæmisk hjerte186

sygdom. Fra 1998 til 2011 var Anne cheflæge ved Aarhus Universitetshospital. Anne har været aktiv i en række bestyrelser bl.a. i Dansk Cardiologisk Selskab, Dansk Selskab for Intern Medicin, Hjerteforeningen og Kræftens Bekæmpelse. Anne har været gift med Benno i 44 år og har 3 børn og 6 børnebørn. Da Anne gik på pension, gik hun i gang med at rydde op i de gamle arkiver på Aarhus Kommunehospital og finder der den fantastiske historie, der gemmer sig bag hospitalerne i Aarhus.

Finn Hanberg Sørensen Født 1936. Cand.med. 1962 (Aarhus Universitet), dr.med. 1977 (Kvantitative lysmikroskopiske undersøgelser af glomeruli), speciallæge i kirurgi og kirurgisk gastroenterologi 1977, overkirurg, Aarhus Amtssygehus 1978, adm. overlæge samme sted fra1991-2002; lektor i kirurgi ved Aarhus Universitet 19782000. Artikler om kirurgisk gastroenterologiske emner samt lærebogskapitler. Formand for Jydsk Medicinsk Selskab 1983-87, generalsekretær Dansk Kirurgisk Selskab 198793, formand for Dansk Kirurgisk Selskab 1998-2000. BA (italiensk) 2010. Bog om »Ki-


rurgerne og kirurgien på Århus Amtssygehus« 2010.

Raben Rosenberg Født 1946. Cand.med. 1970 (Københavns Universitet), dr.med. 1983. Klinisk koordinerende lærestolsprofessor ved Aarhus Universitetshospital Risskov, overlæge, dr.med., speciallæge i psykiatri 1987. 1989-1991 overlæge ved Afdeling O, Rigshospitalet. Siden 1991 professor i biologisk psykiatri og psykofarmakologi ved Aarhus Universitet. Mangeårig forskningsledelse af psykiatrisk basal- og grundvidenskabelig forskning med fokus på neuropsykiatri – især affektive lidelser. Hertil videnskabelige bidrag til psykiatriens historie og medicinsk videnskabsteori. Formand for Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom 2004-05, præsident for Det Lærde Selskab i Aarhus 2003-2006 og siden 2012 medlem af Den Nationale Videnskabsetiske Komite.

Hans Madsen Født 1949 i Aarhus (Fødselsanstalten i Jylland – FiJ). Cand.med. 1976 (Aarhus Universitet), dr.med. 1986. Student Hobro Gymnasium 1969. Speciallæge i gynækologi og obstetrik 1984. Disputats 1986 Aarhus Universitet med titlen »Fetal Oxygination in Diabetic Pregnancy«. Diplom i ledelse (OLAU) i 1998. Under uddannelsen til speciallæge været ansat ved gynækologisk-obstetriske afdelinger i Aalborg, Aarhus (FiJ) og

Rigshospitalet i København. 1991 til 1995 specialeansvarlig overlæge ved Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling Aalborg Sygehus. 1995 til 2013 administrerende/ledende overlæge samme sted. Siden 1. marts 2013 pensionist.

Margrethe Møller Født 1948. Cand.med. 1977 (Aarhus Universitet). Efter eksamen ansættelse på Kirurgisk Afdeling, Skive Sygehus. Det var dengang en stor blandet kirurgisk afdeling med abdominalkirurgi, urologi, ortopædkirurgi, gynækologi og obstetrik. Den ledende overlæge var speciallæge i både kirurgi og gynækologi. Det var et fantastisk lærested og afdelingen gav muligheder for at prøve forskelligt og skabte interessen for gynækologi og obstetrik. Efter grunduddannelsen stilling og senere kursusstilling på Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling, Aalborg Sygehus Nord. Efter endt speciallægeuddannelse afdelingslægestilling og senere overlægestilling samme sted – og siden 1996 været specialeansvarlig overlæge for obstetrik – med stor glæde for arbejdet.

Niels Grunnet Født 1945. Cand.med. 1971 (Aarhus Universitet), dr.med. 1977 Aarhus Universitet; guldmedalje i klinisk immunologi 1974. Speciallæge i klinisk blodtypeserologi 1979 og i klinisk immunologi 1983; overlæge Aalborg Sygehus 1983-1994 og overlæge Aarhus Uni187


versitetshospital, Skejby 1994-2013, begge i klinisk immunologi; klinisk lektor Aarhus Universitet 1994-2013 og post graduat klinisk lektor 2006-2013, begge i klinisk immunologi; Medicinsk Direktør for Scandiatransplant 1998-2012; talrige publikationer og posters; omfattende undervisnings- og censoraktivitet (læge-, bioanalytiker- og sygeplejestuderende samt læger og andre).

Morten Høyer Født 1959. Cand.med. 1985 (Aarhus Universitet), PhD 1994. Student fra Vejlby-Risskov Amtsgymnasium 1978. Turnus på Odder og Farsø Sygehus. 1986 ansat som reservelæge på Onkologisk Afdeling Aarhus Universitetshospital, og har haft ansættelse de´r siden – bortset fra 11/2 år på Hæmatologsk Afdeling og 1 år på Onkologisk Afdeling, Københavns Amtssygehus i Herlev. I 1990-93 tilknyttet Kræftens Bekæmpelses Afdeling for Eksperimentel Klinisk Onkologi. PhD i 1994 med en afhandling inden for emnet tumorcellekinetik. Afdelingslæge 1997, overlæge 1999 og lærestolsprofessor i 2012. Forskningsområde

188

er biologiske, tekniske og kliniske forsøg med stereotaktisk strålebehandling af hjerne-, lunge- og leversvulster. Strålebehandling af urologisk cancer. Strålebetinget morbiditet. Partikelterapi.

Arne Sell Født 1926. Cand.med. 1952 (Københavns Universitet), realeksamen i 1942. Student fra Rønde Gymnasium 1944. Aarhus Universitets Medicinske Fakultet 1944-49, kandidateksamen Københavns Universitet 1952. Turnus Holstebro Sygehus. Supplerende uddannelse i kirurgi, radiologi, intern medicin og dermatologi. Onkologisk uddannelse på Radiologisk Afd. Randers samt Radiumstationen i Odense (1. reservelæge og ass. overlæge). Speciallæge i onkologi 1961. Overlæge Radiumstationen (Onkologisk Afd.) Aarhus 1963-1988. Samtidigt lektor ved Aarhus Universitet. Medstifter af Dansk Selskab for Onkologi 1962, formand for selskabet 1972-76 og 1980-84. Videnskabelig aktivitet vedr. blære-, prostata- og testiscancer samt gynækologiske cancersygdomme.



Jydsk Medicinsk Selskab :: 100 år